Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
”Selvportræt med glorie og slange”, 1889
(Olie på træ, 79,6 x 51,7 cm, National Gallery of Art, Washington). Bilag 6.
Billedet forestiller Paul Gauguin i ¾ profil foran en gul og rød baggrund. Han har en smal
glorie over hovedet, og ved siden af ham hænger to æbler i en gren, der kommer ned fra oven.
Foran ham er der et blågrønt mønster af linier og i sin ene hånd holder han en slange, som var
det en cigaret. Der er flere dominerende linier i billedet. Baggrunden er eksempelvis
gennemskåret af en sort streg, der deler den i to felter; et rødt og et gult. I forgrunden er de
blågrønne, buede linier, der peger i hver deres retning, markante – formmæssigt kunne de
associere til noget organisk, og læses som blomsterstængler, hvormed de gule firkanter for
enden af dem ville være blomsterkroner. Midt i disse abstrakte former toner Gauguins ansigt
frem som en lys oval. Hans blik er rettet skråt nedad, som om han undgår øjenkontakt med
betragteren, der ser på ham i et normalperspektiv. De mange linier er med til at give et indtryk
af bevægelse, men det levende og organiske udtryk kontrasteres af det stive og undvigende
blik. Midt i de klare farver og dynamikken kommer Gauguin til at fremstå plaget eller
sammenbidt, hans ansigt fremstår tydeligt, idet det er mere modelleret end den fladere
baggrund. Fornemmelsen af rum i maleriet skabes kun ved hjælp af ganske små
overlapninger, f. eks. der, hvor hans fingre holder om slangen, eller hans ansigt overlapper
baggrunden samt den lette modellering i ansigtet og æblerne. Hvor han har malet sit ansigt
mere tredimensionelt, er hans hånd påfaldende flad i sammenligning hermed. På trods af, at
Gauguin har malet sig selv med en glorie, lader den ikke til at kaste et særligt lys i billedet.
Hans ansigt virker derimod en smule oplyst af baggrunden, hvilket kan ses ved, at hans
egenskygger falder i den venstre del af ansigtet og er med til at markere hans karakteristiske
næse. Farveholdningen i billedet er overvejende varm, idet det er domineret af gul og rød. Gul
er traditionelt den primærfarve, der minder mest om guld og hermed kan erstatte det; det er
også en farve der bruges til at symbolisere lys. I den vestlige verden kan gult også betyde
åndelig kraft og visdom, en form for ”Guds lys”. Rød er derimod en farve, der er dominerende
og ”primitiv”. Traditionelt virker den røde farve ophidsende og forbindes med kamp og
lidenskab, kærlighed, passion, aggressivitet og seksualitet. Flertydigheden i Gauguins brug af
linier, farver og former er i maleriet bevidst og påvirker den rumlige konstruktion af billedet
kraftigt.
De flade, kurvede stængler i forgrunden gentager både slangens bevægelse, Gauguins
vildfarne hårlok samt maleriets datering og signatur. Som nævnt er billedet klart delt i to
59