Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

More documents

Recommendations

Info

Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 Ifølge Brettell var brødrene Arosa de første vigtige samlere af impressionistiske kunstværker, og vigtigheden af disse værker for Gauguins udvikling kan ikke overvurderes. Efter Pissarro havde introduceret ham til det impressionistiske kunstnermiljø, begyndte Gauguin at omgås blandt andre Manét, Degas og Renoir, og fra 1879 begyndte han tilmed at deltage i impressionisternes gruppeudstillinger. En måde, hvorpå Gauguin kom i kontakt med impressionisterne, var ved at købe deres billeder, eksempelvis optrådte han i kataloget fra 1879 – da han debuterede iblandt dem – som ejer af 3 Pissarrobilleder. Kunsthistoriker Merete Bodelsen skriver: Det første vidnesbyrd om hans tilknytning til impressionisternes udstillinger er hans brev d. 3. april 1879 til Pissarro, hvori han takker denne og Degas for deres indbydelse til at deltage og erklærer sig villig til at gå ind på betingelsen om ikke at indsende arbejder til den officielle Salon. 35 Bodelsen mener, at Cézanne var den maler i den impressionistiske kreds, som Gauguin nærede den største beundring for, og i sommeren 1881 fik han gennem Pissarro mulighed for at male sammen med ham – men Cézanne forholdt sig mistroisk over for Gauguin og holdt ham på afstand af frygt for, at han skulle aflure ham hans teknik. 36 Kunsthistoriker Belinda Thompson karakteriserer deres forhold således: Opportunismen i Gauguins tilnærmelse vakte dog Cézannes mistænksomhed og hans mest paranoide tendenser, en erhvervsmæssig risiko blandt avantgardens nyskabere. Han anklagede Gauguin for at have røvet hans værdifulde ”lille opdagelse”. At de to kunstnere ikke kunne udveksle frugtbare ideer eller være venner, var et sigende tegn på den voksende spænding og konkurrence i tidens kunstverden. 37 Det er sikkert, at Gauguin gerne ville lære af Cézanne, og i 1882 købte han derfor seks malerier af Cézanne for at tilpasse sin egen teknik og malemåde efter dem. Det var dog først i 1883 han tog skridtet fuldt ud og sagde sit job op for at hellige sig en tilværelse som skabende kunstner. En verden i forandring Gauguins involvering i den impressionistiske bevægelse er ofte blevet betragtet som en tilfældighed grundet hans tid og placering i historien; et tilfældigt præludium til fremkomsten af hans sande stil efter flugten fra Paris; men den impressionistiske periode var alligevel et vigtigt aspekt af hans kunstneriske virke, idet det var i denne kreds, han for lavor begyndte at 35 Bodelsen, Merete: Gauguin og Van Gogh i København 1893, Ordrupgaard, Grafodan Offset, København, 1984, p. 46 36 Op.cit. p. 55 37 Thomson, Belinda: Postimpressionismen, Kunstbogklubben, Hong Kong, (1998), 2000, p. 20 13
Speciale af Helle Børsen Rosholm Vejleder Hans Jørgen Frederiksen Årskortnummer 20032411 reflektere over og diskutere formålet med maleriet. 38 Hans forhold til impressionisterne var ikke gnidningsløst, og han satte tidligt i sin kunstneriske karriere spørgsmålstegn ved den impressionistiske tankegang. Varnedoe skriver: A revival of an Enlightenment view of the mind, separate from biological and historical considerations, was a key to progress in several fields of thought in the 1880s an 1890s. It was central to the emergence of modern cultural anthropolgy from the domain of skull measurements and racial stereotyping; crucial as well, in the overthrow of etymology and comparative philology, for the emergence of modern linguistics. 39 Gauguin var på denne måde et produkt af sin tid – hvor gamle ideer blev genopdaget i nye kontekster og fik radikale nytænkende implikationer. Han brugte videnskaben, som han brugte de filosofiske strømninger, der var oppe i tiden – eklektisk. Det blev i slutningen af 1800tallet debatteret, hvorledes menneskets sind ikke bare forholdt sig passivt til sanseindtryk, men i stedet havde mere karakter af at være et aktivt, selvstændigt organiserende organ, der sorterede og kategoriserede sanseindtryk. 40 Menneskets sanser kunne altså ikke reduceres til biologi alene, og i den forbindelse blev det ligeledes tydeligere, at menneskets måde at opleve verden på ikke var centralperspektivistisk organiseret – øjet var ikke et passivt organ, der fra en idealposition stillestående og passivt betragtede et motiv. Hvis man ville male realistisk, måtte man derfor opgive denne kompositionelle struktur, og set i det lys kan impressionisterne betragtes som den sidste store bevægelse, der skabte kunst inden for rammerne af den centralperspektivistiske tradition. Opfindelsen af lokomotivet og automobilen medførte accelerationer i den visuelle perception, og man erfarede, at et menneskes måde at opleve og sanse på blev påvirket af ydre forhold. Togpassagerne oplevede overlappende synsindtryk og flimrende flader, når de med stor hastighed kørte forbi 41 landskaberne uden for ruden. Jørgensen udtrykker det således: Takket være sådanne modernitets erfaringer tilspidses den oplevelse af uoverensstemmelse imellem erfarings – og værkform, som romantikerne og Charles Baudelaire allerede havde, og det resulterer i begyndelsen af det 20. århundrede i en problematisering af hele det konventionelle formsprog. 42 38 Brettell, op.cit. p. IX 39 Varnedoe, op.cit. p. 202 40 Op.cit. p. 183 41 Jørgensen, op.cit. p. 311 42 Ibid. 14
Page 1 and 2: Navn Årskortnummer Afdeling (sæt
Page 3 and 4: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 13: Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 65 and 66:
Speciale af Helle Børsen Rosholm V
Page 67 and 68:
Page 69 and 70:
Page 71 and 72:
Page 73 and 74:
Page 75 and 76:
Page 77 and 78:
Page 79 and 80:
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
Page 89 and 90:
Page 91 and 92:
Page 93 and 94:
Page 95 and 96:
Page 97 and 98:
Page 99 and 100:
Page 101 and 102:
Page 103 and 104:
Page 105 and 106:
show all

Afdeling for Æstetik og Kultur — Tværæstetiske Studier - AU Library ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?