Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

More documents

Recommendations

Info

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 folk i det 19. århundrede. 225 Solomon-Godeau er ligeledes kritisk overfor Gauguins fremstilling af Teha’amana og skriver: Thus, when Gauguin writes in ’Noa Noa’ that his knowledge of Maori religion was due to ”a full course in Tahitian theology” given to him by his 13-year-old mistress Teha’amana, he is invoked in a double denial; his avoidence of the fact that his own relation to the Maori religion was extremely tenous, merely the product of a text he had just appropriated, and his refusal to ackowledge that Teha’amana, like most other Tahitians had no relation to her former traditions. 226 Eisenman skriver endvidere, at maleriet er et notorisk uanstændigt billede, der har påkaldt sig kritikernes vrede fra det blev skabt og op til vore dage. Han anser det for at være et maleri, der opretholder den koloniale, maskuline fortrinsret over andre mennesker, men erkender også, at en sådan tolkning ikke yder billedet fuld retfærdighed, og han skriver hermed: Yet it is equally, I suggest, a hybrid artwork which undercuts the dimorphic paradigm of sexuality upon which European masculinity depends 227 . Det androgyne Som i de tidligere behandlede værker af Gauguin, er også ”Mana’o Tupapa’u” et kunstværk med flere betydningslag og indeholder referencer til flere andre kunstværker. I Eisenmans øjne trækker maleriet i særdeleshed på forskellige androgyne og hermafrodisiske prototyper fra den vestlige kunsthistorie, som fx marmorstatuen ”Hermaphrodite” (ca. 200 år f. Kr, marmor, 169 cm, Louvre, Paris) på Louvre. Herom skriver han: Like the ”Hermaphrodite”, the nude in Mana’o Tupapa’u reclines on a matress, crosses her legs and exposes her face and buttocks to the viewer. Moreover, both figures face right, an unusual orientation for nudes in the history of art. 228 Gauguin har også hentet inspiration til maleriet i Manets ”Olympia” (1863, olie på lærred, 130 x 190 cm, Musée D’Orsay, Paris), der var et maleri, som Gauguin kendte, beundrede og havde medbragt i kopi til Tahiti. Den gamle kvinde i baggrunden, genfærdet, vækker på denne måde associationer til den afro-caribiske kvinde Laura i ”Olympia”. Med Manets maleri i baghovedet, kan ”Mana’o Tupapa’u” også ses som en fornærmelse af den traditionelle, europæiske måde at fremstille nøgne, kvindelige modeller. 225 Eisenman op.cit. p. 120 226 Solomon-Godeau, art.cit. p. 126 227 Eisenman, op.cit. p. 121 228 Ibid. 79
Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 ”Mana’o Tupapa’u” er dog et billede med mere på hjerte end blot en kommentar eller gentagelse af Manets ”Olympia”. Brettell skriver: Gauguin was almost ”post-modern” in his preference for reproductions as his sources. He owned photographs and prints of works of art – both sculpture and painting – and thus, was able to alter the scale, color and placement of borrowed figures with impunity. 229 Som nævnt havde Gauguin en kopi af Manets billede med sig på Tahiti, og i distancen mellem originalen og den sort-hvide kopi skabtes han et rum, der var åbent for fantasi og plagiat; en kidnapning af motiver og eller sætninger, 230 og jeg mener, det er på denne måde, Gauguin har ladet sig inspirere af ”Olympia”. Ligesom ”Olympia” viser maleriet ”Mana’o Tupapa’u”, at kvinder har en seksualitet, der er anderledes sammensat end mandens. Gauguins skildring af Teha’amana som et seksuelt sammensat væsen, der præsenterer ham for en vision af sandhed og livet efter døden, væves i maleriet sammen med repræsentationen af den dødes ånd: hver især indikerer de hinandens tilstedeværelse. Eisenman skriver: The sexual self-sufficiency of Teha’amana is matched by a spirituel completeness. She is shown within a Polunesian metaphysical and ontological nexus – signalled by the presence of the dark, older woman at the upper left and strange light-bursts –from which the painter and the rest of the popa’a audience is excluded. 231 At male en nøgenmodel som f.eks. Manet gjorde det med ”Olympia”, er et meget europæisk fænomen; det er en genre, der er blevet omfavnet af såvel salonmalere som avantgarde-kunstnere i det 19. århundrede. Ved at tilføje maleriet dele af, hvad han anså for at være maori spiritisme, og give det en tahitiansk titel, forsøgte Gauguin at få motivet ud over et simpelt nøgenstudie. Men i denne sammenblanding producerede Gauguin et værk, der hverken på hans tid eller i vores, fremstår som værende fransk eller tahitiansk. Det forbliver betydningsfuldt i sin gådefulde karakter, som en skildring af et ”midt-i-mellem”. Petersen skriver: Ifølge symbolistisk tankegang kan modsætninger og konflikter samordnes i kunstværkets formalt begrænsede mikrokosmos, og gennem samordningen dannes en strukturel helhed, hvor subjektivt og objektivt, rationelt og irrationelt træder i forbindelse med hinanden og sammenføjes til en ”magisk” syntese. 232 Den samordning, Petersen her beskriver, gælder i høj grad også for collageteknikken som kunstnerisk strategi. 229 Brettell, art.cit. 2007, p. 60 230 Art.cit. p. 61 231 Eisenman, op.cit. p. 122 232 Petersen, op.cit. s. 9-10 80
Page 1 and 2:
Navn Årskortnummer Afdeling (sæt
Page 3 and 4:
Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18:
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24:
Page 25 and 26:
Page 27 and 28:
Page 29 and 30: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 79: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
show all

Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?