Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Equally opposite to Gauguin’s Teha’amana, however, is Balzac’s beautiful young
androgyne Seraphita/ Seraphitus, briefly mentioned by Gauguin in his 1892 ”Cahier
pour Aline”, alongside an extended discussion of ”Mana’o Tupapa’u” . Gauguin’s very
introduction of Teha’amana in Noa Noa, ”I had never seen her so lovely; above all, I
had never seen her beauty so moving”, was a paraphrase of a line spoken by Balzac’s
female character Mina about Seraphitus. 235
Det er også værd at bemærke, at både Seraphita og Teha’amana bliver repræsenteret af deres
forfattere som værende illuminerede af et unaturligt lys, og at de begge betragtes som væsner,
der er i kontakt med det guddommelige. Balzac beskrev, hvordan Seraphita havde et gyldent
udseende, der kunne stråle om kap med solen, og hvordan han/hun så ud til at udstråle lys
snarere end at modtage det. 236 Gauguin skrev tilsvarende om Teha’amana i Noa Noa: Tehuras
ansigt af guld badede hytten og landskabet rundt om i glæde og klarhed. 237 Og han fortsætter
senere: Som hun stod der nøgen foran mig, syntes hun mig hyllet i en klædning af rent
orangegult, i bhixus kappe af guld, en skøn, gylden blomst, duftende af tahitiansk noanoa, og
manden og kunstneren i mig tilbad hende… 238
Jirat-Wasiutynski skriver om det androgynes betydning:
The nineteenth century was haunted by the concept of the Androgyne from the time of its
origins in Romanticism to its apotheosis among the Symbolists and decadents. In
general, the image stands for an unattainable ideal of perfection, a union of opposites,
but it is, of course, often confused with and translated by the physical anomaly of the
hermaphrodite, carrying with it strong connotations of sexual perversion. 239
Igen ser vi hos Gauguin ønsket om at komme ud over det dualistiske, og hvordan han søgte
andre muligheder, end hvad der var muligt i de europæiske binære oppositionspar. Gauguin
forsøgte at forstå ’det tredje medierende element’, der eksisterede midt mellem en serie af
binære opppositionspar: den unge, tiltrækkende kvinde og det gamle, spøgelseslignende
genfærd; det erotiske og det spirituelle; dag og nat; liv og død; det musikalske og det litterære;
det abstrakte og det repræsentationelle; orange og blå; gul og violet. Eisenman skriver i den
forbindelse: The final coloristic binaries (two of the three essential complimentaries exploited
by modern artists in the last third of the nineteenth century reveal that Gauguin was seeking
to adapt his own European conception of form to the abstract dialect of Polynesian
235
Eisenman, op.cit. p. 122
236
Ibid.
237
Gauguin, op.cit. p. 39
238
Op.cit. p. 71
239
Jirat-Wasiutynski, op.cit. 1978, p. 145
82