metaldetektoren - Velkommen til Bifrost

More documents

Recommendations

Info

På nogle af de rigeste fundsteder fra germansk jernalder er der fundet guldgubber, bittesmå tynde guldblikstykker med men- neskeafbildninger – så lette er de, at et vindpust kan tage dem med sig. Guldgubbernes fremstill- ingsmåde syntes at være afklaret, da man ved Boeslunde på Sjælland fandt et bronzestykke med det nederste af et motiv fra guldgubbernes billedgalleri (se Skalk 1985:6). Senere er flere lignende fund kommet til, både fra Bornholm (Skalk 1991:1) og Uppåkra. Disse bronzegen- stande opfattes som stempler med positivt mønster, såkaldte patricer. Guldgubber blev jeg introduceret til i Slöinge (se Skalk 1995:1), og via internettet var det senere muligt at studere guldgubber fra Helgö – både for- og bagsiderne. På hver af de 27 gubber var detaljerne i billedet tydeligvis ud- ført i en rækkefølge, dvs. ikke på én gang med et stempel. Der var åbenbart anvendt forskellige spidse stykker værktøj, og formgivningen blev udført fra bagsiden. Undertiden blev folien til sidst vendt om, hvor arbejdet afsluttedes, f.eks. med tilføjelse af konturer eller linier såsom møn- stre på dragten på billedets forside. På gubberne kan der ses forskellige små uplan- lagte ridser og rynker, som stammer fra denne måde at lave billederne på. Og aftryk af den amme spids optræder mange steder på én guldgubbe. Ud fra disse spor er det muligt at rekonstruere de redskaber, som har været brugt. Med ciselering frembringes lave reliefformer fra forsiden, mens repoussé-teknik giver lidt større formgivning, presset frem fra billedernes bagside. Det småformat, som anvendes ved guldgubberne, kan passende kaldes for pennedrivning. De guldgubber, som normalt kaldes stempelidentiske, fremviser så store ligheder på forskellige gubber, at der åbenlyst må være en fremstillingsmæssig sammenhæng. Dette har man forklaret ved brug af den samme patrice, men det kan ikke være den fulde forklaring. Ved nøjere betragtning kan de være forskellige i detaljerne, og der kan være tydelige spor efter pennedrivning. En mulig forklaring er, at man ved at lægge flere stykker guldfolie over hinanden har fremstillet flere guldgubber på én gang, flerfolieteknik, hvorved mere end ti ek- semplarer kan fremstilles på en gang. I så fald vil man forvente, at det underste folie, som ligger ned mod det plastiske underlag og er længst væk fra det formende redskab, bliver dårligst formet, og dette kan iagttages på gubberne. Med denne teknik er det vanskeligere at lave SAMMENHÆNG meget detaljerede motiver, og de pennedrevne »stempelidentiske « guldgubber er da også rela- tivt enkle og grove i det. Ved flerfolieteknikken kan der ske flere utilsigtede ting, f.eks. forskyd- ninger mellem guldarkene, som også kan gå itu eller bugte sig. Fremgangsmåden ved prægning af en guldgubbe med patrice. – Tegn: J. Kraglund. En guldgubbe afslører egentlig selv sin fremstillingsmåde. På guldgubbernes tid fandtes der punsler, med hvilke småfigurer og mønster- detaljer blev slået ind på f.eks. guldbrakteater. Guldgubber kan fremstilles på nogenlunde samme måde, stempling med en patrice, dvs. i ét slag, hvor samtlige patricens detaljer bliver gengivet i det bløde guld. Det må da også være sket i mange tilfælde. Ordet stempelidentisk må fremover reserveres til sikre patricefremstillede billeder, medens motivfamilie betegner bes- lægtede billeder, hvor pennedrivning har været anvendt. Endelig kan man forestille sig situation- er, hvor lidt slørede, stemplede guldgubber er blevet »trukket op« for at tydeliggøre billedet. For at en patrice skal kunne fungere i praksis, skal den være udformet på en måde, så guldfolien ikke sidder fast, så billedet skal ikke være for kompliceret. Der skal også være taget hensyn til, at meget smalle motivdetaljer kan få guldfolien til at revne. Her spiller guldets finhed en rolle, idet meget rent guld er blødere og lettere lader sig forme. Pennedrivning er blevet anvendt ved fremstillingen af mange andre genstande, for eksempel på de guldblikbånd, som pryder visse pragtbægre, de centrale motiver på mange guldbrakteater samt på bestemte slags guldperler. Drivning af metal med pennelignende redskaber har engang været almindelig, men er siden mere eller mindre gået i glemmebogen. Gert Franzén Guldgubbe af høj finhed fra Up- påkra i Skåne. Billedet til venstre (forsiden) er vist spejlvendt for at lette sammenligningen mellem for- og bagside. To forskellige værkøjsspidser kan ses på figuren: Med lyserød farve er vist former dannet med en lidt grovere pen; med grønt de detaljer, som derefter er udført. Overlapninger af furer og klemte punkter gør, at man kan følge lidt af rækkefølgen i arbejdet.– Fot. Bengt Almgren. Guldgubber i samme motivfamilie fra Uppåkra. Gubben til venstre har skarpest konturer, og folien er gået itu. Den længst til højre har svagest konturer. Flerfolieteknik giver en forklaring på variationen. – Fot: Bengt Almgren.
Rasmus Søndergaard, som har gjort det kæmpe store arbejde og derved givet mulighed for dette temanummer - Tak til Rasmus. For mig er detektorhobbyen en sund blanding af historisk interesse, fællesskab, naturoplevelser og spænding, og den 27. september 2010 blev startskuddet til min største totaloplevelse til dato. Min detektorkammerat Claus Rasmussen, som jeg lærte at kende gennem Tellus for præcis 1 år siden, og jeg havde aftalt at tage på en af vores bedste marker. Heldigvis – set i bakspejlet – var de ved at bearbejde marken, og vi måtte søge andre græsgange, bogstaveligt talt. Jeg havde for nogen tid siden fået lov til at gå med detektor ved Viskum Hovedgård, men var aldrig kommet derud, fordi vi pludselig fandt et rigt bopladsområde andetsteds. Vi kørte forbi hovedgården og traf helt tilfældigt forvalteren, som også gav Claus lov til at gå på markerne. Der havde tidligere gået detektorfolk på markerne, og forvalteren bekendt havde de ikke fundet noget, så vores forventninger var ikke de helt store. Efter 3 timers søgning gjorde vi status; ikke en skid at komme efter, og vi besluttede at gå mod bilen. Pludselig råbte Claus: ”jeg bliver hér” – han havde fundet en flot middelaldernøgle. Vi besluttede at give det en chance mere, og jeg begyndte så på min vandren mod den modsatte ende af marken – ca. 1 km fra hovedgården. Jeg fandt ingenting på vejen, og da jeg kom til enden af marken, valgte jeg at gå lidt langs skellet inden tilbageturen. 50 meter nåede jeg at gå før jeg fik et dårligt signal, som jeg valgte at grave på, da jeg kun havde gravet ganske få gange. Indpakningen til en chokoladeguldmønt dukkede frem og jeg bandede lidt indeni. Da jeg fik stykket i hånden, kunne jeg pludselig se, at det lignede et hængesmykke fra vikingetid – kneb mig selv i armen, råbte højt og vadede 1 km tilbage til Claus uden at søge for at få ham til at vække mig af drømmen. Jeg var vågen, og det helt usandsynlige eventyr var lige begyndt – en guldbrakteat fra germansk jernalder, type D, skrev de kloge senere på NDF. Der kan være flere, skrev de, og Claus og jeg var over området mange gange efterfølgende uden held. Den 18. marts 2011 var jeg på vej på en af de bedre marker i Viskum – heldigvis var de ved at harve den, og jeg ville ikke gå i vejen. Derfor valgte jeg at prøve området omkring VISKUMSKATTEN - Min største detektoroplevelse. fundstedet for guldbrakteaten af igen, igen, igen, og pludselig var der signal. Pulsen steg mens jeg gravede en kæmpe tørv ud for med sikkerhed ikke at grave i noget, og der lå den så, guldbrakteat nr. 2 og skinnede som var den lagt der dagen før – helt vildt. Straks ringede jeg til den håndfuld af folk, der har været med på markerne i Viskum og til Viborg Museum. Der er flere endnu, sagde Martin Mikkelsen, Museumsinspektør, og han ville allerede dagen efter besigtige området med henblik på en udgravning. Da jeg havde hørt så meget godt om den nye vidundermaskine, Deus, valgte jeg at lave en minitur med 3 Deusejere for at se, om de mon kunne finde noget, og aftalen blev, at den, der måtte finde noget, skulle dele evt. danefæ med Claus, som jo var stærkt medvirkende til at jeg overhovedet fandt den første. Der gik ikke mange minutter før vores formand, Hans Christensen fik et fint signal lige mellem de 2 første brakteater, og vi troede ikke vores egne øjne, da den 3. og flotteste brakteat skinnede til os. Super fællesoplevelse, som jeg sent vil glemme. I sidste uge (uge 13) påbegyndtes udgravningen så, og vi var 6 tellusfolk med – nogle kun én af dagene. Allerede den første dag kom endnu en guldbrakteat, samt et guldrør til syne, og vi var alle henrykte – det var en lovende start. Næste dag kom endnu én op af mulden, samt en del fragmenter. Den samlede skat består nu af 5 hele brakteater, en næsten hel og én fragmenteret, og det har simpelthen været min bedste detektoroplevelse nogensinde – dejligt vejr, fantastisk natur, fællesskab, forventning og et kæmpe klimaks. En stor tak til alle der deltog i udgravningen. En særlig tak til Viborg Stiftsmuseum, museumsinspektør Martin Mikkelsen og arkæolog Mikkel Kieldsen Se næste side for en billedrapportage.
Page 1 and 2: TEMA: Brakteater og felt beretning
Page 3 and 4: fandtes sporene af tre andre, ligel
Page 5 and 6: Dyrebrakteaten med en forklarende h
Page 7: Det er med stor tak til SKALK og fo
Page 11 and 12: Lige efter udgravningen, etablerede
Page 13 and 14: Stoppet samarbejde med SDA’s best
Page 15 and 16: Formand Hans Christensen har ordet.
Page 17 and 18: Tellus ønsker som mange, at få sa
Page 19 and 20: Bagsiden “Arkæologi for den prof

metaldetektoren - Velkommen til Bifrost

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?