KORT NYT - Polarfronten

LØSSA LGSPRIS 25 

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER • NR. 4/DECEMBER 2000 

Polar fronten 

Store oliereserver 

i Nordøstgrønland 

læs side 4

Dansk Polarcenter er en institution 

under Forskningsministeriet 

og har til opgave at 

støtte og koordinere dansk 

polarforskning. 

Polarfronten udgives af: 

Dansk Polarcenter 

Strandgade 100H 

1401 København K 

Tlf.: 32 88 01 00 

Fax: 32 88 01 01 

E-mail: polarfronten@dpc.dk 

Internet: www.dpc.dk 

Udkommer 4 gange årligt 

Oplag: 5200 

Deadline for bidrag 

til næste nummer: 

9. februar 2001. 

Abonnement er gratis og tegnes 

gennem Dansk Polarcenter. 

Redaktionen: 

Morten Meldgaard 

Ansvarshavende redaktør 

Poul-Erik Philbert, 

redaktør, DJ 

Kirsten Caning 

Jens Jørgen Kjærgaard, DJ 

Irene Seiten, layout, DJ 

Henning Thing 

Produktion og tryk: 

Datagraf Auning AS 

Forsidefoto: GEUS: 

Geologisk kortlægning i 

Nordøstgrønland 

Artikler i Polarfronten giver 

ikke nødvendigvis udtryk for 

Dansk Polarcenters holdning. 

Eftertryk er tilladt i uddrag 

med kildeangivelse. 

Indhold 

Minik i Hollywood 

Et skotsk filmselskab er gået i gang med 

at filmatisere historien om Minik . . . . . 3 

Olie under Nordøstgrønlands havis 

Nordøstgrønland er udpeget til at være et 

af de områder, hvor fremtidens olie skal 

findes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 

Vindue til fortiden 

To unge forskere på jagt efter DNA-rester 

i bl.a. den grønlandske is . . . . . . . . . . . . 6 

Fra en foranderlig verden i balance 

Et par smagsprøver på den virkelighedsopfattelse, 

man møder i de eskimoiske 

myter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Flodbølge og brændende fjelde 

En naturkatastrofe skabte ravage i Disko 

Bugten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 

Forskerspirer i felten 

Et kursus på Disko i Vestgrønland bragte 

grønlandske unge tæt på forskernes daglige 

arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

I snescooterens slipstrøm 

Slædehunden er langsomt ved at miste 

sin rolle i forbindelse med fangst og 

fiskeri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 

Skeletterne i skabet 

En højst usædvanlig historie om seks 

polareskimoer, som Robert Peary i 1897 

bragte til New York . . . . . . . . . . . . . . . . 12 

Kajakmanden i Holland 

En udleveringssag om en udstoppet 

eskimo i en kajak har skabt diplomatiske 

forviklinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

Kommentar 

Et spørgsmål om respekt . . . . . . . . . . . 15 

Overlevelse på Indlandsisen 

Videnskabeligt arbejde i polarområderne 

kan være en logistisk udfordring . . . . . 17 

Geologer på stormfulde højder 

Efterladt i ødemarken uden mad, penge, 

billetter og pas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Minik i Hollywood 

Et skotsk filmselskab er gået i gang med at filmatisere historien om 

Minik. Forlægget er en dansk, videnskabelig bog, og en stor del af fil- 

men optages i Grønland. 

Af Poul-Erik Philbert 

Nu får den dramatiske historie om Minik, 

som i 1897 sammen med fem andre 

polareskimoer blev ført til New York af 

Robert Peary, ikke lov til at ligge længere. 

Et skotsk filmselskab, A 1, har besluttet 

at filmatisere historien om drengen 

fra det nordligste Grønland, der levede 

sine drenge- og ungdomsår i New York, 

og som efter nogle år i Nordgrønland 

vendte tilbage til USA, hvor han i 1918 

døde som et rodløst menneske splittet 

mellem to kulturer (se artiklen s. 12). 

Der er produceren Iain Smith, kendt 

fra bl.a. film som Syv år i Tibet, Killing 

Fields og Det 5. element, der har gravet 

den gamle historie frem. Manuskriptet, 

som er skrevet af Norman Stone, ligger 

klart, og man forventer, at optagelserne 

går i gang i løbet af foråret. Rollerne er 

Stig Thornsohn er medproducent på filmen. 

endnu ikke besat, men ifølge Stig Thornsohn, 

som er medproducer og konsulent 

på filmen, bliver det med stor sikkerhed 

med en amerikansk skuespiller fra top- 

10-listen i hovedrollen. 

Dansk bog som forlæg 

Forlægget til filmen er museumsinspektør 

Rolf Gilbergs bog ‘Mennesket Minik’, 

som ikke alene indeholder en uhyre veldokumenteret 

gennemgang af Miniks liv, 

men også giver en spændende og levende 

beskrivelse af hans kamp for at finde 

sin etniske identitet. Bogen er i løbet af 

det sidste års tid blevet oversat i store 

træk, og både Rolf Gilberg og Stig Thornsohn 

har fungeret som konsulenter i 

forbindelse med manuskriptskrivningen. 

Folkene bag filmen har valgt at fortælle 

den elementært spændende historie 

om Minik ud fra Rolf Gilbergs vinkel 

om kultursplittelsen og bruger foreløbig 

arbejdstitlen Soul Hunter. 

Iain Smith og Norman Stone på research i Grønland, 

hvor en stor del af filmen om Minik skal optages. 

Optagelser i Grønland 

Oprindeligt havde Iain Smith planer om 

at optage filmen i Nordcanada. Stig 

Thornsohn opponerede stærkt imod løsningen: 

- Hvis I gør det, stjæler I Miniks sjæl 

for anden gang, lød hans argument. 

En tur til Grønland fik overbevist Iain 

Smith om, at det også praktisk og økonomisk 

var realistisk at gennemføre optagelserne 

her - oven i købet i en storslået 

kulisse. Omkring en tredjedel af filmen 

vil derfor blive optaget på locations ved 

Nuuk-fjorden og omkring Ilulissat. 

Og som et kuriosum bliver nogle af 

havnescenerne fra New York optaget i 

området omkring Holmen i København, 

ikke mindst fordi det gør det muligt at 

bruge autentiske sejlskibe. 

Den videnskabelige Minik 

I stedet for den traditionelle ‘Film bag filmen’ 

planlægger man at producere en parallel 

film, som skal give et dokumentarisk 

korrektiv til spillefilmen. Det bliver 

Stig Thornsohn, som bliver ansvarlig for 

dokumentarfilmen, der kommer til at bestå 

af klip fra spillefilmen suppleret med 

andet materiale og skal give den mere videnskabeligt 

korrekte beretning om Minik. 

I dokumentarfilmen bliver der også 

indlagt to følgehistorier bygget over 

grønlandske myter, som handler om kulturer, 

der støder sammen. Det bliver lavet 

i samarbejde med Rasmus Lyberth 

og det tidligere Tukak-teater. 

3 • Polarfronten 4 / 00 

Foto: Stig Thornsohn

Olie under 

Nordøstgrønlands havis 

Foto: GEUS 

U. S. Geological Survey har udpeget Nordøstgrønland til at være et af de 

områder i verden, hvor fremtidens oliereserver skal findes. Beregninger 

viser, at der kan gemme sig forekomster, der er dobbelt så store som de 

kendte reserver i Nordsøen. Oliegeologerne i GEUS maner til besindighed. 


Kun de færreste forestiller sig i dag, at 

olieselskaberne om nogle år vil investere 

gigantiske summer i at transportere deres 

boregrej til det ufremkommelige og 

øde Nordøstgrønland og begynde at hente 

olie op fra de isdækkede havområder 

ud for 79-fjordsgletscheren. Men det har 

U.S. Geological Survey vendt op og ned 

på, efter at de har peget på Nordøstgrønland 

som et af de steder, hvor fremtidens 

olieproduktion kan komme til at ligge. 

Olie en masse 

Den overraskende forudsigelse står sort 

på hvidt i rapporten ‘World Petroleum 

Assessment 2000’, hvor USGS giver sit 

bud på, hvordan verdens olieforsyning 


ser ud de kommende 30 år. Og skal man 

tro de amerikanske oliegeologer, er der 

ingen forsyningsmæssige problemer i 

horisonten. Tværtimod regulerer de deres 

hidtidige skøn op med 20% til i alt 

649 mia. tønder. 

Det forudsætter iflg. de amerikanske 

geologer, at en række nye, potentielle 

olieområder kan udvikles og inddrages i 

produktionen, bl.a. fordi den teknologiske 

udvikling i fremtiden vil gøre nye 

felter rentable. 

I den forbindelse bliver Nordøstgrønland 

for første gang omtalt, ikke alene 

som et af fremtidens, nye potentielle olieområder, 

men som et af de største overhovedet, 

kun overgået af de forventede 

ikke-kendte oliereserver i Mellemøsten. 

Efter en grundig gennemgang af den 

eksisterende litteratur og de tilgængelige 

data om Nordøstgrønland vurderer USGSfolkene, 

at der gemmer sig 47 mia. tønder 

olie offshore i Nordøstgrønland. Det 

svarer i grove træk til det dobbelte af de 

påviste, tilbageværende oliereserver i 

Nordsøen. 

Samme oprindelse 

Nordøstgrønland har i mange år tiltrukket 

sig oliegeologernes interesse. Forklaringen 

er, at de geologiske strukturer 

i havområderne ud for Nordøstgrønland 

har samme oprindelse som områderne 

med de olieførende lag i Nordsøen og 

langs Norges vestkyst. 

Oprindelig hang de to områder sammen, 

men i starten af Tertiærtiden for 

55 mio. år siden førte strækninger til, at 

jordskorpen gik i stykker, og det nordamerikanske 

kontinent sammen med 

Grønland pga. kontinentaldriften begyndte 

at bevæge sig væk fra det europæiske 

(se figuren). I dag er der 1500 

kilometer mellem de to sokler, men den 

fælles geologi har selvfølgelig fået forskere 

og olieselskaber - nu senest oliegeologerne 

i USGS - til at arbejde med 

en hypotese om, at der også må gemme 

sig store olieressourcer i sokkelområdet 

øst for Grønland. 

Nordøstgrønland har også været specielt 

interessant for geologerne, fordi der 

langs kysten findes mange hundrede 

meter høje kystfjelde med blottede, hævede 

bjergarter, som er identiske med de 

strukturer, som findes under havisen og 

i Nordsøen (se figuren). Det har givet en 

nem og billig adgang til at supplere de 

seismiske undersøgelser med boringer på 

landjorden og har tiltrukket geologer, 

som har brugt Grønland til analoge studier 

i deres jagt efter olie i Nordsøen og 

under Barentsshelfen. 

Måske for sent 

GEUS (Danmark og Grønlands Geologiske 

Undersøgelse) har allerede haft be-

søg af en repræsentant fra USGS, som 

har fremlagt og diskuteret rapporten med 

danske oliegeologer. Vicedirektør Kai Sørensen 

og statsgeolog Flemming Getreuer 

Christiansen fra GEUS er enige med 

USGS grundlæggende vurderinger, men 

har også forbehold. 

- Forudsigelserne om olieforekomsterne 

i Nordøstgrønland hviler på et solidt, 

fagligt forarbejde, siger Flemming G. 

Christiansen, men de amerikanske geologer 

har ikke haft adgang til fortrolige 

data som f.eks. olieselskabernes seismiske 

data fra KANUMAS-projektet i første 

halvdel af 90’erne. 

Flemming G. Christiansen advarer også 

mod fristelsen til at drage den forhastede 

slutning, at når der er olie i Nordsøen, så 

må der også være det i den nordgrønlandske 

sokkel, som består af de samme 

geologiske strukturer. 

- Forskellen er, at der ikke er sket den 

samme landhævning i Nordsøen som i 

Nordøstgrønland. Under en hævning er 

der nemlig fare for, at gassen presser 

olielommerne ned under lukningen på 

strukturerne, så olien siver ud i omkringliggende 

lag og evt. op til havoverfladen. 

Hvis det er sket, risikerer vi, at der måske 

har været store oliemængder, men at vi 

er kommet for sent. 

Fast grund under fødderne 

De nye beregninger fra USGS betyder 

ikke, at GEUS de nærmeste år vil kaste 

mange nye ressourcer ind i oliekortlægningen 

i Nordøstgrønland. Vestgrønland 

vil - også efter den tørre boring i Fyllaområdet 

denne sommer - være det højest 

prioriterede område, lyder det fra GEUS’ 

vicedirektør Kai Sørensen. 

- En udnyttelse af eventuelle olieforekomster 

i Nordøstgrønland må ligge 

nogle år ud i fremtiden, ikke mindst fordi 

det kræver en teknologisk udvikling, som 

gør det muligt at hente olien op fra store, 

isdækkede havdybder, siger Kai Sørensen. 

Men der er ikke tvivl om, at en forudsætning 

for en fremtidig udnyttelse er, 

at vi får gennemført nogle boringer ned 

i havbunden, som mere konkret kan vise, 

hvad der gemmer sig. 

Der bliver tale om meget omkostningskrævende 

boringer, fordi det er nødvendigt 

med assistance fra specialudstyrede 

isbrydere. Men der ligger måske en genvej 

via de nye Tobias Øer, som for et par 

år siden blev opdaget 80 kilometer øst 

for 79-gletscheren. 

- Tobias Øer er ikke i første omgang 

interessante, fordi vi forestiller os, at man 

kan placere en olieboreplatform oven på 

dem. Men hvis vi kan opstille vores mere 

simple boreudstyr, kan det vise sig at være 

en nem måde at få foretaget boreprøver, 

som kan give uvurderlig ny viden om de 

geologiske strukturer i den østgrønlandske 

sokkel, siger Kai Sørensen. 

De logistiske vanskeligheder i området 

blev denne sommer imidlertid endnu engang 

sat i relief, da inspektionsskibet 

Vædderen på grund af issituationen og 

dårligt vejr måtte opgive et forsøg på at 

nå frem til øerne. GEUS mangler derfor 

Vest 

Østgrønlands 

kontinental 

sokkel 

Østgrønland 

Atlanterhavet 

79-fjordsgletscheren 

Station Nord 

Tobias Øer 

stadig de nødvendige informationer, som 

kan fortælle, om det i fremtiden vil være 

muligt at bruge øerne som udgangpunkt 

for kommende boringer. 

Kontakt: 

Flemming Getreuer Christiansen, 

GEUS, tlf. 38 14 27 27, fgc.geus.dk 

Øst 

Norsk 

kontinental 

sokkel 

Norge 

De geologiske strukturer ud for Nordøstgrønland og i Nordsøen har samme oprindelse (øverste billede), og det 

har givet begrundet håb om, at der gemmer sig olie under den grønlandske havis. I starten af Tertiærtiden for 55 

mio. år siden gik jordskorpen i stykker, og kontinentaldriften fik det amerikanske og det europæiske kontinent til 

at bevæge sig bort fra hinanden (midterste billede). I dag er der 1500 kilometer mellem de to sokler, som adskilles 

af Atlanterhavet, der består af vulkansk materiale. På den grønlandske side er der sket en landhævning, som 

har blottet flere hundrede meter høje fjelde med samme struktur som havbunden (nederste billede). 


Grafik: GEUS

Vindue til fortiden 

To unge forskere er gået på jagt efter årtusind gamle DNA-rester i bl.a. den 

grønlandske is. Det kan give ny viden om tidligere tiders plante- og dyreliv. 

Af Henning Thing 

- Lad det være sagt med det samme: 

Mammutten er død og vil aldrig blive levende 

igen! Det vil være komplet umuligt 

at finde intakte arveanlæg i selv det 

mest velbevarede eksemplar. 

Ordene kommer fra de to unge forskere 

Anders J. Hansen og Eske Willerslev, 

som ved Københavns Universitets 

Zoologisk Institut har kastet sig over studiet 

af gammelt DNA i is og permafrossen 

jord fra arktiske og antarktiske egne. 

Dybfrosne arveanlæg 

Med VELUX Fonden af 1981 som sponsor 

er forskerparret i fuld gang med at 

finde og identificere resterne af tidligere 

organismers arveanlæg, som de findes i 

årtusind gamle islag fra bl.a. gletschere i 

Nordgrønland, Nordcanada og i årmillioner 

gamle jordlag fra Sibirien og Antarktis. 

Mikroskopiske dele af planter og dyr 

kan med vindene føres over store afstande, 

og havner disse fragmenter f.eks. på 

Grønlands indlandsis, vil denne store 

dybfryser give fine betingelser for langtidsopbevaring 

af datidens organismers 

genetiske varemærke: DNA. 

At arbejde med DNA i is og jord kræver 

meget specielle metoder og en fuldstændig 

steril håndtering af prøverne i 

laboratoriet. Hansen og Willerslev øvede 

sig i den første vinter på is hentet fra 

søen i den nærliggende Fælledparken. 

Da teknikken var på plads, gik de i 

gang med at finde genetiske fingeraftryk 

i borekerner fra verdens nordligste iskappe, 

Hans Tausen, i Nordgrønland. Kun 

100 meter fra DNA-laboratoriet ligger 

de europæiske isboringsprogrammers 

store iskernelager med imponerende 

mængder af boreprøver fra Grønland, så 

det er nemt at effektuere det lokale samarbejde 

mellem DNA- og isforskerne på 

Niels Bohr Instituttet. 


Et eksklusivt forskningsområde 

Det er lykkedes for Hansen og Willerslev 

i 6000 år gammel is fra Nordgrønland 

at finde uhyre små fragmenter af 

DNA, som kan henføre en bestemt organisme 

til orden eller familie. Man kan 

altså - udover viden om klimaet i en given 

forhistorisk periode - nu også få et 

indtryk af, hvilke organismer, der levede 

på og omkring isen. Det er indtil videre 

mest DNA fra små, encellede alger, protister 

og svampe samt nogle få højere 

planter, der er blevet identificeret, men 

forskerne forventer snart at finde rester 

fra en del andre typer af organismer. 

Den danske DNA-duo er med helt 

fremme på forskningens frontlinie. I hele 

verden er kun en håndfuld videnskabsfolk 

i gang med tilsvarende forskning. 

Der er et stort behov for at vide, hvorledes 

DNA nedbrydes og henfalder efter 

en organismes død. Hvordan sker processen 

i dybfrossen tilstand? Hvad sker 

der i DNA’et hos bl.a. arktiske dyr, som 

gennem lange perioder henligger i en 

‘livløs’ dvaletilstand (kaldet ‘kryptobiose’) 

uden målbart stofskifte? Kan man 

forvente at genoplive sådanne organismer 

fra isborekernerne? 

Forskerne vil aldrig blive i stand til 

at rekonstruere mammutten ud 

fra DNA-materialet fra dybfrosne 

mammutfund. Så vi må nøjes 

med f.eks. mammutungen Dima, 

som kan ses på et specielt mammutmuseum 

i Skt. Petersborg. 

Forskernes omhyggelige og tidskrævende 

laboratoriearbejde vil give svarene, 

og her kan polaregnenes frosne klima 

igen hjælpe videnskaben. Det står dog 

allerede nu klart for Hansen og Willerslev, 

at der selv i de friskeste, dybfrosne 

mammutter fra Sibirien ikke vil kunne 

findes andet end stærkt nedbrudt DNAmateriale, 

der aldrig vil kunne anvendes 

til noget i retning af en genetisk rekonstruktion 

af dyrearten. 

En DNA-sjus 

I den kommende sommer drager Anders 

J. Hansen og Eske Willerslev op til Kangerlussuaq 

for - ved Indlandsisens rand - 

selv at hjemtage nogle store isblokke med 

forhåbentlig mange spændende rester af 

generne fra fortidens flora og fauna. 

Næste gang man har et glas whisky 

med indlandsisklumper inden for rækkevidde, 

kan man jo fundere over, hvilke 

gamle arters genmateriale, man får sluppet 

løs i glasset. 

Kontakt: Anders J Hansen og 

Eske Willerslev, Zoologisk Institut, KU, 

tlf. 3532 1309, e-mail: ajhansen@zi.ku.dk 

Foto: Staffan Widstrand

Fra en foranderlig 

verden i balance 

Under sine specialestudier på Institut for Eskimologi har religions- 

historikeren Marja Ulfsdotter studeret det verdensbillede, 

som findes i de eskimoiske myter. Her giver hun et 

par smagsprøver på en virkelighedsopfattelse, 

som adskiller sig radikalt fra vores. 

Af Marja Ulfsdotter 

For nogle år siden mødtes en gruppe lokale 

jægere og nogle biologer i Igloolik i 

Canada. De skulle sammen prøve at finde 

ud af, hvorfor antallet af isbjørne var 

faldet. 

Isbjørne er intelligente dyr og kan kun 

jages, når de selv vil, forklarede en af jægerne. 

Det havde han selv oplevet, da 

han havde fulgt et bjørnespor, som pludseligt 

stoppede ved et stort isbjerg. Bjørnen 

havde tydeligvis forvandlet sig selv 

til et isbjerg, fordi den ikke ville jages. 

- Tror I mig ikke, ved I ikke noget om 

isbjørne, sagde jægeren til biologerne, da 

de morede sig over hans forklaring. 

Fotos: Magnus Elander 

En spørgsmål om balance 

Eksemplet viser, at det verdensbillede, som 

vi finder i de eskimoiske myter, stadig 

lever sit fragmentariske liv blandt nutidens 

oprindelige folk, og at det er en verden, 

som styres af helt andre kræfter end 

dem, vi er fortrolige med i vores kultur. 

I de eskimoiske myter er det solen og 

månen, som sætter gang i Jordens årstider. 

En meget udbredt myte fortæller, at 

solen og månen engang var almindelige 

mennesker, men at bror Måne blev så 

betaget af sin søster Sol, at hun blev nødt 

til at flygte op i himlen for at undgå 

hans utilbørlige kærlighed. Helt frem til 

i dag følger han efter hende på himmelhvælvet. 

Med i denne myte er de grundlæggende 

modsætninger i det eskimoiske 

verdensbillede: mand og kvinde, vinter 

og sommer, nat og dag. 

Mange forskere mener, at de eskimoiske 

folk tidligere havde en cyklisk tidsopfattelse. 

Begivenhederne gentager sig 

igen og igen. Det er derfor svært at finde 

kronologi og logik i de myter, som beretter 

om, hvordan væsner og fænomener 

kom til verden. I en canadisk fortælling 

berettes det for eksempel, at en kvinde 

for længe siden skabte verdens første 

rensdyr - af sine egne rensdyrseler. 

Men den eskimoiske verdensopfattelse 

er ikke altid uforanderlig. Jordskiven, 

som i ældre myter ofte hviler på stolper 

i havet eller direkte på havets overflade, 

er under normale omstændigheder i balance. 

Men det kræver, at menneskene er 

kloge nok til at forlade deres jordiske eksistens, 

når de bliver gamle. Sådan har 

det været, siden en kvinde i tidernes morgen 

ønskede, at mennesker skulle dø, for 

at deres vægt ikke skulle få jordskiven til 

at vippe rundt. 

Man må følge mange andre livsregler. 

Ellers kan sneskred begrave bopladserne, 

fangerne i kajakkerne omkomme i det 

stormfulde hav og husene skylles i havet 

af en voldsom stormflod. Så kan verdensordenen, 

sila, komme i ubalance. 

Isbjørnens ønske 

En anden afgørende forudsætning for at 

overleve i Arktis er, at der er tilstrækkeligt 

med fangstdyr. I ældre myter er det 

havets moder og månemanden, som ud 

fra menneskets adfærd regulerer antallet 

af fangstdyr. Men mennesker og fangstdyr 

har en gensidig forståelse for hinanden 

og er bevidste om hinandens behov. 

Fangstdyrene er intelligente og har deres 

helt egen vilje. En jæger må derfor vise 

respekt for et dyr, når det vælger at nærme 

sig, ved at dræbe det. På den måde 

sikrer jægeren tilgangen af fangstdyr for 

kommende generationer. 

Og så er vi tilbage ved vores undrende 

biologer, som med nøjagtigt samme formål 

besøger Arktis og foreslår kvoter på 

udryddelsestruede dyr og opfordrer jægerne 

til ikke at dræbe de dyr, som de 

træffer. Her mødes to meget modstridende 

verdensopfattelser. 

De eskimoiske myter kan sikkert ikke 

overbevise biologer, men er et tilbud til 

os om at liste en dør på klem til en verden, 

som selv i dag adskiller sig fra vores 

egen. Og måske kan de dermed hjælpe 

os med ikke stædigt at overføre vores 

rationelle tankegang til isbjørne, som 

efter eget valg og ønske forvandler sig til 

et isbjerg. 

7 • Polarfronten 4 / 00

Foto: Jan Ø. Jacobsen 

I den nu nedlagte mineby Qullissat på nordkysten af 

øen Disko nåede den ca. 15 meter høje bølge 150 

meter ind i land. Ødelæggelserne var meget store, og 

mange huse blev skyllet i havet. 

Af Morten Rasch 

Længere mod nordvest på halvøen Nuussuaq, 

ved fjeldet Paatuut, 40 kilometer 

fra Saqqaq, var stilheden allerede blevet 

brudt. Et stort stenskred var på vej ned 

over fjeldsiden fra ca. 1300 meters højde. 

Mudder, sten og blokke væltede ud i 

vandet og dannede i løbet af den næste 

halve time en halvø, som stak ca. 300 

meter ud fra kystlinien. Efterhånden 

som lavinen væltede ud i havet dannedes 

meget store bølger. Det var disse bølger, 

som kl. 15:50 forstyrrede roen i Saqqaq. 

Foto Christoffer Schander 


Flodbølge og 

brændende fjelde 

Tirsdag den 21. november kl. tre om eftermiddagen åndede alt fred og 

idyl i bygden Saqqaq i den nordlige del af Disko Bugten. Et par fangere 

var netop kommet i havn med jollen fuld af hellefisk, og folk stod og 

snakkede foran butikken på havnen. En time senere havde en naturka- 

tastrofe skabt totalt kaos. 

Store ødelæggelser 

Fangeren Henrik Lund Andersen fra 

Saqqaq fortæller: 

- Bølgerne kom i grupper af tre til fire 

med et par minutters mellemrum. De var 

tre til seks meter høje og væltede ind 

over stranden og de lavestliggende dele 

af bygden. Alt var kaos. Lænkehunde 

tæt på stranden lå pludselig under vand. 

Joller og speedbåde blev kastet op på 

land og slået til pindebrænde. Det hele 

varede ca. tre kvarter. Herefter kunne vi 

konstatere, at ca. 10 både var havareret, 

men at ingen mennesker eller hunde var 

kommet alvorligt til skade. 

Saqqaq slap ligesom nabobygden Qeqertaq 

nådigt fra flodbølgen. I den nedlagte 

mineby Qullissat på nordkysten af 

øen Disko var de materielle skader meget 

større. Her skyllede en 15 meter høj 

flodbølge ind over stranden og videre 

150 meter ind over land. Alle huse, som 

stod i vejen, blev skyllet bort, og på havnen 

væltede en stor kran i havet. Heldigvis 

var der ingen mennesker i byen. 

Skredet foregik gennem to slugter og stoppede først, da det var nået 

ca. 300 meter ud i havet, hvor det står som en 15 meter høj klint. 

Politiet i Ilulissat fløj med helikopter 

over byen dagen efter, og ifølge politiassistent 

Jan Jacobsen ville flodbølgen helt 

sikkert have kostet menneskeliv, hvis 

Qullissat stadig havde været beboet. En 

tilsvarende, men meget mindre flodbølge, 

kostede i 1953 tre menneskeliv. 

Politiet besøgte også med helikopter 

Paatuut-fjeldet. Jan Jacobsen beretter: 

- Vi kunne ved hjælp af helikopterens 

højdemåler konstatere, at skredet var 

startet i 1300 meters højde, og flodbølgens 

højde ved Paatuut var tydeligt markeret, 

da alt sne var vasket bort på de 

nederste 50 meter af fjeldsiden. 

Fjeldet brænder 

Der har været meldinger om røgudvikling 

fra fjeldet , bl.a. fra Arktisk Stations 

videnskabelige leder Christoffer Schander, 

som besøgte stedet en uge efter skredet. 

Han fortæller: 

- Da vi kom, var der ingen røg, men i 

løbet af de to timer, vi opholdt os ved 

Paatuut, opstod der egentlig røgudvikling. 

I området omkring skredet føltes 

luften varmere end den omgivende luft. 

Disse observationer vækker interesse i 

forskerkredse, da der tidligere og senest i 

1968 har været brand i kullag i fjeldene 

på Nuussuaq. 

Når fjeldene kan brænde, skyldes det, 

at kullagene indeholder en krudtlignende 

blanding af svovl og fosfor, som antændes 

ved relativt lave temperaturer. I visse 

tilfælde kan det antænde kullet og starte 

en brand, som kan vare i flere årtier. 

Mere om katastrofen på Dansk Polarcenters 

hjemmeside. 

(www.dpc.dk/nyheder/fjeldskred.html)

Forskerspirer i felten 

Et kursus på Disko i Vestgrønland 

bragte 20 grønlandske gymnasie- 

elever og studerende tæt på for- 

skernes daglige arbejde. Initiati- 

vet er et blandt mange, som skal 

øge interessen i Grønland for den 

naturvidenskabelige forskning. 

Af Morten Rasch 

- I starten jeg studerede i Danmark, savnede 

jeg Grønland meget. Jeg manglede 

min familie, mine venner, naturen og roen. 

Oven i alt det, var det svært at starte 

på en uddannelse: man skal købe mange 

dyre bøger, man skal lære at læse svær 

teori på engelsk osv. Jeg havde tit lyst til 

at give op og tage hjem til Grønland igen, 

men efter efterårsferien faldt der mere 

ro over det hele, og i dag er jeg sikker 

på, at det var det helt rigtige for mig at 

begynde at læse i Danmark. 

Sådan fortalte en af de lidt ældre studerende 

på Forforskerskolen på Disko i 

september til sine yngre medstuderende, 

som endnu ikke var startet på en uddannelse. 

Der blev lyttet opmærksomt, for 

når man er grønlænder, handler det at 

starte på en videregående uddannelse 

ikke blot om faglig interesse, men også 

om at rejse meget langt væk hjemmefra. 

En hård uge 

Foredraget var afslutningen på en uges 

intensivt kursus i naturvidenskab på forforskerskolen 

på Disko i Vestgrønland. 

Otte lærere fra Nuuk og København 

og 20 studerende fra hele Grønland havde 

pakket kufferterne for at mødes på Arktisk 

Station til en uge, hvor de skulle arbejde 

med så forskellige emner som Grønlands 

geologi og landskaber, pattedyr og 

det faglige grundlag for fangstkvoter, miljøeffekter 

af mineralefterforskning, nuti- 

dens og fortidens insekter i Grønland og 

søernes betydning for det arktiske økosystem. 

En stor mundfuld at komme 

igennem på så kort tid. 

Undervisningen var tilrettelagt med 

forelæsninger om formiddagen, ekskursioner 

om eftermiddagen, praktiske øvelser 

først på aftenen og igen forelæsninger 

sidst på aftenen. På trods af det hårde 

program var de studerendes engagement 

stort hele ugen igennem, og ved 

den afsluttende evaluering var der 

ingen, som beklagede sig. Stemningen 

blev tværtimod ramt meget godt af en af 

deltagerne, som sagde: 

- Det har været hårdt, men det er samtidig 

første gang, at vi har stiftet bekendtskab 

med naturfag med udgangspunkt i 

vores eget land. 

Bred opbakning 

Forforskerskolen er finansieret af Forskningsstyrelsen 

og er et af flere initiativer, 

som handler om at øge naturvidenskab i 

Grønland. 

I 1998 afholdt Det naturvidenskabelige 

Fakultet på Københavns Universitet 

et forskerkursus i Grønland, på Byggeog 

Anlægsskolen i Sisimiut er der i samarbejde 

med Danmarks Tekniske Universitet 

etableret et Center for Arktisk Teknologi, 

og ved Zackenberg Station i Nordøstgrønland 

har der siden 1998 været uddelt 

to stipendier hvert år til grønland- 

Foto: Morten Rasch/ Polar Photos 

ske studerende til en måneds ophold ved 

stationen. 

Der er stor politisk vilje til at styrke 

den naturvidenskabelige viden i Grønland, 

og de mange initiativer viser, at 

også de højere læreranstalter er indstillet 

på at tage deres del af slæbet. 

Bag Forforskerskolen står Københavns 

Universitet, Naturinstituttet i Nuuk og 

GEUS. Seniorforsker Naja Mikkelsen, 

GEUS, siger: 

- Hvis Danmark og Grønland sammen 

vil fremme kompetenceopbygningen i 

Grønland, må vi øge den faglige interesse 

blandt de unge i Grønland. Men samtidig 

må vi gøre det så let som overhovedet 

muligt for de grønlandske studerende 

at starte på en videregående uddannelse 

i Danmark langt hjemmefra. Begge 

dele kræver et ærligt engagement fra 

forskere og undervisere på de højere 

læreranstalter i Danmark. 

Naja Mikkelsen oplyser også, at det på 

lidt længere sigt er planen at udvide initiativerne 

med en forskerskole på kandidat- 

og ph.d.-niveau. 

Kontakt: 

Naja Mikkelsen, GEUS, tlf. 3814 2000, 

nm@geus.dk og 

Klaus Nygaard, Naturinstituttet, 

tlf. +299 32 10 95, nygaard@natur.gl 


Grønland har i dag den største og mest levende brugshundekultur i verden. Men vi mangler bl.a. viden om 

hundebestandens størrelse for at kunne vurdere, hvordan bestanden udvikler sig i fangerdistrikterne. 

I snescooterens slipstrøm 

Den grønlandske slædehund er 

langsomt ved at miste sin rolle i 

forbindelse med fangst og fiskeri. 

Dermed er en tusindårig tradition 

ved at forsvinde ud af den grøn- 

landske kultur. Det betyder et 

sporskifte i brugen af hunden. 


Af Morten Meldgaard 

Der bliver stadig færre slædehunde i 

Upernavik distrikt, og snescooteren spiller 

en stadig større rolle i den daglige 

økonomi, vurderer embedsdyrlæge Ken 

Leisner, Ilulissat. De officielle tal lyder 

på 1500 hunde i Upernavik, men Leisners 

eget forsigtige skøn er, at der maksimalt 

er 850 hunde tilbage i byen, måske 

kun 500. Leisner er også bekymret for 

hundenes fodringstilstand, som ikke 

synes så god som tidligere. 

Konkurrence fra snescooteren 

Det er tankevækkende, at hunden, der 

gennem årtusinder har spillet så stor en 

rolle i fangst og fiskeri, er på tilbagetog i 

et af de mest aktive fangerdistrikter i 

Grønland. Forklaringen er, at snescooteren 

langsomt er ved at udkonkurrere 

slædehunden i mange områder. I områder 

som f.eks. Kullorsuaq nord for Upernavik, 

hvor mulighederne for at bruge 

Foto: Charlotte Haslund-Christensen 

snescooter ikke er så gode, er bestanden 

af slædehunde derimod stabil. 

Meget tyder således på, at der er tale 

om en generel tendens, og ikke blot en 

midlertidig bølgedal. Desværre findes der 

ikke i dag pålidelige tal for hundeholdet, 

men Leisner regner med snart at få friske 

tal bl.a. fra Upernavik og Ilulissat, så 

man bedre kan vurdere udviklingen. 

Heldigvis betyder turisme, konkurrencekørsel 

og en bevidst politik, der begrænser 

snescooterens udbredelse, at der 

er en god fremtid for hund og slæde. 

Men i fanger- og fiskererhvervet er et 

sporskifte tilsyneladende på vej. 

Et specialiseret trækdyr 

Slædehunden kom til Grønland for 4500 

år siden. Sammen med de første inuit, 

Saqqaq-folket, vandrede den fra Beringsstrædet 

over de canadiske, arktiske øer 

til Grønland. Nogle sikre vidnesbyrd om

slædekørsel i form af seletøj mv. kendes 

endnu ikke fra Saqqaq-kulturen. Men 

fra knoglefund i de gamle bopladsmøddinger 

ved vi, at hunden indgik i den 

daglige økonomi, idet snitspor på knoglerne 

vidner om, at dyrene blev parteret 

og spist. 

Hunden forsvinder med Saqqaq-folket 

ca. 900 år før Kristi fødsel, og fra den 

efterfølgende Dorset-kultur kender vi 

mærkeligt nok ikke til spor efter hundehold. 

Først da Thule-folket dukker op i 

Grønland ca. 900 år efter Kristi fødsel, 

introduceres den hundeslæde-teknologi, 

vi kender i dag. 

Men den grønlandske slædehund selv 

ser ud til at være den samme til alle tider: 

en kraftigt bygget spidshund op til 

60 cm over skulderen og med en vægt på 

omkring 35 kilo. Ideelt skabt som et udholdende 

trækdyr med kraftig brystkasse 

og stærke ben. Den hund, vi ser i 

Grønland i dag, har altså arktiske rødder, 

der går mindst 4500 år tilbage i tiden, og 

som et produkt af mange generationers 

udvælgelse og avl er den et enestående 

eksempel på en højt specialiseret brugshund. 

En viden går tabt 

Der er skrevet meget om slædehunden 

og dens fortræffeligheder, men for det 

meste handler det om rejseoplevelser 

med slæde og hunde og ikke om alt det, 

der ligger bagved. Et enkelt blik i H. C. 

Petersens bøger om kajakken og umiaqen 

viser, at der i disse unikke stykker 

arktisk teknologi ligger gemt generationers 

know-how. Det samme gælder 

naturligvis for slæden og for opdragelsen 

af slædehunden i forbindelse med 

fangst og fiskeri, men om dét er der 

endnu ikke skrevet den store bog. 

Museumsdirektør Emil Rosing fra 

Grønlands Nationalmuseum, der selv 

har beskæftiget sig med hundeslædeteknologi 

og slædehundeopdræt, mener, at 

det hænger sammen med, at hundeslædekulturen 

endnu lever i bedste velgående 

i Grønland. Samtidig giver Rosing 

udtryk for, at det er en kultur, der fortjener 

at blive taget mere aktivt op på f.eks. 

de lokale museer. 

Selvom der således er meget langt til 

situationen i Nunavut, hvor hundeslæden 

stort set er erstattet af snescooteren, 

så er det nok værd at lytte til Ken Leisners 

bekymring for nedgangen i hundeholdet 

i Nordvestgrønland. Årsagerne 

Foto: Morten Meldgaard 

Denne slædehundehvalp voksede op blandt fangere i Melvillebugten ca. 1200 e. Kr. Hvalpen lå nedfrosset i en 

husgang, indtil den blev udgravet af arkæologer i 1979. Slædehunden er et skud på tamhundens stamme. 

Rødderne strækker sig langt tilbage i Nordamerika, hvor fund fra huler bl.a. viser, at menneske og hund allerede 

for 12.000 år havde fundet hinanden i et godt makkerskab. 

kan være mange, men resultatet er bl.a., 

at der også sker en nedgang i den samlede 

viden om hundene og om hundeslædeteknologi 

og slædekørsel. Denne viden 

fortjener at blive bevaret. 

Landet uden slædehunde 

Da hundeslædekøreren Ono Fleischer på en hundeslædeekspedition kom igennem 

Nunavik i den sydlige del af Hudson Bay, vakte det ikke blot opsigt, men fremkaldte 

også stærke følelser. Ældre mennesker opsøgte ham og mindedes dengang, 

de selv kørte med hundeslæde. 

I modsætning til Grønland er brugshundekulturen i forbindelse med jagt helt 

uddød i Nunavik, og al fangst foregår i dag med snescooter eller båd. Forskellen 

skyldes ikke, at slædehunden er blevet udkonkurreret, men en bevidst politik fra 

den canadiske myndigheder, som i 1963 gennemførte en masseslagtning af samtlige 

slædehunde for at få fangerbefolkningen til at blive i byerne. 

Ono Fleischer har efterladt i alt 75 grønlandske hunde i Nunavik, men det er 

nok tvivlsomt, om det bliver starten på en ny epoke med brugshundekultur, for 

området er i dag fyldt med hunde af alle mulige racer, også hunde som ikke er 

velegnede som slædehunde. 

Ono Fleischer forsætter næste år rækken af ekspeditioner gennem Grønland, 

Canada og Alaska med sin femte ekspedition, som går gennem det nye selvstyreområde 

Nunavut. På turen deltager også en slædehundekører fra Nunavik med 

sine egne slædehunde. Så helt uddød er kulturen da ikke. 

GS 


Skeletterne i skabet 

Fire skeletter blev i 1993 hentet ud af magasinerne i American Museum 

of Natural History og fløjet til Qaanaaq i Nordgrønland, hvor de fik en for- 

sinket begravelse. Tilbageleveringen afsluttede en højst usædvanlig histo- 

rie om seks polareskimoer, som Robert Peary i 1897 bragte til New York. 


En betuttet Minik ved ankomsten til New York i 1897. Det skulle blive et omtumlet liv. 

Courtesy: Peabody Museum, Harvard University 


Nûtaq, Qissuk, Atangana og Aviaq blev 

den 1. august 1993 - en ubeskrivelig 

smuk dag, husker en af deltagerne - begravet 

ved en ceremoni på Qaanaaqs kirkegård 

i det nordligste Grønland. Tilstede 

var omkring 100 af Qaanaaqs indbyggere 

med borgmesteren og præsten i 

spidsen og repræsentanter for den amerikanske, 

grønlandske og danske museumsverden. 

Det var ikke nogen helt almindelig 

begravelse. De fire polareskimoer var 

alle døde i USA næsten 100 år tidligere, 

og deres skeletter var fornyeligt hentet 

ud fra magasinernes mørke i American 

Museum of Natural History i New York 

og i nogle små trækister transporteret 

til Nordgrønland i et Hercules-fly. 

En tragisk rejse 

Historien bag de fire skeletter tog sin 

start i 1897, da den amerikanske opdagelsesrejsende 

Robert Peary ankrede op 

ved Kap York-kysten, som han havde 

besøgt hvert år siden 1891. Peary havde 

tidligere bragt to mindre meteorjernsten 

til USA og var nu vendt tilbage for at 

hente en 37,5 tons stor sten. 

Før ekspeditionen i 1897 bad etnografen 

Franz Boas, som arbejdede på at modbevise 

teorier om, at eskimoer tilhørte et 

tidligere trin i menneskehedens udvikling, 

Peary om at bringe en grønlænder 

med tilbage til New York. 

I Pearys baghoved rumlede altid overvejelserne 

om, hvordan han skulle finansiere 

sin næste rejse og få opfyldt sin 

store ambition om at nå frem til Nordpolen, 

så han må - om ikke andet - have 

øjnet en kærkommen mulighed for at 

supplere sine indtægter. 

De lokale beboere må have haft en vis 

respekt for Peary, for da han i september 

1887 i sit skib Hope ankom til New York 

var ikke blot én, men seks lokale beboere 

med ombord. Udover de fire fra begravelsesceremonien 

var også Qissuks søn 

Minik, som senere skulle blive den mest 

kendte, og en ung mand, Uisâkavsak. 

Det gik hurtigt op for de seks, at der 

er meget langt fra en boplads i Nordgrønland 

til New York. Først blev de vist 

frem på Pearys skib og derpå anbragt i 

en kælder på et museum. De var ikke 

vant til den stegende varme, blev forkølede 

og fik influenza, som de ikke var

modstandsdygtige overfor. I første omgang 

kom de til hægterne igen, men i 

begyndelsen af 1898 gik turen tilbage til 

hospitalet, hvor fire af de seks i løbet af 

foråret bukkede under for influenzaen 

og tilstødende tuberkulose. 

Tilbage var kun den 9-årige Minik og 

Uisâkavsak. Den sidste vendte hurtigt tilbage 

til sin gamle boplads i Grønland, 

hvor han fik tilnavnet ‘Den store løgner’, 

fordi ingen troede på hans beskrivelser 

fra New York, og i øvrigt blev 

myrdet i 1910 på grund af sit forbrug af 

kvinder. Minik derimod blev adopteret 

og fik bl.a. hjælp fra rigmanden Morris 

Jessup. Hjemve og splittelse har sandsynligvis 

præget Miniks liv i USA, og 

han forsøgte flere gange forgæves at få 

skibslejlighed tilbage til Grønland. Men 

ikke engang Robert Peary, som fortsatte 

sine ekspeditioner til Grønland, kunne 

finde plads til ham. 

I 1909 lykkedes det, og Minik levede 

frem til 1916 som et menneske med et 

ben i to kulturer og faldt aldrig til i sine 

gamle omgivelser i Nordgrønland, så i 

1916 var han som sømand igen på vej 

tilbage til USA. Han døde den 29. oktober 

1918, 30 år gammel, i det nordlige 

New Hampshire - af influenza. 

Museets ejendom 

Efter at Nûtaq, Qissuk, Atangana og 

Aviaq i 1898 var døde af influenza, fik de 

en symbolsk begravelse, indgik i videnskabelige 

studier og blev skeletteret. 

Ifølge etnologen Edmund Carpenter, som 

var den amerikanske repræsentant ved 

begravelsesceremonien i Qaanaaq 95 år 

senere, fik denne noget barbariske behandling 

trods alt det positive resultat, 

at de amerikanske forskere Boas og 

Hrdlicka fik viden til at tilbagevise de 

racistiske teorier om, at eskimoerne og 

andre oprindelige folk tilhørte et tidligere 

trin i evolutionen. 

Skeletterne blev opbevaret i magasinerne 

på American Museum of Natural 

History, hvor et af dem måske har været 

udstillet. En artikel, som påstår, at Minik 

en dag pludselig stod over for sin fars 

udstillede skelet, mener forskerne derimod 

er et eksempel på pressens sensationsjagt. 

Men man ved, at Minik i 1907 

forsøgte at få udleveret Qissuks knogler. 

Uden held. 

I sidste halvdel af 1900-tallet forsøgte 

danske forskere flere gange forgæves at 

få adgang til skeletterne. Øjensynligt 

havde den tidligere kritik af Pearys og 

museernes behandling af Minik og hans 

landsmænd gjort museumsfolkene yderst 

forsigtige. I nogle tilfælde i en grad, så de 

slet og ret benægtede eksistensen af skeletterne. 

I 1990 banede en ny amerikansk lov 

vejen for tilbagelevering af genstande og 

rester af mennesker til de oprindelige 

folk, de var fjernet fra. Det førte i USA 

til en bølge af krav fra især indianske 

folk og til omfattende tilbageleveringer 

af bl.a. skeletter, mumier og andre rester 

af mennesker. 

Hjem igen 

Med de mange tilbageleveringer kom der 

fokus på de grønlandske skeletter, og 

American Museum of Natural History 

tog i 1992 initiativ til at tilbagelevere de 

fire skeletter til Grønland. Det har sikkert 

også spillet ind, at den kendte filmmand 

David Lynch netop på dette tidspunkt 

overvejede at filmatisere historien 

om Minik, så kritikken uundgåeligt ville 

være blusset op igen. 

I første omgang stod de amerikanske 

museumsmyndigheder i den usædvanlige 

situation, at ingen havde rejst krav om 

tilbagelevering. Men det lykkedes til 

sidst gennem mellemmænd at få borgmesteren 

i Qaanaaq til at sende en formel 

anmodning om at få skeletterne 

udleveret. Det gav imidlertid borgmesteren 

et problem, da han ikke vidste, hvad 

han skulle stille op med skeletterne. Efter 

konsultation med den lokale præst og en 

dansk biskop blev det besluttet, at de 

En forsinket begravelse i 

Qaanaaq efter næsten 100 

år i museumsmagasinerne. 

Foto: Adelaide Carpenter 

skulle begraves på kirkegården, selvom 

de ikke havde været kristne. 

Historien om de fire skeletter er det 

eneste kendte eksempel på, at et udenlandsk 

museum har leveret rester af døde 

mennesker tilbage til Grønland. 

Grønlandske skeletrester og mumier, 

som har ligger i danske forskningsinstitutioner 

og museer, er indgået i den 

omfattende aftale om tilbagelevering, 

som gennem de sidste 16 år har bragt 

35.000 genstande tilbage til Grønland. 

I orden 

Edmund Carpenter, som repræsenterede 

American Museum of Natural History 

under ceremonien, husker frem for alt dagene 

i Qaanaaq for den venlighed han blev 

mødt med: ikke et ondt ord, ingen skæve 

blikke, tværtimod blev han i dagene efter 

ceremonien inviteret fra hus til hus. 

Forklaringen er måske, mener Carpenter, 

at den traditionelle eskimoiske tro 

stadig præger tankegangen blandt mange 

grønlændere. Her har kroppen ikke 

den samme betydning som i kristendommen, 

fordi alle værdierne er i sjælen, 

som drager bort til dødsriget. Måske 

blev tilbageleveringen af skeletterne derfor 

ikke opfattet som noget afgørende 

blandt efterkommerne i Qaanaaq, funderer 

Carpenter. 

Da han efter begravelsen spurgte Miniks 

eneste endnu levende familiemedlem, 

den 94-årige Qârqutsiaq, hvad han 

mente om tilbageleveringen, lød svaret 

efter en lang pause: 

- Hvis det er, hvad de (museumsfolkene) 

ønskede, så er det i orden. Og hvis de 

(skeletterne) var blevet, hvor de var, så 

ville det også have været i orden. 


Kajakmanden i Holland 

En udleveringssag om en udstoppet eskimo i en kajak har skabt en 

kurre på tråden mellem Grønlands Hjemmestyre og et museum i Hol- 

land. Parterne venter for øjeblikket på resultaterne af en DNA-test, som 

eventuelt kan fastslå kajakmandens oprindelse. 


Direktøren på Westfries Museum i Hoorn 

i Holland forstår ikke, hvorfor de grønlandske 

myndigheder kræver en af museets 

genstande, en udstoppet eskimo i 

en kajak, udleveret, når Grønlands Nationalmuseum 

i Nuuk selv udstiller mumierne 

fra Qilakitsoq. Det truer med at 

skabe forviklinger i en udleveringssag, 

som i foråret ellers så ud til at være faldet 

på plads. 

Tilbage til Grønland 

Sagen startede i 1998, da nyheden nåede 

Grønland om, at der på en specialudstilling 

i Rotterdam om mumier og andre 

menneskelige rester også var udstillet en 

udstoppet eskimo i en kajak. 

Manden var ifølge kilder fra 1700-tallet 

blevet fundet død i sin kajak af hollandske 

hvalfangere og bragt til Holland, 

hvor han i første omgang havnede hos 

en læge, som udstoppede ham til sin 

samling af eksotiske genstande. 


De grønlandske myndigheder reagerede 

skarpt på denne behandling og på udstillingen 

af de efterhånden stærkt beskadigede 

rester. De krævede landsmanden 

tilbageleveret, så han kunne få en værdig 

begravelse i sit hjemland. En formel udleveringssag 

gik i gang gennem det danske 

udenrigsministerium, og efter et års tovtrækkeri 

så det i foråret ud til, at brikkerne 

var faldet på plads. 

Westfries Museum i Hoorn, som har 

haft kajakmanden i sine samlinger i 130 

år, accepterede en udlevering med det forbehold, 

at formålet var at begrave ham, 

og at resterne ikke indgik i forskning eller 

udstilling. Samtidig blev parterne enige 

om, at en DNA-test skulle sikre, at 

hudresterne nu også stammede fra en 

person fra den oprindelige befolkning i 

Grønland og ikke fra en henrettet, hollandsk 

straffefange, som rygtet ville vide. 

Hollandsk forundring 

Sagen tog imidlertid en ny drejning, da 

De stærkt beskadigede rester af en udstoppet polareskimo på Westfries Museum i Holland. 

Foto: Westfries Museum 

det i løbet af sommeren gik op for Westfries 

Museums direktør, R. J. Spruit, at 

de kendte Qilakitsoq-mumier har været 

udstillet på museet i Nuuk i 20 år. 

- Vi blev meget forundrede over at 

høre, at en hel gruppe mumier er udstillet 

på museet i Nuuk. Det vidste de grønlandske 

myndigheder, samtidig med at 

de fortalte os, at det er en hån mod grønlænderne 

at udstille menneskerester, 

siger R. J. Spruit. 

Han har derfor nu anbefalet byrådet i 

Hoorn, at man - uanset resultatet af 

DNA-testen - tilbagekalder udleveringsaftalen. 

Grønlandsk forklaring 

I Grønlands Hjemmestyre kan man ikke 

se, at udstillingen af mumier i Nuuk 

skulle retfærdiggøre hollændernes fremvisning 

af en udstoppet eskimo. Det har 

Hjemmestyret forklaret i et brev til 

borgmesteren i Hoorn, hvor det blandt 

andet hedder: 

- Det skal bemærkes, at der her er tale 

om at udstille døde 500 år gamle personer 

(Qilakitsoq-mumierne, red.) så tæt 

på deres gravleje som muligt i det land, 

hvor de levede, og over for en befolkning, 

der er deres efterkommere, hvor 

der kort sagt er en umiddelbar respekt 

og forståelse for disse døde og deres liv. 

I en kommentar, som vi bringer her i 

bladet på side 15, siger museumsinspektør 

Joel Berglund fra Grønlands Nationalmuseum 

& Arkiv desuden: 

- Grønlands Hjemmestyres argument 

for en udlevering af menneskeresterne i 

Holland er, at man finder det etisk krænkende 

og nedværdigende, at resterne af 

en formodet landsmand kan behandles 

på en måde, som om kolonitidens syn på 

andre folkeslag stadig er gældende. 

Parterne venter nu på resultaterne af 

den DNA-test, som Niels Lynnerup fra 

Retsmedicinsk Institut på Københavns 

Universitet i sommer var i Holland for 

at udtage. Niels Lynnerup siger, at analyserne 

er forbundet med store vanskeligheder 

på grund af materialets kvalitet 

og præservering. Vi bringer resultatet af 

undersøgelsen på Dansk Polarcenters 

hjemmeside, så snart det foreligger.

Joel Berglund er museumsinspektør 

og souschef på 

Grønlands Nationalmuseum 

& Arkiv. 

Af Joel Berglund 

Grønlands Nationalmuseum & 

Arkiv (NKA) blev i 1998 gjort 

opmærksom på, at der på et hollandsk 

museum var udstillet rester af et 

grønlandsk menneske monteret på en 

kajak. NKA rettede henvendelse til Grønlands 

Hjemmestyre, der overtog sagen 

og forsøgte på internationalt, diplomatisk 

plan at få disse rester, det drejer sig 

om hud uden knogler, ført hjem til Grønland 

og stedt til hvile der. Dette er i skrivende 

stund endnu ikke sket. 

Diskussionen vakte berettiget opsigt i 

stort set alle medier i Grønland, Danmark 

og Holland. Det interessante var forskelligheden 

i synspunkterne fra dansk-grønlandsk 

og hollandsk side, der klart delte 

sig i en etisk og en værdineutral holdning. 

Den værdineutrale holdning blev understreget 

i udstillingen ‘Botje bij botje’ i 

Kunsthalle i Rotterdam samme år, hvor 

de formodede rester af det grønlandske 

menneske blev vist sammen med utallige 

andre menneskerester fra hollandske 

museer. Her var der ingen grænser for, 

hvordan man kunne behandle menneskeresterne, 

der i håndteringen tydeligt skiftede 

status til manipulerbare størrelser. 

Argumentationen mod en udlevering 

til Grønland fra den hollandske side går 

på tre ting, nemlig dels at menneskeresterne 

tilhører det privatejede museum, 

dels at man ikke kan være sikker på, at 

det rent faktisk er levnene af et grønlandsk 

menneske og endelig, at Grønlands 

Nationalmuseum og Arkiv selv udstiller 

menneskerester i form af fire mumificerede 

lig fra gravhulen ved Qilakitsoq 

i Nordgrønland. 

Hertil er der at sige, at en ejendomsret 

til enhver tid kan overdrages, det er kun 

så problematisk, man selv gør det til. 

Et spørgsmål om respekt 

Museumsinspektør Joel Berglund forklarer, hvorfor Hjemmestyret kræver rester- 

ne af en udstillet grønlænder hjem fra et hollandsk museum, og opridser samti- 

dig Hjemmestyrets holdning til brug af menneskeligt materiale i forskningen. 

Der kan ligge en frygt for præcedens, 

hvilket der dog også kan tages forbehold 

for. Problemet om, hvorvidt menneskeresterne 

i virkeligheden stammer fra et 

grønlandsk-eskimoisk menneske og ikke 

fra en henrettet, hollandsk straffefange 

fra 1800-tallet, er søgt løst med en DNAtest. 

Her kunne man vælge at gå en anden 

vej og lade tvivlen komme menneskeresterne 

til gode, idet de gennem godt 

100 år har været præsenteret og udstillet 

som en grønlænder. 

Umiddelbart kan det synes selvmodsigende, 

at Grønlands Hjemmestyre kan 

acceptere udstilling af fire døde personer 

i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, 

men ikke i Holland. Pointen er, at udstillingen 

i Grønland er blevet til efter meget 

nøje, etiske overvejelser. Det var vigtigt, 

at al form for sensation blev undgået, 

og at de døde personer skulle vises så 

tæt på bisættelsessituationen som muligt, 

at påklædning og position i denne 

situation blev respekteret, således at de 

døde personer blev vist som døde og ikke 

indgik i en anden situation. Denne respekt 

opretholdes i udstillingen på en måde, 

så det kulturhistoriske aspekt og den 

nænsomme undersøgelse af mumierne 

samtidig formidles. Da en del af befolkningen 

i Grønland opfattede destruktive 

undersøgelser som en forstyrrelse af gravfreden 

og de dødes integritet, blev de videnskabelige 

undersøgelser og indgreb 

begrænset til et acceptabelt minimum. 

Udstillingens grundlæggende idé er, at 

den skal være i overensstemmelse med 

befolkningens holdning til moral og etik, 

når det gælder omgang med døde mennesker, 

og de 20 år, der er gået siden åbningen 

af udstillingen, bekræfter, at 

dette er lykkedes. 

Kommentar 

Det Grønlandske Hjemmestyres holdning 

til brugen af menneskeligt materiale 

i forskning er helt utvetydig. Enhver 

undersøgelse, ethvert indgreb, enhver 

deponering, enhver publicering m.v. er 

uløseligt forbundet med en etisk holdning, 

der påbyder respekt for mennesket 

i levnene, hvad enten de foreligger som 

en helhed eller dele heraf. Det vil sige, at 

der ikke sættes hindringer for forskningen, 

men at forskningen skal kunne 

begrundes seriøst. 

Samarbejdsudvalget for det danskgrønlandske 

Museumssamarbejde, der i 

en årrække har arbejdet med bl.a. overførsel 

af en del af Nationalmuseets grønlandssamling 

til det grønlandske nationalmuseum, 

har også behandlet samlingerne 

af menneskerester fra Grønland, 

der befinder sig på Panum Instituttet i 

København. Resultatet er, at ejendomsretten 

er overført til Det Grønlandske 

Hjemmestyre, mens samlingerne stadig 

befinder sig fysisk på Panum Instuttetet 

og fortsat vil blive kurateret her. Årsagen 

hertil er dels, at det er dér forskningen 

sker, og dels, at vi i Grønland ikke 

har mulighed for at opbevare disse samlinger. 

Endvidere betyder det, at håndtering 

af materialet i en forsknings - eller 

udstillingsmæssig sammenhæng skal 

godkendes af Det Grønlandske Hjemmestyre. 

Afslutningsvis kan det siges, at Grønlands 

Hjemmestyres argument for en udlevering 

af menneskeresterne i Holland 

er, at man finder det etisk krænkende og 

nedværdigende, at resterne af en formodet 

landsmand kan behandles på en måde, 

som om kolonitidens syn på andre folkeslag 

stadig er gældende. 


Naturvidenskab à la carte 

Topografisk Atlas Grønland, udgivet af Det Kongelige 

Danske Geografiske Selskab, 2000, 280 sider, 

485 kroner. 

Man skal ikke lade sig narre af titlen Topografisk 

Atlas Grønland. Der er ganske vist både kort, flyfotos 

og satellitbilleder, heriblandt et grønlandskort i 

1:5.000.000 og en mængde historiske grønlandskort, 

men det nye topografiske atlas udgivet af Det Kongelige 

Danske Geografiske Selskab er først og fremmest 

en imponerende tur gennem grønlandsforskningens 

vildtvoksende arbejdsmark. 

På 280 sider når det topografiske atlas ud i alle 

naturvidenskabens krinkelkroge - og i nogle få historiske 

og arkæologiske. 53 forfattere præsenterer i 

83 korte, velillustrerede artikler resultaterne af deres 

forskning og serverer i kalejdoskopisk form en bog, 

som den grønlands- og forskningsinteresserede kan 

vælge at læse fra ende til anden, bladre igennem 

eller bruge som opslagsværk. Man kan læse om alt 

fra de kendte iskerneboringer på Indlandsisen, over 

varme kilder på Disko til lomvier i Nordvestgrønland 

- plus alle de 80 emner ind imellem. 

Der er fra udgiverens og forfatternes side lagt vægt 

på at fortælle den gode forskningshistorie uden for 

mange fagudtryk og lange, indviklede udredninger, så 

bogen vil ikke få svært ved at nå ud til et større publikum, 

som interesserer sig for Grønland og forskning. 

Bogen indledes med et billede af den grønlandske 

kunstner Aka Høegh med en tilhørende tekst af Jørgen 

Riel. 

Topografisk Atlas Grønland udgives som en opmærksomhed 

fra Det Kongelige Danske Geografiske 

Selskab og Geografisk Institut i forbindelse med Det 

Naturvidenskabelige Fakultets 150 års jubilæum ved 

Københavns Universitet. 

Sydgrønlandsk mad gennem 1000 år 


Kød, kød og atter kød? I hvert fald ikke i Sydgrønland! 

Neri..., mad, food er titlen på en ny bog om 

sydgrønlandske madvaner gennem tusind år, skrevet 

af Rie Oldenburg, som er leder af museet i Narsaq. 

En historisk rundvisning samt en lang række op- 

Finn Larsen og Rie Oldenburg: 

Neri..., mad, food - 

Sydgrønlandsk mad gennem 

1000 år, Forlaget 

Hovedland 2000, 300 sider, 

i Grønland 310,- kr. og i 

Danmark 368,- kr. 

pep 

skrifter åbner en ny indgangsvinkel til den sydgrønlandske 

kultur - gennem maven. 

På henholdsvis grønlandsk, dansk og engelsk bliver 

man guidet rundt i de sydgrønlandske madvaner før 

og efter koloniseringen og får samtidig serveret en 

lang række, spændende opskrifter. Blandt andet lammemørbrad 

med blåbærsky, portvinsmarineret rensdyr, 

kvangrød og en lettere eksotisk afdeling med 

bl.a. tørret sælblod i tarme og flækkede fårehoveder. 

Samtidig afliver bogen definitivt myten om en kedelig 

grønlandsk madkultur med sæl, sæl og atter sæl. 

Bogen er rigt illustreret med fotografen Finn Larsens 

flotte billeder, der følger opskrifterne og understreger 

indholdet af teksten. 

Astrid Mikkelsen

Overlevelse på Indlandsisen 

Uden de store Herculesfly fra 109th New York Air National Guard ville 

det ikke være muligt at gennemføre forskningen på Indlandsisen. 

Videnskabeligt arbejde i polarom- 

råderne kan være en logistisk 

udfordring. Ikke mindst når det 

drejer sig om arbejde på de store 

iskapper i Grønland og Antarktis. 

Af Naja Mikkelsen 

Der er lang tradition for internationalt 

samarbejde på den grønlandske indlandsis. 

Herfra har danske og udenlandske 

forskere igennem årene hentet umådelige 

mængder viden hjem fra blandt andet 

de dybe iskerneboringer, der er foretaget 

gennem Grønlands mere end tre kilometer 

tykke iskappe. 

De videnskabelige isboringer har krævet 

blandt andet tungt boreudstyr, som 

er fløjet ind på isen af store amerikanske 

Hercules-transportmaskiner fra 109th 

New York Air National Guard. Disse C- 

130-fly er udstyret med ski, så de kan 

lande direkte på indlandsisen. Danmark 

råder ikke over Hercules-maskiner med 

ski, og det videnskabelige arbejde på 

Grønlands indlandsis har derfor kun 

kunnet gennemføres i kraft af et særdeles 

fint samarbejde mellem danske og 

amerikanske myndigheder. 

Foto: Geofysisk Afdeling 

Alt om overlevelse 

Det er dog ikke helt ufarligt at flyve i 

Arktis. Derfor trænes alt amerikansk 

mandskab, som skal flyve i Grønland og 

Sydpolen, i at klare sig i nødsituationer 

og i at overleve under ekstreme forhold. 

Normalt deltager kun amerikanske militærpersoner 

i træningen, som foregår 

forskellige steder i Grønland og i år 2000 

fandt sted nær DYE 2-stationen på Grønlands 

indlandsis. Men i år blev for første 

gang en civil, dansk person inviteret til 

at deltage i træningen blandt andet som 

led i forberedelserne til Danmarks engagement 

i GRASP-projektet med etablering 

af islejre nord for Grønland (Se Polarfronten 

1/1999). 

Træningen startede på en flyvestation 

i USA med gennemgang af en lang række 

emner som f.eks. påklædning, nødudstyr, 

færdsel i isterræn, forholdsregler i 

forbindelse med havarering af et fly, signalering 

etc. Især blev der lagt stor vægt 

på at undgå faren for dehydrering. Det 

er særdeles vigtigt at drikke meget, når 

man befinder sig i arktiske områder. Luften 

er nemlig så tør, at opholdet på Grønlands 

indlandsis kan sammenlignes med 

at være i en ørken. 

I lejr på indlandsisen 

Højdepunktet i træningen kom, da holdet 

blev fløjet op på Indlandsisen og sat 

af ved Raven Ice camp. Da maskinen 

straks efter ankomsten igen fløj videre, 

blev der uendeligt stille, og efter at have 

brugt et stykke tid på at vænne sig til 

det lave iltindhold i 3 kilometers højde 

gik deltagerne i gang med at bygge 

para-snowhuts - en læmur overdækket 

af en faldskærm. Dette rum kom til at 

fungere som samlingsrum for gruppen. 

Nætterne blev tilbragt i en såkaldt firetrench, 

en ca. 40 cm dyb grøft, hvor to 

personer lige akkurat kunne ligge og sove 

ved siden af hinanden, og med et tag 

ovenover lavet at kantstillede sneblokke. 

De tre dage i islejren gik med træning 

i forskellige former for kommunikation 

mellem jord og luft, herunder brugen af 

konventionelle nødsendere, signalering 

med bl.a. farvepistoler og etablering af 

mærker i sneen, som skulle kunne ses 

fra undsætningsfly fra luften. 

Et vigtigt samarbejde 

Det globale klima er under hurtig forandring, 

og mange af de data, som er særdeles 

vigtige for etableringen af modellerne 

over fremtidens klima ligger i 

Arktis. 

Derfor vil det dansk-amerikanske logistiksamarbejde 

fortsætte i forbindelse 

med videnskabelige undersøgelser i 

Grønland til gavn for den videnskabelige 

udforskning af Grønland. 

Kontakt: Naja Mikkelsen, GEUS, 

tlf. 3814 2364, nm@geus.dk 

Signalering med farvepistol. 

Foto: Naja Mikkelsen 


Kom tr ådløs t, nemt og hurtigt på int ernetet 

– ogchec k din mail, lige mege thvoriver den du bef inder dig 

Med en GSM telefon og en bærbar pc er det nu muligt 

at hente sin email, surfe på internettet eller modtage 

fax, når du er på rejse i Grønland. 

Det forudsætter kun, at din GSM telefon understøtter 

data/fax samt, at du har det rigtige tilbehør 

for tilslutning til din pc og evt. internetabonnement 

hos TELE Greenland. 

Læs mere om hvilke 

mobiltelefonselskaber 

der har roaming med 

TELE Greenland på 

www.tele.gl eller 

kontakt os på 

+299 34 12 55 


Distribueres i Danmark af NBC 

Knud Fischer 

POLARSØEN 

I sin nye bog "Polarsøen" skildrer 

Knud Fischer i tekst - og 

navnlig i mange, utroligt skønne 

fotos - livet omkring en arktisk 

sø, - lige fra forårets tøbrud 

og gennem den korte, hektiske 

sommer, indtil efterårets kulde 

og mørke atter sænker sig over 

vejrstationen Danmarkshavn. 

ISBN: 87-90393-55-4 

228,00 kr. 

BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND 

TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44 

Polar Caféen 

første tirsdag i hver måned 

kl. 15.00 (dog 9. januar 2001) 

i Dansk Polarcenter 

Strandgade 100 H 

1401 København K 

I Polar Caféen er der populærvidenskabelig 

formidling 

til alle, som er fascineret af 

polarforskning 

Se programmet lørdagen 

før i Berlingske Tidendes 

sektion "Univers" eller kig 

på www.dpc.dk/polarcafe

KASPER CAMP 

En fleksibel og mobil lejrløsning i felten 

Kan leveres med f.eks.: 

• Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr 

• Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm 

• Solceller 

Kasper Cabin 

7 m2 moderne komfort hvor som helst 

Den 12-kantede hovedbygning rummer 105 m 2 

• Isolerede ydervægge af aluminium. 

• Interiør af malet glasvæv. 

• Kan modstå vind op til 70 m/s 

• Kort montagetid 

• Cabin og Camp er fremstillet i aluminium 

• Kræver ingen særlig vedligeholdelse 

• Cabin vejer 850 kg 

• Camp kan flyttes i moduler med helikopter 

Individuel indretning af Cabin til f.eks. 

• Overnatning med 4 sovepladser 

• Køkken, kontor eller toilet og brusebad 

• El-installationer til miljøtoilet 

• El-radiatorer eller oliefyr 

• Ruller til transport 

• Justerbare ben 

Kasper ApS Strandmarksvej 1 3730 Nexø Danmark 

Tlf. 5648 8456 Fax 5648 8008 info@kasper4u.com www.kasper4u.com

Kvalificeret arbejdskraft søges 

De foreløbige resultater af en analyse af Nuuks erhvervsliv 

viser, at virksomhederne har store problemer 

med at finde kvalificeret arbejdskraft. En spørgeskemaundersøgelse 

afslører således, at 44 pct. af 

virksomhederne mener, at det nærmest er umuligt 

eller meget svært at finde lokale medarbejdere med 

de nødvendige kvalifikationer, og inden for handelsbranchen 

siger hele 37 pct. af virksomhederne, at det 

nærmest er umuligt. Rapporten blev fremlagt på en 

erhvervskonference i Nuuk i september og vil udkomme 

i en endelig version i foråret 2001. Den analytiske 

bearbejdelse er foretaget af Jens Kaalhauge 

Nielsen fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. 

Filmpriser til miljøfilm 

Videofilmen ‘Det Arktiske Dilemma’ blev den 7. oktober 

2000 belønnet med prisen ‘Grand Prix of Ekofilm’ 

i Tjekkiet, og den 25. november 2000 vandt den 

yderligere en pris i Tjekkiet på filmfestivalen ‘It’s up 

to you too’. Filmen er instrueret af Margit Knoblauch, 

Loke Film med støtte fra Dancea (Miljøstyrelsens 

program for miljøbistand til Arktis) og omhandler 

resultaterne af AMAP’s undersøgelser om grænseoverskridende 

forurening i Grønland. Den fortæller 

historien om, hvordan tungmetaller og organiske 

forbindelser i havet ophobes i fedtvævet i de fisk og 

havpattedyr, som fortsat havner på grønlændernes 

spisebord. 

‘Det Arktiske Dilemma’ kan lånes i Dansk Polarcenter 

ved henvendelse til Det Arktiske Miljøsekretariat 

tlf. 32 88 01 19. 

Grønlænder i direktørstolen 

Karla Jessen Williamson er blevet udnævnt til direktør 

for Arctic Institute of North America i Calgary. 

Hun er født i Grønland i den nu nedlagte bygd 

Appamiut, men har fået sin universitetsuddannelse 

på University of Saskatchewan, hvor hun har undervist 

i 16 år. Senest har hun på University of 

Aberdeen i Skotland fået en ph.d.-grad på en 

afhandling om forholdet mellem kønnene i 

det postkoloniale Grønland. 

Se mere om Artic Institute of North 

America på www.ucalgary.ca/aina/ 

KORT NYT 

Æresmedlem i Arktisk Institut 

Arktisk Institut har hædret civilingeniør Aksel Mikkelsen 

ved at udnævne ham som det første æresmedlem 

af Arktisk Institut. Begrundelsen er, at Aksel 

Mikkelsen har ydet en stor indsats for Arktisk Instituts 

virke og i særlig grad har bidraget til indsamling 

af informationer om arktiske forhold og den arktiske 

ekspeditionshistorie. Med udnævnelsen fulgte en vase 

formet af kunstneren Buuti Pedersen fra Tasiilaq. 

EU interesseret 

EU har besluttet at oprette en stilling, der alene skal 

tage sig af arktiske spørgsmål i relation til det europæiske 

samarbejde. Desuden har EU-kommissionen 

sagt ja til en observatørpost i Arktisk Råd. 

Pingviner i vælten 

Britiske forskere fra British Antarctic Survey er draget 

til Antarktis for at afkræfte påstande om, at pingvinerne 

følger overflyvende helikoptere så intenst 

med øjnene, at de til sidst dratter bagover. Rygterne 

stammer fra engelske RAF-piloter, som siges at have 

observeret fænomenet under Falklands-krigen i 1982. 

Forskerne mener, det er en myte, og deres egentlige 

formål med feltarbejdet er at undersøge, om overflyvninger 

kan forstyrre pingvinerne i deres rugeperiode. 

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

En rigtig Oscar 

Dansk Geologisk 

Forening har tildelt 

Danmarks Geologipris 

på 25.000 kr. til 

statsgeolog, mag. scient. 

Niels Henriksen, 

blandt geologer og 

grønlandsfarere på 

Grønlands nordøstkyst 

bedre kendt 

under navnet Oscar. 

Prisen gives som 

anerkendelse af den 

indsats for den geologiske 

kortlægning 

af Grønland, som 

Niels Henriksen har 

ydet igennem en 

menneskealder. 

“ 

” 

KORT NYT 


Rejerne har det godt i Grønland 

En ny rapport udarbejdet af biologer ved Grønlands 

Naturinstitut, indeholder gode nyheder om både 

reje- og krabbebestanden ved Grønland. Bedst ser 

det ud ved Vestgrønland, hvor rejebestanden er steget 

markant i forhold til sidste år. Biologernes vurdering 

af rejebestanden ved Vestgrønland bygger på et 

stort antal oplysninger fra fiskeriet samt på biologiske 

undersøgelser. 

Læs mere på Grønlands Naturinstituts hjemmeside: 

www.natur.gl 

Dyremisdannelser i Nunavut 

En undersøgelse har vist, at fangerne i det nye hjemmestyreområde 

Nunavut i Nordøstcanada i stigende 

omfang støder på misdannede på dyr. Der rapporteres 

om bl.a. underernæring og parasitter samt bakterier, 

der nedbryder dyrenes hud og væv, og der er 

ifølge fangerne tale om alle typer dyr fra fugle og 

sæler til rensdyr og isbjørne. Årsagerne er ukendte, 

men mistanken retter sig mod ny teknologi, forurening, 

klimaforandringer og store dyrebestande. Undersøgelsen 

er gennemført i et samarbejde mellem 

Verdensnaturfonden og Baffin Islands Qikiqtaaluk 

Wildlife Board. 

Nunavut og Grønland indgår samarbejdsaftale 

Selvstyreregeringen i Nunavut og Grønlands Hjemmestyre 

har indgået en samarbejdsaftale. Aftalen 

omfatter forskningsprojekter, efter- og videreuddannelse 

af personale, energibesparelser, affaldshåndtering, 

bæredygtig forvaltning af isbjørnebestanden og 

fiskeriet i fælles farvand. 

Marianne Jensen til ILO 

Tidligere landsstyremedlem, Marianne Jensen, (Siumut) 

er rejst til Genève i Schweiz, hvor hun tiltræder 

stillingen som rådgiver i oprindelige folks anliggender 

i ILO, Den Internationale Arbejdsorganisation. 

Marianne Jensen afløser Henriette Rasmussen, 

der har besat stillingen siden januar 1996, hvor den 

blev oprettet som et projekt udarbejdet af Hjemmestyret 

i samarbejde med Udenrigsministeriet. 

Milde gaver 

Nuna Fonden har uddelt godt 1,3 millioner kroner 

til 34 projekter inden for kultur, undervisning og 

socialt arbejde. Det største beløb på 200.000 gik til 

det danske Filmstudie i Lyngby, som skal bruge midlerne 

til en børnekortfilm, mens sprogsekretariatet i 

Nuuk fik 100.000 kroner til et ordbogsprojekt, og 

Sermit Records i Nuuk fik 100.000 til en grønlandsturné 

med den populære pigegruppe Nivissat. 

Grønlands iskolde ladies 

Mens Danmarks jernhårde ladies efter OL-successen 

er i færd med at viske tavlen ren, er de grønlandske 

håndboldpiger vendt hjem fra en kvalifikationsturnering 

i Brasilien med en bronzemedalje, som giver 

dem adgang til næste års håndbold-VM i Italien. 

Pigerne fik en stormende modtagelse i Nuuk, hvor 

de blev budt velkommen af Landstyremedlem for 

Kultur, Uddannelse og Kirke, Lise Lennert, og af 

Team Greenland fik overrakt en check på 100.000 til 

forberedelserne. 

Nye helbredsundersøgelser 

Læger på Dronning Ingrids hospital i Nuuk starter 

et nyt forskningsprojekt, som ved hjælp af undersøgelser 

af afdødes organer skal vise, om forureningen 

giver skader hos den grønlandske befolkning. 

Samtidig er lægerne også gået i gang med at undersøge 

knogleskørhed. 200 kvinder i alderen mellem 45 

og 65 år skal deltage. 

Vikingerne på Svalbard 

Den norske arkæolog Kristin Prestvold håber, at en 

stenkonstruktion fundet på Svalbard vil afsløre en 

vikingegrav. Ifølge hende er der ingen tvivl om, at 

konstruktionen er lavet af mennesker, og at den 

højst sandsynligt kan dateres tilbage til jernalderen. 

Hvis det er tilfældet, betyder det, at vikingerne betrådte 

området flere hundrede år før hollænderen 

Willem Barents. Stenkonstruktionen er fem meter i 

diameter og er placeret på et af områdets højeste 

punkter. 

Nyt forskningslektorat i zoologi 

Den zoologiske forskning i Grønland er blevet styrket 

med oprettelsen af et 5-årigt lektorat i arktisk, 

terrestrisk økologi på Zoologisk Institut ved Københavns 

Universitet. Stillingen er blevet besat med 

biologen Mads C. Forchhammer, der i forbindelse 

med sine ansættelser på en række forskningsinstitutioner 

i Danmark og i udlandet bl.a. har studeret 

moskusoksernes fødeøkologi og reproduktion. Det 

nye lektorat er en udløber af det dansk-grønlandske 

forskningsseminar, som blev afholdt i Kangerlussuaq 

i december 1999, og skal bidrage til øget kompetenceopbygning 

i Grønland.

Nye bøger 

Redaktionen har modtaget følgende 

bøger og tidsskrifter: 

Per Herholdt Jensen: Stormsejlerne - 

Politiets Grønlandskuttere, Bogan 2000, 

119 sider, 174 kr. 

Historier fra daglivet på en af verdens 

mest krævende arbejdspladser, politiets 

grønlandskuttere, som afpatruljerer et af 

de farligste farvande i verden. Bogens 

forfatter er kaptajnløjtnant i Søværnet 

og har mange års tjenesteerfaring fra 

rednings- og eftersøgningsaktioner i 

Grønland. 

Knud Fischer: Polarsøen, Atuagkat 2000, 

87 sider, 228 kr. 

Bogen beskriver livet omkring en 

Nordøstgrønlandsk sø fra forårets tøbrud 

og gennem den korte, hektiske 

sommer til kulden og mørket atter sænker 

sig. Knud Fischer har opholdt sig på 

vejrstationen i Danmarkshavn fra 1974- 

89 og præsenterer i bogen et væld af 

sine flotte dyre- og naturbilleder. 

Birte Haagen: Johannes Kreutzmann 

1862-1940 - Figurer fra en grønlandsk 

bygd, Forlaget Tinok 2000, 68 sider, 95 kr. 

Birte Haagen fortæller i en lille bog 

historien om fangeren og træskæreren 

Johannes Kreutzmanns og hans figurer. 

Frem for alt indeholder bogen over hundrede 

billeder af Kreutzmanns farvestrålende 

træfigurer, som på en meget personlig 

måde skildrer livet i den grønlandske 

bygd Kangaamiut i slutningen af 

1800- og begyndelsen af 1900-tallet. 

Bogen er udgivet i forbindelse med en 

udstilling af Johannes Kreutzmanns 

figurer, som bliver vist i skandinaviske 

lande i 2000 og 2001. 

Finn Larsen og Rie Oldenbrug: Neri..., 

mad, food - Sydgrønlandsk mad gennem 

1000 år, Forlaget Hovedland 2000, 300 

sider, i Grønland 310 kr. og i Danmark 

368 kr. 

En sydgrønlandsk kulturhistorie oplevet 

gennem maven. Se omtale side 16. 

Tidsskriftet Grønland, nr. 6-7 - Oktober- 

/november 2000, Det grønlandske Selskab, 

Abonnement 275 kr. i Danmark, 

260 kr. i Grønland. 

Det seneste nummer af Grønland 

indeholder artikler om 100-året for Sydøstgrønlands 

affolkning i 1900, om udviklingen 

i og omkring brødremissionen 

i Grønland 1850-1900 og om industripionéren 

ingeniør M. Ib Nyeboe 

Mette Uldall Jensen: Fangerliv i Grønland, 

Skoletjenesten Nationalmuseet 

2000, 32 sider, 30 kr. 

En flot illustreret og velskrevet, lille 

bog om livet i det grønlandske fangersamfund 

i 1800-tallet. Bogen henvender 

sig hovedsageligt til folkeskolens 4. klassetrin 

og kan bruges som led i et emne 

om Grønland og som oplæg til et besøg i 

Nationalmuseets Eskimoiske Samling. 

John Andersen: 84º 

Nord - I kajak nord 

om Grønland, 

Forum 2000, 307 

sider, 275 kr. 

I sommeren 1999 

tilbagelagde eventyreren 

og forfatteren 

John Andersen og 

hans 25-årige rejsekammerat Frederik 

Jacobi i kajak - og ind i mellem til fods 

med kajakkerne på slæb - de 2000 kilometer 

langs verdens nordligste kystlinie 

fra Station Nord til Qaanaaq. John Andersen 

fortæller undervejs om bl.a. de 

mange opdagelsesrejsende og forskere, 

som gennem tiden har betrådt området. 

DPC-udgivelser 

Godtfred Høpner Petersen: Studies on 

some Arctic and Baltic Astarte Species 

(Bivalvia, Molusca). Meddelelser om 

Grønland, Bioscience 52. Copenhagen, 

the Danish Polar Center, 2001. 

Udgangspunktet for bogen er det problem, 

som opstod, da nogle muslinger 

fra Ikka Fjorden skulle artsbestemmes, 

og det viste sig, at der var rod i artsbeskrivelserne. 

Forfatteren har fundet frem 

til flere af de første eksemplarer, der blev 

beskrevet, og har opstillet en ny bestemmelsesnøgle, 

som løser en del af det over 

hundrede år gamle problem. Udkommer 

januar 2001. 

The Hans Tausen Ice Cap. Glaciology 

and Glacial Geology. Edited by Claus 

Uffe Hammer. Meddelelser om Grønland, 

Geoscience 39. Copenhagen, the 

Danish Polar Center, 2000. 

Fra 1993-1997 blev verdens nordligste 

iskappe, Hans Tausen Kappen i 

Nordgrønland, undersøgt på kryds og 

tværs, bl.a. ved hjælp af en 345 meter 

lang isboring. Forskerne ville se, om 

iskappens historiske udvikling kunne 

vise, hvad der sker med iskapper under 

klimaændringer, og om der allerede er 

sket ændringer, der kan relateres til den 

globale opvarmning. 


Geologer på stormfulde højder 

Mange, der har arbejdet i Arktis, kender situationen. Man bliver droppet fra helikopter eller båd på et øde 

sted, langt fra menneskelig beboelse, med en aftale om at blive hentet igen. De fleste har sikkert også leget 

med tanken: Hvad nu, hvis de alligevel ikke kommer og henter mig? 

Af Svend Funder 

Scenen er Kanin Halvøen i det nordlige 

Rusland. De medvirkende er fem geologer, 

som - uden bagage og forråd - er gået i 

land for at arbejde. En pludseligt opstået 

storm forvandler på ganske kort tid det 

grå hav mellem os og vores skib - til ankers 

nogle hundrede meter borte - til en 

uigennemtrængelig barriere af hvidt, 

skumsprøjtende hav. Efter at have ligget 

derude og vredet og vendt sig i nogle timer, 

bliver ankeret halet op, og skibet damper 

udad og forsvinder for vore undrende 

og forblæste øjne under horisonten. 

Det var et hjem, der forsvandt med alt, 

hvad ordet indebærer af varme aftensmåltider 

og køjer, lidt vodka nu og da, og med 

så meget hjemlig hygge, som kan findes 

i et lastrum på en forhenværende ramponeret, 

russisk trawler af ældre dato. 

Vores nærmeste naboer befandt sig, så 

vidt vi vidste, i den lokale metropol, en 

landsby med 15 indbyggere ca. 100 km 

borte. Men Ruslands kyster byder på en 

perlerad af mere eller mindre maleriske 

ruiner langs kysterne: vejrstationer, radiostationer, 

fyrstationer, forsyningsdepoter, 

fiske- og jagtkollektiver. Valget var 

derfor enkelt: skulle vi gå til venstre eller 

til højre? Vi valgte venstre. Det kom vi til 

at fortryde, men nogle timers vandren 

gennem mandshøjt pilekrat og udstrakte 

sumpe bragte os da frem til et væltet fyr, 

omgivet af resterne af nogle huse. Vi 

valgte os en lille, fritliggende villa, der 

udmærkede sig ved næsten intakte ydervægge, 

ca. 70% tagdækning og en havudsigt 

uden generende glas imellem. 

I Arktis er overlevelse og varme to sider 

af samme sag, og heldigvis havde vores 

nye hjem ikke færre end fire, murede 

russiske ovne. Efter at have tryllet lidt 

med en hammer, blev den ene omskabt 

til en autentisk, rustik, åben pejs, som 

blev rammen om en uforglemmelig nat 

med spredte samtaler afbrudt af lange 

perioder af dyb meditation foran pejseilden, 

mens stormen hersede og regerede 

udenfor. 

Det var dog helt uden vemod, at vi 

den følgende morgen forlod pejsearrangementet 

og gik tilbage til udgangspunktet. 

Stormen var døet hen, og vi kunne 

egentlig ikke se nogen grund til, at vores 

skib ikke skulle dukke op. Men dagen gik, 

og havet forblev skibsløst, og da vi hen 

under aften atter måtte søge logi, behøvede 

vi ikke at vælge. Vi gik mod højre. 

En gammel fyrmesterbolig uden vinduesglas og med 

hul i taget kan i visse situationer være en luksus. 

Spadsereturen førte os denne gang 

frem til noget, som vi straks diagnosticerede 

som en tidligere vejrstation, men 

hvilken luksus: vægge, tag og døre, ja selv 

vinduerne var intakte og interiøret omfattede 

et førsteklasses, muret komfur og - 

hvor heldig kan man være? - senge med 

nogle bylter renskind. En papæske, der 

var hængt op i en snor under loftet, viste 

sig at rumme tørret brød af den slags, 

som man i Rusland bruger som langtidsholdbar 

rejseproviant. 

I en sådan situation lærer man at sætte 

pris på livets mest basale værdier. Men 

her ved bordet, med Brezhnevs og Andropovs 

strenge ansigter på væggen, 

måtte vi alligevel grunde over, hvordan 

man på længere sigt klarer sig på et 

fjernt og fremmed sted uden mad, penge, 

hjemrejsebilletter og pas. 

Det problem blev vi forskånet for, enden 

på historien kom næste dag. Da vi 

om morgenen fik os viklet ud af skindene 

og pillet hårene ud af øjnene, så vi 

vores skib i det fjerne, opankret på det 

sted, hvor vi sagde farvel til det for nogle 

dage siden. Skibet havde været tvunget 

til at søge læ for uvejret bag en ø, der lå 

ti timers sejlads ude i Hvidehavet. 

Helt alene i verden, men med ild i pejsen. 

Fotos: Svend Funder

KORT NYT - Polarfronten

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?