DET DANSK-GRØNLANDSKE MILJØSAMARBEJDE - Miljøstyrelsen

Mads Fægteborg
rien. Alle undersøgelser peger på, at de
klorholdige miljøgifte stammer fra tidligere
og nuværende brug af POP´er på de mellemste
breddegrader af den nordlige halvkugle,
og at disse stoffer herfra transporteres
med strøm og vind til Arktis.
VÆRST I ØSTGRØNLAND
Undersøger man landdyr, planter, fugle og
havlevende pattedyr fra Alaska og Canada i
vest til Østgrønland og Svalbard i øst, viser
der sig en tydelig stigning i koncentrationerne
af PCB, DDT og HCH fra vest mod
øst. Ringsæler i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund)
i Østgrønland har en højere koncentration
af PCB og DDT end ringsæler fra
Vestgrønland. Rekorden er fundet i den
sibiriske flod Yenisey.
Det samme gælder for isbjørne. Indholdet
af PCB i isbjørne er bemærkelsesværdigt
højere i Østgrønland og på Svalbard
end andre steder i Arktis.
Mens tungmetaller hver følger deres vej
gennem fødekæderne og har bestemte
organer, de fortrinsvis ophobes i, så knytter
POP´er sig til fedt. Som udgangspunkt kan
man derfor slå POP´er sammen og tale om
dem som helhed.
De forskellige organer har forskelligt indhold
af fedt. Hvis man korrigerer for dette,
får man nogenlunde samme koncentration i
forskellige organer.
"Ringsælernes koncentrationer af POP´er
ligger ikke langt fra grænseværdien, men er
intet i forhold til de koncentrationer, man
finder i sæler i Østersøen, hvor koncentrationerne
kan være 10 til 100 gange værre",
siger Rune Dietz og fortsætter: "Når det så
alligevel er et problem i Arktis, så skyldes
det, at sæler er en meget stor del af føden i
arktisk Canada og i dele af Grønland. På
Svalbard og i den nordlige del af Rusland
er det ikke noget problem for befolkningen,
fordi ringsælen ikke er dominerende i kødgryderne."
Isbjørne, som udelukkende spiser fedt
DET DANSK-GRØNLANDSKE MILJØSAMARBEJDE 51