Diverse ekstra

Direkte vertikal virkning 

Direkte horisontal 

virkning 

Traktater 

EU ret 

Direkte virkning 

Direkte vertikal virkning medfører at spørgsmålet at en EU-regel 

forpligter MS, hvorefter staten bliver pligtsubjekt, mens borgeren 

bliver rettighedssubjekt. Dvs. borgerne kan påberåbe sig reglen 

overfor staten f.eks. 8/81 Becker dommen om direktiver og 26/62 

Van Gend en loos pr. 14 om traktater. 

Medlemsstatsbegrebet fortolkes bredt, hvilket udvider området for 

den direkte vertikale virkning gælder bl.a. den offentlige forvaltning 

og EFD, kommuner og regionale myndigheder. 

Direkte horisontal virkning er spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten 

forpligter private således, borgeren både bliver pligt- og 

rettighedssubjekt. 

Hvis dette er tilfældet kan borgeren påberåbe sig EU-reglen overfor 

andre borgere og virksomheder f.eks. 281/98 Angonese dommen om 

traktaten alternativt Faccini Dori dommen hvor der ikke var direkte 

horisontal virkning. 

Alle regler med direkte horisontal virkning har også direkte vertikal 

virkning. 

Vertikalt 

Igennem en formåls bestemt fortolkning af TEF kom EFD frem til, at 

bestemmelserne i EF-traktaten kan udløse direkte virkning i national 

ret jf. 26/62 Van Gend en Loos pr. 8 -10. 

Dog er betingelsen herfor er, at den pågældende traktatbestemmelse 

skal være egnet til anvendelse ved en national domstol. Dette 

indebærer, at bestemmelsen skal være klar og præcis, den skal være 

ubetinget, samt at bestemmelsens gennemførelse skal være uafhængig 

Lene Rosengaard Side 1 af 10 02-09-2009

EU ret 

af gennemførsels foranstaltninger fra medlemsstaternes eller 

institutionernes side jf. 26/62 Van Gend en Loos pr. 12 

Horisontalt 

EFD har igennem praksis fastslået, at nogle af traktatens 

bestemmelser kan forpligte private. 

Disse er med sikkerhed Art. 39 og art 141 og flere domme kan også 

pege i retningen af mere horisontal virkning end tidligere jf. 43/75 

Defrenne II pr. 31 – vedr. art. 141 og 281/98 Angonese – vedr. art. 

39 

Forordninger ”Forordning” er en betegnelse for en af de forskellige typer af 

retsakter, der anvendes i EU jf. TEF art. 249. 

Art. 249 TEF er ikke hjemmel, det vil sige det juridiske grundlag, for 

at udstede reglerne, men bestemmelsen definerer reglernes 

retsvirkning. 

Hensigten med forordninger er, at der skal skabes en fuldstændig 

identisk lovgivning i alle MS, hvilket medfører at MS ikke kan 

supplere eller udfylde reglerne. 

Om forordninger hedder det: ” En forordning er almengyldig. Den er 

bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver 

medlemsstat.” 

At en forordning er ”almengyldig” betyder, at den ikke er rettet mod 

en bestemt personkreds i modsætning til en beslutning rettet mod 

f.eks. en bestemt institution eller virksomhed eller et mindre antal 

personer, som klart kan udpeges. 

Derudover kan forordningerne umiddelbart anvendes i 


Direktiv 

EU ret 

medlemsstaterne og medføre pligter og rettigheder direkte for 

borgerne i de enkelte EU-lande, dvs. at forordninger kan påberåbes 

direkte overfor en national domstol. 

Der kræves derfor ikke national lovgivning for, at forordningerne 

gælder som lovgivning i medlemsstaterne. Det er blandt andet 

forordningernes umiddelbare anvendelighed, som er med til at gøre 

EU-samarbejdet specielt i forhold til det traditionelle internationale 

samarbejde mellem lande. 

Et direktivs tilsigtede mål er bindende for medlemsstaterne, men det 

overlades til de nationale myndigheder at bestemme i hvilken form og 

middel der anvendes for at nå dette mål jf. TEF art. 249 stk. 3. 

Betingelserne for direkte vertikal virkning jf. 8/81 Becker 

1. ubetingede (dvs. ikke betinget af efterfølgende EU retsakter 

eller nationale love) 

2. tilstrækkeligt præcise (der må godt være et mindre skøn jf. 

6+9/90 Francovich pr. 17-18), 

3. Implementeringsfristen er spængt 

4. Direktiv skal tillægge borgerne rettigheder ift. Staten. 

Horisontalt 

Direktiver kan ALDRIG tillægges horisontal direkte virkning jf. 

91/92 Faccini Dori pr. 20 

I visse særlige tilfælde kan direktiver dog indirekte få horisontal 

virkning jf. 194/94 CIA, der vedrører informations procedure 

direktivet. 

Implementering Implementeret i national ret 

Når direktivet er implementeret kan private støtte ret på det. 


EU ret 

Implementeringsfristen skal være overskredet (eller mangelfuld 

implementering), og derfor følger det modsætningsvis at hvis denne 

ikke er overskredet kan direktivet ikke have direkte virkning jf. 

148/78 Tullio Ratti pr. 43-44 førend at implementeringsfristen er 

overskredet. 

I tilfælde af at direktivet ikke kan tillægges direkte virkning skal det 

undersøges om det er muligt at fortolke de nationale regler i 

overensstemmelse med direktivet jf. TEF art. 10 og TEF art. 249 stk. 

3. Evt. kan staten være erstatningsansvarlig. 

Ikke implementeret i national ret 

Manglende implementering er traktatbrud. 

Når bestemmelserne i et direktiv udfra et indholdsmæssigt synspunkt 

fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, kan der i mangel 

af rettidige gennemførelses foranstaltninger støttes ret herpå overfor 

en enhver national regel, der ikke er i overensstemmelse med 

direktivet, ligesom private overfor staten kan påberåbe sig 

bestemmelser, der efter deres indhold tillægger private rettigheder i 

forhold til staten. Jf. 8/81 Becker pr. 25 

Baggrunden for at MS bliver pligtsubjekt overfor borgere ved 

manglende eller mangelfuld implementering er, at MS ikke skal vinde 

ret, dvs. undgå direktivets retsvirkninger, pga. af manglende 

implementering fra egen side. 

EFD formulerer det således, at direktiver ”ville blive berøvet enhver 

virkning, hvis det var tilladt MS gennem passivitet at ophæve endog 

de retsvirkninger, som visse bestemmelser i et direktiv kan have efter 

deres indhold” jf. 8/81 Becker 8/81 pr. 29, samt 91/92 Faccini Dori 

pr. 22-23. 


Hvilke krav kan der stilles 

til en korrekt 

implementering? 

EU ret 

MS kan ifalde erstatningsansvar jf. 91/92 Faccini Dori pr. 29, såfremt 

at national ret ikke kan fortolke konformt. 

Det fremgår ikke af TEF art. 249 stk. 3 hvordan direktiver skal 

implementeres i medlemsstaternes retssystemer, og derfor har EFD 

opstillet en række betingelser for korrekt implementering 

Ad 1 

1. Retsstillingen skal være klar og utvetydig 

2. Reglerne skal være bindende 

3. Overtrædelse af direktivets regler skal være effektivt 

sanktioneret 

4. Implementeringen skal ske inden fristens udløb 

5. Oprindelse skal være kendt 

Jf. 91/92 Faccini Dori pr. 11. 

Ad 2 

Jf. 8/81 Becker pr. 18 

Administrativ praksis er ikke nok, men derimod fast national 

retspraksis. 

Hvis retstilstanden i en medlemsstat er sammenfaldende med den 

direktivet søger at indføre er implementering ikke nødvendig – Det er 

ikke nok at betingelserne er opfyldt i forarbejder jf. 143/83 

Kommissionen mod DK. 

Ad 4 

Jf. 8/81 Becker pr. 18 

MS kan ikke kritiseres for ikke at have gennemført et direktiv i 

national ret, førend fristen er udløbet jf. 129/96 Inter-Environnement 

Wallonie 129/96 pr. 43 


Nationale domstoles rolle 

såfremt direktivet ikke har 

direkte virkning? 

EU ret 

MS må ikke efter udstedelsen af et direktiv, men inden 

implementeringsfristens udløb, træffe foranstaltninger, som kan 

bringe virkeliggørelsen af direktivets mål i ”alvorlig fare”, jf. 129/96 

Inter-Environnement Wallonie pr. 50 . MS forpligtes bindende pr. 40 

til at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre, at det i 

direktivet forskrevne resultat nås ved fristens udløb pr. 44. 

Nationale domstole skal efter sagen 14/83 Von Colson og Kalmann 

præmis 26 i disse tilfælde foretage en direktivkonform fortolkning af 

national ret. 

Endvidere har EFD også fremhævet at den almindelige 

solidaritetsforpligtelse i TEF art. 10 indebærer en forpligtelse, direkte 

efter EU-retten, til at sikre en fortolkning og anvendelse af nationale 

regler i overensstemmelse med EU-reglerne, også selv om disse ikke 

er umiddelbart anvendelige. 

I relation til den EU-konforme fortolkning tog EFD jf. 60/86 

Kolpinghuis forbehold for en udvidende fortolkning af pligt 

skabende normer, der kan indebære strafsanktioner for borgere. Dette 

bekræftes igen i 1995 af 168/95 Arcaro. 

Det skal nævnes, at medlemsstatsbegrebet fortolkes bredt, hvilket 

udvider området for den vertikale virkning, når nu den horisontale 

virkning er afskåret. 


Hvilke EU- 

hovedprincipper kan du 

nævne? 

Subsidiaritetsprincippet 

Legalitetsprincippet 

EU ret 

Grundlæggende rettigheder 

• Subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) 

• Legalitetsprincippet og princippet om tildelte kompetence 

• Proportionalitetsprincippet 

• Lighedsprincippet 

• Solidaritetsprincippet 

• Loyalitetsprincippet 

• EU rettens forrang 

Princippet går ud på, at de politiske beslutninger i EU altid skal træffes 

på lavest mulige administrative og politiske niveau og så tæt på 

borgerne som muligt. Det indebærer, at bortset fra de områder, hvor 

EU er enekompetent, kan EU kun handle, når det vil være bedre at 

gennemføre den pågældende lovgivning på EU-plan end på nationalt, 

regionalt eller lokalt plan. 

Nærhedsprincippet indebærer overordnet, at to betingelser skal være 

opfyldt, for at EU kan lovgive på de områder, hvor både EU og 

medlemslandene kan lovgive: 

1. Formålet med et forslag må ikke i tilstrækkelig grad kunne 

opfyldes ved, at medlemslandene selv lovgiver. 

2. Formålet med et forslag skal bedre kunne opnås ved, at der 

bliver lovgivet på EU-plan frem for på nationalt plan. 

Den fundamentale kompetencefordelingsnorm er, at beføjelser, som 

ikke er overladt til EU, tilkommer medlemsstaterne. 

Fællesskabsretten bygger således på princippet om de tildelte 

kompetencer. Fællesskabet kan efter TEF art. 5 stk. 1, kun handle 

inden for rammerne af de beføjelser (kompetencer) og mål, der er 

tillagt det ved EF-traktaten, og institutionerne kan efter TEF art. 7 kun 

handle inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt den 


EU ret 

pågældende institution. Hvis der således ikke er hjemmel til en retsakt, 

vil retsakten således blive annulleret, jf. 376/98 

Tobaksreklamedirektivet. 

EU rettens forrang Princippet anvendes i tilfælde af modstrid mellem national ret og EU 

retten. Princippet er udviklet i praksis og betyder at EU retten har 

forrang jf. 6/64 Costa mod ENEL. 

Dette baseret på at EU retten ikke er en ny folkeret, men en retsorden 

som medlemsstaterne har oprettet. 

Jf. 106/77 Simmenthal fastslog EFD at den nationale domstol uanset 

modstridende nationale regler har pligt til at anvende EU retten fuldt 

ud, herunder også håndhæve Forrangsprincippet. 

Princippet medfører ikke at nationale regler bliver ugyldige, men blot 

at de ikke må anvendes, hvorimod det er fællesskabsretten som skal 

anvendes fuldt ud. Jf. 106/77 Simmenthal pr. 21. Nationale love kan 

stadig anvendes i de situationer hvor den ikke strider mod EU retten. 

OK med forrang princippet jf. retspraksis fra Højesteret f.eks. i 

forbindelse med den danske grundlovssag, som verserede i forbindelse 

med tiltrædelsen til Maastricht. Forrangsprincippet anvendes dog kun 

hvis EU bestemmelsen ikke strider mod en bestemmelse i den danske 

grundlov. Hvilket medfører, at hvis EU vedtager en regel indenfor et 

område, som den ikke har fået tildelt kompetence jf. GRL § 20, så har 

EU rette ikke forrang for national dansk ret. 

Det er alle nationale domstole, der skal anvende EU retten, men også 

andre myndigheder som f.eks. administrative myndigheder jf. 118/00 

Larcy om sygesikringskasse. 

Lighedsprincippet Ligehedsprincip handler om at EFD skal behandle ensartede 


EU ret 

situationer ens. Overtrædelse af princippet kan medføre annullation. 

Loyalitetsprincippet Traktatfæstet via TEF art. 10. 

Konformfortolkning 

TEU art. 6 EU´s 

grundprincipper 

Domstolens praksis har ikke mindst i de senere år fremhævet, at den 

almindelige solidaritetsforpligtelse efter TEF art. 10 indebærer en 

forpligtelse direkte efter EU-retten til at sikre en fortolkning og 

anvendelse af nationale regler i overensstemmelse med EU-reglerne, 

også selv om disse ikke er umiddelbart anvendelige. Denne forpligtelse 

til EU-konform fortolkning af national ret er også fremhævet i pensum 

dommene i sagerne 14/83 von Col-son og C-106/89 Marleasing. 

Denne fortolkningsforpligtelse gælder i princippet, hvad enten den 

pågældende fortolkning fører til en i forhold til borgerne udvidende 

eller indskrænkende anvendelse af den pågældende pligt skabende 

norm i national ret. Domstolen tog dog i sag 60/86 Kolpinghuis 

forbehold for en udvidende fortolkning af pligt skabende normer, der 

kan indebære strafsanktioner for borgerne. I sag C-168/95 Ar-caro 

udtalte Domstolen, at pligten til direktivkonform fortolkning ikke kan 

føre til pålæg af forpligtelser, som ikke er gennemført i national ret, 

over for borgere, navnlig ikke, hvis dette fører til at pålægge eller at 

skærpe et strafansvar. 

EF-Domstolen har i pensumdommen i sag 314/85 Foto-Frost under 

henvisning til behovet for en ensartet retsanvendelse af 

fællesskabsretten fastslået, at en national domstol ikke kan erklære en 

EU-retsakt ugyldig. Hvis en national ret nærer tvivl om, hvorvidt en 

EU-retsakt er gyldig, skal et sådant spørgsmål præjudicielt forelægges, 

hvad enten retten afgør sagen i første eller sidste instans. 

Domstolen har anerkendt at Fællesskabet har pligt til at beskytte 

grundrettighederne som de f.eks. kommer til udtryk i EMRK og i 

nationale forfatninger og Internationale konventioner 


Hvilke betingelser skal 

iagttages hvis en 

grundrettighed skal 

legitimere en 

foranstaltning? 

Pensumdomme 

EU ret 

Carpenter – familieliv EMRK art. 8 

SPUC – Retten til liv 

Schmidberger – Ytringsfrihed 

. 

De grundlæggende rettigheder er ikke absolutte, og hvis en 

grundlæggende rettighed skal legitimere en foranstaltning eller en 

undladelse skal den opfylde disse betingelser, jf. 112/00 Schmidberger 

pr. 80 

• Den skal være i almenhedens interesse 

• Være proportional 

• ikke indebære, et uacceptabelt indgreb, der krænker de garanterede 

rettigheders kerne. 

Det betyder, at EF-traktatens bestemmelser skal fortolkes i 

overensstemmelse med EMRK jf. 112/00 Schmidberger, hvor TEF art. 

28 måtte vige for EMRK art. 10.

Diverse ekstra

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?