musikeren, Billie Koppel

8 Viva Interview SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012 

Endnu en Koppel 

eller helt sin egen? 

Billie Koppel fik musikken ind før modermælken, hun har den berømte Koppelfamilies 

musiktalenter flydende i sine årer, og musik er da også hendes levevej. Men hvordan er 

det at være en Koppel? Har efternavnet banet vejen for hende, eller har det været en 

spændetrøje? Billie Koppel er lige fyldt 40 år og ser her tilbage på første del af sit liv, 

hvor noderne har været hendes trofaste følgesvende i tykt og tyndt. 

PARASTOU BOOYASH | viva@jp.dk FOTO: NIKOLAJ LINARES | viva@jp.dk

SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012 Interview Viva 9 

BILLIE KOPPEL 

Billie Koppel er 40 år og 

kæreste med sin musikpartner 

og producer, 

Frank Hasselstrøm. Sammen 

har de Romeo på 8 

år og Charlie på 6 måneder. 

Tilsammen danner 

parret bandet Catbird, 

der ikke går op i, hvilken 

genre, deres musik er i. 

Nogle beskriver det som 

jazz, andre som punk. 

Billie Koppel er også 

uddannet danser og har 

desuden spillet teater. 

Billie Koppel er datter af 

musikerne Annisette og 

Thomas Koppel, der 

dannede Savage Rose. 

THE SAVAGE 

ROSE 

Blev dannet i 1967 af 

blandt andre brødrene 

Thomas og Anders Koppel 

og Annisette Hansen 

(senere Koppel). Bandets 

interesse for politik 

og retfærdighed har 

blandt andet ført dem 

til Libanon og USA, og 

de har også spillet til anti-GeorgeBush-demonstrationer. 

Bandet har 

udgivet 22 album, hvoraf 

det sidste blev udgivet 

efter Thomas Koppels 

død. The Savage 

Rose blev i 2006 udvalgt 

som en del af Kulturkanonen. 

Fortsættes E


Fra bag tæppet kan hun se, at folk er ved 

at finde sig til rette foran scenen. Hun 

er spændt. Når alt og alle er klar, træder 

hun sammen med sine forældre og 

familiens hund ind på scenen. Hun 

skynder sig hen til sin selvvalgte plads: 

under sin fars klaver. Udsigten til publikum 

er noget særligt herfra, hvor hun ligger, side 

om side med sin hund. Hun mærker kærligheden 

fra scenen ned til publikum og tilbage igen. Koncertstemningen 

gør et meget stort indtryk på 

hende, og hver gang hendes forældre, Annisette 

og Thomas Koppel, og deres band, Savage Rose, 

spiller, ligger hun på sit yndlingsspot under klaveret. 

For her er hun tæt på sine forældre og en 

del af musikken. Hun er tryg. 

I forældrenes fodspor 

I dag er 40-årige Billie Koppel en musiker, der 

lever af sin egen musik. Hun har langt fra travlt, 

når hun taler, selvom hun fortæller, at hun egentlig 

skal nå en masse ting lige i dag. Hendes store, 

brune øjne er så intense, at de røber hendes forskellige 

følelser ved at matche de emner, hun 

taler om. Man er ikke i tvivl, når hun bliver 

melankolsk, glad eller nysgerrig. Øjnene siger det 

hele. Hendes talestemme er, modsat øjnene, lys. 

Den lyder uskyldig, sagte og sød, mens hun fortæller, 

at hun har fået noget af det kunstneriske 

talent forærende: 

»Musikken gjorde sikkert allerede indtryk på 

mig, da jeg lå i min mors mave. Der blev jeg nok 

stimuleret af vibrationerne og blev ét med musikken. 

En af de gange, jeg var med på scenen og 

kiggede frem fra min ’hule’ under klaveret, gik 

jeg hen og hev min mor i kjolen og sagde, at nu 

var det altså min tur til at synge for publikum. Og 

det fik jeg lov til. Da var jeg fem år,« fortæller Billie 

Koppel, der siden ikke har lagt mikrofonen fra 

sig. På denne varme sensommerdag sidder hun 

under kulturhusets birketræ i det kvarter, der 

både har betydet meget for hendes opvækst og 

musik: Københavns Sydhavn, hvor håndværkere, 

pensionister og skæve eksistenser fylder meget i 

billedet. Området giver hende så meget, at hun 

nu er flyttet tilbage til sit gamle barndomshjem i 

haveforeningen. 

»Det er her, jeg føler mig hjemme. Det er her, 

mine forældre altid holdt en dør åben for fiskeren, 

der lige havde brug for at lette sit hjerte, for 

kvinden, der var blevet forladt af sin mand eller 

en, der bare ville varme sit hjerte med noget 

musik. Og den forskellighed, jeg var omringet af, 

har også præget min musik, der har lidt af alle 

genrer i sig. Det har v¡et en berigelse at opleve, at 

verden består af mange forskellige afkroge,« 

siger hun, mens hun kigger på de to håndværkere, 

der lige tager sig en kold fyraftens i skyggen. 

Forventningerne til en Koppel 

Selvom Billie Koppels forældre har videregivet 

hende deres stærke musikgener og fodret hende 

med forskellige musikalske indslag, har de ikke 

haft nogle krav om, at hun skulle blive noget ved 

musikken: 

»Der har ikke ligget en mørk sky over mig om 

noget, jeg skulle leve op til. At jeg skulle gå i 

mine forældres fodspor var naturligt. Jeg blev 

meget tidligt involveret i deres musik. Senere 

blev jeg korsanger i deres band. Men hvis jeg var 

blevet skolelærer, var det lige så godt,« siger Billie 

Koppel alvorligt og fortsætter: 

»Jeg er jo en del af familien og er rigtig stolt af 

det. En af de ting, jeg i starten af min karriere 

sagde til mig selv, var, at jeg skulle huske, at jeg 

var datter af Annisette og Thomas Koppel. Uanset 

hvad, skal jeg holde fast i det. Hvis jeg ikke 

havde gjort det, ville jeg leve et liv i flugt og 

angst, fordi jeg så ikke ville være mig selv.« 

Mens hendes forældres musikforventninger til 

hende har været fraværende, har Billie Koppel 

mødt mange forventninger fra andre mennesker 

på sin vej. Især er hun ofte blevet sammenlignet 

med sin mor. Billie Koppels øjne stråler og åbner 

sig endnu mere, når snakken falder på hendes 

forældre. Samtidig rynkes brynene, mens hun 

forklarer, at hun tager folks forventninger med 

blandede følelser: 

»Da jeg mødte omverdens forventninger første 

gang, blev jeg overrasket. For forventninger var 

jo ikke noget, jeg havde med i bagagen. Nogle 

gange kan jeg mærke, at nogen prøver at fastholde 

mig i rollen som Annisette Koppels datter. 

Så handler det hele om at lytte til min stemme 

sammenlignet med min mors stemme. Og nogle 

BILLE KOPPELS 

MUSIK 

Startede som korsanger 

i Savage Rose i 1996. 

Har indspillet sange med 

musikere som Branford 

Marsellis, Ray Fuller og 

Pauhlinha Da Costa. 

Blev nomineret til årets 

sangerinde til Danish 

Music Awards i 2003. 

Dannede i 2001 bandet 

Catbird med sin mand, 

Frank Hasselstr. 

De har udgivet fire 

albummer: 

Sliding from the moon 

(2003) 

Old Tapes (2005) 

Among Us (2008) 

Sweet Cry (2011) 

gange også min søsters stemme. Så inde i mig selv 

må jeg sætte mig selv fri og adskille tingene. Jeg 

er min egen og har fundet min plads. Derfor må 

jeg lade være med at tænke på, hvad folk synes. 

For jeg vil ikke have en følelse af at skulle dikteres. 

Det føles lidt klaustrofobisk indimellem. Men 

jeg mærker også megen kærlighed fra folk og 

føler på ingen måde, at jeg står i skyggen af mine 

forældre.« 

Spændetrøje og muligheder 

Billie Koppel holder en kort pause og lader den 

tiltrængte brise lege med sit hår i den hede sensommervarme, 

uden at hun bagefter føler trang til 

at rette på det. Hun forklarer, at selvom der ikke 

har været nogle forventninger fra hendes familie, 

har hun en indre kamp med sine egne forventninger: 

»Jeg vil bare gøre mit bedste hver gang. Men jeg 

føler ikke, at jeg gør det godt nok, og jeg er aldrig 

selv tilfreds med de ting, jeg laver. For jeg kan jo 

altid gøre det bedre. Når jeg indspiller, skal nogen 

stoppe mig i tide, ellers bliver jeg ved med at 

cykle rundt i det samme. Det skyldes en søgen 

efter at udtrykke de helt rigtige følelser i mine 

sange. Nogle gange er det en kamp om, hvordan 

jeg når helt derind, hvor jeg finder følelserne. Og 

så kan jeg være fuldstændig tømt efter at give alt i 

mig. Men det, at jeg ikke synes, jeg gør det godt 

nok, holder mig i gang og driver mig.«


ET UDPLUK 

AF KOPPEL- 

FAMILIEN 

Billie Koppel er født i 

1972. Hendes familie 

består af: 

Thomas Koppel (1944 - 

2006), komponisten, 

sangeren og stifteren af 

Savage Rose (Billie Koppels 

far). 

Annisette Koppel 

(f. 1948) sangerinden i 

bla. Savage Rose (Billie 

Koppels mor). 

Naja Rosa Koppel 

(f. 1980) sangerinde 

og komponist, (Billie 

Koppels søster). 

Herman D. Koppel 

(1908 -1998), komponist, 

pianist, musikprofessor 

og Ridder af 1. 

Grad af Dannebrog. Mellem 

årene 1922 til 

1994 skrev han næsten 

300 musikværker (Billie 

Koppels bedstefar). 

Anders Koppel 

(f. 1949), medstifter 

af The Savage Rose, 

medlem af trioen 

Bazaar, og komponist 

til bla. otte balletter, 

150 film, 50 teaterstykker 

og tre musicals. 

(Billie Koppels onkel). 

Nikolaj Koppel 

(f. 1969), pianist, 

musikchef og studievært, 

(Billie Koppels 

fætter). 

Marie Carmen Koppel 

(f. 1971) Danmarks 

førende gospel og souldiva 

(Billie Koppels 

kusine). 

Kilde: Wikipedia 

Hver dag, når Billie 

Koppel går til og fra sit 

hjem og barndomshjem i 

haveforeningen, passerer 

hun vejen, der er opkaldt 

efter hendes far og 

sender varme tanker 

mod manden, der var 

grundstenen i hele 

famlien Koppel. 

Fortsættes E


Hvordan er det at danne band med sin mand? 

»Det er på godt og ondt. Det er en fantastisk gave, fordi det binder os sammen og 

gør vores forhold stærkt og intenst. Når jeg har så mange følelser i musikken, er det 

godt, han er med. Men vi bliver også dybt uenige nogle gange. Og i processen er der 

voldsomme følelser på spil. Men det binder os sammen, og vi har en dyb forståelse 

for hinanden.« 

Hvordan vil du selv beskrive din optræden, når du er på en scene? 

»Jeg udtrykker det, jeg føler. Når jeg er på en scene bliver jeg helt draget af det, og 

jeg ser måske åndssvag ud, mens jeg synger, men jeg er ærlig over for mine følelser. 

Det er en sær blanding med vildskab, oprør og generthed. Min stemme er nærmest 

som et instrument, hvor jeg på skift kan synge stærkt og lyst. Det er kontraster, der 

afspejler min personlighed.« 

Hvordan deler du ud af dine personlige tanker 

og privatliv, når du skriver sange? 

»Jeg udtrykker den historie, jeg gerne vil fortælle. Så jeg videregiver 

noget, der er oprigtigt, og de følelser, jeg har.« 

Da Billie Koppel bliver spurgt til, om det 

E 

mon har givet pote eller har hæmmet hende at 

have det berømte efternavn, kigger hun søgende 

på alle de forskellige mennesker, der hygger sig i 

Kulturhusets have i sensommerens solstråler. 

Der går noget tid, før hun svarer: 

»Det har været meget blandet. Jeg er ikke enig 

med mig selv om, hvorvidt det har hjulpet mig 

eller ej. På nogle punkter har det givet mig en frihed. 

Det, at min karriere startede i mine forældres 

band, gav mig jo mange erfaringer med turneringer 

og publikum. Det ville ikke have været 

det samme, hvis ikke jeg var startet der. Og den 

sparring og det input, jeg har fået af mine forældre, 

har også spillet ind. Samtidig føles det som 

en spændetrøje med folks fordomme og forventninger 

om mig i forhold til mine forældre,« siger 

Billie Koppel. 

Hendes intense øjne afslører hendes nysgerrighed 

og undren, da hun afbryder sig selv med at 

sige, at hun sommetider tænker, hvordan tingene 

havde været, hvis hun ikke var den, hun er: 

»Jo, nogle gange ville jeg gerne prøve at se, 

hvordan det ville være at være en anden musiker. 

For eksempel én, der ikke har de samme forbindelser 

til og følelser om familien, og som ikke fylder 

i mediebilledet. Derfor er det dejligt at spille 

i udlandet, hvor vi kan mærke, at det kun er os, 

der er på scenen, det handler om. Danmark er et 

lille land, hvor folk nogle gange tænker: ’Nå, det 

er bare endnu en Koppel’. Så får jeg lyst til at 

rejse langt væk til et sted, hvor folk ikke kender 

en. Herhjemme er jeg er jo bare endnu en i rækken 

af Koppler.« 

Koppel-talentet 

Solen har rykket på skyggerne under birketræet, 

så Billie Koppel må flytte sin stol lidt for ikke at 

få strålerne, der reflekterer i bordet, direkte i 

øjnene. Fra kulturhuset kommer både klapsalver, 

høje råb og musik, men Billie Koppel lader ikke 

til at være generet af, at støjniveauet er steget. 

Hun tager en længere pause, mens hun prøver at 

finde de rette ord til at beskrive, hvordan det 

egentlig er at være en ’Koppel’. Det er svært for 

hende, da hun jo ikke har prøvet andet end at 

være en Koppel hele livet, forklarer hun. 

»Det er jo min identitet, og det er naturligt for 

mig at v¡e en del af min store familie. Her mærker 

jeg en stor varme og respekt for musik og forståelse 

for hinanden. På mange punkter er vi 

præcis som alle andre mennesker. Men vi er selvfølgelig 

mange om musikken og har stærke musiktraditioner 

og historie. Men vi er stadig meget 

forskellige med hver vores genre. Vi har tit talt 

om, at vi nok ligner en stor cirkusfamilie, der har 

noget fælles at samles om. Men det har man nok 

også i andre lignende familier,« siger hun med et 

alvorligt blik, mens hun eftertænksomt fortsætter 

med at sætte flere ord på: 

»Det var helt fantastisk at lytte til min farfar 

(Herman D. Koppel, red.), der spillede på flyglet, 

og det er spændende at følge mine andre familiemedlemmers 

succes og liv.« 

Billie Koppel må lede lidt efter ordene og 

prøve at overdøve larmen fra Kulturhuset, når 

hun skal forklare, hvorfor hun tror, så mange af 

hendes familiemedlemmer er musikere, når der 

nu ikke findes en opskrift på, hvordan man får 

musiktalent. 

»Vi børn har haft musikken som et sprog. Jeg 

kan huske, jeg som lille også altid sang dagen 

lang. Jeg kunne slet ikke holde kæft. Det skulle 

bare ud. På det tidspunkt var det bare ikke karrierebundet. 

Musikken var og er vores åndedræt. 

Det er en nødvendighed. Det er nok lige som et 

barn, der lærer at tale. Musikken er en del af 

vores sprog og giver os mulighed for at kunne 

udtrykke noget stærkt. Når det er sagt, så føler 

jeg også nogle gange, at der er kommet nogle 

ubeskrivelige kræfter forærende til mig. Det følte 

jeg også i forbindelse med min fars død.« 

Da familiens grundsten gik bort 

En af de største veje i haveforeningens kvarter 

hedder Thomas Koppels Vej og er opkaldt efter 

Billie Koppels far. Den vej går hun forbi hver dag, 

mens minderne om ham varmer hendes hjerte. 

Han døde pludseligt af et hjerteslag i 2006, mens 

han, Annisette Koppel og Billies søster, Naja 

Rosa Koppel, var i Puerto Rico. 

»Ud over at min fars død var ganske uvirkelig 

og helt igennem forfærdeligt for mig, var det 

endnu værre, fordi jeg ikke var der sammen med 

resten af familien. Vi er alle utrolig tætte, så det 

var meget mærkeligt, at det hele skulle klares 

over telefonen. Hans død kom som et kæmpe 

chok for os. Han var på toppen af sin karriere, 

havde lige indspillet et nyt klaveralbum og var 

ved at fuldføre sine egne drømme.« 

Billie Koppels blik er fjernt, mens hun kigger 

på træets gule blade, som brisen har fået med sig 

i sin fangst. De er landet på bordet foran hende, 

og hun lader dem ligge, mens hun forklarer om 

perioden efter Thomas Koppels død: 

»Min far var træstammen i familien, og nu 

skulle vi prøve at få det til at fungere uden ham. 

Vi var i en lang periode i en underlig boble. Vi 

forstod det slet ikke. Den ufattelige sanselige 

periode, vi var i, var svær for os alle og selvfølgelig 

også for min mor, der jo havde haft ham som 

en del af sit liv i så mange år. Hele familien var 

der heldigvis for hinanden, og min søster, min 

mor og jeg var meget tætte og brugte hinanden 

meget. Vi gik gennem alle følelser fra den ene 

ekstrem til den anden. For eksempel købte min 

søster og jeg helt spontant en farverig pakistansk 

dragt med palietter til at tage på til begravelsesceremonien. 

Men da vi fik dragterne på, fik vi det 

største grineflip, jeg nogensinde har fået. Midt i 

al sorgen var vi ved at kaste op af grin.« Billie 

Koppels stemme er stadig sagte, mens hun kalder 

de svært beskrivelige følelser frem: 

»Hele perioden var meget surrealistisk for 

mig, men jeg har altid haft et afklaret forhold til, 

at man lever og dør. Men pludselig var der en 

væg, der var væk, og man kunne kigge ud i noget 

uendeligt. Jeg følte lidt, at jeg kunne forenes med 

det mærkelige univers. At jeg kunne stikke 

armen ud og mærke det. Det var ekstremt og ekstra 

nødvendigt for mig at synge i den periode. Jeg 

brugte især naturen og nattens ro til at synge. 

Folk sagde, jeg skulle slappe af. Men jeg havde aldrig 

været mere klar og haft så stort et behov for 

at synge. Det fik mig til at føle en samhørlighed 

med hele universet. Med min far.« 

Livets gang 

Der er nu gået seks år fra Thomas Koppels død, 

og selvom tiden læger alle sår, er Koppel-familien 

stadig præget af den tomhed, han har efterladt 

sig. Billie Koppel kigger melankolsk ud i det 

fjerne, mens hun læner sig frem i stolen og folder 

hænderne. 

»Vi brugte alle sammen hans skuldre rigtig 

meget. Han har altid været en stærk klippe med 

et utroligt overblik, og han var altid klar til at 

give os en hjælpende hånd videre. Jeg var bekym- 

OPKALDT EFTER 

BILLIE HOLIDAY 

»Der er ikke noget, der 

hæmmer mig i at leve op 

til mit navn. Jeg er glad 

for mit navn, og trods 

min kærlighed til Billie 

Holiday, prøver jeg ikke 

at lyde som hende.« 

BILLIE HOLIDAY 

(1915-1959) 

Amerikansk jazz-sangerinde, 

der med sine stærke 

vokaler havde stor 

indflydelse på jazzen i 

1930’erne og 40’erne. 

Hun modtog en række 

priser, og hun nåede at 

udgive 12 album, inden 

hun døde af druk i en alder 

af 44 år. Blandt daværendemusikbeundrere 

var sangere som Frank 

Sinatra og Fred Astaire.


ret for, hvordan vi skulle klare os uden ham. Men 

nu har min mor, søster og jeg fundet ud af at 

bruge hinanden meget. Også i hinandens musik, 

siger Billie Koppel. Så hans død har også givet 

livet en ekstra dimension,« siger hun, mens et 

varmt og smittende smil breder sig i hendes 

ansigt. Samtidig taler hun afklarende videre om 

sine forldres pludselige adskillelse: 

»Jeg havde aldrig troet, at de ville kunne leve 

uden hinanden. De var hinandens et og alt og 

havde delt hele deres liv sammen. Men lige fra 

hans død, kunne vi mærke, at min mor nok skulle 

overleve det. Hun har klaret alt og har været 

enorm stærk, selvom det har været så svært. Det 

virker, som om min mor har haft nogle uanede 

kræfter til rådighed. Hun er stadig musisk aktiv, 

og nu laver hun musik, hvor hun inddrager sine 

egne rødder helt tilbage fra før Savage Rosetiden. 

Hun har fat i sig selv og bliver ved uden 

ham. Det gør mig utrolig stolt.« 

Musikken et hårdt levebrød 

Uanset om snakken falder på liv eller død, får 

Billie Koppel flettet musikken ind. Den har tydeligvis 

akkompagneret hende og resten af Koppelfamilien 

i både glædestårer og sorg. Faktisk har 

musikken været så stor en selvfølge, at der aldrig 

var plads til at overveje andre leveveje. 

»I min familie var der ingen, der tænkte på en 

sikker uddannelse eller tænkte i økonomisk sikkerhed. 

Og jeg er hele tiden gået efter, hvor mit 

hjerte bar mig hen. Nu kan jeg se, at musikken er 

en usikker levevej. For der skal kæmpes meget 

for det, og man skal virkelig gerne ville det. Jeg 

vil det så meget, at jeg bliver nødt til at følge musikken, 

selvom det er en meget usikker branche,« 

forklarer Billie Koppel, der er hurtig til at konkludere, 

at hun dog ikke fortryder noget. »Fornuftigt 

set er der en masse, jeg kunne have gjort 

anderledes. Men jeg ved ikke, om det ville have 

betydet noget. Man kan altid være bagklog, men 

der er ikke noget, jeg decideret fortryder. Jeg har 

altid brugt det, jeg har oplevet på godt og ondt. 

Det er også sådan, jeg bruger musikken. Jeg er 

stadig glad for at tro på mit hjerte og følge drømmen. 

Det kræver mod at gå efter sit hjerte, men 

jeg kunne mærke, at det var det rigtige. Jeg er 

ikke bygget af det stof, der skal til for at leve af 

det fornuftige. Men jeg er helt vildt glad for mit 

liv. Også selvom jeg ikke har tjent millioner.« 

At være nået næsten halvvejs 

Mens Billie Koppel sidder der under det skyggegivende 

birketræ og kigger tilbage på et liv, der 

statistisk ikke engang er nået halvvejs, tænker 

hun over, hvor stort det egentlig er, at hun er ble- 

vet 40 år. Hendes smil er halvnervøst og indikerer, 

at det runde tal ikke helt huer hende: 

»Det er jo helt vildt, at jeg nu er 40 år, og jeg 

har meget svært ved at indse det. Jeg er stadigvæk 

ret legesyg og er glad for, at jeg kan bevare 

det barnlige i mig. Det vigtige er, at jeg ikke føler 

mig forpligtet til at føle mig ældre, end jeg føler 

mig.« 

Voksen eller ej, har Billie Koppel mange år at 

leve i endnu, hvis man kigger på fødselsattesten. 

Men hvad mangler hun, der endnu ikke er det 

mest kendte Koppel-navn, at opnå? 

»Jeg har stadig det til gode at spille på flere 

store scener med fantastiske mennesker, som vil 

dele følelsen med os. Men samtidig er hvert fanbrev, 

der kommer ind, ganske enkelt nok for mig. 

På en måde har jeg allerede opnået en masse, 

fordi jeg har rørt mennesker via musikken. Men 

det vil glæde mig at kunne nå endnu flere mennesker. 

Så jeg vil fortsætte med musikken og glæder 

mig også til at se, hvad mine børn bliver til. 

Min mindste søn på seks måneder ligner min far 

på en prik nogle gange, og mange af deres udtryk 

er ens. I øjeblikket er han ved at udforske sine 

egne vokaler. Og det lyder til, at han har uendelig 

mange af slagsen.« N 

IVÆRK- 

SÆTTEREN 

Da Billie Koppel var barn, 

var hun nøglepersonen 

bag opførelsen af børneværestedet: 

Børnenes 

Dyremark, der ligger i 

Sydhavnen. På det forhenværendeskrotværksted 

kan børn nu lege 

med bla. kaniner og ponyer. 

ET FØLSOMT 

MENNESKE 

Som barn kunne Billie 

Koppel græde i flere timer, 

hvis hun var kommet 

til at træde på et insekt. 

»Det var så uretfærdigt, 

at de skulle dø. 

Jeg bestilte ikke andet 

end at redde stankelben, 

mens nogle andre rev 

benene af dem. I dag er 

jeg stadig påvirkelig over 

for de uretfærdigheder, 

man oplever i verden. 

Billie Koppel har i sin tid 

været med til at etablere 

pladsen til børn i hendes 

barndoms haveforening. 

I dag er hun vild med, at 

hun herude i den mere 

brogede del af byen møder 

så mange forskellige 

mennesker.

musikeren, Billie Koppel

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?