You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 1<br />
<strong>MORDET</strong> <strong>PÅ</strong> <strong>HALLAND</strong>
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 2<br />
Af samme forfatter:<br />
levende og lukket, digte, 1985<br />
i brand måske, digte, 1987<br />
Forgjort, digte, 1989<br />
Skaden, roman, 1990<br />
En død mands nys, digte, 1993<br />
sagde jeg, siger jeg, digte, 1999<br />
Mit forfærdelige ansigt, noveller, 2001<br />
Gespenst & andre spil, dramatik, 2002<br />
Adresser, b16, digte 2002<br />
Lidt ligesom mig, roman for børn, 2004<br />
På jagt, billedroman for børn, 2005<br />
Dengang med hunden, noveller, 2005<br />
Helt i skoven, digte, 2005
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 3<br />
PIA JUUL<br />
<strong>MORDET</strong> <strong>PÅ</strong> <strong>HALLAND</strong><br />
Roman<br />
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 4<br />
Mordet på Halland<br />
© 2009 Pia Juul/Tiderne Skifter<br />
Forlagsredaktion: Claus Clausen<br />
Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde<br />
og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg<br />
ISBN 978-87-7973-316-9<br />
Printed in Denmark 2009<br />
Forfatteren har modtaget støtte fra<br />
Kunststyrelsens litteraturudvalg til arbejdet med denne bog<br />
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K<br />
Tlf. 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91<br />
tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 5<br />
Må de få komma samman<br />
med hjärtans fröjd och gamman,<br />
som längta till varann’!<br />
SVENSK FOLKEVISE
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 6
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 7<br />
1<br />
Aftenen før havde vi siddet i stuen. Jeg drak kaffe, han<br />
drak øl. Vi så en krimi. „Hende ville jeg gerne ligne,“ sagde<br />
jeg om detektiven; den eneste modne kvinde, man nogensinde<br />
så i fjernsynet. „Men det gør du ikke,“ sagde<br />
han. Jeg drejede hovedet og så på ham. Kvinders ansigter<br />
styrter. Mænd får pondus. „Du har pondus,“ sagde jeg.<br />
Han drejede hovedet og så på mig.„Hvor?“ sagde han forskrækket.<br />
„Ha-ha-ha,“ sagde jeg.<br />
„Jeg kører klokken syv,“ sagde han og slukkede.<br />
„Jeg går ind og skriver.“ Jeg lagde armene op om hans<br />
hals og trykkede mig ind til ham så tæt jeg kunne, vi kyssede<br />
hinanden, jeg gned min kind mod hans skægstubbe.<br />
„Det varer ikke så længe.“<br />
Jeg gik ind i mit arbejdsværelse, snublede over noget<br />
på gulvet, men slæbte forsigtigt fødderne frem til bordet<br />
og tændte arkitektlampen. Computeren blinkede. Der<br />
stod et glas lunkent vand på bordet, jeg tog en slurk og<br />
gik hen og tændte for radioen, satte en cd i, der lå løst på<br />
hylden, jeg kunne ikke se, hvad det var for en. Im wun-<br />
– 7 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 8<br />
derschönen Monat Mai gjaldede det ud i rummet, men jeg<br />
slukkede. Jeg kan kun høre den højt, og ingen ville blive<br />
glade for at høre med så sent.<br />
Jeg vækkede computeren og åbnede en bog og lagde<br />
den fra mig. Jeg klikkede, jeg åbnede dokumentet, det var<br />
ikke engang åbent, den sidste ændring var to dage gammel,<br />
og da havde jeg kun rettet kommaer. Jeg kunne også<br />
bare gå ind i seng. Måske sov han ikke endnu. Jeg var kuldskær,<br />
jeg tog en trøje op fra gulvet og trak den over hovedet<br />
og begyndte at læse. Så skrev jeg.<br />
Det var kun sjældent sket før, men nu glemte jeg, hvor<br />
sent det var, fordi mit eget manuskript optog mig. Der gik<br />
timer. Jeg var stiv i ryggen, da jeg så op. Lyset var gråt,<br />
fjorden fik den mest usandsynlige farve, jeg rejste mig og<br />
åbnede vinduet. Der sad en solsort og fløjtede på tagryggen<br />
af lysthuset. Det var den dejligste forårsmorgen, men<br />
når man ikke har sovet om natten, og man er stiv i hele<br />
kroppen og ens hoved er både stopfyldt og helt tomt, er<br />
alt forkert.<br />
Jeg prøvede, og det lignede mig heller ikke, at finde ud<br />
af, hvordan man kunne beskrive fjorden, som den så ud<br />
lige nu. Solen var ved at stå op, og vandet skiftede farve<br />
hvert øjeblik.<br />
Jeg ville ikke vække Halland, han skulle snart op. Jeg<br />
gik ud og tissede og væltede ind i stuen på sofaen med et<br />
tæppe. Da jeg vågnede, vidste jeg, jeg var vågnet ved en<br />
lyd, men ikke hvilken. Der var et ekko af en høj lyd i mig.<br />
Jeg satte mig op og tog fat i mit hår, en bevægelse jeg<br />
– 8 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 9<br />
kendte fra film, jeg sundede mig og knugede tæppet om<br />
knæene. Blev jeg bange? Jeg tror ikke, jeg kan påstå, at jeg<br />
blev bange, det ville også have været forrykt og profetisk,<br />
men jeg husker i al fald en lille angst, en uro over at noget<br />
var galt. Var det døren, jeg havde hørt, var det bare<br />
Halland der var gået?<br />
På vej ud på badeværelset kiggede jeg ind i soveværelset,<br />
hvor sengen var tom. Så var han kørt.<br />
Under bruseren gik det op for mig, at jeg også havde<br />
set hans jakke og mappe i gangen. Så var han altså ikke<br />
kørt. Jeg lukkede for vandet og kaldte på ham. Han svarede<br />
ikke, men nu var jeg urolig, tørrede mig og viklede<br />
håndklædet om mig på vej gennem huset. Jeg kunne se<br />
nogen gennem den lille matte rude i gadedøren, jeg troede,<br />
det måske var ham, der stod udenfor, og skulle til at<br />
åbne døren, da det ringede på. „Øjeblik!“ råbte jeg og løb<br />
ind i soveværelset, smed håndklædet, tog Hallands badekåbe<br />
på og bandt den på vej ud.<br />
Da jeg åbnede, stod der en forvirret mand.<br />
„I lovens navn!“ sagde han, og hans stemme knækkede.<br />
Han rakte en hånd op. „Klokken er 7.47, og du er anholdt<br />
... Nej –.“ Han hev efter vejret.<br />
Jeg troede ikke mine egne ører. Nu genkendte jeg ham.<br />
Jeg kendte ham ikke, men genkendte ham, han kom hver<br />
morgen og parkerede skråt overfor ved politistationen.<br />
Jeg havde engang været derinde for at forny mit pas, det<br />
var alt. Jeg vidste ikke, om han var sekretær eller politibetjent,<br />
jeg havde aldrig skænket det en tanke, og det<br />
– 9 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 10<br />
gjorde jeg heller ikke nu. Jeg grinede ikke, for det var<br />
tydeligvis ikke for sjov, men han var rundt på gulvet, han<br />
så skræmt ud. Så begyndte han forfra: „Er du ikke Halland<br />
Roes kone?“<br />
„Jo!“ sagde jeg<br />
„Du er anholdt. Du er arresteret for mordet på Halland<br />
...“ Han bukkede sammen, han var virkelig uhyggeligt<br />
forpustet.<br />
Jeg gik forbi ham ud på de kolde brosten, ud på torvet<br />
og så mig om. Langt nede i den anden ende var der<br />
opløb af folk. Nu hørte jeg udrykningen i det fjerne.<br />
„Hvad er der sket?“ sagde jeg.<br />
Inger kom ud på trappestenen til nabohuset.„Hvad er<br />
der sket, Bjørn,“ sagde hun til manden. „Halland Roe er<br />
blevet skudt!“ gispede han og pegede ned mod den anden<br />
ende. Så pegede han på mig. „Det var hende, der –“<br />
Jeg løb. „Stop hende!“ råbte idioten og løb efter. Men<br />
jeg løb jo ned for at se, hvad der var sket, jeg flygtede ikke.<br />
Det absurde var ikke, at han påstod, jeg havde skudt nogen,<br />
men det at Halland skulle være skudt. Jeg troede<br />
overhovedet ikke på det, ikke før jeg så ham.<br />
„Hvis du går,“ havde min mand sagt dengang for ti år siden,<br />
„får du aldrig Abby at se igen.“ „Det kan du ikke bestemme!“<br />
sagde jeg skingert. Jeg hørte, at min stemme var<br />
skinger og undrede mig. Abby var fjorten år, hun kunne<br />
vel bestemme selv. Det kunne hun, og det gjorde hun.<br />
Enten kendte han hende bedre, end jeg gjorde, og det er<br />
– 10 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 11<br />
sandsynligt, eller også påvirkede han hende, og det er<br />
også sandsynligt. Jeg havde kun set hende ganske få gange<br />
siden, og det var længe siden sidst. Hun var stædig. Jeg<br />
havde et lille album med billeder af hende, som jeg havde<br />
slidt.<br />
Men jeg vidste det godt, at det var gratis at være sentimental<br />
på den måde. Hun foragtede mig, og det gjorde<br />
jeg også selv, hvis jeg tænkte efter, så jeg tænkte kun meget<br />
sjældent efter. For eksempel holdt jeg næsten helt op<br />
med at drikke, kort efter at jeg var flyttet fra dem, i al fald<br />
holdt jeg op med at drikke mig fuld. Efter at have siddet<br />
flere gange i en brandert og flæbet over Abby og gennem<br />
tågerne anet Hallands misfornøjede udtryk over, at jeg<br />
ikke længere kun tænkte på ham, men altid på min datter,<br />
besluttede jeg at holde mig til en enkelt øl, et enkelt<br />
glas vin. Det havde han ingen indvendinger mod, når blot<br />
jeg var opslugt af ham, og det var jeg så. Det var ikke noget,<br />
han behøvede at sige højt, jeg opfangede alle små signaler.<br />
Hvis ikke jeg var opslugt af ham, var alt jo desuden<br />
omsonst. Endnu mere omsonst.<br />
Jeg var stivnet. Jeg stod lidt derfra og så på Hallands tunge<br />
krop, hans ansigt på brostenene, det ene halvåbne øje,<br />
hans store mund med de smalle læber, det tilbageredte<br />
hvide hår, det sorte slips, den hvide skjorte med blodplamagen.<br />
Pondus.<br />
Abby, tænkte jeg.<br />
Brostenene skinnede, de var våde, og det var morgen-<br />
– 11 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 12<br />
lyset. Torvet lå ellers altid øde hen, nu myldrede det med<br />
folk, et par roser blomstrede allerede op ad de gule og<br />
hvidkalkede mure.<br />
„Det er hendes mand,“ var der en der sagde, og de rykkede<br />
sig og gjorde plads, men jeg havde set nok. Jeg kunne<br />
mærke dem stirre. Noget et sted i mit baghoved foreslog<br />
mig at kaste mig over hans legeme og græde højlydt,<br />
men det hele var meget uklart og uvirkeligt og ville ikke<br />
blive tydeligere af, at jeg blev teatralsk. I stedet gik jeg baglæns<br />
og vendte til sidst om og gik tilbage mod huset på<br />
iskolde fødder. Døren stod åben endnu, og jeg begyndte<br />
at ryste i samme sekund jeg tog fat om dørhåndtaget.<br />
Knap havde jeg skubbet døren i bag mig, før jeg sank ned<br />
på gulvet i entreen og lå sammenkrøbet og hulkede højt.<br />
Men det jeg tænkte var ikke: Halland, åh Halland – det<br />
var igen, som for lidt siden ude på torvet: Abby! Jeg vil<br />
ringe til Abby!
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 13<br />
2<br />
Far var foruroliget. Han kneb øjnene halvt i. Nærsynet?<br />
Nej, sådan kiggede Wilhelm Tell, da han spændte buen og<br />
rettede den mod sin søn under æbletræet.<br />
BELGIENS SORG Hugo Claus<br />
Jeg hørte godt postyret udenfor, men jeg tog mig ikke rigtig<br />
af det. Jeg kom op fra gulvet og styrede mod telefonen<br />
inde på mit skrivebord, min mors nummer var kodet ind,<br />
selvom det var uhyre sjældent jeg ringede til hende. Til<br />
gengæld blev jeg advaret, når hun ringede, og det var lige<br />
så sjældent. Hun blev forbavset, ikke mindst fordi det var<br />
så tidligt, at jeg vækkede hende. „Er der sket noget?“ sagde<br />
hun med det samme. Og så gik jeg i stå. Men jeg svarede<br />
ikke på spørgsmålet, jeg sagde: „Mor! Du bliver nødt<br />
til at give mig Abbys telefonnummer. Jeg skal tale med<br />
hende, det er meget vigtigt!“<br />
„Selvfølgelig er det vigtigt,“ sagde hun. „Det har det<br />
været lige siden du lod hende i stikken. Men hvorfor lige<br />
nu og midt om natten?“<br />
– 13 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 14<br />
„Det er ikke midt om natten! Jeg har været oppe længe!“<br />
sagde jeg. „Vil du ikke nok give mig nummeret?“<br />
Jeg kunne høre, hun lå i sengen endnu, der var en lyd<br />
af dyner omkring hende. „Det vil jeg helst ikke,“ sagde<br />
hun. „Men jeg kan love dig, at jeg ringer til hende, når jeg<br />
har fået øjne, og fortæller hende, at du har ringet. Så kan<br />
det være, hun ringer til dig!“<br />
„Jamen, det gør hun jo ikke!“ sagde jeg desperat.<br />
„Noget andet er ...“ sagde hun og lød, som om hun nu<br />
var ved at vågne. „Jeg har villet ringe til dig i en uges tid,<br />
for der er en anden, der gerne vil tale med dig.“<br />
„Hvem?“<br />
„Morfar.“<br />
„Vil morfar tale med mig?“ Mit hjerte hamrede, jeg<br />
kunne høre dets dunken helt op i øret. „Hvorfor? Jeg mener,<br />
hvorfor har han så ikke ringet?“<br />
„Han vil gerne have, du besøger ham.“<br />
„Ja?“ sagde jeg.„Hvorfor har du ventet en uges tid med<br />
at sige det? Det er da vigtigt!“<br />
„Tror du, du vil tage over og besøge ham?“ sagde hun.<br />
„Ja, selvfølgelig! Hvad tror du? Jeg har ikke set ham i<br />
mange år, selvfølgelig vil jeg besøge ham. Hvorfor vil han<br />
pludselig tale med mig nu?“<br />
„Han er syg.“ Så tav hun. Og jeg tav.<br />
„Er du der?“ sagde hun.<br />
„Ja,“ sagde jeg. „Hvor syg er han, hvad mener du?“<br />
„Han ligger på sygehuset i Reading, og han er ved at<br />
dø.“<br />
– 14 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 15<br />
„Hvordan ved at dø?“ Min stemme steg, mit åndedræt<br />
steg, og dørklokken ringede.<br />
„Nu får du gæster,“ sagde min mor.<br />
„Nej,“ sagde jeg.<br />
„Det ringer på døren, det kan jeg da høre,“ sagde hun.<br />
„Ja. Jeg ringer igen om lidt.“ Jeg lagde på.<br />
Morfar. Jeg sad og stirrede på telefonen og skrivebordet<br />
med min computer. Jeg løftede låget på den og skulle<br />
til at tænde den, da det ringede på igen.<br />
Der stod en høj mørkhåret mand udenfor og sagde,<br />
han var fra politiet. Bag ham kom en ældre fyr til syne, de<br />
nikkede mod mig med bedrøvede miner. De ville gerne<br />
ind.<br />
„Jeg har slet ikke fået tøj på endnu,“ sagde jeg og blev<br />
stående. „Eller morgenmad.“<br />
„Skal jeg ikke lave en kop kaffe, mens du klæder dig<br />
på?“ sagde den høje. „Eller te? Vil du have te?“<br />
Jeg pegede ind i stuen mod døren til køkkenet og gik<br />
selv ind i soveværelset og lukkede efter mig. Der lå mit<br />
våde håndklæde på sengen. Jeg tog det op. Jeg satte mig<br />
på kanten og kiggede på telefonen der hang på væggen.<br />
Jeg trykkede 5 for mor.<br />
„Allerede?“ sagde hun.<br />
„Hvad er der med morfar?“ sagde jeg.<br />
„Ja, hvad er der, han er 96, han har kræft i maven, han<br />
har det meget dårligt, men han vil så gerne se dig.“<br />
„Hvorfor ringede du ikke med det samme? Ville du<br />
overhovedet have sagt det, hvis jeg ikke havde ringet i dag?“<br />
– 15 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 16<br />
„Hvem var det, der ringede på hos dig?“ sagde hun.<br />
„Mor, er han lige ved at dø, skal jeg skynde mig? Har<br />
du besøgt ham?“<br />
„Jeg tror godt, du må skynde dig.“<br />
„Kan man ringe til ham, tror du?“<br />
„Aner det ikke. Vil du ikke tage derover?“<br />
„Jo. Nej. Jeg ved det ikke. Der er sket noget her. Har<br />
du ringet til Abby?“<br />
„Jeg er ikke kommet i tøjet endnu! Jeg skal nok ringe<br />
senere! Senere! Hvad er det, der er sket?“<br />
Jeg fik øje på mig selv i spejlet. Jeg forsvandt i Hallands<br />
grå badekåbe, mit hår var stadig vådt og hang i et virvar.<br />
Mit blik var fremmed. På væggen ved mit hovedgærde<br />
hang to små fotografier i sorte rammer. Et usædvanlig<br />
personligt indslag i huset. Jeg fandtes ellers kun for alvor<br />
i mit arbejdsværelse. De to billeder her forestillede min<br />
morfar og Abby. Hun var fjorten, da jeg forlod hende,<br />
men her var hun syv, tandløs og tankefuld, det sommerhvide<br />
hår havde løftet sig i vinden. Han sad i en liggestol<br />
med stråhat på. „Morfar!“ sagde jeg. „Jeg må i det mindste<br />
ringe til ham!“ Jeg begyndte at græde.<br />
„Hvorfor kan du ikke besøge ham?“ sagde min mor.<br />
„Halland er død,“ sagde jeg og hængte hurtigt røret på<br />
plads. Jeg rodede rundt i en bunke tøj på stolen og fandt<br />
nogle lange bukser og en trøje.<br />
Det bankede på døren. „Kom ind!“ sagde jeg og trak<br />
en børste gennem håret. Den høje kiggede ind.<br />
„Er der andre hjemme end dig?“ sagde han.<br />
– 16 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 17<br />
„Nej!“ sagde jeg. „Jeg talte i telefon.“<br />
„Med hvem?“ sagde han.<br />
„Det kommer sgu ikke dig ved!“ sagde jeg. „Med min<br />
mor.“ Min stemme knækkede igen. „Undskyld! Det er<br />
bare det ... det er bare fordi,“ nu kunne jeg ikke beherske<br />
mig og skyndte mig at sætte begge hænder op for ansigtet.<br />
Han skulle ikke se mig sådan her, en vildtfremmed.<br />
„Undskyld, men min ...“<br />
„Kom ind og få noget kaffe,“ sagde han.<br />
Jeg fulgte efter ham ind i min egen stue, som så forkert<br />
ud. Jeg græd stadig, mens jeg tog tæppet op fra sofaen<br />
og begyndte at lægge det sammen. Telefonen ringede.<br />
„Lad den være,“ sagde jeg. „Det er min mor. Jeg har<br />
lige snakket med hende, og hun fortalte mig, at min morfar<br />
er ved at dø, jeg ...“ Jeg hulkede og måtte sætte mig<br />
ned. „Jeg har ikke set ham i mange år, og nu er han ved<br />
at dø!“<br />
De så på hinanden og på mig og tilbage på hinanden<br />
igen. Jeg rejste mig og gik ud efter noget køkkenrulle i<br />
køkkenet og snød min næse.<br />
„Du er klar over, hvorfor vi er her nu?“ sagde den ældste<br />
af dem.<br />
Jeg svarede ikke, men nikkede lidt. „Jeg så ham godt<br />
derude,“ sagde jeg.<br />
„Halland Roe er blevet skudt og er død. Er du Bess?“<br />
Jeg nikkede.<br />
„Altså hans kone?“<br />
„Vi er ikke gift,“ sagde jeg og så mig om i stuen. „Men<br />
– 17 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 18<br />
vi har boet her i ti år. Det er Hallands hus. Vil I arrestere<br />
mig igen?“<br />
„Arrestere dig?“<br />
„Der kom en mand ... han hed Bjørn. Han sagde, jeg<br />
havde skudt Halland.“<br />
„Har du det?“<br />
Jeg svarede ikke, begyndte bare at græde igen og vidste<br />
ikke, hvorfor jeg græd. Over min morfar og Halland<br />
og Abby på een gang. Over min målrettede energi, den<br />
var jo vanvittig. Det havde forekommet mig indlysende<br />
at ringe til Abby som et mål i livet, som om det var det<br />
første mål i mit liv. Nu forstod jeg det slet ikke.<br />
Jeg var vågnet ved et skud. Det var dét. De forklarede mig,<br />
at Halland var skudt og død. Bjørn, der ikke var politibetjent<br />
som jeg havde troet, men pedel på skolen der lå<br />
længere nede bag ved torvet, havde set Halland blive ramt<br />
og vakle og falde om. Og han mente, han havde hørt Halland<br />
sige: „Min kone har skudt mig.“<br />
Det forklarede de mig. Og så så de på mig med deres<br />
mildt bedrøvede blikke. Men jeg forstod det slet ikke. Jeg<br />
forstod ikke, at de gerne ville have en forklaring, for det<br />
ville jeg jo ikke kunne give, det faldt mig ikke ind, at det<br />
havde noget med mig at gøre. Jeg forstod ikke, at de<br />
egentlig gerne ville finde ud af, om jeg kunne have skudt<br />
ham. Eller. De sagde ikke mere, så nu gætter jeg. Men de<br />
ventede, at jeg sagde noget, dét forstod jeg. Så jeg sagde:<br />
„Kan jeg komme til at se ham igen?“<br />
– 18 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 19<br />
Det kunne jeg godt, senere.<br />
Jeg græd ikke mere. Jeg drak af kaffen, han havde brugt<br />
stempelkanden, vi aldrig brugte. Den havde nok været<br />
støvet, mon han havde skyllet den først. Så opdagede jeg,<br />
at den mørke talte til mig. Jeg så på ham.<br />
„Hvad var det du hed?“ afbrød jeg ham.<br />
„Funder,“ sagde han.<br />
„Funder,“ gentog jeg.<br />
„Har Halland familie, forældre, søskende – børn?“<br />
sagde han.<br />
„Nej ...“ sagde jeg, tøvede, tænkte. „Det er indviklet.<br />
Men de er døde, tror jeg. Han havde vist ikke kontakt<br />
med sin søster mere, da hun døde.“<br />
„Var Halland gift, før han mødte dig?“<br />
„Hvorfor spørger du om det?“ sagde jeg. „Nej.“<br />
Han så skuffet ud.<br />
„Han kan da ikke have sagt, hans kone skød ham.<br />
Hvad sagde han præcis, kan ham Bjørn ikke have misforstået<br />
det? Hvorfor så han ikke, hvem der skød ham?“<br />
„Han blev skudt med en jagtriffel.“<br />
„Hvordan ved I det?“<br />
„Det kunne man høre på skuddet, man kan se det på<br />
skudhullet. Og han er skudt på lang afstand. Bjørn har<br />
ikke set det, og Halland har ikke set den der skød.“<br />
„Jamen hvorfor så? Hvorfor sagde han så det?“<br />
„Ja, hvorfor?“ sagde Funder. „Har du eller Halland en<br />
jagtriffel?“<br />
Nej, vi havde ingen våben.<br />
– 19 –
Tiderne_Halland 10/03/09 20:10 Side 20<br />
Nej, jeg havde ikke skudt Halland.<br />
Nej, jeg havde ikke set Halland siden i aftes.<br />
Nej, jeg kunne ikke forestille mig, at nogen ville slå<br />
Halland ihjel. Ingen fjender, det har man kun på film.<br />
Skudt bliver man også kun på film. Og hvad vidste jeg om<br />
Hallands liv uden for dette hus?<br />
„Og vil du være fri for savn og sorg, da må du intet elske<br />
her på jorden,“ sagde jeg.<br />
Ordensmagtens mænd løftede hovederne og så på<br />
mig.<br />
„Ludvig Bødtcher?“ sagde jeg.