Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
Idet det æstetiske område er udstyret med sin egen form for logik, giver den mulighed for at
kunne erkende verden på en måde, som den logiske erkendelse ikke kan – hermed giver den
også adgang til en del af verden, som logikken ikke har entré til. 153 Symbolisterne var
inspirerede af Baudelaire og hans teori om korrespondenser, det vil sige teorien om, at der
eksisterer et samhørighedsforhold mellem forskellige sanseindtryk – for eksempel farver og
lyde – og at der tilmed er en samhørighed mellem sanseindtryk og følelser. Inspireret af blandt
Baudelaires teori om korrespondens mente også Gauguin, at farver kunne optræde som ord, og
at disse indeholdt et præcist modstykke til enhver følelsesnuance. Han var optaget af, at givne
farver og linier kunne skildre bestemte følelser og stemninger, der var uafhængige af den mere
bogstavelige betydning af maleriets faktiske motiv, og hans begreb om ’suggestiv dekoration’
var især formuleret i relation til flertydige motiver, som talte umiddelbart til beskuerens
intuitive fantasi. 154 Thomson beskriver det sådan:
De symbolistiske digtere i Frankrig havde arvet Baudelaires og de dekadentes
filosofiske standpunkter og vendte sig bort fra den videnskabelige æras undere eller
rædsler og dens sociale og demokratiske omvæltninger. I stedet vendte de blikket ind
mod sjælelivet eller rettede det nostalgisk tilbage mod en tidligere epokes harmoniske
relationer mellem kønnene eller mennesker og naturen. I kunsten fandt man en
tilsvarende impuls bag forskellige forsøg på at skrue tiden tilbage for at genfinde den
enkle og oprigtige ”primitive” æra. 155
Gauguin og hans omgangskreds var uden tvivl revolutionerende i deres stræben efter et brud
med samtidens kunstneriske idealer. Men de så ikke ned på, hvad andre havde opnået før dem
– tværtimod følte de, at de ofte blot var ved at vinde tilbage, hvad der var gået tabt gennem
årene, særligt de sidste hundrede år. Gauguin udtrykte f. eks. sin beundring for Raphael,
Ingres, Delacroix og Cézanne. Beundringen for Delacroix delte han med Baudelaire, der i
flere af sine tekster hyldede Delacroix som en mester, der virkelig forstod at forene de to
former for kunstnerisk spiritualitet – kundskab og lidenskab; og han understreger, at
fantasibegavede kunstnere som Delacroix altid vil være intenst beskæftiget med udtrykkets
korrespondens – eller analogibetingede flertydighed. Petersen forklarer fascinationen af
Delacroix således: Det gælder fx Delacroix, som i sine billeder åbenbarer en mangetydig
synlighed hinsides common sense. Hvad Delacroix skildrer, er ikke den éndimensionale
153 Jørgensen, op.cit. p. 13–14
154 Thomson, op.cit. p. 20
155 Op.cit. p. 57
52