Nummer 76 (september 2009) - Landsforeningen af ...

ISSN 1396-2620 

September 2009 · Nr. 76 

avisen 

Landsforeningen af Patientrådgivere 

og Bistandsværger i Danmark 

L a n d s f o r e n i n 

& 

g e n 

af Patientrådgivere Bistandsværger i Danmark 

KOrt nyt: 

Møde med § 71-udvalget 

Min Mening · Debat... 

Få et gratis kurophold - på en af Danmarks 

psykiatriske afdelinger 

Min Mening · Debat... 

Skal vi have en ombudsmand for beboere i 

private bo- og opholdssteder? 

1 LPD · avisen

LPD-avisen er udgivet af Landsforeningen 

af Patientrådgivere og 

Bistandsværger i Danmark 

Redaktion: Formand Ole Kølle 

Redaktionsmedarbejder: 

Ad. hoc-medlemmer efter behov 

Ansvarlig i forhold til medieansvarsloven: 

Ole Kølle 

Bladets ledende artikler produceres 

af LPD. Indholdet af andre artikler 

dækker ikke nødvendigvis LPD’s 

holdninger 

Layout og tryk: Isager Bogtryk 

Bladet udkommer: Ca. 4 - 5 gange 

årligt og trykkes i et oplag på 

ca. 2000 stk. 

Næste materiale-deadline 

1. november 2009 

Redaktion og ekspedition: 

Ole Kølle, Vesterballevej 7, 

5700 Svendborg, 

Tlf. 24665824 

Fax 62228300 

E-mail: ok280944@yahoo.dk 

Artikler til bladet e-mailes på wordfil 

til: ok280944@yahoo.dk 

WWW.LPD-INFO.DK 

Bestyrelsen i LPD: 

Ole Kølle · formand og ans. red. 

Vesterballevej 7 · 5700 Svendborg 

ok280944@yahoo.dk 

tlf. 62228300 / 24665824 

fax 62228300 

Henry Sørensen, næstformand 

Østervang 5, 4520 Svinninge 

henrys@post11.tele.dk 

tlf. 59266447 

Per Møller Christensen · kasserer 

Grebjerg 22 · 9440 Aabybro 

lpd@m-christensen.dk 

tlf. 98174130 

2 LPD · avisen 

avisen 

Lederen... 

Sensommeren og efteråret står for døren. Håber ikke, at dette gør sig gældende, når vi snakker 

om psykiatrien i Danmark. Her skulle der gerne være forår på vej. 

Danmark vil gerne være foregangsland, når det handler om klima og miljø. Vi kan håbe, at 

ivrigheden er lige så stor, når talen falder på VORES PSYKIATRI. 

Som det vil kunne ses i dette nummer af LPD-avisen, er der desværre adskillige eksempler 

på, at det ikke er alle vegne, hvor det menneskelige og etiske, i relation til det psykiske område, 

tages alvorligt. 

Mange bistandsværger har klienter på forskellige bosteder og LPD får jævnligt melding 

om, at forholdene på nogle bosteder ikke lever op til det man i sygehusregi vil kalde »god 

sygehusstandard «. 

Det er meget vigtigt, at hvis Danmark skal leve op til at være et højtudviklet demokratisk 

foregangsland, så skal der ske store forbedringer inden for flere af de psykiatriske områder. 

Her har patientrådgiverne og bistandsværgerne en væsentlig rolle at spille. Vi kommer alle 

de steder, hvor de psykisk syge opholder sig og det er meget vigtig, at vi bruger alle sanser til at 

observere forholdene for de psykisk syge. Vi skal samtidig have skabt en større forståelse for de 

psykisk syges problemer i samfundet som helhed. Vi skal have opmærksom på urimeligheder, 

hver gang vi støder på disse og gøre politikerne opmærksomme på dem, så de kan agere 

derefter. Hos visse politimyndigheder skal vi have skabt en større forståelse og respekt for 

det arbejde, som bistandsværgen udfører. Jobbet er med til at skabe så stor en retssikkerhed 

som muligt, når talen drejer sig om de anbringelses – og behandlingsdømte personer. Flere 

fængselsmyndigheder overholder ikke lovgivningen om, at bistandsværgerne skal have »fri 

og uhindret adgang« til skriftligt, mundtligt og fysisk at kontakte deres klienter. Senest er en 

bistandsværge blevet nægtet adgang til et Københavnsk fængsel før end vedkommende lod 

sig fotografere mv. Dette er i klar strid med lovgivningen, men desværre ikke noget særtilfælde. 

Vi skal have »løftet« hele psykiatriområdet op på det niveau, hvor det hører hjemme og 

ikke, hvor det hos mange desværre stadig betragtes som en form for »lavstatus« at arbejde 

med mennesker med psykiske problemer, behandle disse mange mennesker som en slags 

»andenrangsmennesker «. 

Lad os få moralen, etikken og det menneskelige helhjertet ind i psykiatriområdet. Tænk på, 

at hver 4. - 5. dansker på et eller andet tidspunkt kommer »i berøring« med psykiatrien. 

God sensommer og efterår til alle! 

Mogens Michaelsen · medlem 

Guldborgvej 296 · 4862 Guldborg 

momi@mail.dk 

tlf. 54770011 / 23461975 / fax 54771475 

Jan Labusz · medlem 

Chr. Hansensvej 27 · 4300 Holbæk 

jan_labusz@hotmail.com 

jan.labusz@get2net.dk 

tlf. 59441528 / 40561577 

Niels Jørgen Schou · medlem 

Thunøgade 1D · 8000 Århus C 

nj.schou@stofanet.dk 

tlf. 86132914 / 22123727 

Dorte Sørensen · medlem 

Fabriciusvej 42 · 9210 Ålborg SØ. 

dortemarie31@hotmail.com 

tlf. 29828459 

Suppleanter og Regnskabskontrollant 

Eva Krogh · 1. suppleant 

Nyvej 15 · 3450 Allerød 

evakro01@hav1.regionh.dk 

tlf. 48175356 

Ole Kølle 

Ansvarshavende redaktør og formand 

Frank Hansen · 2. suppleant 

Bagsværd Hovedgade 182, 2. th 

2880 Bagsværd 

frank-e-hansen@mail.dk 

tlf. 61168779 

Gitte Lillelund · Regnskabskontrollant 

Vedelsgade 22, 1 th · 4180 Sorø 

Ida Kramp · Regnskabskontrollant suppleant 

Ketilsvej 5 · 2880 Bagsværd 

tlf. 44987050

I N D H O L D 

Kort nyt... 

Møde med § 71-udvalget ................................................................................................................ 3 

Kursus specielt for nye patientrådgivere og bistandsværger (modul 1 og 2) ............. 5 

Fagligt talt... 

Manglende kommunikation fra en politimyndighed ......................................................... 13 

Referat fra LPD’s landsmøde d. 25. april 2009 på Pinenhus .............................................. 15 

Høringssvaret fra LPD - vedrørende udkastet til revideret 

bekendtgørelse om bistandsværger ............................................................................................ 19 

Referat af årsmødet den 20. april 2009 i Det Psykiatriske Patientklagenævn 

hos Statsforvaltningen Hovedstaden ......................................................................................... 23 

Værd at vide... 

Et godt liv trods alt .............................................................................................................................. 31 

Min mening · Debat... 

Få et gratis ophold - på en af Danmarks psykiatriske afdelinger ................................... 7 

Hvad er forskellen på »Jeppe på bjerget« 1722 og dagens psykiatri? ........................... 10 

Skal vi have en ombudsmand for beboerne i private opholdssteder? ......................... 20 

Menneskerettigheder i psykiarien ................................................................................................. 29 

Møde med § 71-udvalget 

onsdag d. 21. oktober 2009 kl. 13.15 

på Christiansborg 

LPD’s bestyrelse skal igen til møde med § 71-udvalget for 

at få sat fokus på de problemer, som vi støder på i hverdagen. 

Spørgsmålene til udvalget denne gang har lidt anden 

karakter end de plejer at have, idet vi bl. a. har taget udgangspunkt 

i Hovedstadens Statsforvaltnings Årsrapport 

(som kan findes på www.statsforvaltningen.dk ), der stiller 

en række gode spørgsmål og sætter spørgsmålstegn ved 

flere af tidligere brugte rutiner. 

Årsrapporten er bestemt værd at læse i sin helhed. Det 

gælder også flere af de andre rapporter, hvor alle efterhånden 

ligner rapporter og ikke blot et stykke A4 papir med 

lidt tal. 

Kort nyt... 

Spørgsmålene til udvalget lyder: 

1. Hvordan forholder udvalget sig til Statsforvaltningen 

Hovedstadens Årsrapport af begreberne side 16 -17 

(Langvarig fiksering – 48-timers-revurdering mv.) 

2. Er det udvalgets opfattelse, at patientrådgiverne skal 

være mere opmærksomme på de nævnte problemer? 

3. Deler udvalget direktør Martin Lunds kritik af patientklagenævnet 

ved Statsforvaltningen Hovedstadens 

ageren i flere sager og direktørens bemærkninger om, 

at der er lagt op til »en skærpelse« af praksis samt direktørens 

kritik af dette. 

3 LPD · avisen

4. Agter udvalget at indskærpe over for de psykiatriske 

patientklagenævn, at disse også skal tage hensyn til 

patientrådgiverne og disses arbejde, når møderne i 

nævnene planlægges? 

Her henvises specielt til bemærkningerne omkring 

patientrådgiverfremmøde i Statsforvaltningen Midtjylland 

(Århus), hvor der fremsættes kraftig kritik af 

fremmødet, men hvor det ikke samtidig bemærkes, at 

der overhovedet ikke er taget hensyn til patientrådgiverne 

og deres arbejdstid ved tilrettelæggelsen af møderne. 

Dette har specialkonsulent Mikael Kunst selv udtrykt i 

en given sag over for LPD-formanden, hvor en patientrådgiver 

i næsten 20 år har haft mellem 95 og 100% 

fremmøde, men i det givne tilfælde ikke kunne møde 

frem grundet arbejde og fordi der var sket en ny tilrettelæggelsesform 

af møderne. 

Patientrådgiveren fik »det gule kort« (se side 37-38 og 

39 i LPD-avis nr. 75) og med trussel om »det røde«, hvis 

sagen gentog sig. 

Dette er en ganske uhørt måde at behandle en pligtopfyldende 

rådgiver på og kan selvfølgelig ikke accepteres. 

5. Jan Labusz har specielt gjort opmærksom på følgende 

spørgsmål: Hvordan kan regionerne i Statsforvaltningerne 

gang på gang tilsidesætte patientklagenævnsafgørelserne 

i sager, hvor patienterne har fået 


medhold i f.eks. fikseringssager og så nægte at udbetale 

erstatning for frihedsberøvelsen, idet de ikke 

anerkender patientklagenævnene? Jan har eksempel 

sort på hvidt fra Region Sjælland. Andre sager er sendt 

videre til Retslægerådet, der heller ikke anerkender 

patientklagenævnene. Dommerne i Retten gør det 

heller ikke! 

Et stort problem, der gør patientklagenævn, hvori der 

bl.a. sidder en læge og en jurist, patienten og bistandsværgen 

/ patientrådgiveren til grin i form af spildt arbejde. 

6. Ud over ovenstående vil vi gerne have en drøftelse af 

udvalgets mening om vores tidligere fremsatte ønske 

om at gøre grundmodulerne i vores kursussammenhæng 

obligatoriske. (se program for kurset i Svendborg, 

som er vores første modulkursus, i sidste nummer 

af LPD-avisen). 

Der kan muligvis dukke nye spørgsmål op, som indsendes 

i god inden mødet. 

Der vil på mødet kunne komme spontane spørgsmål 

som afledt af udvalgets svar på ovennævnte, 

Vi ser frem til et sædvanligt godt møde og glæder os til 

drøftelsen 

Ole Kølle, fmd. 

Det 

røde 

kort

Kursus 

specielt for nye patientrådgivere 

og bistandsværger (modul 1 og 2) 

fredag: 

Ankomst og indkvartering, aftensmad, erfaringsudveksling 

– på en ny og spændende måde. 

Og herefter socialt samvær. 

Lørdag: 

Modul 1, der handler om, hvordan man bliver beskikket, 

hvordan man herefter møder sin patient, personalet, evt. 

pårørende, hvilke papirer, man skal forholde sig til... osv. 

Alt, hvad der foregår på afdelingen, hvilke rettigheder og 

pligter man har som patientrådgiver/bistandsværge, hvilke 

rettigheder patienten/klienten har under sit ophold på 

psykiatrisk afdeling. 

Som oplægsholdere her f. eks. en læge, plejer, »gamle« 

patientrådgivere /bistandsværger (bestyrelsen). 

søndag: 

Modul 2, der handler om det videre arbejde som patientrådgiver/bistandsværge. 

Hvordan skriver man en klage, klagemuligheder osv. 

Om patientklagenævnet, patientrådgiverens/bistandsværgens 

pligter og opgaver ved fremmøde i nævnet osv. 

Kort nyt... 

Hotel Ærø svendborg 

fredag-søndag 6. - 8. november 2009 

f o r e L ø b i g t p r o g r a m : 

( ) 

stadig en deL 

Ledige pLadser 

Som oplægsholder gerne en patientklagenævnsformand 

eller -medlem (lokalt nævn). 

Meget gerne et eksempel på et nævnsmøde (her kan bestyrelsen 

også indgå, hvis et patientklagenævn ikke kan 

deltage med »rigtige« medlemmer). 

Om retten, hvordan arbejder den, hvilke sager med psykisk 

syge behandles her osv. Som oplægsholder naturligvis 

gerne en dommer (lokal). 

Også her gerne et eksempel på et retsmøde (bestyrelsen 

kan evt. igen »supplere«, hvis ikke retten kan sætte fuldt 

hold op). 

Om Sundhedsvæsenets Patentklagenævn, hvordan arbejder 

det, hvordan behandler det en anke osv. 

Som oplægsholder forventes en repræsentant fra Sundhedsvæsenets 

Patientklagenævn. 

De mere erfarne vil også have gavn af dette kursus, hvor 

den nye bekendtgørelse for bistandsværger er godkendt. 

5 LPD · avisen

Tilmelding: 

Kursus 

i svendborg den 6. - 8. nov. 2009 

på Hotel Ærø 

Navn 

Adresse 

E- mail 

Telefon 

ankomst: 

den 6. november kl. ca. 

afrejse: 

den 8. november kl. ca. 

Jeg er: 

❏ patientrådgiver 

❏ bistandsværge 

❏ andet 

Jeg forventer at køre selv og har plads til i bilen. 


aLLe 

er VeLKomne 

❏ Jeg ønsker overnatning 

❏ Jeg ønsker ikke overnatning 

❏ Jeg ønsker kun overnatning fredag til lørdag 

❏ Jeg ønsker kun overnatning lørdag til søndag 

Jeg har følgende kostønsker: 

Øvrige bemærkninger (evt. om samboende med en 

anden deltager mv.): 

Der ydes kørselsgodtgørelse efter statens regler ( lave 

takst på 1,90 kr. ). Udgift til broen dækkes kun ved originalbillet 

( ej brobizz ) 

Da det er først til mølle princippet og vi kun har et 

begrænset antal pladser skal tilmelding foregå temmelig 

hurtigt. 

Tilmeldingen skal være formanden i hænde senest den 

1. oktober 2009. Se adresserne foran i LPD – avisen. 

Har man ikke modtaget bekræftelse på sin deltagelse 

senest en uge før kurset, ret da henvendelse til formanden. 

✃


Få et gratis kurophold 

- på en af Danmarks psykiatriske afdelinger 

I disse finansturbulente tider, hvor likviditet ofte er en 

mangelvare, idet blandt andet bankerne, der for et år siden 

smed pengene efter os, »jamen, kun 1 million, nej vær 

hellere på den sikre side og lån 2.« så er de jo nu lige så 

ivrige efter at få de udlånte penge tilbage, så mange af os 

har fået lommesmerter. 

Føler man sig lidt træt og udkørt, så skulle I prøve noget, 

jeg har benyttet mig af mange gange, og det er ganske 

gratis her og nu, fordi du allerede har betalt for opholdet 

via skatten, og du behøver egentlig kun kontanter til 

meget personlige ting, så som cigaretter, slik og deslige. 

Måden at gøre det på, er at fortælle din egen læge, at 

du for eksempel har fået en depression. Ingen kan alligevel 

måle forskellen på træthed og depression, så du 

bliver simpelthen indlagt på dit lokale sygehus’s psykiatriske 

afdeling. Første dag kan føles lidt besværlig. Man 

skal aflevere alle værdigenstande, men der er ikke noget 

papirnusseri med at det bliver noteret, hvad du får lagt 

ind til opbevaring, altså ned med værdierne i en kasse, 

og så er det overstået. Hvis nogen af Jer har rejst med 

Club Mediterrane, så ved I også, at de kører efter samme 

princip, at man afleverer sine værdigenstande, men her 

får man en kvittering for det afleverede. Det er naturligvis 

lidt tidskrævende og når man nu trænger til at starte 

på et kurophold, så kan det føles skønt at komme i gang 

med afslapningen så hurtigt som muligt. Desværre må 

jeg, som så ofte bruger denne form for kurophold påpege, 

at der faktisk er en hage ved dette smertefrie forløb. 

Jeg var for nylig ude for, at da jeg skulle bruge noget af 

det afleverede, penge i min tegnebog, så kunne man ikke 

finde mine værdigenstande, og man mente, at jeg sikkert 

huskede forkert. Jeg har det med hurtige beslutninger, 

også når det gælder disse kurophold, så jeg vidste, at udover 

de sædvanlige kredit kort, så var der ca. DK 3.000,00 

i tegnebogen. Jeg må tilstå, at jeg fik lidt ekstra stress og 

sved på panden, idet jeg jo ikke havde noget bevis på, 

hvad jeg havde lagt i depot. Men bare rolig efter 3-4 dage 

fandt man mine ting. De var forlagt af en nyansat. Jeg tillod 

mig dog at påpege, at på trods af merarbejdet, så var 

det måske en god ide, at man skrev op, hvilke effekter 

man lagde i depot. Ideen blev modtaget med begejstring 

af personalet, men naturligvis aldrig gennemført har jeg 

konstateret ved mine sidste ophold. 

Nå, men efter en venlig modtagelse bliver man vist ind på 

det værelse, man nu skal opholde sig i. Desværre tager de 

ikke imod reservationer, så man er tvungen til at acceptere 

det værelse, man får anvist, men i de fleste tilfælde er værelserne 

ok uden at være luksuriøse. Sengen er næsten en 

elevationsseng, så hvad mere kan man ønske sig. 

Som tidligere nævnt kan første dagen virke lidt stressende, 

men tag det helt afslappet, når den dag er overstået, så 

kan du virkelig begynde at nyde kuropholdet. Man fortæller 

dig, hvem din over guide er, og så har du, ja hold dig 

nu fast, 2 hjælpeguider desforuden. Er det ikke mageløs 

luksus. De skal konstant sørge for, at dit ophold bliver så 

bekvemt som muligt og på tavler på gangen ser du, døgnet 

igennem, hvem der har ansvaret for dit velbefindende. 

Det kalder jeg service. Første dagen må du desværre også 

have forståelse for, at de kommer og stikker lidt i dig. De vil 

se blod for at sikre sig, at du ikke har smitsomme sygdomme, 

så det er vel ok og i alles interesse. Allerede efter de 

første lidt hektiske timer, mærker du, hvorledes roen falder 

over dig. Ingen der kommer og forstyrrer dig længere, kun 

korte meddelelser om at nu er det spisetid. 

Her kommer så virkelig det andet eventyrlige ved disse 

kurophold. Maden, ja du er måske lidt naiv og tror det er 

rigtig kedelig institutions mad, men her tager du helt fejl. 

Det er solid, god dansk borgerlig mad, og du kan spise så 

meget du lyster. Her møder du så dine guider, der spiser 

med, for det er også gratis for dem. Man skal nu ikke forstyrre 

dem for meget. De vil gerne læse aviser eller sludre 

med deres kollegaer og det forstår man jo så udmærket. 

7 LPD · avisen

Her må en erfaren rotte som jeg give et råd fra mig. Forsøg 

aldrig, jeg gentager, aldrig at spørge efter noget, der ikke 

findes på bordet. Jeg dummede mig en gang, hvor jeg 

først roste maden, inden jeg satte mig ned, men så begik 

jeg den kæmpe brøler og spørge en guide, der spiste samtidig 

med at han læste avisen, om der måske også fandtes 

lidt fedt til rullepølsen. Det var jo helt urimeligt at stille et 

sådan spørgsmål, hvilket også affødte at guiden, uden at 

ophøre med at læse sin avis, meddelte mig, at nu skulle 

jeg bare sætte mig ned og spise, hvad der var. Efter aftensmaden 

blev jeg lidt trist over den tone guiden havde anvendt, 

så jeg kontaktede ham efterfølgende, og tænk Jer, 

jeg fik mod til at fortælle ham, at jeg ville klage over ham. 

Det rykkede. Først fortalte han mig, at han slet ikke havde 

været ved bordet, men jeg var jo blot på kurophold og 

ikke med lidelser af demens eller lignende, så jeg påviste 

nøjagtig hvor han sad, og hvor jeg stod, da denne ord udveksling 

fandt sted. Herefter mente guiden bestemt ikke, 

at han havde brugt de ord, jeg nævnte, men da jeg kunne 

citere ham ordret, ja så endte det med, at han ihvertilfælde 

så ikke havde ment det på den måde og tilføjede, at nu 

havde han arbejdet i 13 år som guide uden nogensinde 

at have fået en klage, så jeg måtte forstå, at jeg havde totalt 

misforstået hans mening med ordene. Næste dag ville 

jeg begynde rigtig og tage en »slapper«, så jeg gad ikke 

at klage over ham. Og hvilken dag blev det ikke. Ingen fra 

personalesiden forstyrrede en, og man begyndte at lære 

nogen af de andre kurgæster at kende, og det kan virkelig 

ofte byde på umådeligt interessante træf. Der er nemlig på 

disse ophold en tendens til, at det er lidt skæve eksistenser, 

som jeg selv, uden penge, der mødes her. Så det varer 

ikke længe førend man finder sammen med nogle andre 

gæster, og så begynder fornøjelserne. Den ene skæve, 

morsomme historie afløser den anden. Og bliver man lidt 

træt i hovedet, så går man blot tilbage til sit værelse, hvor 

ingen forstyrre en. 


Helt ærligt, så er disse guider ikke så hjælpsomme, som 

man kunne forestille sig. De sidder konstant i møder, eller 

farer op og ned af korridorerne med vigtige dokumenter 

i hænderne og vil ikke forstyrres. Men her kommer et 

staldtip. Rengøringspersonalet er helt enestående til at 

vise empati og hvis du er meget nedkørt, så også et par 

medfølende ord får man med på vejen. De er virkelig dejlige 

mennesker, som man kan have stor glæde af. 

En anden ting man benytter sig af ved disse kurophold, for 

at maksimere udbyttet, er, at man uddeler en slags lykke 

pille. Det er jo efterhånden en helt svir. Man får masser 

af forskellige piller, og det føles jo fantastisk skønt, at det 

også er uden beregning. 

Her må jeg igen give Jer et nyt staldtip. Hvis du tillader 

dig den utaknemmelighed at spørge om, hvad det er 

for noget, man skal putte i munden, ja så er fanden løs i 

Laksegade. De guider bliver så sure, at det kan du næsten 

ikke forestille dig. Hvis du så er en rigtig »spørge Jørgen«, 

der efter at have fået informationen om, hvad det er man 

skal sluge så spørger om, hvor stærk disse piller er, ja så 

er din relation med guiden tabt på gulvet, også hvis du 

stille foreslår, at pen og papir havde gjort det nemmere for 

guiden. Nu er du bare »yt«. Da jeg så var kommet igennem 

alle pillerne på nær en, ville jeg gerne vide, hvor mange 

mg den var på. 200 mg svarede guiden rasende og da jeg 

så tillod mig, og her må I igen huske på, at jeg så ofte har 

benyttet denne ferieform, at fortælle guiden, at den type 

piller aldrig blev produceret i så højt et mg antal, så var katastrofen 

total. Skulle en almindelig kurgæst nu begynde 

at spille klog over for guiden, nej nu rakte det, så jeg tog 

lydigt imod den sidste pille på de 200 mg. Hvad jeg så fik 

i mig, har jeg ingen anelse om, for som jeg havde sagt, 

fandtes den kun i max 50 mg. Men pas på her, for det er virkelig 

et minefelt, der bringer stress niveauet hos guiderne 

helt op i taget. Hvad bilder man sig ind. Nå, men du ser 

dem så at sige aldrig, kun ved måltiderne, så lad være med 

at bekymre Jer over disse beskrivelser og de fleste andre 

kurgæster er mindre besværlige end jeg, og de putter blot 

det hele i munden og sluger det råt. 

Der findes en anden arbejdsgruppe end guiderne, og det 

er lægerne. De vil gerne hilse på dig en enkelt gang, men 

det er helt ufarligt, især hvis du blot holder bøtte og nikker 

til alt, hvad han/hun siger. Lad nu være med at tro, at du 

kender din krop og eventuelt også, hvad du tåler eller ikke 

tåler, for slet ikke at tale om hvis du udtrykker viden om 

dosering af givne medikamenter Du ved ingenting, for det 

er lægens område at fortælle dig, hvorledes tingene hænger 

sammen, og hvorledes kuren skal skrues sammen. I må 

blot være forberedte på, at efter min mening, og jeg har 

truffet oceaner af læger, så findes der ingen anden profession 

end lægestanden, der samlet har så lav en social intelligens. 

Deres IQ må vel formodes at være fornuftig, men 

den i dag langt højere værdsatte sociale intelligens er for 

lægestanden en by i Rusland. Igen skal I forstå, at for at få

den optimale nydelse af kuren, så stil ingen spørgsmål til 

lægerne eller guiderne og slet ikke hvis du giver udtryk for 

usikkerhed på rigtigheden af det, der bliver fortalt dig. De 

ved bedst og dermed basta. I øvrigt er det totalt ligegyldigt, 

hvad der bliver besluttet, det ændres alligevel hen ad 

vejen. Så min helt entydige konklusion for at få et bedst 

muligt kurophold er med Jørgen Reenberg’s sang »stå aldrig 

til søs« så ender du med et pragtophold på statens 

bekostning (men der er selvfølgelig også dig, så hav ikke 

dårlig samvittighed) 

Til sidst må jeg nok nævne, at hele systemet med guiderne, 

det skal du glemme alt om. Hyg dig selv, spis og vær 

glad. Når jeg konkluderer på denne måde så er det fordi 

jeg har så megen erfaring med disse guider. Sidste gang 

jeg tog på et kurophold, da ville jeg gerne tale med en af 

guiderne, som skulle passe på mig. Jeg fik fat i hende, men 

hun så, at jeg var i gang med noget, så hun sagde blot, at 

jeg skule gøre det færdigt, og så var hun parat. Kort tid efter 

gik jeg ind på hendes kontor, men fik der at vide, at hun 

var gået tidligt hjem, men havde sagt noget om at skulle 

mødes med mig, men det var jo ikke noget problem, for 

man har altid, som tidligere nævnt, 2 guider. Jeg fik så fat 

i nr.2 og han skulle blot lige færdiggøre en enkelt ting, så 

var han klar. Jeg ventede og ventede, mens jeg ivrigt spejdede 

efter ham, og ca. 1 time senere kom han ud fra køkkenet, 

som han havde rengjort. Nu var det blevet ham for 

sent at tale med mig, og i øvrigt skulle jeg vel snart udskrives, 

så det jeg havde på hjertet, var han sikker på, at det 

skulle jeg nok selv ordne, når jeg kom ud fra kuropholdet. 

Så kære medborgere, tag på gratis kurophold inde på en 

psykiatrisk afdeling, gør som jeg siger, og du vil få den 

mest fredfyldte ferie, du nogensinde har oplevet. 

Kurgæsten 

------------------------------------------------------------------------------ 

Redaktionen har modtaget ovenstående artikel og er bekendt 

med skribentens navn. Skribenten har samtidig meddelt, 

at vedkommendes navn godt må videregives til andre 

interessenter, som måtte have lyst til at trykke denne meget 

tankevækkende artikel. 

Redaktionen har ikke specielle kommentarer til artiklen, men 

vil lade den tale for sig selv. 

Redaktionen 

Ole Kølle, ansvarsh. 

9 LPD · avisen

I 1722 skrev Holberg sin berømte »Jeppe på bjerget« med 

det så kendte udbrud fra Jeppe; »alle siger at Jeppe drikker, 

men ingen siger hvorfor«. Og for mig at se, er det ofte 

problemet i dagens psykiatri, når det drejer sig om depressioner, 

hvor alkohol er iblandet. Man fokuserer næsten 

udelukkende på alkoholproblematikken, og umådelig 

lidt på de bagved liggende årsager. At alkohol ofte, men 

naturligvis ikke for alle, er den syges medicin for at få en 

stund med ro og søvn, er der ingen forståelse for. 



Hvad er forskellen på 

»Jeppe på bjerget« 1722 

og dagens psykiatri? 

Mit personlige svar er: stort set ingen! 

Min egen diagnose er endogen depressiv med et underliggende 

alkoholmisbrug. Jeg havde vel min første indlæggelse 

tilbage i begyndelsen af 70’erne på Rigshospitalet, 

idet jeg boede ude i Europa. Jeg opgav til lægerne, at jeg 

var plaget af mavesmerter, og de spurgte da også ind til 

alle mulige årsager til denne mavesmerte, herunder hvor 

stort mit alkoholforbrug var. Det underdrev jeg naturligvis 

kraftigt. Jeg blev udskrevet med diagnosen mavekatar 

samt nogen uhensigtsmæssig levevis, specielt med et 

overforbrug af alkohol. Den ansvarlige professor, som jeg 

i øvrigt aldrig så, var en god bekendt med min daværende 

svigerfader, der selv var overlæge, og sendte ham et personligt 

brev, som jeg først senere i livet fik kendskab til, 

hvori han beklagede min svigerfader, at han havde fået en 

alkoholiker som svigersøn. Så meget for lægelig etik. Det 

føltes dengang på samme måde, som når min Fader gik 

rundt i forretningsverdenen og udtalte, »er det ikke synd 

for mig, at min søn er alkoholiker« uden hensyntagen til, 

at det netop var den forretningsverden, jeg skulle forsøge 

at gøre karriere i. 

Mit udlandsophold fortsatte med store vanskeligheder 

og mange lægebesøg, men jeg haltede mig igennem og 

gjorde i en vis forstand karriere i en stor amerikansk koncern. 

Pludselig kollapsede min verden, og jeg orkede ikke 

mere. Jeg havde flasker overalt, på mig, i skove etc., men 

jeg havde indtil kollapset ikke haft det fornødne mod til at

ede om hjælp hos de professionelle, idet jeg med rette 

frygtede, at det ville være afslutning på en videre karriere, 

hvilket også blev tilfældet. 

Inden jeg lod mig indlægge på en klinik oplevede jeg for 

første gang et delirium. Stemmer fortalte mig, at min elskede 

hund lå død i en affaldsspand ude på fællesarealet, 

og jeg styrtede rundt og løftede på lågene, men fik så at 

vide, at det var et andet sted. Til sidst fik min kone mig hevet 

indendørs og lagt i seng, hvor jeg så slanger og alskens 

udyr kravle rundt i loftet, Så blev jeg indlagt på en privat 

klinik. En østrigsk læge blev min personlige læge, men 

efter et par dage kom mit daværende firmas europæiske 

direktør og meddelte mig, at de naturligvis var nødsaget 

til at transferere mig tilbage til Danmark. Jeg blev behandlet 

med Litium, og ved hjemkomsten til Danmark opsøgte 

jeg Professor Lunn, hvis eneste råd var at smide de piller 

i toilettet og ingen andre tilbud om hjælp. Dermed var 

den karriere slut samt ægteskabet i hurtigt tempo derefter. 

Herefter havde jeg tætte indlæggelser og et enkelt 

selvmordsforsøg. Dette forsøg var udpræget et skrig om 

hjælp, men hjælp i det danske psykiatriske system var lig 

med antabusbehandling, ergoterapi, samt gåture. Men ih 

hvor var man på den tid flinke. Jeg kunne blive så længe 

jeg havde lyst til, bare jeg ikke rørte spiritus. Jeg skal aldrig 

glemme et akut besøg på skadestuen med voldsomme 

abstinenser, hvor vagthavende læge lige kikkede på mig, 

efter jeg havde sagt, at jeg led af abstinenser, og så konstaterede 

han, at det kunne jo også være Parkinson syge, så 

jeg måtte henvende mig til egen læge dagen efter. Herefter 

blev jeg indlagt på Gentofte sygehus, hvor overlægen 

meddelte mig, at nu, hvis jeg fortsatte mit alkoholforbrug, 

var jeg dømt »deroute«, men stadig aldrig, hvorfor drikker 

Jeppe. 

Ved en af disse mange indlæggelser, tog min Fader livet 

af sig, så jeg lod mig udskrive, og flyttede ind i mit barndomshjem, 

hvor min Moder i mellemtiden havde omgiftet 

sig. 

Jeg holdt mig på benene i ca. 9 måneder, så ringede jeg efter 

en gammel skolekammerat, som var læge, og bad ham 

komme og se på mig, idet jeg nu var begyndt at falde om. 

Jeg dressede mig op i mit bedste tøj, for han skulle jo bare 

give mig nogle piller, der kunne afhjælpe min svigtende 

balance. Gammel ven eller ej, så ville han indlægge mig på 

Rigets psykiatriske afdeling O, hvilket jeg fandt, var en total 

overreaktion på en smule svimmelhed. Han insisterede 

og gav mig et døgn til selv at komme til den rette beslutning. 

I et lyst øjeblik indså jeg, at jeg ikke klarede dette 

alene længere og blev så indlagt under Professor Bolwig, 

som igennem lang tid var min redningsmand, men hvilket 

ophold. Der skulle stærke nerver til at overleve, idet på en 

sådan afdeling fandtes alle varianter af psykiske såvel som 

psykotiske patienter, ja, endog demente ældre mennesker. 

En af de oplevelser, der stadig fylder mig med afsky, 

var en ældre spinkel mand, der netop led af demens, og 

han havde for vane at »tjatte« helt harmløst til folk, men 

det blev personalet for meget, så de fikserede denne stakkels 

mand, så havde personalet da fred for ham. En anden 

»morsom« oplevelse, der gik ud over mig var, da en kvindelig 

læge skulle give mig min medicin, og hun rakte mig 

et fleksibelt plastbæger, fyldt til randen, med samt pillerne. 

Jeg rystede naturligvis endnu mere, da jeg så bægret 

og skvulpede halvdelen ud i sengen, hvorefter jeg modtog 

en regulær »skideballe«, hvad jeg nu havde forårsaget 

af ekstra arbejde for personalet. Jo, forståelsen var på et 

højt niveau. Tom Bolwig fik mig langsomt på ret køl igen, 

hvilket han senere har fortalt mig, at da han så mig første 

gang, da tvivlede han på, at det ville lykkes for ham. 

Så begyndte jeg at arbejde igen, opsigelser, fordi jeg ikke 

klarede »mosten« 

På grund af flytning fik jeg en indlæggelse på Frederiksbergs 

psykiatriske afsnit. Nu var faktisk min bedste tid til 

at gøre karriere tabt på gulvet, og det gør mig bitter på 

lægestanden, både den medicinske såvel som den psykiatriske, 

at ingen i de 25 år havde taget fat i problematikken, 

hvorfor? 

Her fandtes en overlæge Jens Knud Larsen, samt hans assisterende 

læge Birgitte Bjerg Bendsen. Jeg fik mit første 

møde med overlægen, og jeg kunne næsten ordret min 

alkoholhistorie, så stor var min forbløffelse, da Jens Knud 

Larsen afbrød mig med ordene »alt det der, kommer vi til 

på et senere tidspunkt, lige nu er der andre ting, jeg gerne 

vil diskutere. Til min kæmpe overraskelse ville han høre om 

11 LPD · avisen

min barndom, første tegn på depression, som jeg kunne 

stadfæste til min 10 års alder, hvorledes mine familietræer 

på mødrene og fædrene side så ud, og de var fyldt med 

depressioner, alkohol og selvmord. Jens Knud Larsen, som 

jeg i øvrigt her gerne vil citere for et indlæg i ugeskrift for 

læger fra 2005, hvor han blandt meget andet skrev »MAN 

OVERSER AT HAVE MED SYGE MENNESKER AT GØRE, SOM 

SKAL BEHANDLES MED RESPEKT OG LIGEVÆRDIGT OG I SÅ 

ÅBENT OG FORDOMSFRIT SYSTEM SOM MULIGT« Er det 

ikke mageløst, at der dog findes et nogle psykiatere, der 

har forstået forskellen på Jeppe på bjerget og moderne 

psykiatri. Disse så kloge ord fra Jens Knud Larsen burde stå 

på alle psykiatriske afdelingers hovedindgang, fordi det er 

præcist det, der IKKE sker. 

Senest er jeg flyttet til provinsen og det er det bestemt 

ikke blevet bedre af. Jeg lider voldsomt af abstinenser, 

som kun meget høje doser af Fenemal kan holde nede, 

men så skal jeg op på niveauet 12-1400 mg, men tro ikke 

du er noget og fortæl for Guds skyld ikke en læge, hvad 

han skal gøre. Min første indlæggelse i provinsen blev jeg 

mødt af en læge af anden etnisk herkomst. Jeg tror ikke 

han fattede noget af det, jeg fortalte ham, blandt andet at 

jeg behøvede denne høje dossering. For at holde mig klar 

af delirium. Jeg fandt senere ud af, at min verbale indsats 

blev belønnet med at han halverede den normale dosis 

man starter med, og inden længe så jeg vand stige op af 

gulvet, dyr kommende ud af røgalarmen. En venlig mandlig 

sygeplejerske så og fattede alvoren (Professor Bolwig 

har fortalt mig, at i deliriet mister man de fleste hjerneceller) 

men hjælpen kom for sent, og jeg spurgte konstant 

om man dog ikke havde min journal, men den kunne tidligst 

komme frem næste dag. Hvor er så internettet i disse 

elektroniske tider. Natten fortsatte som et rent helvede, og 

jeg måtte kalde på hjælp, jeg ved ikke hvor mange gange. 

Næste morgen kom en kvindelig overlæge ind og gav mig 

på afdelingens vegne en undskyldning. Det var naturligvis 

venligt, men som jeg måtte fortælle hende, at skaden var 

sket på trods af mine advarsler og at jeg fandt det utilgiveligt 

at tage chancer med et andet menneskes hjerne. 

Næste indlæggelse på samme sted gentog historien sig, 

tro det eller lad være, et nyt delirium, en overlæge, der ikke 

gad præsentere sig, var 2 timer forsinket til et tidsfastlagt 

møde, uden med så meget som et ord at undskylde forsinkelsen 

for patienters tid er jo værdiløs. Da jeg spurgte 

hende, om hun havde prøvet et delirium, svarede hun nej, 

men hun vidste, at det skulle være ubehageligt!!! 

Det bedste ved Minnesota kuren er, at alt personale fra direktør 

til læger og rengøringspersonale, skal være tørlagte 

alkoholiker, så de ved, hvad man taler om. Det er næsten 

til at græde over den mangel på viden, forståelse og evne 

til at kunne se, at her var et menneske i dyb nød og med 

et kæmpe behov for at blive forstået og at der bag alle 

skægstubbene og ildelugtene kunne findes en normalt 

begavet person, men ak nej og jeg må desværre tilstå, at 

efter jeg har været indlagt i USA, Tyskland, Schweiz, Norge, 


Sverige og Danmark, så kan jeg konstatere, at ydmygelserne, 

nedladenheden og manglen for indsigt og respekt 

for individet, er størst i Danmark. 

Plejepersonalet er af meget svingende kvalitet. Der findes, 

hvis man er heldig, nogle, der kan abstrahere fra ens nuværende 

fremtoning, men jeg må desværre konstatere, at 

langt de fleste blandt plejepersonalet behandler en nedladent 

og som om demensen er indtruffen. Man taler mere, 

sådan føles det, med øvrige kollegaer om løn og arbejdsforhold 

end om patienters ve og vel. 

En psykiatrisk overlæge sagde for nylig til mig »det føles 

næsten skamfuldt at være en del af det psykiatriske system 

af i dag.« Hvor er det rigtigt. At blive indlagt på en 

psykiatrisk afdeling er næsten som at føje spot til skade. 

Ydmygelserne endeløse, forståelsen toner sig ud i det 

uvisse og behandlingseffektiviteten har jeg kun oplevet 

en gang, og det var under teamet Jens Knud Larsen og Birgitte 

Bjerg Bendsen. 

Så lider du af depressioner, lov mig at finde en dygtig praktiserende 

psykiater, som kan holde dig væk for rædslernes 

rædsel; indlæggelse. Men det er ikke nemt at finde de dygtige, 

og er du så heldig at finde en, så har de ofte årevis i 

ventetid, men hold ud, det lønner sig i det lange løb. 

Den endogene depressive 

------------------------------------------------------------------------------ 

Skribenten til denne artikel er den samme som har skrevet historien 

om kuropholdet og er dermed redaktionen bekendt. 

Der er på ingen måde øvet censur i det skrevne, men det er 

gengivet, som det er modtaget. Mange afdelinger vil selvfølgelig 

ikke kunne genkende ovennævnte oplevelse og det vil 

da kun være dejligt. 

Redaktionen modtager meget gerne reaktioner på begge 

artikler og gerne med indlæg, der modsiger den beskrevne 

oplevelse. 

Hvor ville det være befriende, dersom vi fik et psykiatrilandskab, 

hvor der alle vegne var en forståelse af, at patienten har 

lov til at bestemme over sin krop. Dette lærer man (psykoedukation) 

på flere afdelinger. 

I næste nummer af LPD-avisen vil der komme et indlæg fra 

det nordjyske, der bl.a. omhandler personalets oplevelse af 

hverdagen på deres afdeling. 

Redaktionen 

Ole Kølle

Manglende 

kommunikation fra 

en politimyndighed 

LPD har fået tilsendt nedenstående brev fra patientrådgiver 

og bistandsværge Poul Mødekjær. 

Brevet er desværre et bevis på, at ikke alle politikredse tager 

bistandsværgejobbet alvorligt og hvad langt værre er, er den 

manglende besked til den anklagede om, at vedkommendes 

dom er ophævet. 

Brevet fra politiet, som også gengives nedenunder, er kun 

fremkommet fordi Poul Mødekjær, som han skriver »som 

sædvanligt« fremsendte anmodning om udbetaling af det 

årlige honorar, desuagtet, at Rigspolitiet flere gange har skrevet 

til landets politikredse, at det er POLITIKREDSENE, der selv 

skal sørge for at dette sker. 

Det er ved at være en »farce«, at disse udbetalinger ikke kan 

finde sted efter gældende regler og at det er flere af landets 

politikredse, der IKKE kan overholde de regler, som politikerne 

har vedtaget og som de ved flere lejligheder af RIGSPOLITIET 

har fået besked på at bruge. 

Retfærdigvis skal det siges, at de steder i landet, hvor det fungerer, 

som det skal, fungerer det helt efter reglerne og med 

stor forståelse for de enkelte problematikker. 

Redaktionen 

Ole Kølle 


Poul Mødekjær skriver til LPD: 

Landsforeningen for Patientrådgivere og Bistandsværger i 

Danmark v/formanden Ole Kølle. 

Jeg går og undrer mig over et brev jeg har fået fra Københavns 

Politis Regnskabsafdeling dateret den 13. maj d.å., 

hvori der står, at foranstaltningen er ophævet for to af 

mine klienter. 

Jeg fremsendte, som sædvanligt, en anmodning om mit 

årlige honorar 6. maj d.å., der medførte ovennævnte brev. 

For den førstnævnte i brevet er foranstaltningen ophævet 

den 25. marts d.å., uden at jeg er blevet oplyst om dette. 

Min klient erindrer heller ikke noget om dette. 

For den anden klients vedkommende er foranstaltningen 

ophævet 20. september 2007.Da jeg ikke har kunnet få 

kontakt til klienten på det sidste, har jeg ikke kunnet få bekræftet, 

om min klient ved noget om dette. 

Jeg har selvfølgelig, upåagtet af dette, stadig arbejdet for 

disse klienter og har da også fået honorar for sidstnævnte 

for perioden 29.12.07 – 28.12.08. Jeg har flere gange haft 

kontakt med Advokatur K, der har været behjælpelig med 

at finde vedkommende. 

Jeg undrer mig fremdeles over den manglende interesse 

for bistandsværgens arbejde og den manglende orientering 

om de virkelige forhold. 

13 LPD · avisen

Jeg beder derfor foreningen om at tage denne problemstilling 

med til næste møde med Københavns Politi. 

Med venlig hilsen 

Poul Mødekjær 

Fra Københavns Politi modtog Poul Mødekjær følgende 

korte meddelelse på anmodningen om udbetalingen af 

honorar: 

Til orientering: 

Vedlagt tilbagesendes idet det kan oplyses, at foranstaltningen 

vedrørende XXXXX er udløbet den 

25.3.09 og foranstaltningen vedrørende YYYYY er 

udløbet den 20.09.07. 


Pia Holse Rasmussen 

Kontorfuldmægtig 

------------------------------------------------------------------------------ 

Denne meget korte meddelelse modtog Poul Mødekjær uden 

nogen form for beklagelse eller andet, der kunne fortælle, at 

der var begået en fejl fra politiets side. Det ville have klædt 

politiet rigtig godt dybt at beklage det skete, men desværre 

skete det ikke. 

Redaktionen 

Ole Kølle 

14 LPD · avisen

LPD’s landsmøde d. 25. april 2009 

Pinenhus 

Velkommen ved formanden Ole Kølle 

Niels Simonsen dirigent 

Eva Krogh Referent 

Dagsorden godkendt 

Generalforsamlingen er rettidigt indkaldt og godkendes 

I. 

FormanDens Beretning 

Ole Kølle gennemgår økonomien i korte træk. 

Som noget nyt dækkes udgifter til bestyrelsesmøder af 

ministeriet. Fremover lægges en linje, hvor der gives honorar 

for møder, kurser og konferencer. Der arbejdes ligeledes 

på at skabe kursusmoduler, der skal lægges ind 

i uddannelsen. 

Der skal ændres på, at bistandsværger selv skal bede om 

honorar. 

De nye satser for honorarerne ses i nedenstående tabel: 

Lønninger pr. 1. april 2009 


referat 

- LPD’s landsmøde d. 25. april 2009 

på Pinenhus 

Patientrådgivere: (afrundede tal) 

Tvangsindgreb 0 - 7 dage 930 kr. 

Tvangsindgreb 8 - 30 dage 1395 kr. 

Ved indlæggelse pr. 3. mdr. 1860 kr. 

Bistandsværger: 

Beskikket under straffesagens behandling 1395 kr. 

Årligt grundbeløb 1860 kr. 

Ved indlæggelse pr. påbegyndt 3. måned 1395 kr. 

Der tages fat på mobilproblematikken, dvs. hvorvidt vi 

som bistandsværger må medbringe mobiltelefoner på 

afdelingen. 

Indkaldelse til retsmøder kan være et problem. Politiet 

skal give besked om alle retsmøder. Vi oplever ikke at blive 

indkaldt, når der berammes retsmøde til en ny sag. Der 

skal sørges for, at vi bliver indkaldt. Vi må skrive til politimesteren, 

hvis man ikke bliver indkaldt. Der skal ændres 

fra kan til skal. Formanden opfordrer alle til selv at skrive 

med kopi til formanden. 

Der ønskes kommentar til LPD-avisen, spørgeskema udfærdiges, 

hvad ønsker vi, LPD-avisen skal indeholde? 

De to spørgeskemaundersøgelser vedr. bistandsværger 

og patientrådgivere har givet mange svar – der bliver lavet 

et tema-nummer om undersøgelserne. 

Formanden beretter, at samarbejdet med ministeriet er 

godt, - vi bliver hørt - der er et specielt godt samarbejde 

med §71 udvalget. 

15 LPD · avisen

II. 

DrøFtelse aF FormanDens Beretning 

Formanden bebuder overgang til næste punkt på dagsordenen. 

Her bliver mødet suspenderet ½ time for at få orden i, 

hvem og hvor mange, der har stemmeret. Aktuelt skal bl.a. 

formandens beretning og kontingentforslag godkendes 

på landsmødet. Efter at dette er bragt i orden, genoptages 

punktet vedr. drøftelse af formandens beretning. 

Der spørges til, at antal stemmer i afstemninger er forskellige 

på sidste landsmøde, og der efterlyses liste over stemmeberettigede 

til brug for uddeling af stemmesedler. 

Vedr. bemærkning i formandsberetningen, at der kommer 

stadig flere henvendelser fra bistandsværger og patientrådgivere, 

spørges der om, hvor mange, det drejer sig om? 

Formanden besvarer det med, at ud over patientrådgivere 

og bistandsværger retter myndigheder henvendelse, det 

roder i politikredsene, og Ole skønner, at der bruges en 

time om dagen på det. Der opfordres til, da Ole både er 

redaktør og formand, at henvendelserne offentliggøres i 

avisen. 

Til fremhævelsen i beretningen om at have fået opbakning 

til den linje, der er ført, og at det ikke er misundelsesværdigt 

at være medlem af bestyrelsen, spørges der 

om, hvorvidt der er enighed i bestyrelsen om den linje, 

der føres i dag? Næstformanden svarer, at det kan læses 

i næste nummer af LPD. Det bemærkes fra spørgeren, at 

det er vigtigt at have bestyrelsens fulde opbakning, ellers 

fungerer det ikke. 

Angående bistands- patientrådgiverundersøgelserne, bemærkes, 

at spørgesmålene burde have været mere præcise. 

Vedr. forskellen på listebistandsværger og pårørendebistandsværger, 

stilles der spørgesmålstegn ved, at pårørendebistandsværger 

åbenbart ikke bliver udspurgt om 

baggrund (f.eks. kriminalitet). Der konstateres, at dommeren 

udpeger pårørendebistandsværger uden spørgesmål. 

Stramning ønskes. 

Det pointeres, at det er vigtigt at få gennemført, at det bliver 

tilladt at tage mobiltelefon med på afdelingen. 


III. 

regnskaB 

Kassereren Per Møller Christensen redegør for regnskabet: 

I 2008 ses et underskud på 2.500 kr. Det bemærkes, at annonceprovenuet 

indgår ret sent, så det er svært at dække 

udgifterne sent på året. Udgifter bør så vidt muligt afholdes 

i regnskabsåret – men det er svært, når der ikke er nogen 

penge. Der ses et stort beløb til kørsel, det er ændret 

til, at ministeriet betaler nu. Da betegnelsen revisor er en 

beskyttet titel, bruger vi betegnelsen regnskabskontrollant. 

Der spørges til sponsorbeløbet, som er opført på regnskabet. 

Formanden siger, at dem, der lavede avisen fik beløbet. 

Det var et overgangsbeløb. Nu er det et specielt beløb, 

som det altid har været. Det bemærkes, at sponsorudgiften 

er forsvundet på 2008 regnskabet – er kun med på 

2007. Formanden meddeler, at sponsorudgiften på 7500 

kr. står på regnskabet. Den tidligere redaktør Tommy Andersen 

forespørger til forskellen på at lave avis nu og dengang 

– for den nuværende redaktør Ole Kølle får et større 

beløb, end han fik, og det blev mistænkeliggjort dengang. 

Bemærkning til punktet: Der anmodes om, at regnskabet 

udsendes sammen med deltagerlisten til landsmødet, så 

man kan forberede sig. 

Regnskabet godkendes 

BuDgettet 

Budgettet for 2010 gennemgås. 

Bemærkning til at ministeriet har godkendt at betale bestyrelsesmøder, 

at det bør offentliggøres. 

Forslaget til kontingentet på 350 kr. for 2010 godkendt. 

Budgettet godkendes 

IV. 

Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter 

På valg til bestyrelsen er Henry Sørensen. Jan Labusz, Dorte 

Sørensen og Niels Jørgen Schou. Alle ønsker genvalg 

Henry Sørensen. Jen Labusz, Dorte Sørensen og Niels Jørgen 

Schou er genvalgt til bestyrelsen 

på valg til suppleanter er: Eva Krogh (1. suppleant) og 

Frank Hansen (2. suppleant). Begge ønsker genvalg. 

Eva Krogh og Frank Hansen er genvalgt som suppleanter.

V. 

Valg aF regnskaBskontrollant og suPPleant 

På valg som regnskabskontrollant er Gitte Lykke Rasmussen 

og som regnskabskontrollant suppleant er Ida Kramp. 

Gitte Lykke Resmussen er valgt som regnskabskontrollant 

og Ida Kramp er valgt som Regnskabskontrollant suppleant. 

VI. 

eVentuelt 

Det bemærkes, at formandsberetningen giver det organisatoriske 

opmærksomhed, og at ministeriet står af, hvis 

det er foreningsemner. Der foreslås en større vinkel på 

principielle diskussioner. Desuden at der holdes flere møder 

i regionerne. 

Der ønskes åbenhed om, hvad der foregår i foreningen. 

Hvem får løn for at sidde her? Det betalende medlem ønsker 

at vide, hvem der får penge for hvad? Svaret lyder, 

at arbejdet er ulønnet kun de specifikke arbejdsopgaver, 

som ministeriet bliver søgt om, bliver betalt. 

Igen rejses spørgsmålet om, hvorvidt vi skal servicere de 

medlemmer som ikke betaler – eller kun dem, som betaler. 

Der peges på, at der er 7 medlemmer i bestyrelsen – og 

spørges, om der er 9? Hertil er svaret, at bestyrelsen har 

valgt at tage suppleanterne med til møderne, så de er inde 

i sagen og godt forberedte. 

Det foreslås, at man bruger hjemmesiden som debatforum 

til spørgesmål og svar – og således, at dem, der ikke 

betaler medlemskontingent, ikke kan indhente svar. 

Inden mødet slutter, beder dirigenten bestyrelsen om at 

få orden i hvem og hvor mange, der har stemmeret, og 

at stemmesedler bliver udleveret sammen med andet 

materiale til landsmødet. Har man ikke betalt kontingent 

ved landsmødets start, kan man ikke få stemmeret jævnfør 

LPD’s vedtægter. Dirigenten fremsætter ligeledes en 

meget kraftig anmodning om, at der er udarbejdet en list 

over, hvem der har stemmeret, inden landsmødet. 

Der takkes for god ro og orden 

Niels Simonsen Eva Helene Krogh 

17 LPD · avisen

Til Justitsministeriet 

Slotsholmsgade 10, 1216 København K 

Att. Kontorchef Birgit Thostrup Christensen 

og Fuldmægtig Jacob C. Gårdhøje 

Hermed høringssvaret fra LPD vedrørende udkastet til 

revideret bekendtgørelse om bistandsværger. 

LPD ser det fremsendte høringsforslag som en del administrative 

ændringer, der også indeholder nogle klare 

forbedringer, men desværre også en del mangler set med 

LPD`s øjne. 

Det er selvfølgelig en klar forbedring, at pårørendebistandsværgerne 

også skal igennem Det Centrale Kriminalregister. 

Det er også glædeligt, at det nu er blevet præciseret, at 

overnatning og fortæring er muligt i forbindelse med retsmøder 

og klientbesøg. ( det ville dog være ønskeligt, at 

begrebet nødvendigt blev slettet, idet det må forudses, at 

dette kan skabe fortolkningsproblemer). 

Det bør i kap. 1 § 2 præciseres, at en bistandsværge sagtens 

kan optræde på flere lister i samme Region samt i andre 

Regioner, hvilket ikke er ualmindeligt. 

Det må desværre konstateres, at kap. 2, § 3 stk. 3 stadig 

eksisterer, selv om rigtig mange faglige kompetente personer 

og LPD i mange år har peget på det uheldige i, at 

der først og fremmest skal findes en bistandsværge fra en 

af den sigtede, tiltaltes eller dømtes nærmeste pårørende. 

LPD er tidligere fremkommet med en masse begrundelser 

for at fjerne denne passus fra bekendtgørelsen. 



Høringssvaret fra LPD 

- vedrørende udkastet til revideret 

bekendtgørelse om bistandsværger 

LPD er ked af, at der i udkastet ikke er medtaget en bestemmelse 

om, at der SKAL beskikkes en bistandsværge i 

en sag, så snart det står klart, at der er en ikke ubetydelig 

chance for, at der i sagen vil blive afsagt en behandlingsdom 

/ anbringelsesdom i stedet for at blive straffet. 

Dette vil meget ofte stå klart allerede den dag, hvor det 

besluttes at underkaste den sigtede en dyr retspsykiatrisk 

undersøgelse. 

Det er jo netop i denne forberedende fase, at sigtede 

har brug for støtte. Brug for at kunne få forklaret, det der 

måske venter. 

Men det allervigtigste er muligheden for at møde den 

sigtede og stifte bekendtskab i god tid, så vi kan begynde 

at opbygge det TILLIDSFORHOLD, der senere kan bidrage 

til, at den sigtede senere som dømt kommer til at få det 

bedste resultat ud af den idømte foranstaltning. 

Der mangler et afsnit i høringsudkastet, som skal omhandle 

bistandsværgens RET og PLIGT til at modtage undervisning 

på et basismodul inden for et år efter udnævnelsen, 

så vi sikrer en rimelig faglig viden hos de enkelte bistandsværger. 

Dette er både til gavn for klienterne, bistandsværgerne 

og er med til at sikre så høj en retssikkerhed som muligt 

for klienterne. Denne uddannelse kan enten varetages af 

Justitsministeriet eller af en af Justitsministeriet godkendt 

organisation. (pt. LPD) 

LPD har mange gange påtalt, at der ikke er ens honorarer 

for de to typer domme. Det må nu være på tide, at der 

udbetales samme honorar, hvad enten der er tale om bistandsværge 

for en behandlingsdømt eller en anbringelsesdømt.

Arbejdet for begge typer domme er meget ofte det samme, 

hvor det dog til tider kan være besværligt, at finde 

den, der har en behandlingsdom. 

Det bør efter domsafsigelsen fremgå af bekendtgørelsen, 

hvem der skal underrette den beskikkede bistandsværge 

om, hvor den dømte kan findes. (Hjemme, institution eller 

andre steder). Det er ofte besværligt at finde ud af, hvor 

man skal finde den dømte, hvilke ikke kan være hensigtsmæssigt. 

Vedrørende § 18 stk. 5 om reguleringsprocenten. 

Her kunne der blot stå, at denne reguleres årligt, når reguleringsprocenten 

pr. 1. april er kendt. (dette system har 

altid været brugt i forbindelse med overenskomstforhandlinger 

for de offentlige ansatte ). 

LPD lægger meget vægt på, at der mellem den dømte og 

bistandsværgen kan skabes et godt tillidsforhold, til gavn 

for den dømte. Her er uddannelsesmodulet meget vigtigt 

og det er selvfølgelig også meget vigtigt, at der i § 10 stk. 

2 præciseres, at det gælder ALLE relevante papirer, herunder 

udtalelser mv., der drejer sig om en sag. 

LPD ser frem til, at så mange som muligt af vores fremsatte 

ønsker indarbejdes i den endelige bekendtgørelse, idet de 

fremsatte ønsker »bunder« i relevante faglige henvendelser 

gennem mange år og har været genstand for mange 

drøftelse i både bestyrelse og på diverse kurser. 

LPD står selvfølgelig gerne til rådighed for en eventuel 

uddybning af de fremsendte ønsker og glæder sig til det 

endelige resultat. 


Ole Kølle 

Formand, LPD 

PS! Det forventes, at den godkendte nye bekendtgørelse 

vil blive trykt i LPD-avis nr. 77 og at denne vil blive gennemgået 

på kurser i Svendborg til november. Husk at tilmelde 

Jer dette kursus. 

19 LPD · avisen

Skal vi have en ombudsmand 

for beboere i private 

bo- og opholdssteder? 

Nedenstående artikel er skrevet af sognepræsten i Nr. Asmindrup og sætter store 

spørgsmålstegn ved opholdet i den navngivne socialpædagogiske virksomhed. 

Redaktionen får med jævne mellemrum henvendelser fra 

pårørende og andre, der har oplevet lignende situationer 

andre steder i landet. 

Er det ikke på tide, at der bliver sat virkelig fokus på dette 

område? 

Er det ikke på tide, at der bliver sat grundig undersøgelse 

i gang for at afdække de i artiklen nævnte uhyrligheder? 

Til en sådan undersøgelse ville en OMBUDSMAND eller 

lignende være en ganske glimrende »institution« til dette 

brug. 



Vi skylder de rigtig mange mennesker, som af kommuner 

i det ganske land bl. a. er anbragt på det nævnte opholdssted, 

at lave en virkelig tilbundsgående undersøgelse, så 

vi kan få afdækket, om forholdene det pågældende sted 

og andre steder er så grelle som beskrevet. 

Som præsten beskriver i sin redegørelse er det ikke første 

gang, der bliver sat fokus på netop den pågældende institution/ 

bosted. 

Fra redaktørens forstandertid på Grønnehaveskolen (daværende 

Amtsspecialskole under Vestsjællands Amt, hvor 

vi underviste MENNESKER med psykiske problemer ) kan 

jeg desværre kun bekræfte, at der også dengang var store 

problemer med den pågældende institution. 

LPD vil på sit møde med §71 udvalget i oktober tage problematikken 

op med udvalget selv om det umiddelbart 

ligger uden for udvalgets område, idet udvalget i sit kommissorium 

kun skal tage sig af alle former for tvang. Indirekte 

kan man jo godt sige, at beboerne er anbragt det 

pågældende sted under en vis form for »tvang«, idet der 

jo ikke har været andre mulige tilbud til dem. 

Redaktionen føler, at nedennævnte artikel skal tages meget 

alvorligt og håber, at LPD’s bestyrelse kan få mulighed 

for at drøfte problematikken med § 71-udvalget. 

Redaktionen

ombudsmand for beboere i private bo 

og opholdssteder? 

Når undertegnede finder det relevant at forslå oprettelsen 

af en ombudsmand for bl.a. psykiske syge på private bo og 

opholdssteder, så skyldes det en række dokumenterede 

omsorgssvigt i Det Miljøterapeutisk Tilbud Granhøjen i og 

omkring Nykøbing Sj., som ingen myndighed endnu har 

grebet ind over for. 

Historik 

Granhøjen blev i 1985 godkendt af Vestsjællands Amt som 

socialpædagogisk virksomhed (1 ejendom). I 2004 var boligmassen 

akkumuleret til ca. 50 ejendomme (i og omkring 

Nykøbing Sj.) 2004 – 2009 er boligmassen vokset med 

endnu flere ejendomme. Bl.a. ved køb af hospitalsbygning 

af Vestsjællands Amt (Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sj.) 

samt adskillige huse og nedlagte husmandssteder i lokalområdet 

og senest nedlagt plejehjem (bygget 1969!) af 

Odsherreds Kommune. I Sorø er der inden for de senest år 

også opkøbt større bolig. 

Den pædagogiske koncern Granhøjen har fra ét selskab 

i 1985-2009 udviklet sig til adskillige selskaber, hvor Det 

Miljøterapeutiske Tilbud Granhøjen i følge ejerkredsen 

Torsten og Grete Mikkelsen er paraplyorganisation for de 

andre selskaber. 

I dag består Granhøjen af: 8 botilbud (65) beboere; arbejdssteder: 

gårde, gårdbutikker, café, hotel (beboernes 

timeløn er væsentlig under mindstelønnen (4,- til 7,- kr.); 

måske som lommepenge at regne; psykiatrihospital (35 

sengepladser); psykiatrisk plejehjem (20 beboere). Sidste 

skud på Granhøjens stamme er: 

GHOSTBUSTERS – AKUT KRISEHJÆLP. 

Ifølge Granhøjen har de udviklet et akutkriseberedskab, 

som skal stå til rådighed for pædagogerne. Personalet 

er udannet i mægling og konfliktløsning, håndtering af 

psykoser, hjælpe-røgdykkere til evakuering af bosteder i 

tilfælde af brand. Der er ellers kommunalt brandvæsen i 

Nykøbing Sj. 

Men hvor mange er uddannet til håndtering af psykoser? 

Er pædagoger kompetente til det? 

Kræver håndtering af psykoser almindeligvis ikke psykiatriske 

sygeplejerske og læger? 

Er uddannelsen mere kompetent end Granhøjens kursus i 

medicingivning: 

kurset vil berøre følgende emner: 

• De mest i psykiatrien, brugte lægemidlers virkninger og 

bivirkninger 

• Regler og love omkring medicinhåndtering på bosteder, 

hvem har ansvaret og kompetencerne. 

• Sundhedsstyrelsens anbefalinger 

På kurset udleveres en let og overskuelig opslagsbog omhandlende 

psykofarmica og deres hjælpestoffer, udarbejdet 

af Bjørn Kaldan. 

En nem og let forståelig hjælp i det daglige arbejde. Målet 

er, at den enkelte medarbejder føler sig bedre rustet til, at 

vurdere medicineringen af den enkelte beboer, samt at 

forebygge fejlmedicinering. Og at medarbejderen få viden 

om de skader, som medicin og behandling kan føre med 

sig. Kurset henvender sig til, alle der dagligt kommer i berøring 

med medicin og udlevering af denne. 

underviser: 

Speciallæge i psykiatri, overlæge Bjørn Kaldan 

(kilde: Granhøjens hjemmeside). 

Er det ikke kun sygeplejersker, social og sundhedsassistenter, 

der har kompetence til at give medicin og vurdere medicineringen? 

køb af Helikopter 

Til det akutte kriseberedskab har selskabet Ghostbuster 

Aps købt helikopter i USA for 2,4 millioner kroner. 

Hvis det var til overvågning af får på en stor fårefarm i 

Queensland, Australien, ville det være forståeligt. Men til 

Granhøjens formål og dets begrænsede område forekommer 

det at være helt ude af proportioner. 

Med mindre Granhøjen behandler beboerne som umælende 

får! 

Indkøbet er ikke mindre kontroversielt på baggrund af, 

at Granhøjen har tabt en stor del af sin egenkapital (Holbæk 

Amts Venstreblad, 03.07.09). Regnskabstallene for 

2008 er røde, selv om politikerne sidste år gav institutionen 

lov til at hæve taksterne op til 37 procent. 

omsorgssvigt 

Det har jeg dokumentation for bl.a. på baggrund af en 

yngre kvinde, der opsøgte mig i præstegården en vinteraften 

for nogle år siden og bad om hjælp. Jeg skønnede 

hun havde brug for lægehjælp. 

På hendes tilsagn kontaktede jeg lægevagten, der indlagde 

hende akut på psykiatrisk hospital. 

Hun boede alene i et nedlagt husmandssted uden for 

den landsby, hvor jeg er sognepræst. Hun fik ikke altid 

besøg hver dag. Og når hun fik besøg i forbindelse med 

aflevering af medicin var det max. ca. 10 minutter. Kvindens 

mor sendte en klage til Folketingets Ombudsmand. 

Ombudsmanden kunne ikke behandle klagen, da den lå 

uden for hans område. Han sendte den videre til den henvisende 

kommune – Karlebo. Karlebo Kommune havde ingen 

kritiske bemærkninger omkring Granhøjens omsorgssvigt. 

Så omsorgssvigtet forsatte. Den pågældende kvinde 

var i løbet af et halvt års tid indlagt adskillige gange på 

forskellige psykiatriske hospitaler, ind til det til sidst lykkedes 

hende at komme ud af Granhøjens jernnæve. 

Er det en værdig behandling af et sårbart og udsat menneske 

i et retssamfund? 

Et andet eksempel på Granhøjens omsorgssvigt, som en 

mor – en ældre kvinde – har fortalt mig om sin søn (hjer- 

21 LPD · avisen

neskadet), da hun ikke selv magter at stå offentligt frem: 

Sønnen blev på et tidspunkt henvist til Granhøjen. 

Første bosted, ifølge Granhøjens hjemmeside 

en selvstændig beskæftigelsesenhed under Granhøjen. 

Trods sine begrænsede ressourcer fik han ansvaret 

som »opsynsmand« for en anden beboer i boligen. 

Boligen, som han betalte husleje for – den henvisende 

kommune betalte dengang om måneden min. ca. 33.000 

kr. for ophold og »behandling« – blev også brugt som 

»skurvogn« for håndværkere. Denne kommen og gåen 

af uvedkommende og den unødige støj og uro kunne 

han til sidst ikke klare Han blev flyttet til et andet bosted 

næsten fra det ene øjeblik til det andet – og vel at 

mærke uden den grundige orientering, som den pågældende 

tidligere psykolog på Rigshospitalet havde ordineret, 

når der skulle ske væsentlige ændringer i hans 

tilværelse. Dette forhold blev tydeligt påtalt ved indflytningen. 

Men Granhøjen vidste tilsyneladende bedre. 

I det nye bosted gentog mønstret fra det første bosted sig. 

Ganske vist boede han nu alene, men håndværkere brugte 

også her hans bolig som »skurvogn«. Det fik ham lidt efter 

lidt at isolere sig mere og mere. Han trak sig ind i sig selv, 

ønskede ikke kontakt med nogen. Han ville ikke lukke nogen 

ind – heller ikke »plejepersonalet«, hvis ansvar det var 

at give ham medicin. Familien fandt senere tidligere udleveret 

medicin i en skrivebordsskuffe. Altså ingen kontrol 

med, at medicinen bliver taget. Medicinen er livsvigtig for 

at undgå psykoser! Da Granhøjen ikke kunne komme ind, 

blev medicinen lagt i postkassen! Boksen med frysemad 

blev sat uden for døren. Og at stablen med bokse voksede 

og voksede, fik ikke Granhøjens personale til at reagere, 

altså til at se efter, om den pågældende stadig væk var i 

live eller ej. 

Hans forældre greb til sidst ind. De havde taget vare på 

deres dreng, så længe de magtede det. Det blev de nødt 

til igen, da Granhøjen ikke gjorde noget. 

I øvrigt valgte forældrene at flytte fra en af Københavns 

omegnskommuner til Odsherred, da de havde mistanke 

om, at det var så som så med Granhøjens opsyn. Det blev 

bekræftet en sen nattetime, da deres søn kontaktede dem 

fra et andet sted på Sjælland. Han var taget af sted med 

en anden beboer og vidste ikke, hvordan han skulle komme 

hjem. Granhøjens reaktion over for forældrene, da de 

påtalte dette efter deres opfattelse omsorgssvigt, var, at 

Granhøjen ikke kunne hindre beboerne i at forlade stedet. 

Nogle beboere kan uden tvivl også færdes på egen hånd, 

men om en hjerneskadet beboer kan, det er vist mere end 

tvivlsomt. Denne unge mand kunne i hvert fald ikke. 

Forældrene henvendte sig i deres nød til sønnens læge 

og bad om hjælp. Han blev akut indlagt på psykiatrihospitalet 

i Nykøbing Sj. Under sin indlæggelse gav han med 

stærke ord udtryk for, at han ikke ville tilbage til Granhøjen. 

Der blev fundet et andet bosted. Ikke på en pædagogisk 

koncern som Granhøjen, men på et overskueligt 

bosted, hvor det ikke handler om at generere millioner af 

kroner, men om at tage vare på det enkelte menneske. 


Ifølge teologen K.E: Løgstrup er det et livsvilkår, at vi altid 

holder et stykke af det andet menneskes liv i vore hænder. 

Men det ansvar og den forpligtelse hører åbenbart ikke 

med til Granhøjens menneskesyn. 

Eksemplerne er legio. Og siden foråret har adskillige af beboerne 

fortalt deres historie om omsorgssvigt til Holbæk 

Amts Venstreblad, som har bragt historierne, må det formodes, 

efter troværdig journalistisk vurdering. 

Det kommunale tilsyn 

Trods de mange kritik indlæg i Venstrebladet har Odsherreds 

Kommunes Tilsyn ikke reageret. Formanden for Social- 

og Sundhedsudvalget, Herluf Forchhammer(SF) har 

oven i købet i et læserbrev(13.06) karakteriseret kritikken 

som uberettigede skriverier: 

»Der har gennem længere tid været en del skriverier i 

Venstrebladet om Granhøjen og om Odsherred Kommunes 

tilsyn med samme. Mange påstande er føget gennem 

luften, bl.a. er kommunen, ganske uberettiget, af avisen 

blevet beskyldt for at forsømme sit tilsyn med Granhøjen.« 

Servicelovens bestemmelser for tilsyn er tilsyneladende 

så elastiske, at kommunerne selv kan bestemme, hvor lidt 

eller meget tilsyn de vil føre. Odsherred Kommune har 

åbenbart bestemt, at der kun skal være ét tilsyn (anmeldt) 

om året. Uanmeldt tilsyn er åbenbart helt utænkeligt. 

Enhver ansvarlig for det kommunale tilsyn burde på 

baggrund af den rejste dokumenterede kritik iværksætte 

uanmeldt tilsyn. Men det sker altså ikke i Odsherred Kommune. 

Måske på grund af mange arbejdspladser? 

Det kunne borgmester Finn Madsens (A) udtalelse tyde 

på: »Vi har et fint samarbejde med Granhøjen, og de skaber 

mange og gode arbejdspladser« (Venstrebladet 06.01.09) 

Jeg har tidligere skriftligt og med dokumentation henvendt 

mig til Folketingets §71 udvalg og til Folketingets 

Socialudvalg, men forgæves. Ikke engang et svar! 

Jeg har henvendt mig til et folketingsmedlem. Vedkommende 

sendte dog et venligt svar, men det var ikke den 

pågældende ressort. 

På baggrund af, at der tilsyneladende ikke findes en 

myndighed i dette land med myndighed eller vilje til at 

gribe ind over for dokumenterede omsorgssvigt af nogle 

af vore mest sårbare og udsatte medmennesker, skal jeg 

forslå en Ombudsmand for de omsorgssvigtede og sårbare 

mennesker i private bosteder. 

Denne institution kunne være et værn mod institutioner 

som Det Miljøterapeutiske Tilbud Granhøjen og tilsvarende, 

hvis eneste formål efter min opfattelse er ejerkredsens 

generering af profit og formue – i hvert fald ikke omsorg 

for de sårbare beboere, der er i deres »varetægt«. 

I det store perspektiv betaler de omsorgssvigtede beboere 

på nogle private bosteder prisen for privatiseringen. 

Henning Hansen, sognepræst 

Nr. Asmindrup.


referat af årsmødet 

den 20. april 2009 i Det Psykiatriske Patientklagenævn 

hos Statsforvaltningen Hovedstaden 

Inviterede deltagere: Nævnsmedlemmer og suppleanter, 

patientrådgivere og bistandsværger, alle de psykiatriske 

centre med tilknytning til Statsforvaltningen Hovedestaden, 

Foreningen af patientrådgivere og bistandsværger i 

Danmark ved formand Ole Kølle, Folketingets Ombudsmand 

ved inspektionschef Lennart Frandsen, Ministeriet 

for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, 

Region Hovedestadens Psykiatri samt 

§71-tilsynet. 

Dagsorden: 

1. Velkomst v/direktør Bente Flindt Sørensen. 

2. Indlæg v/formand for folketingets §71-tilsyn Karen J. 

Klint 

3. Spørgsmål til formand Karen J. Klint 

4. Introduktion til årsberetning 2008 v/kommitteret 

Henning Lund-Sørensen. 

5. Spørgsmål og bemærkninger fra plenum til årsberetning 

m.v. 

6. Afslutning v/direktør Bente Flindt Sørensen. 

ad 1 - Velkomst v/direktør Bente Flindt sørensen 

Direktør for Statsforvaltningen Bente Flindt Sørensen bød 

velkommen til mødet og bemærkede, at der igen i år var 

over 100 til stede fra alle interessegrupper omkring Det 

Psykiatriske Patientklagenævn. 

Bente Flindt Sørensen præsenterede Statsforvaltningens 

nye vision »Borgeren i Centrum«, som hun understregede 

også var væsentlig på Patientklagenævnets område. 

Bente Flindt Sørensen henledte i den forbindelse særligt 

opmærksomheden på, at sagsbehandlingstiden på området 

var meget lav – i gennemsnit 7 dage og at fremmødeprocenten 

for patientrådgivere og bistandsværger var 

forbedret væsentligt siden sidste årsmøde. 

Bente Flindt Sørensen bød endelig velkommen til oplægsholder, 

formand for folketingets §71-tilsyn Karen J. 

Klint og takkede for, at Karen J. Klint havde afsat hele eftermiddagen 

til mødet. 

ad 2 - indlæg v/formand for folketingets §71-tilsyn 

karen J. klint 

Formand Karen J. Klint fortalte indledningsvist, at hun 

inden hun blev valgt til folketinget selv havde været beskæftiget 

i Åndsvageforsorgen og i socialpsykiatrien. 

Karen J Klint redegjorde blandt andet for §71-tilsynets 

sammensætning og hjemmelsgrundlag. Karen J. Klint 

understregede, at tilsynet ikke har hjemmel til at træffe 

konkrete afgørelser, men alene til at lave henstillinger og 

bemærkninger. Patienter indlagt i henhold til dom falder 

uden for tilsynets kompetenceområde, mens demente og 

tvangsanbragte børn falder inden for. §71-tilsynets møder 

er lukkede, om end der engang i mellem er gæster, ligesom 

protokollen ikke er tilgængelig. Tilsynet udsender en 

årsrapport hvert år. Tilsynets arbejde omfatter generelle 

og konkrete sager samt henvendelser om og fra enkeltepersoner. 

Tilsynet har ikke et selvstændigt budget og skal 

anmode om bevilling til alt andet end tilsynsbesøg. 

23 LPD · avisen

Formand for folketingets §71-tilsyn Karen J. Klint 

Karen J. Klint fortalte om tilsynets daglige arbejde, hvor 

der lægges vægt på, at alle får svar herunder vejledning 

om, hvortil der kan rettes henvendelse, hvis henvendelsen 

ikke er omfattet af tilsynets kompetence. Tilsynet følger 

løbende op på henvendelser, der er videresendt i systemet. 

Karen J. Klint understregede at tilsynets arbejde er 

afhængig af input fra alle aktører på området, og at det 

er væsentligt for tilsynets medlemmer at komme ud på 

landsmøder og årsmøder som det i dag. 

Karen J. Klint fortalte i den forbindelse, at hun havde været 

tre dage i praktik på en psykiatrisk afdeling efter invitation, 

og at hun havde haft meget stort udbytte af dette ophold. 

Blandt andet fordi en del patienter var meget åbne og tillod 

hende at deltage i psykiatersamtaler og ECT-behandling. 

Karen J. Klint anmodede om, at indberetningsredskaber 

blev brugt flittigt og ærligt, da det gav endnu bedre 

grundlag for tilsynet og folketinget. 

Karen J. Klint roste Statsforvaltningens Hovedstadens årsberetning 

herunder understregede hun, at den var udførlig 

og omfattende, hvilket gav et godt beslutningsgrundlag 

for lovgivningsmagten. Karen J. Klint fandt i det hele, 

at årsberetningen var et godt og relevant arbejdsredskab 

og nævnte, at der i årsberetningen var omhandlet flere 

principielle problemstillinger, der kunne denne grundlag 

for samtaler mellem §71-tilsynet og folketingets ombudsmand. 

Karen J. Klint refererede i den forbindelse til de i årsberetningen 

rejste spørgsmål om, hvilken læger – herunder 

forholdet mellem sideordnede læger -, der kan foretage 

vurderingen efter psykiatrilovens §21, stk. 5, hvem der 

har kompetencen til at tilbagekalde klager, og til omtalen 

af Europarådets Torturkomités rapport om anvendelse af 

tvang, herunder spørgesmålet om, hvad der kan betegnes 

som længere tid respektive kort tid set i relation til en 

tvangsfiksering. Ligeledes kan det i årsberetningen rejste 


spørgsmål om, hvornår behandling med depotpræparater 

må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering 

af en patient danne grundlag for en drøftelse med 

Folketingets Ombudsmand. 

Karen J. Klint sagde, at tilsynet under sine besøg, der kan 

være såvel anmeldte som uanmeldte, blandt andet ser på 

de fysiske rammer, herunder på udsmykning, enestuer, 

rengøring osv. 

Karen J. Klint understregede, at sager om tvang i psykiatrien 

over for børn har tilsynets særlige bevågenhed, herunder 

omtalte hun en meget langstrakt sag, der i øjeblikket 

verserer i hovedstaden. 

Afsættet for tilsynets arbejde er med Karen J. Klints ord 

»det vi ser, hører og lugter« i forhold til god sygehusstandard. 

Anmeldte tilsyn tilrettelægges af værten, om end patienter 

altid får adgang til at tale med tilsynet. Efterfølgende 

laves der en skriftlig opfølgning. 

Ved uanmeldte besøg ønsker tilsynet at blive lukket ind 

straks, men man »vader ikke lige ind mellem patienterne.« 

Der foretages besigtigelse og samtale med de tilstedeværende. 

Der foretages en efterfølgende opfølgning. Dette 

er ofte en lang proces, det foregår i dialog med besøgsstedet. 

Og der udarbejdes til sidst en rapport. 

ad 3 - spørgsmål til formand karen J. klint 

Bente Flindt Sørensen takkede varmt Karen J. Klint for oplægget 

og indledte spørgetiden. 

Patientrådgiver og bistandsværge Ellinor Palm Pedersen 

fandt det ønskeligt, såfremt også retlige patienter var 

undergivet §71-tilsynets kompetence, og påpegede herunder, 

at der via sundhedsmyndighederne var et meget 

ringe tilsyn med retspsykiatriske patienters forhold. 

Karen J. Klint fastslog, at tilsynets kompetence var fastlagt 

i grundlovens §71. 

Poul Mødekjær, tidligere patientrådgiver og nuværende 

bistandsværge, spurgte til, hvordan det kunne være, at 

han nu to gange havde oplevet, at en patient, som han 

var beskikket for, døde, og at han ikke kunne få oplyst årsagen, 

idet hans beskikkelse ophørte ved patientens død. 

Han fandt det endvidere krænkede, at han ikke kunne 

deltage i begravelsen, da han ikke havde haft kendskab 

til dødsfaldet. 

Karen J. Klint henviste til reglerne om tavshedspligt, og rådede 

til, at man ved mistanke f.eks. om, at årsagen kunne 

være medicinering måtte bede relevant myndighed om at 

undersøge dette spørgsmål. Karen J. Klint fandt stor for-

25 LPD · avisen

ståelse for situationen og ville ikke afvise, at den konkret 

kunne have været håndteret anderledes. 

Klinikchef på Amager Psykiatriske Center, Helle Aggernæs 

fandt det tilsvarende frustrerende, at man på det psykiatriske 

center ikke kunne få oplyst dødsårsagen for patienter, 

der var under ambulant behandling, og som døde. 

Karen J. Klint henledte opmærksomheden på hensynet til, 

at private oplysninger forblev private, og understregede 

at retssikkerheden altid skal beskyttes. 

Patientrådgiver Arnfinn Thorsteinsson spurgte til tilsynet 

interesse i torturkomiteens rapport, og om tilsynet vil lægge 

mærke til de bemærkninger og tiltag rapporten har givet 

anledning til i Patientklagenævnet, jf. årsberetningen. 

Karen J. Klint sagde, at rapporten ville blive drøftet på en 

temadag, herunder ville bemærkningerne i årsberetningen 

blive inddraget, og at der var tilrettelagt en studietur 

på baggrund af rapporten til Norge og England. 

Patientrådgiver Henrik Høgh spurgte til, hvorvidt tilsynet 

altid realitetsbehandlede indholdet af klager. 

Karen J. Klint fastlog, at tilsynet ikke sagsbehandlede, men 

at man forholdt sig til vilkårene for den udøvede tvang og 

ikke til beslutningerne. Karen J. Klint understregede igen, 

at alle fik svar. 

Patientrådgiver, Per Elvekjær udtrykte positiv overraskelse 

over, at §71-tilsynet også beskæftigede sig med tvang 


over for børn, og spurgte, hvorvidt børn anbragt på asylcentre 

også var omfattet af tilsynets kompetence. 

Karen J. Klint svarede, at personer omfattet af udlændingeloven 

ikke faldt ind under nævnets kompetence, men 

specifikt var undtaget i grundlovens §71. 

Kaffepause. 

ad 4 - introduktion til årsberetning 2008 

v/kommitteret Henning lund-sørensen. 

Kommitteret Henning Lund-Sørensen henledte indledningsvis 

opmærksomheden på, at nævnets omgørelsesprocent 

var 9%, og at der deraf modsætningsvis kunne 

sluttes, at 91% af beslutningerne blev godtkendt. Det var 

således en lille del af nævnets afgørelser, der ville blive 

genstand for den efterfølgende drøftelse. 

Henning Lund-Sørensen fastslog på baggrund af Region 

Hovedstadens bemærkninger, at nævnet ikke opfattede 

Torturkomiteens rapport som havende umiddelbar retsvirkning 

i Danmark. Han slog endvidere fast, at der er tale 

om en tilkendegivelse fra Torturkomiteen, som er en del af 

Europarådet. Torturkomiteens tilkendegivelse har tidligere 

været af betydning for retsdannelsen i Danmark. Henning 

Lund-Sørensen henviste i den forbindelse lovbemærkninger 

til psykiatriloven, hvor lovforslaget sigtede på at tage 

højde for tidligere tilkendegivelser fra Torturkomiteen. 

Henning Lund-Sørensen bemærkede, at nævnet havde 

skærpet sin praksis og således stillede større krav til dokumentation 

for nødvendigheden af en tvangsfiksering. 

Henning Lund-Sørensen anførte vedrørende spørgsmålet 

om 48-timers revurderingen i psykiatrilovens §21, stk. 5, 

at han selv som patient ville føle, at det gav anledning til 

spørgsmål om lægernes habilitet, hvis det var en læge, der 

arbejdede tæt sammen med den læge, der havde ordineret 

tvangsfikseringen, der foretog den uvildige vurdering 

efter §21 stk. 5, men medgav, at den gældende praksis 

fulgte lovens Bogstav. 

Henning Lund-Sørensen fortalte, at patientklagenævnene 

skulle have møde med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, 

hvor blandt andet spørgsmål om godkendelse 

af mindre dosis end den af lægen ordinerede ville blive 

drøftet. Nævnet havde truffet en afgørelse desangående, 

som var blevet hjemvist af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. 

Det samme gjorde sig gældende i de tilfælde, 

hvor Nævnet havde begrænset en truffet beslutning om 

løbende tvangsbehandling med injektion Zyprexa til max 

3 dage, henset til, at det var Nævnets praksis ikke at godkende 

mere end 3 dages injektion ud fra retningslinierne 

herom i medicinhåndbogen.

Henning Lund-Sørensen bemærkede vedrørende spørgsmålet 

om, hvor meget vægt der skulle tillægges lægeerklæringen, 

at den selvfølgelig skulle tillægges vægt særlig 

i forhold til diagnosticeringen af en psykose. Patienten 

skulle imidlertid også have mulighed for at komme til 

orde, og det var jo netop årsagen til at nævnsmøderne 

blev afholdt. Han bemærkede endvidere, at lægeerklæringerne 

fra tid til anden var temmelig mangelfulde i relation 

til at dokumentere konkrete fakta. 

Henning Lund-Sørensen indbød til dialog vedrørende generelle 

forhold og understregede, at han gerne tog imod 

indbydelser til møder og lignede. For så vidt angik drøftelsen 

af konkrete sager var han mere tilbageholdende idet 

nævnets afgørelser burde kunne stå alene. 

Henning Lund-Sørensen gjorde efterfølgende rede for 

nogle konkrete sager vedrørende tilbageholdelse på 

stuen og personlige skærmning. I forhold til det sidste 

spørgsmål slog han fast, at han ved afgrænsningen af 

Nævnets kompetence også tillagde patientens oplevelse 

af skærmningens intensitet vagt 

ad 5 - spørgsmål og bemærkninger fra plenum 

til årsberetning m.v. 

Formand for patientrådgivere og bistandsværger i Danmark 

Ole Kølle fastslog indledningsvis, at han lagde stor 

vægt på dialog. Det var i den forbindelse vigtigt, at personalegrupper 

vidste, hvem gruppen var, hvilket ikke altid 

var tilfældet på afdelingerne. 

Ole Kølle roste årsrapporten for at være progressiv og på 

forkant med udviklingen. Han havde i sin gang på de psykiatriske 

afdelinger desværre oplevet en mindre tilbagegang 

de senere år, idet der nu blev anvendt mere tvang. 

Ole Kølle fandt, at samarbejdet med Det Psykiatriske Patientklagenævn 

i hovedstaden fungerede tilfredsstillende, 

men at dette ikke var tilfældet i hele landet efter strukturændringerne. 

Det største problem i hovedstaden var, at man ikke på hospitalet 

var bekendt med bistandsværgers kompetence. 

Ole Kølle bemærkede, at det fremgik af Region Hovedstadens 

brev til nævnet, at det var væsentligt at gældende 

lovgivning blev overholdt, og at dette burde være en selvfølge, 

som slet ikke var nødvendig at nævne. 

Ole Kølle henledte opmærksomheden på muligheden for 

at få LPD-avisen tilsendt. 

Direktør Bente Flindt Sørensen tilbød direktør for Region 

Hovedstaden Martin Lund ordet for at kommentere på det 

sagte. 

Direktøren for Region Hovedstaden fandt, at der var tale 

om en god rapport, der gav anledning til drøftelse. Han 

følte dog utryghed ved, at det i rapporten kunne læses, 

at der ville ske stramninger i praksis i Det Psykiatriske Patientklagenævn 

i Hovedstaden, og var generelt ikke glad 

for tonen i årsrapporten, som virkede anklagende over for 

personalet og meget anderledes end tonen i Det Psykiatriske 

Patientklagenævn i Sjællands årsberetning. Således 

fandt Region Hovedstadens Psykiatri ikke, at det var hensigtsmæssigt, 

hvis der var en uensartet praksis i landet. 

Henning Lund-Sørensen bemærkede, at der var forskel på 

nævnenes arbejdsforhold og geografiske områder, herunder 

havde nævnet i hovedstaden et volumen, der gav mulighed 

for at gå ind i nogle principielle problemstillinger. 

De stramninger der blev lagt op til, angik især tvangsfiksering, 

og det ville der blive holdt fast ved. Stramningerne 

var rimelige og på sin plads. 

Direktør Bente Flindt Sørensen anførte, at det kunne være 

vanskeligt at sammenligne årsrapporterne for de forskellige 

nævn. Det Psykiatriske Patientklagenævn i Hovedstaden 

havde valgt at medtage problemstillinger af generel 

og principiel karakter i modsætning til nogle af de andre 

nævn. Der var tale om to forskellige rapporter, hvor den 

ene var den »nødvendige« og den anden den »diskuterende«. 

Hun henstillede til, at man opfattede årsrapporten 

også som et udgangspunkt for dialog, som kunne føre til 

udvikling i stedet for at opfatte den som en kritik, og som 

alt andet lige skulle være til gavn for patienten. 

Nævnsmedlem for Sind Anders Wildenschild anførte, at 

han følte sig stødt over Region Hovedstadens bemærkninger, 

og at han aldrig havde et nævnsmøde, hvor der ikke 

blev lagt betydelig vægt på lægeerklæringen. Han påpegede, 

at det ofte var på grund af sjusk fra lægelig side med 

hensyn til formulering i lægeerklæringen eller den lægelige 

journal, når en beslutning ikke blev godkendt. Han understregede, 

at der kun var 9% af patienterne, der fik medhold 

i deres klage, og at vurderingen af en sag byggede 

på en helhedsvurdering af alle sagens omstændigheder. 

Patientrådgiver og bistandsværge Ellinor Palm Pedersen 

udtrykte enighed i, at personalet på afdelingerne ikke 

vidste så meget om bistandsværger. Endvidere fandt 

hun ikke, at det var rimeligt, at pårørende som bistandsværger 

ikke fik en krone for deres indsats, ligesom hun 

udtrykte ønske om, at Region Hovedstadens Psykiatri 

lavede kurser for bistandsværger, der var pårørende til 

pågældende. Herudover havde Ellinor Palm Pedersen 

bemærkninger til sammensætningen af nævnene, hvor 

hun fandt, at det var for ringe, at der kun var et medlem af 

Sind repræsenteret. Dette medførte, at patienten havde 

en meget lille mulighed for at få ret, og hun fandt derfor, 

at der burde være to medlemmer af Sind i nævnet. Hun 

sammenlignede med sammensætningen i Ankestyrel- 

27 LPD · avisen

sen, hvor der var to folkevalgte repræsentanter, og hvor 

hun havde siddet i 32 år. 

Direktør Bente Flindt Sørensen fastslog, at lægeerklæringen 

selvfølgelig var af væsentlig betydning ved afgørelserne 

i nævnet. Hun understregede, at nævnets sammensætning 

var fastlagt i lov. 

Lennart Frandsen fra Folketingets Ombudsmand anførte, 

at årsberetningen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn i 

hovedstaden var den bedste i landet, og at det var en fornøjelse 

at læse nævnets beretning igen i år. Han anførte 

endvidere, at han på ingen måde fandt tonen i årsrapporten 

skarp, og at årsberetningerne gerne måtte være udfordrende. 

Han påpegede, at det var et kæmpeproblem, 

at der ikke var ensartethed i praksis i landet, og at det var 

betydningsfuldt at dette bl.a via årsberetningerne blev 

opnået. Han slog fast, at han ikke måtte kommentere konkrete 

sager, men at han var overrasket over den afgørelse 

fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vedrørende 

personlig skærmning, der var medtaget i årsberetningen. 

I den forbindelse henviste han til forarbejderne i loven og 

havde meget vanskeligt ved at se, at den konkrete skærmning 

ikke skulle være omfattet af psykiatrilovens bestemmelse 

om skærmning. 

Klinikchefen på Psykiatrisk Center Frederiksberg fortalte, 

at nævnets lave omgørelsesprocent fik lægerne til at diskutere, 

hvorvidt de var for tilbageholdende. 

Patientrådgiver Ulla Toksvig spurgte til, hvordan man 

skulle fordele arbejdet mellem patientrådgiverne, herunder 

hvordan det kunne være, at der var så stor forskel på 

antallet af patientrådgivere på de forskellige psykiatriske 

centre. 


Henning Lund-Sørensen svarede, at det var historisk betinget 

og et spørgsmål om, hvor der havde været naturlig 

afgang. Bemandingen ved patientrådgivere var også afhængig 

af, hvad det enkelte psykiatriske center fandt, at 

der var behov for. Henning Lund-Sørensen bemærkede 

videre i relation til spørgsmålet om bistandsværger, at 

retsvæsenet/politiet havde mulighed for at afholde møder 

med bistandsværgerne, og at nævnet naturligvis gerne 

ville deltage i sådanne møder. 

Patientrådgiver Peter Damm-Ottesen udtrykte, at tvangsskemaet 

– skema 1 – vedrørende tvangstilbageholdelse 

var ufyldestgørende, idet man ikke kunne se, hvilken overlæge 

der havde truffet beslutningen. Dette havde i en sag 

givet problemer i retten. 

ad 6 - afslutning v/direktør Bente Flindt sørensen 

Bente Flindt Sørensen takkede alle de fremmødte og 

sagde afslutningsvis, at man kunne overveje, hvilket form 

man fremover skulle afholde møder under, og at input var 

velkomme. Der vil blive meldt ud i god tid, og dialogmåder 

vil blive overvejet. 

Maria Juhl Hansen og 

Charlotte Galbo 

(referenter)

Menneskerettigheder 

i psykiarien 

Ekstrabladet 

Rådhuspladsen 37, 1785 København K 

Att.: Debatredaktionen 

Ole Christensen 

Søndersøparken 1, 8800 Viborg 


Debatoplæg til pressen og journalister med fokus på menneskerettigheder, 

tvang, fejlbehandling og magtmisbrug 

i psykiatrien. 

Som udgangspunkt vil jeg bruge to afgørelser truffet i Det 

Psykiatriske Patientklagenævn den 29. maj og 4. juli 2007, 

samt en rapport fra 25. november 2007 der er lavet med 

henblik på en stor erstatningssag. 

I rapporten kan man læse: 

Det er et faktum at den stillende diagnose paranoid skitzofreni 

er en fejl diagnose. 

Det er ligeledes et faktum at den særdeles omfattende 

tvangs- og fejlmedicinering invaliderede undertegnede 

Ole Christensen i perioden 1999-2008, således jeg ikke 

stod til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Hvordan kan det være at pressen er så hurtige til at kalde 

mennesker, for psykisk syge, hvis de overtræder loven? 

Journalister burde i nogle tilfælde i stedet sætte spørgsmålstegn 

ved om personen kan tænkes at være fejlbehandlet 

med medicin? 

I rapporten kan man læse: 

Ved mødet i patientklagenævnet den 29. maj 2007 frem- 

lagde vi en skriftlig dokumentation, der beviser en sammenhæng 

mellem de mængder medicin man ordinerede 

og den begåede kriminalitet. 

Personligt mener jeg, at det er noget svin eri. Jeg har derfor 

skrevet og opfordret patientklagenævnet til at indberette 

flere medikamenter til lægemiddelstyrelsen. 

Det kan være interessant at lave en undersøgelse over 

hvor mange fejlbehandlede patienter der findes i psykiatrien, 

og hvor ofte menneskerettigheder bliver krænket. 

Som et eksempel på hvordan man ikke skal behandle patenter, 

kan man i rapportens konklusion læse følgende: På 

retspsykiatrisk afdeling udøvede afdelingssygeplejersken 

magtmisbrug i forbindelse med en tvangsmedicinering. 

Han benyttede et såkaldt skærmningsregime for at presse 

undertegnede til at tage medicin. For en god ordens skyld 

skal det oplyses at et skærmningsregime på Viborg Psykiatrisk 

Sygehus kan sidestilles med en isolationsfængsling. 

Den 18. december 2004 resulterede det i et fangeoprør, 

hvor patienterne gik amok og smadrede opholdsstuen, 

fordi de var utilfredse med at jeg fortsat – uden grund – 

sad i isolation. 

Politiet tilkaldes for at dæmpe skandalen. Det fyldte i øvrigt 

en hel side i Ekstrabladet dagen efter. I dette tilfælde 

var journalisterne hurtige til at skrive artikler, men hvad 

der ikke fremgik af artiklerne var baggrunden for optøjerne 

på retspsykiatrisk afdeling. 

Det vil sige at man bruger isolation som magtmiddel og 

behandlingsmetode, til at presse umiddelbare raske mennesker 

til at tage medicin. 

29 LPD · avisen

Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved, om etisk forsvarligt 

at bruge sådanne metoder i psykiatrien? 

Ved en høring i folketinget den 30. oktober 2007 stillede 

LAP følgende spørgsmål: Er frihedsberøvelse og tvangsbehandling 

i psykiatrien foreneligt med principperne i den 

nye FN konvention om menneskerettigheder? 

På nuværende tidspunkt er jeg frataget nogle helt almindelige 

menneske- og frihedsrettigheder, f.eks. er besøgsrettigheder 

og samtlige frihedsrettigheder inddraget, som 

er endnu et forsøg på at presse undertegnede til frivillig at 

tage medicin. 

Den behandlingsansvarlige læge forhindrede dog afdelingssygeplejersken 

i at bruge det forhadte skærmningsregime 

under denne indlæggelse. 

I rapportens konklusion står endvidere: Det er ligeledes 

et faktum at den særdeles omfattende fejlmedicinering 

invaliderede undertegnede Ole Christensen, således at 

jeg ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden 

1999-2007. 


Derfor er der erstatningsansvarsloven og patientforsikringen, 

hvorfra der betales erstatning, når det kan dokumenteres 

at patienten har lidt et økonomisk tab, der direkte er 

årsagssammenhængende med fejlbehandlingen. 

Det er lige præcis fra patientforsikringsordningen vi kræver 

en stor økonomisk erstatning, for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, 

godtgørelse for svie og smerte, skærmningsregime, 

isolation osv. 

Denne erstatningssag er principielt for retten og domstolene, 

netop på grund af skandalens alvorlige karakter, og 

fordi sagen skal danne præcedens for lignende kommende 

sager om fejlbehandling i psykiatrien. 

Offentligheden har krav på at vide hvordan menneskerettighederne 

bliver krænket på de psykiatriske sygehuse, således 

er der hermed lagt op til debat med fokus på skandalen 

og menneskerettigheder i psykiatrien. 


Ole Christensen

Han har givet den lille bog titlen: et godt liv trods alt og 

der står bag på bogen: 

en 59-årig familiefar fortæller i denne bog, hvordan 

livet pludselig ændrede sig i hans 28. år. Han fik stillet 

diagnosen maniodepressiv, der indebærer nogle pragtfulde 

opture og nogle rædselsfulde nedture, som har 

taget livet af mange. Der skal et godt helbred til at leve 

med denne sygdom. 

redaktionen kender manden og har fået lov til at gengive 

hans historie. 

FølJetonen 

Det hele startede en ganske almindelig formiddag. Efter 

at have spist morgenmad sammen med min kone og tre 

børn skulle jeg til Vejle for at besøge en af mit nye firmas 

forhandlere og dennes konsulent. Vi skulle tale om budgetter 

og markedsføring. Jeg havde været i oliebranchen i 

mange år, men havde i mit 26. år skiftet til et andet selskab. 

Jeg startede fra mit hjem i Kerteminde og kørte mod 

Odense. Da jeg kom ned på motorvejen, fik jeg den ide, at 

forhandleren og hans konsulent havde bedraget mit firma 

og at jeg skulle afsløre dem. Jeg kunne mærke, at jeg satte 

farten op. Jeg fandt adressen i Vejle. I døren blev jeg modtaget 

af forhandleren. Han inviterede mig ned i et lokale 

i kælderen, hvor der var en bar. På en barstol sad konsulenten. 

Han rakte hånden frem til hilsen. Jeg blev budt et 

glas whisky, men sagde nej, fordi jeg var overbevist om, at 

de ville bestikke mig. Jeg foreslog, at vi skulle have kaffe 

på Grand Hotel i Vejle. Forhandleren foreslog et cafeteria i 

nærheden, men jeg holdt på mit. 

Jeg anbragte de to herrer på bagsædet og kørte. Jeg vidste 

ikke, hvor Grand Hotel lå, men pludselig holdt vi udenfor. 

Jeg stoppede mit på gaden. Forhandleren og konsu- 

Værd at vide... 

et godt liv trods alt 

I dette og følgende numre af LPD-avisen vil være en føljeton om en 59-årig maniodepressiv 

mand, som har skrevet en lille bog om sine oplevelser fra hans 28. år og 

til i dag som 59-årig. 

lenten sprang ud af bilen og løb ned ad gaden. Jeg gik ind 

på Grand Hotel og bestilte kaffe af en sølvkande. Da jeg 

sad og nød kaffen, fik jeg sådan en ro over mig, og det stak 

i hovedbunden. Tjeneren kom og sagde, at min bil holdt 

i vejen. Jeg gav ham nøglerne og bad ham om at flytte 

bilen: Han kørte den ind i hotellets gård. 

Jeg nød stilheden. Efter nogen tid kom tjeneren med 

regningen. Jeg bad ham sende den til mit firma. 

Det nye job indebar, at vi skulle flytte til Vejleområdet. Jeg 

benyttede derfor, når nu jeg var her, lejligheden til at se 

mig omkring. Jeg kom til et område, der hed Bredballe, 

hvor der var udsigt over Vejle fjord. Jeg skrev slutseddel 

på en villa til 3,3 mil. kr. Dernæst ville jeg finde en lokal 

bank og pludselig holdt jeg uden for Vejle Bank, hvor jeg 

oprettede bankbøger til mine børn og en til mig selv. Jeg 

indsatte ca. 14.000.00 kr. i alt. 

Fortsættes... 

31 LPD · avisen

lPD 

Per Møller Christensen, 

Grebjerg 22, 9440 Aabybro 



avisen 


sPar norD Bank 

& S 

Isager Bogtryk · Møllergade 34 · 5700 Svendborg 

tlf. 6221 3160 · fax 6221 3326 · www.isagerbogtryk.dk 

Returneres ved varig adresseændring 


avisen 


så nu er Vi KLar... 

...til at modtage bidrag fra 

offentlige instanser og andre firmaer. 

Der kan doneres pengegaver 

direkte til vores netbank: 

Regnr.: 9190 

Kontonummer: 4568614696 

L a n d s f o r e n i n 

& 

g e n 

af Patientrådgivere Bistandsværger i Danmark 

Y D F Y N S U G E B L A D 

KOMMER TIL SAMTLIGE HUSSTANDE, KONTORER & BUTIKKER 

Vi trykker LPD-aVisen, 

men Vi fremstiLLer også... 

Annoncer · Aviser · Blanketter · Brochurer · Brevpapir · Bøger 

Etiketter · Fagblade · Fakturaer Farveprint · Farvekopi · Firmapapirer 

Foldere · Foreningsblade · Formularer · Følgeskrivelser · Grafisk 

identitet · Grafisk design · Kalendere · Kataloger · Konvolutter 

Kreativ grafisk formgivning · Kuverter · Labels · Magasiner 

Plakater · Postkort · Produktbrochurer · Profilbrochurer 

Reklametryksager · Stempler · Tidsskrifter · Visitkort...m.m. 

...ring til os på tlf. 62 21 31 60 

B

Nummer 76 (september 2009) - Landsforeningen af ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?