KUNST OG KRISTENDOM - Kerteminde Drigstrup kirker

KUNST OG KRISTENDOM 

1

2 

HIMMEL & JORD årgang 2 

Kunst og kristendom 

Udgiver: 

Kerteminde-Drigstrup menighedsråd 

Redaktion: 

Anmarie Andersen, Birgit Bay, 

Kirsten Jørgensen og Christian Larsen 

Layout: 

www.onclick.dk 

Tryk: One2One 

ISSN 1904-3058 

Årsskriftet uddeles til alle husstande i 

Kerteminde og Drigstrup sogne og kan 

i øvrigt afhentes på Kirkekontoret, 

Præstegade 4, Kerteminde. 

Årsskriftet er gratis.

Indholdsoversigt 

Indledning side 4 

Kunst og kristendom side 5 

Den fromme klumme side 6 

Hvor livet kendes og genkendes side 7 

Tema side 10 

Kærlighedens tegn side 11 

Hvor går den nye kirkekunst hen? side 13 

Hvor er det guddommelige i fralandsblæst? side 17 

Sognet fortæller side 20 

Strøtanker side 21 

Min yndlingssalme side 24 

Glæden er jordens gæst side 25 

Sognet læser side 28 

Gode bøger side 29 

Tingene taler side 30 

En kone fulgte med side 31 

Året, der gik side 32 

Goddag og farvel side 33 

Døbefonten, der blev flyttet side 35 

Hverdagen side 38 

Folkekirken lige nu side 40 

Fremtiden banker på side 41 

2011 side 42 

Det religiøse på film side 45 

Årets konfirmander side 46 

Årets statistik side 52 

Navne side 58 

Billedbeskrivelse side 63 

3

4 

KUNST OG KRISTENDOM

Kunst og kristendom 

Vi indrømmer det straks: Dette årsskrifts 

titel dækker over et emne, der 

er alt, alt for stort til at blive behandlet 

ordentligt på den begrænsede plads, vi 

har. For det første er kunst i sig selv så 

meget: Billedkunst, musik, litteratur, 

teater, film osv. osv.. For det andet er 

der adskillige bud på, hvad kristendom 

er, og ikke mindst er der mange meninger 

om, hvad forholdet mellem kunst 

og kristendom er eller bør være. Men 

et er dog sikkert: Kirken benytter sig i 

meget stor udstrækning af f.eks. billedkunsten 

som en levende del af kirkens 

liv og har altid gjort det. Tænk blot på 

kalkmalerierne i de første danske kirker. 

I dag har utallige moderne kirkeudsmykninger 

af store danske kunstnere, 

som Bjørn Nørgaard og Peter 

Brandes taget den arv op. Inspireret 

af de bibelske fortællinger og kirkens 

tradition prøver kunstnere at fremstille 

det, der egentlig er usynligt – det guddommelige. 

Kirkens kunst er en slags 

sprog, der sammen med kirkens ord 

fortæller om Gud og os. 

At spørge 

Mange mener, at det at være kristen 

er at få svar på tilværelsens spørgsmål. 

Men måske handler kristendom i lige 

så høj grad om at stille spørgsmål. 

Biblen er en bog, hvor der spørges om 

mening og retning, ja, om hvad men- 

neskelivet er for noget. Biblens mange 

personer spørger, og vi kan spejle os 

i deres liv og deres spørgen. Hvad er 

det at være menneske? Hvem er jeg, 

og hvad skal jeg gøre? Kunsten i alle 

dens former er også en måde at spørge 

på. Kunsten rejser de store spørgsmål i 

tilværelsen på dens egen mangfoldige 

måder. Grundlæggende er det måske de 

samme spørgsmål, vi alle bakser med. 

Vi spørger bare forskelligt og forventer 

forskellige svar afhængigt af, om vi 

færdes på et kunstmuseum eller i en 

kirke. 

Dette årsskrift 

I maj måned mødtes kunst og kristendom 

i Kerteminde kirke under overskriften 

”Kærlighedens tegn”. Det skriver 

Ester Larsen om i dette årsskrift. 

Og i efteråret fik vi besøg af en stor 

kender af både kunst og kristendom, 

Lisbeth Smedegaard Andersen. Læs, 

hvad hun fortæller om et nyt kunstværk 

i Roskilde Domkirke. Christian 

Larsen har interviewet museumsdirektør 

Erland Porsmose om religiøsiteten 

i Johannes Larsens billeder. Derudover 

er årsskriftet fyldt med gode historier 

om året, der gik – det Herrens år 2010. 

God læselyst. 

5

6 

DEN FROMME KLUMME

Hvor livet kendes 

og genkendes 

Af Christian Larsen, sognepræst. 

Teatret og kirken har meget til fælles. 

Her spejles vores liv, så vi kan føle os 

kendt og genkendt, og her får vi en mulighed 

for at løfte blikket og opdage, at 

livet er større end os selv. 

Højt over Odense Teaters store scene 

står sætningen: I kunsten kan livet kendes. 

Det, at ordene står så højt oppe, 

kommer pudsigt nok til at symbolisere, 

at kun den, der skuer opad, får selve 

teatrets essens med sig hjem: at teatret 

skal være et spejlbillede af virkeligheden. 

Teatrets internationale symbol 

med de to masker kender vi måske nok 

så godt, men jeg tror, at det ofte overses, 

at den ene maske er trist. 

Bag masken 

Kirkens verden er på mange områder 

ikke så langt væk fra teatrets verden, 

for i kirken kendes livets alvor også 

midt i vores lette skridt. Når vores 

skridt omvendt er tunge, finder vores 

tro og livsmod her næring til at løfte 

hovedet igen. I kirken kan livets forskellige 

sider således også kendes, 

fordi både bryllupper og begravelser 

finder sted i dette rum. I generationer 

har det afspejlet det grundvilkår, at 

både den glade og den triste maske hører 

livet til. 

Hvis teatret er stedet, hvor alle dine 

masker spejles, så er kirken til gengæld 

stedet, hvor alle dine masker må 

falde, fordi du er genkendt. 

Den høje tærskel 

Både kirken og teatret har en langsommelighed 

over sig, og begge er 

efterhånden nogle af de eneste steder, 

7

8 

hvor man skal deltage aktivt i det, man 

overværer: Teatret forudsætter et publikum 

til at være fjerde væg, og kirken 

forudsætter en menighed, der giver ritualerne 

og salmerne liv. Men det kræver 

både overskud og mod at give sig i 

kast med at være menighed eller publikum, 

når sofaen nu er så blød og tv’et 

sluger både børn og voksne. Derfor har 

mange det med kirken som med teatret: 

- jeg kommer der ikke nok, men 

det er godt, at det er der. Inderst inde 

ville jeg egentligt gerne komme der 

lidt mere, men jeg har ikke overskuddet 

til at skulle se livet spejlvendt eller 

føle mig blottet. 

Ej blot til lyst 

Alting kan gøres til underholdning og 

TV-mediet hjælper godt med. Strømmen 

kan synes uendelig. Men ovenover 

strømmen, højt over Det Kongelige 

Teaters store scene står ordene: Ej 

blot til lyst. Ordene kan næsten virke 

som en undskyldning til publikum 

over, at man ikke kun kan præsentere 

glimmer og pailletter, men at publikum 

også skal forholde sig til de sider 

af tilværelsen, der ikke nødvendigvis 

er behagelige og bekvemme. 

Kirken har også den samme ramme, 

ikke mindst når de to lys på altret er 

tændt. Det falder stadig naturligt for 

de fleste at søge kirken når det er livets 

milepæle der skal markeres. Dog 

kritiseres kirken ind i mellem for at 

være for alvorlig eller for kedelig. For 

ligesom visse skuespil på teatret aldrig 

vil få et stort publikum, således vil kirken 

heller aldrig kunne tale til alle. Og 

netop derfor er det problematisk, hvis 

kirken i forsøget på at tale til alle gør 

fællesnævneren så bred, at man derved 

glemmer, hvad det egentligt var, man 

ville sige. 

Det fælles ærinde 

Der er dog al mulig grund til, at kirken 

finder nye måder at formidle sit budskab 

på. Kunsten kan i den henseende 

hjælpe til, og jeg vil endda påstå, at der 

er dele af kristendommen, som rent 

faktisk bedst udtrykkes gennem kunsten. 

F.eks. kan vores taknemmelighed, 

sorg og længsel kendes og genkendes 

gennem musikken og lyrikken. På samme 

måde afspejler arkitekturen og billedkunsten 

vores håb om, at det guddommelige 

findes. Jeg har her sammenlignet 

kirken og teatret, fordi det i 

performance er ligetil at stille overfor 

hinanden. Min pointe er, at kirken bør 

tænke mere i at bruge kunstens udtryk

i formidlingen af det kristne budskab. 

Det er grunden til, at vi i Kerteminde 

og Drigstrup kirker benytter os af bl.a. 

professionelle musikere, dansere og 

musikpædagoger, og at vi ofte samarbejder 

med museet og biografen for 

at tydeliggøre kristendommen og kunstens 

slægtskab. 

Når det drejer sig om liv og død, det 

gode og det onde, det lette og det tunge, 

så har kristendommen og kunsten 

et meget vigtigt fælles ærinde: Begge 

sætter spørgsmålstegn ved det liv, vi 

lever og ønsker at vise, at det kunne 

være anderledes. Begge søger at vise 

menneskets værdi i sig selv. Begge sø- 

ger at vise, at mennesket er andet og 

mere end en materiel genstand: et væsen 

der er skabt til at række ud over sig 

selv og skue opad. Til lyst, men ej blot 

til lyst. 

Kristendommen har alle dage hentet 

udtryksformer fra kunsten, for i kunsten 

forsøger vi at nærme os Gud. I kristendommen 

forsøger Gud at nærme 

sig os, og det er, hvad der skal forkyndes 

i kirken: at du er genkendt. 

9

10 

KUNST OG KRISTENDOM

Kærlighedens tegn 

Af Ester Larsen. 

Kerteminde kirke var i maj ramme om 

en kunstudstilling. Viggo Salting og 

Helle Abildgaards billeder inspirerede 

til et projekt med mange facetter. 

Det begyndte i skoven. To af egnens 

kunstnere boede en årrække i Lundsgårdsskoven. 

Her fordybede de sig i 

skovens liv og hentede inspiration 

blandt dens træer og planter. 

Mange andre holdt også af skoven. 

Byens borgere fulgte årstidernes skiften, 

og forelskede par sværmede der. 

Nogle valgte endog at betro sig til træerne 

og ridsede navne og kærlighedens 

tegn ind i træernes bark. 

Tiden gik, nogle glemte måske forelskelsen, 

men det gjorde træerne ikke. 

De bar de lidt kantede hjerter, skæve 

bogstaver og deres symbolverden 

med sig. Som tiden ofte slider kanter 

af mennesker, omformede træernes 

strukturer langsomt kærlighedens tegn 

til smukke skulpturelle mirakler. 

At tegne kærlighedens tegn 

Kunstnerparret i skoven, Viggo Salting 

og Helle Abildgaard, sad med tegneblokken 

mellem træerne og tegnede 

træerne og de mange kærlighedstegn - 

ikke alene i Lundsgaard Skoven, men 

også i Central Park i New York og i den 

parisiske Bois de Vincennes har parret 

og deres tegneblokke været i spil. 

De to kunstnere tog et prisværdigt initiativ. 

De ønskede deres kunstværker 

sat ind i en større sammenhæng, og de 

henvendte sig klogeligt til en af byens 

centrale kulturpersoner, sognepræst 

Kirsten Jørgensen, og spurgte, om hun 

havde lyst til at udarbejde fire prædikener, 

som skulle give deres tegninger 

af kærligheden og træerne et åndeligt 

udtryk i ord. 

At fortælle om kærligheden 

Kirsten Jørgensen tog straks udfordringen 

på sig. Hun ville gerne være med 

til at hæve loftet for vores forståelse 

af kærligheden gennem kirkens sprog. 

Med inspiration i kunstnernes arbejder 

og med træet som udgangspunkt 

skildrede hun kærlighedens væsen i 

lyset af de bibelske fortællinger og den 

kristne forestillingsverden, hvor kærligheden 

både favner forelskelsen, den 

erotiske kærlighed, pligten og den åndelige 

kærlighed. 

Den første af fire prædikener med udgangspunkt 

i de bibelske beretninger 

blev til fortællingen om ”Træet i haven”, 

om forelskelse og den uspolerede 

paradisiske kærlighed. 

Herpå fulgte ”Loven i akacietræet” om 

de regler, der er nødvendige, når kærligheden 

mister sin umiddelbare kraft 

og karakter, og når den bitterhed, som 

æblet fra Edens have kan efterlade i 

sindet, skal overvindes. 

De næste prædikener ”Træet på bjerget” 

og ”Træet i byen” drejede sig om 

næstekærlighed ja sågar fjendekærlig- 

11

12 

hed og om den guddommelige kærlighed. 

Totaloplevelse i kirken 

Samarbejdet mellem Helle Abildgaard, 

Viggo Salting og Kirsten Jørgensen 

kom til udtryk gennem udgivelse 

af en meget smuk kunstbog med de bibelske 

kærlighedstekster, de fire prædikener 

og et væld af smukke billeder, 

der afspejler en mangfoldighed af træmotiver 

som spirende forår, efterårets 

fald, vinterens grafiske linier og ikke 

mindst de skulpturelle kærlighedstegn. 

Men samarbejdet førte til meget andet. 

I fem lyse majdage var Kerteminde 

Kirke ramme om et væld af oplevelser, 

hvor kunst, musik og gudstjenester 

blev spundet sammen til et hele. 

Hver dag bød på nye kunstudstillinger 

af Viggo Salting og Helle Abildgaard, 

som selv præsenterede deres kunstværker 

for publikum. Der var endvidere 

arrangeret daglige rundvisninger med 

fortællinger om kirken af en af byens 

historiekyndige, Jørn Tvedskov. 

Hver af de fire dage var der sen eftermiddagsgudstjeneste 

ved Kirsten 

Jørgensen, som holdt en af de ovennævnte 

prædikener. Gudstjenesterne, 

der var bygget op omkring træet som 

symbol på kærligheden, havde også et 

stærkt musikalsk udtryk, idet kirkens 

organist, Ole Eriksen hver af de fire 

dage arrangerede en ny lille orgelkoncert 

med musikstykker inspireret af de 

udstillede billeder. Hele arrangementet 

med koncerter, kunst, og gudstjenester 

blev på udstillingens sidste dag afsluttet 

med et inspirerende foredrag af 

Sara Nørholm om træet i litteraturen 

med titlen ”For et træ er der håb”. 

Kærlighedens liv 

Samarbejdet mellem kirke og kunst 

gav genlyd – ikke bare i Kerteminde. 

Over tusind mennesker besøgte kunstudstillingen, 

lyttede til musikken og 

deltog i gudstjenesterne og glædede sig 

over den interessante sammenkobling. 

Det var spændende at opleve det liv, der 

var i kirken i de dage - hele tiden vekslende 

mellem livlig stemning og højtidelig 

ro. Kertemindeegnen har gennem 

tiderne tiltrukket mange kunstnere. 

Det er der grund til at glæde sig over, 

og især når de som i dette tilfælde rækker 

hånden ud til kirken og inviterer til 

et vellykket samspil.

Hvor går den nye 

kirkekunst hen? 

Af Lisbeth Smedegaard Andersen. 

Teolog og kunsthistoriker Lisbeth 

Smedegaard Andersen er en af landets 

bedste kendere af nyere kirkekunst. 

Det berettede hun om ved et meget 

vellykket arrangement på Johannes 

Larsen Museet i september. Her fortæller 

hun om Peter Brandes’ udsmykning 

af Andreas-kapellet i Roskilde 

Domkirke. 

Da de første små landsbykirker i midten 

af 1900-tallet fik nye, moderne altertavler 

i dramatiske farver og med 

personer, der kun var løst skitserede 

og så ganske anderledes ud, end man 

var vant til, var der kirkegængere, der i 

protest løste sognebånd til nabokirken. 

Det gjorde en del menighedsråd betænkelige, 

og i nogle år gik tendensen 

inden for kirkekunst derfor mere 

i retning af ”noget med symboler”. 

Men symboler forudsætter en vis forhåndsviden 

hos beskueren, så efterhånden 

som resultatet af den mangelfulde 

religionsundervisning slog igennem, 

vendte præsternes interesse sig igen 

mod den figurative kunst, nu i en form, 

som nogle fandt direkte provokerende. 

Andre derimod opfattede provokationen 

som en dyd. Var det måske ikke 

meningen, at kirkegængerne skulle vækkes 

af søndagsdvalen? Senere fandt 

man ud af, at kravet om provokation 

var et farligt slagord, der bidrog til jagt 

efter noget stadig mere nyt og epokegørende: 

”Kunstværket estimeres, ikke 

fordi det anses [for] at have kvaliteter, 

der vil lade det blive stående, men ene 

og alene fordi det er repræsentativt for 

den sidst ankomne retning,” som K.E. 

Løgstrup skrev i sin bog ”Kunst og 

Etik” fra 1962. 

Problemet var også den da gældende 

myte om, at man ikke kunne stille krav 

til kunstnerne. Det gjorde det dels let 

for menighedsrådene, der slap for at 

tænke tingene ordentligt igennem, dels 

svært for kunstnerne, der ikke fik modstand 

eller modspil. Men det ændrede 

sig, da man fik øjnene op for, at kirkekunst 

også er brugskunst. Den skal opfylde 

et formål, hvad enten det nu er at 

forskønne kirkerummet, danne ramme 

om liturgien, eller – som de store nye 

totaludsmykninger – anskueliggørelse 

af kirkens lære. Det sidste lyder måske 

lidt kedeligt, men på det punkt ligner 

vor tids store flotte udsmykninger middelalderens 

kalkmalerier og store fløjaltre. 

Ligesom kirkekunsten dengang 

skulle fortælle evangeliet for folk, der 

ikke kunne læse, sådan forkynder de 

moderne udsmykninger evangeliet i et 

formsprog, der kan gøre det nutidigt 

og forståeligt i en tid, hvor kendskabet 

til kristendommens centrale fortællinger 

længe har været på retur. 

I dag bliver folk sjældent krænkede 

over en ny udsmykning i deres kirke. 

De kan måske ikke lide den, men det er 

13

14 

noget ganske andet. Menighedsrådene 

er blevet bevidste, og de stiller krav til 

den kunstner, der skal udsmykke deres 

kirke. Kunstneren skal ikke alene rent 

teknisk kunne magte de store opgaver, 

men også kende traditionen og være i 

besiddelse af den ydmyghed, der gør, 

at han eller hun kan lytte både til rummet 

og til evangeliet og vide, hvad de 

har med at gøre: ”Tag skoene af. Du 

står på hellig grund!” 

Andreas-kapellet 

Men som sagt: Kirkekunst er også 

brugskunst, og ligesom de store udsmykninger 

i tidligere tider affødte 

et behov for små sidealtre eller private 

andagtsbilleder, der gav mulighed 

for eftertanke og bøn, sådan har den 

monumentale kirkekunst måske også 

gjort, at der er brug for noget, der ikke 

skal proklamere eller imponere, men 

snarere skal tale stilfærdigt og inderligt 

til den enkelte. Sådan som det er 

sket for nylig i Roskilde Domkirke, 

hvor kunstneren Peter Brandes dels har 

skabt et par store bronzedøre i vestfacaden, 

dels har udsmykket det såkaldte 

Andreas-kapel, der er et lille beskedent 

sidekapel i skibets nordside. 

Andreas-kapellet har fået navn efter et 

kalkmaleri fra 1511, der på østvæggen 

afbilder apostlen Andreas, bærende på 

det X-formede kors, hvorpå han blev 

korsfæstet. Fra samme tid stammer 

også vestvæggens kalkmalerier med 

en Maria, stående på måneseglen og 

”klædt i solens stråler”, samt Johannes 

Døberens halshugning. Kapellet har i 

de senere år været brugt som meditations- 

og stilhedsrum – en funktion, man 

fra kirkens side ønskede at fastholde, 

og som Peter Brandes’ udsmykning 

lægger op til. Samtidig skulle rummet 

også kunne bruges ved dåb og mindre 

kirkelige handlinger. Når jeg her koncentrerer 

mig om Andreas-kapellets 

udsmykning, er det, fordi den både er 

udtryk for en nytænkning og for en dyb 

respekt for det eksisterende rum, idet 

kunstneren ved at inddrage de gamle 

kalkmalerier i udsmykningen har skabt 

en fin helhed af nyt og gammelt. 

Ottekantede stjerner 

Adgangen fra kirkeskibet til kapellet 

sker gennem en gitterport af smedejern 

og med en overlægger, der bærer 

et Kristus-hoved i bronze med hovederne 

af Maria og Johannes på hver 

side. Selve porten består af tyve ottekantede 

stjerner. Ottetallet går igen i 

udsmykningen og har symbolsk betydning. 

Mange gamle dåbskapeller var 

ottekantede, dels for at minde om de 

otte personer i Noahs ark, der alle kom 

frelst gennem syndfloden, dels fordi 

Jesus opstod på den ottende dag efter 

sit indtog i Jerusalem. 

Tolv apostle 

I midten af tolv af gitterportens stjerner 

er der indsat bronzehoveder. De er 

enkle, næsten maskeagtige, men samtidig 

forskellige. Det er de tolv apostle, 

der er afbildet som symboler på den

nye bronzeports yderside, men som 

her har fået ansigtstræk og individualitet 

som dem, der gik ud i alverden for 

at døbe folkeslagene og gøre dem til 

Jesu disciple, og som siden har været 

ledestjerner for de døbte. 

Kilden 

Derfor står døbefonten da også lige inden 

for døren, så den indtrædende nødes 

til at standse op et øjeblik. Soklen 

er udformet som en mosbegroet vækst, 

hvorfra der springer et kildevæld med 

vand i store dråbelignende former. 

Roskilde betyder Roars kilde, og domkirken 

er muligvis bygget over en gammel 

helbredende eller livgivende kilde. 

Ved siden af soklen og lige under fontens 

kumme står en lille Kristusfigur, 

der med tilbagelænet hoved modtager 

dråberne fra vandet, ligesom han i sin 

tid modtog dåbsvandet fra Johannes 

Døberens hånd. Sammenhængen mellem 

Jesu dåb og vores er understreget 

i kraven på dåbsfadet, der er udformet, 

så man på den ene side ser Johannes 

Døberens hånd med vandet, på den anden 

et Kristusansigt i profil. 

Passionen 

Bag døbefonten åbner det lille kapel 

sig med alle dets ærværdige hvælvinger 

og nicher. Opmærksomheden fanges 

naturligt af den gyldne mosaik, der 

sammen med et alterbord af blå keramik 

udfylder østvæggens centrale niche. 

Motivet er Jesu død på Golgata, 

men korset ser man ikke. Kun en spin- 

15

16 

kel stige bag et stort lidende ansigt. 

Tornene borer sig ind i Jesu pande, 

mens røde bloddråber løber fra øjnene 

ned over ansigtet. Forneden står Maria 

og Johannes på hver sin side af ham. 

To ganske små skikkelser, knuget af 

sorg. Opstillingen kendes fra traditionen, 

men får ved at være anbragt lige 

over for kalkmaleriet med den unge 

Maria med barnet på armen en særlig 

dimension: Det barn, der blev født under 

engles og stjerners jubelsang, endte 

sit liv i blod og smerte. Men guddommeligheden 

er fastholdt i den gyldne 

mosaik. Lyset spiller i de 57.000 små 

stifter, der ikke danner en plan flade, 

men omhyggeligt er lagt ned i en bølget 

rytme på en struktureret overflade. 

Det er betagende smukt, når lysindfaldet 

fra kapellets nordrude, der med en 

sort blytegning på baggrund af hvidt, 

struktureret og opaliseret glas viser den 

forklarede Jesus på Tabor bjerg, får de 

mange små spejlflader af guld, sølv og 

farvede sten til at leve og vibrere. 

Det stille rum 

Stolene, lysestagerne, orglet – alt er 

del af udsmykningen og tjener til at 

binde den sammen. Følelsen af helhed 

og sammenhæng lægger op til, at man 

sætter sig ned og lader øjnene gå på opdagelse. 

Der er meget at opdage. Alene 

alterets placering mellem en stor gammel 

gravsten, der er indmuret i væggen 

til højre, og en tom niche til venstre. 

Ser man nærmere efter, er nichen nu 

ikke helt tom. Der er noget, der minder 

om omridset af en skikkelse, man aner 

et ligklæde og ved ikke, om det er Jesu 

gravlæggelse eller den tomme grav 

med stenen, der var væltet fra. 

Udsmykningen af Andreas-kapellet 

i Roskilde er på én gang storslået og 

bevægende. Et rum til stilhed, andagt 

og bøn.

Hvor er det guddommelige 

i fralandsblæst 

? 


Man vil aldrig kunne bevise det, men 

der er visse spørgsmål, som synes så 

mærkværdige, at det må være første 

gang, de stilles her i verden. 

Spørgsmålet, som stilles i denne artikels 

overskrift, har givetvis aldrig været 

formuleret før: ”Hvor er det guddommelige 

i fralandsblæst?”. Ordene 

blev sagt af Erland Porsmose, museumsdirektør 

på bl.a. Johannes Larsen 

Museet. Jeg havde sat ham stævne for 

at få ham til at fortælle, hvorvidt man 

kan tale om en religiøs dimension i Johannes 

Larsens billeder. 

Fralandsblæst – Romsø 

Vi mødes en mandag, hvor museet er 

lukket, og hvor mange af de kendte 

sommerlige malerier står i halvkold 

kontrast til de nu mennesketomme 

store rum, der kun bliver oplyst af det 

sparsomme lys, som en tåget januareftermiddag 

sender ind gennem vinduerne. 

Efter en kort gennemgang af kunstens 

bundethed til kirken op til renæssancen, 

samt hvorledes kunsten herefter 

gradvist løsriver sig fra alle øvrige 

autoriteter, kommer vi ind på Johannes 

Larsens billeder og religiøse univers: 

Tag nu det her Johannes Larsen billede. 

Hvor er det guddommelige i fralandsblæst?. 

Han peger på Johannes Larsens maleri 

”Fralandsblæst – Romsø”, som hænger 

lige til højre, når man kommer ind 

i den nye bygning. 

Spørgsmålet er godt, fordi der udefra 

set blot er tale om en afbildning af et 

parti havvand med nogle krusninger 

på. På billedet ses kun vand og vind – 

og så naturligvis lys. 

Johannes Larsen ville ikke selv kalde 

sig en religiøs maler. Han malede 

ikke direkte klassisk religiøse motiver 

i form af bibelske personer eller fortællinger 

(hvad Syberg f.eks. gjorde). 

Man finder heller ikke hos ham værker, 

der bærer titler af symbolsk eller 

eksistentiel art. Johannes Larsen 

malede det, han så, og det var først 

og fremmest den natur, som han livet 

igennem ønskede at være tæt på, og 

komme ind på livet af. 

Rigtigt nok bliver man som beskuer af 

17

18 

billedet næsten en del af bølgernes spil. 

Spørgsmålet er så, hvad der er religiøst 

ved det, for vi er vant til at tænke religion 

som noget med kirke, religiøse 

symboler eller moral. Men religiøsitet 

kan ses fra mange vinkler. Religion betyder 

egentligt at være bundet til noget. 

For den lidenskab eller stræben, 

man kan fyldes af i forhold til at være 

optaget af noget udenfor én selv, binder 

én fast. 

At være ét med naturen 

Johannes Larsen var livet igennem optaget 

af at blive et med naturen, eller 

være til stede her og nu i den. Det er 

ikke mindst det, der driver hans billeder. 

Så spørgsmålet er da, om denne 

drivkraft netop ikke er et udslag af 

religiøsitet, eller måske ligefrem kan 

kaldes religiøsitet? Jo, og på den måde 

er der hos Johannes Larsen en hårfin 

grænse mellem det videnskabelige 

og det religiøse. Billedet er en måde 

at komme ind på naturen og samtidig 

en hyldest til naturen og dens orden 

og regelmæssighed. Der er både harmoni 

og kompleksitet i billedet ”Fralandsblæst”: 

Bølgerne skubbes ud men 

skubbes samtidigt alligevel ind. På den 

måde skildres naturens fuldendthed 

hos Johannes Larsen ved at se det uendeligt 

store i det uendeligt små: Fuglene, 

der letter eller, som her, fralandsblæstens 

påvirkning af vandet lige ud 

for Romsø. 

Egentligt er det pudsigt at kalde billedet 

for ”Fralandsblæst”, for blæst er 

det eneste på billedet, man ikke kan 

se – altså med mindre man er kender 

af de bølger og krusninger, som hører 

fralandsvind på Romsø til. Og ikke engang 

da, for blæsten selv kan man ikke 

se, man kan kun se den så at sige på 

anden hånd, dvs. ved at iagttage det, 

som blæsten rører ved. Så selvom Johannes 

Larsen i sit billede næppe har 

været bevidst om det aspekt, kan jeg 

ikke lade være med at tænke på, at det 

beskriver vores religiøse søgen ganske 

godt: Vi kan ikke se, fatte eller gribe 

det guddommelige direkte, så derfor 

må vi indkredse det, så godt som vi 

kan for i det mindste at kunne se eller 

fornemme virkningerne. Altså f.eks. 

ved at male fralandsblæst, gennem at 

skildre dens virkninger i vandet. Johannes 

Larsen var i det hele taget dybt 

fascineret af årstidernes skiften og noterede 

dag for dag omhyggeligt i sin 

dagbog, hvordan vejret var, og hvilke 

fugle han havde set eller hørt. Talrige 

titler bærer præg af denne usvigelige 

sikkerhed i skildringen af det danske 

vejr. Han var i stand til at indfange det 

karakteristiske i fuglenes bevægelser 

gennem luften på en overbevisende 

måde, ofte som en skjult tegneserie, 

hvor en floks bevægelser er gengivet 

specifikt for hver enkelt fugl, således 

at helheden i flugten fornemmes. 

At se og at være 

Han fortolkede aldrig selv sine billeder, 

han malede naturen, som han så 

den. F.eks. kaldes billedet af en fugl i

et bur blot ”Fuglebur”. Dramaet stopper 

her til trods for den symbolik, der ligger 

i et sådant motiv. Der er i hans billeder 

ikke de store eksistentielle fortællinger 

som hos Syberg (”Skabelsen” 

eller ”Historien om en moder”), men 

dramaet ligger i naturen selv. Han ønskede 

at forstå sig selv som værende i 

pagt med naturen. Indianeren var der 

nogle, der kaldte ham. Han gik på jagt, 

og det er måske derfor, han aldrig blev 

sentimental i sine fuglebilleder. Man 

ser f.eks. aldrig en fugl, der ligger på 

rede. 

De små detaljer og enkeltdele i naturen 

er for Johannes Larsens et forsøg på at 

gribe naturen og gøre sig til et med virkeligheden. 

På den måde er hans billeder 

både en hyldest til naturen og en 

længsel efter den til trods for, at han 

står midt i den. For det er kunstnerens 

søgen og lod at forsøge at gribe det, 

man i grunden ikke kan gribe. 

Larsens religiøsitet tolkes eller beskri- 

ves gennem naturen og den måde, han 

prøver at komme ind på livet af den. 

Han gør sig til ét med virkeligheden, 

eller rettere ønsker at gøre det ved at 

tyde virkeligheden. Altså gennem det 

konkrete, han kunne se, det nære, og 

det vil for ham ikke mindst sige naturen. 

Spørgsmålet er så, hvad der er guddommeligt 

i naturen? 

Vi kender vel den søgen også fra vores 

egen tilværelse. Det er nok de færreste, 

der kan se sig helt fri fra at være religiøse 

i den forstand; altså at naturen 

og vejret bliver en måde at forsone sig 

med sit liv på. I hvert fald dér hvor vi 

oplever, at vores verden og naturens 

verden mødes og smelter sammen. Det 

at gå en tur ved stranden kan en masse 

ting i forhold til at forstå sig selv. 

Det store i det små 

Spørgsmålet om, det guddommelige er 

i en solopgang, synes sikkert at være et 

dumt spørgsmål for den, der står og betragter 

den. Anderledes kan Johannes 

Larsens billeder lære os at se det store 

i det små. At livets under, det guddommelige, 

også er at finde i naturen, som 

den er i al sin kompleksitet. I fuglenes 

træk eller en fralandsblæst ved Romsø 

i 1932. Ja, i livet selv der på en og samme 

tid både er såre almindeligt og dog 

så ophøjet. 

19

20 

SOGNET FORTÆLLER

Strøtanker 

Lilli Høgh, kirketjenervikar. 

Tidligere kirketjenervikar Lili Høgh 

fortæller om kirkens liv set fra den bagerste 

stol i kirkeskibet. 

Tiden går, tiden løber, ja nogle gange 

iler den, den sliber og den pudser kanter. 

Efter atten år som vikar for kirketjeneren, 

har Leo og jeg også lært at 

kante os rundt i og omkring kirken. 

Vi har kantet os mellem små børn, 

store børn, konfirmander, kirkegængere, 

ja vi har endda kantet os rundt om 

dronning Margrethe og prins Henrik, 

da de for år tilbage besøgte kirken. 

Jeg har kantet mig rundt om meget 

glade og forventningsfulde unge men- 

nesker ved bryllupper, givet brudgommen 

blomster i knaphullet og ordnet 

brudens slør. Jeg har mødt brudens 

mor, som var ved at besvime, og den 

fine gamle dame, der blev dårlig, så 

jeg måtte følge hende hjem og lægge 

hende i seng. 

På samme måde har jeg kantet mig om 

sørgende og opgivende pårørende ved 

bisættelser. 

21

22 

Vi har puffet lidt og skubbet lidt til 

kantede mennesker for at få dem lirket 

ind i kirken. Vi har kantet os rundt om 

præster og menighedsråd for at klare 

tingene på bedste måde. 

Vi har kantet os rundt om organister 

og sangere, ja endda kirketjenere, som 

vi enten skulle lære af eller lære op.Vi 

har kantet os rundt om en del kordegne 

med forskellige indfaldsvinkler til 

mennesker, men fælles for alle er, at vi 

har haft det fantastisk godt sammen. 

Vi har set mennesker dybt alvorligt 

ligge på knæ ved alteret og lægge en 

blomst ved krucifikset for en afdød 

ægtefælle. Nogle har siddet i dybe tanker 

på en bænk, og jeg er listet stille 

ud igen, for måske senere at møde dem 

i våbenhuset med et varmt håndtryk og 

et lille knus. Jeg har kantet mig rundt 

om mange musikere, der skulle afholde 

koncert i kirken, bl. a. husker jeg nogle 

meget dygtige unge russiske musikere, 

som bare levede for deres musik, den 

ene havde kun ”kjole og hvidt”, både 

til hverdag og til optræden, fortalte 

han. Efter koncerten var de meget glade 

for mine hjemmebagte boller. Alt 

sammen minder, som gør at kirkens liv 

blev vores liv, og vores liv blev kirkens. 

Afsked 

Men så løb tiden alligevel hurtigere, 

end vi anede, og tiden var kommet til 

at tage beslutningen om at stoppe. 

Vi har følt arbejdet meget alsidigt og 

meningsfyldt, men også alvorligt og 

krævende.

24 

MIN YNDLINGSSALME

Glæden er jordens 

gæst 

Af Kirsten Jørgensen, sognepræst. 

Holger Rasmussen er vokset op med 

sang. Ikke mindst gennem mange år på 

de frie skoler, hvor højskolesangbogen 

altid var ved hånden. 

Skal vi ikke have et glas rødvin?, spørger 

Holger. Af en eller anden grund 

kom jeg for mange år siden til at kalde 

ham lille Holger, og det har han heddet 

her i huset lige siden, men han hedder 

Holger Rasmussen, og han er på ingen 

måde lille. Tværtimod er han en stor, 

rank og flot mand både indvendigt og 

udvendigt. Det har han vist altid været 

og er det stadig, selvom der står 1919 

på hans fødselsattest. Også selvom 

han i slutningen af 2010 blev ramt af 

en blodprop, der efterlod ham halv- 

sidigt lammet og reduceret på taleevnen, 

fordi lammelsen også har ramt 

tungen. Han måtte forlade sit hus i 

Revninge og flytte ind på Fjordly. Skal 

vi ikke have et glas rødvin? Jeg er på 

besøg ved juletid i hans stue. Det er 

Chris og Tove også, de kommer med 

Jyllandsposten, og Hans er der med 

hunden Fifi og Anne, der er sygeplejerske 

og skal hjælpe med maden. Det er 

næsten en fest, og rødvinen ville sætte 

prikken over i’et, for livet skal nydes, 

sådan mener Holger om det, livet – det 

skal nydes. Han har mistet meget på 

grund af sygdommen, men venligheden, 

fremkommeligheden og charmen 

er intakt sammen med glæden over at 

være i selskab med andre mennesker. 

Så er det jul igen 

Nok kan Holger ikke tale så godt som 

før. Men han kan synge. Og det var 

det, jeg også var der for, der ved juletid, 

for at snakke om salmer. Det bliver 

ikke jul uden ”Julen har bragt velsignet 

bud”, siger Holger, så den synger vi, så 

det kan blive jul igen, og han kan den 

udenad. Selvfølgelig, for den har fulgt 

ham siden hans barndom på Voldsgård 

i Revninge, som hans far købte, og som 

Holger drev et helt arbejdsliv sammen 

med sin kone, og som stadig er 

i familiens eje. På Voldsgård gik alle, 

også karle og piger, i kirke juleaften, 

og B.S. Ingemann gik med ud og hjem 

og bragte julens bud til alle på gården. 

”Glæden er jordens gæst i dag” og når 

man er i selskab med Holger, så er man 

overbevist om, at der har været mange 

25

26 

af den slags dage i hans liv, dage med 

besøg af glæden. 

Bondeliv 

Historien om Holgers liv er en historie, 

der ikke vil kunne fortælles mere i dette 

land, for det er historien om et bondeliv, 

der ikke længere findes. Det er 

der ingen grund til at blive sentimental 

over, det kunne ikke falde Holger ind, 

for sentimentalitet og føleri ligger ham 

fjernt. Men dog er den en historie, der 

er særlig og nu tabt: et bondeliv knyttet 

til lokalt foreningsliv i en levende 

landsby og ikke mindst til de frie skoler. 

Holger gik i friskole i Revninge 

– dengang en lille skole, hvor læreren 

havde en kone, der heldigvis var bedre 

til regning end ham selv. Men der blev 

sunget hver morgen og bedt fadervor, 

og så må jo Vorherre hjælpe, hvor de 

matematiske evner ikke slår til. I 1933 

kom Holger som 14-årig på efterskole 

i Glamsbjerg og allerede som 18-årig 

på Rødding Højskole. Sangen fulgte 

med, og i Rødding blev der sunget 

fra højskolesangbogen ved hver times 

begyndelse. Holger og hans barndomskammerat 

Frode konkurrerede 

om, hvem der kunne huske teksterne 

udenad. Frode var meget dygtig til at 

synge og god til at ramme den rigtige 

tone, når der skulle synges for. Ikke 

for højt og ikke for lavt. Det kan mænd 

bedst, kvinder sætter altid an for lavt. 

Så fik jeg den. Jeg havde lige sat Jakob 

Knudsens ”Se nu stiger solen” an 

for lavt, da vi skulle synge den sammen. 

Den salme holder Holger også af, 

men vi synger den alt for tit, siger han

med et vemodigt blik og tænker på alle 

de begravelser, han har været med til, 

hvor den er blevet sunget, og endnu en 

gammel nabo, ven eller et familiemedlem 

er lagt i graven. 

At kende 

På Rødding Højskole kendte forstander 

Hans Lund alle elevernes navne 

allerede den første dag. Det bevæger 

stadig Holger, og det forstår man godt: 

det er bevægende at blive genkendt, at 

være kendt, at være nogen og ikke ingen. 

På Holgers næste skoleophold var de 

190 mænd. Det var på landbrugsskolen 

i Dalum. Jeg ved ikke, om forstanderen 

dér kendte dem alle, lige så hurtigt 

som Hans Lund. Men til gengæld lærte 

eleverne snart køkkenpigerne at kende. 

Det var en ægteskabscentral, blinker 

Holger. Der var vist også en pige der, 

som Holger lærte særlig godt at kende. 

Gæster på jorden 

Minderne om landbrugsskolen bringer 

Ludvig Holsteins efterårssang ”Det lysner 

over agres felt” på banen. Holger 

klukker, fordi historien vil fortælle, 

at Holstein var blevet franarret et helt 

gods og derfor skrev de ydmyge linjer: 

Og det er alt den jord jeg har 

og alt, hvad jeg begærer 

Jeg håber, det går an jeg ta’r 

hvad mine såler bærer. 

Men måske er de linjer også blot et 

vidnesbyrd om et menneske, der har 

færdedes hjemligt og sikkert på jorden, 

men som også ved, at vi mennesker er 

gæster på jorden i dette liv, og at vi 

må være taknemmelige, hvis vi er så 

heldige i livet, at glæden ofte kommer 

på besøg hos os. Sådan er det vist for 

Holger Rasmussen. Skål for det, lille 

Holger. 

27

28 

SOGNET LÆSER

Gode bøger 

Vi anbefaler gode bøger. Her er et lille 

udsnit af danske udgivelser i 2010. 

Lise Trap: 

Sorg – den dybeste ære glæden kan få 

Forfatteren, der er sognepræst, mistede 

et barn ved en ulykke og skriver om 

at være i sorg, snarere end om at bearbejde 

den. Bogen er enkelt og smukt 

skrevet og er blevet beskrevet som en 

rigtig vigtig hold-i-hånd-bog. 

Forlaget Alfa, 100 sider – 148 kr. 

Kjeld Holm: 

Åbne døre 

Bogen har en undertitel, der lyder: 

Erindringer om mennesker jeg har 

mødt. Det er biskoppen i Århus Stift, 

der fortæller om sit liv og møder med 

landsbylæreren, fasteren, hustruen, professoren, 

sognebarnet, politikeren og 

andre, der har åbnet deres døre for 

Kjeld Holm. Bogen er et fint billede af 

Danmark fra efterkrigstiden og til i dag. 

Kristeligt Dagblads Forlag – 249 kr. 

Kasper Bro Larsen: 

Rembrandt som bibelfortolker 

Rembrandt var ikke kun en stor kunstmaler, 

men også en fremragende bibelfortolker. 

Hans værker vidner om 

en livslang fascination af Bibelens 

historier. Denne bog inviterer til en 

vandring i feltet mellem Rembrandts 

billeder og de bibelske fortællinger, 

mellem penslens og pennens verdener. 

Bogen lægger særlig vægt på, hvordan 

Rembrandts kunst og bibelteksterne kaster 

lys og nye perspektiver på hinanden. 

Bogen henvender sig til enhver 

med interesse for kunst og kristendom 

Forlaget Aros, 156 sider – 299 kr. 

Niels Grønkjær: 

Den nye Gud. 

Efter fundamentalisme og ateisme 

Forfatteren er valgmenighedspræst på 

Vartov i København og en uhyre dygtig 

teolog og stærk religionsfilosof. Hans 

tankegang ligner Thorkild Grosbølls, 

men hans stil er langt mere klar og 

ærindet bedre gennemtænkt. Hvis man 

har mod på at give sig selv en intellektuel 

udfordring hvad angår gudsbegrebet, 

så er dette årets bog. 

Forlaget Alfa, 317 sider – 289 kr. 

Hein Heinsen: 

Gud - Trinitetsmaskinen 

Hein Heinsen er teolog og skulptør. 

Hans bog er tilegnet folket og folkekirken: 

en huspostil, en katekismus og en 

protestantismens kulturhistorie. Bogen 

sammenstiller omkring 100 tekster og 

100 billedværker fra den vestlige civilisation. 

Det er en bog for den, der 

ønsker at se et billede af Gud 2011 og 

for den, der bare vil have en tur i trinitetsmaskinen. 

Forlaget Gyldendal, 240 sider – 200 kr. 

29

30 

TINGENE TALER

En kone fulgte med 


Her fortælles en historie om et epitafium 

og om, hvordan man vil huskes. 

I Kerteminde Kirkes kor hænger på 

sydsiden et underligt billede. Et epitafium 

kalder man det. Det er en slags 

mindetavle over nogle personer, der 

har levet og virket her i Kerteminde. 

At billedet er vigtigt understreges af, 

at det er omkranset af englefigurer og 

selveste Moses og Johannes Døberen. 

På maleriet ses to mænd og en kvinde. 

Den ene mand er tydeligvis oppe 

i årene. Han står lidt bagved, som var 

han på én og samme gang både trængt 

i baggrunden og sat i centrum. Han synes 

nærmest lidt uvirkelig i forhold til 

de to andre i forgrunden, ikke mindst 

fordi et par engle flyver over hans hoved 

med en krans, som om de skal til 

at krone ham. 

Anders, Anders og Anna 

Manden i baggrunden hed Anders 

Jørgensen Mand og var præst i Kerteminde. 

Han døde i 1654, og efterfølgeren 

Anders Poulsen (til venstre) skulle 

ikke blot overtage embedet men også 

konen. Hun hed Anna Pedersdatter, 

og hun fremstår på billedet som både 

betuttet og streng, alt imens hænderne 

dydigt er lagt over hinanden på maven. 

Det blev hendes lod at pibe præstekraver. 

Epitafiet er lavet i 1675 på foranled- 

ning af Anders Poulsen, som på den 

måde bestilte et slags treenigt gravmæle 

over sin forgænger, sig selv og 

deres fælles kone. På det tidspunkt var 

det 21 år siden, den gamle præst døde, 

og derfor har maleren ikke haft anden 

mulighed end at portrættere ham som 

en ældre udgave af Anders Poulsen, 

som bekostede maleriet. Anders Poulsen 

står med ritualbogen i hånden og 

signalerer på den måde, at det nu er 

ham, der er præst. Samtidigt har han et 

bemærkelsesværdigt mildt udtryk i ansigtet, 

som står i kontrast til den autoritet, 

de to andre på hver deres måde 

skal forestille at udstråle. Måske har 

han villet, at eftertiden skulle huske 

ham sådan, eller også var hans væsen 

sådan, at det var umuligt for maleren 

at skildre ham anderledes end han så 

ud. Om hans liv ved vi, at krigen i Kerteminde 

i 1659 tog hårdt på ham: han 

fik granatchok og blev aldrig rigtig sig 

selv igen. Faktisk var det så slemt, at 

han resten af sit liv periodevis havde 

svært ved at passe sit embede. 

Hvad koster et gravmæle? 

Både han og Anna døde i 1677, kun to 

år efter billedet blev malet. Inden han 

døde, nåede han for øvrigt at skænke 

kirken dens nuværende prædikestol. 

Hvem ved, måske var det en forudsætning 

for at få hængt sit gravmæle op, 

hvor det hænger den dag i dag, mange 

hundrede år efter. 

31

32 

ÅRET DER GIK

Goddag og farvel 

af Anmarie Andersen, 

formand for menighedsrådet. 

Kirken er først og fremmest de levende 

stene. Til dem hører menigheden men 

også ansatte og frivillige. Formanden 

fortæller om afsked og velkomst i årets 

løb. 

Årsskriftets indkøring 

Et år er gået, siden vi for første gang 

udkom med et årsskrift, i stedet for fire 

gange om året at udsende et ”almindelig” 

eller ”gammeldags” kirkeblad 

- om man vil. Menighedsrådet synes, 

at det er et flot årsskrift, og vi tror på, 

at årsskriftet blev godt modtaget af befolkningen. 

Vi fik mange positive tilbagemeldinger. 

Men når noget nyt kommer til, er der 

altid noget gammelt, der ryger ud. 

Det har voldt lidt problemer for nogle 

at vænne sig til den lille folder med 

gudstjenestetiderne, i stedet for det 

gamle kirkeblad der blev sendt ud med 

posten, og hvor der også var artikler 

og oplysninger om forskellige arrangementer. 

Den lille folder udkommer 

hver tredie måned og sendes ikke ud 

med posten. Den ligger i kirkernes 

våbenhuse, på biblioteket og på turistkontoret, 

hvor man kan hente den for 

at holde sig ajour med kirketiderne og 

andre arrangementer i kirke og sognehus. 

Goddag og farvel 

Vi har i årets løb sagt farvel til ansatte 

ved kirkerne. Regnskabsfører Dorthe 

Thaisbak rejste den 1. marts efter en 

kort vikarperiode hos os. Vi ansatte 

Charlotte Bülow i stillingen som kordegn, 

med hovedvægten på kirkeregnskabet. 

Efter seks års ansættelse ønskede vores 

kirketjener Ole Jørgensen at gå på 

pension. Vi er sikre på, at rigtig mange 

vil savne Ole Jørgensens venlige smil 

og velkomst i kirkedøren. 

Ud af mange ansøgere besluttede vi at 

ansatte Claus Steen Larsen i stillingen 

som kirketjener. Claus Steen Larsen er 

47 år gammel og bosat i Kerteminde. 

Selv om Claus’ tidligere arbejde ikke 

havde noget med kirke at gøre, er han 

faldet rigtig godt til hos os og betjener 

både præster, ansatte og kirkegængere 

på allerbedste måde. 

Den 31. december 2010 besluttede 

endnu én af vore ansatte at forlade 

os. Det var Lilli Høgh, der havde væ- 

33

34 

ret kirketjenervikar i atten år. Det var 

noget af en overraskelse, fordi vi nok 

alle havde betragtet Lilli som fast inventar 

i kirkerne - ja vi kunne slet ikke 

forestille os, at Lilli kunne tænke på at 

holde op. Vi har været utrolig glade for 

at have Lilli Høgh som ansat hos os. 

Altid var der et smil til os alle, altid 

en hjælpende hånd til den, der trængte. 

Det vil blive meget svært for os alle at 

undvære Lilli. Vi er Lilli Høgh megen 

tak skyldig for hendes virke ved vore 

kirker. Jeg tror, at vi altid vil tale om 

”tiden med Lilli” og ”tiden efter Lilli”. 

Frivillige hænder 

2010 har ellers været et godt år, idet vi 

har fået oprettet en ”frivillig-bank”. Ja, 

hvad er så det for noget? Det er en otte 

til ti kvinder, der er villige til at give 

en hånd med i arbejdet ved kirken og 

i sognehuset. Når vi to gange om året 

har kirkefrokost for plejehjemmene og 

andre ældre fra byen, så har vi brug for 

ekstra hænder til at lave mad, dække 

bord og også til at hjælpe med at servicere 

under frokosten. Vi har babysalmesang 

og legestue for de lidt større 

børn og mange andre arrangementer, 

hvor der skal købes ind, smøres mad 

og hjælpes til. Der er også ved konfirmationerne 

brug for ekstra hjælp, hvor 

vi skal have mange mennesker ud og 

ind i kirken for at afvikle konfirmationerne 

i god ro og orden. Ligeledes er 

der også juleaften brug for ekstra hænder. 

Vi er meget glade og taknemmelige 

for, at disse personer har stillet sig 

til rådighed for os.

Døbefonten, der blev 

flyttet 

Tommy Andersen, kirkeværge. 

Det har været et længe næret ønske at 

få døbefonten i Drigstrup Kirke flyttet 

fra sin indeklemte placering op mod 

korvæggen og ud i kirkerummet. Nu er 

ønsket gået i opfyldelse. 

Oprindelig har døbefonten ganske 

givet haft sin plads i skibet – lige inden 

for indgangsdøren. Tanken bag en 

sådan placering var, at barnet skulle 

”kristnes”, inden det blev båret ind i 

Guds hus. En af de tanker, der undervejs 

har været arbejdet med, var da 

også at flytte døbefonten tilbage til en 

sådan plads. 

På provstesynet i 2004 blev menighedsrådet 

opfordret til at overveje en 

ny placering af døbefonten. Menighedsrådet 

drøftede efterfølgende flere 

forskellige løsningsmuligheder, inden 

man i 2008 fremsendte en konkret ansøgning 

ad de sædvanlige tjenstlige 

veje. Ansøgningen er blevet modtaget 

med meget stor velvilje i alle instanser. 

Derfor kom der også kun til at gå 2½ år, 

før projektet var gennemført, hvilket i 

kirkeligt regi er meget kort tid. Da alle 

parter havde godkendt de udarbejdede 

tegninger og planer, bakkede provstiet 

op med den nødvendige bevilling. 

Selve arbejdet gik i gang d. 8. november, 

og tre dage senere kunne man 

flytte den massive granitfont til sin 

nye plads. 1. søndag i advent kunne 

vi ved en meget festlig gudstjeneste 

indvie det nyindrettede kirkerum. Med 

den nye placering giver det ved dåben 

mulighed for, at følget kan ”slå kreds” 

om døbefonten, hvilket i sig selv er et 

stærkt symbolsk udtryk. 

Et nyt og større rum 

Flytningen af døbefonten har også givet 

sidegevinster. Vi har fået et større 

gulvareal, som kan give bedre vilkår 

for f.eks. koncerter. Endelig er den 

gamle kokosmåtte gennem skibet blevet 

fjernet og gulvet slebet og behandlet, 

hvilket giver en fornemmelse af et 

lysere kirkerum. 

35

38 

Hverdagen 

Af Kirsten Jørgensen, sognepræst. 

I kirkens liv er dagene mellem de spektakulære 

begivenheder stadig de allervigtigste. 

Det er på kirkens hverdage 

det største i vores liv markeres. 

Vi kender vist alle det særlige fænomen, 

som opstår en gang om året ved 

nytårstide, når året skifter: Tilbageblikket. 

Endnu et år er gået, og hvor blev 

det dog af, og hvad skete der egentlig, 

og hvad kan vi huske? Eller forekommer 

året at være spildt, for vi kan alligevel 

ikke huske noget af det? Som 

en kollega engang sagde til sin 60-års 

fødselsdag: Mit liv er sådan set spildt, 

for jeg kan ikke huske noget af det. Vi 

kunne nu alle godt huske ham og en 

del af hans meritter. 

Vi holder af hverdagen 

I tilbageblikket ser vi bedst alt det, der 

rager op og stikker af fra alt det andet. 

Alt det usædvanlige, det særlige, hvad 

enten det nu adskiller sig som noget 

særlig godt eller særlig trist. Blikket og 

tanken rammer det, der var anderledes. 

De særlige dage, der kunne mærkes, 

mærkedagene. Hverdagene og alt det 

almindelige forsvinder og bliver måske 

sågar glemt. 

Og dog så har de fleste af os det vist 

som Dan Turell: Vi holder af hverdagene: 

”Jeg holder af hverdagen 

mest af alt holder jeg af hverdagen 

Den langsomme opvågnen til den 

kendte udsigt 

der alligevel aldrig er helt så kendt 

familiens på en gang fortrolige og efter 

søvnens fjernhed fremmede ansigter 

morgenkyssene 

postens smæld i entreen 

kaffelugten” 

Liv, død, kærlighed 

Kirken har også sin hverdag. I tilbageblikket 

på 2010 er der selvfølgelig 

begivenheder, der stikker op: kunst og 

kirke projektet i maj, foredrag, møder 

med skolens mange klasser året igennem, 

afsked og velkomst, flytning 

af døbefonten i Drigstrup Kirke - det 

længe nærede ønske, der omsider gik i 

opfyldelse og meget mere, der særligt 

vil kunne huskes om året 2010. Men 

ind imellem alle disse mærkedage findes 

kirkens hverdage. Og ligesom for 

Dan Turell, så er det faktisk hverdagene, 

der er de vigtigste dage. For kirkens 

hverdage er ikke flade, ubetydelige 

dage, men dage der er ladede med 

stor betydning for kirkens medlemmer,

ja, kirkens største betydning findes i 

dens hverdage. Vi kan undvære foredrag, 

kunstudstillinger, møder og alt 

andet, der er særligt. Men vi kan ikke 

undvære, at kirken er der, når der skal 

døbes, konfirmeres, vies og begraves/ 

bisættes. Kirkens hverdage er fulde af 

det vigtigste i vores liv: Liv, død, kærlighed, 

sorg, håb. Ja, i kirken er det 

hverdagene, der langt overgår de særlige 

dage i betydning. Og derfor er det 

naturligvis de dage, der fylder mest i præsternes 

arbejdsliv. Sådan skal det være. 

Det væsenligste 

Vi præster er jo ellers vant til at høre 

den efterhånden noget slidte vittighed 

om, at vi kun arbejder om søndagen. 

Måske er det derfor, vi kan få en tendens 

til at lægge særlig vægt på alt det 

særlige, der foregår i kirken - for ligesom 

at synliggøre, at hverken vi eller 

kirkens øvrige ansatte ligger på den lade 

side på ugens øvrige dage. Nogen kunne 

jo tro, at kirken kun er der, når den 

råber op og markerer sig med spektakulære 

arrangementer. Men kirken og 

vi er der hele tiden, i hverdagene. Vi er 

der for at tage hånd om mennesker, når 

de mest basale og samtidig mest betydningsfulde 

begivenheder indtræffer i 

vores liv. Intet er vigtigere for os end at 

tage hånd om menneskelivet, som det 

bevæger sig fra fødsel, konfirmation, 

vielse til begravelse. 

Når vi ser tilbage på året, der gik, så 

ser vi derfor først og fremmest en lang 

række af hverdage fyldte med det, som 

kirken i grunden er her for. Vi opholder 

os ved kirkens hovedstol og tænker på 

alle de mennesker, som vi har set le og 

græde, mindes og glæde sig. Vi holder 

af hverdagen, mest af alt holder vi af 

hverdagen. 

39

40 

FOLKEKIRKEN LIGE NU

Fremtiden banker 

på 

af Anmarie Andersen, 

formand for menighedsrådet. 

Folkekirken er altid i bevægelse. Formanden 

fortæller om overvejelser og 

forandringer. 

Bedelaug 

I bladet sidste år skrev jeg, at vi havde 

oprettet et ”bedelaug”, som består 

af medlemmer af menigheden der har 

stillet sig til rådighed for at hjælpe til 

med at bede ind- og udgangsbøn ved 

gudstjenesterne. I den periode, hvor 

vi har konfirmandundervisning, er det 

rigtig dejligt at høre de unge mennesker 

læse op, og det er ikke noget problem 

at få dem til at være med. Men 

vi kunne godt bruge lidt flere personer, 

således at der blev lidt længere imellem, 

at man skal være ”kordegn”. Det 

indebærer nemlig ikke kun funktionen 

med at læse ind- og udgangsbøn. Der 

er andre småting, som man i samspil 

med kirketjeneren skal sørge for, således 

at gudstjenesten forløber godt. 

Disse ting har vi ikke ønsket at pålægge 

konfirmanderne, idet det trods alt er 

et større ansvar, man skal påtage sig. 

Så det vil sige, at selv om det er konfirmanderne, 

der læser op, skal der alligevel 

være en anden person til stede. 

Derfor, hvis der skulle være nogen, der 

har lyst til at hjælpe til ved gudstjene- 

sten, beder vi om at lade os høre fra jer. 

Vi vil da sammen gennemgå arbejdet, 

og derefter kan man afgøre, om det er 

noget, man har mod på. 

Ny overenskomst for kirkefunktionærer 

Den 1. januar 2010 trådte en ny overenskomst 

i kraft for alle kirkefunktionærer 

ved folkekirken. Kirkernes ansatte 

skal nu lige som landets øvrige 

lønarbejdere have en 5-dages arbejdsuge. 

Ligeledes ligger der i den nye 

overenskomst en geografisk fleksibilitet, 

således at kirkerne indbyrdes kan 

og skal arbejde sammen for at få det 

hele til at gå op i en højere enhed. Menighedsrådene 

har arbejdet hårdt og 

vedvarende for at få den nye arbejdstid 

til at række, idet man også var pålagt, 

at den nye overenskomst ikke måtte 

udløse vikartimer. 

Det kan ikke nægtes, at det har været 

en meget stor mundfuld både for menighedsråd 

og for ansatte at få realiseret 

overenskomsten. Helt nye rutiner 

skulle indlæres. Hvor man tidligere 

hver især passede sin egen ”lille” kirkegård 

eller sin egen ”lille” kirke, 

skulle man nu flyttes rundt med. Vi 

ved alle sammen godt, at hvis vi mennesker 

ikke forstår tingene helt, bliver 

vi usikre. Og når man er usikker, så er 

det nemmere at sætte sig med armene 

over kors. Men vi må nok sige, at vi her 

på Kertemindeegnen har været utroligt 

heldige. I kraft af, at vi i forvejen 

havde vores Hindsholmordning, hvor 

41

42 

præsterne arbejder sammen, og hvor 

menighedsrådene også arbejder sammen, 

er vi nok kommet meget nemmere 

igennem hele denne proces end 

mange andre steder i landet. Vi havde 

i menighedsrådene og fra præsternes 

side fra starten en overordnet ide om, 

at vi nok skulle komme igennem og ud 

på den anden side med et godt resultat. 

Det synes vi er blevet tilfældet. Vi er 

meget glade for at vore medarbejdere 

har sluttet så godt op omkring alt det 

nye og har vist mod og mandshjerte til 

at vise stor fleksibilitet. 

Folkekirken og registreret partnerskab 

Den 23. april 2010 nedsatte kirkeministeren 

et udvalg om folkekirken og 

registreret partnerskab. Udvalget har 

afleveret sin rapport, og den blev den 

17. september sendt til høring. 

Kerteminde menighedsråd havde en 

god og konstruktiv drøftelse af dette 

svære emne. Vi blev enige om, at afgive 

høringssvaret således, at vi stemte 

om spørgsmålene. 

Kommissoriets første spørgsmål ”Skal 

ægteskab fortsat kunne indgås i folkekirken, 

eller skal alle samliv indgås 

for den borgerlige øvrighed, hvorefter 

der er mulighed for en kirkelig velsignelse?” 

Ti medlemmer ønskede fortsat at vielser 

skal foregå i Folkekirken. 

Kommissoriets andet spørgsmål ”Under 

hvilke former skal også det registrerede 

partnerskab kunne indgås i 

Folkekirken?” 

Efter en drøftelse blev spørgsmålet, 

som også rapporten gør det, behandlet 

i tre spørgsmål til afstemning. 

”Skal registreret partnerskab kunne 

indgås ved kirkelig handling?” 

Syv stemte ja, to stemte nej, én stemte 

blank. 


velsignes ved autoriseret ritual?” 

Syv stemte ja, to stemte nej, én stemte 

blank. 


velsignes ved uautoriseret ritual?”

Tre stemte ja, syv stemte nej. 

Kommissoriets tredje spørgsmål ”Hvordan 

sikrer man, at præster af samvittighedsgrunde 

har frihed til at sige nej 

til at medvirke ved indgåelse af registreret 

partnerskab i kirken?” 

Syv medlemmer finder, at præster skal 

sikres ret til at nægte at medvirke ved 

indgåelse af partnerskab og ved kirkelig 

velsignelse af partnerskab. Tre 

stemte ikke. 

Det er nu op til kirkeministeren at 

fremsætte et lovforslag, til behandling 

i Folketinget. Den Danske Folkekirke 

er en rummelig størrelse, hvor der er 

plads til de forskellige kirkelige retninger, 

og det håber jeg på, at der også 

fortsat vil være efter en eventuel vedtagelse 

af et lovforslag, der omhandler 

kirkelige vielser af to af samme køn. 

Bloktilskud 

Sidste år skrev jeg om bloktilskud. Her 

redegjorde jeg for, hvad det ville betyde 

for folkekirken, hvis regeringen besluttede, 

at tilskuddet skulle overgå til 

et bloktilskud. Der indkom dog heldigvis 

så mange skeptiske høringssvar fra 

landets menighedsråd, så forslaget nu 

er lagt i skuffen. Vi håber selvfølgelig, 

at det bliver liggende der, men vi kan 

aldrig vide, hvad politikerne finder på. 

Konfirmandundervisning 

Rundt om i landet er der desværre flere 

og flere politikere, der vælger at ændre 

på tidspunktet for præsternes undervisning 

af konfirmanderne. Konfirmand- 

undervisningen har i mange år ligget 

som de første to timer om morgenen, 

hvor de unge mennesker er friske og 

veloplagte. Skolerne er mange steder 

trængte, fordi undersøgelser beviser, at 

de unge ikke lærer tilstrækkeligt meget 

og ikke er dygtige nok i forhold til 

unge i de lande, vi normalt sammenligner 

os med. Nogle politikere mener 

derfor, at det var bedre, hvis skolen fik 

de ”gode” timer til undervisning i almindelige 

fag, og at kirkerne da kunne 

få eftermiddagstimerne, hvor børnene 

er trætte og hellere vil hjem. 

Jeg tror, at disse tiltag vil give bagslag, 

forstået sådan at de unge kommer til 

at mangle noget væsentligt i deres almene 

dannelse: Evnen til at forstå vores 

kultur, evnen til at forstå, hvor jeg 

kommer fra, hvad mine rødder er, og 

hvorfor mit land er blevet, som det er. 

Den kristne arv har jo sat sit præg både 

på landet og på menneskene, og det 

kan vi godt være bekendt at stå ved. 

Vi har fra politikernes side heldigvis 

ikke set sådanne tiltag hos os, og det er 

vi selvfølgelig meget glade for. 

43

44 

2011

Det religiøse på film 


I mørket er vi ikke alene. Vi går i biografen 

for at mødes om tilværelsens 

store spørgsmål. I 2011 er det religiøse 

på film årets tema. 

I kirken hører vi de bibelske fortællinger 

læst og fortolket. Men de historier 

læses og fortolkes ikke kun i kirken. 

Kristendommen har aldrig kun hørt 

kirkerummet til, men har altid været 

en stor inspirationskilde også for den 

øvrige kultur – ikke mindst i kunsten, 

hvad dette årsskrifts tema kredser om. 

Filmgenren har ligeså længe den har 

eksisteret benyttet sig af kristendommens 

fortællinger, eller træk fra disse, 

som på den ene eller anden måde også 

er blevet en del af vores grundlæggende 

måde at se tilværelsen på. Både film 

som ”Superman”, ”Ringenes Herre” 

og ”Harry Potter” ville være utænkelige 

uden den kristne tradition, de læner 

sig op ad. Ja, endda også vores egen 

Lars Von Trier bruger og citerer i sine 

film kristne fortællinger. 

Når spørgsmål er bedre end svar 

Der har i filmhistorien naturligvis været 

film, der direkte skildrer bibelske begivenheder, 

men disse er med få undtagelser 

ikke særligt gode film, fordi de 

enten er for indiskrete i deres budskab 

eller skildrer det guddommelige på en 

alt for forudsigelig måde. 

Overfor disse mere eller mindre vellykkede 

film står talrige spillefilm, der 

ikke er tænkt specielt religiøst, men alligevel 

rummer en spørgen og en tolkning 

af tilværelsen, der netop kaster lys 

på virkeligheden og kristendommen på 

samme tid. 

Vi går til filmen 

I løbet af vinteren vil vi vise nogle af 

disse film i Kerteminde Kino. En mandag 

aften om måneden fra oktober til 

april vil man i Kino få mulighed for 

at få indblik i forskellige films brug af 

kristendommens elementer. 

Der vil i forbindelse med hver film være 

et oplæg, der belyser de problemstillinger, 

dagens film rejser. 

En folder om alle filmarrangementerne 

kan fra efteråret fås på biblioteket, turistbureauet, 

i kirkerne og naturligvis i 

Kerteminde Kino. Se også hjemmesiden 

www.kertemindekirke.dk 

Filmrækken arrangeres i samarbejde 

med kirkerne på Hindsholm. 

45

46 

ÅRETS KONFIRMANDER

18. april 2010 

Drigstrup Kirke 

Louise Grønnegaard Hansen, 

Nickolaj Bo Petterson. 

47

48 

Bededag den 30. april 2010 

Kerteminde Kirke 

7A 

Bagerst fra venstre: 

Lasse Herup Klokker, Jonas Rørsted Mosumgaard, Morten Ballegård Larsen, 

Rasmus Carlsen, Kristian Gahrn Kristoffersen. 

Forrest fra venstre: 

Julie Meyer Spanggaard, Annika Felicia Byriel Hartfield, Jurnar al-Araj, Heida 

Hafdis Gudbergsdóttir, Anne Holmgaard Hansen, Cecilie Jemina Mortensen, 

Laura Segnitz Rasmussen.



7B 


Nicolai Aagaard Mikkelsen, Rasmus Birkholm Larsen, Morten Skov Markvardsen, 

Rune Kildegaard Petterson, Emil Holm Lundemann, Mikkel Kronquist Lunde 

Jensen, Andreas Nicolas Segnitz, Stefan Vinkel Hansen, Tobias Vemmelund, 

Andreas Toftdahl Andersen. 


Mette Jæger Madsen, Nanna Dreisig, Marie Nørgaard, Nanna Kildegård Larsen, 

Josefine Vemmelund, Maria Bøgelund Jørgensen, Astrid Kim Rasmussen, Sandra 

Brendebjerg Hanson, Amalie Gommesen. 

49

50 



7C 


Aleksander Grzegorz Duszkiewicz, Jacob Almind Rasmussen, Mathias Egsvang 

Andreasen, Nicolai Nygaard, Niels Bjerre Lehrmann, Magnus Luigi Golles, Mads 

Buchhave Christiansen, Emil Damgaard Johnsen, Rasmus Prohaska Java Jensen. 


Niclas Thor Henriksen, Anna Stæhr, Nicoline Nyberg Eriksen, Laura Trabjerg- 

Madsen, Anne Sofie Ramsing, Sofie Antonsson, Laust Helle.


Drigstrup Kirke 


Jon Øbo Poulsen, Uffe Eggert Bøttcher, Jonas Jessen, Anders Egsvang Rasmussen, 

Benjamin Højlund Borg Moldrup, Mads Immerkær Nielsen, Tobias Agerbæk 

Nielsen. 


Emma Mynster Jensen, Henriette Milred Petersen, Benedicte Boisen Wind, Sofie 

Rostock Clausen, Signe Nielsen, Line Mohr Jensen. 

51

52 

STATISTIK

Døbte i Kerteminde Kirke 2010 

17.01 Marie Lyndorff 

31.01 Anna Nørbæk Skaalum 

31.01 Klara Nørbæk Skaalum 

07.02 Christopher Leo Bryde Johansson 

28.02 Karen Skovgaard Gynther Eriksen 

07.03 Ida Stemann Martinussen 

07.03 Benn Honoré Müller Jørgensen 

14.03 Niklas Melin Dahlstrøm Scherning 

18.04 Alma Møller Rasmussen 

18.04 Johannes Spangsberg Clausen 

13.05 Sienna Sky Randrup Algreen-Ussing 

22.05 Ellen Kirstine Kildebjerg Lykke Bak 

30.05 Timotheus Marqvardsen Dalum 

12.06 Poul Ernst Seehusen 

13.06 Anna Grønbæk 

20.06 Maja Louise Kabel 

27.06 Maja Helene Harder 

04.07 Troels Henning Eriksen 

18.07 Emil Vølund Martinussen 

25.07 Line Josephine Kjær Frandsen 

22.08 Maja Dorthea Storch 

22.08 Mille Marie Buk Verdier 

22.08 Maja Tagesen Høegh Hansen 

29.08 Signe Paarup Kristensen 

29.08 Maja Paarup Kristensen 

12.09 Gustav William Segnitz 

12.09 Merle Palmar Hassel-Pflugh 

19.09 Alfred Strodl Andersen 

26.09 Caroline Bøgh Ditlevsen 

10.10 Elisa Marie Svedborg Bostlund 

10.10 Nikolaj Claridge Fincks 

17.10 Tobias Henning Hansen 

31.10 Lasse Kongsted Buur 

14.11 Oskar Petersen 

14.11 Valdemar Esø-Olsen 

21.11 Katrine Rose Nielsen 

Døbte i Drigstrup Kirke 2010 

07.03 Bjarke Koch Klausen 

14.03 Rasmus Prohaska Java Jensen 

14.03 Lasse Prohaska Java Jensen 

14.03 Oliver Pacharapol Elwain 

01.04 Aksel Kristian Nielsen 

01.04 Oskar Leander Nielsen 

13.06 Emmaline Lizzie Breum Nielsen 

01.08 Emma Bermejo Larsen 

22.08 Lucia Treviño Sørensen 

05.09 Amalie Peistrup Bering Kier 

19.09 Kasper Kristiansen 

03.10 Sebastian Røndrup 

05.12 Amalie Engelbert Dres Jensen 

53

54 

Vielser/velsignelser i Kerteminde 

Kirke 2010 

27.03 Marlene Martinussen 

& Christian Peter Martinussen 

14.05 Hanne Stærgaard Madsen Lange 

& Bent Einar Lange 

22.05 Kirsten Kildebjerg Lykke Bak 

& Lars Bak 

12.06 Sarah Hvidsten Knudsen 

& Kenneth Knudsen 

12.06 Anette Ernst Seehusen 

& Jacob Ernst Seehusen 

31.07 Johanne Aakjer 

& Simon Midtgaard Fogt 

14.08 Rikke Schiødt 

& Mikkel Schiødt 

28.08 Chalotte Kristine Nykjær Hansen 

& Lars Ole Hansen 

28.08 Christina Løwe-Madsen 

& Jan Løwe-Madsen 

28.08 Mie Krydsfeldt 

& Mikael Due 

18.12 Ninna Lodberg Hedegaard 

Mouritzen-Graham 

& Andrew Summer Graham 

Vielser/velsignelser i Drigstrup 

Kirke 2010 

22.05 Gitte Steffensen 

& Thomas Bo Nielsen 

10.07 Malene Bach Brøndum 

& Simon Segnitz 

24.07 Lotte Lykke Lorentzen 

& Jeppe Lykke Lorentzen 

14.08 Ulla Anna Marie McFarlane 

& Alan McFarlane Harvey 

25.09 Line Bo Hansen 

& Morten Grønvald Fynbo

56 

Døde i Kerteminde Sogn 2010 

08.01 Rudolfs Gibzuns 

20.01 Peter Østergaard 

22.01 Peter Erling Hesseldal 

23.01 Poul Hansen 

26.01 Eggert Banke 

02.02 Else Nielsen 

03.02 Poul Ettrup Nielsen 

14.02 Lis Bjørn Jensen 

18.02 Bjarne Niels Eithz Martinussen 

15.03 Bendt Hansen 

18.03 Erik Anders Jørgensen 

22.03 Jan Lausen 

25.03 Lilli Agnethe Petersen 

26.03 Niels Kjeld Wangberg 

02.04 Lykke Jensen 

06.04 John Aage Classen 

08.04 Dora Helene Christiansen 

08.04 Peder Henriksen 

10.04 Ejner Christian Meirum 

14.04 Olga Jensen 

14.04 Lissi Inge Hansen 

15.04 Bjørghild Rasmussen 

16.04 Ella Harder Sørensen 

22.04 Iris Agnete Larsen 

30.04 Hans Hansen 

02.05 Annine Margrethe Palmgren 

03.05 Jørgen Frank Bue Hansen 

05.05 Anne Mathilde Fischer Sørensen 

12.05 Henning Majgård Nielsen 

18.05 Arne Kaj Pedersen 

19.05 Ingeborg Schach Jensen 

25.05 Jens Arne Christensen 

28.05 Peter Andersen 

14.06 Karen Margrethe Pedersen 

20.06 Kamma Elisabeth Jørgensen 

22.06 Inge Alvilda Møller 

27.06 Kamma Bruun 

27.06 Kjeld Nielsen 

27.06 Inger Marie Jakobsen 

27.06 Inger Lise Martens 

03.07 Ingrid Rasmine Planck-Hansen 

22.07 Axel Nielsen 

29.07 Elise Olive McKendry 

04.08 Ove Emil Mikkelsen 

07.08 Edith Minna Caspersen 

21.08 Poula Jensine Pedersen 

22.08 Hans Poul Vilhelm Hansen 

08.09 Nina Solvejg Skovgaard Jørgensen 

14.09 Henry Valdemar Kristensen 

14.09 Helge Christian Olsen 

14.09 Finn Tue Nielsen 

18.09 Mary Haahr Lund 

22.09 Poul Harry Pedersen 

23.09 Filip Bjørndahl Astrup 

25.09 Knud Verner Hansen 

04.10 Knud Jørgen Løye 

04.10 Erna Laura Sofie Stelmer 

18.10 Morten Elnef Jørgensen

19.10 Else Knudsen 

19.10 Henrik Adolf Lyngvig Hansen 

20.10 Birgitte Kjærgaard 

23.10 Ruth Arna Andersen 

24.10 Svend Aage Hjort Nielsen 

03.11 Anne Margrethe Andersen 

05.11 Ulla Astrid Westergaard 

09.11 Gunnar Nancke 

26.11 Vibeke Helmer-Hansen 

28.11 Poul Henry Knudsen 

29.11 Gustav William Segnitz 

30.11 Johanne Margrethe Horskjær 

30.11 Edith Katrine Hansen 

03.12 Henry Hansen 

05.12 Michael Juul Hansen 

29.12 Bengt Aage Axel Eggebrecht 

30.12 Eva Vibeke Holmboe 

Døde i Drigstrup Sogn 2010 

21.01 Susanne Søgaard Frederiksen 

29.01 Jørn Pedersen 

19.02 Marlene Ida Wilcks 

13.03 Vagn Otto Madsen 

16.03 Mogens Schmidt Rasmussen 

08.04 Erling Frank Ludwig 

25.04 Karin Inger Vogt 

10.05 Karl Sejersen Sommer 

08.07 Karen Margrethe Fjelde 

09.08 Grethe Hansen 

10.08 Svend Aage Hansen 

17.08 Solveig Gudrun Mosegaard 

14.09 Karl Kristian Konstantin-Hansen 

22.09 Christiane Andersen 

26.09 Svend Aage Borch 

07.10 Peder Immanuel Hermansen 

02.11 Marianne Grønhøj Mathiesen 

04.11 Bent Madsen 

18.12 Per Ove Larsen 

Døde udensogns begravet fra Kerteminde 

Kirkegårdskapel/Kirke 

15.01 Ruth Frida Klann Thullesen 

18.02 Karl Sigvald Madsen 

20.02 Tove Frida Elisabeth Rasmussen 

12.04 Emil Eyvind Hansen 

14.06 Bente Karen Petersen 

03.07 Otto Henry Ottosen 

30.07 Villy Peder Holmetoft 

29.08 Bo Steffen Hansen 

21.09 Konrad Ferdinand Nielsen 

28.09 Eva Heldina Erikka Nielsen 

06.10 Margit Marie Holm Sørensen 

Døde udensogns begravet fra Drigstrup 

Kirke 

05.09 Jeppe Jordan Wohlers Skov 

57

58 

NAVNE

Menighedsrådet 

Anmarie Andersen 

formand 

Birgit Bay 

Tommy Kuhlmann Andersen 

kirkeværge 

Grethe Bjørn 

kasserer 

Gerda Møller Hansen Ester Larsen 

Karne Lissi Andersen 

Helle Hansen 

kontaktperson 

Karen Mortensen 

59

60 

Carsten Weisz 

næstformand 

Kirkekontoret Kirketjenere 

Anne Marie Jeppesen 

kordegn 

Holger Hansen 

kirketjener i Drigstrup 

Præster 

Kirsten Jørgensen 

sognepræst 

Charlotte Bülow 

kordegn 

Christian Larsen 

sognepræst 

Claus Steen Larsen 

kirketjener i Kerteminde 

Organist Hverdagssangere 

Ole Eriksen 

organist 

Birgit Lund 

hverdagssanger, organistvikar, 

Drigstrup børnekor

Elsemarie Nielsen 

hverdagssanger 

Kirkekor 

Kirsten A. Kragh 

alt 

Anna Nyløkke 

sopran 

Birgit Sørensen 

sangervikar 

Signe Larsen 

sopran 

Bodil Odgaard 

alt 

Kirkesanger 

Kirsten Hesselager 

kirkesanger, sopran 

Maja Nielsen 

mellemstemme 

Karin Rasmussen 

mellemstemme 

61

62 

Karen Schmidt 

sopran 

Kirkegården 

Ulrik Christiansen 

kirkegårdsleder 

Tom Jensen 

kirkegårdsmedarbejder 

Lone Sinkjær 

alt 

Søren Andersen 


Christina Johansen 


Grethe Wellejus 

alt 

Allan Dreisig Hansen 

kirkegårdsmedarbejder

Billedbeskrivelse 

Alle fotografier, hvor andet ikke er angivet, 

er taget af Laura Rytter Holm og 

Henrik Bech Jensen, Onclick. 

© Alle rettigheder til de anvendte billeder 

i dette årsskrift tilhører den enkelte 

fotograf. Det er derfor ikke tilladt 

at anvende disse foto uden tilladelse 

fra fotografen. 

Omslag: Kik ind i Kerteminde Kirke. 

s. 3: Trappe til pædikestol, Drigstrup 

Kirke. 

s. 4: Udsnit af epitafium, Kerteminde 

Kirke. 

s. 6: Præstekrave. 

s. 7: Inskription, Odense Teater. 

s. 8: Stolerækker, Odense Teater. 

s. 9: Kirkebænke, Kerteminde Kirke. 

s. 10: Bogopslag, Kærlighedens Tegn. 

s. 12: Tuschtegning, Viggo Salting. 

s. 15: Altertavle, Andreas-kapellet, Ros- 

kilde Domkirke, foto: Henning 

Petersen. 

s. 16: Glasmosaik, Andreas-Kapellet, 

Roskilde Domkirke, foto: Hen- 

ning Petersen. 

s. 17: Fralandsblæst-Romsø, Johannes 

Larsen, Johs. Larsen Museet. 

s. 19: Fuglebur, Johannes Larsen, Johs. 

Larsen Museet. 

s. 20: Kirkebænk, Drigstrup Kirke. 

s. 21: Salmebøger. 

s. 21: Kirkegængere, Drigstrup Kirke. 

s. 22: Drigstup Kirke. 

s. 23: Kirketjenerens stol, Kerteminde 

Kirke. 

s. 24: Salmebog. 

s. 25: Holger Rasmussens aviser. 

s. 26: Portræt af Holger Rasmussen. 

s. 27: Indkørsel til Voldsgård. 

s. 28: Bøger. 

s. 30: Udsnit af epitafium, Kerteminde 

Kirke. 

s. 32: Lysindfald, Drigstrup Kirke. 

s. 33: Portræt af Ole Jørgensen. 

s. 34: Portræt af Lilli Høgh. 

s. 34: Termokander. 

s. 35-36: Flytning af døbefonten, Drig- 

strup Kirke. 

s. 37: Døbefonten, Drigstrup Kirke. 

s. 38: Alterbordet, Kerteminde Kirke. 

s. 39: Væg med håndmærker, Kerte- 

minde Kirke. 

s. 40: Hoveddøren, Kerteminde Kirke. 

s. 42: Vindue, Drigstrup Kirke. 

s. 43: Kirkeur, Kerteminde Kirke. 

s. 44: Kerteminde Kino, facade. 

s. 45: Filmspoler. 

s. 46: Cykler foran Kerteminde Kirke 

under konfirmandforberedelse. 

s. 47-51: Konfirmander, foto: Dan Gabai. 

s. 52: Klokke Drigstrup Kirke. 

s. 53: Dåbsfadene i Kerteminde og 

Drigstrup Kirker. 

s. 54: Lofthvælving, Drigstrup Kirke. 

s. 54: Brudetæppe i Kerteminde Kirke. 

s. 55: Facade, Kerteminde Kirke. 

s. 56: Udsnit af gravsten, Drigstrup 

kirkegård. 

s. 57: Udsnit af krans. 

s. 58: Dørklokke. 

s. 59 - 62: Portrætter af ansatte ved 

Kerteminde og Drigstup Kirker. 

s. 64: Drigstrup Kirke, foto: Birgit Bay. 

63

KUNST OG KRISTENDOM - Kerteminde Drigstrup kirker

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?