Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Kunstnerens rolle – den symbolistiske seer
En foragt for naturalismen og realismen forenede de symbolistisk orienterede digtere og
billedkunstnere, og de foretrak kunstens og den frie fantasis udfoldelsesmuligheder frem for
dyrkelsen af de objektive sandheder og det, der kunne registreres, måles og vejes. I stedet
søgte de sandheden i det enkelte menneskes sjæl, og ofte søgte de en idealskønhed, der kunne
realiseres gennem kunsten. 170 Kunstneren måtte altså se ”indad” i sit eget sind for at finde de
dybere lag af erkendelse, der ikke kunne opfattes rationelt. Som i romantikken blev
kunstneren i symbolismen anset for at være en ”særligt udvalgt”, en profet, der ved at
distancere sig fra den fysiske verden kunne dyrke sine sanser og syner og herved overleve i
den – i symbolisternes øjne – hæslige og meningsløse verden. Den symbolistiske kunstner var
dog præget af det moderne liv og den splittelse, der lå i kølvandet på oplevelsen af den gamle
verdens sammenbrud. 171
Desuden passede symbolismens forestilling om kunstneren som et menneske med en
særlig sensitivitet, godt til Gauguins billede af sig selv. Sensitiviteten var ikke tilgængelig for
fornuften, og denne holdning passede godt ind i opgøret med positivismen, som Gauguin og
flere fra hans omgangskreds var en del af. Symbolisterne mente, at de ved at fokusere på den
indre verden ville få mulighed for at stige op over ’her og nu’ og møde det universelle, og det
er ikke noget tilfælde, at symbolismen var samtidig med opkomsten af psykologi og
psykoanalysen. Kunstnerne krævede frihed til mennesket som individ, hvorfor mennesket
skulle befries af naturens greb, der var kommet til at dominere gennem den positivistiske
videnskab. De søgte at blive fri for den fotografiske, nøjagtige gengivelse af virkeligheden,
som den blev set af positivisterne. Lysten til denne frihed for kunstneren bragte dem hen i
mod en kunst, der ikke var bundet af den synlige virkelighed; en kunst hvori mennesket kunne
bruge naturen ud fra sin egen vilje til at udtrykke sine ideer, jf. tanken om at male efter
hukommelsen og ikke model. Igen betones det altså, hvordan den indre virkelighed er tættere
knyttet til sandheden end de fysiske fremtrædelsesformer. Ved at sigte efter en subjektiv kunst
forsøgte de at tydeliggøre det personlige og hermed udtrykke mere end blot den
videnskabelige del af virkeligheden. Det er dog ikke ethvert menneskes subjektive sandhed,
der skal udtrykkes; der er i denne tankegang en forestilling om kunstneren som et menneske,
der har en privilegeret adgang til en større sandhed. På den måde fik kunstneren en særlig rolle
som formidler af noget større, og han havde hermed også en forpligtelse til at formidle denne
170 Larsen, op.cit. p. 11
171 Ibid.
57