Historisk valgsejr til Dansk Folkeparti

Nr. 3 • juli 2009 • 13. årgang
Historisk
valgsejr til
Dansk Folkeparti
- læs alt om EP-valget
Festlig reception for Kristian Thulesen Dahl

leder
Mesterligt
INGEN TABERE – Nu kunne læsere med en
bagtanke jo godt tro, at overskriften var sådan
en lidt selvglad og navlebeskuende hentydning
til Dansk Folkepartis spidskandidats
enestående fortræffelige, personlige valg til
Europa-Parlamentet søndag den 7. juni, der
var så stort, at han trak Anna Rosbach Andersen
med sig i Parlamentet.
Det er det sådan set også…
Efter en lang, lang valgkampagne – der
for Morten Messerschmidts vedkommende
begyndte med Metock-dommen sidste sommer,
som redefinerede kandidat-begrebet med
en jule-cd med ham og Dot i december i fjor
og som nåede sit højdepunkt med en intens,
landsdækkende kampagne de sidste tre uger
op til valgdagen – kronedes indsatsen med det
uventede flotte resultat: 15,3 procent af stemmerne
og to mandater.
Roserne har stået i kø, selv i dagbladet
Politiken – flere gange endda. Alle har fundet
Mortens præstation mesterlig og Valg- &
Strategiudvalgets kampagne genial i al sin
gribende enkelhed. ”Gi’ os Danmark tilbage”
klingede rent hjem – også hos de, der ikke kan
lide Dansk Folkeparti. Så jo, det falder redaktionen
på Dansk Folkeblad nærliggende at
kalde det hele: Mesterligt.
Men lige i denne sammenhæng er overskriften
nu mest et sprogligt forsøg på en finurlig
hentydning til det forhold, at alle på valgaftenen
var sådan lidt verdensmestre – også de, der tabte
hver tredje stemme på gulvet; de, der slet ikke
kom ind; og de, der med lidt hiv og sving kom
ind med et mandat eller gik symbolsk frem.
Der var ganske enkelt en parade af mesterlige
opvisninger i at få nederlag til at fremstå
som sejr.
2
Vendepunktet og sejren i nederlaget
Margrethe Vestager, hvis radikale parti for
tiden ikke er så cool, gav udtryk for, at tilslutningen
til partiet var et vendepunkt for
parti-skuden, der kom i alvorlig søgang, da
først Khader og Samuelsen, siden Simon Emil
Ammitzbøll gik i land og trak bundpropperne
ud af båden på vejen. Men det er et faktum, at
der dårligt har været færre danskere, der gad
stemme på en radikal. Ikke et ondt ord her
om den radikale spidskandidat Sofie Carsten
Nielsen – hun gjorde, hvad hun kunne, men
hendes parti tager altså vand ind.
Helle Thorning-Schmidt udlagde fikst og
uden den store medie-irettesættelse et dundrende
nederlag – de mistede en tredjedel af deres
stemmeandel fra valget i 2004 den 7. juni
2009! – som en slags sejr og lovede, at partiet
også bliver størst ved kommunalvalget. Hurra
for det, og så festede Socialdemokratiet ellers
og fejrede i fadøl, at kun teknik og det yderste
af neglene sikrede, at de fik deres fjerde
mandat.
Fire mandater er fire mandater, bevares
– det er blot ikke socialdemokrater, men folkesocialister
og radikale med en noget anden
EU-dagsorden, der stemte det hjem. Man har
lov at antage, at en radikal vælger, klog som
sådan en jo er, godt vidste, at stemmen kunne
være spildt og i valgforbundet gå til enten det
100% omvendte SF eller Socialdemokratiet
– som dybest set trods alt ér for jævnt og folkeligt
for en ægte radikaler med PH-lamper,
Mogensen-tremmesofa og café latte.
Men nøøøj, hvor skal der ikke megen fantasi
til at forestille sig, at der rundt om sidder
en muggen radikal…
Salgsgas blev gennemskuet
På denne plads fandt vi før valget anledning
til en venskabelig hån af Venstres og de konservatives
noget letkøbte forsøg på i sidste
ombæring før valget at nappe Dansk Folkepartis
EU-dagsorden. Så det skal vi ikke trampe
mere i her. Blot stilfærdigt konstatere, at
den gik ikke. Som vi frisk tillod os at forudse,
så var vælgerne netop ikke de fæhoveder, som
de to partiers smarte, og givetvis dyre, reklamebureauer
antog dem for. Fremgang er fremgang,
og begge partier gik frem, men næppe
nogen uden for deres egne rækker vil kalde
resultatet prangende, endsige som ventet.
Mildest talt. Der var simpelt hen for megen
vaklen, lefleri og løben fra egne holdninger
måneden før over den performance til at vælgerne
ville kvittere. Men mesterligt var det at
høre dem udlægge resultatet som årets store
sejr – brede smil og hurra. Dansk Folkeparti
tog stemmer fra dem begge som valgaftenen
udviklede sig, og nappede i slutspurten et
konservativt mandat.
Og hvad var det så, Dansk Folkeparti gjorde,
som de andre glemte? Ja, man fristes til
at sige ro og regelmæssighed. Enkelhed og
trofasthed. Det, vi siger, er det, vi gør. Uden
dikkedarer. Dansk Folkeparti sagde: ”Gi’ os
Danmark tilbage”. Og mente det.
En mesterlig valgaften. På alle måder.
Foto: Carsten Lundager

nyhedsbrev
Dansk Folkeparti – bedst til velfærd
Den kommende valgkamp kommer til at handle om velfærd og tryghed.
2009 er et rigtigt valgår. Vi har netop overstået
valget til Europa-Parlamentet, hvor Dansk
Folkeparti klarede sig fantastisk godt. 15,3
procent af stemmerne, og 284.258 personlige
stemmer til Dansk Folkepartis spidskandidat
Morten Messerschmidt er resultater, der taler
for sig selv – og det viser, at Dansk Folkeparti
ikke bare er et ”Folketings-parti”, men at vi
som noget helt naturligt markerer os overalt,
hvor indflydelsen er.
Noget bedre udgangspunkt for valget til
kommuner og regioner den 17. november
kan næsten ikke tænkes. Kommunerne og regionerne
er områder, hvor vi i Dansk Folkeparti
helt selvfølgeligt vokser os større – ikke
mindst fordi nogle af vores vigtigste politiske
fokusområder som for eksempel sundhed, ældre,
socialt udsatte og integration er ting, som
her i høj grad administreres tæt på borgerne.
I de kommende måneder frem til valget
bliver der derfor en af vore vigtigste opgaver
– endnu en gang – at fortælle vælgerne, at
Dansk Folkeparti er de bedste, når det gælder
velfærd og tryghed i det nære demokrati, tæt
på den enkelte borger. Efter at kommunalreformen
blev gennemført, er endnu flere vigtige
opgaver blevet lagt ud til kommunerne.
Derfor vil vi i fremtiden oftere opleve, at det
bestemt ikke er ligegyldigt, hvem der beklæder
pladserne i byrådssalen, ligesom forskellene
mellem kommunerne vil blive større.
Ikke forbudt at gøre det bedre
Selv om Folketinget har udstukket nogle overordnede
rammer for velfærdsområdet, er det
ikke forbudt at gøre det bedre, og her er det et
faktum, at ”dyre” kommuner med store udgifter
ikke nødvendigvis er de bedste. Når man
spørger borgerne om tilfredsheden med den
kommunale service, er der ingen umiddelbar
sammenhæng mellem skatteudskrivning, udgiftsniveau
og den konkrete oplevelse af serviceniveauet.
Mens nogle kommuner vælger
de store armbevægelsers politik og generøst
øser store beløb ud til prestigeprojekter, er andre
langt mere mådeholdne og sætter hensynet
til ældre og udsatte i højsædet. Det afhænger
alt sammen af kommunalbestyrelsens politiske
sammensætning.
Vi skal i den kommende tid fortælle vælgerne,
at en stemme på Dansk Folkeparti i regioner
og kommuner er en stemme på Dansk
Folkepartis program og på Dansk Folkepartis
politik, som den gennem snart otte år er blevet
udført på Christiansborg. Dansk Folkeparti
er ikke noget politisk tag selv-bord, hvor den
enkelte kandidat kan vælge og vrage mellem
budskaberne og sammensætte sit eget program
med egne pudsige kæpheste.
I en tid med hastigt skiftende politiske dagsordener
og en sensationshungrende presse, er
det vigtigere end nogensinde at fortælle, at en
stemme på Dansk Folkeparti naturligvis er en
stemme på Dansk Folkepartis politik. Vælgerne
skal trygt kunne sætte deres kryds ved liste
O – uanset hvor i landet de bor.
Anstændighed over for vælgerne
Vi er ofte blevet beskyldt for at udøve ”topstyring”
i Dansk Folkeparti, og for min skyld kan
medierne og modstanderne kalde det, hvad
de vil. Men jeg vil hellere bruge udtrykket
”anstændighed”. Anstændighed over for den
enkelte vælger, som trygt skal kunne sætte sit
kryds ved en af vore kandidater i forvisningen
om, at den kandidat også loyalt arbejder for
at gennemføre Dansk Folkepartis politik – og
søge maksimal indflydelse uanset kommunal-
Foto: DF
bestyrelsens politiske sammensætning.
Og jeg ved skam godt, at det kan være
svært: Kommunerne kan ikke sammenlignes
med Christiansborg. Nogle steder sidder der
måske en enkelt eller to DF´ere, og så gælder
det om at holde tungen lige i munden. Er
man ”tungen på vægtskålen”, skal man naturligvis
kræve politiske indrømmelser, når der
skal findes en borgmester. Står man derimod
helt uden for indflydelse, må man tilsvarende
slække på kravene, men til gengæld være
ihærdig på en lang række andre områder – og
vise, at man har overblik over opgaverne og
sætter sig ind i hver enkelt sag. Intet skaber
mere respekt end et byrådsmedlem, der hver
gang har sat sig ind i dagsordenen.
Udnyt agurketiden
Sommerferien er som bekendt agurketid. Det
betyder, at aviserne mangler stof, og at det er
lettere at bryde gennem lydmuren med sine politiske
budskaber. Naturligvis skal vi alle nyde
sommerferien og tage på ferie. Men det er alligevel
en god idé at holde øje med de lokale sager
rundt omkring i kommunerne og forberede
sig til det kommende valg, og det gælder hvad
enten man er kandidat eller tillidsmand. Der er
ingen tvivl om, at det bliver en hård valgkamp,
når først den for alvor er gået i gang.
Især Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti
vil gøre alt, hvad de kan for at miskreditere
regeringen og Dansk Folkeparti,
fordi de ved, at kommunalpolitikken har en
afsmittende effekt på landspolitikken. I artikel
efter artikel og læserbrev efter læserbrev vil
de fremstille Danmark som et fattighus, selv
om der aldrig er blevet tilført flere milliarder
til velfærdsområdet end under den nuværende
regering. I TV-indslag efter TV-indslag vil de
forsøge at tegne et negativt billede.
I Dansk Folkeparti skal vores svar være, at
der stadig er nok at tage fat på. Men at det er
bedst at overlade arbejdet med velfærden til
os. Vi ved nemlig, at velfærd hverken er mulig
uden tryghed, sikkerhed eller økonomisk omtanke.
Partierne på venstrefløjen leverer ikke
andet end varm luft, når de taler om velfærd og
konstant overbyder med milliarder af kroner.
I Dansk Folkeparti leverer vi konkret velfærd.
Ja, det fristes til at sige, at Dansk Folkeparti
er ”bedst til velfærd”.
Lad os nu udnytte det
store potentiale, som
EP-valget har vist, at
vi har.
3

ep-valg 2009
Europa-Parlaments-valg 2009:
Endnu en stor valgsejr
til Dansk Folkeparti
Fantastiske 15,3 % af stemmerne var langt flere, end DF havde turdet håbe på. ”Gi’ os Danmark tilbage” var et budskab i
øjenhøjde med danskerne Af Karsten Holt • Fotos Carsten Lundager
Man løber næsten tør for superlativer, og man
spekulerer også på, om – eller hvornår – det
får en ende. Eller også kniber man sig et par
gange i armen for nu at være helt sikker på,
man ikke drømmer. Først når hele følelsesregistret
er løbet igennem, er en bestemt følelse
den fremtrædende; nemlig stor, stor glæde
– og samtidig en god portion ydmyghed.
Alle sammen følelser, som mange DF´ere
med garanti kunne nikke genkendende til på
valgaftenen den 7.juni. For ikke alene opnåede
Dansk Folkeparti samlet 15,3 procent af
stemmerne og fik to mandater valgt ind i parlamentet,
284.258 danskere valgte at stemme
personligt på Morten Messerschmidt, som
dermed blev den kandidat, som har opnået
næstflest stemmer nogensinde – kun overgået
af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen
ved valget i 2004.
I hele fem kommuner, deriblandt Slagelse,
Tårnby, Glostrup og Mortens Messerschmidts
egen fødeby Frederikssund, blev Dansk Folkeparti
det største parti. Og på landsplan blev
partiet så stort, at man ikke længere behøver
at nøjes med ét sæde i Europa-Parlamentet,
men nu kan sende både Morten Messerschmidt
og Anna Rosbach Andersen til Bruxelles og
Strasbourg – hvilket er et ekstra flot resultat i
betragtning af, at det danske kontingent i parlamentet
er reduceret fra 14 til 13 medlemmer.
Landsdækkende kampagne
Men Dansk Folkeparti er bestemt heller ikke
kommet sovende til sejren. Forud er gået måneder
og uger med benhårdt politisk arbejde,
hvor ikke mindst partiets spidskandidat Morten
Messerschmidt har brilleret med sit store
Morten her og der og alle vegne.
Plakaterne med den tænksomme Morten
Messerschmidt fyldte godt op – dog ikke
alle steder så store som her, hvor Dansk
Folkepartis spidskandidat nærmest
”ligger” hen over et s – tog.
overblik og sin meget indgående viden om
EU, og det var noget, vælgerne i den grad tog
til sig – naturligvis i fint samspil med Messerschmidts
karakteristiske sympatiske fremtoning
og altid imødekommende og høflige
optræden.
Forud for valget er også gået flere uger med
en landsdækkende kampagne på gader og torve
i hele Danmark under titlen ”Det store EUlotteri”,
hvor danskerne - foruden at få en snak
med Dansk Folkepartis kandidater – kunne få
lov at trække ”en nitte” eller få gevinst. Samlet
set blev det dog en stor gevinst. Nitterne
gik til anden side – eksempelvis Det Radikale
Venstre, som ved dette valg måtte vinke farvel
til pladsen i Europa-Parlamentet.

Dansk Folkepartis kampagnebil med ”Det store EU-lotteri” var også let genkendelig på sine
mange ture kryds og tværs gennem Danmark.
Dansk Folkepartis kandidat Kenneth Kristensen Berth i selskab med Pia
Kjærsgaard. Kenneth Kristensen Berth var ligeledes på farten gennem
hele valgkampen – fra vælgermøde til vælgermøde, fra by til by.
Tid til en god snak om EU - her med
Pia Kjærsgaard.
Også mange busser lagde ”ryg” til Dansk Folkepartis
valgkampagne
Det store EU-lotteri i Kalundborg. Pia Kjærsgaard,
Jeanie Nørhave, Poul Lindholm Nielsen og Kenneth
Kristensen Berth i selskab med blandt andet lokalforeningsformand
Jan Wisler samt byrådsmedlemmerne
Anne-Marie Hansen og Peter Jacobsen.

ep-valg 2009
Skandale
Anna Rosbach Andersen førte ligeledes en effektiv valgkamp og fik sig her en snak med folk i Sønderborgs gågader.
på valgnatten
Fordrukne medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske
Ungdom skabte skandale på
valgnatten. Først afbrød de berusede DSU’ere
partilederrunden med uhøviske tilråb. Herefter
gik turen til Venstres partilokaler, hvor de
unge socialister blandt andet morede sig med
at tage fotokopier af hinandens endeballer og
attributter. Kopierne blev efterladt til offentlig
beskuelse påskrevet infantile og sjofle ytringer,
der indikerede at de overrislede DSU’ere
havde anvendt rummet til mere vidtgående
usædelige udskejelser.
Socialdemokratiets partiformand, Helle
Thorning-Schmidt nægtede efterfølgende at
kommentere hendes unge medlemmers grænsesøgende
adfærd.
kkb
De kåde unge DSU´ere
valgte at blæse højt og
flot på Venstres adgang
forbudt-skil
Venstres kopirum, hvor kopimaskinen måtte lægge plade til mangfoldiggørelsen af diverse
DSU- legemsdele.
Foto: Karsten Holt
Foto: Karsten Holt

Valgtal
Landsresultatet
A Socialdemokratiet 21,5 % (-11,1) 4 mandater (-1)
B Radikale Venstre 4,3 % (-2,1) 0 mandater (-1)
C Konservative 12,7 % (+1,4) 1 mandater
F Socialistisk Folkeparti 15,9 % (+7,9) 2 mandater (+1)
I Liberal Alliance 0,6 % (+0,6) 0 mandater
J Junibevægelsen 2,4 % (-6,7) 0 mandater (-1)
N Folkebevægelsen 7,2 % (+2,0) 1 mandater
O Dansk Folkeparti 15,3 % (+8,5) 2 mandater (+1)
V Venstre 20,2 % (+0.8) 3 mandater
EP-valgprocenter – fordelt på kommuner
1. Ishøj 24,7
2. Tårnby 23,1
3. Glostrup 23,0
4. Greve 22,9
5. Brøndby 21,7
6. Hvidovre 21,7
7. Slagelse 21,5
8. Kalundborg 21,2
9. Høje Taastrup 20,8
10. Sønderborg 20,6
11. Frederikssund 20,4
12. Norddjurs 20,4
13. Solrød 20,0
14. Vallensbæk 20,0
15. Fakse 19,9
16. Odsherred 19,8
17. Hedensted 19,7
18. Køge 19,7
19. Halsnæs 19,6
20. Randers 19,6
21. Stevns 19,6
22. Læsø 19,5
23. Rødovre 19,0
24. Fredericia 18,9
25. Aabenraa 18,9
26. Dragør 18,8
27. Guldborgsund 18,6
28. Haderslev 18,4
29. Lolland 18,4
30. Ballerup 18,2
31. Ringsted 18,2
32. Gribskov 18,1
33. Ikast-Brande 18,0
34. Næstved 18,0
35. Herlev 17,8
36. Horsens 17,7
37. Vordingborg 17,6
38. Egedal 17,4
39. Sorø 17,3
40. Frederikshavn 17,2
41. Syddjurs 16,9
42. Vejle 16,9
43. Holbæk 16,6
44. Langeland 16,6
45. Vejen 16,5
46. Billund 16,4
47. Kolding 16,4
48. Albertslund 16,0
49. Esbjerg 16,0
50. Favrskov 16,0
51. Lejre 16,0
52. Tønder 16,0
53. Varde 15,9
54. Helsingør 15,6
55. Morsø 15,5
56. Kerteminde 15,2
57. Silkeborg 15,1
58. Herning 15,0
59. Nyborg 15,0
60. Lemvig 14,9
61. Mariagerfjord 14,9
62. Fredensborg 14,8
63. Gladsaxe 14,7
64. Vesthimmerland 14,7
65. Roskilde 14,6
66. Skanderborg 14,6
67. Skive 14,6
68. Holstebro 14,3
69. Nordfyns 14,3
70. Thisted 14,3
71. Faaborg-Midtfyn 14,1
72. Ærø 14,1
73. Bornholm 14,0
74. Fanø 13,9
Personlige stemmetal
1. Morten Messerschmidt 284.500
2. Anna Rosbach Andersen 3.592
3. Rikke Karlsson 2.581
4. Kenneth Kristensen Berth 2.479
5. Jeppe Jakobsen 1.793
6. Dennis Flydtkjær 1.485
7. Jette Plesner Dali 1.128
8. Aia Fog 1.107
9. Bente Kronborg Holst Flensted 695
10. Henrik Ræder Clausen 483
75. Ringkøbing-Skjern 13,9
76. Middelfart 13,8
77. Hjørring 13,7
78. Jammerbugt 13,6
79. Struer 13,6
80. Rebild 13,4
81. Assens 13,3
82. Brønderslev 13,2
83. Hørsholm 13,2
84. Svendborg 13,2
85. Hillerød 12,9
86. Viborg 12,9
87. Odder 12,7
88. Aalborg 12,7
89. Allerød 12,6
90. Odense 12,5
91. Lyngby-Taarbæk 11,9
92. Furesø 11,9
93. Århus 11,5
94. Samsø 11,4
95. Gentofte 10,9
96. Rudersdal 10,8
97. København 10,2
98. Frederiksberg 10,0
Bedste valgsteder:
1. Agersøgård Kro, Slagelse 33,0
2. Holm Sognegård, Sønderborg 30,5
3. Vestervangskolen, Glostrup 29,1
4. Boeslunde Hallen, Slagelse 28,5
5. Ishøj Bycenter, Ishøj 27,6
Dårligste valgsteder:
1. Gasværksvejens Skole, Vesterbro 5,0
2. Samsøgades Skole, Århus 5,2
3. Guldberg Skolen, Nørrebro 5,7
4. Plejehjemmet Sølund, Nørrebro 5,7
5. Oehlenschlægersgades skole, Vesterbro 5,8

ep-valg 2009
Med 2 .2 stemmer i ryggen, er det nu tid for Morten Messerschmidt at
trække i arbejdstøjet i Europa-parlamentet. Og hvad står så øverst på Messerschmidts
agenda i Bruxelles og Strasbourg? Det handler om international
kriminalitet, grænsekontrol og et forsvar for den danske udlændingepolitik,
siger DFs stemmesluger.
Af Kenneth Kristensen Berth • Fotos Karsten Holt
Morten Messerschmidt er ikke helt kommet
sig over det fænomenale valgresultat, hvor
DFs 28-årige komet sendte Bendt Bendtsen,
Jens Rohde og de andre spidskandidater til
tælling og slog Poul Schlüters 15 år gamle
stemmerekord med sine 284.258 stemmer.
”Det er meget overvældende alt sammen.
Det er et helt enormt rygstød, som vælgerne
har givet mig, og det er jeg både glad for og
stolt over,” siger Morten Messerschmidt.
Nu skal de mange stemmer omsættes til
indflydelse i Europaparlamentet, hvor Morten
Messerschmidts budskab om mere Danmark
og mindre EU ikke umiddelbart vinder gehør.
”Det er klart, at flertallet i Europaparlamentet
stadigvæk er en flok jubeleuropæere,
der simpelthen ikke kan få nok af EU-flag og
euromønter – det sidste i flere tilfælde helt
bogstaveligt,” ler Morten Messerschmidt, der
dog noterer sig, at de EU-kritiske kræfter har
vundet terræn.
Jubeleuropæerne
Én af de mange
ting, Morten Messerschmidt
vil arbejde
for i Europa-
Parlamentet, er
et stop for flere
EU-udvidelser.
”Det er ikke til at komme uden om for jubeleuropæerne,
at de kritiske kræfter, der ønsker
et andet EU har fået fremgang – om det også
kan omsættes til indflydelse er det endnu for
tidligt at sige, men jeg vil gerne slå fast, at den
linje som Dansk Folkeparti også kører i Folketinget,
hvor vi selvfølgelig vil forsøge at få
indflydelse, også kommer til at gælde i Euro-
Messe
træ
paparlamentet,” siger Morten Messerschmidt.
”Jeg sidder her ikke bare for at råbe op, jeg
sidder her også for at gøre en forskel. Jeg bilder
mig ikke ind, at jeg ene mand kan ændre
kulturen hernede, men i samarbejde med fæller
fra andre lande, kan vi dreje tingene i vores
retning,” siger Morten Messerschmidt.
Blandt de områder, som Morten Messerschmidt
særligt vil arbejde med er forsvaret
for den danske udlændingepolitik. Derfor vil
Morten Messerschmidt også gerne være medlem
i Udvalget for Indre Marked, som er den
slagmark, hvor kampen skal kæmpes.
”I den forgangne valgperiode så vi jo hvordan
partier, der i Danmark hævdede at stå
bag den stramme danske udlændingepolitik i
Europaparlamentet, gjorde alt, hvad de kunne
for at torpedere selv samme udlændingepolitik.
Det skal de ikke få held til at gøre igen.
Jeg vil forsvare vores udlændingepolitik med
liv og sjæl – og svigter de borgerlige eller Socialdemokratiet
den kamp, ja, så skal de nok
få det at vide,” siger Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt peger også på
spørgsmålet om international kriminalitet som
et væsentligt område at tage fat om.
Kriminelle sigøjnere og baltere
”I valgkampen ville alle de andre partier reducere
det til et spørgsmål om handel med
kvinder. Selvom det skam er alvorligt nok, er
problemet jo langt større. Når danskere oplever
at blive snydt af aggresive sigøjnere på
Strøget og røvet i deres eget hjem af baltere,
så mærker man jo konsekvenserne af de åbne
grænser på egen krop. Når den russiske mafia
begynder at operere i Vesteuropa, så hænger
det sammen med Schengen-aftalen og Schengen-landenes
manglende evne til at bevogte
de ydre grænser. Det skal der gøres noget ved
– og kan Danmark spille en rolle i den forbindelse,
så skal vi det,” siger Morten Messerschmidt,
der under valgkampen udtrykte opbak-

schmidt
kker i arbejdstøjet
ning til et forslag om at udstationere danske
grænsevagter langs EU’s ydre grænser.
-”Vi skal bare ikke tro, at det er gjort med at
forbedre kontrollen med EU’s ydre grænser.
Der er også behov for at genetablere grænsekontrollen
mellem EU-landene. Der er jo også
kriminelle – mange endda – i Schengen-landene,
og når grænsebommene er oppe, så kan
de rejse, hvorhen de vil uden at nogen kan forhindre
dem i det. Derfor skal vi have grænsekontrollen
tilbage,” siger Morten Messerschmidt,
der vil tage Socialdemokratiet på ordet
og i Bruxelles holde øje med, at Dan Jørgensen
og hans socialdemokratiske kolleger gør
deres for at få indført grænsekontrollen igen.
Morten Messerschmidt peger også på den
helt konkrete fare, der ligger i, at Rumænien
og Bulgarien efter planen skal optages i
Schengen-samarbejdet i 2011.
”Det skal vi have stoppet. De lande er slet
ikke parate til at blive EU’s yderste bastion
mod Rusland og Tyrkiet. Hvis Rumænien og
Bulgarien får ansvaret for at bevogte EU’s
ydre grænser, så vil der komme flere kriminelle
og flere illegale indvandrere til Europa
fra Rusland og Mellemøsten, og det kan vi
overhovedet ikke være tjent med. Derfor skal
de to lande naturligvis ikke overdrages ansvaret
for EU’s ydre grænser,” påpeger Morten
Messerschmidt.
Morten Messerschmidt konstaterer, at netop
optagelsen af Rumænien og Bulgarien i
Schengen-samarbejdet viser, at gold ideologi
går forud for almen sund fornuft i EU-samarbejdet.
”I EU vil man nedbryde grænserne mellem
landene for enhver pris. Det er fuldstændigt
ligegyldigt, hvilke konsekvenser det får for
borgerne i de medlemslande, der skal lide under,
at to lande, der er fuldstændig ude af stand
til at foretage en betryggende grænseovervågning,
overtager ansvaret for de ydre grænser.
Det bekymrer man sig ikke om – man er bare
glad for, at to grænser mere er væk i Europa.
Man mener det er grænserne, der er problemet
og ikke de kriminelle,” siger Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt vil generelt have,
at EU blander sig mindre i medlemslandenes
forhold. Men hvordan skal det så kunne lade
sig gøre?
”Jeg har da ikke forstand på politik på Malta”
”Rent praktisk ved at vi selvfølgelig afviser
EU-lovgivning, hvor det ikke giver mening, at
EU blander sig. Vi stemmer simpelthen imod.
På den anden side skal man selvfølgelig heller
ikke undlade at gøre sin indflydelse gældende
på forslag, som kan præges i vores retning
– men mener vi ikke, at EU skal blande sig
i et konkret emne, siger vi selvfølgelig nej,”
bedyrer Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt har foreslået, at der
skal udnævnes en kommissær for nærhedsprincippet.
”Det ville være en god idé at have en kommissær,
der alene har det som ressort. Vedkommende
skal simpelthen holde øje med
om forslagene fra Kommissionen overholder
nærhedsprincippet. Det er der ikke nogen,
der tilser eller interesserer sig for sådan som
situationen er nu, og det er jo ganske enkelt
for ringe. En sådan kommissær skal naturligvis
ikke bare være en tilfældig politiker, det
skal være en person, som vi ved, kan udfylde
sådan en opgave – det ville være godt med
en kommissær fra et land, hvis regering ikke
alene består af jubeleuropæere,” siger Morten
Messerschmidt.
Morten Messerschmidt er ved godt mod,
selvom han allerede er stødt ind i realiteterne i
Europaparlamentet.
”Det er i bund og grund et mærkeligt sted
– et parlament, hvor man taler 23 forskellige
sprog og politikere med alle mulige
forskellige dagsordner lige fra at man skal
kunne downloade alt gratis fra internettet til
at etablere et nyt Stor-Rumænien strides om
at sætte en dagsorden. Det er jo også derfor,
jeg i valgkampen sagde, at parlamentet burde
nedlægges. Ligesom jeg ikke ved meget om
maltesisk politik, således er der også mange,
der ikke aner et klap om realiteterne i Danmark
og således lever på fordomme om, hvad
Dansk Folkeparti er for en størrelse. De fordomme,
skal vi nu nok komme til livs, inden
den femårige periode er gået,” lover Morten
Messerschmidt, der glæder sig til at gøre en
forskel i Europaparlamentet.
Morten Messerschmidt er glad og stolt
– men også ydmyg i forhold til det flotte
valgresultat, fordi han ved, at det forpligter,
og at de mange vælgere som noget helt
naturligt nu vil holde et ekstra godt øje med
Dansk Folkeparti.
9

ep-valg 2009
Anna Rosbach Andersen:
Danmark kan
gøre en forskel
i EU
Tekst og foto Karsten Holt
Dansk Folkepartis nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet,
62-årige Anna Rosbach Andersen
med privat bopæl i Hundested i Nordsjælland,
er ingen novice i EU-sammenhænge.
Mange DF´ere har på studierejser til Bruxelles
og Strasbourg mødt hende, og i snart ti år har
hun fungeret som kontorchef i UEN-gruppen,
som var den gruppe, Dansk Folkeparti havde
sæde i indtil valget den 7. juni.
Officielt har Anna haft titel af ”Political Adviser”,
hvilket indebar, at hun arbejdede med
parlamentets forskellige politiske tiltag som
for eksempel udformningen af betænkninger,
ændringsforslag og resolutioner. Samtidig har
hun haft ansvaret for Budgetkontrollens arbejde
i UEN-gruppen, og det har været hendes
ansvar at sørge for, at afstemningslisterne rettidigt
lå foran medlemmerne i UEN-gruppen.
Et godt overblik
Nu glæder hun sig til at arbejde videre med
mange af de ting, hun gennem sine mange år
har fået et solidt indblik i, og som hun sammen
med Mogens Camre har endevendt alle
detaljer i – men denne gang som folkevalgt
politiker for Dansk Folkeparti, som hun allerede
repræsenterer i Region Hovedstaden
sammen med Britta Due Andersen og Henrik
Thorup.
10
Når Anna Rosbach Andersen og Mogens
Camre i sin tid en gang om måneden kørte
til afstemninger i Strasbourg, ventede alle de
mange hundrede tekster, som skulle vedtages,
men det har til gengæld givet et fantastisk
godt overblik over alle de områder, som EU-
Parlamentet blander sig i, fortæller Anna Rosbach
Andersen:
”Der er et helt uoverskueligt bjerg af betænkninger
hver eneste måned. For nyligt husker
jeg, at en betænkning om ”standardiseringen
af udformningen af traktorers sidespejle”
blev vedtaget af parlamentet, hvilket viser, at
der så sandelig er mange måder at bruge 785
folkevalgte medlemmers tid på.”
Absurd badevandsdirektiv
Anna Rosbach Andersen peger på, at for danskerne
er de fleste af disse emner dybt overflødige,
fordi vi for længst har fornuftige regler
på området, men det er ikke tilfældet i de
østeuropæiske lande – for dem er det en mindre
revolution. Samtidig er de østeuropæiske
lande mere ivrige efter at leve op til reglerne
end mange sydeuropæiske lande, som for en
stor dels vedkommende har haft årtier til at
efterleve dem i.
Danmark lider derimod under reglernes åg,
fordi fælles standarder ofte betyder, at vi må
sænke vores i forvejen meget høje standarder
for at tilpasse dem til fællesnævneren i EU:
”Et rigtigt morsomt direktiv er ”badevandsdirektivet”.
Det er et godt direktiv for italienere
og grækere, fordi det indeholder nogle regler
for, hvor rent vand skal være for at mennesker
kan bade i det. Problemet er, at direktivet også
indeholder en angivelse af, hvor mange mennesker,
der bør bade på et givet sted i hvor
mange af årets 365 dage, for at stedet officielt
kan bære navnet ”strand”. Men det betyder, at
der ikke findes en eneste strand Nordeuropa
– fordi en strand i EU-bureaukraternes hoveder
er et sted, hvor ”200 personer bader 200
dage om året”. Gad nok vide, hvad danskere,
svenskere og finner egentlig kan bruge det direktiv
til”, siger Anna Rosbach Andersen.
Hun tilføjer, at det ikke nytter noget at smile
af den slags direktiver og tro, at vi kan stemme
den slags galskab ned, for Danmark har kun
13 medlemmer i EU-Parlamentet – og selv om
vi tæller Sverige og Finland med, kommer vi
kun op på en tredjedel af for eksempel Italiens
indbyggertal. Hertil kommer, at problemet
ikke bliver mindre, når og hvis Lissabon-traktaten
træder i kraft, for så får vi endnu flere
flertalsafstemninger, end vi har i dag.
”Den eneste mulighed, vi har for at komme
igennem med fornuftige tiltag, som højner
fælles standarder, er et samarbejde med Mini-

sterrådet, og det gøres da heldigvis også. Jeg
har flere gange været med til Tv-konferencer
mellem embedsmænd fra Ministerrådet på den
”ene side af bordet” og parlamentsmedlemmer
med deres ansatte på den anden side. Det er et
møjsommeligt arbejde, fordi direktiver i deres
helhed gennemarbejdes ned til sidste komma
via skærmen – men det luger ud i nogle af de
værste ting.”
Dansk Folkeparti stiller med stærkeste
partigruppe
Anna Rosbach Andersen ser frem til det kommende
arbejde som folkevalgt i Europa-Parlamentet,
som på mange måder kun vil kræve
en ganske minimal omstilling i hverdagen, da
hun allerede er vant til turen frem og tilbage
mellem Hundested og Bruxelles/Strasbourg
hver uge.
”Jeg kommer jo heldigvis ikke til – som så
mange andre – at stå dér som en hund i et spil
kegler, når jeg kommer derned. Jeg kan finde
vej i bygningerne og ved en masse om det
praktiske arbejde og selve den komplicerede
arbejdsgang i parlamentet. For mange nyvalgte
medlemmer er det en gevaldig omvæltning
at skulle vænne sig til EU-Parlamentet og
Bruxelles. Ikke alene skal man gøre sig fortrolig
med nye arbejdsgange, man skal også
vænne sig til en helt ny by, og jeg ved, hvad
jeg taler om, når jeg siger, at Bruxelles ikke er
verdens letteste by at finde rundt i – ej eller for
den sags skyld at køre bil i”.
”Endelig ser jeg meget frem til samarbejdet
med Morten Messerschmidt. Han er enormt
godt begavet og virkelig inde i stoffet, mens
Anna Rosbach Andersen på sit kontor i
EU-Parlamentet. Hun fortæller, at Danmark
trods sin lidenhed rent faktisk kan
sætte fingeraftryk i EU-systemet: ”For
nylig fortalte et polsk medlem af UENgruppen
mig, at nogle af de høje danske
standarder for svinekød nu er gældende
for hele unionen. Det er da i det mindste
et lille lyspunkt”, siger hun.
jeg har mange års erfaring med lovgivningsarbejdet
i parlamentet. Derfor er jeg slet ikke
i tvivl om, at Dansk Folkeparti stiller med den
fagligt stærkeste, danske partigruppe i EU
– og samtidig en partigruppe, som har evnen
til at bide sig fast i haserne på EU-bureaukraterne”
Det er allerede blevet til mange møder som sekretær i UEN-gruppen. Her anes Anna Rosbach
Andersen i baggrunden til højre ved et møde i Tyrkiet-komiteen i EU.
11

ep-valg 2009
Overstadig valgfest på
Christiansborg søndag den . juni:
Tillykke til DF,
tillykke til Danmark
Dansk Folkeparti festede på
valgaftenen løs i en kopi af en dansk
krostue, komplet med levende dansk
musik og dansk buffet – til alles
udelte begejstring
Af Nina Lusty • Foto Karsten Holt
”Jamen, det ligner jo et hyggeligt værtshus.”
De overraskede smil fra journalisterne tydede
på, at der skulle være noget specielt mærkeligt
i at fokusere på danskheden på en valgdag til
Europa-Parlamentet. Men det var lige, hvad
Dansk Folkeparti gjorde. Folketingsmedlemmer,
Europa-Parlamentskandidater og partipersonale
var inviteret til dansk valgfest på
Christiansborg, og partiets tildelte lokale var
omdannet til en hyggelig kro med rød-hvide
duge på bordene, levende dansk musik, gammeldags
buffet og rød-hvide blomsterdekorationer.
Dansk Folkeparti var jo netop gået til
valg på parolen ”Gi’ os Danmark tilbage”, og
det var derfor oplagt at skabe et lille stykke
uforfalsket Danmark på denne valgaften.
De første, der indfandt sig udover Dansk
Folkepartis personale, var de allestedsnærværende
journalister. Både DR og TV2 News
rapporterede regelmæssigt inde fra Dansk
Folkepartis festlokale lige fra tidligt om eftermiddagen,
for det var tydeligt, at DF’erne
havde tænkt sig at feste uanset valgresultatet.
Som pressechef Søren Søndergaard udtrykte
12
det: ”Valget er en national handling, noget
kernedemokratisk – og dermed kernedansk.
Dét er da en god anledning til fest i sig selv.
Vi håber naturligvis også på et supergodt resultat,
for så bliver festen bare endnu bedre.”
Og som aftenen udviklede sig, blev der rigtig
grund til at feste.
Pia i svingom til dansk debut-band
De første målinger efter at valgstederne lukkede
så mere end positive ud, men det var først,
da de reelle optællinger begyndte at rulle ind, at
de mange DF’ere turde tro på succesen. Dansk
Folkeparti fik et historisk godt valgresultat, og
spidskandidat Morten Messerschmidt fik massiv
personlig opbakning fra danskerne.
Den musikalske side af festen blev varetaget
af bandet ”Danmark”, der faktisk havde
sin første, officielle optræden denne aften.
En af sangerne gav den så professionelt som
Kim Larsen, så valgaftenens deltagere måtte
kigge ekstra godt efter for at forvisse sig om,
at det altså ikke var Kim Larsen, men en rigtig
god efterligning, der stod der. Det velspillende
band lagde den musikalske bund for en
”Nu tør vi tro på det!”. Pia
Kjærsgaard lod glæden over det
flotte valgresultat få frit løb i en
fyrig svingom med partisekretær
Poul Lindholm.
festlig, dansk aften – og stemningen accelererede,
da partiformand Pia Kjærsgaard og
partisekretær Poul Lindholm resolut tog sig
en svingom til den gode musik, til stor glæde
for de fremmødte journalister og deres snurrende
kameraer.
Trængsel i krostuen
Aftenen igennem blev trængslen større i Dansk
Folkepartis danske kro. Flere og flere journalister
kappedes om at få mikrofonen igennem
til en overvældet Morten Messerschmidt og en
jublende Pia Kjærsgaard. Samtidig lagde de
andre partiers politikere og gæster vejen forbi
lokalet for at ønske pænt tillykke med valget,
selvom det ikke var alle, der var lige begejstret
for Dansk Folkepartis bedrift. Pia Kjærsgaard
måtte lade fest være fest, da hun sent om aftenen
skulle deltage i DR og TV2’s partilederrunde,
men festen fortsatte for fuld styrke, indtil de
festglade DF’ere nødtvungent måtte rømme lokalerne.
Mange var mere end almindeligt trætte
den følgende mandag morgen, men det flotte
valgresultat med fantastiske 15,3 procent var
mere end belønning nok for det hårde slid.

Iført høje hæle klatrede Pia Kjærsgaard
resolut op på et af cafébordene, da hun
skulle holde sin sejrstale for Morten, hele
partiet og ikke mindst de vælgere, der valgte
at sætte deres lid til Dansk Folkeparti i
Europa-Parlamentet.
Sejren er i hus – og mon ikke sejren blev ekstra sød
for Morten Messerschmidt, da han kunne dele den på
dansegulvet med sin udkårne. Glæden over sejren og
måske især hinanden er til at få øje på.
Resultaterne fra optællingerne landet over rullede
i en lind strøm ind over storskærmene i festlokalet.
Hvordan går det mon? Holder prognoserne stik? Pia
Kjærsgaard noterer sig tallene i spænding, sammen
med sin mand Henrik Thorup og udenrigsordfører og
præsidiemedlem Søren Espersen.
Tre forventningsfulde kandidater. Aia Fog, Jette
Plesner Dali og Anna Rosbach Andersen ved endnu
ikke, hvem vælgerne har valgt til at følge Morten Messerschmidt
til Bruxelles. Men i løbet af mandagen stod
det klart, at Anna Rosbach Andersen kunne skifte sin
stilling som ansat i parlamentet ud med en stilling
som folkevalgt.
”Hold da op for et resultat!”
Afgående medlem af Europa-
Parlamentet, Mogens Camre, var
synligt imponeret over Morten
Messerschmidts valg og kunne
være stolt af sin tidligere assistent
på Christiansborg.
Morten Messerschmidt gjorde selvfølgelig
sin partiformand kunsten
efter og klatrede til bords for at holde
sin sejrstale. ”Vi er måske ikke størst
– men vi er dem, der har gjort det
bedst”, lød det overbevisende fra valgets
suveræne vinder.
Lige fra den tidlige eftermiddag
svirrede reporterne om Dansk Folkepartis
festlokaler og naturligvis
om festens hovedperson, Morten
Messerschmidt, der her venter på en
live-transmission på TV2 News.
13

DF-Furesø
Et politisk kraftværk i
Nordsjælland
Tekst og fotos Karsten Holt
Snakken går så livligt her, at det er svært at
følge med. I Dansk Folkepartis lokalafdeling i
Furesø Kommune er der ingen, der sidder og
gemmer på noget. Rundt om bordet i formand
Käthe Søeballes dejlige have har Dansk Folkeblads
udsendte medarbejder bænket sig sammen
med næstformand Susanne Kriegbaum
og bestyrelsesmedlemmerne Kjeld Drongesen,
Nanna Heimbürger og Per Kattrup, og talen falder
naturligvis meget hurtigt på det kommende
kommunalvalg til november, for her har Dansk
Folkeparti i Furesø store planer.
Indledningsvis er det på sin plads at nævne,
at Furesø Kommune i dag har lidt over
40.000 indbyggere, og at sammenlægningen
af de tidligere Farum og Værløse Kommuner
var et af de mere atypiske resultater af kommunalreformen;
Værløse havde bestemt ikke
lyst til at blive ”gift” med Farum, hvis arv efter
Venstre-borgmesteren Peter Brixtofte var
ensbetydende med en milliongæld til Farums
borgere.
Resultatet blev et slags indenrigsministerielt
dikteret tvangsægteskab – samt to forskellige
skatteudskrivningsprocenter. I den gamle Farum
Kommune betaler borgerne således stadig
to procent mere end Værløses indbyggere. Og
som om denne forskel ikke er nok, så befandt
de to kommuner sig før sammenlægningen i
hvert sit amt – med forskellige forvaltningskulturer.
Farum hørte til Frederiksborg Amt,
mens Værløse var en del af Københavns Amt.
1
”I lære” som byrådsmedlemmer
Alt dette er fortid nu. Og det er en fortid, som
Dansk Folkeparti i den hidtil Venstre-dominerede
kommune, heldigvis ikke har været en
del af, fordi partiet ikke var med i beslutningerne.
Heller ikke i dag er Dansk Folkeparti
repræsenteret i byrådet, men det skal der laves
kraftigt om på, hvis det står til DF i Furesø:
”Der er flere grunde til, at vi tror, det kan
lade sig gøre at få to kandidater ind i byrådet,
og det er først og fremmest, at Venstre-gruppen
i kommunen er totalt sprængt, efter at
borgmesteren Jesper Bach har forladt partiet i
vrede på grund af en anden kandidat og nu i realiteten
er færdig. Han vandt ellers et ”kongevalg”
mellem ham og Brixtofte-efterfølgeren
Lars Carpens, og alle i kommunen havde stor
tillid til ham, men nu tror vi, at han er færdig”,
fortæller Susanne Kriegbaum, som tilføjer, at
det også har en betydning for synligheden, at
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Marlene
Harpsøe er suppleant i foreningen, ligesom
den seneste historiske valgsejr til Dansk
Folkeparti ved EP-valget naturligvis er svær
at overvurdere.
Nu gælder det for Dansk Folkeparti om at
holde tungen lige i munden og udvise stor
forsigtighed. Partiets to spidskandidater til
byrådet, Käthe Søeballe og Per Kattrup er
derfor ”gået i lære” hos byens viceborgmester
Susanne Mortensen (K), hvor de deltager i byrådsmøder
for at få en fornemmelse af – og
indblik i – de kommunalpolitiske
dagordener.
”Det gælder om, at man ikke
lover mere, end man kan nå at
holde i en valgperiode. Alle i
byrådet reklamerer i en valgkamp
for alt, de alligevel
ikke har gennemført, og
Dansk Folkepartis fordel
er jo, at partiet ikke er
blevet plettet af magten.
Vi har aldrig lovet
noget, vi ikke kunne
Dansk Folkeparti er kendt for at føre
en offensiv mediepolitik, og DF-Furesø er ingen
undtagelse. Foreningen står sig godt med de lokale
ugeaviser, og det betaler sig altid.
Foreningen satser stort på to mandater ved det
kommende kommunalvalg. I dag har DF ingen
repræsentation i Furesø byråd
holde, for vi har ikke haft muligheden. For
Dansk Folkeparti handler det om nøgleordene
respekt, tillid og ydmyghed. På valgaftenen
efter EP-valget takkede Pia Kjærsgaard
vælgerne men advarede os også mod at blive
overstadige og sagde, at vi i stedet skulle vise
ydmyghed over for vælgernes dom. Det er
ord, vi har taget til os her i DF-Furesø, siger
Per Kattrup.
Forening med vokseværk
Både Susanne Kriegbaum og Käthe Søeballe
peger på, at der er masser af ting at tage fat
på i kommunen. For eksempel lukkede Peter
Brixtofte store mængder indvandrere ind
uden at bekymre sig om integration. Det hed
sig, at Farum var danmarksmester i at sætte
de arbejdsløse i job, men i realiteten kom de
bare ud på en produktionsskole med en skovl
i hånden og talte derfor ikke med i statistikkerne.
Indtil videre har Dansk Folkeparti ikke
kunnet få oplyst, hvor meget denne politik reelt
har kostet – og stadig koster – kommunens
borgere.
Der peger også på vigtigheden af, at der bliver
bygget bro mellem borgerne i Farum og
Værløse, og at den bedste begyndelse her vil
være en afvikling eller sanering af kommunens
gæld på ca. 100 millioner kroner, således
at der i fremtiden vil være ens beskatning af
alle kommunens borgere.
”For Dansk Folkeparti drejer det sig ikke
mindst om at føre Dansk Folkepartis politik
herude. Det betyder blandt andet forbedringer
for ældre og udsatte grupper samt at der kommer
styr på de mange problemer med indvandrere
i navnlig området omkring Farum Midtpunkt
– eller ”Rustenborg”, som vi kalder det
rustrøde byggeri”, siger Susanne Kriegbaum.
Da talen falder på foreningens vokseværk
– fra 37 til 54 medlemmer på meget kort tid,
fortæller Käthe Søeballe synligt stolt, at hun
på sidste formandsmøde på Trinity ved Fredericia
blev hædret, og at hun fik lejlighed til at
fortælle lidt om de mange aktiviteter, partiet
har stået bag lokalt:
”Vi gør alt for at være synlige i lokalsamfundet,
og vi har mange hvervemøder, hvor
vi stiller op på Farum Bytorv eller i Værløse
Bymidte. Som noget nyt vil vi indføre en

DF-Furesø: Danmarks måske mest aktive partiforening? Fra venstre ses Kjeld Drongesen, Nanna Heimbürger, Käthe Søeballe, Susanne
Kriegbaum og Per Kattrup.
”Borgernes Ønskekasse”, hvor borgerne helt
anonymt kan lægge deres ønsker eller problemer
i en kasse, hvorefter vi i bestyrelsen vil
gennemgå hvert enkelt ønske. Det er en slags
dansk version af ”Speaker´s Corner”.
”Vi får også altid megen positiv respons og
klap på skulderen. ”Hvor er det dejligt at se jer,
og hvor gør i meget godt”, lyder det tit fra folk,
når vi kommer ud. Men vi nøjes ikke med hvervemøder,
vi deltager også i paneldebatter med
de andre partier og inden valget vil vi også selv
arrangere et vælgermøde, hvor de andre partiers
spidskandidater bliver inviteret med”.
”Og så har vi vores eget medlemsblad,
”DF-Furesø Foreningen” som jeg udgiver
fire gange om året samt stribevis af indlæg og
omtale i den lokale presse, som vi heldigvis
har fået et utroligt godt forhold til. Hele min
opslagstavle inde i køkkenet er fyldt op med
forskellige artikler og indlæg, der handler
om Dansk Folkeparti i Furesø”, siger Käthe
Søeballe, som for nyligt er blevet ansat som
plejer på det lokale plejehjem, hvor hun nu
med egne øjne kan danne sig et indtryk af de
ældres forhold.
Men i DF-Furesø er succesen bestemt ikke
steget nogen til hovedet. Gang på gang lyder
det fra samtlige bestyrelsesmedlemmer, at der
skal udvises forsigtighed, at det ikke er magten,
men indflydelsen, man går efter. Og så
I DF-Furesø afholder foreningen bestyrelsesmøder hver måned, og Käthe Søeballe er dagligt
i kontakt med medlemmer via mail og telefon. I det hele taget er kommunikation med
såvel vælgere som medlemmer sat i højsædet.
spørger man i øvrigt hellere på Christiansborg
én gang for meget end en gang for lidt – og der
kommer altid svar fra Carl Christian Ebbesen,
inden der er gået ti minutter, siger Käthe.
”DF-Furesø stiller ved det kommende kommunalvalg
med fem kandidater; nemlig Per
Kattrup, Käthe Søeballe, Troels Aaen, Hakon
Leo Nielsen og Nanna Heimbürger – og der er
indgået valgforbund med Konservative. Som
Per Kattrup spøgefuldt bemærker: ”Hvis andre
partier på båden vælger kaptajnen Kasper
Krüger (Venstres borgmesterkandidat, red) så
bliver jeg styrmanden, der sikrer, at vi kommer
godt i havn.”
Det er ikke for
ingen ting, at Käthe Søeballe
har været spejder i mere en 40 år.
Hun besidder nemlig det dér helt afgørende
organisationstalent, lyder det samstemmende
fra bestyrelsen. Hun kender gud og
hvermand, og så er hun sprængfyldt med
ideer og kreative påfund. Hvad enten hun
arrangerer offentlige møder med tidligere
politidirektør Hanne Bech Hansen og
historikeren Torben Hansen eller – som
her – lige synes, at vælgerne skal have en
godbid med Pia eller Morten.
1

Ildsjæl
”Jeg er en
super-idealist”
Dyrevelfærd og DF – det rimer. Mange medlemmer vil derfor sikkert huske
Peter Mollerup som direktøren for Dyrenes Beskyttelse op gennem
1990’erne. Med sin nylige status som pensionist, bløder Peter Mollerups
hjerte stadig for de dyr, der behandles dårligt i vores ellers så rige samfund.
Dansk Folkeblad har mødt den ”dyretossede” ildsjæl.
Af Nina Lusty
En sløv lørdag formiddag trasker direktøren
for Munksgaards Forlag hen over Kultorvet
i København. På torvet står en flok aktivister,
klædt ud som larmende kyllinger. Det
er foreningen Dyrenes Venner, der vil gøre
opmærksom på de forfærdelige forhold, som
slagtekyllinger lever under. Pludselig tager
den ene ”kylling” masken af og siger davs til
direktøren – det er nemlig hans chef. ”Kyllingen”
er dyrevennen Peter Mollerup, der udover
at spille kylling også er ansat ved Munksgaards
Forlag og møder sin chef på en noget
atypisk måde denne formiddag..
- Og tænk – i stedet for at sige ”hvad i alverden
laver du, det er da til grin”, så meldte han
sig ind i foreningen, smiler Peter Mollerup.
100 procent dyreven
Dansk Folkeblad møder Peter Mollerup i det
idylliske Høsterkøb i Nordsjælland, hvor han
bor, og hvor foreningen Dyrenes Venner har
kontoradresse. Både kyllinge-demonstrationen
og sammenfaldet mellem det private
hjem og foreningens kontor er typisk for Peter
Mollerup: Han er ikke en mand, der gør noget
halvt, og han har altid hjertet med.
- Børn og dyr, ja – de har altid vakt min
omsorg. De er svage sjæle, som kræver en
ansvarlighed fra os stærke i samfundet, siger
Peter Mollerup og husker smilende tilbage på
sin tid som folkeskolelærer. Men det er nok
arbejdet for dyrevelfærd, han er mest kendt
for i offentligheden. Som nyudklækket pensionist
kunne han ellers vælge at sætte sig hen
og nyde solen resten af livet, men engagementet
lyser ud af ham.
1
- Jeg har altid fundet glæde ved naturen og
er også biolog af uddannelse. Jeg har også altid
været glad for dyr – men egentlig var det
lidt af en tilfældighed, at jeg kom til at arbejde
med dyrevelfærd. Jeg havde i flere år
redigeret lærebøger i sundhedsfag for forlaget
Munksgaard (senere Gyldendal), og det løb
jeg lidt sur i – der blev lidt for meget fagstof
og for lidt natur. Helt impulsivt søgte jeg så
en stilling som direktør i Dyrenes Beskyttelse
– og fik jobbet. Her blev jeg i 11 år – og den
indsigt, jeg fik i dyrs forhold i de år, var helt
afgørende for mit engagement i dyrevelfærd.
Jeg så simpelthen så meget frygteligt og konkluderede,
at behovet for at hjælpe dyr var så
kæmpestort, at jeg simpelthen måtte arbejde
for det, fortæller Peter Mollerup.
Tilbage til græsrødderne
Efter 11 år på posten vendte han dog tilbage til
forlagsbranchen.
- Dyrevelfærd var stadig mit hjertebarn,
men det er hårdt at arbejde organisatorisk med
ildsjæle og følelserne uden på tøjet – og jeg
tror, at det er meget naturligt, at man ikke holder
mere end et årti på sådan en post, siger Peter
Mollerup om karriereskiftet. Arbejdet med
dyrenes vilkår slap han dog ikke: Sideløbende
med arbejdet som forlægger stiftede Peter
Mollerup i 1998 foreningen Dyrenes Venner,
der tager udgangspunkt i det helt oprindelige
græsrods-engagement. Og det var på dette
tidspunkt, han udklædt som kylling rendte ind
i sin chef på Kultorvet.
- Jeg er idealist ud over alle grænser, og
jeg trængte til at arbejde med dyrevelfærd
Peter Mollerup kan ikke undvære
hverken dyr eller natur.
Derfor har han og hans kone
Bibi Blomström Mollerup, som
også er engageret i foreningen,
bosat sig i den idylliske landsby
Høsterkøb i Nordsjælland.
helt nede på græsrodsniveau i stedet for det
professionaliserede arbejde i store foreninger.
Jeg ville ud på gaden, ud blandt unge mennesker
og almindelige borgere. Naturligvis er
det godt, at arbejdet for dyrevelfærd gøres effektivt
og professionelt i de store foreninger,
men her er man også nødt til at være pragmatiker
og indgå kompromiser – det behøver små
idealistiske foreninger ikke i samme grad, og
det nyder jeg nu, fortæller Peter Mollerup
En lobbyist-forening
Formålet med Dyrenes Venner er gennem
kampagner at påvirke forbrugerne til et prioritere
dyrevelfærd og derigennem lægge pres
på politikerne.
- Vi holder ikke dyreinternater eller tager
ud i dyreværnssager, men er en ren, specialiseret
lobby- og kampagneforening. Det synes
jeg, at vi manglede i Danmark. Samtidig har
vi dannet en sammenslutning af dyreværnsforeninger
under navnet DOSO (Dyreværns-
Organisationernes SamarbejdsOrganisation).
Det var i begyndelsen kun en kaffeklub – men
vi mødtes blandt andre med jeres Christian H.
Hansen, som overbeviste os om det nødvendige
i at lave en gennemorganiseret og professionel
sammenslutning med en klar målbeskrivelse,
vedtægter og faste udvalg. Det har
vi gjort; vi er nu 15 medlemsforeninger, der
dækker 68.000 medlemmer – og vi har virkelig
formået at slå igennem hos politikerne,
siger Peter Mollerup.

Danskerne har taget dyrevelfærd til sig
I mange år rystede danskerne lidt på hovedet
af de engagerede dyrevenner. Men der skete
en forandring i midten af 1980’erne, fortæller
Peter Mollerup.
- Det var i perioden med stort fokus på burhøns,
og det gik op for folk, hvad det egentlig
er vi gør ved vores landbrugsdyr. Siden er det
kun gået fremad med lydhørheden hos både
borgere og politikere. Ja, selv landmændene
Naboens heste kommer som regel ned og hilser på flere gange i
løbet af dagen. Det er altid en fornøjelse at se sunde, velplejede dyr,
når man beskæftiger sig med grusomheder til daglig.
lytter til os nu og prioriterer dyrenes trivsel
på en helt anden måde end før, fortæller Peter
Mollerup. Han understreger, at Dyrenes
Venner samarbejder med hele det politiske
spektrum, alle fløje rundt. Det handler om at
hjælpe dyrene, og det går forud for alt.
- Jeg må sige, at der er sket store landvindinger
siden 2001, hvor VK-regeringen kom
til. Ikke så meget på grund af regeringen
– men på grund af Dansk Folkepartis posi-
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
tion som magtfuldt støtteparti sammen med
en traditionelt set dyrevenlig venstrefløj, roser
Peter Mollerup og nævner etableringen af
Dyrevelfærdskontoret i Justitsministeriet som
en landvinding. Han peger også på vigtigheden
af ekspertviden på området.
- Vi kommer ikke igennem på gode viljer
alene. Vi skal have den specialiserede viden
og den nyeste forskning som opbakning, og
det er en stor forening som Dyrenes Beskyttelse
virkelig god til. Men også i Dyrenes Venner
har vi for nylig ansat en biolog på halv
tid, og det betyder alverden for vores arbejde,
siger Peter Mollerup med eftertryk.
International dyrevelfærd
Og fremtidens indsats for dyrevelfærd? Den
skal ligge på det internationale niveau, vurderer
Peter Mollerup.
- Hvis vi vil hjælpe de søer, der ligger hjælpeløst
fastspændt som fødemaskiner, så skal vi
rykke på det internationale plan. Direktiverne
fra EU har en enorm betydning for danske dyrs
liv, og det nytter ikke meget at forbedre danske
forhold, hvis EU-reglerne ikke beskytter
dyrene nok. Her er det min drøm, at Danmark
sætter sig for altid at gå foran, når det handler
om at forbedre vilkårene for dyr over hele verden.
Det optager mig meget. Vi skal ikke være
bange for at tage teten i EU – vi har gjort det
på nogle områder, men den politiske vilje skal
være endnu stærkere, siger Peter Mollerup og
lover dermed også, at de nyvalgte medlemmer
af Europa-Parlamentet vil få besøg af Dyrenes
Venner. Og det er der ingen grund til at
tvivle på. Da Dansk Folkeblad tager tilbage
til storbyen fra den nordsjællandske idyl, forlader
vi en engageret mand, der kun lige er
begyndt. Der er håb for dyrenes trivsel, også
i fremtiden.
Fakta om Dyrenes Venner
• Foreningen blev stiftet i 1998 af
Peter Mollerup
• Foreningen har cirka 1.000 medlemmer
• Besøg hjemmesiden på
www.dyrenesvenner.dk
Dyreven ikke blot af navn, men af gavn. Peter Mollerups natsorte
kat, Natja, kommer fra Inges Kattehjem og var udsultet og mishandlet,
da den kom i gode hænder hos Peter Mollerup
1
Foto: Scanpix

ude i danmark
1
DF-Hovedbestyrelse
Berth, Kenneth Kristensen 33375174
Dahl, Kristian Thulesen 33375102
Ebbesen, CC org. nfmd. 33375172
Eilersen, Susanne 23302490
Elmenhoff, Preben 35399221
Espersen, Søren 33375124
Hansen, Allan Steen 21930093
Hansen, Christian H. 33375105
Kjærsgaard, Pia, fmd. 33375107
Skaarup, Peter, pol. nfmd. 33375113
Thomsen, Steen 75602890
Partisekretær:
Nielsen, Poul Lindholm, 33375161
DF-folketingsmedlemmer
Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33375121
Blixt, Liselott dflibl@ft.dk - 33375120
Brix, Colette dfcolb@ft.dk - 33375103
Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33375108
Bøgsted, Bent dfbenb@ft.dk - 33375101
Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33375111
Christensen, René dfech@ft.dk - 33375722
Christiansen, Kim dfkich@ft.dk - 33375148
Dahl, Kristian Th. dfsokj@ft.dk - 33375102
Dencker, Mikkel dfmikd@ft.dk - 33375106
Dohrmann, Jørn dfjdoh@ft.dk - 33375109
Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 33375124
Hansen, Chr. H. dfchhh@ft.dk - 33375105
Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33375130
Henriksen, Martin dfmarh@ft.dk - 33375129
Kjærsgaard, Pia dfkala@ft.dk - 33375107
Knakkergaard, Anita dfankn@ft.dk - 33375116
Krarup, Søren dfskra@ft.dk - 33375117
Langballe, Jesper dfjela@ft.dk - 33375119
Messerschmidt, Morten dfmome@ft.dk - 33375100
Nødgaard, Karin dfkarn@ft.dk - 33375125
Petersen, Tina dftipe@ft.dk - 33375149
Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk - 33375115
Skibby, Hans Kristian dfhaks@ft.dk - 33375128
Skaarup, Peter dfalll@ft.dk - 33375146
Dansk Folkeparti
Christiansborg 3337 5199
1240 København K. Fax: 3337 5191
df@ft.dk
www.danskfolkeparti.dk
DF-europaparlamentsmedlemmer
Morten Messerschmidt, MEP
dfmome@ft.dk
Tlf.: 33375100
Anna Rosbach Andersen, MEP
arosbach@europarl.eu.int
Tlf.: 40573436
www.danskfolkeparti.eu
Dansk Folkepartis Ungdom
Postbox 2297
1025 København K
Tlf.: 2193 0093
DANSK FOLKEBLAD
Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti.
13. årgang, nr. 3/ 2009. ISSN: 1397-3975
Ansv. redaktør: Søren Søndergaard
Redaktionschef: Karsten Holt
I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Nina
Lusty, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen og
Hanne Emily Stevnsborg.
Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis
synspunkter.
Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K.
Tlf: 33375199. Fax: 33375191.
www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk
Næste nr. udkommer august 2009
Deadline for kalender o.l. er den 10.august 2009.
Layout & tryk: KLS Grafisk Hus
Forsiden: Kristian Thulesen Dahls 40 års fødselsdagsreception.
Foto: Karsten Holt
Vi ved, et fjeld kan sprænges,
og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå,
som ikke vil det selv.
Groft Salt Af
Brobyggerne
Det er sjældent, man får mulighed for
at kommentere en sag, hvor man er inhabil,
så det er med at gribe chancen,
når den byder sig. Det gjorde den, da
Kristeligt Dagblad for nogle dage siden,
bl.a. på lederplads, kommenterede det
forhold, at PEN – en forsamling af pæne
mennesker, der siger, at de går ind for
ytringsfriheden – er gået bagud af dansen
i forhold til Trykkefrihedsselskabet.
TFS, som undertegnede i al beskedenhed
er formand for, har fået alt for megen
presse, mener nogle af kritikere, i
hvert fald sammenlignet med PEN, der
ikke gør meget væsen af sig.
Så galt står det til, at et par indædte
riddere af den gode tone, nemlig Politikens
satanistiske kommentator Rune
Engelbreth Larsen og forlagsredaktør
Carsten Fenger-Grøndahl, i et brev til
Dansk PEN anklager foreningen for at
forsømme at kritisere den omsiggribende
dæmonisering af etniske og religiøse
mindretal. Eller for nu at gøre det tydeligere
for den almindelige hob: PEN
burde ofre mere knofedt på at hænge
Trykkefrihedsselskabet ud.
I TFS bifalder vi hjerteligt denne strategi.
Når PEN alligevel ikke har noget at sige
om ytringsfriheden, synes vi ligeså godt,
at de kan bruge deres sparsomme kræfter
på at skælde os ud. En klar arbejdsdeling
vil også give folk noget at vælge imellem.
Så kan vi fortsætte med at invitere de
frække drenge og piger til landet, mens vi
gerne overlader det til PEN at vise respekt
og bygge bro til diverse banditter. Vi kan
også leve med, at PEN åbenbart ikke vil
bygge bro til os. Hidtil har vi i hvert fald
klaret os ganske godt uden.
KALENDER
1-2/ -2009
DF-Horsens & DF-Hedensted på
Kræmmermarkedet i Horsens
20/ -2009
DF-Odense, Debat om dyrevelfærd
med MF Marlene Harpsøe
(DF) og MF Knud Kristensen (K)
Lars Hedegaard
Forkerte indvandrere
”Har du bemærket alle de unge piger med
netstrømper og lårkorte kjoler?” spurgte
en dansk deltager i den store demonstration,
som herboende iranere afholdt på
Københavns Rådhusplads søndag den
21. juni. Det havde Groft Salts reporter
godt nok. Han havde også bidt mærke
i, at der ikke var et islamisk tørklæde at
se blandt de ca. 1500 deltagere, der var
kommet sammen for at udtrykke deres
sorg over de mange kammerater hjemme
i Iran, der havde måtte bøde med livet for
deres kærlighed til friheden. Profetskæggene
var også udeblevet, når man ser bort
fra enkelte danske deltagere.
Det var ganske besynderligt. Som man
vil huske, bliver ethvert ønske om, at
muslimske ledere skal tage afstand fra
de grusomheder, der begås i islams navn,
mødt med den indvending, at det har de
skam for længst gjort. Her var så chancen
for at vise sin afsky, mens tv-kameraerne
rullede, og så blev de væk – alle
dem, som regeringen, korrekthedseliten,
Integrationsministeriet og politiet plejer
at føre ”dialog” med. Ikke engang den
feterede tv-imam Abdul Wahid Pedersen
var ude for at vise, at islam er fredens religion
og en berigelse af dansk kultur.
Men han havde nok heller ikke følt
sig hjemme i denne forsamling af folk,
der råbte død over Den Islamiske Republik
og dens ”øverste leder” Ali Khamenei.
Med en sådan indstilling til en regering,
som hele Vesten gerne vil komme
imøde med sød tale og flere penge, er
det heller ikke så underligt, at de danske
myndigheder og islameksperter holder
sig på behørig afstand af dem.
Så hellere steningsimamer og sludrechatoller
fra universiteterne. Om dem
ved man i det mindste, at de ikke stiller
urimelige krav til de overbelastede
myndigheders intelligens.
2 / -2009
DF-Ringsted, Ringstednatten
1 -20/9-2009
DF-Kerteminde på Langeskov Kræmmermarked
/10-2009
DF-Varde, foredrag med MF Søren
Espersen, Turisthotellet, Torvegade 1,
6840 Oksbøl

Henrik Thorup
– Ridder af Dannebrog
Dronning Margrethe har
tildelt Henrik Thorup Ridderkorset
af Dannebrogordenen.
Dannebrogordenen er
indstiftet af Christian V i
1671 og tilgår fortjente danske
statsborgere efter majestætens
beslutning. Ordenstegnet
er et hvidemaljeret
guld- eller sølvkors med
en rød kant, en kongekrone
og Dronning Margrethe IIs
monogram – den side som
bæres udadtil prydes af
ordene ”Gud og Kongen”
samt Christian Vs monogram.
Henrik Thorup modtog
ordenen som en anerkendelse
af hans mangeårige
dygtige virke som statsrevisor
og som sig hør og bør
havde Henrik Thorup lejlighed
til under audiens hos
Hendes Majestæt at takke
regenten for den kongelige
udmærkelse.
kkb
Medlemstilbud
Foto: Carsten Lundager
”Kristian – Kronprinsen” til medlemspris!
”Kristian, du må lige tage over. Jeg har
ondt i hovedet. Kør mødet videre.”
Sådan lød ordene fra Pia Kjærsgaard, da hun
under sommergruppemødet på Skjoldenæsholm
den 6. august 2008 pludselig fik et voldsomt
ildebefindende. I timerne efter herskede
den totale uvished omkring hendes tilstand.
Men én ting stod lysende klart for alle den
sensommerdag på Midtsjælland: Dansk Folkeparti
havde en kronprins, en arvtager, som
var blevet kåret af partilederen i dét øjeblik
hendes egne kræfter svigtede. Kronprinsen,
som trådte frem, og som dybt berørt men dog
fattet samlede alle trådene i sin hånd, hed Kristian
Thulesen Dahl.
Den erfarne Christiansborg-journalist Niels
Thulesen Dahl har skrevet en bog om Dansk
Folkepartis gruppeformand og finansordfører,
Kristian Thulesen Dahl, en af Borgens mest
indflydelsesrige politikere. Niels Thulesen
Dahl er fætter til Kristian Thulesen Dahl, men
bogen er ikke desto mindre en kritisk portrætbog,
der kommer hele vejen rundt om men-
Søren Espersen
modtager fornem pris
Dansk Folkepartis udenrigsordfører
Søren Espersen
blev den 26. maj 2009 tildelt
Raoul Wallenberg-Selskabets
pris som en hæder for
hans engagerede indsats for
det jødiske folk.
Prisen bestod i en imponerende
medalje, som nu
kan pryde Espersens kontor.
Formanden for Raoul
Wallenberg-selskabet i
Danmark, Geoffrey Cain,
tildelte selv Søren Espersen
prisen og begrundede valget
således:
”Søren Espersen er ustop-
pelig i sit modige og vedholdende
arbejde for det jødiske
folks sag – og heldigvis formår han at påvirke offentlighedens
syn på Israel og det jødiske folk. De danske jøder har fundet ud af, at
de har en god ven og fortaler i Søren Espersen. Søren Espersen er en
af dem, der har taget spørgsmålet om den tiltagende antisemitisme
op. Søren har for længst indset, at en stigende fundamentalisme i det
danske samfund er årsagen til flere antisemitiske tiltag,” lød det bl.a. i
Geoffrey Cains begrundelse.
Det var en stolt og munter Søren Espersen, der lod sig hylde på Christiansborg
og efterfølgende takkede mange gange for hædersprisen.
kkb
nesket og politikeren Kristian Thulesen Dahl
og samtidig fortæller den dramatiske historie
om Dansk Folkepartis vej til en central magtposition
i dansk politik.
Dansk Folkeparti tilbyder i samarbejde med
forlaget Broe A/S, at partiets medlemmer kan
forudbestille et eller flere eksemplarer af den
rigt illustrerede bog til en introduktionspris på
199 kr. (normalpris 299 kr.). Dog højst tre eksemplarer
per medlem.
Bestilling:
Send en mail med navn, adresse, medlemsnr.
og det ønskede antal (højst tre stk. per medlem)
til: df-butikken@mail.dk (eller evt. pr.
tlf. 43431414)
Bogen fremsendes efter registreret indbetaling
på: Danske Bank: 4440-3103144949
(ved bestilling og betaling anfør tydelig navn
og adresse)
Frist for bestilling: 1. august 2009. Herefter
vil bogen kunne købes til normalpris i
Dansk Folkepartis webshop
19
Foto: Karsten Holt

trykkefrihedsselskabet
Foruden en livlig debat mellem Søren Espersen, Karen Jespersen og Naser Khader bød konference på Christiansborg på et
uforglemmeligt møde med en modig, syrisk kvinde
Ytringsfrihedens stjerneparad
Af Kim Eskildsen • Fotos: Snaphanen
Trykkefrihedsselskabet er ubetinget Danmarks
førende forening, når det gælder om at sætte
spotlight på de globale problemer i forhold til
ytringsfrihedens stadig trangere kår. Kritikere
af Trykkefrihedsselskabet er nemt genkendelige
mennesker, der som regel kan kendes på
deres krybende respekt for voldelige islamister,
og som hele tiden påpeger, at det tit er islamkritikere,
der møder frem i Trykkefrihedsselskabets
regi og beretter om, hvordan ytringsfriheden
indskrænkes nærmest proportionalt med
andelen af muslimer i et samfund.
Årsagen er oplagt; Islam er i sin nuværende
form ganske uforenelig med demokrati, ligestilling
og ytringsfrihed. Man skal være en
yderst forhærdet Politiken-læser for ikke at
erkende, at islamiseringen af de vestlige samfund,
herunder selvfølgelig Danmark, dagligt
byder på nye udfordringer i forhold til,
hvordan vi kan gebærde os, uden at vi bliver
oversvømmet med anklager om racisme og
diskrimination af muslimske interesseorganisationer
og deres selvudnævnte vogtere.
Trykkefrihedsselskabet havde på en varm
junidag samlet forskellige og kompetente
oplægsholdere. Det var den den hollandske
Geert Wilders, der lever under politibeskyttelse,
fordi han ikke mener, at Islam er en
20
fredelig religion. Wafa Sultan, en syrisk født
kvinde og opdraget som muslim, men kritiker
af de væmmelige sider ved Islam. Hun lever
under politibeskyttelse i USA.
Mishra er indisk, men har befundet sig mange
år i Danmark. Mishra har påpeget, at op
mod 100 millioner hinduer er blevet myrdet af
muslimer i deres invasion og hærgen i Indien.
Mishra er ikke blevet mobbet så meget i de
danske medier, da han har en fin brun kulør og
er antropolog. Ikke desto mindre er han meget
klar i sin holdning til de mørke sider af Islam.
Islamkritik er ikke noget, man må eller bør
tale om
Fra USA kom også fritænkeren Diana West,
der er næstformand i det internationale Trykkefrihedsselskab.
Diana West indledte konferencen
med et oplæg om den selvpåførte
begrænsning af ytringsfriheden i USA. Amerikanerne
diskuterer slet ikke de mørke sider
ved Islam, og medierne undlader helt den oplagte
sammenkædning af terror og Islam, som
mange europæere trods alt har gennemskuet.
Diana West er en utrolig vindende personlighed.
Man skal dog ikke lade sig snyde af
hendes blide stemme og afdæmpede fremtoning.
Hun er knivskarp i sin afstandtagen til
Islams totalitære træk og den ulidelige selv-
Pia Kjærsgaard var i fornemt selskab på Trykkefrihedsselskabets
flotte konference, og det var tydeligt at mærke, at hun
nød at være omgivet af stærke personligheder, der som hun
selv ikke går vejen for at forklare sagens rette sammenhæng.
pålagte politiske korrekthed, der dominerer de
amerikanske medier.
USA er som bekendt bygget på en multikulturel
ideologi, som i princippet dikterer, at alle
folk og religioner er lige gode. Helt så simpelt
er det naturligvis ikke, da USAs succes som
nation skyldes, at landet reelt er bygget op omkring
vestlige frihedsidealer, der som bekendt
ikke har slået rod i den muslimske verden.
Helt konkret påpegede Diana West, at det
amerikanske Department of Homeland Security
har udstedt direktiver om, at det ikke er
acceptabelt at sammenkæde Islam og terror,
hvilket Diana West naturligvis mener. Det gør,
at amerikanerne berøves muligheden for at
forstå Islam og dets negative sider. EU-Kommissionen
er i parentes bemærket i gang med
samme projekt, og også det danske politis efterretningstjeneste,
PET, finder det uhensigtsmæssigt,
hvis man tillader sig at påpege, at det
er diverse påbud om Jihad, der medvirker til,
at muslimerne bliver terrorister og eksempelvis
sprænger tog i luften i Madrid og London.
Wafa Sultan en frygtløs frafalden
muslim
Af grunde som er de fleste DF’ere uforståeli-

Geert Wilders overstrålede åbenlyst alle de andre deltagere ved konferencen
via sin imponerende højde, hårpragt og direkte tale, men Wafa Sultan er
trods sin lidenhed en kontant kvinde, der ikke frygter nogen mandsperson,
ej heller ildspyende imamer, som hun gerne sætter på plads på arabisk TV.
Wafa Sultan er en kompromisløs frafalden muslim, der har
fået nok af at lefle for muslimer og deres afgudsdyrkelse af
profeten Muhammed. Det var tydeligt at observere, da hun
spurgte en svedende Naser Khader, om han mente profeten
Muhammed var islamist.
e samlet på Christiansborg
ge, bliver det nærmest betragtet på linje med
at råbe ”brand” i et teater, at turde kritisere ortodokse
muslimer og deres kvindeundertrykkende,
antidemokratiske og voldelige adfærd.
Der er dog en personlighed på denne jord, som
i den grad går i mod den trend og siger fra, når
hun bliver konfronteret med muslimske imamers
diskriminerende og truende adfærd. Jeg
kan på det kraftigste anbefale denne artikels
læsere at gøre sig selv den oplevelse at se den
syrisk fødte, kvindelige psykiater, Wafa Sultan,
skælde en formørket imam huden fuld i et
fem minutter langt indslag i et arabisk nyhedsprogram
oversat til engelsk. Hendes irettesættelse
af den ellers så arrogante imam, er noget
af det bedste TV, der længe er blevet produceret.
Det kan man gøre ved at gå ind på internettet
via dette link: http://video.google.com/
videoplay?docid=1296126090432829344
Wafa Sultan oplevede i sin ungdom på universitet
i Syrien, at hendes underviser blev
hevet ud af auditoriet midt i en undervisningstime,
hvorefter islamister skød ham. Sjældent
har man oplevet en så klar, begavet og fuldstændig
uforfærdet kvinde til et foredrag på
dansk jord. Hun nærmest emmer af livskraft
og står fuldstændigt ubøjelig fast på sin ret til
at kritisere en religion, hvis tilhængere spreder
så meget krig og rædsel, som det er tilfældet
med Islam.
Trykkefrihedsselskabets konference var af
en kaliber sjældent set på disse breddegrader.
Den afsluttende debat stod mellem Søren
Espersen, Karen Jespersen og Naser Khader,
hvor ikke overraskende Søren Espersen, brillerede
med sine indlæg. Naser Khader, der pt.
er medlem af Folketinget for det Konservative
Folkeparti, blev dog sat godt og grundigt til
vægs, da Wafa Sultan på et tidspunkt afbrød
hans væverier med et klart og kontant spørgsmål:
”Mener du, Naser, at Muhammed (profeten)
var islamist?
Naser Khader, som stadig bekender sig til
Islam, om end på en ret afdæmpet facon, undlod
at svare direkte på spørgsmålet og roede
pænt uden om den kattepine.
Der var til gengæld ikke mange af de andre
deltagere i paneldebatten, som faldt på halen
over Islam og profeten, der fuldendte sit ægteskab
med barnebruden Aisha, da hun var blot
ni år. Heller ikke Muhammeds beretninger om
krig, plyndringer og jødeudslettelser virker opløftende
på troværdigheden af den ofte fremsatte
påstand om Islam som en fredelig religion.
Geert Wilders var på trods af den karismatiske
Wafa Sultans tilstedeværelse, den per-
son som medierne mest ivrigt forsøgte at få
interview og udtalelser fra og med. Og som
sædvanlig var den kompromisløse hollandske
Islam-kritiker i hopla. Han fik leveret flere
fængende citater - bl.a. takkede han det danske
grænsepoliti for at have lukket ham ind
i landet, som en slet skjult hentydning til, at
han for ganske få måneder siden blev nægtet
indgang til Storbritannien.
Det var således også med slet skjult fryd i
stemmen, at han kunne oplyse publikum om,
at den indenrigsminister, der havde nægtet
ham adgang til UK, nu var forhenværende,
fordi hun havde brugt skatteyderpenge på at
leje pornofilm til sin mand…
Geert Wilders sluttede af med at sige, at de
europæiske stater i disse år lider under det alvorlige
problem, at der var for mange Chamberlains
og for få Churchills ved magten i de
europæiske lande.
Endelig lovede Wilders, at han ville vende
tilbage som hollandsk statsminister om føje
år, og til den tid ville statsminister Lars Løkke
Rasmussen ikke kunne undslå at mødes med
ham og trykke hånd!
21

grundlovsfest
Danmarks største grundlov
Tekst og foto Karsten Holt
Dansk Folkepartis grundlovsfest på den fynske
herregård Lykkesholm bliver et stadigt
større tilløbsstykke for hvert år, der går. I år
var det syvende gang, Dansk Folkeparti kunne
invitere til fest, og denne gang kneb det lidt
med siddepladser til alle, men det vil der blive
rettet op på til næste år, forsikrer Dansk Folkepartis
partisekretær Poul Lindholm Nielsen.
I år var grundlovsfesten noget anderledes,
idet valget til Europa-Parlamentet fandt sted
kun to dage senere. Derfor var – foruden Pia
Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl – også
Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-
Parlamentet, Morten Messerschmidt at finde
blandt talerne. Ikke så underligt var det valget
til Europa-Parlamentet, som kom til at sætte
det største præg på talerne.
Pia Kjærsgaard slog i sin grundlovstale
fast, at den danske grundlov er udtryk for en
sund og historisk proces, som allerede så sin
begyndelse med stænderforsamlinger, der gik
forud for grundloven i 1849:
”Det var begyndelsen på et demokrati. Et
demokrati, som voksede op nedefra – et demokrati
med folkelig forankring og i et tempo,
der var til at forstå. Den danske grundlov med
sine få og enkle paragraffer, som vi kender
den i dag, er udtryk for ægte folkestyre. Stænderne
arbejdede sammen. Hvordan kunne det
lade sig gøre? Svaret er det enkle, at der var
Kristian Thulesen Dahl indledte sin grundlovstale
med at minde om, at Grundlovsdag også er
”fars dag”, og tildelte i sin veloplagte tale adskillige
velfortjente hug til både Socialdemokratiets
formand Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal
fra Socialistisk Folkeparti.
22
et FOLK. Et folk, der talte samme sprog, et
folk som trods klasseskel havde nogenlunde
samme opfattelse af livet og virkeligheden.”
”Men er der et folk i EU? Nej, det er der
ikke. Der er 27 forskellige befolkninger, 27
forskellige nationale historier, 27 forskellige
opfattelser af alt fra demokrati over sundhedspolitik
til dyrevelfærd. Derfor kan demokrati i
EU heller ikke lade sig gøre. EU er på mange
måder en tilbagevenden til dengang, adelen
bestemte.”
”EU-Kommissionen og EF-Domstolen,
hvor sidstnævnte med den uacceptable Metock-dom
har tilsidesat medlemslandenes
suverænitet på udlændingeområdet, er udtryk
for denne elitære tankegang.”
Men Pia Kjærsgaard tilføjede samtidig, at
EU på godt og ondt er blevet en del af danskernes
hverdag, og at Dansk Folkeparti derfor
som noget helt naturligt søger at få indflydelse
også her. Simpelthen fordi Dansk
Folkepartis succes gennem 14 år har været
baseret på respekten for virkeligheden og det
politisk mulige:
”Tilhængerne angriber i debatter konstant
Dansk Folkeparti for at være ”modstandere af
EU”. Med andre ord er der ingen grund til at
stemme på DF, for vi vil alligevel ikke være
Pia Kjærsgaard afviste i sin tale, at
der denne gang bliver tale om særlove
for de afviste irakiske asylansøgerei
Brorson Kirke på Nørrebro i
København: ”De irakiske flygtninge
skal hjem – og de kan ligeså godt
pakke deres kufferter og forlade
kirken med det samme!”
med til noget. Helt ærligt: Tilhængerne ved
godt selv, at det er noget vrøvl, men går den,
så går den. Dansk Folkeparti går ikke af vejen
for at fremhæve, at EU er godt for mange ting,
og vi siger det, som det er: Valget handler ikke
om ”for eller imod EU”, men om ”mere eller
mindre EU”.
Morten Messerschmidt: Giv os Danmark
tilbage
Dansk Folkeparti spidskandidat til Europa-
Parlamentet Morten Messerschmidt anerkendte
i sin tale, at den oprindelige mening
med det europæiske samarbejde var at sikre
freden i Europa, men at projektet for længst er
gået helt amok:
”Jeg ved godt, at unionspartier siger, at det
her handler om fred i Europa, og ved i hvad?
Jeg er sådan set tilhænger af fred. Men helt
ærligt – siden hvornår er freden i Europa blevet
sikret af fælles skolefrugt på vores folkeskoler?
Siden hvornår har kontrol med vore
lystfiskere været det afgørende for at sikre
freden? Og hvorfor skal EU sætte grænser for,
hvor meget kanel vi må putte i vores brunkager,
hvis det handler om at undgå krig?”
”Det er det rene nonsens. Og det er pinligt,
at unionspartierne ikke kan finde på bedre
argumenter, når de skal overbevise os om, at
I sin grundlovstale slog Morten Messerschmidt
blandt andet fast, at vi skal have
grænsekontrollen tilbage, fordi de åbne
grænser er en kæmpe håndsrækning til de
kriminelle.

sfest
det ikke er nok, at EU bestemmer 80 procent
af vores love. Med Lissabon-traktaten er der
stort set ikke et område, hvor EU ikke kan
bestemme. Vi har allerede set, hvordan vores
arbejdsmarkedsregler, vores overenskomster
og selve velfærdssamfundet er en torn i øjet
på EF-domstolen. Vi har set, hvordan vores
pensionssystem bliver angrebet, og hvordan
Folketinget har lagt sig fladt ned, hver gang
EU har krævet det”.
Morten Messerschmidt afsluttede sin tale
med en kraftig opfordring til at stemme den
7.juni:
”På søndag skal vi vise dem noget andet.
På søndag har VI muligheden for at sige fra,
sige nej til euro, EU-præsident og hele EUs
stadig mere omklamrende magt. Det er nu, det
gælder.
Kristian Thulesen Dahl: Abespil om
tronfølgeloven
Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian
Thulesen Dahl dvælede i sin grundlovstale
blandt andet ved afstemningen om tronfølgeloven,
som fandt sted samtidig med valget til
Europa-Parlamentet, og hvor det en overgang
så ud som om, hele regeringens projekt var
ved at falde på gulvet. Blandt andet på grund
af en mildt sagt uheldig TV-reklame, hvor
mennesker i 1950´erne blev fremstillet som
de rene idioter.
Kristian Thulesen Dahl bemærkede hertil,
at udfaldet af afstemningen for så vidt ville
være ligegyldigt, idet resultatet først ville
have virkning langt ude i fremtiden:
”Abespillet om ansvaret for et muligt nej
til ændring af tronfølgeloven er gået i gang.
Men helt ærligt. Det er ret ligegyldigt, hvilket
resultat vi får. Bliver det et ja, er et muligt
problem om tre generationer løst. Bliver det
et nej, vil ingen af os mærke noget til det med
undtagelse altså af, at vi skal høre en masse
kommentatorer tale om ”aben”. Ret ligegyldigt!”.
I Kristian Thulesen Dahls ord var der også
en slet skjult kritik af regeringen for slet ikke
at have gjort nok for at få et ja til tronfølgeloven.
Heldigvis gik det anderledes: Danskerne
sagde ja til ændringen af tronfølgeloven den
7.juni, og dermed er der lukket af for uønskede
tanker om en mere tilbundsgående revision
af Grundloven, hvor tilhængerne utvivlsomt
vil forsøge at indarbejde ting, som ikke hører
hjemme i en grundlov.
En af gæsterne syntes, at Morten Messerschmidt skulle have en plakat fra dengang danskerne
efter en lang skræmmekampagne i 1972 sagde ja til medlemskab af EF.
Gruppebillede med Pia. Betina og Christina Kunckel fra DF-Vejle ville gerne have et minde
med hjem fra grundlovsfesten på Lykkesholm. Og hvad er mere oplagt end et billede i selskab
med Dansk Folkepartis formand?
Kristian Thulesen Dahl og Lene Siel sang duet på ”Som en rejselysten flåde”
23

islam
Når kvinder dræber
Kvindelige selvmordsterrorister. Hvordan
kan en kvinde – en mor – medvirke
til at sprænge andre uskyldige kvinder
og børn i luften? Svaret er som så meget
andet i Mellemøsten et spørgsmål
om ære
Af Kenneth Kristensen Berth
Alle, der har rejst i Mellemøsten, har sikkert
noteret sig de mange vægmalerier og plakater,
der typisk forestiller glansbilledagtige unge
mænd. I Vesten hædrer man konger, opfindere
og videnskabsmænd – folk der har præsteret
noget – i Mellemøsten hædrer man martyrer
– folk, der har sprængt sig selv i luften for at
slå uskyldige mennesker ihjel. Hidtil har det
været et mandsdomineret terræn, men igennem
de senere år er også billede af kvindelige
selvmordsterrorister – shahida – dukket op i
gadebilledet.
Ifølge islam honoreres den mand, der dør i
hellig krig – jihad - med 72 villige jomfruer i
himlen. For de fleste kvinder næppe et særligt
attraktivt tilbud. Så hvad får så kvinder til at
gå i døden for islam? Hvad kan få en kvinde,
der selv er mor, til at sprænge sig selv og andre
mødre og uskyldige børn i luften?
Forvalteren af familiens ære
Som alt andet i den muslimske verden, er også
dette et spørgsmål om ære. En families position
i et arabisk land er direkte afhængig af
familiens ære – og kvinden er forvalteren af
familiens ære. Bløder kvinden ikke efter det
første seksuelle samkvem med sin ægtemand,
så anses kvinden ikke for at have været jomfru
ved ægteskabets indgåelse og har således
besudlet familiens og klanens ære. Fædre og
brødre bliver dermed forpligtet til at slå pigen
ihjel for at rense familiens ære.
Jordansk lov siger ligefrem, at et drab der
sker for at beskytte ens egen ære eller en andens
ære er acceptabelt. Mange muslimske piger
vælger ofte selvmord som udvej, hvis man
af vanvare er kommet til at besudle familiens
ære.
Pigens mulighed for selv at genetablere familiens
respekt i det omgivende samfund er
begrænset. En af de få måder er ved at ofre sit
eget liv for islam. Dermed kan pigen forandre
sit lod fra i bedste fald at være udstødt fra sin
familie i værste fald at blive dræbt af familien
til at blive en muslimsk martyr, der bliver
2
Under råb, skrig og skrål blev selvmordsterroristen
Wafa Idris kiste ført igennem
Ramallahs gader. I levende live var Idris en
udstødt kvinde, fordi hun ikke var i stand
til at få børn. Som selvmordsterrorist blev
hun hyldet som martyr. Islamiske terrororganisationer
udnytter muslimske kvinder,
der har været utro, er blevet voldtaget eller
er ufrugtbare og derfor udstødt af deres
familie, som kanonføde.
hyldet ikke alene af sin egen familie men af
hele samfundet. Det potentiale har islamiske
terrorgrupper vidst at udnytte igennem særligt
de senere år.
0 kvindelige bomber
Et særligt grotesk eksempel på islamistiske
terroristers udnyttelse af kvinder, udgøres af
den 51-årige Samira Ahmed Jassim – med tilnavnet
”De troendes moder” -, der i februar
blev arresteret i Irak mistænkt for at have rekrutteret
mere end 80 kvindelige selvmordsbombere.
Hun indrømmede at have sendt 28
kvinder ud på selvmordsmissioner. Jassim
havde skånselsløst udnyttet kvindernes status
i det muslimske Irak. Først sørgede hun for at
de udsete piger blev voldtaget, så de dermed
mistede deres ære og fremtid. Derpå henvendte
hun sig til pigerne og indrullerede dem i sit
korps af kommende selvmordsterrorister. Pigerne
havde simpelthen intet andet valg, hvis
de skulle genoprette deres tabte ære.
Samira Ahmed Jassim stod blandt andet bag
et selvmordsangreb i december 2007 i Diyala,
hvor 15 mennesker blev dræbt, og et andet
selvmordsangreb i Muqdadiya,
Afdøde Yassir Arafats egen terrororganisation
Fatah er i øvrigt også kendt for at arrangere
voldtægter af unge kvinder for derefter at
presse dem til at genvinde deres sociale status
ved at blive martyrer.
I gang siden 19
Verdens første kvindelige selvmordsbomber
var så vidt vi ved Sana’a Mehaidli, et medlem
af det syriske nationalistiske parti, som den 9.
april 1985 bragte en lastbil fyldt med eksplosiver
til sprængning, hvorved to israelske soldater
blev dræbt og to såret. Også kvindelige
tjetjenske terrorister har fået opmærksomhed
– for eksempel i forbindelse med gidseltagningen
i et teater i Moskva, hvor flere af gidseltagerne
var kvinder.
Men hovedparten af de muslimske selvmordsterrorister
skal findes i Irak og det palæstinensiske
selvstyreområde.
Reem al-Reyashi blev f.eks. Hamas første
kvindelige selvmordsbomber, da hun i januar
2004 lod som om hun var blevet syg ved en
grænseovergang ved Eretz, hvor hun sprængte
sig selv i luften og tog fire mennesker med sig
i døden. Al-Reyashi havde været sin mand

Foto: Scanpix
utro med et medlem af Hamas og blev givet
valget mellem at blive dræbt af sin familie eller
få en ærefuld død som selvmordsbomber.
Hendes elsker forsynede hende med sprængstof
og nøje instruktioner om, hvordan hun
skulle udføre aktionen, mens hendes mand
kørte hende til Eretz-grænseovergangen, hvor
hun udløste bomben.
Israel forhindrede i april 2004 to unge kvinder
i at sprænge sig selv i luften. Den ene, Tehani
Zaki Ali Halil, var blevet overtalt til at udføre et
selvmordsangreb i Tel Aviv, efter hun var blevet
anklaget for utroskab. Den anden, en 19-årige
pige ved navn Ramah Abed el-Majid Hasan Habaib,
blev rekrutteret efter beskyldninger om at
have haft sex uden for ægteskabet.
En anden årsag til at blive selvmordsterrorist
kan være, hvis en kvinde er ude af stand
til at få børn. Kvinders eksistensberettigelse
bygger i den islamiske verden på deres evne
til at føre slægten videre ved at sætte børn i
verden. Dermed taber kvinden sin værdi, hvis
hun ikke kan løse den opgave.
Wafa Idris var en sådan kvinde. Hun var
blevet gift i en ung alder, og lægerne fandt
herefter ud af, at hun ikke kunne få børn. Derfor
blev hun skilt og hjalp i øvrigt til med at
dele slik ud ved hendes fraskilte mands bryllup
med en frugtbar kvinde. Idris kunne ikke
gøre sig håb om at blive gift igen på grund af
sin tilstand, og en ugift kvinde har kun tre muligheder
i den islamiske verden - enten at begå
selvmord, leve et liv som fattig gadesælger eller
lignende eller dø som selvmordsbomber og
dermed blive beundret over hele den muslim-
Foto: Polfoto
ske verden. Idris valgte det sidste og sprængte
sig selv i luften den 27. januar 2002.
Stor palæstinensisk hyldest
For at fejre Idris martyrstatus sørgede de palæstinensiske
myndigheder for at festligholde
hendes begravelse, hvor unge piger blandt andet
bar plakater med Idris billede og teksten:
”Fatah-bevægelsen hylder med den største
stolthed den heroiske martyr Wafa Idris”.
Medens de muslimske kvinder var i live
blev de set ned på, men fra det øjeblik, de
dræbte uskyldige mennesker, blev de, som
led i det nærmest kan betegne som en dødskult,
martyrer og hyldet for deres forfærdelige
handlinger.
I disse år arbejder muslimske terrororganisationer
aktivt for at fremstille netop det
øgede antal af kvindelige muslimske selvmordsterrorister
som en måde, hvorpå muslimske
kvinder opnår ligestilling med mænd.
I virkelighedens verden er de kvindelige selvmordsterrorister
imidlertid selve symbolet på
islams undertrykkelse af kvindekønnet og den
sygelige besættelse af ære, som karakteriserer
den islamiske verden.
Samira Ahmed Jassim – kendt under navnet ”de troendes moder”– sørgede for, at op til 80
irakiske piger blev voldtaget, hvorefter de blev udstødt af deres familie, og kun kunne redde
familiens tabte ære ved at blive martyrer.
Reem al-Reyashi blev stillet over for valget mellem at blive slået ihjel af sin familie eller blive
martyr for islam. Hun havde haft en affære med et medlem af Hamas. I uskøn forening
sørgede elskeren for at udstyre hende med sprængladninger, medens hendes forsmåede
mand kørte hende til Eretz grænseovergangen, hvor hun tog 4 uskyldige mennesker med sig
i døden.
2
Foto: Scanpix Foto: Polfoto

fødselsdag
Festlig 0 års fødselsdags-reception:
Kristians Hawaii-skjorte
Det væltede ind med gæster og gaver, da DF markerede, at gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fylder
0 i sommer. Samtaleværelset blev fyldt til bristepunktet og blev tilsvarende varmt
Fødselsdagkagen var bygget op som en hyldest til Kristian Thulesen Dahls yndlingsfodboldhold,
Liverpool FC, hvis kampe Dansk Folkepartis gruppeformand
følger med en ganske særlig interesse.
Tekst og foto Karsten Holt
Den 18. juni afholdt Dansk Folkeparti en
festlig reception i Samtaleværelset på Christiansborg
i anledning af Dansk Folkepartis
gruppeformand Kristian Thulesen Dahls 40
års fødselsdag. Med til at gøre dagen festlig
var dels mange af kollegerne fra de forskellige
partier i Folketinget og repræsentanter fra
regering og erhvervsliv, dels en masse tillidsfolk
fra Dansk Folkeparti.
Da Kristian Thulesen Dahl især er blevet
berømt – og beundret – for sine evner som finansordfører
og i øvrigt har et rygte som den
bedste ”talknuser” på Christiansborg, var det
helt naturligt, at finansminister Claus Hjort
Frederiksen på vegne af regeringen holdt en
flot og humoristisk tale for Kristian Thulesen
Dahl. Claus Hjort Frederiksen er den tredje
Venstre- finansminister, som kommer til at
sidde over for Dansk Folkepartis drevne taktiker.
Derfor benyttede han den festlige lejlighed
til at give Kristian Thulesen Dahl nogle
ord med på vejen.
2
Gule sedler i finansloven
”Din fantastiske politiske viden og politiske
næse gør, at du trods din unge alder også virker
frygtindgydende. Det kan jeg få mange
ministre og embedsmænd til at skrive under
på. Du er vel, når alt kommer til alt, en af de
mest kendte politikere på Slotsholmen og i ministerkredsen
hører man ofte vendinger. Har
du talt med Thulesen Dahl. Bør du ikke lige
cleare dette med Thulesen Dahl. Hvad siger
Thulesen Dahl,” sagde Claus Hjort Frederiksen,
som også kom ind på Kristian Thulesen
Dahls berømte små gule sedler i finanslovsudkastene.
”En af de ting som alle har bemærket er den
sorte kalender og notesbog, du altid går rundt
med og hvor det omhyggeligt noteres, hvad
der bliver sagt og som bruges til at checke hvad
der blev sagt sidste gang. Et frygtindgydende
instrument – især overfor os som skriver små
lapper og papirer. Systematikken i den sorte
bog skræmmer. Men du perfektionerer det i
endnu højere grad med Finansloven. Dette
På med Hawaiiskjorten. Finansminister Claus Hjort
Frederiksen opfordrede i sin tale Kristian Thulesen Dahl
til at vælge en lidt mere afslappet tøjstil – men bemærk,
at slipset og skjorten stadig er på lige inden under.
store værk på flere tusinde sider har du som
arbejdsredskab. Slidt ser det ud. Gule sedler
stritter ud alle steder. Krøllede sider.”
Hawaiiskjorte og pump-gun
Og fordi Kristian Thulesen Dahl altid går så
ulasteligt klædt i jakkesæt og slips, syntes
Claus Hjort Frederiksen, at han burde overveje
det mere afslappede look. Til gæsternes
store moro overrakte han derfor Kristian en
Hawaii-skjorte. Om den så bliver en del af
påklædningen til kommende møder i finansministeriet,
er nok noget mere tvivlsomt.
Også Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard hyldede
Kristian Thulesen Dahl, og sidstnævnte
forærede blandt andet gruppeformanden en
DAB-radio, så han ikke har nogen undskyldninger
for ikke at have hørt radioavis, fordi
han har været ude at løbe en tur om morgenen.
Blandt andre mere kuriøse gaver var en legetøjs-pumpgun,
som den radikale leder Margrethe
Vestager forærede Kristian Thulesen

Kristian Thulesen Dahl i selskab
med justitsminister Brian Mikkelsen
og den konservative politiske ordfører
Henriette Kjær.
Dahl, fordi denne tidligere skulle have udtalt,
at hvis ikke kommunerne makkede ret under
kommunalforhandlingerne, ville de få hans
pump-gun at se.
Kristian Thulesen Dahl modtog også lykønskninger
fra Jyske Banks administrende
direktør Anders Dam, som havde taget den
lange tur til Christiansborg fra hovedsædet
i Silkeborg.
Pia Kjærsgaard overrakte
blandt andet en
DAB-radio til Kristian
Thulesen Dahl. Så nu er
der ikke længere nogen
undskyldning for ikke
at høre radioavis hver
time. På DAB-nettet
gentages den nemlig
hele tiden.
Den radikale leder
Margrethe Vestager
forklarer Kristian
Thulesen Dahl, hvordan
man anvender en
legetøjs pump-gun.
Hvordan får vi tændt lysene på lagkagen? Ja, i disse ikkeryger-tider kan det være svært at
finde en mand med ild. Men heldigvis var Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der er passioneret
piberyger, i nærheden.
2

øger
Flanøren og
danskerne
Ralf Pittelkow har et distanceret forhold til danskerne,
til sig selv – til alt. Og han sidder på en for høj hest.
Men han har begået en læseværdig og god bog alligevel,
mener Dansk Folkeblads anmelder.
Af Karsten Holt
Forfatteren Ralf Pittelkow omtaler i sin nye
bog ”Mit liv som dansker” sig selv som ”flanøren”,
der betragtende og registrerende er
gået gennem livets forskellige faser som en
slags turist. I bogen tager Pittelkow læseren i
hånden og inviterer på en rejse gennem barndommen
i Sønderborg, et studieår i Paris, livet
på randen af venstrefløjs-ekstremismen, som
den tog sig ud på litteraturvidenskabsstudiet
på Københavns Universitet under 68-oprøret,
tilværelse som international sekretær i Socialdemokratiet
og politisk rådgiver for tidligere
statsminister Poul Nyrup Rasmussen – og til
sidst livet som succesfuld forfatter og debattør
– blandet andet med flere glimrende bogudgivelser
om islamisme og terrorisme.
Men udtrykket ”på randen” er ikke helt ved
siden af. Karakteristisk for Pittelkow er, at
han aldrig synes at være ”helt med” nogen af
stederne – hverken under studenteroprøret, i
VS eller Socialdemokratiet – eller for den sags
skyld i kampen mod islamismen. Han er hele
tiden underligt på afstand af både begivenhederne
og sig selv. Ikke at det er noget mærkeligt
eller odiøst i det, for kun et meget lille antal
mennesker magter at gå forrest og bevæge
sig ad helt nye veje. Pittelkow hører til den
Ralf Pittelkow
”Mit liv som
dansker”
People´s Press
2009
405 sider
Pris: 299,-
2
kategori af mennesker, som først begiver sig
af sted, når vejen er ryddet for de værste sten
og forhindringer. Først efter 11. september
2001 får Ralf Pittelkow eksempelvis for alvor
øjnene op for, at der er et problem med islam.
Fra Paris til København
Men når disse lidt knubbede ord er sagt, er
Pittelkows bog faktisk rigtig god læsning.
Vi får et indblik i en ganske almindelig middelklassebarndom
i Sønderborg, præget af
forældrenes sunde værdier og deres sindige
beslutning om at leve som danskere, selv om
familien havde rødder i det tyske. Forældrene
lod aldrig Ralf og søsteren Marianne være i
tvivl om, hvor de selv stod, og faderen lagde
afgørende vægt på saglighed og hæderlighed
hos politikere. Ganske vist blev børnene indpodet
en sund skepsis mod sværmeriske københavnske
intellektuelle med ønske om at
redde verden på en dag – men alligevel begav
forældrene sig aldrig ud i nogen diskussioner,
når studenten kom hjem og fortalte dem om
verdens rette sammenhæng – og måske var
det en fejl? Man fristes til at sige, at forældrene
burde have taget den sikkert skidtvigtige
student kraftigt i skole og pillet ham ned fra
den høje hest.
Den unge Ralf drager af sted til Paris,
hvor han stifter bekendtskab med den franske
litteratur og blandt andet er tilhører ved
en forelæsning af den Stalin-sympatiserende
eksistentialist, Jean-Paul Sartre. Hjemvendt
til fædrelandet søger den søgende sjæl ind
på litteraturvidenskabsstudiet, som er et af
arnestederne for marxismen i en lidt blødere
dansk version. Siddende på første parket er
Pittelkow tilskuer til studenteroprøret, men
han hylder ikke anarkiet og dyrker ikke volden
– dertil er han for ”indre-styret”, som han
skriver. Forældrenes værdier sidder et sted i
erindringen og forbyder den slags. Derimod
flytter han som så mange andre på den tid i
kollektiv og finder ud af, at det heller ikke er
den absolutte lykke – selv om han her møder
sit livs kærlighed, den senere indenrigsminister
Karen Jespersen, som ligeledes skiftede
hest: fra Socialdemokratiet til Venstre
Den kvikke og begavede Pittelkow færdiggør
sit studie hurtigere end den normerede tid,
og ender dermed ikke som et af de mange vrag,
som 68-oprøret efterlod i sit kølvand. Mens
han arbejder som underviser på universitetet,
må den søgende Pittelkow prøve nye veje, han
vil gøre en forskel, han vil vække danskerne
fra ”deres falske bevidsthed”, han melder sig
ind i Preben Vilhjelms VS, som han dog hurtigt
får nok af, da det viser sig, at VS følger
samme kurs som Enhedslisten fører i dag, og
som Fremskridtspartiet førte tidligere, nemlig
”alt eller intet”, ingen vilje til kompromiser.
Pittelkows læreår
I 1985 bryder Pittelkow med den snævre universitetsverden
og melder sig under fanerne
i Socialdemokratiet, hvor han hurtigt får en
karriere som international sekretær, et arbejde,
der bringer ham rundt i hele verden i selskab
med de socialdemokratiske top-politikere. Pittelkow
erkender, at han på dette tidspunkt selv
kom til at tænke som den globale elite, forstået
på den måde, at fællesskabet med danskerne
var skiftet ud med statsledere og politikere i
alverdens hovedstæder. Men indvandringen
op gennem 1990´erne og endelig angrebet på

USA den 11. september blev et vendepunkt.
Pittelkow endte som indvandringsskeptiker.
Litteraturhistorikeren Ralf Pittelkow har
helt sikkert gjort sig tanker om, hvilken genre,
hans selvbiografi skulle læne sig op ad. ”Mit
liv som dansker” er afgjort tænkt som en
”dannelsesroman” i stil med Goethes berømte
”Wilhelm Meisters Lehrjahre”, som Pittelkow
da også henviser til i bogens sidste linjer,
hvor han citerer den gamle onkel med ordene
”Menneskets største fortjeneste ligger vel i, at
det ikke bare underkaster sig sine omgivelser,
men præger dem”.
Om Pittelkow har præget sine omgivelser,
vil anmelderen helst ikke kaste sig ud i nogen
længere analyse af. Spørgsmålet er snarere,
om ikke Ralf Pittelkow som så mange andre
har bevæget sig i en famlende pendulfart
mellem underkastelse og oprør? Pittelkows
bog kan læses på flere måder: Man kan koncentrere
sig om det faktuelle og selvfølgelig
glæde sig over, at den politiske korrekthed og
islamisterne bliver taget godt og grundigt ved
vingebenet, og at alle de selvgode fraser bliver
udstillet nådesløst, ligesom det er oplagt at
drage nytte af en god skildring den nyere tids
danmarkshistorie
Oplysning og folkemord
Det tjener Ralf
Pittelkow til ære,
at han er blevet
klogere med årene
i modsætning til
så mange andre
fra 1968-generationen.
Men stadig
klynger han sig til
troen på oplysningsværdierne
som løsning på
tidens problemer
i et Europa, hvor
islamismen er på
fremmarch.
Men man kan også vælge at fokusere på mennesket
Ralf Pittelkow, som ind imellem puster
sig lidt for meget op, og gør for meget ud af
sin egen og hustruen Karen Jespersens rolle
Foto: Scanpix
i dansk politik. Samtidig er det umådeligt irriterende,
at Pittelkow fanatisk fastholder
”oplysningsværdierne” som eneste effektive
bolværk mod islamismen og som den bedste
garanti mod totalitarisme. Har Pittelkow
glemt, at Oplysningstidens tanker producerede
totalitaristiske regimer i metermål? Både
Karl Marx, Lenin og galningen Pol Pot (som
endda planlagde folkemordet i Cambodia på
en parisisk café) står i gæld til oplysningsfædrene.
Pittelkow udelader konsekvent bagsiden
af medaljen ved Oplysningstiden - og undlader
da også bekvemt at nævne Oplysningstidens
flittige brug af guillotinen.
Pittelkow har en blind vinkel i forhold til
religion, som han enten ikke forstår eller ser
som en trussel. Derfor forstår han heller ikke,
at det i første omgang er kristendommen, der
er den grundlæggende forudsætning for demokrati.
Uden kristendommen havde sondringen
mellem religion og politik været en mulig
tanke. Og reformatoren Martin Luther ydede
i sit opgør med den katolske kirkes magtfuldkommenhed
utvivlsomt et større bidrag til demokratiet
end samtlige oplysningsfilosoffer til
sammen – deres tænkning er i virkeligheden
fremmed for enhver national sammenhæng,
og derfor er det ikke tilfældigt, at netop EU
lægger overordentlig stor vægt på Oplysningstiden.
Men det har aldrig medført et opgør
med islamismen, fordi Oplysningstækningen
ikke duer som værn mod denne, men derimod
relativerer alle kulturelle forskelle. Det er så at
sige ideer fra Oplysningstiden, der har åbnet
Europas døre for muslimsk masseindvandring
op på vid gab.
Mødet med den almindelige dansker
Endelig er der noget underligt distanceret over
Ralf Pittelkows forhold til danskerne. Der er ingen
tvivl om, at både Pittelkow og Jespersen har
fået en slags ”national åbenbaring”, og at de nyder
at turnere rundt i Danmark med deres foredrag
og hilse på den helt almindelige dansker.
Men beskrivelserne har alligevel et turistagtigt
præg over sig. Er vi i Jylland eller et fremmed
land, når nordjyderne skildres? Måske har Ralf
Pittelkow mere ret, end han har lyst til, når han
omtaler sig som en flanør og ligefrem har gjort
flanørens rolle til sit ideal?
Alligevel skal der lyde en varm opfordring
til at anskaffe bogen, som er både underholdende,
velskrevet og letlæst. ”Mit liv som
dansker” giver et godt indblik i en intellektuel
danskers forskellige stadier i livet, og Ralf Pittelkow
skal have stor ros for, at han trods alt
- og i modsætning til så mange af sine kolleger
- har gjort op med gruppepres og den politiske
korrektheds spændetrøje. At han hverken
har været bannerfører eller ekstrem på noget
tidspunkt i sit liv, tjener ham på mange måder
til ære – for er det i virkeligheden ikke meget
dansk?
Ralf Pittelkow er bestemt ikke uden forfængelighed – ikke alene figurerer han selv på
samtlige billeder i bogen, han bemærker også i teksten til et billede, hvor han modtager en
flidspræmie af Dronning Ingrid: ”Jeg sidder lige bag dronningen iført alt for lyse sokker”.
29
Foto: Scanpix

sankt hans
For en gangs skyld Sankt Hans i blændende flot vejr:
Den skønneste krans…
Pia Kjærsgaard kom i sin båltale også
ind på vigtigheden af, at vi står vagt om
ytringsfriheden – og hun understregede,
at valget til Europa-Parlamentet beviser,
at nationalstaterne er blevet styrket, fordi
de er den naturlige ramme om demokrati
og fællesskab.
30
Tekst og foto Karsten Holt
Traditionen tro fejrede Dansk Folkeparti Sankt
Hans-fest på den smukke Parcelgården ved
Roskilde, og for en gangs skyld var vejrguderne
venligt stemte. Solen skinnede fra en skyfri
himmel, og aftenen var fuldstændig, som en
rigtig dansk midsommeraften skal være.
Flere hundrede gæster var mødt op for at
høre Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard
holde båltale, og langt de fleste kom i så
god tid med deres medbragte mad, at de også
havde tid til at nyde Parcelgårdens smukke
gårdsplads med det store, gamle lindetræ,
rammet ind af gårdens gule bygninger.
I år havde også ”historiebussen” med Gunhild
Legaard som rejseleder lagt vejen forbi
Parcelgården, så denne gang havde mange
DF´ere fra Jylland og Fyn en oplagt mulighed
for at opleve Parcelgården og den smukke udsigt
over Roskilde Fjord. Den musikalske underholdning
stod trioen ”Speich´s” vanen tro
for – og som altid med akkompagnement til
”Midsommervisen” af Holger Drachmann.
For selve arrangementet stod Dansk Folkeparti
i Roskilde, som Parcelgårdens gæstfrie
ejere, Tage og Margit Nielsen gennem mange
år har været engageret i. Pia Kjærsgaard kom i
sin båltale blandt andet ind på den kommende
tids udfordringer med valget til regioner og
kommuner i november som noget af det vigtigste.
”Kommunerne har med kommunalreformen
fået langt større indflydelse på borgernære
beslutninger end tidligere. Det er for eksempel
den enkelte kommunalbestyrelse, der
afgør de ældres livskvalitet, integrationen af
udlændinge, folkeskoleområdet samt dele af
sundhedsområdet. Det siger sig selv, at Dansk
Folkeparti hører naturligt hjemme, dér hvor
de vigtige beslutninger bliver taget. Det har vi
gennem snart otte år været i Folketinget – nu
skal vi være endnu stærkere i kommunerne”,
sagde Pia Kjærsgaard, idet hun samtidig understregede,
at valget Europa-Parlamentet viste,
at Dansk Folkeparti stadig har et meget
stort potentiale hos danskerne.
Det er dansk, det er dejligt! Vejret viste sig fra sin smukkeste side
Sankt Hans-aften. Og hvad er mere dansk end en bølgende sjællandsk
kornmark, som den tager sig ud ved Parcelgården?

Dansk Folkeparti er et parti, der elsker sangen.
Og intet er smukkere end fællessang på
en varm midsommeraften.
Efter spisning og fællessang bevægede de mange gæster sig ned mod bålet.
Parcelgården er beliggende på en lille odde i Roskilde Fjord,
hvorfra der er en pragtfuld udsigt ind over Roskilde. Den smukke
domkirke anes i baggrunden.
Formanden for Dansk Folkeparti i Roskilde,
Holger Bernild, bød velkommen til
Sankt Hans-fest.
31

Dansk Folkeparti
Christiansborg
1240 København K
Ved adresseændring,
kontakt tlf.: 33 37 51 99
Morten og Dot til Bruxelles
De kan næsten ikke løsrive sig fra hinanden – Morten Messerschmidt og hans kæreste Dot Wessman
– heller ikke på valgaftenen, hvor Bakkens Dot, der nu også er Mortens, naturligvis fulgte
med i det rekordflotte valg, som Morten Messerschmidt sikrede Dansk Folkeparti.
Snart går turen til Bruxelles for dem begge. For Dot Wessman følger naturligvis Morten Messerschmidt
til Bruxelles, hvor de to turtelduer i de kommende måneder skal finde en passende
residens.
Så når Bakkens Hvile ikke påkræver Dots tilstedeværelse, kan hun drage til Belgien sammen
med Morten og støtte ham i hans vigtige politiske arbejde.
Og det kan jo slet ikke være anderledes for to elskende skal naturligvis ikke skilles ad.
kkb
Foto: Karsten Holt
PP
MAGASINPOST UMM
ID-nr. 46654
MF Martin
Henriksen
gift
Foto: Privatfoto
Så fik Martin sin Lea. Dansk Folkepartis socialordfører
og formand for Folketingets Socialudvalg,
Martin Henriksen blev den 13.juni
viet til sin smukke brud Lea Berg Henriksen i
St.Magleby Kirke ved Dragør, hvor ægteparret
er bosiddende. Den kirkelige vielse blev
forrettet af Martin Henriksens gode kollega i
folketingsgruppen pastor emeritus MF Søren
Krarup. Efterfølgende afholdt brudeparret reception
på Dragør Badehotel for familie, kolleger
og venner - og om aftenen en stor bryllupsfest.
kh