ÅRHUS FRISKOLE PÆDAGOGISK RAPPORT 2009

Århus Friskole – Pædagogisk Rapport 2009 

ÅRHUS FRISKOLE 

PÆDAGOGISK RAPPORT 2009 

Side 1

Forord 

Kære forældre og venner af Århus Friskole. 


Så er den her igen – dette år med titlen ”Pædagogisk Rapport 2009” . Igen i år har 

ansatte på Århus Friskole fattet pennen for at dele oplevelser, tanker og erfaringer fra 

hverdagen med jer kære læsere. I dette års udgave af PR, kan I læse om Blå Gruppes 

musical, 9. klasses Folketingseventyr, om børnestress og om KAOS på ÅF. Afgående leder 

Hanne Larsen beretter i sit umiddelbart sidste PR-indlæg, om teamsamarbejde på ÅF. Et 

blik tilbage i tiden bliver der også plads til – vi besøger PIGEPOSEN anno 1992 og 2009. 

Film i indskolingen, computerdrømme, dyr og sport, erfaringer fra praktikperioder, 

produktion af læsematerialer og ikke mindst en beskrivelse af vores fantastiske 

”indretning” af lille gul / store gul. 

Rapporten er opsat af undertegnede. Trykt hos Vester Kopi. 

KH Peter. 

Indholdsfortegnelse: 

Jeppe Pape Nye tider – forandring, KAOS og muligheder Side 3 

Hanne Larsen Teamsamarbejde på Århus Friskole Side 6 

Christian Hjort Fællesskaber Side 8 

Johan Lyhne Du bliver, hvad du spiser Side 13 

Anette Thomsen Pigeposen Side 14 

Ingrid Jørgensen Børn med stress Side 19 

Charlotte Amsinck Små og store i GUL Side 23 

Karin Clausen Praktikbesøg hos 5. klasse Side 29 

Marianne Højslet Film i indskolingen Side 33 

Peter Andresen 9. klasse i Folketinget Side 38 

Ole Juel Egen bærbar med – for rød og store gul. Side 43 

Tine Lind og Karin O Himmel og Jord (Musical i blå) Side 45 

Anne Cordero Børn og dyr Side 50 

Cecilie Grieg Selvproducerende læsematerialer Side 52 

Søren Bech Laursen Lege og boldspil i SFO tiden Side 55 

Anette Thomsen Evalueringskulturen på Århus Friskole Side 56 

Side 2


Nye tider – forandring, KAOS og muligheder… 

Af Jeppe Pape - klasselærer i 9. klasse. 

Efter i mange år at have været et sted med en fasttømret kultur og en gruppe af ansatte, 

der stort set arbejdede på Friskolen fra de blev ansat til de skulle pensioneres, har der de 

sidste år været større udskiftning i personalegruppen, end jeg har oplevet før. 

Vi har sagt farvel til de sidste af de ”gamle”, som har tegnet Friskolens ansigt udadtil i 

mange år, vi har sagt farvel til Eva og Erik, som især satte deres aftryk på musik og 

bevægelseskulturen på skolen, Mathias, der med sin humor og energi prægede skolens 

elever og ansatte, men valgte at finde andet arbejde. Fra fritidsordningen røg Palle, 

Thomas og Eva der alle havde været der i en lang årrække, og nu siger vores leder 

gennem mange år, Hanne Larsen, sit job op til sommer. Vi må sige farvel til en leder, som 

har haft en indforstået værdideling med sit personale, forstået på den måde, at mange 

holdninger har vi været stort set enige om, fordi vi har delt så mange år og oplevelser 

sammen. 

På grund af den forholdsvis lille udskiftning af personale, der traditionelt har kendetegnet 

Århus Friskole, så var det at starte som nyansat på skolen, da jeg blev ansat for 14 år 

siden, nærmest som en mesterlærerplads: De første par år gik med at lære af de ”gamle”, 

hvordan årets gang var, hvilke traditioner, der kom efter hinanden, hvordan man plejede 

Side 3


at gøre osv. osv.. 

Når man som nyansat ikke længere blev overrasket over en Høstival, en festuge, en 

gruppelejr, et juleværksted, en musical, der kom skråt indover fra højre og overrulede det 

”almindelige” skema, og når man oven i købet var i stand til at forklare rimeligheden i det 

og de store fordele, der er for det enkelte barn i den måde at strukturere et skoleår på, på 

et overophedet forældremøde, hvor følelserne gik højt og tvivlen på, om man (forældrene) 

nu havde valgt den bedste skole til sit barn, kom åbent frem, så var man stort set udlært 

og kunne betragte sig som en rigtig friskolelærer. Og selv om man stadig kunne blive 

forbavset indimellem, over at skemaet blev afbrudt af praktikperioder osv., så var det trygt 

og på sin egen Århus friskoleagtige måde forudsigeligt og genkendeligt, fordi der var så 

mange ”gamle”, der vidste, at det var rigtigt, det vi gjorde. 

Vi havde den rigtige retning. 

Jeg har hørt flere 

udtrykke deres 

bekymring og i nogle 

tilfælde ulykkelige tvivl 

på, om skolen er i stand 

til at køre videre uden de 

kapaciteter, vi har måttet 

og må sige farvel til. 

Selvfølgelig kan den det. 

Jeg synes, man skal være 

god til at skille tingene 

ad: 

Jeg savner mange af 

mine gamle kolleger i 

dagligdagen, men det er 

på det rent personlige 

plan – altså venneplanet. 

Jeg kommer til at savne 

Hanne skoleleder, som person, i min daglige sparring med hende og kolleger, når der skal 

laves grin og jokes. Men på det professionelle plan tror jeg, det er en god beslutning, at 

Hanne holder som leder. Ligesom jeg syntes, det var sørgeligt at Eva, Erik og Mathias 

valgte at holde på skolen – men bedre at de gik, i stedet for at blive, når det nu var sådan 

de havde det. 

Det er en kendsgerning, at når nogen stopper, skaber det mulighed for andre. Når en 

tradition forsvinder, bliver der plads til en ny. 

Det forløbne år er nok et af de mest hektiske, ustrukturerede, urolige, forvirrende og 

anderledes år, jeg har oplevet i min tid på skolen. 

Kaos, har jeg tænkt nogle gange… Kaos, hvorfor er det sådan i år….er det manglende 

sammenhængskraft….er det børnene, der er fuldstændigt stået af, og har vi i 

virkeligheden med en ny og måske farlig børnekultur at gøre – er det rigtigt, at de unger 

er så egocentrerede, at de er uden for pædagogisk rækkevidde…..eller at deres forældre 

Side 4


alle sammen er skole-shoppere, der bare altid er ude på at finde sprækkerne, som 

friskolen selvfølgelig har, og så bore og hakke der for at finde svaghederne, for derefter at 

melde deres børn ud..….Eller har det i sidste ende noget at gøre med hvem vi er – os 

voksne der er ansat på skolen i øjeblikket. 

Jeg er nået til den konklusion, at sammenhængskraft er noget man skaber sammen, 

igennem samvær og traditioner, og dem er der er der mange af. Børnene er stort set som 

børn altid er, nemlig søgende efter retningslinjer og grænser, interesserede i at finde ud af 

tingene, blive vejledt. Forældrene på skolen har jo valgt Friskolen, fordi I mener, det er 

det bedste sted for jeres dyrebareste, jeres børn, og derfor kan det kun være vores fælles 

ønske, at det går jeres børn bedst muligt – derfor samarbejder vi om det fælles mål. 

OK – det levner kun den ene mulighed tilbage, at det nok er noget med os, der er ansat 

på skolen i øjeblikket, der får mig til at opleve året som anderledes, end det plejer. 

Da jeg pludselig finder mig selv som er en af de ”gamle”, og vi har 5 nyansatte blandt 

lærerne – så har dette år været en anelse mere fokuseret på ”hvordan gør vi…” end, ”vi 

plejer at gøre sådan…”. 

Det vil sige mere tid brugt på at finde hinanden mht. at skulle forklare, hvorfor vi i sin tid 

har valgt at prioritere dette eller hint. Men også en større åbenhed over for at ændre 

tingene, hvis der er bedre ideer, end der har været længe. Jeg har skullet vænne mig til 

at mange ting ikke længere var indforståede, men at jeg skulle forklare mig i mange 

situationer – hvorfor gør I sådan….Tjaa… 

”Plejer” findes ikke rigtig længere, med de nye voksne på skolen er der heldigvis også 

kommet nye ideer om, hvordan ting skal gøres. Og Friskolen er igen i forandring – et 

levende, forholdende sig til omverdenen sted. 

Jeg bliver stolt, når jeg ser ”de nye voksne” fyre den af – på scenen, på lærermødet, 

sammen med børnene. Ser andre ideer udført og afprøvet og mærker, at der gradvist 

gennem skoleåret er opbygget god energi og en større forståelse og sikkerhed på 

hinanden. Indforståetheden skal vi nok nå på et tidspunkt. 

Kaos er en frustrerende tilstand at befinde sig i, indtil man finder meningen med det, eller 

grunden til det og hermed linjerne i, hvordan man kommer videre. 

Denne gang fik jeg skrevet meget om de voksne på skolen, vores muligheder og evner til 

at lede Friskolen nye spændende steder hen, men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg på 

nogen måde har glemt, hvad det i virkeligheden også handler om – børnene. 

Børnene på Århus Friskole møder mig hver dag, med deres problemer, overvejelser, 

konflikter – I klasserne, på lærerværelset, på værkstedet, på gangene og udenfor på 

fodboldbanen, i 4-square feltet osv. osv.. 

Og jeg bliver glad af at arbejde på skolen, når vi mødes. Der er gang i den flok børn, på 

mange niveauer. Det er en selvstændig flok, en broget flok, med masser af ideer og 

energier, og for min skyld skal de ikke være problemfri og uden kanter og særheder. Så 

længe der plads til, at vi er forskellige, holder konceptet. 

Kaos holder - langt hen ad vejen. Der er muligheder i det. 

Side 5


Teamsamarbejde på Århus Friskole 

Af Hanne Larsen – skoleleder. 

Temaet for denne artikel er i første omgang at beskrive, hvordan og under hvilke vilkår og 

forudsætninger teamsamarbejdet i dag fungerer på skolen, dernæst er det en refleksion 

over, hvordan samarbejdet kan videreudvikles. 

I slutningen af 70’erne - efter forskellige pædagogiske eksperimenter bl.a. opdeling i 

basisgrupper, hvor hver stamklasse bestod af børn fra alle aldersgrupper – enedes man 

om den struktur, som vi har i dag, nemlig en gruppeopdeling i Gul - Store Gul og Lille Gul, 

Rød og Blå Gruppe. 

Som en naturlig forlængelse af denne gruppeopdeling af børnene fulgte en organisering af 

lærerne i teams. Det hed ”grupper” dengang. Vilkårene for de teams, vi havde dengang, 

er stort set identiske med de vilkår, vi har i dag, nemlig: 

Monofaglige teams, dvs. teams bestående af personer med samme uddannelse og 

funktion. Dog ikke Lille Gul, som også har pædagoger i teamet. 

Støttelærere og musiklærere er tilknyttet forskellige teams. 

Der er møde hver torsdag kl.14-15, derudover møder efter behov. 

Teamet består af 3-5 personer. 

Side 6


En stor del af undervisningsmidlerne/pengene ligger i egne grupper. Dvs. teamet 

bestemmer selv, hvordan pengene skal bruges. Det har fx resulteret i, at Rød 

Gruppe for et par år siden stort set brugte hele deres budget på ombygning af 

fællesrum og ikke på traditionelt undervisnings-materiale. 

Medlemmerne af teamet har størstedelen af deres lektioner i gruppen. 

Tilknytningsforholdet til en enkelt gruppe er essentielt. 

Teamet i dag på Friskolen bruges i høj grad til kollegial sparring – om børn, 

forældresamarbejde, faglige områder osv. I teamet foregår fælles forberedelse til fælles 

emner og evaluering af disse, videndeling, og for nye lærere er teamet ikke mindst en 

væsentlig informationskilde. Dermed bliver teamet også en ”lettelse” for ledelsen, at 

ledelsen ikke skal involveres i alle små og store diskussioner og beslutninger. Teamet er 

også i vid udstrækning med i skemalægning og fagfordeling. 

Der snakkes i dag meget om ”Det hyperkomplekse samfund”, dvs. en generel 

samfundsudvikling i den vestlige verden, der har gjort mennesker bedre uddannede/mere 

selvstændige/mere krævende, hvilket har nødvendiggjort nye arbejdsformer med mere 

bemyndigelse og ansvar. En udvikling, hvor kompleksiteten i arbejdsopgaverne stiger, 

hvilket har nødvendiggjort behov for videndeling og tværfaglige arbejdsformer, og en 

udvikling, hvor kravet om øget produktion stiger, hvilket har nødvendiggjort viden om 

kompetence-udvikling og læring. 

Teamorganisering tilgodeser i høj grad ovenstående. Forskning viser, at velfungerende 

teams har: 

Bedre resultater 

Synergieffekt 

Fleksibilitet/omstillingsparathed 

Kollegial forpligtelse 

Langtidsholdbare beslutninger 

Øget ansvarlighed og trivsel 

Øget kompetenceudvikling 

Effektiv videndeling 

Lettere kommunikation 

En kompleksitetsreducerende funktion 

Fordelene er således mange, men der er også udfordringer: 

Hvordan får vi til stadighed velfungerende teams, når teammedlemmerne skifter team 

hvert år? 

Hvordan sikrer vi, at personalet brænder og ikke brænder ud. Meget forskning tyder på, at 

ansvar og medledelse også kan betyde stress og for meget arbejde, fordi man i høj grad 

selv skal strukturere sin arbejdstid? 

Hvordan sikrer vi videndeling mellem de forskellige teams, så vi ikke bliver 3-4 skoler i en 

skole? 

Side 7


Vi har de sidste par måneder snakket om, hvordan vi kan optimere teammøderne. Vi har 

forskellige forslag på ”tegnebrættet”, men mangler i skrivende stund en endelig diskussion 

og beslutning. Det drejer sig bl.a. om: 

Udnævnelse af en teamkoordinator, måske kan det gå på skift. En person, som 

husker/holder fast/tager initiativer. 

Møderne udvides til at varer 1½ time hver torsdag i stedet for en time som nu. 

Referater fra møderne kan lægges på fælles it konference. Skal sikre et højt 

informationsniveau. 

Årlige afklarings- og forventningsmøder i alle teams. 

Forslag til generel dagsorden. En slags huskeliste. 

Vi vil også gerne arbejde mere med refleksive teams. Vi har gjort det før bl.a. på 

lærerweekenden forrige år, hvor vi havde en konsulent fra Statens Center for Kompetence 

og Kvalitetsudvikling til at guide os igennem måden, hvorpå man kan reflektere sammen i 

sit team. Men i det daglige er teamarbejde vi ikke rigtig kommet i gang. Er det en form for 

blufærdighed? Jeg ved det ikke. 

Jeg kunne forestille mig TUS (Teamudviklingssamtaler) i stedet for/ eller som supplement 

til de årlige MUS (medarbejderudviklingssamtaler). Ligeledes skal der nok også afsættes 

mere tid fra ledelsens side til at være med i de enkelte teams. 

Jeg vil i foråret præsentere enkelte teams for redskabet ”Tjek på teamet”, som er en 

hurtig måde at få synliggjort, hvilke problematikker i teamsamarbejdet, der er vigtige at få 

arbejdet med. 

Og ikke mindst skal der nok på sigt afsættes væsentlig flere midler til 

kompetenceudvikling. Ikke kun til fagligt relaterede kurser, men i høj grad til fx 

teamsamarbejde. 

Velvidende at jeg ikke er på skolen næste år, har jeg alligevel tilladt mig ovenstående 

betragtninger. Held og lykke med det hele. 

Side 8


Fællesskabet 

Af Christian Hjort – lærer i indskolingen. 

Hvad er et fællesskab? 

Ordbogen beskriver det som: ”At flere personer er fælles om noget”. Så det er i 

virkeligheden meget vide rammer for, hvad et fællesskab kan være. F.eks. at starte en 

familie, at melde sig ind i et politisk parti, at have medlemskab i EU, at vi går til dans i 

Åbyhøj, bor i Danmark eller går på ”Single rock café” hver torsdag aften. Fortsæt selv 

listen... 

Det vil nok være meget få mennesker, som ville kunne sige: ”Jeg er ikke i et fællesskab”. 

For selv om man sidder i isolationscelle eller er død, er man alligevel i en slags fællesskab. 

Det har dog aldrig været mere umoderne at sige ordet fællesskab, end det er i dag. Det er 

blevet frygtelig umoderne og gammeldags. Ikke engang vores regering vil sige det ord i 

nogen positiv sammenhæng og afskaffer med glæde gruppeeksamener. For nu er det jo 

individet, som er i centrum, og det er vigtig at skille sig ud, ”være på” og gøre sig fri af 

andre. Det er vigtig at lytte til, hvad ”jeg” har lyst til, og vi er mere end villige til at tage 

vidtrækkende konsekvenser, når vi vælger fællesskaber fra, for at gøre som ”jeg” vil og 

har ”valgt”, det skal være. 

Side 9


Vi står dog i lidt af et dilemma, for i løbet af et menneskeliv skal vi alligevel vælge mellem 

flere forskellige fællesskaber F.eks. om vi har lyst til at starte en familie? Hvilke venner vi 

vil være sammen med? Hvilken institution skal mit barn gå i, og vil jeg være med i 

bestyrelsen? Der er skolevalg, og vil jeg i virkeligheden gå til dans i Åbyhøj osv. osv. 

Et af de fællesskaber, som de fleste husker særlig godt, er det som man bliver en del af i 

sin skoletid. Det er et tidligt og ofte meget grundlæggende fællesskab, der her bliver 

etableret. I nogle tilfælde har det betydning for resten af ens liv, men dermed ikke sagt at 

det betyder alt, for resten af ens liv. 

Mange tænker sig grundigt om, inden de vælger skole til deres børn og med god grund, 

for hvad er det, man synes er vigtigt at give dem med i ”rygsækken”. Det kunne være at 

vide, hvad det vil sige at samarbejde og opdage, hvad det vil sige at skabe noget som er 

større end én selv? For nu bare at tage et eksempel. 

På Århus Friskole er fællesskabet endnu mere centralt, end hvad normalt er på en 

folkeskole. Blandt andet igennem den forpligtelse til fællesskab, som forældregruppen 

siger ja til at engagere sig med, når deres barn skal gå på Århus Friskole. Det være sig i 

klassen, skolens virke og liv, arrangementer, fester eller arbejdsopgaver på skolen. Det er 

alt sammen noget, som ligger ud over deres eget barn/børn, men som bidrager til det 

fællesskab, det er at holde Århus Friskole kørende og i gang. 

Side 10 

Forældrenes engagement i Århus 

Friskole er meget vigtigt pga. 

lilleskole, små klasser, og fordi 

skolens kultur og traditioner er meget 

afhængige af forældrenes deltagelse. 

Det ville ikke kunne lade sig gøre, at 

8. klasse tager ud og rejser i 3 uger 

til et land langt væk, at afholde 2 

store og gode fester om året, eller at 

personalet holder lærerweekend 

uden det engagerede fællesskab. 

Derudover er det slet ikke muligt at 

drive ordentlig og god skole for 

børnene uden et tæt skole/ 

hjemsamarbejde. Det er nødvendigt 

at have et fællesskab med læreren 

om klassens sammenhængskraft. 

Vores erfaringer siger også, at de 

enkelte klasser er godt tjent med, at 

forældrene dyrker et fællesskab om 

klassen uden for skoletid. Med for 

eksempel overnatninger, fødselsdage, 

hytteture, legeaftaler, klassefester, 

og hvad man ellers kan finde på. Det


styrker sammenholdet at lave noget sammen, at arrangere og gennemføre forskellige 

ideer, og som sidegevinst bliver ens eget netværk større, og man kan bedre bruge 

forskeligheden til noget konstruktivt. 

I selve skolen arbejder vi med fællesskab på flere planer. 

Vi har en ”søskendeordning”, som både er et socialt og et arbejdsfællesskab. 

Musikundervisning, Big band og musical kunne ikke lade sig gøre uden et fællesskab. 

Ligesom lejrture, festugeoptog, ”Høstival” og Fastelavnsfester er med til at dyrke disse, 

bare for at nævne de store begivenheder. 

Der bliver selvfølgelig også arbejdet med fællesskab i mindre målestok i hver enkelt 

klasse. I min egen klasse har vi blandt andet, bordmakker, duksehold og drenge / 

pigeopdeling af undervisningen. 

Meget af det arbejde, vi laver og etablerer i skolen, handler om at kunne indgå i et 

fællesskab. Som f.eks. evnen til at lytte til andre, selv om det, der bliver sagt, ikke 

nødvendigvis berører mig selv direkte. 

Hvorfor er det så vigtigt, når meget andet i samfundet siger: ”Tænk først på dig selv” og 

regeringen siger: ”Fri os for rundkredspædagogik”. 

Fællesskaber er vigtige for at kunne skabe noget, der er større end os selv, at kunne 

præstere noget større, end hvad den enkelte ville kunne gøre alene. Det er vel i 

virkeligheden på den måde vores samfund fungerer, når vi skærer ind til benet, og derfor 

en vigtig egenskab at have med sig videre i livet! 

Side 11


Den følelse det er at være en del af noget større end én selv, kan ikke forklares, den bliver 

du nødt til at opleve. Det har noget at gøre med af have ”rødder” og ”vinger” med i sit 

projekt på én gang. Rødderne er fællesskabet, hvor hver enkelt udfylder en vigtig, 

muligvis lille, men vigtig rolle. Det kommer til udtryk i udførelsen / fremvisningen. Den 

samlede sum af alles indsats bliver til ”vingerne”, der tager os steder hen, hvor vi ikke 

kunne komme af os selv. Som f.eks. ”Høstival, 8. klasse tur og musical. 

Det er oplevelser, begivenheder og traditioner som disse, der ofte er med i overvejelserne, 

når nogle vælger Århus Friskole som skole for deres barn. Frihed under ansvar, det at 

gøre tingene på en anden måde. Fest, musik og traditioner spiller alle en stor rolle i 

mange forældres skolevalg. 

Det er bare vigtig at huske på, at alle disse ting og begivenheder som tidligere nævnt kun 

kan lade sig gøre gennem et fællesskab og den drivkraft, der er i et sådan et fællesskab. 

Desuden er det vigtigt at sige, at den slags fællesskaber ikke kan eksistere uden blod, 

sved og tårer. Det er hårdt arbejde at indgå i et fællesskabet, og vi bliver nødt til at give 

afkald på kontrol og på individets ret over alt andet. Du kommer kun til at bestemme en 

lille del af helheden, og du får ikke alle dine ønsker opfyldt. 

Det er muligvis også derfor, at fællesskaber er så totalt utrendy! Vi elsker at dyrke os selv 

og kun gøre det, vi selv har lyst til, og opgiver, hvis det bliver for besværligt. ”Jeg har 

valgt ikke at lade andre bestemme over mig og mit liv”. Okay, men vi har heller ikke 

nogensinde været mere ensomme og meningssøgende, end vi er i vores tid. Vi aner ikke, 

hvad vi skal gribe og gøre i, alt er til forhandling og står for fald, hvis det ikke lever op til 

”mine drømme”. Problemet er bare, at ”du kan ikke zappe dig til et fællesskab.” 

Vi glemmer at tilhørsforhold og fællesskabsfølelse er en lang proces, hvor du ikke kan 

være lykkelig og i kontrol hele tiden. Det handler om tilliden til det store billede af en 

skolegang, som i dette tilfælde tager 10 år. 

Side 12 

Og ja, man skal både betale og 

yde samtidig. ;) 

Fik jeg sagt, længe leve 

fællesskabet, der giver os 

vinger, der løfter os højre, end 

vi selv nogensinde ville kunne 

komme, og samtidig giver os 

rødder og tilhørsforhold i en 

verden af omskiftelighed... 

Det er hermed gjort. 

Hilsen Christian


Du bliver, hvad du spiser… 

Af Johan Lyhne – musiklærer. 

Og børnene på Århus 

Friskole er virkelig søde! 

Desværre til tider fordi de 

spiser sukker i meget store 

mængder. 

På vores netop overståede 

Cubatur fik vi lærere en 

enestående mulighed for 

et reelt indblik i elevernes 

sukkerkultur. Og det var 

en overraskende 

virkelighed, vi fik mulighed 

for at observere. De mængder af sukker, som nogle børn indtager på en dag, kan på 

nogle måder godt beskrives som et decideret overforbrug. 

Da en elev på et tidspunkt fik det direkte fysisk dårligt af, hvad vi oplevede som en form 

for sukkeroverdosis, begyndte vi lærere for alvor at diskutere sukkerforbrug og dets 

indvirkning på eleverne. 

De fleste kosteksperter er enige om, at kroppen faktisk slet ikke har brug for sukker i den 

form, vi finder i slik, chokolade og andre søde sager. Vores krop har brug sukker, ja; men 

naturligt sukker, som man f.eks. finder det i frugt, nødder og visse grøntsager. 

Vores snak tog udgangspunkt i et forsøg, som netop sådan en kostekspert, Omaru 

Kadogan, har været en del af. Forsøget går i sin enkelthed ud på at ændre kosten for 

særligt overaktive fanger i fængslerne. Ved at fjerne visse dele af deres daglige kost og 

erstatte den med sundere og drøjere føde, forsøger man at forbedre deres muligheder for 

at styre den overskydende energi. 

Vi blev enige om at prøve vores eget lille forsøg: 

En af vores daglige sukkeroverforbrugere var modig og tog et væddemål om, hvor vidt 

han kunne holde sig fuldstændig fra at spise sukker i en måned. Desuden skulle han holde 

sig fra al junkfood (pizza, McDonald’s etc.) Det lyder muligvis nemt, men når ens daglige 

forbrug består af 1 liter is, 4 poser chips, 1 1/2 liter sodavand og en plade chokolade, så 

er opgaven straks sværere. 

Men eleven tog udfordringen alvorligt, og allerede efter ganske få dage fuldstændig uden 

sukker, var forandringerne tydelige. Og det kunne både eleven og lærerne mærke. Der 

var mere ro på, det blev nemmere at overskue flere ting på en gang, fokus var bedre, og 

energien blev mindre og dermed nemmere at distribuere på en mere hensigtsmæssig 

facon. 

Det fik os selvfølgelig til at overveje et forsøg i større skala. 

Foreløbig kommer vi os over vores jetlag og en fantastisk tur. 

Men med dette indslag håber vi på at have inspireret til et bredere syn på 

sukkerindtagelse i hverdagen. Vi er i hvert fald ikke færdige med at eksperimentere... 

Side 13


Pigeposen 

Af Anette Thomsen - lærer i Blå gruppe. 

En artikel om et fællesskab, der har rødder i tiden på Friskolen. 

Pigeposen er en flok piger, der har holdt sammen i mange år, efter de gik ud af Friskolen. 

Blandt pigerne i Pigeposen er nogle af pigerne fra min allerførste klasse, som jeg blev 

klasselærer for i 1986. De fleste piger fra Pigeposen gik ud af Friskolen i 1992,1993 og 

1994. 

Jeg har fulgt Pigeposen fra sidelinjen i mange år og har været imponeret over deres 

sammenhold. Min fornemmelse har været, at pigerne både har været gode til at feste 

sammen, men også gode til at bruge hinanden som sparringspartnere i forhold til 

ungdomsliv, uddannelse, mødet med samfundets krav, mødet med pigeperfektionismen, 

familieliv og i forhold til selv at få børn. 

Jeg besluttede mig til at undersøge Pigeposen lidt nærmere og har derfor stillet pigerne 

nogle spørgsmål. Jeg fik svar fra 5 piger; de svar har jeg samlet i denne artikel, hvor 

Thilde, Lykke, Bibi, Kira og Rikke fortæller deres historie om den forunderlige Pigepose. 

Side 14


Kira: ” Jeg tror, navnet Pigeposen er opstået på et tidspunkt, hvor Hip Hop og sms´en 

kom til, hvor diverse grupperinger gik under ” poser”, bags, vi fik ét fællesnavn i stedet for 

x antal pigenavne. Navnet opstod på et tidspunkt, hvor vi var gået ud af Friskolen, der var 

kommet flere piger til gruppen, og navnet ”Pigeposen” har måske været vigtigt i forhold til 

at føle sig som en del af en gruppe og en identitet.” 

Bibi: ” Pigeposen er en lille del af en stor og indviklet gruppe venner. Pigeposen er ikke en 

gruppe med et fast antal medlemmer. Nogen kommer, og andre går, og nogen møder op 

en gang om året, og andre ses rigtig tit. 

Da vi gik ud af Friskolen fortsatte nogen af os med at spille sammen i forskellige bands. 

Jeg tror, at det er en af grundene til, at vi stadigvæk ses. Vi er mange, som stadigvæk 

spiller sammen, og mange af dem, der ikke spiller musik, kommer tit og bakker os op, når 

vi spiller. Mange i Pigeposen har også boet sammen i forskellige 

ungdomspsykopatkollektiver.” 

Lykke: ” Pigeposen er en flok fantastisk spændende, kloge, sjove, kreative, livsglade 

varme tøser. En flok piger, der er forbundet på kryds og tværs og fra alle mulige 

forskellige leder og kanter via Friskolen, 

musikglæde, kærester, familier og meget 

mere.” 

Thilde: ” Når jeg snakker med andre 

mennesker, synes jeg, det er typisk, at de 

har skabt deres blivende venskaber i 

gymnasietiden, eller mens de var på 

uddannelse. Det er de færreste, der ligesom 

Pigeposen, har et stort netværk helt tilbage 

fra barndomsårene. 

Friskolen er vores fælles referenceramme, 

men der er rigtig mange piger i ” Posen”, 

som jeg først har lært at kende mange år 

efter, at jeg selv gik ud af skolen. Både 

nogle friskolepiger, der er yngre end jeg 

selv, og nogle, der er kommet til som 

kærester til fælles drengevenner, eller nye 

veninder til posemedlemmer.” 

Rikke: ” Der kom heldigvis også nye 

ansigter ind i Pigeposen: Piger fra Kochs 

Skole, Kucheza, gymnasietiden, venners 

kærester, musikere. Nogle forsvandt ud af 

gruppen igen og andre er blevet. ” Ude og inde” er meget svævende. Du kan sagtens 

komme og være med efter 5 år uden at være ” ude”. Der er ikke sådanne regler, og 

faktisk bliver der tit og ofte snakket om og spurgt til dem, vi ikke har kunnet samle. Der er 

dog en kerne, der altid er med, og som prioriterer at komme så ofte, de kan, og som ofte 

også er dem, der tager initiativ:” 

Side 15


Kira: ” Som udgangspunkt har vi ikke valgt hinanden, men vores forældre har valgt, at vi 

skulle gå på Århus Friskole, så vi er blevet sat sammen i grundskolen, og vi har knyttet 

familiære bånd i en skolekultur, som lagde vægt på et stærkt fællesskab. Vores forældre 

var også meget aktive på skolen, og de lavede mange arrangementer sammen, selv efter 

vi var gået ud af skolen. 

Musicalen i Rød Gruppe var et stort fælles projekt i pubertetens vanskelige år, og det er 

den fælles succes, vi piger stadig bygger på. Når det så er sagt, omfatter Pigeposen slet 

ikke alle piger fra alle tre årgange i Rød Gruppe. At det er sådan, vidner om, at der ved 

Friskolens ophør er sket en form for til- og fravalg. Nogle valgte fra, og måske er nogen 

blevet valgt fra?” 

Thilde: ” Da vi arbejdede med musicalen Mulata i Rød Gruppe i 1990, fik vi piger i Rød 

Gruppe et meget tæt forhold til hinanden, fordi musicalprojektet var så intenst, og fordi 

det greb om sig med en ny opsætning året efter i selveste Musikhuset. Så man kan vel 

sige, at vi hviler på en fælles succes!” 

Rikke: ” Mulata gav et sammenhold og en samhørighed, som vi har videreudviklet. Vi 

mødtes omkring noget helt specielt, og i den samme alder, hvor vi mere eller mindre alle 

var så småt i gang med at blive ” voksne” og havde behov og lyst til at udforske denne 

nye side af os selv og hinanden. Det var der plads til og opbakning til i hele 

Mulataforløbet, både gennem fester, musikken og dansen. Vi blev udfordret, set og 

opfordret til at turde prøve nyt. Det spændende foregik jo også meget bag tæppet med 

kysserier, snak, fester og intriger, og hvad der ellers fylder i den alder. Tænk, at der var 

nogle voksne, der troede på, at vi kunne sætte et fantastisk stykke op i Musikhuset. Vi 

blev behandlet som ligesindede og opfordret til at tænke over de roller, vi spillede, vi 

skulle leve os ind i en verden af kærlighed, intriger, venskaber, historie, dans, musik, fest, 

sorg, ja, alle de store følelser, som nok boblede rundt i os selv i forvejen, uden at vi 

måske kunne sætte ord på dem. 

Og det var vi mange om at dele. Det, tror jeg, har betydet rigtig meget som en start eller 

måske et grundlag for den pigegruppe, vi har i dag.” 

Lykke: ”Derfor er det vigtigt at lave store projekter på tværs af klasserne, så børnene får 

øje på hinanden. Jeg ser det som en gave at have masser af forskellige mennesker at 

være sammen med”. 

Rikke: ” Jeg synes, I på Friskolen skal værne om de oplevelser, I giver børnene ved f. 

eks. at tage på tur sammen, lave musicals, alle de fælles ting, hvor der bliver prøvet af og 

udforsket, og hvor der bliver troet på, at børnene selv kan noget.” 

I pigegruppens liv spiller pigemiddage ca. 4 gange om året og pigejulefrokost en helt 

central rolle. Pigeposen har nu holdt julefrokost hvert år i 15 år, men pigerne mødes også 

til fødselsdage, polterabend, indflytterfester, og når de skal kigge på nye babyer. 

Værtinderollen går på skift mellem pigerne, det er forskelligt, hvem der tager initiativ og 

lægger hus til. 

Side 16


Pigeposen har gennemgået en udvikling fra at være en gruppe mad- og sprutelskende 

piger til en gruppe piger, der snakker sammen om livet med en hastigt voksende børneflok 

om benene. 2. generation er kommet til. Denne generation lægger en naturlig dæmper på 

udskejelserne, men tilfører også Posen ny dybde, så hvor pigerne før mødtes om at være 

totalt fjollede udklædt som ” pornonisse” eller til ” krotemajulefrokost” med tunmousse og 

billig rosévin, så står den nu også på babysnak. 

Rikke: ” Jeg ved, at selvom der går lang tid, så har jeg en sikkerhed der. Pigeposen er 

noget, der ikke forsvinder, bare fordi man ikke ser hinanden et halvt år. 

Efter Friskolen var det jo efterskole-, gymnasie- og højskoletid. Vi blev ældre og denne 

pigegruppe var et sted, hvor man kunne få snakket om mange ting og vende tilbage til 

noget trygt og rart. Et sted, hvor man kunne råbe og bøvse, prøve grænser af og grine 

sammen. Her kunne man klæde sig ud, man kunne også være ” grim”, ” upiget”, bramfri 

eller snakke om de krav og udfordringer, vi trods forskellige skoler og uddannelser mødte 

fra omverdenen. Det var spændende og vigtigt at mødes og snakke om det, man måske 

ikke snakkede om så mange andre steder. Vi kunne spejle os i hinanden i en tid, hvor det 

måske var noget af det vigtigste for os. Og måske kunne vi ind imellem også bruge 

hinanden som forbilleder eller i hvert tilfælde som støtte. 

Med tiden har vi selvfølgelig fundet forskellige veje og taget forskellige valg i livet. Vores 

ståsted hver især er i løbet af årene blevet meget mere individuelle og bevidste. Men man 

kan sige, at vi stadig overordnet laver det samme: Vi deler og er en del af en fælles 

historie, som i mine øjne ikke er gået i stå, men som vi bygger videre på i kraft af, at vi 

Side 17


stadig holder sammen. Vi bliver ved med at dele vores erfaringer og oplevelser, gamle 

som nye. Vi griner af gamle dage, os selv, de andre, hører om livet her og nu, diskuterer 

og er fjollede. Trods forskellighed vil jeg tro, at vi deler det at være kvinde i anno 2009.” 

Thilde: ” Det er ret forskelligt, hvordan Pigeposen fylder i vores forskellige liv, men vi har 

nok alle sammen en bevidsthed om hinanden og en fornemmelse af at kende hinanden. 

Til tider kan Pigeposen være frygtelig indspist og bagudskuende, og måske meget svær at 

være ny i. Det er en balancegang, for samtidig er det også fantastisk at have den fælles 

fortid og det uforpligtende venskab. 

Pigeposens svaghed, tror jeg, kan måske udspringe af denne fornemmelse af at kende 

hinanden, for det fastholder ofte nogle roller, som måske i virkeligheden er helt 

forældede. Og når man tror, man ved, hvem hinanden er, så glemmer man måske at 

være ægte interesserede.” 

Kira: ”I Pigeposen er vi meget forskellige og mødes i forskellige ”interessefelter”. Vi har 

kendt hinanden i snart 20 år, og det skaber en særlig form for tryghed, vi kender 

hinandens historie, kostvaner, onkler og stedmødre. Men en lang historie sammen kan 

også betyde, at man fastholder sig selv og hinanden i ”plejer”. Måske er det ligesom i 

familiesammenhænge, at man må løsrive sig fra sine rødder for at møde dem igen med 

nyt indblik og udsyn. Og det lader sig faktisk gøre i Pigeposen, som er flyttet hjemme fra 

Friskolen og har skabt sin egen tilværelse. Her kan nye fortællinger komme til.” 

Rikke: ” Pigeposen har i mine øjne aldrig været lukket for nogen. Men det kræver da, at 

man som ny også selv er interesseret og selv kommer med noget, deltager, i stedet for at 

sidde og vente på at blive en del af gruppen. Hvis man er den type, er det sikkert som at 

gå en mur i møde. Men sådan er det jo alle steder. Hvis du er nysgerrig, er andre også 

nysgerrige overfor dig. Det går bestemt begge veje. 

Jeg er blevet meget bevidst om, hvor vigtig denne gruppe af piger er for mit liv og altid 

har været det. Jeg ved, at jeg har et bagland, der på en eller anden måde aldrig vil svigte. 

Og jeg har disse kvinder at dele erfaringer og op- og nedture med. Jo, egentlig helt fra de 

første kærester, problemer med forældrene osv. og frem til at dele erfaringer om f. eks. 

selv at skulle være mor. 

Jeg ved, at jeg har dem i mit liv, og at de forhåbentlig tænker det samme. Det er det 

vigtigste, og det ser jeg som en stor gave.” 

Thilde: ”Jeg har egentlig en helt klar forventning om, at Pigeposen i et eller andet omfang 

vil være i mit liv altid. Vi er dog så småt begyndt at diskutere, hvornår vi med rimelighed 

kan skifte navn til Dameposen. Men det har vist lange udsigter. 

Og tak for det!” 

Pigerne fra Posen husker tydeligst de projekter på skolen, hvor de både er blevet bakket 

op og udfordret, og hvor vi voksne har haft troen på, at børn kan rigtig meget selv, og de 

opfordrer os på Friskolen til at værne om fællesskabet, musikken, dansen, projekter på 

tværs af klasserne, musicals, lejrture og 8. klasseturen; alt sammen noget, der skaber 

fællesskaber i skoletiden og grobund for fællesskaber i livet efter endt skolegang. 

Fællesskaber, der er helt specielle, og som kan få stor betydning fremover. 

Side 18


Børn med stress 

Af Ingrid Jørgensen – lærer specialundervisning 

Kan børn have stress? 

Det er ikke så længe siden, jeg skulle beskrive et barn, hvor nogle af kendetegnene var 

ustabilt humør, glemsomhed og aggressiv forsvarsposition ved krav. Det var samtidig et 

barn, som jeg også ser som en resurseperson med gode evner, omsorgsfuldhed og 

blidhed. Jeg undrede mig lidt over sammenhængen, indtil min samarbejdspartner sagde: 

Jamen, er det ikke stress? Det kunne jeg mærke, det var. 

Når jeg snakker om stress i denne sammenhæng, taler jeg ikke om en sygdom, men om 

en tilstand. 

En tilstand af overbelastning, for meget ansvar, for meget uoverskuelighed, for lidt 

forudsigelighed, for mange krav, for store eller forkerte forventninger. 

Ved nærmere eftertanke oplever jeg, at mange børn er i en tilstand af stress. 

22% skolebørn har stress 

I mellemtiden er der kommet en rapport 

fra Børnerådet, hvor de offentliggør en 

undersøgelse om børns stress. 

Undersøgelse er foretaget blandt 1200 

7. klasseelever. Den viser at op mod 

hvert fjerde barn i denne aldersgruppe 

lider af nervøsitet, søvnbesvær, 

ensomhed og andre tegn på mentale 

sundhedsproblemer. 

Børnene selv angiver forskellige 

familiære grunde til stressen. De ville 

ønske, at deres forældre var mere 

nærværende, havde mere tid, mere 

overskud og lyst til leg og samvær. 

Nu er det jo en undersøgelse; den slags 

skal som bekendt tages med et gran 

salt, men alligevel: 

36 % har taget medicin mod hovedpine 

inden for de sidste 2 uger, 11 % mod 

mavepine. 22 % føler sig triste eller 

deprimerede flere gange om ugen. 

Desuden viser undersøgelsen, at børn, 

som synes deres families økonomi er 

dårligere end de andre i klassen, oftere 

fortæller om problemer med humør, 

selvværd og velbefindende. 

Side 19

Var det bedre i gamle dage? 


Hvis man ser på børn nu i forhold til tidligere, kan man sige, at mange børn har et 

kompliceret liv. Mange har flere familier med forskellige normer at forholde sig til. Mange 

oplever skilsmisser, nogle flere end én gang. 

Mange børn har overbliksvanskeligheder. Om det er mere udbredt end tidligere, eller om 

det bare bliver mere åbenlyst nu, hvor verden er mere kompleks, ved jeg ikke. Men vi ser i 

hvert fald flere og flere, der af den grund har brug for mere struktur og mere guidning. 

Mange børn har en kropslig uro. Måske har de brug for at røre sig mere, bruge flere 

kræfter end en dansk standardfamilie nødvendiggør. 

De krav, der er til børn nu, er måske af mere abstrakt art end tidligere, hvor flere børn 

havde konkrete opgaver at lykkes på. Det kan på mange måder være lettere at skulle 

dække bord end at være de voksnes mening med livet. 

Der er i tiden meget vægt på det ydre. Det rigtige tøj, den rigtige makeup, de rigtige 

attituder. 

De elektroniske medier fylder meget i hverdagen. Man har hele tiden mulighed for at være 

på. 

Der er meget fokus på børns kompetenceudvikling. Hvis forældre ikke har indsigt i, 

hvordan man lærer, kan det indirekte stresse deres børn, fordi krav og forventninger bliver 

upræcise. 

Er det forældrene, der skal tage sig sammen, eller er det skolen, der skal laves 

om? 

Jeg tror, vi skal passe på med at bruge for 

meget krudt på at diskutere, hvis skyld det 

er. Vi voksne har en fælles interesse i at 

give så gode betingelser som muligt for 

vores børn. Det gælder uanset, om det er 

manglende selvstændighed eller manglende 

sociale hensyn, der er forhindringen. 

Pædagoger, lærere og forældre må finde 

vej igennem det, som lige nu måske er den 

største trussel mod det gode børneliv. Det 

handler jo ikke kun om de stressede børn. 

Det handler også om de andre børn, der 

kan blive slemt pressede og mindre 

frimodige af at leve sammen med meget 

eksplosive børn, der sætter deres egne 

normer for fysisk og verbal udfoldelse. 

Vi lever i den tid, vi lever i. Skilsmisser bliver 

ikke lige afskaffet, arbejdspresset på 

forældre bliver ikke af sig selv mindre, 

trafikken bliver ikke lettere. Skoler får ikke 

lige pludselig uanede økonomiske muligheder. 

Tiden går (heldigvis!) ikke baglæns. 

Side 20


Vi bliver nødt til sammen at forholde os til den virkelighed, vi lever i. Ved at tage ansvar, 

får vi indflydelse. Forældre kan sikkert gøre meget hjemme. Man kunne måske bruge et 

par forældremøder til at dele erfaringer, udvikle ideer osv. Ikke om hvad de andre skulle 

tage at gøre, men om hvad man selv gør. 

Stress smitter. 

Det dur ikke, at voksne bliver stressede over ikke at kunne klare opgaverne. Det dur ikke 

at sortere børn. Det dur heller ikke bare at tænke, at der skal flere resurser til på skolen til 

at klare opgaverne. Flere lærere, flere undervisningsassistenter, flere støttepædagoger, 

flere til at gribe ind og regulere. 

Det er hverken en økonomisk eller en pædagogisk forsvarlig mulighed. Det er jo 

meningen, at børnene skal lære selv at tage ansvar for sig selv og deres færden. Hvad er 

rimelig opførsel, hvad er rimeligt sprog? Hvordan kan jeg bidrage til en verden, hvor 

forskellighed bliver en styrke? 

Voksne kan hverken nøjes med at blive rigide og regulerende eller vende det døve øre og 

det blinde øje til. Det er ikke nok at spille ung med de unge. Vi kan ikke forlange, at børn 

selv skal regne ud, hvad de må, og hvad de ikke må. Ligesom nogle børn er gode til at 

eksperimentere sig frem til løsninger på fx matematikopgaver, mens andre børn brug for 

at få en fast metode, så er der også forskel på, hvor meget hjælp børn har brug for at 

lære at se sig selv i en sammenhæng. Lære at se, hvad deres egen andel i en situation er. 

Lad os gå ud fra at alle børns hensigt er i orden. At enhver har brug for at hævde sig selv 

som individ med mulighed for læring, udvikling og integritet. 

Når det ikke bare lige lykkes, er dialog mellem skole og forældre en nødvendighed. Meget 

ofte får vi hjælp af PPR, ligesom mange familier får hjælp fra familieværkstederne, hvor 

man kan søge åben rådgivning. 

Hvad modvirker stress? 

Det gør fordybelse, flow, leg, overskuelighed. 

Det gør krav og forventninger, som man kan indfri og blive færdige med. 

Det gør det fællesskab, hvor man selv har indflydelse og medansvar. 

Det gør sprog. Samtale. Nærvær. 

Det gør fysisk udfoldelse. 

Det gør resultater, man kan se. 

Hvad gør vi på skolen? 

At modvirke børns stress er noget vi skal arbejde med både i hjemmene og på skolen, hvis 

det skal batte noget. På skolen arbejder vi med mange tiltag. Èt af dem er at skaffe mere 

plads til eleverne, men bygninger, resurser, struktur løser ikke i sig selv den udfordring, vi 

står overfor. 

Side 21


Styrke vores teamsamarbejde, så vi bliver bedre til at formulere, hvad vi vil, og 

prøve nye muligheder. 

Arbejde med nye organisationsformer som fx cooperative learning, klasseledelse 

etc. 

Bibeholde spisning med dertil hørende arbejdsopgaver, men måske spise i mindre 

grupper. Mere værksted, ikke kun for klasser, men somme tider også for 

smågrupper. 

Bibeholde et skolesyn, der indebærer mange udtryksformer. 

Give mulighed for bevægelse. Veksle mellem meget lyttende, stillesiddende 

aktiviteter og mere selvstyrende aktiviteter. Opfordre til løbeture, udeliv, idræt, leg. 

Modvirke vores egen stress med større afgrænsning af arbejdsopgaver. Mere 

kollegial supervision. Mere fælles refleksion. 

Inddrage andre resursepersoner som PPR. Den åbne rådgivning, som vi har haft de 

sidste år, giver mulighed for hurtigt at afsøge nye synsvinkler. 

Formulere vores viden om børn i forskellige aldersgrupper til forældre, så vi måske 

undgår unødig frustration 

Ligesom viden er en resurse, er holdning det også. Vi står et sted, hvor det er ekstra 

vigtigt at reformulere vores værdigrundlag. Vi har mange gode, nye lærerkræfter, vi skal 

have ny leder. 

Heldigvis er vi godt i gang med arbejdet. 

Side 22


Hvorfor er der egentlig små og store sammen i gul 

gruppe på Århus Friskole, og hvilke tanker og ideer 

ligger bag? 

Af Charlotte Amsinck – Pædagog i SFO 

Jeg har nu arbejdet et år i skolens SFO. Derfor reflekterer jeg ofte sammen med kolleger 

over skolens værdier og pædagogiske praksis og grundlag. I denne forbindelse snakker vi 

ofte om forholdet mellem de små og store i gul gruppe, og nogle gange synes jeg, vi 

kommer til at fokusere på ting, som kan være problematiske. Såsom at de store lærer de 

små frække ord, eller de store fylder meget og giver de yngste dårlige vaner. Eller vi 

snakker om, at de store ikke har plads nok til deres teenagerkultur med alt, hvad den 

indebærer af for eksempel snak om fester m.m. Eller snakken falder på de enkelte store, 

som har svært ved at være gode forbilleder for de små. Og at de fysiske rammer er for 

små, er alle vist også enige om. 

Men glemmer vi indimellem at fokusere på alt det, som bare kører? Alle de læreprocesser, 

der rent faktisk finder sted i gul gruppes fællesskab. At kigge på og snakke om, at der i 

gul gruppe findes et helt unikt læringsmiljø, hvor børn lærer børn. At der i gul gruppe 

findes nogle vigtige samværsformer og en børnekultur, som netop lever bl.a. på grund af 

Side 23


aldersspredningen, gruppe-inddelingen, arbejdsholdene, søskendeordningen og gruppelejrene. 

En af de ting, som karakteriserer børnekultur, er for mig at se bl.a., at børnene er 

i mesterlære, at det er her legetraditioner, empatiske og sociale kompetencer, mundtlige 

og kropslige udtryksformer og kompetencer bliver videreleveret børnegenerationerne 

imellem. 

Men hvorfor opstod gul i sin tid? 

For at undersøge dette nærmere har jeg bl.a. interviewet Eva Kruse, tidligere lærer på 

skolen, som bl.a. udtaler:" I 60’erne og 70’erne var lærerne optagede af pædagogik, hvor 

lærere i dag er optagede af det faglige." I foråret 1976 tog skolen på lejr med inddeling i 

familiegrupper, blandet af børn fra 1. kl. til og med 9. kl. med en voksen tilknyttet. 

Børnene skulle selv klare at købe ind og lave mad for de uddelte madpenge. Eva: "Det var 

helt vildt sjovt og gav gode erfaringer." Der blev eksperimenteret med nedlæggelse af 

klasserne og oprettelse af basis/familiegrupper. "Det gik ikke, børnene lavede protester og 

ville være sammen med dem på deres eget niveau, så gik man tilbage til klasserne igen." 

Op gennem 70’erne opstod så gruppeopdelingen af blå, rød og gul. I 90’erne kom 

legesøskendeordningen. "Man har på et tidspunkt længtes tilbage til det, at man havde 

nogle gode erfaringer med de store og små, så hvorfor ikke sætte dem sammen." "Jeg 

tænker tit på, at på det her 

tidspunkt skulle de store kun til 

4 eksaminer, når de skulle gøre 

skolen færdig." citat Eva. 

Charlotte: "Hvad var det for 

krav, I stillede til børnene, var 

det det samme som i dag?" 

Eva: "De gjorde jo de ting den 

gang fuldstændigt, som vi 

ønsker de skal gøre i dag, men 

som ikke helt bliver opfyldt, fordi 

vi har så travlt. Da skolen bliver 

etableret med rød, gul og blå, er 

det perfekt, fordi det er en god 

måde, og derfor har det også 

eksisteret så længe." 

Charlotte: "Hvad er det så for 

nogle værdier, vi skal holde fast 

i fremover, synes du? 

Eva: "Jeg synes jo, at det er 

vigtigt, mere end nogensinde, at 

vi holder fast i værdierne om 

venskaber. Og det er også det, 

jeg kan høre, at eleverne 

snakker om, når de går ud af 

skolen. Det er noget af det, de 

er gode til, det sociale samspil 

med andre mennesker. Det, tror 

Side 24


jeg sgu, er noget, de får fra skolen. Også det, at når man går i skole, så er det ikke bare 

lige meget! Man skal ikke bare gå ind og lære nogle fag, man er også ansvarlig over for 

nogle andre mennesker end sig selv." 

Charlotte: Men hvordan er det så, man gør det i praksis i 2009? 

Eva: "Jeg har tænkt rigtig meget over, at jeg synes at det er svært. Jeg kan godt forstå, 

hvis der er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, om man skal blive ved. Jeg synes også, 

at det er rigtig svært, at blive ved med at køre videre med noget, som nogen har opfundet 

i 80’erne, som er gået godt. Men måske ligger det så langt tilbage, så man stiller 

spørgsmålstegn ved, hvad er det egentlig det her. Måske trænger man bare til at finde på 

noget nyt selv. Jeg synes, at gul er en svær gruppe, fordi at nogen år kan den være 

fantastisk, og det er især, når der er nogle stærke, gode store, som gider de der ting. Og 

så kan der være nogle år, hvor der er nogle sværere store, som har problemer med alt 

muligt, og så er de altså ikke nogle gode forbilleder for de små, og de løser ikke opgaven 

med at være legesøskende. Så det er sådan, at jeg ikke bare synes, at det altid er fedt. " 

Charlotte: Der vil jo nok altid være nogen børn, som har det svært, men når det så 

fungerer og er fedt, hvad er det så? 

Eva: " Noget af det, som jeg synes kører helt vildt godt, er f.eks. Møgelølejren, men her er 

man jo også væk fra skolen og laver noget helt andet end skolen. Grin. Men det, synes 

jeg, er fantastisk både for de store og for de små. Jeg synes også sådan noget med at 

spise, når det fungerer optimalt, og man sidder der ved bordet og sludrer store og små. 

Og når de store får overtalt de små til at prøve at spise Larses mad. Det synes jeg er godt. 

Side 25


Men andre gange synes jeg også, det er forfærdeligt at sidde og spise i den der larm. 

Derfor er det godt, når der er nogle gode store, der forstår at det er vigtigt, at gøre det til 

noget godt." 

Charlotte: Kan man sige, at på den måde stiller skolen store krav til børnene om at være 

sociale individer? 

Eva: "Man kan jo sige, at med den ordning, der har kørt så længe, har de store selv 

prøvet at være små. De kan godt huske, hvordan det var at sidde der og være lille. Jeg 

kan godt forstå, at tingene er blevet sværere, fordi at skolen også er blevet større, og de 

her rammer er jo opfundet, dengang der var 12 i hver klasse. Det er meget nemmere at 

lave socialt samspil, når der ikke er så mange." 

Charlotte: Jeg er interesseret i at høre om de sociale læreprocesser, der finder sted i gul! 

Eva: "Noget af det, som jeg synes er rigtig fedt, det er, at de mindste børn på skolen er 

venner med de største. Dem skal de ikke være bange for, for det er jo deres venner. Jeg 

kan ikke forestille mig andet, end at de må få en rimelig tryg skolestart ved at få denne 

her mentor/legestoresøskende." 

Charlotte: Jeg synes jo det, at man dækker bord, man spiser sammen, man vasker op, 

rydder op og gør rent efter sig, at det er en genial måde at være sammen på, fordi det 

ikke er en kunstigt skabt pædagogisk aktivitet. Det man kunne kalde en pseudoaktivitet. 

Det er meningsfyldt. Jeg synes jo, at det er så hamrende vigtigt, at fællesskabet om det 

Side 26


måltid det fortsætter. Synes du? 

Eva: "Der ved jeg lige præcis godt, hvad jeg vil svare - Altså, hvis man vil have det der 

måltid, så skal man prioritere det. Så skal det ind i ens plan. Så skal man sgu gå ind i det, 

fordi hvis man gør det, så bliver det godt. Men hvis man synes, det er en pestilens, så 

bliver det ikke godt. De voksne skal jo synes, at det er fedt, så synes børnene også, det er 

fedt. Sådan tror jeg, det hænger sammen. Men hvis de voksne synes det er en besværlig 

opgave, så tror jeg, det dør ud." 

Charlotte: "Hvad er det for en slags kultur, man kan møde i gul?" 

Eva:" Noget af det, jeg kan huske fra min sidste 9. klasse, var, hvis de trængte til lige at 

slappe af, så gik de ud i SFO’en og lavede perler, og så sad de lige lidt og osede med de 

små. Men jeg synes, at rammerne er dårlige til gul gruppe, f.eks. når de store skal have 

timer, så går SFO’en i gang, der bliver spillet klaver osv." 

Charlotte:" Hvis vi ikke længere vil stille de krav til børnene om at samarbejde, de krav vi 

har stillet, fordi vi mener, at det giver nogle kompetencer og kvalifikationer, hvad så?" 

Eva:" Så får vi en håndfuld individualister, det valg skal man fandeme være sig bekendt 

med, at man tager. Jeg synes jo, at det meget kendetegner friskolebørn, jeg kender jo 

mange, som er gået ud, at de bliver ved med at være sociale og gode samarbejdspartnere 

på det arbejde, de tager eller den uddannelse, de tager. Og de er med til at påvirke andre 

mennesker bagefter og ting i forhold til samfundet. For mig er friskolen sådan et sted, der 

står for, at man bliver et godt, socialt menneske, der forstår at arbejde sammen med 

andre. Forstår at sætte gang i den og være kreativ. Da Kamma Klitgård var med til at 

Side 27


starte skolen, ville hun gerne lave en skole, hvor alle havde det godt. Hun havde arbejdet 

med ordblinde børn og set hvor elendigt, de havde det. Jeg tænker bare på det der med 

de kreative fag: musik og billedkunst og sådan noget som madhold. Det er et område af 

pædagogikken, der har det svært nu om dage, fordi man ikke tillægger det de samme 

værdier, som alle de faglige ting. Men jeg tror det er helt vildt vigtigt..... 

Tak til Eva. 

Ja, hvorfor opstod gul så egentlig? Noget entydigt svar er der nok ikke. Men ud fra et 

samfundsmæssigt perspektiv, er det for mig at se interessant, at parallelt med 

familiegrupperne på ÅF, opstod også de integrerede institutioner, hvor der ligeledes kom 

fokus på børnenes relationer og de uformelle læreprocesser, som finder sted 

børnegenerationerne imellem. Man kan jo sige, at familielivet og barndommen siden 

50’erne blev mere og mere struktureret. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og en større 

del af barndommen udspiller sig nu i institutionsregi. Og hermed opstår da også behovet 

for at institutionerne bliver "hjemlige og familiære". Et behov, som jeg mener, er mere 

aktuelt end nogensinde. De større og de mindre børn, som tidligere legede hjemme på 

vejen, er i børnehave, vuggestue eller SFO, gaderne er øde. De lege, sange, rim, remser, 

frække bandeord og de mere voksenaccepterede regellege og bevægelseslege, som de 

mindre børn tidligere lærte af de større børn, foregår nu under voksenovervågning på 

skoler og i institutioner. Blandt andet som en følge heraf tror jeg, at ÅF etablerede den 

nuværende gruppeinddeling. ÅF har jo fra starten forsøgt at anlægge et børneperspektiv, 

givet børn medbestemmelse, og måske derfor er pædagogikken, som den er i dag. Som 

Eva fortæller: "de store har jo prøvet at være små". De pædagogiske traditioner såsom: 

gruppelejre, helskolelejre, juleværksteder, samarbejdet i madhold og 

legestoresøskendeordningen går jo på tværs af alder og klasser, fordi det skaber tryghed, 

fordi det virker familiært, fordi børnene får venskaber på kryds og tværs, fordi de får 

samarbejdskompetencer. På ÅF fokuserer vi på fællesskabet og de empatiske og sociale 

egenskaber, børnene opnår heri. Om vi fremover skal prioritere fællesskab frem for 

individet og f.eks. tillægge madholdet samme værdi som matematikundervisningen er jo 

op til os selv! 

Jeg er stolt af at være en del af ÅF’s pædagogiske fællesskab og brænder for at 

videreføre traditionerne. 

Side 28


Praktikbesøg hos 5. klasse 2009. 

Af Karin Clausen – lærer specialundervisning. 

Børnene har været spændte, snakkene om praktiksteder har bølget. Hvad kunne jeg 

tænke mig, og hvad er muligt, og hvad kan jeg overhovedet komme til at prøve? De har 

snakket sammen om at følges, forældrene har samarbejdet med hinanden. 

Bedsteforældre er sat i sving med kørsel og ekstra sovepladser til venner eller veninder. 

Der er blevet mailet frem og tilbage. Det er ikke så nemt at finde gode steder til børn i 5 

klasse. Steder hvor de ansatte har tid til at fortælle og vise til rette, og hvor der er noget 

at lave. 6 klasse inviterede 5 kl. ind for at fortælle om deres praktikoplevelser sidste år, og 

for at komme med forslag til gode steder. I skolen har børnene givet udtryk for at de 

glædede sig, og at de havde gode oplevelser fra sidste år. Nogen gange har børnene 

måtte opgive deres første prioritet og har så fundet andre steder, som matchede nogle af 

de ønsker, de har haft. 

Jeg har glædet mig til at komme på besøg. 

Jeg fik en flot modtagelse af Aske og Marius på jordbrugscenteret Bredballegård i Mårslet. 

De blev sat i sving af Egon, som øsede af sin store viden, både om dyr og om mennesker. 

De var i gang med at gøre en griseboks ren, og skulle derefter fange smågrise og flytte 

dem over i boksen. De havde været med til at malke dagen før, og jeg fik en grundig 

forklaring om, hvordan et malkerum fungerer. Bagefter viste de mig rundt på det store 

sted. Vi klappede de små kalve, så på får, rotter, mus, slanger og varaner. De fik lov til at 

være med i hele arbejdsgangen. Det var rigtig spændende og godt, synes drengene. 

Side 29


Brugsen på Kridthøj Torv havde fået to nye hjælpere, som viste mig rundt i butikken, i 

baglokalet og i det store kælderlager. Der var masser at lave. Flasker og dåser der skulle 

sorteres, varer der skulle stilles på plads, skilte og hylder der skulle rengøres. Mælk der 

skulle skubbes frem på hylderne, og ting der skulle stå på række. Laura og Søren havde 

travlt, og synes det var sjovt at være i praktik. 

Rema 1000 i Viby havde også fået to flittige og hurtige hjælpere, Asger og Frederik. De 

havde ryddet varer ud, der var for gamle, havde mærket ting ned, som skulle sælges 

inden sidste salgsdato, foldet pap sammen og blev, mens jeg så på, sat til at sortere 

alskens sammenrodede småting. De rubricerede neglefile, kunstige negle, øjenskygger og 

meget mere og havde så travlt, de dårligt havde tid til at snakke med mig. De synes, det 

var sjovt, og efter endt arbejdsdag skulle de i klubben og hygge sig. 

På ”Sofies forældre”, en cafe hvor 

forældre med småbørn er velkomne, 

og mødrene må amme, blev jeg vist 

hen til det bord, der var reserveret 

til mig. Jeg fik kaffen lavet og 

serveret af Freja. Hun havde ellers 

travlt med at tage imod bestillinger 

og servere lækre anretninger for 

gæsterne. Hun fik lov til at holde 

pause og fortælle om stedet og 

arbejdsopgaverne, og jeg blev vist 

rundt i kælderen, på lageret og i det 

lille køkken, hvor hun også lige hjalp 

med at pynte kanelsnegle. Hun var 

rigtig glad for at være der, og 

måske kunne hun tænke sig at 

arbejde på en café engang. 

Jeg kom jo også på opdagelse rundt 

i byen og kom ind på steder, hvor 

jeg aldrig havde været. Det var 

rigtig spændende, og det var en 

dejlig oplevelse at se, hvordan 

børnene var ivrige, venlige og 

arbejdsomme, og alle syntes, det 

var rigtig godt at være i praktik. 

På City Sleep In var Minna og Sofie Amalie klar til at vise mig rundt. De havde haft en 

spændende gæst, en tryllekunstner med kaniner og duer, så de havde rigtig hygget sig. 

Desværre var han rejst, så jeg kunne ikke møde ham. Som de sagde, der var rigtig rart at 

være der, og man skal kunne lide at gøre rent. De viste mig rundt på det hyggelige hotel, 

med værelser med udsigt til vand og tog. Der var ikke så mange gæster, men der var 

alligevel noget at lave. Hotelværten var rigtig godt tilfreds med de to praktikanter. 

Side 30


Panduro Hobby havde fået to ivrige og kreative praktikanter, som først havde været et par 

dage i Emmerys bageri. Nu gik de og fandt inspiration og ting til en opgave, de skulle lave, 

en lille salgsudstilling på fredag. Der blev ikke solgt så meget til at lave mosaikker, så de 

ville måske dekorere et spejl og håbe på, at det kunne inspirere kunderne. De havde haft 

travlt med at sætte varer på plads, inden jeg kom. De viste mig rundt mellem alle de 

mange fine hobbyting og fortalte om, hvad de også lavede derhjemme af kreative ting. 

Det var et rigtigt ”fingersted” som de sagde. Alt muligt sjovt og flot som man kunne lave 

med fingrene, så de gik også rundt og fik gode ideer. 

Generelt har de voksne været utrolig imødekommende og gjort noget ud af, at der var 

noget at lave for børnene, både noget sjovt og noget af det ” kedelige”, som jo også hører 

med. 

Et par glade drenge fræsede rundt på mooncar i solskinnet med en flok små drenge og 

piger efter sig. Vi har det megafedt sagde de begge, Jascha og Max, det er vildt sjovt. De 

sluttede praktikugen af med et par dage i børnehaven i Sølystgade. Pædagogen fortalte, 

Side 31


at det gik rigtig fint, og at både drenge og piger var helt vilde med at lege med sådan et 

par store drenge. 

De tre første dage var de på Samsø og havde det rigtig godt ved Max`s bedsteforældre. 

De havde prøvet alle mulige ting. De var blevet forkælet og havde hjulpet til, da et stort 

træ skulle fældes. Men de drenge havde næsten ikke tid til at snakke, for de var jo lige i 

gang med en lege, så de drønede videre. 

Langt ude på landet ligger 

Munkholm Zoo ved Balle. 

Der var tre piger i praktik, 

Maja, Sofie og Katrine. De 

hjalp med at gøre mad 

klar. De viste mig også 

døde, frosne kyllinger, 

som bliver brugt til foder, 

det, syntes de, var 

ulækkert, og havde 

nægtet at skære dem i 

stykker. 

De var med til at fodre 

og gøre rent ved dyrene, 

og så blev der kælet og 

nusset med de dyr, som 

de måtte røre ved.. De 

viste mig rundt, og jeg 

var overrasket over, hvor mange forskellige dyr, der var. De gik ind til ilderne, som var 

nogle rigtige kæledyr. Der var også en kælepapegøje, for dem der fodrede i hvert fald. 

Aber, lamaer, parakitter, geder, kaniner, slanger og meget mere. 

Om eftermiddagen skulle de ud at ride på en stor pony. 

Det har været utroligt dejligt at besøge børnene og se, hvordan de kaster sig ud i nye 

arbejdsopgaver og oplevelser. 

Undervejs har de skrevet dagbog, nogle har taget billeder, og et par stykker har optaget 

video. 

De har hjemme og på skolen arbejdet med oplevelserne og skrevet praktikrapport. Nogle 

af børnene har også lavet plancher med billeder fra praktikstedet. Videofilmen er klippet 

sammen til en lille film. De har øvet mundtlig fremlæggelse, og alt skulle være klart til 

onsdag eftermiddag, hvor de skulle fremlægge for forældrene. Det var nervøse, 

arbejdsomme og spændte børn hele dagen. De redigerede deres oplæg og øvede sig 

alene og over for hinanden. 

Det blev en utrolig fin eftermiddag. Børnene var rigtig gode til at fortælle om deres 

oplevelser. 

Det er et stort arbejde at finde praktikpladser til børn i den aldersgruppe. Det lykkedes for 

alle, og noget faldt på plads i sidste øjeblik. Jeg synes, børnene har fået rigtig meget ud af 

deres oplevelser. De har delt dem med hinanden og har lavet grundige og flotte 

bearbejdelser af deres praktikker. 

Side 32


Film i indskolingen 

Af Marianne Højslet - lærer i 1. klasse 

Film er oplagt til undervisning og oplevelse. I filmens univers kan vi rives med i 

de største følelser og de sværeste dilemmaer, uden at risikere at gå til grunde. 

Film er livet sat på spidsen i 17 eller 92 minutter. Film er menneskets verden 

sat under lup – lidt for tydelig, men let genkendelig. Film kan bruges til at 

belyse et emne, - en religion, en fremmed kultur, kunst og filosofi – eller blot til 

at skabe en fælles oplevelse. 

Film i undervisningen 

Når man bruger film i undervisningen, bliver tv’et modtaget med jubel, når det ruller ind i 

klasseværelset, førend eleverne ved, hvad de skal se. Børnene forbinder film og tv med 

hygge og underholdning, og i deres verden, tror jeg ikke, at de nødvendigvis forbinder det 

med læring, selvom filmen eller programmet bliver set i skolen. Film i undervisningen kan 

være meget virkningsfuldt, fordi de levende billeder kan give barnet en konkret og tydelig 

forståelse af noget, som kan være svært at forstå i ord. 

Natur og Teknik 

I lillegul bruger vi indimellem film 

til at belyse et specifikt emne 

eller som forforståelse til et 

emne, som vi skal arbejde med. I 

Natur og teknik har vi haft et 

emne om ”dyrene på landet”. Et 

emne som interesser mange børn 

i indskolingsalderen, og som de 

fleste børn har en del 

forhåndsviden om. For at arbejde 

med emnet på en sjov måde, har 

vi set 6 afsnit om dyrene på 

landet, lavet af børneværten og 

rapperen Chapper. I den lille 

filmserie om dyrene på landet er 

der et afsnit om koen, grisen, 

fåret, geden, hesten og hønen, 

hvor alle detaljer, som er værd at 

vide om det enkelte dyr, er 

forklaret og visualiseret. 

Programmet er lanceret på en 

sjov og pædagogisk måde, så 

børnene føler sig både 

underholdt og beriget af viden 

efter hvert afsnit. Efter hver 

Side 33

”etape” talte vi om de enkelte dyr. Børnene 

nævnte alle de vigtige facts om f.eks. 

geden, som de kunne huske, og derefter 

skrev de alle detaljerne ned i deres små 

kladdehæfter, som f.eks. gedebuk, kid, fire 

maver, gedeost etc. Vi afsluttede forløbet 

med en skriveopgave, hvor børnene skulle 

skrive en historie om et af dyrene, som vi 

havde arbejdet med. 

Film i Danskundervisningen 

Min nabo Totoro 

En anden måde at arbejde med film i de 

små klasser kan være at se en film i dansk 

for at fordre børnenes fantasi til et 

skriveforløb. I 1.klasse har vi set filmen ”Min 

nabo Totoro”. En fantastisk film af den 

japanske filmtroldmand Hayao Miyazaki. 

Tegnefilmen ”Min nabo Totoro” handler om 

søstrene Satsuki og Mei, som flytter med 

deres far ind i et nyt hus på landet. Moderen 

er indlagt på hospitalet, og faderen er ofte 

ret distræt, så de to søstre udforsker huset 

og den omkransende skov på egen hånd. 

Det viser sig hurtigt, at små venligtsindede, 


Side 34


men også drilske ånder bebor huset. Da Mei falder i et dybt hul i skoven, møder søstrene 

den store, elskelige ånd Totoro, som de leger med igen og igen. Mei forsøger en dag at 

finde hen til moderen på hospitalet, men hun bliver væk, så søsteren må bede ånderne 

om hjælp. Der sker mange dejlige og magiske ting undervejs i filmen. 

Filmen er både munter, alvorlig og magisk på en gang, og der er mange gode facetter at 

tale om med børnene bagefter. Børnene var tydeligvis meget optaget af filmen, selvom 

den lå langt væk fra Disneys fænomenale animationer og virkemidler. 

Underlægningsmusikken fra filmen blev nynnet i mange dage derefter, og der blev leget 

Totoro i frikvartererne. 

I dette danskforløb arbejdede vi med digtning af en historie samt skrivning. Vi brugte 

filmen om Totoro som inspiration til videredigtning af børnenes egne fortællinger. 

Opgaven lød sådan: 

Der er landet en Totoro i din have – digt videre og skriv/børnestav en historie i 

dit kladdehæfte. 

Der sprang mange fantastiske historier ud heraf om en Totoro, der var landet i diverse 

haver rundt i Århus. 

Drengen der ville gøre det umulige 

I lillegul har vi også arbejdet med 

filmanalyse i børnehøjde. Vi har set 

Jannik Hastrups tegnefilm: ”Drengen 

der ville gøre det umulige” 

Et kort resume af ”Drengen der ville 

gøre det umulige 

- I en fangerhytte på Grønland føder 

en kvinde en lille dreng. Samtidig – 

dybt inde i en hule i fjeldet – føder en 

isbjørnemor sin unge. Men hendes 

unge dør, og hun sørger så meget over 

tabet, at hanbjørnen stjæler den 

nyfødte dreng, for at drengen kan 

vokse op hos isbjørnehunnen. Nu er 

det kvindens tur til at være ked af det. 

Hendes mand drager ud for at finde 

sønnen og få ham med hjem, men 

drengen har nu boet hos isbjørnene så 

længe, at han ikke kan leve sammen 

med menneskene. For at finde ud af 

om han er mest menneske eller 

isbjørn, må han søge tilbage til fjeldet, 

til ”ånden i fjeldet”, hvor de iskolde 

vinde blæser. Drengen skal indfri 3 ret 

umulige opgaver, for at få klarhed om, 

hvem han er. Heldigvis får han god 

hjælp af en flink, men ret klodset ravn 

med et uudtømmeligt lager af fjollede, 

Side 35


men gode påfund. 

Inden vi så filmen, bad jeg børnene være opmærksomme på, om filmen kunne forbindes 

med titlen, og om at lægge mærke til filmens stemninger som sørgelig, alvorlig, sjov, 

smuk osv. 

Vi fik en spændende snak om filmen bagefter. Vi snakkede om ensomhed og længsel, 

hvad er det for noget? Vi snakkede om alvor og humor i film, om tegninger og brug af 

farver og meget andet. Det var mange gode betragtninger, som børnene havde gjort 

undervejs, og skønne formuleringer de satte derpå. 

Udtalelser fra børn i 1. Klasse: 

-”.. jeg blev helt ked af det inden i, da isbjørnemoderen dør fra drengen”, 

- ”jeg synes, at det var godt at ravnen var med i filmen til at gøre den sjov, for film er 

kedelige, hvis de er alt for alvorlige”, 

- ”… ensomhed er, når det hele bliver helt stille, og der ikke er nogen at snakke med” 

- ” mennesker kan også godt være ensomme, selv om der er mange folk omkring dem” 

- ” det er sjovt, når der er nogen, der slår sig, det er lidt ligesom klovner” 

- ” jeg synes godt, at der måtte have været mere blod i filmen, det er mere spændende, 

når der blod og splat” 

-”…nej… nogle flotte billeder” 

Side 36


- ” det er sjovt at se film i skolen. Det er sjovere at se dem her end derhjemme, fordi det 

er hyggeligt, når man sidder sammen med sine kammerater” 

Børn i dag er rigtig gode til at se film, gerne mange film, og i god eller mindre god 

kvalitet. De er vant til mange forskellige genrer via de forskellige børneprogrammer i tv, 

på computeren eller fra dvd’er, som huserer på fjernsynshylden derhjemme. Det at se en 

film er hverdagskost i mange hjem, og de fleste moderne børn er nærmest flasket op med 

Bamse og kylling og Morgenhår. Børn er derfor gode til at aflæse de levende billeder, 

både i form af spillefilm og tegnefilm. Det er ligetil og let genkendeligt for dem. 

Det er et godt redskab at bruge film i undervisningen, fordi det er noget, som børnene 

tager til sig. Jeg oplever, at der er fuld opmærksomhed fra alle børn igennem hele 

processen, når man arbejder med film. Tilmed er det en vigtig detalje at lære børn at 

sætte ord på det, de ser og oplever, når de ser film. Hvis man starter tidligt, kan man 

håbe på, at de lærer at tage kritisk stilling til meget af det, de skal fordøje af film igennem 

årene. 

Side 37


Den dag i februar hvor Århus Friskole indtog 

Folketingssalen 

Af Peter Andresen – viceleder 

En enkelt dag hvert andet år lukker Folketinget ned for de almindelige 

politikere og lader unge interesserede skoleklasser komme til. 

9. klasse på ÅF var i dette skoleår blandt de 60 klasser, som var udvalgt til at deltage i 

denne spændende og lærerige dag i Folketinget. 

Jeg har i tidligere udgaver af Ungdomsparlamentet haft held med at få klasser med til 

arrangementet, og jeg spurgte derfor 9. klasse i min egenskab af deres samfunds- og 

historielærer om ikke det kunne være sjovt at prøve kræfter med projektet. Jeg vidste jo 

udmærket at dette er en helt unik mulighed for at lære og forstå dansk demokrati, politik 

og samfundsorganisering på. Her bliver det faktisk muligt at prøve teorier af i praksis på 

en sådan måde at det bliver relevant. De forslag som eleverne fabrikerer, og som på selve 

dagen bliver godkendt, bliver læst af ”de rigtige politikere” på Christiansborg. Mere end én 

Side 38


gang har Ungdomsparlamentets forslag givet inspiration til politikerne og dermed en rigtig 

lov. 

9. klasse arbejdede i undervisningen med 2 forskellige forslag. Det ene handlede om 

opløsning af ghettoer, mens det andet tog udgangspunkt i deres egne rejseerfaringer. 

Forslaget gik i sin enkelthed ud på at alle skoleklasser i Danmark skulle have mulighed for 

at komme på kultur- og udviklingsrejse i 8. klasse. Efter en god måneds tid med de to 

lovforslag under opførsel blev de sendt ind til folketingets medarbejdere. Der var mere 

end 1100 forslag, og et af vores forslag slap lykkeligvis gennem nøglehullet. Det var 

forslaget omkring ghettoer, som i februar skulle fremføres bag de tykke mure på 

Christiansborg. 

I lighed med almindeligt valg til Folketinget fandt klassen frem til 3 stk. ungdomspolitikere 

som skulle repræsentere klassen. Resten af 9. klasse skulle naturligvis med for at heppe 

på kammeraterne, og så blev der lavet lidt politisk program krydret med et naturfagligt 

besøg på Experimentariet. 

I januar måned havde klassen praktikant (Mona) som gennemgik de forskellige partier, 

magtens tredeling og Folketingets arbejde. Klassen var nu klar til generalprøve på selve 

dagen. De skulle sætte sig ind i de forskellige politiske partiers holdninger og derefter 

Side 39


analysere klassens eget lovforslag med "partipolitiske briller". De gik flot op i øvelsen; 

nogle af eleverne valgte endda at klæde sig ud med masker, tøj og effekter for at kunne 

leve sig helt ind i rollen som folkevalgte politikere. 

Da forslaget handlede om integration og ghettoer, skulle vi inden afrejse til København 

selvfølgelig et smut ud i Gellerupparken. Her talte eleverne med 2 ”gelleruppere” for at få 

de implicerede borgeres syn på forslaget. 

Endelig kom dagen. Med et afgangstidspunkt fra Søholmvej på 04.10 var der lagt i 

kakkelovnen til en lang dag i folkestyrets tjeneste. 

Mens størstedelen af 9. klasse var på Experimentariet og lege hemmelige agenter 

(udstillingen Spion), prøvede deres tre klassekammerater på "Tinge" kræfter med de 

parlamentariske principper - i praksis. 

I det virkelighedstro integrationsudvalg sad Thor, Nanna og Josefine sammen med 4 

andre skolers repræsentanter. Deres opgave var at udvælge ét forslag, blandt de 5 forslag 

som skolerne havde bragt med ind i udvalget. Forhandlinger endte i at Århus Friskoles 

forslag omkring integration fik lov at gå videre til behandling i Folketingssalen. 

Side 40


Efter en middag i Snapstinget, hvor spionkammeraterne i øvrigt stødte til, fremlagde Thor 

klassens forslag fra Folketingets talerstol. Der var flere af de øvrige ungdomspolitikere 

som var oppe på talerstolen og stille spørgsmål til indholdet i lovforslaget, og efter en 20 

minutters behandling var forslaget klar til at gå til afstemning. 

Imens der blev arbejdet med de forskellige lovforslag i Folketingssalen, var spionerne, 

alias resten af 9. klasse, på besøg hos folketingsmedlem Rene Skau Bjørnson (A). Han 

fortalte dels om arbejdet i Folketinget, og dels gav han en lille rundtur på Borgen. Bl.a. var 

der stor begejstring for elevatoren "pater nostra'en”. 

Efter en veloverstået 1½ time i selskab med politikeren, gik eleverne ned for at se 

behandlingen og afstemningen af deres eget forslag. Lovforslaget blev vedtaget, og ved 

den efterfølgende reception hvor spionerne fik sneget sig med :-) , fortalte Bertel Harder 

at regeringen ville læse de vedtagne forslag igennem. 

En dejlig og spændende dag var ved at rinde ud. Elever, praktikant og lærere en oplevelse 

ud over det sædvanlige rigere og med en ny og mere nuanceret opfattelse af demokrati 

og folkestyre klogere. Et superrelevant skoleprojekt som rækker ind i ”virkeligheden” på 

en anden måde end vi ellers har mulighed for i hverdagen. Et projekt hvor man kunne 

bruge sine evner ud i diskussion som rådgiver, som lobbyist og som taler fra folketingets 

Side 41


talerstol - ikke bare til de 178 andre inde i salen, men også til de folk som evt. fulgte med 

i livetransmissionen. 

Side 42


Egen bærbar med 

– for rød og store gul 

Af Ole Juel – lærer i rød. 

Jeg ønsker, at alle de større børn i snarlig fremtid har deres egen bærbare computer 

med i skole hver dag - og at undervisningen i de fleste fag indrettes efter de nye 

muligheder, det vil give. 

Jeg mener, at tiden er moden til sådan et skridt nu: 

Pædagogiske mål som f.eks. at gøre ungerne selvstændige, ansvarlige og de handlende i 

læringsprocesserne vil blive understøttet af sådan et IT-miljø. Differentiering samt lettere 

brug af flere læringsstile i klasseundervisningen vil for mig at se blive langt lettere at 

organisere med en computers muligheder for oplæsning, visualisering osv. Hjælp til svage 

læsere er et andet område, hvor 1 computer pr. elev vil spille en vigtig rolle. Nettet 

bugner med relevant materiale i forhold til mange fag – også med form og indhold 

tilrettelagt for skoleelever. Overgangen for ungernes arbejde derhjemme og på skolen vil 

blive meget lettere. Herudover vil det bringe ungerne på hjemmebane i “tidens 

kulturteknik” og give en grundlæggende studieteknik et ordentligt skub fremad. 

Side 43


Lærerne skal selvfølgelig samtidigt udbygge og videreudvikle undervisningen ud fra det 

væld af nye muligheder, som “egen bærbar med” vil give. Og det er der stor interesse for! 

Skolen skal holde op med at bruge penge på indkøb af computere 

(der iøvrigt behandles for dårligt.) I stedet kan de penge plus en del flere gå til udstyr, der 

kan tilsluttes ungernes computere, abonnementer på ressource-steder på nettet samt let 

adgang til et hurtigt net for de rigtig mange computere, der vil blive tale om. Hertil 

kommer indkøb af udstyr såsom storskærme, smartboards eller projektorer til klasserne. 

Jeg mener, at der skal være et frit platformsvalg. Nogle familier er til Windows andre er til 

Mac, Linux osv. Derfor behøver læreren ikke at være på hjemmebane i alle platforme eller 

alle de programmer, man kan forestille sig – omsætningen skal ungerne nok selv finde ud 

af – med minimal hjælp. "Nå men det her gør jeg jo bare sådan her - på min maskine." 

Den omstilingsparathed, nogen har det lidt svært med, ligger lige til højrebenet for de 

fleste af ungerne, og er måske også i sig selv en vigtig kompetence at få i en foranderlig 

tid. 

Dette kunne igen i år ses på sidste uges regnelejr med 9. klasse, hvor alle havde deres 

egen bærbare med. For selvom der var forskellige platforme og forskellige udgaver af 

forskellige regnearksprogrammer, så var det alligevel meget let at lave fælles 

gennemgang og øvelser i tegning af linier og diagrammer. 

Priserne på computere er raslet ned over de sidste år - så en ny computer kan nu købes 

for under 2000 kr. Og det må da meget gerne være brugte computere, ungerne har med i 

skole. Eneste krav til computeren kunne være mulighed for trådløst internet. Jeg forestiller 

mig, at vi laver en grundpakke af open-source programmer, som gratis kan downloades, 

uanset platform, hvis familierne altså ikke foretrækker at bruge andet - f.eks. Microsoft 

Office pakken. 

Hertil kommer indkøb af skolelicenser, således at ungerne kan få udleveret særlige 

naturfaglige programmer til brug i fysik, kemi, biologi og geografi. For svage læsere vil det 

være et klart plus at have en PC med Windows som styresystem, da skolen så kunne 

tilbyde disse elever en dansk oplæsningsstemme i alle programmer og vidt udviklede 

skrivestøtte-programmer. Disse muligheder findes ikke ligeså godt til Mac eller Linux nu. 

Uden at blive alt for teknisk: 

Der skal være trådløst internet over hele skolen. Ungerne skal logge sig ind på dette net 

på en måde, så de ikke er anonyme – f.eks. ved brug af uni-login. Således kan de holdes 

til ansvar for, hvad de foretager sig. En firewall skal fjerne faldgruber ved at nægte 

adgang til en god del ækle hjemmesider samt reducere muligheden for at 

spille. Sektornet, statens internet-udbyder, er begyndt at sælge produkter til 

skoleverdenen, der gør det nemt at lave ovenstående struktur på skolen. 

Hjælp til vedligehold af computerne kunne evt. tilbydes til ungerne af Gunner, Sprogø og 

Ole henholdsvis vedrørende Linux, Windows og Mac. 

Denne ordning kunne starte efter juleferien i januar 2010 – eller før? 

Side 44


Himmel og jord 

– skabelse af en musical i Blå gruppe 

Af Tine Lind og Karin Olausen – lærere i blå gruppe. 

Det var mandag efter juleferien. Blå gruppe skulle for alvor til at lave musical. Det var i 

hvert fald sådan, børnene formulerede det. De voksne havde været i gang i lang tid med 

forberedelserne, men pyt nu med det - for børnene var det nu, at slaget skulle stå. 

Vi vil alligevel gerne fortælle lidt om alt det, der var foregået inden vi nåede så langt… 

Som noget af det allerførste havde vi i teamet diskuteret, hvad grundlaget for 

forestillingen skulle være. Skulle historien udelukkende udspringe fra børnenes egen fri 

fantasi (som Rød gruppes musical gjorde det sidste år), eller skulle vi voksne fastsætte 

nogen rammer for historien? 

Vi besluttede os for at tage udgangspunkt i to perioder i Danmarkshistorien: 

middelalderen og vikingetiden. Velvidende at den frie fantasi i Blå-gruppe-børn er helt 

fænomenal, gik de pædagogiske overvejelser på, at det for de fleste alligevel ville være 

lettere og mere overskueligt, hvis de havde en konkret verden at forholde sig til og altså 

tænke deres musicalfigurer ind i. Derudover syntes vi, det var god måde at inddrage 

Side 45


noget historieundervisning på: Ved ikke bare at høre om ’gamle dage’, men også at skulle 

leve sig ind i, hvordan det måtte være at leve i en anden tid, bliver historien forhåbentlig 

mere vedkommende, mere levende. 

Vi lærere fordelte os på de forskellige tider/emner og blev enige om, at vi også ville 

inddrage fortællinger om de nordiske guder. På den måde kunne vi også illustrere 

overgangen fra vikingetid til middelalder med skiftet fra troen på de nordiske guder til 

troen på kristendommen. 

Vi samlede alle børnene for at fortælle dem om vores tanker om, hvordan vi ville gribe 

arbejdet med musicalen an. Vi ville give børnene et historisk rids over Danmarkshistorien. 

Vi fortalte om danskernes historie fra istid til middelalder og lavede en tidslinje for at 

illustrere, hvor længe de forskellige tider i vores historie varede. Set i bakspejlet skulle vi 

måske have begyndt med at fortælle lidt om vores – børnenes – egen tid. Der var senere 

nogen, der efterlyste viden om, hvad det så egentlig er for en tid, vi lever i nu. Hvad 

hedder den egentlig? 

Efter at have givet et historisk overblik valgte vi at køre undervisningen i hhv. nordiske 

guder, vikingetid og middelalder klassevis, ud fra tanken om, at der er et stort spring fra 

2. til 4. klasse. Hver klasse var to fredage på hvert værksted, hvilket fungerede rigtig godt. 

Emnerne var jo de samme, men vi havde mulighed for at differentiere undervisningen 

efter klassetrin. 

Vi havde sat os det mål, at inden juleværkstederne skulle børnene have valgt rolle – og 

dermed altså også have valgt, om de ville være i vikingetiden, middelalderen eller være 

Side 46


guder. Efter børnenes helt egne valg fik vi tre nogenlunde lige store grupper. 

Efter historieforløbet begyndte børnene derfor at få ugeopgaver for, som relaterede til den 

musical, der gerne snart skulle begynde at tage form. De yngste i gruppen er 8 år. De 

ældste bliver 12 år i dette skoleår. Det er et stort spænd. 2. klasse er lige kommet fra 

Lillegul, nogle arbejder stadig hårdt med at skrive de ugeopgaver, de lige er begyndt at få 

for og er stadig i gang med at knække læsekoden. 

Børnene i 3. og især 4. klasse kan rigtig mange ting selv til sammenligning. 

Dette er selvfølgelig en stor pædagogisk udfordring for os lærere både at differentiere, 

men også at inddrage de yngste deltagere og få dem med på råd, i forhold til hvordan 

arbejdet omkring musicalen forløber. 

Det er forholdsvist uproblematisk at vælge sin musical-person, men at skulle skrive om en 

bestemt begivenhed i en given tid, hvori personen indgår, kan godt skabe lidt forvirring i 

et 2. klasses hoved. 

For de lidt ældre børn var det tydeligt at mærke, at de havde en helt anden tilgang og et 

andet overskud. De havde lettere ved at se deres egen rolle i det store hele. 

Vi forsøgte at være så konkrete som muligt. Her er et oplæg til en ugehistorie: 

Mandagsopgave til den 24.11.08 

Min musicalfigur 

1. Er du fra vikingetiden eller middelalderen? 

2. Er du menneske eller Gud? 

3. Hvad hedder du? 

4. Hvor gammel er du? 

5. Hvordan ser du ud?(Du kan evt. tegne dig selv) 

6. Er der særlige kendetegn ved dit udseende? 

7. Hvilket tøj går du i? 

8. Hvad er dit arbejde? 

9. Har du særlige evner? 

10. Har du særlige interesser? 

11. Hvordan bor du? 

12. Har du en familie? 

13. Har du venner? 

14. Har du fjender? 

15. Er der flere ting, du gerne vil fortælle 

om? 

Men ikke nok med det! Børnene fik som 

nævnt også til opgave at beskrive en 

begivenhed, som lige præcis deres figur var 

med i. En opgave der var ligetil for nogen, 

men svær for andre. Historierne, vi fik, 

spændte fra lange detaljerede 

handlingsforløb til historier, der stort set 

bare var én person, ét sted. Vores opgave 

var nu at få flettet alle disse historier 

sammen til én musicalhistorie, der kunne 

Side 47


give mening for både børn og publikum! I middelalderen var nogle af historierne fx: En 

dreng, der bor alene i skoven og har en ulv som ven; en tigger, der bliver rig; en pige, 

hvis mor dør af pest; en ridder, der kæmper i en skov; en pige, der arbejder for den rige 

godsejer og må ofre sin frokost for at få en bortløben hest tilbage; en synsk pige og en 

bøddel, der kan lide at svinge sin økse… 

Vi har efterfølgende diskuteret, i hvor høj grad vi voksne skal gå ind og bestemme over, 

hvilke historier eller dele af historier der kan indgå i den samlede historie. Det er en 

balancegang mellem at prioritere historiens sammenhæng/plot og at sikre, at alle børn får 

deres historie med, og dermed føler, at lige præcis deres bidrag er en vigtig del af 

helheden. 

I løbet af den proces det var at få skrevet historierne sammen, samlede vi jævnligt alle 

børnene i fællesrummet. De fik fx til opgave hver især at præsentere deres rolle/figur for 

resten af gruppen. Det var en kæmpeovervindelse for nogen af børnene – især dem fra 2. 

klasse! Men det var også fantastisk at se, hvordan de overvandt frygten og voksede med 

opgaven. Da de næste gang skulle præsentere den begivenhed, deres figur/rolle indgik i, 

var de blevet langt mere fortrolige med opgaven. 

Vi fortalte også løbende børnene om, hvordan arbejdet med at skrive den samlede historie 

skred frem, og da handlingen så småt var ved at falde på plads, kom også opgaven med 

at give musicalen et navn. Børnene fik til opgave at gå hjem og tænke over titler, som 

kunne favne/rumme alle de forskellige aspekter af historien. Der kom mange forslag! Vi 

voksne valgte 12 forslag ud, som på demokratisk vis blev sat til afstemning. Efter denne 

afstemning blev de tre forslag med flest stemmer sendt til anden afstemning. Børnene 

ventede spændt på resultatet, og da det viste sig, at to af titlerne havde fået lige mange 

stemmer, så der måtte endnu en afstemning til, nærmede stemningen sig kogepunktet! 

Det var sjovt at betragte, hvordan de forskellige klasser grupperede sig om hver deres 

favorittitel…! Heldigvis varede det dog ikke længe, før alle virkede til at have accepteret 

titlen ’Himmel og Jord’ fuldt ud. 

Det var mandag efter juleferien. Historien var skrevet. Hvilket oversat betyder, at 54 børns 

personbeskrivelser og scener/begivenheder var skrevet sammen til en musical, som altså 

skulle være færdig om kun 4 uger. Børnene havde valgt en musicalperson, de gerne ville 

være, hvilket tøj de gerne ville have på, hvilke rekvisitter de ville bruge, samt hvilken tid 

de ønskede at være med i. Indledningsnummeret var blevet lettere øvet op til ferien, 

aftaler med musiklærerne om, hvornår de var i gruppen var på plads, alt var tjekket og 

planlagt. 

Her ville vi egentlig have sluttet vores lille artikel om arbejdet med musical i Blå. Men 

sidder man som læser og tænker, at det var dét, vil vi alligevel understrege, at forløbet 

frem til juleværkstederne kun var første kapitel i skabelsen af musicalen. Andet kapitel 

blev der taget hul på efter juleferien. I dette kapitel fulgte flere forskellige afsnit: Der 

skulle tegnes skitser og scenografi, laves oversigt over hvilke rekvisitter, der skulle bruges, 

sørges for stilladsbooking og siddepladser mm. Mange kreative og engagerede forældre 

mødte op på en arbejdslørdag i januar og hjalp med at kreere: en ulv, en hest, en brønd, 

8 skjolde og 8 sværd, masser af kostumer, en pisk, en kolossal regnbue, en bod med hjul, 

et vikingeskib og meget mere! Ydermere blev der tegnet og malet en enorm flot 

scenografi til forestillingen, samt sat siddepladser op til 130 mennesker. I løbet af januar 

blev der lavet dramaøvelser og øvet replikker. Replikker som i øvrigt blev skrevet om op til 

flere gange, for at få såvel historien som skuespillet til at fungere bedst muligt. Børnene 

Side 48


skrev tekster til samtlige numre og øvede musik dertil. Til dem, der ville danse, blev der 

tilbudt danseundervisning et par formiddage. Der var gang i den! 

Det var sidste mandag før vinterferien. Tredje kapitel skulle skrives. Forestilling for skolen 

og to aftenforestillinger lå forude. Vi var alle spændte… 

PS: 

Det gode ved musical er, at man ikke bare er en almindelig Rose, men at man godt kan 

lave skuespil og turde at ville gøre det. Citat: Rose 4. Kl. 

Det gode ved musical er, at leve sig ind i roller, spille megafedt musik og turde stå foran 

et publikum. Citat: Molly 4. Kl. 

Side 49


Børn og dyr 

Af Anne Cordero – pædagog i SFO 

Nogle af de bedste historier børnene kan høre, er, når jeg fortæller, om dengang skolen 

havde grise og høns. 

Fortællingen om da vi hentede grisene hos ”grisekongen” i Åbo, hvor stressede og forbidte 

de var af at gå alt for mange smågrise sammen på et hårdt betongulv. 

Og hvor glade de blev for at være på skolen i den store indhegning, og det hyggelige skur 

at sove i, med mudderpølen at rulle sig i, eller når de var forkølede, og jeg gav dem en 

gammel sovepose at sove i, hvordan deres livret var risengrød, og de kom med glade 

hvin, når de hørte min stemme. 

Eller da vi havde hønsene, der gik frit om på skolen. Hønemor med kyllinger der kom ind i 

klasserne, når døren stod åben. De var ligeså tamme som grisene og kom, når vi kaldte. 

Dengang var det en naturlig del af børnenes hverdag, og grisene og hønsene var bare 

noget, der hørte med til skolen. 

Det kan jeg godt sommetider savne…. 

For jeg synes, at det er så vigtigt, at børn lærer at omgås dyr, at dyr ikke er legetøj, men 

at de har krav på at blive behandlet ordentligt. Børnene lærer utrolig meget af at have 

dyr, og jeg er overbevist om, at dyr har en afstressende virkning på deres omgivelser. 

Og det er noget, der er gavnligt ikke bare for børn, med for os alle sammen. 

Hvorfor skynder jeg mig ikke bare at anskaffe nogle dyr til skolen igen så?? Når det nu var 

så fantastisk. 

Tja…jeg kommer også i tanke om, at jeg var stavnsbundet til skolen i weekender og ferier 

Jeg forsøgte ind i mellem at lave en plan, hvor forældrene med børn skulle tilmelde sig en 

foderordning, men det lykkedes aldrig rigtigt. Der var mærkeligt nok aldrig nogen, der 

havde tid, de skulle jo også på ferie og sådan. 

Og jeg har ikke tal på de gange, jeg er blevet ringet op, når grisene gik en tur ude på 

Søholmvej. For græsset under det elektriske hegn skulle også slås, så strømmen ikke gik i 

jorden. Det var et stort arbejde, og det skulle gøres mange gange på en sommer. 

Men de var nu ret lette at fange ind igen, de skulle bare lokkes med et godt stykke 

drømmekage, så kunne man få dem til hvad som helst. 

Side 50


Men min pointe med hele denne lille fortælling er, at jeg godt kunne tænke mig, at vi 

prøvede lige så stille igen med at få nogle høns. Nu er der ryddet op omkring de gamle 

skure, og der er en ganske solid indhegning, hvor vi kan anbringe et lille hønsehus. Det 

ville skabe et hyggeligt miljø ude igen, og forhåbentlig trække en masse børn udendørs. 

Jeg skal nok stå for den daglige ledelse, men jeg forventer, at forældre med børn vil stå i 

kø for at få lov til at fodre og samle æg i weekender og ferier. 

Og foreløbig venter vi med at anskaffe grise, de er en anelse mere krævende…... 

Side 51


Om processen med at lave selvproducerede 

læsematerialer med børnene 

På kursus lærte jeg engang følgende: 

Man lærer at læse ved at læse 

Man lærer at læse ved at skrive 

Man lærer at skrive ved at skrive 

Man lærer at skrive ved at læse. 

Af Cecilie Grieg – lærer i indskolingen 

Mere kort, klart og præcist kan det vist ikke siges. Kunsten ligger i at gøre 

læringsprocesserne vedkommende og sjove, tænker jeg. 

Nogle få børn kan allerede læse, når de starter i lillegul, andre når lige at få lært alle 

bogstaverne, inden de skal starte i blå. Hvordan kan man lave noget, der vedkommer alle 

og samtidig rummer differentiering? 

På et eller andet tidspunkt i løbet af den tid børnene går i lillegul, bliver børnene optagede 

af at skrive noget med de ord, de kan, eller næsten kan. Det at lave selvproducerede 

læsehæfter, som man trykker til hele klassen, eller en gruppe i klassen, er for mig at se og 

tilsyneladende også for børnene, en sjov og vedkommende måde at arbejde med dansk 

på. 

Jeg har praktiseret det i mange år, men aldrig beskrevet processen tidligere, det vil jeg 

forsøge nu. 

Side 52


Det starter med, at jeg viser dem flere udgaver af trykte eksemplarer af børns 

selvproducerede hæfter, som jeg har gemt igennem årene. Jeg læser noget op, viser dem 

tegninger, og straks efter er de fanget af ideen. ”Vi vil også lave en bog”, siger de som 

regel, før jeg får spurgt dem. 

Derefter giver jeg dem vide rammer for at sikre mig, at jeg kan få alle med. Der er altid 

mulighed for at skrive på forskellige niveauer. 

Så får de papir udleveret, som rummer plads til tegningen foroven, og har linjer med store 

mellemrum med plads til, at nogle skriver med ret store bogstaver. 

De skal starte med at tegne en lille historie: 

Det kan være en lille tegning, der passer til en historie/et rim, de enten selv finder på, 

eller en historie/et rim, der er velkendt for dem. 

Som regel vælger de en historie, som de selv finder på, hvilket for nogen rummer den 

største frihed. Andre synes, at det rummer mere tryghed at vælge noget velkendt. 

Tegningerne beder jeg dem for en gangs skyld kun tegne med omrids og ikke udfylde eller 

farvelægge. 

Side 53 

Derefter kan de enten: 

Børnestave historien, - 

altså selv skrive derudaf ud 

fra de lyde, de kan høre. 

De kan også få helt eller 

delvis hjælp til at skrive 

historien ned på papir, 

hvorpå de selv kan skrive 

historien over i deres 

historiehæfte. Nogle få får 

min hjælp i form af at få 

skrevet hele historien ned 

af mig, imens de fortæller. 

Princippet er det samme, 

som når vi laver 

tegneserier med børnene, 

hvor vi starter med at give 

dem et stykke A4 papir, 

som de eller vi folder på 

midten på det lange led og 

på det korte led. Når de 

åbner papiret er der 4 

felter. Lige klar til en lille 

overskuelig tegneserie med 

4 små forløb. Her tegner 

og skriver de som regel 

også bare løs.


Forskellen mellem tegneserierne og deres selvproducerede hæfter består hovedsagelig i 

størrelsen, og det at de bliver trykt til hele eller dele af klassen. Læsehæfterne fungerer 

bedst, når de har A5 størrelse. Det gør dem mere overskuelige og nemme at have med at 

gøre. 

Det at børnene ved, at det skal trykkes, gør også noget ved den energi, de lægger for 

dagen. 

De tegner og skriver og glæder sig til at se deres eget værk i flere udgaver. I lillegul kan 

en kopimaskine virkelig dupere selv den mest moderne lillegulelev. Hvor nemt kan det 

være… kan man spørge sig selv om. 

Og så står jeg alligevel hvert år og tænker, at det er et større arbejde end som så at 

beskære, trykke og samle de 18 læsehæfter, så de små historier får en 

sammenhængende rækkefølge. 

Når man deler hæfterne ud til børnene, er man til gengæld ikke i tvivl om, at det var 

arbejdet værd. Det er sjovt at præsentere værket for børnene og lade dem skrive navn 

på forsiden af deres eget læsehæfte. Dernæst kommer oplæsningen af de mange små, 

søde, pudsige, sære, skæve, sjove historier, som de har fundet på. De er som oftest mest 

spændte på at høre deres egen, men deres nysgerrighed bliver hurtigt vakt over for de 

andres historier, for nu er de jo blevet en del af et fælles projekt. 

Som regel læser jeg en historie op, dernæst spørger jeg det barn, der har skrevet 

historien, om han/hun vil prøve at læse den op selv med mere eller mindre hjælp. Ofte er 

nogle børn klar til selv at læse deres historie højt helt uden hjælp, så er der selvfølgelig 

plads til det. I den 3. oplæsningsfase læser vi den enkelte historie alle sammen i kor. 

Når vi er færdige med at læse, farvelægger børnene hinandens tegninger og giver dem et 

mere personligt præg og tager ejerskab på noget, som er lavet i fællesskab. 

Jeg tænker det egentlig ret konkret som et billede på noget fællesskabsskabende i dansk, 

ligesom man kan lave et nummer sammen i musik, hvor banalt det end lyder, men det 

virker. 

I de sidste par år har jeg købt specielle plastikmapper for at værne mere om deres værker 

og dermed sikre, at bøgerne holder længere. 

Den hjemmelavede læsebog bliver herefter brugt en del i undervisningen, som afveksling 

til den ordinære læsebog. Efter en periode får de deres eget eksemplar med hjem og får 

derved mulighed for at læse i den derhjemme og gemme den som et minde. 

Hvad får børnene ud af det, kan man tænke: 

Jeg oplever at børnene helt konkret oplever, at deres skrift og deres historier kan bruges 

til noget og bliver brugt til noget, det er i sig selv noget helt nyt for de fleste. 

Dernæst vurderer jeg, at det stimulerer deres skrivelyst og skaber nye historier, da jeg 

ser, at børnene ofte fortsætter med at skrive historier mere eller mindre uopfordret. 

Side 54


Lege og boldspil i SFO tiden 

Af Søren Bech Laursen – pædagog i SFO 

SFO’ens mål med de fysiske aktiviteter i salen er meget klare. Vi vil gerne styrke børnenes 

fysik og motorik samt deres evne til at tage hensyn til hinanden på tværs af alder, køn og 

andre forskelligheder. 

Aktiviteterne i salen består først og fremmest af fodbold, stikbold, høvdingebold og en 

sjælden gang imellem også basket. Disse boldspil og lege indeholder forskellige regelsæt 

og retningslinjer, som stiller store krav i forhold til børnene og deres sociale adfærd. I de 

forskellige boldspil krydses der tit klinger blandt børnene. Uenigheder og diskussioner 

opstår, og børnene bliver nødt til at tage stilling til hinandens forskellige holdninger og 

meninger - de lærer at lytte og forstå hinanden trods uenighederne. 

Vi oplever, at der er et godt sammenspil mellem de store og små børn tilknyttet SFO’en. Vi 

ser meget hensynstagen fra de større børn. Fx i en leg som stikbold, hvor det er alle mod 

alle, respekterer de ældre de små. Legen foregår på præmisser, hvor alle børn kan være 

med! 

Når vejret skifter til den bedre side, rykker en del af salens aktiviteter udenfor. Boldbanen 

bliver flittigt brugt til fodbold såvel som rundbold. Spillet Four-Square har også vækket 

børnenes interesse, store såvel som små. Vi ser stort overskud fra de større børn til både 

at lære fra sig og tage hensyn. Her tænker vi især på reglerne, som tit bliver lempet til 

fordel for nybegyndere. Four-Square er blevet en leg for både piger og drenge, små som 

store. 

Vi prøver så vidt muligt altid at være en voksen omkring børnene under de fysiske 

aktiviteter, men oplever, at de er gode til at styre legene selv. Hvis der opstår problemer 

uden en voksens tilstedeværelse, er børnene hurtige til selv at tackle konflikten, eller 

hente hjælp hos en voksen. 

SFO’en vil gerne give plads til alle børn. De større børn skal have plads til at brænde krudt 

af og konkurrere, dog uden at det foregår på andres bekostning. 

Leg og boldspil danner rammerne om et rum, hvor fokus fremover skal være at nå endnu 

længere med børnene og deres adfærd i dette forum. 

Side 55


Beskrivelse af evalueringskulturen på Århus Friskole 

Af Anette Thomsen – lærer i blå gruppe. 

Vi evaluerer for at blive klogere og for at forandre til det bedre. 

Vi tror på, at børn kan rigtig meget selv, at de vil noget, og at de sætter pris på at blive 

bakket op og udfordret. 

Vi håber at give elever og lærere ejerskab til skolen; derfor er både elever, lærere og 

ledelse med til at udvikle skolen. 

Vi bruger fortrinsvis samtalen som evalueringsredskab. 

Vi har ingen brugsanvisning til samtalerne. 

Evalueringen er et integreret element i undervisningen, en af måderne, hvorpå vi forsøger 

at skabe gode læringsbetingelser for eleverne. Eleverne evaluerer så vidt muligt 

undervisningen undervejs, så ændringer hurtigt kan foretages. 

Vi arbejder ud fra åbenhed og gensidig tillid mellem elever, lærere og forældre, og vi 

forstår evaluering som et udviklingsredskab. At evaluere er som at standse op og finde ud 

af, hvad det er, man foretager sig og hvordan. Evaluering er en refleksionsproces. 

Side 56


Evalueringen kan tage form som elevernes egen 

selvrefleksion, lærerens overvejelser omkring 

elever, pædagogiske overvejelser og overvejelser 

angående organisationsformer. Det er dermed ikke 

kun evaluering af enkelte elevers indsats og 

udvikling, vi arbejder med, men også fælles 

evaluering, hvori flere lærere og elever kan indgå. 

Vi bruger vores evalueringer til både at forbedre 

elevernes faglige udvikling og deres tilhørsforhold i 

klassen og i gruppen, og til at udvikle det 

pædagogiske miljø. 

Vi har et tæt samarbejde mellem skole og hjem. Vi 

holder flere forældremøder og en 

konsultationsrunde årligt. På et af de årlige 

forældremøder er der en runde om børnene i 

klassen med fokus på deres trivsel i klassen og på 

skolen. Her er det forældrene, der lægger ud, og 

både forældre og lærere kan byde ind med gode idéer til at bakke den enkelte og 

fællesskabet op. 

Til de individuelle konsultationer kommer børnene med. De har forinden fået mulighed for 

at forberede sig ved hjælp af spørgsmål og inspiration fra lærerne. Her drejer samtalerne 

sig om elevens skolegang, det faglige, arbejdsvaner, det sociale og trivsel på skolen. Vi 

lægger vægt på, at samtalerne foregår i en tryg atmosfære, så alle parter kommer frem 

med det, de har på hjerte. 

Lærerne har individuelle samtaler med børnene flere gange om året, samtalerne kan også 

foregå i små grupper. 

Ved hvert gruppeskift skal eleverne reflektere over den læring, de har fået med sig fra 

årene i gruppen. De kan give udtryk for deres tanker på mange forskellige måder, kun 

fantasien sætter grænser. 

Når eleverne går ud af skolen efter 9. klasse, opfordrer vi både elever og forældre til at 

skrive en artikel om deres tid på skolen. 

Evalueringen omfatter også læseprøver. 

Midt i 1. klasse læser vores speciallærer, med alle eleverne i små grupper. Der er ikke tale 

om en standardiseret prøve, men om en vurdering af, hvor langt de er kommet i 

læseprocessen: kan læse, har fat i hvad det drejer sig om eller ikke fat i lyd/bogstav 

sammenhængen. Derefter er der samtale med klasselæreren om, hvad der videre skal 

arbejdes med, og hvem der skal i læsegruppe. Herefter holdes et forældremøde med 

orientering om læsning og mulighed for individuel samtale med speciallæreren. 

I 2., 3. og 4. klasse bruger vi standardiserede læseprøver, MiniSl og SL. Prøverne 

efterfølges af samtaler med dansklæreren, og bliver brugt til at danne et overblik over 

klassernes læsefærdigheder. De årlige læsegrupper og læsekurser tilrettelægges bl.a. ud 

fra prøverne. 

Side 57


Børn, der går til ekstradansk, følges med individuelle læseprøver. Det samme gælder børn, 

som af den ene eller anden grund har brug for særligt fokus på læsning. Det kan være 

langsomme læsere eller børn, som sent er blevet læsere. Initiativet kan komme fra 

dansklærer, elev eller speciallærer. Her bruger vi IL prøver. 

Standardiserede stave- og regneprøver bruges efter behov; altså når det skønnes, at de 

kan give flere oplysninger end almindelig iagttagelse, eller når det specifikt kræves fx af 

instanser uden for skolen. 

Efter endt skolegang bliver eleverne inviteret til to møder: Et 8 år efter og et 10 år efter 

de er gået ud af skolen. Her fortæller de hinanden, nuværende 9. klasse og lærerne om 

deres tid efter Friskolen, og om hvilke kompetencer, vi har givet dem med på vejen, som 

gør, at de forhåbentlig kan færdes i verden med åbenhed og glæde. 

Hvert år skriver lærerne nogle artikler om livet på skolen. Artiklerne samles i Pædagogiske 

Rapport, som udgives en gang om året. Indholdet vælger vi selv, vi skriver om det, der 

optager os mest. 

På skolen arbejder vi ud fra Fælles Mål, og vi skriver hvert år årsplaner for vores 

undervisning i de forskellige fag. I årsplanerne beskriver vi også årets store projekt, det 

kan være musical, tegnefilm, historisk emne eller 8. klasseturen. 

Side 58


Vi giver ikke karakterer fra 0- 7. klasse. I 8. klasse giver vi karakterer for udvalgte 

opgaver, og i 9. klasse giver vi karakterer for alle afleveringer. Karaktererne står ikke 

alene, men suppleres med skriftlige evalueringer med fremadrettet fokus. Efter 

vinterferien gives terminskarakterer i alle fag i 9. klasse. Disse karakterer indberettes. Alle 

elever får en skoleudtalelse, når de går ud af skolen. 

Efter 9. klasse på skolen tager eleverne Folkeskolens afgangseksamen og en prøve i 

rytmik og musik. 

Undervejs i skoleforløbet laver eleverne mange interviews, rapporter, fremlægninger, 

forestillinger, udstillinger, fremvisninger, hvor de viser, hvad de har lært, og hvad de kan. 

Eleverne bliver vant til at stå foran en forsamling og tale, spille, danse og synge. Vi 

arbejder med, at alle skal gøre deres bedste, så alle kan være stolte af deres produkter. 

Alle klasser har en ugentlig klassens time, hvor der også er tid til at tage 

evalueringspunkter op, ligesom fællesmøderne på skolen kan være diskussionsforum også 

i forhold til en evalueringsproces. 

Vi holder et ugentligt lærermøde, hvor der både kan være evaluering og 

erfaringsopsamling på dagsordenen. 

Vi har også medarbejdersamtaler en gang om året, hvor lærerens trivsel er i fokus. Her er 

plads til at tale om det, vi brænder for at få vendt med ledelsen. 

Lærerne har et ugentligt teammøde, hvor både klasseundervisning og fælles projekter 

evalueres. 

Vi har planer om at udvikle vores teamsamarbejde, så vi blandt andet kan blive bedre til at 

undersøge et felt. Dette kunne vi gøre ved hjælp af: 

- selvevaluering med notatskrivning 

- refleksive samtaler 

- teamsamarbejde med dagsorden 

- observation af vores undervisning med fokusområder 

- registreringer, vurderinger og refleksioner i fælles logbog 

Vi overvejer også, om eleverne skal lave selvevaluering ved at bruge procesportfolio. 

Portfolioen giver mulighed for 

- At styre sin egen læring, for selvrefleksion 

og for at lære at lære 

- At udforske sine egne erfaringer, sprog, 

kultur og interesser 

- At udvikle forståelse for arbejds- og 

læreprocesser 

- At udvikle ejerskab til sit arbejde 

- At udvikle ansvarlighed og selvværd 

Det er to af fremtidens evalueringsudfordringer på 

skolen. 

Side 59


Side 60

ÅRHUS FRISKOLE PÆDAGOGISK RAPPORT 2009

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?