Danske Studier 1953

22 H. GRUNER-NIELSEN
Tilfælde. I Indledningen til Nr. 121 er „Tovelille" og Sagnene om hende
formentlig paa en afgjørende Maade viist at tilhøre Kong Valdemar den
store, istedenfor som forhen antaget Kong Valdemar Atterdag. I Indledningen
til Nr. 178 er det videre formentlig fyldestgjørende godtgjort, at
hvad Hvitfeld og andre have om „Falkvor Lovmandsøn" hidtil med
Urette er henført til vor Kong Valdemar Atterdags Dronning Helvig,
medens det oprindelig har Hensyn til den svenske Kong Magnus Ladelaases
Dronning af samme Navn. Ogsaa kan her nævnes min Indledning
til Nr. 126, hvor Sagnet om Kong Valdemar den store, hans Søster og
hans Frænde Buris' er gjort til Gjenstand for en omhyggelig Undersøgelse,
og hvor det i Forbindelse dermed er godtgjort, at dette Sagn i og
med den oprindelig danske Vise har udbredt sig gjennem Holsten til hele
Tydskland og endogsaa til slaviske Folk og da paa denne sin Vandring
har søgt nye historiske Tilknytninger. Ogsaa kan henvises til Indledningerne
til Viserne om Marsk Stig (Nr. 145) og om Niels Ebbesen (Nr. 156),
hvor Visens Beretning er gjort til Gjenstand for en omhyggelig kritisk
Sammenligning med alle saavel tydske som danske historiske Kilder.
Endelig kan her nævnes Indledningen til Nr. 159 om Dronning Margrete
og Kong Albrekt, der yder nye Oplysninger af historisk Interesse.
Disse Exempler maa være nok til at antyde, hvad der i mit sidst omtalte
Hovedværk turde være godtgjort med Hensyn til mine Studier og
Kundskaber ud over, hvad der directe angaaer Fortrolighed med de nordiske
og andre Folks Folkeviser. Det turde heraf fremgaae, at om jeg end
ikke ved Siden af det nævnte Værk har præsteret selvstændige videnskabelige
Arbejder, saa har jeg dog i selve dette givet en Række af Beviser
paa, at mine Studier ej have været af nogen ensidig eller indskrænket Art,
men netop have strakt sig ud over Kundskabskredse, der dels falde ind
under, dels blive af særlig Betydning for den samlede nordiske Philologi.
Idet jeg da gaaer ud fra den Betragtning, at den nordiske philologiske
Videnskabs frugtbringende Indflydelse paa den nationale Dannelse er
væsenlig afhængig af, at vort Folks egen Oldtid, der altid maa blive en
Hovedgjenstand for denne Videnskab, dog ikke kommer til at staae som
en fjern, uddød og afsluttet Verden, men at den historiske Traad, som
uafbrudt slynger sig gjennem Nationens Liv, kommer til den nulevende
Slægts Bevidsthed gjennem de historiske Mellemled af Sprogstadier,
Livsformer og Aandsfostre, — vover jeg at udtale den Formening, at
Universitetet ogsaa fremdeles vil have Brug for en dobbelt Repræsentation
af den samlede nordiske Philologi: at det ved Siden af den udmærkede
Lærde, der hidtil særlig har været kaldet til at hævde Oldsproget
og ved dets grundige grammatikalske og lexicalske Behandling at befæste
Grundvolden for den Videnskabsbygning, paa hvis Opførelse der
først saa nylig er taget alvorlig fat, ogsaa vil have Brug for en dansk
Mand med den fornødne Duelighed til at medvirke til Videnskabens Udvikling
og Forplantelse, og da særlig til at knytte den gamle Tid til den
nye, ved med fortroligt Kjendskab til hin at lade ogsaa den sproglige og
literære Udvikling i de af Oldsproget udgaaede nynordiske Sprog gjennem
Middelalderen og den nyere Tid komme til sin fulde Ret: at det vil
have Brug for en Mand, der med den fornødne Kundskab og Modenhed
forener Kald og Evne til gjennem det mundtlige Foredrag hos den studerende
Ungdom at vække og nære Kjærligheden til Norden, det gamle