Den ventende Torben skal dø - Berlingske

MAGASIN REDAKTØR: SØREN DOMINO / REDAKTION: GRETHE NIELSEN / REDAKTION: PILESTRÆDE 34. 1147 KØBENHAVN K. TELEFON: 3375 7575. FAX: 3375 2020. EMAIL: MAGASIN@BERLINGSKE.DK / FORSIDEFOTO: MADS NISSEN
1AF5MILLIONER
ET LAND, ET FOLK. MEN HVEM ER DANSKEREN I 2012? I SERIEN »1 AF 5 MILLIONER« SVARER EN STEMME AD GANGEN
02 . MAGASIN . BERLINGSKE . SEKTION 2 . SØNDAG 11. NOVEMBER 2012

DEN VENTENDE
Foto: Linda Kastrup
// lih@berlingske.dk
Torben skal dø
Tekst: Jens Rebensdorff
// jrf@berlingske.dk
Ø
SEKTION 2 . SØNDAG 11. NOVEMBER 2012 . MAGASIN . BERLINGSKE . 03

1AF5MILLIONER
ET LAND, ET FOLK. MEN HVEM ER DANSKEREN I 2012? I SERIEN »1 AF 5 MILLIONER« SVARER EN STEMME AD GANGEN
Lægerne foretog en kikkertoperation
i januar. De tog en tredjedel af hans
nyre i marts. I april kaldte de Torben
og hans kone, Helle, til møde på Herlev
Sygehus.«Vi kan ikke gøre mere for dig,«
sagde de. Metastaserne havde spredt sig,
strålebehandling var omsonst, og kemoen
gjorde ham bare mere syg. »Nyd
nu foråret og sommeren,« sagde de. Men
det lød akkurat som: Det bliver måske
din sidste.
Vi skal alle dø. Hvor menneskeligt og
trivielt kan det blive? Livet fører kun én
vej. Til døden. Færdig, bang. Livet tilhører
de levende og se så at komme videre med
jeres. Sådan tænker 65-årige Torben. Han
er hundeangst for at vores samtale skal
blive banal. For sådan er den tidligere engelsklærer
på Sorø Akademi og tidligere
herrekonfektionshandler. Han er hovedets
mand. »Du kan også dø i morgen,«
siger han til Berlingskes udsendte, som
om det rager ham en papand, at han har
papir på, at han snart skal dø. Om en måned.
Flere år. Han ved det ikke. Men det
rager ham selvfølgelig. Mens Torben forsøger
at sætte ord på, stiller Helle sig hen
i køkkenet med kaffekoppen i hånden og
blikket på uendeligt ud ad vinduet. Hun
lytter.
»Det er svært. Nogle gange som en
kortvarig depression. Jeg bliver umådeligt
ulykkelig over, at jeg ikke skal være
her mere og over den smerte, jeg påfører
min familie ved at være i denne her situation.
Og Helle, der pludselig skal være
alene og mine børn, der vil savne mig.
Jeg stortuder da indimellem. Også sammen
med Helle og børnene. Det hjælper
også at åbne op for de følelser og sluser.
Så tænker jeg, at det er ad helvede til.
Hvorfor skal det lige være nu? Jeg har jo
ikke lyst til at dø. Jeg vil gerne leve mange
år endnu. Men det er mest synd for de
overlevende. De skal leve med sorgen og
smerten og savnet. De døde mærker jo
ikke noget.«
Det ved du ikke noget om?
»Sådan er det i mit univers. Jeg er ret
sikker på, at når vi dør, så slukkes lyset.«
Klik. Klik. Han tænder og slukker for
gulvlampen, der står ved sofaen. »Så er
det godnat. Så er der ikke mere.«
Er livet så meningsløst?
»I bund og grund er det da. Der er kun
den mening, man selv giver det.«
TORBEN OG HELLES MENING med
hinanden begyndte i Helle og en venindes
lejlighed i Store Kannikestræde over
Det Lille Apotek. Året var 1969. To år
efter sprang Torben fra en karriere som
herrekonfektionshandler til engelsk på
universitetet. Han boede i Virum. Det
var beatmusik. Fester. Diskussioner.
Studenterøkonomi.
Helle kommer hen fra køkkenet og
sætter sig. »Du gik altid tidligt,« siger
hun. »Jeg syntes egentlig, du var lidt
Læs og se videoerne B
med Torben og
andre danskere i serien:
b.dk/1af5
04 . MAGASIN . BERLINGSKE . SEKTION 2 . SØNDAG 11. NOVEMBER 2012
små- arrogant, men egentlig meget sød.«
Torben tænder sin pibe og lader den
brænde ud, mens han taler. Ofte fik de
to forelskede lyst til at besøge hinanden
samtidig. Telefon, var der ikke råd til, så
Helle tog chancen og kørte med S-tog
mod Virum. Torben mod København.
»Der var ikke en eneste gang, hvor vi
kørte forbi hinanden,« siger Helle. To år
efter blev de gift på Københavns Rådhus.
Torben finder et gulnet fotografi
frem fra et ringbind. Helle og Torben i
rulamspelse foran rådhuset. Storsmilende
omfavnelse. Efter syv år og masser
af rejser får de deres første af to børn, og
Torbens søn fra et tidligere forhold bliver
naturligt del af familien.
Helle har svært ved ikke at bryde
ind med kommentarer til sin ægtefælle
gennem 42 år. Hun siger ofte »vi«, om
Torbens jævnlige besøg på Diakonisse
Stiftelsens Hospice på Frederiksberg,
hvor de ordinerer de 27 daglige piller
til ham og taler med ham, når dødens
alt for konkrete tilstedeværelse bliver
for uhåndterlig. Smerterne minder
ham om det. Morfinplasteret på hans
ryg minder ham om det. Hans stigende
træthed og behov for at sove op mod
seks timer om dagen ud over nattesøvnen
minder ham om det. Hospicet minder
ham om det. Da Torben skulle indlægges
første gang på hospice, fordi han
var blevet meget dårlig, var der ingen
tvivl hos hverken deres tre voksne børn
eller hos Helle. »Vi tænkte alle sammen,
at det var sidste station,« husker Helle.
Torben ænsede intet. Han var for bedøvet
af smertestillende medicin.
DER VAR ELLERS HÅB for halvandet
år siden. Efter en halv dødsdom og to
operationer, blev Torben erklæret rask.
Han og Helle kunne ikke tro deres egne
ører. De fór ud og bestilte en charterrejse
til Malta. Der var ingen ende på de
gode bøger, de skulle læse og diskutere
i sydens sol med et godt glas rødvin til.
Men umiddelbart inden afrejsen, kufferterne
var hevet frem, og midt i Torbens
mundtlige eksaminer, ringede de
fra Herlev Sygehus. De bad ham aflyse
alt og komme omgående. Parret var i
chok. Torbens sygdom havde bredt sig.
Den var værre, end lægerne havde troet.
De handlede hurtigt og fandt den lyse
stuelejlighed i Ørestad, som de regner
med bliver begges »sidste station« og
ramme om det vigtige i tilværelsen. Bøger,
film, kunst og krydsord. Deres tre
børn, børnebørn og gode venner, der
ikke er flygtet i berøringsangst for hans
sygdom og snarlige deadline. Torben
og Helle nyder særligt, som de altid har
gjort, deres samtaler om kunst og kultur
og rejser. Og nu også børnebørnene
og fortiden. Og døden. Rejserne savner
han. Torben ville gerne kunne se New
Zealand med Helle. Eller Irland. »Men
dagen’Grib
.
Okay, så er vi
ovre i det banale.
Man skal ikke
være så bange,
for hvad
fanden – det kan
ikke gå værre end
galt. Tag de chancer,
der byder sig
til. Prøv nogle
ting af, så man
ikke bagefter
siger: Neeeej, jeg
ville ønske, jeg
havde gjort det
eller det.
Torben
Lundholm
Jensen
65 år, København
TRANSITMENNESKET TATOVØREN DEN MOBILE
snoren til lænkehunden bliver lidt kortere,
fordi vi ikke kan rejse. Ellers er der
ikke noget, jeg synes, jeg skal nå. Mest i
forhold til børnene og børnebørnene.
Jeg ville frygtelig gerne se vores datters
lille barn blive født og døbt. Det har jeg
heldigvis fået lov til. Mine ønsker bliver
på et meget begrænset plan.« Han kommer
på et eksempel:
»I foråret havde vi et par skader, der
forsøgte at bygge rede i træet her udenfor.
I seks uger skete der ikke noget. De
fløj op med en pind, og pindene faldt
hele tiden ned. Pludselig hang den første
pind fast, og så gik det stærkt og i løbet
af fjorten dage fik de bygget den fineste
rede. Den blæste så godt nok ned for
dem senere i en storm. Men det er en
anden snak. Men at sidde her ved bordet
og følge de to åndssvage fugle … Det er
forskellen på os og dyrene. De er ren rygmarv.
Der er ikke meget tankevirksomhed
der. Vi andre ville have givet op og
fundet et andet sted eller gjort noget anderledes,
men de to dumme fugle blev
ved og ved og ved. Det var fantastisk. Så
måske er de ikke så dumme alligevel.«
Hvad har det bedste i dit liv været?
»Det er jo et vanskeligt spørgsmål, for
hun sidder jo dér.« Torben nikker over
mod Helle på den anden side af bordet.
Hendes øjne siger: Tak i lige måde. »Vi
har haft et rigtig godt ægteskab. Med op-
og nedture, men vi har gjort de ting, vi
ville, også da vi var unge.« Han nævner
de mange rejser og vennerne og børnene
og børnebørnene.
Hvad har været det dårlige?
»Når arbejdet har taget over.«
Helle bryder ind: »Torben er utroligt
loyal og ordentlig, og det irriterede mig
grænseløst dengang. Det har været ydre
ting og arbejdsmæssige ting, der var det
dårlige. Jo mere Torben var væk på arbejde,
jo mere beundrede børnene ham,
og jo mere skrap var jeg. Det var mig, der
kørte showet derhjemme. Jeg kan huske,
jeg syntes det var så uretfærdigt.«
Fortryder du, at du har arbejdet for
meget?
»Det gør jeg naturligvis. For det betyder
jo, at man svigter sin kone og børn.
Jeg punker jo mine børn og svigerbørn
for, at de ikke skal arbejde for meget.«
Har du nogle råd til os andre, hvis du
dør, inden vi gør?
Torben slår sig i tøjret. Hvert enkelt
menneske har brug for forskellige råd,
mener han. Han vil ikke sætte sig til
dommer for, hvad gode råd er. Og dog.
»Grib dagen. Okay, så er vi ovre i det
banale. Man skal ikke være så bange,
for hvad fanden – det kan ikke gå værre
end galt. Tag de chancer, der byder sig til.
Prøv nogle ting af, så man ikke bagefter
siger: Neeeej, jeg ville ønske, jeg havde
gjort det eller det.«
Hvad vil du gerne huskes for?
»For at have været et ordentligt men-

neske. Det som jeg har prøvet at give
vores børn med. At man skal opføre sig
ordentligt over for andre og kunne se
sig selv i spejlet. Det skal folk helst kunne
sige om mig. At jeg var et ordentligt
menneske. Der er så mange idioter. Der
er selvfølgelig punkter, hvor man træder
ved siden af, og det kan være svært at
holde sig på dydens smalle sti.«
Helle: »Og så har jeg lovet dig god
gravøl bagefter. Jeg håber, vi får tudbrølet,
men også talt om de oplevelser, vi
har haft sammen. Vi skal have kaffe og
pilsner og noget at spise. Der kommer jo
folk, vi har kendt altid »
Hvad hvis du dør, inden min artikel
kommer i avisen?
Torben: »Jeg dør ikke inden for en
måned.«
Helle: »Du tror, du beslutter alting …«
Hun forsikrer, at hun gerne vil tjekke artiklen
for fejl og misforståelser, hvis Torben
dør tidligt. Torben afbryder:
»For min skyld må du gerne bringe
DEN TÆNKSOMME ARVINGEN BANKRØVEREN DEN TRODSIGE
den. Det gør ingen forskel. Slet ikke hvis
jeg er død.« B
Torben Lundholm Jensen blev kort efter
interviewet indlagt på Diakonisse Stiftelsens
Hospice på Frederiksberg. Ved
redaktionens slutning var han ikke ved
bevidsthed.
SEKTION 2 . SØNDAG 11. NOVEMBER 2012 . MAGASIN . BERLINGSKE . 05