Næse for mayo - Pia Quist

Næse for mayo
Af pia quist
Adjunkt, ph.d.
Dialektforskning
Nordisk Forskningsinstitut
Københavns Universitet
Kunne man forestille sig, at befolkningen var parat til en retskrivningsreform, der gjorde det muligt at
»fordanske« stavningen af låneord, så for eksempel computer kunne staves med k og j, kompjuter? Og
kunne man forestille sig, at tiden var inde til at droppe dobbeltformen mayonnaise, så Retskrivningsordbogen
kun anbefalede formen majonæse?
Måske er begyndelsen af det 21. århundrede endelig tidspunktet, hvor en mere lydret stavning ville kunne
gennemføres. Måske er danskerne parate til at gøre som i Norge, hvor låneord fra andre sprog
»fornorskes«, så de ser norske ud. For eksempel senter for center og sørvis for service.
På den ene side kunne man godt forestille sig, at tiden var ved at være moden til en mere ambitiøs
retskrivningsreform end de sidste tre Retskrivningsordbøger har præsenteret. På den anden side viser
historien, at retskrivningsreformer er ekstremt vanskelige at sælge i Danmark. De fleste mennesker vil ikke
høre tale om, at det er smartere, hvis skolebørn fik lov til at skrive akvarie og gymnasie, som ordene siges, i
stedet for akvarium og gymnasium. Eller jogurt og krem i stedet for yoghurt og creme (jogurt er tilladt
sammen med dobbeltformen yoghurt, men krem er endnu ikke tilladt ifølge Retskrivningsordbogen).
Uanset i hvilke retninger man forestiller sig, at reaktionerne på en retskrivningsreform ville bevæge sig, så
kan man være sikker på, at argumenter for og imod ikke vil have noget som helt med sprog og stavning at
gøre.
Den mere end tyve år gamle »majonæsekrig«, senere fulgt af »kommakrigen«, viste os, at befolkningen i
Danmark langtfra er indstillet på retskrivningsreformer. Så snart der er de mindste skriftsproglige ændringer i
udsigt, og uanset hvor fornuftigt underbyggede af Dansk Sprognævns dygtige sprogfolk, de er, så ser en stor
og meget højrøstet gruppe af bekymrede sprog-revsere deres snit til at træde i karakter som nationens,
kulturens og civilisationens helte. Stavning tilbyder nemlig en komplet gratis platform for identitetsprofilering.
Debat med saglig udveksling af argumenter er ikke mulig, for den »korrekte« stavning bliver symbol for alt,
hvad der er opportunt.
Den forhenværende formand for Dansk Sprognævn professor Erik Hansen har i flere artikler efter 1986udgaven
af Retskrivningsordbogen (RO) beskrevet det forløb, der begyndte med et gennemarbejdet og
fagligt velfunderet udkast til en ny RO med ganske få ændringer og endte med et mediehysteri, som ingen i
dansk sprogforskning har set mage før eller siden.
Erik Hansen kan nok sætte ord ved siden af hinanden og sprogligt spidde sine modstandere som han selv
blev spiddet i »majonæsekrigen«. Han har argumenterne og overblikket. Alligevel lykkedes det aldrig at
skabe offentlig lydhørhed for de saglige og faglige argumenter i majonæse-debatten. Belært af erfaring
skriver han i en artikel om sprogpolitik, at en offentlig saglig debat om emnet er umulig:
»Man skal ikke tro at [en liberal sprogpolitik] vil kunne drøftes som man drøfter vigtige og alvorlige emner i et
demokratisk samfund af oplyste mennesker. Modstanderne vil optræde som uvidende og aggressive
galninge der er ude af stand til at følge en argumentation ... Det dumpe raseri vil være 100 pct. tværpolitisk
og forene det danske folk for første gang siden besættelsen.«
Rygtet lyder, at Erik Hansen under majonæse-balladen modtog deciderede trusselsbreve fra vrede
sprogkrakilere. Det var dog ikke, fordi der var specielt mange ændringer i 1986-udgaven af RO. Men nogle
af de ændringer, der blev foreslået, kom til at være så stor en torn i øjet på visse pensionerede overlærere,
at debatten til sidst løb helt af sporet. Ud af ordbogens cirka 50.000 ord var der foreslået staveændringer af
lidt mere end 100 ord. Det er meget få, når man tager i betragtning, at den gamle RO var 30 år gammel.
De fleste nye staveformer var da også helt uproblematiske. For eksempel fik man i den nye udgave lov til at
skrive farvel i stedet for far vel. Det blev en lille håndfuld madgloser, som hele debatten kom til at dreje sig
om roastbeef/rostbøf, remoulade/remulade, mayonnaise/majonæse sidstnævnte fik en prominent position
som det ord, hele vores civilisations overlevelse afhang af.
Da Erik Hansen i 1985/86 gik ind i »majonæsekrigen« var det med fornuften og den faglige indsigt som
ammunition. Selvom mange debattører tilsyneladende troede det, så var Sprognævnets få ændringsforslag
naturligvis ikke grebet ud af den blå luft. Der var lingvistiske, historiske og praktiske argumenter for hver
eneste lille ændring. For 22 år siden var der ingen forståelse for sådanne argumenter.

Ville der så være det i dag? Næppe. Når man alligevel godt kan forestille sig, at en retskrivningsreform er
mere mulig i dag end tidligere, er det, fordi en helt anden type argument måske ville kunne vinde gehør. Et
skriftsprog, der adskiller sig fra især det engelske og ser dansk ud, vil sandsynligvis tiltale visse dele af
befolkningen og af det politiske spektrum. Ikke af lingvistiske grunde, men af symbolske dansk-nationale
grunde.
Det interessante er, at man kan bruge og dreje holdninger til retskrivning i forhold til det, man gerne vil
signalere. Uden at det som sådan har med stavning at gøre. Man kan bruge retskrivningen til at understrege
sin dansksindede indstilling, men også det modsatte: sin internationale indstilling. Man kan også bruge
holdninger til retskrivning til at signalere (hvad man selv synes er) dannelse, og at man går ind for orden og
konsekvens (altså symbolsk orden og konsekvens, for Erik Hansenske argumenter, der grundes i
retskrivningsmæssig orden og konsekvens, preller som regel af på disse folk).
Jeg tror, at en væsentlig årsag til offentlighedens sensibilitet over for retskrivningsreformer skal søges lige
netop her. En holdning til retskrivning er gratis identitet lige til at sno om halsen som et hvidt/blåt FCKhalstørklæde.
Det har medlemmerne af foreningen Fiduso fundet ud af. Fiduso står for »Folkefronten af
intelligente danskere til udvikling af sproglig omhu« ja, man kan jo lige så godt tale rent ud af posen.
De intelligente medlemmer ved nok, hvordan det danske sprog skal omsættes i skrift, og ved at have deres
egen forening kan de pænt og nydeligt markere grænsen nedefter mod alle plebejerne, der er for dumme til
at indse den slags. På en måde er der noget afvæbnende over den ærlighed, sådanne »intelligente
danskere« bekender kulør med. Lidt à la Poul Pilgaard. De synes at sige »yes, jeg er en snob, som har
indset, at livet kun kan gøres meningsfuldt gennem ødsle symboler. Hellere Armani end Jørgens Jakkesæt,
hellere palais end palæ og hellere mayonnaise end majonæse MAJONÆSE? Adddrrrr.«