Pdf udgave - Aksel Sandemose Selskabet

1
Knud Søre n s e n
Aksel Sa n d e m o s e
og Nykøbing Mors
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

2
Denne elektroniske udgave
er publiceret med tilladelse af forfatteren.
© Knud Sørensen
Forsidefoto: Axel Nielsen (Aksel Sandemose)
som konfirmand, april 1914.
Den foreliggende udgave har været publiceret i
“Risørmagasinet 1997/98”.
Søren Kappel Schmidt
Sandemoseprojektet
v. Morsø Folkebibliotek
Algade 4
DK-7900 Nykøbing Mors
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

3
Aksel Sandemose
og Nykøbing Mors
Af Knud Sørensen
Udover at fortælle noget om Sandemoses oplevelse af og forhold
til byen Nykøbing på Mors, som Sandemose (næsten ene af alle)
yndede at kalde den, vil jeg godt i begyndelsen se bort fra
Sandemose og fortælle lidt om selve byen.
Nykøbing Mors er som købstad den ældste af de tre købstæder
med navnet Nykøbing, som vi har i Danmark.
Byen må antages at være opstået omkring år 1200, som en
slags erstatning for den hidtidige store by på Mors, landsbyen
Karby på øens vestside. Den havde sin storhedstid i vikingetiden,
da der var forbindelse vestud af Limtjorden, men mistede
betydning, da udløbet sandede til.
Grundlaget for Nykøbing var sildefiskeri, og i modsætning
til, hvad man tidligere har troet, nemlig at byen opstod på en
holm mellem to åer - der hvor kirken ligger i dag - så viser de
nyeste undersøgelser, at byen opstod i et slags ingenmandsland
langs helligåndsåen (omkring det nuværende Ringsgade) hvor
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

4
besejlingsforholdene var gode. Den bredte sig senere til arealet
omkring det nuværende Østergade og Nørregade, først senere -
omkring år 1300 - opslugte byen de tilgrænsende landsbyer
Venner og Vettel og bredte sig til de arealer, som vi i dag betragter
som byens centrum.
Byen var en fisker- og handelsby, og første gang man i historiske
kilder støder på navnet er i et dokument dateret 13. juli 1299.
Det er led i en strid mellem kongen, Erik Menved, og biskop Jens
Grand, hvor kongen tilbyder Jens Grand en række ejendomme og
deriblandt “hele den købstad, som kaldes Nykøbing på Mors”.
På grundlag af det dokument fastlægger man Nykøbings
alder som købstad (selv om ordlyden tyder på, at byen allerede
var købstad på det tidspunkt, da dokumentet blev udformet), og
en hastig hovedregning kan fortælle enhver, at vi om to år ikke
bare markerer 100 året for Sandemoses fødsel, men også fejrer
byens 700 års jubilæum.
* * *
Nu skal jeg nok lade være med at gennemgå hele byens historie
(og den kender jeg forøvrigt heller ikke særlig godt), men alligevel
skal der siges lidt om udviklingen i forrige århundrede.
I første halvdel af århundredet havde byen vel ca. 1000 indbyggere,
og de vigtigste erhverv var søfart, fiskeri, handel og
skibsbygning .
Egentlig industri fandtes endnu ikke, men i 1850’erne tog udviklingen
fart. Morsø Jernstøberi blev oprettet og senere andre
fabrikker, f.eks. Schourups Maskinfabrik, der bl.a. lavede de
kendte Morsø-plove, og som omkring år 1900 blandt de ansatte
talte smeden Jørgen Nielsen, der i 1913 overtog driften af fabrikken.
Der kom også tobaksfabrik og tekstilfabrik, og Nykøbing
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

5
udviklede sig til den største industriby ved Limfjorden næstefter
Aalborg. Det skyldtes først og fremmest de gode besejlingsforhold,
det var jo dengang over vand de vigtigste transporter foregik.
Jeg kan fortælle, at omkring år 1890 var 55 skibe (og heri er
naturligvis ikke medregnet fiskefartøjer) hjemmehørende i Nykøbing.
Byen blev langsomt en arbejderby, og befolkningstallet voksede.
Omkring år 1900 var der 5000 indbyggere, og befolkningstallet
kulminerede om-kring 1920. Da var det på knap 8400. Så
begyndte nedgangen - ikke bare Sandemose forlod byen i de år.
* * *
Det var lidt om den by, hvor Axel Nielsen blev født den 19.
marts 1899. Fødestedet var et hus i et forholdsvis nyt arbejderk
v a r t e r, der var anlagt på bagarealer til nogle gårde ved
Nørregade. Gaden hedder Færkenstræde, husnummeret er 12.
Det var sådan et sted, hvor solide arbejderfamilier blev sat i
stand til at bygge eller erhverve hus. Kigger man i tingbogen ser
man, at flere af de arbejderfamilier, der byggede der, fik gunstige
lån af Morsø Jernstøberis ejer.
Det gjaldt naturligvis ikke Jørgen Nielsen, som ikke var ansat
på støberiet. Han købte huset på matr.nr. 152 b, Nykøbing Købstads
Markjorder i 1899, og samtidig med skødet blev der tinglyst
et pantebrev på 1500 kr til H. Nielsen - som jeg ikke ved
hvem er.
Jørgen Nielsen ejede huset indtil 1913 (da han blev driftsleder
af Schourups maskinfabrik efter indehaverens død, og familien
flyttede ned på havnen, hvor fabrikken lå). Han solgte huset i
Færkenstræde til arbejdsmand Jens Thorsen. Jens Thorsen var
svigersøn, gift med Sandemoses ældre søster Marie.
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

6
Men der er forøvrigt en - måske, måske ikke - mærkelig ting,
omkring Jørgen Nielsens køb af huset. Huset er angiveligt Aksel
Sandemoses fødehjem. Han blev født den 19. marts 1899. Men
skødet på huset er underskrevet den 27. marts 1899 (og tinglyst
den 15. april), altså efter fødselsdagen.
Desværre findes der ikke folketællinger fra netop det år eller
året før, så hvor familien har boet på hvilket tidspunkt lige inden
købet, er det ikke til at finde ud af. Johannes Væth oplyser, at
familien tidligere boede til leje i Færkenstræde nr. 5.
* * *
Jeg tror dog ikke, at Sandemose ikke er født i huset, og der eksisterer
da også et fotografi af huset med familien ude foran dog
med den undtagelse, at moderen kun ses i et åbentstående vindue,
angiveligt fordi hun var gravid (med Aksel) og ikke ville
fotograferes i den tilstand. Datomysteriets løsning er nok den
enkle, at familien også havde siddet til leje i huset her umiddelbart
før købet .
Altså: Født i huset i Færkenstræde, byens pæne arbejderkvarter,
genbo til Stausholms gård (kendt som Adamsens lade) med
muren med den hellige sten.
Sandemose har beskrevet morgenerne i Færkenstræde, lyden
af træskotramp, når arbejderne gik til deres arbejde, og synet af
faderen, der gjorde sig klar til at gå, men altid gjorde holdt foran
spejlet og stod lidt og iagttog sig selv. Han har også beskrevet,
hvordan han fik lov til at følge faderen et stykke på vej, men kun
til det sted, hvor Færkenstræde munder ud i Nørregade. Der
stod han så og så faderen forsvinde henne ved det hjørne, som
han troede var verdens ende.
Beskrivelser af det Nykøbing, som Sandemose voksede op i,
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

7
finder man især i “En flygtning krydser sit spor”, og selv om
Jante og Jantes befolkning naturligvis ikke er helt identiske med
Nykøbings - man kan vel sige, at Nykøbing er ikke Jante, men
Jante er også Nykøbing så er der alligevel så mange oplevede og
sansede træk beskrevet, at de har en autentisk smag. Men også
andre steder, bringer Sandemose erindringsglimt, ofte nogle
som røber hans kærlighed til fødebyen.
Sandemose kom i skole i skolebygningen i Nørregade. Det
har han selv fortalt, men det voldte en overgang lidt problemer
at få den oplysning til at stemme med skoleforholdene i
Nykøbing.
Det var da rigtigt, at der havde været en skolebygning i
Nørregade, men når man læste om skoleforhold i Nykøbing
måtte man få det indtryk, at den skole forlængst var nedlagt, da
Sandemose nåede skolealderen.
Man kan nemlig læse sig til, at der i 1889 blev vedtaget en ny
(en sjette) skoleplan for Nykøbing. Den nye plan og det voksende
børnetal betød, at den gamle skolebygning i Nørregade blev
for lille, og der blev opført en ny skole i Grønnegade i 1892. Den
blev taget i brug den 13. februar 1893, og skolen i Nørregade
blev altså nedlagt 6 år før Sandemoses fødsel.
Men undersøger man så lidt mere, opdager man, at på grund
af byens kraftige vækst i slutningen af forrige århundrede blev
den nye skole snart for lille, og i 1901 blev det nødvendigt at
overføre først fire og senere yderligere to klasser til den gamle
bygning i Nørregade (den havde i mellemtiden været lejet ud).
Først i 1910 fik man bygget endnu en bygning i Grønnegade.
Den lå med gavlen ud mod det, der i dag hedder Skolegade. Den
1. februar 1911 blev de seks klasser fra Nørregade flyttet til den
nye bygning. (Og først da blev der forøvrigt heldagsundervisning
for alle børn).
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

8
Så selv om en kendt Sandemose-forsker har udtalt, at det er
hans livs erfaring, at når Sandemose havde fortalt noget om sig
selv, så passer det ikke, så har vi altså her undtagelsen.
* * *
Jeg vil godt sige lidt mere om skoleforholdene i Nykøbing på
Sandemoses tid.
For nogle år siden kiggede jeg lidt på dem, naturligvis på foranledning
af Johannes Væth.
Johannes Væth havde skrevet til mig. I brevet stod:
“Sandemose har engang skrevet, at når man kom i skole i
Nykøbing, blev man sat i klasse ud fra sociale kriterier. Kan
det være rigtigt?”.
Jeg svarede spontant, at det kunne det bestemt. Sådan var det
(endnu) da jeg i 1935 kom i skole i Hjørring. I A og B klasserne
gik det pæne borgerskabs børn, i C klassen alle de andre. I de
første år gik de om eftermiddagen, da mange af dem var bagerbude,
som skulle arbejde om morgenen.
Så henvendte jeg mig på skolen og fik lov til at se protokollerne
fra Sandemoses skoleår.
1910, f.eks., gik Axel Nielsen i fjerde klasse. Der var ialt fem
fjerdeklasser, nemlig 4. A drengeklasse, 4. A pigeklasse, 4. B
drengeklasse, 4. B pigeklasse. Og så var der 4. C fællesklasse. I
den gik Axel Nielsen.
Det var tydeligt, at A og B klasserne var det bedre borgerskabs
børn, hvorimod C klassens elever var børn af f.eks. en skom
a g e r, en smed, en fisker, en skomagerenke, en arbejdsmand osv
.
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

9
Principielt, fik jeg at vide af en lærerinde der var kommet til
skolen først i århundredet, underviste man drenge for sig og
piger for sig, men når der var “for mange elever” måtte man
lave en fællesklasse. Der var fællesklasse på alle klassetrin.
Læser man protokollen ser man, at der i Aksel Nielsens klasse
var 19 drenge og 14 piger, og i protokollen er drenge og piger
opført i den orden, der bestemmes af deres dygtighed.
Jeg vil lige indskyde, at jeg i de første år, jeg var i Nykøbing,
nu og da hørte historier om, hvor umulig ham Sandemose
havde været i skolen, sådan rent opførselsmæssigt. Fuld af
numre. Axel Troldmand blev han kaldt.
Protokollen fortæller en lidt anden historie. Blandt drengene
var Axel opført først, han var så afgjort klassens dygtigste dreng
(3 af pigerne havde dog bedre årsprøveresultater end han).
Axel Nielsens karakterer var: dansk ug-, retskrivning ug-,
skrivning mg, regning mg+, danmarkshistorie ug-, geografi ug,
naturhistorie ug-, tegning ug, sang ug. Så anføres endvidere:
evner mg, flid mg, opførsel mg (og ingen i klassen, hverken af
drengene eller af pigerne havde højere karakter her).
Det er altså meget fine karakterer (også i opførsel), og der
blev bestemt anlagt en streng bedømmelse fra lærernes side. Det
vrimler med godt’er og tg’er, når man kigger protokollen igennem.
Der er en stor forskel på, hvilke fag der undervistes i i klasserne
A, B og C. Efter 2, klasse blev der foretaget en ny opdeling
af eleverne i A og B klasserne, sådan at de dygtigeste kom i A og
borgerskabets dummeste børn i B. C klassen forblev uforandret:,
bortset fra ganske få tilfælde, hvor en elev, hvis far havde fået en
højere social status blev flyttet over i en A klasse.
Efter delingen fik A klasserne en undervisning, der bl.a.
omfattede engelsk og tysk for drengenes vedkommende og tysk
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

10
for pigernes. B og C klasserne have ingen fremmedsprog. I A
klasserne havde man også verdenshistorie, hvilket man ikke
havde i B og C. Axel Nielsen blev ikke flyttet til en A klasse. Det
var ikke nok at være dygtigst, når man havde en far, der var
arbejdsmand ganske vist avanceret til smed.
Og så alligevel. I skolens protokol finder man for året 1910 en
Anna Nielsen, der gik i 2. B, og som ved årsprøven var 8 5/12 år
gammel. Det er protokollens eneste Anna Nielsen, så det må
være Sandemoses lillesøster. Hun blev født 11. oktober 1901, så
det passer med protokollens angivelse. Også hun havde meget
fine karakterer, og blev flyttet til en 3. A. Jeg er lige ved at sige
“desværre” for min påstand før krakelerer en smule. Men måske
var det lettere for piger at overskride klasseskellet i begge betydninger
af ordet.
* * *
Efter endt skolegang i 1913 kom Sandemose i gartnerlære.
Gartneriet lå i Østergade, og ligger der forresten endnu. Året
efter kom han på Staby Vinterlærerseminarium, og i 1915 tog
han der sit livs eneste eksamen.
Så kommer historien om hans liv til søs 1916-17, hvor han i
sept. måned vendte hjem til Nykøbing og bl.a. blev beskæftiget
ved jordarbejdet til det jernbaneanlæg over Mors, som aldrig
blev fuldført. Men lidt blev der tilbage. Den såkaldte “banegrav”,
hvor Axel Nielsen har stukket spaden eller skovlen i jorden,
er der endnu og er en del af indkørselsvejen til Nykøbing,
og hedder Næssundvej.
Så rejste han igen. Til København.
* * *
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

11
I de følgende år er han slet ikke så sjældent i Nykøbing hos forældrene.
Leo Estvad har i bogen “Aksel Sandemose først i
20’erne” offentliggjort en del breve, som han fik fra Sandemose.
F.eks. et brev dateret 27.6.1921, hvor Sandemose (der indtil da
hed Axel Nielsen), gør opmærksom på, at hans adresse fra 1. juli
er A. Sandemose, Havnen 1, Nyk. M. Det er to måneder efter, at
han havde taget navneforandring.
Men det er et andet og spændende brev, skrevet i Nykøbing
den 12. juli 1920 også til Leo Estvad, som jeg vil citere lidt af.
“Føj, hvor jeg hader provinsen - at bo der, at vide, at her har man
rod. - Jeg er ikke københavner (med gåseøjne), det ved du, jeg agskyr
nemlig København i lige så høj grad. Men det er mennesker, jeg taler
om. Den første dag - med et poetisk skaer ih, hvor den bliver truk -
ken ned! Ved du hvad - jeg har i de sidste dage opdaget, at jeg ikke
er Proletar....”
og han forklarer bl.a. sin erkendelse med at fortælle om sin afsky
for de sproglige platheder og de sindets råheder, som han oplever,
når han konfronteres med dem, der klassemæssigt repræsenterer
den lille bys proletarer. Han skriver også, at han pludselig
var blevet så klarsynet, at han for sig selv sammenlignede
byen og dens mennesker det med “maddikers kravlen i en død
rotte.”
* * *
Og nu springer jeg så til 30’erne, da “En flygtning krydser sit
spor” var udkommet.
I Nykøbing blev bogens eksistens kendt, og reaktionerne var
voldsomme. Man betragtede den som en nøgleroman og opfat-
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

12
tede den som Sandemoses angreb på byen og dens befolkning.
Og så slog man igen. Som Sandemose selv skriver i forordet til
1955-udgaven:
“Skildringerne af byen Jante er i de ydre omrids taget fra Nykøbing
på Mors omkring 1910. Dette førte engang til en raekke meget skar -
pe angreb på mig. Hvis de var kommet fra mennesker der beherske -
de laesekunsten kunne de nok have virket med et vist eftertryk, men
nu var de blot urimelige. Mine forfølgere kunne sikkert have fundet
frem til temmelig pinlige sager, men de var bare rasende, og da kan
det jo være så som så med klarsynet Så var der også en baggrund
som disse mennesker ikke kunne vide noget om, nemlig alle de bre v e
j eg også fik om hvor herligt det var at jeg overfaldt byen. Jeg fik latri -
nære forslag om at tage imod nye oplysninger for at kunne sværte
byen yderligere . ( ) I hvert tilfælde har Jante I breve til mig sværtet
sig selv mere end jeg end jeg nogen sinde har ønsket eller kunnet....”
Hovedangriberen var Oscar Bang, nok den mest begavede og i
virkeligheden mest “litterære” af angriberne. (Han var en helt
god forfatter af sange på dialekt). Han var også formand for
turistforeningen, og det var nok i den egenskab han hidsede sig
op. Han angreb Sandemose for at “besudle sin egen rede”, hvortil
Johannes Væth engang har bemærket, at skal man besudle en
rede er det dog høfligst at besudle sin egen.
Men det er sikkert Oscar Bangs virke som turistforeningsformand,
der har fået Sandemose til i “Rejsen til Kjørkelvik” at skrive:
“Der findes rigeligt med udveje for den der ønsker at tage skade på
sin sjæl. En af dem er at lave en turistforening. Den slår sig ned som
en permanent standret, som bare giver pardon mod total underkas -
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

13
telse for enhver der har udtrykt en mening der ikke er penge værd.
Turistforeningen laegger beslag på den ædleste og harmfuldeste af al
indignation og forargelse, den der er kroværtens forargelse, den som
lever i snusket symbiose med Hamlet- og vikingesvindel og intet ved
om kærlighed til mennesker, steder og ting. “
(Hentydningen til Hamlet viser tydeligt, hvem adressaten er.
Morsø Turistforening havde med Oscar Bang som initiativtager
lavet fupnummeret “Kong Fegges Grav” på Feggeklit).
Som det også fremgår af Sandemoses forord til “En flygtning
...”, så var nykøbingensernes forargelse blandet med indestængt
fryd - når man vel at mærke ikke selv var en af dem, der følte sig
skildret. Jeg har hørt - men ikke selv set - at det eksemplar af den
danske udgave, som biblioteket havde stående, var fyldt med
blyantsbemærkninger, hvor læsere havde siddet og fundet ud
af, hvem der “i virkeligheden” var personeme i bogen. Utvivlsomt
var det hårdt for mange at gå rundt og føle, at alle de andre
kunne udpege en, som en af bogens personer.
* * *
Og nu springer jeg så lidt igen. Frem til tiden omkring 1960. I det
før omtalte forord til “En flygtning krydser sit spor” omtaler
Sandemose også, at han har hørt, at der nu er kommet en ny
generation i Nykøbing, som “ikke føler sig personligt impliceret
og derfor ikke læser med rødsprængte øjne,” men trods disse
ord kan jeg bevidne, at forargelsen over bogen og hadet til
Sandemose stadig eksisterede, da vi flyttede til Nykøbing i 1958.
Hvis man dengang nævnede Sandemoses navn i pænt selskab,
så var reaktioneme der omgående. “Gadedreng” var det
mildeste af de skældsord, man hørte.
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

14
Jeg fik meget hurtigt en drøm om, at der skulle blive arrangeret
et møde mellem byens befolkning og Sandemose. En forfatteraften
med Sandemose - men i flere år forblev det en uudtalt
drøm. Men så blev den pludselig realiseret. På grund af en fejltolkning.
* * *
Jeg var dengang formand for Nykøbing Mors Biblioteksforening,
og den daværende overbibliotekar Ame Rossen var sekretær.
En dag, da jeg kom ind på biblioteket, sagde Rossen: “Mads
Hansen har lige været her. Han spurgte, om det ikke var på tide,
at der blev arrangeret en Sandemoseaften i Nykøbing.”
Mads Hansen var den tidligere redaktør af Morsø Folkeblad,
en af de få i Nykøbing, der hele vejen igennem havde forstået
Sandemose og haft et godt forhold til ham. På nogle af sine hemmelige
besøg på Mors var Sandemose sammen med ham, jeg
husker f.eks., at mens Mads Hansen stadig var redaktør - og det
har været omkring 1960 - bragte avisen en kryptisk artikel om en
natlig udflugt, og man kunne forstå, at Mads Hansen sammen
med Sandemose en sen aften i en lommelygtes skær havde forsøgt
at finde et bestemt træ i anlægget. Det var et træ, hvor
Sandemose i sin ungdom havde ridset sit navn ind i barken.
Men altså: Mads Hansen. Bekendt af (måske endda ven med)
Sandemose.
Rossen og jeg blev enige om, at det sikkert var Sandemose
selv, der havde antydet et ønske om et sådant arrangement, og
vi gik straks i gang.
For at sikre det økonomiske grundlag måtte vi lave en hel kulturuge.
Da biblioteksforeningen på det tidspunkt iflg. vedtægte-
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

15
me ikke måtte bruge penge til andet end som tilskud til bibliotekets
drift (biblioteket var endnu ikke kommunalt, men var en
selvejende institution) måtte vi først overtale kunstforeningen
(som jeg forøvrigt også var fommand for) til at tage initiativ til,
at der blev indkaldt til et møde med det ene programpunkt:
Afholdelse af en kulturuge på Mors i marts 1965.
Ialt 17 foreninger var med på ideen, og det stod fra starten
klart, at ugens kulmination skulle være en Sandemose-aften fredag
den 5. marts. Taler: Johannes Væth det var hvad vi bestemte
den første aften, men det blev dog antydet, at vi ville forsøge
at få Sandemose til selv at komme.
Så begyndte vi at korrespondere med Sandemose, og det blev
en meget besværlig korrespondance. Dels var der meget længe
mellem vores breve og Sandemoses svar, og dels ville Sandemose
ikke give noget egentligt tilsagn. Han var utvivlsomt usikker.
Den daværende danske lektor ved universitetet i Oslo, Erling
Nielsen, har engang fortalt mig, at han i en periode det efterår
opholdt sig sammen med Sandemose på et højfjeldshotel.
Sandemose var på rekreation efter en sygdomsperiode.
Hver aften, når de havde nydt nogle glas portvin, begyndte
Sandemose at famle i jakkens inderlomme efter et brev, som
aften for aften blev mere og mere krøllet. “Jeg har forresten fået
brev fra Jante,” sagde han, og refererede vores indbydelse, og
hver aften sagde Erling Nielsen: “I morgen svarer du,” hvilket
Sandemose lovede. Men næste aften kom brevet frem igen.
Han var usikker, instinktivt afvisende men vel også tiltrukket.
Måske huskede han, hvad han havde skrevet i kapitlet “Hjømet”
i “En flygtning ...” hvor han forestiller sig at Espen Amakke han
en stomlfuld høstaften kommer gående igennem byen og går
over til drengene, der står og hænger på hjømet ved Larsens
Magasin og siger til dem: “Find noget arbejde som I synes om,
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

16
og find jer piger som I holder af og gør alle synder lovlige.” Og
han fortsætter med at omtale sin broder Petrus: “I kan tage Petrus
med ud i skoven og skyde ham der, fordi han aldrig blev lykkelig.”
* * *
På grund af det manglende tilsagn måtte vi planlægge, som om
Sandemose ikke kom. Officielt hed det om den 5. marts, at
Sandemose-kenderen Johannes Væth ville holde et foredrag om
Sandemose og Nykøbing. (Det foredrag som senere er kommet i
bogform).
Kulturugen begyndte mandag den 1. marts og bød på kunstudstillinger
(Robert Jacobsen og Aksel Jørgensen), koncerter
og meget mere, og vi gik rundt og blev mere og mere spændte.
Men vi hørte intet fra Sandemose.
Tirsdag hørte vi dog rygter om, at han var rejst fra Norge, og
vi skyndte os at flytte arrangementet fra Afholdshotellets sal
(hvor der kunne være ca. 150 mennesker) til Centralhotellets,
hvor det ville være muligt at proppe 600 tilhørere ind. Og vi lod
sive ud, at det kurme tænkes, at Sandemose selv kom. Onsdag
begyndte der at komme norske joumalister og torsdag kom der
en svensk radiomand. Vi begyndte at føle os mere sikre.
Men stadig hørte vi intet. Ved middagstid om fredagen kom
Johannes Væth og svenskeren Carl-Eric Nordberg (som skrev
den første Sandemose-biografi), og Væth mente bestemt, at
Sandemose kom.
Om efterrniddagen var jeg ude med den svenske radiomand
for at interviewe et par af Sandemoses gamle skolekammerater
Radiomanden havde glemt sine bånd på biblioteket, og jeg kørte
ind efter dem.
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

17
Dengang var Algade ikke gågade, jeg kørte igennem den, og
da jeg var ud for Hotel Bendix så jeg Sandemose stige ud af en
taxi. Jeg tilstår, at der faldt et helt fjeld fra mit hjerte.
Selvfølgelig havde Sandemose valgt Hotel Bendix, som i årtier
havde været byens førende. Han vidste nok ikke, at det et par
år tidligere var omdannet til missions- og afholdshotel. Politikens
fotograf tog et godt set billede af Sandemose ud for et skilt
i hotellets forhal: “Morgenandagt kl. 9”.
Iøvrigt var Sandemose lidt sur. Han brokkede sig over, at de
annoncer, vi havde indrykket om Sandemoseaftenen var for
små. “Der kommer jo ingen mennesker,” sagde han.
Jeg har forøvrigt lidt svært ved at genkende Sandemoses
ankomst til Nykøbing, sådan som Carl-Eric Nordberg skildrer
den i sin biografi, hvor det bl.a. hedder: “foran rådhuset vajer
både det danske og norske flag, borgmesteren står i spidsen for
modtagelseskomiteen....”
Der var den dag kun en modtagelseskomite, og den bestod af
Ame Rossen og mig, som stod på havnen og tog imod Johannes
Væth og Carl-Eric Nordberg, da de kom med færgen fra Glyngøre.
De havde nemlig fortalt, hvomår de kom.
Borgmesteren optrådte ikke før efter aftenens arrangement.
Da gav byen en bid mad og en øl og en dram. Borgmesteren indbød
Sandemose til næste dag at komme ind på borgmesterkontoret
og skrive i byens gæstebog, men der satte Sandemose
grænsen.
Nu sprang jeg lidt for langt. Jeg vil sige noget om aftenens
øvrige forløb.
Det var rnig, der stod foran døren til Centralhotellets sal lidt
i otte om aftenen for at tage imod Sandemose og få ham ind i
salen. Ame Rossen skulle byde ham velkommen fra talerstolen.
Et par minutter i otte om aftenen ankom Sandemose. Salen
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

18
var fyldt. Det fortalte jeg ham. Og så blev han stående. Foran
døren. Længe. Meget længe.
Jeg har prøvet at skildre mit indtryk af aftenen i digtet
“Sandemoses ryg i Jante 5. marts 1965”, som ikke skal citeres her.
I digtet beskriver jeg Sandemoses tøven foran døren, beskriver
hvordan han omsider går ind i salen, stift skridt for skridt. Der
er helt stille i salen, og Sandemose går stadig stift op ad midtergangen.
Så endelig begynder nogen at klappe, så klapper alle, og
Sandemoses stive anspændte ryg bliver en almindelig ryg, en
gammel mands ganske almindelige ryg.
Sandemoses tale den aften virkede en lille smule rodet i den
forstand, at han stod og bladede i en dynge papirer. Som om han
lavede om på talen, kasserede noget og fandt andet frem.
Jeg har snakket nogle gange med Poul Erik Søe, der for Danmarks
Radio optog Sandemoses tale. Søe havde den teori, at
Sandemose havde planlagt en skrap tale, men blev grebet af
stemningen og modererede den fra talerstolen. Jeg var ikke utilbøjelig
til at give ham ret.
Men da så Johannes Væth for et par år siden skænkede Sandemose-samlingen
en kelnerblok fra en Oslo-restaurant, og der på
den blok var de notater, sorn Sandemose byggede sin tale på, ja
så var det tydeligt, at han nøje sagde, hvad han havde planlagt.
Der var et lidt makabert øjeblik. Sandemose sagde noget i retning
af dette: Da jeg for nogle år siden var her i (og han sagde
vist) Jante for at se til mine forældres grave, så jeg, at der på kirkegården
var kommet en ny afdeling. Og i den lå alle mine fjender
i to rækker.
Der blev en leen og klappen i salen - og en meget stor del af
de klappende var sønner eller døtre af dem, der lå i de nævnte
to rækker. Alle var indstillet på, at aftenen skulle forløbe harmonisk.
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999

19
Og Sandemose strakte billedligt talt hånden ud, da “Halfway
Mountain” fra “En flygtning ...” blev citeret.
Men næste dag udtalte han i en fjernsynsinterview, optaget
da han sad på en bænk ved havnekontoret:
“Alting i livet kommer for sent”.
* * *
Jeg nævnede før noget om Sandemoses forhold til turistforeningen,
og hans foragt for den.
Man kan i dag diskutere, hvem der vandt krigen. Sandemose
betragtes som et turistmæssigt aktiv, turistbureauet laver pjecer,
der findes en “Jantebutik” med et skilt med Jante-loven uden
for, på Sallingsund Færgekro har man (havde i hvert fald - det er
nogle år siden, jeg var der sidst) en jantestue, hvor man kunne få
den oplevelse at tørre munden i en papirserviet med janteloven
påtrykt, og samme lov hænger indrammet på mange kontorer i
byen - hvilket nok kan undre en tænksom sjæl.
Gågadeforeningen har ved specielle lejligheder fremstillet
pengeseddellignende “janter”, som man får udleveret, når man
har gjort passende indkøb, og disse janter kan man få øl for eller
vand, hvis man skulle have sådanne lyster.
Og der er sikkert flere eksempler på, at der slås plat på Sandemoses
berømmelse.
* * *
Knud Sørensen: Aksel Sandemose og Nykøbing Mors
Elektronisk udgave v. Sandemoseprojektet, Morsø Folkebibliotek, 1999