Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

More documents

Recommendations

Info

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 I kunstværket fandt Gauguin en mulighed for at skildre hybride og komplekse aspekter af virkeligheden uden at skulle lægge sig fast på et enkelt betydningslag. Maleriet skaber associationer til både visuelle som tekstlige værker, Gauguin havde kendskab til, og disse blandes med Gauguins indtryk af Tahiti inden for lærredets rammer til en ny helhed. maleriet: Eisenman forklarer, hvordan også Morice så Gauguins referencer til andre værker i She is an ”androgynous little girl” wrote the artist’s friend and literary collaborator Charles Morice, an ideal union of the sexes recalling Théodore in Théophile Gautier’s ”Mademoiselle de Maupin”, Jean Valjean in Hugo’s ”Les Miserables” and most of all Seraphita/ Seraphitus in Balzac’s novel ”Seraphita” (…) Jean Valjean, too, whom Gauguin claimed for his alter ego in the self-portrait ”Les Miserables” (1888) was a sexual hybrid inhabitating a liminal landscape. He was at once a father and a mother, and dwelled in the constructions hybrides of Paris – suburb, convent and sewer. 233 Det er altså ikke blot Manets ”Olympia”, der har inspireret Gauguin til at male ”Mana’o Tupapa’u”, men som tidligere vist i forbindelse med andre af hans værker, ligger der også litterære og filosofiske refleksioner bag. Tanken om det androgyne er ligeledes et opgør med det traditionelle europæiske oppositionspar mellem mand og kvinde. Ved at betone den udefinerbare kønsrolle, undveg Gauguin endnu en gang at fastlægge en klar og letaflæselig fortolkning. Jirat-Wasiutynski mener, at Gauguins forestillinger om det androgyne kan have været opstået allerede i 1889, da han arbejdede sammen med blandt andre Sérusier, og han skriver: Like Bernard, Sérusier was intellectually precocious and theoretically oriented in his thinking; he was well-read and had studied such aesthetic problems as those raised by Plato and the Neo-platonists, Sâr Péladan’s art criticism, and Wagners writings. It is to him that Gauguin probably owed his knowledge of the concept of the Androgyne; and it must have been through Sérusier that some of Edouard Schuré’s ideas, published in ”Les grands Initiés” in 1889, reached Gauguin. 234 Tanken om det androgyne knyttes hermed til både den platoniske tankegang, der blev reaktiveret i kunstnerkredse omkring Gauguin, da han boede i Frankrig, og også til den teosofiske filosofi. Eisenman mener, at Gaugin desuden har ladet sig inspirere af Balzacs roman og skriver: 233 Eisenman, op.cit. p. 121 234 Jirat-Wasiutynski, op.cit. 1978, p. 232 81
Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 Equally opposite to Gauguin’s Teha’amana, however, is Balzac’s beautiful young androgyne Seraphita/ Seraphitus, briefly mentioned by Gauguin in his 1892 ”Cahier pour Aline”, alongside an extended discussion of ”Mana’o Tupapa’u” . Gauguin’s very introduction of Teha’amana in Noa Noa, ”I had never seen her so lovely; above all, I had never seen her beauty so moving”, was a paraphrase of a line spoken by Balzac’s female character Mina about Seraphitus. 235 Det er også værd at bemærke, at både Seraphita og Teha’amana bliver repræsenteret af deres forfattere som værende illuminerede af et unaturligt lys, og at de begge betragtes som væsner, der er i kontakt med det guddommelige. Balzac beskrev, hvordan Seraphita havde et gyldent udseende, der kunne stråle om kap med solen, og hvordan han/hun så ud til at udstråle lys snarere end at modtage det. 236 Gauguin skrev tilsvarende om Teha’amana i Noa Noa: Tehuras ansigt af guld badede hytten og landskabet rundt om i glæde og klarhed. 237 Og han fortsætter senere: Som hun stod der nøgen foran mig, syntes hun mig hyllet i en klædning af rent orangegult, i bhixus kappe af guld, en skøn, gylden blomst, duftende af tahitiansk noanoa, og manden og kunstneren i mig tilbad hende… 238 Jirat-Wasiutynski skriver om det androgynes betydning: The nineteenth century was haunted by the concept of the Androgyne from the time of its origins in Romanticism to its apotheosis among the Symbolists and decadents. In general, the image stands for an unattainable ideal of perfection, a union of opposites, but it is, of course, often confused with and translated by the physical anomaly of the hermaphrodite, carrying with it strong connotations of sexual perversion. 239 Igen ser vi hos Gauguin ønsket om at komme ud over det dualistiske, og hvordan han søgte andre muligheder, end hvad der var muligt i de europæiske binære oppositionspar. Gauguin forsøgte at forstå ’det tredje medierende element’, der eksisterede midt mellem en serie af binære opppositionspar: den unge, tiltrækkende kvinde og det gamle, spøgelseslignende genfærd; det erotiske og det spirituelle; dag og nat; liv og død; det musikalske og det litterære; det abstrakte og det repræsentationelle; orange og blå; gul og violet. Eisenman skriver i den forbindelse: The final coloristic binaries (two of the three essential complimentaries exploited by modern artists in the last third of the nineteenth century reveal that Gauguin was seeking to adapt his own European conception of form to the abstract dialect of Polynesian 235 Eisenman, op.cit. p. 122 236 Ibid. 237 Gauguin, op.cit. p. 39 238 Op.cit. p. 71 239 Jirat-Wasiutynski, op.cit. 1978, p. 145 82
Page 1 and 2:
Navn Årskortnummer Afdeling (sæt
Page 3 and 4:
Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18:
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24:
Page 25 and 26:
Page 27 and 28:
Page 29 and 30:
Page 31 and 32: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 81: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
show all

Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?