Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Lévi beskrev det astrale lys således: Neutral på sin egen måde, kan det bruges til godt og til
ondt; det bærer lys og det spreder skygge; det kan lige så godt kaldes Lucifer som Lucifuge;
det er en slange, men også en glorie; det er en ild, men én, der kan være en del af pinslerne i
helvede eller af den røgelse, der brænder i himmelen. 182 På trods af, at kraften i det astrale lys
er neutral, så er dets styrke en kilde til fristelse og til katastrofe. Men Magikeren kunne
naturligvis kontrollere denne forførende kraft, der er symboliseret i slangen, hvilket Gauguin
viser i sit maleri.
Jirat-Wasiutynski mener, at Gauguins selvfremstilling som Magiker i dette maleri var
et produkt af en stor selvtillid og en særlig løftet stemning i Le Pouldu, hvor Gauguin og
Jacob Meyer de Hahn – muligvis assisteret af Paul Sérusier og Charles Filiger – dekorerede
krostuen hos Marie Henry. Selv om den udskårne og malede dekoration ikke var baseret på et
stramt ikonografisk program, fokuserer billedverdenen i krostuen på esoteriske temaer som
eksempelvis den Indviedes spirituelle rolle, det verdslige liv, der er præget af fysisk slid og
besvær efter syndefaldet samt den universelle cyklus af liv, død og genfødsel – alle temaer,
der blev betonet af Lévi, Péladan og Schuré i deres forfatterskaber. 183 Temaet, den Indviede,
blev også repræsenteret i det maleri, der hører sammen med ”Selvportræt med glorie og
slange”, nemlig ”Portræt af Jacob Meyer de Hahn” (1889, olie på træ, 79,6 x 51,7 cm,
Museum of Modern Art, New York city ). De to malerier hørte sammen og hang i krostuen så
de kunne ses i sammanhæng. Portrættet af de Hahn indeholder to bøger; Carlyles ”Sartor
Resartus” og Miltons ”Det tabte Paradis”, der ligger på bordet foran de Hahn, og bekræfter
hermed de filosofiske og religiøse overvejelser, der blev diskuteret mellem kunstnerne på
kroen. Baudelaires tekster blev uden tvivl også læst og diskuteret, og sammen med Miltons
digt, der netop handler om syndefaldet, kan det have inspireret Gauguin til at lave
selvportrættet med glorie og slange. 184
Jirat-Wasiutynski påpeger endvidere referencer til kunst fra det gamle Egypten - sådan
som denne blev opfattet i 1880’erne - i både maleriets form og indhold. Eksempelvis
bemærker han, hvordan formen på Gauguins hår har ligheder med de ceremonielle parykker,
der blev brugt til de egyptiske guder, faraoer og præster – og at Gauguin ville have haft
182
Originalteksten lyder: Indifférente en quelque sorte par elle-même, elle se prête au bien comme au mal; elle porte la
lumiere et propage les ténèbres; on peut également la nommer Lucifer ou Lucifuge; c’est un serpent, mais c’est aussi
une auréole; c’est un feu, mait il peut aussi bien appartenir aux tourments de l’enfer qu’aux offrandes d’encens
promises au ciel. Min oversættelse. Fra Eliphas Levi: ”Dogme et rituel de la haute magies”, 2 vols, Paris, 1856, vol. 1 p.
124–125. Gengivet i Jirat-Wasiutynski, art.cit. 1987, p. 28
183
Art.cit. p. 26
184
Rookmaaker, op.cit. p. 136
62