Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen
Årskortnummer 20032411
en baggrund, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Denne fornemmelse af to
rumligheder understreges på samme måde af lyset. Inde i cirklen virker kvinden ligeligt
belyst, således at hele hendes krop og ansigt
fremstår som lige vigtige.
I det andet plan virker den blå baggrund med blomsterne heller ikke til at være oplyst af en
særlig lyskilde. Statuen virker som kvinden ligeligt belyst, mens det ikke er til at sige, hvorfra
lyset falder i den changerende baggrund.
Helhedsindtrykket er et farverigt maleri, hvor det ser ud til, Gauguin har haft hele
paletten i brug. De to planer er dog også forskellige på den måde, at inden for cirklen er
farverne generelt mere forsigtige og lysere, end de er uden for cirklen. Kvinden er også
fremstillet med en større detaljerigdom – lige fra skyggerne i hovedbeklædningen til den
pertentlige gengivelse af det guldkors, hun har om halsen – end det, det foregår uden for
cirklen, hvor penselstrøgene er grovere og blomsterne gengivet mere stiliserede og abstrakte.
Den lille statue er indrammet af en sort konturstreg, der giver indtryk af, at den har helt sit
eget rum, eller at den er klippet ud af en anden sammenhæng og påklistret dette
billede.
Denvir skriver: Marie-Angele var forfærdet over dette portræt, som hun betragtede som lidet
flatterende. Hun
sidder i sit festtøj, adskilt fra baggrunden med en cirkel på den måde, som
var sædvane
i japanske tryk. Gauguin havde netop set eksempler herpå ved
Verdensudstillingen i Paris og var blevet stærkt interesseret i den japanske kunsts dekorative
kvaliteter. 142
Titlen ”La Belle Angele” betyder ”den smukke Angele”, men er ikke en typisk
skønhed, Gauguin har skildret i sit maleri. Det virker snarere, som om han med titlen vil bøje
eller udfordre det traditionelle europæiske skønhedsbegreb, særligt når den forknytte Angele
er sat sammen med den sydamerikanske gudestatuette, der i sit kropssprog virker afslappet og
harmonisk. På den måde kommer maleriet til at indeholde en form for civilisationskritik, hvor
den bretonske, kristne tradition virker kold og ufrugtbar – visuelt skildret i den blomsterløse
cirkel, Angele er placeret i – overfor ”den ædle vildes” frugtbarhed og kontakt
med naturen,
der
vises i den blomstrende og levende baggrund i den del af billedet. Forskellen mellem
Angele og gudestatuetten forstærkes af Gauguins brug af komplimentærfarverne blå og gul,
der på en gang er modsætninger, men også er med til at fremhæve hinanden.
142 Denvir, op.cit. p. 45
48