Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Konklusion
Udgangspunktet for specialet var en læsning af udvalgte værker af Gauguin med en
bagvedliggende eklektisk startegi som arbejdsmetode, for at undersøge om der kunne være
noget meningsskabende i sammenstillingen af forskellige heterogene elementer. Jørgensen
skriver: Interessen for fragmenteringen har imidlertid stjålet opmærksomheden fra det
forhold, at moderne kunst i samme grad er bærer af en vilje til form. Denne skævhed skyldes
blandt andet, at kunstkritikere og kunsthistorikere hovedsageligt har tematiseret forholdet
mellem det klassiske og det moderne som et spørgsmål om et forhold mellem
modsætninger. 247 Det er denne europæiske dualisme, Gauguin nægtede at lade sig
kategorisere af, og som jeg viste i første kapitel, havde han en baggrund, der var langt
mere
broget end de fleste franskmænds.Dette gav ham et anderledes og bredere syn på, hvad
kunstneriske udtryk kunne være, end hans impressionistiske kolleger havde. Han var ikke
interesseret i at give afkald på formen, og hans eklektiske formsprog var mere præget af et
forsøg på at skabe en balance mellem det overleverede og det selvoplevede – til tider har det
svinget som et pendul mellem viljen til form og erfaringen af fragmentering
i verden omkring
ham.
I andet kapitel undersøgte jeg, hvordan denne søgen efter et nyt formsprog var
inspireret af neoplatonismens betoning af den ikke-mimetiske kunst, og her blev det vist,
hvordan dette kom til udtryk i blandt andet ”Vision efter prædikenen (Jakobs kamp med
englen)”. Samtidig undersøgte jeg, hvordan Gauguins forestilling om ”det primitive” var
stærkt influeret af flere forskellige europæiske
tænkere, og jeg eksemplificerede dette i
analysen af maleriet ”La Belle Angele”.
Gauguins rolle i den symbolistiske maleriske bevægelse blev undersøgt i tredje
kapitel, og jeg analyserede hvilke filosofiske overvejelser, der lå til grund for bevægelsens
kunstneropfattelse, formsprog og religiøse betragtninger. Jeg konkluderer derfor, at Gauguin
brugte eklekticismen som en kunstnerisk strategi gennem hele sin karriere. I løbet af sit liv
eksperimenterede han med vidt forskellige maletekniske stilarter – fra impressionismen over
syntetismen og symbolismen - og filosofisk-religiøst lod han sig også inspirere af mange
kilder. Eklekticismen gav ham muligheden for at udtrykke og skildre flere lag af
virkeligheden i ét og samme værk, og ved at sammensætte umiddelbart heterogene elementer
247 Jørgensen, op.cit. p. 409
86