Magasin 07 - Kino.dk

38 oktober 2009
hHvordan er det dog
lykkedes for Pixar at lave
ti gode film ud af ti, hvoraf
mindst halvdelen er decideret
fremragende? Nogle
af svarene kom frem i
Cannes, hvor instruktøren
Pete Docter og Pixar-grundlæggeren John
Lasseter var mødt frem for at støtte Op, der
åbnede festivalen i år.
Det var ikke så lidt af en blåstempling af animationsfilmen
som medie, og Pixar laver da
også tegnefilm, så man undervejs helt glemmer,
at vi ikke har med rigtige skuespillere at
gøre. Fordi følelserne er ægte.
Pixar lægger vægt på finpudsning af historien
igen og igen, inden de krydrer med deres
flotte tekniske fernis. Det lyder let, men
er det sikkert ikke, for så ville alle filmselskaber
kunne gøre dem kunsten efter. Hemmeligheden
ligger måske gemt i det råd, som en
af Disneys animatorer Ollie Johnston i sin tid
gav en ung John Lasseter:
”Du skal bekymre dig om, hvad karakteren
tænker og ikke så meget om, hvordan den ser
ud. Hvis du fortæller din historie rigtigt, kan
en animationsfilm holde til evig tid”. Johnston
henviste til Snehvide og de syv små dværge
(1937), Pinocchio (1940) og Dumbo (1941), og
man er tilbøjelig til at give ham ret.
filmens hjerte
Pixar er et filmstudie, der drives frem af de
respektive instruktører til forskel fra andre
filmstudier i Hollywood.
”Historierne kommer fra instruktørerne og
filmskabernes egne liv og er ofte meget personlige
historier. Når en idé ringer ægte, er
det, fordi jeg føler noget for hjertet i historien.
Hvor er følelserne i historien? Det går jeg efter,
og det er noget af det vigtigste at opnå i en film
og samtidig det sværeste. Walt Disney sagde
altid, at for hvert et grin i en film, skulle der
være en tåre. Jeg ved, at vi kan lave en film
morsom, og jeg ved, at vi kan lave flotte film,
men når du har en så usædvanlig film som for
eksempel Op, med dens usædvanlige karakterer,
er det meget vigtigt at sikre sig, at hjertefornemmelsen
er med,” siger John Lasseter.
I Op møder vi den gamle gubbe Carl, der ikke
har forliget sig med sin hustrus død nogle år
tilbage. I en fantastisk introduktionssekvens
forstår man, at de to var sjælevenner. De
fik ingen børn, og nu er Carl og hans gamle
rønne truet af højhuse og storby omkring sig.
Carl er ikke ulig Clint Eastwoods Walt Kowal-