Edgar Allan Poe: "Hjertet, der sladrede"

1
5
10
15
20
25
30
35
40
Side 1 af 3 sider
Opgave 6, tekst 12: Edgar Allan Poe: ”Hjertet, der sladrede”, 1843. Oversat fra engelsk af
Hans-Jørgen Birkmose, 2007.
Indrømmet! Jeg havde været – og er stadigvæk
– nervøs – meget, ganske forfærdeligt nervøs.
Men hvorfor bliver De ved med at hævde, at jeg
er gal? Sygdommen skærpede mine sanser, men
den ødelagde dem ikke, og den sløvede dem
heller ikke. Især havde jeg en uhyre skarp høresans.
Jeg hørte alt på Jorden og i Himlen. Jeg
hørte meget fra Helvede. Hvorledes kan jeg da
være gal? Hør engang! Læg mærke til, hvor
fornuftigt, hvor roligt jeg kan fortælle Dem hele
historien.
Det er umuligt at sige, hvordan ideen opstod
første gang, men da den en gang var undfanget,
forfulgte den mig dag og nat. Hensigt? Der var
ikke nogen. Oprørte følelser ej heller. Jeg elskede
den gamle mand. Han havde aldrig gjort mig
uret. Han havde aldrig fornærmet mig. Hans
penge interesserede mig ikke. Jeg tror, det var
hans øje! ja, det var det! Et af hans øjne mindede
mig om en gribs – et lyseblåt øje med en
hinde over det. Lige så snart det øje blev rettet
mod mig, løb det mig koldt ned ad ryggen, og
efterhånden – lidt efter lidt – satte jeg mig for
at tage den gamle mands liv og således slippe
af med øjet for stedse.
Og se, her er vi ved sagens kerne. De anser
mig for gal. Galninge forstår ingenting. Men
De skulle have set mig. De skulle have set, hvor
kløgtigt – hvor omhyggeligt – hvor forudseende
– med hvilken snilde jeg gik til værks. Aldrig
havde jeg været venligere mod den gamle mand
end i den sidste uge, inden jeg dræbte ham. Og
hver aften omkring midnat drejede jeg klinken
på hans dør og åbnede den – åh! så forsigtigt.
Herefter, når jeg havde åbnet døren så meget, at
jeg kunne få hovedet ind, stak jeg først en blændet
lampe indenfor – lukket var den, helt lukket,
så ikke den mindste smule lys slap ud – og
så stak jeg hovedet ind ad døren. Åh, det ville
have frydet Dem at se, hvor snu jeg var! Jeg
bevægede hovedet langsomt fremad – meget,
meget langsomt, så det ikke forstyrrede den
Hjertet, der sladrede
Edgar Allan Poe
45
50
55
60
65
70
75
80
gamle mands søvn. Det tog mig en time at få
hovedet så langt ind, at jeg kunne se ham ligge i
sin seng. Ha! – ville en galning have vist så
megen omtanke? Og når så mit hoved var godt
inde i værelset, åbnede jeg lampen forsigtigt –
åh, så forsigtigt – forsigtigt (for hængslerne
knirkede) åbnede jeg den akkurat så meget, at
en enkelt, tynd stråle lys faldt på gribbeøjet. Og
det gjorde jeg syv lange nætter i træk – altid
lige ved midnat – men jeg fandt altid øjet lukket,
og så var det umuligt at fuldføre planen, for
det var ikke den gamle mand, som plagede mig,
men hans onde øje. Og hver morgen, når dagen
gryede, gik jeg lystigt ind i hans værelse og talte
frimodigt med ham, tiltalte ham hjerteligt
ved navn og forhørte mig om, hvordan han havde
tilbragt natten. Så De forstår jo nok, at han
skulle være en ualmindelig durkdreven gammel
mand for at gætte, at jeg hver eneste aften lige
omkring midnat stod og betragtede ham, mens
han sov.
Den ottende nat var jeg endnu mere forsigtig
end normalt. Minutviseren på et ur bevæger sig
hurtigere, end min hånd gjorde, da jeg åbnede
døren. Aldrig før havde jeg i den grad mærket
omfanget af mine evner – af min kløgt. Det var
kun med nød og næppe, at jeg kunne undertrykke
min følelse af triumf. At tænke sig, her stod
jeg – i færd med millimeter for millimeter at
åbne hans dør – og han drømte ikke engang om
mine dulgte gerninger og tanker. Jeg klukkede
af latter ved tanken, og måske hørte han mig,
for han bevægede sig pludselig i sengen, som
om han var blevet opskræmt. Nu tror De måske,
at jeg trak mig tilbage – men nej. Hans rum
henlå tjæresort og svøbt i mørke (for skodderne
var solidt haspet af frygt for tyve), og derfor
vidste jeg, at han ikke kunne se døråbningen, så
jeg blev ved med at åbne den langsomt, langsomt.
Jeg havde hovedet indenfor og skulle netop
til at åbne lampen, da min finger smuttede på
082312.indd 18 04/03/09 11:50:44

85
90
95
100
105
110
115
120
125
130
krogen, og den gamle mand fór op i sengen
med et råb: ”Hvem dér?”
Jeg stod bomstille og svarede ikke. I en hel
time stod jeg uden at bevæge et øjenbryn, og i
al den tid hørte jeg ham ikke lægge sig. Han
sad stadigvæk op i sengen og lyttede – ligesom
jeg nat efter nat har lyttet til dødningeurene 1 i
væggen.
Med ét hørte jeg en svag stønnen, og jeg vidste,
at det var lyden af dødelig rædsel. Han
stønnede ikke af smerte eller sorg – næhnej –
dette var den lavmælte, indestængte lyd, som
vælder op fra sjælens dyb, når frygten har fået
tag i en. Mangen en nat lige omkring midnat,
mens hele verden sov, er den sprængt ud af mit
eget bryst, og med sit forfærdelige ekko har den
forstærket den angst, som pinte mig. Jeg kendte
altså udmærket lyden. Jeg vidste, hvad den
gamle mand følte, og jeg havde ondt af ham,
selvom jeg morede mig indvendigt. Jeg vidste,
at han havde ligget vågen fra det øjeblik, han
vendte sig i sengen ved den første, svage støj.
Hans angst var vokset lige siden. Han havde
prøvet at slå den hen som ubegrundet, men formåede
det ikke. Han havde sagt til sig selv:
”Det er bare vinden i skorstenen – det er bare
en mus, som løber hen over gulvet” eller ”det
var bare en fårekylling, som sang en enkelt
tone”. Ja, han har forsøgt at berolige sig med
alle disse forklaringer, men det var alt sammen
forgæves. Alt sammen forgæves. For døden havde
nærmet sig ham med skyggen først og havde
lagt sit mørke over ham og omsluttet ham. Og
det var den usete skygges sørgelige indflydelse,
som fik ofret til at føle – skønt han hverken så
eller hørte noget – at mit hoved var til stede i
værelset.
Da jeg tålmodigt havde ventet længe uden at
høre ham lægge sig igen, besluttede jeg at åbne
en lille – en meget, meget lille – sprække i lampen.
Så jeg åbnede lampen – De gør Dem ingen
forestilling om, hvor snigende, snigende – indtil
omsider en enkelt lysstråle så spinkel som en
edderkoppetråd skød ud af sprækken og faldt
direkte på gribbeøjet.
Øjet var åbent – vidt, vidt åbent – og jeg blev
rasende, mens jeg betragtede det. Jeg så det
fuldstændig tydeligt – blegt blåt var det og med
et hæsligt skær over sig, som gik mig til marv
Side 2 af 3 sider
og ben. Men jeg kunne ikke se andet af den
gamle mand, for nærmest pr. instinkt havde jeg
rettet strålen lige mod det fordømte punkt.
Og hvad var det, jeg fortalte Dem om de
skærpede sanser, som De fejlagtigt betragter
som galskab? I dette øjeblik hørte jeg en lav,
dæmpet, hurtig lyd som af et ur pakket ind i
vat. Også den lyd kendte jeg godt. Det var den
gamle mands hjerteslag. Det forøgede mit raseri,
ligesom trommen hidser soldaten op til
kamp.
Og dog holdt jeg mig stadig tilbage og blev
stående ubevægelig. Jeg trak knap nok vejret.
Jeg holdt lampen uden at røre mig. Jeg prøvede
at se, hvor roligt jeg kunne holde lysstrålen fast
på øjet. Imens tiltog hjertets djævelske trommehvirvler
i styrke. De blev hurtigere og hurtigere
og højere og højere for hvert sekund, der gik!
Den gamle mands rædsel må have været total!
De blev højere, siger jeg, højere for hvert
sekund! – hører De! Jeg har fortalt Dem, at jeg
er et nervøst menneske, og det er jeg. Og nu, i
midnatstimen i det gamle hus’ skrækindjagende
stilhed, indgød denne sære lyd mig en ustyrlig
rædsel. Og dog holdt jeg mig endnu nogle
minutter tilbage og blev stående ubevægelig.
Men hjerteslagene blev højere, højere! Jeg var
sikker på, at hjertet måtte briste under dem. Og
nu greb en ny frygt mig – at en nabo skulle
høre lyden! Den gamle mands time var kommet!
Med et højt råb åbnede jeg lampen på vid
gab og sprang ind i værelset. Han skreg én gang
– kun én gang. På et øjeblik havde jeg trukket
ham ud på gulvet og væltet den tunge seng ned
over ham. Så smilede jeg glad over at se arbejdet
så vidt fremskredet, men endnu i mange
minutter slog hjertet med en dæmpet lyd. Det
generede mig imidlertid ikke, for det ville ikke
kunne høres gennem en mur. Til sidst hørte
lyden op. Den gamle mand var død. Jeg flyttede
sengen og undersøgte liget. Jo, han var død,
stendød. Jeg lagde min hånd på hans hjerte og
lod den hvile der mange minutter. Der var ingen
puls. Han var stendød. Hans øje ville aldrig
mere plage mig.
Hvis De stadig mener, at jeg er gal, vil De
skifte mening, når jeg beskriver den omtanke,
jeg udviste, da jeg skjulte liget. Natten gik på
hæld, og jeg arbejdede hurtigt, men lydløst.
Note:
1) dødningeur: borebille, der bl.a. lever i træværket i huse og om natten ofte fremkalder en hurtig, bankende eller tikkende lyd
135
140
145
150
155
160
165
170
175
180
082312.indd 19 04/03/09 11:50:44

185
190
195
200
205
210
215
220
Side 3 af 3 sider
Allerførst parterede jeg liget. Jeg skar hans
hoved, arme og ben af.
Så brækkede jeg tre af værelsets gulvplanker
op og gemte det hele mellem lægterne derunder.
Herefter lagde jeg plankerne så godt, så
snedigt, tilbage, at ingen med det blotte øje –
ikke engang hans – ville kunne se, at der var
noget galt. Der var intet at gøre rent – ingen
pletter af nogen art – ingen blodspor overhovedet.
Jeg havde været forudseende. Jeg havde
brugt et kar, haha!
Da jeg sluttede arbejdet, var klokken 4, og
det var stadig så mørkt som midnatstimen. Da
klokken slog, bankede det på gadedøren. Jeg
gik let om hjertet ned for at åbne – for hvad
kunne jeg længere have at frygte? Tre mænd,
som meget formfuldendt præsenterede sig som
politibetjente, trådte indenfor. En nabo havde
hørt et skrig i nattens løb – han frygtede, at der
var noget galt – han havde sendt bud til den
lokale politistation, og de (betjentene) var blevet
sendt ud for at undersøge sagen.
Jeg smilede – for hvad havde jeg at frygte?
Jeg bød d’herrer velkommen. Skriget, fortalte
jeg, havde jeg selv udstødt i drømme. Den gamle
mand, forklarede jeg, var bortrejst for tiden.
Jeg førte mine gæster rundt i hele huset. Jeg
bad dem se efter overalt – om at se godt efter.
Til sidst førte jeg dem ind i hans værelse. Jeg
viste dem, at hans værdier var i sikkerhed og
urørte. I min selvtillids beruselse flyttede jeg et
par stole ind i værelset og bad dem sætte sig og
hvile her et par minutter, mens jeg i min totale
triumfs forvovenhed placerede min egen stol
lige over det sted, hvor liget befandt sig.
Betjentene var blevet overbevist. Min optræden
havde overbevist dem. Jeg følte mig forunderligt
rolig. De satte sig, og mens jeg deltog
frejdigt i samtalen, sludrede de om dagligdags
ting. Inden længe mærkede jeg imidlertid, hvordan
jeg blegnede og ønskede, de ville gå. Mit
hoved smertede, og jeg bildte mig ind, at det
225
230
235
240
245
250
255
260
265
ringede for mine øren, men de sad der stadig og
snakkede stadig. Ringelyden blev tydeligere –
den fortsatte og blev endnu tydeligere. Jeg talte
endnu mere for at komme af med fornemmelsen,
men lyden fortsatte og blev mere pågående
– indtil jeg langt om længe indså, at støjen ikke
kom fra mine øren.
Jeg blev nu utvivlsomt meget bleg – men jeg
talte mere flydende, og med hævet stemme. Og
dog forstærkedes lyden – og hvad kunne jeg
gøre? Det var en lav, dæmpet, hurtig lyd –
meget lig lyden af et ur pakket ind i vat. Jeg
gispede efter vejret – men ikke desto mindre
hørte betjentene ingenting. Jeg talte hurtigere –
mere indtrængende; men støjen tiltog støt og
roligt. Jeg kom på benene og skændtes om
bagateller, heftigt og med voldsomme armbevægelser,
men støjen tiltog støt og roligt. Hvorfor
gik de ikke? Jeg travede op og ned ad gulvet
med lange skridt, som om synet af mændene
gjorde mig vanvittig – men støjen tiltog støt og
roligt. Åh Gud, hvad kunne jeg gøre? Jeg skummede
– jeg rasede – jeg bandede! Jeg svang stolen,
jeg havde siddet på, og smadrede den mod
gulvet, men støjen overdøvede alt andet og tiltog
og tiltog. Den blev højere – højere – højere!
Og dog sludrede mændene stadig afslappet og
smilende. Var det muligt, at de ikke hørte
noget? Almægtige Gud – næhnej! De hørte det!
– de havde fattet mistanke! – de kendte sandheden!
– de drev gæk med min rædsel! – det troede
jeg, og det tror jeg stadig. Men alt var bedre
end disse kvaler! Hvad som helst var nemmere
at bære end denne latterliggørelse! Jeg tålte
ikke disse hykleriske smil længere! Jeg følte, at
jeg måtte skrige eller dø! – og nu – igen! – lyt!
højere! højere! højere! højere!
”Slyngler!” skreg jeg, ”I behøver ikke at forstille
jer længere! Jeg tilstår min gerning! – riv
plankerne op! – her, her! – det er hans hæslige
hjerte, som banker!”
082312.indd 20 04/03/09 11:50:44