Oversigt over trykte afgørelser afsagt af danske domstole, hvor ...

Oversigt over trykte afgørelser
afsagt af danske domstole, hvor internationale
konventioner om menneskerettigheder er blevet
påberåbt eller anvendt
Opdatering af bilag 1 til betænkning 1407, 2001.
(Perioden fra og med UfR hæfte 26/2001 til og med 15/8 2005)
af KRISTINA RAVN, Afdelingen for Retslære, Aarhus Universitet
Indholdsfortegnelse
1. INDLEDNING ............................................................................... 60
2. DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION
............................................................................................................ 61
2.1. Konventionens artikel 3............................................................... 61
2.2. KONVENTIONENS ARTIKEL 5.............................................. 61
2.2.1. Varetægtsfængsling.................................................................. 61
2.2.2. Frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen ............................. 62
2.3. KONVENTIONENS ARTIKEL 6.............................................. 63
2.3.1. Søgsmålskompetence og adgang til domstolsprøvelse ............ 63
2.3.2. Udsættelse af straffesag............................................................ 68
2.3.3. Retten til rettergang inden for en rimelig frist.......................... 68
2.3.4. Genoptagelse ............................................................................ 73
2.3.5. Vidner og dokumentation af forklaringer................................. 74
2.3.6. Dommerhabilitet m.m. ............................................................. 81
2.3.7. Bevismidler .............................................................................. 81
2.3.8. Tolkebistand eller ret til at få afgørelse på et sprog, man forstår
............................................................................................................ 82
2.3.9. Forsvarerens rettigheder under efterforskningen ..................... 83
2.3.10. Straffeproces i øvrigt.............................................................. 85
2.3.11. Strafferet i øvrigt .................................................................... 86
2.4. KONVENTIONENS ARTIKEL 7.............................................. 90
2.5. KONVENTIONENS ARTIKEL 8.............................................. 91
2.5.1. Udvisning på grund af strafbare forhold .................................. 91
2.5.2. Familieretlige sager .................................................................. 98
2.5.3. Indgreb i retten til et familie- og privatliv m.m...................... 100
2.6. Konventionens artikel 9............................................................. 102
2.7. Konventionens artikel 10........................................................... 103
2.7.1. Pressens ytringsfrihed............................................................. 103
2.7.2. Ytringsfrihed i øvrigt.............................................................. 107
2.7.3. Retten til at modtage ytringer................................................. 109
2.8. Konventionens artikel 11........................................................... 110
2.8.1. Forenings- og forsamlingsfrihed ............................................ 110
2.8.2. Fagretlige tvister..................................................................... 112
2.9. Konventionens 1. tillægsprotokol, artikel 1 .............................. 114
RETTID 2005 59

2.10. Andre tilfælde af påberåbelse eller anvendelse af konventionen
.......................................................................................................... 115
3. ANDRE KONVENTIONER OM MENNESKERETTIGHEDER
.......................................................................................................... 116
4. OVERSIGT OVER OMTALTE AFGØRELSER ....................... 119
5. REGISTER OVER ANVENDTE ELLER PÅBERÅBTE
KONVENTIONSBESTEMMELSER.............................................. 120
6. AFGØRELSESREGISTER.......................................................... 122
1. INDLEDNING
Denne oversigt udgør en opdatering i forhold til bilag 1 til betænkning
1407 af 8. oktober 2001. Oversigten omfatter trykte afgørelser i dansk
retspraksis, hvor der henvises til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
eller andre internationale menneskerettighedskonventioner.
Oversigten omfatter domme og kendelser, der er trykt i Ugeskrift
for Retsvæsen fra og med hæfte 26/2001 og er opdateret til og
med den 15. august 2005. For at lette sammenligningen og overskueligheden
anvendes systematikken fra oversigten i bilag 1 til betænkning
1407. Søgningen efter afgørelser er denne gang udelukkende
blevet foretaget på baggrund af Ugeskrift for Retsvæsens onlineudgave.
At få afgrænset de interessante domme viste sig imidlertid at
blive vanskeliggjort af det forhold, at Ugeskriftets redaktør ikke har
anført alle domme, hvori der enten påberåbes, anvendes eller henvises
til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og andre menneskeretlige
konventioner under stikordet menneskeret i stikordsoversigten.
De sidste domme er derfor fundet ved hjælp af søgning i hele teksten
på enkelte ord. Samtidig er det vanskeligt at vide, om alle domme
er med, idet selv meget generelle søgninger foretaget flere gange har
givet forskellige resultater. Omvendt omfatter oversigten så stort et
antal domme, at den skulle være repræsentativ for anvendelse af menneskeretlige
konventioner, især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
i dansk praksis.
Afsnit 2 indeholder en oversigt over de domme og kendelser,
hvor Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har været anvendt
eller påberåbt. I lighed med den foregående oversigt omtales
domme og kendelser i tilknytning til de enkelte bestemmelser i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nogle afgørelser vedrører
mere end én bestemmelse, men for overskuelighedens skyld er disse
afgørelser udelukkende medtaget i tilknytning til én bestemmelse.
Afsnit 3 indeholder en oversigt over de afgørelser, hvor andre internationale
menneskerettighedskonventioner end Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention har været anvendt eller påberåbt. Til
slut indeholder afsnit 4, 5 og 6 en kronologisk oversigt over de omtalte
afgørelser samt registre.
RETTID 2005 60

2. DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVEN-
TION
2.1. Konventionens artikel 3
2.1.1. I en kendelse af 18. juli 2001 (U 2001 2264 Ø) har Østre Landsret
truffet bestemmelse om opretholdelse af en dom om udvisning af
en udlænding, der påstod sig frifundet for udvisning bl.a. med hensyn
til forbudet mod umenneskelig behandling i art. 3 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, eftersom han ved udvisningen risikerede
at blive udsat for straf i hjemlandet Nigeria for den samme forbrydelse,
som han var dømt for i Danmark. Kriminalretten i Glostrup
udtalte:
”Spørgsmålet om, hvorvidt der i øvrigt er en sådan risiko for
strafforfølgning i Nigeria, at udsendelse ikke bør ske, og spørgsmålet
om, hvorvidt udsendelse til Nigeria vil være i strid med artikel 3 i den
Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil blive afgjort i forbindelse
med behandlingen af A’s ansøgning om asyl i Danmark. Afgørelsen
hører ikke under rettens kompetence.”
Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret, idet ”hverken artikel
3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller de oplysninger,
der er fremkommet om nigeriansk ret, kan føre til, at afgørelsen
om udvisning skal ophæves.”
2.1.2. I en kendelse af 11. februar 2002 (U 2002 1107 Ø) stadfæstede
Østre Landsret byretten i Odenses beslutning om opretholdelse af udvisning
af T, der ved dom af 21. september 2000 var fundet skyldig i
overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, og dømt til psykiatrisk
behandling. Ved den nærværende sag påstod T bestemmelsen om udvisning
ophævet, men landsretten stadfæstede under henvisning til, at
”uanset oplysningerne om de meget begrænsede behandlingstilbud i
Jugoslavien finder landsretten, at T’s eventuelle behov for behandling
ikke er af en sådan karakter, at udsendelse af ham vil være i strid med
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
2.1.3. I en dom af 28. februar 2002 (U 2002 1160 Ø) opretholdt Østre
Landsret udvisningsbestemmelsen i en dom mod T, der var idømt 2
års fængsel og udvisning i 10 år. Det fremgår ikke af referatet af
dommen, at den Europæiske Menneskerettighedskonvention var påberåbt,
hverken for Københavns Byret eller Landsretten. Østre Landsret
udtaler:
”EMRK art. 3 og princippet om ikke at udsætte tiltalte for risiko
for dobbelt straf kan ikke føre til et andet resultat, idet tiltaltes adgang
til at påberåbe sig udlændingelovens § 31 fortsat består.”
2.2. Konventionens artikel 5
2.2.1. Varetægtsfængsling
2.2.1.1. I Højesterets kendelse af 11. december 2001 (U 2002 549 H)
angik spørgsmålet om, hvorvidt forlængelse af varetægtsfængsling var
proportional i henhold til den Europæiske Menneskerettigheds-
RETTID 2005 61

konvention. På grund af inhabilitet hos en af nævningene havde
Landsretten bestemt, at sagen skulle prøves for et nyt nævningeting. T
blev i den forbindelse fortsat varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens
§ 762, stk. 1, nr. 3. Nævningene havde imidlertid besvaret hovedspørgsmålet
angående overdragelse af ikke under 1.000 gram heroin
bekræftende. ”Der er på den baggrund særlig bestyrket mistanke
om, at tiltalte har gjort sig skyldig i den rejste tiltale i hvert fald for så
vidt angår denne mængde.”
Højesteret stadfæstede landsrettens opretholdelse af varetægtsfængslingen
af de grunde, som var anført af landsretten:
”Den pågældende mængde heroin indebærer, at tiltalte under
denne sag kan forventes at blive idømt en straf af en sådan længde, at
hensynet til retshåndhævelsen kræver, at tiltalte ikke nu sættes på fri
fod, idet den omstændighed, at tiltalte har været varetægtsfængslet siden
den 21. januar 2000, ikke kan føre til et andet resultat eller i øvrigt
begrunde, at fortsat varetægtsfængsling vil være i strid med proportionalitetsprincippet
i retsplejelovens § 762, stk. 3, eller Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.”
2.2.1.2. I kendelsen afsagt af Højesteret den 13. oktober 2003 (U 2004
84/2 H) blev den Europæiske Menneskerettighedskonvention påberåbt
i forbindelse med en forlængelse af varetægtsfængsling af T1 og T2,
der bl.a. var anklaget for en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1
og 134 a. Forsvareren gjorde gældende ”at fortsat varetægtsfængsling
var ude af proportion med den forventede straflængde, jf. § 762, stk.
3, samt at den fortsatte fængsling var i strid med artikel 5, stk. 3, i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
Højesteret fandt, ”At hensynet til retshåndhævelsen ikke krævede,
at varetægtsfængslingen blev forlænget yderligere, og at anklagemyndighedens
påstand herom derfor ikke burde være taget til følge.”
2.2.2. Frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen
2.2.2.1. I kendelse af 30. september 2004 (U 2005 141 Ø) skulle Østre
Landsret tage stilling til frihedsberøvelse af en udlænding med hjemmel
i udlændingelovens § 36, stk. 5. Udlændingen nægtede at underskrive
ansøgning om hjemrejsepapirer på den iranske ambassade. Frihedsberøvelsen
havde på daværende tidspunkt varet i 1 år og 8 måneder.
Landsretten henviser til formålet med frihedsberøvelsen af udviste
udlændinge og udtaler:
”Det må efter den praksis, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
følger, antages, at frihedsberøvelse kun er berettiget, så
længe udvisningsproceduren skrider fremad. Når myndighederne bliver
klar over, at udsendelse ikke er mulig, skal frihedsberøvelsen efter
Menneskerettighedsdomstolens praksis i henhold til EMRK art. 5, stk.
1, litra f, under alle omstændigheder bringes til ophør.”
Udlændingen blev løsladt, eftersom ”der ikke er holdepunkter for
at antage, at fortsat frihedsberøvelse vil formå kærende til at medvirke
til hjemsendelse, og under hensyn til den tid, hvori kærende nu har
været frihedsberøvet”.
RETTID 2005 62

2.2.2.2. I en kendelse af 13. januar 2005 (U 2005 1197 H) måtte Højesteret
tage stilling til, hvorvidt fortsat varetægtsfængsling af den irakiske
statsborger T efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1 var berettiget.
T gjorde gældende, at fortsat varetægtsfængsling var i strid med
proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret fastslog, at det var ubestridt, at T ikke ville
medvirke til den udvisning, der var en forudsætning for hans prøveløsladelse
efter udståelse af 2/3 straf. Højesteret tiltrådte:
”at betingelserne for fortsat [varetægts-] fængsling er opfyldt
(…) Det bemærkes herved, at mindre indgribende foranstaltninger ikke
kan anses for tilstrækkelige”.
2.3. Konventionens artikel 6
2.3.1. Søgsmålskompetence og adgang til domstolsprøvelse
2.3.1.1. I en dom af 10. april 2001 (U 2001 1486 H) havde såvel Højesteret
som Østre Landsret lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt et
søgsmål angående Landssamarbejdsudvalgets afgørelse om at fastsætte
en højestegrænse for en læges tilskud fra Sygesikringen skulle optages
til realitetsbehandling. Til støtte for sin påstand om domstolsprøvelse
havde den sagsøgende læge anført, at Landssamarbejdsudvalgets
afgørelse indebar en beskæring af hans fremtidige indtægter,
hvilket måtte sidestilles med en borgerlig ret i artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Sagsøger havde derfor krav på en
rettergang, der opfylder kravene i artikel 6, og på, at afgørelsen fuldt
ud kunne efterprøves af en domstol.
Østre Landsret udtalte: ”Sagsøgtes afgørelse angik alene fastsættelse
af en højestegrænse for sagsøgerens fremtidige indtægter fra den
offentlige sygesikring. Afgørelsen var derfor af mere administrativ,
kontraktretligt justerende karakter og angik ikke sagsøgerens borgerlige
rettigheder i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel
6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten
er herefter afskåret fra at efterprøve afgørelsens rigtighed og tager
derfor sagsøgtes påstand om afvisning til følge.”
For Højesteret havde lægen gentaget sine anbringender for så
vidt angik anvendelsen af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret, der ikke nævner Menneskerettighedskonventionen,
optog sagen til realitetsbehandling under henvisning til,
at den offentlige sygesikring spiller en sådan rolle for adgangen til at
udøve virksomhed som praktiserende læge, at den, der ønsker at udøve
sådan virksomhed, i realiteten er henvist til at gøre det i henhold
til den gældende landsoverenskomst. Berettigelsen af en afgørelse,
som vedrører lægens fremtidig vilkår for udøvelse af sin virksomhed,
må det derfor tilkomme domstolene at efterprøve, uanset at der er en
endelighedsbestemmelse i overenskomsten.
2.3.1.2. I en kendelse af 19. april 2001 (U 2001 1638/2 Ø) tog Østre
Landsret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en læge, der var tiltalt
for sædelighedsforbrydelser begået i forbindelse med hans hverv,
skulle midlertidigt frakendes retten til at udøve lægegerningen. For-
RETTID 2005 63

svareren henviste under spørgsmålets afgørelse for landsretten til, at
en sådan afgørelse ”træffes efter en summarisk proces, hvor der ikke
føres vidner eller andre beviser, hvilket er i strid med bestemmelsen i
artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten
til en retfærdig rettergang”. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse
om, at T ikke skulle udelukkkes fra at udøve lægegerningen, før sagen
var endeligt afgjort.
2.3.1.3. I en kendelse af 5. oktober 2001 (U 2002 18 H) tog Højesteret
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sagligheden af en afskedigelse af
et medlem af en akademikerorganisation hørte under en voldgiftsret.
En faglig organisation, O, lagde på vegne af et medlem sag an mod
Forskningsministeriet og Aarhus Universitet, idet man gjorde gældende,
at afskedigelsen af medlemmet var uberettiget, og at afskedigelsens
lovlighed skulle kunne indbringes for domstolen, uanset at overenskomstens
§ 21 henviste sådanne sager til behandling ved voldgift.
O gjorde i den forbindelse gældende, at det ville stride imod Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, såfremt
spørgsmålet ikke kunne blive afprøvet ved de almindelige domstole,
”idet prøvelsen ved domstolene indebærer en bedre retsbeskyttelse
end en afgørelse ved faglig voldgift”.
Højesteret bemærkede, at voldgiftsbehandlingen, som indebar en
omkostningsfri prøvelse af spørgsmålet, må anses for retssikkerhedsmæssigt
fuldt betryggende, og stadfæstede kendelsen af de grunde, der
var anført af landsretten, som udtalte:
”Landsretten tager derfor de sagsøgtes påstand om afvisning,
som ikke vil indebære en tilsidesættelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 1, til følge…”
2.3.1.4. I en dom fra 14. januar 2002 (U 2002 898 Ø) skulle Østre
Landsret tage stilling til, hvorvidt A og B, som havde været sendt i aktivering
og nu lagde sag an mod Køge Kommune, havde adgang til at
få sagen afgjort ved de almindelige domstole. Baggrunden for sagsanlægget
var mangelfulde ansættelsesbeviser, hvori kommunen som arbejdsgiver
ikke havde opfyldt sin oplysningspligt om vilkårene for ansættelsesforholdet.
Det fremgår ikke af referatet af dommen, at den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 var påberåbt.
Landsretten udtalte:
”Uanset om aftalen (…) er gældende for ansættelsesforholdet, vil
det imidlertid være i strid med den ret, som uorganiserede lønmodtagere
almindeligvis antages at have til at anlægge sag ved domstolene
mod arbejdsgiveren vedrørende uoverensstemmelser i arbejdsforholdet,
såfremt uoverensstemmelser vedrørende arbejdsgiverens oplysningspligt
ikke kan indbringes for domstolene, ligesom dette må antages
at stride imod (…), samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 1.”
2.3.1.5. Østre Landsrets dom fra 22. maj 2002 (U 2002 1966 Ø) vedrørte
spørgsmålet om, hvorvidt M havde adgang til domstolsprøvelse
af sin sag mod arbejdsgiver A. Den faglige organisation O var indtrådt
RETTID 2005 64

i sagen om M’s lønkrav på kr. 50.000 mod A. O havde medvirket til et
mæglingsmøde, hvor sagen blev forligt mellem M og A på betaling af
kr. 1.200. Imidlertid lagde M sag an mod A med påstand om betaling
af ca. kr. 42.000. Byretten anførte, at såfremt sagen blev afvist, ville
M være uden mulighed for retlig prøvelse af de krav, han mener at have.
”Dette vil være i strid med lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
jf. lovens § 1 og konventionens artikel 6, stk. 1,
hvorefter enhver har ret til rettergang ved strid om sine borgerlige rettigheder,
sml. UfR 1994, side 953 H.” Landsretten afviste sagen, eftersom
det indkærede krav henhører under Arbejdsrettens kompetence,
og eftersom M ikke kunne anses for at have godtgjort, at hans faglige
organisation ikke agtede at iværksætte fagretlig behandling af
kravet.
2.3.1.6. I en dom af 27. juni 2002 (U 2002 2060 H) tog Højesteret stilling
til en problematik vedrørende adgangen til domstolsprøvelse, når
sagen er blevet afvist af den faglige voldgift. Sagen angik F, som var
ansat i et stormagasin, S, og som rejste krav om aflønning som områdeassistent,
idet hun fandt, at hun faktisk havde beføjelser og ansvar
som en områdeassistent. Af overenskomsten fremgik det blandt andet,
at lønnen for den enkelte medarbejder skulle aftales direkte mellem
arbejdsgiveren og medarbejderen. S afslog F’s krav, og F indbragte
sagen for en faglig voldgift, der afviste at behandle sagen mod S’s
protester. Også Arbejdsretten og Sø- og Handelsretten tog S’s påstand
om afvisning til følge. Højesteret udtalte:
”I lyset af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
finder Højesteret, at arbejdsretslovens § 11, stk. 2, må
fortolkes således, at den giver en lønmodtager adgang til at anlægge
sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender mv.,
ikke blot når vedkommende faglige organisation konkret har tilkendegivet
ikke at ville iværksætte fagretlig behandling af kravet, men også
når organisationen – som her – generelt har afskåret sig fra at kræve
en fagretlig behandling.”
2.3.1.7. I en kendelse af 19. december 2002 (U 2003 779 Ø) tog Østre
Landsret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt retsafgiften i en sag om
accept af købstilbud efter lejeloven var af en sådan størrelse, at den
reelt afskar andelsboligforeningen A for at få prøvet sagen ved landsretten
og dermed udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6. Landsretten tiltrådte retsafgiftens
størrelse og udtalte:
”På det foreliggende grundlag kan det ikke afgøres, om retsafgiften
er af en sådan størrelse, at den reelt afskærer [A] fra at få prøvet
sagen ved landsretten og dermed udgør en krænkelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6. Som anført af justitssekretæren
vil en sådan eventuel konventionskrænkelse imidlertid
kunne undgås ved bevilling af fri proces, jf. den af Retsplejerådet afgivne
Betænkning nr. 1401/2001…”
RETTID 2005 65

2.3.1.8. I endnu en kendelse af 19. december 2002 (U 2003 787 Ø) tog
Østre Landsret stilling til, hvorvidt en arbejdsretlig sag om uberettiget
afskedigelse skulle afvises fra domstolsbehandling for så vidt angår
spørgsmålet om urimelig afskedigelse. I arbejdsretslovens § 11, stk. 2
fremgår det, at en lønmodtager har mulighed for at anlægge arbejdsretlige
sager ved de almindelige domstole, såfremt vedkommendes
faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling. Både
byret og landsret udtalte, at det ikke i en situation som den foreliggende
var hensigten at give valgfrihed mellem det fagretlige system
og de almindelige domstole. Det fremgår ikke af referatet, at artikel 6
var påberåbt i sagen. Byretten udtalte:
”Resultatet ses endvidere ikke at indebære en tilsidesættelse af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, jf. Højesterets
kendelse af 5. oktober 2001 i sag nr. 377/2000.” Hvilket landsretten
tiltrådte.
2.3.1.9. I Østre Landsrets dom af 21. februar 2003 (U 2003 1136 Ø)
var spørgsmålet, hvorvidt en ægteskabssag kunne anlægges her i landet.
Modparten, H, i denne sag var udenlandsk statsborger og ansat
ved sit hjemlands ambassade i Stockholm. Ambassaden varetog også
opgaver i Danmark, og H var derfor også i Danmark omfattet af Wienerkonventionens
art. 31 om diplomatisk immunitet. H’s hjemland
havde ikke ophævet hendes immunitet. Sagsøgeren, M, påberåbte sig
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 og 8, idet han
anførte, at han havde ”et rimeligt krav på at få prøvet, om betingelserne
for en ændring af hans ægteskabelige status er opfyldt”.
Landsretten stadfæstede byrettens dom, at H ikke kunne retsforfølges
i Danmark, hvorefter landsretten udtalte: ”Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention findes ikke at kunne føre til andet resultat.”
Dommen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket til
Højesteret.
2.3.1.10. I en kendelse af 19. august 2003 (U 2003 2371 H) fastslog
Højesteret, at størrelsen af den retsafgift, som var beregnet på grundlag
af sagens anslåede værdi, ikke afskar en Tvindskole fra at indbringe
en tilbagekaldelse af godkendelse til friskoledrift for domstolene.
Der forelå ikke en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6. Dommens referat er udeladt af Ugeskrift for Retsvæsen,
men dommens hoved er medtaget.
2.3.1.11. En lignende sag forelå i Højesterets kendelse af 7. januar
2004 (U 2004 976/2 H). Sagen angik Storkøbenhavns Taxinævns tilbagekaldelse
af en hyrevognsbevilling, som A ved landsretten var blevet
dømt til at anerkende var lovlig og gyldig. Justitssekretæren fastsatte
skønsmæssigt retsafgiften til 45.570 kr. A anførte, at sagen ikke
angik penge eller penges værd, at sagens værdi ikke kun opgøres på
den skete måde, samt at beregningen af retsafgiften udgjorde en krænkelse
af A’s rettigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6 og art. 14, jf. art. 6, stk. 1.
RETTID 2005 66

Højesteret udtalte: ”Idet afgiftsberegningen ikke findes at stride
mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 og art.
14, jf. art. 6, stk. 1, tages klagen herefter ikke til følge.”
2.3.1.12. I en dom af 18. februar 2004 (U 2004 1378 V) tog Vestre
Landsret stilling til, om byrettens afvisning af en sag for så vidt angik
spørgsmålet om godtgørelse for usaglig afskedigelse skulle opretholdes.
Ifølge den faglige overenskomst skulle sager om urimelige afskedigelser
indbringes for en voldgiftsret. Det fremgår ikke af referatet af
dommen, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har været
påberåbt. Landsretten udtaler:
”Da afvisning af domstolsbehandling af kravene endvidere ikke
indebærer en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6, stk. 1, stadfæster landsretten byrettens afgørelse.”
2.3.1.13. Østre Landsrets dom af 30. august 2004 (U 2004 2873 Ø)
angik et søgsmål anlagt mod 3 dommere, der havde afsagt dom i forældremyndighedssagen
mellem H og M. H var under sagen blevet tillagt
forældremyndigheden over de 2 fællesbørn. M fik afslag fra Procesbevillingsnævnet
på sin ansøgning om tilladelse til at indbringe sagen
for Højesteret. Herefter lagde M sag an mod de 3 landsdommere,
der havde afsagt dom i forældremyndighedssagen, idet han gjorde
gældende, at de skulle anerkende, at de havde overtrådt ligestillingsloven,
FN’s Børnekonventions artikel 9 og 12 samt Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1 og Protokol nr. 7, artikel
5. Landsretten stadfæstede byrettens afvisning af sagen, idet en
”prøvelse af M’s påstande og anbringender i realiteten ville indebære
en prøvelse af den forældremyndighedsafgørelse, som blev truffet ved
landsrettens dom, der har retskraft”.
2.3.1.14. I en kendelse af 19. oktober 2004 (U 2005 294 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt størrelsen af den af justitssekretærens fastsatte
retsafgift var i strid med retten til rettergang i Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6. Efter at klager forgæves
havde indbragt spørgsmålet om retsafgiftens størrelse for Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, blev han og de øvrige parter indkaldt
til berammelsesmøde, hvor han skulle betale berammelsesafgift.
Klageren påstod fristen for betalingen af berammelsesafgiften udsat på
myndighedernes stillingtagen til ansøgning om fri proces. Såfremt Højesteret
ikke udsatte betalingsfristen, påstod klageren spørgsmålet om
foreneligheden med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
af den samlede størrelse af retsafgiften forelagt Højesteret. Højesteret
udtalte:
”Der er ikke i retsafgiftsloven hjemmel til at udsætte betalingen
af retsafgift på behandling af en ansøgning om fri proces, hvorefter
klagerens anmodning herom afslås. Ved kendelse af 4. juni 2002 (…)
fastslog Højesteret, at beregningen af retsafgiften på 311.490 kr. ved
sagens indbringelse for Højesteret ikke stred mod EMRK’s artikel 6,
stk. 1. Højesteret finder heller ikke grundlag for at fastslå, at beram-
RETTID 2005 67

melsesafgiften på kr. 62.300 – i sig selv eller i forbindelse med det tidligere
betalte retsafgiftsbeløb – strider mod artikel 6, stk. 1.”
2.3.1.15. Højesterets kendelse af 30. november 2004 (U 2005 743 H)
angik spørgsmålet om fastsættelse af salærer til beskikkede advokater
i sager, hvor parten har fået fri proces. Advokatrådet anførte til støtte
for sit anbringende på vegne af en række nærmere angivne advokater,
at spørgsmålet angik adgangen til domstolsprøvelse, idet alle – uanset
økonomisk råderum – skal sikres en reel adgang til domstolene. Advokatrådet
anførte: ”Det er også værd at bemærke, at Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 om en retfærdig rettergang
beskytter princippet ’equality of arms’ – det at have lige adgang til ’lige
våben’ under sagen. Det betyder, at parterne i en retssag skal være
stillet styrkemæssigt på nogenlunde samme måde – altså have de
samme våben i hånd. Man kan diskutere, hvor stor ligestilling der
kræves. Men efter Advokatrådets opfattelse er den ulighed i aflønningen
af parternes advokater (…) langt fra et udtryk for ’equality of
arms’.”
Højesteret henviste til de almindelige principper for fastsættelsen
af salær i sager om fri proces, der var blevet fastslået ved afgørelsen i
U 1999 1414/2 H, men fandt, at den foreliggende sag i den grad faldt
uden for, hvad der var forudsat med taksterne og forhøjede derfor fastsættelsen
af alle advokaternes salær.
2.3.2. Udsættelse af straffesag
2.3.2.1. I en kendelse af 17. december 2004 (U 2005 1127 Ø) tog
Østre Landsret stilling til, hvorvidt en berammelse af en omfattende
straffesag til 2 lørdage skulle opretholdes. Der var tale om en straffesag
ved byretten med 4 tiltalte, hvoraf de to var varetægtsfængslede
for overtrædelse af straffelovens § 191 i forbindelse med handel med
hash på Christiania. Byretten fandt ved et retsmøde den 18. november
2004, at det ikke var muligt at gennemføre domsforhandlingen inden
for den af retten fastsatte tid og berammede derfor yderligere 3 retsdage.
Den ene forsvarer kunne udover i alt 2½ dag i december og januar
ikke tilbyde ledige dage før april 2005. Byretten berammede derfor to
ekstra retsdage på to lørdage i januar. Forsvareren kærede dette til
landsretten, idet hun bl.a. anførte, at ”forløbet er en krænkelse af hendes
klients retssikkerhed, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel
6, stk. 3, litra b og c”. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse
uden henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
2.3.3. Retten til rettergang inden for en rimelig frist
2.3.3.1. I en dom af 8. marts 2001 (U 2001 1406 Ø) tog Østre Landsret
stilling til, hvorvidt sagsbehandlingstiden i en sag om en færdselslovsovertrædelse
var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6. T blev den 6. januar 1998 målt til at have
kørt for stærkt og tiltalt herfor ved anklageskrift af 24. juli 1998. Byretten
afsagde dom den 17. februar 2000 og landsretten den 8. marts
2001. Landsretten bemærker:
RETTID 2005 68

”Landsretten tiltræder endvidere dommens bestemmelse om førerretsfrakendelse
og om, at der ikke er sket nogen krænkelse af artikel
6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og landsrettens
behandling af sagen indebærer heller ikke, at der er sket konventionskrænkelse.”
2.3.3.2. I en kendelse af 5. april 2001 (U 2001 1457 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt en fortsat varetægtsfængsling af T var i overensstemmelse
med retten til rettergang inden for en rimelig frist i artikel
6. T var i 1997 blevet idømt 3 års fængselsstraf for overtrædelse af
straffelovens § 191 og blev i 1998 prøveløsladt, indtil han den 21. januar
2000 imidlertid blev varetægtsfængslet igen som sigtet for overtrædelse
af straffelovens § 191. Varetægtsfængslingen blev løbende
forlænget, og med anklageskrift af 1. februar 2001 blev der rejst tiltale
mod T for ind- og udførsel af 600 g hash, hvorefter varetægtsfængslingen
blev forlænget.
T’s forsvarer nedlagde under sagen for Østre Landsret påstand
om løsladelse, idet hun gjorde gældende, at nævningesagen efter det
oplyste ville omfatte 2 andre tiltalte i sagen, som allerede var løsladt,
og at det måtte befrygtes, at domsforhandlingen ikke kunne finde sted
inden for overskuelig tid, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3 og EMRK
art. 6. Østre Landsret udtalte, at det ikke kunne antages, at ”retplejelovens
§ 762, stk. 3, princippet heri, eller EMRK art. 6 hindrer en fortsat
varetægtsfængsling. Dette spørgsmål må på ny vurderes, når tidspunktet
for nævningesagens berammelse er fastlagt”. For Højesteret var
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke blevet påberåbt.
2.3.3.3. Ved Højesterets dom af 22. august 2001 (U 2001 2345 H) var
spørgsmålet om, hvorvidt en sagsbehandlingstid på mere end 10 år i
en sag om strafansvar for momsunddragelse indebar en krænkelse af
art. 6. Tiltalte påstod såvel sagen afvist, idet der forelå en krænkelse af
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 1, som
frifindelse, idet sagens tidsmæssige udstrækning indebærer en sådan
krænkelse af Menneskerettighedskonventionens art. 6, stk. 1, at dette
må føre til frifindelse. Endvidere anførte han, at der forelå krænkelse
af art. 6, stk. 3, litra d, eftersom byretten afslog nogle begæringer fra
ham om yderligere efterforskningsskridt.
Anklagemyndigheden afviste krænkelse af art. 6, stk. 1 og art. 6,
stk. 3, litra d, idet det bemærkedes, at grunden til, at anklagemyndigheden
ikke påstod strafskærpelse, alene skyldes det faktum, at der nu
var gået mere end 10 år, siden forholdene blev begået.
Højesteret bemærkede: ”En behandlingstid på 10 ¾ år for en
straffesag må som udgangspunkt formodes at indebære en krænkelse
af kravet i art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
om ”rettergang inden rimelig frist”. Det må derfor påhvile
myndighederne at godtgøre, at tidsforbruget har været rimeligt begrundet,
og at sagen er blevet fremmet med behørig omhu uden ”døde”
perioder. Ved vurderingen heraf må der tages hensyn til sagens
karakter og betydning, dens kompleksitet og den tiltaltes og myndighedernes
adfærd.”
RETTID 2005 69

Højesteret fandt ikke, at der forelå en krænkelse af art. 6 i denne
situation, idet den lange sagsbehandlingstid i væsentligt omfang beroede
på T’s og medtiltaltes forhold. Højesteret fandt derfor ”ud fra en
samlet vurdering, at sagsbehandlingstiden ikke indebærer en krænkelse
af tiltaltes rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens art.
6, stk. 1”.
2.3.3.4. I en dom af 12. juni 2003 (U 2003 2031 H) tog Højesteret stilling
til en lignende sag. T blev den 6. oktober 1993 sigtet og ved anklageskrift
af 27. januar 1999 tiltalt for hæleri af særlig grov beskaffenhed.
T blev frifundet i byretten men fundet skyldig i landsretten,
der ved dom af 5. marts 2002 idømte ham 1½ års fængsel, idet der
blev taget hensyn til sagsbehandlingstiden ved anklagemyndigheden,
herunder at sagen i perioden september 1996 til januar 1999 ikke har
været fremmet. Landsretten udtalte:
”Der er ved sanktionsfastsættelsen, herunder spørgsmålet om,
hvorvidt straffen skal gøres helt eller delvist betinget, som nævnt
ovenfor taget hensyn til, at tiltalte efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 1, har krav på at få sin sag afgjort
inden rimelig tid.”
Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse, idet retten udtalte:
”Højesteret tiltræder endvidere, at straffen er fastsat til fængsel i 1 år
og 6 måneder. Denne straf er væsentlig lavere end den straf, som normalt
skulle udmåles efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet,
idet det langvarige sagsforløb som anført af landsretten er
tillagt betydning som en strafnedsættende omstændighed. Der er herved
taget hensyn til, at der på grund af sagens samlede varighed sammenholdt
med, at sagen fra september 1996 ikke blev fremmet gennem
en periode på ca. 2 år, må antages at foreligge en overtrædelse af
bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art.
6, stk. 1, om rettergang inden rimelig frist.”
2.3.3.5. I Østre Landsrets dom af 5. december 2003 (U 2004 938 Ø)
påstod E sig tilkendt erstatning for uberettiget ransagning foretaget
den 25. april 1995 og for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6 i anledning af sagsbehandlingstiden. E
blev aldrig afhørt i sagen, og der blev aldrig rejst tiltale. Såvel byret
som landsret fandt, at E ved sin egen adfærd havde givet anledning til
ransagningen, idet han i adskillige tilfælde havde handlet med overskudsselskaber,
i hvilken forbindelse transaktionerne i nogle tilfælde
havde medført en overtrædelse af forbuddet mod selvfinansiering. Byretten
bemærkede, at ”der ikke henset til det samlede sagskompleks
ses tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at sagsbehandlingstiden
skulle indebære en overtrædelse af EMRK art. 6”. Landsretten udtalte:
”Henset til at sagen mod erstatningssøgende var led i en efterforskning
i en række større sagskomplekser, der omfattede flere sager,
en lang række personer og et meget stort antal transaktioner, der nødvendiggjorde
flere tidskrævende efterforskningsskridt, også i udlandet,
hvilket efterforskningsskridt blandt andet blev gennemført i perioden
1996-1998, finder landsretten uanset den lange sagsbehandlingstid ik-
RETTID 2005 70

ke, at denne har indebåret en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens
artikel 6.”
2.3.3.6. I en kendelse af 17. februar 2004 (U 2004 1326 H) traf Højesteret
afgørelse i en kæresag vedrørende udskillelse af 2 ud af 10 forhold
i en straffesag til sammenlægning med en sag, hvor andre personer
var tiltalt for medvirken til samme forhold. De to hovedtiltalte, T1
og T2, protesterede mod udskillelsen af spørgsmålet om medvirken til
mandatsvig for tiltalte A, B, C og D og anførte, at der i medvirkensagerne
ville ske en præjudiciel skyldvurdering af mandatsvigsforholdene,
og at dette ville indebære en krænkelse af uskyldsformodningen i
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2. A
og C gik ind for sammenlægning. B, D og anklagemyndigheden derimod
anførte, at en sammenlægning ville føre til en væsentlig og
unødvendig forhaling af medvirkensagerne i strid med kravet om afgørelse
inden en rimelig tid i artikel 6. Landsretten stadfæstede byrettens
afgørelse om afslag på begæringen om sammenlægning af sagerne,
idet de henviste til, at hensynet til, at de medtiltalte navnlig A og D
får fremmet deres sager mest muligt, talte imod en sammenlægning af
sagerne.
Højesteret tog uden henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
anklagemyndighedens subsidiære påstand til følge,
således at der skete udskillelse af forholdene vedrørende mandatsvig
for T1 og T2, så de blev udtaget til særskilt bedømmelse i sagerne
mod henholdsvis A, B og C, D, idet retten udtalte:
”Hensynet til at fremme sagerne mod de personer, der tiltales for
medvirken i disse forhold, må som anført af byretten og landsretten
tillægges afgørende vægt. Det må imidlertid også anses for hensigtsmæssigt
med en samlet og samtidig skyldvurdering for alle involverede
i hvert af disse forhold.”
2.3.3.7. I en dom af 5. november 2004 (U 2005 523 H) tog Vestre
Landsret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 1 kan danne grundlag for erstatning
som følge af langvarig sagsbehandling. Sagen drejede sig om
en borger i kommunen K, som i maj 1987 havde fået byggetilladelse
til en vindmølle på sin grund. Efter anvisninger fra blandt andet amtet,
A, var vindmøllen imidlertid blevet placeret for tæt på naboens grund
og overholdt dermed ikke bygningsreglementet. A og Boligministeriet
besluttede derfor i henholdsvis marts og juni 1988 at hjemvise sagen
til K til fornyet behandling. Herefter gik der i alt 13 år, inden møllen
ved dispensation blev lovliggjort i 2001 med samtykke fra en ny ejer
af nabogrunden. Under henvisning til, at det var K’s lange sagsbehandling,
der var skyld i, at borgeren havde fået kronisk belastningssyndrom,
anlagde han sag mod K for mén og erhvervsevnetab samt
subsidiært for tort ifølge erstatningsansvarslovens § 26 og Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6.
Landsretten gav borgeren medhold i, at kommunen havde handlet
ansvarspådragende, men frifandt K, idet udviklingen af en psykisk li-
RETTID 2005 71

delse hos borgeren ikke havde været påregnelig for kommunen. For så
vidt angår borgerens subsidiære påstand udtalte landsretten:
”Der er heller ikke grundlag for at tilkende [borgeren] godtgørelse
for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, ligesom der ikke er
grundlag for at tilkende ham erstatning efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 1.” Landsretten tilkendte dog
borgeren skønsmæssigt 200.000 kr. til dækning af advokatomkostninger.
Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse i henhold til grundene.
2.3.3.8. Højesterets dom af 9. november 2004 (U 2005 578 H) angik
en sag om uberettiget bortvisning fra arbejdspladsen med løntab og
inddragelse af pensionsmuligheder til følge. I sagen blev den bortviste
funktionær, A, tilkendt godtgørelse, idet opsigelse ikke ville have været
rimeligt begrundet. Bortvisningen opstod, da A blev anklaget for at
have slået eller rusket en kollega på arbejdspladsen, hvorefter han blev
bortvist – uden dog at have fået lejlighed til at udtale sig om episoden.
Københavns Byret, der behandlede sagen i første instans, tilkendte A
6 måneders løn samt feriepenge og godtgørelse i henhold til funktionærlovens
§ 2 a. Byretten udtalte: ”Med hensyn til pensionsspørgsmålet
finder retten det mest hensigtsmæssigt, at [Finansministeriet]
får lejlighed til at træffe afgørelse om pensionsspørgsmålet
på det nu foreliggende grundlag. Hjemvisning af sagen findes ikke at
stride mod art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om
rettergang inden for en rimelig frist.” Spørgsmålet om A’s pensionsstatus
blev ikke taget op i ankesagerne hos landsretten eller Højesteret.
Højesteret tilkendte A godtgørelse svarende til 4 måneders løn for
ubegrundet opsigelse.
2.3.3.9. I en kendelse af 22. marts 2005 (U 2005 1922 V) tog Vestre
Landsret stilling til, hvorvidt der var modstrid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 i en sag, hvor landsretten
fastslog, at et løntilgodehavende kunne danne grundlag for godsværneting
samtidig med, at der verserede en straffesag mod fallenten A,
hvori A var sigtet for mandatsvig med hensyn til de samme genstande,
som omstødelsessagerne angik.
A gjorde blandt andet gældende, at sagen ved Vestre Landsret
skulle afvises eller udsættes på afventning af den verserende straffesag.
Til støtte herfor anførte A blandt andet, at det følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 6, at der gælder et forbud
mod selvinkriminering. Endvidere gjorde hun gældende, at såfremt
den omstændighed, at hun ikke kan afgive forklaring under sagen, tillægges
processuel skadevirkning, vil dette stride mod hendes ret til en
retfærdig rettergang efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6. Landsretten, der ikke tog A’s påstande om afvisning
subsidiært udsættelse til følge, udtalte:
”Ved vurderingen af, om det vil være i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 at fortsætte behandlingen
af retssagerne, mens straffesagen verserer, må der foretages en afvejning
af på den ene side hensynet til A’s mulighed for at varetage
RETTID 2005 72

sine interesser under sagen, og på den anden side hensynet til, at sagerne
skal afgøres inden rimelig tid.”
2.3.4. Genoptagelse
2.3.4.1. I en dom af 13. marts 2001 (U 2001 1239 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt genoptagelse af skatteansættelser for årene 1990
og 1991 for to skatteydere, der havde været beskæftiget ved Storebælts-projektet,
kunne ske. Skattemyndighedernes praksis vedrørende
ret til fradrag for opholds- og fortæringsudgifter var blevet underkendt
ved en landsretsdom i 1995 og en højesteretsdom i 1996. Told- og
Skattestyrelsen meddelte ved cirkulære af 12. november 1996, at der
kunne ske genoptagelse af skatteansættelser for årene 1992-1995.
Til støtte for deres påstand om genoptagelse gjorde skatteyderne
subsidiært gældende, at ”Det vil stride mod såvel grundlovens § 43,
almindelige retsgrundsætninger, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK) art. 6 som art. 1 i Tillægsprotokol 1 at afskære
sagsøgerne fra genoptagelse. Dette gælder navnlig, idet sagsøgerne
efter højesteretsdommen ubestrideligt ville have haft fradrag,
såfremt myndighederne ved skatteansættelsen for 1990 og 1991 havde
anlagt en lovmedholdelig fortolkning af reglerne. Forældelsesreglerne
umuligggør prøvelse ved domstolene, da kravene forældes, uanset
skatteyderen er i utilregnelig uvidenhed om sit krav. Et sådant forhold
strider mod art. 6 i den nævnte konvention. I art. 1 i Tillægsprotokollens
forstand er sagsøgerne blevet berøvet ejendomsretten, hvilket må
sidestilles med ekspropriation. Dette er sket uden lovhjemmel og er
ikke hjemlet i folkerettens almindelige principper. Henvisning til art. 1
om lovligheden til skatteopkrævning i stk. 2 forudsætter, at opkrævningen
er sket på lovligt grundlag. Det har ifølge højesteretsdommen
ikke været tilfældet.”
Skatteministeriet anførte til støtte for deres frifindelsespåstand
blandt andet, at det “ikke er en krænkelse af konventionens artikel 6,
stk. 1, allerede fordi sagsøgerne ikke er blevet afskåret fra domstolsprøvelse.
Genoptagelsesreglerne har ikke forhindret sagsøgerne i rettidigt
at føre deres sager gennem det administrative klagesystem for
dernæst at indbringe skatteansættelsen for domstolene. Det er ikke en
krænkelse af konventionens art. 6, når sagsøgernes egen retsvildfarelse
betyder, at genoptagelsesfristen er udløbet og ikke kan føre til en
ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene
1990 og 1991. Det gøres gældende, at nægtelsen af genoptagelsen ikke
er en krænkelse af art. 1, stk. 1, i Tillægsprotokol 1 til EMRK, idet
skattestyrelseslovens genoptagelsesregler er omfattet af undtagelsen i
art. 1, stk. 2, om bl.a. skattelove til sikring af skattebetalingen. Genoptagelsesreglerne
ligger inden for det vide skøn, som ifølge menneskerettighedsdomstolens
praksis vedrørende art. 1 er overladt til lovgivningsmagten
med hensyn til fastsættelse af de formelle processuelle
regler for bl.a. skatteopkrævning og tilbagesøgning af skat.”
Landsretten udtalte: ”Navnlig efter den af sagsøgte påberåbte
dom af 23. oktober 1997 [The National & Provencial Building Society
m.fl.] fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol findes Menneskerettighedskonventionens
art. 6, stk. 1, og art. 1, stk. 1 i Tillægspro-
RETTID 2005 73

tokol 1 ikke at kunne føre til noget andet resultat. Herefter tages sagsøgtes
frifindelsespåstand til følge.”
Eftersom lovgivningsmagten ved sin bemyndigelse til at genoptage
skatteansættelser havde forudsat, at der alene skulle ske genoptagelse
3 år tilbage fra den først underkendende dom, og eftersom der
ikke i øvrigt var oplyst forhold, der i særlig grad talte for genoptagelse,
fandt Højesterets flertal ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes
afslag på genoptagelse.
2.3.5. Vidner og dokumentation af forklaringer
2.3.5.1. I en dom af 30. marts 2001 (U 2001 1334 H) tog Højesteret
blandt andet stilling til, hvorvidt der var begået rettergangsfejl af Østre
Landsret i en sag om narkotikakriminalitet, der var blevet anket af 6 af
de i alt 14 tiltalte. Landsretten afviste at tillade dokumentation af afhøringsrapporter
vedrørende tiltalte nr. 14, T14’s bror, J, men tillod afhøring
af kriminalassistent K om, hvad J under den seneste afhøring
havde forklaret til K. Da J ikke afgav forklaring som vidne under
domsforhandlingen i sagen, var forsvarerne afskåret fra at kontraafhøre
J. T1 og T14 påstod derfor til støtte for deres påstande om ophævelse
af dommen, at vidneførelsen af kriminalassistent K var i strid med
retsplejelovens § 877, stk. 3 og indebar en krænkelse af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra d.
Højesteret udtalte: ”Politirapporten vedrørende kriminalassistent
K’s afhøring af vidnet J er optaget i overensstemmelse med retsplejelovens
regler herom, og kriminalassistent K’s forklaring kan ikke anses
for at have været det eneste eller afgørende bevis i sagen mod T1
og T14. Der er ikke grundlag for at antage, at dokumentationen af de
tidligere politirapporter vedrørende afhøring af J ville have haft nogen
betydning for bedømmelsen af sagen. Herefter finder Højesteret, at
der ikke er begået rettergangsfejl eller sket krænkelse af artikel 6 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved, at det blev tilladt,
at kriminalassistent K afgav vidneforklaring, eller ved, at dokumentation
af de tidligere politirapporter vedrørende afhøring af J blev
undladt. Der er således ikke i det herom anførte grundlag for ophævelse
af dommen og hjemvisning.”
2.3.5.2. I en kendelse af 3. april 2001 (U 2001 1452 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt en speciallæge i psykiatri, A, kunne fritages for at
afgive vidneforklaring. A havde i et læserbrev oplyst, at 5 af hans patienter
ved forskellige lejligheder var blevet udsat for overgreb og
vold begået af politifolk i forening under afhøringer på den lokale politistation.
A afslog under henvisning til sin tavshedspligt at fremkomme
med oplysninger om identiteten på de 5 patienter, han henviste
endvidere til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
6 og 10. Byretten pålagde A af afgive forklaring, idet man fandt,
at A’s ”forklaring om identiteten på den fem patienter og om tidspunkterne
for de voldelige overgreb (…) må anses for at være af afgørende
betydning for sagen…”
For landsretten anførte A, at det ville være i strid med retsplejelovens
§ 171, stk. 2, nr. 1, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-
RETTID 2005 74

konventions art. 6 at pålægge ham at udtale sig, idet han derved inkriminerer
sig selv. Østre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse,
idet landsretten udtalte: A ”pålægges at afgive konkrete og begrænsede
oplysninger, der alene har til formål at give anklagemyndigheden
mulighed for at iværksætte en undersøgelse af, om der af polititjenestemænd
på Odense Politigård er begået alvorlige strafbare forhold.
Under hensyn hertil, og uanset at Odense politiforening har taget forbehold
om eventuelt senere at rejse en injuriesag mod [A], findes han
ikke at kunne påberåbe sig retten til ikke at udtale sig, jf. retsplejelovens
§ 171, stk. 2, nr. 1, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6, stk. 2, smh. stk. 1”.
A fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe sagen for
Højesteret, hvor han primært påstod sagen afvist, eftersom det ”følger
af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10, stk. 1, jf.
stk. 2 – om indblanding fra offentlige myndigheders side i udøvelsen
af den enkeltes ytringsfrihed – at indenretligt forhør af forfatteren af et
i pressen offentliggjort læserbrev i anledning af brevets indhold kræver
udtrykkelig lovhjemmel”. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse
i henhold til grundene, idet påstanden om afvisning ikke fandtes
at kunne føre til andet resultat.
2.3.5.3. I en dom af 5. oktober 2001 (U 2002 15 H) tog Højesteret stilling
til spørgsmålet om, hvorvidt dokumentation af vidneforklaring
var en rettergangsfejl i forbindelse med en sag om indsmugling af
narkotika. Under sagen havde Østre Landsret tilladt, at der skete dokumentation
af den anklagedes halvbror, B’s forklaring i hans egen
sag i samme sagskompleks, uanset at han ikke ønskede at afgive forklaring
under nævningesagen. Tiltalte T gjorde under sagen gældende,
at der ved dokumentationen var sket rettergangsfejl ved sagen for
Østre Landsret, og at landsretten ville være kommet til et andet resultat,
såfremt broderens forklaring ikke var blevet dokumenteret. T
gjorde under sagen gældende, at ”det var i strid med artikel 6, stk. 2
og stk. 3, litra d, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at
tillade dokumentation af forklaringerne, dels fordi B ikke forud for afgivelsen
var blevet vejledt om retsplejelovens § 171, dels fordi T’s
forsvarer ikke havde reel mulighed for at foretage en modafhøring af
B under vidneansvar”.
Højesteret fandt, at det måtte lægges til grund, at B’s forklaring
ikke havde været det eneste eller afgørende bevis for domfældelsen,
og udtalte: ”På denne baggrund finder Højesteret, at dokumentationen
kunne være tilladt i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, og derfor
var i overensstemmelse med denne bestemmelse, og at dokumentationen
ikke var i strid med Menneskerettighedskonventions artikel 6. Tiltaltes
påstand om ophævelse og hjemvisning tages derfor ikke til følge.”
2.3.5.4. Østre Landsrets kendelse af 4. maj 2001 (U 2002 468 Ø) angik
spørgsmålet, hvorvidt der kunne tillades indenretlig afhøring af tiltalte
T’s medgerningsmand, der var varetægtsfængslet for samme forhold
i Østrig. T og medgerningsmanden A var sigtet for overtrædelse
RETTID 2005 75

af straffelovens § 191 ved i forening at have indført 18.000 ecstasytabletter
til Danmark. For landsretten havde T’s forsvarer bl.a. anført,
at den begærede afhøring ville stride mod artikel 6, stk. 3, litra d i Den
Europæiske Konvention om Menneskerettigheder. Østre Landsret anførte,
at retsplejelovens betingelser var opfyldt, og yderligere, at ”[d]a
ej heller den af forsvareren påberåbte bestemmelse i artikel 6, stk. 3d,
i Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder findes til hinder
for den begærede afhøring, tages anklagemyndighedens begæring
herefter til følge”.
2.3.5.5. I Højesterets kendelse af 13. december 2001 (U 2002 551 H)
opstod spørgsmålet om, hvorvidt man kan tillade afspilning af videoafhøringer
af børn under domsforhandlingen i en sag, hvor T var tiltalt
for seksuelt misbrug af sine to sønner på henholdsvis 4 og 5 år. T påstod
afspilningerne afvist, idet det var stridende mod Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c og særligt litra
d. Byretten havde afslået afspilning af den første afhøring, som var foretaget,
uden at T havde haft lejlighed til at overvære denne i et monitorrum
sammen med sin forsvarer. Den anden afhøring, hvor kun den
yngste søn blev afhørt, og hvor T og hans forsvarer havde haft lejlighed
til at stille supplerende spørgsmål, blev derimod tilladt afspillet.
Landsretten afslog afspilning af begge afhøringer under hensyn til, at
børnenes mor havde været til stede i afhøringsrummet. Ingen af retsinstanserne
tog stilling til det af T anførte vedrørende Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Højesteret fandt dog ikke, at moderens
tilstedeværelse i sig selv burde afskære anklagemyndigheden fra
at anvende afhøringen som bevis i sagen, og tillod afspilning af den
anden afhøring.
2.3.5.6. Højesterets kendelse af 21. december 2001 (U 2002 607/3 H)
vedrørte den speciallæge i psykiatri, der var blevet pålagt at oplyse
identiteten på 5 af sine patienter (se U 2001 1452 H), der angiveligt,
efter hvad speciallægen selv havde oplyst i et læserbrev, var blevet
udsat for vold af polititjenestemænd fra Odense Politigård. Sagen var
anlagt af statsadvokaten med henblik på, at S skulle indskærpes sin
vidnepligt og strafansvar for at afgive falsk forklaring. Efter byrettens
afgørelse skulle S tages i forvaring, indtil han indvilligede i at afgive
forklaring om de forhold, der var omfattet af pålægget i Højesterets
kendelse af 3. april 2001. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.
For Højesteret havde S blandt andet påberåbt sig, at en frihedsberøvelse
ville stride mod Menneskerettighedskonventionens artikel 6, at
anvendelsen af andre tvangsmidler for at fremtvinge en forklaring om,
hvad andre har fortalt ham om politiets adfærd over for dem, vil være
en krænkelse af den materielle ytringsfrihed efter Menneskerettighedskonventionens
artikel 10. Højesteret fandt ikke, at der var ”holdepunkter
for at antage, at der herved vil ske krænkelse af nogen af de
bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som
er påberåbt af S”. Højesteret fandt imidlertid ikke, at der var grundlag
for at træffe bestemmelse om forvaring og tog anklagemyndighedens
og S’s subsidiære påstand om pålæg af løbende tvangsbøde til følge.
RETTID 2005 76

2.3.5.7. I en kendelse af 7. november 2002 (U 2003 292 H) traf Højesteret
afgørelse angående dokumentation af revisionsrapporter og afhøring
af revisorer under en straffesag. I sagen var der rejst tiltale mod
8 personer for bedrageri med hensyn til moms for omkring 100 mio.
kr. I byretten havde anklagemyndigheden fået tilladelse til dels at afhøre
en specialkonsulent fra Told & Skat og en statsautoriseret revisor
og dels at dokumentere en erklæring fra det pågældende revisionsfirma
samt udvalgte dele af de revisionsrapporter, der var udarbejdet af
Told & Skat i samarbejde med politiet.
For landsretten påberåbte de tiltaltes forsvarer sig, at ”det vil være
i strid med såvel fundamentale principper i dansk straffeproces som
med princippet om retfærdig rettergang i henhold til artikel 6 i EMRK,
om det tillades at afhøre de pågældende medarbejdere om deres bedømmelse
af bevismaterialet og de konklusioner, de har draget på
grundlag heraf”. Anklagemyndigheden anførte, at efter ”afhøringstemaet
er vidnet afhørt om, hvilket arbejde/undersøgelse den pågældende
har foretaget og på hvilket grundlag. Afhøringstemaet ligger i relation
til EMRK artikel 6 klart inden for rammerne af, hvad sagkyndige
vidner kan afhøres om”.
Landsretten udtalte: ”Landsretten tiltræder under disse omstændigheder
efter retsplejelovens § 877, stk. 3, at de omhandlede revisionsrapporter
og revisionsberetninger er tilladt dokumenteret, og landsretten
finder ikke, at der derved er sket en krænkelse af de hensyn, der
skal varetages efter EMRK artikel 6.” Højesteret stadfæstede kendelsen,
idet retten bl.a. udtalte, at Told & Skats revisionsrapporter efter
fast praksis kan dokumenteres i retten, og at forsvareren havde adgang
til at afhøre de pågældende vidner under domsforhandlingen.
2.3.5.8. I Højesterets kendelse af 12. februar 2003 (U 2003 1036 H)
opstod spørgsmålet, om en erklæring fra et privat institut kunne dokumenteres,
og om et vidne fra det pågældende institut kunne tillades
afhørt i en straffesag vedrørende falsk forsikringsanmeldelse om tyveri
af en bil. Forsikringsselskabet F havde forinden anmeldelsen af T
for forsikringsbedrageri ladet T’s bil undersøge af et teknisk institut,
der afgav forklaring om, at bilen måtte have været ført ved hjælp af
originalnøgle. Byretten tillod dokumentation af erklæringen fra instituttet
og afhøring af den person, som havde afgivet erklæringen, idet
byretten blandt andet bemærkede, at bevisførelsen ikke fandtes at være
i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Landsretten afslog dokumentationen og afhøringen under henvisning
til, at erklæringen var indhentet af F forud for indgivelsen af
politianmeldelsen og har dannet grundlag herfor.
Højesteret bemærkede, at forsvareren ikke havde anført noget,
som var grundlag for at afskære erklæringen og vidnets forklaring som
bevis. Byrettens afgørelse blev herefter stadfæstet i henhold til grundene.
2.3.5.9. I en dom af 3. april 2003 (U 2003 1469 H) tog Højesteret stilling
til, hvorvidt dokumentation af indenretlige forklaringer, der forud
RETTID 2005 77

for domsforhandlingen var afgivet af to forskellige implicerede, var i
overensstemmelse med retsplejeloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6. T var ved nævningeting idømt 9 års
fængsel for 8 tilfælde af overdragelse af i alt ca. 4,8 kg heroin eller
kokain, for forsøg på overdragelse af narkotiske stoffer og for at have
forsøgt at anstifte en anden til at begå røveri med et oversavet jagtgevær.
Af de grunde, som var anført af landsretten, fandt Højesteret, at
betingelserne efter retsplejeloven for at tillade dokumentation var opfyldt.
Landsrettens afgørelse blev stadfæstet. Om Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 udtaler Højesteret:
”Tiltaltes forsvarer var til stede under eller underrettet om de
retsmøder, hvor de omhandlede forklaringer blev afgivet. Forklaringerne
tilvejebragt under sådanne omstændigheder kan i almindelighed
anvendes som bevis, uden at der herved sker en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens
artikel 6, jf. herved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom af 31. oktober 2001 i Solakovsagen
(nr. 47023/99).”
2.3.5.10. I en kendelse af 25. september 2003 (U 2003 2521 H) tog
Højesteret stilling til spørgsmålet om, hvorvidt afspilning af telefonaflytninger
under forberedelse af domsforhandling skulle tillades. T1 og
T2 var tiltalt for blandt andet drab og røveri, og anklagemyndigheden
ønskede under domsforhandlingen at afspille nogle optagelser mellem
en nu afdød meddeler A og en politimand B, der var optaget i forbindelse
med aflytningen af T2’s telefon. Anklagemyndigheden havde
hemmeligholdt optagelserne i medfør af retsplejelovens § 754, stk. 4
og gjorde først forsvaret bekendt med materialet efter A’s død. Østre
Landsret afsagde kendelse om, at anklagemyndigheden burde have
gjort forsvarerne bekendt med materialet på et tidligere tidspunkt, men
at afspilning kunne tillades. For Højesteret påberåbte forsvarerne for
T1 og T2 sig blandt andet, at ”Menneskerettighedskonventionens artikel
6, stk. 3, litra d, medfører i tilfælde, hvor politiet bevidst har frataget
forsvareren mulighed for at foretage modafhøring af et vidne, både
at bevisførelsen ikke vil kunne tillægges betydning, og at dokumentation
af den tidligere afgivne forklaring i sig selv vil blive anset for
konventionsstridig.” Højesteret tog ikke stilling til det anførte anbringende,
men afviste kære af landsrettens kendelse under henvisning til,
at spørgsmålene, der var rejst under sagen, ikke opfyldte kravene til
fundamental eller principiel betydning.
2.3.5.11. I Østre Landsrets kendelse af 12. og 29. september 2003 (U
2003 2624 Ø) tog Østre Landsret blandt andet stilling til, hvorvidt afspilning
af aflyttede telefonsamtaler med nu afdød meddeler for politiet
kunne tillades afspillede. Telefonaflytningen var foretaget i henhold
til kendelser om aflytning af tiltalte 1’s telefon i overensstemmelse
med retsplejelovens regler herom, og materialet måtte derfor anses
for lovligt tilvejebragt. Landsretten afsagde desuden kendelse om, at
dørene skulle lukkes, mens P, som var en polititjenestemand med en
”særlig tjenestefunktion”, afgav forklaring omkring omstændigheder-
RETTID 2005 78

ne ved tilblivelsen af samtalerne. Vedrørende afspilningen af samtalerne
udtalte landsretten:
”Efter det oplyste må det lægges til grund, at telefonsamtalerne
kun udgør et blandt flere beviser i sagen. Herefter, og da vidnet er afgået
ved døden, vil afspilning af samtalerne ikke være i strid med Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.”
2.3.5.12. I en dom af 22. januar 2004 (U 2004 1054 H) tog Højesteret
blandt andet stilling til, hvorvidt dokumentation af T’s forstraf som
led i bevis for hans motiv kunne finde sted som fastslået af Østre
Landsret. T var i juni 2001 blevet prøveløsladt med en prøvetid på 2 år
efter en dom af 5. januar 2001, hvor han var fundet skyldig i grov vold
og trusler på livet mod datteren. I den nye sag blev T fundet skyldig i
manddrab efter straffelovens § 237 ved i februar 2002 i et havneområde
at have slået sin 14-årige datter i hovedet og smidt hende i havnebassinet,
således at hun druknede.
Under henvisning til de grunde, som landsretten havde angivet,
tiltrådte Højesteret, at anklagemyndigheden kunne dokumentere
dommen af juni 2001 under domsforhandlingen. Landsretten udtalte:
”Da oplysning om tiltaltes tidligere straf for vold mod sin datter findes
at have betydning for bevisførelsen vedrørende motivet for den forbrydelse,
tiltalte nu er tiltalt for, og da dokumentationen af den tidligere
dom med udskrift af retsbogen ikke findes at være i strid med artikel
6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, tillades denne.”
2.3.5.13. Højesteret afsagde den 30. november 2004 (U 2005 753 H)
dom i en straffesag vedrørende en gruppevoldtægt. For Højesteret
havde de tiltalte påberåbt sig, at der var sket rettergangsfejl, idet
landsretten havde tilladt dokumentation af psykologerklæringer afgivet
af en autoriseret psykolog, selvom de ikke udtrykkeligt var anført i
bevisfortegnelsen. Højesteret bemærkede, at de tiltalte kunne have
indkaldt psykologen til at afgive forklaring eller have stillet yderligere
spørgsmål til hende eller andre sagkyndige. Heller ikke indholdet af
erklæringerne eller det forhold, at offeret F var i behandling hos den
pågældende psykolog, kunne begrunde, at landsretten skulle have
nægtet tilladelse til dokumentationen. Højesteret udtalte:
”Landsretten har således ikke begået rettergangsfejl ved at tillade
anklagemyndigheden at dokumentere de tre erklæringer fra psykolog
(…). Det bemærkes, at dokumentationen heller ikke kan anses for
stridende mod art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
2.3.5.14. I en kendelse af 1. november 2004 (U 2005 810 Ø) havde
Østre Landsret anledning til at tage stilling til en sag, hvor den forurettede
F skulle afgive forklaring om episoden. F’s forklaring var imidlertid
så forbeholden, at det måtte sidestilles med en vægring. Landsretten
tillod derfor, at vidnets forklaring for byretten blev dokumenteret
for landsretten, idet landsretten blandt andet bemærkede, at ”vidnets
forklaring hverken er det eneste eller det reelt afgørende bevis
RETTID 2005 79

vedrørende sagens forhold 10-12, hvorfor en dokumentation af den
indenretlige forklaring ikke vil være uforenelig med artikel 6, stk. 3,
litra d, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
2.3.5.15. I Højesterets kendelse af 30. december 2004 (U 2005 1004
H) drejede sagen sig om kære af tre kendelser truffet af Vestre Landsret
i en straffesag mod 6 tiltalte, der havde tilknytning til en rockerorganisation
eller var fuldgyldige medlemmer i en sådan. Den første
kendelse, som var kæret af de tiltalte og vedrørte landsrettens manglende
imødekommelse af de tiltaltes begæring om ingen bevogtning i
venterummene, blev afvist af Højesteret i medfør af retsplejelovens §
968, stk. 2, mens de to øvrige kendelser, som var kæret af anklagemyndigheden,
blev optaget til prøvelse, idet de angik spørgsmål af
principiel karakter. Kendelse nr. 2 vedrørte udlevering af politirapporter,
der indeholdt vidneforklaringer. Højesteret stadfæstede landsrettens
afgørelse, at politirapporterne vedrørende afhøring af tiltalte V
ikke kunne udleveres til nævningene.
Den tredje kendelse vedrørte dokumentation af vidnet A’s forklaring
for byretten. Landsretten tillod delvis dokumentation, mens Højesteret
udtalte:
”Efter [retspleje]lovens § 748, stk. 2, 1. pkt., havde forsvarerne
for disse tiltalte krav på underretning om retsmøderne og ret til at
overvære dem. Det følger af artikel 6, stk. 3, litra d, i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, at en person, der er tiltalt i en straffesag,
har ret til – i praksis normalt ved forsvareren – at afhøre eller lade
afhøre imod ham førte vidner. Der må efter Menneskerettighedsdomstolens
praksis ikke ske domfældelse på grundlag af en forklaring,
som dokumenteres under domsforhandlingen, hvis den dokumenterede
forklaring er det eneste eller det reelt eneste afgørende bevis i sagen,
og tiltalte eller forsvareren ikke på noget stadium af sagen, herunder
i forbindelse med selve dokumentationen, har haft adgang til
kontraafhøring af det vidne, hvis forklaring dokumenteres. Selve dokumentationen
vil derimod som udgangspunkt ikke indebære en
krænkelse af konventionen.
Hvis det er formålet med en indenretlig afhøring efter [retsplejelovens]
§ 747, at forklaringen senere eventuelt skal kunne dokumenteres
og dermed anvendes som surrogat for en vidneforklaring, fører artikel
6, stk. 3, litra d, til, at retten ikke blot skal underrette forsvareren
om retsmødet, men skal udfolde betydelige bestræbelser med henblik
på at sikre, at forsvareren kan være til stede med mulighed for at stille
spørgsmål, hvis forsvareren ønsker det. I det foreliggende tilfælde må
det ved berammelsen af den indenretlige afhøring antages at være forudsat
af anklagemyndigheden og af retten, at A siden ville blive søgt
ført som vidne i sagen mod de indkærede. Også i en sådan situation
må det imidlertid tilstræbes, at forsvarere, som ønsker at være til stede,
får lejlighed til det. (…)
Uanset at retten ikke forsøgte at imødekomme forsvarernes ønske,
finder Højesteret på baggrund af det anførte, at der ikke er grundlag
for at antage, at dokumentation af A’s indenretlige forklaring i sig
selv vil indebære en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens
RETTID 2005 80

artikel 6, stk. 1, om retfærdig rettergang. Højesteret finder endvidere,
at betingelserne for efter praksis at tillade dokumentation af forklaringen
efter retsplejelovens § 877, stk. 3, er opfyldt”.
2.3.6. Dommerhabilitet m.m.
2.3.6.1. I en dom af 13. december 2004 (U 2005 908 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt domme i en straffesag skulle ophæves og sagen
hjemvises, idet der var spørgsmål om kredsdommerens og en domsmands
habilitet. T var fundet skyldig i besiddelse af 17 kg hash med
videresalg for øje af Kredsretten i Sisimiut, som forinden havde fundet
T’s brødre skyldige i opbevaringen af henholdsvis 10 og 7 kg hash for
T. Kredsformanden og en domsmand medvirkede både i sagerne mod
T’s brødre og mod T.
For Højesteret nedlagde T påstand om ophævelse af Kredsretten
og Grønlands Landsrets domme og hjemvisning til Kredsretten, hvilket
anklagemyndigheden tilsluttede sig. T gjorde gældende, at der var
sket ”en tilsidesættelse af rettergangsregler, jf. retsplejelovens § 963,
stk. 1, jf. § 943 og 946, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1 og
stk. 3, litra d, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis
iagttagelse kunne have medført et andet udfald af sagen.” Højesteret
dømte i overensstemmelse med T’s påstand.
2.3.7. Bevismidler
2.3.7.1. I en kendelse af 1. marts 2002 (U 2002 1363 Ø) tog Østre
Landsret stilling til, om betingelserne efter retsplejelovens § 804 for
edition var opfyldt. I straffesagen mod T1 og T2 vedrørende bedrageri
af særlig grov beskaffenhed og skattesvig af særlig grov karakter havde
forsvarerne fremsat anmodning om edition af 2 responsa om skattemæssige
afskrivninger afgivet af Kammeradvokaten til Skatteministeriet,
Told- og skattestyrelsen i forbindelse med civile retssager. Til
støtte herfor var Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
6 påberåbt. Byretten havde afvist edition, idet betingelserne i
retsplejelovens § 804 ikke ansås for at være opfyldt. Resultatet fandtes
ikke at være i strid med art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
om retten til fair trial og til forsvar.
Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, idet man bemærkede,
at de omhandlede responsa efter det oplyste ikke indeholdt selvstændige
bevisligheder for faktiske forhold med relation til den i byretten
verserende straffesag mod de kærende. Om art. 6 udtalte landsretten,
at ”den Europæiske menneskerettighedskonventions art. 6 ikke
findes at kunne føre til et andet resultat”.
2.3.7.2. I en kendelse af 15. oktober 2003 (U 2004 103 H) tog Højesteret
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det var tilladt at dokumentere
tiltaltes straffeattest forud for nævningenes stillingtagen til
skyldsspørgsmålet. T var ved nævningeting tiltalt for 2 tilfælde af vold
af særlig rå og brutal karakter mod sin datter, der efter den sidste
voldsudøvelse afgik ved døden. Landsretten tillod anklagerens dokumentation
af en forstraf for T, hvorefter han var blevet idømt 6 års
fængsel for vold af særlig rå og brutal karakter over for en datter, der
RETTID 2005 81

derefter også var afgået ved døden. Landsretten anførte, at dokumentationen
ikke fandtes at være uforenelig med bestemmelserne i art. 6,
stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret stadfæstede kendelsen i henhold til landsrettens
grunde.
2.3.8. Tolkebistand eller ret til at få afgørelse på et sprog, man forstår
2.3.8.1. I en dom af 23. januar 2001 (U 2001 2530 V) tog Vestre
Landsret stilling til en sag, der angik en vildfarelse med hensyn til forståelse
af politiets tilkendegivelse vedrørende en førerretsfrakendelse.
T, der var udlænding, var tiltalt for den 30. marts 2000 at køre promillekørsel
i frakendelsestiden. T kendte sig i byretten skyldig, men forklarede,
at han ikke havde forstået den fulde ordlyd af den førerretsfrakendelse,
som T havde underskrevet den 7. februar 2000. Straffen
blev i byretten fastsat til 20 dages hæfte og 5 års frakendelse af førerretten
med virkning fra den 7. februar 2000. Landsretten betragtede
det forhold, at T ikke fuldt ud havde forstået såvel bødevedtagelsen
som førerretsfrakendelsen, som uagtsomt og stadfæstede byrettens
dom, idet man i lighed med byretten bemærkede, at T ikke havde gjort
opmærksom på, at han ikke forstod førerretsfrakendelsen og bødevedtagelsen,
som begge var sendt til T’s hustrus adresse her i landet.
Det fremgår ikke af referatet, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
er blevet påberåbt under sagen, men landsretten bemærkede:
”Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal snarest muligt
have en udførlig underretning om indholdet af den sigtelse, der er
rejst og af årsagen hertil, på et sprog, som vedkommende forstår, jf.
artikel 6, stk. 3, litra a, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
2.3.8.2. I en kendelse af 19. juni 2002 (U 2002 2008/2 H) tog Højesteret
stilling til anvendeligheden af art. 6 i forbindelse med en afgiftskendelse,
som var pålagt A som følge af, at hun havde været til stede i
en bil, der var blevet brugt til indsmugling af cigaretter i EU. A havde
ikke haft kendskab til smugleriet og blev derfor ikke tiltalt i sagen
mod blandt andre A’s samlever S. I 1997 traf de tyske toldmyndigheder
afgørelse om, at A in solidum med S skulle betale de importafgifter,
der var opstået ved indførslen af cigaretterne i fællesskabsområdet.
Afgørelsen blev sendt til A på tysk, hvilket hun kun delvist forstod,
hvorfor hun rev den i stykker og ikke i øvrigt foretog sig noget.
De tyske myndigheder anmodede en dansk fogedret om at inddrive
importkravet. A gjorde under sagen gældende, at den afgørelse, som
hun modtog på tysk, skulle have været oversat, samt at det opkrævede
beløb har pønal karakter og derfor vil stride mod artikel 6, såfremt sagen
fremmes til udlægsforretning. Fogedretten fandt, at ”uagtet at afgiftskendelsen
er truffet af en forvaltningsmyndighed, findes kendelsen
dog at have en sådan pønal karakter, at principperne i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, artikel 6, stk. 3, litra a og e,
som inkorporeret […], bør finde anvendelse” og nægtede af fremme
begæringen om udlæg.
RETTID 2005 82

Såvel Vestre Landsret som Højesteret fandt, at udlægsforretningen
kunne fremmes under henvisning til, at A havde modtaget den tyske
afgiftsafgørelse, at A ikke havde påklaget denne, og at betingelserne
for inddrivelse af kravet i øvrigt var opfyldt.
2.3.9. Forsvarerens rettigheder under efterforskningen
2.3.9.1. I en kendelse af 23. august 2001 (U 2001 2435 Ø) afslog
Østre Landsret at hjemvise en straffesag til fornyet behandling ved byretten,
som påstået af T’s forsvarer. Sagen omfattede flere tiltalte og
flere forhold, men T var alene tiltalt og dømt i et enkelt af forholdene.
Som støtte for sin afvisnings- og hjemvisningspåstand havde T’s forsvarer
blandt andet gjort gældende, at domsforhandlingen var gennemført
i strid med retsplejelovens § 845 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, idet dele af sagen var gennemført
uden hans tilstedeværelse. Landsretten udtalte:
”I det omfang, hvori advokat (…) har repræsenteret forsvaret under
domsforhandlingen i byretten, findes der herefter ikke at være sket
nogen tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven. Bestemmelsen
indebærer ikke, at en forsvarer i et sagskompleks skal være
til stede under dele af domsforhandlingen, som klart ikke vedrører
den pågældende tiltalte. Landsretten lægger til grund, at sagens forhold
1 og 2, som behandledes indtil den 25. maj 2000, i vidt omfang
uden tilstedeværelse af forsvarer for tiltalte T, ikke havde nogen forbindelse
med tiltalen mod bl.a. T i forhold 3B. Der findes således ikke
at være sket en overtrædelse af retsplejeloven ved, at domsforhandlingen
imod andre tiltalte er afviklet uden tilstedeværende forsvar for T.
(…)
Det er af forsvareren ubestridt for landsretten, at proceduren på
første proceduredag den 28. august 2000 ikke vedrørte T. Herefter, og
da der som ønsket af forsvareren forelå skriftlige procedurer fra parterne
– omend de ikke fulgtes i det hele – findes der heller ikke i den
fase at være sket en tilsidesættelse af retsplejeloven. Det følger af det
anførte, at der under byrettens behandling af sagen heller ikke er sket
en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 3, litra c.”
2.3.9.2. Højesterets kendelse af 15. maj 2003 (U 2003 1737/3 H) vedrørte
spørgsmålet om tilkendelse af honorar til forsvarere, der ønsker
at være til stede under de dele af domsforhandlingen, som klart ikke
vedrører de pågældendes egne klienters forhold. Advokaterne anførte
blandt andet, at det følger i medfør af den danske straffeprocesordning,
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk.
3, litra b, c og d samt FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
artikel 14, stk. 3, litra d, ”at tiltalte i en straffesag har et ubetinget
krav på at være til stede på samtlige domsforhandlinger i en sag
som den foreliggende, hvor de faktiske omstændigheder og de juridiske
problemer vedrører samtlige tiltalte. Der opstår ofte processuelle
tvister under sager, og hvis forsvareren ikke får mulighed for at gøre
sine synspunkter gældende, kan konsekvensen blive, at sagen må
RETTID 2005 83

hjemvises til fornyet behandling, eller at der sker krænkelse af artikel
6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
Højesteret henviste ikke til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
men udtalte blandt andet: ”Efter retsplejelovens §
845, stk. 1, skal den beskikkede forsvarer være til stede under hele
domsforhandlingen, så længe han har adgang til at få ordet. Bestemmelsen
udgør en væsentlig retsgaranti som led i tiltaltes krav på en retfærdig
rettergang. Bestemmelsen indebærer, at forsvareren som udgangspunkt
har ikke blot ret, men også pligt til at være til stede under
hele domsforhandlingen.” Herefter ændrede Højesteret landsrettens
kendelse, så der fastsattes et nedsat salær til den beskikkede forsvarer
for deltagelse i et retsmøde, hvis retsmødet klart ikke vedrører den pågældendes
klient, og dette på forhånd er meddelt forsvareren.
2.3.9.3. Ved kendelse af 27. april 2004 (U 2004 1887 H) tog Højesteret
stilling til et spørgsmål om aktindsigt for forsvareren i en straffesag
mod T, der var sigtet for at have indført og opbevaret et stort parti
hash med henblik på videreoverdragelse. Det dokument, som forsvareren
ønskede aktindsigt i, var en politirapport af 7. maj 2003 om tilladelse
til at foretage aflytning af T’s mobiltelefon, idet han 22 gange
inden for de forudgående tre uger havde været i kontakt med en anden
mobiltelefon, som allerede blev aflyttet af politiet som et led i efterforskning
af heroinindsmugling. T’s forsvarer anmodede endvidere
om aktindsigt i Københavns Byrets afgørelse af 8. maj, som gav tilladelse
til aflytningen. Byretten bestemte i medfør af retsplejelovens §
745 b, stk. 1, nr. 5, at politirapporten indtil 6. oktober 2003 skulle undtages
fra forsvarerens aktindsigt. Afgørelsen blev stadfæstet af landsretten.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse, idet de udtalte:
”Ligeledes af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder Højesteret,
at det ud fra en afvejning af hensynet til efterforskningen af alvorlig
kriminalitet og hensynet til varetagelsen af sigtedes forsvar – foretaget
i overensstemmelse med [retsplejelovens] § 745 b og Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis i henhold til Menneskerettighedskonventionens
artikel 6 – måtte anses for påkrævet at undtage politirapporten
fra forsvarerens aktindsigt som sket.”
2.3.9.4. I en dom af 28. oktober 2004 (U 2005 383 H) havde Højesteret
anledning til at tage stilling til, hvorvidt nægtelse af adgang for
forsvareren i en sædelighedssag til at gøre sig bekendt med efterforskningsmaterialet
i en anden sædelighedssag, hvori samme forurettede
var impliceret, indebar en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6. Højesteret fandt, at spørgsmålet var
af en sådan principiel og væsentlig karakter, at Højesteret undtagelsesvis
– uanset reglen i retsplejelovens § 968, stk. 2 – tog kæresagen
under realitetsbehandling.
Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse, idet de udtaler: ”Efter
forarbejderne til bestemmelsen (retsplejelovens § 729a, stk. 3)
sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materia-
RETTID 2005 84

le, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug
for den pågældende sag. De forhold, som forsvareren søger at få oplyst
gennem aktindsigten, kan ikke antages at have nogen betydning
for forsvaret af tiltalte.”
2.3.9.5. I sin kendelse af 17. januar 2005 (U 2005 1205 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt hovedreglen om forsvarers adgang til aktindsigt
kan fraviges, samt hvorvidt et indenretligt forhør af vidner
uden underretning af de sigtede og deres forsvarere kunne tillades.
Sagen angik T1 og T2, som var sigtede for forsøg på røveri begået
med skarpladte våben og for vold af særlig farlig karakter og havde
nær tilknytning til rockermiljøet. Til støtte for deres påstand om henholdsvis
aktindsigt og afvisning havde forsvarerne anført, at det ville
være i strid med både retsplejeloven og vidnernes rettigheder efter
Menneskerettighedskonventionens artikel 6, såfremt der gennemførtes
et retsligt forhør som begæret af anklagemyndigheden. Byretten afslog
aktindsigt indtil videre med henvisning til, at hensynet til sagens opklaring,
samt de to vidners liv og helbred, gjorde det påkrævet, at forsvarene
blev unddraget aktindsigt indtil videre. Det indenretlige retsmøde
uden underretning af de sigtede eller deres forsvarere blev afslået,
idet der ikke var hjemmel herfor i retsplejeloven. Landsretten tillod
det indenretlige møde, men Højesteret stadfæstede byrettens afgørelse
i henhold til grundene.
2.3.10. Straffeproces i øvrigt
2.3.10.1. Østre Landsret afsagde 27. september 2002 (U 2002 2780 Ø)
kendelse i en straffesag ved byretten i Middelfart vedrørende beskikkelse
efter retsplejelovens § 336 c, stk. 3. A var sigtet for manddrab og
fik beskikket advokat B, København på vilkår som for indenbys mødende.
A havde, ytret ønske om forskellige forsvarere, til sidst advokat
B. Landsretten udtalte:
”Efter sagens omstændigheder finder landsretten ikke grundlag
for at tilsidesætte det af byretten udøvede skøn. Menneskerettighedskonventionens
artikel 6 kan ikke føre til noget andet resultat.”
2.3.10.2. I sin kendelse af 27. februar 2003 (U 2003 1090 V) tog Vestre
Landsret stilling til en lignende sag. A, som var sigtet for manddrab,
og hvis sag skulle prøves i byretten i Haderslev, ønskede at få
advokat B, København beskikket som advokat. I byretten var B blevet
beskikket som advokat for A på vilkår som for indenbys mødende.
Under forhandlingen i landsretten påberåbte advokat B på sin klients
vegne Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk.
3, litra c under henvisning til, at sagens alvorlighed for A burde indgå
som en del af rettens skøn. Han påpegede endvidere, at juridisk bistand
i henhold til den nævnte bestemmelse skal ske uden betaling, når
dette kræves i retfærdighedens interesse. Vestre Landsret henviste til
sagens alvorlige karakter for A og beskikkede B uden forbehold.
2.3.10.3. I en kendelse af 13. december 2004 (U 2005 1118 Ø) tog
Østre Landsret stilling til spørgsmålet, hvorvidt fortsat varetægts-
RETTID 2005 85

fængsling med begrænset besøgstid var i strid med retten efter art. 6,
stk. 3, litra b. Med henvisning til art. 6, stk. 3, litra b, påstod forsvareren
sigtede løsladt med den begrundelse, at de fastsatte besøgstider
umuliggjorde en sammenhængende og meningsfyldt forberedelse af
sagen.
Landsretten udtalte: ”Den ret, som enhver arrestant ifølge EMRK
art. 6, stk. 3, litra b, har til at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede
sit forsvar, skal selvsagt respekteres. I denne sag har forsvareren
siden den 26. marts 2004 vidst, at han skulle afsætte tilstrækkelig
tid i sin kalender til forberedelse af denne store og utvivlsomt tidskrævende
sag, herunder til de fornødne fængselsbesøg. […] Der foreligger
ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at antage, at arrestantens
anbringelse i fængslet på Københavns Politigård udgør en sådan
begrænsning i adgangen til at forberede arrestantens forsvar, at EMRK
art. 6, stk. 3, litra b, ses at være blevet tilsidesat.”
2.3.11. Strafferet i øvrigt
2.3.11.1. I Højesterets dom af 21. juni 2001 (U 2001 2045 H) gjorde
de tiltalte gældende, at artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
var tilsidesat på grund af nogle offentlige udtalelser
fremsat af miljøministeren under sagens behandling i byretten i Vordingborg.
Sagen angik en strafferetssag mod T, der var ejer og direktør
i et anpartsselskab, der ikke havde overholdt vilkår og påbud om
bortskaffelse af kemikalieaffald. Byretten udtalte: ”Miljøministeren
har, efter at domsforhandlingen er begyndt, udtalt sig offentligt på en
kritisk måde om Prom-virksomheden. Retten må afvise, at udtalelserne
har haft nogen indflydelse på sagens behandling, og at princippet i
ovennævnte [artikel 6] om retfærdig rettergang dermed er tilsidesat.”
Under sagen for Højesteret gjorde T forskellige generelle indsigelser
gældende, som alle blev afvist af Højesteret, der dog ikke kunne
efterprøve landsrettens bevisvurdering og derfor lagde til grund, at
T var skyldig i det af landsretten angivne omfang. Virksomheden blev
idømt en bøde på 800.000 kr., mens T blev idømt 40 dages betinget
hæfte samt en tillægsbøde på 300.000 kr.
2.3.11.2. I en dom af 15. november 2001 (U 2002 340 H) tog Højesteret
stilling til T1 og T2’s import af kokain og forsøg herpå. Sagen vedrørte
i alt 10 forhold, hvor T1 var fundet skyldig i 8 af dem, og T2 var
fundet skyldig i fire forhold. Forhold 10 vedrørte et forsøg på at indføre
10 kg kokain i Danmark, hvor begge tiltalte blev fundet skyldige.
Forsøget var imidlertid fremkaldt af F, der var agent for det østrigske
politi. Højesteret fastslog, at havde F’s adfærd været udøvet på initiativ
af dansk politi, ville den have været i strid med provokationsforbudet
i retsplejelovens § 754 a. Landsretten havde ikke fundet grundlag
for strafbortfald, men havde taget hensyn hertil i strafudmålingen, og
Højesterets flertal udtalte:
”Forhold 10 indgår (…) i en række professionelt tilrettelagte indsmuglinger
af narkotika. Under disse omstændigheder finder vi, at en
domfældelse i dette forhold heller ikke vil være i strid med artikel 6,
stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. herved
RETTID 2005 86

Menneskerettighedsdomstolens dom af 9. juni 1998 i sagen Texeira de
Castro mod Portugal. Vi tiltræder derfor, at de tiltalte er fundet skyldige
i dette forhold, og finder, at der heller ikke er grundlag for strafbortfald.
Mængden af kokain i forhold 10 er væsentlig større end i de
øvrige forhold. Det kan derfor ikke udelukkes, at agentens overskridelse
af provokationsforbudet har forøget lovovertrædelsens grovhed.
Vi tiltræder derfor, at agentvirksomheden er tillagt betydning ved
strafudmålingen.”
2.3.11.3. Østre Landsrets dom af 7. maj 2002 (U 2002 1931 Ø) angik
en overtrædelse af luftfartslovens § 82. T blev fundet skyldig i at have
foretaget flyvning med en passager under tilsidesættelse af flyvesikkerheden,
idet han havde undladt at foretage en omhyggelig beregning
af den tilbageværende brændstofmængde i flyet forud for flyvningen,
hvilket medførte, at han måtte foretage nødlanding på en mark. T havde
afgivet pligtmæssig indberetning herom til Havarikommissionen,
hvilket blev inddraget i straffesagen. Østre Landsret udtalte:
”Det findes ikke i strid med forbuddet mod selvinkriminering i
Den Europæiske Menneskerettighedskommissions artikel 6, at tiltaltes
pligtmæssige indberetning til Havarikommissionen for Civil Luftfart
om flyvehændelsen, afgivet på et tidspunkt, hvor der ikke hos myndighederne
var begrundet formodning om et strafbart forhold, er indgået
i straffesagen.”
2.3.11.4. I en dom af 25. september 2002 (U 2002 2729 V) tog Vestre
Landsret stilling til byrettens afgørelse, hvorefter T blev fundet skyldig
i - trods politiets anmodning herom - at have undladt at oplyse,
hvem der havde benyttet hans køretøj i forbindelse med en hastighedsovertrædelse.
Ved sagen for Vestre Landsret påstod T sig frikendt,
idet han anførte, at oplysningspligten i færdselslovens § 65 må
begrænses af retten til ikke at skulle inkriminere sig selv i medfør af
FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder art. 14, stk. 3,
litra g og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6,
stk. 1.
Landsretten frifandt T, idet de udtalte: ”Det (…) kan [ikke] udelukkes,
at tiltalte var fører af bilen på det pågældende tidspunkt. På
baggrund af denne bevisvurdering kan det ikke fastslås, at tiltalte har
været forpligtet til at oplyse, hvem der var fører af bilen, jf. Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1.”
2.3.11.5. I en lignende dom af den 12. februar 2003 (U 2003 1029 H)
måtte Højesteret tage stilling til, hvorvidt man ville stadfæste Østre
Landsrets dom af 27. juni 2002, som pålagde T at oplyse, hvem der
havde været fører af hans bil under en kørsel, hvor det ved radarmåling
var konstateret, at bilen havde kørt for hurtigt.
T nægtede at oplyse, hvem der førte bilen, idet han derved ville
udsætte føreren, der var en af hans nærmeste, for straf. T havde endvidere
til støtte for sin frifindelsespåstand for Østre Landsret anført, at
bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1, blandt andet begrænses af
princippet om retten til ikke at inkriminere sig selv, jf. artikel 14 i FN-
RETTID 2005 87

konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og art. 6 i Menneskerettighedskonventionen.
Østre Landsret udtalte: ”De hensyn og principper, der fremgår af
retsplejelovens § 752, stk. 1, og Menneskerettighedskonventionens
art. 6, strider således ikke imod at pålægge tiltalte at afgive oplysninger
efter bestemmelsen i færdselslovens § 65, stk. 1.” Landsretten
vurderede dernæst rækkevidden af retsplejelovens § 171, som T
også havde påberåbt sig. Landsretten stadfæstede byrettens dom,
hvorefter T var blevet idømt 500 kr. idet han ikke havde opfyldt oplysningspligten
i færdselslovens § 65, stk. 1.
For Højesteret havde T endvidere påberåbt sig Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 10 og den deri indeholdte ret til
ikke at ytre sig som begrundelse for sin påstand om frifindelse. Højesteret
stadfæstede, idet de udtalte:
”Efter landsrettens bevisvurdering lægges det til grund, at tiltalte
ikke risikerer at udsætte sig selv for straf ved at opfylde oplysningspligten.
Højesteret tiltræder, at det herefter ikke er i strid med de hensyn
og principper, der fremgår af retsplejelovens § 752, stk. 1, og Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at pålægge tiltalte
at opfylde oplysningspligten efter færdselslovens § 65, stk. 1.
Heller ikke de principper og hensyn, som ligger bag Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 10, kan være til hinder for en sådan
oplysningspligt.”
2.3.11.6. I en kendelse af 28. marts 2003 (U 2003 1328 H) havde Højesteret
anledning til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et
kontrolbesøg foretaget af Konkurrencestyrelsen var i strid med Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. I august 2001
traf EU-kommissionen beslutning om iværksættelse af en kontrolundersøgelse
hos en dansk virksomhed, V, og dennes datterselskaber.
Baggrunden herfor var Kommissionens mistanke om, at V havde
medvirket til ulovlige kartelaftaler. Konkurrencestyrelsen anmodede i
henhold til EU-kommissionens beslutning om byrettens kendelse, der
ville hjemle et uvarslet besøg hos V af repræsentanter for Kommissionen
og Konkurrencestyrelsen. Byretten afsagde samme dag en kendelse,
der tillod undersøgelsen, som også straks blev iværksat.
Virksomheden påklagede kendelsen til Østre Landsret, der stadfæstede.
Med procesbevillingsnævnets tilladelse blev kendelsen påklaget
til Højesteret, over for hvem virksomheden anførte, at der var
tale om et tvangsindgreb, hvorfor V burde have været tillagt en sigtets
retsstilling med den følge, at V ikke havde forpligtelse til at medvirke
aktivt til undersøgelsens gennemførelse. Virksomheden gjorde endvidere
gældende, at byrettens afgørelse ikke havde karakter af en selvstændig
vurdering af spørgsmålet, men i det væsentlige var en stadfæstelse
af EU-kommissionens beslutning.
Virksomheden anførte: ”at der i dansk ret eksisterer en række
grundrettigheder, der har status af supplement til grundloven, og at en
af disse grundrettigheder – retten til at forholde sig passiv, hvis man er
genstand for en undersøgelse vedrørende et strafbart forhold – følger
af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at den
RETTID 2005 88

omstændighed, at kærende er mistænkt for overtrædelse af EFtraktatens
artikel 81, medfører, at kærende kan påberåbe sig de retssikkerhedsgarantier,
der følger af principperne i retsplejelovens § 752
og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, og at
de nævnte retssikkerhedsprincipper også gælder juridiske personer.”
Konkurrencestyrelsen anførte til støtte for sin påstand om stadfæstelse:
”at der ikke i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis er grundlag for at antage, at det følger af konventionens artikel
6, at juridiske personer kan påberåbe sig et forbud mod selvinkriminering,
at Domstolen i dommen af 17. december 1996 i sagen Saunders
mod UK har anerkendt, at artikel 6 ikke er til hinder for, at der ved
kendelse pålægges en person under trussel at udlevere dokumenter, at
forbuddet mod selvinkriminering kun gælder straffesager, at bøder efter
forordning nr. 17 af 6. februar 1962 ikke er strafferetlige sanktioner,
jfr. Artikel 15, stk. 4, at der ikke er grundlag for at antage, at den
af EF-domstolens fastlagte retstilstand strider mod Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention eller national dansk ret, og at det under
alle omstændigheder følger af princippet om EU-rettens forrang, at
EU-retten har forrang også i forhold til regler, der kan karakteriseres
som grundrettigheder”.
Højesteret henviste til EF-domstolens praksis, hvor Domstolen
flere gange havde udtalt, at det i relation til spørgsmålet om selvinkriminering
ikke var ”muligt at kritisere den appellerede dom som
følge af udviklingen i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
retspraksis”. Endvidere udtalte Højesteret:
”Højesteret har ikke grundlag for at antage, at den beskrevne
afvejning mellem Kommissionens beføjelser og retten til ikke at bidrage
til selvinkriminering – som de pågældende embedsmænd under
tvangsindgrebets udførelse har pligt til at respektere – skulle stride
mod nationale bestemmelser med grundlovsrang. Da kærende ikke i
øvrigt har påberåbt sig konkrete omstændigheder, som kan begrunde,
at kendelsen – eller en del af kendelsen – er retsstridig i forhold til selskabet,
stadfæster Højesteret kendelsen.”
2.3.11.7. I en dom af 24. juni 2004 (U 2004 2418 H) tog Højesteret
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt dommen i en nævningesag ved
Østre Landsret skulle ophæves på baggrund af utilstrækkelig gerningsbeskrivelse
i anklageskriftet og utilstrækkelige spørgsmål til
nævningene. T1 var i nævningeting dømt for medvirken til, at T2 havde
indsmuglet kokain. I anklageskriftet var T1 tiltalt for overtrædelse
af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt. ”ved at have medvirket
til”, at T2, hvis sag var afgjort, på nærmere angiven måde og tidspunkt
indførte 1918 g kokain fra Brasilien til Danmark. Det spørgsmål, som
blev stillet til nævningene, var formuleret i nøje overensstemmelse
med anklageskriftet. T1 henviste til, at der var sket en krænkelse af
hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, stk. 1 og 2. Højesteret ophævede dommen og hjemviste
til fornyet behandling ved landsretten, idet udformningen af tiltalen og
spørgsmålet til nævningerne indebar en sådan vanskeliggørelse af
T1’s forsvar, at sagen muligvis kunne have fået et andet udfald.
RETTID 2005 89

2.4. Konventionens artikel 7
2.5.1. Østre Landsrets dom af 18. juni 2002 (U 2002 2362 Ø) angik
blandt andet spørgsmålet om strafudmålingens overensstemmelse med
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dommen i første instans
var afsagt af Færøernes Ret for et forhold, der indebar overtrædelse
af straffelovens § 191, idet T sammen med en medgerningsmand
havde indført 200 g amfetamin til Færøerne, hvoraf 55 g var videresolgt.
T var idømt fængsel i 2 år. Vedrørende strafudmålingen udtalte
Østre Landsret:
”Den stedfundne strafudmåling findes ikke at indebære en
krænkelse af art. 7, stk. 1, 2. punktum, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
2.5.2. I en kendelse af 3. juni 2004 (U 2004 2229 H) havde Højesteret
anledning til at tage stilling til, hvorvidt en beslutning truffet af Justitsministeriet,
hvorefter den danske statsborger A skulle udleveres til
Storbritannien med henblik på strafferetlig forfølgning, var lovlig. A
havde i 1990’erne haft bopæl og drevet advokatvirksomhed både i
Danmark og Storbritannien og var nu sigtet for deltagelse i en sammensværgelse
om bedrageri for ca. 2,1 million engelske pund. A havde
nu bopæl i Danmark. Efter forgæves at have forsøgt at forhandle
med A rettede de engelske myndigheder i august 2002 henvendelse til
det danske justitsministerium, J, med anmodning om at foranledige A
udleveret til strafforfølgning i Storbritannien. J imødekom anmodningen,
idet en lovændring i 2002 havde gjort det muligt at udlevere danske
statsborgere til andre EU-lande med henblik på strafferetlig forfølgning.
A modsatte sig udleveringen og henviste bl.a. til, at humanitære
hensyn af familieretlig karakter var til hinder for udlevering.
Landsretten, der stadfæstede byrettens afgørelse om udlevering, udtalte:
”Disse forhold findes imidlertid ikke over for Storbritanniens interesse
i udlevering i anledning af den rejste alvorlige sigtelse at kunne
medføre, at udlevering må anses for uforenelig med humanitære hensyn
eller i strid med proportionalitetsprincippet i Menneskerettighedskonventionens
artikel 6.”
I proceduren for Højesteret henviste A til princippet i straffelovens
§ 3, stk. 1 og til artikel 7 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
ligesom han vedrørende proportionalitetsprincippet gjorde
gældende, at udlevering ville være i strid med Menneskerettighedskonventionens
artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 2. Højesteret udtalte:
”Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det, A yderligere har
anført, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Højesteret, at Justitsministeriets
beslutning om udlevering til strafforfølgning i Storbritannien
er lovlig.”
RETTID 2005 90

2.5. Konventionens artikel 8
2.5.1. Udvisning på grund af strafbare forhold
2.5.1.1. I en kendelse af 14. juni 2001 (U 2001 2121 V) tog Vestre
Landsret stilling til udvisning af M, der i forbindelse med en overtrædelse
af straffelovens § 191 havde fået en fængselsdom på 9 måneder.
Under sagen påberåbte M sig beskyttelsen efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8, idet han i tiden siden straffesagen
havde fået barn med sin samlever, E. Vestre Landsret ophævede
bestemmelsen om udvisning, idet:
”Udlændingelovens § 26, stk. 2 skal forstås i overensstemmelse
med det krav om proportionalitet, der følger af artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, og retten finder, at den omstændighed,
at parret nu har et fælles barn, medfører, at udvisningen af
M vil være så belastende for hans herboende samlever og barn, at proportionalitetshensyn
medfører, at bestemmelsen om udvisning ophæves…”
2.5.1.2. I en dom af 15. oktober 2001 (U 2002 58 H) tog Højesteret
bl.a. stilling til, om udvisning af en udlænding, der var idømt straf for
narkotikakriminalitet, var i overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8. T5 var i en sag med fire andre
tiltalte blevet idømt 4 års fængsel for forsøg på indsmugling af ca.
1 kg heroin fra Montenegro. T5, som var 24 år på gerningstidspunktet,
stammede fra Bosnien og var i 1996 kommet til Danmark som 20årig.
I 1997 blev han gift med en dansk kvinde, som han imidlertid ikke
havde boet sammen med siden 1998. Med hensyn til udvisning
fandt Højesteret derfor:
”Udvisning af T5 kan efter karakteren og alvoren af den af ham
begåede kriminalitet og det oplyste om hans tilknytning til Danmark,
henholdsvis Bosnien, ikke anses for at være i strid med det krav om
proportionalitet, som følger af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Med denne bemærkning tiltræder Højesteret, at
T5 udvises.”
2.5.1.3. Den 15. februar 2002 afsagde Højesteret dom (U 2002 1039
H) i en straffesag mod T3, som i Østre Landsret var blevet idømt 8 års
fængsel for forsøg på at fremstille ca. 10 kg amfetamin/metamfetamin.
Højesteret nedsatte straffen til 7 år. T3 havde to medtiltalte, der af
landsretten blev idømt henholdsvis 6 års fængsel og 7 års fængsel. T1
blev endvidere udvist, idet landsretten udtalte: ”Det er afgivet 22
stemmer for at tage udvisningspåstanden vedrørende T1 til følge. Disse
voterende har lagt vægt på, at de forhold, som er anført i udlændingelovens
§ 26, stk. 1, uanset længden af hans ophold her i landet, ikke
taler afgørende mod udvisning, og at den narkotikakriminalitet, han er
dømt for, er af en sådan alvor, at proportionalitetskravet i artikel 8 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke taler mod udvisning.”
2.5.1.4. Ved sin dom af 13. marts 2002 (U 2002 1377 Ø) tog Østre
Landsret blandt andet stilling til, hvorvidt udvisning af T, der blev
RETTID 2005 91

fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, var i overensstemmelse
med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Landsretten udtalte: ”Henset til den pådømte kriminalitets karakter og
alvor findes den proportionalitetsafvejning, der efter Højesterets praksis
byggende på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal
iagttages, ikke på den nævnte baggrund at hindre, at udvisning finder
sted, ligesom de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn ikke
afgørende taler herimod, ej heller selvom udvisning af tiltalte efter
Udlændingestyrelsens oplysninger indebærer, at tiltaltes ægtefælles og
de 2 børns opholdstilladelse kan inddrages.”
2.5.1.5. Østre Landsrets dom af 27. marts 2002 (U 2002 1393 Ø)
idømte den 40-årige T 4 års fængsel for omfattende indbruds- og hælerikriminalitet.
Anklagemyndigheden påstod T udvist, og landsrettens
flertal udtalte: ”T’s væsentligste tilknytning til Danmark består i, at
han kom hertil som 12-årig og har haft lovligt ophold her i 23 år. Han
har opretholdt tilknytning til Jugoslavien. På denne baggrund finder
disse voterende, at hans tilknytning til Danmark ikke er så stærk, at
udvisning i anledning af hans omfattende og alvorlige kriminalitet vil
være i strid med det krav om proportionalitet, som følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8.”
2.5.1.6. I en dom af 14. oktober 2002 (U 2003 56 H) tog Højesteret ligeledes
stilling til spørgsmålet om udvisning i forbindelse med en
straffesag. Udlændingen var idømt 4 måneders fængsel for vold samt
udvisning i 5 år. Både byret og landsret henviste til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 i forbindelse med afgørelsen
af udvisningsspørgsmålet. Højesteret stadfæstede dommen og udtalte:
”Tiltalte, der har haft ophold i Danmark i knap 7 år, har kun opnået
ringe tilknytning til det danske samfund, ligesom han ingen familie
har her i landet. Derimod har han familie i Sri Lanka, hvor han har
boet, indtil han kom hertil som 41-årig. Under disse omstændigheder
tiltræder Højesteret, at ingen af de forhold, der er anført i udlændingelovens
§ 26, stk. 1 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8, taler afgørende imod bestemmelsen om
udvisning som følge af den relativt grove vold, tiltalte er fundet skyldig
i.”
2.5.1.7. Østre Landsrets dom af 13. november 2002 (U 2003 490 Ø)
angik spørgsmålet om udvisning under hensyn til udlændingens familiemæssige
tilknytning til Danmark med dansk ægtefælle og 2 mindreårige
børn. Østre Landsrets flertal fandt:
”Uanset at T har 4 tidligere domme for overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer, hvoraf 3 vedrører salg, finder 4 dommere efter
en samlet vurdering af på den ene side nærværende sags grovhed sammenholdt
med de tidligere dømte straffe og på den anden side især T’s
familiemæssige tilknytning til Danmark med dansk ægtefælle og 2
mindreårige børn, at det vil være i strid med kravet om proportionalitet
efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
såfremt T udvises.”
RETTID 2005 92

Mindretallet fandt ikke, ”at det efter antallet og karakteren af tiltaltes
forstraffe og henset til det hurtige recidiv vil være i strid med
proportionalitetsprincippet at tage påstanden om udvisning til følge.”
2.5.1.8. I Østre Landsrets dom af 14. august 2003 (U 2003 2456 Ø)
blev T1 sammen med T2 fundet skyldig i voldtægt og andet kønslig
omgængelse end samleje efter straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1.
T1, der var tyrkisk statsborger, var kommet til Danmark i 1999 og var
gift med en dansk kvinde af tyrkisk herkomst, med hvem han havde et
barn på 4 år. T1 udvistes for bestandig. Landsretten udtalte:
”Ved afvejningen af de relevante hensyn, jf. udlændingelovens §
26, må det under hensyn til art. 8 i Den Europæiske Konvention om
Menneskerettigheder indgå med betydelig vægt, at tiltalte her i landet
har ægtefælle og deres mindreårige barn. Heroverfor må der tillige
lægges vægt på, at tiltalte er fundet skyldig i et groft tilfælde af alvorlig,
personfarlig kriminalitet, der har medført ubetinget fængselsstraf i
3 år. Ved afvejningen af denne kriminalitet over for oplysningerne om
tiltaltes personlige forhold finder landsretten herefter, at de forhold,
der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke taler afgørende mod
udvisning, jf. stk. 2, og at udvisning ej heller vil være i strid med det
krav om proportionalitet, der gælder i henhold til Den Europæiske
Konvention om Menneskerettigheder.”
2.5.1.9. I en kendelse af 12. september 2003 (U 2003 2500 H) tog Højesteret
stilling til spørgsmålet om ophævelse af bestemmelse om udvisning
af en udlænding, T, som ved en byretsdom var idømt 3½ års
fængsel for narkotikakriminalitet og samtidig udvist for bestandig.
Som begrundelse for sin anmodning om ophævelse af bestemmelsen
om udvisning anførte T, at hun havde afgivet forklaringer om andre
personer i et større narkotikakompleks, at hun havde modtaget trusler,
og at hun ville blive udsat for overlast ved en tilbagevenden til hjemlandet.
Endvidere havde T henvist til sine børns forhold, bl.a. den
yngstes helbred. En udvisning ville således medføre, at datteren ikke
kunne få den nødvendige behandling, og ville derfor være i strid med
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Byretten
gav T medhold, men landsretten fastholdt udvisningen under henvisning
til, at opretholdelsen ikke fandtes at stride mod artikel 8 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret stadfæstede
landsrettens kendelse.
2.5.1.10. I Højesterets dom af 22. januar 2004 (U 2004 1050 H) forhøjede
Højesteret straffen for T, der den 27. juni 2003 ved Vestre Landsret
var dømt for drabsforsøg på sin ægtefælle og for vold efter straffelovens
§ 245 ved at have stukket sin svoger flere gange med en kniv.
Højesteret fastsatte straffen til 6 års fængsel. Landsretten havde endvidere
bestemt, at T skulle udvises af Danmark for bestandig, idet der
herved var ”lagt vægt på, at uanset tiltaltes tilknytning til Danmark,
herunder navnlig at han har en herboende umyndig datter, så er den
begåede kriminalitet så alvorlig, at det ikke vil være i strid med
EMRK’s artikel 8 at udvise tiltalte”. Højesteret stadfæstede afgørelsen
RETTID 2005 93

om udvisning, idet man henviste til karakteren og grovheden af den
begåede kriminalitet.
2.5.1.11. I en kendelse af 28. januar 2004 (U 2004 1110 H) skulle Højesteret
tage stilling til, hvorvidt bestemmelsen om udvisning skulle
ophæves. Domfældte og hans hustru havde i tiden siden dommen fået
endnu et barn, og det var blevet klart for hustruen, at hun ikke kunne
bosætte sig i domfældtes hjemland, Tanzania, idet det nu var klart, at
det ikke var muligt for hende at få arbejde der. Børnene havde i øvrigt
aldrig boet uden for Danmark, hvor hustruens øvrige familie også var
bosat. Landsretten udtalte bl.a.:
”Selvom sagen må anses som et grænsetilfælde, findes det dog
overvejende betænkeligt at lade en udvisning effektuere dels på grund
af hustruens meget loyale og overbevisende fastholdelse af ægteskabet…,
dels fordi familien med god grund ikke kan følge kærende
til Tanzania. Disse forhold må anses som nye væsentlig ændrede forhold,
der er indtrådt siden Østre Landsrets dom…”
Højesteret ophævede i lighed med byretten og landsretten bestemmelsen
om udvisning, idet flertallet bemærkede: ”at det efter de
foreliggende oplysninger må anses for reelt udelukket for familien at
fortsætte familielivet i Tanzania, hvis A udvises for bestandig. Under
henvisning hertil og til det, som landsretten i øvrigt har anført, tiltræder
vi, at bestemmelsen om udvisning ophæves, jf. udlændingelovens
§ 50 sammenholdt med § 26, stk. 1, nr. 4 og stk. 2, således som disse
bestemmelser må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8”.
2.5.1.12. I en dom af 5. februar 2004 (U 2004 1282 H) tog Højesteret
stilling til udvisningsspørgsmålet i en dom af 12. maj 2003 fra Østre
Landsret. T var ved landsrettens dom blevet idømt fængsel i 5 år for
en række røverier i medfør af straffelovens § 288, stk. 2. Landsretten
dømte T til udvisning for bestandig, idet de anførte, at heller ikke de i
udlændingelovens § 26 anførte forhold talte afgørende imod udvisning.
Udvisning fandtes endvidere ikke at indebære en krænkelse af
artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. T havde en
ægtefælle og et barn i Danmark, og parret ventede endnu et barn. Hans
forældre og 6 søskende var desuden bosat her i landet og havde dansk
statsborgerskab. T havde under et fængselsophold i hjemlandet været
udsat for tortur og var af Retslægerådet erklæret sindssyg.
Højesterets flertal udtalte: ”Efter en samlet bedømmelse af disse
omstændigheder finder vi uanset grovheden af kriminaliteten, at afgørende
hensyn taler imod at udvise ham, jf. udlændingelovens § 26, stk.
2.”
2.5.1.13. I Østre Landsrets dom fra 7. juni 2004 (U 2004 2536 Ø) blev
tiltalte, der var 16 år gammel på gerningstidspunktet og var blevet
fundet skyldig i forsøg på røveri mv., frifundet for påstanden om udvisning,
idet landsretten lagde til grund:
RETTID 2005 94

”at T, der nu er 17 år, som 8-årig kom her til landet, hvor han bor
sammen med sine forældre og sin broder og har haft sin skolegang. T
har ikke efter sin ankomst her til landet besøgt hjemlandet, hvor han
alene har et ældre, fjernere familiemedlem, som han ikke har kontakt
med, ligesom T ikke nu behersker sit hjemlands sprog. Under disse
omstændigheder finder landsretten, at den endnu mindreårige T har en
sådan tilknytning til det danske samfund, at afgørende hensyn efter
udlændingelovens § 26 og en proportionalitetsafvejning efter artikel 8
i EMRK må føre til, at der ikke er grundlag for udvisning.”
2.5.1.14. I en dom af 4. oktober 2004 (U 2005 142 H) tog Højesteret
stilling til landsrettens udvisning af en makedonsk statsborger, der var
idømt fængsel i 5 år for et tilfælde af narkotikakriminalitet. Udlændingen
havde opholdt sig i Danmark i ca. 18 år og havde såvel forældre
som søskende her og ringe tilknytning til hjemlandet. Derudover
havde han to børn med en tidligere samlever, der alle var danske
statsborgere, og med hvem han havde jævnlig kontakt. Det fremgår
ikke af dommens referat, at udlændingen har påberåbt sig den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8, men landsrettens
flertal, der stemte for at udvise, udtaler:
”Disse voterende finder ikke, at de i [udlændinge]lovens § 26,
stk. 1, nævnte forhold taler afgørende mod udvisning, jf. § 26, stk. 2,
ligesom proportionalitetskravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
ikke kan begrunde, at udvisning undlades.”
Højesteret frifinder for udvisning uden henvisning til konventionen,
idet de anfører: at ”de forhold, der er anført i udlændingelovens §
26, stk. 1, nr. 1 og 3-5, efter en samlet bedømmelse [taler] afgørende
(…) imod udvisning”.
2.5.1.15. Ved endelig dom af 15. juni 2004 (U 2005 897 H (Landsrettens
dom)) blev en udlænding T ved Østre Landsret frifundet for
udvisning i forbindelse med en dom for flere forhold af vold eller trussel
om vold, herunder vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter,
over for flere plejere på et hospital samt for hærværk. T blev i overensstemmelse
med Retslægerådets anbefaling dømt til anbringelse i
psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid for foranstaltningen.
Landsrettens mindretal henviste vedrørende spørgsmålet om udvisning
til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8,
som ikke fandtes at være til hinder for udvisning.
2.5.1.16. Ved dom af 1. februar 2005 (U 2005 1452 H) blev en polsk
statsborger idømt 7 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig
for gentagen hæleri af særlig grov beskaffenhed og for narkotikakriminalitet.
Det fremgår ikke af referatet af dommen, at udlændingen
har påberåbt sig beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8. Landsretten, hvis afgørelse Højesteret stadfæster
i henhold til grundene, udtaler:
”Ved afgørelsen om udvisning er retten i relation til de tilknytningskrav,
der er fastsat i udlændingelovens § 26, og til det proportionalitetskrav,
der følger af Den Europæiske Menneskerettigheds-
RETTID 2005 95

konventions artikel 8, stk. 2, opmærksom på, at tiltalte, som er polsk
statsborger, kom til Danmark som 7-årig i 1979, og at han således har
haft hele sin opvækst og skolegang i Danmark, hvor hans ægtefælle og
15-årige søn samt mor og 2 halvsøskende bor. Tiltalte har derfor en så
stærk tilknytning her til landet, at en udvisning af ham vil virke særlig
belastende og udgøre et betydeligt indgreb i hans familieliv og privatliv.
Som anført i Højesterets dom af 26. januar 2001 (U 2001 856 H)
må der i en sådan situation stilles meget strenge krav – afhængig af
tilknytningen til det oprindelige hjemland – til den kriminalitet, som
kan føre til udvisning.
Tiltalte taler og forstår polsk. Tiltalte har endvidere en reel tilknytning
til Polen, hvor han tager på sommerferie hvert år, ligesom
han af og til er i Polen til jul. Han er gift med en polsk statsborger,
som han i hjemmet taler polsk med, og bl.a. hans ægtefælles forældre
og bror bor i Polen. Tiltalte har endvidere venner og bekendte i Polen,
som også besøger ham i Danmark. De (…) nævnte hælerier af særlig
grov beskaffenhed, som tiltalte er fundet skyldig i, har forbindelse til
en eller flere personer, der bor i Polen. Tiltalte skal afsone en langvarig
fængselsstraf, og først derefter vil der blive spørgsmål om at udsende
tiltalte til Polen. Tiltaltes søn vil på dette tidspunkt være blevet
myndig, og der er ikke noget retligt til hinder for, at tiltaltes ægtefælle,
der er polsk statsborger, kan tage med tiltalte til Polen. På udsendelsestidspunktet
vil der være mulighed for, at tiltalte kan påberåbe sig
udlændingelovens § 50.
Tiltalte er fundet skyldig i meget alvorlig narkotikakriminalitet.
Han er endvidere som nævnt fundet skyldig i hæleri af særlig grov beskaffenhed.
Han er blevet idømt straf af fængsel i 7 år. Tiltalte er desuden,
som det fremgår af gengivelsen af hans forstraffe, inden for de
seneste 10 år straffet flere gange med frihedsstraf... Tiltalte har således
vedholdende begået kriminalitet.”
Landsrettens flertal fandt på den baggrund, at ”det – uanset tiltaltes
stærke tilknytning til Danmark – af præventive grunde må anses
for samfundsmæssigt nødvendigt at udvise tiltalte med indrejseforbud
for bestandig”.
2.5.1.17. I en dom, der blev afgjort endelig d. 24. juni 2004 (U 2005
1530 H (Landsrettens dom)), tog Østre Landsret stilling til udvisningen
af en cubansk statsborger, der ved landsretten var idømt 10 års
fængsel for blandt andet røveri mod et posthus og drabsforsøg.
Spørgsmålet om udvisning blev ikke anket til Højesteret. Landsretten
udtalte:
”Det bemærkes, at … en udvisning ikke findes at indebære en
krænkelse af proportionalitetsprincippet i artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.”
2.5.1.18. I en dom af 18. februar 2005 (U 2005 1604 H) tiltrådte Højesteret
udvisningen af tiltalte udlænding, der var blevet idømt anbringelse
på et psykiatrisk hospital i medfør af straffelovens § 73, indtil
fængselsstraffen for drab kunne fuldføres. Højesteret forholdt sig ikke
RETTID 2005 96

til den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men landsretten
udtalte:
”Uanset tiltaltes tilknytning til den herboende ægtefælle og de 2
mindreårige børn findes den begåede kriminalitet efter karakteren og
grovheden at være så alvorlig, at det ikke vil stride mod Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 at udvise tiltalte, og de
forhold, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, taler herefter
ikke afgørende mod udvisning.”
2.5.1.19. I en dom af 15. marts 2005 (U 2005 1757 H) stadfæstede
Højesteret i henhold til landsrettens begrundelse, at T, som var afghansk
statsborger og idømt 8 års fængsel for besiddelse af narkotika,
skulle udvises af Danmark for bestandig. Østre Landsret anførte:
”Endvidere tages påstanden om udvisning af B til følge i medfør
af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4 og § 32,
stk. 2, nr. 4, med indrejseforbud for bestandig, idet der lægges vægt på
karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, og idet hverken
hensynet til tiltaltes danske samlever eller andre af de i lovens § 26,
stk. 1, anførte grunde findes at tale afgørende derimod. Udvisning findes
herved ikke at være i strid med proportionalitetskravet i artikel 8 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
2.5.1.20. I en dom af 15. marts 2005 (U 2005 1766 H) tog Højesteret
stilling til udvisningen af to tyrkiske statsborgere, der var dømt for
bl.a. røveriforsøg, grov vold og manddrab. Højesteret stadfæstede
Østre Landsrets afgørelse om udvisning, idet de udtalte:
”T1 er født i Danmark, mens T2 kom til Danmark som 3-årig.
De har begge haft deres opvækst og skolegang her i landet, hvor også
deres forældre og søskende bor. De har således en stærk tilknytning til
det danske samfund og til herboende personer. De har dog samtidig en
ikke uvæsentlig tilknytning til Tyrkiet og tyrkisk kultur. De taler tyrkisk
og har ca. hvert andet år været på besøg i Tyrkiet, hvor de har en
stor familie. De er begge straffet tidligere og er nu idømt langvarige
fængselsstraffe for bl.a. drab, forsøg på røveri og grov vold. Efter en
samlet afvejning tiltræder vi, at forhold som nævnt i udlændingelovens
§ 26, stk. 1 under disse omstændigheder ikke taler afgørende
imod udvisning, jf. § 26, stk. 2, og at udvisning heller ikke kan anses
for stridende mod art. 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
2.5.1.21. I en dom af 2. september 2005 (U 2005 1796/2 H) tiltrådte
Højesteret udvisningen af udlændingen T, der var født og opvokset i
Irak og kom til Danmark som 15-årig ved familiesammenføring. T var
idømt 12 års fængsel for manddrab mv. og blev ved landsretten udvist
for bestandig. Højesteret udtalte:
”Det tiltrædes endvidere, at udvisningen ikke kan anses for stridende
mod artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
RETTID 2005 97

2.5.2. Familieretlige sager
2.5.2.1. I en kendelse af 21. januar 2004 (U 2004 1047 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt man kunne pålægge to drenge på henholdsvis
5 og 9 år at vidne i retten vedrørende en sigtelse mod drengenes
mor og hendes kæreste for vold mod kærestens 1½ år gamle barn. Eftersom
der ikke var andre vidner, og eftersom de to sigtede havde forklaret
uoverensstemmende, fandt landsretten, at børnenes udtalelser
var af afgørende betydning for sagen, og pålagde dem at udtale sig.
For Højesteret påberåbte drengenes advokat sig den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8 samt FN’s Børnekonventions artikel
3. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse:
”Højesteret tiltræder derfor, at de to drenges forklaring må anses
for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og at sagens beskaffenhed
og betydning gør det berettiget at pålægge drengene at afgive
forklaring. Et sådant pålæg kan under de foreliggende omstændigheder
ikke anses for stridende mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8…”
2.5.2.2. I en dom af 6. april 2004 (U 2004 1765 H) tog Højesteret stilling
til, om nægtelse af fortsat opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger,
der havde samvær med sin datter højst 2 timer om ugen, var i strid
med beskyttelsen af retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8. Udlændingen gjorde under sagen
gældende, at ”det af sagsøgte [Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere
og Integration] i sagen udøvede skøn, jf. blandt andet udlændingelovens
§ 26, i øvrigt må tilsidesættes, fordi skønnet er blevet udøvet på
en usaglig og urimelig måde og uden fornøden hensyntagen til den
retsbeskyttelse, som følger af udlændingelovens § 26, jf. Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, om kravet på at fastholde familien
intakt, herunder forholdet mellem børn og forældre”.
Landsretten udtalte: ”Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens
praksis (EMD 138 Berrehab mod Holland), at der fra fødslen
eksisterer et bånd mellem forældre og børn, som må anses for at konstituere
et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8’s forstand, selvom forældrene ikke længere er samlevende,
samt at udvisning kan være en krænkelse af artikel 8 som følge af
adskillelsen mellem barnet og den ene af dets forældre. Dette gælder
også, selvom den udviste ikke har forældremyndigheden, men alene
samværsret.” Landsretten tog derfor udlændingens påstand til følge.
For Højesteret har Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
gjort gældende, at et overvåget samvær ikke efter Ministeriets
opfattelse udgør et familieliv i konventionens forstand. Højesteret
afsagde dom i overensstemmelse med Ministeriets påstand, idet det
bemærkedes:
”Ved afgørelsen af, om et afslag på fortsat opholdstilladelse vil
være i strid med udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, er der overladt et skøn til
udlændingemyndighederne. Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte
dette skøn”.
RETTID 2005 98

To dissensgivende dommere fandt, at ”ministeriet [havde] en
selvstændig pligt til at inddrage også de faktiske omstændigheder, der
lå til grund for civilretsmyndighedernes fastsættelse af samværet mellem
ham og D”. Derfor stemte de for at stadfæste landsrettens afgørelse.
2.5.2.3. Højesterets dom af 31. august 2004 (U 2004 2764 H) angik
spørgsmålet om, hvorvidt nægtelse af samværsret til den ene forælder
var i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
8. Faderen, M, lagde sag an mod Civilretsdirektoratet med påstand
om, at denne tilpligtedes til at anerkende, at man ikke var berettiget til
at afskære M fra samvær med sønnen, B. Det fremgår ikke af referatet
af dommen, at artikel 8 er påberåbt af M, men Højesteret udtaler:
”På denne baggrund finder Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte
direktoratets vurdering (…) hvorefter det af hensyn til B var
påkrævet at nægte M samvær. Dette gælder også set i lyset af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. bl.a. Domstolens
dom af 8. juli 2003 i sagen Sahin mod Tyskland.”
2.5.2.4. I en dom af 13. april 2005 (U 2005 2086 H) tog Højesteret
bl.a. stilling til, hvorvidt afslag på opholdstilladelse med henblik på
familiesammenføring med en herboende udlænding var i modstrid
med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og artikel
14. Den nigerianske statsborger M indrejste i 1994 i Danmark og
fik i 1996 opholdstilladelse på grundlag af et ægteskab med en herboende
norsk kvinde, K. I 1998 fik M tidsubegrænset opholdstilladelse.
Efter skilsmisse fra K giftede M sig igen med den nigerianske statsborger
H, som han havde kendt siden 1985, og med hvem han havde
tre børn. H søgte om opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet i
2000 og fik afslag. I 2001 fik de tre fællesbørn opholdstilladelse på
grundlag den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3. H søgte
igen om opholdstilladelse, men fik afslag.
M og H anlagde sag mod Integrationsministeriet med påstand
om, at H skulle meddeles opholdstilladelse, subsidiært, at afgørelsen,
der meddelte H afslag, skulle ophæves. Udlændingemyndighederne
fastholdt, at de havde foretaget en samlet afvejning af begge ægtefællers
tilknytning til Danmark og fundet, at ægtefællernes samlede tilknytning
ikke var størst til Danmark. M og H påberåbte sig under sagen,
at Ministeriets afgørelse var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8’s beskyttelse af retten til et familieliv,
idet de anførte, at bestemmelsen efter Menneskerettighedsdomstolens
praksis kan indebære en egentlig pligt for staterne til at
meddele tilladelse til familiesammenføring. Endvidere var bestemmelsen
i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
14, idet afgørelsen var udtryk for forskelsbehandling mellem danske
statsborgere og andre. Landsretten udtalte:
”EMRK art. 8 pålægger ikke de kontraherende stater en generel
forpligtelse til at respektere indvandreres valg af opholdsland i forbindelse
med indgåelse af ægteskab, eller i øvrigt til at give tilladelse til
familiesammenføring. Der er ikke forelagt landsretten oplysninger,
RETTID 2005 99

der godtgør, at ægtefællerne M og H, der begge er nigerianske statsborgere,
og som begge er født og opvokset i Nigeria, som de forlod
som 36- og 33-årige, skulle være afskåret fra at udøve deres familieliv
i Nigeria. Herefter finder landsretten ikke, at der ved ministeriets afgørelse
af 9. april 2002 er sket en krænkelse af EMRK art. 8. Den omstændighed,
at loven medfører en forskellig retstilling for personer
med dansk indfødsret og personer, der ikke har dansk indfødsret, kan
ikke i sig selv føre til at anse den trufne afgørelse for at være i strid
med EMRK art. 14. Da der, som anført ovenfor, ej heller foreligger en
krænkelse af EMRK art. 8, er der ikke grundlag for at statuere en
krænkelse af art. 14 i sammenhæng med art. 8.”
Højesteret stadfæstede dommen, idet de udtalte: ”Af de grunde,
som landsretten har anført, og i øvrigt under hensyn til det oplyste om
ægtefællernes og deres fællesbørns tilknytning til Danmark og til Nigeria
tiltræder Højesteret, at ministeriets afslag på opholdstilladelse til
H ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8.”
2.5.2.5. To domme, som begge er afsagt den 13. april 2005 (U 2005
9999/1 H og U 2005 9999/2 H) er ikke refereret i Ugeskriftet, eftersom
begge domme ”svarer til den dom, Højesteret afsagde samme dag
i sag 533/2003” (U 2005 2086 H).
2.5.3. Indgreb i retten til et familie- og privatliv m.m.
2.5.3.1. I en kendelse af 13. december 2001 (U 2002 555 H) ændrede
Højesteret Vestre Landsrets afgørelse, hvorefter S, som var brasiliansk
og tysk statsborger, ikke kunne udleveres til retsforfølgning i Brasilien.
S var i 1989 ved en brasiliansk nævningeret sigtet for et drab begået
i 1987 og var allerede i 1987 blevet efterlyst for drabet. Justitsministeriet
modtog i august 2000 en anmodning fra de brasilianske
myndigheder om udlevering af S, som derpå blev varetægtsfængslet.
Justitsministeriets beslutning om at udlevere S blev indbragt for byretten,
idet S påberåbte sig beskyttelsen efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 3, 6 og 8. Byretten traf afgørelse om,
at udleveringen ikke var i strid med Menneskerettighedskonventionen,
hvilket blev ophævet af landsretten, der henviste til, at ”den usikkerhed,
der efter alt foreliggende består med hensyn til tilvejebringelsen
af grundlaget for tiltalen, sammenholdt med de alvorlige følger for S,
som en udlevering efter det fremkomne må antages at ville medføre
for ham, findes en samlet vurdering at føre til, at udlevering bør nægtes
i medfør af [udleverings]lovens § 7, sammenholdt med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 og 8”.
Højesteret stadfæstede byrettens afgørelse, idet de udtalte: ”Udlevering
af [S] til strafforfølgning i Brasilien vil derfor utvivlsomt være
et alvorligt indgreb i hans personlige og sociale forhold. Heroverfor
må der imidlertid lægges afgørende vægt på, at tiltalen angår en særdeles
alvorlig forbrydelse. Højesteret finder derfor, at en udlevering
ikke vil være i strid med proportionalitetskravet i Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Under hensyn til at S har
unddraget sig retsforfølgning ved at holde sig skjult og derefter er ud-
RETTID 2005 100

ejst af Brasilien, ændres denne vurdering ikke af, at det nu er mere
end 14 år siden, drabet blev begået. (…) Højesteret finder imidlertid,
at det forelagte materiale ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at antage,
at S efter en udlevering ikke vil få en retfærdig retssag, jf. Menneskerettighedskonventionens
artikel 6, eller at han risikerer at blive
udsat for tortur i strid med forbuddet i konventionens artikel 3.”
2.5.3.2. I en dom af 12. april 2002 (U 2002 1579 SH) havde Sø- og
Handelsretten anledning til at tage stilling til en sag, hvor en skibsansat
passagerassistent, PB, blev opsagt, idet han var blevet testet positiv
for cannabis. PB havde under sin ferie indtaget hash og var ved en
urinprøve testet positiv. Til støtte for sin påstand om, at afskedigelsen
var uberettiget, anførte PB blandt andet, at det var i modstrid med artikel
8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at der var
blevet afkrævet ham en urinprøve, uden at der havde foreligget en
konkret mistanke om, at han skulle have indtaget stoffer i strid med
personalecirkulæret, samt at han var blevet bortvist fra tjenesten på
grund af oplysninger fra hans privatliv, idet det ikke var godtgjort, at
forhold fra privatlivet havde haft indflydelse på PB’s evne til at bestride
jobbet og hans arbejdsdygtighed.
Sø- og Handelsretten henviste ikke til Menneskerettighedskonventionen,
men fandt, at afskedigelsen var uberettiget, idet der ikke
havde foreligget en konkret vurdering af forseelsen. PB fik derfor tillagt
løn i opsigelsesperioden samt dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag.
2.5.3.3. Østre Landsrets dom af 26. november 2004 (U 2005 850 Ø)
omhandlede et erstatningskrav mod en rekvirent og en fogedret, som
havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med tilrettelæggelsen
og gennemførelsen af en tvangsauktion af A’s faste ejendom, hvorfra
han havde drevet landbrug og dambrug. A fik den 24. april 1997 medhold
af Højesteret i, at annonceringen og salgsopstillingen af hans
ejendom forud for tvangsauktionen var mangelfulde og uegnede til at
skabe køberinteresse. A rejste derefter erstatningskrav mod panthaveren,
fogedretten og B, som havde gjort et afværgesynspunkt gældende
på vegne af A i fogedsagens behandling for fogedretten og landsretten.
Til støtte for sin påstand om, at fogedretten og rekvirenten var
erstatningsansvarlige, anførte A: ”Det er et faktum, at sagsøgte 2 –
med bistand af sagsøgte 1 – ved sin adfærd har berøvet sagsøger dennes
bolig og arbejdsplads. Sagsøgers hjem og daglige arbejdsplads er
således blevet bortauktioneret på et ufuldstændigt og urigtigt grundlag,
jf. EMRK art. 6. Det gøres gældende, at de sagsøgte derved har
krænket EMRK art. 6 og 8 og Tillægsprotokol af 20. marts 1952, som
ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994 art. 1 vedrørende ”beskyttelsen
af ejendom”. Det gøres endvidere gældende, at sagsøger er berettiget
til erstatning i medfør af EMRK art. 41 i anledning af den skete
krænkelse af art. 6 og 8.”
Landsretten fandt, at rekvirenten i medfør af retsplejelovens §
566 og fogedretten i medfør af retsplejelovens § 569, stk. 2 havde
RETTID 2005 101

handlet ansvarspådragende i forbindelse med tilrettelæggelsen og
gennemførelsen af tvangsauktionen. B fandtes ikke at have handlet
ansvarspådragende ved ikke at have påberåbt sig annonceringssynspunktet.
Om A’s anbringender udtalte landsretten: ”Det, der af sagsøgeren
er anført om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
findes at være uden betydning.”
2.6. Konventionens artikel 9
2.6.1. I en dom af 21. januar 2005 (U 2005 1265 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt afskedigelsen af en kvinde for at bære religiøst
begrundet hovedtørklæde var ulovlig og i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 9. Sagen angik A, der i 1996
var blevet ansat i Føtex, hvor hun arbejdede indtil 2001, hvor hun blev
afskediget, idet hun meddelte, at hun for fremtiden ønskede at bære
tørklæde i arbejdstiden af religiøse grunde. Efter Føtex’ beklædningsregler
skulle alle ansatte bære den uniform, de fik udleveret. I en medarbejderpjece
var det tilføjet, at på alle områder, hvor der ikke var
krav om nogen hovedbeklædning, var det en del af uniformeringskravet,
at medarbejderne ikke bar hovedbeklædning.
A fandt, at afskedigelsen af hende var ulovlig, idet der var tale
om indirekte diskrimination, og krævede derfor ved den efterfølgende
retssag, at hun skulle tilkendes løn i opsigelsesperioden samt 100.000
kr. i godtgørelse for forskelsbehandling. Til støtte herfor gjorde hun
bl.a. gældende, at et ”forbud mod hovedbeklædning strider mod Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 om religionsfrihed.
Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol viser, at
der skal foretages en konkret bevisbedømmelse med hensyn til saglighed
og proportionalitet”. Såvel Østre landsret som Højesteret frifandt
Føtex. Højesteret udtalte:
”Det må lægges til grund, at forbuddet mod at bære hovedbeklædning
– selvom reglerne herom formelt set er neutrale – i særlig
grad rammer den del af de muslimske kvinder, som af religiøse grunde
bærer hovedtørklæde. Efter forarbejderne til lov nr. 459 af 12. juni
1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. foreligger
der imidlertid ikke en ulovlig indirekte forskelsbehandling,
hvis de regler, der medfører forskelsbehandlingen, er ’objektivt begrundet
i hensyn til arbejdets udførelse’. (…) På baggrund af det anførte
tiltræder Højesteret, at håndhævelsen over for A af det forbud
mod at bære hovedbeklædning sammen med den foreskrevne medarbejderbeklædning,
der gælder for ansatte i Føtex med direkte kundekontakt,
ikke kan anses at indebære en overtrædelse af § 2, stk. 1, jf. §
1, stk. 1 i lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling
på arbejdsmarkedet m.v. Der er efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis heller ikke grundlag for at anse håndhævelsen
af forbuddet for stridende mod menneskerettighedskonventionens
artikel 9.”
RETTID 2005 102

2.7. Konventionens artikel 10
2.7.1. Pressens ytringsfrihed
2.7.1.1. I en dom af 2. april 2001 (U 2001 1601 Ø) traf Østre Landsret
afgørelse i en sag, hvor en tv-journalist, B, i et avisinterview havde
fremsat udtalelser om en advokat, A’s, grådighed og løgnagtighed.
Sagen drejede sig om en udgave af tv-programmet Rapporten på
Danmarks Radio, hvor B havde kritiseret slankemidlet Nupo, hvis
producent A repræsenterede. Programmet blev endvidere genudsendt
og klip derfra medtaget i andre programmer på tv-kanalen. A rettede
på vegne af sin klient henvendelse til Danmarks Radio med anmodning
om at stoppe den reklame for programmerne, der løb forud for
det første program. Senere henvendte han sig til Pressenævnet og til
ledelsen i Danmarks Radio. Under sagens forløb blev B interviewet til
Århus Stiftstidende, hvor han fremkom med den omtalte udtalelse om
A. Interviewet blev senere bragt i andre aviser.
Under sagen gjorde B bl.a. gældende, at han havde en udvidet
ytringsfrihed som journalist, og at sigtelserne derfor var straffri i medfør
af straffelovens § 269, stk. 1, 2. led, jf. § 267, således som disse
bestemmelser måtte forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Østre Landsret bemærkede, at B under interviewet
havde optrådt som privat person, eftersom det at lade sig interviewe
ikke kunne anses som en konkret arbejdsopgave for en journalist.
Landsretten udtalte: ”Landsretten finder ikke, at pålæggelse af straf i
anledning af appellantens udtalelse under de foreliggende omstændigheder
vil indebære et indgreb i appellantens ytringsfrihed, jf. Den Europæiske
Menneskeretskonventions art. 10.”
2.7.1.2. Vestre Landsrets kendelse af 2. april 2002 (U 2002 1586 V)
angik spørgsmålet om, hvorvidt en journalist, J, i en straffesag, der
kørte ved byretten, kunne pålægges at give oplysning om sine kilder.
Sagen vedrørte T, der som amtsrådsmedlem var tiltalt for overtrædelse
af straffelovens § 152, stk. 1 ved uberettiget at have videregivet fortrolige
oplysninger fra et lukket socialudvalgsmøde til blandt andre J
samt at have udleveret dokumenter om to svært anbringelige drenge.
Danmarks Radio havde bragt en radioudsendelse, tilrettelagt af J, om
anbringelse af børn med svære sociale problemer og om det offentliges
prioritering af udgifter. J blev indkaldt til byretten for at afgive
vidneforklaring, men erklærede dér, at hun ikke ønskede at afgive forklaring
om sine kilder.
Landsretten fandt, at J’s udsendelse havde til formål at afdække
oplysninger af væsentlig samfundsmæssig interesse. Landsretten foretog
en samlet vurdering af retsplejelovens § 172, stk. 6, bestemmelsens
forarbejder og kildebeskyttelsens betydning og fandt ikke grundlag
for at foretage en afvejning af hensynet til sagens opklaring eller
hemmeligholdelsen af fortrolige oplysninger over for hensynet til kildebeskyttelsen.
Byrettens pålæg til J om at afgive vidneforklaring blev
derfor ophævet. Landsretten udtalte: ”Landsretten har ved afgørelsen
også lagt vægt på, at der i lovgivning og retspraksis er sket en styrkelse
af mediernes mulighed for at bringe uafhængig information, og på
EMRK og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
RETTID 2005 103

der indebærer en vidtgående adgang for medierne til at beskytte deres
kilder.”
2.7.1.3. Højesterets dom af 2. juli 2002 (U 2002 2398 H) angik en
straffesag, hvor en journalist, J, og avisens ansvarshavende redaktør
ved Vestre Landsret var fundet skyldige i at fremsætte ærekrænkende
sigtelser i en række artikler, i hvilke A, der var bosiddende i Thailand
og sammen med andre påtænkte at starte virksomhed med direkte salg
af kosmetikprodukter i Danmark, blev omtalt som værende mistænkt
for at være leder af en omfattende narkotikaliga. I sin begrundelse for
dommen anførte landsretten hensynet til ikke at opstille urimelige begrænsninger
for pressen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan.
Landsretten frifandt derfor J og den ansvarshavende redaktør
for straf i medfør af straffelovens § 269, stk. 1.
Det fremgår ikke af dommens referat, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
har været påberåbt. Højesteret fandt imidlertid,
at spørgsmålet var, om ”sigtelserne er straffri i medfør af straffelovens
§ 269, stk. 1, om den, der i god tro fremsætter en sigtelse til
berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, således om denne bestemmelse
– i sammenhæng med § 267, stk. 1 – må forstås i lyset af
art. 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
Eftersom J var bekendt med, at A aldrig var blevet afhørt af politiet
– trods tilbud om at fremlægge alle oplysninger, og eftersom artiklernes
formål ikke krævede udbredelse af en mistanke om, at A var
involveret i narkotikakriminalitet, fandt Højesteret, at ”den vidtgående
ytringsfrihed, som generelt må komme pressen til gode af hensyn til
dennes mulighed for på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens
kontrol- og informationsorgan, ikke i det foreliggende tilfælde
– afvejet over for hensynet til [A] – kan føre til, at fremsættelsen af
sigtelserne anses for straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1,
sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens art. 10”.
2.7.1.4. Højesteret afsagde den 29. august 2002 kendelse (U 2002
2503 H) i en straffesag, der var indledt som følge af en dokumentationsudsendelse
med titlen ”De pædofile danskere”. Efterfølgende blev
der rejst tiltale mod X, som medvirkede i udsendelsen i medfør af
straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 1, jf. § 224, ved i flere tilfælde at
have haft anden kønslig omgang med drenge under 15 år, herunder en
indisk dreng, som X var filmet sammen med. Anklagemyndigheden
fremsatte under sagen begæring om udlevering af uredigerede optagelser
fra tv-producenten, som imidlertid modsatte sig udlevering.
Flere af de medvirkende i optagelserne var omfattet af retsplejelovens
vidnefritagelsesgrund i § 172, stk. 2, nr. 2. Sigtelsen mod X
angik en lovovertrædelse af alvorlig karakter, men det kunne ikke antages,
at det omdiskuterede materiale havde afgørende betydning for
sagens opklaring. Imidlertid fandtes vidnefritagelsesbestemmelsen i
retsplejelovens § 172, stk. 2, nr. 2 ikke at omfatte de optagelser af X
og andre medvirkende, der var sket med skjult kamera, uagtet at de efterfølgende
havde fået tilsagn om anonymitet. Højesteret udtalte: ”Et
editionspålæg efter retsplejelovens § 804 må ikke gives, såfremt det
RETTID 2005 104

står i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som det kan antages
at medføre, jf. retsplejelovens § 805, stk. 1. I den afvejning, som
må foretages, indgår lovovertrædelsens karakter, genstandenes værdi
for sagens oplysning og hensynet til mediernes arbejdsvilkår. Højesteret
finder herefter, at et editionspålæg i den foreliggende sag bør begrænses
til optagelser, hvor [X] eller den indiske dreng medvirker”.
2.7.1.5. Højesteret afsagde den 18. december 2002 (U 2003 624 H)
dom i en straffesg mod B, der var chefredaktør på en avis, C, der den
2. december 1998 havde bragt en artikel med overskriften “Efter
Retsplejerådets rapport: POLITIET: HUN DRÆBTE 12.” Den omtalte
person i C’s artikel, A, var i 1997 blevet tiltalt for i hvert fald 6 tilfælde
af manddrab, henholdvis forsøg herpå, begået på et plejehjem,
hvor hun var ansat. Den 21. december 1998 opgav statsadvokaten
imidlertid tiltalen og A fik erstatning for uberettiget frihedsberøvelse i
anledning af sin varetægtsfængsling.
Østre Landsret fandt, at avisens udsagn indeholdt en ærekrænkende
sigtelse, jf. Straffelovens § 267, stk. 1. Landsretten udtalte:
“Landsretten finder ved afvejningen mellem hensynet til pressens ytringsfrihed
og beskyttelsen mod æreskrænkelser efter omstændighederne
i den foreliggende sag at måtte lægge afgørende vægt på den
grundlæggende beskyttelse, som uskyldsformodningsreglen i Menneskerettighedskonventionens
artikel 6, stk. 2, giver den enkelte borger.
Fremsættelse eller udbredelse af den omhandlede sigtelse kan derfor
ikke anses for straffri i medfør af straffelovens § 267, stk. 1, sammenholdt
med Menneskerettighedskonventionens artikel 10, ligesom der
ikke er grundlag for strafbortfald efter straffelovens § 269, stk. 2.” Højesteret
stadfæstede landsrettens afgørelse i henhold til grundene.
2.7.1.6. I en dom af 19. november 2003 (U 2004 698 Ø) tog Østre
Landsret stilling til, hvorvidt et dagblads udsagn om en tidligere dansk
agent for Stasi, A, var retsstridige. A blev i 1998 ansat som assistent
på en brevkasse i Ekstra Bladet, som i tiden op til A’s ansættelse havde
bragt artikler om kommunismens spioner i Danmark på grundlag af
oplysninger fra Stasi’s arkiver. I marts 1999 bragte Ekstra Bladet en
artikel om A’s virke for Stasi, hvori der blandt andet var anført, at A
havde infiltreret Ekstra Bladets redaktion, medvirket til at fængsle
DDR-borgere i umenneskelige fængsler, drevet rufferi som bierhverv
samt formentlig fortsat sin agentvirksomhed for Ruslands efterretningstjeneste.
A anlagde sag mod den ansvarshavende redaktør og mod de
journalister, der havde skrevet artiklen. Landsretten udtalte: “Indledningsvis
bemærkes, at der knytter sig en meget betydelig offentlig interesse
til journalistisk omtale af danskeres virksomhed for fremmede
magters hemmelige tjenester, herunder for Stasi. Ved vurderingen af,
om en sådan omtale indebærer en strafbar ærekrænkelse, må bestemmelserne
i straffelovens § 267 og § 268 læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelserne
i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10, der er inkorporeret i dansk ret. Hensynet til ytringsfriheden
indgår som et overordentligt tungtvejende lod i vægtskålen ved afvej-
RETTID 2005 105

ningen over for hensynet til beskyttelsen af personers gode navn og
rygte eller rettigheder. Dette indebærer anerkendelse af en ganske
vidtgående ytringsfrihed for pressen, og der må derfor indrømmes
pressen adgang til, som offentlighedens kontrol- og informationsorgan
(’public watchdog’) når der er faktuelt grundlag for kritisk omtale, i en
vis grad at overdrive og provokere i forbindelse med omtale af disse
spørgsmål.”
2.7.1.7. Højesteret afsagde den 15. april 2004 (U 2004 1773 H) dom i
en sag vedrørende æreskrænkelse over for B, der ved byretsdom var
fundet skyldig i 4 tilfælde af sexuelle overgreb mod børn i den børnehave,
hvor han var ansat. Ved Østre Landsrets behandling blev han
imidlertid frikendt. Dagbladet, C, bragte i september 2000 i en artikel
og på forsiden udtalelser fra moren til et af de børn, som forholdene
vedrørte. B anlagde sag mod dagbladets chefredaktør, C, for
æreskrænkelse. Højesteret frifandt under henvisning til, at ikke enhver
kritik af en frifindelse ved endelig dom i en straffesag kan anses for en
retsstridig sigtelse mod den frifundne. Højesteret udtalte: “Efter en
samlet vurdering finder Højesteret det betænkeligt at fastslå, at A har
gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1, således
som denne bestemmelse må forstås i lyset af artikel 10 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.”
2.7.1.8. Ved Vestre Landsrets kendelse af 10. juni 2004 (U 2004 2478
V) blev filmselskabet, B, pålagt at udlevere sine råbånd indeholdende
en fagforening, F’s, henvendelse til nogle litauiske statsborgere, L,
som F mistænkte for at arbejde på landbrugsvirksomheder uden tilladelse.
Båndene var optaget til brug for en tv-udsendelse, og B protesterede
af principielle grunde mod udleveringen. Landsretten udtalte:
“Da en udlevering under de anførte omstændigheder endvidere ikke
kan antages at medføre nogen ulempe, der står i misforhold til sagens
betydning, jf. retsplejelovens § 805, stk. 1, sammenholdt med artikel
10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, tager landsretten
anklagemyndighedens påstand til følge.”
2.7.1.9. I sin dom af 24. september 2004 (U 2005 123 Ø) fandt Østre
Landsret, at udtalelser fremsat i et ugeblad, SH, om A’s og B’s private
forhold samt om A’s tidligere forhold til C var uberettigede. Efterfølgende
havde Q, der var chefredaktør for SH, deltaget i en tvudsendelse,
hvor han havde omtalt A og B ved navn. A og B anlagde
efterfølgende sag mod Q samt de to journalister, S og P, der var navngivne
forfattere til artiklerne. Det blev lagt til grund, at A og B aldrig
havde ønsket denne omtale, og at artiklerne omhandlede forhold af
privat karakter. Østre Landsret udtalte derfor: ”På denne baggrund
finder landsretten, at den vidtgående ytringsfrihed, som generelt må
komme pressen til gode af hensyn til dennes mulighed for på rimelig
måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan,
ikke i det foreliggende tilfælde – ud fra en afvejning af hensynet
til [A og B] – kan føre til, at offentliggørelsen af artiklerne mv.
RETTID 2005 106

kan anses for berettiget, jf. straffelovens § 264 d, eller i øvrigt berettiget
i medfør af Menneskerettighedskonventionens artikel 10.”
2.7.1.10. I en dom af 22. december 2004 (U 2005 1145 Ø) fastslog
Østre Landsret, at der ikke var straffrihed for en journalist, der dækkede
en demonstration uden for Parken i forbindelse med en fodboldlandskamp,
som følge af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10. Journalisten, T, havde forsøgt at bryde gennem den
kæde af politifolk, der afspærrede et område, hvor nogle anholdte var
anbragt på jorden. Østre Landsret udtalte: ”Selvom T’s formål med
lovovertrædelsen var, at hun som journalist ville foretage interviews
med de anholdte om deres motiver til demonstrationen, findes dette
ikke at kunne føre til, at T’s handling er straffri. Politiets påbud kan
under de foreliggende omstændigheder heller ikke anses som et indgreb
i ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
som kan medføre straffrihed for T.”
2.7.2. Ytringsfrihed i øvrigt
2.7.2.1. I en dom af 11. marts 2003 (U 2003 1411 Ø) tog Østre Landsret
stilling til en sag med en nu 75-årig tiltalt, T, der i byretten var
fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266, stk. 1 ved i forskellige
tv-udsendelser at have fremsat udtalelser om, at muslimer generelt
er forbrydere, der vil ødelægge verdenscivilisationen, og at de
kun kommer til Danmark for at udrydde og dræbe danskerne. T mente,
at Danmark skal være frit for muslimer, og at muslimer her i landet,
som ikke frivilligt vil udrejse af landet, skal indfanges og placeres
i lejre, udbydes i licitation og sælges til dem, der vil betale mest for
dem. Landsretten fandt, at tiltaltes henvisning til samfundsmæssige
konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program ikke kunne
retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, tiltaltes udtalelser
var udtryk for, og at en debat om tiltaltes politiske mål ikke ville
afskæres ved en kriminalisering af sådanne udtalelser. Det fremgår ikke
af dommens referat, at tiltalte havde påberåbt sig beskyttelsen i
Menneskerettighedskonventionen, men landsretten udtalte: ”Tiltalte
har således realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1,
således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.”
2.7.2.2. Ved dom af 14. marts 2003 (U 2003 1428 Ø) tog Østre Landsret
stilling til en lignende sag. T havde på sin internethjemmeside
fremsat truende, groft forhånende og nedværdigende udtalelser om
personer af jødisk herkomst. Under sagen anførte anklagemyndigheden,
at ”anvendelse af straffelovens § 266 b i denne sag er ikke i strid
med den ytringsfrihed, der er sikret blandt andet ved Menneskerettighedskonventionens
artikel 10. Endvidere må bestemmelsen i straffelovens
§ 266 b i det hele fortolkes i lyset af Danmarks internationale
forpligtelser i henhold til FN’s konvention om afskaffelse af alle former
for racediskrimination”. Domsmandsretten fandt ikke, at hensynet
til ytringsfriheden kunne begrunde straffrihed. Straffen blev fastsat til
RETTID 2005 107

fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget, hvilket uden yderligere
kommentarer blev stadfæstet af landsretten.
2.7.2.3. I en dom af 17. juni 2003 (U 2003 2044 H) tog Højesteret stilling
til en sag, hvori Karen Sunds, T, der var repræsentant for Folkebevægelsen
mod EU, havde udtalt til Radioavisen: ”og jeg vil meget
nødig identificeres med Pia Kjærsgaards (A’s) racistiske synspunkter,
og jeg er helt sikker på, at det vil være holdningen bredt i en kampagne”.
A anlagde straffesag mod T under henvisning til, at udtalelsen var
ærekrænkende. T påstod frifindelse, idet hun bl.a. anførte, at ”den
fremsatte udtalelse ligger inden for ytringsfrihedens grænser, som disse
er defineret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10”. Landsretten dømte ligesom byretten T for at have realiseret
gerningsindholdet i straffelovens § 267, stk. 1 og fastsatte straffen
til 2 dagbøder á 200 kr.
Højesteret frikendte T, idet det fremgik, at hun blot havde anvendt
udtrykket racistisk i den betydning, der sigter til forskelsbehandling
og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker,
som godt kan være af samme race som en selv. Højesteret udtalte:
”Højesteret bemærker i øvrigt, at det må antages, at et modsat resultat
ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10 om ytringsfrihed, således som denne bestemmelse
fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen, jf. bl.a. domstolens
dom af 26. februar 2002 i sagen Unabhängige Initiative Informationsvielfalt
mod Østrig. Udtrykket ”racistiske synspunkter” har således
karakter af Karen Sunds’ værdidom (”value judgement”) vedrørende
Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis holdninger. Anvendelsen
af udtrykket er sket i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige
anliggender og har haft tilstrækkeligt grundlag i Pia Kjærsgaards udtalelser
på Dansk Folkepartis årsmøde. På denne baggrund kan Karen
Sunds’ anvendelse af udtrykket ”racistiske synspunkter” efter en helhedsvurdering
ikke antages at overskride grænserne for ytringsfriheden.”
2.7.2.4. I sin dom af 20. august 2003 (U 2003 2438 V) havde Vestre
Landsret anledning til at tage stilling til, hvorvidt en pizzariaejers
nægtelse af at sælge til tyskere og franskmænd var en overtrædelse af
racediskriminationsloven. Baggrunden for tiltaltes nægtelse var Irakkrigen
og den franske og tyske regerings manglende støtte til den
amerikanske aktion i Irak. Til støtte for sin påstand om frifindelse
henviste tiltalte bl.a. til sin beskyttelse af ytringsfriheden i grundlovens
§ 77 og Menneskerettighedskonventionens artikel 10. Byretten
fandt, at tiltaltes handlinger skulle forstås som en ytring i artikel 10’s
forstand, men dette begrundede ikke straffritagelse. Landsretten udtalte:
”Efter art. 10, stk. 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
kan ytringsfriheden begrænses, når det er foreskrevet ved lov
og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at beskytte andres rettigheder.
Racediskriminationsloven er vedtaget i forbindelse med
Danmarks ratifikation af De Forenede Nationers konvention af 21. de-
RETTID 2005 108

cember 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination.
Heller ikke en konkret afvejning af tiltaltes adgang til at fremkomme
med den meningstilkendegivelse, der er indeholdt i hans nægtelse af at
betjene tyske og franske statsborgere, i forhold til beskyttelseshensynene
i racediskriminationsloven, kan føre til, at tiltaltes handlinger
under hensyn til bestemmelserne om ytringsfrihed i grundlovens § 77
og art. 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan anses
for straffri. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket.”
2.7.2.5. I en dom af 3. december 2003 (U 2004 734 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt en folketingskandidat, som under valgkampen
havde fremsat forhånende og nedværdigende udtalelser over for muslimer
i Danmark på en internethjemmeside, havde overtrådt straffelovens
§ 266 b, stk. 1. På hjemmesiden havde T fremsat generaliserede
udsagn om, at muslimer i Danmark begår grove strafbare handlinger
og dermed udgør en trussel mod danskernes liv og sikkerhed. Han foreslog
derfor på sin hjemmeside at indfange dem og opsamle dem i
koncentrationslejre, hvor levestandarden gradvist skulle nedsættes,
indtil disse kunne udsendes. Højesteret udtalte:
”Højesteret finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende
over for den befolkningsgruppe, som udtalelserne vedrører.
Som anført af landsretten kan hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed
for politikere om samfundsanliggender ikke medføre, at
udtalelserne ikke er strafbare. Højesteret tiltræder derfor, at tiltalte er
fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, således
som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10 og 17.”
2.7.2.6. I en kendelse af 6. januar 2004 (U 2004 976/1 H) tog Højesteret
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en varetægtsarrestant havde
mulighed for at modtage besøg af 2 journalister, som gerne ville interviewe
og fotografere T til brug for en artikelserie om kvindelige
drabsmænd. Rigsadvokaten afslog besøget, hvorefter T indbragte afslaget
for Højesteret, idet hun gjorde gældende, at afslaget var i strid
med Grundlovens § 77, EMRK artikel 10 og straffuldbyrdelseslovens
§ 59, stk. 2. Højesteret opretholdt afslaget, idet det måtte anses for
stridende mod varetægtsfængslingens retshåndhævelsesformål – og
dermed retsfølelsen, at en varetægtsarrestant havde mulighed for at
udtale sig til pressen om de gerninger, straffesagen angik, før endelig
dom var faldet i sagen. Der var ikke oplyst omstændigheder, som gav
grundlag for at fravige dette udgangspunkt, og begrænsningen i T’s
ytringsfrihed kunne ikke anses for stridende mod de bestemmelser,
som T havde påberåbt.
2.7.3. Retten til at modtage ytringer
2.7.3.1. I en dom af 28. maj 2004 (U 2004 2149 H) tog Højesteret stilling
til spørgsmålet om, hvorvidt Naturklagenævnets afslag på zonetilladelse
til opførelse af en 18 meter høj antennemast i tilknytning til en
ejendom beliggende i landzone var i strid med Menneskerettighedskonventionens
artikel 10. A havde ansøgt kommunen K om tilladelse
RETTID 2005 109

til at opføre en 18 meter høj gittermast til brug for en hobbyantenne i
tilknytning til sin privatbolig. K meddelte imidlertid afslag, hvorefter
A indbragte afgørelsen for Naturklagenævnet, som stadfæstede K’s
afgørelse under henvisning til, at antennemasten ville påvirke landsbyområdet,
hvor A boede, i en negativ retning. A indbragte sagen for
Østre Landsret med påstand om, at Naturklagenævnet skulle tilpligtes
at anerkende, at A var berettiget til at opnå zonetilladelse til opførelse
af antennemasten. Til støtte for sin påstand anførte A bl.a., at afslaget
var i strid med hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10 og desuden indebar en usaglig forskelsbehandling,
eftersom der var andre ejere i området, der havde fået tilladelse
til opførelse af antennemaster m.v.
Østre Landsret udtalte: ”Retten til at modtage eller meddele oplysninger
eller tanker efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10 er ikke begrænset til politiske eller samfundsmæssige
ytringer. Retten til at kommunikere med andre radioamatører
i Danmark eller andre lande er derfor beskyttet efter artikel 10, stk. 1,
uanset om der er tale om kommunikation af mere privat karakter. (…)
Ved vurderingen af, om indgrebet i sagsøgers ret til at udøve sin hobbyvirksomhed
er berettiget efter konventionens artikel 10, stk. 2, må
hensynet til informations- og ytringsfriheden dog tillægges mindre
vægt end ved indgreb over for eksempelvis æterbårne massemedier,
der i væsentlig højere grad retter sig til almenheden og er af langt mere
central betydning for den politiske og samfundsmæssige debat i et
demokratisk samfund. De planlægningsmæssige og landskabelige
hensyn, der ligger til grund for afslaget på zonetilladelse, findes endvidere
at udgøre lovlige hensyn efter artikel 10, stk. 2, hvorefter indgreb
kan være berettiget blandt andet af hensyn til forebyggelse af
uorden og til beskyttelse af andres rettigheder. Efter en afvejning af
disse modstående hensyn finder landsretten ikke grundlag for at fastslå,
at afslaget på landzonetilladelse udgør en krænkelse af sagsøgers
rettigheder efter konventionens artikel 10.”
Uden at tage stilling til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 10, stadfæstede Højesteret landsrettens dom, idet
Højesteret fandt, at ”der af de grunde, landsretten har anført, intet
grundlag er for at tilsidesætte Naturklagenævnets afgørelse.”
2.8. Konventionens artikel 11
2.8.1. Forenings- og forsamlingsfrihed
2.8.1.1. I en dom af 13. februar 2002 (U 2002 1020 H) tog Højesteret
stilling til, hvorvidt en kommune, K’s, tilbagekaldelse af en beslutning
om, at Kristelig Fagforening, F, skulle være repræsenteret i et koordinationsudvalg,
var gyldig. Udvalgets opgave var at samordne og udvikle
den lokale forebyggende indsats for personer, der havde svært
ved at indordne sig på arbejdsmarkedet. Udvalget var oprettet med
hjemmel i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
ogi følge lovens § 24 skulle bl.a. repræsentanter for DA, LO og
FTF være medlemmer af udvalget. Efter beslutningen om, at F skulle
deltage i udvalget, meddelte de DA, LO og FTF, at de ikke ønskede at
RETTID 2005 110

deltage i udvalgets arbejde, hvilket fik kommunen til at ophæve beslutningen
om at inddrage F i udvalgets arbejde.
F anlagde sag mod K med påstand om anerkendelse af, at beslutningen
ikke gyldigt kunne tilbagekaldes. Til støtte for sin påstand
anførte F, at ”tilbagekaldelsen er i strid med lighedsgrundsætningen,
Menneskerettighedskonventionens artikel 11 og kravet om saglige og
lovlige kriterier. (…) Tilbagekaldelsen tilgodeså alene klart uvedkommende
fagforeningsinteresser. Efter retspraksis anses offentlige
myndigheders varetagelse af fagforeningsinteresser for magtfordrejning
samt stridende mod lighedsgrundsætningen og efter omstændighederne
Menneskerettighedskonventionens artikel 11”.
Landsretten frifandt K, idet de bl.a. udtalte: ”Tilbagekaldelsen
kan navnlig efter udformningen af reglerne om udpegelse af medlemmer
til udvalget ikke anses for stridende mod lighedsgrundsætningen,
ligesom den ikke krænkede sådanne interesser, at det kan være i strid
med Menneskerettighedskonventionens artikel 11.” For Højesteret var
anbringendet angående Menneskerettighedskonventionens artikel 11
ikke gentaget, og Højesteret henviste ikke til det, men stadfæstede
landsrettens dom under henvisning til, at beslutningen var truffet ud
fra saglige hensyn.
2.8.1.2. Østre Landsret tog ved dom af 30. august 2002 (U 2002 2591
Ø) stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en grønlandsk landstingsforordning,
som stillede medlemskab af en bestemt lønmodtagerorganisation
som betingelse for modtagelse af offentlig hjælp, stred
mod menneskerettighederne. Grønlands Landsret afsagde dom, hvorefter
den grønlandske kommune blev frifundet, idet reglerne ikke hindrede
borgernes ret til frit at danne og melde sig ind i en hvilken som
helst fagforening.
Grønlands Landsret udtalte: ”Retten finder derfor ikke, at landstingsforordningens
bestemmelse er i strid med den beskyttelse af foreningsfriheden
i henholdsvis grundlovens § 78, stk. 1, Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 11, ILO-konvention nr. 87
om foreningsfrihed og beskyttelsen af retten til at organisere sig, artikel
2, ILO-konvention nr. 98 om retten til at organisere sig og føre
kollektive forhandlinger, artikel 1, FN-konvention om borgerlige og
politiske rettigheder artikel 22 og FN-konventionen om økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder artikel 8, pkt. 1. Retten finder endvidere
ikke, at reglen medfører en sådan faktisk svækkelse af lønmodtagernes
ret til at organisere sig, at den derfor vil være i strid med beskyttelsen
efter de nævnte regler.”
Østre Landsret stadfæstede Grønlands Landsrets dom, idet de
bl.a. udtalte: ”Indholdet af grundlovens § 78, stk. 1, Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 11 og de påberåbte ILO- og FNkonventioner
er i alt væsentligt det samme. (…) Efter det oplyste var
de to former for hjælp i det væsentlige af samme størrelse, og således
at ingen lønmodtager var udelukket fra nødvendig offentlig hjælp. På
denne baggrund findes der ikke ved de fastsatte regler om udbetaling
af sociale ydelser at være gjort indgreb i lønmodtagernes ret til at organisere
sig, som er omfattet af de påberåbte bestemmelser.”
RETTID 2005 111

2.8.1.3. Højesterets dom af 26. november 2002 (U 2003 380 H) angik
spørgsmålet om negativ foreningsfrihed. Advokat A nægtede at betale
såvel kontingent til Advokatsamfundet, S, for årene 1994-1999 som
bidrag til S’s erstatningsfond, F, for en årrække. S indbragte spørgsmålet
for domstolene. Til støtte for sin påstand anførte S blandt andet,
at A’s pligt til at være medlem ikke var i strid med artikel 11 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 11, stk. 2 i Fællesskabspagten
af 9. december 1989 om arbejdstageres grundlæggende
arbejdsmæssige og sociale rettigheder, idet S varetog opgaver i offentlighedens
interesse og dermed faldt uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Landsretten udtalte, at S blandt andet varetog ”opgaver
til sikring af det offentliges interesse i opretholdelse af kvaliteten af
advokaters arbejde og kan ikke anses som en forening i den forstand,
der omtales i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
11”. For Højesteret havde A ikke gentaget sine anbringender om, at
tvungen medlemskab af S var i modstrid med straffeloven, Menneskerettighedskonventionen
og Fællesskabspagten.
2.8.2. Fagretlige tvister
2.8.2.1. I en dom af 2. oktober 2003 (U 2004 241 Ø) havde Østre
Landsret anledning til at tage stilling til lovligheden af en bøde ikendt
i medfør af nogle fagforeningslove. Sagen angik A, der i 1996 havde
indmeldt sig i Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, F, ifølge hvis love
medlemmerne i et år efter medlemskabets ophør var forpligtet til at
undlade at arbejde på ikke-overenskomstbelagte arbejdspladser. A
blev i september 2000 ansat hos B, der ikke var medlem af den krævede
fagforening, og reagerede ikke på F’s opfordring til at sige sin
stilling op og henvisning til, at hun ved fortsat ansættelse kunne risikere
at blive idømt en foreningsbøde. I december 2000 tilkendte F derfor
A en bøde på det maksimale beløb ifølge F’s love.
F anlagde sag om udbetaling af beløbet mod A, der til støtte for
sin frifindelsespåstand bl.a. gjorde gældende, at F’s love var i strid
med ”foreningsfrihedsloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 11, der giver lønmodtagere ret til at selv at
vælge, hvilken fagforening de ønsker at være medlem af, og ret til helt
at stå uden for en fagforening”. Byretten fandt, at bøden var lovligt
meddelt, og udtalte: ”Sagsøgte kan udtræde af det sagsøgende fagforbund,
og varigheden af og begrænsningen af sagsøgtes handlefrihed
findes ikke at være af så indgribende betydning, at den over for sagsøgers
rimelige faglige formål bør føre til en tilsidesættelse af forpligtelsen
efter lovenes § 8 i medfør af EMRK art. 11 eller aftalelovens §
36.”
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom uden henvisning til
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11, men under
henvisning til, at bestemmelsen i F’s love naturligt måtte forstås
således, at A i kraft af gensidighedsforpligtelsen var forpligtet i indtil
et år efter medlemskabets ophør. Gensidighedsforpligtelser, som er aftalt
mellem overenskomstparter på det danske arbejdsmarked, er som
udgangspunkt lovlige, og retten anlagde derfor en tilbageholdende
RETTID 2005 112

prøvelse. Bøden var således ikke i modstrid med aftalelovens § 36 eller
§ 38.
2.8.2.2. Østre Landsret afsagde den 25. februar 2005 (U 2005 1677 Ø)
dom i en sag om adgang til udmeldelse af en fagforening. A havde siden
1988 været ansat i en virksomhed, V, som havde indgået overenskomst
med Dansk Funktionærforbund, DF, hvorefter de i V beskæftigede
funktionærer fortrinsvis skulle være medlemmer i DF. I august
2002 blev V idømt en bod for brud på overenskomsten ved at have
ageret, som om overenskomstens fortrinsklausul ikke eksisterede. I
september 2002 ønskede A at udmelde sig af DF, som imidlertid fastholdt
medlemskabet under henvisning til fortrinsklausulen og under
henvisning til, at det af DF’s vedtægter fremgik, at et medlem ikke
kunne udmelde sig, så længe vedkommende var beskæftiget under
DF’s organisationsområde.
For Østre Landsret anførte A bl.a., at ”princippet om drittwirkung
tilsiger, at grundrettigheder også finder anvendelse inter partes,
mellem private parter, hvorfor retten til at stå uden for en bestemt forening,
således som denne har udviklet sig primært gennem praksis fra
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skal respekteres af
[DF]”. DF henviste bl.a. til, at Højesteret i sin praksis, herunder dommen
afsagt den 8. juni 1999 i sag 524/1998 (Morten Sørensen-sagen),
havde fastslået, at foreningsfrihedsloven ikke er i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Østre Landsret udtalte:
”Selv om [EMRK artikel 11] efter sin ordlyd kun omfatter den
positive foreningsfrihed, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
antaget, at bestemmelsen også i et vist omfang omfatter retten
til ikke at tilslutte sig eller retten til at udmelde sig af en given forening
– den negative foreningsfrihed. Der kan herved henvises til
Young, James og Webster mod Storbritannien (dom af 13. august
1981), Sigurdur A. Sigurjónsson mod Island (dom af 30. juni 1993),
Gustafsson mod Sverige (dom af 25. april 1996) og Chassagnou m.fl.
mod Frankrig (dom af 29. april 1999). En række andre internationale
konventioner m.v. indeholder bestemmelser om den positive foreningsfrihed.
(…) Selv om den negative foreningsfrihed kan anses
som en grundlæggende rettighed, har den kun i begrænset omfang
fundet udtryk i de instrumenter, der regulerer sådanne rettigheder.
Spørgsmålet om rækkevidden af den negative foreningsfrihed er således
i første række et politisk spørgsmål, der henhører under Folketinget.
Landsretten finder på denne baggrund, at der må udvises betydelig
tilbageholdenhed ved vurderingen af, om en given handlemåde
måtte være i strid med beskyttelsen af den negative foreningsfrihed i
EMRK art. 11 og i forlængelse heraf aftalelovens § 36. (…) Under
disse omstændigheder, og hvor appellanten finder sit medlemskab af
fagforeningen for stridende mod sin fagpolitiske opfattelse, findes det
urimeligt, jf. aftalelovens § 36, at fastholde, at appellanten ikke kan
melde sig ud af fagforeningen med et passende varsel. Det skal præciseres,
at den foreliggende sag ikke vedrører spørgsmålet om lovligheden
af eksklusivbestemmelser på arbejdsmarkedet”.
RETTID 2005 113

2.9. Konventionens 1. tillægsprotokol, artikel 1
2.9.1. I Højesterets dom af 13. september 2001 (U 2001 2493 H) tog
Højesteret stilling til gyldigheden af en tilbagekøbsret for Københavns
Kommune, som var tinglyst i 1918-1919 i forbindelse med kommunens
frasalg af en ejendom til en privat person. Deklarationen indeholdt
en adgang for kommunen til at tilbagekøbe ejendommen i 1980,
og derefter med 10 års mellemrum, til den oprindelige grundpris med
tillæg af bygningernes værdi. Kommunen udnyttede ikke sin tilbagekøbsret
i 1980, og i slutningen af det år købte E ejendommen. I 1985
varslede kommunen, at den ville udnytte sin tilbagekøbsret i 1990,
men E bestred imidlertid tilbagekøbsrettens gyldighed.
For Østre Landsret gjorde E bl.a. gældende, at ”sagsøgers
[kommunens] tilbagekøb af deres ejendom vil være i strid med diskriminationsforbuddet
i Menneskerettighedskonventionens artikel 14
samt med artikel 1, stk. 1, i Tillægsprotokol af 20. marts 1952 (protokol
nr. 1) om beskyttelse af ejendomsretten. Der er tale om et arbitrært
indgreb i ejendomsretten, som de sagsøgte ikke kunne forudse, og som
har karakter af berøvelse, og der er ingen objektiv og rimelig grund til
at behandle de sagsøgte anderledes end andre ejere af ejendomme i
kommunen”.
Østre Landsret henviste til, at der ikke var grundlag for at anse
kommunens dispositioner som værende i strid med kommunalretlige
regler, og udtalte: ”Endelig findes deklarationen, som beror på en aftale,
og håndhævelsen heraf ikke at indebære en overtrædelse af artikel
14 i Menneskerettighedskonventionen eller af artikel 1, stk. 1, i Tillægsprotokol
af 20. marts 1952. Med disse bemærkninger tages sagsøgers
påstand til følge.” Højesteret bemærkede, at der ikke var grundlag
for at antage, at tilbagekøbsretten alene ville blive gjort gældende
med henblik på planmæssige formål, og stadfæstede i øvrigt i henhold
til de grunde, der var anført af landsretten.
2.9.2. I en dom af 21. maj 2002 (U 2002 1789 H) tog Højesteret stilling
til spørgsmålet om, hvorvidt krav om statsborgerskab som betingelse
for at opnå tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var i
strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I 1997
gennemførtes en ændring af lov om taxikørsel, hvorved der blev indsat
et krav om dansk indfødsret som betingelse for meddelelse af tilladelse
til erhvervsmæssig personbefordring. I juni 1998 opslog Det
Storkøbenhavnske Taxinævn et antal ledige taxibevillinger. Vognmanden
V, som var pakistansk statsborger og i forvejen indehaver af 6
bevillinger, fik afslag på sin ansøgning, men fik i juni 1999 den 7. bevilling,
efter at kravet om dansk indfødsret var blevet ophævet. V anlagde
sag mod Trafikministeriet med påstand om, at kravet var i strid
med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14
sammenholdt med artikel 1 i Tillægsprotokol fra 1952. Kravet var
endvidere i strid med FN’s konvention om racediskrimination. Desuden
påstod han sig tilkendt en erstatning.
Det fremgik af en udtalelse fra Det Storkøbenhavnske Taxinævn,
at V ville have fået en bevilling i sommeren 1998, såfremt
statsborgerskabskravet ikke havde været indført i loven. Både lands-
RETTID 2005 114

etten og Højesteret fandt, at V havde en retlig interesse i at få prøvet
sit krav. Vestre Landsret tilkendte V erstatning, idet de henviste til, at
V’s vognmandsvirksomhed var omfattet af ejendomsbegrebet i artikel
1 i Tillægsprotokol 1 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Et krav om statsborgerskab ville medføre, at V ikke kunne fortsætte
sin virksomhed, og var derfor i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i
Tillægsprotokol 1.
I modsætning til landsretten tilkendte Højesteret ikke V erstatning,
men udtalte: ”Anvendelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 14 er betinget af, at den eventuelle forskelsbehandling
vedrører nydelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder
og friheder. Der skal derfor tages stilling til, om [V] har en rettighed,
som er beskyttet af art. 1 i Tillægsprotokol nr. 1, eller om forholdene
i sagen dog – jf. herved princippet i bl.a. Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom af 26. maj 1993 i sagen Hoffmann
mod Østrig, præmis 29, og dom af 18. februar 1999 i sagen Larkos
mod Cypern, præmis 28 – hører under det område, der må anses for
dækket af denne bestemmelse.
[V] har ikke noget retskrav på at få tildelt en yderligere bevilling
ud over de seks, han havde. Det følger af praksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol – jf. om fremtidige indtægter bl.a. Menneskerettighedsdomstolens
beslutning af 26. september 2000 i sagen
Andrews mod UK og senest Menneskerettighedsdomstolens dom af
25. januar 2002 i sagen Saggio mod Italien, præmis 24 – at muligheden
for at få offentlig tilladelse til en erhvervsmæssig aktivitet under
sådanne omstændigheder ikke er en rettighed, der nyder beskyttelse
efter art. 1 i Tillægsprotokol nr. 1. Menneskerettighedsdomstolens
dom af 16. september 1996 i sagen Gaygusuz mod Østrig, som [V]
særligt har påberåbt sig, taler ikke imod dette resultat, idet domstolen
lagde vægt på, at retten til den pågældende sociale ydelse var knyttet
til bidrag, som klageren havde indbetalt, og derfor fandt, at retten var
en formueret, som var omfattet af art. 1, i Tillægsprotokol nr. 1, jf.
præmis 41.
[V]’s mulighed for i oktober 1998 at få tildelt en yderligere taxibevilling
nyder derfor ikke beskyttelse efter art. 1 i Tillægsprotokol nr.
1, og det kan heller ikke antages, at muligheden for at få en yderligere
bevilling hører under det område, der må anses for dækket af denne
bestemmelse, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 27. april
1979 i sagen Marckx mod Belgien, præmis 50.
Højesteret finder herefter, at det ikke er i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 14 sammenholdt med art. 1 i Tillægsprotokol
nr. 1, at indfødsretskravet blev bragt i anvendelse ved
stillingtagen i efteråret 1998 til [V]’s ansøgning om en yderligere taxibevilling.”
2.10. Andre tilfælde af påberåbelse eller anvendelse af konventionen
2.10.1. Højesteret stadfæstede ved kendelse af 2. april 2001 (U 2001
1444 H) en afgørelse om fortsat varetægtsfængsling af en uidentifice-
RETTID 2005 115

et asylansøger, U, der var udvist i 5 år ved dom, idet han havde overtrådt
straffelovens § 119, stk. 1. U indrejste i Danmark i 2000 på et
falsk pas og blev varetægtsfængslet med henblik på identifikation, senere
blev han idømt 40 dages hæfte for overtrædelse af straffelovens §
119, stk. 1, begået under et undvigeforsøg, og udvist for 5 år. Efter afsoning
blev U varetægtsfængslet i medfør ad udlændingelovens § 35
med henblik på udsendelse af Danmark. U kærede varetægtsfængslingen
under henvisning til, at den var i strid med proportionalitetsprincippet
i udlændingelovens § 35 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
tillægsprotokol nr. 4, artikel 2, stk. 1. Højesteret
udtalte: ”Hverken ansøgningen eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
er (..) til hinder for varetægtsfængsling efter udlændingelovens
§ 35.”
2.10.2. I en dom af 28. februar 2005 (U 2005 1657 V) tilkendte Vestre
Landsret E erstatning som følge af uberettiget varetægtsfængsling.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde ved dom af 11.
juli 2002 udtalt, at såfremt E blev udvist af Danmark, ville dette indebære
en krænkelse af hans rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens
artikel 8. E blev herefter ved Vestre Landsrets dom af 13.
september 2002 frifundet for bestemmelsen om udvisning. E var ved
dom af 1. oktober 1997 idømt fængsel i 3 år og skulle planmæssigt
prøveløslades den 20. december 1998 efter 2/3 tid. E blev derfor varetægtsfængslet
den 17. december 1998 med henblik på udvisning efter
udlændingelovens § 35. Vestre Landsret tilkendte E erstatning for hele
perioden, hvori han havde siddet varetægtsfængslet, idet der ikke var
”holdepunkter for at antage, at E ikke ville være blevet prøveløsladt
efter resolutionen og sædvanlig praksis, såfremt han ikke var blevet
varetægtsfængslet med henblik på udvisning.”
3. ANDRE KONVENTIONER OM MENNESKERETTIGHE-
DER
3.1. I en dom af 21. februar 2002 (U 2002 1080 V) tog Vestre Landsret
stilling til, hvorvidt to EF-statsborgere, der i byretten var idømt
henholdsvis 30 dages og 4 måneders fængsel for forsøg på overtrædelse
af fyrværkerilovgivningen, kunne udvises. Landsretten udtalte:
”Ved afgørelserne af, hvorvidt bestemmelsen i udlændingelovens § 2,
stk. 3, jf. EF-reglerne, er til hinder for udvisning, skal der foretages en
konkret vurdering af, om de tiltaltes personlige forhold, sammenholdt
med arten og grovheden og omstændighederne ved den aktuelle overtrædelse
og i eventuelle tidligere sager, indebærer, at der foreligger en
aktuel trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, hvis
de ikke udvises med indrejseforbud.
Efter EF-domstolens praksis skal der anvendes en snæver fortolkning
ved fastlæggelsen af rækkevidden af de ordensmæssige, sikkerhedsmæssige
og sundhedsmæssige forhold, der kan begrunde, at
personer omfattet af EF-reglerne udvises med indrejseforbud, og der
RETTID 2005 116

skal foreligge en konkret trussel af en vis alvor og styrke mod den offentlige
orden.”
Landsrettens flertal udtalte herefter: ”Der er ikke forelagt landsretten
nærmere oplysninger om farligheden af lasten og transporten af
denne. Begge tiltalte er ustraffede, og efter en samlet vurdering af beskaffenheden
af den begåede enkeltstående lovovertrædelse og de oplyste
omstændigheder i øvrigt, sammenholdt med de tiltaltes personlige
forhold, finder vi det på baggrund af det anførte ikke foreneligt
med EF-reglerne, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, at nogen af de tiltalte
udvises med indrejseforbud.”
3.2. Vestre Landsrets dom af 10. april 2003 (U 2003 1600 V) angik
frakendelse af A’s danske indfødsret, som han havde opnået ved svig,
idet han havde afgivet falsk erklæring på tro og love og undladt at oplyse,
at han i marts 1988 under sit tidligere navn, X, var straffet med
fængsel i 2 år 6 måneder og udvist af Danmark for bestandig. Forsvareren
henviste i sagen til, at A ved frakendelse af dansk indfødsret
ville blive statsløs. Han anførte endvidere: ”At dette er en alvorlig situation
understreges af, at der er indgået konventioner til imødegåelse
af statsløshed.” Landsretten udtalte:
”I dansk ret vil udøvelsen af svig, som har været bestemmende
for indholdet af en forvaltningsakt, i almindelighed give grundlag for
annullation af afgørelsen som ugyldig i forhold til den, der har handlet
svigagtigt. Det må antages, at tilsvarende regler gælder i andre landes
retsordner, jf. artikel 8, nr. 2, litra b, i De forenede Nationers konvention
af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed. Efter denne
bestemmelse kan statsborgerret opnået ved urigtige anbringender eller
svig føre til, at en person fratages statsborgerret, uanset det vil gøre
den pågældende statsløs. (…) Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder,
herunder af det svigagtige forhold, som A udviste i forbindelse
med sin erhvervelse af dansk indfødsret, og A’s personlige
forhold, herunder at han ved frakendelse af dansk indfødsret bliver
statsløs, fører herefter til, at A skal frakendes indfødsretten.”
3.3. Ved dom af 28. november 2003 (U 2004 382 H) tog Højesteret
stilling til de oprindelige Thule-beboeres påstande om erstatning, anerkendelse
af retten til at bebo og anvende deres oprindelige boplads
Uummannaq og til at færdes, opholde sig og drive jagt i hele Thuledistriktet.
Baggrunden for sagsanlægget var, at beboerne i Thuleområdet,
Thule Stammen, i 1953 var blevet tvangsforflyttet fra deres
boplads og jagtområde på uretmæssig vis og uden anden kompensation
end dækning af de omkostninger, som flytningen havde påført
dem. Thule Stammen henviste som støtte for sine anbringender blandt
andet til bestemmelserne i ILO-konventionen af 28. juni 1989 om oprindelige
folk og stammefolk i selvstændige stater, herunder særligt
artiklerne 1, 12, 14 og 16.
Højesteret udtalte blandt andet: ”Konventionen er trådt i kraft
for Danmark den 22. februar 1997. Det blev ved ratifikationen lagt til
grund, at det grønlandske folk som helhed er et oprindeligt folk i konventionens
forstand. (…) Efter en samlet vurdering af de foreliggende
RETTID 2005 117

oplysninger finder Højesteret, at befolkningen i Thule-distriktet i alt
væsentligt deler de samme vilkår som det øvrige grønlandske folk og
heller ikke på anden relevant måde adskiller sig fra dette. Det oplyste
om forskellen mellem sproget i [Thule Stammens nuværende beboelsesområde]
og i Vestgrønland og om Thule Stammens opfattelse af sig
selv som et særskilt, oprindeligt folk kan ikke føre til anden bedømmelse.
Højesteret finder herefter, at Thule Stammen ikke ’opretholder
nogle af eller alle deres egne sociale, økonomiske, kulturelle eller politiske
institutioner’, og at Thule Stammen således ikke er et særskilt
oprindeligt folk, jf. artikel 1, stk. 1, litra b, i ILO-konventionen.
ILO-konventionen omfatter i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a,
tillige ’stammefolk i selvstændige lande, hvis sociale, kulturelle og
økonomiske forhold adskiller sig fra andre dele af det nationale samfund,
og hvis status reguleres helt eller delvis af deres egne sædvaner
eller traditioner eller af særlige love eller forskrifter’. Efter det foran
anførte finder Højesteret, at Thule Stammen heller ikke i medfør af
denne bestemmelse er omfattet af konventionen.”
Ved sagen for Højesteret anerkendte Statsministeriet, at flytningen
af Thule Stammen blev besluttet og gennemført på en måde og
under omstændigheder, som indebar et alvorligt indgreb og en retsstridig
handling over for den tidligere befolkning på den nuværende
Thule Base. Højesteret fandt, at der forelå en statsretlig gyldig ekspropriation,
og at erstatning skulle have været fastsat i medfør af principperne
i den dagældende grundlovs § 80, selvom bestemmelsen ikke
fandt direkte anvendelse på grønlandske forhold.
Med hensyn til spørgsmålet om erstatning stadfæstede Højesteret
Østre Landsrets afgørelse i henhold til grundene om at tilkende hele
Thule Stammen kompensation på 500.000 kr. og derudover fastsætte
erstatning til de enkelte Thule-beboere, som havde været udsat for
tvangsmæssig forflytning.
3.4. Østre Landsrets kendelse af 25. november 2003 (U 2004 715 Ø)
angik spørgsmålet om, hvorvidt statsadvokaten kunne indhente oplysninger
fra Iran om A, der var tidligere asylansøger i Danmark og nu
var meddelt dansk indfødsret. Oplysningerne skulle bruges i en straffesag
mod A, hvor der var rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens
§ 246, jf. § 245. A havde i 1993 til støtte for sin asylansøgning
anført, at han havde arbejdet som afhører for Den Islamiske Revolutionskomité
i Iran og i den forbindelse havde udøvet tortur. Landsretten
anførte: ”I henhold til artikel 7, stk. 1, i Torturkonventionen (…) af
10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf, er Danmark forpligtet til at gennemføre
en eventuel retsforfølgning vedrørende torturhandlinger begået
af personer, der ikke udleveres til retsforfølgning i et andet land.
Da videregivelsen af de omhandlede fortrolige oplysninger sker med
henblik på efterforskning af vold og tortur, jf. straffelovens § 246, jf. §
245, må videregivelsen uanset sigtedes forhold, anses for lovlig.”
3.5. I en dom af 11. november 2004 (U 2005 602 H) havde Højesteret
anledning til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt beregning af
RETTID 2005 118

sygedagpenge under orloven på grundlag af orlovsydelsen var i overensstemmelse
med princippet om ligebehandling, som det kommer til
udtryk i direktiv 79/7 EØF om ligebehandling af mænd og kvinder
med hensyn til social sikring og i FN’s konvention af 18. december
1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder.
Sagen angik A og B, der i 1998 og 1999 havde børnepasningsorlov og
dér oppebar en orlovsydelse på 60 % af arbejdsløshedsdagpengenes
højeste beløb. I 1999 blev de syge og fik under sygemeldingen sygedagpenge
beregnet på grundlag af orlovsydelsen i overensstemmelse
med en bekendtgørelse om dagpenge ved sygdom og fødsel, der trådte
i kraft den 1. august 1998.
Kvindeligt Arbejderforbund anlagde på vegne af A og B sag
mod Beskæftigelsesministeriet med påstand om, at sygedagpengene
skulle beregnes på grundlag af lønindtægten før orloven. Til støtte for
sin påstand anførte F blandt andet, at 93 % af personerne på børnepasningsorlov
var kvinder, og at dagpengereglerne derfor var i modstrid
med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Højesteret
henviste til grundprincippet bag lov om dagpenge ved sygdom eller
fødsel og udtalte med hensyn til bestemmelsen, hvorefter sygedagpenge
udregnes på baggrund af en eventuel orlovsydelse: ”Denne bestemmelse
er i overensstemmelse med dagpengelovens grundprincip
og er således ikke udtryk for, at personer, der bliver syge under børnepasningsorlov,
forskelsbehandles ved at blive stillet ringere end andre,
der bliver syge. Der foreligger derfor heller ikke en indirekte forskelsbehandling
på grundlag af køn som følge af at bekendtgørelsens
§ 1, stk. 1, nr. 4, har væsentlig større betydning for kvinder end for
mænd, fordi væsentlig flere kvinder end mænd gør brug af ordningen
med børnepasningsorlov. (…) Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, kan
således ikke anses for stridende mod forbuddet mod indirekte forskelsbehandling
på grundlag af køn i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7
EØF om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social
sikring. Hverken det forhold, at sygedagpenge til personer på børnepasningsorlov
forud for ændringen i 1998 blev beregnet på grundlag
af lønnen forud for orlovsperioden, eller det, som i øvrigt er anført af
[F], kan føre til et andet resultat. Af de samme grunde kan bekendtgørelsens
§ 1, stk. 1, nr. 4, ikke anses for stridende mod FN’s konvention
af 18. december 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination
imod kvinder.”
4. OVERSIGT OVER OMTALTE AFGØRELSER
2001 (16 afgørelser), s. 1239 H, 1334 H, 1452 H, 1486 H, 1406 Ø,
1444 H, 1457 H, 1601 Ø, 1638/2 Ø, 2045 H, 2121 V, 2264 Ø, 2345 H,
2435 Ø, 2493 H, 2530 V.
2002 (31 afgørelser), s. 15 H, 18 H, 58 H, 340 H, 468 Ø, 549 H, 551
H, 555 H 607/3 H, 898 Ø, 1020 H, 1039 H, 1080 V, 1107 Ø, 1160 Ø,
1363 Ø, 1377 Ø, 1393 Ø, 1579 SH, 1586 V, 1789 H, 1931 Ø, 1966 Ø,
2008/2 H, 2060 H, 2362 Ø, 2398 H, 2503 H, 2591 Ø, 2729 V, 2780 Ø.
RETTID 2005 119

2003 (25 afgørelser), s. 56 H, 292 H, 380 H, 490 Ø, 624 H, 779 Ø,
787 Ø, 1029 H, 1036 H, 1090 V, 1136 Ø, 1328 H, 1411 Ø, 1428 Ø,
1469 H, 1600 V, 1737/3 H, 2031 H, 2044 H, 2371 H, 2438 V, 2456 Ø,
2500 H, 2521 H, 2624 Ø.
2004 (27 afgørelser), s. 84/2 H, 103 H, 241 Ø, 382 H, 698 Ø, 715 Ø,
734 H, 938 Ø, 976/1 H, 976/2 H, 1047 H, 1050 H, 1054 H, 1110 H,
1282 H, 1326 H, 1378 V, 1765 H, 1773 H, 1887 H, 2149 H, 2229 H,
2418 H, 2478 V, 2536 Ø, 2764 H, 2873 Ø.
2005 (31 afgørelser), s. 123 Ø, 141 Ø, 142 H, 294 H, 383 H, 523 H,
578 H, 602 H, 743 H, 753 H, 810 Ø, 850 Ø, 897 H, 908 H, 1004 H,
1118 Ø, 1127 Ø, 1145 Ø, 1197 H, 1205 H, 1265 H, 1452 H, 1530 H,
1604 H, 1657 V, 1677 Ø, 1757 H, 1766 H, 1796/2 H, 1922 V, 2086 H.
5. REGISTER OVER ANVENDTE ELLER PÅBERÅBTE
KONVENTIONSBESTEMMELSER
5.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Art. 3 (3 afgørelser), U 2001 2264 Ø, 2002 555 H, 2004 1765 H.
Art. 5 (2 afgørelser), U 2002 549 H, 2005 141 Ø.
Art. 6 (64 afgørelser), U 2001 1239 H, 2001 1334 H, 2001 1406 Ø,
2001 1452 H, 2001 1457 H, 2001 1486 H, 2001 1638/2 Ø, 2001 2045
H, 2001 2345 H, 2001 2435 Ø, 2001 2530 V, 2002 15 H, 2002 18 H,
2002 340 H, 2002 468 Ø, 2002 551 H, 2002 555 H, 2002 607/3 H,
2002 898 Ø, 2002 1363 Ø, 2002 1931 Ø, 2002 1966 Ø, 2002 2008/2
H, 2002 2060 H, 2002 2729 V, 2002 2780 Ø, 2003 292 H, 2003 624
H, 2003 779 Ø, 2003 787 Ø, 2003 1029 H, 2003 1036 H, 2003 1090
V, 2003 1136 Ø, 2003 1328 H, 2003 1469 H, 2003 1737/3 H, 2003
2031 H, 2003 2371 H, 2003 2521 H, 2003 2524 Ø, 2004 103 H, 2004
938 Ø, 2004 976/2 H, 2004 1054 H, 2004 1326 H, 2004 1378 V, 2004
1887 H, 2004 2229 H, 2004 2418 H, 2004 2873 Ø, 2005 294 H, 2005
383 H, 2005 523 H, 2005 578 H, 2005 743 H, 2005 753 H, 2005 810
Ø, 2005 908 H, 2005 1004 H, 2005 1118 Ø, 2005 1127 Ø, 2005 1205
H, 2005 1922 V.
Art. 7 (2 afgørelser), U 2002 2362 Ø, 2005 141 Ø.
Art. 8 (31 afgørelser), U 2001 856 H, 2001 2121 V, 2002 58 H, 2002
555 H, 2002 1039 H, 2002 1377 Ø, 2002 1393 Ø, 2002 1579 SH,
2003 56 H, 2003 490 Ø, 2003 2456 Ø, 2003 2500 H, 2004 1047 H,
2004 1050 H, 2004 1110 H, 2004 1282 H, 2004 1765 H, 2004 2229
H, 2004 2536 Ø, 2004 2764 H, 2005 142 H, 2005 850 Ø, 2005 897 H,
2005 1452 H, 2005 1530 H, 2005 1604 H, 2005 1657 H, 2005 1757
H, 2005 1766 H, 2005 1796/2 H, 2005 2086 H.
RETTID 2005 120

Art. 9 (1 afgørelse), U 2005 1265 H
Art. 10 (20 afgørelser), U 2001 1452 H, 2001 1601 Ø, 2002 607/3 H,
2002 1586 V, 2002 2398 H, 2002 2503 H, 2003 624 H, 2003 698 Ø,
2003 1029 H, 2003 1411 Ø, 2003 1428 Ø, 2003 2044 H, 2003 2438
V, 2004 734 H, 2004 976/1 H, 2004 1773 H, 2004 2149 H, 2004 2478
V, 2005 123 Ø, 2005 1145 Ø.
Art. 11 (5 afgørelser), U 2002 1020 H, 2002 2591 Ø, 2003 380 H,
2004 241 Ø, 2005 1677 Ø.
Art. 14 (4 afgørelser), U 2001 2493 H, 2002 1789 H, 2004 976/2 H,
2005 2086 H.
Art. 41 (1 afgørelse), U 2005 850 Ø.
Tillægsprotokol nr. 1, art. 1 (3 afgørelser), U 2001 1239 H, 2001
2493 H, 2002 1789 H.
Tillægsprotokol nr. 4, art. 2 (1 afgørelse), U 2001 1444 H.
Tillægsprotokol nr. 7, art. 5 (1 afgørelse), U 2004 2873 Ø.
Tillægsprotokol nr. 11, art. 1 (1 afgørelse), U 2005 850 Ø.
5.2. FN-konventioner
Børnekonventionen (2 afgørelser)
Art. 3; U 2004 1047 H.
Art. 9 og art 12; U 2004 2873 Ø
Konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod
kvinder (1 afgørelse),
U 2005 602 H.
Konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination
(2 afgørelser), U 2002 1789 H, 2003 1428 Ø.
Konvention om begrænsning af statsløshed art. 8 (1 afgørelse), U
2003 1600 V.
Konvention om borgerlige og politiske rettigheder (4 afgørelser)
Art. 14; U 2002 2729 V, 2003 1029 H, 2003 1737/3 H.
Art. 22; U 2002 2591 Ø.
Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder art.
8 (1 afgørelse), U 2002 2591 Ø.
RETTID 2005 121

Torturkonventionens art. 7 (1 afgørelse), U 2004 715 Ø.
5.3. ILO-konventioner
Konvention nr. 87 om foreningsfrihed og beskyttelsen af retten til
at organisere sig, art. 2 (1 afgørelse), U 2002 2591 Ø.
Konvention nr. 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive
forhandlinger, art. 1 (1 afgørelse), U 2002 2591 Ø.
Konvention om oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater,
art. 1, 12, 14 og 16 (1 afgørelse), U 2004 382 H.
5.4. Direktiver mv. fra EF-retten
EØF direktiv 79/7 om ligebehandling af mænd og kvinder med
hensyn til social sikring (1 afgørelse), U 2005 602 H.
Fællesskabspagt af 9. december 1989 om arbejdstageres grundlæggende
arbejdsmæssige og sociale rettigheder (1 afgørelse), U
2003 380 H.
Udvisning af personer omfattet af EU-reglerne (1 afgørelse), U
2002 1080 V.
EF-traktatens art. 81 (1 afgørelse), U 2003 1328 H.
5.5. Wienerkonventionen
Art. 31 (1 afgørelse) U 2003 1136 Ø.
6. AFGØRELSESREGISTER
U 2001 856 H s. 32
U 2001 1239 H s. 13
U 2001 1334 H s. 14
U 2001 1406 Ø s. 10
U 2001 1444 H s. 49
U 2001 1452 H s. 15, 16
U 2001 1457 H s. 10
U 2001 1486 H s. 5
U 2001 1601 Ø s. 38
U 2001 1638/2 Ø s. 6
U 2001 2045 H s. 24
U 2001 2121 V s. 28
U 2001 2264 Ø s. 3
U 2001 2345 H s. 11
U 2001 2435 Ø s. 22
U 2001 2493 H s. 47
U 2001 2530 V s. 21
U 2002 15 H s. 15
U 2002 18 H s. 6
U 2002 58 H s. 29
U 2002 340 H s. 25
U 2002 468 Ø s. 16
U 2002 549 H s. 4
U 2002 551 H s. 16
U 2002 555 H s. 36
RETTID 2005 122

U 2002 607/3 H s. 16
U 2002 898 Ø s. 7
U 2002 1020 H s. 45
U 2002 1039 H s. 29
U 2002 1080 V s. 49
U 2002 1107 Ø s. 4
U 2002 1160 Ø s. 4
U 2002 1363 Ø s. 20
U 2002 1377 Ø s. 29
U 2002 1393 Ø s. 29
U 2002 1579 SH s. 37
U 2002 1586 V s. 39
U 2002 1789 H s. 48
U 2002 1931 Ø s. 25
U 2002 1966 Ø s. 7
U 2002 2008/2 H s. 21
U 2002 2060 H s. 7
U 2002 2362 Ø s. 27
U 2002 2398 H s. 39
U 2002 2503 H s. 40
U 2002 2591 Ø s. 45
U 2002 2729 V s. 25
U 2002 2780 Ø s. 24
U 2003 56 H s. 29
U 2003 292 H s. 17
U 2003 380 H s. 46
U 2003 490 Ø s. 30
U 2003 624 H s. 40
U 2003 779 Ø s. 7
U 2003 787 Ø s. 8
U 2003 1029 H s. 25
U 2003 1036 H s. 17
U 2003 1090 V s. 24
U 2003 1136 Ø s. 8
U 2003 1328 H s. 26
U 2003 1411 Ø s. 42
U 2003 1428 Ø s. 42
U 2003 1469 H s. 17
U 2003 1600 V s. 50
U 2003 1737/3 H s. 22
U 2003 2031 H s. 11
U 2003 2044 H s. 42
U 2003 2371 H s. 8
U 2003 2438 V s. 43
U 2003 2456 Ø s. 30
U 2003 2500 H s. 30
U 2003 2521 H s. 18
U 2003 2624 Ø s. 18
U 2004 84/2 H s. 5
U 2004 103 H s. 21
U 2004 241 Ø s. 46
U 2004 382 H s. 50
U 2004 698 Ø s. 40
U 2004 715 Ø s. 51
U 2004 734 H s. 43
U 2004 938 Ø s. 11
U 2004 976/1 H s. 43
U 2004 976/2 H s. 8
U 2004 1047 H s. 34
U 2004 1050 H s. 31
U 2004 1054 H s. 18
U 2004 1110 H s. 31
U 2004 1282 H s. 31
U 2004 1326 H s. 12
U 2004 1378 V s. 9
U 2004 1765 H s. 34
U 2004 1773 H s. 41
U 2004 1887 H s. 23
U 2004 2149 H s. 44
U 2004 2229 H s. 28
U 2004 2418 H s. 27
U 2004 2478 V s. 41
U 2004 2536 Ø s. 31
U 2004 2764 H s. 35
U 2004 2873 Ø s. 9
U 2005 123 Ø s. 41
U 2005 141 Ø s. 5
U 2005 142 H s. 32
U 2005 294 H s. 9
U 2005 383 H s. 23
U 2005 578 H s. 13
U 2005 602 H s. 51
U 2005 743 H s. 9
U 2005 753 H s. 19
U 2005 810 Ø s. 19
U 2005 850 Ø s. 37
U 2005 897 H s. 32
U 2005 908 H s. 20
U 2005 1004 H s. 19
U 2005 1118 Ø s. 24
U 2005 1127 Ø s. 10
U 2005 1145 Ø s. 42
U 2005 1197 H s. 5
U 2005 1205 H s. 23
U 2005 1265 H s. 38
U 2005 1452 H s. 32
U 2005 1530 H s. 33
RETTID 2005 123

U 2005 1604 H s. 33
U 2005 1657 V s. 49
U 2005 1677 Ø s. 46
U 2005 1757 H s. 33
U 2005 1766 H s. 34
U 2005 1796/2 H s. 34
U 2005 1922 V s. 13
U 2005 2086 H s. 35
RETTID 2005 124