projekt - UU København - Københavns Kommune

Motivering til Erhverv
for fælles beslutninger og praktiske samværsrammer.
2) Hvad skete der?
Dagklubben var oprindelig tænkt som et tilbud under Motivering til Erhverv for de 14-18-årige, der
manglede et sted at være om dagen, da de ellers ”hang ud” på gaderne. Dagklubben skulle være
knyttet til fritidsklubben, men havde dog sine helt egne lokaler uafhængigt af fritidsklubben.
I foråret 2003 fik klubben som nævnt en årgang 13-14-årige, der fyldte utrolig meget i dagligdagen
i den egentlige fritidsklub og var meget grænsesøgende. Disse unge fik så den valgmulighed at gå i
dagklubben, hvilket alle drengene og nogle af pigerne sagde ja til.
I løbet af et par måneder stod det klart, at denne model ikke fungerede tilfredsstillende, men var
præget af utallige konfrontationer. Man besluttede at standse dagklubben, og en gruppe i personalet
udarbejdede et andet grundlag for en eventuel fortsættelse af dagklubben.
I foråret 2004 henvendte en gruppe unge sig til personalet; de mente, den uheldige adfærd kunne
ændres, hvis dagklubben åbnede igen. Personalet udarbejdede da et sæt meget ”skrappe” regler for
en videreførelse af dagklubben. Dér står man så i skrivende stund.
3) Metoder i projektet
* Relationspædagogik
* Strukturel pædagogik
* Mange alsidige aktiviteter
* Ture ud i omverdenen
* Medindflydelse
* Dokumentation
* Tværfagligt samarbejde
4) Vigtige temaer i projektet
Det viste sig ret hurtigt, at de unge havde mere end vanskeligt ved at leve op til det medansvar, de
var tiltænkt i dagklubben.
1. At de for eksempel skulle være med til at rydde op efter sig, også selv om de ikke personligt
havde været involveret, men i fællesskabets navn, var uforståeligt for de fleste af de unge.
2. Som et andet eksempel: Dette at de unge selv kunne komme med forslag til aktiviteter blev
ikke taget seriøst. Tværtimod endte det ofte i mere eller mindre kaos og med fremsættelse af
totalt urealistiske forslag.
3. De unge gad ofte slet ikke læse aktivitetsskemaet igennem, hvilket førte til, at mange af
aktiviteterne (konsekvensmæssigt) måtte aflyses.
Det viste sig også, at indsatsen over for de enkelte unge nok gav nogle gode samtaler og en vis
udvikling, men også stødte på meget store barrierer, for eksempel i forhold til den unges familie
eller i forhold til at få dem til selv at tage ansvar.
23