“DEN PERFEKTE SYMBIOSE” - Kommunikationsforum

“DEN PERFEKTE SYMBIOSE”
AFHÆNGIGHEDSFORHOLDET MELLEM NGO’ER OG JOURNALISTER I
MEDIERNES DÆKNING AF UDVIKLINGSLANDENE
AF SIGNE HARE OLSEN
VEJLEDER : THOMAS OLESEN
Aarhus Universitet 2012 I Studienr: 20101434
Speciale i analytisk journalistik (cand.public)

FORMALIA
Specialet udgør 191.720 anslag, hvilket svarer til 79,9 normalsider á 2400
anslag per side inklusive mellemrum, fodnoter og referencer. Dette er
foruden abstract, indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag. Ud over
rapporten medfølger en cd-rom, der indeholder samtlige bilag. Denne er
vedlagt bagerst i specialet.
1

ABSTRACT
”The perfect symbiosis”– The dependencies between NGOs and
journalists in the media’s coverage of the developing countries
In this thesis, I have explored the interactions between NGOs and
journalists in the media’s coverage of the developing countries and
furthermore discussed how these dependency relations affect the fields’
normative tasks in society. By interviewing a range of journalists from the
media as well as communication- and press officers from six larger Danish
NGOs, I have analyzed the relationship between the agents and explored
how these relations affect the agents’ self-understanding.
By applying Pierre Bourdieu’s field theory, I argue that the governmental
implementation of requirements to the NGOs’ structures has pushed the
NGOs towards the economic field of power and commercial parameters. As
a result, the NGOs are arranging their messages to fit journalistic standards
and criteria in order to achieve media exposure. While the NGOs are
adapting to commercial logics, they are driven further away from the logics
that defines the field’s characteristics and purposes. The NGOs are forced
to simplify fundamental and complex issues to fit the media’s portrait of the
developing countries. This requires a degree of populism that consolidates
a stereotypical image of the countries and results in a compromise with the
very cornerstone of their field: To represent the people in the developing
countries.
Meanwhile, the media’s structural position in the economic field of power
means that the media is much dependent upon outside forces themselves.
While the NGOs have incorporated media logics to attain their goals, the
media has experienced tighter editorial budgets and an increased
competition within the field. Consequently, the journalists have become very
dependent upon information from external sources. The news desks do not
have the means, knowledge or familiarity with the developing countries to
3

cover these regions properly and are therefore dependent upon the NGOs’
social, cultural and to a certain extent economic capitals to cover the
countries. Hence, the journalists acknowledge the NGOs as important and
necessary allies. This provides the NGOs with a power that affects – and to
a certain extent – conditions the journalistic practice.
I conclude that the journalists are so dependent upon the NGOs’ insights,
knowledge and access to the field that much indicates that Danish
journalism from the developing countries would not take place insofar this
relationship didn’t exist. Despite the professional compromises, I therefore
argue that there - in the dependency relation - exists a real potential for an
alliance that benefits all parties as well as the general public.
4

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING ............................................................................................. 7
1.1. Indledning til specialet ........................................................................ 7
1.2. Problemfelt ....................................................................................... 11
1.3. Problemformulering .......................................................................... 12
1.4. Underspørgsmål .............................................................................. 12
1.5. Afgrænsning ..................................................................................... 13
1.6. Specialets opbygning ....................................................................... 14
2. TEORI....................................................................................................... 15
2.1. Feltteorien: Pierre Bourdieu ............................................................. 16
2.1.1. Det humanitære felt ..................................................................... 19
2.1.2. Det journalistiske felt ................................................................... 21
2.2. Den gensidige afhængighed ............................................................ 24
2.2.1. Journalistikkens magt .................................................................. 24
2.2.2. Journalist-kildeforholdet ............................................................... 28
2.2.3. Hvad er mediekapital? ................................................................. 29
2.2.3.1. Definition af mediekapital .................................................... 32
3. METODE .................................................................................................. 33
3.1. Valg af empiri ................................................................................... 33
3.2. Interviewdesign ................................................................................ 34
3.3. Præsentation af interviewpersoner ................................................. 35
3.3.1. NGO’erne .................................................................................... 35
3.3.2. Journalisterne .............................................................................. 37
3.4. Interviewgennemførelse ................................................................... 38
3.5. Transskription ................................................................................... 39
3.6. Validitet og Reliabilitet ...................................................................... 39
4. ANALYSE ................................................................................................. 42
4.1. Felternes strukturelle position .......................................................... 43
4.1.1. NGO’ernes interesse i medierne ................................................. 43
4.1.2. Mediernes interesse i NGO’erne ................................................. 47
4.1.3. ”Den perfekte symbiose” ............................................................. 50
4.2. Relationen mellem journalister og NGO’er i praksis ......................... 51
4.2.1. Økonomisk kapital ....................................................................... 51
4.2.2. Skabsjournalisten ........................................................................ 53
5

4.2.3. Det gode netværk ........................................................................ 57
4.2.4. Viden ........................................................................................... 57
4.2.4.1. NGO’en som kilde: Ekspert, part og derimellem ................. 58
4.2.4.2. Fixere .................................................................................. 60
4.2.4.3. Den indlejrede journalist ..................................................... 63
4.2.5 Delkonklusion ............................................................................... 68
4.3. Mellem idealniveau og praksis .............................................................. 69
4.3.1. Valget af frame: Når nød er til nytte ............................................. 69
4.3.2. Et simplificeret verdensbillede ..................................................... 72
4.3.3 Det humanitære felt og de modstridende interesser, der
kæmper om at dominere det ................................................................. 75
4.3.3.1. Selvmodsigende institutioner .............................................. 75
4.3.3.2. Når målet helliger midlet ..................................................... 77
4.3.4. Det journalistiske felt og de modstridende interesser, der
kæmper om at dominere det ................................................................. 79
4.3.4.1. ”I praksis betyder det ikke så meget” .................................. 79
4.3.4.2. Et medium for markedsføring ............................................. 81
4.3.5. Afslutning: Mod en bedre udenrigsdækning ................................ 83
4.3.6. Delkonklusion .............................................................................. 86
5. KONKLUSION....................................................................................... 88
5.1. Specialets konklusioner ................................................................... 88
5.2. Politiske implikationer ...................................................................... 90
5.3. Perspektivering ................................................................................ 91
KILDELISTE ................................................................................................. 94
OVERSIGT OVER BILAG .......................................................................... 101
6

1. INDLEDNING
1.1. Indledning til specialet
Aldrig før har udlandsstoffet fyldt så meget i de danske medier (Holm et. al
2000). Globaliseringen nedbryder grænserne mellem lande, kulturer,
økonomi og mennesker, og det har haft stor indflydelse på mediernes
dækning af verden (ibid.). Transnationale temaer som klima og miljø,
forsvarspolitik og international økonomi fylder til stadighed mere i
danskernes bevidsthed og siden terrorangrebet den 11. september 2001
opfattes terrorisme, flygtningeproblematikker og krige ikke længere som
fjerne problemstillinger men som problematikker, der har en direkte
indvirkning på Danmark og danskerne (Hansen 2008). Som følge af
globaliseringen har medierne derfor zoomet kameralinsen tæt ind på
økonomiske og sikkerhedspolitiske centre som Kina, Europa, USA og
Mellemøsten. Men noget tyder på, at det har været på bekostning af de
verdensdele, man ikke mener, har en direkte indflydelse på danskerens
hverdag eller som danskerne ikke kan identificere sig med (Kabel 2005).
I mellemtiden er udviklingsjournalistik henvist til niche-medier. 1
Udviklingspolitik er ikke et selvstændigt stofområde på de danske
redaktioner (Udenrigsministeriet 2008b), og der er ingen medarbejdere på
medierne, der har som deres specialiserede fagområde at dække udvikling
og udviklingspolitik (Mennesker og Medier 01.01.2010). 2 ”Ingen kunder
ønsker, at vi er topeksperter på Afrika”, sagde lederen af den såkaldte
Udlandsboble på Ritzau, Frank Jørgensen i 2011, da Ritzau meldte ud, at
de ville nedprioritere de tre regioner Afrika, Latinamerika og Sydøstasien.
”Derfor har vi valgt at prioritere anderledes” (Journalisten 15.02.2011). 3
Ritzaus nedprioritering af udviklingslandene står langt fra alene. Det er
1
F.eks. u-landsnyt.dk, afrikablog.dk, verdensnyt.dk eller Udenrigsministeriets eget magasin
’Udvikling’.
2
De danske NGO’er arbejder efter dansk strategi for støtte til civilsamfundet i
udviklingslandene (Udenrigsministeriet 2008a), hvor et udviklingsland defineres som et
land med en indkomstgrænse på US$ 2.630 per indbygger. Jeg følger i specialet denne
definition, når jeg bruger begrebet ’udviklingsland’, fordi det følger heraf, at det er disse
lande, som er relevante for problemstillingen qua NGO’ernes tilstedeværelse.
3
Ritzau er baseret på et abonnementssystem, så bureauet mod betaling leverer nyheder til
deres kunder, som er en lang række danske aviser, radio- og tv-stationer og websites.
7

efterhånden veldokumenteret, at de tre regioner har været et stort offer i
mediernes kamp for overlevelse på markedsvilkårene (Holm et. al 2000;
Kabel 2005;2009).
”The news is a window to the world”. Sådan skrev Gaye Tuchman i 1978
(Tuchman 1978:1), men det har vist sig at være et vindue med begrænset
udsigt. I en undersøgelse foretaget for United Nations Development
Programme (UNDP) i 2007 blandt 1000 repræsentative danskere, fremgår
det blandt andet, at to ud af tre danskere tror, at under 30 procent af
børnene i Afrika går i folkeskole. Det korrekte svar er 90 procent og det kom
blot 1 procent af de adspurgte i nærheden af. Den samme skepsis gør sig
også gældende for f.eks. sygdom og adgangen til rent drikkevand på
kontinentet (Catinét 2007). Om denne misforståelse af Afrika hænger
direkte sammen med mediernes dækning af udviklingslandene er svært at
svare endeligt på, men der er i hvert fald nogle tendenser, der peger i denne
retning. Rapporten 'Verden langt herfra', som er udarbejdet på Center for
Efteruddannelse og Journalistik viser, at ikke-vestlige lande udgjorde 9-11
procent af en nyhedsudsendelse i 2004 og de første måneder af 2005.
Heraf var 43-65 procentpoint om Mellemøsten, 12-16 procentpoint om det
indiske subkontinent og 4-15 procentpoint om Afrika syd for Sahara imens
Central- og Latinamerika havde en dækning, der var nærmest ubetydelig
(Kabel 2005:31) Dækningen af Afrika og Latinamerika var endvidere
sporadisk og ikke et udtryk for en kontinuerlig og dybdegående
nyhedsdækning (Kabel 2005; Hansen 2008).
Sådanne redaktionelle prioriterer afspejles i placeringen af
udenrigskorrespondenterne, der i højere grad hører til i magtcentre som
Berlin, Washington og Beijing imens der f.eks. ikke længere er et eneste
større dansk medie med en fast korrespondent bosiddende på afrikansk
jord. 4 Udviklingslandene bliver i højere grad dækket af freelancere,
internationale bureauer eller af den såkaldte faldskærmskorrespondent, der
flyver ind i felten for at være tilstede on location og fungerer som øjenvidne
ved at formidle øjebliksbilleder til studiet i Danmark (Ytzen et. al. 2000).
4 Baseret på rundspørge blandt Politiken, Jyllandsposten, Berlingske, Weekendavisen,
Information, DR og TV2 i april 2012 med udgangspunkt i en analyse foretaget for ’Action
Magazine’ (Mellemfolkeligt Samvirke 2009:16)
8

Spørgsmålet er derfor, hvordan medierne opnår indsigt, viden, kontakt og
adgang til de regioner, hvor de ikke selv er tilstede eller afsætter ressourcer
til at dække. Her bliver de danske udviklingsorganisationer interessante,
idet de beskæftiger sig med problemstillinger, som de danske medier ikke
vægter højt, og er tilstede i lande, som medierne ikke prioriterer.
I en artikelserie fra the Nieman Lab ved Harvard universitet diskuterer
forfatterne derfor, hvordan NGO’erne spiller en større rolle i dækningen af
udenrigsaffærer end nogensinde før. 5 Det gennemgående tema er
NGO’ernes fortsatte tilstedeværelse og viden om de regioner, som pressen
løbende nedprioriterer. I en af artiklerne argumenterer Kimberly Abbott,
som er kommunikationsansvarlig for International Crisis Group for, at medie-
NGO samarbejdet er et forhold ”der tilsammen kan skabe bedre
international dækning” (Abott 2009). Det er et forhold, der tilsammen er til
gevinst for alle parter, skriver hun. For mens medierne modtager indhold for
få eller ingen udgifter, så får NGO'erne adgang til platforme, hvor de kan
udbrede deres budskab til et større publikum (ibid.). Den samme
problematik er på omtrent samme tidspunkt oppe i et debatprogram på
Danmarks Radios P1. Debatten handler om, hvorvidt der er et problem
med, at journalister i højere og højere grad gør sig afhængige af NGO’ernes
viden og rejser ud på NGO’ernes regning for at dække problematikker og
begivenheder, som ellers ikke ville opnå medieeksponering. Det mener
eksempelvis udlandsredaktøren på Berlingske Tidende, Kristian Mouritzen,
hvilket fremgik, da han sagde: ”Journalister skal i stor udstrækning holde sig
tilbage med at rejse ud på andres regning. Hvis der er noget, vi skal dække,
så er det medierne selv, der tager et ansvar for, hvad vi ønsker at fortælle
vore læsere”. Hvortil Informations Udlandsredaktør Lotte Folke Kaarsholm
svarede: ”Og når de rene hænders politik så fører til, at Afrika ikke bliver
dækket - hvad så?” (Berlingske 03.02.2009). Ingen har fundet svaret
endnu.
De to udlandsredaktører illustrerer essensen af dette speciale. Hvis
NGO’erne udfører researchen, skriver historier, og udfylder et tomrum inden
for et arbejdsområde, som medierne ikke kan varetage, er der så nogen
5 The Nieman Foundation for Journalism er Harvard Universitets primære
forskningsinstitution for journalistik som blev grundlagt i 1938.
9

forskel på om jobbet varetages af dem eller af egentlige journalister? Det er
et ledende spørgsmål, og svaret er som udgangspunkt ja. Oplysning om
forholdene i udviklingslandene har altid været en integreret del af den
danske udviklingsbistand, som de danske NGO’er har haft en vigtig rolle i at
formidle, men i 2005 blev en stor del af støtten til oplysningsbevillingen
fjernet og i de efterfølgende år blev kravene til organisationernes folkelige
forankring og egenfinansiering skærpet (Hansen 2008). Hvor NGO’erne før
modtog støtte uafhængigt af deres medlemstal og egenfinansiering, så
betød dette, at de danske NGO’er på finansloven nu selv skulle finansiere
10 procent af den støtte, de modtager fra Danida. 6 Dette har bl.a. udmøntet
sig i, at klare og enkle budskaber om sult, nød og død, som kan afhjælpes
med et kontant bidrag, er kommet til fylde uforholdsmæssigt meget i det
totale billede i deres formidling af udviklingslandene (Ibid.) Udviklingen for
NGO’ernes kampagner og markedsføring har været drastisk og
bemærkelsesværdig. Politiken skriver eksempelvis i en leder under titlen
”Velgørende organisationer på afveje” den 18. september 2012, at:
Ngo'er […] skal passe på, at distancen fra den oprindelige
idealisme til den professionelle virksomhed ikke bliver for stor […]
Det kan godt være, at professionelle kommunikationschefer og
fundraisere opnår professionelle resultater, og at medlemstallene
kan hæves med smarte kampagner. Men hvis engagementet
siver ud af organisationerne, kan det hele være lige meget. Der er
nok nogle danske ngo'er, som skulle prøve at sætte sig selv på
en amatørkur (Politiken, 18. september 2012).
Politiken har fat i noget helt centralt. I forhold til studier, der fokuserer på
virksomheders markedsføringsstrategier overfor pressen, så er NGO’erne et
studie for sig selv, idet deres kernegrundlag anses for at være non-profit,
altruistisk og drevet af værdier og normer, som anses for at være en
ønskværdig disposition for samfundet. Men i jagten på funding og nye
medlemmer må NGO’erne inkorporere medielogikker og formidle klare,
enkle og letforståelige budskaber på lige vilkår med andre kommercielle
interesser i samfundet. Udviklingsproblematikker er dog hverken enkle eller
let forståelige. Tværtimod bliver internationale relationer og internationalt
udviklingsarbejde med den tiltagende globalisering til stadighed mere
komplekst og dermed også langt vanskeligere at kommunikere om
6 Danida er en forkortelse for Danish International Development Assistance og er den
sektion i Udenrigsministeriet, der ansvarlig for at distribuere den danske udviklingsbistand
10

(Udenrigsministeriet 2008b).
Det til trods er NGO’ers relationer med pressen et stadig underbelyst emne i
dansk forskning. Deres relationer er komplekse, fordi NGO’erne ikke kun er
interesseorganisationer, men på samme tid besidder en status som
eksperter hos medierne, der ikke har indsigt i NGO’ernes arbejdsområder
og lande og derfor er afhængige af den viden, som NGO’erne lægger frem.
Problematikken rejser spørgsmål omkring, hvem der har ret til at udtale sig
om samfundsforhold og konflikter, og hvordan en sådan bemyndigelse
opstår. Studiet af forholdet mellem journalister og NGO’er fører os på denne
måde til kernen af diskussionen om mediernes bredere strukturer og
magtforhold (Cottle 2003). Det danner grundlag for en diskussion af
mediernes relative magt i forhold til andre interesserer i samfundet; hvordan
de interagerer samt en diskussion af konsekvenserne af og perspektiverne i
disse relationer. På denne måde bidrager denne diskussion til en debat
omkring forestillingen om journalistikken som en fjerde statsmagt.
1.2. Problemfelt
Samarbejdet der opstår mellem journalister og NGO’er udgør et gensidigt
afhængigheds- og tilpasningsforhold, der dermed indbefatter kompromiser
for den professionelle integritet på begge sider af relationen. Relevansen i
en analyse af dette forhold tager sit afsæt i diskussionen om de respektive
professioners uafhængighed og har en normativ karakter. Det vil sige,
hvorvidt NGO’erne og journalisterne i et sådant afhængighedsforhold går på
kompromis med deres professionelle integritet og i så fald, hvilke
konsekvenser dette har for de roller, de er tildelt i samfundet.
Problemstillingen lægger derfor op til et teoretisk valg, som kan tydeliggøre
dette tilpasningsforhold og dermed hvordan relationerne påvirker aktørernes
praksis. Derfor inkorporerer jeg Bourdieus feltteori. Det betyder, at jeg anser
samfundet for at være inddelt i specialiserede arenaer for handling, der hver
især har deres forskellige normer, egenskaber og ressourcer. På denne
måde udgør NGO’er og journalister to distinkte felter, der hver især har
11

nogle specifikke mål og formål i samfundet, som er grundlaget for deres
praksis. Felterne er med til at legitimere aktørernes virke og har som nævnt
en præskriptiv karakter. Feltteorien gør det på denne måde muligt at se på
relationerne mellem journalist og NGO som en magtkamp omkring
anerkendelsen og udførelsen af hver sit fag. Aktørerne står mellem nogle
valg, som indbefatter på den ene side deres forståelse af idealniveau og på
den anden side i en virkelighed, som betinger deres praksis, fordi nogle
strukturelle rammer gør, at aktørerne samtidig skal indordne sig i
konkurrencen om seertal og 24-7 nyheder eller i jagten på nye medlemmer
og privatindsamlede midler. Det interessante er således spændingsfeltet
imellem disse positioner, hvordan disse er under forandring og hvad dette
betyder for aktørernes roller i en større samfundsmæssig kontekst.
1.3. Problemformulering
Ovenstående leder til følgende problemformulering:
Hvordan påvirker NGO’er og journalister hinanden i dækningen af
udviklingslandene, og hvilken betydning har deres afhængighedsforhold for
felternes normative samfundsopgaver?
1.4. Underspørgsmål
For at besvare problemformuleringen har jeg opstillet fire underspørgsmål.
Formålet med underspørgsmålene har været at bryde
problemformuleringen ned i empiriske delelementer, som således har
struktureret dataindsamlingen og den efterfølgende analyse, herunder
delkonklusionerne.
- Hvilken interesse har NGO’erne og journalisterne i et samarbejde?
- Hvilke forhandlinger foregår mellem NGO’er og medier i praksis?
- Hvilken holdning har aktørerne til denne praksis og samarbejde?
- Hvordan reflekterer aktørerne over deres samfundsmæssige
opgaver?
12

1.5. Afgrænsning
Jeg vil i dette afsnit ridse de væsentligste elementer op, som jeg har fravalgt
at inkorporere i analysen, men som jeg mener, er vigtige at reflektere over,
idet min tilgang til problemstillingen er af stor betydning for specialets
konklusioner.
For det første er specialet udelukkende baseret på en analyse af forholdene
i en dansk kontekst. Selvom jeg inddrager teori fra udlandet, og der kan
drages paralleller til udviklingen i andre lande, hvor lignende forhold gør sig
gældende, så er det vigtigt at påpege, at specialets konklusioner er dybt
rodfæstet i empirien, som er indsamlet med henblik på at klarlægge
forholdene blandt de danske aktører.
For det andet kommer jeg i dette speciale ikke videre ind på relationen
mellem NGO’er, medier og politiske beslutningstagere. De tre institutioner;
medierne, NGO’erne og Regeringen udgør hvad nogle forskere kalder for
en crisis triangle (f.eks. Minear et. al. 1996:2). Kriser som i Somalia,
Rwanda og i det tidligere Jugoslavien har vist komplicerede forhold imellem
de tre institutioner, og deres interaktioner har vist sig af meget stor
betydning for den samlede humanitære indsats. Nyhedsmedierne er blevet
en stor humanitær aktør i sig selv, der konstruerer den kontekst som
regeringer formulerer deres politikker indenfor – og som igen påvirker
NGO’erne. Dynamikkerne er indkapslet i ’CNN faktoren’, som er en term,
der bruges til at beskrive kausaliteten mellem nyhedsmediernes dækning af
en begivenhed og de efterfølgende ændringer i politiske og humanitære
indsatser af staten og NGO’er (ibid.). Men interaktionerne mellem de tre er
komplicerede og ethvert forsøg på at indkapsle kompleksiteten af samspillet
mellem disse tre felter vil lide under en grad af oversimplificering.
I det hele taget har jeg kun inddraget staten i det omfang, at denne har en
direkte effekt på relationen mellem NGO’er og medier. Nemlig via
indføringen af kravene til folkelig forankring. Men der er mange aspekter,
der spiller ind. Regeringen laver ikke kun politik men yder også en meget
høj grad af økonomisk støtte til NGO’erne – herunder til deres
13

kommunikation. Omvendt forsøger NGO’erne også at påvirke, hvordan
statens bilaterale udviklingsprojekter og -politikker skal tage form via deres
lobbyarbejde. Endvidere vil det fremgå, at mine kilder nævner Danida-
finansierede rejselegater. Danida-finansierede rejselegater er journalistik
sponsoreret af Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriets ulandsoplysning er
i sig selv et interessant analysefelt, men selvom produkterne nok kan tage
samme form, og de journalistiske aktører langt hen ad vejen vil være de
samme, så mener jeg, at forskellen på den journalistik, der er sponsoreret af
NGO’er i forhold til den, der er sponsoreret af Udenrigsministeriet, teoretisk
set er så grundlæggende forskellig, at jeg ikke vil kunne indkapsle
kompleksiteterne i én og samme analyse.
Selvom en analyse af statens, NGO’ernes og mediernes samlede
interaktioner er ønskværdig, så afgrænses dette speciale altså til at
fokusere på relationerne mellem journalister og NGO’er og hvorledes disse
gensidigt påvirker hinanden i den relation, der opstår. Det er her vigtigt at
understrege, at NGO’er og medier altid har haft et tæt samarbejde og at
NGO’erne således altid har været en vigtig del af mediernes dækning af
udviklingslandene. Ikke desto mindre er denne analyse begrænset til
perioden fra 2006 til i dag, da udgangspunktet er en antagelse om, at
NGO’ernes kommunikationsstrategier er blevet skærpet i denne periode.
Endelig betyder denne prioritering, at jeg kun meget overfladisk vil berøre
modtager- og publikumsopfattelser selvom det ligger implicit i en normativ
undersøgelse af medier og NGO’ers samfundsopgaver, at interaktionerne
har effekter på det bredere samfund.
1.6. Specialets opbygning
For at besvare problemformuleringen, har jeg inddelt specialet som følger:
I kapitel 2 præsenteres den valgte teori, der kommer til at udgøre rammen
for analysen. Her udleder jeg de begreber, som jeg vil anvende i analysen
og giver læseren et indledende teoretisk blik på problemstillingen.
I kapitel 3 præsenterer jeg de metoder, jeg anvender i indsamlingen og
14

tilgangen til specialets empiri. Jeg vil redegøre for min videnskabsteoretiske
position, hvorefter de metodiske valg vil blive konkretiseret og begrundet.
Endelig vil jeg også diskutere, hvilken betydning den metodiske tilgang har
for specialets konklusioner.
I kapitel 4 præsenterer jeg mine analyseresultater ud fra den teoretiske
ramme og den empiriske dataindsamling. Analysen er struktureret omkring
at besvare de fire underspørgsmål, som har brudt problemformuleringen
ned i delelementer.
Endelig fungerer kapitel 5 som specialets konklusion, hvor jeg vil
præsentere resultaterne fra de førnævnte kapitler. Jeg vil endvidere
diskutere de politiske implikationer af specialets konklusion samt sætte
analyseresultaterne i perspektiv.
.
15

2. TEORI
I dette kapitel vil jeg præsentere den valgte teori i overordnede træk samt
redegøre for de teoretiske tilvalg. Jeg vil først præsentere feltteorien, som
bringer analysen struktur, idet denne fungerer som overordnet forståelses-
og referenceramme for journalisternes og NGO’ernes grundlæggende
funktioner i samfundet. Feltteorien gør det muligt at se samarbejdet mellem
journalist og NGO som en del af en social kamp om de værdier, der skal
gælde inden for det humanitære felt og dermed også som en social kamp
på det journalistiske felt. En feltteoretisk optik betyder altså, at jeg kan
anskue samarbejdet mellem journalister og NGO’er som en ’magtkamp’
mellem to professionelle faggrupper om at opretholde anerkendelsen
omkring hver sin måde at gøre tingene på, og legitimeringen af hver sit fag.
Dernæst vil jeg tage et indledende blik på journalister og NGO’ers relationer,
og hvilke implikationer disse relationer indebærer ved at introducere teori
om journalist-kilde forholdet og dermed, hvordan det humanitære og det
journalistiske felt interagerer på tværs. Hver især besidder de nogle værdier,
som ligger til grund for interessen, samspillet og den gensidige
afhængighed felterne imellem. Jeg konkluderer, at Bourdieus feltteori
kommer til kort, når det handler om at forklare hvordan ikke-journalistiske
aktører påvirker det journalistiske felt og supplerer derfor hans teoretiske
begrebsapparat med begrebet mediekapital, som en kapitalform, der går på
tværs af felterne og ligger til grund for interaktionen.
2.1. Feltteorien: Pierre Bourdieu
Formålet med dette afsnit er at udvikle en analytisk ramme, der sætter
specialets undersøgelse af samarbejdet mellem NGO’er og journalister i et
feltperspektiv. Jeg vil derfor fremsætte de elementer af Bourdieus teori, som
jeg har fundet væsentlige for denne problemstilling. Feltteorien fungerer
gennem analysen som den overordnede referenceramme for NGO’er og
journalisters grundlæggende funktioner i samfundet og som analytisk
udgangspunkt for at diskutere aktørernes interaktioner,
afhængighedsforhold og gensidige påvirkninger.
16

Det primære i den sociologiske forskning er felter. (…) Det er
frem for alt gennem viden om det felt, individerne er placeret i,
man kan begynde at forstå, på hvilke punkter de udskiller sig som
noget særligt (…) For at få adgang til et felt skal den enkelte være
udstyret med bestemte kvalifikationer og egenskaber. Et af
målene med den sociologiske forskning er at finde ud af, hvilke
træk og egenskaber der giver adgang og gennemslagskraft, det
vil sige hvilke specifikke kapitalformer der har gyldighed på hvilke
områder (Bourdieu & Wacquant 1996: 94).
Pierre Bourdieu følger arven fra Max Weber og Émile Durkheim, ved at
portrættere moderniteten som en proces af differentiering ind i semi-
autonome og specialiserede arenaer for handling, som han betegner for
felter (f.eks. foreningslivet, politiske, økonomiske, religiøse og journalistiske
felter) (Benson 2006). Bourdieu betegner et felt som at udgøres af de
specifikke logikker og krav, der hverken konkret eller abstrakt er
sammenlignelige med de forhold og regelsæt, der styrer andre felter
(Bourdieu & Wacquant 1996), hvorfor deres overlevelse afgøres ved
løbende at markere deres forskel vis-a-vis andre felter (Benson 2006).
Samfundet er altså inddelt i en række af forholdsvist autonome felter, der er
struktureret efter sine egne regelsæt, værdier og interesser, men som
interagerer med andre felter som følge af samfundets strukturer. Det sker,
fordi samfundet grundlæggende er organiseret omkring en modsætning
mellem det økonomiske og det kulturelle magtfelt (Bourdieu og Wacquant
1996). Sagt på en anden måde er det opdelt mellem 'det heteronome' (det
kommercielle), som repræsenterer kræfter, der er uden for feltet og det
'autonome' (det intellektuelle), som repræsenterer værdier og kapital, som
er specifikke for det enkelte felt (Svith 2011). Drivkraften i feltet er således
magtkampen imellem de forskellige positioner (Bourdieu og Wacquant
1996).
En aktør må i reglen besidde et vist minimum af kulturel kapital for
overhovedet at kunne anerkendes som deltager i feltet, men grundlaget for
magtkampene inden for et felt er, at et felts logikker kun sjældent hersker
suverænt, fordi logikker fra andre felter trænger sig på. Det kan stilles sådan
op, at jo mere en feltintern logik hersker, desto mere autonomt er feltet. Jo
mere feltet er gennemtrængt af andre logikker, desto mere heteronomt er
feltet. Det betyder analysestrategisk, at i autonome felter kan praksis
17

forklares ud fra feltets egen logik, mens den forklarende kraft af et felts egen
logik aftager med autonomien.
Bourdieu pointerer i bogen ’Refleksiv Sociology’, at en afgørende faktor i en
feltbaseret analyse er at finde ud af, hvilke egenskaber der gør sig
gældende inden for de respektive felter (Bourdieu og Wacquant 1996).
Aktørerne i de pågældende felter er forenet i deres indbyrdes kamp om
fordelingen og definitionen af den kapital, som er gældende inden for feltet
og i hvordan denne kapital differentieres fra andre felter. Med kapital
menes enhver form for ressourcer, der kan gøres gældende eller tillægges
værdi inden for et felt. Bourdieu snævrer i ’The forms of capital’ fra 1986
kapital ned til tre grundformer: økonomisk kapital (penge, ejendom, osv.),
kulturel kapital (viden, færdigheder, uddannelse, osv.) og social kapital
(netværk, omgangskreds, osv.). På samme tid kan disse tre former for
kapital tage form som symbolsk kapital, der ikke i sig selv er en kapitalform,
men som de tre andre kapitalformer optræder i, når de tillægges
anerkendelse eller legitimitet inden for et bestemt felt (Bourdieu 1986).
Empirisk er det således to sider af samme sag at afgrænse et felt og
identificere de former for kapital, der er gyldige i det, hvorvidt de rækker osv.
Det er disse positioner, der ligger til grundlag for, at aktørerne inden for
felterne, handler og interagerer, som de gør.
Det er vigtigt at nævne, at felter ikke refererer til faktiske opdelinger af et
samfund, men derimod til relationer mellem aktører, som kæmper om
specifikke former for kapital. Med andre ord er felter ikke fysisk til stede,
men noget forskeren konstruerer i arbejdet med empirien (Wilken 2006).
Feltbegrebet fungerer således i specialet som et overordnet analytisk
redskab, fordi dette kan hjælpe med til at redegøre for de løbende
spændinger mellem forskellene på, hvad aktørerne anser for at være
idealniveau (det kulturelle magtfelt), og hvad der udgør deres praksis som
følge af økonomiske restriktioner og kommercielle hensyn (det økonomiske
magtfelt).
Bourdieus begreb om felter bliver brugt løst og fast i en lang række
videnskabelige sammenhænge, men selvom han også selv har brugt
feltbegrebet i en række af forskellige kontekster, inklusiv en relativt
18

veludviklet teori om journalistikken, så har han aldrig studeret hverken det
humanitære felt eller organisationer per se. Feltbegrebet er ellers blevet
anvendt analytisk på en række kulturelle fænomener til at studere alt fra
amerikansk konservatisme til tysk kolonialisme, fra jura til landbrug, osv.
osv. Jeg vil i de næste afsnit redegøre for de karakteristikker, der gør, at
jeg betragter NGO’erne og journalistikken som to distinkte felter og således
udgør grundlaget for analysen. Kriterierne for at definere et felt er, at man
kan påvise, at der er noget på spil, som aktørerne finder det værd at kæmpe
om eller for, og felter kan altså beskrives som arenaer, hvor der foregår
sociale kampe (ibid.). Dette er afsættet for, at jeg kan diskutere hvorvidt en
sammensmeltning mellem professionerne finder sted, og om der er et
problem med dette samspil og afhængighedsforhold.
2.1.1. Det humanitære felt
Jeg betegner den arena, som NGO’erne bevæger sig indenfor, for det
humanitære felt. Aktørerne inden for et felt er forenet i deres indbyrdes
kamp om definitionen af den type logikker, der gør sig gældende inden for
feltet. Det følger heraf, at jeg for at redegøre for det humanitære felts
karakteristikker, må redegøre for de positioner og værdier, som forener
NGO’erne og udgør deres kulturelle logik.
I det øjeblik man gør brug af begrebet felt, står det klart, at NGO’er på ingen
måde udgør en samlet endsige homogen gruppe (Bourdieu & Wacquant
2006). Men selvom NGO’erne er karakteriseret ved deres diversitet,
omfavner forskellige filosofier og inkorporerer en lang række af forskellige
metoder til at opnå deres mål, så har de det tilfælles, at de har et
udgangspunkt i det humanitære imperativ (Minear et. al. 1996). De tre
grundlæggende principper i dette imperativ er upartiskhed, neutralitet og
uafhængighed (Vestergaard 2011) Upartiskhed betyder, at deres støtte er
baseret på behov uden diskrimination af eksempelvis race, religion,
nationalitet, køn og politik. Neutralitet implicerer at afholde sig fra alle former
for fjendtligheder og handlinger, der kan tilgodese eller skade modstridende
parter. Endelig betyder uafhængighed, at organisationerne ikke er
afhængige af nogen parter, såsom stater, der måske kan have en interesse i
19

udfaldet af en konflikt (ibid.). Således bevæger NGO’erne sig inden for den
samme sfære. En sfære, som jeg altså herfra vil betegne for det
humanitære felt.
En noget broget distinktion blandt de danske NGO’er er skellet mellem
nødhjælpsorganisationer og civilsamfundsorganisationer. Hvor
rollefordelingen blandt organisationerne tidligere har været nogenlunde klar
er der i dag mange nødhjælpsorganisationer, der også arbejder med
udviklingspolitik og visa versa. Dieter Rucht (2000) bruger betegnelsen
distant issue movements, som dækkende over organisationer, der arbejder
for forandring i fjerne lande, og udelukkende mobiliserer for problematikker,
der ikke relaterer sig til situationen i organisationernes eget hjemland.
Konceptet opstod i 1960'erne som en reaktion på kapitalismen og dennes
konsekvenser for udviklingslandene. De organisationer, der opstod, havde
det til fælles, at der var et ønske om at skabe verdensomspændende lighed
og retfærdighed som et alternativ til den etablerede udviklingspolitik, man
mente blot genmanifesterede de eksisterende afhængighedsstrukturer
(ibid.). Organisationerne arbejder ud fra et non-profit koncept og forventer
ikke at få noget materielt igen på baggrund af deres aktiviteter. Derfor
forstås NGO’ernes aktiviteter oftest som at udspringe af altruistiske motiver
(ibid.). Fælles for disse organisationer er, at de arbejder med sager som har
høj legitimitet i forhold til menneskelige værdier, og at der derfor hersker en
forestilling om, at de bidrager positivt til samfundet og demokratiet (Barnett
og Weiss 2008). Begrebet non-governmental organisation er blot ét af
mange betegnelser for denne nye type organisationer, selvom betegnelsen
efterhånden er en noget udvisket størrelse, da langt de fleste af danske
NGO’ers ressourcer indhentes fra netop staten.
Hvad jeg herfra vil beskrive som NGO’er lægger sig tæt op at Ruchts
beskrivelse af distant issue movements. En NGO forstås altså i dette
speciale som en non-profit organisation, der er beskæftiget med
udviklingslandene og som eksisterer for at opfylde den humanitære mission.
Organisationerne udtrykker principperne ”to provide social, not private
gains” (Hopgood, 2008:104) og har udgangspunkt i det humanitære
imperativ. Man kan betegne dette som det humanitære felts doxa. Doxa
refererer til et felts spilleregler – alle de ting inden for feltet, som aktørerne
20

ikke stiller videre spørgsmålstegn ved, fordi det bunder i nogle
fundamentale værdier, der forstås som selvindlysende for aktørerne inden
for arenaen (Bourdieu og Wacquant 1996). Det er således disse værdier,
der er en forudsætning for handling inden for det humanitære felt.
På trods af de indbyrdes kampe som aktører inden for et felt har, tenderer
næsten alt aktivitet til at reproducere feltets struktur indtil det bliver
underlagt pres fra andre felter (Benson & Neveu 2005:6). Med NGO’erne
blev dette aspekt relevant, da de danske NGO’er på finansloven blev pålagt
at opnå ”folkelig forankring”, herunder et øget antal medlemmer og 10
procent egenfinansiering for at modtage støtte fra staten. Det betød, at
NGO’erne frem for udelukkende at skulle definere sig selv ud fra egne og
modtagerlandets interesser, nu skulle tilrettelægge deres arbejde imod den
bredere befolkning i Danmark (Hansen 2008; Udenrigsministeriet 2010a).
Derfor er faglig anerkendelse og ekstern legitimitet meget komplekst inden
for humanitære NGO’er. Forskningen er først og fremmest forstået som et
spørgsmål omkring modtageren og modtagerinteresser, da deres primære
målgruppe netop er befolkninger og individer i nød i udviklingslandene
(Vestergaard 2011). Men på samme tid er NGO’erne også repræsentanter
for deres donorer i afsenderlandet. Donorerne vælger disse organisationer
til at repræsentere deres bekymringer for udviklingslandene, til at vælge
værdige sager og til at identificere de rigtige mål og midler (ibid.). Et
grundlæggende udgangspunkt for dette speciale er således, at NGO’erne
står i en krise omkring definitionen af de type kapitaler og dermed den
anerkendelse, der tillægges værdi inden for feltet på grund af bl.a. skærpet
konkurrence og markedsvilkår blandt aktørerne inden for feltet.
2.1.2. Det journalistiske felt
Ligesom det humanitære felt besidder det journalistiske felt nogle træk og
logikker, der forener aktørerne inden for feltet. Det vil jeg redegøre for i dette
afsnit.
Med aktørerne inden for det journalistiske felt menes her de medier, der
indtil for nyligt har udgjort samfundet centrale medier. Altså tv, radio og
21

omnibusavisen. Denne simplificering er nødvendig af flere årsager. Nogle
argumenterer for at forholdet mellem medier og NGO’er er under drastisk
forandring med nye internetteknologier, som man f.eks. kunne læse det i en
artikel i The Independent i marts, der omhandlede dækningen fra Syrien,
hvor en journalist argumenterer for, at NGO’er har muligheden for selv at
være broadcastere, publicere deres materialer online og sprede det gennem
sociale medier (The Independent 26.03.2012). Ikke desto mindre vil jeg ikke
i dette speciale gå videre ind i, hvorledes de nye medier forandrer
NGO’ernes mediestrategier. Selvom der eksisterer internationale NGO’er,
som har formået at lave kampagner, der har fået et liv ved siden af de
etablerede medier, så er dette ikke et fænomen, der er slået igennem i en
dansk kontekst. 7 Et andet aspekt er, at en undersøgelse af de nye medier
har en teoretisk begrænsning, idet bourdieutraditionen ikke har beskæftiget
sig med nye medier og endelig, at der samtidig er grund til at være skeptisk
overfor, hvor fundamentalt nye medier har ændret befolkningens
konsumtionsmønstre (Couldry 2004; Cottle og Nolan 2007; Fenton 2009;
Svith 2011). Jeg tager således udgangspunkt i de traditionelle mediers
anerkendte rolle som gatekeepers, hvor de styrer informationsstrømmen
gennem traditionelle kommunikationskanaler.
Bourdieu udviklede ikke alene en teori om det sociale som udgjort af felter
og forskellige dispositioner, men har beskæftiget sig direkte med det
journalistiske felt. Hans bog 'Om TV og journalistikkens magt' kan
betragtes som en opsummering af hovedargumentet af denne forskning
(Bourdieu 1998). Journalistikken er, ifølge Bourdieu, organiseret som alle
andre kulturelle felter omkring en heteronom pol med kommerciel logik og
en autonom pol med en intellektuel logik. Den kommercielle logik kommer til
udtryk, når medierne tilpasser sig efter seertalsmålinger og reklamer, mens
journalistikkens kulturelle kapital kommer til udtryk i eksempelvis Cavling-
prisen og andre former for faglig anerkendelse. Medierne i deres reneste
form er den uafhængige vagthund, der står frit stillet fra økonomiske,
politiske og ideologiske interesserer, men bliver penetreret af den
kommercielle pol i en skærpet konkurrence på tid, penge og ressourcer
7 Et oplagt eksempel på en sådan kampagne er den virale kampagne ’Kony 2012’ af den
amerikanske NGO Invisible Children. Kampagnen blev lanceret den 5. marts 2012 og
har per den 19. september 2012 haft over 92 mio. views på YouTube samt 16,5. mio.
views på Vimeo (Invisible Children 2012)
22

(ibid.). Idéen om pressen som fjerde statsmagt er en idé om en kontrol- og
kritikerfunktion, der er med til at udpege hvilke relationer journalister bør
have til sine kilder – nemlig en relation præget af uafhængighed. Det vil
både sige uafhængighed fra ejerforhold og annoncører men også af de
interesser som kilderne repræsenterer, det være sig politiske, økonomiske
eller ideologiske (Kristensen 2004).
I et offentlighedsperspektiv handler uafhængigheden om journalistikkens
rolle som fjerde statsmagt og om medierne som et debatforum for
pluralistiske interesser, mens det i et journalistfagligt objektiv handler om
normer som kildevalg, kildekritik og at efterstræbe objektivitet (ibid.). Når
medieforskere har analyseret journalisters forhold til kilder, handler det ofte
om, hvem der i praksis opnår medieadgang og dermed om pressen rent
faktisk fungerer som et medium for en mangfoldighed af interesser og
aktører – og altså fuldfører sin rolle som demokratiets vagthund og fjerde
statsmagt (ibid.)
Nyhedsmedier generelt og journalisterne især er varsomme med, om de har
eller burde give en særlig plads til en humanitær dagsorden. De fleste
journalister er stolte over deres journalistiske etik, der dikterer, at de skal
reportere nyheder på en objektiv og neutral måde (Minear et. al. 1996).
Eftersom deres primære mission ikke er humanitær, må internationale og
humanitære agendaer konkurrere om opmærksomhed på lige fod med
finansstof, sport, underholdning, indenrigspolitik og andre nyheder. Ideen
om at medierne skulle give en særlig opmærksomhed til humanitære
dagsordener svarer således til ønsker fra andre specialiserede interesser
om at få en dybere og bredere dækning af de aktiviteter, som de tager del i
og anses som et angreb på den journalistiske uafhængighed (ibid.).
Ifølge Bourdieu er det journalistiske felt karakteriseret ved at besidde en høj
grad af heteronomi. Det er meget mere afhængigt af de ydre kræfter end
alle andre kulturelle produktionsfelter, fordi journalistikken via salgs- og
seertalssystemet er underlagt det økonomiske felts tvang (Bourdieu 1998). I
forlængelse af dette påpeger flere medieforskere, at idealet om den
journalistiske uafhængighed må betegnes som en utopi på grund af
mediernes grundlæggende kommercielle grundlag, der gør det vanskeligt at
23

fungere uafhængigt af markedsinteresser (Kristensen 2004). Når NGO’erne
formår at påvirke journalistikken, så er det altså fordi medierne bevæger sig
imod det kommercielle magtfelt, hvor de er skærpet på konkurrence, tid og
penge og dermed længere væk fra det kulturelle magtfelt. Medierne er
interesserede i nogle af de ressourcer, som NGO’erne besidder, og
journalisterne må således indtræde i et forhandlingsspil for at tilegne sig
nogle af disse ressourcer. I næste afsnit vil jeg gå nærmere ind i, hvordan
dette forhandlingsspil kommer til udtryk i et afhængighedsforhold mellem
aktørerne.
2.2. Den gensidige afhængighed
Jeg har i gennemgangen af det humanitære og det journalistiske felts
karakteristikker forklaret, hvordan felterne er defineret af kulturelle kapitaler,
men at deres bevægelse mod den økonomiske magtfelt gør, at disse på
samme tid påvirkes af ydre kræfter. Dette resulterer i, at felterne påvirker
hinanden i en tovejs kausalitet. I de næste afsnit vil jeg gå nærmere ind i,
hvordan man teoretisk kan forklare disse gensidige påvirkninger.
2.2.1. Journalistikkens magt
I slutningen af maj 2010 lancerede danske Læger Uden Grænser en
kampagne, der startede med en avisannonce under rubrikken ”Er en
katastrofe først værd at støtte, når den har været i TV?”. Her drager
NGO’en opmærksomhed hen på katastrofen i Sydsudan. Selvom
kampagnen var et forsøg på at drage danskernes opmærksomhed hen på
Sydsudan uden om de etablerede medier, så indkapslede denne annonce
netop mediernes særlige rolle i formidlingen af udviklingslandene.
”TV kan noget ganske særligt. Det har en sjælden evne til at få et
budskab igennem [...] Men nogle gange undrer vi os lidt over, hvad
der skal til for at komme på skærmen. Hvor galt skal det være for
at mennesker kan komme i TV og få glæde af den
opmærksomhed, der for nogle betyder liv og håb? Vi taler om de
”glemte katastrofer”. Lige nu hærger en alvorlig humanitær og
medicinsk katastrofe i Sydsudan […] Ikke umiddelbart nok til at
24

komme i dansk TV, desværre, men forhåbentligt nok til at du
måske vil hjælpe os med vores arbejde. Og hvis du har læst så
langt i denne annonce, viser det jo heldigvis også, at der trods alt
findes andre medier end TV. Hvis man har brug for lidt
opmærksomhed...” (Læger Uden Grænser 26.05.2010).
Læger Uden Grænsers annonce understregede den funktion, som Bourdieu
tilegner det journalistiske felt. For NGO’erne spiller journalistikken en vigtig
rolle på grund af dens særlige rolle i at videreformidle begivenheder inden
for andre felter til et bredere publikum. I 'Om TV- og journalistikkens magt',
beskriver Bourdieu, hvordan analysegenstanden i en feltteoretisk optik ikke
er journalisternes magt men den indflydelse som det journalistiske felt, der i
højere og højere grad underlægges markedets krav, udøver på først og
fremmest journalisterne, og dernæst på de forskellige felter for
kulturproduktion (Bourdieu 1998). Derfor drejer det sig om at undersøge
”hvordan de strukturelle tvangsmekanismer, der udgår fra dette felt, som
selv er behersket af markedets tvang, mere eller mindre dybtgående
ændrer styrkeforholdene på de forskellige felter” (Bourdieu 1998:79).
At medierne besidder denne vigtige rolle er afspejlet i NGO’ernes
mediestrategier. Mediernes rolle i at sende en krise eller
udviklingsproblematik direkte ind i stuerne hos befolkningen og dermed
legitimere organisationernes virke blandt donoren er bredt anerkendt
(Minear et. al. 1996). Dette betyder, at NGO’erne står i en position mellem
på den ene side autonomi, hvor de er fritaget fra interesse- og
publikumsspekulation - en idealisme og frihed, som man kan argumentere
for er basis for deres arbejde - og på den anden side nogle kommercielle
indflydelser, der penetrerer feltet, idet NGO’erne via medierne skal tilpasse
sig donorbefolkningens dispositioner for at opnå folkelig forankring og
indsamle private midler (Bourdieu 1998). Dette betyder igen, at des mere
eksponering en NGO får via medierne, des mere indflydelse opnår denne
NGO i samfundet. Der er altså tale om en selvforstærkende effekt, hvor
mediernes udvælgelse af kilder er med til at give disse kilder magt og
dermed forstærke deres position i samfundet (ibid.).
Bourdieus grundlæggende antagelse er, at som følge af at journalistikken er
blevet mindre autonomt fra det økonomiske magtfelt, så er dens indflydelse
på andre felter tiltaget (ibid.). Glenda Cooper observerer eksempelvis i sin
25

artikel “When lines between NGO and news organization blur” fra 2009, at
des mere en katastrofe lever op til mediernes nyhedskriterier, des flere
penge rejser NGO’erne til en given sag. Hun sammenligner dødstallene fra
tsunamien i 2004 i Indonesien og Thailand og beskriver hvordan Thailand
på trods af et dødstal på 8.200 døde eller savnede mod Indonesiens
167.000, fik over dobbelt så meget pressedækning på grund af det store
antal turister, der levede op til mediernes kriterier om identifikation og
nærvær. Denne pressedækning havde direkte korrelation med NGO’ernes
indtægter. Hun konkluderer således, at ”Indonesia suffered 60 percent of
the damage, but received only 31 percent of funding” (Cooper 2009).
Journalistikkens mekanismer påvirker altså, hvad man producerer i andre
arenaer og har meget ens virkninger på felter, som fra et fænomenologisk
synspunkt er meget forskellige (Bourdieu 1998). Rodney Benson (2006)
bemærker dog, at der heri ligger et paradoks. Nemlig at mediefeltet på én
og samme tid ligger under for det økonomiske felts magt og på samme tid
påvirker andre felter. Dvs. at det er domineret og dominerende på samme
tid. De to ting er dog indbyrdes afhængige, da netop mediefeltets dominans
over andre felter er skyld i, at NGO’er og andre aktører har en interesse i at
”komme i medierne” (Benson 2006). Mere konkret betyder det i konteksten
af dette speciale, at mens mange NGO’er har inkorporeret medielogikker
for at opnå specifikke mål igennem mediedækningen, så har medierne på
samme tid oplevet en øget konkurrence, strengere redaktionelle budgetter
og er derfor blevet mere afhængig af informationer fra eksterne kilder
(f.eks. Davis 2002; Davis & Seymour 2010; Merkelsen 2007; Kristensen
2004; Kjær og Langer 2003).
Spørgsmålet er herfra, hvordan man forklarer disse modsatrettede
påvirkninger. Ifølge Bourdieu er der to handlingsmuligheder over for
mediernes indtrængen i andre felter og dermed truslen om, at NGO’ernes
produktion bliver mere kommerciel: 1) At markere feltets grænser skarpt og
forsøge at restaurere de grænser, som bliver invaderet af journalister eller
2) at forsøge at gøre de værdier gældende, som er i det specifikke felt
(Bourdieu 1998). Altså kan NGO’erne håndtere journalisterne ved enten at
gå imod journalisterne eller ved udnytte journalisterne.
26

Her nærmer Bourdieu sig noget meget væsentligt for problemstillingen.
Evnen til at opnå mediedækning er nemlig helt essentielt for at forstå
interaktionerne. For at opnå dette kan NGO’erne søge at inkorporere så
mange af mediernes spilleregler som muligt. Gamson og Wolfsfeld forklarer
det således at standing referer til en situation, hvor NGOen trænger
igennem til nyhedsbilledet uden at have en egentlig indflydelse på
indholdet mens framing skal forstås som den vinkel – eller konstruktion af
virkeligheden - der bliver anlagt på historien (Gamson og Wolfsfeld
1993:117). I transaktionen mellem medier og NGO’er argumenterer de
for, at det er medierne der vælger den frame, som NGO’ernes historie
indgår i, hvilken NGO’erne i bedste fald kan forsøge at påvirke ved at
imødegå mediernes dagsorden (ibid.). Omvendt gør Nete Nørgaard
Kristensen opmærksom på, at selvom valget af kilder til at perspektivere en
historie nok er journalistens, og at journalisten i sidste ende fører pennen,
så er et kildevalg i høj grad med til at bestemme en histories eller et emnes
framing. I forhold til temaer og historier på mediedagsordenen fungerer
kilder nemlig også som emnefortalere, hvor de foreslår og pitcher ideer og
artikler til pressen (Kristensen 2004). Man kan opsummere det således, at
nok sidder journalisten med det sidste ord, men at kilden har meget stor
indflydelse på hvilke historier, der opnår eksponering på
mediedagsordenen. Det er derfor ikke muligt på forhånd at afgøre i hvis
favør magtfaktoren ligger.
Spørgsmålet er herfra, hvilke indflydelser der er gældende, når NGO’erne
forsøger at overføre deres dagsorden til det journalistiske felt. Disse
modsatrettede indflydelser kommer Bourdieu ikke med nogen nærmere
forklaring på. Derfor vil jeg dedikere de næste afsnit til at undersøge,
hvordan det journalistiske felt, samtidig med at det infiltrerer det
humanitære felts logikker, påvirkes af NGO’erne i det man kan betegne for
et gensidigt forhandlingsspil.
27

2.2.2. Journalist-kildeforholdet
NGO’er og journalisters samarbejde betegnes i medielitteraturen som et
journalist-kildeforhold. Forholdet mellem journalister og kilder beskrives af
forskellige teoretikere som et bytteforhold, et forhandlingsspil, et gensidigt
afhængighedsforhold, en tango eller en konkurrerende symbiose
(Kristensen 2004; Tuchman 1978; Gamson og Wolfsfeld 1993, Gans 1979;
Kjær og Langer 2003). Fælles for disse teorier er, at journalister og kilder
indgår i et gensidigt forhandlingsspil, hvor kilden har kontrol over noget
information som journalisten gerne vil have fat i.
Eksempelvis følger Simon Cottle og David Nolan i deres artikel “Global
Humanitarianism and The Changing Aid-Media Field” (2007) Bourdieu for så
vidt, at de betragter journalistikken som en bro, der forbinder NGO’er og det
arbejde de laver i felten med offentligheden og potentielle donorer. Men de
påpeger også, at NGO’erne på den anden side besidder en viden, som
medierne ikke selv besidder (Cottle og Nolan 2007). Også Gamson og
Wolfsfeld forstår medie-kilde interaktionen som et bytteforhold og henviser
til relationens dobbelthed af modspil, magtspil og samspil, idet journalister
og NGO’er nok er i opposition til hinanden men samtidig indgår i en fælles
forståelse, hvor der er et udtalt behov for gensidigt samarbejde (Gamson og
Wolfsfeld 1993).
Der er altså bred enighed om, at kilder og medier besidder egenskaber, som
ligger til grund for deres interaktioner og samarbejde. Gamson og Wolfsfeld
påpeger, at relationerne mellem medier og NGO’er er styret af to
grundlæggende magtkomponenter: Værdi og behov (Gamson og Wolfsfeld
1993:116-117). Begge parter besidder en række aktiver og ressourcer, som
den anden har brug for til at opnå succes i sit virke. Medierne har brug for
information til at udfylde deres sendetid og spalteplads, mens NGO’erne har
behov for medierne for at legitimere deres virke og skabe støtte blandt
befolkningen (ibid.). Man kan altså konstatere, at såvel journalister som
NGO’er besidder på den ene side en værdi, der er til gavn for aktørerne i
det andet felt, og på den anden side et behov for nogle ressourcer, som
ligger uden for deres eget specifikke felt og kan hentes i forhandlingerne
felterne imellem. Wolfsfeld beskriver derfor forholdet mellem NGO’er og
28

journalister som en konkurrerende symbiose (Gamson & Wolfsfeld
1993:116), hvor hver af siderne i forholdet forsøger at udnytte den anden
ved samtidig at bruge et minimum af omkostninger. En aktørs eller
koalition af aktørers magt er således bestemt ved ratioen af deres værdi i
forhold til deres behov (ibid.).
Spørgsmålet er herfra, hvordan og hvilke træk ved NGO’erne, der gør, at
NGO’erne ”kommer i medierne”. Med andre ord: Hvad er det ved
organisationerne, som medierne tillægger værdi, og dermed gør, at
NGO’erne opnår medieeksponering? Denne indflydelse kommer Patrick
Champagne ind på i ’Faire L'Opinion’. Her introducerer han begrebet
mediekapital som betegner aktører uden for det journalistiske felts evne til
at påvirke journalistiske begivenheder (Champagne 1990). I næste afsnit vil
jeg derfor gå nærmere ind i dette begreb.
2.2.3. Hvad er mediekapital?
I dette afsnit vil jeg udlede, hvad begrebet mediekapital dækker over samt
redegøre for, hvordan dette vil blive brugt i analysen.
Mediekapital minder om symbolsk kapital, fordi det er en kapitalform, som
NGO’ernes andre kapitalformer optræder i, når disse anses som legitime
eller anerkendelsesværdige fra andre aktører. Forskellen er, at
anerkendelsen ikke kommer inde fra feltet, men konkret er en anerkendelse
fra det journalistiske felt. Desværre kommer Champagne ikke med noget
fyldestgørende svar på, hvad begrebet mediekapital dækker over, og hvad
en aktør skal gøre for at opnå denne kapitalform. Derfor er det værd at
kigge nærmere på, hvordan Bourdieu definerer den symbolske kapital, før
jeg går ind og diskuterer begrebet videre:
”En hvilken som helst egenskab kan fungere som symbolsk
kapital […] Når denne egenskab opfattes af nogle sociale
agenter, der er i besiddelse af nogle opfattelses- og
vurderingskategorier der sætter dem i stand til at opfatte,
erkende, og anerkende denne egenskab, bliver den virksom i
symbolsk forstand, fuldstændig ligesom en magisk kraft […] den
symbolske kapital [er] en egenskab der udøver en indflydelse så
at sige på afstand” (Bourdieu 1994:188).
29

Symbolsk kapital opstår altså, når nogle aktører anerkender, at en given
ressource eller kompetence har værdi i en given kontekst. På denne måde
er symbolsk kapital den merværdi som fremkommer, når andre kapitaler
omveksles til indflydelse eller anerkendelse inden for feltet (ibid.). Oversat til
mediekapital betyder det, at alle egenskaber hos en NGO kan fremtræde
som mediekapital, men at denne først træder i kraft, når journalisterne
anerkender disse egenskabers værdi. Mediekapital er således en kapital,
som NGO’en producerer og anvender uden for sit specifikke felt og er en
metode til at opnå symbolsk magt og investere og akkumulere sine andre
kapitalformer via medierne (Champagne 1990; Couldry 2003; Davis &
Seymour 2010). Det kan kort sagt karakteriseres som en slags
medietække. En måde at have succes med at få sin dagsorden igennem i
medierne (Hassager 2008).
Flere forskere har strejfet begrebet. Aeron Davis beskæftiger sig
eksempelvis med, hvad han kalder for ”PR professionals” (Davis 2002).
Disse PR-agenter har en indflydelse på medierne, som ifølge Davis giver
dem en ”medie status”. Han skriver:
”… Media capital, in the form of legitimate authority and expertise,
is accumulated in the external responses of journalists and
consumers and is also related to wider social influences” (Davis
2002:173).
Her lægger Davis op til, at mediekapital ikke alene er forbeholdt en
anerkendelse hos journalisterne men via dem - også det bredere samfund.
I forbindelse med interesseorganisationer skriver Davis videre, at disse har
været gode til at udnytte alle former for mediekapital. Han skriver:
“They have formed and maintained their own journalist contacts
by improving media relations and supplying regular research and
stories to them. They have worked hard to cultivate reputations
associated with expertise, calm authority, forward thinking and
public awareness. When lacking in cultural capital they have
exploited that of others around them such as MP’s, scientists and
celebrities – using these figures to gain media access” (Davis
2002:177).
Davis slutter med at konkludere, at interesseorganisationerne dermed har
været gode til at akkumulere flere former for mediekapital (ibid.). Han
beskriver i citatet flere af Bourdieus kapitalformer, når han forklarer, hvad
30

der gør, at interesseorganisationer besidder og akkumulerer mediekapital.
1. Social kapital i form af netværk med pressen og de relevante journalister,
2. Kulturel kapital forbundet med forskningsbaseret viden samt evnen til at
tilrettelægge dette mod pressen og 3. Symbolsk kapital idet
interesseorganisationerne har været dygtige til at opbygge et renommé
omkring deres ekspertise og standpunkter. Forskellen på Davis forståelse af
kapitaler og Bourdieus er, at Davis taler om nogle ressourcer, der går på
tværs af felterne og leder til anerkendelse uden for det specifikke felt –
altså mediekapital. Davis argumenterer derudover for, at økonomisk kapital
ikke er strengt nødvendigt for god PR, men at det er en fordel at have, idet
det kan forstærke de andre kapitalformer (ibid.).
Øyvind Ihlen kobler også Bourdieus kapitalformer sammen med evnen til at
opnå medieeksponering. I sit sociologiske studie af Public Relations
argumenterer Ihlen for, at social kapital er kernen af PR, fordi det ligger i
begrebet, at opbygningen af et godt netværk er essentielt (Ihlen 2007). Ihlen
kategoriserer videre videnskapital som en væsentlig del af at opnå
medieeksponering. Videnskapital betyder i denne sammenhæng kendskab
til, hvordan medierne er skruet sammen. Han nævner i denne forbindelse
kendskabet til mediernes nyhedskriterier som en væsentlig faktor:
“Appeals to news values are often pointed out as the most
common source strategy and take the form of either creating
events that conform to the news values, or presenting events to
journalists in ways that meet the news values” (Ihlen 2007:5).
NGO’erne skal altså tilpasse sig de historier, som journalisterne foretrækker,
være bekendte med redaktionernes deadlines og tilpasse disse
begivenheder mediernes parametre. I Danmark er det en fællesnævner for
stort set alle journalistiske aktører, at disse vurderer en begivenheds
nyhedsværdi ud fra de fem nyhedskriterier aktualitet, væsentlighed, konflikt,
identifikation og sensation (Gravengaard 2010). 8 NGO’erne skal således
forsøge at pakke deres budskaber ind, så de passer bedst muligt ind i de
journalistiske logikker. Selv bruger Ihlen ikke begrebet mediekapital, men
8 Aktualitet: Jo tættere offentliggørelsen er på begivenheden, jo større aktualitet har en
historie. Væsentlighed: Nyheden skal have betydning for modtageren eller det større
samfund. Konflikt implicerer at to eller flere parter er uenige. Identifikation betyder at
modtageren skal kunne identificere sig socialt, kulturelt eller geografisk med en historie,
mens sensation betyder, at historien afviger fra normalen. Desto flere ekstraordinære
elementer des bedre. (Gravengaard 2010)
31

hvis en aktør formår dette, skriver han, så vil aktøren have lettere ved at
opnå medieeksponering:
”It can be argued that the dissemination of professional public relations
has the potential to broaden, rather than restrict, media access for nonofficial
source groups” (Ihlen 2007:5).
Altså skulle det øgede mediekendskab eller kendskab til medielogikker
gøre adgangen til medierne lettere.
2.2.3.1. Definition af mediekapital
På baggrund af ovenstående udleder jeg, at mediekapital er evnen til at
påvirke journalisterne og opnå eksponering gennem medierne. Denne evne
er en transformation af NGO’ernes andre kapitaler, som de optræder i, når
de tildeles anerkendelse fra medierne. Mediekapital dukker altså op i
relationen mellem på den ene side NGO’ernes pressearbejde, og på den
anden side journalisternes modtagelighed over for denne påvirkning. Fordi
mediekapital er en måde at ”blive opfattet på”, så forudsætter den, at
aktørerne inden for felterne tænker på samme måde, således at
journalisterne er i stand til at erkende og anerkende det, NGO’erne
forelægger for dem og føle sig overbevist om dets værdi (Bourdieu 1994).
Mediekapital er altså på samme tid en indikator for, at aktører inden for
henholdsvis det humanitære og det journalistiske felt nærmer sig hinanden i
deres tanke- og handlemønstre fordi denne, når den træder i kraft, er en
indikator på, at aktørerne inden for begge felter besidder nogle af de samme
opfattelseskategorier.
Ifølge Bourdieu er det empirisk to sider af samme sag at afgrænse et felt
og identificere de former for kapital, der er gyldige i det (Bourdieu og
Wacquant 1996). Med begrebet mediekapital som udgangspunkt er det
primære ikke længere blot en undersøgelse af, hvilke træk det humanitære
felt besidder, men derimod hvilke kapitaler der tillægges værdi og
anerkendelse fra medierne og dermed gør en forhandling relevant.
Sammen med forståelsen af journalist-NGO forholdet som en magtrelation,
giver det en ramme til at måle forholdet mellem økonomiske og
professionelle incitamenter, som får aktørerne til at handle, som de gør
32

3. METODE
I dette kapitel vil jeg præsentere de metoder, jeg anvender i indsamlingen
og i tilgangen til specialets empiri. Min metodiske tilgang er rodfæstet i det
teoretiske valg og hænger på denne måde tæt sammen med Pierre
Bourdieus metodologi. Jeg starter derfor med en kort introduktion til
Bourdieus videnskabsteoretiske position, før jeg går nærmere ind på,
hvordan dette konkret udmønter sig i min empiriske dataindsamling.
Herefter vil de metodiske valg bliv konkretiseret og begrundet.
3.1. Valg af empiri
Pierre Bourdieu er nok mest kendt for sine forsøg på at sammentænke
subjektivisme og objektivisme i den samfundsvidenskabelige forskning. Han
er objektivistisk fordi han mener, at der eksisterer en objektiv virkelighed,
som eksisterer uafhængigt af den enkeltes bevidsthed uanset, hvad
aktørerne mener om den, men subjektivistisk idet han ikke mener, at man
kan forstå den sociale verden uanset, hvad aktørerne mener om den.
Forskeren må derfor inkorporere både subjektivistiske og objektivistiske
perspektiver i sin forskning (Wilken 2006). Individerne ses som aktører, der
er socialt konstitueret, og aktive inden for rammerne af et givent felt, fordi de
besidder dét, der gør det muligt, at fungere i det og påvirke det. Her prøver
Bourdieu altså at forene en fænomenologisk og strukturel tænkemåde
(ibid.).
En analyse af praksis inden for udviklingsjournalistikken må derfor trække
på en analyse af både felternes strukturelle position i samfundet og af
aktørernes holdninger, praksisformer og vurderingskriterier. Dette lægger til
grund for at benytte aktørernes subjektive opfattelser som en analytisk
tilgang til at forstå det sociale. Jeg følger således Bourdieu i hans opfattelse
af, at der er overensstemmelse mellem aktørernes opfattelser og mellem
virkelighedens opdelinger (Bourdieu & Wacquant 1996). Det betyder, at mit
udgangspunkt er, at individuelle aktiviteter kan fortolkes fra et socioanalytisk
perspektiv, idet individernes handlinger ubevidst er defineret af strukturer,
der afspejler de dominerende interesser i samfundet (Edwards 2006;
33

Bourdieu & Wacquant 1996). Denne position ligger til grund for valget af et
kvalitativt analysedesign (Brinkmann & Tankgaard 2010). Det betyder, at jeg
har afsæt i en fænomenologisk epistemologi, som tager udgangspunkt i, at
den sociale virkelighed samt individers erkendelse og viden om denne
produceres gennem aktørernes erfaringer og oplevelser (ibid.). Jeg
konstruerer på denne måde felterne ved at kombinere data om felternes
empiriske grundlag med de opfattelser, som aktørerne har af deres
positioner.
Det kvalitative forskningsinterview er i forhold til analysens fænomenologisk
funderede epistemologi oplagt til at belyse interaktionerne. Respondenterne
kan tilbyde indsigt i, hvordan de oplever problemstillingen og deres
erfaringer og refleksioner med fænomenerne (ibid.). Målet med interviewet
er således i sidste ende at formulere et sammenhængende og teoretisk
velinformeret tredjepersonsperspektiv på oplevelsen som herefter danner
grundlag for en analyse i sammenhæng med felternes strukturelle position i
samfundet.
3.2. Interviewdesign
Formålet med interviewene har været dobbeltsidet. På den ene side, har det
været interviewenes formål at afprøve hypotesens holdbarhed for at danne
grundlag for en verificering af dennes indhold. På den anden side er
interviewpersonerne i høj grad blevet brugt som informanter, der har kunnet
belyse nye fænomener, som således har dannet grundlag for yderligere
spørgsmål og for en løbende reformulering af hypotesen. Dette stemmer
overens med det iterative analysedesign, idet jeg løbende har tilpasset mig
nye forhold, og hvor nogle interviewspørgsmål er blevet udskiftet undervejs
for at nå i dybden med de fænomener som respondenterne beskriver (Kvale
& Brinkmann 2009).
Jeg har dog bestræbt mig på at holde en vis standardisering af
interviewenes indhold, således at jeg kan sammenholde respondenternes
svar og udlede nogle tendenser heraf. Interviewformen skal ses i lysets af
emnets underbelyste position i dansk forskning. Det har nemlig været svært
34

at vide hvilke punkter, der har været væsentlige for interviewpersonerne at
belyse på forhånd. Således har jeg i hvert enkelt interview bevæget mig
mellem det åbne eksplorative interview og det hypoteseafprøvende, hvilket
har resulteret i en række af semi-strukturerede interviews, hvor jeg har
opstillet en række emner, der har dannet ramme for interviewet, men har
ladet informantens indsigt i fænomener, dirigere retningen, når deres
informationer har bidraget til ny viden (ibid.). Det har givet mig mulighed for
at få en særlig indsigt i interviewpersonernes verden og opnå forståelse for
deres synspunkter og tænkemåder.
3.3. Præsentation af interviewpersoner
Undersøgelsens empiriske felt omfatter i alt 12 interviewpersoner fordelt
som henholdsvis seks kommunikations- og pressechefer fra de seks
rammeorganisationer på finansloven samt seks journalister med
udviklingslande som deres fagområde. For en nærmere beskrivelse af de
enkelte respondenter og deres arbejdsplads, henviser jeg til bilag M på den
medfølgende cd-rom. Jeg vil her redegøre overordnet for valget af de
respektive kilder.
3.3.1. NGO’erne
Jeg kontaktede kommunikations- og pressechefer fra en række NGO’er, idet
disse sidder med den daglige kontakt til medierne og har det strategiske
overblik over organisationernes samspil med pressen. Kommunikations- og
pressecheferne er placeret i grænseområdet af det humanitære felt. Det
betyder, at de er indrettet efter samspillets regler og ikke nødvendigvis
besidder de samme dispositioner, holdninger eller kapital som resten af en
given organisations medarbejdere som eksempelvis en generalsekretær
eller en politisk medarbejder vil besidde. Man kan således betragte disse
personer som et produkt af felternes sammensmeltning. Dette stemmer
overens med Bourdieu, som understreger, at grænserne af et felt er lig med
der, hvor felteffekten stopper, og hvor aktørerne inden for feltet ikke kan
siges at være rent forbundet med det enkelte felt. Derfor foregår feltanalyser
35

generelt i grænseområdet (Bourdieu og Wacquant 1996). Jeg har ikke anset
det for relevant at interviewe en hvilken som helst journalist, eller en hvilken
som helst medarbejder i en NGO men kun dem, som kan beskrive og
forklare interaktionerne med det andet felt og samtidig forholde sig til sit
eget.
Jeg har valgt at basere mine interviews på en analyse af de seks
rammeorganisationer på finansloven (Finansministeriet 2012, §
06.33.01.10). En rammeaftale betyder, at bistanden tildelt organisationerne
ikke er baseret på enkelte projekter, men på en flerårig støtte. Det betyder,
at organisationerne selv identificerer, planlægger, initierer og implementerer
deres aktiviteter. Disse organisationer er henholdsvis CARE Danmark, Red
Barnet, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og
Ibis. Den del af NGO bistanden, der er uddelt i henhold til
civilsamfundsstrategien (Udenrigsministeriet 2008a) udgjorde i 2010 1.090
mia. kr., hvoraf de seks rammeorganisationer blev tildelt hvad der svarede til
64 procent (Udenrigsministeriet 2010b). Det betyder, at disse er
fundamentale spillere i implementeringen af den danske udviklingsbistand.
Organisationerne varierer internt på et bredt spektrum af parametre. Mens
nogle arbejder med danske mærkesager, så er andre udelukkende
beskæftiget med udviklingslande. Nogen har også fokus på nødhjælp, mens
andre udelukkende har fokus på udviklingsarbejdet i traditionel forstand.
Ikke desto mindre deler disse organisationer de karakteristikker, der er
beskrevet i afsnittet ’det humanitære felt’ (jf. afsnit 2.1.1.) og endvidere, at
de arbejder med udvikling i henhold til ’Dansk strategi for støtte til
civilsamfundet udviklingslandene’ (Udenrigsministeriet 2008a), at alle
organisationerne er blevet ramt af et egenfinansieringskrav på 10 procent
for NGO’erne på finansloven, som blev indført af VK-regeringen i 2006 og
sidst men ikke mindst – at disse organisationer besidder en høj grad af
professionalisering, som er nødvendig for at opnå gennemslagskraft på
mediernes dagsorden og derved have relevans i en bredere
samfundsmæssig kontekst.
36

3.3.2. Journalisterne
Mens det har været oplagt at vælge repræsentanterne for de respektive
organisationer, så har det været et større analysestrategisk spørgsmål at
bestemme hvilke journalister, der bedst ville kunne give indblik i den
angivne problemstilling. Jeg identificerede to muligheder. Enten ville jeg
kunne fokusere på aktører, der har et overordnet overblik over redaktionelle
prioriteter på udlandsstof og kildevalg, såsom redaktører på en række
landsdækkende medier. Fordelen ved denne strategi ville være, at jeg ville
opnå en øget generaliserbarhed af specialets konklusioner. Ulempen
derimod er, at udviklingslandene kun udgør en brøkdel af deres arbejdsdag,
og at jeg således snarere ville opnå resultater, der lå til grundlag for en
kvantificering af resultaterne frem for en dybere indsigt i aktørens praksis og
livsverden. I forhold til specialets grundlæggende fænomenologiske
udgangspunkt har jeg derfor identificeret seks respondenter, som arbejder
tæt og ofte i udviklingslandene og har en høj journalistfaglig standard, så jeg
kunne opnå en dybere viden om de specifikke forhold, der gør sig gældende
og om journalistens faglige dilemma i deres interaktion med NGO’erne.
Disse journalister er: Henrik Lerche (Journalist for Danmarks Radio), Anne
M. Sørensen (Journalist for Politiken i Chile), Jan Kjær (Freelance-journalist
og formand for Nairobi-klubben) 9 , Jesper Strudsholm (tidligere
korrespondent for Politiken i Sydafrika), Jeppe Villadsen (Journalist for
Kristeligt Dagblad) og Jørn Stjerneklar (Journalist, fotograf og medstifter af
virksomheden MayDay Press i Sydafrika).
Der er særlige forhold, der skiller sig ud for disse journalister, hvilket gør
dem usædvanlige og særligt interessante at kigge på. Idet disse journalister
har udviklingslandene som deres ekspertise, så har de et større netværk i
landene, en nemmere tilgang til felten og kan lettere identificere cases og
begivenheder af betydning. Derfor vil problemer, der gør sig gældende for
disse journalister også gøre sig gældende for journalister, der besidder langt
mindre indsigt i udviklingsproblematikker og blot dækker emnerne sporadisk
(Jf. critical case, Flyvbjerg 2006). Forskellen her er, at journalisterne er
9 Nairobi-klubben er et fagligt forum for omtrent 70 medie- og fagfolk, der arbejder med
formidling af udviklingsbistand, globale udviklingsspørgsmål, udenrigs- og u-landsstof i
dansk eller international sammenhæng eller som har det som interessefelt.
37

dedikeret til fagområdet og således kan reflektere over forskellene mellem
idealniveau og praksis på et niveau, der er af betydning for hele deres
faglige virke. Som udgangspunkt ville idealet være at finde journalister fra
landets største medier qua mediernes funktion som gatekeeper. Det blev
dog åbenlyst undervejs, at selv de journalister, der er knyttet til et specifikt
medie også leverer til en række andre medier for at kunne bedrive
journalistik på et kommercielt grundlag. Således leverer langt de fleste af
journalisterne ikke udelukkende til et enkelt medie, men til så mange
platforme som muligt og fungerer som stringere snarere end som
korrespondenter. 10 Derfor har fokus i stedet været på, at identificere
respondenter, der er anerkendte inden for udviklingsjournalistikken og på
baggrund af dette leverer til en række af medier.
3.4. Interviewgennemførelse
På baggrund af kriterierne for interviewpersonerne henvendte jeg mig til
respondenterne per e-mail. Formålet var, at jeg kunne præsentere
problemstillingen samt deres rolle i processen i dybden. Hvor muligt har
interviewene fundet sted på de respektive NGO’er og journalisters kontorer.
To interviews foregik dog via Skype, da informanterne befinder sig i
udlandet. Hhv. Anne M. Sørensen, som pt. befinder sig i Chile og Jørn
Stjerneklar, som er bosiddende i Sydafrika. Gennemsnitstiden for et
interview var cirka 45 minutter. Interviewene blev optaget med diktafon af to
grunde. Den første grund var, at interviewets semi-strukturerede form betød,
at jeg måtte koncentrere mig om interviewets emne og dynamik for at kunne
følge op på respondenternes svar (Kvale & Brinkmann 2009). Den primære
grund var dog for senere at kunne transskribere data, jf. næste afsnit. Tre
journalister ønskede at tjekke citater før specialets aflevering, idet deres
udsagn kan have en direkte effekt på deres fremtidige jobmuligheder. Det
samme gjorde sig gældende for en enkel repræsentant for en organisation.
Ingen har dog i sidste ende afvist brugen af deres citater, hvilket styrker
undersøgelsens troværdighed.
10 En stringer er en journalist eller en fotograf, der er tilknyttet et nyhedsmedie men som er
betalt per artikel, udsendelse, foto, mv. og altså ikke er fastlønnet.
38

3.5. Transskription
Interviewene blev optaget og transskriberet, men dele af interviewene der
faldt udenfor problemstillingen blev dog ikke transskriberet af hensyn til tid
og ressourcer. Denne metode afspejles i transskriptionen, idet de første
interviews var mere generelle, mens de sidste interviews er mere
fokuserede. Det betyder, at des længere hen i forløbet jeg kom, des mere af
interviewene er blevet transskriberet, fordi mere og mere af interviewet har
været relevant for den endelige problemstilling. Dette er et naturligt led i en
proces, hvor hypotesen bliver løbende reformuleret undervejs og hænger
sammen med mit iterative analysedesign. Meningsforstyrrende passager,
pauser og udtryk er udeladt eftersom det primære formål med interviewene
er en fortolkning af mening og ikke af sprog (ibid.).
3.6. Validitet og Reliabilitet
I dette afsnit vil jeg opsummere nogle af de metodiske refleksioner, som jeg
har haft i arbejdet med empirien samt diskutere, hvilken betydning
metoderne har haft for specialets konklusioner.
Det er så godt som umuligt empirisk at bestemme PR-branchens indflydelse
på journalistikken. Det skriver Aaron Davis i indledningen til sin bog ”Public
Relations Democracy”. Derfor har tidligere undersøgelser af, om det er
kilderne eller journalisterne, som bestemmer indholdet i nyhederne, ikke
givet nogle entydige resultater (Davis 2002). Det er selvfølgelig et lidt
nedslående udgangspunkt, men det betyder ikke, at det ikke er muligt at
tegne et billede af en tendens, som kan være et bidrag til forskningen og
den generelle debat på området. Det vender jeg tilbage til efter at have
ridset et par af de metodiske problemer op.
En af grundene til, at det kan være svært at observere kildernes påvirkning
af medierne er, at hverken de presseansvarlige eller journalisterne har lyst
til offentligt at indrømme deres forbindelser af frygt for at miste deres
39

professionelle integritet. Davis skriver: ”Media and PR practices are most
successful and appear most legitimate when the process of interaction
between the two remains undeclared.” (Davis 2002:27). Her indikerer Davis,
at usynligheden øger effekten. En anke mod den valgte metode er i
forlængelse af dette, at respondenterne potentielt kan holde informationer
tilbage, da de fleste aktører har gensidige interesser i hinanden og derfor
muligvis har opbygget relationer, som de ikke ønsker at sætte på spil.
Man kunne have indført en metodetriangulering f.eks. i form af en kvalitativ
søgning i nyhedsdatabasen Infomedia for at øge konklusionernes reliabilitet.
Dog påpeger Davis videre, at det i sådan en søgning er tæt på umuligt rent
empirisk at bestemme, hvilket indhold der er genereret af journalister, og
hvilket der er genereret af PR-medarbejdere og kilder (ibid.).
Derfor tager jeg altså udgangspunkt i respondenternes fortolkning af
begivenhederne, og holder deres udsagn op imod hinanden, når disse ikke
stemmer overens for at give et så retvisende billede som muligt. Et
væsentligt spørgsmål i enhver undersøgelse er, om resultaterne kan
generaliseres. Idet jeg har foretaget en kvalitativ undersøgelse, giver det
ikke mening, at jeg udtaler mig repræsentativt i statistiske generaliseringer.
Det betyder, at konteksten er så væsentlig, at det ikke er muligt at se bort
fra den og konkludere noget universelt gældende (Flyvbjerg 2006). Det
relevante for min undersøgelse er derimod den analytiske
generaliserbarhed (Kvale & Brinkmann 2009). At jeg generaliserer analytisk
betyder, at jeg ud fra min undersøgelse har fundet nogle mønstre og
tendenser i relationerne mellem NGO’er og journalister, som jeg mener, kan
sige noget om andre lignende situationer (ibid.). Jeg mener i forlængelse af
dette, at et udgangspunkt i 12 interviews kan give et retvisende billede af en
tendens og af, hvilke logikker der er på spil i relationen, hvilket kan lægge til
grund for videre forskning og debat.
Mit håb er, at læseren vil forstå konklusionerne som en rational fortolkning
af det empiriske datagrundlag i en logisk analyse mellem tendenser på
teoretisk og empirisk niveau. Målet er således at danne grundlag for en
saglig debat om mulige implikationer af medie-kilde forholdet, af felternes
udvikling og af udviklingsjournalistikkens fremtid, snarere end at etablere
40

videnskabelige sandheder.
41

4. ANALYSE
I dette kapitel vil jeg præsentere mine analyseresultater ud fra den
teoretiske ramme og den empiriske dataindsamling. Analysen er
struktureret omkring at besvare de fire underspørgsmål som opstillet i afsnit
1.4., der har brudt problemformuleringen ned i delelementer.
Jeg starter med at placere felterne i relation til det overordnede magtfelt for
at undersøge, hvilke objektive interesser NGO’er og journalister har i et
samarbejde. Derfor tager jeg udgangspunkt i de respektive felters udvikling
for at undersøge de strukturer, der ligger til grund for felternes gensidige
tilnærmelser. Denne del illustrerer baggrunden for aktørerne inden for
begge felters forhandlinger og gensidige påvirkninger, og fungerer således
som et fundament for resten af analysen.
Herefter kigger jeg nærmere på den relation, der opstår mellem NGO’er og
journalister. Her går jeg fra at se på felterne som to distinkte enheder til at
kigge på forhandlingerne imellem dem. Jeg tager derfor udgangspunkt i
begrebet mediekapital, som er en effekt af den relation, der opstår mellem
NGO’ernes pressearbejde og journalisternes modtagelighed overfor denne
påvirkning. Det betyder, at jeg vil undersøge hvilke af NGO’ernes
økonomiske, kulturelle og sociale kapitaler, der i forholdet med medierne
transformeres til mediekapital. På denne måde argumenterer jeg for, at
aktørernes praksis udspringer af forhandlingerne om mediekapitalen og
dennes værdi.
I sidste del af analysen vil jeg først tage udgangspunkt i aktørernes
subjektive holdning til deres praksis for at forstå hvilke kompromiser,
NGO’er og journalister må indgå i dette afhængighedsforhold. Jeg tager
afsæt i de forhandlinger, som NGO’er og journalister har om valget af
frame, som jeg argumenterer for er et konkret udtryk for det
forhandlingsspil, der foregår mellem aktørernes idealniveau og deres
praksis. Derfor bruger jeg dette som en indgang til at diskutere
implikationerne af relationen, samt hvilke konsekvenser og perspektiver
relationen har for aktørernes normative opgaver i samfundet.
42

4.1. Felternes strukturelle position
I dette afsnit vil jeg undersøge felternes strukturelle positioner i det
overordnede magtfelt for at se på hvilke objektive relationer, der lægger til
grund for medier og NGO’ers samarbejde. Det gør jeg ved at kombinere
data om felternes empiriske grundlag med aktørernes fortolkning af
udviklingen. Denne del af analysen har til formål at undersøge baggrunden
for felternes tilnærmelser og dermed baggrunden for det konkrete
forhandlingsspil, der foregår og udgør på denne måde grundlaget for resten
af analysen.
4.1.1. NGO’ernes interesse i medierne
”De danske folkelige organisationer skal tænke nyt og pengene er bedre
brugt til projekter i udviklingslandene” (Hansen 2008:2), sagde
udviklingsminister Ulla Tørnæs i 2005, da VK regeringen besluttede, at
fjerne 12 millioner kroner fra Danidas oplysningsbevilling. Hun refererede
f.eks. til den lave kendskabsgrad i befolkningen til 2015-målene, 11 som kun
ni procent af danskerne kendte i 2005. I stedet blev der i de efterfølgende år
iværksat en række nye tiltag, som skulle styrke den folkelige forankring,
særligt blandt nogle af de større organisationer, som efter regeringens
opfattelse havde et utilstrækkeligt folkeligt mandat (ibid.).
Nogle gennemgående træk kan derfor siges at gøre sig gældende for de
danske udviklingsorganisationer i løbet af de seneste syv år. I 2006 indførte
den daværende VK-regering et krav om egenfinansiering for de danske
rammeorganisationer på finansloven, hvilket betød, at disse nu selv skulle
finansiere 10 procent af den støtte, de modtager fra Danida. Antallet af
11 2015 Målene er 8 mål for udvikling, som verdens ledere i 2000 blev enige om at opnå
inden 2015. Målene går ud på at halvere verdens fattigdom og sult, at alle børn skal gå i
skole, at øge ligestillingen mellem mænd og kvinder, at mindske børnedødeligheden, at
mindske mødredødeligheden, at stoppe spredningen af HIV/AIDS og andre sygdomme,
at sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling og at øge samarbejdet mellem rige og
fattige lande, når det kommer til bistand, miljø, handel og gældseftergivelse
(Udenrigsministeriet 2008a).
43

støttekroner blev altså afhængigt af, hvor mange penge organisationerne
selv formåede at rejse. I dokumentet ’Generelle retningslinjer for danske
organisationer med rammeaftale med Udenrigsministeriet’, kan man i pkt.
14 læse, at rammeorganisationerne skal dokumentere en stærk og
vedvarende folkelig forankring (Udenrigsministeriet 2010a). Det betyder
bl.a., at organisationerne nu skal dokumentere deres folkelige forankring ud
fra deres antal af medlemmer, omfanget af frivilligt arbejde og de privat
indsamlede midler (Hansen 2008). ’Folkelige organisationer’ er konsekvent
blevet Udenrigsministeriets betegnelse for de danske
udviklingsorganisationer. Et ord, der markerer et ønske om en udvikling væk
fra de akademiske studenterbevægelser til nye bevægelser inden for
organisationernes image og struktur, der inkluderer det bredere
befolkningssegment. De sidste fem år har vi altså været vidne til en
generel udvikling, der har medført at organisationerne i stigende grad har
måttet fokusere på medlemshvervning og fundraising for at opfylde krav om
egenfinansiering og folkelig forankring.
”Det gjorde rigtig ondt dengang det [egenfinansieringen] kom for
organisationerne under Fogh-regeringen. Det er faktisk der, vil jeg
hævde, at du har set en ret stor oprustning på kommunikation og
fundraisningsområdet i alle organisationer. Der er kommet kæmpe
konkurrence og vi vælter rundt. Hver eneste søndag er der nogen,
der banker på døren med en eller anden indsamling” (Marie Sisse
Brown, kommunikationschef for CARE Danmark, bilag E, l. 422-
424)
”Det kan vi godt mærke - at konkurrencen er øget. Vi er jo alle
sammen blevet bedre til at kommunikere, og derfor kan det jo
heller ikke nytte noget, at man sidder tilbage som den, der kører
fuldstændig amatøragtigt. Så der har vi nok rejst os i flok”
(Lisbeth Engbo, pressechef for Folkekirkens Nødhjælp, bilag F, l.
351-354)
Som respondenterne forklarer herover, så har VK-regeringens krav om
egenfinansiering og medlemshvervning haft betydning for de organisationer,
der er repræsenteret i dette speciale og deres kommunikation. Vi ser på
trods af NGO’ernes fælles fodfæste i humanitarismen en intern konkurrence
blandt organisationerne, der i forbindelse med regeringens krav om folkelig
forankring er blevet særligt udtalt. De skal skille sig ud, skabe en særlig
profil og rejse opmærksomhed omkring deres organisation, hvilket har
resulteret i inkorporationen af medielogikker og kan tydes i
organisationernes kommunikation og omgang med pressen.
44

Gamson og Wolfsfeld påpeger, at medierne ikke er NGO’ernes eneste
mulighed for at legitimere sig selv (Gamson og Wolfsfeld 1993). Samtlige
NGO’er har deres sociale medier, deres hjemmesider og er alle brugere af
disse medier, som de samtidig lægger vægt på at udvikle. Det er her, at de
har mulighed for at kommunikere på en måde, der inddrager komplicerede
problemstillinger og strukturelle årsager og fortælle de historier, som
medierne ikke vil have.
”Der fortæller vi de historier om de rigtige mennesker, deres kræfter og
de ting vi kæmper for. Der er helt klart forskel på, hvordan vi
kommunikerer til dem, der allerede støtter os og så de eksterne
medier” (Henriette Winther, kommunikationschef for Mellemfolkelig
Samvirke, bilag B, l. 303-304)
”Men det er jo fordi, det er vores egen kommunikation. Den vi selv kan
styre. Den udadtil må man jo hoppe på” (Hanne Selnæs, pressechef
for Ibis, bilag A, l. 348-359)
NGO’erne kan via disse platforme komme ud med budskaber, som de
etablerede medier ikke interesserer sig for, når medierne ikke tilbyder
NGO’erne spalteplads eller nægter dem adgang til sendefladen. Men det
fremgår også af interviewene, at det er her, at de kommunikerer med dem,
der i forvejen er bidragsydere og medlemmer. Disse medier anses derfor
ikke som tilstrækkelige i kampen om nye ”kunder”, da de kun appellerer til
et begrænset publikum, som typisk allerede er interesserede i NGO’ernes
mærkesager (Koopmans 2004). NGO’erne har altså brug for de
traditionelle medier for at sprede deres budskab til et større publikum, da
det er gennem medierne, at disse organisationer kan nå offentligheden og
mobilisere folk til fordel for deres sag (Castells 2008). Dette illustrerer den
presseansvarliges rolle:
”Mit arbejde i CARE Danmark består mestendels i at sikre og
underbygge det som vi kalder CARE Danmarks folkelige
forankring. Det vil sige, at jeg skal være med til at sikre at CARE
Danmark er en relevant organisation i Danmark, som danskerne
har lyst til at bakke op om og støtte, så vi kan få flest muligt penge,
til at lave mest muligt arbejde for verdens fattige” (Marie Sisse
Brown, kommunikationschef for CARE Danmark, bilag E, l. 58-61)
Indføringen af egenfinansieringskravet blandt NGO’erne skaber en situation,
hvor organisationerne nu i højere grad jager b.la. privat funding. I praksis
indikerer alle NGO’erne en tydelig afhængighed af medierne qua den magt,
som Bourdieu tilegner det journalistiske felt i sin grundlæggende funktion i
45

at sprede informationer til masserne. Derfor kan man indtil videre udlede, at
NGO’erne har behov for medierne til 1. At positionere sig selv, deres
arbejde og deres dagsorden overfor politikere og borgere 2. At legitimere
skattekroner 3. For at indsamle private midler og hverve nye medlemmer.
NGO’erne erkender altså et stort behov for medierne, som afføder en
reaktion hos NGO’erne, hvor de tilpasser sig mediedagsordenen med den
del af deres kommunikation, der er rettet mod eksterne relationer for at
akkumulere deres kapitaler.
Jesper Christensen og Esben Højlund konkluderede i en rapport for NGO
center tilbage i 2003, at:
”NGO’erne har ikke formel beslutningskompetence, og de
rangerer derfor lavt i mediernes fødekæde […] Vil græsrødderne
påvirke og have gennemslagskraft i medierne må de følge en
parasitstrategi frem for en urokkelig tro på egen vigtighed.
Spørgsmålet er i sidste ende om man som ngo vil opretholde et
urealistisk billede af egen indflydelse og leve i en tro på, hvad
medierne burde? Eller om man reelt vil tilrettelægge sine
arrangementer efter at ændre noget og skabe en bred folkelig
debat?” (Christensen og Højlund 2003:7)
NGO’erne anses altså ikke for at være beslutningstagere, og de rangerer i
følge Højlund og Christensen lavt i mediehierakiet. Deres forslag ridser
NGO’ernes dilemma op: Enten kan organisationerne stå med en løftet
pegefinger og kritisere mediernes manglende kvalitet, som vi så danske
Læger Uden Grænser forsøge at gøre det i 2010 (se afsnit 2.2.1.). Ellers
kan organisationerne tilrettelægge deres arrangementer efter mediernes
dagsorden. Et forslag, der ligger meget tæt op af de handlingsmuligheder,
som Bourdieu opstiller for felter, der bliver infiltreret af medierne. Altså at
NGO’erne kan vælge at håndtere journalisterne ved at gå imod dem og
forsøge at restaurere feltets grænser eller ved at udnytte journalisterne
mest muligt (Bourdieu 1998). En parasitstrategi indbefatter nemlig, at man
kobler sig på mediernes agenda i stedet for at følge sin egen sag og
dagsorden snævert. Det er ifølge Højlund og Christensen den sidstnævnte
løsning, der kan give NGO’erne betydning og skabe en bred folkelig debat
og denne løsning, som de danske rammeorganisationer har taget til sig,
som kommunikationschefen fra Mellemfolkeligt Samvirke for eksempel
illustrerer her:
46

”De [medierne] er sikkert pisse trætte af os. Vi sender hele tiden
et eller andet. Og engang imellem slår det hul igennem og
engang imellem er der ikke. Og så lægger vi det på vores
hjemmeside” (Henriette Winther, kommunikationschef for
Mellemfolkeligt Samvirke, bilag B, l. 178-179).
NGO’erne har altså, som Bourdieu stadfæster, en modtagelighed over for
mediernes dagsorden på baggrund af en afhængighed af markeder eller
publikum, som kun er tilgængelige gennem disse. Det pres, som det
humanitære felt er underlagt fra staten, gør at NGO’erne ikke reproducerer
feltets struktur og kapitaler. Egenfinansieringskravet har skubbet NGO’erne
længere over imod det økonomiske magtfelt og længere væk fra deres
kulturelle position, fordi de i stedet for udelukkende at definere sig selv ud
fra deres egne spilleregler –deres doxa- også skal fokusere på forankring
uden for deres eget specifikke felt .
Som ovenstående indikerer, er der således ikke alene tale om en interesse
for medierne hos NGO’erne, men om en afhængighed, der er af betydning
for hele deres fortsatte virke. Men for at NGO’ernes inkorporation og fokus
på medielogikker kan svare sig, er det helt afgørende, at medierne står
modtagelige over for denne påvirkning. Denne modtagelighed, hviler på en
gensidig interesse, der vil blive tydeliggjort i det følgende afsnit.
4.1.2. Mediernes interesse i NGO’erne
Som det blev forklaret i teoriafsnittet, så hænger mediernes dominans tæt
sammen med, at de selv er domineret af det økonomiske magtfelt. På trods
af at NGO’erne erkender, at de er afhængige af medierne, så anser de sig
samtidig som betydningsfulde for journalisterne. I dette afsnit vil jeg derfor
se nærmere på, hvilken strukturel position det journalistiske felt har, der
ligger til grund for, at journalistiske aktører har interesse i et samarbejde
med de danske NGO’er.
Som skitseret i indledningen er der ingen medarbejdere på de danske
medier, hvis område det er at dække udvikling og udviklingspolitik
(Mennesker og Medier 01.01.2010), og det er efterhånden veldokumenteret,
at udlandsdækningen har været et stort offer i mediernes kamp på
47

markedsvilkårene. Flere nyhedsbureauer lukker ned for deres
udlandsdækning, korrespondenter bliver hjemsendt og man går i højere
grad over til såkaldt faldskærmsjournalistik, hvor journalister flyves ned til
brændpunkterne, mens konflikter er under opsejling (Holm et. al 2000;
Kabel 2005;2009). Der eksisterer ikke nogen større kvantitativ
sammenligning mellem den danske udlandsdækning i dag sammenlignet
med for ti år siden, men der er, som illustreret i indledningen, meget der
indikerer dens nedprioritering (f.eks. Kabel 2005; Kabel 2009; Holm et al.
2000). Denne opfattelse går igen hos journalisterne som Politikens
journalist i Chile, Anne M. Sørensen f.eks. forklarer her:
”Der er simpelthen ikke fokus på Latinamerika eller på den tredje
verden særligt meget mere [...] man kan sige, at samtidig med at
verden har globaliseret sig er man også blevet mere snæver i
sine interesser. Det er meget selvmodsigende, men det er sådan
jeg oplever det egentlig. At den der fattige verden dér. Skidt med
den. Vi interesserer os ikke engang for vores egen
bistandshjælp” (Anne M. Sørensen, Journalist for Politiken i Chile,
bilag H, l. 26-33)
Journalisterne, der er beskæftiget med udviklingslandene erkender, at der
er en generel mangel på interesse for deres stofområde. Som det fremgår i
citatet ovenfor, beskrives dette også som en udvikling, hvilket indikerer, at
der tidligere har været et vist fokus. To af journalisterne nævner også, at de
har kunnet mærke en ændring i form af en mindre efterspørgsel fra deres
arbejdsområde i kølvandet på 11. september 2001, hvor man i højere grad
begynder af dække landene uden for Europa med en sikkerhedspolitik
brille. Dette stemmer overens med undersøgelser af den danske
udlandsjournalistik, som konkluderer, at der siden 11. september 2001 har
været en øget mediedækning af de muslimske landes kultur, religion og
levevilkår (Hansen 2008).
Journalisterne understreger dog også, at det altid har været svært at sælge
historier fra Latinamerika og Afrika, og at det ikke er en helt ny tendens.
Omvendt beskriver de, at nedskæringerne i mediehusene har betydet et
mandefald i personer, der dækker regionerne og tilskriver dét, at der fra
redaktionernes side har været et væsentligt fald i rejsetillæggende som det
mest kontante udfald af denne udvikling. For de journalister, der har boet
på stedet, har det betydet, at flere historier må skrives hjemmefra
48

skrivebordet, hvilket konkret har haft det resultat, at flere artikler har været
baseret på analyser, rapporter og deres regionale kendskab. Det har igen
betydet en nedprioritering af enkelte begivenheder, reportager og features.
”Det er klart. Det bliver mere analyser. Det bliver mere noget der
er skrevet på baggrund af bureauer, og på baggrund af ens
kerneviden om hvad der foregår. Man kommer til at mangle hele
nærværet osv. osv. Som jo forlanges. Altså for at nogen gider
interessere sig for noget i dag, så forlanges der jo nærvær”
(Jesper Strudsholm, tidl. afrikakorrespondent for Politiken, bilag I,
l. 342-345).
Det opstiller et umiddelbart paradoks, for det er netop denne type historier
baseret på nærvær, som de danske medier efterspørger. Hans-Henrik
Holm, som er professor i verdenspolitik og tilknyttet Danmarks Medie- og
Journalisthøjskole forklarer i en artikel i Information, hvordan
udenrigsjournalistikken i højere og højere grad handler om at føle en
forbindelse til journalisten. “Identifikationen er netop det, der adskiller
historien fra den, modtageren lige så godt kan se på CNN eller læse på
Internettet, hvor nøjagtig den samme overkloge historie står,” siger Holm til
Information (Information 12.02.2000). Jesper Strudsholm uddyber:
”Det her krav om tilstedeværelse som jo er medfølgende i en
hvilken som helst historie i verden, men det er selvfølgelig endnu
større i Afrika fordi det er så fjernt og så underligt, og så
mærkeligt, og så svært at forstå det – så selvfølgelig skal man ud
der hvor man kan lave det” (Jesper Strudsholm, tidl.
afrikakorrespondent for Politiken, bilag I, l. 346-349).
Når rejsetillæggende falder og journalistens rolle bliver at formidle
informationer, som er tilgængelige via rapporter og bureauer, så opstår der
et sammenstød mellem mediernes egne nyhedskriterier for disse lande, og
de historier, der er mulige at skrive.
”Jeg ville have svært ved at skrive en historie om dansk
bistandshjælp. Det er simpelthen ikke noget, der interesserer
nogen. Det skal betyde noget. Man skal kunne identificere sig
med historien eller også så skal den være ualmindelig
fascinerende og mærkelig” (Anne M. Sørensen, journalist for
Politiken i Chile, bilag H, l. 33-36).
Journalisterne indikerer, at medierne efterspørger historier baseret på
identifikation og nærhed. Men samtidig yder medierne kun bevillinger til
denne slags journalistik i meget begrænset omfang som konsekvens af
49

skærpede økonomiske omstændigheder. Medierne vil altså have historier,
de ikke kan betale for, og det betyder, at journalisterne er afhængige af
andre aktører for at bedrive den journalistik, der lever op til disse
nyhedskriterier. Her træder NGO’erne ind i billedet.
4.1.3. ”Den perfekte symbiose”
Overordnet oplever respondenterne, at der en meget tydelig relation
imellem NGO’er og journalister. Da jeg f.eks. spurgte journalist og fotograf
Jørn Stjerneklar om der var en tendens til, at medierne blev mere
afhængige NGO’erne, svarede han:
”Det gør de jo. Fordi de ikke selv har penge til at sende deres folk
ud mere, Det er jo næsten over en kam, at de har måttet skære
ned […] De har jo skåret ned på budgetterne på udlandsture og
sådan noget og Afrika står altså nederst på listen” (Jørn
Stjerneklar, freelancer, bilag L, l. 137-139)
Som Jørn Stjerneklar forklarer, så opstår relationen mellem NGO’er og
medier altså, når journalisterne er afhængige af andre, hvor de ikke selv har
ressourcer til at komme ud i felten. Når man videre spørger journalisterne,
hvordan journalistikken fra udviklingslandene overlever, så er der derfor en
klar reference til NGO’ernes arbejde og mandat:
”Helt grundlæggende, så er NGO’er i Afrika og journalistik fra
Afrika, det er jo noget, der nærmer sig den perfekte symbiose […]
Der ville ikke være NGO’er i Afrika, hvis ikke medierne eksisterede.
Eller de ville i hvert fald være meget små og meget under-fundede,
og der ville ikke være afrikajournalistik, hvis ikke NGO’erne
eksisterede, eller der ville i vid udstrækning ikke være nogen til at
finansiere deres rejser. Og sådan har det været i mange år. De er
fuldstændigt afhængige af hinanden” (Jesper Strudsholm, tidl.
afrikakorrespondent for Politiken, bilag I, l. 115-121)
Jesper Strudsholm betegner her forholdet som ’symbiotisk’, hvor begge
parter er inddraget i et gensidigt afhængighedsforhold og er fuldstændigt
afhængige af hinanden for at fuldføre sit virke. To journalister påpegede
endda, at forholdet mellem NGO’er og journalister er så fundamentalt, at en
grund til at der trods alt eksisterer en større dækning af Afrika end af de
Latinamerikanske lande i de danske medier hænger sammen med, at
NGO’erne i højere grad er tilstede og arbejder i de afrikanske lande, hvilket
50

øger journalistikkens vilkår væsentligt. I næste del af analysen vil jeg derfor
gå nærmere ind i dette forhold.
4.2. Relationen mellem journalister og NGO’er i
praksis
Man kan af det foregående afsnit udlede, at felternes strukturelle position
ligger til grund for, at der er en gensidig interesse i et samarbejde mellem
NGO’er og medier, idet begge felter bevæger sig længere hen imod det
økonomiske magtfelt. Jeg vil i forlængelse af dette se nærmere på andet
underspørgsmål, nemlig hvad denne interesse betyder for de forhandlinger,
der foregår. For at besvare dette vil jeg undersøge, hvilke kapitalformer som
NGO’erne besidder, og som journalisterne finder værdi i. Nemlig NGO’ernes
mediekapital. Denne mediekapital påvirker på én gang journalisternes
praksis, men er også et udtryk for den praksis som aktørerne inden for det
humanitære felt har tillagt sig for at opnå medieeksponering. På denne
måde er mediekapital strukturerende for analysen, idet aktørernes praksis
udspringer af forhandlingerne omkring denne og dennes værdi.
Mediekapitalen er, som redegjort for i teoriafsnittet, en transformation af
NGO’ens andre kapitaler; nemlig deres økonomiske, sociale og kulturelle
kapitaler. Derfor vil jeg undersøge, hvilke af disse klassiske kapitalformer
som NGO’erne transformerer til mediekapital og hvilke forhandlinger, dette
udmønter sig i.
4.2.1. Økonomisk kapital
I teoriafsnittet blev det forklaret, at økonomisk kapital ikke er strengt
nødvendigt for indflydelse på medierne, men at det kan være godt at have,
fordi denne betyder, at NGO’erne kan forstærke deres sociale og kulturelle
kapitaler. Derfor vil jeg starte med at undersøge NGO’ernes økonomiske
kapital fordi denne - som det vil blive tydeliggjort igennem analysen – udgør
et fundament og en ramme for forøgelse af organisationernes samlede
mediekapital.
Et grundlæggende udgangspunkt for organisationernes samarbejde med
51

medierne er deres pligt til oplysning og en del af NGO’ernes budgetter
tildeles denne del af arbejdet. Herunder fremgår NGO’ernes procentsats på
det, som organisationerne hver især betegner for bevillinger til kampagner,
oplysning, information, fundraising og formidling. Jeg betragter disse tal som
organisationernes samlede budget til kommunikation.
NGO % Samlede indtægter i Samlede udgifter til
mio. (2010)
kommunikation (kr. mio.)
Mellemfolkeligt
Samvirke
7 239 14,3
Red Barnet
Dansk Røde Kors
Folkekirkens
Nødhjælp
10 254 25,4
6 1136 67,6
9 527 47,4
CARE Danmark 6 119 7
Ibis 2 209 4
Tabel 1 Tabel udregnet af årsregnskaber fra MS, Red Barnet, DRK, Folkekirkens
Nødhjælp, CARE Danmark og Ibis samt informationer fra de respektive organisationers
hjemmesider jf. Bilag 1, 2, 3, 4, 5 og 6.
Som det fremgår, er et væsentligt beløb hvert år tilsidesat til kommunikation
blandt NGO’erne. Det betyder, at de seks udvalgte organisationer har en
økonomisk kapital, der er tilegnet informationssubsidier, PR og til
pressearbejdet. Det er værd at bemærke, at der er stor forskel på de
forskellige NGO’er i størrelsen af de midler, der tildeles kommunikation, hvor
tallene for nødhjælpsorganisationerne Red Barnet, Dansk Røde Kors og
Folkekirkens Nødhjælp indikerer et langt større fokus på kommunikation
end de organisationer, der udelukkende har fokus på udviklingsarbejde.
Denne forskel vil jeg vende tilbage til senere. Indtil videre er det vigtigste at
påpege, at den økonomiske kapital bl.a. giver NGO’erne muligheden for at
have et fuldtidspresseteam, der har som deres primære opgave at få
organisationerne i medierne ved at være konstant opsøgende og udfarende.
Det giver en indgang til medieverdenen, fordi medierne samtidig er blevet
presset på tid og penge og således står lettere modtagelige overfor
eksterne påvirkninger (Merkelsen 2007; Kristensen 2004). Nairobiklubbens
formand Jan Kjær opridser udviklingen som følger:
”Skellet imellem de der såkaldte frie medier og den betalte
52

journalistik, som kommer fra Udenrigsministeriet og
organisationerne, dér vil du få et større og større misforhold
mellem, hvor mange ressourcer, der er til at lave den frie
journalistik, og hvor mange ressourcer, der er til at lave den
betalte informationsstrøm. Det ser jeg klart som et skift. De fleste
har en dagsorden med, hvad de vil. Og der er få medier, som så
gør det andet” (Jan Kjær, formand for Nairobiklubben, bilag K, l.
163-168).
Jan Kjær definerer korrelationen mellem felternes udvikling som baseret på
en fordeling af ressourcer. Organisationerne har en økonomisk kapital som
konkret betyder 1. At de har penge til at drive et professionelt
kommunikations- og/eller presseteam møntet på den ene sag, at få deres
organisation i medierne og formidle udviklingsproblematikker, og 2. At de
sidder på en pulje af penge til informationsarbejde om udviklingslandene,
som medierne ikke selv afsætter til disse regioner. Ud af dette kan man
således udlede, at den økonomiske kapitals værdi over for medierne ikke er
baseret på kapitalen i sig selv, men bliver til mediekapital, fordi den
transformeres til immaterielle ressourcer, der er af værdi for medierne.
4.2.2. Skabsjournalisten
Som det fremgår af ovenstående afsnit, så betyder den økonomiske kapital
bl.a., at organisationerne har ressourcer til at tilrettelægge arbejdet mod
pressen og have et professionelt presse-/kommunikationsteam. Derfor er
det interessant at gå ind og kigge på den enkelte respondents baggrund.
Samtlige presseansvarlige fra organisationerne inddraget i specialet har
nemlig journalistuddannelse. Det betyder, at organisationerne har integreret
journalistiske normer og regelsæt inden for deres eget felt, der skaber en
bro imellem de to felter. De presseansvarlige balancerer således mellem
NGO’ernes feltspecifikke normer og de journalistiske. Denne kombination
kommer til udtryk på flere måder. De nævner først og fremmest, at det
gælder om at få deres historier til at spille med på de journalistiske
nyhedskriterier. ”Jeg har jo også været journalist” og ”jeg har jo også siddet
på den anden side af bordet”, går igen i interviewene.
”… Os der sidder i kommunikation. Vi ved da godt hvad det
er for nogle ting journalisterne ikke gider at skrive om.
Derfor så prøver vi også at lave noget, der ikke tydeligt er
MS propaganda” (Henriette Winther, kommunikationschef
53

for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag B, l. 289-291).
De presseansvarliges uddannelse og tidligere erhvervserfaring gør dem i
stand til at bedømme deres arbejde ud fra journalistiske kriterier og
NGO’erne kan derfor sætte historierne igennem et filter inden de afsendes
til de respektive medier. Dette pressekendskab betyder, at jeg nu kan bringe
en af Bourdieus andre kapitalformer på banen. Nemlig det Bourdieu
betegner for kulturel kapital. Denne del af NGO’ernes kulturelle kapital er
således baseret på en akkumulering af viden om hvordan nyhedsproduktion
fungerer, og hvordan journalister arbejder (Davis & Seymour 2010). Derfor
kan organisationerne konkurrere med de etablerede medier på sager, der
falder inden for deres arbejdsområde. NGO’erne kan på denne måde
tilpasse sig de historier, som medierne foretrækker og er i stand til at
tilpasse deres kommunikation mod nyhedskriterierne. Selvom NGO’erne
måske ”rangerer lavt i mediernes fødekæde” (Højlund og Christensen
2003:7), så gør denne kulturelle kapital det lettere for dem at få en historie i
medierne (Ihlen 2007). Derfor kan man altså betegne dette som en kulturel
mediekapital, fordi denne sætter NGO’erne i stand til at udøve indflydelse
på medierne.
Den kulturelle mediekapital kommer til udtryk på flere måder, men det der
karakteriserer dens styrke er, hvad NGO’erne betegner som deres
”proaktive presse”. NGO’ernes fuldtidspresseteam har nemlig som første og
primære opgave at få deres organisation i medierne, og kan derved være
konstant opsøgende og udfarende. De presseansvarlige nævner dog, at de
kan mærke en ændring i pressens håndtering af deres samarbejde. Her
taler de om en udvikling, som pressechefen for Folkekirkens Nødhjælp
f.eks. illustrerer her:
”Jeg sad faktisk lige og kiggede på en undersøgelse, der blev
lavet i 2006 af Folkekirkens Nødhjælps måde – vores relation til
medierne - hvor nogle journalister var blevet interviewet. Da
sagde de, at vi godt kunne henvende os mere, og at de syntes, at
vi var lidt tilbageholdende. Det tror jeg ikke, de ville sige i dag. I
hvert fald synes de, at vi overfalder dem. Det prøver vi også at
lade være med, for så bliver de trætte af os” (Lisbeth Engbo,
pressechef for Folkekirkens Nødhjælp, bilag F, l. 296-301).
Lisbeth Engbo beskriver forholdet til medierne som anderledes for fem år
siden. Denne nyere distance til NGO’erne kan hænge sammen med deres
54

oprustning på kommunikationsfronten, der gør, at man fra mediernes side
forsøger at etablere nogle skodder imellem de to felter. Dette illustrerer, at
medierne ikke er interesserede i direkte at fremstå som alliancepartner med
NGO’erne over for offentligheden og til en vis grad søger at beskytte den
journalistiske integritet. De presseansvarlige understreger, at når det
kommer til præfabrikerede og færdigproducerede historier, så opfattes de
nu af medierne til at være for meget part eller interessenter. De kommer
derfor først og fremmest igennem til de skriftlige medier med analyser,
synspunkter eller kommentarer, mens pressemeddelelser om deres arbejde,
der er gengivet ord for ord, imidlertid fortsat cirkulerer i diverse regionale og
lokale medier. Dog kan flere organisationer nævne undtagelser til denne
regel og beskrive eksempler på artikler, der er sakset i de større medier,
selvom ”det ikke er sådan, at kanalen bare er åben” (Henriette Winther,
kommunikationschef for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag B, l. 175).
”Nogle gange, så tænker vi, at det der er en skide god historie og
lad os se om der ikke er en journalist, der vil arbejde videre med
den. Og så sender vi en færdig historie i den forstand at den er
skrevet færdig sådan som vi selv ville have tænkt os at bruge den
[…] Men som jeg siger, så har der da nogle gange været noget i
nogle aviser, så ingen nævnt, ingen glemt, der har lignet noget vi
har skrevet forholdsvist meget” (Klaus Nørskov,
kommunikationschef for Røde Kors, bilag D, l. 44-47 og l. 8-9)
Som Klaus Nørskov illustrerer i citatet ovenfor, så får NGO’erne ikke lov til
at skrive artikler, hvor de direkte fremstår som afsender, men det betyder
ikke, at deres historier ikke kan bruges. Derfor foregår det som regel sådan
i praksis, at NGO’erne pitcher historier til medierne, hvor det gælder om at
få journalisten til selv at tage bolden op. På trods af de presseansvarliges
journalistiske baggrund betragtes de nemlig ikke som journalister. Og det er
de bevidste om. De understreger, at de udmærket forstår, at den
journalistiske integritet skal varetages og angiver ikke dette som det
primære formål eller endog som et problem for deres arbejde.
”Det er ikke relevant for os. Vi har ikke noget stort behov for at de
ord vi sætter på papir de kommer i avisen også. Vi har et ønske
om at de dagsordener vi prøver at sætte de afspejler sig i
aviserne, så vi er mere optaget af retningen” (Klaus Nørskov,
kommunikationschef for Dansk Røde Kors, bilag D, l. 171-173)
NGO’erne forsøger sig derfor heller ikke i særligt høj grad med færdige
historier til de større medier, da alliancen er stærkere, når den ikke er for
55

direkte, og når journalisten står som afsender (Gamson og Wolfsfeld 1993).
Men selvom der altså tages forholdsregler fra pressens side mod
NGO’ernes proaktive presse, så opfatter NGO’erne det ikke som om, at de
forhindres i at trænge igennem med budskaber eller mister styringen.
”Jeg synes faktisk, at vi har haft rigtigt godt held med at få sat
fokus på nogle gode historier, væsentlige historier i løbet af de
seneste par år” (Janne Tynnell, pressechef for Red Barnet, bilag
C, l.216-217)
”Jeg synes ikke, at det er rigtig svært for os at få ting i medierne.
Men vi forestiller os ikke, at vi kan pitche en historie, der ryger på
forsiden af Politiken” (Henriette Winther, kommunikationschef for
Mellemfolkelig Samvirke, bilag B, l. 310-311)
NGO’erne har en række af andre metoder til at markere sig i den danske
presse og tiltrække sig medieopmærksomhed ved en proaktiv
pressestrategi. Det inkluderer bl.a. ”kendis-ambassadører”, større
arrangementer og aktiviteter, der fysisk inkluderer danskeren i deres arbejde
såsom løb for Afrika, cykeltur for miljøet eller folkekøkken med fokus på
diversitet. Sådanne arrangementer er konkret og professionelt tilrettelagt
mod pressen. De presseansvarlige fremhæver særligt farvestrålende
arrangementer med en god fotomulighed. Andre strategier er at holde nøje
øje med mediernes dagsorden og med, hvad der sker på kalenderen på de
givne dage. Det er enten at foreslå alternative vinkler på en begivenhed i
Danmark eller i udlandet og tilbyde selv at stille op som kilder, som
eksperter eller med et synspunkt. Dette understeger, at NGO’erne er gode
til at udnytte flere former for mediekapital og at kapitalen ikke kan reduceres
til et spørgsmål om økonomisk værdi (Davis 2002). Bl.a. har NGO’erne et
stort netværk af frivillige kræfter, der træder til og har en fordel i, at deres
arrangementer ofte udgør en samfundskritik som opposition eller opråb til
de etablerede magthavere, hvilket tiltaler journalisterne (ibid.).
Ikke desto mindre er de presseansvarliges mediekapital ikke udelukkende
knyttet til deres faglige kompetencer. Det personlige netværk, som de har
etableret gennem deres uddannelse og fagområde er nemlig også af
betydning. Det vil jeg dedikere det næste afsnit til at underbygge.
56

4.2.3. Det gode netværk
Et væsentligt led i at akkumulere mediekapital er, som det blev forklaret i
teoriafsnittet, en aktørs sociale kapital. Social kapital udgøres af størrelsen
på en aktørs netværk og den mængde af social kapital, som aktørerne i
netværket besidder (Ihlen 2007; Bourdieu 1986). Qua de presseansvarliges
journalistbaggrund er de opmærksomme på at have gode personlige
relationer til journalisterne og særligt journalister inden for deres eget
arbejdsområde, som prioriterer historier de selv interesserer sig for
(Gravengaard 2004). De kender journalisterne på redaktionerne, og de ved,
hvem der sidder på de faste fagområder. ”En del af os er journalister og har
mange journalistkontakter, så dem prøver vi hele tiden at snakke med”,
forklarer pressechefen fra Folkekirkens Nødhjælp eksempelvis (bilag F, l.
290-291). Ligeledes har pressen også de direkte numre til de gængse kilder
inden for organisationerne.
”Det er jo et relativt lille miljø, dem der er interesseret i
udviklingspolitik eller forhold i ulandene, så de kender jo vores
forkvinde eller generalsekretær, så de ringer også bare direkte til
dem og beder om en udtalelse” (Henriette Winther,
kommunikationschef for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag B, l. 192-
194).
At aktørerne interagerer på tværs af felterne understreger deres position
som placeret i yderkanterne eller grænseområderne af felterne, hvor
aktørerne både kan forholde sig til sit eget felt og til det andet. Eftersom
journalister og NGO’er har regelmæssige udvekslinger, så opbygger de
kommunikationsansvarlige deres sociale kapital med de journalister, der er
interesserede i udvikling og udviklingslande. I de næste afsnit vil jeg gå
nærmere ind i, hvordan NGO’ernes sociale mediekapital ikke udelukkende
er forbundet til deres netværk blandt danske journalister men ligeledes er
knyttet til deres erfaring med cases og personer i deres programlande. Det
man traditionelt forbinder med kildens magt - nemlig deres viden.
4.2.4. Viden
Jeg har hidtil beskrevet, hvorledes NGO’erne opsøger pressen og
tilrettelægger deres kommunikation proaktivt. Jeg har konkluderet, at
57

NGO’erne har økonomisk kapital og at de har kapital i form kompetencer og
et netværk, der gør dem i stand til at tilrettelægge kommunikationen med
pressen. Men når man traditionelt har beskrevet magtrelationen mellem
kilder og journalister, så beskrives den vigtigste besiddelse hos kilderne fra
mediernes synspunkt som værende viden. Medierne lever af viden og
informationer – og derfor er viden lig med magt (Merkelsen 2007; Cottle og
Nolan 2007; Kristensen 2004). Denne opfattelse går igen hos NGO’erne,
der betragter sig selv som medspillere, idet de har muligheden for at
bidrage med ekspertise, billeder og cases, som medierne har svært ved at
komme i besiddelse af på egen hånd. Eksempelvis udgiver NGO’erne
jævnligt rapporter, der går i dybden med de fænomener, som de
beskæftiger sig med og angiver, at det er denne del af deres arbejde, som
de får mest presse på: Når de laver viden og tilvejebringer det for
redaktionerne. Det er også her, at de nyder størst anerkendelse fra
medierne, idet medierne i denne sammenhæng anser dem for eksperter på
deres respektive fagområder frem for interessenter.
Men på grund af NGO’ernes arbejde i fjerne egne, hvor medierne ikke har
umiddelbar adgang eller prioriterer at være tilstede, så er en meget central
del af NGO’ernes magt ikke kun deres viden i form af fagmedarbejdere og
eksperter, men i særdeleshed den viden de besidder om og i deres
programlande. I de næste tre afsnit vil jeg gå nærmere ind i, hvordan denne
viden kommer konkret til udtryk og hvordan denne i interaktionen
transformeres til mediekapital. Jeg vil nemlig argumentere for at NGO’ernes
største magtfaktor ligger i deres viden, når de bliver brugt 1. Som kilder, 2.
Som fixere eller 3. Når de kombinerer alle kapitalformer i presseturen,
hvilket resulterer i såkaldt indlejret journalistik.
4.2.4.1. NGO’en som kilde: Ekspert, part og derimellem
Medierne har brug for NGO’erne for at dække begivenheder i lande eller
sager, hvor journalisterne ikke selv er tilstede og derfor har brug for enten
en udtalelse eller ny viden for at dække forholdene. NGO’erne kan således
søge at influere dækningen ved at stille sig til rådighed som kilder.
58

”Det er meget efterspurgte kilder, de mennesker vi har rundt
omkring i verden […] Vi fører ikke statistik, men der bliver ringet
rigtig meget til os. Vi har en døgnvagt på pressetelefonen og den
ringer fra tidlig morgen til ofte ret sent aften. Hvor mange, det skal
jeg ikke kunne svare på. Men der er dage hvor vi får virkelig,
virkelig mange henvendelser” (Klaus Nørskov,
kommunikationschef for Røde Kors, bilag D, l. 215-216 og l. 321-
323).
At organisationerne har en døgnåben telefon indikerer en slags servicerolle
over for medierne. De skal være tilgængelige og indrette sig efter
nyhedsflowet for at sikre sig mest mulig dækning. Journalisterne betegner
derfor også NGO’erne som utroligt ”servicemindede”, som gerne stiller
deres netværk og ressourcer til rådighed. Netop dét at være til rådighed er
NGO’ernes nøgleord. Enkelte af organisationerne har endog prioriteret, at
deres kommunikationsrådgivere i de forskellige lande skal være danskere,
således at de kan udtale sig i radio eller andre nyhedsmedier, hvis der
forekommer en begivenhed af aktualitet i det pågældende land. Her er det
værd at bide mærke i, at man altså prioriterer at kommunikere hjemover
frem for i medierne i det pågældende programland, hvor arbejdet finder
sted. At kommunikationsrådgiverne skal være danske hænger igen sammen
med mediernes krav om, at danskeren skal føle identifikation.
”Det er de færreste, der har råd til at have korrespondenter ude i
verden, så derfor er de tit afhængige af sådan nogle som os, at vi
kan give dem nogle historier om, hvad der sker derude. Og nogle
gange så er det helt enkelt bare det, at der en dansk stemme. Det
oplevede vi jo med Libyen. At det var lige meget, hvem der var
dernede af danskere og om de var landet for halvanden time
siden, bare de kunne sige nogle ord på dansk” (Lisbeth Engbo,
pressechef for Folkekirkens Nødhjælp, bilag F, l. 98-102).
Samtlige presseansvarlige forklarer, at deres organisation først og fremmest
udtaler sig som ekspert, hvor de skal analysere en begivenheds
konsekvenser. Dels som øjenvidne, hvor de forklarer tilstanden fra felten,
giver en begivenhed kød og blod eller i øvrigt deler ud af den viden de
besidder, mens den sidste rolle er at udtale sig som part, hvor journalisterne
vil høre deres holdning til et fænomen fra NGO’ens standpunkt. Der er altså
ingen klar rollefordeling eller arbejdsopgave for NGO’en set fra pressens
synspunkt, hvilket understreger, at journalisterne selv har svært ved at finde
ud af, hvordan de skal forholde sig til disse organisationer, der på den ene
side besidder en enorm mængde viden, kontakter og indsigt i
udviklingslandene, men på den anden side er interesseorganisationer, der
59

ønsker at fremme en dagsorden.
”Vi tænker også selv meget over hvornår vi er det ene og hvornår
vi er det andet. Vi siger tingene åbent til journalisterne, og så må
de selv vurdere, hvornår synes de det her bliver for meget et
partsindlæg og hvornår det er et ekspertindlæg” (Henriette
Winther, kommunikationchef for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag
B, l. 132-134).
NGO’erne udviser samme opmærksomhed om deres rollefordeling. De
betegner sig selv som ekstremt professionelle og som at besidde en meget
stor portion viden om deres programlande, som andre aktører vil have
svært ved at måle sig med. Men på samme tid lægger de ikke skjul på, at
de er interesseorganisationer, der har et formål ved at fremme bestemte
dagsordener. Den dobbeltsidede rolle opsummerer NGO’ernes forhold til
medierne. De betragtes nemlig ikke kun som part, de er også eksperter
med en høj grad af viden, og derfor har de en relativt nem tilgang til
medieeksponering. I de næste afsnit vil jeg uddybe, hvordan denne viden er
direkte forbundet med deres tilstedeværelse i lande, hvor medierne ikke
selv er tilstede. Her overtager NGO’en nemlig på mange måder styringen i
relationen.
4.2.4.2. Fixere
Som følge af NGO’ernes arbejde i fjerne egne, hvor medierne ikke har
umiddelbar adgang, så er en meget central del af NGO’ernes magt den
viden, de besidder om og i deres programlande. Her kan de nemlig blandt
andet benyttes til det, som journalister og de presseansvarlige betegner
som fixere.
”Hvis der er en journalist, der skal til Kenya og gerne vil i dialog
med nogle mennesker der er påvirket af tørken og som bor i
slummen eller i Nairobi eller sådan noget, så kan vores folk
hjælpe med at fixe det” (Henriette Winther, kommunikationschef
for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag B, l. 205-207).
De kan facilitere adgang til felten, en anden type mennesker og tippe om
lette historier. Journalisterne kan på denne måde spare tid og penge ved at
henvende sig til organisationerne, der ofte er mere end tjenstvillige. På
denne måde knyttes NGO’ernes sociale kapital til deres kulturelle kapital
60

under den samlede betegnelse mediekapital, idet deres viden er knyttet til
deres kendskab til befolkninger, cases og netværk i de respektive lande.
”Når journalister er i de lande, vi arbejder i, så hjælper vi dem
med at finde historien eller finde kilder. De kommer ud og ser
vores projekter og sådan noget. Så vi faciliterer altid journalisters
rejser, når de skal afsted” (Hanne Selnæs, pressechef for Ibis,
bilag A, l. 28-30)
Når de større medier ikke har faste korrespondenter på lokationerne, så er
de afhængige af andre til at hjælpe med tilgang til felten og til at skabe de
kontakter, som journalisterne ikke selv har i deres netværksdatabase.
NGO’erne kan være behjælpelige, idet de kan give adgang til en helt anden
type mennesker, som aldrig ville åbne op, hvis der ikke stod en lokalansat
ved siden af dem. De har landekontorer med lokal og international staff og
de har en helt anden kontaktflade til lokalsamfundene qua deres arbejde i
de pågældende samfund og lande. De vil ofte kende de lokale kutymer,
etikker og de lokale sprog. Begivenhederne foregår så at sige på deres
territorium.
”Jeg bruger dem altid og hele tiden. Dels har de infrastrukturen,
som ofte er fuldstændigt afgørende for at du overhovedet kan
lave noget. Dels har de adgang til case-historier på et stort set
hvilket som helst område, du kan komme i tanke om. Så de bliver
brugt hele tiden. Og af alle. Jeg har siddet i et fly med
nødhjælpssække til en katastrofe i Afrika, hvor jeg sad med CNN,
og ligeså vel som der var blevet smidt sække ud, for at gøre
plads til mig, var der også blevet smidt sække ud for at gøre
plads til verdens rigeste TV-kanal” (Jesper Strudsholm, tidl.
afrikakorrespondent for Politiken, bilag I, l. 257-262).
Ifølge Jesper Strudsholm er det et fænomen, der gør sig gældende for
samtlige medier. Og man kan af hans udsagn udlede, at NGO’ernes
mediekapital tilskrives langt mere end økonomiske ressourcer, da
internationale tv-stationer, som betegnes som at have flere midler også gør
brug af NGO’erne. NGO’erne udnytter denne situation til det maksimale,
fordi ”det er jo som regel der, vi lykkes med at sætte noget på
dagsordenen”, som kommunikationschefen for CARE Danmark forklarer
(bilag E, l. 169). Her har organisationerne ofte en bedre indsigt i forholdene
end en given journalist, som flyves direkte ind i felten, når en begivenhed er
af så væsentlig nyhedsværdi, at medierne vælger at dække den.
61

”Det kan være oversvømmelser i Pakistan. Jordskælv på Haiti.
Jamen, der er vi med det samme klar. […] Og der er der jo en
enorm anerkendelse af, at der handler det om at være first on the
ground og hurtig klar med facts, med billeder som alle kontorerne
hjemme kan bearbejde og sende ud så vi kan hive nogle penge
hjem til arbejdet. Det er jo det, der er grundforretningen om man
vil” (Marie Sisse Brown, kommunikationschef for CARE Danmark,
bilag E, l. 182- 183 og 186-189)
Katastrofer udgør ifølge NGO’erne de bedste omstændigheder, hvor de kan
sætte dagsordenen, og det er de meget bevidste om. De besidder viden om
forhold, som journalisten ikke på forhånd kan kende til og kender
mennesker, som journalisten ellers aldrig ville møde. Journalisterne
anerkender, at NGO’erne besidder disse sociale og kulturelle kapitaler, som
medierne ikke selv besidder, hvilket gør dem attraktive samarbejdspartnere.
Især når journalisten skal flyves hurtigt ud og rapportere hjem i en såkaldt
breaking news, hvor omstændighederne ikke giver tid eller mulighed for en
egentlig indsigt i problematikkerne på forhånd. Derfor er journalisten ofte
afhængig af NGO’ens viden for at komme ind under huden på katastrofen.
”Det ville i hvert fald være utroligt vanskeligt med nogle af de
historier i sådanne egne som Afghanistan fordi
nødhjælpsorganisationer har logistikken på plads, lokal viden –
både det lokale sikkerhedssituation, hvad er farligt og hvor skal
man ikke tage hen og hvad skal man ikke gøre og sådan noget,
så de sidder på en masse information som det jo vil være tåbeligt
ikke at benytte sig af. Men derfra til at de styrer historien, det er
der lang vej til” (Henrik Lerche, journalist for Danmarks Radio,
bilag J, l. 175-179)
Henrik Lerche beskriver her forholdet til NGO’erne som en medspiller, hvor
pressen søger at udnytte NGO’ernes viden uden samtidig at give dem
styring på historien. Der er altså – ifølge Henrik Lerche - et samarbejde,
hvor NGO’erne står til rådighed for pressen som et serviceorgan. Her giver
han udtryk for et forhold, hvor journalisten sidder med magten og udnytter
NGO’en til den grad, at det vil styrke hans egne arbejdsopgaver. Selvom
magtfaktoren som udgangspunkt ligger i NGO’ernes favør, idet de besidder
kapitaler, der er attraktive og af værdi for medierne, så indikerer citatet
ovenfor også, at NGO’erne er underlagt medierne, idet de på alle måder
søger at tilpasse sig og servicere de journalistiske aktører. Ikke desto
mindre er journalisten afhængig af NGO’en og modsat et uafhængigt besøg
i felten, hvor medierne kan tillade sig at stille krav, så må journalisterne i
disse tilfælde indordne sig efter NGO’ernes betingelser og rammer.
62

Dette magtforhold er ikke udelukkende forbeholdt katastrofesituationer. Jeg
vil i det næste afsnit gå nærmere ind i en situation, hvor samtlige af
NGO’ens kapitalformer er på spil, og hvor de på mange måder sidder med
det helt store trumfkort i relationen. Nemlig ved den såkaldte pressetur.
4.2.4.3. Den indlejrede journalist
Jeg har indtil videre konkluderet, at NGO’ernes viden og netværk er af
meget stor værdi for medierne. Journalisterne ”kommer til dem” for at få
indsigt i cases, begivenheder og konkrete historier. Derfor kan man udlede,
at i NGO’ernes reaktive presse, så er deres egentlige værdi for medierne
baseret på kulturel- og social mediekapital. Men ved det mest konkrete
eksempel på afhængighedsforholdet mellem NGO’er og journalister -
presseturen - træder organisationernes værdi i kraft såvel økonomisk (i form
af rejselegater), som socialt (i form af tilgang til netværk og cases i de
respektive lande), og i deres viden (i form af en dyb indsigt i
udviklingsproblematikkerne i de pågældende lande). Dog er det igen
nødvendigt at påpege, at den økonomiske kapital også her er baseret på
udvekslingen af symbolske goder, fordi dens værdi ikke udelukkende kan
reduceres til pengemæssig værdi men også har en værdi for journalisten,
der betyder, at han kan bedrive sin journalistik:
”Jeg har været meget god til at bruge kræfter på at få betalt rejser
af NGO’er eller af Danida. Det har været det primære. Og så ind i
mellem har jeg selv gjort det af mine bonuspoint og sådan noget
der. Og en enkelt gang har avisen betalt en rejse. Men avisen
betaler ikke rigtig noget. Eller nogen af medierne for så vidt.
Ingen af medierne betaler noget” (Jeppe Villadsen, journalist for
Kristeligt Dagblad, bilag G, l. 176-178)
Presseturen indikerer, at nogle journalister har en stærk interesse for en
udviklingsagenda, hvor de således træder ind på NGO’ernes banehalvdel
for at dække begivenheder, som deres respektive redaktører eller medier
ikke afsætter ressourcer til (Minear et. al. 1996). Fænomenet, hvor
journalister er i et afhængighedsforhold med kilderne for at få adgang til
informationer er blevet begrebsliggjort som 'embedded journalism'. Denne
form for kildeafhængighed har været bedst undersøgt i forskning omkring
krigsjournalstikken, der har set på, hvordan magtbalancen mellem kilder og
63

medier forrykkes under sådanne skærpede omstændigheder. Phillip Taylor
indkapsler dette i sit studie af Golfkrigen, hvor han skriver: ”Despite the
existence of well over a thousand journalists in the Gulf (…) They were all
dependent on coalition military for their principal source of information about
the progress of war” (Taylor 1998:268). Når en tilsyneladende uafhængig
journalist afhænger af informationer fra andre grupper tippes magtforholdet
og journalisten bliver et medium for andre gruppers interesser (Hjarvard et.
al. 2004) Cottle og Nolan har undersøgt relationerne mellem NGO’er og
medier. I deres studie observerer de, at NGO’erne besidder såvel den viden
som de ressourcer, en journalist har brug for, for at opnå tilgang til felten
(Cottle og Nolan 2007;2009). De konstaterer, at NGO’er søger at facilitere
felten for journalisterne ved at arrangere tilgang til felten og betegner denne
transaktion for ’beneficient embedding’ eller på dansk fordelagtig indlejring.
Fordelagtig fordi dette fra NGO’ens synspunkt producerer de ideelle rammer
til at udbrede sit synspunkt, at sørge for journalistisk indsigt og giver
muligheden for at sætte dagsordenen (ibid.).
”De fleste journalister kommer kun ud, hvis de har fået et
rejsestipendiat fra Danida eller de kommer ud inviteret af en
organisation. Og det vil sige, at du har allerede fået styret tingene
ind på - der er allerede lagt èn synsvinkel ind, når du kommer de
steder, hvor organisationen kan køre dig hen, fordi det er dem,
der har sørget for, at du er kommet derned” (Jan Kjær, formand
for Nairobiklubben, bilag K, l. 202-205).
Der er forskel på NGO’erne og i hvor høj grad, de gør brug af disse ture,
hvilket hænger sammen med deres økonomiske kapital (jf. tabel 1). De
fleste af NGO’erne gør dog jævnligt brug af presseture eller udtrykker, at de
ønsker at gøre det, men at omkostningerne ofte er store, hvorfor der skal
være helt særlige grunde til turen. Cottle og Nolan uddyber, hvordan
NGO’er i høj grad er blevet indsnøret i mediernes logikker og derfor ligger
under for mediernes dagsordener men argumenterer for, at denne såkaldte
fordelagtige indlejring potentielt er i stand til at modstå de dominerende
strukturer, hvor magtforholdet ligger i journalisternes favør (Cottle og Nolan
2007; 2009). Her er det nemlig objektivt set NGO’erne, der styrer
dagsordenen, idet deres samlede kapitalsammensætning er så attraktiv, at
den overgår mediernes egne ressourcer på samtlige parametre. Men selv
siger de presseansvarlige, at de ikke anser deres indflydelse for at være
særlig stor.
64

”Generelt er det sådan, at når man rejser med danske
journalister, igen; så stiller vi noget logistik til rådighed, og noget
viden til rådighed, og så trækker vi os helt væk” (Marie Sisse
Brown, kommunikationschef for CARE Danmark, bilag E, l. 365-
366)
På trods af at NGO’erne angiver, at de ikke dikterer, hvad det er der skal
skrives, så nævner de alle, at det handler om en afvejning af, hvad de får ud
af det i forhold til, hvad der bruges af ressourcer på det. Presseturen er
nemlig en strategisk metode til at akkumulere deres anerkendelse både
inden for feltet og over for offentligheden, og er således den bedste måde at
sikre sig dækning. Det er her, de kan sikre sig en mere grundlæggende
dækning på de lidt længere problemstillinger, når de ikke kan vække
mediernes interesse på andre måder. NGO’erne lægger således ikke skjul
på, at de har en forventning om, at deres projekter bliver nævnt men
understreger også, at de ikke kan kræve dette af journalisten.
”Det vil jo altid være en afvejning af – kan det betale sig det her?
Det skal jo kunne betale sig […] Det er jo en ’give and take’ som
alle mulige andre historier bliver solgt ind på” (Janne Tynnell,
pressechef for Red Barnet, bilag C, l. 253-254 og l. 271-272).
De presseansvarlige udtrykker, hvad Bourdieu betegner for et
ekspliciteringstabu (1994:178). Han skriver, at det at sige, ”hvad tingene har
kostet” er det samme, som at tilintetgøre udvekslingen af symbolske goder
(ibid.). Det betyder, at såfremt de presseansvarlige stiller kravene direkte til
journalisten, så vil forhandlingen ikke kunne finde sted, fordi det vil tegne et
eksplicit billede af en asymmetrisk magtbalance i NGO’ens favør på
bekostning af den journalistiske integritet. De presseansvarlige understreger
derfor også, at det sagtens kan være en del af en større tur for journalisten,
og at de respekterer journalisternes uafhængighed og kritiske sans.
”… Det er selvfølgelig en form for reklame for vores arbejde, men
vi prøver virkelig også at hjælpe dem til også med at få saglig
information om forholdene i landet” (Lisbeth Engbo,
kommunikationschef for Folkekirkens Nødhjælp, bilag F, l. 145-
147).
De anser således ikke turene for problematiske, da journalisterne i og for
sig er frie til at gøre hvad der passer dem, men at de som organisationer
blot stiller nogle rammer op, som journalisten kan vælge at gøre brug af.
Men selvom NGO’erne betragter presseturene som en service for de
65

danske medier, så opfattes de noget anderledes af de journalister, der selv
gør brug af NGO’ernes tilbud. De påpeger nemlig, at selvom de i og for sig
står frie til at skrive, hvad de vil, så er de underlagt organisationernes
rammer.
”Det har jo de problemer, ligesom når man er embedded, at
NGO’erne har også nogle forventninger […] det skal jo ikke være
et reklametogt for dem men at man måske citerer nogle af deres
lokale partnere og bringer nogle problematikker op, som de
arbejder med og sådan. Altså det er jo en handel – de skal jo
have et eller andet ud af det” (Jeppe Villadsen, journalist for
Kristeligt Dagblad, bilag G, l. 188-192)
Journalisterne udtrykker, hvad Bourdieu indkapsler i sætningen: ”Gaver er
en ulykke, fordi man sidste ende er nødt til at betale dem tilbage”
(1994:179) Der er tale om en forventning til dem fra organisationens side
om, at de - eller deres projekter - bliver nævnt. Selvom det meget sjældent
bliver påtalt eller er en eksplicit aftale imellem parterne, så eksisterer der en
uudtalt gensidig forståelse for, at organisationerne i sidste ende skal have et
udbytte af disse investeringer. Det gælder så at sige, at organisationerne
konverterer deres økonomiske, sociale og kulturelle kapitaler til
mediekapital, som journalisterne i denne transaktion genmanifesterer ved at
give NGOerne medieeksponering. Det skal også bemærkes her, at
NGO’erne er meget strategiske i deres valg af journalister. Selvom
dedikerede udviklingsjournalister, som er medtaget i dette speciale, nyder
godt af NGO’ernes rejselegater, så forsøger man også at vælge medier
med målgrupper, der ikke er NGO’ernes primære medlemsskare. Det
betyder, at man ofte inviterer journalister med fra medier, der ikke til daglig
beskæftiger sig med de givne problemstillinger.
”Det er jo rigtig dejligt at komme i Information og i Politiken og i
Kristeligt Dagblad. Men det er lidt preaching to the choir fordi det
er der alle vores medlemmer og bidragsydere, de holder de der
aviser” (Marie Sisse Brown, kommunikationschef for CARE
Danmark, bilag E, l. 336-338)
Jørn Stjerneklar påpeger dog, at denne prioritering også betyder, at de
journalister, der inviteres i felten ikke har det fornødne kendskab til
udviklingsproblematikkerne, hvilket gør, at organisationerne får muligheden
for at styre programmet og dagsordenen, idet journalisten nu ikke blot er
afhængig af NGO’ens tegnebog, men også deres viden og netværk.
66

”Mange af de journalister der tager ud er måske – selvfølgelig -
velanskrevne journalister fra deres respektive medier men tit og
ofte har de jo ikke den fornødne indsigt i de her ting og derfor er
de rimelig nemme at manipulere med” (Jørn Stjerneklar,
freelancer, bilag L, l. 117-119)
Konsekvensen er, at de uerfarne udviklingsjournalister tit og ofte vil skrive
en historie, der har organisationernes arbejde som udgangspunkt. Det er
ikke nødvendigvis et påtalt ønske, men NGO’erne stiller nogle rammer op,
som gør det svært at undgå at tage udgangspunkt i et givent projekt eller
case, som journalisten bliver præsenteret for.
Presseturene understreger, hvordan NGO’erne går igennem journalisten
for at komme ud til de folk, der ikke allerede bakker op om organisationen.
Det er igen til organisationens fordel, at journalisterne selv skriver artiklerne
til deres respektive medier, så det fremstår mere troværdigt for
offentligheden (Gamson og Wolfsfeld 1993). Jørn Stjerneklar forholder sig
meget kritisk til denne ”hemmelige” aftale og har i de senere år valgt at
fravælge turene totalt for at bevare sin journalistiske integritet. Også selvom
det betyder, at han har fået sværere ved at bedrive Afrika journalistik på et
kommercielt grundlag.
”Forestil dig, at du er på ludertur til et fjernt afrikansk land. Og du
opdager, at der er snavs idet projekt, du besøger. Laver du så
historien om snavset, når du har fået betalt din rejse og dit
ophold? Det er ikke et hypotetisk spørgsmål. Jeg har stået i den
situation sammen med fire andre danske journalister […]
Personligt mener jeg, vi skal til at sige nej til ”Embedded
Journalism” som eufemismen for luderjournalistik er nu om dage.
Altid.” (Stjerneklars blog på pressefotografforbundets hjemmeside
23.10.12)
Også Jan Kjær beskriver flere tilfælde, hvor han decideret har underlagt sig
selvcensur på disse ture, mens Jesper Strudsholm påpeger, at selvom det
ikke er udtalt, så kan man jo risikere, at NGO’en ikke vil støtte ens arbejde
en anden gang. Noget de færreste journalister vil risikere, da det er en af de
eneste muligheder for fortsat at dække landene. Det har inden for det
journalistiske felt ledt til begrebet ’luderjournalistik’ som Jørn Stjerneklar
også bruger i citatet ovenfor. Et begreb, der cirkulerer i journalistkredse, og
som dækker ture betalt af firmaer og andre, der gerne vil have et budskab
igennem pressen på en troværdig måde i stedet for annoncer, der ikke
67

liver læst (Stjerneklar 23.10.2011). Begrebet indfanger essensen af
journalistens dilemma mellem på den ene side at udføre sit arbejde i det
pågældende land inden for de rammer og kanaler, der er tilgængelige, og
på den anden siden den journalistiske selvforståelse af sin egen rolle som
ideelt set værende uafhængig af udefrakommende interesser.
4.2.5 Delkonklusion
Jeg har indtil videre undersøgt hvilke forhandlinger, der foregår mellem
NGO’erne og medierne som følge af deres strukturelle positioner, hvor
begge felter bevæger sig længere hen mod det økonomiske magtfelt. Jeg
har illustreret, hvordan NGO’erne anerkender mediernes rolle i at sprede
informationer til befolkningen, der således påvirker, hvad man producerer
inden for organisationerne. Dette resulterer i, at NGO’erne indretter sig efter
journalistiske parametre for at øge deres samlede mediekapital og for at
udnytte denne situation mest muligt til at fremme deres egen dagsorden.
Dette betyder, at mediernes magt udfordres af NGO’ernes pressemandskab
idet NGO’erne har fuldtidsansatte til at beskæftige sig med én ting: at få
organisationen på dagsordenen.
NGO’erne er afhængige af medierne for at opnå regeringens krav om
folkelig forankring. Medlemshvervningen og indsamlingen af private midler
har derfor udmøntet sig i inkorporationen af medielogikker i højere grad end
det tidligere har forekommet. Samtidig anser medierne NGO’erne som af
værdi, fordi disse besidder 1. Økonomisk kapital til at foranstalte dækning af
regioner, som ikke er prioriteret inden for journalistikken samt ressourcer til
professionelle presseteams. 2. Kulturel kapital i form af en stor viden om de
respektive regioners udviklingsproblematikker samt en indsigt i de
journalistiske arbejdsmetoder og –processer, og 3. Social kapital i form af et
stort netværk i de respektive lande, samt relationer med de relevante
journalister. Samlet set giver disse kapitaler NGO’erne en høj grad af
mediekapital, fordi journalisterne anerkender NGO’erne og deres kapitaler
som betydningsfulde og nødvendige medspillere, hvilket således sætter
organisationerne i stand til at påvirke mediernes dagsorden. Man kan
derfor udlede af analyseresultaterne, at NGO’er og journalister påvirker
68

hinanden i hvad man kan betegne for et gensidigt afhængighedsforhold.
4.3. Mellem idealniveau og praksis
Det fremgår af analyseresultaterne, at NGO’er og journalister indgår i et
gensidigt afhængighedsforhold, og at aktørerne på baggrund af dette
afhængighedsforhold må tilrettelægge og tilpasse sig hinandens agendaer.
Hvad der herfra forekommer som det interessante er, hvad der sker i det
øjeblik, NGO’ernes dobbeltsidede rolle træder ind på den journalistiske
banehalvdel, fordi et kildevalg i høj grad er med til at bestemme en histories
indhold (Cohen 1963; Kristensen 2004).
Derfor vil jeg i denne del af analysen gå nærmere ind i at diskutere, hvilke
kompromiser dette udmønter sig i, når NGO’erne på den ene side tilpasser
sig mediernes dagsorden men journalisterne på den anden side er
underlagt nogle strukturelle betingelser, der påvirker deres handlefrihed.
Jeg tager udgangspunkt i det frame, som aktørerne inden for henholdsvis
det humanitære og det journalistiske felt kæmper om at lægge på en
historie, fordi forhandlingerne om valget af frame er et konkret udtryk for de
gensidige kompromiser, som finder sted. Derfor bruger jeg dette som afsæt
til at diskutere relationens betydning for de respektive felters uafhængighed
og virke samt perspektiverne i dette forhold.
4.3.1. Valget af frame: Når nød er til nytte
Mens pressens funktion ideelt set er at være objektiv, så er NGO’erne
omvendt interesseorganisationer, der ønsker at promovere en bestemt
fremstilling af en problemstilling eller af de aktører, der er involveret i
problemstillingen. Kommunikations- og pressecheferne lægger først og
fremmest vægt på vinkle deres information, således at modtageren kan
forstå det grundlæggende budskab. De forstår deres job som at lave
kommunikation for deres organisation. Ikke folkeoplysning.
”Det er klart, at det bidrager til, måske en ubalance i hvordan
69

verden ser ud, eller Afrika ser ud specielt […] Og det er ikke fordi
jeg tænker, at i enhver hensigt helliger målet midlet, for så enkelt
kan man selvfølgelig ikke sige det. Jeg tror dog at samlet set - i
denne her sammenhæng. - så er det at afspejle en del af
virkeligheden, som vi gør […] Det er i denne sammenhæng
alligevel inden for den ramme, hvor jeg mener, at målet helliger
midlet. Så medgiver jeg gerne, at det jo ikke styrker opfattelsen af
at Afrika er et kontinent i fremdrift på andre måder. Den
kommunikation må komme andre steder fra. Det er ikke vores”
(Klaus Nørskov, kommunikationschef for Røde Kors, bilag D, l.
416-424).
Klaus Nørskov illustrerer her, hvordan hans organisation har en klar
dagsorden med deres kommunikation. I forlængelse af dette observerer
Cottle og Nolan, at en ”lidelespornografi” har indprentet sig hos NGO’erne i
kampen om opmærksomhed (Cottle og Nolan 2009). Baggrunden for denne
lidelsespornografi forklarer Jonathan Benthall i sin bog ”Disasters, Relief
and the Media” fra 1993. Offentlighedens støtte til en given sag afspejler sig
i mediernes dækning, idet de forholder sig til to variabler: Nærheden og
antallet af ofre. Det betyder, at des længere væk en begivenhed foregår,
des flere ofre er nødvendige for, at offentligheden finder begivenheden
vedkommende (Benthall 1993). NGO’erne lægger derfor heller ikke skjul
på, at nød er et af de absolut bedste midler til at sætte dagsordenen og
overtage styringen i mediedækningen.
”Det er ikke ét af de bedste. Det er uden sidestykke det bedste.
Helt, helt klart. Det er en så vigtig driver og så vigtig en
forudsætning, så man kan aflæse det på alle mulige måder. Man
kan aflæse det på den mediedækning vi har, hvis vi laver statistik
på infomedia, man kan læse det på de indtægter vi har i vores
fundraising osv. osv. osv. Så sådan hænger verden sammen”
(Klaus Nørskov, kommunikationschef for Dansk Røde Kors, bilag
D, l. 90-94).
De presseansvarlige erkender, at nødhjælp på alle mulige punkter, er det
bedste middel til at skabe mediebevågenhed og til at fundraise på, men at
et konstant fokus på disse problematikker også underminerer deres egen
troværdighed.
”Nødhjælp er så let at forstå [..] Og det er bare nemmere, fordi
det taler til hjertet, og det er godt til TV, og der er 2 mio.
mennesker, der ser på det. Og det er klart, man husker ikke de
strukturelle baggrunde, man husker ’her er lille et-eller-andet som
ikke får noget mad, eller kun har et ben’ - eller hvad det nu er,
ikke? Vi bliver bare nødt til at erkende at nødhjælp er nemt at
sælge, men det er ikke det, der udrydder fattigdom (Henriette
70

Winther, kommunikationschef for Mellemfolkeligt Samvirke, bilag
B, l. 393-397 og l. 411-412).
Allerede i 2002 udviste Generalsekretær for Ibis, Vagn Berthelsen, skepsis
over for egenfinansieringens konsekvenser for organisationerne. ”Hvis vi
skal ud og rejse ti procent, vil vi være nødt til at arbejde mere med nødhjælp
og dermed kaste os ud på indsamlingsmarkedet, hvor der i forvejen er
trængsel. Det vil være et stort spild af ressourcer, som vil gå fra vores
udviklingsarbejde i Syd”, sagde Vagn Berthelsen (Information 16.01.2002).
Vagn Berthelsen indikerede altså dengang, at for at indsamle private midler,
må man ty til de midler, som har vist sig effektive over for donorerne og
medierne: Elendighed og nød, hvilket vil tage fokus fra de grundlæggende
problemstillinger. Her erkender Vagn Berthelsen, at en
udviklingsorganisation som Ibis står svagt i forhold til medierne sat op imod
NGO’er, der er beskæftiget med nødhjælp. Ligesom det blev konkluderet i
forrige analysedel, at en katastrofe eller konflikt udgør de bedste
omstændigheder for NGO’en til at sætte dagsordenen, så er det altså også i
den enkelte historie en fordel at kunne trække nødhjælpskortet. Denne
beskæftigelse med nødhjælp udgør således en mediekapital i sig selv, og
det deler de seks organisationer op i to segmenter i forhold til deres værdi:
Dem der er beskæftiget med nødhjælp og dem, der ikke er. Hvor
organisationerne Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet har
nødhjælp integreret i deres arbejde, så er Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke
koncentreret om udviklingsaktiviteter. CARE Danmark balancerer imellem
begge, idet deres danske filial ikke har nødhjælpsaktiviteter, hvorimod deres
internationale gren har. Det er her interessant at bemærke, at dette
endvidere kan sættes i korrelation med NGO’ernes økonomiske
mediekapital, der er rettet mod ekstern kommunikation (jf. tabel 1), hvor det
fremgår, at nødhjælpsorganisationerne har et væsentligt større antal midler
til at akkumulere deres sociale og kulturelle mediekapitaler. Dette øger igen
deres samlede mediekapital.
Nødhjælpsorganisationers højere mediekapital afspejler sig i mediernes
kildevalg blandt organisationerne. Timme Munk har i en analyse fra 2009
sammenlignet udvikling- og nødhjælpsorganisationernes spalteplads i de
danske medier. Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke er nogle af målingens
bundskrabere. Munk konkluderer, at det er fordi disse er
71

udviklingsorganisationer, der arbejder lokalt for at sikre mennesker i Afrika
og Latinamerika lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer, og
”det gider de landsdækkende medier tydeligvis ikke interessere sig for”
(Munk 26.08.2009). Derimod er nødhjælpsorganisationer som Røde Kors
og Folkekirkens Nødhjælp helt i top idet organisationerne kan spille på
katastrofe og konflikt (ibid.) Men selvom der altså har vist sig forskel på
organisationerne, så har journalistikken ikke desto mindre en meget ens
påvirkning på alle aktørerne inden for det humanitære felt. Det vil jeg gå
nærmere ind i næste afsnit.
4.3.2. Et simplificeret verdensbillede
Selvom NGO’erne understreger, at de ikke lyver i deres fremstilling af
virkeligheden, så lægger de ikke skjul på, at en vis simplificering er
nødvendig for at komme ud med budskabet til den bredere befolkning. Som
det blev forklaret tidligere, så tilrettelægger NGO’erne i høj grad deres
kommunikation efter mediernes nyhedskriterier. De udtrykker dog en
utilfredshed med journalisterne, idet de i højere grad går efter publikummets
dispositioner, identifikation og nærhed, og i mindre grad fokuserer på sager,
som organisationerne selv finder væsentlige. De presseansvarlige oplever
således, at historier af væsentlig karakter frasorteres til fordel for
identifikation og nærhed, som de således må inkorporere for at tage del i
nyhedsstrømmen. De har derfor accepteret at spille med på mediernes
præmisser i et kompromis med deres egne logikker.
”Ikke fordi jeg skal skyde ansvaret fra mig, men alligevel
konstatere igen, at det hele er jo en følge hvad folk dybest set
gerne vil have, når de læser avisen, ikke? [..,] Det er oftere at
efterspørgslen vokser, når der er historier om at folk dør af sult,
eller krigen kræver flere ofre eller sådan noget. Jeg ved ikke om
jeg vil sige desværre, for jeg synes det er ret indlysende at det er
sådan, men det kan godt være det bare er fordi –igen- jeg har et
vist journalistisk gen. Men altså, sådan er det jo bare. Og der må
man sige, den fortegning, den tror jeg bare man må leve med,
hvis man vil skabe en effektfuld kommunikation” (Klaus Nørskov,
kommunikationschef for Røde Kors, bilag D, l. 429-435)
På trods af, at NGO’er, der udelukkende har fokus på udvikling som Ibis og
MS ikke i samme grad kan eller vil spille på nød og lidelse, så indebærer
kommunikationen alligevel en høj grad af simplificering, som pressechefen
72

for Ibis forklarer her:
Det har altid været Ibis' selvforståelse, at man skulle altså være
meget akademisk for at udtale sig. Det blev meget langhåret og
meget indviklet […] men hvis ikke vi prøver at gøre det forståeligt
og nede på jorden, så kommer man jo ikke så langt. Og det har
man jo brug for – at komme langt ud, hvis man også gerne vil
have fat i nogle mennesker, som har lyst til at støtte os (Hanne
Selnæs, pressechef for Ibis, bilag A, l. 256-257 og l. 260-265)
NGO’erne fremstår meget refleksive over deres rolle og tilrettelægger deres
kommunikation efter modtagernes dispositioner (Vestergaard 2011).
Selvom de presseansvarlige ikke anser dette for den optimale situation, så
erkender de nødvendigheden af simplificeringen og har en tendens til at
skyde ansvaret for dette fænomen hen på medierne.
Vi går jo aldrig ud og forsimpler noget i en grad, så vi tænker, at
det kan vi ikke stå inde for eller det er så forsimplet, at vi fortæller
en historie, der ikke holder. Sådan må det aldrig være. Dermed
ikke sagt – at når vi så bliver gengivet i medierne, så ved du også
selv, så tager man en brøkdel af det, der er blevet sagt i en
samtale på en halv time og formidler det videre. Og det kan så,
hvis det står helt alene, give et skævt billede af en situation
(Janne Tynnell, pressechef for Red Barnet, bilag C, l.408-412).
NGO’ernes inkorporation af medielogikker betyder altså, at de simplificerer
deres budskaber efter kommercielle interesser. Mens organisationerne
forsøger at tilrettelægge deres kommunikation efter mediernes
nyhedskriterier, så betyder det, at visse dele af billedet går tabt i denne
proces. Dette understøtter i første omgang, at medierne besidder den
største magt i relationen og i meget høj grad påvirker, hvad der produceres
inden for det humanitære felt. De fleste NGO’er understreger dog, at de til
en vis grad forsøger at modgå det billede, som medierne vil have bl.a. via
deres sociale medier og egne hjemmesider. Dette understreger de
modstridende interesser, som kæmper om at dominere det humanitære felt.
Aktørerne kæmper på en og samme tid om at markedsføre sig bedst over
for danskeren, men har samtidig en intern faglig diskussion, om hvad der
forekommer som legitim og anerkendelsesværdig praksis.
Journalisterne, der er beskæftiget med problematikkerne, opfatter det dog
ikke som om, at NGO’erne ligefrem forsøger at modgå den stereotype
73

fremstilling af landene, som Jeppe Villadsen eksempelvis illustrerer her:
Hvorfor vælger man Afrika? Det gør man fordi der er noget
elendighed, og så vælger man der hvor det er aller mest elendigt
og så giver man den lige en tand mere, ikke? Jeg kunne se
meget på de ting der blev bragt i deres magasin, at jeg havde
ikke været inde og være kritisk overfor dem. Men det blev tonet
endnu mere politisk i retning af… Dels at det skulle være meget
om organisationen, og så skulle det ligesom være de sorte, og de
skulle være meget stakkels. Og det var de jo også i sagens natur.
Men de skulle være ekstra meget stakkels, og så skulle den
stærke hvide mand ligesom komme og redde dem her. Det var
virkelig den toning der kom i udpræget grad i artiklerne (Jeppe
Villadsen, Journalist for Kristeligt Dagblad, bilag G, l.351-356)
Som det bl.a. fremgår af Villadsens udsagn, så har NGO’erne stor
indflydelse på de historier, der videreformidles til offentligheden.
Journalisterne opfatter det derfor således, at nok sidder de med det sidste
ord, men at NGO’en, når denne indtræder på den journalistiske
banehalvdel, har en meget stor indflydelse på hvilke historier, der opnår
eksponering på mediedagsordenen. I første omgang fordi journalisten ikke
forholder sig til kritisk til organisationerne og endvidere fordi NGO’erne ofte
skaber rammerne for historien. Det er derfor ikke muligt, ud fra disse
resultater, at afgøre i hvis favør magtfaktoren ligger, eller hvem den
egentlige afsender er. For mens journalisterne ser på NGO’ernes
kommunikation som NGO’ernes strategiske fundraising og forsøg på at
overtage styringen og dagsordenen, så anser de presseansvarlige de valgte
frames og strategier som et nødvendigt onde for at trænge igennem til
mediebilledet.
Hvad man dog kan konkludere er, at aktørerne i begge felter udviser en
utilfredshed med den endelige historie. Denne utilfredshed indkapsler de
kompromiser som aktørerne i begge felter i deres gensidige forhandlingsspil
må indgå for at fuldføre deres virke. Deres praksis er således ikke et udslag
af aktørernes opfattelse af idealniveau, men et udtryk for at logikker fra
andre felter trænger sig på, imens felterne bevæger sig længere væk fra det
kulturelle magtfelt og hen imod den kommercielle. Nok eksisterer deres
felter fortsat, men det ikke uden omkostninger og det, der kendetegner et
felt, nemlig en konstant afgrænsning over for andre af samfundets
interesser, tenderer til at flyde sammen. I de næste to afsnit vil jeg derfor
uddybe disse analyseresultater og videre diskutere, hvad disse
74

omkostninger betyder for felternes normative samfundsopgaver.
4.3.3 Det humanitære felt og de modstridende interesser,
der kæmper om at dominere det
Det fremgår af analyseresultaterne, at NGO’er og journalister indgår i et
gensidigt afhængighedsforhold, og at aktørerne på grund af dette
afhængighedsforhold må tilrettelægge og tilpasse sig efter hinandens
dagsordener. Derfor vil jeg i de næste afsnit diskutere konsekvenserne af
disse relationer og hvordan dette påvirker felterne og deres
samfundsmæssige opgaver.
4.3.3.1. Selvmodsigende institutioner
Som man kan læse af afsnittet ovenfor, sker der en udpræget simplificering
af NGO’ernes arbejdsindsatser- og områder i det øjeblik NGO’erne
indtræder i relationer med pressen. Bernard Cohen udviste allerede i 1963
skepsis over for den tiltagende simplificering af udenrigsjournalistikken og
om hvorvidt sådan en simplificering er ønskværdig for samfundet.
“Even if one could succeed in attracting substantially larger
numbers of readers to a discussion of foreign affairs that has
been simplified by the use of pictures and one-syllable words,
leavened with human interest, and related to everyday life on
Main Street, the degree of simplification involved would be so
great as to cause some doubt whether there would be any net
increase in the capacity of the American people to understand and
think through the undeniably complex issues of international
relations” (Cohen 1963:159).
Cohen indkapsler et dilemma, som kan overføres til den paradoksale
situation, som NGO’erne står i. Mens de på den ene side skal forsøge at
udbrede det humanitære imperativ til så mange modtagere som muligt,
kræver det en grad af populisme. En populisme, der går på kompromis med
selve hjørnestenen i deres arbejde, som er at være repræsentanter for
fjerne befolkninger. Kritikere argumenterer for, at det samlede billede, der
bliver formidlet har en tendens til at portrættere personer i
udviklingslandene som hjælpeløse ofre, der er afhængige af det
internationale samfund. Det faktum, at de, der lider ikke er hvide, har ledt til
75

en diskussion om racisme i nyhedsdækningen. Man snakker også om, at
denne lidelsespornografi dehumaniserer de mennesker, som medierne
portrætterer (Minear et. al. 1996) Derfor konkluderer Anne Vestergaard i sin
ph.d. fra Copenhagen Business School om diskurser i NGO’ernes
kommunikation (2011), at NGO’er står i en skrøbelig position, der efterlader
organisationerne som ustabile og selvmodsigende institutioner (Vestergaard
2011).
Dilemmaet opstår, når aktørernes praksis går på kompromis med felternes
indre logikker og de spilleregler, der grundlæggende definerer det
humanitære felt. For at trænge igennem til medierne, bliver NGO’erne nødt
til at inkorporere mediernes sprog og bedømmelseskriterier for at blive hørt.
Dette bringer NGO’erne i et etisk dilemma, da mange informationer og
værdier går tabt i mediernes mainstream dækning (Gamson og Wolfsfeld
1993; Fenton 2009; Cottle og Nolan 2009). Cottle og Nolan indkapsler det
således:
“In order to attract the media spotlight they deploy communication
strategies which practically detract from their principal remit of
humanitarian provision and symbolically fragment the historically
founded ethic of universal humanitarianism" (Cottle og Nolan 2007
pp. 863-864)
NGO’erne skal så at sige gå på kompromis med fundamentale idealer for at
spille med i nyhedsbilledet og simplificere og tilrette virkeligheden efter
mediernes nyhedskriterier. NGO’erne er altså underlagt den strukturelle
tvang fra det journalistiske felt og deres autonomi står sin prøve, da det
gennemtrænges af mediernes logikker (Bourdieu 1998). Ifølge Natale
Fenton har det den konsekvens, at mens NGO’ernes rolle og ansvar er, at
være partiske, aktivistiske og passionerede omkring deres sag, så vil de,
hvis de bliver ved med at efterligne kravene fra de etablerede medier, fejle i
deres advocacy-arbejde, og til sidst vil man ikke kunne skelne dem fra de
traditionelle nyhedskilder. Det vil betyde store tab for deres troværdighed
(Fenton 2009).
76

4.3.3.2. Når målet helliger midlet
Gennem konkurrencen om medieeksponering og borgernes
opmærksomhed, inkorporerer NGO’erne logikker, der skal optimere deres
mediekapital. Det betyder, at NGO’erne befinder sig i et skisma mellem på
den ene side professionalisme og på den anden side de værdier, der driver
deres græsrodsaktivitet og udgør feltets doxa. Den professionelle praksis er
kalkulerende og er drevet af private interesser frem for altruisme, og sætter
spørgsmålstegn ved om NGO’erne arbejder efter devisen ’to provide social,
not private gains’. Man kan altså argumentere for, at når NGO’erne
inkorporerer medielogikker og søger en forening med det journalistiske felt,
så går de på kompromis med deres oprindelige mandat (Fenton 2009;
Cottle og Nolan 2007; Vestergaard 2011)
Det er i sig selv interessant, at de presseansvarlige i langt højere grad
beskriver problemerne for den journalistiske uafhængighed frem for de
konsekvenser udviklingen har for deres egen feltspecifikke integritet som
tilpasses mediernes nyhedskriterier og dagsorden.
”Fra tid til anden kommer der sådan en strømning, der hedder
Åha – nu skal de lige markere uafhængighed. Og det er fair nok.
Fordi det er jo embedded journalism. Når man sådan ruller en
dansk journalist ind i en CARE-bil og så bliver de overøst med
alle CAREs fortræffeligheder. Og der kan jeg da godt forstå, at
man kan føle sig lidt klemt på sin uafhængighed. Men alle
journalister har jo deres gode kritiske sans og de stiller nogle
fremragende spørgsmål […] Så det ærgrer mig lidt, at der er
kommet sådan en nypuritanisme ind i DR på det der. Den
forsvinder nok igen” (Marie Sisse Brown, kommunikationschef for
CARE Danmark, bilag E, l. 394-399 og 417-420)
For de presseansvarlige er der således en tendens til at se samarbejdet
som fordelagtigt og at forstå midlet som hellige målet. De beskriver nemlig,
at relationerne med pressen er nødvendige for at skabe flere penge til deres
arbejde. Deres rigtige arbejde i deres programlande, hvilket anses som et
legitimt grundlag for de valgte strategier. Det fremgår således, at NGO’erne
i høj grad er tilfredse med det symbiotiske forhold mellem journalister og
dem selv, idet de ved inkorporationen af denne strategi kan referere til dette
som et nødvendigt onde for deres højere formål. Det betyder, at selvom
NGO’erne inkorporerer disse strategier som møntet på donoren og den
77

danske befolkning, så opfatter de det højere formål, som i sidste ende at
være et spørgsmål om at stå til rådighed for modtagerlandene.
Spørgsmålet er, hvor langt organisationerne kan tillade sig at gå.
Analyseresultaterne viser, at der i mødet med medierne ofte er en udpræget
grad af simplificering af organisationernes budskaber, der fremstiller
udviklingslandene og de mennesker, der er kernen af deres arbejde i et
dårligere lys end de egentlig er på grund af mediernes krav til konflikt,
identifikation og nærhed. NGO’erne er beskæftiget med udviklingslandene
og eksisterer for at opfylde en humanitær mission i disse lande. Det helt
store spørgsmål er derfor, om et humanitært virke i sidste ende kan gøres
op i kroner og ører.
”Sådan nogen som Røde kors har en enorm pengetank. De er
fantastisk gode til at bruge deres retorik omkring deres
nødhjælpsfond, eller katastrofefond eller hvad de kalder den. At
det er den man støtter, så de altid har kistebunden, når
katastrofen sker. Der kan man da sige... Helliger målet midlet?”
(Henriette Winther, kommunikationschef for Mellemfolkeligt
Samvirke, bilag B, l. 404-408).
Dette fremstiller det yderst komplekse forhold mellem NGO’ernes donor-
versus modtagerlegitimitet. Deres donorgrundlag er vagt, idet
organisationerne ikke er repræsentativt valgt, og egenfinansieringen er
således et forsøg på at imødegå denne kritik. Når fagfolk skal forsvare
NGO’ernes legitimitet er problemet netop at vise, hvad deres folkelige
mandat egentlig er, for hvordan skal NGO’erens virke legitimeres blandt
donoren, hvis deres arbejde ikke kommunikeres og hvem giver dem i så
fald deres eksistensberettigelse?
Spørgsmålet er, om kommunikationsstrategierne er et led i en folkelig
legitimering eller om der ikke snarere er tale om markedsføring i ordets
oprindelige forstand. Egenfinansieringens indføring og den intensiverede
konkurrence blandt organisationerne skaber en konkurrencesituation, hvor
organisationerne er fast besluttet på at være den organisation, som
danskeren vælger at støtte. Men i jagten på den hjemlige anerkendelse
patroniseres de mennesker, man har som formål at arbejde for. Hvis vi
vender tilbage til organisationerne forstået som distant issue movements,
der udelukkende arbejder for problematikker, der ikke relaterer sig til
78

situationen i organisationernes eget hjemland, så er betegnelsen måske
alligevel ikke helt dækkende. Som det fremgår af denne analyse er målet
ikke længere blot at få legitimitet for det arbejde, de gør i felten i
udviklingslandene, ej heller at kommunikere et fælles formål som et samlet
humanitært felt. Fokus er i stedet på at markedsføre arbejdet og for hver
enkelt aktør – at fremme sin egen status. Derfor kan kritikere med rette tale
om en godhedsindustri, hvor NGO’erne bekæmper hinanden, til trods for at
de alle arbejder i den gode sags tjeneste (f.eks. Zald og McCarthys 2003:
pp.2-3)
Dette betyder, at NGO’erne befinder sig i et dilemma mellem etik og
effektivitet, hvor deres appeller til den nuværende eller potentielle donor går
på kompromis med organisationernes integritet og deres forhold til
modtagerbefolkningerne. Samlet set kolliderer disse sameksisterende og
modsatrettede påvirkninger og udgør en trussel mod den enkelte NGO’s
legitimitet i samfundet og det humanitære felt som sådan.
4.3.4. Det journalistiske felt og de modstridende interesser,
der kæmper om at dominere det
Selvom journalisterne nok har styringen, fordi NGO’ernes
medieeksponering og markedsføring kun kan lade sig gøre, såfremt
medierne giver tilladelse hertil, så er det journalistiske felt konkret underlagt
nogle betingelser i sit samspil med NGO’erne, som har konsekvens for dets
mandat og uafhængighed. I denne del vil jeg diskutere effekterne af disse
påvirkninger.
4.3.4.1. ”I praksis betyder det ikke så meget”
Det er efterhånden velkendt, at journalisterne ikke kan stå helt uafhængige
og at feltet penetreres af mange andre felters interesser i takt med feltets
bevægelse mod det kommercielle magtfelt, og det er ikke nyt, at
journalistikken er skærpet på konkurrencen om tid, penge og ressourcer.
Derfor er det også interessant, at det i så høj grad gælder for journalisterne,
at de står i et ambivalent forhold mellem på den ene side deres opfattelse af
79

urde, og på den anden side deres gøren. Journalisterne fremhæver i
forhold til NGO’erne en langt større ambivalens imellem på den ene side
aktørernes idealforestilling og på den anden side deres praksis, som et
konkret udslag af feltets position i det økonomiske magtfelt.
”Jeg mener, at jeg kan stå ved det, jeg har lavet. Men, altså. Er
det den ideelle situation? Selvfølgelig er det ikke det. Så enkelt er
det […] Vi accepterer det jo her i landet fordi vi er et lille område,
hvor vi forsøger at lave ting, som der principielt ikke er råd til.
Danske medier har jo ikke råd til at have en korrespondentstilling
i Afrika. Og har alligevel haft det” (Jesper Strudsholm, tidl.
afrikakorrespondent for Politiken, bilag I, l.197-198 og 213-214).
”Jeg erkender jo den økonomiske virkelighed vi arbejder i […] Det
nytter jo ikke at vi bare sidder og hamrer i bordet og siger ”vi vil
have faste korrespondenter i 26 lande, ellers så er det
fuldstændig meningsløst”. Det ved vi jo, sådan bliver det ikke. Det
er der ikke penge til” (Henrik Lerche, journalist for Danmarks
Radio, bilag J, l. 245-247).
Journalisterne står i et dilemma mellem, hvad der er mest effektivt og hvad
der bibeholder den journalistiske selvforståelse. 12 Eksempelvis fremhæver
Marie Sisse Brown fra CARE Danmark, hvordan de har inviteret Danmarks
Radio med på en tur til Nepal, som Danmarks Radio har afslået, fordi de
selv vil betale for deres ture, selvom CARE blot nogle måneder tidligere
havde dem i Uganda i forbindelse med Danmarksindsamlingen. Dette
illustrerer hvordan mediernes forhold til NGO’erne er et område, der
konstant er under afvejning og evaluering.
”Jeg synes, det er dybt betændt for den journalistiske integritet. I
praksis betyder det ikke så meget, men det er da problematisk at
man ikke er fuldstændig fri […] journalistikken er ikke længere
uafhængig, men er præget af en dagsorden som de har. Som
ikke er nødvendigvis er sandheden men er deres
forretningsmæssige interesser […] De har jo deres interesser at
pleje. Og det skulle journalistikken jo i aller højeste grad gerne
ikke være en del af” (Jeppe Villadsen, Journalist for Kristeligt
Dagblad, bilag G, l. 204-206 og 338-344).
Jeppe Villadsen forklarer her, hvordan samarbejdet måske ikke har så
meget betydning i praksis, men at det er et problem for den journalistiske
uafhængighed og integritet. Dette spørgsmål om relationernes egentlige
’betydning i praksis’ er værd at gribe fat i. En vigtig pointe her er, at mens vi
12 For Bourdieu er det væsentligt at understrege, at det ikke er journalisterne personligt,
som bør stilles til ansvar overfor denne øgede magt, som mediefeltet har over de andre
felter, men derimod de bagvedliggende strukturer i mediefeltet (Bourdieu 1998).
80

har forestillingen om, at NGO’er bringer en speciel dagsorden ind i
nyhedsbilledet, så har vi samtidig en forestilling om, at journalister er
agenda-frie. Denne opfattelse går igen hos aktørerne, der ser en væsentlig
forskel på kommunikation og journalistik. Det fremgår, at mens
kommunikatørerne anser det for legitimt at bringe en speciel dagsorden ind i
nyhedsbilledet, så anser journalisterne sig ideelt set fristillet fra sådanne
interesser. Derfor er den umiddelbare bekymring, når vi taler om hvilket
frame, der lægges på historien, at NGO’ernes markedsføring indtræder i
journalistisk form.
Men dette valg af frame lader ikke til at være det største problem.
Journalisternes nyhedskriterier stiller i første omgang en stor barriere for at
få fortalt historierne, som de egentlig er, da medierne i højere og højere
grad tilpasser sig modtagerpublikummets dispositioner og arbejder med
kriterierne nærhed, konflikt og identifikation. Dette underbygges af, at
mediernes mest citerede kilder er organisationer, der markerer sig på
nødhjælp frem for udvikling. Det er således mediernes kriterier, der
dikterer organisationernes fortsatte fokus på en stereotypisk fremstilling af
udviklingslandene og hvad NGO’erne producerer inden for feltet. Der er
derfor ikke noget konkret, der tyder på, at mediernes billede af
udviklingslandene ville være anderledes, såfremt journalisterne afbrød alle
forbindelser med NGO’erne og proklamerede deres uafhængighed.
4.3.4.2. Et medium for markedsføring
Grundlæggende er der altså ikke i praksis et problem i aktørernes
afhængighed af hinanden i forhold til den vinkel, der lægges på nyhederne.
Hvad der i stedet forekommer som problemet er, at journalisterne er med til
at genmanifestere NGO’ernes kapitalsammensætning og status inden for
det humanitære felt og over for det øvrige samfund. Jeg har i specialet
undersøgt seks organisationer med en høj grad af professionalisme.
Organisationer, der er i stand til at tilrettelægge sig efter - og konkurrere
med medierne. NGO’er der besidder en høj grad af mediekapital. Det har
vist sig, at nødhjælpsorganisationer har en særlig status blandt pressen og
besidder en højere grad af mediekapital end de organisationer, der er
81

fokuseret på udvikling. På den ene side stemmer dette overens med disse
organisationernes generelle position i samfundet, idet deres økonomiske
kapital er højere, og de danske borgere således tildeler disse flere
skattekroner. 13 På den måde kan man argumentere for, at des mere
betydning de har for den bredere offentlighed, des vigtigere bliver det at
inddrage dem i mediebilledet. På den anden side, så genmanifesterer dette
netop de selvsamme NGO’ers position i samfundet.
Når mediernes mest citerede og brugte kilder er organisationer med
kapitaler til at tilrettelægge sig mod journalistiske aktører, så ligger dette til
grund for en større mulighed for fundraising, folkelig forankring og
økonomisk støtte. Det gælder så at sige, at medierne genmanifesterer disse
organisationens kapitalbeholdning. Det gør de, præcis som teorien
foreskriver, ved at transformere NGO’ernes ressourcer til mediekapital. Det
er hvad Bourdieu kalder for social reproduktion (1994:37). Jeg vil snarere
kalde det for effektiv reklame. Ved at investere sine kapitaler viderefører og
akkumulerer NGO’er deres kapital, hvilket er med til at opretholde de
sociale strukturer og det dominerende hierarki inden for det humanitære felt
samt i en større samfundsmæssig kontekst. At medierne prioriterer NGO’er
med en høj grad af mediekapital er væsentligt i forhold til det faktum at
organisationer, der ikke opnår mediedækning, vil have svært ved at blive
genstand for såvel befolkningens som politiske beslutningstageres sympati
(Benthall, 1993;Gamson og Wolfsfeld 1993; Minear et. al. 1996). Det er
altså ikke valget af frame, der er den grundlæggende problematik i
samspillet mellem medier og NGOer, men at mediernes bevægelse mod
den økonomiske magtpol betyder, at medierne begunstiger privilegerede
aktører fra andre kulturelle felter, der besidder muligheden for at påvirke
journalisterne igennem mediekapitalen og på denne måde kan
genmanifestere deres position. Ikke bare inden for deres specifikke felt –
men over for offentligheden som sådan. Det er også her, at problemet går
fra at være en problematik om feltspecifik opfattelse af skal og bør, om
idealniveau og praksis – og bliver et reelt problem for mediernes rolle som
et medium for en mangfoldighed af interesser i det deliberative demokrati.
13 Det skal hertil bemærkes, at CARE Danmark bl.a. står bag en undersøgelse, der viser, at
nødhjælp er syv gange så dyrt som det koster at forebygge en katastrofe. Nødhjælp
koster altså flere penge, hvilket hænger sammen med deres generelt større budgetter
(Bilag E).
82

4.3.5. Afslutning: Mod en bedre udenrigsdækning
Jeg har indtil videre påpeget, at der er signifikante problemer forbundet med
felternes symbiotiske forhold, hvilket har konsekvenser for såvel den
bredere offentlighed som felternes fortsatte virke. Det er dog meget let at
stille sig på bagbenene og kritisere, hvad der nu engang udgør virkeligheden
uden at tage forbehold for, hvad der ville ske, såfremt dette forhold ikke var
en realitet. Det store spørgsmål er, om det giver mening at opretholde en
grad af autonomi og faglig integritet inden for begge felter, hvis dette
betyder, at dækningen fra udviklingslandene helt forsvinder ud af
nyhedsbilledet eller om denne dækning snarere bør defineres ud fra sine
funktioner og de interesserer den varetager i samfundet (Svith 2011).
”Det er ikke ideelt, men det er nødvendigt for mig personligt. Men
i den bredere diskussion, så er det jo også et mindre onde end
helt at skulle undvære ulands og Afrikastof” (Jeppe Villadsen,
journalist for Kristeligt Dagblad, bilag G, l. 306-308).
Aktørerne er af meget forskellige holdninger. Mens Jeppe Villadsen
fremhæver nødvendigheden af alliancen, så er Jørn Stjerneklar af en helt
anden overbevisning:
”Jeg tror ikke afrikanerne er tjent med den form for journalistik,
som folk bliver serveret for. Det tror jeg simpelthen ikke på, at de
har brug for. Hvad er det vi skal fortælle danskerne? At de sulter
og tørster og at de ikke kan finde ud af en skid og de sidder på
deres flade, eller skal vi bare lade være? Altså, det er måske
bedre at lade være fordi den der stereotype fremstilling af Afrika
[…]. Det er de jo ikke tjent med hernede. Så er det måske bedre
at holde sig væk et eller andet sted” (Jørn Stjerneklar, freelancer,
bilag L, l. 155-161).
Jørn Stjerneklar er klar i mælet. Som det ser ud i dag er den journalistik,
som samarbejdet udmønter sig i, for dårlig. Men det understreger igen
problemet med nyhedsoutputtet – ikke med afsenderen.
Kommunikationschefen fra Ibis illustrerer i forlængelse af dette et
interessant spørgsmål.
”Jeg kan sådan set godt forstå det. Jeg er selv uddannet
journalist. Så jeg kan da godt forstå at de ikke bare vil trykke det
83

vi skriver. Men på den anden side - hvis kvaliteten er okay, så
burde det ikke være noget problem” (Hanne Selnæs.
kommunikationschef for Ibis, bilag A, l. 137-139).
Hvis NGO’erne kan bidrage med viden og indsigt som journalisterne ikke
selv kan opnå, bør denne form for journalistik så ikke defineres ud fra sin
kvalitet frem for sin afsender? NGO’erne besidder som illustreret ovenfor en
ekspertise i form af social- og kulturel mediekapital i de respektive lande,
som meget få journalister kan opnå eller stå til måls med. De besidder
endog en kulturel mediekapital, der også gør dem i stand til at levere
journalistiske produkter på niveau med dagspressen og økonomiske
ressourcer, der er tilegnet dette formål. Spørgsmålet er således om en
forening af kræfterne i sidste ende vil kunne føre til en mere saglig,
velfunderet journalistik til fordel for alle parter og den bredere offentlighed.
En sådan tilgang understøttes af, at journalisterne påpeger, at relationen
ikke betyder særligt meget i praksis og at det største problem således
fremstår som at være et teoretisk problem omkring den journalistiske
selvforståelse frem for den praktiske udførelse af journalistikken. Et godt
eksempel på en sådan fordelagtig alliance kunne være, da den
internationale NGO Human Rights Watch i april i år kunne erklære sig vinder
af en Peabody Award, som hvert år uddeles af US National Association of
Broadcasters til individer eller grupper, der står for helt enestående og
prisværdig journalistik. Prisen fik de for deres feature af en række aktivister i
Rusland, som blev udgivet af aviser, magasiner og hjemmesider i 20 lande
rundt omkring i verden (Peabody 2012).
For at sætte dette i en teoretisk kontekst går en kritik af Bourdieu på, at han
ikke specificerer ”hvor” autonomt et felt skal være, men han understreger
dog, at for journalisterne, må idealet være et journalistisk felt, hvor
journalistisk dygtighed er defineret efter udelukkende journalistiske kriterier
og ikke efter profitmaksimering eller politiske kriterier (Benson 2009). Nogle
felter såsom kunst og poesi, der primært bedrives for feltets egen skyld
tillægger Bourdieu større autonomi end andre, der bedrives for andre
interesseres skyld. Imidlertid er spørgsmålet om det journalistiske felts
autonomi ikke så ligetil. Flemming Svith påpeger i sin sociologiske og
diskursanalytiske studie af nyhedsjournalistikken i Danmark, at en total
frihed fra eksterne krav samtidig kan føre til en egoistisk lukning om
84

aktørerne i feltets interesser (Svith 2011).
Journalistisk praksis bygger nemlig ikke på en praktiseren for egne
interesseres skyld men på nogle normative samfundsopgaver. Eksempelvis
fremhæver Willig og Lund, at journalistik ikke alene bør varetage egne
interesser men også markedets eller demokratiets bedste (Willig og Lund
2009). Flemming Svith uddyber, at mens det måske giver mening at tale om
kunst for kunstens skyld eller videnskab for videnskabens skyld, så giver det
ikke særligt meget mening at tale om journalistik for journalistikkens egen
skyld (Svith 2011). Også Michael Schudson mener, at journalistik i
demokratiske samfund skal være åbent for en mangfoldighed af interesser
og eksterne indflydelser, økonomiske og politiske såvel som akademiske og
aktivistiske. Han kritiserer således en forståelse af det autonome
journalistiske felt som et samfundsideal med begrundelsen ”absent these
powerful pressures, journalism can wind up communicating only to itself and
for itself” (Schudson 2005:219).
At NGO’erne indtræder på den journalistiske banehalvdel som reelle
nyhedsformidlere er en interessant tanke at lege med, men der er et stadig
et grundlæggende problem: NGO’ernes markedsføringsstrategier. For så
vidt at en sådan alliance skulle finde sted, ville det helt grundlæggende
kræve, at NGO’ernes bevæger sig væk fra deres nuværende position, der
er drevet af kommercielle parametre og konkurrence og i stedet bliver et
medium for oplysning om de komplekse realiteter som definerer
udlandsstoffet og deres programlande. Et skridt på denne vej er, at
NGO’erne vender tilbage til den position, som var gældende inden presset
fra det statslige felt drev NGO’erne længere hen imod det kommercielle
magtfelt. Med andre ord kræver det, at kravene til NGO’erne om folkelig
forankring bliver taget op til revision med det helt store spørgsmål på
dagsordenen: Hvad er legitimitet egentlig? Og overfor hvem? For det er
dybest set meget svært at argumentere for, at NGO’ernes nuværende
markedsføring og inkorporation af lidelsespornografi i mødet med de
etablerede medier skulle falde ind under denne betegnelse. Hverken
overfor donorer eller for modtagerbefolkninger.
NGO’erne ville, i en rolle som formidler af reelle, dybdegående
85

udviklingsproblematikker til den danske offentlighed, påtage sig en rolle,
som ingen danske medier i øjeblikket forvalter. Nok er det teoretisk set
ikke deres job at varetage, men der er ikke andre der gør det, og det er
ganske givet, at en sådan tilgang vil øge legitimiteten af arbejdet
væsentligt mere, både over for den danske borger og over for
befolkningen i modtagerlandet, end de markedsføringskampagner, der pt.
handler om at sælge et portræt af nogle blødende kontinenter.
4.3.6. Delkonklusion
Jeg har i denne del af analysen undersøgt hvilke kompromiser, som
journalister og NGO’er må indgå i kraft af deres gensidige
afhængighedsforhold. For at trænge igennem til medierne bliver NGO’erne
nødt til at inkorporere mediernes sprog og bedømmelseskriterier for at blive
hørt. Der er en overhængende fare for at komplekse problemstillinger bliver
reduceret til få katastrofer og konflikter, som danskeren kan identificere sig
med på bekostning af de mennesker, NGO’erne har som sin primære
mission at arbejde for og er basis for organisationernes troværdighed og
rolle i samfundet. NGO’ernes står således i et dilemma mellem
anerkendelse blandt donoren – den danske offentlighed- og mellem respekt
og troværdighed overfor modtageren. En splittelse, der kan oversættes til et
forhold mellem etik og effektivitet og som Vestergaard (2011) ville beskrive
det efterlader NGO’erne som usammenhængende og selvmodsigende
institutioner.
Hvad der er relevant herfra er, om problematikken også udgør et reelt eller
blot teoretisk problem for de journalistiske aktører. For medierne er der ikke
noget, der tyder på, at den endelige frame på historien ville være
anderledes, såfremt journalisterne stod aldeles uafhængige Dette skyldes
bl.a. at NGO’ernes kommunikation i første gang er tilrettelagt som at spille
med på det journalistiske felts doxa, herunder de journalistiske
nyhedskriterier.
Hvad der derimod forekommer som problemet er, at mediernes bevægelse
mod det økonomiske magtfelt betyder, at de har en tendens til at gøre sig
86

afhængige af spillere med mest muligt mediekapital, og at medierne således
lader sig penetrere af den bedste markedsføring og bliver et medium for
effektiv reklame.
Et relevant spørgsmål er dog, hvor udviklingsjournalistikken ville være,
såfremt denne symbiose ikke eksisterede. Jeg konkluderer, at
afhængighedsforholdet og samarbejdet teoretisk set ikke behøver at udgøre
et problem, og at det ligefrem kan lægges til grund for en bedre
udlandsdækning af regioner, hvor medierne som følge af økonomiske
restriktioner ikke kan træde til. Det kan det, fordi NGO’ernes mediekapitaler
kan vendes til borgernes fordel, idet organisationerne besidder den viden,
de kompetencer, og de økonomiske ressourcer, der skal til for at skabe
rammerne for den bedst mulige dækning. Men dette kræver - helt
fundamentalt - at spørgsmålet om NGO’ernes folkelige forankring bliver
taget op til revision, og i stedet bliver et spørgsmål om reel legitimitet blandt
den danske offentlighed og blandt de mennesker i modtagerlandene, de har
som deres ansvar at arbejde for.
87

5. KONKLUSION
I dette kapitel vil opsummere specialets væsentligste konklusioner samt
diskutere implikationerne af disse i et samfundsmæssigt perspektiv. Endelig
vil jeg sættes specialets konklusioner i perspektiv ved at tage afsæt i
initiativet ’verdens bedste nyheder’, som er en fælles kampagne lanceret af
de danske udviklingsorganisationer.
5.1. Specialets konklusioner
Jeg har i dette speciale undersøgt relationerne mellem NGO’er og
journalister, samt hvilke effekter deres afhængighedsforhold har på felternes
respektive opgaver i samfundet. Jeg konkluderer, at indføringen af
egenfinansieringskravet for rammeorganisationerne har drevet NGO'erne
længere hen imod den økonomiske magtpol og kommercielle parametre.
Organisationerne har brug for medierne til at sprede deres budskaber til
offentligheden for at opnå kravene om folkelig forankring og
egenfinansiering, og må derfor tilpasse deres budskaber kommercielle
logikker og mediernes spilleregler for at trænge igennem til den bredere
befolkning. Medierne har altså en strukturel position, der påvirker, hvad der
produceres inden for det humanitære felt, som tilrettelægger sig efter
journalistiske standarder. Men samtidig betyder mediernes position i det
økonomiske magtfelt også, at medierne er meget afhængige af ydre kræfter.
I takt med at NGO'erne har inkorporeret medielogikker for at opnå
specifikke mål gennem mediedækningen, så har medierne oplevet
strengere redaktionelle budgetter og øget konkurrence og er derfor blevet
mere afhængige af informationer fra eksterne kilder. Redaktionerne har ikke
midler, kendskab eller viden til at dække udviklingslandene, og derfor er de
afhængige af NGO'ernes sociale, kulturelle og til en vis grad økonomiske
kapitaler for at dække regionerne. Samlet set betyder det, at NGO'erne har
en høj grad af mediekapital og dermed evne til at påvirke medierne, fordi
journalisterne anerkender NGO'erne som betydningsfulde og nødvendige
medspillere, og dermed giver NGO’erne medieeksponering til gengæld.
Dette giver NGO’erne en magt som påvirker og til en vis grad betinger
88

journalisternes praksis. Felternes strukturelle position betyder altså, at
medier og NGO’er påvirker – og påvirkes af hinanden i en tovejskausalitet.
I kraft af det gensidige afhængighedsforhold må NGO'er og journalister
indgå i nogle kompromiser, som har konsekvenser for felternes normative
samfundsopgaver. Statens pres på det humanitære felt har drevet det
længere hen imod det økonomiske magtfelt og dermed længere væk fra de
kulturelle logikker, der definerer feltets grundlæggende egenskaber og
formål. NGO'erne må tilpasse sig mediernes logikker og sprog for at opnå
mest muligt medieeksponering i konkurrencen inden for feltet. Det betyder,
at de bliver nødt til at simplificere grundlæggende og meget komplekse
problemstillinger til at passe ind i mediernes portræt af udviklingslandene.
Det kræver en grad af populisme, som underbygger en stereotyp fremstilling
af landene og betyder et kompromis med selve hjørnestenen i deres
arbejde. Nemlig at være repræsentanter for befolkningerne i
udviklingslandene. NGO'ernes funktion som organisationer, der
udelukkende arbejder for problematikker, der ikke relaterer sig til sig til
situationerne i deres eget hjemland, er under forandring. Deres arbejde er
ikke udelukkende baseret på altruisme og et fælles højere formål. Målet er
også at markedsføre dette arbejde bedst muligt og for hver enkelt aktør – at
fremme sin egen status. Det betyder, at NGO’erne står imellem nogle
modsatrettede indflydelser mellem etik og effektivitet, der udgør en
signifikant trussel mod organisationernes egentlige legitimitetsgrundlag i
samfundet.
For journalisterne gælder det, at medierne i takt med deres bevægelse mod
det økonomiske magtfelt gør sig afhængige af deres kilder i at dække
udviklingslandene. Faktisk er journalisterne så afhængige af NGO’ernes
indsigt, viden og tilgang til felten, at meget indikerer, at dansk journalistik fra
udviklingslandene slet ikke ville finde sted, såfremt dette forhold ikke
eksisterede. Det stiller spørgsmålstegn ved journalisternes uafhængighed,
men set i forholdet til den danske modtager af nyhederne, er der er ikke
noget, der tyder på, at vinklen på den endelige historie ville være meget
anderledes, såfremt journalisterne stod aldeles uafhængige, da NGO'erne
samtidig tilpasser sig mediernes logikker, kriterier og krav. Spørgsmålet om
framet forekommer således snarere som et teoretisk problem omkring den
89

journalistiske selvforståelse end for den praktiske udførelse af
journalistikken. Hvad der derimod er problemet er, at journalistikken
tilskriver aktører med mest mediekapital mest medieeksponering og dermed
mest indflydelse på det bredere samfund. Medierne begunstiger på denne
måde de aktører fra NGO feltet, der har mest kapital til at tilrettelægge sig
mod journalistiske aktører og genmanifesterer disse organisationers
kapitalbeholdning over for det bredere samfund. Det sker på bekostning af
de organisationer, der ikke i samme grad spiller med på mediernes
præmisser. På denne måde lader medierne sig penetrere af effektiv
markedsføring, hvilket udgør en reel trussel mod journalistikkens rolle som
talerør for en mangfoldighed af interesser, som udgør en hjørnesten i det
deliberative demokrati.
Ikke desto mindre er der i afhængighedsforholdet et potentiale for en
alliance, der er til fordel for alle parter og den bredere offentlighed.
NGO’erne besidder den tilgang, det netværk, den viden, og de færdigheder
der samlet set kan skabe rammerne for den bedst mulige dækning af - og
oplysning om - udviklingslandene. En rolle som medierne i deres
nuværende form ikke kan leve op til. Men det kræver, at NGO’erne bevæger
sig tilbage mod deres kulturelle logikker, genfinder deres fælles mission i
deres eksterne kommunikation og bedriver reel oplysningsvirksomhed frem
for markedsføring. Et skridt i denne retning ville være at vende tilbage til den
position som NGO’erne havde inden presset fra det statslige felt drev
NGO’erne ud i en intern kamp inden for feltet og øgede NGO’ernes
kommercialisering markant. Med andre ord må statens kriterier, for hvordan
folkelig forankring bedst påvises, tages op til revision.
5.2. Politiske implikationer
Krav om folkelig forankring er ikke bare relevant men helt rimeligt, når
danske organisationer ønsker offentlig støtte til deres arbejde i
udviklingslandene. Men kravene til NGO’ernes folkelige forankring skaber
en intern konkurrence og et fokus på nødhjælp og kortsigtede
udviklingsløsninger blandt organisationerne, fordi det er her, de nemmeste
og hurtigste bidrag kommer ind. Konsekvensen er, i kombination med
90

nedskæringerne på oplysningsbevillingen, at danskerne kun kommer til at
høre om udviklingslandene, når nogen vil have penge ud af lommerne på
dem. Hvis man anser indføringen af kravet om folkelig forankring som et
middel til at skabe gennemsigtighed og klarhed omkring den danske
udviklingsbistand og de danske organisationers rolle i denne proces over for
offentligheden, så er indføringen af dette krav forfejlet.
En anden del af spørgsmålet er, om NGO’erne skal bruge ressourcer på at
opfylde Statens krav om folkelig forankring i konkurrencen mod hinanden,
frem for at samarbejde om det fælles formål, der er basis for deres opgave i
samfundet: At udøve effektiv udviklingsbistand efter modtagerlandets behov.
Kravene til den folkelige forankring er baseret på paradoksale parametre sat
i forhold til Danmarks overordnede udviklingsstrategi. Medlemstal og
størrelsen af en given NGO’s egenfinansiering er et øjebliksbillede af en
organisations tilslutning, men det er nogle indikatorer, der grundlæggende
ikke stemmer overens med grundsøjlerne i den danske udviklingsbistand.
Nemlig langsigtet udvikling og bæredygtighed.
Økonomisk støtte, antallet af medlemmer og indsamlingsresultater er ikke
nødvendigvis et resultat af at en organisations legitimitet blandt borgerne
men snarere et resultat af, hvilke organisationer der markedsfører og
populariserer arbejdet bedst. Men vigtigst af alt, er det ikke et udtryk for,
hvilke organisationer der udfører sit arbejde mest effektivt. Hvis man gerne
vil engagere flere danskere i udviklingssamarbejdet, skabe folkelig
legitimitet og opbakning omkring arbejdet, så lader pengegaver og et letkøbt
medlemskab til at være nogle meget utilstrækkelige parametre.
5.3. Perspektivering
”Vi vil ændre journalisternes kriterier i retningen af det positive”. Det var
sekretariatslederen for NGO Forum, Thomas Ravn-Pedersens, besked til
programvært Lasse Jensen, da han sammen med Jyllandsposten
udlandsredaktør Flemming Rose i programmet Mennesker og Medier på P1
(24.08.12), diskuterede baggrunden for kampagnen ’Verdens bedste
nyheder’. En storstilet kampagne med bl.a. FN, Danida og 80 danske miljø-
91

og udviklingsorganisationer som afsendere, der igennem august og
september 2012 kørte både ved siden af – og gennem - de traditionelle
medier landet over. Baggrunden var – ifølge Thomas Ravn-Pedersen -
misforholdet mellem den hast verden bliver bedre i og offentlighedens
opfattelse af den. Thomas Ravn-Pedersen placerede ikke kun ansvaret hos
de etablerede medier. Han anerkendte den rolle, som de danske
udviklingsorganisationer har spillet i konstruktionen af danskernes
verdensbillede. Og det ville de gerne være med til at ændre (Mennesker og
Medier, 24.08.2012). Initiativet er i sig selv spændene og måske endda
prisværdigt. NGO’erne kan stå sammen som et humanitært felt, markere
feltets linjer skarpt og forsøge at restaurere de grænser, som bliver
invaderet af journalister. De kan gøre oprør, sige ’nok er nok’ og kræve
oplysning frem for lidelsespornografi i de danske tv-apparater. De kan starte
et samarbejde og stoppe den interne bekæmpelse af hinanden i det højere
formåls tjeneste. Og når de gør det, har de en magt og en røst, der skaber
genklang. Desværre varer kampagnen kun et par uger om året.
Verdens bedste nyheder bunder – naturligvis - i en receptionsanalyse.
Danskerne er, ifølge en undersøgelse foretaget for Verdens bedste nyheder
selv, særdeles desillusionerede over for virkningen af den danske
udviklingsbistand og 2015-målene (Capacent 2010:10). Men er det - kunne
man spørge i forhold til specialets konklusioner - egentlig journalistikkens og
NGO’ernes skyld? I en bemærkning i samme program påpeger Flemming
Rose, at der er én gruppe, som Thomas Ravn-Pedersen glemmer at nævne
i sin placering af ansvar for danskernes skeptiske syn på omverden. Nemlig
danskeren selv. ”Problemet er, at læsere og forbrugere af medier ofte kun
hører det, som bekræfter deres egne fordomme”, tilføjer han (Mennesker og
Medier 24.08.2012).
Jyllandspostens udlandsredaktørs bemærkning sætter specialets
konklusioner og Bourdieus feltteoretiske tilgang til journalistikken i relief.
Omend spørgsmålet om, hvor stor en indflydelse medierne egentlig har på
danskerens verdensopfattelse snarere er et kognitivt studie, som falder
uden for det sociologiske paradigme, så lægger kommentaren i en
samfundsvidenskabelig optik op til en større diskussion omkring, hvor stor
en magt – og dermed ansvar - som journalistikken i dagens medielandskab
92

overhovedet besidder. Hvis danskeren ønsker oplysning og analyser om
forholdene i udviklingslandene, så har det aldrig før været så let at finde,
som det er i dag. Internettets udbredelse og web 2.0 sætter enhver, der er i
besiddelse af en internetforbindelse – og det er næsten 90 procent af
danskerne ifølge Danmarks statistik – i stand til at opsøge stort set enhver
tænkelig vinkel på begivenheder verden over (Danmarks Statistik 2012). At
de så ikke gør det, det er den anden side af sagen.
Hvad de traditionelle mediers rolle er – eller for den sags skyld bør være - i
web 2.0 i forhold til konstruktionen af danskernes opfattelse af omverdenen,
er et underbelyst område uden noget åbenlyst eller endegyldigt svar. Men
hvad man med sikkerhed kan konkludere er, at den er under fortsat
forandring, og at danskeren, hvis hun vil, i mellemtiden har adgang til hele
verden fra sin computerskærm.
93

KILDELISTE
Abbott, Kimberly (2009) “Working together, NGOs and journalists can create
stronger international reporting”, 9. November 2009
http://www.niemanlab.org/2009/11/kimberly-abbott-working-together-ngosand-journalists-can-create-stronger-international-reporting/
i serien “NGOs
and the News”, Nieman Journalism Lab, Harvard University, sidst besøgt
02.09.2012
Barnett, Michael & Weiss, Thomas G (2008) “Humanitarianism in question –
politics, power, ethics”, USA: Cornell University Press
Benson, Rodney & Neveu, Eric (eds.) (2005) “Bourdieu and the Journalistic
field”, Cambridge: Polity
Benson, Rodney (2006) “News Media as a “Journalistic Field”: What
Bourdieu adds to New Institutionalism and Vice Versa”, Political
Communication, 23, pp. 187-202
Benson, Rodney (2009) “Shaping the public sphere – Habermas and
beyond”, The American Sociologist, 40, pp. 175-197
Benthall, Jonathan (1993) “Disasters, Relief and the Media”, London og
New York: I.B. Tauris,
Berlingske (2009) ”Befri Afrika fra Danidas oplysning”, kronik af
Peter Tygesen på berlingske.dk, 2. februar 2009
http://www.b.dk/debat/kronik-befri-afrika-fra-danidas-oplysning
sidst besøgt 02.09.2012
Bourdieu, Pierre (1986) “The forms of capital” i J. Richardson (ed.)
“Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education” New
York: Greenwood, pp. 241-258.
Bourdieu, Pierre (1994) ”A praktiske grunde”, Åbyhøj: Hans Reitzels Forlag
Bourdieu, Pierre (1998) ”Om TV- og journalistikkens magt”, København:
Tiderne skifter
Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J.D. (1996) ”Refleksiv Sociologi”,
København: Hans Reitzels Forlag
Brinkmann, S. & Tanggaard, L. (red.) (2010). ”Kvalitative metoder: En
grundbog”, København: Hans Reitzels Forlag.
Capacent (2010) ”Frem mod en fælles 2015-kampagne – Resultater fra
befolkningsundersøgelsen14.-20. januar 2010” (Foretaget for Verdens
Bedste Nyheder), Hellerup: Capacent
94

Castells, Manuel (2008) “The New Public Sphere: Global Civil Society,
Communication Networks, and Global Governance”, The Annals of the
American Academy of Political and Social Science 616, No. 1, pp. 78-93
Catinét (2007) “Summary 2007, Millenium Development Goals 2010 Survey
in Denmark” (foretaget for UNDP) København: Catinét
Champagne, Patrick (1990) “Faire L'Opinion: le nouveau jeu politique”,
Paris: Editions Minuit
Christensen, Jesper H. & Højlund, Esben M. (2003) ”Medier, NGO’er og
Storpolitik” (Udarbejdet for NGO Center), Advice A/S
Cohen, Bernard (1963) “The Press and Foreign Policy”, Princeton:
Princeton University Press.
Cooper, Glena (2009) “When lines between NGO and news organization
blur”, 21. December 2009 http://www.niemanlab.org/2009/12/glenda-cooperwhen-lines-between-ngo-and-news-organization-blur/
i serien “NGOs and
the News”, Nieman Journalism Lab, Harvard University, sidst besøgt
02.09.2012
Cottle, Simon (ed.) (2003) “News, Public Relations and Power”. London:
Sage
Cottle, Simon & Nolan, David (2007) “Global Humanitarianism and The
Changing Aid-Media Field” Journalism Studies 8, No. 6, pp. 862-878.
Cottle, Simon & Nolan, David (2009) “How the Media’s roles and codes
influence the way NGOs work”, 16. November 2009
http://www.niemanlab.org/2009/11/simon-cottle-and-david-nolan-how-themedias-codes-and-rules-influence-the-ways-ngos-work/
i serien “NGOs and
the News”, Nieman Journalism Lab, Harvard University, sidst besøgt
02.09.2012
Couldry, Nick (2003) “Media, Symbolic Power and the limits of Bourdieu’s
field theory”, Electronic working paper, London: London School of
Economics and Political Science. Dept. of Media and Communications´
Couldry, Nick (2004) “Media Meta-Capital: Extending the range of
Bourdieu’s field theory”, Theory and Society, Volume 32, Number 5-6, pp.
653-677
95

Danmarks Statistik (2012) “Adgang til Internet i hjemmet, i alt, 2010”
http://www.statistikbanken.dk/FABRIT01, sidst besøgt 01.10.2012
Davis, Aeron (2002) “Public Relations Democracy: Public Relations, Politics
and the Mass media in Britain”, Manchester: Manchester University Press.
Davis, Aeron & Seymour, Emily (2010) “Generating forms of media capital
inside and outside a field: the strange case of David Cameron in the UK
political field”, Media, Culture & Society 2010, no. 32, pp. 739-759
Edwards, Lee (2006) “Rethinking power in Public Relations”, Public
Relations Review 2006, no. 32, pp. 229-231
Fenton, Natalie (2009) “Has the Internet Changed how NGO's work with
established media? Not enough”, 23. november 2009,
http://www.niemanlab.org/2009/11/natalie-fenton-has-the-internet-changedhow-ngos-work-with-established-media-not-enough/
i serien “NGOs and
the News”, Nieman Journalism Lab, Harvard University, sidst besøgt
02.09.2012
Finansministeriet (2012) “Forslag til finanslov for finansåret 2013”, af den
27. august 2012, København: Finansministeriet
Flyvbjerg, Bent (2006) “Five misunderstandings about case-study research”,
Qualitative Inquiry, Volume 12, Number 2, Sage Publications, pp. 219-245
Gamson, William A. & Wolfsfeld, Gadi (1993) “Movements and Media as
Interacting Systems”, The Annals of the American Academy of Political and
Social Science, Vol. 528, No. 1, pp. 114-125
Gans, Herbert J. (1980) “Deciding What’s News: A Study of CBS
Evening News, NBC Nightly News, Newsweek and Time”. New
York: Vintage Books.
Gravengaard, Gitte (2004) “Spindoktor i den gode sags tjeneste” i
Mie Femø Nielsen (ed.): ”Spin, selvfremstilling og samfund –
public relations som reflekterende praksis”, Frederiksberg:
Forlaget Samfundslitteratur
Gravengaard, Gitte (2010) ”Journalistik i praksis: valg og fravalg af
nyhedsideer”, Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur
Hansen, Morten Emiil (2008) ”En fattigere u-landsoplysning - en analyse af
dansk u-landsoplysning i de seneste 10 år”, København: Folkekirkens
Nødhjælp
Hassager, Helene Marie (2008) ”Mediekapital – Hvad er det og hvordan
fungerer det?” Speciale i Journalistik, Roskilde Universitetscenter
96

Hjarvard, Stig et. al. (2004), ”Mediernes dækning af krigen i Irak”, Working
Paper no. 13, 2004, Modinet, Center for Media and Democracy in the
Network Society
Hopgood, S. (2008). “Saying “no” to Wal-Mart? Money and morality in
professional humanitarianism” i M. Barnett and T. G. Weiss (eds.),
“Humanitarianism in question: Politics, power, ethics” , Ithaca: Cornell
University Press, pp. 98-123
Holm, Hans-Henrik et. al (2000) “Verden på tilbud”, Århus: Forlaget Ajour.
Ihlen, Øyvind: “Buidling on Bourdieu: A sociological grasp of public
relations”, Public Relations Review, Volume 33, Issue 3, September 2007,
pp. 269-274
Information (2000) ”Verden under pres”, artikel på information.dk, 12.
februar 2000, http://www.information.dk/40253 sidst besøgt 02.09.2012
Information (2002) ”Angreb på ufolkelig u-landshjælp”, artikel på
information.dk, 16. januar 2002 http://www.information.dk/62825 sidst
besøgt 02.09.2012
Journalisten (2011) “Ritzau-journalister nedprioriterer tre verdensdele”, 15.
februar 2011 http://journalisten.dk/ritzau-journalister-nedprioriterer-treverdensdele
sidst besøgt 02.09.2012
Kabel, Lars (2005) ”Verden langt herfra”, Århus: CFJE
Kabel, Lars (ed.) (2009) ”Nyheder i Nutid”, Århus: Forlaget Ajour
Kjær, Peter & Langer, Roy (2003) ”The negotiation of business news: A
study of journalist-source interaction”, working paper no. 2003.5,
København: Institut for Organisation og Arbejdssociologi, Handelshøjskolen
i København
Invisible Children (2012) ”Kony 2012”, Video tilgængelig online på:
http://www.youtube.com/watch?v=Y4MnpzG5Sqc og
http://vimeo.com/37119711, sidst besøgt 29.09.2012
Koopmans, Ruud (2004) “Movements and Media: Selection processes and
evolutionary dynamics in the public sphere”, Theory and Society vol. 33,
Kluwer Academic Publishers, pp.367-391
Kristensen, Nete N. (2004) “Journalister og kilder – slinger i
valsen?”, Århus: Forlaget Ajour
Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009) ”Interview: Introduktion til et håndværk”,
København: Hans Reitzels Forlag.
97

Læger Uden Grænser (2010) ”Er en katastrofe først værd at støtte, når den
har været i TV?” 16. maj 2010,
http://www.msf.dk/billeder/pdf/Annonce_Sydsudan.pdf (PDF) sidst besøgt
02.09.2012
Mellemfolkeligt Samvirke (2009) ”Afrika er ikke hot nok til de danske
medier”, i Action magazine, nr. 1, 2009, København: Mellefolkeligt
Samvirke, pp. 13-16.
Mennesker og Medier (2010) ”Afghanistan set fra Danmark”, Radioprogram
på Danmarks Radio P1 den 1. januar 2010
Mennesker og Medier (2012) ”Her går det godt – Eller gør det?”,
Radioprogram på Danmarks Radio P1 den 24. august 2012
Merkelsen, Henrik (2007) “Magt og Medier. En introduktion”, Frederiksberg:
Forlaget Samfundslitteratur
Minear, Larry et al. (1996) “The News Media, Civil War, and Humanitarian
Action”, Lynne Rienne Publishers,
Mylenberg, Troels og Bro, Peter (2008) “Et løfte til journalistikken”,
Syddansk Universitetsforlag
Munk, Timme B. (2009) ”Hvor god en sag i medierne er den gode sag?”,
Kommunikationsforum, 26.august 2009,
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvor-god-en-sag-i-medierne-erden-gode-sag
sidst besøgt 02.09.2012
Peabody (2012) “Complete list of recipients of the 71 st Annual Peabody
Awards”, 4. april 2012 http://www.peabody.uga.edu/71stwinners.php, sidst
besøgt 30.09.2012
Politiken (2012) ”Velgørende organisationer på afveje”, Leder i avisen, den
18. september 2012
Rucht, Dieter (2000) “Distanse Issue Movements in Germany: Emipirical
Description and Theoretical Reflections” i John A Guidry et. al. (2000)
“Globalizations and Social Movements – Culture, Power and the
Transnational Public Sphere”, The University of Michigan Press
Schudson, Michael (2005) “Autonomy from What?” i Rodney Benson & Erik
Neveu (eds), “Bourdieu and the Journalistic Field”, Cambridge: Polity, pp.
214-223
Stjerneklar, Jørn (2011) ”Luderfotografi”, blogindlæg på
pressefotografforbundet.dk, 23. oktober 2011,
http://www.pressefotografforbundet.dk/news/fotografi/14183/luderfotografi
sidst besøgt 02.09.2012
98

Svith, Flemming (2011) ”Nyhedsjournalistik – bedre end sit rygte? Et
sociologisk og diskursanalytisk studium af forklarende journalistik i danske
aviser gennem 40 år”, Politicas ph.d.-serie, Institut for Statskundskab,
Aarhus Universitet
Taylor, Phillip M (1998) “War and the Media: Propaganda and Persuasion in
the Gulf War”, Manchester: Manchester University Press
The Independent (2012) “How campaigning NGOs have joined the foreignreporting
business”, artikel i The Independent den 26. Marts 2012
http://www.independent.co.uk/news/media/opinion/ian-burrell-howcampaigning-ngos-have-joined-the-foreignreporting-business-7585037.html
sidst besøgt 02.09.2012
Tuchman, Gaye (1978) ”Making News”, Michigan: Free Press
Udenrigsministeriet (2008a) ”Dansk strategi for støtte til
civilsamfundet i udviklingslandene (Civilsamfundsstrategien)”,
København: Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet (2008b) ”Evaluering af oplysningsvirksomhed
om udviklingslandene”, København: Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet (2010a) ”Generelle retningslinjer for danske
organisationer med rammeaftale med Udenrigsministeriet”,
København: Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet (2010b) ”Danske organisationers tværgående
monitorering af gennemførslen af målsætningerne i
civilsamfundsstrategien 2010”, København: Udenrigsministeriet
Vestergaard, Anne (2011) “Distance and Suffering –
Humanitarian Discourse in the age of Mediatization”, PhD Series
12.2011, København: Copenhagen Business School
Wilken, Lisanne (2006) “Pierre Bourdieu”, Roskilde: Roskilde
Universitetsforlag
Willig, Ida & Lund, Anker Brink (2009). ”Publicistisk produktion: Sådan gør
man nå-heder til nyheder”, i Anker Brink Lund, Ida Willig & Mark Blach-
Ørsten (eds.), “Hvor kommer nyhederne fra? Den journalistiske fødekæde i
Danmark før og nu”, Århus: Forlaget Ajour, pp. 163-178
Ytzen, Flemming et. al. (2006) ”14 Udfordringer for udland”, sidst redigeret
4. oktober 2006
http://130.225.180.60/cfje/VidBase.nsf/4b13051d35e74553c12566dd0051a
249/20eb6e0a47146757c125686b004fd325?OpenDocument Update,
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, sidst besøgt 09.02.2012
99

Zald, N. Mayer og McCarthy, D. John (2003) “Social movements in an
organizational society”, New Jersey: Transaction Publishers
100

OVERSIGT OVER BILAG
BILAG 1: Årsregnskab for Dansk Røde Kors 2010
BILAG 2: Årsregnskab for CARE Danmark 2010
BILAG 3: Årsregnskab for Folkekirkens Nødhjælp 2010
BILAG 4: Årsregnskab for Ibis 2010
BILAG 5: Årsregnskab for Mellemfolkeligt Samvirke 2010
BILAG 6: Årsregnskab for Red Barnet 2010
BILAG A: Interview med Ibis’ kommunikationschef Hanne Selnæs af den
18. april 2012
BILAG B: Interview med Mellemfolkeligt Samvirkes kommunikationschef
Henriette Winther af den 25. april 2012
BILAG C: Interview med Red Barnets pressehef Janne Tynnell af den 26.
april 2012
BILAG D: Interview med Røde Kors’ kommunikationschef Klaus Nørskov af
den 24. april 2012
BILAG E: Interview med CARE Danmarks kommunikationschef Marie Sisse
Brown af den 9. maj 2012
BILAG F: Interview med Folkekirkens Nødhjælps pressechef Lisbeth Engbo
af den 25. maj 2012
BILAG G: Interview med journalist Jeppe Villadsen af den 26. april 2012
BILAG H: Interview med journalist Anne M. Sørensen af den 19. april 2012
BILAG I: Interview med journalist Jesper Strudsholm af den 8. maj 2012
BILAG J: Interview med journalist Henrik Lerche af den 17. april 2012
BILAG K: Interview med journalist Jan Kjær af den 5. juli 2012
BILAG L: Interview med journalist og fotograf Jørn Stjerneklar af den 7.
august 2012
BILAG M: Oversigt over respondenter
101