Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

More documents

Recommendations

Info

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 Den røde farve symboliserer lidelse og passion, og således kan det røde hår også gøre det ud for Kristi glorie. Gauguin brugte religiøse/katolske temaer til at udtrykke personlige snarere end evangeliske tanker, og i sine religiøse kompositioner svingede han mellem det spirituelle tema og kunstnerens profane identifikation med Kristus. På denne måde kan de tre apostle i baggrunden læses som kunsthistoriker Wladyslawa Jaworska gør det: The three escaping apostles-traitors are Theo van Gogh, who critized Gaugin’s idea organizing an exhibition at the small café Volpini in Paris and categorically advised Vincent to take part in it, the second one is Edgar Degas, who refused to participate in the exhibition (…) The third was probably Pissaro, Gauguin’s first teacher, who accused Gauguin of ”simply stealing from the Japanese” in his new painting formula. 197 Gauguin malede dette billede i en tilstand af håbløshed og desperation; han havde ingen penge og følte sig skuffet, alene og svigtet. Ifølge Jaworska er der ingen tvivl om, at Kristi ansigtstræk er Gauguins egne, og at maleriet dermed er et selvportræt. Jaworska mener, at i takt med Gauguins følelse af at være misforstået af sin omverden, steg også følelsen af at være ”den udvalgte” – frelseren af malekunsten. 198 Det er ikke et maleri, der skal udtrykke nøjagtighed i portrættet, som hvis det var malet i en mere realistisk stil - det er mere et symbol på, at Gauguin på dette tidspunkt mente at lide så inderligt, at hans smerte kun kunne sammenlignes med Kristi lidelser, vel at mærke Kristus i skikkelse af den forrådte og udstødte Messias, der blev misforstået af de mennesker, han ønskede at frelse. Denne intensivering af hans ydmygelse og sorg skildres ved, at Kristus ikke vises som en hel figur, og at han ydermere er skubbet over i maleriets venstre hjørne. Buser bemærker, at Gauguin ikke fremstillede sig selv som den traditionelle Kristus: He is a theosophical Christ, a seer, an initiate with special vision and special ”Science”. He can penetrate beyond the superficial, literal, and materialistic appearances of things. The symbol of this Science, the tree of knowledge, will appear in a number of paintings. It will often imitate what Gauguin took to be the Buddhist counterpart, the Bo tree, as he saw it in Javanese sculptures. 199 Den symbolistiske kunst skulle berette om ”det ukendte” – det, der ikke kunne forstås med rationaliteten, som f. eks. det religiøse. 197 Jaworska, art.cit. p. 101 198 Art.cit. p.79 199 Buser, art.cit. p. 377 67
Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 I den symbolistiske opfattelse er den materielle virkelighed kun én dimension i en flerdimensional verden, og symbolisterne har set det som en af deres fornemmeste opgaver at hævde og konkretisere virkelighedens flerdimensionalitet. 200 Billedmediet var i symbolismen derfor ikke bundet af noget krav om rationel kommunikation, og som vist i billedanalyserne prioriterede Gauguin klart billedets komponerende udtryk højere end den meddelsomme tydelighed. Da maleriet blev udstillet i 1891 gav Gauguin et interview til kunstkritikeren Jules Huret fra L’Echo de Paris, der starter med Hurets reaktion på værket: Ganske vist kunne jeg se, at hans ansigt udtrykte en frygtelig smerte, men det var uantageligt for grimt til at være Kristus’ ansigt. Skægget virkede for rødt, og hvorfor disse grønne, røde og barske blå farver? Og hvorfor disse besynderlige træer? Hvad betyder de flygtende mennesker? Hvorfra fik jeg dette forstemte, modløse indtryk af frygt, der sank ind i selve marven på mine knogler? Gauguin svarede mig med en enkel, beskeden og mild facon, der passede sammen med hans drømmende øjne, og den uudsigelige evangeliske sødme i hans træk: “Dette er mit portræt, som jeg har malet…men det skal symbolisere fejlslagningen af et ideal, lidelsen der er både guddommelig og menneskelig, Jesus, der er forladt af alle sine disciple, og hans omgivelser er så bedrøvede som hans sjæl.” Ja, det var det! Kristus’ plebejiske ansigt viste en storhed (hvorfor skulle Kristus være smuk som en dukke?) hans hoved bøjet i fortvivlelse og fortabt i umådeligt tungsind; selve personificeringen af smerte (…) Jeg bemærkede ikke længere den røde hætte eller skæg, eller den tunge og mørke kontur, der lignede blyindfattede vinduesmalerier. Jeg var overvældet og henrykket af forståelsen af denne kraftfulde syntese af lidelse, og jeg følte at jeg rystede af følelser, som jeg kun tidligere havde oplevet foran nogle sjældne malerier på Louvre. 201 Interviewet viser dels, hvor overvældende maleriet har virket på Huret, dels at Gauguin i sit maleri formåede at vise sin overbevisende religiøse og kulturelle ballast. Referencerne til værkerne på Louvre kan fra Gauguins side have været en bevidst startegi for at få sit publikum i tale. Ved at inddrage noget velkendt, kunne det nyskabende muligvis opleves som ”lettere fordøjeligt”, end hvis Gauguin udelukkende havde benyttet sig af utraditionelle motiver og virkemidler. Han kunne hermed bruge det eklektiske til at højne maleriets kommunikative karakter, og med det bibelske tema kunne han trække på en litterær kilde, der var almindelig kendt. 200 Petersen, op.cit. p. 18 201 Min oversættelse fra engelsk. Huret, Jules: Paul Gauguin devant ses tableaux, L’Echo de Paris, 23, 2, 1891. Gengivet i Jaworska, art.cit. p.84 -85 68
Page 1 and 2:
Navn Årskortnummer Afdeling (sæt
Page 3 and 4:
Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 67: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
show all

Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?