Jobportræt: Mød en konserveringstekniker

NY SENG TIL
GRAUBALLEMANDEN
MUSEUMSTEKNIK Konserveringstekniker Jesper Frederiksen har designet og bygget et nyt moderne leje til Grauballemanden, og
var med som livvagt, da jernaldermanden var hospitalsindlagt AF E. JENSEN / FOTO NICKY BONNE
28
TEKNIKEREN 07-08.07

Uden for Moesgaard Museum sidder familier
med børn. Madpakker, termokander
og saftevand på bordene, og børnene trodser
forældrenes formaninger om at holde
sig i ro; de løber til og fra hinanden ved
bordene, helt upåvirkede af de rædsler der
fortælles om på en plakat få meter væk.
Her ses billedet af en ca. 30-årig mand med
rødblondt hår, der er fundet med overskåret
hals i en mose. Det åbne snitsår går fra
øre til øre.
Da man fandt manden lå han nøgen på
maven, med højre ben trukket op og højre
arm vredet bagud. Undersøgelser viste at
han også var påført brud på kranie og
højre skinneben. I 1952, da han blev fundet
i Grauballe mose af en tørvegraver, vakte
han stor bestyrtelse. Var det den lokale
drukkenbolt Røde Kristian der på dramatisk
vis havde endt sine dage i mosens
brune vand?
Først da arkæologerne blev hentet til
mosen, blev eventyret åbenbaret: Manden
i mosen var et forhistorisk menneske. En
jernaldermand; 2000 år havde han ligget i
mosen, men var alligevel så velbevaret, at
man kunne tælle skægstubbene på hans
hage.
Grauballe-manden var en verdenssensation
og er den dag i dag genstand for dansk
og international forskning. Så sent som i
2001-2002 blev manden fra Grauballe sendt
til nye undersøgelser, blandt andet CT-scanning
og røntgenundersøgelser på Århus
Kommunehospital og Skejby Sygehus. Da
var det, at konserveringstekniker ved Moesgaard
Museum, Jesper Frederiksen fik opgaven
som personlig livvagt og sov ved siden
af jernaldermanden mens han var på hospitalet.
Samtidig benyttede museet lejligheden
til at bestille en moderne montre til
berømtheden, og Jesper Frederiksen fik til
opgave at konstruere et nyt og smartere leje
til afløsning for det 200 kilo tunge gipsleje
som Grauballemanden indtil da havde hvilet
på.
CT-SCANNING
Jesper Frederiksens særlige arbejdsområde
er konservering af organiske fund, og
det omfatter bl.a. Moesgaard Museums
stjerne: Grauballemanden.
”Grauballemanden er berømt i hele
museumsverdenen. Og man må rose dem,
der først konserverede ham i 1950’erne. De
har gjort et godt arbejde med de midler og
metoder de havde til rådighed”, siger
Jesper Frederiksen og fortsætter:
”Vi mener han er ofret, ud fra måden
han er dræbt på. Undersøgelser af maveindholdet
har vist, at hans sidste store
måltid har indeholdt frø med en bedøvende
effekt. Han må have været svimmel
og har ikke kunnet tænke klart”.
De seneste forskningsresultater fra studiet
af Grauballemanden stammer fra de
lægevidenskabelige undersøgelser han
gennemgik på Skejby Sygehus og Århus
Kommunehospital. Jesper Frederiksen forklarer,
hvordan det ville have været umuligt
at gennemføre undersøgelserne af det
skrøbelige moselig på det gamle, næsten
200 kilo tunge gipsleje. Hospitalsundersøgelserne
krævede et særligt transportleje
der kunne kippes, så Grauballemanden
kunne komme ind i den smalle CT-scanner,
og her kombinerede Jesper Frederiksen
konserveringsteknikerens viden med færdighederne
fra en tidligere uddannelse
som klejnsmed.
”Vi lavede et leje, der sikrede, at han
kunne ligge stabilt med hovedet, også når
vi kantede ham ind,” fortæller Jesper
Frederiksen.
Lejet blev konstrueret i en præcisionspolyurethan-skum,
først med en negativ
form af det gamle leje og så en positiv
form. Som bund en bodex fiberplade med
en lem, så lægerne kunne komme op i
maven på Grauballemanden gennem
arrene efter den første undersøgelse af
ham.
”Som konserveringsteknikere er vi et
naturligt led i sådan en opgave. Vi er genstandenes
advokat, der skal sikre at der
ikke sker skader. Der var flere gange, hvor
vi konserveringsteknikere måtte sige: Det
der, dét kan vi ikke acceptere, vi må finde
en anden måde”.
DEN NYE SENG
Da Grauballemanden kom hjem fra hospitalet
ventede der ham et nyt leje, der ikke
blot overholdt alle konserveringstekniske
krav til opbevaring. Her havde Jesper
Frederiksen arbejdet med at konstruere et
leje i polycarbonat til den nyindkøbte
udstillingsmontre.
”Kravene til lejet der understøtter kroppen,
var at det ikke måtte afgive stoffer der
påvirker Grauballemanden. Vi valgte polycarbonat,
der er stabil og formbar. Som
konserveringstekniker ved man, hvilke
plastictyper man skal holde sig fra”, siger
Jesper Frederiksen og forklarer, hvordan
det nye leje består af en justerbar
TEKNIKEREN 07-08.07 29

30
rammei rustfrit stål, med en tynd, gennemsigtig
skal af polycarbonat, der støtter
Graubal-lemanden. Den understøttende
skal er va-kuumformet, og her kan man
sige at arkitekternes ønske om så lidt
understøtning som muligt faldt godt sammen
med konserveringsteknikerens krav
om beskyttelse: ”Grauballemanden kan
ikke bare ligge, som vi forstår ordet normalt.
Så vil der opstå et fysisk stress i
vævet der kan forårsage revnedannelse.
Han er understøttet præcist hvor det er
nødvendigt”.
I montren ses det store arbejde Jesper
Frederiksen har lavet faktisk ikke. Grauballemanden
svæver nærmest bare på et
Før Grauballemanden blev lagt i sin
nye seng udførte Jesper Frederiksen
en omfattende overfladebehandling
af liget.
”Jeg anvendte et ikke-polært rensemiddel,
for ikke at tilføre vand,
der også nedbryder. Jeg sendte
afrensningen til undersøgelse på
Nationalmuseet for at få et overblik
over nedbrydningen, og den var heldigvis
minimal. Men for os der kender ham, så var han blevet lidt mørk og
mat at se på. Det skyldtes støv fra spagnum som han lå på i det oprindelige
leje. Da jeg rensede det af, kunne jeg se porreåbninger og hudens struktur
leje af mørke.
”Det er fordi lyset er lagt som det er, og
fordi det er ham du skal se på,” siger Jesper
Frederiksen og medgiver, at princippet her
er det samme som med eksempelvis de
montager og beslag han har lavet til andre
af museets udstillinger.
”En vigtig del af mit arbejde er at konstruere
beslag og montager til de udstillede
genstande. Der er altid et ønske fra arkitekterne
på en udstilling om, at en genstand
skal kunne ses så godt som muligt, med så
få understøtningspunkter som muligt. Hvis
tingene kunne svæve frit, ville det være
godt. Modsat har vi konservatorer det lidt
sådan, at tingene ville have bedst af at ligge
pakket ned i magasiner”.
Det sidste siger Jesper Frederiksen med
et smil på læben. For han synes det er
udfordrende, at få de to interesser til at
mødes: Beskyttelsen af museumsgenstandene
og formidlingen af dem. På Moesgaard
Museum har han fået etableret sit
eget lille klejnsmedeværksted, med Weiler
præcisionsdrejebænk og udstyr til svejsning
i rustfrit stål.
Mange af Jesper Frederiksens løsninger
er anvendt på udstillinger på andre steder
i Danmark og på internationale udstillinger
ude i verden, langt fra det kombinerede
klejnsmede- og konserveringstekniske
værksted på Moesgaard Museum.
meget tydeligere. Og han fik en mere sart rødbrun farve, og blev endnu mere
menneskelig”.
42-årige Jesper Frederiksen er foruden kleinsmed og konserveringstekniker
også uddannet erhvervsdykker. Dykkeruddannelsen bruges når der skal
undersøges skibsvrag eller måske en undersøisk boplads, hvor det er vigtigt
at have konserveringsteknikerens viden med inden arkæologerne begynder
at hente fundene op.
”De tre uddannelser har jeg virkelig haft glæde af at kombinere,” siger Jesper
Frederiksen, der lige nu glæder sig til de udfordringer, der venter ham i
Grønland. Her skal han med, som konserveringstekniker med dykkererfaring,
på jagt efter undersøiske rester fra Mylius Eriksens Danmarksekspedition i
1903-1909.
TEKNIKEREN 07-08.07