Følg 15-årige - Snap! Media

Glamour & glatte gulve
Sidste time op til Spon Diogos modeshow på Hotel Nimb var
dramatisk. En cocktail af stearin, stiletter og tidspres gjorde
model Therese Hougaard-Jensens første dag på catwalken til en
nervepirrende affære
Foto og Tekst af: Mi Skjold Brix
f
oran kaminen står en spinkel
pige. Hun ryster. Med sorte
stiletter spændt på fødderne rager
hun næsten to meter op i luften.
Den grå strikcardigan har hun
trukket tæt om sig, og armene er
lagt over kors som for at forsegle
varmen.
Frem for hende er to rækker af
mørke stole linet op, og en bred
passage på det lyse trægulv er
blottet. Tre overdådige lysekroner
hænger ned fra loftet og efterlader
et blidt skær på catwalken. Om
mindre end en time skal hun skride
ned gennem en fyldt sal.
Koreografen med headsettet kigger
med let sammenknebne øjne på
pigen og smiler mildt.
”Therese, vi starter med dig,”
siger hun og lægger en hånd på
hendes skulder, mens hun forklarer,
at hun skal træde ”en, to, tre,
fire skridt frem og så lave en hurtig
drejning ud på catwalken”.
Therese stavrer hen bag skærmen,
som skjuler døren til venstre
for kaminen. Hendes bryst hæver
og sænker sig hurtigt et par gange.
Hun tager en dyb indånding, og da
musikken starter, og et blændende
lys tændes, træder hun ud fra skærmens
skjul.
En, to, tre fire og så dreje foran
kaminen. Med faste, markerede
skridt, som forsøgte hun at spide et
byttedyr på gulvet med den spidse
hæl.
Men hun har ikke set den hvide
plet af stearin foran kaminen, og
stiletten skrider, da den rammer det
glatte underlag.
Anklen laver et lille, hurtigt buk,
men hun retter op og når med aggressiv
gang ned for enden af catwalken
og stopper under tredje
lysekrone, poserer og vender om.
Koreografen har imens sendt en
desperat anmodning om hjælp til
at fjerne pletten ud i æteren, og
en tjener ligger nu på alle fire i
sit sorte jakkesæt og forsøger forsigtigt
med en sølvkniv at skrabe
stearinen af trægulvet.
Endnu en gang.
En, to, tre, fire og dreje. Men
skoen glider igen, da hun sætter af
for at dreje. Therese prøver tredje
gang med et endnu værre resultat.
”Er du okay?” spørger koreografen
og lægger en trøstende hånd om
Therese, da hun med rystende ben
balancerer tilbage over brædderne.

”Ja, jeg blev bare forskrækket,” siger
hun og tager igen fat i trøjen og
lukker til, mens koreografen forsikrer
hende om, at det nok skal gå.
Fra pige til bøffel
Therese Hougaard-Jensen, som under
modeugen tilbringer de fleste
dagtimer med 9. klassetermisprøver,
er 15 år og ny i branchen.
Hendes første modeshow gik hun
tidligere på dagen, og denne
gang skal hun åbne hele ballet, når
Spon Diogos vinterkollektion skal
præsenteres for det ventende publikum,
som har taget plads i salen på
Hotel Nimb i København.
Det skal gå stærkt. De indbudte
gæster har allerede ventet 45 minutter
på at se, hvad designerne har puslet
med siden sidst.
Therese har sat sig i en stol foran
et af de store transportable spejle
i det, der til daglig er hotellets receptionslokale.
I dagens anledning
er alle bordene væk og erstattet af
elegante, grå sofaer og sortlakerede
træborde med sølvbakker. Colalightflasker
og de flåede stilke fra
det, der engang var vindrueklaser,
er spredt ud over bordene.
Som bøffelflokkens flugt over savannen
lyder en voldsom buldren,
da stilethælene hamres i trægulvet,
og flokken af modeller bliver gennet
ud i baglokalet for at stå klar
til showets start om mindre end et
kvarter.
Alle er de parate. Håret er flettet og
snoet så det ligner hornene på gazeller
og bøfler, og make-uppen er lagt:
kinderne og panden er malet hvide.
En fed streg af sort eyeliner er lagt
under øjenbrynene, som er tryllet
væk med foundation.
Therese er ikke nået med flokken.
Hendes hår trodser endnu ikke tyngdekraften,
og hun ligner stadig
mere et menneske end et afrikansk
flokdyr.
Med rundet ryg og hænderne gemt
væk mellem de tynde lår sidder hun
og lader sig modellere.
Bag hende rumsterer tre mennesker
rundt og rykker i hendes brune
lokker. Foran hende sidder en makeupartist
på hug og svinger penslen,
mens hun brokker sig over de ryk,
Therese ufrivilligt gør med hovedet
for at ikke at lette fra stolen, når de
river og rusker i håret.
Koreografen kommer ind og skynder
på de hårdt arbejdende mennesker,
som vrissende beklager sig
og meddeler, at transformationen
ikke kan gå hurtigere.
Showtime
Ti minutter senere er Therese ikke
til at genkende, og det eneste hun
kan tænke på er, at hun ikke må
falde på røven, når den brusende
elektroniske musik flyder, og lyset
tændes.
Hun løber vaklende ud på den
smalle, bordeauxfarvede gang, som
forbinder forberedelseslokalet og
den store sal. Hun slutter sig atter til
flokken af de 15 modeller. Musikken
starter, og Therese rusker febrilsk i
strikken, til hun kun står i sit hudfarvede
undertøj. Hun vrikker sig
vej gennem stoffet i en sort kjole
med hjælp fra adskillige hænder.
Basgangen starter. Hænderne
strammer skoene. Lynlåsen når
akkurat toppen af kjolen og Therese
træder ud.
En, to, tre, fire og så dreje foran kaminen.
”Ikke falde, ikke falde, ikke falde,”
messer hun tavst, da hun med
bestemte trin begynder sit andet
modeshow.
Tjenerens anstrengelser har båret
frugt, og Therese forsvinder ud i
lyshavet uden at falde.
Glad og lettet.