Traditionel bygningskultur Beskrivelser og ... - Danske Torpare

Traditionel bygningskultur
Beskrivelser og renovering
Ideen i dette afsnit er at foretage en oversigtsagtig gennemgang af de hyppigste bygningstekniske
løsninger, man møder i ældre svenske huse, med specielt vægt på træhuse.
Formålet er tosidet:
At oplyse om historie, baggrund og formål for de enkelte konstruktionsdetaljer. Formålet hermed er at
hjælpe til både at forstå dem i kulturhistorisk og teknikhistorisk sammenhæng, hvilket ofte kan fremme
en respekt for den ”kulturarv”, der i nok så høj grad ligger i ”hytten” frem for i ”slottet”.
At oplyse om de enkelte konstruktioners fordele og ulemper set i nutidigt lys. For de fleste af os har jo
købt et hus, der skal anvendes og ikke et museumsstykke. I den sammenhæng, vil vi forsøge, hvor det er
muligt, at henvise til metoder til reparation, udskiftning og modernisering, som ikke modarbejder den
oprindelige konstruktion eller dens udtryk.
Af Kirsten og Claus Thykier, Bjørn Donnis
Dette skrift skal betragtes som ufuldstændigt. Du vil se (overskrifter), der står i parenteser som mangler
indhold, og du vil sikkert savne andre emner. Hvis du har særlig viden og lyst til at skrive et afsnit – eller
bidrage med oplysninger ‐ stort eller småt ‐ så lad os det vide.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 1 af 52

Indhold
Indhold ..................................................................................................................................................... 2
Indledning................................................................................................................................................. 5
Klassiske svenske planløsninger og udtryk................................................................................................ 6
Baggrund........................................................................................................................................... 6
Planløsninger .................................................................................................................................... 6
Husets udtryk.................................................................................................................................. 10
Fundamentet / ”Grunden”...................................................................................................................... 12
Mullbänk......................................................................................................................................... 12
Bjälklag på mark.............................................................................................................................. 12
Torparegrund .................................................................................................................................. 12
Problemer med torparegrund...................................................................................................... 13
Rustbädd – et vådt fundament........................................................................................................ 14
”Krypgrund”/krybekælder............................................................................................................... 14
Randfundament .............................................................................................................................. 15
De bærende vægge / ”Stommen” ........................................................................................................... 16
Tømmer‐ og trækonstruktioner....................................................................................................... 16
(Bindingsværk/”Korsvirke”) ............................................................................................................ 19
Reparation af stommen................................................................................................................... 19
(Tegl og stenhuse) ........................................................................................................................... 20
(Bjælkelagene) ................................................................................................................................20
Tag og spær / ”Tak ock takstol” .............................................................................................................. 20
Spærtyper ....................................................................................................................................... 20
Udnyttelse af tagetage – tagprofiler................................................................................................ 23
Udnyttelse af tagetage – husdybde og taghældning ....................................................................... 24
Ændringer og reparation af spær..................................................................................................... 26
Mere viden...................................................................................................................................... 27
Skorsten ................................................................................................................................................. 27
Beklædning af ydervægge....................................................................................................................... 28
Ubeklædt tømmer og træbeklædning ............................................................................................. 28
Typer af (træ)beklædning:............................................................................................................... 30
Knutar ‐ De hvide hjørner: ............................................................................................................. 31
(Bindingsværk og sten).................................................................................................................... 32
Masonitbeklædning ........................................................................................................................ 32
Maling af masonit........................................................................................................................ 33
Eternitbeklædning........................................................................................................................... 33
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 2 af 52

Rensning og maling af eternitfacader. ......................................................................................... 34
(Isolering og vindtætning) ............................................................................................................... 34
(Vinduer og yderdøre) ............................................................................................................................ 34
Udformning..................................................................................................................................... 35
Materialer....................................................................................................................................... 35
Yderdør ........................................................................................................................................... 35
Sekundære døre og porte................................................................................................................ 35
Beslag.............................................................................................................................................. 35
Tagbelægning og regnvandsafløb............................................................................................................ 36
Træ og spån som tagbeklædning..................................................................................................... 36
(Halm og tagrør).............................................................................................................................. 37
(Tegl og det der ligner) .................................................................................................................... 37
Plåt i mange udforminger................................................................................................................ 38
Falsad plåt – og det der ligner...................................................................................................... 38
Falsningen og fastgørelsen .......................................................................................................... 40
Maling af blik............................................................................................................................... 41
Større plader – mest historie ....................................................................................................... 42
Pannplåt...................................................................................................................................... 43
Sinus plåt – ”bølge blik”............................................................................................................... 43
Pannplåt og sinusplåt – bevarelsemæssigt .................................................................................. 43
Fra Trapezplåt til tagstenskopier ................................................................................................. 44
Leverandører og referencer......................................................................................................... 44
(Tagpap og shingles)........................................................................................................................ 45
Masonit........................................................................................................................................... 45
Skifer............................................................................................................................................... 45
Eternit og eternit shingles ............................................................................................................... 45
(Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, …).................................................................................. 46
(Tagrender/afløb)............................................................................................................................ 46
(Gulve).................................................................................................................................................... 46
Materialer....................................................................................................................................... 46
(Overfladebehandling af trægulve).................................................................................................. 46
(Isolering og fugtspærre mod undergrunden).................................................................................. 46
(Indervægge) .......................................................................................................................................... 46
Opbygning....................................................................................................................................... 46
Overflade ........................................................................................................................................ 46
(De indvendige lofter)............................................................................................................................. 47
Indkøb af materialer og reservedele ....................................................................................................... 47
Mere viden ............................................................................................................................................. 47
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 3 af 52

Bøger .............................................................................................................................................. 47
Internet........................................................................................................................................... 48
Billederne ............................................................................................................................................... 49
Byggeteknisk ordliste: Svensk‐Dansk ...................................................................................................... 50
Tryk på dette symbol for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 4 af 52

Indledning
Ved vedligehold, reparation og tilpasning af ældre huse møder man altid en række problemer og
dilemmaer.
Det grundlæggende problem, måske især for os amatører, men såmænd også for mange håndværkere, er
at identificere hvorledes elementer af bygninger oprindelig er tænkt og formålet ved konstruktionen.
Alvorligst er problemet selvfølgelig for flere 100‐år gamle huse, men selv huse fra før f.eks. 1930 – og især
træhuse ‐ kan være tydeligt ”anderledes”, end hvad vi kender som danskere i dag.
Dilemmaerne opstår, når man skal reparere eller bygge om:
Det ene dilemma er det, der kan kaldes ”kulturarvsproblemet” og som gælder ethvert hus, der er bare få år
gammelt: skal man bevare og måske endda tilbageføre huset til en fortidig tilstand eller som den absolutte
modsætning renovere huset til nutidig standard med vore dages materialer og metoder, uden hensyn til
fortiden? Med andre ord – skal vi udnytte den bygning, vi har købt brugsmæssigt optimalt, eller vil vi føle
glæde ved at påtage os en opgave mht. bevarelsen af minder fra fortiden.
Et andet – og meget alvorligt – dilemma relaterer til, hvad der ”er bedst for huset”. Utallige gamle huse er
blevet ødelagt for evigt på grund af velmente tiltag som isoleringer, der er udført efter ganske korrekt
metode, hvis der havde været tale om et moderne hus, men som forårsager store skader (råd), når de
anvendes på et gammelt hus, der f.eks. er opført med konstruktioner, der slet ikke håndterer fugt på
samme måde som moderne konstruktioner.
Et tredje dilemma, der relaterer til omkostningerne, opstår, når man erindrer, at ældre huse oprindelig er
opført til helt andre behov i en tid, hvor arbejdskraft var næsten gratis, hvor mange af nutidens materialer
var næsten uopnåelige for menigmand, mens andre materialer, der i dag er sjældne, var lettilgængelige.
Det er håbet, at dette skrift kan bidrage til, at ejere af bare lidt ældre huse – i Sverige – træffer de valg, de
hver især vil være tilfredse med, og som ikke skader konstruktionen uventet.
Samtidig tror vi, at de fleste på lidt længere sigt vil glæde sig over at have foretaget valg, der hælder til den
”kulturarvsbevarende” side, hvilket vi håber at fremme ved at oplyse om konstruktionernes historie.
Ansvaret for den Svenske kulturarv ligger hos Riksantikvarieämbetet, hvis hjemmeside www.raa.se har en
god materialeguide www.raa.se/cms/materialguiden/start.html . Den praktiske rådgivning får du på de
enkelte Länsmuseer www.kultur.nu/Museer/Museer/Lansmuseer/index.asp og evt. Länsstyrelserna:
www.lst.se/lst/ .
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 5 af 52

Klassiske svenske planløsninger
og udtryk
Baggrund
Dette afsnit er måske det vigtigste i nærværende
skrift.
Forestil dig at du finder et betalbart hus, der
ligger det smukkeste sted nu nogensinde har set.
Desværre er huset mørkt, med alt for små rum og
beklædt med eternit på væggene og blikplader på
taget.
Vi er nok mange, der begynder med at se ”hvad
kan vi gøre ved det”. Vi er også klar over, at det er
i begyndelsen man har kræfterne, så straks
lægges der store planer med at lægge kamre
sammen til store rum, eternitten skal selvfølgelig
væk og erstattes at rødmalede brædder, huset
udstyres med kviste ‐ de er så romantiske, og så
tegl på taget, hvis det kan bære.
Måske ER det den bedste løsning. Men der er to
gode grunde til at tøve!
1) Hvis man kan se hvordan huset oprindelig er
tænkt, så kan man også let identificere de
oprindelige bærende yder‐ og indervægge. Der er
rigtig mange grunde til alvorligt at overveje at
lade disse forblive urørte.
Herved kommer man let til at bevare dele af den
oprindelige planløsning, selvom rummene nu
måske skal anvendes til andre formål.
2) Måske skulle du se på om huset i virkeligheden
repræsenterer god byggeskik både hvad angår
planløsning og materialer.
En ”kulturarv” som man bør overveje baggrunden
for og relevansen af. Og dette kan være lige
relevant for 1950 huset som for huset hvis
oprindelse ligger tilbage i 1600‐tallet.
Måske når du frem til, at finde kompromiser der
”tilpasser” huset til vore dage og dit behov på en
måde, der udnytter husets måske lidt skjulte
kvaliteter og samtidig tager hensyn til
”kulturarven”. Du skal efter min mening ikke
finde kompromiset for at ”bevare for enhver pris”
(så skulle man have fredet huset), men fordi du
nok på lang sigt vil blive gladere for der hvor
ønskerne og idealerne mødes med det
bestående. Måske midtimellem, måske i stor
veneration for al det gamle eller måske i en
topmoderne udgave med enkelte overlevende
detaljer (BD).
Planløsninger
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
En gennemgang af alle typiske svenske
planløsninger er en opgave som de færreste
formentlig vil have interesse i og som forfatterne
næppe magter.
Opgaven er dog ikke så kolossal som man kunne
forestille sig! I Sverige og i andre lande – er
typehuset en ældgammel opfindelse! Man
prøvede sig frem til modeller, der opfyldte et
givent funktionsbehov, havde et lavt materiale
forbrug og andre fordele. Bygmestrene lærte at
bygge netop disse modeller, som derfor blev helt
dominerende.
Side 6 af 52

Men en lille smagsprøve er på sin plads og
overskuelig netop fordi, der i virkeligheden er så
relativt få grundtyper.
Men vigtigst er, at det mange gange letter
forståelsen af den nuværende planløsning
inklusiv identifikationen af de om‐ og
tilbygninger, der mere eller mindre
hensigtsmæssigt måtte være foretaget.
Vigtigere er det, at når man kender ”sjælen i
huset” i form af den oprindelige konstruktion, har
man en fornemmelse af hvad der er de bærende
vægge, hvor der formentligt ligger et ”ufjerneligt”
ildstedsfundament under gulvet og lignende. En
uvurderlig viden hvis eller når man ønsker at
tilpasse husets funktion til nutidens behov.
”Enrumsstugan” og ”enkelstugan” adskiller sig
fra hinanden gennem anvendelsen af de rum, der
er udover selve stuen.
”Enrumsstugan” svarer til et mindre havehus
uden vinduer, hvor røg fra en evt. opvarmning går
gennem lyre i taget. Eventuelle andre rum er
opført endnu mere primitivt end hovedrummet.
”Enkelstugan” er oftest af størrelse svarende til et
meget lille sommerhus, op til fx 5x8 m, og ofte
med et lavt men brugbart loftsrum.
Ganske mange ”torp” er eller var oprindeligt
”enkelstugar”. Madlavningen foregik i det store
rum, hvor alle også sov – og havde sarte dyr om
vinteren. På trods af den meget beskedne plads
var kammeret ofte ganske lidt benyttet og ikke
fast opvarmet – det var tilløbet til
finstue/gæsterum.
Bemærk at ildstedet i køkken/stue samt kammer
ofte er placeret op mod facaden!
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
I Götaland er det almindeligt at ”entelstugan” fik
indrettet separat køkken.
Hvis ”enkelstugan” har indgang til det store rum,
og dermed et større kammer, kaldes den for en
”sidokammerstuga” ellerr ”tvåkammarstuga”.
Denne type er almindelig i grænseegnene mod
Norge.
”Enrumsstugan” ser vi i vore dage som udhuse og
moderne ”friggeboder”.
Skitse af "enrumsstuga" med dør i gavl eller
facade.
Skitse af "Enkelstuga" med dør i facade. Som i
øvrige skitser er evt. vindfang o.l. birum udeladt.
Side 7 af 52

”Parstugan” er sammen med den nedenstående
”framkammarstuga” de 2 næste trin op ad
rangstigen, når midlerne rakte til mere plads.
”Enkelstugan” blev forlænget med endnu en stue
modsat den oprindelige. Samtidig fik man så to
skorstene. Nu benyttes kammeret, men til
gengæld bliver den ene stue til finstue.
Ofte var husene opført med anvendelig tagetage
eller i to fulde etager. I sidstnævnte tilfælde
flyttedes finstuen ofte herop og blev til et næsten
sal‐lignende rum, ligesom huset fik en statelig
karakter.
Parstuga
En udbygget ”parstuga” med udnyttet tagetage,
måske endda ”halvvåning” (høje facader med
lavtsiddende vinduer) eller endda i to fulde
etager, kan være meget smukke og
velanvendelige huse ved behov for ganske meget
plads.
I ”framkammarstugan” ses ”enkelstugan”
forlænget med et eller to ekstra rum – og en
ekstra skorsten. Med lidt udhuse bygget op af
huset begynder konstruktionen at fylde noget
mere.
I andre, ofte nyere udgaver, er der indskudt en
”skive” med forstue og bagved liggende køkken.
Loft er oftest udnyttet og måske er huset opført
som ”halvvåning”, hvor facaderne blev ført 1‐1½
m op over etageadskillelsen.
Framkammmarstuga
De større længehuse som vi især møder i Skåne (i
bindingsværk) eller i Halland (i træ) blev typisk
opført som gentagne, ofte spejlsvendte kopier af
”parstugar” og/eller ”framkammerstugar”.
Hallandsk længehus
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Grunden til længehusets popularitet i disse egne
beror på, at her var træfattigt i store dele af
historisk tid. Det var vanskeligt at anskaffe de
nødvendige lange, kraftige bjælker til spær og
loftsbjælker ved større husdybder.
Side 8 af 52

”Dubbelkammarstugan” er endnu en variant af
de større huse – almindelig i det nordlige
Götaland og Småland. Karakteristisk er det
centrale, separate køkken. Igen ofte i 1½ eller 2
etager.
Dubbelkammarstuga
”Salsbyggnad” eller ”seksdelad plan” er et hus
som mange kender som hovedbygningen i den
velstående bondegård. Brukpatronens hus,
præstegården og igen i vor tid, som det lidt
palæagtige enfamiliehus, der ofte suppleres med
symmetriske sidebygninger. Udefra domineres
indtrykket af den store gavltrekant (”frontespis”)
midt på facaden ofte på begge facader. Omkring
århundredeskiftet tilkom en midterkarnap eller
stor forstue, der fortsatte op i balkon foran
galvtrekanten, ofte udsmykket med snickarglädje.
Bygningstypen er
kendt fra 1700‐
tallet og lever i
bedste velgående.
Der er én eller to
etager og hvis kun
der er én fuld
etage er tagetagen
næsten altid udnyttet.
Planløsningen er karakteriseret af den store,
centrale ”sal” som ofte åbner sig mod en
velanlagt have.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Salsbyggnad eller seksdelad plan
Seksdelad hus ‐ af de store ‐ her er væg‐ og tagbeklædning
samt malig i sin tid valgt bland det bedste det kunne fås.
Disse huse er naturligvis beklædt ”dyrt” med
høvlede brædder, oliemalet og ”färgsat” – dvs.
malet i to eller tre udvalgte farver, der helst er
forskellige fra de nærmest liggende huse.
”Villaplanen” er den mest dominerende
planløsning, både på landet og i forstæderne fra
omkr. 1900 og op til 1960. Den er anvendt til
både småhuse og til nyere beboelsesbygninger på
landbrug, da man nåede til tiden, hvor man
hverken havde ansatte boende eller mange børn.
Side 9 af 52

Korsform, fyr‐delad eller "villa"‐formen.
”Villaen” er ofte opført som ”Plankehus” og ikke
som ”timmarhus” (se nedenfor under Stommen).
Karakteristisk er opdeling i fire næsten lige store
rum, idet den ene delevæg ofte er lidt forskudt
for at få større stuer. Herved vil skorstenen skulle
hælde på loftsrummet, for at ramme
tagrygningen. Skorstenen er normalt med flere
rør, der betjener de forskellige ovne, gruekedlen i
kælderen og komfuret. Desuden er der normalt
et rør, der fungerer som aftrækskanal fra
køkkenet. De to birum, køkken og entre ‐ kan fra
begyndelse være underopdelt i f.eks. bryggers og
en bagindgang og evt. indvendigt toilet.
Der er normalt kælder, i hvert fald under
halvdelen af huset. Loftsetagen er normalt helt
eller delvist indrettet til beboelse.
Dette afsnit bygger i høj grad på ”Så renoveras
Torp och Gårdar”, O Hidemark et al.(se Bøger ),
brochuren "Svensk byggnadskultur, värd att
vårda!" (findes på svensk, dansk og tysk – kan fås
fra mange sydsvenske Länsstyrelser, eller læses i
netversion her: www.alebo.se/kultur/ ),
Kulturmiljövårdens bebyggelseregister –
inventeringshandbok,
www.raa.se/publicerat/9172091290.pdf (BD)
Husets udtryk
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Som et eksempel på, hvad der tænkes på, så
forestil dig:
‐ en ubehandlet eller tjæret hytte i kraftigt
håndtilhugger tømmer,
‐ et bræddebeklædt rødfarvet torp,
‐ et hus malet i gul oliemaling, med udsavede
ornamenter, vinduer og døre i farver, der
spiller op til vægfarven, og endelig måske
‐ et eternitbeklædt hus.
Nu er vægmaterialet og farven beskrevet – intet
andet ‐ alligevel er jeg sikker på, at du allerede
har set husene for dit indre blik:
‐ det lille lave bjælkehus, måske med græs på
taget, næsten en norsk ”sæterhytte”,
‐ det klassiske torp – mon ikke det du så for dig,
havde hvide hjørner og vinduer – sprosser i
vinduerne og måske en lille forstuekvist – og
hvis rigtig fint en dobbeltdør?
‐ det malede hus var nok symmetrisk om
midten, der var sikkert en central, stor
gavlkvist (med frontispiece (”frontespis” på
svensk) og var næsten en lille herregård eller i
det mindste ”brukspatronens” hus.
‐ og eternit huset var nok et på alle måder
anonymt, og i mere eller en forstand gråt hus
fra 1930’erne, beliggende i en lille by, lidt
dårligt vedligeholdt og med nogle knækkede
eternit plader og andre der var misfarvede af
sort skimmelsvamp. Med egentlig et rart hus,
”hvis ikke det var så grimt”.
Hvis jeg ikke har ramt helt ved siden af, kan du
tænke over, hvorfor huse i et givet land ligger så
fast i deres udtryk, at vi bare skal have væg‐
materialet beskrevet for at se det hele for os.
Side 10 af 52

Og næste trin er så at overveje om vi skulle
stræbe efter at lade denne sammenhæng mellem
materialer, husform og planløsning – husets
”udtryk” – overleve den renovering vi vil
påbegynde?
Måske er det bedre at få lys i tagetagen ved hjælp
af Velux‐vinduer end ved at sætte kviste på?
Måske skal vi afrense eternit pladerne, med
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
besvær få anskaffet erstatninger for de knækkede
og male hele huset hvidt, eller i en flot grå farve?
For måske vil huset efter beklædning med røde
brædder bare ligne ”et eternithus, der har fået
røde brædder på og sprosser på vinduerne”?
Måske…
Side 11 af 52

Fundamentet / ”Grunden”
Mullbänk
Den simpleste (og formentlig også den ældste)
form for ”fundament” er den såkaldte
”mullbänk”, hvor man lagde ”syllen” direkte på
jorden, på mindre marksten eller på et lag sand.
På indersiden tætnede man med jord, tørv eller
ler. Denne konstruktion forhindrer ofte
udluftning og kan i mange tilfælde forårsage
skimmel, råd‐ og svampeangreb, såfremt man
ikke sørger for udluftning! Især hvis der på
bræddegulvet er lagt et fugtstandsende lag (vinyl
eller linoleum) er faren stor for råd.
Det er svært at vide, hvor almindelig mullbänk‐
grunden har været, da den ofte er udskiftet med
andre konstruktioner – eller de pågældende huse
er gået til. (KT & CT)
Bjälklag på mark
Parallelt med Mullbänken havde man en lidt
ejendommelig konstruktion, hvor knuterne
hvilede på sten som i torparegrunden (nedenfor),
mens gulvbrædderne lå på en bjælkeramme, der
ikke var fast forankret i resten at huset. Disse
bjælker og gulvet kunne så udskiftes, med større
ellen mindre besvær, når de rådnede. (BD)
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/oli
ka‐typer‐av‐grundlaggning/
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Torparegrund
Det mest almindelige fundament i ældre huse af
liggende tømmer er opbygget således, at man har
lagt den nederste bjælke (”syllen”) på relativt
store marksten i husets hjørner, under
”knuderne”. Hjørnestenene kunne stables i op til
en meters højde. Hvor der ellers på husfacaderne
forefindes knuder, der binder indervægge fast i
facaden, hviler også disse på bærende
kampesten. I princippet kender vi i moderne tid
konstruktionen i huse, der hviler på
betonplinter/sokkelsten.
I kuperet terræn kunne hjørnestenene bestå af
deciderede stenstolper (eller sågar træstolper).
For at tætne mod træk stablede man imellem
hjørnestenene mindre sten med fladen udad.
Mellemrummene mellem stenene tætnedes med
kalkmørtel eller kalket ler.
Bemærk, at disse sten ikke er bærende!
Denne enkle konstruktion finder man som regel
både under tømmerhuse og bindingsværkshuse
samt bulhuse.
I anden halvdel af 1800‐årene udførtes
fundamentet ofte med tilhugne kampestens‐
kvadre i lighed med, hvad der førhen var tilfældet
på herregårde og højerestandsbyggeri i
købstæderne (”kallmur”).
Herved kom man gradvist over til et
randfundament (se nedenfor), hvor hele facaden
og gavlen støtter på fundamentet.
Da man begyndte at bygge kældre under husene i
stedet for de fritstående jordkældre, var det
nødvendigt at forstærke fundamenterne og gøre
dem tykkere, således at man kunne holde til
jordtrykket. Indvendigt blev disse ofte, for at
holde dem tætte, pudsede med en fed lervælling,
som kunne kalkes. (KT & CT)
Side 12 af 52

Til tider er renovering af torparegrunden ikke den mest presserende opgave!
Problemer med torparegrund
Men et fundament, der er en torparegrund har
man en stor risiko for at møde ét af to problemer:
‐ fugt i huset, eller værre i gulvkonstruktionen
‐ træk eller kolde gulve
Det besværlige er, at afhjælpning af det ene
problem ofte fører til, at det andet opstår!
Den ideelle udførelse, der ikke garantere at man
ikke har nogen problemer, men som reducerer
risikoen, består af mange elementer:
Husets placering bør være ”på toppen af bakken”
frem for i lavningen. Det kan vi selvfølgelig ikke
ændre, men man skal ganske simpelt undgå
grundvand (eller vandlidende jord) under huset.
Hvis huset ligger på en skråning, hvor der er
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
gravet lidt jord væk bagved huset, som er brugt
som opfyld under facaden, (der er konstrueret en
”terrasse” i skråningen) er der større risiko for at
grundvandet et tæt på overfladen ved bagsiden
af huset. Et dræn udenfor huset på bagsiden kan
her være nyttigt til at reducere fugtproblemer.
Terrænet lige omkring huset bør ligge lidt lavere
end jorden under huset – bare 10‐20 cm. Huset
bør således egentlig stå på en lille forhøjning,
således at regnvand omkring huset løber væk fra
huset frem for ind under huset. Således har det
sikkert set ud ved opførelsen, men ofte hæves
jordoverfladen omkring huse med tiden af
planternes rødder (og affald).
Side 13 af 52

Der bør i øvrigt ikke være tæt plantevækst
omkring fundamentet – der skal kunne komme
luft til kampestens væggene.
Jorden under huset skal helst være drænende og
”kapillarbrydende”: lecanødder, skærver, sigtet
grus (ikke stabilgrus eller grus, der hedder noget
med ”nul” – altså ikke 0‐4 mm eller 0‐8 mm, men
gerne f.eks. 4‐8 mm). ”Makadam” (ret fint knust
”bjerg”) eller ral er også fornemt. Jorden skal
ganske simpelt ikke kunne trække flydende vand
op til overfladen. Hvis det, der nu engang er
under huset, fungerer fint, så lad være med at
gøre noget. Men har man fugtproblemer er en
udskiftning af de øverste 10‐20 cm ”god
muldjord” med groft grus eller lecanødder – samt
måske en dampspærre (kraftig plastfolie) nede på
jordoverfladen måske løsningen.
Rummet under huset bør i øvrigt ikke benyttes til
oplag i større stil, hvis der er fugtproblemer.
Udfyldningsvæggen af kampesten mellem de
bærende sten må hellere mangle end være en
flot, tæt fuget kampestensmur med få eller ingen
udluftningshuller. Det er væsentligt at få fugt væk
fra rummet under huset – isoleringen foretages
bedst oppe i gulvkonstruktionen.
Nu er der heldigvis masser af huse med
torparegrund, der fungerer perfekt. Jorden under
huset er knastør, og det trækker ikke fra gulvet.
Det er godt – pas på konstruktionen og tænk dig
rigtig godt om, før du ændrer noget, for ofte er
balancen hårfin.
Som eksempel: Kampestenene i udfyldnings‐
muren ligger lidt grimt, og der er faldet mørtel ud
– man murer op igen med en alm. bastardmørten
(en KC‐mørtel), fuger flot, maler måske smukke
fuger med lidt hvid cementfarve. Huset er lige til
forsiden af ”Gård och Torp”
Et par år efter opdager man desværre, at der er
et par gulvbjælker, der i enden der vender mod
nord, der er lidt smårådne! Så galt går det
normalt ikke, men risikoen er reel! (BD)
(se i øvrigt afsnittet om gulve og især afsnittet om
isolering mod fugt).
Rustbädd – et vådt fundament
Hvor man ønskede at bygge på våd og blød
grund, måtte men gå anderledes til værks. Man
konstruerede en ”kasse” af bjælker, eller flettede
grene eller ris og fyldte dem op med sten eller
jord. Ovenpå dette byggedes huset.
For at sikre, at konstruktionen havde en fornuftig
holdbarhed, måtte grundvandet til stadighed
dække ”rustbädd” kassen, der ellers ville rådne
meget hurtigt. Relativt få af disse konstruktioner
overlever i mange år, fordi de ofte på et eller
andet tidspunkt bliver tørre og rådner – enten på
grund af naturens luner eller fordi man af
uvidenhed dræner ”sumpen”. (BD)
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/oli
ka‐typer‐av‐grundlaggning/
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
”Krypgrund”/krybekælder
I svensk sammenhæng tænker man
krybekælderen som en – mere moderne udgave –
af torparegrunden, selvom en krybekælder bør
være så ny, at bygmesteren var klar over
fugt/isolerings/ventilations‐problematikken. (BD)
(se afsnittet om gulve og især afsnittet om
isolering mod fugt).
Side 14 af 52

Randfundament
Det murede (kampesten, lecablokke eller alt
muligt andet) og det støbte betonfundament er
nødvendigt til stenhuset og er udbredt i nyere
træhuse.
For stenhuset gælder, at murværket skal
understøttes langs hele facaden og gavlene. For
træhuset er dette hensigtsmæssigt når man
ønsker at have en god kælder.
Det kan være svært umiddelbart at se om man
har en torpare‐grund hvor udfyldningsmuren blot
er udført meget omhyggeligt, eller om man har et
egentlig stenfundament. Ved stenfundamentet
og i støbte fundamenter er der tradition for at
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
anbringe eller indstøbe store sten ved hjørnerne,
hvilket gør det endnu sværere at se forskel.
For randfundamenter kan man med fordel søge
råd i Danmark og i dansk litteratur. (BD)
Der henvises generelt til bl.a.:
”Så renoveras gård och torp”,
Göran Gudmundsson, ”TIPS OCH RÅD OM
BYGGNADSVÅRD”,
Roger Lindbom och Vicki Wenander, ”FRÅGER
OCH SVAR OM BYGGNADSVÅRD”, og
Sören Thurell, ”Vårda och renovera trähus”. (KT &
CT)
Side 15 af 52

De bærende vægge /
”Stommen”
Tømmer‐ og trækonstruktioner
Stommen er et ord, der er svært at oversætte til
dansk – vel nærmest stativ eller skelet, men for et
hus betegner det den bærende del af
konstruktionen – i modsætning til evt. udvendig
og indvendig beklædning.
Ofte vil man jo tænke på ”timmarhuset”
(”blokhuset” af stablede, liggende bjælker) som
det ”ægte” gammeldags svenske træhus. I
virkeligheden skulle konstruktionen med
skiftesverk (på dansk bulvægge) være langt
ældre. I skiftesverk rejser man nogle lodrette
bjælker (”ständere”) med en udhugget notgang i
siden og skyder så vandrette, ”brædder” (groft
tilhugne halvtømmerplanker) ind oppefra – og
afslutter med en vandret bjælke på toppen, der
samtidig bliver tagrem. Se skitsen – hvor det kun
er ½ felt, der er udfyldt med brædder, så man
forhåbentlig kan se idéen.
Skitse af ”Skiftesverk” (dansk:
bulvæg).
Denne konstruktion er efter sigende brugt fra
jernalderen og helt frem til nutiden – mest hvor
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
der er løvtræ (eg eller bøg). Husene er sjældne i
Danmark, og findes nu i Sverige mest i stalde og
udhuse og i gamle ”ryggåsstugar” og kan være
fantastisk smukke, når de står ubeklædte
(udvendigt og/eller indvendigt). Hallandsgården
på Frilandmuseet (her i Danmark) er delvist
opbygget med
bulvægge/skifte
sverk.
Skiftesverk i hus,
hvor tømmeret i
øvrigt er
knutsamlet i
hjørner – et
hybridhus (?). Kafé
Brooktorpsgården,
Kyrkogatan 12,
Halmstad
Timmerhuset er, som nævnt, nok hvad de fleste
af os forbinder med et ”gammelt, svensk
træhus”. Det består af mere eller mindre tilhugne
bjælker (eller blot afbarkede stammer), får
borthugget halvdelen af materialet tæt på
enderne og stables vandret med de udhugne
ender låst ind i hinanden i ”knutar” (knuder) på
normal tømmerhusmanér – eller eventuelt som
”svalehaler” (”laxsvanser, laxknutar, slätknutar”).
Se også billeder på næste side. Også skillevægge
opbygges på samme måde og flettes ind i
ydervæggene. Faktisk skal der helst være en
tværgående indervæg for hver 4‐6 m for
stabilitetens skyld, hvilket kan være et
indretningsmæssigt problem. Træet er næsten
altid nåletræ.
Side 16 af 52

Oprindelig var tømmerhusene uden beklædning –
og heller ikke malede – rødfarven var ikke
opfundet.
De timmerhuse, der stadig eksisterer, er trods alt
så nye, at de ofte oprindelig har været beklædt
med lodrette – senere vandrette – panelbrædder.
Eller de er blevet det på et tidspunkt. Man
beklædte aldrig huset før efter 1‐2 år, fordi
tømmeret skulle sætte sig først. Derfor fik de ofte
en gang rødfarve fra begyndelsen, og man finder
– når beklædning tages af – at tømmeret er rødt
og tror derfor fejlagtigt, at de oprindelig har
været beregnet på at stå uden beklædning.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Timmerhuset er det (eneste) sted, hvor
”brädklädda knutar” (de – evt. hvide – hjørner) i
virkeligheden hører til – men mere om det lidt
senere.
Du kan læse lidt mere om denne type huse og
deres reparation på
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/ti
mmerstomme‐historik/
Knuttimrad hus uden beklædning og knutkasser.
Bemærk enderne af en indervæg/tværvæg over
porten. Hvor er det et smukt hus – men hvor må
der være mørkt indendørs.
Side 17 af 52

2 typer knutar, hhv ”Sexkantskallar (och en avbruten hals som visar dubbelkatten)” og ”laxknutar eller slätknutar”, Begge fra
Dalarne. Kilde: Taxelson, Wikimedia Commons
En noget nyere type træhus er ”resvirkehuset”.
Det er både i familie med skiftesverket og det
efterfølgende plankehus. Vandret ”syll” bjælke i
bunden med notgang. Heri rejses lodrette,
etagehøje planker med fer i begge ender og
øverst afsluttes med en tagrem, der har notgang
på undersiden. Der sættes ”hörnjärn” (smedede
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
beslag) på hjørnerne for at holde sammen på det
hele. Fra 1700‐tallet, almindelig 1800‐1920.
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/st
aende‐timmer‐resvirke‐historik/
Plankehuset (med Plankstomme) består af 2‐3
tommer tykke (maskinfremstillede) bjælker med
Side 18 af 52

fer og not (”spontad”). De rejses lodret, med
hjørnebjælker, fod og tagrem o.s.v. Hele husets
(underetage) bliver reelt en trækasse med 5‐8 cm
tykt træ. Huset er altid beklædt. Er den helt
dominerede byggemetode til enfamiliehuse og
lansbugdens huse i sidste del at perioden 1900‐
1950.
Og så er der endelig regelhuset/stolpeverkshuset
– sådan som så mange huse – også tilsyneladende
murede – er opbygget: Et ”gitterværk” af
bjælker/reglar, der enten udfyldes mellem
bjælkerne, så man får et ægte
bindingsværkshus/korsvirkeshus eller som
beklædes med brædder, eternit, skiffer (i f.eks.
Harzen), clapboards (i USA), stålplader,
skalmur…..kun fantasien sætter grænser. Ældre
huse er typisk med færre, kraftige bjælker og
nyere med mange, ganske spinkle ”pinde”. Især
fra ca. 1800 tallet og frem til i dag. (BD)
Knutarne – de hvide hjørner kan du læse om her.
Til tider har jeg hørt diskussionen om hvilken
form for træhus, der er bedst?
Min indstilling er ”ingen” – alle har fordele og
ulemper.
Tømmerhuset og skiftesverket har en del
isolering indbygget i det tykke træ, til gengæld er
yderligere isolering noget, man skal være endog
meget påpasselig med. Uden beklædning kan
husene være meget utætte, næsten uanset hvor
godt der kalfatres ”stoppes” mellem bjælkerne.
Konstruktionerne er ”fleksible”, hvilket både er
godt og skidt – husene ændre dimension gennem
hele levetiden, men selvfølgelig især de første år.
Grundlæggende er tømmerhuset en stærk
konstruktion, hvis der er tværvægge nok.
Desværre risikerer enhver ændring, som f.eks. et
nyt eller flyttet vindue eller en dør at svække
konstruktionen.
Plankehuset deler mange af egenskaberne for
ovennævnte, selvom husets dimensions‐
ændringer er mere begrænsede.
Regelhuset – der i praksis er tæt på de mange
moderne skalmurede huse – er en nyere
konstruktion og svarer derfor bedre til vore dages
krav; det er lettere at isolere uden at gøre skade.
Ligeledes er ombygninger lettere at håndtere. Til
gengæld er al charmen fra det ”evigt” levende
tømmer gået fløjten.
(Bindingsværk/”Korsvirke”)
Ved reparation: søg oplysninger i Danmark!
(f.eks. ”Raadvad”), her er der langt mere viden
end i Sverige!
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Reparation af stommen
Det altoverskyggende problem med træhuse er,
at de kan rådne. Typisk vil det være den nederste
bjælke, syll‐balken, der har være for dårligt
beskyttet.
Det heldige er, at træhuse grundlæggende er
fleksible. Derfor kan de løftes lidt og
understøttes, mens man udskifter syll‐bjælken.
Hvis man husker, at skorstenen samt døre og
vinduer ikke er fleksible, så kan huset løftes med
nogle billige donkrafte fra f.eks. Biltema. Med
andre ord: åbn døre og vinduer, vær sikker på. at
der ikke er (opstået en) fast forbindelse mellem
træværk (gulv og lofter) og skorstenen.
Det er en noget vanskeligere operation end
opretning af et hus, hvor ”torparegrunden” er
sunket, fordi man skal ”skille huset ad” – dvs. få
Side 19 af 52

syll‐bjælken eller en del af den frigjort, at erstatte
den og så endelig sænke huset på plads.
Der er masser af svenske håndværkere, som
klarer denne operation rent rutinemæssigt.
En anden reparation, eller rettere ændring, er at
man ønsker at flytte eller etablere nye vinduer
eller døråbninger.
Her skal man for alle de ”massive” træhuse
erindre at hele væggen er en del af den bærende
konstruktion. Så hver gang, man tilføjer et nyt hul
– også selvom man ”lapper” et andet, så svækker
man huset. Specielt for Timmarhusets
vedkommende, skal man notere, at der er en del
indvendige tværvægge, som er væsentlige for
husets afstivning. (BD)
(Tegl og stenhuse)
(Bjælkelagene)
Tag og spær / ”Tak ock takstol”
Vedr. tagBEKLÆDNINGEN (tegl osv) se under
Tagbelægning og regnvandsafløb.
Hvis man kaster et blik på tagene på svenske
småhuse, vil man hurtigt se, at der er forskelle i
forhold til de danske. Ikke blot er blik en langt
mere udbredt tagbelægning end i Danmark, med
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
en tilsvarende mindre forekomst af tegl, men
også taghældninger og tagprofiler er anderledes.
Endelig ser man næsten ingen af vore elskede
store tagvinduer (”Velux”‐vinduer), men et
enormt antal – mere eller mindre – harmoniske
kviste.
Spærtyper
Noget af det første, vi i familien hørte om, da vi
fik hus i Sverige, var, at der i nærheden lå en
”ryggåsstuga” (Vippentorpet). Det anede vi ikke,
hvad var, men det blev altid udtalt med dyb
ærefrygt og veneration i stemmen, så det måtte
jo være noget ganske særligt! Og da vi samtidig
glædede os over, at det hus, vi havde købt havde
hanebåndsspær med flot ståhøjde, så det var let
at indrette tagetagen – og da den tømrer, der
skulle lave noget af det grove med tagetagen hele
tiden spurgte, om der skulle være stödbensvägg ‐
og da jeg helst ikke igen ville gøre mig mere til
grin overfor håndværkerne (efter at have kaldt en
el‐dosa til montering af stikkontakt for en ”el‐
burk”) ‐ så endte det altså med, at jeg prøvede at
finde ud af lidt mere om alt det her, der har noget
med tagkonstruktion at gøre.
Det blev for mig indgangen til det store,
spændende emne, der kan kaldes ”svensk
bygningstradition”.(BD)
Hvis man skal bygge et lille udhustag, kan man
mange gange lægge det direkte af f.eks. brædder
med fer og not eller af (vandfast) krydsfiner og
dække med tagpap.
Det grundlæggend eprobelm ved konstruktion af
et tag er at finde en passende – tæt –
tagbelægning.
Men ligeså snart et tag ikke har ensidig hældning,
skal det ikke være ret stort eller ret stejlt, før man
Side 20 af 52

må tænke på problemet med at overføre vægt og
vindtryk til husets konstruktion uden at trykke
væggene ud.
Hverken opgaven med at skaffe en tæt belægning
eller den opgaven med at overføre kræfterne til
væggene er triviel – når man ser på det enorme
udvalg af, ofte noget sære, materialer, der både i
Norden og rundt om i verden har været anvendt
til tagbeklædning, bliver man klar over, at et tæt
tag er noget svært opnåeligt. Og det andet
problem med at overføre kræfterne er ikke en
helt simpel statisk opgave, ‐tænk på hvor ofte vi
selv i vore dage hører om tage, der kollapser.
Den tagkonstruktion, man som dansker nok
undres mest over i Sverige, er den ovenfor
nævnte ”ryggås” konstruktion.
Her har man opgivet – eller endnu ikke tænkt på
at lade facaderne optage kræfterne fra taget,
men anvender i stedet gavlene til at bære.
Ryggåsstuga – i øvrigt i høj grad i ”skiftesverk”.
Vippentorpet ved Ysby, Halland.
Det er en lidt ejendommelig konstruktion – man
anbringer en kæmpe bjælke fra den ene gavlspids
til den anden – i de ældste huse bare en afbarket
træstamme. Denne kaldes ”ryggåsen”,
”kroppåsen” eller ”mittåsen”. Halvt nede ad
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
tagsiden lægges på hver side eventuelt to
”sidoåsar” (med mindre der er tale om et lille hus
– som i Vippentorpet). Der er normalt ikke nogen
egentlig tagrem eller murrem (bjælke øverst på
facaderne) – men da det er i bjælkehuse, at
åskonstruktionerne oftest findes, så fungerer den
øverste bjælke i væggen egentlig bare som
tagrem.
Det er så det hele – resten er bestemt af
tækningsmaterialet, idet selve tagbeklædningen
enten lægges direkte ned fra ryggåsen (flækkede
mindre stammer eller brædder), eller der lægges
et simpelt rafte‐ eller lægteværk op til f.eks et
spån‐ eller halmtag, eller der bygges et helt
tørvetag op.
Konstruktionen er som nævnt karakteristisk
derved, at det er husets gavle og ikke facaderne,
der bærer taget. Yderligere skal åsene være
meget kraftige (med mindre huset er meget kort)
for dels at kunne bære taget, dels for ikke at bøje
ned. I Vippentorpet er åsen faktisk flækket. Som
man ser på billedet, ender man typisk med
ganske korte huse (det er kun det midterste af de
tre huse på billedet, der er et ryggåshus), men
med relativt pæn husdybde. De nødvendige,
kraftige gavle er stærkt sammenhørende med
bjælkehusene – for andre huse bliver det meget
vanskeligt at aflaste hele tagets vægt i de 2 gange
3 eller 5 punkter højt over jorden, hvor åsene
hviler på gavlene.
Konstruktionen HAR været kendt i Danmark
under navnet åshuse – men formentlig ikke
meget udbredt i nyere tid. Man ser dog
konstruktionen i nogle værkstedshaller. En fidus
her er, at evt. taljer (kraner) kan løbe under
åsene.
Side 21 af 52

Vi har i Danmark nok typisk manglet de store
træstammer, og vi har ikke haft huse med så
stærke gavle, at de kunne bære.
Der fandtes dog noget i nogle egne af Danmark,
der kaldes sulehuse, hvor man har en
åskonstruktion, men hvor én eller flere (ofte langt
spinklere) åse støttes hen gennem huset af
lodrette søjler (sulerne). Lidt i samme familie er
herregårdslader, bygget som højrem‐tage, hvor et
spærtag (i midten) kombineres med en såkaldt
højrem (det der i Sverige hedder sidoås), der i
funktion erstatter tagremmen, men som ligger et
pænt stykke indenfor facadevæggene .
Højremmene hviler på lodrette bjælker (søjler) til
gulv ved hvert spær. Man får på den måde en
slags tre‐skibet konstruktion. Det er i øvrigt en
konstruktion, der fra udgravninger er kendt helt
tilbage fra oldtiden i Danmark – det kan ses af
stolpehullerne fra søjlerne.
Jeg er sikker på, at konstruktionen nok også skal
findes i Sverige, fordi den er så velegnet til store
haller – herregårdslader – som får at stort frit
gulvområde. (BD)
Ryggåskonstruktionen – eller
”sulekonstruktionen” – kan føres tilbage til (i
hvert fald) jernalder/vikingetid – både i Sverige og
Danmark. Man lagde ryggåsen henover lodrette,
nedgravede træstammer, der foroven endte i en
tveje (en ”sule”) midt i langhuset. Spærene (der
var relativt spinkle) hang ned fra ryggåsen og
hvilede på tagremmen. (CT)
Alternativet til åskonstruktionen er de velkendte
spærtage, hvor tagets vægt alene overføres til
husets facader og evt. bærende indervægge.
Facaderne forsynes med en tagrem (langsgående
bjælke) øverst på væggen.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Spærene skal sikres mod udskridning og
nedbøjning, hvilket selv ved mere end ganske
små husdybder kræver, at der tilføjes yderligere
konstruktioner, hvis ikke spærene skal være
ekstremt kraftige: et gitterværk eller hanebånd
og stødben, samt at spærene låses til tagremmen
(langsgående bjælke øverst på facaderne) og
endelig at remmene i de to facader låses sammen
af bjælker under loftsgulvet.
Der findes flere typer spær. I Sverige er både
nogle af typerne og navnene ret forskellige fra de
danske.
- ”Svensk takstol” og ”ramverkstakstol” er
begge et spær med en højtsiddende
hanebjælke og (oftest) med stödben (lodrette
bjælker) i siderne – evt. med en skrå bjælke
mellem stødben og spærside. ”Svensk takstol”
er uden en bjælke i ”bunden” idet spæret
fæstes til vindsbjälklaget (bjælkerne der
bærer loftsgulvet) eller tagrem’en (bjælken
der løber på langs øverst på facaden.
Disse typer af spær giver gode muligheder for
at udnytte loftsrummet.
Svensk takstol, den sorte linje viser vindsbjälken. Bemærk
stödben og
højtsiddende hane‐
bjælke.
Side 22 af 52

Ramverkstakstol.
Her er den
vandrette bjælke
en integreret del
af spæret.
- ”Fackverkstakstol” (eller bare ”Fackverk”)
svarer til det danske gitterspær. ”A‐takstol” er
en variation heraf., hvor den vandrette bjælke
sidder noget over gulvniveau.
Fackverk (gitterspær),
her med lav
taghældning.
Nedenunder A‐takstol
Gitterspær er
blevet meget udbredt i Danmark, især til huse
med relativt flade tage. Fordelen er, at man kan
fremstille ”gitteret” af temmelig spinkelt og
dermed billigt træ (brædder). Til gengæld bliver
tagetagen ikke meget anvendelig til andet end
opmagasinering af julepynt.
I Sverige synes hanebåndsspær (Svensk ”takstol”)
at være (forblevet) langt mere udbredt end i
Danmark – og heldigvis ofte med højtsiddende
hanebånd (så man kan gå under det uden at slå
hovedet). Hanebåndet skal ideelt set sidde i en
højde, hvor det påvirkes af trykkræfter – dvs.hvor
tagbelægningens vægt trykker de 2 tagsider mod
hinanden. Til gengæld skal spærene nederst
”låses” til tagremmen og tagremmene låses til
hverandre af gulvbjælkerne, således at trækket
optages her.
På denne måde forhindrer man ”bedst og billigst”
tendensen til, at tagets (og sneens) vægt trykker
det fladt.
Tømmerhusene (de ”knuttimrade” –
”blokhusene”, hvor bjælkerne er låst i hjørnerne)
levede længe, blandt andet fordi de fundamentalt
set er gode konstruktioner m.h.t. tagkonstruktion
– uanset om man valgte ryggås eller
spærkonstruktioner. Husets vægge danner en
meget stabil ramme, som både kan optage et
stort lodret tryk (vægten af taget) og en betydelig
sideværts påvirkning (hvis spærkonstruktionen
var primitiv), så længe fletningen i knuterna er
foretaget omhyggeligt. Funktionen er forstærket
af, at gulvbjælkerne i tagetagen ”binder” facade
væggene sammen – det samme kan man relativt
simpelt opnå med bindingsværk, hvorimod
murede huse har problemer med at optage det
sideværts tryk fra spærene.
Og så er der jo endelig det dejlige forhold med de
tømmerhuse vi har i dag, at det kun er de gode,
velkonstruerede huse, der står tilbage. De huse,
der blev bygget af inkompetente håndværkere
eller som var plaget af byggesjusk, har ganske
simpelt ikke har overlevet til vore dage.
(BD)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Udnyttelse af tagetage – tagprofiler
Det har formentlig til alle tider været et ønske at
kunne udnytte tagetagen bedre – til opbevaring
eller beboelse.
En løsning er det, vi i Danmark kalder
trempeltage, hvor ydervæggene føres ca. 1‐1½
meter op over gulvniveau på øverste etage.
Denne konstruktion har med mellemrum været
Side 23 af 52

ugt i det 20.århundredes mere moderne
danske villaer og lidt tidligere i visse
landbrugsbygninger. I Sverige er konstruktionen
meget velkendt i de smukke, gamle gårde i f.eks.
Småland, hvor facaden er ca. 1½ etage høj – tæt
forsynet med lavtsiddende vinduer i det øverste
stykke facade – for man bruger jo ikke tagvinduer
i Sverige! Disse lavtsiddende vinduer er dog en
senere tilføjelse ved de ældste huse.
Og så er der mansardtagene, dvs. tage, hvor den
nederste del har en meget stejl taghældning (op
til et par meters højde) og den øverste del en
lavere (eller omtrent vandret) taghældning. Der
er således god loftshøjde i næsten hele
tagetagen. Tagene blev først benyttet (og højeste
mode) i 1600‐tallet, men er nok allerbedst kendt
fra etagehuse i Paris (og København og andre
storbyer) fra 1850 og frem, hvor formålet var
reelt at bygge lejlighedskomplekserne én etage
højere end reglerne tillod. Rummene bag
mansardtagene var i praksis en normal etage,
men ifølge byggereglerne var det ”bare” en
tagetage.
I Sverige er mansardtaget blevet anvendt på en
del lidt større huse (slotte og herregårde) i flere
perioder – og efterhånden også i mindre huse –
mange ombyggede fra andre tagtyper. Det kaldes
i Sverige ofte for ”brutet tak” og forskellen i
hældning mellem den stejle del og den øverste
del af taget er typisk noget mindre markant end i
de centraleuropæiske mansardtage.
Taget er så almindeligt i Sverige, at man, når man
ser det på billeder af mindre og middelstore
villaer, nok typisk vil forbinde det med netop
svensk byggeskik.
Det interessante er, at en del af disse tage ikke er
konstrueret med spær, men efter ryggås
princippet, idet man ”blot” anbringer sidoåsene
noget højere end ellers (og på store huse også
temmelig tæt på facaderne) – så der opstår et
”brutet tak” næsten af sig selv.
Hvor slottenes og storbyens mansardtage ofte er
forsynet med mange vinduer i den stejle del, er
de svenske villa‐mansardtage normalt uden
vinduer, men evt. med en stor – gavllignende –
kvist (dvs. med rygning i samme vandrette plan
som hovedtagets rygning). Denne totale mangel
på tagvinduer synes at være dybt indgroet i
svensk byggeskik – Sverige må være verdens
allerdårligste marked for Veluxvinduer. (BD)
Udnyttelse af tagetage
– husdybde og taghældning
Fordi de svenske huse som ovenfor nævnt ofte
har hanebåndsspær/”Svensk takstol” eller evt. er
med ryggås – eller måske endda med
mansardtag, så bliver tagetagen principielt let
anvendelig.
Men hvis der ikke netop er mansardtag, er der
desværre ofte et problem med manglende
husdybde og lav taghældning. Det regnes der lidt
på nedenfor. (BD)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Tagvinklen eller taghældningen
Danske tage var, indtil etplans typehusene slog
igennem, typisk relativt stejle (tagvinkel fra 45° til
60°) – det er en fordel for både tæthed og
Side 24 af 52

holdbarhed for såvel teglsten som stråtag – og så
er der jo traditionen.
Tagvinklen er vinklen mellem vandret og
tagfladen. 15° er et meget fladt tag og 60° er et
ganske stejlt tag.
I Sverige findes der derimod mange ‐ også ældre
huse ‐ med relativt lav taghældning (under 45°),
måske fordi stål‐ og zinkplader som tagmateriale
slog igennem så tidligt, måske fordi det var svært
at gøre tagbeklædningen ordentlig fast i de gamle
ryggås tage, hvis de var for stejle?
Svenske huse har en tendens til enten at være
store, massive, næsten kvadratiske i grundplan –
eller at være udprægede ”længer” med en yderst
beskeden husdybde.
Problemet med de beskedne husdybder er
velkendt fra danske bondehuse, men som nævnt
også ganske udbredt i store dele af Sverige.
Fænomenet skyldes bl.a. – hvor utroligt den end
lyder i dag – at store dele af Sydsverige (især
Skåne og Halland, samt Dalarne og Bergslagen)
har været ganske træfattige i de sidste
århundreder (helt op til 1930‐50). Det skyldtes
dels, at landbruget havde græsningsarealer og
marker over langt større områder end i dag. En
anden årsag var, at i tiden med de første
industrielle jernværker og støberier (1600‐1700
tallet) blev træ en mangelvare i f.eks. dele af
Småland og især i Dalarne/Bergslagen, fordi man
til jernudvindingen havde brug for umådelige
mængder trækul.
Man har specielt manglet de store og kraftige
bjælker til spær og især til ”vindbjälkelag” i et
dybt hus og i stedet bygget de, blandt andet for
Halland, så karakteristiske længehuse – altså
lange huse, der typisk kun er 4‐5 m dybe – og som
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
derfor hverken kræver kraftigt eller langt tømmer
nogetsteds.
Et hus med ringe husdybde kan være svært at
indrette allerede i stueplan. Det skyldes, at hvis
man, som det er normalt i dag, ønsker store rum,
bliver man tvunget til at lade rummene gå tværs
gennem huset. Det giver smukke ”gennemlyste”
rum, men det betyder også, at alle rum, der ikke
ligger i gavlen, bliver gennemgangsrum.
Hvis man er ude for at se på hus i Sverige og er
ved at købe noget, der ”kræver lidt ombygning”
(”kan bruges som det er” – som mægleren
optimistisk skriver), så kan nedenstående lille
tabel måske være til nytte allerede inden du
kommer ind i huset. I tabellen kan man se, hvor
bredt et bånd med ordentlig ståhøjde, der dannes
i midten af loftsetagen ved forskellige
taghældninger. Dog kun hvis der ikke er
hanebjælker eller gitterspær, der generer. I
Sverige udtrykkes taghældninger ofte som højden
af gavltrekanten divideret med husdybden) ‐ 1:2
er et tag med 45° hældning.
Side 25 af 52

Bredde (i meter) af området med 2 m til
loft:
Husdybde Taghældning
i meter 1:2 1:3 1:4
(indvendigt) 45° 33,7° 26,6°
4 0 (max. højde
1,33 m)
(max. højde 1 m)
5 1 (max. højde (max. højde 1,25
1,67 m)
m)
6 2 0 (max. højde 1,50
m)
7 3 1 (max. højde 1,75
m)
8 4 2 0
9 5 3 1
Hvis huset ikke har ca. 2 meters højde lige i
midten af tagetagen, egner etagen sig i bedste
fald primært til en sovehems.
Hvis huset har ståhøjde i ca. 1 meters bredde, kan
man lave anvendelige soveværelser i hver gavl
(bedst med enkelt senge ude i siderne) og evt.
sovepladser i det midterste gennemgangsrum.
Stadig under forudsætning af tilstrækkelig højde
(195‐220 cm) fra gulv til hanebånd.
Hvis der er ståhøjde i ca. 2 meters bredde, kan
der bygges anvendelige soveværelser i hver gavl
med dobbeltsenge – eller evt. 2 (små) værelser i
gavlen (eller værelse + toiletrum, måske også
brus). Midt i huset (hvis huset er langt) kan man i
den ene side måske lige få klemt et værelse ind
(der kan blive rigtig smukt og anvendeligt, hvis
der er kvist) – eller et toilet/bad og stadig have
plads til en gang ud til gavlværelserne – eller man
kan få et dejligt rum tværs gennem huset ved
trappen, hvor denne kommer op.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Først med mere end 3 meters bredde med
ståhøjde begynder der at være et større antal
muligheder. Men det kan stadig være svært at
udnytte ”begge sider” af huset med en central
gang, fordi der jo ofte også står en stor skorsten
(eller flere) midt i det hele.
Endelig skal det erindres, at selvom man i Sverige
af en eller anden grund ”aldrig” anvender tag‐
vinduer, så ER der altså ingen lov, der forhindrer,
at vi danskere tager vore Velux vinduer (eller
andre mærker) med til Sverige, (hvor de i øvrigt
sagtens kan købes) og får masser af lys i
tagetagen eller på hemsen, uden at skulle forsyne
huset med flere nye – ofte uharmoniske – kviste.
(BD)
Ændringer og reparation af spær
Det hyggigste er formentlig ønske at ændre spær,
så de bliver til hanebåndsspær med højtsiddende
hanebånd – for at skabe plads til at udnytte
tagetagen.
Den korte kommentar: Det må man ikke uden
videre, idet det kræver byggeanmeldelse (ikke
byggetilladelse) ”Att ändra bärande konstruk‐
tioner”. Regn med, at hvis der ikke medfølger
beregninger af styrken af den nye løsning, eller
andet overbevisende materiale, så vil kommunen
standse igangsættelsen indenfor de 3 ugers frist
frem til datoen, hvor byggeriet må påbegyndes.
Og fundamentalt bør man, hvis man vil ændre på
spærene eller tagets konstruktion, konsultere en
rådgivende ingeniør (eller en faguddannet
tømrer, der kan huske det dér med at beregne
tage), som kan foretage en statisk beregning.
Side 26 af 52

Husk at forsikringen næppe dækker noget som
helst, hvis en (storm‐/sne‐)skade på huset kan
skubbes ind under uhensigtsmæssige ændringer i
taget konstruktion.(BD)
Mere viden
Tagform:
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/ta
kformer‐historik/
Et par spærfabrikanter med god information:
www.siggestatra.se/takstolar.htm
www.takstolsfabriken.com/takstolar.shtml
Skorsten
Skorstenen i gamle huse kan være muret af
natursten og/eller mursten. De ældste skorstene
har muligvis kun én eller to røgkanaler. Fra 1800‐
årene dog ofte flere. Skorstensfejeren kan kræve,
at skorstenen isoleres indvendigt. Ofte vil han
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
foretage en trykprøvning for at konstatere, at den
er tæt. Han kan desuden sænke et TV‐kamera
ned i skorstenen for at se, om skillerummene
mellem kanalerne er i orden eller brændt
igennem. Isoleringen kan ske på flere måder:
1. med stålrør i hver kanal uden om hvilke der
hældes et kornet isoleringsgranulat. Metoden
er ikke helt billig – dels er materialerne dyre –
dels skal der føres et rør med isolation ned til
hvert ildsted. Metoden er effektiv, men hvis
der f.eks. er 5 ildsteder (komfuret iberegnet),
kan prisen overstige 60.000 SEK.
2. Kanalerne kan i visse tilfælde tætnes ved en
slags ”glideforskalling”, der består i, at man
sænker en fastlænket ”klods” ned i bunden af
hver kanal og hælder våd specialmørtel ned
over ”klodsen”, hvorefter man langsomt
trækker ”klodsen” op ved hjælp af lænken.
Processen gentages, indtil hele kanalen fra
bund til top er pudset indvendigt.
Forudsætningen er imidlertid, at
skillerummene ikke er for meget korroderede.
For at finde firmaer, der er specialiserede i at
isolere skorstene, er det klogt at konsultere den
lokale skorstensfejer (”sotare”). Man bør også
forhøre sig i sin hjemkommune om, hvor tit det
kræves, at skorstenen bliver fejet!
(CT)
Se venligst også afsnittet under Ildsteder, hvor
der står lidt mere …. her i Vidensbanken.
Side 27 af 52

Knuttimrad hus med både beklædning og ægte knutkasser. Bemærk kasserne over
enderne af de to hovedskillevægge.
Beklædning af ydervægge
Ubeklædt tømmer og træbeklædning
Engang var man glad for overhovedet at kunne
bygge et langtidsholdbart hus af træ. Sådanne
huse har formentlig afløst huse, hvor det meste
af ydervæggen var grenflet med påklasket jord
eller ler (lerklining), senere rafter på højkant, nok
stadig tætnet med flettede måtter, dyrehuder og
jord/ler. Gradvist er almindelige menneskers huse
blevet mere bestandige.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
For nogle hundrede år siden blev brædder
tilstrækkeligt billige til, at de rigeste kunne
beklæde deres tømmerhuse. På dette tidspunkt
var rene skiftesverk‐huse formentlig kun
sekundærbygninger (udhuse, stalde osv) og
derfor ikke oplagte mål for beklædning).
Side 28 af 52

"Man må holde facaden” ‐ der er ingen grund til at spilde
beklædning og oliemaling på det, der ikke vender mod
gaden. Västerlånggatan, Arboga
Årsagerne til, at man begyndte at beklæde, har
været mange:
‐ Beklædningen danner et ”offerlag”.
Forhåbentlig nedbrydes beklædningen først og
kan udskiftes, mens tømmeret bag står uskadt.
‐ Med bræddebeklædningen kunne huset gøres
mere vindtæt, hvilket var meget vigtigt med
stadig svindende brændetilgang og yderst
ineffektive ovne. En indvendig beklædning
hjalp rigtig meget til.
‐ Man kunne endda få en ekstra isolering ved at
konstruere beklædningen, således at der blev
et par cm effektivt isolerende luftspalte bag
beklædningen.
‐ Og så syntes man, at beklædning så meget
smukkere og hypermoderne ud. Se blot huset
fra Arboge overfor. (Man kan finde sådanne
huse i hver eneste svensk by). Men lidt held
kunne man næsten få huset til at ligne et
stenhus.
Hvornår blev alle huse beklædt? Svaret er vel:
aldrig. Nogle var for fattige, nogle huse var for
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
inferiøre til, at man ofrede midler til at beklæde
huset, andre var perfektioninster, der formentlig
beklædte alt – også fårehuset.
Men en rettesnor er ifølge Stockholms Läns
museum
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/tra
panel‐1700‐1850/ :
i byerne begyndte man at beklæde i 1700‐tallet,
på landet begyndte man at beklæde ”knutarna”
(se næste afsnit) i begyndelse af 1800‐tallet, og i
midten af 1800‐tallet blev de vigtigere bygninger
beklædt.
Formentlig er der meget få af de beboelseshuse
der findes i dag, som er gamle nok til at have
stået ubeklædt – hverken udvendigt eller
indvendigt.
Når man fjerner beklædningen, vil det således
enten være, fordi man nu engang synes, det ser
bedst ud – uanset at huset aldrig har været tænkt
således. Eller også skyldes det en misforståelse:
hvis man beklæder et nybygget tømmerhus,
bliver man tvungent til at pille beklædningen af
efter et par år og genmontere den. Huset vil
nemlig sætte sig meget betydeligt.
Denne operation havde de fleste ikke tid eller råd
til. Derfor lod man huset stå ubeklædt i 3‐4‐5 år,
så det kunne sætte sig. For dog dels at beskytte
træet lidt, og nok især for at pynte en smule på
det ”grimme” tømmerhus i rå tømmerstokke, så
gav man tømmeret en gang rødfarve.
Når man af en eller anden grnud har fjernet noget
beklædning, opdager man rødfarven på
tømmeret og slutter fejlagtigt, at huset
oprindeligt – og i lang tid – stod uden
beklædning.
Side 29 af 52

De senere typer af ”stomme” – resvirke‐ og regel‐
huse – har været tænkt beklædt fra
opførelsestidspunktet.
Typer af (træ)beklædning:
Der har gennem tiderne været anvendt utallige
former for træbeklædning.
En tidlig, billig form var de krumme stykker, der
var tilovers fra udsavningen af bjælker. Brædder
savet direkte af stammen – dvs. koniske (smallere
i ene ende) – så hver anden måtte vendes på
hovedet. Brædderne kunne sættes op i ens
størrelse, med et lille (eller større) overlap, eller
man kunne sømme et smallere brædt over
samlingerne – et ”lockpanel”. Både de ens
brædder eller det smalle bræt kan affases eller på
anden måde fræses i kanten. Med således
dekorerede smalle lister får man – især hvis man
skifter til høvlede brædder (for at oliemale) et
”locklistpanel”.
Senere rå, men ”spontade” (med fer og not)
brædder –måske en affasning.
Et ”fasspontpanel” er et enkelt lag høvlede
brædder med fer og not – som et gulv. Begge de
sidstnævnte typisk fra finere byhuse.
”Pärlspont” kender vi nok alle, høvlede brædder
med fer og not og affasninger, hvor man
fremstiller en halvrund udfræsning på fer‐siden.
I 1930 bliver Lockliste panel næsten enerådende.
Stocklistepanet med færdige, vandret
monterede, såkaldte blokhusbrædder, har i en
nyere periode været udbredt både i Sverige og
Danmark til sommerhuse, garager o.l., men er vist
gået helt af mode
En anden ”færdig” form for panel, der lever lidt
upåagtet, er vandret monteret råt ”fjällpanel”,
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
der illuderer klinkbygget beklædning, men ved en
udfræsning og en skrå yderside, bliver langt
lettere at montere og langt mere tæt.
Ses ofte brugts når/hvis man må fjerne det
nederste af en beklædning p.gr.a. råd i bunden.
Man kan så save af f.eks. svarende til vinduernes
underkant, montere et skråt (velimprægneret og
oliemalet) bræt som vandnæse og beklæde den
nederste sektion med fjällpanel . Det ser nydeligt
ud.
Det er i øvrigt lidt morsomt at læse, hvorledes
moden mht . om panelet skulle stå lodret eller
vandret, er skiftet frem og tilbage gennem årene.
De forskellige typer panel kan man læse om
mange steder, f.eks. i følgende:
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/oli
ka‐paneltyper/
En helt anden form for beklædning af ydervægge
er ”Spån”. Læs nærmere under Træ og spån som
tagbeklædning. (BD)
Det tidligere ”Tingshus” (domhus) i Kopparberg –
”Kyrkspån” på tag og væg. Oprindelig opført 1631,
nuværende udseende fra ombygning 1893
Side 30 af 52

Knutar ‐ De hvide hjørner:
De hvide knutbrædder regnes nok i dag af de
fleste (danskere) for næsten ligeså “nødvendige”
for et svensk træhus som rødfarven.
Det sjove er, at knutbrædderne i al almindelighed
bare er ”romantisk pynt”.
Da man begyndte at bygge tømmerhuse med
flettede hjørner (”knuttimrade”) frem for
skiftesverk (se under Stommen ) opdagede man
hurtigt, at huset rådnede 2 steder: den nederste
tømmerstok, der var tæt på jorden ”Syll‐balken”
– og ved endetræet i ”knutarne”. Den nederste
tømmerstok begyndte man at lave dobbelt så tyk
som de øvrige bjælker (og af egetræ, hvis man
havde adgang til det) – så holdt den mindst
dobbelt så længe – ”knutarna” begyndte man at
beskytte med en ”kasse” af brædder (”brædder”
var meget arbejdsmæssigt ekstremt ”dyre” før
maskinsavene kom frem) – i byerne i 1700‐tallet,
de fattigere på landet i 1800‐tallet. Undertiden
malede man knutkasserne i en afvigende farve og
i så flad vel typisk med dyr oliefarve, der
beskyttede så godt.
Da maskinsavene kom frem, og man begyndte at
beklæde blokhusene, fortsatte man med at male
brædderne omkring knut’en i anden farve. Og i
nyere tid har det så bredt sig til alle typer
træbeklædte huse.
Oprindelig har knutkasserne dog nok været
falurøde (som på billederne) eller grå/grågrønne
(for at ligne stensøjler). Den hvide maling kom
nok først ind i billedet på store gårde omkr.1850
og langt senere på småhuse. Omkring 1920 blev
det pludselig i nogle år p.g.a. nogle få arkitekter
moderne med sorte knutbrædder (især på
udhuse).
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Knuttimrad hus uden beklædning men med ægte
knutkasser – også over enderne af de indvendige
tværvægge. Læg mærke til hvor meget træet er revnet –
så længe revnerne ikke går igennem, gør det ikke rigtig
noget bortset fra en lidt forringet isolering og forringet
holdbarhed.
Det morsomme er, at i dag vil man ofte lade ægte
– nye eller gamle – tømmerhuse stå uden
beklædning – også på knut’en, hvor der ellers alt
andet lige er behov for dem. Til gengæld maler
man omhyggeligt hvide hjørner på beklædningen
af de træhuse, der slet ikke er opbygget som
Side 31 af 52

lokhus og som dermed savner de knut’er, der
skal beskyttes.
Jeg har ikke medtaget billeder af hvide, ”uægte”
knutkasser – dem finder du overalt – og langt de
fleste er formentlig blot til pynt ligesom på mit
eget hus.
Misfarvede knuter
Mange kæmper med hvide knuter, der bliver
sortprikket af skimmelsvamp eller grønne af alger
– især på nordsiden af huset.
Problemer skydes – overover at misfarvningerne
er så synlige på hvid baggrund – at man har
udført knuten af de samme meget ru brædder,
som man har brugt til den rødfarvede
beklædning.
Bedst er det at benytte høvlede brædder til
knutbrædder, men det vil de fleste nok synes ser
forkert ud. Tag i stedet de ru brædder og en
båndsliber med groft slibepapir og slib let.
Brædderne må ikke føler ru som sandpapir i
overfladen – heller ikke efter grunding. Herefter
bliver angrebene minde, og især er de meget
lette at fjerne med en gammel opvaskebørste og
lidt grundrens – eller ”algtvätt”.
Rådet kan sagtens bruger på eksisterende knuter
i meget ru træ.
(BD)
(Bindingsværk og sten)
Masonitbeklædning
(Masonit er den normale betegnelse, det
engelske ord masonite® bruges om varemærket).
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Et hus beklædt med Masonitplader! De fleste har
formentlig set en primitiv hytte beklædt med
bulende masonitplader og nogle få lister sømmet
på for at illudere locklister. Man kan vel dårligt
tænke sig en ringere konstruktion? Og alligevel er
det både huse, som fortæller industrihistorie – og
huse, hvoraf nogle af bygningsbevaringmæssig
grunde ønskes bevaret!
www.byggnadsvard.se/index.php?option=com_c
ontent&view=article&id=686:vard‐och‐underhall‐
av‐masonit&catid=45:mate
rial&Itemid=69
eller gå til www.byggnadsvard.se/ og søg på
masonit.
Masonitplader – vi kender dem vist alle – om ikke
andet som bund i skuffer eller bagbeklædning på
klædeskabe – er chokoladebrune, hårde plader,
ofte omkr. 4‐8 mm tykke, med én blank side og
en mat og ofte ”stofmønsteret” side.
Pladerne er fremstillet af træflis og i modsætning
til andre ”træfiberplader” og spånplader/MDF
plader, indeholder de ingen lim eller plastbinder –
de består alene af træ. Man får ligninen – det stof
der binder cellulosefibrene sammen i det rå træ –
til at ”gøre det en gang til”, når man presser
masonitpladerne.
Metoden til fremstilling blev opfundet af en af
Thomas Edisons medarbejdere, Mason, i
1920’erne.
Allerede i 1929 åbnede den første europæiske
fabrik i Rundvik (langt oppe nordpå i
Västerbotten ude langs kysten). Fabrikken findes
stadig, og mange af byens huse skulle være
bygget af masonit. Yderligere findes der her et
”masonitemuseum”:
www.rundvik.net/masonite.html
Side 32 af 52

Læs evt. mere her:
www.byggmagroup.se/dt_article.aspx?m=2426
Ingeniøren Arne Asplund studerede hos Mason
og udnyttede en dårlig patentbeskyttelse til at
”genopfinde” en konkurrerende ”masonit”‐
lignende proces og et produkt, der blev
produceret på andre fabrikker i Sverige.
Udover inder‐ og ydervægsbeklædning af
påsømmede masonitplader, kant mod kant, har
man også benyttet strimler, der påsømmes
taglagt (klinkbygget). Ofte blev strimlerne til
klinkbygning udført i sandbelagt masonit, der
efterlignede det dyrere eternit!
En af de pænere anvendelser (efter vor
personlige smag) er brugen som tagbeklædning
som relativt små kvadratiske plader, lagt
overlappende i ”rudemønster” á la skiferplader.
(BD)
Maling af masonit.
Masonit males bedst med oliemaling (linolie‐ eller
alkydolie‐), mens Falurød og andre vandbaserede
malinger ikke hæfter godt – især ikke på den
glatte side.
Kasseret masonit indeholder kun træ og kan
brændes (hvis der ikke er påført ubehagelige
malinger eller pigmenter) – eller graves ned, hvor
det før eller siden vil formulde. (BD)
Eternitbeklædning
Eternit – eller asbestcement består af en blanding
af cement og asbestfibre. Eternit er et varemærke
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
– der henviser til at materialet holder ”evigt”
(eng: eternal). Asbest er en samlebetegnelse af
nogle mineraler og bjergarter, der let spaltes i
tynde fibre. På mange måder kan Eternit
sammenlignes med beton, hvor sten og grus i
betonen er erstattet af andre – trådformede –
mineraler.
Alle ved formentlig at, asbest kan være
kræftfremkaldende, hvis fibrene kommer i
lungerne. De forskellige asbestmineraler er farlige
i meget forskellig grad. Dette at asbest er
kræftfremkaldende er en forholdsvis ny
erkendelse. Til gengæld har man i årevis vidst, at
asbestfibre kunne fremkalde en anden
lungesygdom, asbestose.
Ikke‐smuldrende Eternit, hvor fibrene ligger inde i
cementen, er ufarlige, så længe man ikke saver i
eller sliber på det.
Eternit har været fremstillet i Sverige siden 1907.
Omkring 1930 blev det i sammenhæng med
funktionalismen et populært, moderne materiale.
Til forskel fra i Danmark, hvor eternit især
optræder som (bølgede) tagplader og ”kunstige”
skifferplader, har man i Sverige især beklædt
husenes ydervægge med eternit. Ofte er benyttet
plane plader – på fx 20x40 cm – også kaldet
”sidiplatte”.
Dette har været populært i hvert fald op i
1950’erne. Ægte eternit (asbestholdig) blev i
Sverige forbudt i 1970’erne, mens ikke‐
asbestholdig ”fibercement” ligesom i andre lande
er tilladt.
Det skal bemærkes, at ganske mange huse er
opført således, at de fra begyndelsen har været
beklædt med eternit, mens andre har fået
Side 33 af 52

udskiftet brædderne. Brædder vil – før eller siden
– udtørrer eller rådne og skal ofte males.
Eternitten skulle ”holde evigt” – og man troede
det ikke skulle vedligeholdes.
Ikke alle eternithuse er misligholdte eller specielt grimme.
Eternit ER et godt, holdbart materiale. Og huse,
der oprindelig er bygget til eternit beklædning,
betragtes efterhånden som objekter, der bør
bevares i denne tilstand. Naturligvis især, hvis de
er arkitektoniske perler fra 30’erne. Men også det
lidt billigt opførte 30’er landsbyhus regnes
efterhånden for kulturhistorisk og bevarings‐
værdigt. På den anden side har man de mange
ældre huse, der er blevet beklædt med eternit i
stedet for at blive malede.
I øvrigt er (store) fibercement plader ved at blive
meget populære i moderne arkitektur i Sverige
især de store plader der sælger af Cemberit (nyt
navn for dansk Eternit) – et varemærke, der
øjensynligt er ved at blive et begreb når det
drejer sig om store facadeplader.
www.cembrit.se (BD)
Rensning og maling af eternitfacader.
Som privat person har man en udstrakt frihed til
at behandle eternit. Man bør arbejde ”vådt” –
altså vaske med ”børste” og rigeligt vand og uden
trykspuling. Men husk at sætte dig ind i de
svenske regler, der i øvrigt ikke er helt så
restriktive som de danske!
Hvis man kan få pladerne pæne bare ved
afvaskning og overfladen ikke er ru, er dette
formentlig den bedste metode.
Man skal male med malinger, der er beregnet til
at male eternit (fibercement). De svenske
malingsfirmaer fører sådanne.
Til maling af ydervægge, kan man godt vælge en
”svagere” type maling end til et tag, som er langt
mere belastet. Herved er det også muligt at få en
maling i en lav glansgrad – det vil se bedst ud.
I dette tilfælde er cement baserede farver
(”Cempexo” o.l.) eller ”silikatfarver” muligheder,
man bør undersøge og overveje. (BD)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
(Isolering og vindtætning)
(Vinduer og yderdøre)
Side 34 af 52

Udformning
Materialer
Yderdør
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Sekundære døre og porte
Beslag
Side 35 af 52

Kirkestalde (ved anlægspladsen for kirkebådene). Henholdvis ”Vedtak” og spånbeklædt – ved Rättvik Kyrka, Dalarne
Tagbelægning og
regnvandsafløb
Træ og spån som tagbeklædning
En gammel form for tagbelægning er det der
kaldes et ”vedtak”. Et fuldstændigt ”vedtak” har
nederst et undertag af brædder. Disse har en
vandtæt belægning af birkebarkstykker (”näver”
på svensk) og endelig dækkes med flækkede
rafter. Näver er – under de rette betingelser –
næsten uforgængeligt og kan holde i flere
hundrede år!
Det hele holdes i det store og hele sammen med
låsekiler og udvalgte grenkroge.
Har man et gammelt udhus med vedtak, bør man
forsøge at bevare og vedligeholde det. På den
anden side må man nok betragte det som en
forældet konstruktionsmetode, med begrænset
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
holdbarhed, stor arbejdsindsats og stort
råvareforbrug, hvorfor man formentlig
udelukkende vil bevare et sådant tag af
veneration og af kulturhistoriske grunde.
Detaljer i konstruktionen af et ”vedtak”,
Birkebarktætningen (”näver”) kan skimtes. Rättvik
Side 36 af 52

Spån som tagbeklædning er ganske
internationalt. Berømt er tag‐ (og ydervægs‐)
beklædning med spån (shake (kløvede) og
wooden shingles (savede) ) i det nordøstlige USA
(New England). I New England er anvendelsen og
de originale produktionsmetoder langt mere
levende end i Skandinavien! I USA benyttes
Western Red Cedar til taget. Det er den træsort,
der i Danmark markedsføres som ”cedertræ”,
men som i virkeligheden er en tuja.
I Sverige benyttes almindelig fyrretræ.
Man skelner mellem mange detaljer mht.
fremstillingen af spån. Dels hvordan man deler
træet i forhold til stammen, dels om spånen er
fremstillet ved kløvning (”späntat”), høvlet eller
savet. Endelig skelner man mellem tynde (max. 1
cm) ”stickspån” og tykke (25 mm) ”kyrkspån”
med formgivne (tungede) ender. ”Kyrkspån”
anvender på kirker og herregårde, og ofte
beklædes ikke kun taget men hele bygningen.
Kløvede spån regnes for ”finere” end savede,
fordi træets fibre er hele, og holdbarheden
hermed bedre. Der er kun få steder, man
fremstiller kløvede spån i vore dage, (mens de er
ganske almindeligt i USA).
Typisk lægges spån således, at der altid er tre lags
i tykkelsen, dvs. spånene er ganske lange (50‐60
cm).
Det formentlig mest almindelige sted hvor
spåntag er bevaret er små halvtage over
indgangen, ”förstukvistar” og ”verandor”.
Spåntag holder ikke godt, hvis loftet under er
opvarmet.
Holdbarheden for kløvet spån er/kan være
forbavsende god (50 år), hvis der ikke er store
skyggende træer. Og som nævnt, hvis loftsetagen
ikke opvarmes, men er velventileret.
Normalt behandles tagspån til private huse ikke,
mens spånene på kirker og klokkestabler typisk vil
være tjærede (med trætjære) eller rødfarvede.
Skulle du have lyst til at lægge eller bevare et
spåntag, så tag en snak med det lokale
Länsmuseum; de kan normalt fortælle, hvor man
kan skaffe spån samt oplyse om detaljer vedr.
lægning og vedligehold.
Her er et 2‐siders notat, der er værd at læse:
www.lansmuseetgavleborg.se/files/download.as
p?Filename=zZWDuZQf38g9K40r48wwcjKq6mjya
pG5.pdf
Og lidt mere – om vedtak:
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/ve
dtak‐historik/
Og spåntak:
www.stockholmslansmuseum.se/faktabanken/sp
antak‐historik/
Det ultimative skrift om spån er efter sigende:
Wedman, Stina, Stickspån : pärt, spiller, spilkspån,
1998 ISBN 91‐7209‐131‐2.
Kan formentlig anskaffes fra
www.museiservice.se
(BD)
(Halm og tagrør)
(Tegl og det der ligner)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 37 af 52

Plåt i mange udforminger
”Plåt” (blik) til tagbeklædning frembringer vel for
mange billeder af om brasilianske Favela’er.
Måske skulle man også tænke på kobber‐tage på
slotte og bly‐tage på kirker – her er der intet
”billigt” eller ”sølle”.
Under alle omstændigheder er der heller ikke
meget ”sølle” over ”metal‐plade tage” i svensk
sammenhæng – det er bare en gammel type
tagbelægning – ligeværdig med alle andre – og
som i vore dage forefindes i teknologisk
højtudviklede typer.
Oprindelig har metal tage – også med smedede
jernplader – været en fornem tagbeklædning, der
udover en god tæthed også gav en god brand‐
beskyttelse, når der var flyvende gnister fra
ildebrand i nærheden – og i krigssituationer!
De jern‐ og kobber‐baserede tage havde
yderligere den fordel, at de var fremstillet af
tilgængelige, hjemlige materialer, hvorimod ler til
tegl var en mangelvare i størstedelen af Sverige.
I Sverige vil og bør man ved ældre huse, der
oprindeligt eller på et tidspunkt har haft bliktag,
overveje at bibeholde eller tilbageføre til denne
ældre type tagbelægning, hvis det giver en smuk
helhed.
Da kobber‐ og blytage har været alt for kostbare
til at optræde på de typiske ”torpare”‐relevante
ældre hus, vil disse typer tagbelægninger ikke
omtales yderligere. (BD)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Falsad plåt – og det der ligner
De første jerntage – helt fra 1500‐tallet var
fremstillet af smedede (varmt udhamrede)
plader.
Disse har været ekstremt dyre og er næppe
relevante i torpare sammenhæng, idet de ikke
har været benyttet til almindelige huse. I øvrigt er
der kun få bevaret, bl.a. fordi de ofte var primitivt
monteret (fastsømmede).
Fra begyndelsen af 1800‐tallet dukker de
varmvalsede plader op. ”Svartplåt”‐kaldet fordi
valsningen af glødende jern giver en sort
”glødeskal”. Formatet var 45x59 cm – tykkelsen 1
mm eller tykkere, senere kom 60x90 cm og
derefter 60x120 cm samtidig med, at man
begyndte af koldvalse og fik tykkelsen ned på 0,7‐
0,9 mm.
Ved renovering bør man forsøge at fastholde
dimensionerne – hvis ellers de klæder huset. Det
koster næsten intet at få klippet 60x90 cm plader
midt over til 45x60, hvis man skulle have et tag i
den gamle dimension.
Vandret og lodret. I det følgende vil der omtales
plader og false, der ligger hhv. ”vandret” og
”lodret”.
Meninger er som følger: De ”vandrette” forløber
parallelt med rygningen – altså fra den en side af
tagfladen til den modsatte – retning som tag‐
renden. De ”lodrette” ligger vinkelret på
rygningen – fra rygning til tagrende. De er
naturligvis i virkeligheden ikke lodrette men skrå i
forhold til jordoverfladen.
I begyndelse lagde man pladerne ”vandret” –
altså med den længste side parallelt med
Side 38 af 52

tagryggen. Snart vendte man dog pladerne
”lodret”. I starten lagt med gennemgående fals
vandret – i hvert fald nogenlunde
gennemgående. Ved denne konstruktion kan
man kun have enkeltfals (altså ombukket 1 gang –
se nedenfor), idet der ikke er plads til dobbeltfals
ved samlingerne. Dette går desværre ud over
tætheden på længere sigt.
Falsad plåt ‐ lodret. Overgangs‐/blandings‐form til
forbandt. Bemærk den integrerede tagrende (”fotränna” i
stedet for ”hängränna”). Under afrensning før maling.
Senere skiftede man til at lægge pladerne ”i
forbandt” – den ene bånd af plader var forskudt
en ½ pladelængde i forhold til nabo‐”båndene”.
Herefter er der ikke mere end 3 false, der mødes
og man kan anvende dobbeltfals.
På de ældre plåt‐tak vil plåtslageren normalt
konstruere tagrenden som en integreret del af
tagfoden.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Falsad plåt, lodret i forbandt.
Det sidste trin er falset tag lavet af plåt i rulle
(”bandplåt”). Her får man de lange forløb fra
tagryg til tagfod uden ”hakfals” (hvilket er en
fordel med hensyn til tætheden). Samtidig et
pladen blevet så tynd, 0,5‐0,6 mm, at underlaget
skal være perfekt og plåtslageren dygtig, for at
det kommer til at ligge pænt og glat.
Disse bandplåt tage ses dog oftest på større
byhuse. På landet var man på dette tidspunkt
gået over til de billigere tage af større plader, der
kunne lægges af personer med mindre faglig
ekspertise. Se nedenfor under ”Større plader”.
Synsindtrykket for bandplåt er væsentlig
anderledes end taget med enkelte afskårne
plader. Dette er ekstra tydeligt, fordi båndene
normalt er smallere end 60 cm! Hvis man værner
om huset nuværende udseende, bør man nøje
overveje om man skal skifte type ved nylægning
og overveje at bibeholde den eksisterende type,
selvom det måtte koste mere – en overvejelse
der faktisk gælder begge veje – man får ikke
nødvendigvis et pænere hus ved at skifte til en
ældre type plader.
Side 39 af 52

Problemet, hvis man ønske tag af enkeltplader, er
som nævnt, at båndene normalt er under 60 cm
brede.
Man kan således ikke bare klippe plader ud af
båndet, derimod skal der købes specialprodukter
hjem!
Der findes dog båndplader på 60 og 120 cm som
kan udklippes til de ønskede plader. Én producent
er SSAB, moderfirmaet til Plannja: www.ssab.com
De plader man skal have fat i kaldet ”slätplåt till
skivtäckning”.
”Det, der ligner” falsade plåttak, er et produkt
kaldt ”Classic”, der leveres af Profilplåt,
www.profilplat.se og af rukki www.ruukki.com .
Produktet er plader med en høj, smal vulst langs
de to lange sider. Man lægger pladerne således at
vulsterne klikkes over hinanden og opnår et
tagbelægning, der i høj grad ligner ”falsed plåt” af
”bandplåt”. Afstanden mellem de vulster, der
ligner ”ståndfalsen” er ca. 47 cm.
Den geniale ved produktet er først og fremmest,
at man selv kan lægge det, hvor ægte falsede
plader både kræver håndelag og adgang til de
specielle falsemaskiner.
Om man synes, det er et genialt produkt eller det
er en ”afskyelig erstatningsvare” og ”snyd” er nok
meget individuelt. (BD)
Falsningen og fastgørelsen
Nu er det sådan, at man ikke som amatør bør
lægge falset plade. Det kræver håndelag, og hvis
det skal være effektivt, specielle falsemaskiner.
Men det kan stadig være godt at kende lidt til
princippet.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
I modsætning til andre pladesystemer ”gør man
ikke hul” i falsede plader, bl.a. fordi der ikke er en
højere vulst hvor hullet kan anbringes sikkert.
I stedet sømmer små blikvinkler (”klammer” på
svensk) i lægtene/undertaget så de kommer til at
stikke op i den kommende fals – hvorved de
ender med at være bukket ind i falsen.
Alle typer bliktage bør nemlig fastgøres til
tagkonstruktionen MEGET omhyggeligt og
MANGE steder – ellers flås de af i stormvejr
(”suget” – opdriften – over en tagbelægning i
stormvejr er af samme natur som kræfterne
der løfter en flyvemaskine!). Trækkes først en
plade af, så trækker den resten af – og de
relativt lette plader er i øvrigt frygtelig farlige
at have flyvende rundt.
I øvrigt vil plader, der ikke er ordentlig
fastgjorte, bule.
Det næste trin er at forsyne alle plader med en
ombukket kant der stikker vinkelret op.
Disse kanter stødes sammen – med klammerne
imellem. Hele falsen smøres ind i et
tætningsmiddel – f.eks. standolje (en længe kogt
linolie – se emnet om maling m.v.). Den ene fals
laves højere end den anden og bukkes over og
man har en enkeltfals. Hvis man bukker den nu
tre lag tykke fals ned får man dobbeltfalsen.
Falsen efterlades lodret stående på de lodrette
samlinger – ”dubbel ståndfals”. De vandrette
false lægges ned i plan med pladerne – ”dubbel
hakfals” – således at vandet kan løbe over falsen.
Side 40 af 52

Hhv. ”dubbel ståndfals” og ”dubbel hakfals”. Kilde:
www.teokonsult.se og BD
Udover dette samlearbejde kommer udførelsen
af alle afslutninger, vinkler osv. – alle detaljer har
hver sin anbefalede udførelse, der har vist god
holdbarhed og tæthed. (BD)
Principielt bør man aldrig gå eller kravle på et
”bliktag” uden der er lagt stiger e.l. ud til at
fordele vægten. Heller ikke hvis pladen ligger
direkte på undertag af træ‐/fiber‐plade. Husk
pladen er kun omkr. 0,5‐0,7 mm tyk.
Maling af blik
Traditionelt blev plåttak monteret ubehandlet,
hvorefter man malede. I ældste tider med tjære
eller linolie med kønrøg, senere med først
blymønje og derefter en linoliemaling med
ønsket pigment i halv rå linolie og halvt kogt
linolie (fernis) – for at få en elastisk overflade.
Skulle man ønske at gøre det samme i dag må
man erstatte blymønjen, der heldigvis nu er
forbudt, med f.eks. ”jernmønje” (1 del jernmønje
til en del kogt linolie + lidt rå linolie) eller en
anden kraftigt rustbeskyttende maling.
Egentlige rustbeskyttende malingssystemer
(baseret på vandig epoxy eller alkydoliemaling)
fungerer nok bedre end jernmønje baserede –
men så kan man måske ligeså godt købe
plastbelagt plåt. Læs f.eks. mere om
rusbestkyttelse på dette skrift af Søren Vadstrup
fra Raadvad:
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/rust
beskyt.pdf
På et tidligt tidspunkt begyndte man at
rustbeskytte blik ved galvanisering også kaldet
varm‐forzinkning. Blikket dyppes i smeltet zink og
får et tyndt lag zink på overfladen. Senere gik
man over til elektrogalvanisering, der giver et
meget tyndere lag zink. Normalt er
elektrogalvanisering derfor et ringere
rustbeskyttelse (søm og skruer) men udført til
formålet, som de anerkendte producenter gør, er
metoden udmærket.
Galvanisering er en meget effektiv og holdbar
rustbeskyttelse, selv om zinken stedvis måtte
være slidt af, idet beskyttelse beror på elektriske
fænomener og ikke (kun) på at jernet er dækket.
Man kan sagtes male på galvaniseret plade – man
skal bare lave pladen være udsat for vejr og vind i
mindst to år! – ellers hæfter malingen ikke. Har
man travlt, kan man pensle den galvaniserede
plade med fortyndet fosforsyre og derefter skylle
pladen. Bør dog undgås, hvis man efterstræber
længst mulig holdbarhed.
En nyere og lidt mere holdbar alternativ
behandling er plader med en overflade belægning
af ”Aluzink” – en legering (blanding) af
aluminium, zink og silicium.
Til de mest krævende opgaver (nær havet) bør
man vælge tagplader af ren aluminium.
I dag leveres alle plåt produkter normalt med en
overfladebehandling ovenpå den galvaniserede
plade. Denne belægning/maling har efterhånden
fået en rigtig god holdbarhed. (BD)
Side 41 af 52

Større plader – mest historie
I begyndelsen af 1900‐tallet bredte teknikken
med koldvalsning sig. Samtidig kunne man nu
valse stadig tyndere plader ud. For at give
pladerne nogen styrke i længderetningen
forsynes de med ”vulster” – senere så mange, at
det blev til bølgeblik.
Man har med tiden anvendt forskellige facon’er,
men i dag er de ældste typer blevet genoptaget,
således at man har adgang til hele sortimentet.
Faktisk benytter man stadig de gamle maskiner
fra Svenskt Stål Domnarvet i Borlänge, der i dag
benyttes af Pokab til fremstilling af de ældre
pladetyper.
Gennemtæringsproblemet var blevet løst
allerede i midten af 1800‐tallet med
varmgalvaniseringen (dypning i smeltet zink).
Man havde nu et produkt, der gav tætte tage,
som kun indeholdt ret lidt dyrt stål (eller
aluminium). Et materiale, hvis fremstilling var
industriel i høj kapacitet, og samtidig et produkt,
der bortset fra de mere specielle samlinger,
kunne monteres uden den store oplæring.
Ulemperne begrænsede sig til varmeudvidelsen
(taget ”knager” når solen kommer frem), og
kondensproblemet (metaltage vil unde visse
vejrforhold ”dryppe” fra bagsiden – der bør man
tage hensyn til mht. udformningen af
undertaget).
I mange år fik man de blanke galvaniserede
plader, monterede dem og lod dem ligge et par
år, hvorefter oliemaling kunne binde.
Siden begyndte man dog at udvikle
”færdigbehandlede plader” – hvor der er flere lag
maling/”plast” ovenpå galvaniseringen. Disse er
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
så bestandige, at man yderligere har kunnet
billiggøre produktet ved at udskifte den solide
varmgalvanisering med en noget billigere,
relativet tynd elektrogalvanisering.
Indtil videre viser de nyere pladematerialer en
imponerende holdbarhed – langt bedre end ens
bil, så længe man følger forskrifterne ved
tilskæring og oplægning, samt benytter ekstra
velbeskyttede stålplader – samt tilsvarende
tagrender/nedløbsrør (eller aluminium) i stærkt
belastende miljøer såsom i havnært miljø. (BD)
Side 42 af 52

Pannplåt
Nylagt tag af sort Pannplåt på lille staldbygning. Bemærk
den grundige fastskruning. Det kan diskuteres om al
fastskruningen burde være foretaget i profiltoppen.
”Pannplåt” (bogstaveligt ”kedelplade”) er
formentlig en af de allermest karakteristiske
tagbelægninger i Sverige, og i modsætning til
spån, falset plade og sinusplade, er pladen
vistnok unik for Sverige.
Pladetypen kom på markedet i begyndelsen af
1900‐tallet og gav det ”folkelige gennembrud” for
pladetage.
Pladen er grundlæggende glat, men forsynet med
langsgående 2 cm vulster med 27 cm afstand –
evt. yderlige med 2 ganske lave vulster
indimellem. Vulsternes formål er dels at give
pladen nogen stivhed, dels af afgrænse, reducere
og skjule div. småbuler.
Hvor pladerne mødes, lader man den yderste
vulst overlappe, hvilket giver er dækningsbredde
på 81 cm. Yderligere fastskrues ”grundigt” med
tagskruer med plasttætning.
Pladerne fås rå, galvaniserede (”sølvfarvede” der
gråner og derefter kan males, hvis det ønskes),
sort og i et mindre udvalg af farver (især røde, grå
og grønne).
En tagbelægning af pannplåt giver ofte et meget
roligt, neutralt og diskret udtryk, der ikke trækker
opmærksomheden fra resten af huset. (BD)
Sinus plåt – ”bølge blik”
‐ eller ”korrugerad plåt” kom i Sverige på
markedet ca. samtidig som pannplåten.
Materiealet er grundlæggende ”dyrere”, idet de
mange bølger betyder, at der forbruges mere
stål. De ælder plader har dog en meget ”flad”
profil, for at spare på metallet. Det større
materialeforbrug med de mange vulster
(bølgerne) gør pladerne ganske stiver i
længderetningen (de tåler lidt bedre at man går
forsigtigt på dem, hvis de ligger direkte på
undertaget).
En beklædning af sinusplåt giver et roligt udtryk,
omend med den ”stribede” effekt som bølgerne
naturligt tilføjer. (BD)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Pannplåt og sinusplåt – bevarelsemæssigt
Mht. kulturbevarelse anbefaler myndighederne,
at man på huse, der oprindeligt er forsynet med
denne type tagbelægning, bevarer typen. Det vil
typisk være huse fra mellem begyndelsen af
1900‐tallet og helt frem til omkr. 1960’erne, hvor
disse typer plade i den sidste del af perioden er
Side 43 af 52

sjældne i nybyggeri for andet end produktions‐
bygninger.
Eftersom man i dag igen kan få de oprindelige
profiler, er der ikke væsentlige grunde til at
restaurere de gamle plader på taget, hvis man
synes der er formålstjenligt at udskifte dem.
Er et ældre tag af f.eks. spån eller falset plåt
engang i f.eks. 1935 blevet erstattet af (eller
dækket over med) en af disse pladetyper, så
kommer man som i så mange andre situationer til
at være i dilemmaet om, hvor langt man skal
tilbageføre husets udtryk opvejet mod
omkostningerne til udskiftningen, den praktiske
anvendelighed af de enkelte muligheder og evt.
forskel i udgifter til udskiftning og vedligehold.
Et dilemma, der sjældent har én løsning, men
hvor man må lytte, lære og overveje – og så
vælge efter egen mening. (BD)
Fra Trapezplåt til tagstenskopier
I 1960’erne fremkom den ”trapezformede” plade,
bølgeblik med ”skarpe kanter”, som i dag
fuldstændigt dominerer store, lette
industribygninger og for den sags skyld mange
stormarkeder og discountforretninger.
Ca. 10 år senere dukker den ”tegl‐imiterende”
stålplade op. Det er disse plader, der ofte i
Danmark – uanset det faktiske fabrikat –
benævnes ”Decra”‐plader.
De fleste – men tydeligvis ikke alle – synes vel, at
disse produkter ikke bør benyttes ved renovering
af ældre huse, med blot en smule æstetisk værdi.
Det mere eller mindre officielle Kulturmiljövårds‐
Sverige er heller ikke begejstrede for produkterne
i al almindelighed og især ikke benyttet til
renoveringsopgaver – eller til at ”opgradere” et
hus der aldrig har været tænkt til at have ægte
eller imiterede tagsten. (BD)
Leverandører og referencer
”Takplåt” fra Hålla Hus:
www.hallahus.se/stilhistoria/pdf/takplaat.pdf
Plannja www.plannja.com
Lindab www.lindab.se
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Profilplåt www.profilplat.se/site/priv_index.asp
Fagudtryk og skitser af detaljer vedr.
pladearbejde:
www.teokonsult.se/plat/plfackor.htm
Masser af information om montering af de mere
moderne typer plåttak findes hos producenterne:
Husk at se under både ”privat” og under ”proff”:
Plannja www.plannja.com , hvis man graver lidt,
finder man uhyre informative monterings‐
anvisninger, såsom
www.plannja.com/upload/Plannja%20Montering
sanvisning%202010%20SE.pdf
Lindab www.lindab.se se under ”trycksaker”.
Rukki: www.ruukki.com
Profilplåt:
katalogservice.profilplat.se/default.aspx
Side 44 af 52

Husk at vinkelsliberen og rundsave med
skæreskive er bandlyst ved afkortning og
tilskæring af pladetage (og tagrender mv.) –
pladernes beskyttelse ødelægges mere eller
mindre af varmen. Også med motordrevne save
skal man passe på. I stedet klipper man med
hånd‐pladesaks eller med en el‐ eller
trykluftdrevet nibblemaskine (pladesaks).
Tæt på kysten (1 km) lakerer man alle
skærekanter (også de der stammer fra fabrikkens
opskæring) efter gratfjernelse.
Et specielt problem, man skal tage stilling til ved
anvendelse af metaltage, er den store risiko for
dannelse af kondens på indersiden. Dette vand er
uskadeligt for velbeskyttede plader, men man
skal sørge for, at vandet kan tørre væk og ikke
gennem dryp fugtbelaster undertag og lægter i
unødigt omfang.
(BD)
(Tagpap og shingles)
Masonit
Man ser også shingles i Masonit, typisk lagt i
rudemønster. Er i dag sjældent og anses for
bevaringsværdigt. Se nærmere under:
Masonitbeklædning
(BD)
Skifer
(Svensk: skiffer). Ofte forbinder vi danske nok
skifer som tag‐ (eller facade‐) beklædning med
Tyskland/Harzen, men der er skiferbrud i
Värmland og (ægte) skifertage i ”Värmländsk
skiffer” er ikke usædvanlige på fine huse, ligesom
det også optræder på tilsvarende ”fornemme”
bygninger i Danmark (Københavns
Hovedbanegård, Københavns Rådhus oma.).
Skifertag har en ekstrem lang holdbarhed, hvis de
er håndværksmæssigt korrekt udført.
Slottet (Chr. IVs) i Halmstad. Värmländsk
bæverhaleformet skifer.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Eternit og eternit shingles
Bølgeeternit (eller rettere ”fibercemet” i stedet
for det udgåede varemærke eternit) benyttes
naturligvis også i Sverige som i Danmark. Oftest
ser man i Sverige dog eternit anvendt som
tagbelægning i form af ”shingles” – relativt små –
ofte kvadratiske – plader og oftest lagt i
rudemønster. Uanset om disse shingles er udført i
eternit, tagpap eller masonite, er de en
efterligning af skifertage.
Side 45 af 52

Eternitshingles anvendes også i stor udstrækning i
vore dage – nu ofte sorte, hvor de ældre typisk er
røde.
Se i øvrigt under afsnittet om eternit som
vægbeklædning: Eternitbeklædning (BD)
Eternit shingles i rudemønster. Trænger nok til
vedligeholdelse (det er mos der sidder langs alle
samlinger), men ældes faktisk pænt?
(Alle de andre tagbelægninger: sten, tørv, …)
(Tagrender/afløb)
(Gulve)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Materialer
(herunder ler/jord, sten, teglsten, klinker…)
Torparegrund‐husets gulve består ofte af
dobbeltgulve. Langs de bjælker (strøer), som
gulvbrædderne hviler på, er i så fald forneden
monteret lister, som undergulvets brædder hviler
på. Disse udgøres af korte bræddestumper, hvis
længde er afpasset efter mellemrummene
mellem strøerne. Mellem de to lag gulv finder
man ofte isolation, bestående af savsmuld,
høvlspåner (”kutterspån”) eller kulstøv (gamle
klude o. lign. kunne også finde anvendelse som
isoleringsmateriale).
Strøerne hviler på hver sin række af marksten,
der går på tværs af huset. (K&CT)
(Overfladebehandling af trægulve)
(Isolering og fugtspærre mod undergrunden)
(Indervægge)
Opbygning
Overflade
Der er en stærk tradition i Sverige for tapeter.
Havde man ikke råd til tapeter, kunne man
”stänkmåla” eller ”skablonmåla”. Man kan stadig
købe kopier af gamle taper. (K&CT)
Se ”Så renoveras gård och torp”.
Side 46 af 52

(De indvendige lofter)
Lofterne i svenske træhuse består som regel af
”spontade” (høvlede‐pløjede) brædder.
De kan ofte være papspændte, og man er
naturligvis frit stillet, om man vil fjerne pappet
eller ej. Blot skal man være klar over, at man i så
fald må fjerne måske flere tusinde små papsøm.
Der findes dog et specialværktøj dertil (fremstilles
af Stanley). Det har form som et lille koben.
(CT)
Indkøb af materialer
og reservedele
Dette er et område, der formentlig kunne skrives
ligeså meget om som om selve konstruktionerne.
Her skal mere erindres om et par muligheder –
mest på internettet.
Hvis det drejer sig om maling eller reservedele til
komfurer og ovne, henvises til de relevante afsnit
i Vidensbanken.
Der findes to større og mange mindre for‐
retninger, der sælger nyfremstillede
”reservedele” og materialer i mindre størrelse.
Den ene er Centrum för Byggnadsvård.
”Gysinge” www.gysinge.nu/ som der står mere
om i afsnittet lige nedenfor (”Mere viden –
Bøger”). En tilsvarende forretning, der ligger
lettere tilgængelig, er Byggfabriken
www.byggfabriken.com/ med butikker i Malmö
og Stockholm.
Der findes utallige steder i Sverige, hvorfra der
sælges nye varer i gammel stil og/eller
genbrugsvarer, herunder også store ting: fx
tømmer og døre.
Nogle lever ikke længe, andre har bestået i
utallige år. Nogle specialiserer sig i en enkelt
produktgruppe, andre har et meget bredt udvalg.
Et godt sted hvor man kan finde et stort udvalg af
forretninger er på ”Svenska AntikNätet”, hvor
man specifikt på denne side:
www.antikviteter.net/byggnad_foretag.htm
finder en lang liste med firmaer, der beskæftiger
sig med ”Byggnadsvård” enten som håndværkere
eller som leverandører af materialer. (BD)
Mere viden
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Bøger
Der findes talrige bøger om husvedligeholdelse
og renovering. Nogle er meget praktiske ”Gør‐
det‐selv”‐bøger, andre er næsten rent historiske
uden den store praktiske anvendelighed.
Det må stærkt anbefales – også – at anskaffe en
eller et par svenske bøger. Dels er
byggetraditionen forskellig fra den danske, dels er
det mere praktisk at hitte ud af de relevante,
svenske gloser hjemme i lænestolen frem for
lørdag formiddag i byggemarkedet.
En (af flere) grundlæggende bøger om de oftest
forekommende vedligeholdelsesopgaver i
fritidshuset er:
”Rusta Stugan”, S. Falkborn, H Gross, P Hemgren,
ICA bokförlag, ISBN 91‐534‐1959‐6. Pris SEK 118
hos www.adlibris.se
Side 47 af 52

Bogen omhandler ikke
specifikt meget gamle
huse, men den
omhandler også gamle
huse.
Tyngdepunktet i
fremstillingen ligger
omkring forsvarlig
indretning af ældre
bygninger til en mere
tidssvarende standard.
”Biblen” for torpare
med gamle huse, som de
ønsker helt eller delvist
at bevare eller endog
tilbageføre, er:
“Så renoveras Torp och
Gårdar”, O Hidemark, E
Stavenow‐Hidemark, G
Söderström, A
Unnerbäck, ICA
bokförlag, ISBN 91‐534‐
2157‐4, Pris SEK 203 hos
www.adlibris.se
Bogen bliver ikke meget praktisk, men er dog
heller ikke ren kulturhistorie. Bogen er formentlig
netop populær, fordi den på den ene side
opfordrer til bevarelse uden at være mere
”frelst”, end at de fleste kan følge med.
En hel anden type kilde er Kataloget fra Gysinge,
Centrum för Byggnadsvård.
”Gysinge” www.gysinge.nu/ er en privat butik
beliggende i Gysinge, nord for Stockholm, mellem
Falun og Gävle. Fra 2010 med filial i Stockholm.
Forretningen har et imponerende udvalg af
nyfremstillede materialer og ”reservedele” til
gamle huse: elkontaker, hængsler osv.osv. – alt til
imponerende (høje) priser. De fleste varer sælges
også som postordre fra webbutikken.
Det allermest interessante er dog, at man udgiver
et trykt 300 siders ”katalog” – for tiden (2010) er
man nået til ”Handbok No. 9”. Kataloget
indeholder masser af arbejdsanvisninger og gode
råd. Der koster (2010) SEK 230 tilsendt til Svensk
adresse eller SEK 170, hvis man køber det på et af
de Länsmuseer, der sælger kataloget.
ICA bokförlag, som har udgivet de første to bøger
nævnt ovenfor, har i øvrigt mange andre
interessante bøger om byggeri – fra om at lave
bad til at bygge en jordkælder – og om
renoveringsarbejder.
Måske finder du bøger, der passer dig bedre end
ovennævnte: se
www.forlaget.ica.se/bok.asp?iPageId=54 og se
både under ”Byggtjänstböcker” og under ”Slöjd
& bygge”.
Internet
Hjemmeside fra Stockholms Läns Museum:
www.lansmuseum.a.se/byggnadsvard/ – hvor
der står rigtig meget om gamle huse og deres
konstruktion. Se på dit lokale länsmuseums
hjemmeside (eller besøg dem), Länsstyrelsens
hjemmeside, eller led efter Byggnadsnämndet på
kommunens hjemmeside. Se efter nøgleord som
”kulturbyggnad, kulturmiljö, kulturarv”.
”Materialguiden” fra Riksantivarieämbetet
www.raa.se/cms/materialguiden/start.html er en
skatkiste af information.
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 48 af 52

Billederne
De huse og husdetaljer, hvor der ikke er nævnt
andet, er alle fra ”Gamla Linköping”–bydelen i
Linköping. Besøg anbefales på det kraftigste, hvis
du kommer på de kanter. Det er endda gratis! Det
er en levende bydel, hvortil man flyttede de
pæneste huse, da også centrum af Linköping blev
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
gjort ”smart og moderne” i begyndelsen af 1900‐
tallet.
www.linkoping.se/sv/Kultur‐fritid/Gamla‐
Linkoping/
Side 49 af 52

Byggeteknisk ordliste: Svensk‐Dansk
Ord skrevet med fedt er de farlige falske venner. Ord, som
betyder noget helt andet end det, man umiddelbart kunne tro.
Svensk Dansk
1-,2-,3-glas 1,2,3-lags ruder
1-,2-,3-luft 1,2,3 ruder i én "båge"
altan terrasse
A-takstol en type gitterspær – ikke et hanebåndsspær (der ellers ligner et A)
balk bjælke (eller grundlæggende lov)
balkong altan
balsamterpentin terpentin, vegetabilsk (“fransk”)
bjälklag bjælker i etageadskillelsen
bruk mørtel
brunn brønd, gulvafløb
by (meget lille) landsby, nogle gårde der ligger tæt by(da) = stad
bygd landsby
bänk (fast) bord (”köksbänk”),
”diskbänk” - bordet med køkkenvasken.
bänkskiva (køkken)bordsplade
båge den "oplukkelige" vinduesramme
cirkelsåg rundsav
dike grøft (vall = dige)
dyckert dykker
element radiator
fack.. (i sammen- gitter… (gitterspær o.l.). den gamle Lillebæltsbro er opført som ”fackverk”. En almindelig
sætninger)
gitterrist (tremmer): sv: galler
faner finér
fläkt ventilator
fotogen petroleum
fönster vindue
fönsterbänk vinduesplade, "vindueskarm" (pladen til potteplanter)
galler rist
gasol flaskegas
gipsskiva gipsplade
gjut… støbe… (beton, jern eller andet)
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 50 af 52

glesbygd Område hvor huse og gårde ligger spredt
golvbjälkar strøer
grind havelåge
grund fundament
grundläggning fundering
grustag grusgrav
gångjern hængsel (hängsle = seler!)
gänga gevind
hanbandtakstol hanebånds spær
högben de 2 skrå bjælker, der udgør spærets øverste del
jordfelsbrytare hfi-relæ, fejlstrømsrelæ
kapitalvaror hårde hvidevarer og installationer (ved hushandel)
karm karm - den faste ramme i vindue eller dør
korrugerad plåt bølgeblik, bølgeplade
korsvirke bindingsværk
kross(sten) skærver
kryssfaner krydsfinér
kupa kvist (eller kuppel), også vindskupa kvist (sv) = knast (dk)
kupol kuppel
lacknafta/white spirit terpentin, (almindelig mineralsk terpentin)
luft antal rammer i vindue
mask orm (sv: orm = slange), insektlarver
massa, massaved Træ, der skal anvendes til papirfremstilling. Sml. ved, virke.
panel beklædning fremstillet af brædder (med fer og not eller lignende) - ude eller inde
panna kedel
pelare søjle
plåt blik, alt der er/ kunne være fremstillet af blik: tagrender, sålbænke osv.
ramverkstakstol en type hanebåndsspær
ryggås langsgående bærende tagbjælke.
räcke gelænder
schakta udgrave, afgrave
skarv samling (stød) – af to aflange ting: ledning, tov, bjælker og brædder
skikt Lag
skiva Skive, plade, især træ- eller spånplade
sluten (inde)lukket (tank e.l.)
smyginklädnader lysning/vinduesindfatning
sop affald
sophämtning afhentning af skrald
sotar skorstensfejer
sparre, taksparre spær, især de skrå hovedbjælker
spik søm
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 51 af 52

spröjs sprosse
spånskiva spånplade
stad (større)by, købstad, (provins)by
stomme de bærende dele af husets konstruktion
stuprör nedløbsrør
ställning stillads
stödben (Næsten) lodrette støttebjælker fra gulvbjælkerne i loftsetagen (vindsbjälklag) op til
sparren. Man lavede ofte væg til skunkrum langs stödbenene, hvorfor denne væg
(skunkvæg) kaldes stödbensvägg.
stödbensvägg skunkvæg
syll nederste bjælke i et træhus (i modsætning til dansk: ”Syld”, som er de sten, fodremmen hviler
på)
tak tag eller loftet i rummene, oftest loft! (hhv: yttertak/innertak loftsbeklædning
takfotsinklädnad sternbræt
takhöjd loftshøjde
takstol spær, især om hanebåndsspær
tejp tape
terass/altan terrasse
torparegrund traditionelt og almindeligt fundament, hvor træhuset (oftest tømmerhuset) bæres af sten i
hjørnerne og ved skillevæggene.
"utvändigt
(bl.a.) sålbænk (under vindue), tagrender og nedløbsrør
plåtarbete"
vall dige, vold - jf: svensk ”dike” = grøft
valv hvælving
vardagsrum dagligstue
ved træ til brænde (jf. virke og masse)
vind tagetagen, "loftetagen"
vindsbjälklag loftsbjælkelag
vindskiva vindskede
vindskupa kvist på taget
vindsvåning loftsetage, tagetage
virke tømmer, gavntræ, sml. ved og massaved
våning etage, lejlighed, bolig
ås bjælke, der bærer tag og løber på langs af taget
Sidst opdateret 15. august af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.torpare.dk
Side 52 af 52