Astarte den bortførte fe

Astarte den bortførte fe
(”Astarte die geraubte Fee”)
Eventyr i 3 Akter
På ny bearbejdet af Anton Mayer
Dansk udgave ved Ole Wagner
Schreibers repertoire nr. 55
Svendborg
2010

Astarte den bortførte fe
(”Astarte die geraubte Fee”)
Eventyr i 3 Akter
På ny bearbejdet af Anton Mayer
Dansk udgave ved Ole Wagner
Schreibers repertoire nr. 55
Svendborg
2010
3

Oversigt over skuespillets akter:
1. akt
1. billede: Fehave med trone. Feer og Alfer. Sirius og Stella.
Senere Snefnug på en isflage.
2. billede: Bydekoration. Greven af Irun. Senere Mirbolante
med 2 vægtere og senere endnu: Sirius som munk.
2. akt
3. billede: Ved Jægerens grav, høje bjerge, dækkede af sne.
Midt på scenen den sorte fyr med gravstenen.
Greven og Sirius som munk; Sirius afslører sig i sin rigtige
skikkelse. Jægerens ånd viser sig. Astenor.
4. billede: Ved nattetid i troldmandens hule. Sirius og Greven.
Senere Arimanthus.
3. akt
5. billede: Rejsen til det høje nord. Snelandskab.
6. billede: Forsoningen (Apoteose). I forgrunden skibet halvt
synligt, foran skibet Kiwil, på skibets dæk står Sirius, Greven
og Stella.
_____
4

Astarte den bortførte fe
Eventyr i 3 akter
_________
Personer:
Astenor, En mægtig ånd
Sirius, Alfekongen
Hiverius, Iskongen
Stella, Alfedronningen
Astarte, en fe
Jægerens ånd
Arimanthus, en troldmand
Arioso, en luftånd
Snefnug, Iskongens budbringer
Don Alonso, Greve af Irun
Don Mirbolante, Byskriver
Kiwil, Troldfugl
Alfer, ånder, genfærd.
Drage, hyæne, slanger o.a. krybdyr.
Byvægtere.
Sirius, forklædt som munk.
_________
5

1. akt
Fehave med trone.
Feer og Alfer.
1. scene
Sirius og Stella.
Sirius: Elskede kone, jeg føler med dig den store smerte, som
bortførelsen af Astarte har forårsaget, men hav tålmodighed –
jeg vil ikke lade noget uforsøgt for at bringe hende tilbage, men
du ved, i Iskongens rige har jeg ingen magt.
Stella: Astarte var min kæreste veninde, mit rige er tomt og
trist uden hende. Hvorfor hader din broder Hiverius dig dog så
meget, at han altid volder dig smerte?
Sirius: Jeg har ikke fortjent hans vrede, det er ikke min skyld,
at han ikke elsker mig som en broder.
Stella: Fortæl mig grunden, Sirius!
Sirius: Det var endnu i vore unge dage, da vi engang legede i
de høje bjerge i Kordillererne. Da så vi en bjørnejæger klatre
op ad en smal bjergsti. Hiverius var i et overmodigt lune og
rullede løse sten ned over jægerens sti. Jeg bad min broder om
at holde op med den onde spøg, men han fortsatte blot leende
sit onde forehavende. Jeg så jægerens ængstelige blik rettet
mod himlen, og jeg fik ondt af ham; jeg truede Hiverius med,
at jeg ville anklage ham hos vor fader. Da blev han rasende
vred og udløste en mægtig lavine, der rullede langsomt ned
mod jægeren, og på sin vej blev større og større. Jægeren så
den truende fare; bleg foldede han sine hænder til en sidste
bøn. – Jeg ville ile til hjælp – dog, det var for sent – tordnende
7

ullede lavinen ned og begravede jægeren for altid. Ude af mig
selv stod jeg dér, mens min broders spottende latter lød, og han
råbte til mig: ”Skynd dig hen til fader og anklag mig”. Da trådte
pludselig vor fader Astenor frem fra en tæt sky; usynligt
havde han været vidne til hele forløbet. Vredt hvilede hans blik
på Hiverius og med vældig røst begyndte han:
”Du spurgte efter mig, Hiverius, i urette tid. Jeg har set din
formastelige synd, du har fejlet svart, og svar skal også din
straf være for din ondsindede gerning. Med vilje har du dræbt
et menneskebarn. Du er ikke værdig til at bo i Alferiget. Jeg
forviser dig til Nordens isørkener – dér skal dit rige være, dér,
hvor aldrig et menneske forvilder sig hen, kan du husere, dér i
isregionens ensomhed kan du gøre bod for din synd. En tjenende
ånd giver jeg dig med. Aldrig mere skal dit øje have lov at
se mig eller din broder, medmindre en efterkommer af hin
ulykkelige jæger finder vej til dig, rækker dig sin hånd og tilgiver
dig. Du har syndet mod et menneske, og derfor kan også
kun et menneske udfri dig”.
Trodsig stod min broder dér, med mørke blikke, på en isblok.
Da hævede vor fader hånden, alfer nærmede sig, løftede
isblokken med min broder på – stedse højere svævede de af
sted, indtil vi ikke længere kunne se dem.
To hundrede år er gået siden den dag. Alferiget fik jeg
overdraget af min fader; Hiverius lever vred i sit isrige. Men på
hint sted, hvor bjørnejægeren fandt sin død, voksede på vor
faders befaling en mægtig sortfyr, som skærmer graven med
sine grene.
Stella: Som lysalf har din broder fejlet svart, dog svar er også
hans straf. Stakkels Hiverius, stakkels jæger!
Sirius: Ha, hvad mærker jeg: det kolde Nord omvifter mit ansigt.
8

Stella: Iskongens budbringer nærmer sig, snefald bebuder hendes
komme. (Det begynder at sne.)
2. scene
Snefnug på en isflage ind. Sirius og Stella.
Snefnug: Vær hilset, Ferigets Hersker, Hiverius sender bud
med en bøn til dig.
Sirius: Hvorledes? Min broder sender bud med en bøn? Tal,
Snefnug.
Snefnug: Hiverius er ikke længere vred på dig, uskyldige, således
som du fejlagtigt tror. Sørgende og forladt bor din broder i
sit ispalads; længslen efter befrielse drev ham til at bortføre
Astarte.
Sirius: Du taler i gåder – forklar dig nærmere.
Snefnug: Så hør da, Feernes Konge! Allerede for længe siden
har min hersker i sit hjerte angret sin forbrydelse, han længes
tilbage til alferiget, han vil høre sin faders stemme, se sin moders
smil og omfavne sin broder Sirius; men Astenor stillede en
vanskelig betingelse for sin vildfarne søn.
Derfor skal jeg fra Hiverius bede dig lede efter hin jægers
efterkommer, og han lover Astartes hånd til befrieren som belønning;
tilgiv ham derfor Astartes bortførelse – det var hende
selv, der gav ham dette råd.
Hun selv tilbød dette offer, at ville tilhøre en dødelig.
Sirius: Du gode Astarte, så vil jeg da heller ikke hvile, før jeg
har udfriet min broder. Jeg vil straks gå forklædt blandt menneskene
og søge ham, der kan give min broder tilgivelse. Lev vel,
Stella; på ubestemt tid forlader jeg dig. Og du Snefnug, hils
9

min broder og meld ham, at jeg vil opbyde al min kraft for at
udfri ham.
(Sirius ud. De forrige.)
Snefnug: Ædle, gode Sirius – det er sand broderkærlighed!
Hurtigt vil jeg bringe bud til min hersker, som fuld af bekymring
afventer min tilbagekomst.
(Snefnug ud.)
Stella: Måtte held og velsignelse ledsage jer på færden – og
måtte lykke og glæde atter komme til alferiget.
TÆPPE
10

2. billede
Bydekoration.
1. scene
Greven af Irun.
Greven: Ha, ha, det var vel nok en spøg! Her kommer jeg efter
mange år tilbage til min fædrene by, og så spørger portvagten
om mit pas. Jeg, der ikke er doven, trækker min klinge, og
svups, hugger jeg ham en bag ørerne, så fyren – så lang han er
– ligger på jorden. ”Her er min legitimation”, sagde jeg. Med
råb om ”mord og drab” styrter en fem-seks lejesoldater ud af
vagtstuen og trænger ind på mig. Efter at jeg havde sat endnu
to ud af spillet, greb de øvrige lynhurtigt til harens gevær, og
væk var de, som blæst væk – jeg var situationens herre. Mendoza
er sandelig godt bevogtet: én mand driver hele borgvagten
på flugt – ha, ha. Vær hilset, du mine forfædres by, du by, hvor
min vugge stod! Dog stille – der kommer nogen.
2. scene
Greven. Mirbolante med to vægtere ind.
Mirbolante (med snerrende stemme): Er I den frække røverridder,
der har slået portvagten ned?
Greven: Kosteligt – røverridder kalder han mig, nå, lad os lige
vente og se.
Mirbolante: Nåh!? Er Jeres ører stoppet til, siden I ikke svarer?
Greven: Åh, er det mig, I spørger, lille spøgefulde mand?
Mirbolante: Ja, Jer – naturligvis, fjols, så tal!
11

Greven: Jaså, jamen så skal I spørge helt anderledes, hvis I ønsker
at få svar; på lømmelagtig tiltale svarer jeg ikke.
Mirbolante: Lømmelagtig! Caramba, hvad understår han sig i,
véd han, hvem der viser ham den ære at tiltale ham? – Ingen
ringere end Don Mirbolante y Saxavedra de Cienfuges y Menella,
den højt ansete byskriver i den ærværdige by Mendoza
står foran ham, skriv han sig det bag øret.
Greven: Atju – ha, ha, ha, jeg er ved at revne af latter, I er dog
en virkelig spøgefuld lille mand!
Mirbolante: Hvad!? Han forhåner mig, den røverridder …
Greven: Så nu kan det være nok: Nu skal han høre, hvad jeg
har at sige ham. Jeg er Don Alonso, Greve af Irun, også jeg kan
skrive: Min pen hænger ved min venstre side og når jeg begynder
at skrive, så dyppes min pen i blod, det kan han skrive sig
bag øret, hr. Byskriver.
Mirbolante: Det byder man mig, den højt ansete byskriver i
den ærværdige by Mendoza, Don Mirbolante y Saxavedra de
Cienfuges y Menella. Men nu skal han lære min magt at kende:
Vagter! Fremad! Grib ham og kast ham i fængsel.
Første Vagt: Ædle Don, vi skal nok vogte os for at blive skrivepapir
for greven; hans pen har et kraftigt sving, og det gør
alene udslaget – vi går hen i skænkestuen.
(Begge vagter ud.)
3. scene
Greven, Mirbolante. I baggrunden træder Sirius frem i forklædning.
12

Mirbolante: Stands, I kujoner! Lad mig dog ikke være alene
med denne grobrian og slagsbroder. – Caramba! De er borte –
og jeg er forsvarsløs i hans magt. Undskyld, ædle greve, min
tidligere hårde tiltale, men jeg som embedsmand, jeg forstår –
bliv ikke vred på mig – højstærede hr. Greve, jeg afventer Jeres
befaling.
Greven: Pak Jer bort fra mine øjne, uforskammede skriver, mit
sværd er for godt til Jer, dér har jeg blot min pisk – af sted!
(Mirbolante ud.)
4. scene
Greven. Sirius.
Greven: Det ser sandelig ud til at være en nydelig omgangskreds,
man finder her. I mange år opholdt jeg mig i fjerne
lande, stedse kæmpede mit sværd for den gode ret, men da kom
en længsel over mig efter min fædrene by; min forfaders grav
vil jeg besøge, som ligger ensomt i Kordillerernes høje bjerge.
Sirius: (Træder frem): Undskyld, ædle herre, må jeg have lov
at stille et spørgsmål?
Greven: Spørg, ærværdige gamle.
Sirius: Jeg opfangede Jeres sidste ord, måtte jeg bede Jer fortælle
mig om Jeres forfader?
Greven: Hvorfor ikke? Hør da: For to hundrede år siden levede
der i Mendoza en jæger, som begav sig på bjørnejagt i Kordillererne.
En dag vendte han ikke mere tilbage til sin hytte.
Hans hustru og hans to sønner ventede forgæves på deres fader.
Der gik dage, og dog – han kom ikke. Fulde af angst begyndte
13

de at søge efter ham. Op i Kordillererne gik det, stedse højere,
helt op til gletschernes verden. Pludselig så de et sælsomt skue
– midt i is og sne stod en prægtig sortfyr, og ved dens fod lå
deres fader – død.
Grædende gravede de dér, hvor de fandt ham, en grav og
stedte deres fader til hvile for altid. Dog et nyt under ventede
dem: Da de stod i begreb med at gå derfra, vendte de sig endnu
en gang om, og da så de en prægtig sten, som bar ordene ”HER
HVILER IRUN” med guldbogstaver. Stumme af forbavselse
over dette ubegribelige, steg de da nedad i retning af deres
hjem. Hverken vind eller vejr har siden den tid udslettet skriften,
klart skinner bogstaverne stadig som dengang. Dog, mærkværdigt,
var der tidligere fattigdom i jægerens hytte, så holdt
nu lykken sit indtog: Begge sønner vandt sig deres konges gunst
i en sådan grad, at han ophøjede dem til grevestand, og de levede
mange år, agtede og lykkelige.
Sirius: Og I, ædle herre, er I en efterkommer af hin Irun?
Greven: Javel, den sidste efterkommer af Greven af Irun.
Sirius: Den sidste efterkommer, og I vil til graven, må jeg
ledsage Jer, uden at forekomme påtrængende?
Greven: Du generer mig ikke, ærværdige fader, kom med mig.
TÆPPE
14

2. akt
3. billede
Ved jægerens grav. Høje bjerge, dækkede i sne.
Midt på scenen den sorte fyr med gravstenen.
Sirius: Nu er vi på stedet.
1.scene.
Greven. Sirius.
Greven: Ja, her hviler min forfader. Lad os bede.
(Pause. Musik. Bønnen fra Jægerbruden.)
Greven: Du er så bevæget, så deltagende – sig mig, hvem er
du?
(Figurombytning: Sirius vises i sin egen skikkelse.)
Sirius: Vid da, ædle greve, at jeg er Sirius, alfekongen. Min
broder Hiverius var dengang årsag til din forfaders død. Vor
fader, den mægtige Astenor, forviste ham på grund af denne
forbrydelse til isørkenerne i det høje Nord, hvor han har levet i
to hundrede år som bod og han kan kun blive fri, hvis en efterkommer
af denne jæger vover rejsen til hans rige og tilgiver
ham, hvad han har forbrudt i tåbeligt overmod. Opfyld min
bøn, ædle greve, red min broder, lykke og rig belønning venter
dig!
Greven: Ikke for belønningens skyld vil jeg opfylde dine ønsker,
dog – kan jeg i tilgivelse række hånden til ham, der har
dræbt min forfader?
15

2. scene
(Jægerens ånd træder frem. De forrige.)
Jægerens ånd: Javist, det kan du, efterkommer af Irun, thi hør:
Lavinen dræbte mig ikke dengang, uskadt kom jeg ved
Astenors hånd ud af snemasserne. Astenor tog mig blot bort fra
de dødeliges verden og skænkede mig ophold i alferiget. Et gøglebillede
fandt min hustru og mine sønner, og Astenor gjorde
dem lykkelige og ansete til gengæld for tabet af mig. Jeg har
for længst tilgivet Hiverius, om end han intet aner derom, og
betingelserne for hans befrielse skal ikke desto mindre opfyldes.
Sirius: Hav tak, du jægerens ånd.
(Jægerens ånd ud. Astenor ind.)
3. scene
Astenor, Greven, Sirius.
Astenor: Du hørte din forfaders ord, ædle greve, du kender allerede
betingelserne, som du må underkaste dig, er du villig til
at vove det?
Greven: Jeg vover at redde Hiverius.
Astenor: Nu velan: Du må stige ned i troldmanden Arimanthus’
hule og bemægtige dig troldfuglen ”Kiwil”, den vil være
vejviser for dit skib på rejsen til Islandet.
(Astenor ud.)
16

4. scene
Sirius, greven.
Sirius: Ædle greve, store farer venter dig i troldmandshulen,
vogt dig for at sove – du er fortabt, hvis søvnen griber dig; dog
en løn vil du ikke forsmå, jeg vil vise dig et billede, livløst, et
fatamorgana, dog sig ikke et ord, før trylleriet er ovre. Pas på!
(Astarte vises gennem et slør. Synet forsvinder.)
Greven: Dette væsen skal jeg vinde? Intet skal holde mig tilbage,
og skulle jeg endog ned i helvede, så trodser jeg farerne!
Sirius: Godt; kom, jeg fører dig til Troldmandens hule, vær
standhaftig og glem nu ikke noget.
Greven: Af sted til heksemesteren! Kom, Sirius.
TÆPPE
17

4. billede
Ved nat i troldmandens hule.
(Ulveslugt-bagtæppe, klipper i forgrunden, vej førende nedad. Greven
og Sirius står ved klippen, dunkel belysning, i forgrunden en kedel
med dødningehoveder, til venstre en bænk.)
1. scene
Sirius, Greven.
Sirius: Her er troldmandens hule. Stig ned uden frygt og vogt
dig for søvn. Lev vel!
Greven: På gensyn, Alfekonge!
Greven: Altså: ned i hulen!
(Sirius ud.)
2. scene
Greven.
(Grevens figur stilles væk fra klippen i forgrunden.)
Greven: Nå, her ser ikke ligefrem indbydende ud: dødningehoveder,
slanger, padder; det kan vel allerede jage søvnen bort,
Det ville ikke være et sted, jeg valgte at bo (vindens susen høres)
– og træk er her også, her kan man få sig en voldsom snue,
atju! Astarte hed min tilkommende? Dig vil jeg kæmpe for, -
og tørstig er jeg. Om der blot var en vinhandel her, et glas Falerner
ville ikke være helt … Ha, hvad er det? –
(En drage kommer hen mod greven.)
18

Greven: Tilbage min skødehund, dig har jeg ikke kaldt på!
(Dragen ud.) Det var sandsynligvis heksemesterens lille hund.
Oh, der er en plænebænk – her vil jeg sætte mig. (Plænebænken
forsvinder. En hyæne ind.) Føj for en djævel,
igen sådan et pragteksemplar, hyænekød er ikke lige min livret,
så vil jeg hellere have en saftig roastbeef. (Lyn og derpå svag
torden, lyd af ugle og krage.) Oho, nu begynder aftenkoncerten.
(Stærkere torden.) Og nu bliver det også uvejr. Jamen,
hvor er i grunden den gamle heksemester?
(Klokken slår tolv. Hvert slag klinger langsomt ud.
Han tæller slagene: 1, 2, 3 osv. Fugleskrig.)
Midnat! Spøgelsestimen – så kan det gå løs!
(Forskellige spøgelser, ånder, djævle, skeletter, osv. viser sig.
Stadig svag torden, fugleskrig.
Arimanthus kommer op gennem lemmen.)
3. scene
Arimanthus, Greven.
Arimanthus: Du ynkelige jordorm, hvorledes kan du fordriste
dig til at trænge ind i min hule? Vid, du er dødsens! Lucifer!
Herhid! Sønderriv ham!
(Lucifer ind.)
Tilbage – ved korset i mit sværd, jeg frygter Jer ikke, I helvedes
skabninger!
(Lucifer ud.)
19

Arimanthus: Du taler dristigt, fremmede, dit mod tiltaler mig,
aldrig før så jeg en dødelig i den grad besjælet af mod som dig.
Tal, hvad fører dig til mig?
Greven: Jeg har sagt ja tak til en venlig indbydelse fra en god
ven af mig, en konge, der har fortalt mig så meget smukt om
din gæstfrihed, at jeg ikke kunne lade være med at overbevise
mig om den personligt. Modtagelsen var ganske vist ikke ligefrem
elskværdig, men jeg håber, at vi kommer bedre ud af det
med hinanden ved nærmere bekendtskab. Tillad mig at præsentere
mig: mit navn er Don Alonso, greve af Irun, i øjeblikket på
rejse.
Arimanthus: Du er altså en eventyrer; hvor vil du rejse hen?
Greven: Langt bort herfra, direkte til Månen går min rejse.
Arimanthus: Jaså, du vil til Månen, hvad søger du dér?
Greven: Jeg har slægtninge deroppe: dér bor min oldefars
brorsøns søskendebarn på mødrene side, som jeg vil aflægge en
visit!
Arimanthus: En spøgefugl er du, - din oldefars brorsøns søskendebarn
på mødrene side Ha, ha, du er en løjerlig fætter, til
Månen vil han.
Greven: Det er helt alvorligt. I morgen tidlig damper jeg af til
Hamborg, herfra med luksustog til Wien, i Wien stiger jeg på
den elektriske og farer af sted. I nærheden af Arsenalet er en
æronautisk anstalt, hvor jeg går om bord i en luftballon og to
dage senere siger jeg på Månen goddag til min oldefars brorsøns
søskendebarn på mødrene side. Dog, nu er jeg blevet så
20

tørstig, gå nu, kære heksemester og lad servere noget Falerner,
det er min yndlingsvin.
Arimanthus: Jeg synes bedre og bedre om dig, greve; du skal
have Falerner! Nu vil vi være lystige! Arioso! Kom hid!
(Arioso ind.)
Arioso: Hvad befaler min herre og mester?
Arimanthus: Skaf den bedste Falerner, som du kan finde, og
server et overdådigt måltid.
Arioso: Skal ske, herre.
(Arioso ud.)
Arimanthus: Vig bort, I skyggeskabninger, til jeres mester kalder.
(Åndevæsnerne og hyænen forsvinder.
Grønsværbænken ind igen.)
Arimanthus: Så, min herre greve, er vi alene.
(Et dækket bord kommer til syne gennem lemmen.)
Greven: Bravo! Det kan jeg lide, min mave knurrer, min hals er
tør som Vesuvs krater. Nu skal den fugtes!
Arimanthus: Så lad os gå til bords.
(Begge figurer føres hen til bordet.)
21

Greven: Skål, mægtige troldmand, ideal for alle før-syndflods
og fremtidige heksemestre, du perle af mandlig skønhed, du og
dine pragtfulde tjenende ånder leve! Hurra!
(Fugleskrig som før af ugle og krage.)
Arimanthus: Mine ånder takker dig, Kan du høre? – Vinen er
stærk, ved Satan!
(Voldsom torden.)
Greven: Det betyder intet, det vænner du dig snart til, den anden
flaske vil allerede smage bedre, drik blot ud.
Arimanthus: Ja du har ret, hvor vinen varmer, blodet ruller fyrigt
gennem kroppen, drik blot til, kære greve.
Greven: Er i fuld gang. Hvem skal vi nu skåle for? Arioso!
Arioso leve! Det er et godt mærke, han har skaffet os …
Arimanthus: (Beruset) Ja – ja – Arioso skal – leve – hik – hik –
fyren har virkelig – gjort sig mage; du – kære greve – hik –
hvad er det nu – hik – du hedder – hik – vinen stiger – mig til –
hik – hovedet – eller til fødderne – søskendebarn – hik – oldefars
broder – søn – hik – til Månen – på mødrene side – ha ha –
sikke en spøg –
(Arimanthus falder om på plænebænken og snorker.)
Greven: Så, nu har han fået nok, ja, Falerner må man være
vant til; nu til værket:
Troldfugl Kiwil, flyv herhen
Tjen mig nu og vær min ven
22

Vis mig vejen til min lykke
Skaf dig herved Friheds smykke!
(Kiwil kommer flyvende ind.)
Greven: Det går jo fantastisk med den trolddom. Så, nu af sted
til Sirius. Kiwil, før mig!
(Kiwil flyver af sted. Greven følger efter.
Man hører Arimanthus snorke.)
TÆPPE
23

3. akt
5. billede
Rejsen til det høje Nord.
Snelandskab.
6. billede
Forsoningen (Apoteose)
(I forgrunden skibet halvt synligt, foran dette Kiwil, på skibets
dæk står Sirius, Greven, Stella.)
1. scene
Sirius: Det har du gjort godt, grev Irun, at drikke Arimanthus
fuld, det må have været spøjst.
Greven: Du skulle have set, Alfekonge, hvilke øjne den gamle
dreng gjorde efter den anden flaske Falerner, og senere snorkede
han som et kobbel bjørne i deres vintersøvn.
Sirius: Din historie om Månen var brillant, at vildlede ham i
den grad, nu kan han søge efter dig på Månen. Når han vågner,
vil han helt sikkert slippe alle ånder løs for at søge efter dig.
Dog, vi står under troldfuglen Kiwils beskyttelse, vort spor er
skjult for vor forfølgers blik. Men se, skibet begynder sin rejse.
(Forvandlingsdekorationer trækkes langsomt over scenen.
De sidste billeder viser snelandskaber, derpå isørkener.)
Sirius: Vi er ved målet, her er Iskongens rige.
(Islandskab, Hiverius Astarte og Snefnug ses.
Greven, Sirius, Stella stiger i land fra skibet.)
24

Greven: Troldfugl, Kiwil, mange tak,
Min rejse endte godt,
Nær er jeg ved min lykke,
Jeg giver dig din Friheds smykke.
(Kiwil flyver bort, også skibet føres ud.
Hiverius, Astarte og Snefnug frem i forgrunden.)
Hiverius: Vær hilset, dyrebare broder, vær velkommen. Bringer
du min udfrielse, bringer du faders tilgivelse?
Sirius: Jeg bringer dig begge; her står den ædle greve af Irun,
den sidste efterkommer af bjergjægeren, som giver dig sin tilgivelse.
Hiverius: Hav tak, I gode! Her, ædle greve, står Astarte, som
vil ægte dig og gøre dig lykkelig ved sin kærlighed, bortvise
alle bekymringer fra din pande, dog, venter der også mig en
trofast omsorg. Nu iler jeg til min fader – kom, Sirius, kom,
Stella!
(En sky sænker sig. På den anbringes Hiverius, Sirius, Stella
og Snefnug, endnu halvt synlige hæves de op i luften med skyen
og forsvinder.)
TÆPPE
25

Ved opførelsen benyttes følgende Schreiber-ark:
Ark 569 Figurer til Astarte (”Astarte die geraubte Fee”)
Supplerende ark: 516, 555, 556, 558.
Store dekorationer:
1. billede
Fehave med trone 79-80 eller. 25-26
+ isflage t. Snefnug
2. billede
Bydekoration 131,132,133
3. billede
Ved jægerens grav 37-38
i de høje bjerge + stor sortfyr, gravsten m. indskrift
4. billede
Troldmandens hule 36 (ulveslugt bgtp.)
Hule-mltp.
Klippe-kul.
+ græsbænk, klippe, div. dyr mv
bord m. vin og mad
5. billede
Snelandskab 53-54 (?)
6. billede
Isørken/polarlandskab 118,119,120
+ skib (sejlende),
hæve/sænke-sky (til 4 figurer)
______
Store dekorationer, der iflg. katalog skulle bruges til ”Astarte”: 27 (soffitter:
bølger og skyer), 35-36 (ulveslugt), 79-80 (fehave), 94-95-96 (skyer), 115-
116-117 (landskab i sne), 118-119-120 (polarlandskab), 131-132-133 (gl.
tysk by).
______
26