Nummer 67 (juli 2007) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

LPD
ISSN 1396-2620
LANDSFORENINGEN
af Patientrådgivere e
Bistandsværger i Danmark
& GE
August 2007 · Nr. 67
AVISEN
FAGLIG TALT:
Svar til patientrådgiver fra Statsforvaltningen
Sjælland.
Svar til patientrådgiver fra Sundheds-
og Indenrigsministeriet
DEBAT:
Indlæg om beskyttelsesfi ksering
SYNSPUNKT:
Stadig manglende kendskab til
den nye psykiatrilov
VÆRD AT VIDE:
Nye kørselstakster
Honorarsatser pr. 1/4 2007
1 LPD · avisen

LPD AVISEN
LPD-avisen er udgivet af Landsforeningen
af Patientrådgivere og
Bistandsværger i Danmark
Forsiden: Illustrationen er af
afdøde Flora Heilmann
Redaktion: Formand Ole Kølle
Redaktionsmedarbejder:
Bestyrelsesmedlem Jan Labusz.
Ad. hoc-medlemmer efter behov
Ansvarlig i forhold til medieansvarsloven:
Ole Kølle
Bladets ledende artikler produceres
af LPD. Indholdet af andre artikler
dækker ikke nødvendigvis LPD´s
holdninger
Layout og tryk: Isager Bogtryk
Bladet udkommer: Ca. 4 – 5
gange årligt og trykkes i et oplag
på ca. 2000 stk.
Næste materiale-deadline
15. august 2007
Redaktion og ekspedition: Ole
Kølle, Sundbrovej 31, 5700 Svendborg,
Tlf. 24665824, Fax: 62228300
E-mail: ok280944@yahoo.dk
Artikler til bladet bedes sendt på
wordfi l til redaktionens adresse.
WWW.LPD-INFO.DK
·
Bestyrelsen i LPD:
Ole Kølle · formand
Sundbrovej 31 · 5700 Svendborg
ok280944@yahoo.dk
tlf. 62228300 / 24665824
fax 62228300
Henry Sørensen, næstformand
Solholmsvej 17, 4520 Svinninge
henrys@post11.tele.dk
tlf. 59266447 · fax 5266441
Per Møller Christensen · kasserer
Grebjerg 22 · 9440 Aabybro
lpd@m-christensen.dk
tlf. 98174130
2 LPD · avisen
Lederen...
Så er den nye redaktion foreløbig ” på plads”.
Det bliver med formanden Ole Kølle som ansvarshavende redaktør og tidligere formand og
nuværende medlem af bestyrelsen Jan Labusz som redaktionsmedlem. Ad hoc. redaktionelle
medlemmer vil blive inddraget efter behov. Vi glæder os meget til arbejdet og er godt klar
over, at det er ”en stor mundfuld”.
Så kære patientrådgivere, bistandsværger og øvrige læsere af LPD-avisen , uden Jeres indlæg
fra dagligdagen, vil det være vanskeligt at gøre avisen mere ” levende ”. Vi vil prøve at følge
med på al det lovgivningsmæssige, det politiske, pressen, og hvem, der ellers beskæftiger sig
med dette meget spændende område.
Nye ” heste ” og nyt format. Noget skulle der jo ske. Dog er det utroligt at se, hvor meget , der er
forandret , siden den nuværende ansvarshavende redaktør lavede LPD-avis nr. 1 og trykkede
dette på en kopimaskine ( hvilket også skete med de næste 6-7 numre ), hvorefter bladene
blev hæftet sammen. Med det nye format håber bestyrelsen, at mange fl ere vil komme med
debatindlæg ( også meget gerne personaler, pårørende, klienter m . fl . ), gode billeder, muntre
oplevelser fra en hverdag, der bestemt ikke altid er munter.
Som det kan læses i dette nummer, vil redaktionen fremover kommentere diverse svar og
afgørelser, så I altid kan vide, hvad LPD’s holdning er til en given sag. Vi vil også kaste nogle
”bolde ” i luften, som vi håber kan skabe debat. ( Hvad kunne eksempelvis være LPD’s holdning
til, at fl ere og fl ere psykisk syge begår kriminalitet? ).
På nogle områder vil vi prøve at alliere os med andre, der har samme holdninger som LPD.
Vi vil også prøve at rette blikket mod det nordiske (nogen har jo været glade for en tur til
Finland) og se, om vi kan lære noget af vores nordiske brødre. Senere kommer turen til
Europa.
Husk nu, kære læsere, at uden jeres indlæg bliver avisen kun ” halvlevende”. Meld jer under
”fanerne ”, kom ud af ” busken ” og fat grifl en. Ingen sag er ” for lille ” for LPD–avisen.
Redaktionen hjælper gerne med al det tekniske, formuleringer m.v., men ser gerne, at alle
indslag modtages elektronisk på fi ler.
Vel mødt til en ny LPD – avis i et nyt format.
Mogens Michaelsen · medlem
Guldborgvej 296 · 4862 Guldborg
mogens@guldborg.com
tlf. 54770011 / 23461975
fax 54771475
Jan Labusz · medlem
Chr. Hansensvej 27 · 4300 Holbæk
jan.labusz@hotmail.com
tlf. 59441528 / 40561577
Niels Jørgen Schou · medlem
Thunøgade 1D · 8000 Århus C
nj.schou@stofanet.dk
tlf. 86132040 / 22123727
Dorte Sørensen · medlem
Fabriciusvej 42 · 9210 Ålborg SØ.
dorthemarie31@hotmail.com
tlf. 29828459
Suppleanter og revisor
Eva Krogh · 1. suppleant
Nyvej 15 · 3450 Allerød
evakro01@hav1.regionh.dk
tlf. 48175356
Frank Hansen · 2. suppleant
Bagsværd Hovedgade 182, 2. th
2880 Bagsværd
frank-e-hansen@mail.dk
tlf. 61168779
Ida Kamp · Revisor
Ketilsvej 5 · 2880 Bagsværd
tlf. 44987050
Gitte Lillelund · Revisor suppleant
Vedelsgade 22, 1 th · 4180 Sorø
På redaktionens vegne
Ole Kølle
Ansvarshavende redaktør

I N D H O L D
Kort nyt...
Landsmødet i Hornstrup, referat ........................................................ 4
Ny direktør for Sundhedsstyrelsen ..................................................... 60
Nye politikredse .......................................................................................... 48
Faglig talt...
Fortolkning fra Statsadvokaten Sjælland vedrørende
beskikkelse af patientrådgiver for frihedsberøvede
på psykiatriske afdelinger ...................................................................... 6
Brug af husordener på de enkelte afdelinger ................................ 7
Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen .................................... 18
Svar fra overlæge vedrørende patientrådgivers klage
(Se artikel om »Patientrådgivers oplevelse af
annullering af klage«) ............................................................................. 14
Referat af Ole Andersen .......................................................................... 15
Værd at vide...
Vederlag til bistandsværger pr. 1. april 2007 ................................. 30
Straff eattestregler fra Politiet ............................................................... 31
Klip fra AG grønlandsposten ................................................................ 32
Årsberetning for Patientklagenævnet ............................................. 370
Min mening / debat...
Unge psykisk syge på kontanthjælp får hævet satsen .............. 49
Projekt om reducering af tvang i psykiatrien ................................ 50
Visitering af bistandsværge og medbringelse af
mobiltelefon på afdelingen ........................................................ 51
Annullering af patientklage ........................................................ 52
Udlevering af materiale i forbindelse med beskikkelsen
som bistandsværge ........................................................ 53
Refl ektioner
gennem forløbet af første LPD-avis
med ny redaktion
LPD-avisen udkommer nu i et nyt og mere spændende
format end tidligere, hvor det mere har drejet sig om tørt
lovstof. Indholdet er for fremtiden tænkt at dække fl ere facetter,
herunder interviews, dækning af møder, konferencer,
fotos kombineret med aktuelt og nyudgivet lovstof.
Hidtil har Isager Bogtryk, Svendborg reklameret i avisen og
et rejseselskab har lige ledes haft reklame.
Flere fi rmaer får nu mulighed for at reklamere i vores avis
– dog vil der være en grænse for, hvad vi vil reklamere for.
Alle er dog velkomne til at henvende sig, hvorefter vi tager
reklamen op og aftaler nærmere.
I dette nummer vil der ikke være indsat girokort. Det har tidligere
været vanskeligt at se hvem, som har betalt via de indsatte
girokort i LPD-avisen. Har det fx været en samboende,
har vi ikke kunnet se den reelle indbetaler. Derfor bedes vores
medlemmer betale deres medlemskontingent på det tilsendte
girokort, der er personligt udsendt t il medlemmet.
Der er stadig mulighed for at donere pengegaver til LPD og
blot støtte økonomisk med et frit beløb. Det gøres ved at
indbetale til vores netbank SPAR NORD BANK
Regnr.: 9190 Kontonr.: 4568614696
Ved udgivelsen af første nummer af avisen har redaktionen
erfaret, at tidsforbruget har været kolossalt til udarbejdelsen,
da vi skulle starte på bar grund og kun havde erfaringen
fra tidligere deltagelse i andre og mindre blade. Redak-
Synspunkt...
Patients tilbagetrækning af klage mod at tvangsindlæggelse
ophæves af behandlende overlæge ................................................ 54
Politiet mere end samfundets skraldemænd ................................ 55
Beskyttelsesfi ksering og dørafl åsning .............................................. 58
Stigning i antallet af psykisk syge der begår kriminalitet ........ 59
LPD AVISEN
tionen bor på henholdsvis Sjælland og Fyn, hvorfor der har
været anvendt ca. 200 timer på udarbejdelsen af dette nummer.
Dette timetal forventes dog nedsat, når vi er kommet
ind i rutinen, som vi allerede nu føler til en vis grad, samt
får mulighed for at arbejde via internettet, som kan erstatte
en del mødetimer. For at nedsætte timetallet er det meget
nødvendigt, at vi modtager indlæg fra jer elektronisk på fi l
og gerne i word-format for at minimere tiden til indskrivning,
omskrivning, indscanning m.v.
Når man har fuldtidsarbejde, patienter at passe og samtidig
skal bruge så mange timer på at lave avis, med hvad dertil
hører, i sin fritid og ikke får en betaling for det, som står i
rimeligt forhold til indsatsen, i vores øjne – så indgår det i
vores overvejelser, om dette bliver både det første og sidste
nummer i vores regi.
Vi forventer en rimelig betaling, set med vores øjne, for vores
arbejde og afventer svar fra ministeriet desangående,
hvor udspillet indtil nu har været en timebetaling på ca. 180
kr. for to mand før skat. Der er bevilget i alt 150 timer til hele
året til udgivelsen for to mand til 4 – 5 numre. Heraf har vi til
det første nummer anvendt 200 timer! Enhver kan regne ud,
hvad timebetalingen for dette nummer har været!
I relation hertil er det vigtigt for den nye redaktion at modtage
respons på det første nummer med hensyn til evt. justeringer
hvad angår, layout, indhold, form m.v..
ISSN 1396-2620
LPD
& GE
LANDSFORENINGEN
af Patientrådgivere e
Bistandsværger i Danmark
AVISEN
KORT NYT:
Medicinoversigt inden for mest
bruge psykofarmica
FAGLIG TALT:
Svar til patientrådgiver fra Statsforvaltningen
Sjælland.
Svar til patientrådgiver fra Sundheds-
og Indenrigsministeriet
DEBAT:
Indlæg om beskyttelsesfi ksering
SYNSPUNKT:
Stadig manglende kendskab til
den nye psykiatrilov
VÆRD AT VIDE:
Nye kørselstakster
Honorarsatser pr. 1/4 2007
Juli 2007 · Nr. 100
3 LPD · avisen

Referat
Landsmødets generalforsamling
d. 31. marts - 1. april 2007 på
Hornstrupcenteret
Velkomst ved formanden Ole Kølle.
Paul Mødekjær dirigent.
Eva Krogh referent.
Generalforsamlingen er rettidigt indkaldt og godkendes.
4 LPD · avisen
I.
Formandens beretning
Der skal forhandles om temadage, LPD-avis osv. med ministeriet.
Drøftes kurser og pilotprojekt
I forbindelse med den nye lovgivning 1. januar 2007 ønskes
tilbagemelding fra patientrådgivere og bistandsværger om,
hvordan den nye lovgivning fungerer i praksis, og hvordan
patienterne reagerer på den..
Statsamterne er nedlagt og overtaget af regioner. Vi vil tilbyde
de nye regioner at deltage i møder, så hver især præsenterer
sig for hinanden.
Vi har et godt samarbejde med § 71 udvalget og Retsudvalget.
Bestyrelsen takkes.
Økonomi: Vi skal have møde med ministeriet om ny økonomisk
styring.
Håndbogen: Patientrådgivernes og bistandsværgernes
håndbog bliver slået sammen, der kommer måske en ny
håndbog i starten af 2008.
Pressen skal bruges mere efterhånden. LPD får henvendelse
fra pressen. Vi skal gøre foreningen og LPD-avisen kendte,
og LPD skal også afspejle patienternes
synspunkter/vilkår.
Ole Kølle er foreløbig ansvarshavende redaktør for LPD-avisen
som afl øser for Tommy. Der opfordres til, at medlemmerne
forsyner avisen med oplevelser hentet ude i hverdagen.
Ny bestyrelse vælges.
Styrke samarbejde med nordiske lande. Samt overbringe en
hilsen fra Færøerne.
Ønske Liselotte Nilas tillykke med statsadvokatjobbet.
Visionsdebatten tages op.
Drøftelse af formandens beretning
Kort nyt...
Spørgsmål, svar og tolkning kommer i næste LPD nr.
II.
Skal redaktøren fortsat arbejde gratis? Ingen svar fået endnu.
- Hvordan er bistandsværgernes forhold i de nye regio-

ner? De nedlagte statsamter er samlet i 5 statsforvaltninger.
Der kan stadig være lokalcentre. Regioner har overtaget
bistandsværgelisterne. Statsforvaltningerne er ansættende
myndigheder for bistandsværger. - Vi har håndbog, men internetdelen
mangler? Det tages op i bestyrelsen.
III.
Visioner
Vi servicerer uanset medlemsskab.- Hvordan gør vi os mere
synlige i hverdagen? - Vi må selv sætte fokus på Psykiatrien.
- Skal fremtidig kursusvirksomhed afspejle fremtiden? - Specifi
kke områder efterlyses. - Skal vi nærme os en fagforening
eller ej? Hvis fagforening falder alle tilskud væk. Hvis det
ikke er et fuldtidsjob, kan vi ikke få en fagforening. -
IV.
Kommentarer til formandens visionsberetning
Der skal arbejdes med hjemmeside, regionalt og lokalt TV
samt brug af aviser. I forbindelse med forslaget om fagforening,
skal det måske være et tillidshverv i stedet for job.
Måske fi nde en eksisterende fagforening, der kan rumme os,
hvem ligner os mest, og som vi kan hægte os på. - Det foreslås,
at kun dem, der betaler kontingent skal kunne trække
på servicen. - Ministeriet arbejder på ny bistandsværgeordning
- bekendtgørelsen vil blive sendt til høring i landsforeningen.
Debatten godkendes.
Kassererens beretning
Regnskabet v. Birte Noack.
Godkendes.
Budgettet v. Per Møller Christensen.
LPD´s bestyrelse på spanden
før landsmødet 2006
Siddende fra venstre: Per Møller
Christensen, Tommy Andersen,
Birthe Noack, Henry Sørensen, Jan
Labusz og Mogens Michaelsen.
5 LPD · avisen
V
Per foreslår et uændret kontingent i 2007 og 2008 nemlig
300 kr. - Birte Noack: Det skal være dette års budget, vi
fremlægger, vi kan ikke springe 1 år over. Tommy Andersen
anbefaler Madsens ”Foreningsret”, bog til hjælp for regnskabet.
Vi skal vedtage budget for 2007. - Indtægter - eks.
annonce - skal fi gurere i budgettet. - Ministeriet betaler en
del af puljen. Alle indtægter og udgifter bør fi gurere i regnskaberne.-
Der kan godt stå som bemærkning, at vi har fået
x antal kr. af ministeriet til kursus.
Budget for LPD 2008 godkendes på det foreliggende grundlag.
VI
Behandling af indkomne forslag
Birte Noack og Tommy Andersen udnævnes til æresmedlemmer
af foreningen som tak for 17 års medlemsskab af
bestyrelsen. Hyldest, gaver og applaus til de to fra forsamlingen.
VII
Konstituering af bestyrelsen
Valg af bestyrelse:
Jan Labusz, Henry Sørensen, Dorthe Sørensen og Niels Jørgen
Schou er valgt. Tommy Andersen og Birte Noack ønsker
ikke genvalg.
Valg af suppleanter:
Eva Krogh (1. suppleant) og Frank Hansen (2. suppleant) er
valgt.
Revisor:
Ida Kramp
Revisor-suppleant:
Gitte Lillelund.
Der takkes for god ro og orden
Paul Mødekjær Eva Krogh
Ole Kølle og Jan Labusz
5 LPD · avisen

Fagligt talt...
Fortolkning
fra Statsforvaltningen Sjælland vedrørende
beskikkelse af patientrådgiver for
frihedsberøvede på psykiatriske afdelinger
Statsforvaltningen Sjælland
For så vidt angår Deres bemærkninger i øvrigt, kan det det
op lyses:
Efter psykiatrilovens § 24 skal der beskikkes en patientrådgiver
ved anvendelse af tvang i henhold til loven. Be skikkelsen
bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør.
Efter bekendtgørelse om patientrådgivere § 3 skal en patientrådgiver
dog ikke beskikkes for en patient, der i forve jen
har en bistandsværge.
En frihedsberøvelse på psykia trisk afdeling efter straff elovens
bestemmelser berettiger patienten til en bistandsværge,
men ikke til en patientråd giver.
Såfremt en sådan frihedsberøvet patient ikke har en bistandsværge,
kan det komme på tale at beskikke en patientrådgiver,
hvis patienten udsættes for anden tvang ef ter psykiatri
loven. Denne beskikkelse vil i så fald bortfalde samtidig med,
at den pågældende tvangsforanstaltning bringes til ophør.
Efter psykiatrilovens § 26, stk. 2 har den patientrådgiver,
der er beskikket, ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og
telefonisk forbindelse med patienten. Udgangspunktet må
efter vores opfattelse således være, at patientrådgive ren har
ret til at afl ægge besøg hos patienten alene. Be stemmelsen
udelukker imidlertid ikke, at der kan være særlige grunde,
der gør det nødvendigt at gøre indskrænk ninger i denne
ret. Der kan henvises til Lov om frihedsbe røvelse og anden
tvang i psykiatrien med kommentarer af Poul Dahl Jensen
og Jørgen Paulsen, Jurist- og Økonom forbundets Forlag
1991, idet det bemærkes, at bestem melsen er uændret videreført
siden 1989 loven.
6 LPD · avisen
Klager over forhold i henhold til bestemmelsen kan ikke
behandles af patientklagenævnet, men må rettes til afdelingens
ledelse eller i sidste ende til sygehusmyndigheden.
Helle Gravgaard Pedersen
En af LPD´s bestyrelsesmedlemmer har modtaget ovenstående
svar fra Statsforvaltningen Sjælland.
LPD´s kommentarer til ovenstående:
LPD er enige i kommentaren til ovenstående for så vidt angår
udtalelsen om at en patient, der i forvejen har en bistandsværge
ikke skal have en patientrådgiver. Der kan dog være geografi
ske årsager, der gør, at der må beskikkes en patientrådgiver.
LPD er dog dybt uenige i udsagnet ”det kan komme på tale at
beskikke en patientrådgiver, hvis patienten udsættes for anden
tvang efter Psykiatriloven”, i det vi mener, der SKAL beskikkes en
patientrådgiver, hvis patienten udsættes for tvang og ikke har
en bistandsværge i forvejen.
LPD mener ligeledes, at hvis politiet har indstillet til dom efter
§ 68 – 70, så bør patienten, af byretsdommeren, beskikkes en
bistandsværge til hjælp under sagen på indstilling fra politiet,
som behandler sagen.

LPD vil, når dette nummer læses, have haft et møde med Rigspolitiet
vedrørende problematikken, hvor vi indstiller til, at det
fremsættes som lovforslag, som skal indeholde kravet om, at
der skal beskikkes en bistandsværge, når politiet indstiller til en
dom efter ovennævnte paragraff er.
Retten til at besøge patienter uden overvågning af afdelingspersonale.
Vedrørende fri og uhindret adgang til patienten er vi enige i
Statsforvaltningens bemærkninger.
Som et eksempel på et undtagelsestilfælde kan være en latent
Fagligt talt...
farlig patient, som er farlig for sine omgivelser, herunder patientrådgiveren/bistandsværgen.
Det er selvfølgelig altid bistandsværgen/patientrådgiveren,
der afgør, om det er særligt
tilfælde eller ej!
Kun i forbindelse med politiets efterforskning kan midlertidig
besøgsforbud nedlægges af politiet, der direkte skal underrette
bistandsværgen/patientrådgiveren om dette. Personalet på en
afdeling kan således ikke udstyres med en beføjelse til at forbyde
os at besøge vores patient.
Brug af husordener
på de enkelte afdelinger
Indenrigs- og Sundhedsministeriet , 8 MAJ 2007
Besvarelse af henvendelse vedrørende husordener
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 23. marts
2007 fra Justitsministeriet modtaget Deres brev af 19. februar
2007, hvori De stiller følgende spørgsmål:
1. Er de lokale ”Husordener” gældende for bistandsværger,
politi, advokater, præster og andet eksternt ansat personale,
som lovmæssigt har adgang til retspsykiatriskel psykiatriske
afdelinger?
2. i hvilket omfang kan psykiatriske afdelinger regulere hvad
ansatte og andre ”tillidspersoner” medbringer af personligt
udstyr på afdelinger herunder f.eks. mobiltelefon.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan vejledende udtale
følgende:
Det skal indledningsvist bemærkes, at ”husordener”, der
fastlægger retningslinier for den sociale omgang m.v. i offentlige
institutioner, herunder psykiatriske afdelinger, kan
fastsættes uden specifi k lovhjemmel. Det må således antages,
at husordenregler har stiltiende hjemmel i den beslutning,
hvorved institutionen er blevet oprettet, i såkaldte
anstaltsanordninger.
Disse regler kan efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets
opfattelse fastsættes for alle personer, der opholder sig på
den psykiatriske afdeling, dvs. både for patienter, personale
og andre, herunder bistandsværger og patientrådgivere.
De regler, der fastsættes i en husorden, skal være saglige set
i forhold til institutionen og dens virke, men derudover er
det ikke muligt generelt at angive, hvilke forhold, der kan
reguleres i en husorden. Dette skal bedømmes på baggrund
af de konkrete forhold i den enkelte institution. Efter Indenrigs-
og Sundhedsministeriets opfattelse vil fastsættelse af
regler vedrørende brug af f.eks. mobiltelefoner på en psy-
7 LPD · avisen

kiatrisk afdeling efter omstændighederne kunne betragtes
som saglig set i forhold til afdelingen og dens virke.
I forbindelse med ændringerne af lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien (psykiatriloven), som trådte i kraft den
1. januar 2007, er det blevet obligatorisk, at der på enhver
psykiatrisk afdeling skal fi ndes en skriftlig husorden, som er
tilgængelig for patienterne.
Disse regler i psykiatriloven vedrørende husordener tager
ikke sigte på at etablere et hjemmelsgrundlag for indførelsen
af husordener på de psykiatriske afdelinger, som jo, jf.
det ovenfor anførte, kan indføres uden særskilt hjemmel,
men derimod alene på at pålægge sygehusmyndigheden
en pligt til at udforme skriftlige husordener, der skal gælde
for patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelsen.
Det skal bemærkes, at indførelsen af denne pligt til at
udforme husordenregler for patienterne ikke forhindrer, at
en afdeling kan udarbejde husordener, der skal gælde generelt
for de personer, som befi nder sig på afdelingen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal afslutningsvist bemærke,
at der med hjemmel i en husorden ikke kan fastsættes
regler, der fraviger regler, fastsat i lovgivningen. En psykiatrisk
afdeling vil således ikke med henvisning til en husorden
kunne fravige f.eks. patientrådgivernes og bistandsværgernes
adgang til at besøge patienterne i de tilfælde,
hvor en sådan adgang er forudsat i lovgivningen.
Fagligt talt...
8 LPD · avisen
Med venlig hilsen
Sven Erik Bukholt
LPD´s kommentarer til ovenstående:
LPD ser med tilfredshed at svaret fra ministeriet fuldt ud
understreger den holdning som LPD altid har givet udtryk
for, nemlig, at bistandsværger og patientrådgivere har fri og
uhindret adgang til patientbesøg på de enkelte afdelinger
og at disse besøg foregår mellem patient og værge/rådgiver
uden overværelse af personale med mindre meget specifi kke
grunde taler for noget andet og det er på værge/rådgivers
ønske!
Værge/rådgiver skal således ikke fi nde sig i at blive visiteret
eller spurgt om de har ting på sig inden besøg hos patienten,
idet vi er godkendte hos Statsforvaltningerne hvilket
indebærer udvidet ren straff eattest.
Dette indebærer selvfølgelig at man kun i meget specifi kke
tilfælde gør brug af sin mobiltelefon.
Folketingets Retsudvalg
Besvarelse af spørgsmål nr. 150 af 16. jan ’07
Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen
Spørgsmål:
”Ministeren bedes kommentere vedlagte bilag fra Landsforeningen
af Patientrådgi vere og Bistandsværger i Danmark
modtaget i forbindelse med foreningens fore træde for Retsudvalget
den 1111-07.”
Svar:
1. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet
udtalelser fra Rigspolitiet og Inden rigs- og Sundhedsministeriet.
De indhentede udtalelser refereres nedenfor i tilknytning
til Ju stitsministeriets kommentarer til de enkelte

emner. som berøres i henvendelsen fra Landsfor eningen
af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (herefter
LPD).
2. LPD rejser bl.a. spørgsmål om, hvor mange midler der kan
afsættes til en redaktør for LPD-avisen.
Justitsministeriet kan oplyse, at det som led i udmøntningen
af satspuljen for 2007 er besluttet.
varigt at afsætte 600.000 kr. årligt til informations- og uddannelses
aktiviteter for bistandsvær ger. Midlerne skal primært
anvendes til afholdelse af kurser for bistandsværgerne,
men også til bl.a. dækning af udgifter i forbindelse med
udgivelse af informationsmateriale, nyhedsbreve
mv., som udsendes til bistandsværgerne. Informations- og
uddannelsesaktiviteterne forestås af henholdsvis LPD og
Det Grønlandske Hus. Ordningen administreres af Justitsministeriet,
som meddeler støtte efter konkret ansøgning.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det ligger inden for
rammerne at yde støtte til antagelse af en redaktør for LPDavisen.
Justitsministeriet har modtaget en række ansøgninger fra
både LPD og Det Grønlandske Hus om bevilling af midler fra
satspuljen til blandt andet indkøb af materiel og forskellige
aktivite ter. På den baggrund, og da der som nævnt er afsat
600.000 kr. årligt til uddannelses- og informationsak-
tiviteter for bistandsværger, har Justitsministeriet telefonisk
mere generelt drøftet midlernes mest hensigtsmæssige anvendelse
med LPD og Det Grønlandske Hus.
Justitsministeriet vil snarest muligt tage stilling til LPDs ansøgning
om midler fra satspuljen til en redaktør.
3. LPD ønsker, at grundbeløbene for patientrådgivere og
bistandsværger forhøjes væsentligt for at kunne fastholde
og tiltrække bistandsværger. Foreningen anfører samtidig,
at der fortsat skal gælde samme satser for såvel patientrådgivere
som bistandsværger.
Det følger af bistandsværgebekendtgørelsens (*l*) § 18, stk.
1, at vedkommende politikreds udbeta ler et fast vederlag
(for tiden 1.289 kr.) til en bistandsværge, der er optaget
på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket
for en sigtet eller tiltalt under straff esagens behand ling. Til
en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger,
og som er be skikket for en dømt, udbetaler
vedkommende politikreds et årligt grundbeløb (for tiden 1.
719 kr.). Herudover udbetales der et supplerende vederlag
(for tiden 1.289 kr.) til bistandsværgen for hver påbegyndte
3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er indlagt
på psykiatrisk
sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende,
jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 2.
Vederlaget til bistandsværger, der er optaget på fortegnelsen
over bistandsværger, reguleres årligt pr. 1. april med den
til enhver tid gældende reguleringsprocent for ansatte i regioner
og kommuner, jf. bistandsværgebekendtgørelsens §
18, stk. 5.
Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der generelt
er vanskeligheder med at fi nde egnede kandidater, der
er villige til at lade sig beskikke som bistandsværger. Justitsministeriet
skal dog bemærke, at ministeriet for tiden
overvejer spørgsmålet om en eventuel ændring af bistandsværgebekendtgørelsen,
og problemstillingen om grundbeløbenes
størrelse vil blive inddraget i den forbindelse.
4. LPD ønsker endvidere en fortolkning af, hvornår en klient
i henhold til bistandsværgebe kendtgørelsen må anses for
indlagt på institution eller egen bolig.
Justitsministeriet forstår henvendelsen således, at den vedrører
spørgsmålet om udbetaling af vederlag.
Justitsministeriet kan oplyse, at det er en betingelse for at
udbetale det supplerende vederlag efter bekendtgørelsens
§ 18, stk. 2, 2. pkt., at den dømte er indlagt på psykiatrisk
syge hus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende
i henhold til dommen.
Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at det er et krav
efter bestemmelsen, at den dømte er indlagt, anbragt eller
lignende. Disse ord skal fortolkes i sammenhæng med straffelovens
§§ 68-70, dvs. at bekendtgørelsens § 18, stk. 2, 2.
pkt., omfatter de anbringelsesforanstaltninger, der er nævnt
i straff elovens §§ 68-70.
Det er endvidere fastsat i bestemmelsen, at det supplerende
vederlag skal udbetales for hver påbegyndte 3. måned.
Bestemmelsen skal derfor forstås således, at vederlaget skal
udbetales for hver påbegyndt 3-måneders periode, hvor
den pågældende er indlagt mv. i henhold til dommen, og
at dette beløb forfalder ved begyndelsen af 3-måneders
perioden. En eller fl ere kortvarige indlæggelser mv. inden
for en periode på 3 måneder vil således medføre, at der for
perioden skal udbetales et supplerende vederlag.
Det fremgår endelig af bistandsværgebekendtgørelsens §
13, stk. 1, at et sygehus/en sygehus afdeling, en institution
eller en anstalt mv., som modtager en person, der har en
bistandsværge beskikket, snarest skal underrette bistandsværgen,
når den pågældende påbegynder et ophold på
stedet. Sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller
anstalten mv. skal ligeledes under rette bistandsværgen
ved afslutningen af den pågældendes ophold på stedet, jf.
bistandsværge bekendtgørelsens § 13, stk. 2. Det vil således
fremgå af det pågældende anbringelsessteds meddelelser
til bistandsværgen, hvornår den sigtede, tiltalte eller dømte
er indlagt, anbragt eller lignende i henhold til dommen.
LPD har endvidere anført, at mange henvendelser om denne
problemstilling ikke er blevet be svaret af Justitsministeriet.
Justitsministeriet har gennemgået sine sagslister med
9 LPD · avisen

henblik på at fi nde eventuelle ubesvarede henvendelser
fra LPD om vederlagsspørgsmål. Justitsministeriet har ikke
ved denne gennemgang fundet ubesvarede henvendelser.
Justitsministeriet hører imid lertid gerne fra LPD, hvilke ubesvarede
henvendelser det måtte dreje sig om.
5. LPD rejser spørgsmålet, hvorfor bistandsværgerne ikke får
tilkendt et vederlag for at delta ge i retsmøder. LPD spørger
endvidere, hvordan bistandsværgerne sikres ret til betalt
overnat ning i forbindelse med deltagelse i retsmøder eller
møder med advokat og klient i de situatio ner, hvor afstanden
er stor for bistandsværgen.
*1* Bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger med senere
ændring.
Det fremgår af bistandsværgebekendtgørelsens § 19, stk. 1,
at vederlagene - ud over honorar for bistandsværgens arbejde
i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager mv.
- tillige dæk ker de udgifter, der er forbundet med hvervet,
herunder udgifter til telefon mv. Det følger så ledes af bistandsværgebekendtgørelsens
ordlyd, at honorar for deltagelse
i retsmøder er inde holdt i det vederlag, der udbetales
til bistandsværgen, ligesom vederlaget dækker andre udgifter
forbundet med hvervet, herunder udgifter til overnatning.
Der henvises endvidere til Justitsministeriets besvarelse af
22. december 2006 af spørgsmål nr. 71 og 72 fra Folketingets
Retsudvalg, hvori ministeriet oplyste, at ministeriet for
tiden overve jer spørgsmålet om en eventuel ændring af
bistandsværgebekendtgørelsen, og problemstillingen om
dækning af udgifter forbundet med overnatning vil blive
inddraget i den forbindelse.
6. LPD anfører, at det er et problem, at dommeren kan - men
ikke har pligt til at - beskikke en bistandsværge før det første
retsmøde i sagen.
Det fremgår af straff elovens § 71, stk. 1, at der forud for dommen
kan ske beskikkelse af en bistandsværge, hvis der kan
blive tale om at dømme en tiltalt til anbringelse eller forvaring
efter reglerne i straff elovens § § 68-70, mens der efter
straff elovens § 71, stk. 2, skal ske be skikkelse af en bistandsværge,
hvis den tiltalte dømmes til anbringelse som nævnt i
stk. 1, eller hvis afgørelsen giver mulighed herfor.
Reglerne om værgebeskikkelse blev ændret ved lov nr. 320
af 13. juni 1973. Det fremgår af forarbejderne til loven, at
reglerne om værgebeskikkelse foreslås opretholdt med visse
ændrin ger. Desuden anføres det til § 71, at der gøres en
sondring mellem beskikkelse før dommen og obligatorisk
beskikkelse efter dommen, når denne lyder på anbringelse
i institution. Der henvi ses i bemærkningerne til lovforslaget
til Straff elovrådets betænkning nr. 667 om de straff eretli ge
sær- foranstaltninger . Som begrundelse for forslaget om
sondringen mellem fakultativ beskikkelse før dommen og
10 LPD · avisen
obligatorisk beskikkelse efter dommen anføres det i betænkningen,
at det efter Straff elovrådets opfattelse før dommen
er tilstrækkeligt, at der er en mulighed for værgebeskikkelse,
bl.a. fordi det kan forudsættes, at tiltaltes interesser på
dette stadium af sa gen i almindelighed vil blive varetaget
af forsvareren. Derimod fi nder Straff elovrådet det rig tigt, at
der ved eller efter en dom til institutionsophold skal beskikkes
den pågældende en bi standsværge, hvis hovedopgave
er at drage omsorg for, at den tidsubestemte foranstaltning
ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Justitsministeriet
fi nder, at disse hensyn fortsat gør sig gældende.
Justitsministeriet skal i øvrigt henlede opmærksomheden
på, at ministeriet ved cirkulæreskri velse af 25. januar 1996
til politiet og anklagemyndigheden har indskærpet, at i alle
sager, hvor der kan blive tale om dom til anbringelse, bør
den sigtede eller tiltaltes behov for at få: en bistandsværge
beskikket nøje vurderes. I tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte
under straff e sagens behandling anbringes på psykiatrisk
afdeling i henhold til retskendelse, bør spørgsmålet om
beskikkelse af bistandsværge i almindelighed rejses over for
retten.
Det bemærkes, at Rigspolitiet i sit bidrag til Justitsministeriets
besvarelse af spørgsmål nr. 136 fra Folketingets Retsudvalg
har tilkendegivet, at de vil tage initiativ til en drøftelse
med LPD om politiets generelle administration af de gældende
regler.
7. LPD ønsker endvidere oplysning om, hvorledes det sikres,
at bistandsværgen har fri og uhindret adgang til sin klient,
idet der visse steder er lokale husordener, der forhindrer bistandsværgens
adgang.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i den forbindelse oplyst
følgende:
”Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan oplyse, at det
i forbindelse med ændringer ne af lov om anvendelse
af tvang i psykiatrien (psykiatriloven), som trådte i
kraft den 1. januar 2007, er blevet obligatorisk, at der
på enhver psykiatrisk afdeling skal fi ndes en skriftlig
husorden, som er tilgængelig for patienterne.
Husordenen skal indeholde generelle regler om patienternes
udfoldelsesmuligheder under indlæggelsen,
f.eks. regler om adgangen til at telefonere, regler
om rygning i afdelingen, besøgsforhold, overvåget
besøg m.v., samt om konsekvenserne af, at husordenen
ikke overholdes.
Formålet med indførelsen af obligatoriske skriftlige
husordener på psykiatriske af delinger er at etablere
klare og synlige retningslinier for den sociale omgang
m. v . på afdelingerne på områder, hvor dette ikke
følger af lovgivning m. v. Der kan der imod ikke med
hjemmel i husordenen fastsættes regler, der fraviger

egler, fastsat i lovgivningen. En psykiatrisk afdeling
vil således ikke med henvisning til en husor den kunne
fravige f.eks. patientrådgivernes og bistandsværgernes
adgang til at be søge patienterne i de tilfælde,
hvor en sådan adgang er forudsat i lovgivningen. ”
8. LPD ønsker, at politiet i forbindelse med indhentelse af
udtalelser oplyser klientens folkere gisteradresse og eventuelle
andre opholdsadresser.
Rigspolitiet har i den forbindelse udtalt følgende:
”Rigspolitiet vil i den anledning henlede politikredsenes
opmærksomhed på, at de aktuelle oplysninger
om klientens adresse og eventuelt andre kendte opholdsteder
bør fremgå af politiets anmodning om en
udtalelse vedrørende klienten.
Det skal tilføjes, at bistandsværgerne til enhver tid
kan rette henvendelse til politiet med anmodning
om adresseoplysninger vedrørende deres klienter. ”
9. LPD har yderligere anført, at surrogatfængslede ikke beskikkes
en patientrådgiver og heller ikke får lov til at benytte
deres bistandsværge under indlæggelsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i den forbindelse udtalt
følgende:
”Spørgsmålet om, i hvilket omfang, der skal beskikkes
en patientrådgiver i forbin delse med anvendelsen af
tvang i psykiatrien, er reguleret i psykiatriloven. Det
fremgår således af § 24 i psykiatriloven, at der skal
beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges
, tvangstilbageholdes eller undergives
tvangs be handling, tvangsfi ksering, anvendelse af
fysisk magt, beskyttelsesfi ksering, anven delse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,
personlig skærm ning, der uafbrudt varer mere end
24 timer, afl åsning af døre i afdelingen efter §
18 e, stk. 1, nr. 2, samt afl åsning af patienterne på
Sikringsafdelingen under Psyki atrisk Center, Sygehus
Vestsjælland.
Det følger af § 42 i psykiatriloven, at justitsministeren
fastsætter regler om, i hvil ket omfang reglerne
i psykiatriloven fi nder tilsvarende anvendelse på
personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i
henhold til en retsafgørelse, som er truff et i straff eretsplejens
former. Denne bemyndigelse er udmøntet
i bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om
personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold
til straff eretlig afgørelse, hvoraf det bl.a. fremgår, at
lovens §§ 24-29 om patientråd givere kun gælder i
tilfælde, hvor den pågældende ikke har en bistandsværge
efter straff elovens § 71.
En psykiatrisk afdeling vil ikke lovligt kunne fravige
reglerne vedrørende patient rådgivere og bistandsværger,
herunder reglerne vedrørende beskikkelse,
adgangen ti1 at besøge patienten m. v. ”
10. LPD har endvidere spurgt, om det kan være rimeligt,
at personer, som indlægges til men talobservation, vilkårligt
fratages sin patientrådgiver eller slet ikke beskikkes en
patientrådgi ver.
Der henvises til besvarelsen af punkt 9.
11. Endelig anfører LPD, at der bør ske en ændring af reglerne
om prøvelse af farlighedsde kreter, idet anklagemyndigheden
kræver sikkerhed, selvom klienten har gennemført
mange
udgange uden problemer, ligesom proceduren i forbindelse
med udgangsansøgninger er tids krævende.
Efter psykiatrilovens (*2*) § 40, stk. 1, kan justitsministeren i
ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger
ikke er tilstrækkelige, bestemme, at en person som
vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og
overhængende fare, skal anbringes i Sikrings afdelingen under
Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland (farlighedsdekret).
Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der
er truff et afgørelse, indbringe sagen for retten.
Et farlighedsdekret kan administrativt kun ophæves af justitsministeren,
jf. psykiatrilovens § 41, stk. 1. En begæring
om ophævelse af et farlighedsdekret kan fremsættes af
overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen.
En begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen
kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2
måneder efter rettens prøvel se af farlighedsdekretet. Afslag
på ophævelse af farlighedsdekretet forelægges på begæring
for retten. Det følger endvidere af psykiatrilovens § 41,
stk. 2, at hvis en begæring fra patienten,
patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af
farlighedsdekretet er blevet afslået af justitsministeren, kan
spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2 måneder
efter ju stitsministerens afgørelse. Hvis justitsministerens afslag
har været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra
rettens afgørelse.
Justitsministeriet kan for så vidt angår ministeriets sagsbehandling
oplyse, at når patienten, patientrådgiveren eller
bistandsværgen fremsætter begæring om ophævelse af et
farlighedsde kret, anmoder Justitsministeriet Sikringsafdelingen
om at indhente patientens samtykke til, at Justitsministeriet
til brug for sagens behandling kan indhente
personlige oplysninger om patien ten fra andre myndigheder,
samt at sagen kan forelægges for Retslægerådet og
anklagemyn digheden. Såfremt patienten giver samtykke
hertil, anmoder Justitsministeriet endvidere over lægen ved
Sikringsafdelingen om en udtalelse, som efterfølgende forelægges
for Retslægerådet og anklagemyndigheden. Hvis de
11 LPD · avisen

indhentede oplysninger er til ugunst for patienten, foretager
Justitsministeriet partshøring, inden ministeriet tager
stilling til en eventuel ophævelse af far lighedsdekretet. Dette
spørgsmål afgøres efter en konkret vurdering af samtlige
oplysninger i sagen, herunder om patienten har været på
udgange fra Sikringsafdelingen, og hvordan disse udgange
er forløbet.
Henset set til den yderst indgribende karakter, som et farlighedsdekret
har, fi nder Justitsmini steriet imidlertid ikke
Fagligt talt...
12 LPD · avisen
anledning til at foreslå en ændring af bestemmelsen, så fristen
på 2 må neder forlænges, da en sådan forlængelse ville
udelukke en ophævelse af farlighedsdekretet i det tilfælde,
hvor der i løbet af 2 måneder måtte være sket en væsentlig
forbedring af den pågældendes tilstand.
*2* Lovbekendtgørelse nr. 111 af 1. november 2006 om frihedsberøvelse
og anden tvang i psykiatrien.
Spørgsmål rejst over for
Folketingets Retudvalg
og for §71-udvalget
LPD’s kommentar til svarene:
Først Retsudvalget
Justitsministeriet har nu taget stilling til midler vedrørende
redaktøren af LPD-avisen. Ministeriet fi nder det rimeligt, at
der kun afsættes 28.000.00 kr. til udgivelsen af 4 numre, idet
ministeriet mener, at der kun er tale om en ” layouter ”. LPD
har tilbageskrevet ministeriet, at dette må bero på en misforståelse
og forventer mindst, at der afsættes de ønskede
60.000.00 kr., som er et lille beløb. Skulle forståelsen for arbejdet
med LPD – avisen ikke være til stede, vil LPD kraftigt
overveje LPD–avisens fremtid.
Svar omkring vederlag til patientrådgivere og bistandsværger.
Hertil svarer ministeriet, at det ikke er bekendt med, at der
generelt skulle være vanskeligheder med at fi nde egnede
kandidater.
LPD har gang på gang fremført det meget uheldige i beskikkelsen
af pårørendebistandsværger, samt den tilfældighed,
hvormed mange af disse beskikkelser fi nder sted. (Læs andet
sted i bladet historien fra kriminalforsorgen i det jyske).
LPD ønsker i den forbindelse, at lovgivningen laves om, så
politiet IKKE pr. automatik skal fi nde en pårørende. Dette
synspunkt drøftedes også hos rigspolitiet ved mødet den
27. juni 2007 og fandt forståelse.
Ligeledes har LPD peget på, at der sidder mange dømte,
som ikke har en bistandsværge.
LPD forventer at blive en væsentlig del af gruppen omkring
udarbejdelsen af en ny ”bekendtgørelse for bistandsværger”.
Hvornår er en klient indlagt i henhold til bistandsværgebekendtgørelsen
på en institution eller lignende?

Der er desværre ikke noget nyt i svaret.
Udbetalingen af det supplerende vederlag udbetales for
hver PÅBEGYNDT 3. måned. Bemærk, at ministeriet udtaler,
at en eller fl ere kortvarige indlæggelser inden for en 3- måneders
periode, kun honoreres med et vederlag.
Det havde været rart, om ministeriet havde eksemplifi ceret
problematikken.
Endvidere understreges det i svaret, at sygehuset, sygehusafdelingen,
institutionen eller anstalten mv. SKAL underrette
bistandsværgen ved afslutning af ophold. Ud fra disse
undderretninger skulle det kunne ses, hvornår en indlæggelse
har fundet sted.
Problemet her er blot, at det utroligt ofte sker, at bistandsværgen
ikke får den nødvendige besked. Reglen her er også,
at der skal ske underretning til bistandsværgen fra både afgivende
sted og modtagende sted.
Ud over blot at påpege dette nok engang over for systemet,
ville det være rart, at det kunne afstedkomme sanktioner af
en eller anden art.
Vederlag for deltagelse i retsmøder.
Her henviser ministeriet blot til bekendtgørelsen, som jo er
velkendt.
Det er dog efterfølgende positivt, at problemet tages op
ved en ændring af ”bistandsværgebekendtgørelsen”.
Et stort spørgsmål til udvalget var tidspunktet for beskikkelse
af bistandsværge før det første retsmøde.
I svaret henvises til lovgrundlaget samt til, at det må forventes,
at forsvareren varetager den tiltaltes interesser.
LPD har mange gange påpeget, at vi tit får meddelelse om,
at en del forsvarere første gang møder deres klient umiddelbart
før første retsmøde.
På denne baggrund og for at styrke den tiltaltes retssikkerhed
har LPD ønsket en skærpelse af muligheden for beskikkelse
før dom.Dette store spørgsmål blev også drøftet med
Rigspolitiet den 27. juni og der vil herfra komme en vejledning
om ovenstående.
Spørgsmålet om fri og uhindret ret til at besøge vores
klienter.
Hertil svarer ministeriet, at der ikke med hjemmel i en husorden
kan ændres på dette.
LPD er tilfreds med , at der ikke kan fraviges patientrådgiverens
eller bistandsværgens ret til frit og uhindret at besøge
patienterne, hvor en sådan adgang er bestemt i lovgivningen.
§
Spørgsmålet om folkeregisteradresse eller opholdsadresse.
Her er det dejligt at se, at Rigspolitiet har samme opfattelse,
som LPD, nemlig at bistandsværgerne til enhver tid kan rette
henvendelse til politiet med anmodning om adresseoplysninger
vedrørende deres klienter.
Angående surrogatfængslede og beskikkelse af patientrådgiver
eller bistandsværge.
LPD er helt tilfreds med, at en indsat på en psykiatrisk afdeling,
der opholder sig her efter en retsafgørelse, som er
truff et i straff eretsplejens former, har krav på enten en patientrådgiver
eller en bistandsværge.
En psykiatrisk afdeling vil IKKE lovligt kunne fravige dette.
Det samme gælder for personer, der er indlagt til mentalobservation.
Angående prøvelse af farlighedsdekret ønskede LPD en
forenkling af proceduren ved udgangsansøgning.
Ministeriet henholder sig til gældende regler under henvisning
til, at en evt. forlængelse af 2- måneders fristen kunne
medføre, at en patient, der måtte være klar inden for 2- månedersfristen,
ville få prøvelse unødig udsat.
LPD arbejder videre med problematikken og prøver at fi nde
forenklede gangbare løsninger, men mener dog, at de
to måneder ikke gør den store forskel set i forhold til at en
patient vil få lettere adgang til ophævelse af sit farlighedsdekret,
hvor man nu kræver indtil fl ere udgange frem for at
dette ikke er et krav. En god opførsel på afdelingen gennem
adskillige måneder bør vægte lige så meget som udgange,
og da der ikke specifi kt er nævnt noget om udgange i lovgivningen
bør der ske en ændring på dette område.
13 LPD · avisen

Fagligt talt...
Svar fra overlæge
vedrørende patientrådgivers klage
(Se artikel om »Patientrådgivers oplevelse af annullering af klage«)
Som lovet og til din orientering hermed svar fra ledende
overlæge X på min klage til Psykiatriledelsen ved Psyk.
Hosp., XXX over brud på procedureregler ved annullering af
patientklage.
Først følger en gengivelse af ledende overlæges svar til mig.
Dernæst en gengivelse af skrivelse til afsnitssledelserne, som
ovennævnte ledende overlæge har udsendt på foranledning
af klagen.
Alt i alt en efter min mening rimelig pos. respons. Spørgsmålet
er imidlertid om klagen på sigt vil have eff ekt, hvilket tiden
vil vise.
X.’s svar af 29/06-2007:
Vedr. klage over brud på procedureregler ved annullering
af patientklage
Kære patientrådgiver Y.
Tak for din klageskrivelse vedr. ovenstående.
Jeg er, som forløbet er beskrevet, enig i, at du ikke har
været informeret og inddraget i tilstrækkeligt omfang
vedr. patientens beslutning om at trække sin klage tilbage.
Det beklager jeg. Jeg har på foranledning af din klage
udsendt vedlagte skrivelse til afsnitsledelserne med
oplysning om og præcisering af de gældende retningslinier
for information af patientrådgiver i forbindelse med
klagesager.
Venlig hilsen
X
Ledende overlæge
X’s skrivelse af 29/06-2007 til afsnitsledelserne:
Afsnitsledelserne
Afdeling Z
her
14 LPD · avisen
Vedr. information af patientrådgiverne i forbindelse
med klagesager
På baggrund af et konkret patientforløb og en heraf følgende
klage fra patientrådgivers side fi nder jeg mig foranlediget til
at præcisere følgende:
I tilfælde af at en patient over for personalet i sengeafsnittet
mundtligt og/eller skriftligt giver udtryk for at ville klage
over et tvangsindgreb, har personalet herefter til opgave at
videreformidle klagen ved som første skridt at informere og
inddrage patientens patientrådgiver.
I tilfælde af at en patient enten mundtligt og/eller
skriftligt giver udtryk for, at ville trække sin klage tilbage,
bør personalet af habilitetsgrunde kontakte patientens
patientrådgiver med sigte på, at patientens endelige
beslutning tages i samråd med denne.
Venlig hilsen
X
Ledende overlæge
LPD er yderst tilfreds med at den ledende overlæge har taget
problematikken op vedrørende tilbagetrækning af klager og
præciseret kommende procedurer i sådanne sager.
LPD håber så at denne sag vil danne præcedens for andre
hospitaler/institutioner således at patientrådgiveren/
bistandsværgen altid orienteres, når en patient på egen hånd
vil trække en klage tilbage.

Fagligt talt...
Referat
Rigspolitiet afholdt den 27. juni 2007
møde med LPD
I mødet deltog:
LPD:
Formand Ole Kølle
Næstformand Henry Sørensen
Bestyrelsesmedlem Jan Labusz
Bestyrelsesmedlem Mogens Michaelsen
Rigspolitiet:
Vicepolitimester / Ole Andersen
Baggrunden for mødet var bl.a., at Rigspolitiet i forbindelse
med bidrag til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål
fra Retsudvalget har tilkendegivet at ville tage initiativ til en
drøftelse med LPD om politiets generelle administration af
de gældende regler.
På mødet drøftedes nedenstående emner.
Rigspolitiet tilkendegav i forbindelse med mødet, at Rigspolitiet
efterfølgende i relevant omfang vil søge gældende
regler indskærpet over for politikredsene.
1. Tidspunktet for beskikkelse af bistandsværger
1.1. LPD anførte, at foreningen var af den opfattelse, at de
gældende regler ikke bliver overholdt i visse tilfælde, herunder
således at det forekommer, at der slet ikke beskikkes
bistandsværger for domfældte.
Reglerne er følgende:
Det fremgår af straff elovens § 71, stk. 1, at der forud for dom-
men kan ske beskikkelse af en bistandsværge, hvis der kan
blive tale om at dømme en tiltalt til anbringelse eller forvaring
efter reglerne i straff elovens §§ 68-70, mens der efter
straff elovens § 71, stk. 2, skal ske beskikkelse af en bistandsværge,
hvis den tiltalte dømmes til anbringelse som nævnt i
stk. 1, eller hvis afgørelsen giver mulighed herfor.
Kapitel 2 i bistandsværgebekendtgørelsen (Justits ministeriets
bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 2002, som ændret
ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1025 af 21. oktober
2004) fastsætter nærmere regler om bl.a. fremgangsmåden
ved beskikkelse. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsens
§ 4, stk. 1, at “Når politiet skønner, at der kan blive tale om
at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal
spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt,
at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være til
stede under sagens behandling.”
Af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. januar 1996
til politiet og anklagemyndigheden følger bl.a., at i alle
sager, hvor der kan blive tale om dom til anbringelse, bør
den sigtede eller tiltaltes behov for at få en bistandsværge
nøje vurderes. I tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte under
straff esagens behandling anbringes på psykiatrisk afdeling i
henhold til retskendelse, bør spørgsmålet om beskikkelse af
bistandsværge i almindelighed rejses over for retten.
Spørgsmålet om beskikkelse er endvidere omtalt i Justitsministeriets
besvarelser af retsudvalgsspørgsmål.
1.2. LPD oplyste, at det forholdsvis ofte forekommer, at der
ikke sker afbeskikkelse, hvilket bl.a. medfører, at der fortsat
udbetales vederlag.
Reglerne er følgende:
Beskikkelse bortfalder efter værgebekendtgørelsens § 16 i
følgende tilfælde:
15 LPD · avisen

Stk. 1: Når en retssag ikke fører til dom til anbringelse.
Stk. 2: Når den idømte foranstaltning endeligt ophæves.
Stk. 3: Når værgen udskiftes med en anden værge.
Ved Rigspolitiets rundskrivelse af 8. marts 1995 er politikredsene
instrueret om at fremtage sager vedrørende aktuelle
værgebeskikkelser hver 3. måned med henblik på eventuel
anvisning af yderligere vederlag. I denne forbindelse skal
det naturligvis påses, at beskikkelsen ikke er bortfaldet.
Det skal endvidere påses, at bistandsadvokater bliver orienteret
om ophøret af deres hverv.
1.3. LPD oplyste, at det forholdsvis ofte forekommer, at der i
forbindelse med beskikkelse ikke er indhentet samtykke fra
vedkommende, der beskikkes som værge, eller fra den sigtede/tiltalte/dømte.
Reglerne er følgende:
Værgebekendtgørelsens § 5, stk. 3, foreskriver følgende:
“Forinden indstilling til retten vedrørende beskikkelsen sker,
skal pågældende bistandsværge samt den sigtede, tiltalte
eller dømte have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte
indstilling. Politiet skal endvidere sikre sig, at bistandsværgen
ikke er forhindret, f.eks. på grund af bortrejse, sygdom
eller lignende.”
2. Kørselsgodtgørelse
LPD oplyste på mødet, at udbetaling af kørselsgodtgørelse
ikke foregår ensartet i politikredsene, herunder således, at
der i nogle politikredse udbetales godtgørelse efter høj
takst.
Reglerne er følgende:
Efter værgebekendtgørelsen har bistandsværger “krav på
godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende
regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til politiet.”
Ved rundskrivelse af 13. november 1996 har Rigspolitiet instrueret
politikredsene om, at godtgørelse sker til lav takst
(1,78 kr. pr. km pr. 1. januar 2007).
Af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 156 af 9.
januar 2006 fra Folketingets Retsudvalg fremgår endvidere
følgende:
”Landsforeningen spørger desuden, hvorfor bistands værgerne
ikke får højeste takst i kørselsgodtgørelse. Justitsministeriet
bemærker hertil, at det følger af bistandsværgebekendtgørelsens
§ 18, stk. 3, at bistandsværger, der er optaget
på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket
16 LPD · avisen
for en sigtet, en tiltalt eller dømt, har krav på godtgørelse
til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler.
Godtgørelsen ydes efter henvendelse til politiet. Bistandsværger,
som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger,
har krav på godtgørelse til befordring i forbindelse
med deltagelse i retsmøder samt til indtil fem besøgsrejser
årligt efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelse
af de nævnte udgifter sker ligeledes ved henvendelse
til politiet, jf. bistandsværgebekendtgørelsens § 18, stk. 4.
Reglerne om godtgørelse til befordring for ansatte i staten
er nærmere reguleret i Finansministeriet, Personalestyrelsens
cirkulære af 30. juni 2000 om tjenesterejseaftalen.
Tjenesterejseaftalens kapitel 2 vedrører udgifter til transport.
I aftalens § 14 om privat transport er det bestemt, at for
kørsel i privat bil eller på privat motorcykel udbetales godtgørelse
pr. km. efter lav sats. Satsen fremgår af det til enhver
tid gældende satsreguleringscirkulære. Af Personaleadministrativ
Vejledning 2006 fremgår ligeledes, at hovedreglen
er, at befordrings- godtgørelse for kørsel i privat bil udbetales
efter lav sats. Ved denne godtgørelse ydes dækning for
de variable udgifter, der er forbundet med at køre i bil, det
vil sige benzin, dækslid, værditab og vedligeholdelse.
Befordringsgodtgørelse efter høj sats forudsætter, at der fra
tjenestestedet er udfærdiget en skriftlig kørselsbemyndigelse.
En sådan bemyndigelse udfærdiges kun, hvis der med
en stilling er forbundet regelmæssig kørsel af større omfang
eller af speciel art. Det fremgår af Personaleadministrativ
Vejledning 2006, at den høje sats er beregnet til ansatte, der
forudsættes at stille bil til rådighed i forbindelse med deres
arbejde, eller som efter tjenestestedets vurdering kun vanskeligt
kan bestride dette, hvis de ikke kører i privat bil. Disse
forudsætninger gør sig efter Justitsministeriets opfattelse
ikke gældende i forbindelse med varetagelsen af hvervet
som bistandsværge.”
3. Beskikkelse af pårørende
LPD oplyste, at foreningen generelt er betænkelig ved beskikkelse
af pårørende som bistandsværger, hvilket bl.a.
skyldes familiemedlemmers umiddelbare følelsesmæssige
involvering. Foreningen ser derfor gerne en ændring af straffelovens
§ 71 for så vidt angår sætningen “så vidt mulig en
person af hans nærmeste pårørende”. LPD respekterer naturligvis
den gældende lov, men fremsatte ønske om, at der
i forbindelse med spørgsmål om beskikkelse ikke af myndighederne
gås for aggressivt frem i forhold til at overtale
familiemedlemmer til at blive beskikket som værger. Foreningen
oplyste i denne forbindelse, at det forholdsvis ofte
forekommer, at familiemedlemmer, der er beskikkede som
bistandsværger, ønsker at hvervet overtages af en “professionel”.
LPD fremsatte endvidere ønske om, at familiemedlemmer,
der beskikkes som bistandsværger, orienteres af
politiet om foreningen - eventuelt i form af henvisning til
foreningens hjemmeside, www.lpd-info.dk I henhold til bistandsværgebekendtgørelsen
§ 5 skal politiet bistå retten

med at fi nde en person, der kan beskikkes som bistandsværge.
Den sigtede/tiltalte/dømte skal i den forbindelse
indledningsvis spørges, om der er en bestemt person, som
han ønsker at få beskikket. Hvis den sigtede/tiltalte/dømte
ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller
ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive
beskikkede, skal politiet indstille en person fra fortegnelsen
over bistandsværger.
Det må således antages, at der består en vis forpligtigelse for
politiet til at forespørge familiemedlemmer om deres villighed
til beskikkelse, men at der samtidigt af politiet også skal
tages hensyn til vedkommende familiemedlems egnethed.
Ingen bør presses til accept af hvervet, særligt ikke i tilfælde,
hvor der er formodning om, at vedkommende ikke reelt er
villig til at påtage sig de forpligtelser, der er en følge af beskikkelse
som bistandsværge.
4. Udbetaling af vederlag til bistandsværger
LPD fremsatte på mødet bl.a. ønske om, at politiet selv tager
initiativ til udbetaling af vederlag, således at værgen ikke
selv skal fremsætte anmodning om betaling. Det er endvidere
et stort problem, at politiet ikke i forbindelse med
udbetalingen klart tilkendegiver, hvilken person og hvilken
tidsperiode, den pågældende udbetaling vedrører.
Rigspolitiet har ved rundskrivelse af 8. marts 1995 instrueret
politikredsene om bl.a. følgende: ”.... vederlag udbetales før-
ste gang, når politikredsen fra retten modtager meddelelse
om beskikkelsen. Efterfølgende bør sager vedrørende den
dømte fremtages hver 3. måned med henblik på eventuel
anvisning af yderligere vederlag.” Det er således politikredsene,
der af egen drift skal påse udbetaling af vederlag.
5. Underretning af bistandsværgen om aktuelt opholdssted
LPD oplyste på mødet, at det er et ofte forekommende problem,
at bistandsværger ikke er orienteret om, hvor den
sigtede/tiltalte/dømte aktuelt har ophold. Den pligtmæssige
orientering fra sygehuse, institutioner mv. i henhold til
bistandsværgebekendtgørelsens § 13 bliver ofte ikke iagttaget.
LPD har derfor ønske om, at politiet i forbindelse med skriftlige
henvendelser til bistandsværgen angiver det for politiet
seneste oplyste opholdssted, f.eks. i forbindelse med tilsigelse
til retsmøder.
Rigspolitiet oplyste i denne forbindelse, at det bl.a. af Justitsministeriets
besvarelse af spørgsmål nr. 150 af 16. januar
2007 fra Folketingets Retsudvalg fremgår, at Rigspolitiet har
tilkendegivet, at bistandsværger til enhver tid kan rette henvendelse
til politiet med anmodning om adresseoplysninger
vedrørende deres klienter.
6. Kontaktinformationer til politikredsene
17 LPD · avisen

Rigspolitiet orienterede om politireformen. I den forbindelse
udleveredes kontaktinformationer og et landkort visende
de nye politikredse, ligesom der i øvrigt blev henvist
til www.politi.dk
7. Oplysninger, der bør tilgå bistandsværger
LPD oplyste på mødet, at Justitsministeriets generelle ”Vejledning
til bistands- og tilsynsværger” fra 1977 er stærkt forældet.
LPD tilkendegav at ville vende tilbage med oplysninger om,
hvad der bør tilgå bistandsværger i forbindelse med konkrete
beskikkelser.
Af bistandsværgebekendtgørelsens kapitel 3 fremgår, hvilke
beføjelser, der er tillagt bistandsværgen. Af § 10, stk. 1,
fremgår, at politiet skal holde bistandsværgen underrettet
om, hvornår der afholdes retsmøder. Af § 10, stk. 2, fremgår
det, at ”Udskrifter af domme og kendelser angående den
sigtede, tiltalte eller dømte skal på begæring udleveres til
bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn
undtagelsesvis taler herimod.”
Det fremgår endvidere af Justitsministeriets besvarelse af
spørgsmål fra Retsudvalget, at ministeriet er i kontakt med
foreningen i forbindelse med spørgsmål om fi nansiering af
omkostninger ved udarbejdelse af informationsmateriale
m.v.
8. Tolke
LPD forespurgte, hvorvidt bistandsværger kunne henvise
institutioner mv. til at rette henvendelse til Rigspolitiet med
anmodning om bistand, når det ikke var muligt for institutionen
at fremskaff e en tolk, hvilket er et problem af stigende
omfang, særligt i forhold til mere (efter danske forhold)
sjældne sprog.
Rigspolitiets tolkeoversigt er til tjenestebrug. Oplysninger fra
tolkeoversigten må ikke videregives i henhold til de interne
tjenesteinstrukser, som er fastsat for politiets tolkeoversigt.
Politiet kan således ikke bistå i denne sammenhæng. Af retsbøger
mv. vil det imidlertid fremgå, hvilken tolk, der er gjort
brug af i forbindelse med bl.a. retsmøder.
9. Advokater som bistandsværger
LPD oplyste, at foreningen generelt var betænkelig ved, at
advokater blev beskikket som bistandsværger.
Rigspolitiet henviste til Justitsministeriets besvarelse af
spørgsmål nr. 68 af 20. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg,
der er gengivet nedenfor:
Spørgsmål:
18 LPD · avisen
”Kan en advokat efter gældende regler også fungere som
klientens bistandsværge, og hvad er i givet fald ministerens
kommentar?”
Svar:
Det følger af bistandsværgebekendtgørelsens § 5, stk. 1,
at politiet skal bistå retten med at fi nde en person, der kan
beskikkes som bistandsværge. Hvis den sigtede, tiltalte eller
dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende,
eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til
at blive beskikket, skal politiet indstille den bistandsværge,
der på fortegnelsen over bistandsværger står for tur til at
blive beskikket.
For så vidt angår de bistandsværger, der er optaget på
statsamternes fortegnelser over bistandsværger gælder, at
de antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt
egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer,
herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og
undervisningssektoren, jf. bistandsværgebekendtgørelsens
§ 1, stk. 3.
I henhold til bistandsværgebekendtgørelsens § 1, stk. 4,
kan eller bør en række personer ikke antages som bistandsværger.
Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller
sygehusafdeling, institution for personer med vidtgående
psykiske handicap mv., må ikke antages som bistandsværger
med virke for personer på samme sygehus eller afdeling
eller på samme institution mv. Det samme gælder for
personer, der i øvrigt har med driften eller administrationen
af det pågældende psykiatriske sygehus eller afdeling eller
pågældende institution mv. at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden,
politiet og kriminalforsorgen bør endvidere ikke
antages som bistandsværger.
Advokater er ikke opregnet blandt de persongrupper, som
efter bekendtgørelsen ikke bør antages som bistandsværger,
og det vil derfor være muligt for en advokat at ansøge
statsamtet om optagelse på fortegnelsen over bistandsværger,
jf. bistandsværgebekendtgørelsens § 1, stk. 1.
Justitsministeriet er ikke bekendt med, at beskikkelse af advokater
som bistandsværger har givet anledning til problemer
i praksis, og på denne baggrund giver spørgsmålet ikke
Justitsministeriet anledning til bemærkninger.
10. Årlige møder
LPD fremsatte ønske om afholdelse af årlige møder med
Rigspolitiet.
Rigspolitiet gav tilsagn om sådanne møder.
Det aftaltes, at LPD vil vende tilbage over for Rigspolitiet om
ca. 1 år med angivelse af temaer til drøftelse.

Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 66
Offentligt
19 LPD · avisen

20 LPD · avisen
Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 67
Offentligt

Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 68
Offentligt
21 LPD · avisen

22 LPD · avisen
Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 69
Offentligt

Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 70
Offentligt
23 LPD · avisen

24 LPD · avisen
Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 71
Offentligt

Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 72
Offentligt
25 LPD · avisen

26 LPD · avisen
Retsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 73
Offentligt

Retsudvalget
L 168 - Svar på Spørgsmål 105
Offentligt
27 LPD · avisen

28 LPD · avisen
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Kontor: Menneskeretsenheden
Sagsnr.: 2006-792-0175
Dok.: DBO40294
Besvarelse Besvarelse af af spørgsmål spørgsmål nr. nr. 155 155 af
9. januar 2006 2006 fra Folk Folketingets Folk
tingets Retsudvalg.
Retsudvalg.
Spørgsmål:
Spørgsmål:
Svar: Svar:
Svar:
Retsudvalget, Sundhedsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 155
Offentligt
Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel: Psykisk syge straffes hårdere end
andre for småforbrydelser , bragt i Politiken 4/1-06.
1. 1. Artiklen bygger på Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Socialt Udsattes udredning
nr. 4/2006 om brug af særforanstaltninger over for psykisk syge kriminelle i et menneskeretligt
perspektiv. Udredningen blev offentliggjort den 5. januar 2006.
I udredningen anføres det blandt andet, at der foreligger forskelsbehandling, når en psykisk syg
idømmes en retsfølge i form af en særforanstaltning eventuelt ved indlæggelse på en psykiatrisk
afdeling, mens en ikke-psykisk syg idømmes en straf for samme kriminalitet.
Institut for Menneskerettigheder og Rådet for Socialt Udsatte lægger her til grund, at Der er tale
om sammenlignelige grupper, idet såvel ikke-psykisk syge og psykisk syge, der begår kriminalitet,
idømmes en retsfølge efter straffelovgivningen. (udredningen s. 13f, se også s. 166ff). Det
anføres herefter, at forskelsbehandlingen dog er sagligt og rimeligt begrundet i forfølgelsen af
det legitime formål, som består i at forebygge, at den pågældende begår nye forbrydelser, og i at
sikre, at den pågældende får den rette psykiatriske behandling inden for et system, der er tilpasset
psykisk syge.
I udredningen bemærkes det endvidere, at anvendelse af særforanstaltninger kan være meget
indgribende, fordi det kan indebære indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det vurderes derfor, at
anvendelsen af særforanstaltninger ikke er proportional i forhold til formålet i sager om mild
kriminalitet, hvor retten ville idømme en bøde, såfremt den pågældende ikke var psykisk syg, og
at anvendelse af særforanstaltninger i disse sager således er i strid med det menneskeretlige diskriminationsforbud
indeholdt i bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14
og FN s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder artikel 26.

Justitsministeriet
Civil- og Politiafdelingen
Kontor: Civilkontoret
Sagsnr.: 2006-150-0184
Dok.: STC40096
Besvarelse Besvarelse af spørgsmål nr. nr. 156 156 af
9. 9. januar 2006 2006 fra fra Folk Folketingets Folk
tingets tingets Retsudvalg.
Spørgsmål:
Spørgsmål:
Svar:
Svar:
Retsudvalget, Sundhedsudvalget
REU alm. del - Svar på Spørgsmål 156
Offentligt
Ministeren bedes kommentere vedlagte henvendelse fra bistandsværgerne for så
vidt angår spørgsmål på Justitsministeriets område.
1. 1. 1. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Foreningen af Politimestre
i Danmark og Rigspolitichefen. Justitsministeriet har desuden indhentet en udtalelse fra
Politidirektøren i København, som har henholdt sig til det af Foreningen af Politimestre i Danmark
anførte. De indhentede udtalelser refereres nedenfor i tilknytning til Justitsministeriets
kommentarer til de enkelte emner, som berøres i henvendelsen til Folketingets Retsudvalg.
2. 2. 2. Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark (LPD) anfører i sin henvendelse
bl.a., at honoraret til bistandsværger beskikket for henholdsvis hjemmeboende og institutionsanbragte
dømte bør være det samme, da det er samme arbejde, der udføres af bistandsværgen.
Justitsministeriet kan oplyse, at ifølge § 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om
bistandsværger med senere ændring (herefter bistandsværgebekendtgørelsen), udbetaler vedkommende
politikreds 1.131 kr. (1.272 kr. pr. april 2005) i vederlag til en bistandsværge, der er
optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet eller tiltalt under
straffesagens behandling. Til en bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger,
og som er beskikket for en dømt, udbetaler vedkommende politikreds i årligt et grundbeløb
på 1.508 kr. (1.695 kr. pr. april 2005). Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen 1.131
kr. (1.272 kr. pr. april 2005) for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen
er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende, jf.
bekendtgørelsens § 18, stk. 2.
Baggrunden for at bistandsværgen er berettiget til et yderligere vederlag, når den dømte i henhold
til dommen er indlagt på psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller
29 LPD · avisen

Værd at vide...
Vederlag
til bistandsværger pr. 1. april 2007
Justitsministeriet har den 30. marts 2007 til samtlige politikredse
udsendt følgende:
Vederlag til bistandsværger
Efter §18 i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger
udbetales der vederlag til bistandsværger, som
er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket
for henholdsvis en sigtet eller tiltalt under straff esagens
behandling og en dømt.
Ved bekendtgørelse nr. 1025 af 21. oktober 2004 om ændring
af bekendtgørelse om bistandsværger blev der indsat en ny
bestemmelse i bekendtgørelsen, der har til formål at regulere
størrelsen af vederlaget til bistandsværger. Det fremgår således
af § 18, stk. 5, at beløbene i § 18, stk. l og 2 (grundbeløb
pr. 1. april 2000) reguleres årligt pr. 1. april med den på dette
tidspunkt gældende reguleringsprocent for ansatte i amter og
kommuner.
Justitsministeriet skal i den anledning meddele, at reguleringsprocenten
for kommunalt ansatte pr. 1. april 2007 udgør
30 LPD · avisen
16,0535%. De i bekendtgørelsens § 18, stk. 1, og stk. 2,2. pkt.,
nævnte beløb udgør således pr. 1. april 2007 1.313 kr., og det i §
18, stk. 2, 1. pkt., nævnte beløb udgør pr. 1. april 2007 1.750 kr.
Altså det tidligere beløb på 1200 kr. udgør nu: 1313 kr.
Det tidligere beløb på 1600 kr. udgør nu: 1750 kr.
Transportgodtgørelse pr. 1. januar 2007.:
Biler og motorcykler
§ 14 Almindelig godkendt kørsel : 1,78 kr. pr. kilometer
§ 15 Kørsel i henhold til bemyndigelse
Indtil 20.000 km i et kalenderår: 3,35 kr. pr. km
Ud over 20.000 km i et kalenderår: 1,78 kr. pr. km

Værd at vide...
Straff eattest-regler
Politiet
J.nr.: 2007-4503-22/ NIK 1184 + bilag
DATAAFDELINGEN, Kriminalregisteret Postboks 93
2650 Hvidovre, Telefon: 4633 1478 Telefax: 4633 1479
De har ved brev af 16. februar 2007 anmodet Rigspolitichefen
om at få tilsendt en kort, samlet redegørelse for de regler,
der gælder for straff eattester for personer, der er idømt
en foranstaltning efter ”straff elovens §§ 68-70. De ønsker
samtidig oplyst om det er muligt at søge dispensation til at
få udstedt en ren straff eattest før tid.
Reglerne for registrering og sletning af oplysninger i Kriminalregisteret,
samt videregivelse af disse, er anført i Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om
behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister
(Kriminalregisteret) som ændret ved bekendtgørelse
nr. 782 af 12. august 2005, bekendtgørelse nr. 1030 af 13.
oktober 2006 og bekendtgørelse nr. 1376 af 12. december
2006. Til Deres orientering vedlægges bekendtgørelsen
med tilhørende bilag. Der vedlægges endvidere en folder,
der på en nem og overskuelig måde viser, hvor længe de
forskellige afgørelsestyper udskrives på en privat og off entlig
straff eattest.
Reglerne for udstedelse af en straff eattest til privat brug er
anført i bekendtgørelsens § 11. Det fremgår af § 11, stk. 1 nr.
1, og nr. 2, ”at tiltalefrafald og bødestraff e medtages indtil
der er forløbet 2 år fra den endelig afgørelse. Andre afgørelser
medtages indtil der er forløbet 3 år fra den endelig afgørelse
jf. § 11, stk. 1, nr. 3. Hvis den, som afgørelsen vedrører,
har været indsat til afsoning, medtages afgørelsen dog, hvis
der ikke er forløbet 5 år fra den endelige løsladelse. Foranstaltninger
efter straff elovens §§ 68-70 medtages ikke, hvis
der er forløbet 5 år fra retsfølgens endelige ophævelse jf. §
11 stk. 2, nr. 4.
Som det fremgår af ovenstående, så vil en dom med foranstaltninger
efter straff elovens §§ 68-70 for overtrædelse
af’ straff eloven og lovgivningen om euforiserende stoff er
fremgå af en straff eattest til privat brug indtil der er forløbet
5 år fra foranstaltningens endelige ophævelse.
Rigspolitichefen kan efter ansøgning fra den registrerede i
særlige tilfælde meddele dispensation fra de i § 11, stk. 2 og
3 anførte tidsfrister, jf. § 11, stk. 5. En ansøgning om dispensation
i henhold til denne bestemmelse fremsendes til:
Kriminalregisteret
Postboks 93, 2650 Hvidovre
31 LPD · avisen

Værd at vide...
Bistandsværger har
utålelige forhold
Klip fra AG - Grønlandsposten:
Af Christian Schultz-Lorentzen
Rapport tegner kritisabelt billede af bistandsværgernes
arbejdsvilkår med de mere end halvt hundrede domfældte
grønlændere anbragt i danske anstalter.
KØBENHAVN - Det er ikke kun de frihedsberøvede grønlændere,
dømt til tvangsanbringelse på ubestemt tid i anstalter
i Danmark - der lider under den nuværende retstilstand.
Også bistandsværgerne, som varetager en række kontaktfunktioner
for domfældte, surrogatfængslede, mentalobservanter
og tvangsindlagte - er i alvorlig klemme.
»At hverve og fastholde grønlandske værger - i et hverv som
er ganske tidskrævende og udfordrende og hvor mødet med
klienterne får stor menneskelig og personlig betydning og
konsekvens - er blevet stadigt mere vanskeligt.
Det store ansvar, som påhviler værgerne, bliver værdsat,
men ikke anerkendt økonomisk. Dette har betydet, at det
dels er vanskeligt at rekruttere værger og endnu vanskeligere
at fastholde dem ved ”hvervet«. Sådan lyder det blandt
andet i en rapport fra Det Grønlandske Hus i København,
som varetager ansvaret for bistandsværgefunktionen. Konsekvenserne
er helt håndgribelige:
Helt nødvendige
»Mange værger stopper efter få år, fordi hvervet griber om
sig. Nogle fordi de fl ytter tilbage til Grønland.
Enkelte stopper på grund af nyt arbejde i en anden region
eller på grund af sygdom. Andre fi nder, at manglende anerkendelse
på alle områder i hvervet, spiller en stor rolle for
drivkraften i deres engagement.
Når der mest er modgang bliver nogle magtesløse og vælger
at frasige hvervet. I sidste ende kan ustabile og fagligt
utilstrækkeligt påklædte bistandsværger bringe anbragte i
en mere usikker position og omvendt er værgernes tilstede-
32 LPD · avisen
værelse for de anbragte fuldkommen nødvendig«. Rapporten
indgår som en del af arbejdet i en arbejdsgruppe under
Hjemmestyret, der i øjeblikket kulegraver hele bistandsværgefunktionen
i både Danmark og Grønland, og som i næste
måned ventes at holde sit sidste møde i Nuuk.
Det Grønlandske Hus’ 28 bistands-, tilsyns- og omsorgsværger
havde i 2006 kontakten til 56 grønlændere anbragt på
anstalter i Danmark. Bistandsværgernes primære opgave er
blandt andet at påse, at den tidsubestemte foranstaltning
ikke strækker sig ud over det nødvendige. Herudover er der
en række mere omsorgsprægede opgaver for at sikre en vis
grad af grønlandsk kontakt.
Ringe økonomi
Det stigende antal grønlandsk dømte og et tilsvarende stigende
antal forskellige værger har også belastet Det Grønlandske
Hus økonomi, der sidste år modtog 435.000 kroner i
tilskud fra Hjemmestyret til honorarer, omsorgsudgifter,
Kørselsgodtgørelse, løn og administration.
Manglen på tilstrækkelig og kontinuerlig uddannelse, supervision
af værgekorpset, og at hvervet er dårligt økonomisk
honoreret, bør ændres, da det har betydning for den
enkelte værges interesse for hvervet. »Det er vigtigt for fastholdelse
af et professionelt værgenetværk at tilbyde respekt
om ansættelsesforhold.
Det gælder også spørgsmål om goder, der som en selvfølgelighed
ydes til andre lønmodtagere: feriegodtgørelse, ATP
og sikring i forbindelse med sygdom«.
»Et der regler for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med
tilkald, f.eks. til retsmøder? Reguleres honorarsatser - og efter
hvilke regler?
Hvem har ansvaret for at forhandle gode vilkår for værger
og sørge for, at de rar opfyldt de helt basale rettigheder i
relation til deres afl ønning og virke?«

»For bistandsværgeadministrationen kan det være utrygt
og vanskeligt at rådgive værger om ansættelses- og lønforhold,
som der ikke fi ndes entydige og klare regler for«, hedder
det i rapporten.
Det fremgår af rapporten, at Justitsministeriet har afvist en
bevilling af supervision til bistandsværger, som ofte er uden
professionel baggrund, og samtidig skal påtage sig stadig
større og fl ere opgaver.
Selvom Den Grønlandske Retsvæsenskommission anbefaler,
at man hjemtager de grupper, der er anbragt i Danmark,
mangler forudsætningerne for at realisere et sådan initiativ
inden for overskuelig fremtid.
Værd at vide...
Derfor vil der stadig være anbragte i Danmark og dermed
bistandsværger i Danmark i en del år endnu. Det Grønlandske
Hus håber med sin rapport at få en afklaring af forholdene
for bistandsværgerne i Danmark.
Samtidig dannede bistandsværgerne sidste år deres egen
forening Nukik, ligesom Huset er indgået i et samarbejde
med vejledningsafdelingen under Landsdommerembedet i
Grønland om opbygning af en fælles hjemmeside.
Det forberedende arbejde er afsluttet - men der mangler
økonomi til den endelige udformning.
Grønlandske bistandsværger
i Danmark
Justitsministeriets vejledning af 17. juni 1998
I starten af 1990’ erne havde LPD store problemer med
grønlandske patienter, der blev overført til Danmark (Vordingborg).
Hvilken lov gjaldt for dem? Landsforeningen
fi k efter nogen tid såvel Justitsministeriet som Grønlands
Hjemmestyre til at erkende, at en grønlandsk psykiatrisk
patient indlagt i Danmark hørte under den danske lovgivning,
specielt den danske psykiatrilov.
Men på forespørgsel fra justitsministeriet fremsendte LPD
i 1998 forslag til en bistandsværgeordning i Grønland, et
forslag, der stort set fulgte de danske regler med nødvendige
ændringer (b. a. hensyn til de geografi ske forhold i
Grønland). Dette medførte udsendelse af Justitsministeriets
vejledning af 17. juni 1998
Vejledning om bistandsværger beskikket efter den
grønlandske kriminallov.
1. Efter kriminalloven skal der i en række situationer beskikkes
en bistandsværge for personer, som er frihedsberøvede
eller idømt tilsyn. Denne vejledning gælder for bistandsvær-
ger, som er beskikket i henhold til den grønlandske kriminallov,
uanset om den dømte er anbragt i Grønland eller i Danmark.
Vejledningen gælder således ikke for bistandsværger
beskikket i henhold til den danske straff elov.
2. Reglerne om bistandsværger fi ndes i kriminalloven for
Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 13. februar 1979,
som ændret senest ved § l i lov nr. 476 af 12. juni 1996.
Beskikkelse af bistandsværger
3. Kriminalloven foreskriver, at der skal beskikkes en bistandsværge
for Enhver,
a. der er dømt til anbringelse på ubestemt tid i anstalt i
Grønland, jf. § 102, stk. 2,
b. der på grund af psykisk abnormitet eller af sikkerhedsmæssige
grunde er dømt til anbringelse på ubestemt tid
i en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i
Danmark, jf. § 102, stk. 3,
33 LPD · avisen

c. der på grund af psykisk abnormitet er dømt til anbringelse
på ubestemt tid på hospital eller anden institution,
om fornødent i Danmark, i henhold til § 113, stk. 1, 1.
pkt.,
d. der på grund af psykisk abnormitet er idømt anden indgribende
foranstaltning på ubestemt tid efter § 113, stk.
1,2. pkt., herunder forsorg efter reglerne i §§ 94-98,
e. der på grund af alder, helbredstilstand eller andre særlige
omstændigheder i medfør af § 104, stk. 1, overføres
fra anstalt til hospital eller egnet hjem eller institution til
særlig pleje eller forsorg, om fornødent i Danmark,
f. der i medfør af § 104, stk. 2, på grund af psykisk abnormitet
eller af sikkerhedsmæssige grunde overføres til
hospital, om fornødent i Danmark, eller psykiatrisk ledet
anstalt under kriminalforsorgen i Danmark.
4. Politiet i Grønland skal efter endelig dom bistå den ret,
der har pådømt sagen i 1. instans (kredsretten eller -
hvis sagen er pådømt af Grønlands Landsret i 1. instans
- landsretten) med at fi nde en person, der kan beskikkes
som bistandsværge.
5. Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af
den dømtes nærmeste pårørende.
For så vidt angår personer, der i medfør af kriminalloven
dømmes til anbringelse i dansk psykiatrisk ledet
anstalt (Anstalten ved Herstedvester) eller psykiatrisk
hospital (Amtshospitalet i Vordingborg eller i særlige
tilfælde Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing
Sjælland) eller anden institution m.v. eller dømmes
til at undergive sig anden indgribende foranstaltning på
ubestemt tid i Danmark, er det en forudsætning, at bistandsværgen
bor i Danmark.
For så vidt angår personer, der i medfør af kriminalloven
er dømt til anbringelse i anstalt i Danmark, og som administrativt
overføres til anstalt i Grønland, er det en forudsætning,
at der beskikkes en bistandsværge, der bor i
Grønland.
I tilfælde af administrativ tilbageførsel til Danmark er det
en forudsætning, at der beskikkes en bistandsværge,
der bor i Danmark Hvis den dømte ikke selv foreslår en
person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af de
pågældende er villige eller egnede til eller på grund af
bopælsforholdene ikke har mulighed for at blive beskikket,
skal politiet indstille en bistandsværge, om fornødent
efter henvendelse til de sociale myndigheder.
For så vidt angår domfældte, der er anbragt eller undergivet
anden indgribende foranstaltning i Danmark,
anmoder politiet Grønlændernes Hus i København (Kalaallit
Illuutaat) om over for politiet at indstille en egnet
bistandsværge.
6. Såfremt der på grund af den påtænkte bistandsværges
beskæftigelse eller lignende, herunder f.eks. som sagsbehandler
i socialforvaltningen for den pågældende eller som
ansat på den anstalt, hvor den pågældende er anbragt,
foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om ved-
34 LPD · avisen
kommendes egnethed til at varetage netop denne dømte
s interesser på behørig måde, indstilles en anden. Ansatte
i anklagemyndigheden, politiet eller kriminalforsorgen bør
ikke antages som bistandsværger.
Forinden der sker indstilling til retten vedrørende beskikkelsen,
skal den pågældende bistandsværge samt den dømte
have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte indstilling.
Politiet/ Grønlændernes Hus i København skal endvidere sikre
sig, at bistandsværgen ikke er forhindret, f. eks. på grund
af bortrejse, sygdom eller lignende.
Bistandsværgen kan afslå at lade sig indstille til beskikkelse,
hvis den pågældende allerede er beskikket for andre dømte.
7. Politiet indbringer herefter sagen for den ret, der har truffet
afgørelse i sagen i 1. instans, jf. pkt. 4, med indstilling om
beskikkelse af bistandsværgen.
Retten fremsender retsbogsudskrift samt kopi af værgebeskikkelse
direkte til den dømtes bisidder, politiet, Kriminalforsorgen
i Grønland, bistandsværgen, en eventuel tidligere
bistandsværge beskikket for den pågældende samt det
pågældende hospital eller den pågældende anstalt/institution,
der orienterer den dømte om beskikkelsen. Ved beskikkelse
af bistandsværger i Danmark sendes retsbogsudskrift
samt kopi af værgebeskikkelse endvidere til Grønlændernes
Hus i København.
8. En begæring fra den dømte om at fa en allerede beskikket
bistandsværge udskiftet med en anden fremsættes over for
politiet, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten.
Bistandsværgens opgaver og beføjelser
9. Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samråd med
den dømte.
10. Det er enhver bistandsværges opgave at holde sig underrettet
om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at
opholdet i anstalten, på hospitalet, eller i institutionen og
andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt,
jf. pkt. 11, at rådgive og vejlede den dømte om
klageadgang, herunder i henhold til sindssygeloven, samt
om muligheden for at søge prøveløsladelse eller en idømt
foranstaltning ændret eller ophævet. Bistandsværgen skal
endvidere bistå den pågældende med at udforme eventuelle
klageskrivelser og anmodninger om prøveløsladelse og
foranstaltningsændring eller -ophævelse, samt yde bistand
ved behandlingen af disse sager, og at - så vidt der er muligt
- besøge den dømte snarest muligt efter beskikkelsen og til
stadighed holde sig i forbindelse med denne.
Besøg skal i øvrigt fi nde sted efter behov og under hensyntagen
til bistandsværgens adgang til at få dækket sine befordringsudgifter,
jf. pkt. 20.
I de tilfælde, hvor den dømte er anbragt i Danmark, er det
endvidere bistandsværgens opgave, at besøge den dømte
mindst en gang månedligt, at være den pågældende be-

hjælpelig med at opretholde en tilfredsstillende kommunikation
til den dømte s pårørende i Grønland, og at være
opmærksom på den dømte ved fødselsdage, jul m.v.
11. De nærmere regler om bistandsværgens mulighed for
at fremsendte begæring om prøveløsladelse og foranstaltningsændring
eller -ophævelse mv. er følgende:
a. Ved dom til anbringelse på ubestemt tid i anstalt i Grønland
efter kriminallovens § 102, stk. 2, har bistandsværgen
mulighed for at fremsætte begæring om løsladelse,
endeligt eller på prøve, efter kriminallovens § 108, stk.
2. Begæring herom kan fremsættes over for politiet på
et hvilket som helst tidspunkt efter dommen, hvorefter
politiet har pligt til snarest muligt at indbringe spørgsmålet
for retten. Tager retten ikke begæringen til følge,
kan spørgsmålet ikke forlanges indbragt for retten, før
der er forløbet 1 år fra afgørelsen.
b. Ved dom til anbringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk
ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark
efter kriminallovens § 102, stk. 3, kan bistandsværgen
ved henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen
som led i et udslusningsforløb - begære den
dømte overført til en anstalt i Grønland, jf. kriminallovens
§ 102, stk. 4. Bistandsværgen kan endvidere
på et hvilket som helst tidspunkt efter dommen begære
spørgsmålet om ændring af foranstaltningen indbragt
for retten Tages begæringen ikke til følge, er fristen for
en ny prøvelse af spørgsmålet et halvt år fra afgørelsen,
jf. kriminallovens § 104, stk. 4, jf. § 102, stk. 3. Bistandsværgen
har endelig mulighed for at fremsætte begæring
om løsladelse, endelig eller på prøve, efter reglerne
i kriminallovens § 108, stk. 2.
c. Ved dom til anbringelse på hospital eller anden institution
i henhold til kriminallovens § 13, stk. 1, 1. pkt.. kan
bistandsværgen på et hvilket som helst tidspunkt efter
dommen begære foranstaltningen ophævet eller ændret.
Tages begæringen ikke til følge af retten, er fristen
for en ny prøvelse af spørgsmålet 1 år fra afgørelsen.
d. Ved dom om anden indgribende foranstaltning i henhold
til kriminallovens § 113, stk. 1,2. pkt., kan bistandsværgen
på et hvilket som helst tidspunkt efter dommen
begære foranstaltningen ophævet eller ændret. Tages
begæringen ikke til følge af retten, er fristen for en ny
prøvelse af spørgsmålet l år fra afgørelsen.
e. Efter overførsel af den dømte fra anstalt til hospital eller
egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg,
om fornødent i Danmark, jf. kriminallovens § 104, stk. 1,
samt efter overførsel af psykisk abnorme lovovertrædere
til hospital, om fornødent i Danmark, eller til en psykiatrisk
ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark,
jf. kriminallovens § 104, stk. 2, kan bistandsværgen ved
henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen - som
led i et udslusningsforløb begære den dømte overført
til en anstalt i Grønland, jf., kriminallovens § 102, stk. 4.
Bistandsværgen kan endvidere på et hvilket som helst
tidspunkt fremsætte begæring om ændring af foranstaltningen.
Såfremt begæringen ikke tages til følge, er
fristen for fremsættelse af en ny begæring et halvt år fra
afgørelsen, jf. kriminallovens § 104, stk. 4. Bistandsværgen
har endvidere mulighed for at fremsætte begæring
om løsladelse, endeligt eller på prøve, efter reglerne i
kriminallovens § 108, stk. 2.
12. I alle tilfælde skal politiet af egen drift fremsætte begæring
om prøveløsladelse, respektivt foranstaltningsændring
eller -ophævelse senest 3 år efter dom og derefter hvert andet
år. Ved genindsættelse dog senest 2 år efter genindsættelsen
og derefter hvert andet år jf. kriminallovens § 108, stk.
3. I sådanne tilfælde giver retten meddelelse til den anstalt
mv., hvor domfældte er anbragt, om tid og sted for de forestående
retlige skridt.
13. Bistandsværger har ret til fri og uhindret personlig,
skriftlig og telefonisk forbindelse med den dømte, medmindre
efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis måtte
tale derimod.
14. Retten skal holde bistandsværgen underrettet om,
hvornår der afholdes retsmøder vedrørende den dømte,
herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af en ny bistandsværge.
Udskrifter af domme og kendelser angående
den dømte skal på begæring udleveres til bistandsværgen,
medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis
måtte tale derimod.
15. Landsrettens vejledningsafdeling skal efter anmodning
i fornødent omfang og under hensyn til den grønlandske
retsplejelovs bestemmelser orientere bistandsværgen om
sagen og om bistandsværgens rettigheder og pligter.
16. En anstalt, et hospital eller en institution mv., som modtager
en person, der har en bistandsværge beskikket, skal
snarest underrette bistandsværgen, når den pågældende
påbegynder et ophold på stedet. Personalet i anstalten,
på hospitalet eller institutionen mv. skal endvidere give bistandsværgen
enhver oplysning, som er nødvendig, for at
denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning,
som af lægelige grunde ikke gives til den dømte, må
heller ikke gives til bistandsværgen. Bistandsværgen har ret
til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen
vedrørende den dømte, som den pågældende er beskikket
for, i det omfang en sådan protokol fi ndes.
Bistandsværgen har endvidere ret til at gøre sig bekendt
med indholdet af den dømtes journal, herunder behandlingsplan,
i det omfang, en sådan fi ndes, såfremt den pågældende
selv ville have adgang hertil, og såfremt den
pågældende meddeler samtykke til, at bistandsværgen rar
adgang til journalen.
Anstalten, hospitalet eller institutionen m.v. skal underrette
35 LPD · avisen

istandsværgen ved afslutningen af den dømtes ophold på
stedet.
17. Der påhviler bistandsværgen tavshedspligt.
Beskikkelsernes ophør mv.
18. Beskikkelsen som bistandsværge for en dømt bortfalder,
når den idømte foranstaltning endeligt ophæves.
Beskikkelsen som bistandsværge bortfalder endvidere, hvis
den beskikkede bistandsværge udskiftes med en anden.
Såfremt beskikkelsen som bistandsværge bortfalder, bistår
bistandsværgen dog den dømte i forbindelse med klager,
som var iværksat på tidspunktet for beskikkelsens bortfald.
19. Retten kan fratage en bistandsværge hvervet, hvis den
pågældende groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet,
eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. En sådan afgørelse
medfører, at nye beskikkelser af den pågældende ikke
kan fi nde sted.
Vederlag til bistandsværger
20. Vederlag til bistandsværger i Grønland udbetales af Politimesteren
i Grønland. Vederlag til bistandsværger i Danmark
udbetales af Grønlændernes Hus i København, der administrerer
bistandsværgeordningen i Danmark på vegne af
Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Der udbetales i årligt grundbeløb 1.600 kr. til en bistandsværge,
der ikke er en af den dømtes nærmeste pårørende.
Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen 1.200 kr.
for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold
til dommen er anbragt i anstalt, hospital eller anden institution
mv.
De nævnte beløb dækker ud over honorar for bistandsværgens
arbejde i forbindelse med besøg, retsmøder, klagesager
m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet,
herunder udgifter til telefon m.v. Om befordringsgodtgørelse
for bistandsværger i Danmark gælder særlige regler, jf.
nedenfor.
I ganske særlige tilfælde kan Politimesteren i Grønland i
Grønlændernes Hus i København under hensyn til arbejdets
omfang forhøje eller nedsætte de nævnte beløb.
Bistandsværger i Danmark, der ikke er en af den dømtes
nærmeste pårørende, har krav på godtgørelse til befordring
efter de for ansatte i staten gældende regler (lav takst).
Bistandsværger i Danmark, der er en af den dømtes nærmeste
pårørende, har krav på godtgørelse til befordring af
udgifterne til højst tolv besøgsrejser årligt efter de for ansatte
i staten gældende regler (lav takst). Godtgørelse af de
nævnte udgifter sker ved henvendelse til Grønlænderns Hus
i København.
Denne vejledning afviger på mange punkter fra den danske
bekendtgørelse, hvilket bedst ses af LPD’ s kommentarer til
vejledningen:
36 LPD · avisen
LPD’s kommentarer til:
Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske
kriminallov
LPD havde før udsendelse af vejledningen fremsendt et forslag
til denne, og på mange punkter er vort forslag blevet imødeset.
Formålet var at få en vejledning, der på de fl este punkter var
analog med den tilsvarende danske vejledning (bekendtgørelse
nr. 32).
En gennemgang af de enkelte punkter i vejledningen viser dog,
at ikke alle problemer er blevet løst - men døm selv.
Ad. punkt 4
Der er ikke i Grønland åbnet mulighed for, at en beskikkelse kan
fi nde sted før dom - dette er klart en svaghed set fra klientens
side, også fordi det grønlandske retssystem er meget anderledes
end det danske.
Ad. punkt 5
”en af den dømtes nærmeste pårørende”. Dette er efter vor opfattelse
om muligt mere uheldigt, end den tilsvarende praksis
i Danmark ( bl.a. på grund af den geografi ske større afstand
mellem klient og pårørende ). ”om fornødent efter henvendelse
til de sociale myndigheder.” LPD opfatter dette som en tilsidesættelse
af proceduren ved beskikkelsen af de bistandsværger,
der er opført på amtets liste.
Ad. punkt 10
”i henhold til sindssygeloven” .
Er der her tale om ”Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien” ?
”Besøg skal i øvrigt fi nde sted efter behov og under hensyntagen
til bistandsværgens adgang til at fa dækket sine befordringsudgifter,
jf. punkt 20.
Dette gælder vel kun bistandsværger beskikket i kredsen af
nærmeste pårørende (max 12 besøgsrejser om året) - for ellers
er der jo helt klare regler for besøg og kørselsgodtgørelser ? ”besøge
den dømte mindst en gang månedligt.”
Grønland har her - i modsætning til de danske bistandsværger
- klart

Værd at vide...
Årsberetning 2006
Det psykiatriske patientklagenævn
for Københavns Amt
FORORD
Hermed afgiver Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Københavns
Overpræsidium sin beretning om nævnets virksomhed
i 2006, jf. § 39 i lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien (lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december
1998). Årsberetningen er nævnets ottende og sidste
årsberetning, da Københavns Overpræsidium pr. 1. januar
2007 er nedlagt.
Beretningen er udarbejdet i overensstemmelse med Indenrigs-
og Sundhedsministeriets retningslinier af 7. januar
2004 for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske
patientklagenævn.
Beretningen er udarbejdet i samarbejde med de psykiatriske
afdelinger på Amager Hospital, Bispebjerg Hospital,
Hvidovre Hospital og Rigshospitalet, samt Landsforeningen
af Patientrådgivere & Bistandsværger i Danmark.
Københavns Overpræsidium har varetaget sekretariatsopgaverne
for Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Københavns
Overpræsidium.
Afsnit II: Principielle problemstillinger mv.
Afsnit III: Principielle afgørelser.
AFSNIT I: DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVN VED
KØBENHAVNS OVERPRÆSIDIUM
1. Patientklagenævnets sammensætning
Nævnets formand er direktør Bente Flindt Sørensen, der den
1. juni 2006 afl øste overpræsident Emil le Maire. Nævnets
øvrige medlemmer er fhv. lægelig direktør Jørgen Valeur
Rosenbeck-Hansen, der er beskikket af Indenrigs- og Sund-
hedsministeriet efter udtalelse fra Den Almindelige Danske
Lægeforening, og støtte- og kontaktperson Anders Wildenschild,
der den 1. december 2006 afl øste psykolog Else Andersen.
Anders Wildenschild er beskikket af Indenrigs- og
Sundhedsministeriet efter udtalelse fra De Samvirkende
Invalideorganisationer.
Suppleanter for Bente Flindt Sørensen er kommitteret Henning
Lund-Sørensen, kontorchef Hanne Villumsen og kontorchef
Jonna Waage.
Suppleanter for Jørgen Valeur Rosenbeck-Hansen er afdelingslæge
Grethe Auken og fhv. lægelig direktør, dr.med.
Helge Worning.
Suppleanter for Anders Wildenschild er cand. psyk. Arnfi nn
Thorsteinsson, samt projektkonsulent Janne Steen Kjærulff
og stud.jur. Johnny Claes Starfi ld, der den 1. december 2006
afl øste overassistent David Bonde Henriksen og cand.psyk.
Maybritt Thomasen.
Møderne fordeles – på grund af det store mødeantal - mellem
medlemmerne og suppleanterne. Det er således ikke
kun i tilfælde af medlemmernes forfald, at suppleanterne
deltager.
Sekretærer for nævnet har været afdelingsleder Jytte Murphy
og overassistent Kirsten Wolff . Fuldmægtig Birgitte Krohn
Madsen har medvirket ved udarbejdelsen af årsberetningen.
Endvidere har nævnet været betjent af overassistent Vinnie
Svarter med stud.jur. Lise Fejerskov Sørensen som afl øser.
2. Patientklagenævnets kompetenceområde og opgaver
Det Psykiatriske Patientklagenævn behandler klager over
tvangsforanstaltninger i forbindelse med indlæggelser på
de psykiatriske afdelinger på Amager Hospital, Bispebjerg
Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet.
37 LPD · avisen

Nævnet er første instans for klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsbehandling,
tvangsfi ksering, anvendelse af fysisk magt, beroligende
medicin og beskyttelsesfi ksering, jf. kap. 3-5 i lov om frihedsberøvelse
og anden tvang i psykiatrien.
3. Antal sager og antal afgørelser
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar
2004 ”Retningslinier for udarbejdelse af årsberetninger for
det psykiatriske patientklagenævn”. Retningslinierne, der
trådte i kraft fra og med beretningen for 2003, indeholder
en afklaring af sagsbegrebet og afgørelsesbegrebet.
En ”sag” er defi neret som en patients klage til patientklagenævnet,
som skal optages som et punkt på nævnets dagsorden
på et bestemt møde. Det gælder, uanset om klagen
indeholder fl ere klagepunkter. Hvis en patient klager fl ere
gange i løbet af året, vil der derimod blive tale om
fl ere sager.
2004 2005 2006
Antal indkomne sager 236 100 % 229 100% 199 100%
-årsregulering (ult.2004,2005, 2006) - 1 0 % 1 0% - 6 3%
- antal tilbagekaldte sager - 40 17% - 27 12% - 26 13%
- antal afviste sager - 0 0% - 1 0% 0 0%
- antal sager med realitetsafgørelse 195 83 % 202 88% 167 84%
Sagernes fordeling i 2006 på de fi re hospitaler er følgende:
Ialt Tilbagekaldte sager Realitetsbeh.sager
2005 2006 2005 2006 2005 2006
Amager Hospital 52 53 4 6 48 47
Bispebjerg Hospital 83 60 12 10 71 50
Hvidovre Hospital 67 48 6 6 61 42
Rigshospitalet 28 32 6 4 22 28
I alt 230 193 28 26 202 167
Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” skal det bemærkes,
at der her ofte er tale om sager som først trækkes tilbage
umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor nævnet således
allerede har brugt tid på udsendelse af sagerne og på sagsforberedelse.
Det drejer sig i alle årene om mere end 10 %
af samtlige indkomne sager. Der er således tale om et betydeligt
antal tilbagekaldte sager, som også viser patienternes
ambivalens. Nogle patienter vil gerne klage, men bliver hurtigt
opgivende. Det er derfor vigtigt med et hurtigt fungerende
og enkelt klagesystem, der fysisk kommer ud til den
enkelte patient.
En ”afgørelse” er defi neret som en godkendelse eller en tilsidesættelse
af et tvangsindgreb.
Patientklagenævnets vurdering af ét tvangsindgreb kan føre
til, at der træff es to afgørelser vedrørende dette éne tvangsindgreb.
Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører
én afgørelse, men der kan eksempelvis være tilfælde, hvor
nævnet vurderer, at iværksættelse af tvangsindgrebet kan
godkendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse, og i
så fald vil klagen over ét indgreb statistisk føre til to afgørelser.
Herved undgås registrering af delafgørelser i form af
delvis godkendelse og delvis tilsidesættelse.
38 LPD · avisen
Nedenfor er vist antallet af afgørelser i nævnet i de seneste
år:
2004 2005 2006
316 342 279
Afgørelsernes fordeling på de fi re hospitaler er følgende:
2004 2005 2006
Amager Hospital 84 75 73
Bispebjerg Hospital 102 99 88
Hvidovre Hospital 83 137 79
Rigshospitalet 47 31 39
I alt 316 342 279
4. Sagsbehandlingstiden
Patientklagenævnet skal efter psykiatrilovens § 36, stk. 3,
træff e afgørelse snarest muligt. Er der ikke truff et afgørelse
inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal klageren
underrettes om grunden hertil. Ved klager over tvangsbehandling
skal nævnet træff e afgørelse inden 7 hverdage efter
klagens modtagelse, hvis klagen er tillagt opsættende
virkning.
Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid
har i 2006 været 7,8 dage.
Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden udregnes automatisk
af EDB-anlægget, således at sagsbehandlingstiden
beregnes fra det tidspunkt, hvor sekretariatet modtager klagen,
og indtil sekretariatet afsender afgørelsen til patienten.
I sagsbehandlingstiden indgår således også lørdage, søndage
og helligdage.
Nedenfor er vist patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid
i de seneste år:
År 2004 2005 2006
Antal dage 7 8 8
5. Møderne
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Københavns Overpræsidium
har afholdt møder 2 gange om ugen: Hver tirsdag
på to hospitaler og hver torsdag på de andre to hospitaler.
Til tirsdagsmøderne er der frist for mødemateriale fra
hospitalerne - herunder overlægens erklæring - fredagen
før kl.10.30. Til torsdagsmøderne er der frist for materiale
fra hospitalerne mandagen før kl.11.30. På disse ”frist-dage”
udsendes klage med bilag og mødeindkaldelse til nævnsmedlemmerne,
patientrådgiverne samt de relevante hospitaler
med henblik på, at hospitalet sørger for videregivelse
til patienten og lægerne.
Nævnet har fl ere gange i de sidste par år måttet indskærpe
vigtigheden af, at hospitalerne straks efter modtagelse fra
nævnets sekretariat videregiver mødematerialet til patienten.
Som nævnt ovenfor arbejder nævnet – af hensyn til,
at patienterne hurtigst muligt kan få deres sag forelagt for
nævnet - med nogle særdeles korte berammelsestider: Fra
fredag til tirsdag og fra mandag til torsdag. Da patienten
til nævnsmødet skal have haft lejlighed til at sætte sig ind

i lægeerklæringen med bilag og eventuelt drøfte indholdet
med sin patientrådgiver, er det nødvendigt, at hospitalet
sikrer, at patienten hurtigt får materialet. Det kan i denne
sammenhæng med tilfredshed noteres, at 2006 er forløbet
stort set uden at nævnet har fundet anledning til på ny at
indskærpe reglernes overholdelse.
Alle møder er blevet afholdt på hospitalerne. Møderne fi nder
sædvanligvis sted i et mødelokale på det pågældende
hospital. Det hænder dog ret ofte, at patienter, især fra de
lukkede afdelinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I
så fald fl yttes mødet til selve afdelingen.
Der er afsat 30 minutter til hvert møde. Møderne kan dog
have en længere varighed, især som følge af at patienterne
kan have behov for mere indgående at redegøre for deres
situation.
Herved kan der, da der ofte er fl ere møder på to hospitaler,
opstå forsinkelser i mødeafviklingen. I forhold til tidligere,
hvor der kun var afsat 20 minutter til hvert møde, er forsinkelserne
dog nu begrænset væsentligt, hvilket er blevet påskønnet
fra hospitalernes og patientrådgivernes side.
Patientklagenævnet har i 2006 afholdt 83 møder. Nedenfor
er vist antallet af møder i de seneste tre år.
2004 2005 2006
88 89 83
6. Deltagelsen i møderne
Lægerne
har i 2006 deltaget i 98 % af nævnsmøderne (i 2004: 100%
og i 2005: 100%).
Patienterne
har i 2006 deltaget i 91 % af møderne (i 2004: 89% og i 2005:
95%).
Det bemærkes, at mødedeltagelsesprocenten er udregnet
som antallet af sager (med realitetsafgørelser), hvori den
pågældende gruppe har deltaget, i forhold til det samlede
antal sager (167). Eksempelvis har patienterne deltaget i 152
sager ud af de i alt 167 sager, der har været realitetsbehandlet
i nævnet. På samme måde er udregnet mødedeltagelsesprocenten
for patientrådgiverne (88%).
Patientrådgiverne
De fi re hospitaler har tilknyttet ialt 26 patientrådgivere.
Amager Hospital har tilknyttet 6 patientrådgivere, Bispebjerg
Hospital 10 patientrådgivere, Hvidovre Hospital 5 patientrådgivere
og Rigshospitalet 5 patientrådgivere. Der er
ikke i lovgivningen regler om, hvilket antal patientrådgivere
der skal være tilknyttet et hospital. Efter nævnets opfattelse
må 5 patientrådgivere som udgangspunkt betragtes som
det minimale antal pr. hospital, medmindre patientrådgiverne
mener at kunne løfte opgaven med færre patientråd-
givere og hospitalet ikke fremkommer med bemærkninger
herimod.
I nedenstående tabel er anført antallet af sager på hvert
hospital, som patientrådgiverne har deltaget i, henholdsvis
ikke har deltaget i.
Deltaget
Ikke deltaget Deltagelsesprocent
2004 2005 2006 2004 2005 2006 2004 2005 2006
Amager H. 47 41 37 11 7 10 81 85 79
Bispebjerg H. 49 53 44 9 18 6 84 75 88
Hvidovre H. 40 55 40 5 6 2 89 90 95
Rigshospitalet 32 22 26 2 0 2 94 100 93
I alt/gsn.frav. 168 171 147 27 31 20 86 85 88
Som det fremgår, har der for patientrådgiverne ved alle fi re
hospitaler tilsammen været en pæn stabil fremmødeprocent
i perioden 2004-2006. I gennemsnit er mødeprocenten
omkring 85, hvilket må anses som meget tilfredsstillende
under hensyn til de korte berammelsestider for nævnsmøderne,
der igen hænger sammen med et ønske om at
behandle patienternes klager, f.eks. over frihedsberøvelse,
hurtigst muligt.
Nævnet har igen i år med stor tilfredshed konstateret, at
der på to af de fi re hospitaler (Hvidovre Hospital og Rigshospitalet)
er et fremmøde på 95 % og 93 %. Samtidig har
nævnet med stor tilfredshed kunnet konstatere en væsentlig
fremgang i fremmødeprocenten på Bispebjerg Hospital.
I årsberetningen for 2005 påtalte nævnet at der i 2005 var
sket et betydeligt fald i fremmødeprocenten på Bispebjerg
Hospital. Ikke blot er denne udvikling vendt – der er tale
om en fremgang, der mere end udligner den tidligere tilbagegang.
Dog må det oplyses, at der samtidig har været et
markant fald (30%) i antallet af realitetsbehandlede sager på
Bispebjerg Hospital. Nævnet vil ikke udelukke, at det på et
tidpunkt iværksætter en undersøgelse af om der er en sammenhæng
mellem disse forhold.
Derimod må det desværre konstateres, at der for patientrådgiverne
på Amager Hospital er sket et betydeligt fald i fremmødeprocenten.
Dette er problematisk, fordi der er tale om
en ikke uvæsentlig nedgang og fordi mødedeltagelsen på
Amager Hospital dermed kommer under 85%.
Patientklagenævnet har ligesom i tidligere år søgt at fremme
og fastholde mødeprocenten blandt andet ved:
1. Årligt at synliggøre problemstillingen ved i nævnets
årsberetning at oplyse mødeprocenten for hvert af de
omtalte hospitaler. Dette vil eventuelt blive suppleret
med særlige undersøgelser og initiativer.
2. Halvårligt at synliggøre problemstillingen ved at udsende
statistikker for fremmøde-procenterne til patientrådgiverne.
3. Løbende at synliggøre problemstillingen ved i hver
enkelt nævnsafgørelse at omtale, hvorvidt patientrådgiveren
har været tilstede.
39 LPD · avisen

7. Tvangsanvendelsen på de psykiatriske hospitaler
Tvangsanvendelse på de psykiatriske hospitaler
Note: Det bemærkes, at årsopgørelserne for tvangsindgrebene
er baseret på sammenlægning af kvartalsopgørelser.
Dette bevirker, at de patienter, der er indlagt i fl ere kvartaler,
tæller med to eller fl ere gange. Årsopgørelserne er derfor
udtryk for maksimumstal. De præcise tal foreligger først på
et senere tidspunkt, når tallene er renset for ”dobbeltgængere”.
Patientklagenævnet har i brev af 9. januar 2007 anmodet
hospitalerne om tal for tvangsanvendelse - for Bispebjerg
Hospital, voksenpsykiatrisk afdeling desværre forgæves.
Antal berørte personer
Antal År Amager
Hospital
Indlagte
Tvangs-
Indlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tvangs-
Medicinering
Tvangs-
Fiksering
Fysisk magt
Beroligende
Medicin
Beskyttelses-
Fiksering
Note: Det bemærkes, at antallet af berørte patienter – bortset
fra antallet af indlagte – er maksimumstal, jf. forrige tabel.
40 LPD · avisen
Bispebjerg
Hospital
Voksen
Bispebjerg
Hospital
Ungdom
Hvidovre
Hospital
Rigshospitalet
Ialt
2004 1262 * (1847)* 42 823 863 4837
2005 ? 1923 85 964 744
2006 ? 76 835 251
2004 103 ( 125)* 4 88 75 395
2005 90 158 5 79 70 402
2006 95 1 85 70
2004 182 ( 165)* 25 123 97 592
2005 182 29 18 131 75 435
2006 146 18 99 61
2004 53 60 2 35 34 184
2005 39 55 6 27 21 148
2006 27 5 22 30
2004 79 116 20 72 49 336
2005 85 170 11 85 56 407
2006 67 18 94 51
2004 42 81 31 74 32 260
2005 56 83 19 47 27 232
2006 44 23 56 9
2004 103 128 19 81 52 383
2005 92 199 19 102 54 466
2006 59 18 104 26
2004 15 17 0 1 10 43
2005 8 28 0 0 7 43
2006 6 0 4 4
8. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten.
Antal afgørelser Godkendelser
2004 2005 2006 2004 2005 2006
Antal indlagte – Antal tvangsindgreb
Tvangsindlæggelse 36 40 55 32 37 52
Antal År Amager Bispebjerg Bispebjerg Hvidovre Rigs-
Tvangstilbageholdelse 112 129 91 100 117 89
Indlagte
Tvangsindlæggelse
2004
2005
2006
2004
2005
Hospital
1262
1180
1131
111
93
Hospital
Voksen
1847
1923
125
158
Hospital
Ungdom
107
124
102
4
7
Hospital
1221
1243
1227
90
83
hospitalet
1212
1334
707
79
71
I alt
5649
5804
409
412
Tvangsbehandling
Tvangsfiksering
Fysisk magt
Beroligende medicin
Beskyttelsesfiksering
I alt
85
40
11
31
1
316
66
48
10
49
0
342
75
32
2
24
0
279
78
30
10
29
1
280
57
42
9
47
0
309
62
25
1
24
0
253
TvangstilbageholdelseTvangsmedicinering
Tvangs-
Fiksering
Fysisk magt
2006
2004
2005
2006
2004
2005
2006
2004
2005
2006
2004
101
190
200
162
1745
899
760
161
207
141
52
165
206
2046
2282
208
308
141
1
32
23
24
194
390
456
72
126
218
177
87
134
135
104
845
780
336
120
187
158
139
77
100
78
70
683
728
864
118
171
108
39
621
642
5513
5079
679
999
548
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tvangsbehandling
Tvangsfiksering
Fysisk magt
Beroligende medicin
Beskyttelsesfiksering
I alt
Tilsidesættelser Omgørelsesprocent
2004 2005 2006 2004 2005
4 3 3 11 8
12 12 2 11 9
7 9 13 8 14
10 6 7 25 13
1 1 1 9 10
2 2 0 6 4
0 0 0 0 0
36 33 26 11 10
2006
5
2
17
22
50
0
-
9
2005 72 156 241 122 37 628
2006 81 316 91 9
Beroligende 2004 286 380 76 157 100 999
Medicin 2005 276 500 127 291 135 1329
2006 178 242 244 31
Beskyttelses- 2004 20 21 0 1 12 54
Fiksering 2005 11 30 0 0 9 50
2006 13 0 4 5
Det Psykiatriske Patientklagenævn tilsidesatte i 2006 ialt 26
af hospitalernes beslutninger om tvangsanvendelse. Antallet
af tilsidesættelser de tre seneste år fremgår af nedenstående
tabel.
År 2004 2005 2006
Tilsidesættelser 36 33 26
Omgørelsesprocenten var i 2006 9 %. Omgørelsesprocenterne
for de tre seneste år fremgår af nedenstående tabel.
År 2004 2005 2006
Tilsidesættelser 11 10 9
I 2004 var 15 af de 316 afgørelser fl ertalsafgørelser, mens de
øvrige 301 afgørelser blev truff et af et enigt nævn (95 % i
enighed).
I 2005 var 19 af de 342 afgørelser fl ertalsafgørelser, mens de
resterende 323 afgørelser blev truff et af et enigt nævn (94
% i enighed).
I 2006 var 8 af de 279 afgørelser fl ertalsafgørelser, mens de
resterende 271 afgørelser blev truff et af et enigt nævn (97
% i enighed)
9. Klager over Patientklagenævnets afgørelser
I 2006 blev 69 af nævnets 279 afgørelser indbragt - for domstolene
(44) eller påklaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
(25). Dette svarer til en ankeprocent på 25. Dermed
har ankeprocenten stabiliseret sig i forhold til 2005, hvor
den var (30), og den ligger nu - bortset fra 2004 - på niveau
med de forudgående år (i 2002 og 2003 henholdsvis 28 og
27). Ankeprocenten i 2006 er steget inden for tvangstilbageholdelse.
2004 2005 2006
Antal Antal Anke Antal Antal Anke Antal Antal Anke
afg. anker pct. afg. anker pct. afg. anker pct.
Tvangsindlæggelse 37 13 35 40 19 48 55 15 27
Tvangstilbageholdelse 111 25 23 129 31 24 91 29 32
Tvangsbehandling 85 12 14 66 22 33 75 18 24
Tvangsfiksering 40 4 10 48 12 25 32 4 13
Fysisk magt 11 1 9 10 5 50 2 0 0
Beroligende medicin 31 1 6 49 15 31 24 3 13
Andet 1 0 0 0 0 0 0 0 0
I alt 316 56 18 342 104 30 279 69 25

a. Anke til domstolene:
Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tvangstilbageførsel kan af
patienten indbringes for domstolene.
I 2006 har domstolene stadfæstet 23 af nævnets afgørelser.
Ingen afgørelser er blevet tilsidesat. I 10 tilfælde blev sagen
hævet af patienten. I 11 sager har retten endnu ikke truff et
afgørelse.
Nedenfor er vist udfaldet af ankesagerne i de seneste år:
2004 2005 2006
Stadfæstet 30 37 23
Tilsidesat 0 0 0
Frafaldet af patient 8 11 10
b. Klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn:
Patientklagenævnets afgørelser vedrørende tvangsbehandling,
tvangsfi ksering, anvendelse af fysisk magt, beroligende
medicin og beskyttelsesfi ksering kan af patienten eller
hospitalerne påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
I 2006 har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn stadfæstet
11 af nævnets afgørelser. 2 afgørelse er blevet tilsidesat. 3
klager er trukket tilbage af patienten. Endelig er 9 afgørelser
påklaget, men endnu ikke afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Nedenfor er vist udfaldet af klagesagerne i de seneste år.
2004* 2005* 2006
Stadfæstet 11 30 11
Delvist stadfæstet 2 2 0
Tilsidesat 3 4 2
Frafaldet 1 5 3
Note* De anførte tal er de korrigerede tal for året, der tager højde for, at flere af nævnets
afgørelser først blev afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn året efter.
(Med hensyn til 2004-opgørelsen bemærkes, at 1 afgørelse,
der er påklaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
endnu ikke er afgjort.)
10. Patientklagenævnets aktiviteter i øvrigt
Patientklagenævnet har også i 2006 afholdt to møder med
hospitalerne og Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger.
Det første møde blev afholdt i april og drejede
sig især om årsberetningen for 2005. Det andet møde,
der fandt sted i oktober 2006, havde som tema en drøftelse
af den forestående revision af psykiatriloven. Herudover var
der en generel erfaringsudveksling.
I årets løb har både Hvidovre Hospital og Rigshospitalet
afholdt patientrådgivermøde med deltagelse af repræsentanter
for Patientklagenævnet. Patientrådgiverne har her
haft lejlighed til at drøfte spørgsmål med både hospitalet
og nævnet, ligesom der har været en almindelig informationsudveksling.
Nævnet har med tilfredshed konstateret, at
Rigshospitalet igen i år har fulgt nævnets opfordring til år-
ligt at indkalde til patientrådgivermøde. Nævnet håber, igen
i år – måske igen forgæves - at også Amager Hospital vil tage
initiativ til at afholde patientrådgivermøde.
Daværende formand for Patientklagenævnet Emil le Maire
og fg. formand Henning Lund-Sørensen har i årets løb holdt
foredrag på møder, i Landsforeningen af Patientrådgivere
og Bistandsværger i Danmark i henholdsvis maj og november
måned.
FSNIT II: PRINCIPIELLE PROBLEMSTILLINGER M.V.
1. Referat af mødet den 8. december 2006.
Referat af orienteringsmøde fredag den 8. december 2006
i den kommende Statsforvaltningen Hovedstaden – de
psykiatriske patientklagenævn
Inviterede deltagere: nævnsmedlemmer og suppleanter,
patientrådgivere og bistandsværger samt alle de psykiatriske
hospitaler/Psykiatriske Centre med tilknytning til De
Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamtet Frederiksborg,
Statsamtet København og Københavns Overpræsidium
samt Foreningen af bistandsværger og patientrådgivere i
Danmark ved formand Ole Kølle.
Dagsorden:
1. Velkomst ved direktør Bente Flindt Sørensen (BFS).
2. Oplæg om strukturreformens betydning for de psykiatriske
patientklagenævn ved kommitteret Henning Lund-Sørensen
(HL-S).
3. Oplæg om den nye psykiatrilov ved specialkonsulent Lene
Christensen (LC), Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
4. Oplæg om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns nyeste
praksis ved Thomas Anker-Møller (T AM), Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Ad dagsordenens punkt 1:
Velkomst ved direktør Bente Flindt Sørensen (BFS).
BFS bød velkommen og udtrykte forventning om et fremtidigt
samspil med respekt for de enkeltes roller samt et godt
og konstruktivt samarbejde med ledetråd i ”det bedste for
patienten”. BFS henviste i den forbindelse til Folketingets
Ombudsmands og § 71 udvalgets interesse for området.
BFS redegjorde videre for de forandringer, der allerede er
sket i Det/De Psykiatriske Patientklagenævn i forbindelse
med Statsamterne Københavns, Frederiksborgs og Københavns
Overpræsidiums sammenfl ytning den 1. september
2006 som konsekvens af beslutningen i 2004 om en strukturreform,
og viste ved plancher bl.a., at 1/3 af landets ind-
41 LPD · avisen

yggere bor i regionen. Vi har 35,5 % af de indlagte, og med
hensyn til berørte af tvang er vi helt oppe på 42,3 %, hvilket
siger noget om befolkningssammensætningen i hovedstaden
i forhold til den øvrige del af landet.
BFS gav udtryk for, at sammenlægningen skal benyttes til
at hæve standarden til den højeste fællesnævner og fi nde
den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af nævnets virksomhed.
Ad dagsordenens punkt 2:
Oplæg om strukturreformens betydning for de psykiatriske
patientklagenævn ved kommitteret Henning Lund-
Sørensen (HL-S).
HL-S nævnte, at opgaverne i Det Psykiatriske Patientklagenævn
i Bornholms Statsamt forbliver på Bornholm. Med
hensyn til sammenlægningen af de øvrige patientklagenævn
i regionen havde man allerede inden sammenfl ytningen
opdaget forskelle i tilrettelæggelsen af arbejdsgange,
herunder den måde møderne blev tilrettelagt på, så alene af
den grund kunne arbejdet ikke videreføres som tidligere.
Den nuværende mødeafholdelse og mødeforberedelse blev
illustreret ved plancher, og HL-S pointerede vigtigheden af
tilbagemeldinger fra hospitaler og patientrådgivere, så der
løbende bliver tale om en konstruktiv erfaringsudveksling
med henblik på at skabe de bedst mulige løsninger for
alle involverede.
Med hensyn til indsendelse af klagesager understregede
HL-S, at sagerne helst skal indsendes på selve dagen for
deadline, og deadline kl. 11.00 skal overholdes. Hvis hospitalerne
ringer ind umiddelbart før deadline vedrørende en
klagesag, der ønskes medtaget, så kan der ekstraordinært
accepteres op til 1 times forsinkelse.
HL-S opfordrede til, at lægeerklæringen nu blev fremsendt
med e-post til Patientklagenævnet. Brev om sikker e-post
adresse vil blive fremsendt til hospitalerne i begyndelsen af
det nye år.
Det er vigtigt, at der hele tiden er fokus på mødedeltagelsen
for patientrådgivere. De to Statsamters og Overpræsidiets
opgørelsesmetoder over mødedeltagelse for patienter
og patientrådgivere har været forskellige, og de er derfor
ikke direkte sammenlignelige. HL-S henviste i den relation
til Rambøll Management, der i rapporten om psykiatrilovsundersøgelsen
bl.a. har fundet, at fremmødeprocenten for
patientrådgivere ikke er tilfredsstillende – dette gjaldt dog
ikke for Det Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamtet København
og i Overpræsidiet - samt til, at § 71 udvalgets væsentligste
kommentar til de første årsrapporter for De Psykiatriske
Patientklagenævn havde været kritik af en generel
lav mødeprocent for patientrådgiverne.
Opmærksomheden skal derfor hele tiden rettes på initiativer
til at forbedre mødedeltagelsen for patientrådgiverne, f.eks.
42 LPD · avisen
ved at henlede opmærksomheden på denne problemstilling
på et møde som dette, ved at erindre patientrådgivere,
der udebliver uden at have meddelt afbud til et møde, om
lovens ord om, at patientrådgiverne ”så vidt muligt” skal give
møde, ved udsendelse af en halvårlig statistik for det enkelte
hospital og ved bemærkninger og statistik i årsrapporten.
HL-S nævnte i den forbindelse et brev fra bistandsværge
Fritz Rose vedrørende den uafklarede situation for bistandsværger
i forbindelse med ændringerne i psykiatriloven. Brevet
var videresendt til Justitsministeriet; men der foreligger
endnu ikke noget endeligt svar fra ministeriet. Vi ved dog,
at indstillinger om beskikkelse af bistandsværger skal sendes
til politidirektøren i de nye politikredse.
Vedrørende patientrådgivere er den nye bekendtgørelse udarbejdet,
og der vil fortsat blive udarbejdet en liste over patientrådgivere
med deres tilknytning til det enkelte hospital.
Der blev fra nogle bistandsværgers side givet udtryk for
stor utilfredshed med manglende viden om deres funktion,
samt en utilstrækkelig kontakt mellem bistandsværger og
de psykiatriske afdelinger, hvilket ofte medfører, at hospitalerne
beskikker en patientrådgiver, selv om der er tale om
en retslig patient, der har tilknyttet en bistandsværge. Man
er således ikke altid på hospitalet opmærksom på retslige
patienters specifi kke rettigheder. Det blev oplyst fra sundhedspersonalets
side, at beskikkelse af en patientrådgiver i
stedet for en bistandsværge i konkrete situationer kan ske
af hensyn til patienten, fordi patientrådgiverne normalt bor
tæt på de psykiatriske hospitaler, mens de retslige patienters
bistandsværger i mange tilfælde kan komme langsvejs
fra, f. eks fordi de i sin tid er blevet beskikket, mens patienten
opholdt sig i Jylland. Derfor er der ikke altid den kontakt til
patienten, som er ønskværdig i indlæggelsessituationen.
HL-S konkluderede, at hospitalerne i forbindelse med retslige
patienter skal være opmærksom på, at, skal der tages
kontakt til bistandsværgen.
Det blev generelt understreget, at det ville være hensigtsmæssigt
at både sundhedspersonalet og bistandsværger
har et bedre kendskab til lovgivningen for så vidt angår rettigheder
og pligter bistandsværger og hospitaler imellem.
Der var stor debat og uenighed om de mest hensigtsmæssige
tidspunkter for placering af patientklagenævnets møder
på de enkelte afdelinger. Der kan være specifi kke problemer
i forhold til overlægernes fremmøde-muligheder, tidspunkter
for patientrådgivernes muligheder for at forlade deres
normale arbejde for at deltage i nævnsmøder og de rette
tidspunkter for møderne set udfra en behandlingsmæssig
synsvinkel. Uenighederne var yderlige præget af en uensartet
praksis i forhold til mødetilrettelæggelsen i de tre sammenlagte
nævn. Spørgsmålet om mødeafholdelsen, der nu
for alles hospitalers vedkommende ligger om formiddagen,
således at 1.ste møde er kl. 9.00 blev diskuteret, idet der
blandt deltagerne var delte meninger om, hvorvidt den nuværende
tilrettelæggelse er den bedste.

BFS oplyste, at tidspunktet for nævnsmøderne med start kl.
9.00 er valgt for at efterkomme ministeriets råd om at placere
møderne enten først eller sidst på dagen. Der er mange
interesser, der skal varetages, og der er forståelse for, at
der er problemer der, hvor mødetidspunktet er ændret fra
om eftermiddagen til formiddagen. Drøftelsen havde givet
mange input, der vil blive taget med i en evaluering, der
eventuelt kunne fi nde sted om ca. 2 år.
Ad dagsordenens punkt 3:
Oplæg om den nye psykiatrilov ved specialkonsulent Lene
Christensen (LC), Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
LC orienterede om revisionen af psykiatriloven og hovedpunkterne
i den nye psykiatrilov, jf. den på mødet fremlagte
oversigt. I det lovforberedende arbejde har der været
mange modsatrettede interesser involveret med det
resultat som fremgår af den lov, der træder kraft den 1ste
januar 2007. Når loven praktiseres, må der ses på, om de
påtænkte initiativer virker, og man må se på de tilbagemeldinger,
der kommer. For forståelsen af loven er lovforslaget
et godt udgangspunkt. Lovtilblivelsen har været en stor opgave,
der bl.a. indeholdt en indledende høring af de forskellige
interessegrupper, en uvildig undersøgelse ved Rambøll
Management, en gennemgang af praksis og kontakter til
Norge og Sverige. Hovedsigtet med lovforslaget har været
at styrke retssikkerheden, reducere anvendelsen af tvang og
at fastholde de svageste patienter i nødvendig behandling.
Revisionen har indebåret omkring 30 ændringer i forhold
til den hidtidige psykiatrilov, bl.a. er titlen på loven ændret,
således at ordet ”frihedsberøvelse” ikke indgår, og tvangsdefi
nitionen er blevet ændret og bragt i overensstemmelse
med det øvrige sundhedsretlige område. Med ændringen i
tvangsdefi nitionen vil der også være tale om tvang ved anvendelse
af foranstaltninger, selvom patienten ikke udtrykkeligt
giver udtryk for klage, men alene udviser passivitet
eller modvilje. Den ændrede defi nition kan således i sig selv
indebære en registreret stigning i anvendelsen af tvang.
Behovet for en skriftlig husorden er bragt ind i lovgivningen
for på den måde at søge at eliminere den skjulte tvang. Når
der således lægges generelle retningslinier frem, bliver de
faste regler for at fungere på afdelingen klare. Der er indført
pligt til udlevering af kopi af behandlingsplan til patienten
– patienten kan naturligvis frabede sig behandlingsplanen
- og til at tilbyde eftersamtale(r) efter ophør af en tvangsforanstaltning.
Det er tanken om, at når der tales om tingene,
opnås en bedre forståelse af, hvad der er foregået.
Med hensyn til begrebet personlig skærmning har der tidligere
været forskellige snit/defi nitioner af, hvornår der var
tale om, at sundhedspersonalet udførte deres arbejde og
observerede patienten, og hvornår der var tale om en indgribende
foranstaltning over for patienten. Der er nu lavet en
juridisk defi nition af skærmning, som f.eks. ved selvmordsfare
(§ 18 c, nr. 1), hvor en patient ikke må lades alene på
badeværelset. Når en patient er fulgt tæt i uafbrudt 24 timer
eller derover er der tale om ”tvang”, og dette kan der klages
over, og der skal beskikkes en patientrådgiver. Dette uanset
om tvangen er udøvet på en åben eller lukket afdeling, da
psykiatriloven ikke tager stilling til dette spørgsmål.
En psykiater anførte, at afl åsning af yderdøren for retslige
patienter, som opholder sig på et åbent afsnit ikke protokolføres,
da disse patienter ikke er frihedsberøvet i psykiatrilovens
forstand. Denne problemstilling lovede LC at tage med
tilbage til ministeriet.
Loven indebærer ændringer i forbindelse med langvarige
fi kseringer - lægeligt tilsyn mindst 4 gange i døgnet, second
opinion ved fi kseringer ud over 48 timer, eftersamtaler, obligatorisk
beskikkelse af patientrådgiver. Disse foranstaltninger
har til hensigt at skabe en faglig drøftelse og er udtryk
for et forsøg på at skabe fokus på de langvarige fi kseringer,
som man har haft i Danmark og i et vist omfang at komme
dem til livs. Overfl ytning af ankeadgang fra Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn til retten er valgt, da det kan være
vanskeligt i disse situationer at sige, hvornår der foreligger
en frihedsberøvelse (grundlovens § 71). Hvis overfl ytningen
viser sig at være uhensigtsmæssigt, må spørgsmålet tages
op igen.
Nyt er også den indførte hjemmel (§ 18 f) til personlig hygiejne
- sigtet hermed er at undgå fare for smitte af andre
patienter, lugtgener m.v. – og til undersøgelse af post og
partientstuer m.m. (§19 a). Der skal foreligge en begrundet
mistanke f.eks. om, at der er stoff er i et brev. Loven giver
ikke mulighed for at et brev må læses af personalet, og heller
ikke mulighed for undersøgelse efter faste rutiner. Der
skal således foreligge en konkret mistanke i forhold til en
konkret patient.
På forespørgsel oplyste LC, at bestemmelserne om ”udskrivningsaftaler”
er fl yttet til afsnittet om tvangsbehandling af
rent lovtekniske grunde, og ikke indebærer ændringer i retstilstanden.
Ad dagsordenens punkt 4:
Oplæg om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns nyeste
praksis ved Thomas Anker-Møller (T A-M), Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
TA-M gennemgik med udgangspunkt i omdelt materiale
Sundhedsvæsenets Patientklagenævns sammensætning
og kompetence, samt fortalte om nævnets sagsbehandling
med særlig vægt på tvangsbehandling.
TA-M. nævnte, at klager over sundhedspersonalet adfærd
i forbindelse med tvangsforanstaltninger kan behandles
sammen med realitetsklagen, hvor sundhedspersonalet kan
kritiseres. Nævnet foretager en fuld prøvelse af sagen.
Med hensyn til klager over tvangsbehandling, hvor patienten
har accepteret behandlingen i et stykke tid, er ud-
43 LPD · avisen

gangspunktet at klagen skal tillægges opsættende virkning.
Patienten kan ikke klage og samtidig indgå i en behandlingsalliance,
hvor medicinen fortsat tages frivilligt indtil
patientklagenævnets afgørelse foreligger. Hvis patienten
ønsker at klage, skal der gives opsættende virkning. Hvis
der klages fl ere gange over samme beslutning, gives klagen
ikke opsættende virkning. Ved dosisøgning skal der også gives
opsættende virkning, hvis den forøgede dosis ligger ud
over, hvad der er godkendt af patientklagenævnet.
Der benyttes normalt 1 sagkyndig konsulent i forbindelse
med vurdering af klager over tvangsbehandling. I vanskelige
sager benyttes 2 konsulenter. I sager, hvor det lokale
psykiatriske patientklagenævn ikke har fundet, at patienten
er sindssyg (§ 5) har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
hyppigst omstødt afgørelsen, idet konsulenten lægger sig
meget op af overlægens vurdering.
Med hensyn til valg af præparat og dosis skal der altid være
tale om mindst indgribende foranstaltning . Hvis der foreligger
tvivl, spørges de sagkyndige, hvad der er normalt at
anvende i den givne situation. Nævnets holdning er, at man
faktisk bør underkende en beslutning, hvis der er valgt en
for lav dosis. I forbindelse med en verserende sag, hvor præparatet
Leponex er anvendt, er det p.t. til vurdering, hvorvidt
der også må tages blodprøver og EKG ved tvang.
Mindst indgribende foranstaltninger forudsætter at behandlingen
har været forberedt med en motivationstid på 1 til 2
uger. En passende betænkningstid regnes fra det tidspunkt,
hvor patienten har modsat sig behandling. Det er ikke nødvendigt,
at det noteres dagligt i journalen, at patienten er
tilbudt medicin. Det er tilstrækkelig dokumentation, at der
foreligger et fyldigt notat.
For så vidt angår behandling med depotmedicin anerkender
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på grund af indhentet
viden i dag i større omfang medicinering hermed,
bl.a. ved svingdørspatienter, og hvor patienten ved tidligere
indlæggelser har haft gavn af antipsykotisk medicin i depotform.
For så vidt angår den nye bestemmelse i § 12, stk. 3 vedrørende
behandling med ECT omtalte TAM, at bestemmelsen
var ønsket politisk, men der var en uoverensstemmelser
mellem politikerne og virkeligheden omkring hensigtsmæssigheden
i anvendelsen af ECT.
44 LPD · avisen
***
BFS afrundede mødet, og takkede for den store interesse.
Det er hensigten, at Statsforvaltningen Hovedstaden vil afholde
tilsvarende møder ca. 1 gang om året, eventuelt i forbindelse
med udgivelsen af årsrapporten for 2007.
***
2. Uddrag af udtalelse af 15. november 2006 til Indenrigs-
og Sundhedsministeriet vedrørende udkast til ændrede
bekendtgørelse, cirkulære og vejledninger, som
følge af den nye psykiatrilov.
”I skrivelse af 26. oktober 2006 anmodede Indenrigs- og
Sundhedsministeriet om eventuelle bemærkninger til de
medsendte udkast til bekendtgørelser og vejledninger.
Høringsbrevet er bl.a. sendt til Foreningen af Statsamtmænd
og til samtlige psykiatriske patientklagenævn.
På vegne af ovennævnte fremsendes hermed et fælles svar.
1. Bekendtgørelse om tvangsbehandling, fi ksering,
tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger.
Ad § 7: Statsamterne har kendskab til en ankesag, (jf. Overpræsidiets
årsberetning 2002, side 33 pkt. 3.6) hvor Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn omgjorde det lokale
nævn, der vurderede at patienten opfyldte kriterierne efter
§ 7 og derfor var enig i, at hospitalet ikke havde givet klagen
opsættende virkning jf. psykiatrilovens § 32, stk. 3.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var enig i, at patienten
opfyldte kriterierne efter § 7, men fandt at klagen burde
være givet opsættende virkning.
Det lokale nævn fortolkede § 7’s formulering om ”alvorlig
risiko”, som en situation, der kunne sidestilles med psykiatrilovens
§ 32, stk.3 om ”væsentlig fare”. Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn var ikke enig i denne fortolkning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævns fortolkning forekommer
meget spidsfi ndig.
Ud fra en praktisk synsvinkel forekommer det hensigtsmæssigt
om § 7’s formulering er identisk med psykiatrilovens §
32, stk. 3.
2. Bekendtgørelse om patientrådgivere.
Ad § 5, stk.1.: Det er statsamternes oplevelse, at bestemmelsen
om, at patientrådgivere skal beskikkes efter tur er et tilbagevendende
problem, idet der altid er patientrådgivere,
der har en fornemmelse af at de bliver ”sprunget over”.
Måske kunne det overvejes, at hospitalerne hvert år til statsforvaltningen
udarbejdede en oversigt over antallet af beskikkelser
for hver enkelt patientrådgiver og en redegørelse
for væsentlige afvigelser fra gennemsnittet.
3. Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske
patientklagenævn.
Ad § 3, stk. 2: Nogle statsforvaltninger har et påtrængende
behov for at stedfortræderne kan fungere på lige fod med
de ordinære nævnsmedlemmer. Efter ombudsmandens op-

fattelse jf. Frederiksborg undersøgelsen er dette imidlertid
ikke foreneligt med den givne formulering i stykke 2. Det er
derfor nødvendigt at stk. 2 udgår og erstattes med ”eller en
tilsvarende beskikket stedfortræder for et medlem”.
Følgende bekendtgørelser og vejledninger udstedes af
Sundhedfsstyrelsen.
1. Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner,
eftersamtaler, husordener, tvangsfi ksering,
udskrivningsaftaler, koordinationsplaner og klagemuligheder
m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger.
Ad pkt. 10, side 9 i.f.: Patientklagenævnene har forskellig
praksis af fortolkningen af begrebet ”hurtigst muligt”. Nogle
nævn har accepteret, at lægerne må bruge 5 hverdage til at
udarbejde en lægeerklæring.
Måske ville det være formålstjenstligt med en mere præcis
vejledende norm eller i hvert fald en maksimumsgrænse.
2. Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller samt
registrering af anvendelse af udskrivningsaftaler og koordonationsplaner.
Ad fi ksering og anvendelse af remme: Regeringen har med
den nye psykiatrilov bl.a. markeret ønsket om skærpet opmærksomhed
omkring tvangsfi ksering.
I loven er indbygget forskellige tiltag til at sikre at bæltefi kseringer
ikke tidsmæssigt udtrækkes længere end nødvendigt.
Patientklagenævnene hilser disse tiltag velkomne. Men
desværre må det konstateres, at det i mange tilfælde ville
være formålstjenstligt også at stramme op på efterlevelsen
af mindstemiddelsprincippet i relation til bæltefi kseringens
iværksættelse. Det kunne således være nyttigt hvis tvangsprotokollen
for tvangsfi kseringer også rummede mulighed
for/pligt til afkrydsning af hvilke foranstaltninger der havde
været iværksat for at undgå tvangsfi kseringen eksempelvis
– skærmning på stue – beroligende indsprøjtning – fastholden
– samtale og en åben rubrik til andre tiltag.
Hermed ville hospitalspersonalets opmærksomhed blive
skærpet omkring selve tvangsfi kseringens iværksættelse.
Det må medgives, at disse oplysninger næppe har den største
interesse statistisk set. Men tvangsprotokollen indeholder
allerede andre afkrydsninger af samme karakter.
Eksempelvis er anførelsen af tidspunktet for overlægens tiltræden
af et tvangsindgreb heller ikke interessant ud fra et
statistisk synspunkt.
Henset til patientklagenævnenes udtalte problemer med
oplysningsniveauet i tvangsfi kseringssagerne, ville det være
nyttigt om ovennævnte forslag kunne gennemføres.
Med venlig hilsen
Bente Flindt Sørensen
AFSNIT III: PRINCIPIELLE AFGØRELSER
Afgørelserne gennemgås emnemæssigt i den rækkefølge,
som fremgår af psykiatriloven, og er inddelt i 6 kategorier:
• tvangsindlæggelse
• tvangstilbageholdelse
• tvangsbehandling
• tvangsfi ksering
• fysisk magtanvendelse
• beroligende middel med tvang
• andet
Tvangsindlæggelse
Vedr. Den modtagne læges optegnelse, som grundlag for
indlæggelse.
Nævnet ophævede tvangsindlæggelsen, idet nævnet fandt,
at beskrivelsen af patienten i forbindelse med modtagelsen
ikke kunne danne grundlag for at anse tilstanden som psykotisk
eller ganske sidestillet hermed. Nævnet henviste i afgørelsen
til ØLD af 26. september 2005, hvoraf det fremgår
at betingelserne for tvangsindlæggelse i psykiatrilovens
§ 5 ikke er opfyldt, hvis det ikke med tilstrækkelig klarhed
fremgår af den modtagende læges journaloptegninger, at
betingelserne for tvangsindlæggelsen er opfyldt.
Tvangstilbageholdelse
Vedr.: Psykosebegrebet.
Nævnet godkendte en tvangstilbageholdelse. Nævnet
henviste til, at det ville have været uforsvarligt at ophæve
tvangstilbageholdelsen tidligere, uanset at patienten i journal
og sygeplejekardex blev betegnet som ”apsykotisk”.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at apsykotisk forstås
som ”ikke produktivt psykotisk” og overlægens oplysning
om, at patientens stabilitet skulle vurderes over en længere
tid henset til det alvorlige forudgående psykiske forløb. Der
blev henvist til artiklen ”Psykosebegrebet” af professor, overlæge
dr.med. Villars Lunn, i Ugeskrift for Læger 1979, side
1265: ”Om de maniodepressive patienter gælder det som
bekendt, at de i almindelighed kun periodisk befi nder sig i
en psykotisk tilstand – betegnelsen maniodepressiv psykose
er af den grund lidet hensigtsmæssig og bør erstattes med
den manio-depressive sygdom eller lignende. Intervallært
henhører disse patienter således principielt ikke til psykosekategorien.
På den anden side vil man ud fra kendskabet til
patienternes svært kompromitterede virkelighedstilpasning
og realitetstestning i de manifeste faser være tilbøjelig til her
at strække det kvantitative kriterium meget vidt, således at
forstå at selv diskrete depressive eller maniske træk hos en
sikkert manio-depressiv patient i forensisk henseende bør
placere ham inden for psykosegruppen.
Et ganske lignende syn vil man anlægge på den kronisk ski-
45 LPD · avisen

zofrene patient, som under indfl ydelse af medikamentel behandling
forekommer klinisk fuldt remitteret. Også her gælder
det således, at blot ganske diskrete tegn på svigtende
realitetstestning, specielt usikkerhed hvad angår vurderingen
af egen tilstand, bør være tilstrækkelige til i forensisk
henseende at henføre ham til psykosekategorien.”
Artiklen er omtalt i nævnets årsberetning for 2004 side 16.
Nævnet fandt på den baggrund, at selv ganske svage tegn
på svigtende realitetstestning bør være tilstrækkelige til at
fi nde patienten omfattet af psykosebegrebet, når der er tale
om en kronisk skizofren patient, der under indfl ydelse af
medikamentel behandling forekommer klinisk remitteret.
Vedr.: Tilstande, der ganske kan sidestilles med psykose.
Nævnet godkendte ikke beslutning om tvangstilbageholdelse.
Afgørelsen blev truff et af et fl ertal af nævnets medlemmer.
Flertallet fandt at patienten ikke i sin anorektiske
situation var til fare for sig selv i en sådan grad, at tilstanden
kunne betragtes som sindssygelig. Flertallet fandt, at
der på grundlag af de foreliggende oplysninger var en sådan
usikkerhed om, hvorvidt patienten var sindssyg eller i
en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, at det ville
være betænkeligt at fastslå dette. Et mindretal fandt, at det
på tidspunktet for beslutningen om tvangstilbageholdelse
ville have været uforsvarligt ikke at tilbageholde patienten
med henblik på behandling, idet pågældende befandt sig i
en tilstand, der ganske måtte ligestilles med sindssygdom,
således at patienten måtte anses for at være til fare for sig
selv, ligesom tilstanden måtte antages at kunne bedres betydeligt
og afgørende ved behandling.
Vedr.: Manglende efterlevelse af psykiatrilovens § 4 a.
Nævnet godkendte iværksættelsen af tvangstilbageholdelsen.
Tvangstilbageholdelsen var på afgørelsestidspunktet
ophørt, hvorfor der alene blev taget stilling til iværksættelsen.
Nævnet udtalte kritik af, at overlægens stillingtagen
til tvangstilbageholdelsen, der blev iværksat den 11. november
2006, først fandt sted den 14. november 2006 og
således ikke i overensstemmelse med psykiatrilovens § 4a
in fi ne fandt sted ”snarest” efter iværksættelse af tvangstilbageholdelsen.
Tvangsbehandling
Vedr.: Frivillig behandling etc. tvangsmæssig behandling.
Nævnet godkendte beslutning om tvangsbehandling, selvom
patienten oplyste gerne at ville tage medicinen frivilligt.
Nævnet lagde imidlertid overlægens oplysning om at
patienten aldrig tog hele den ordinerede medicin til grund.
Overlægen oplyste supplerende, at patienten heller ikke
havde taget sin medicin på nævnsmødedage sådan som
patienten selv anførte.
Nævnet fandt at patienten havde behov for kontinuerlig
antipsykotisk behandling, hvilket pågældende ikke kunne
leve op til, ligesom patienten i sin aktuelle tilstand ikke kun-
46 LPD · avisen
ne antages at være i stand til at samarbejde om en ambulant
behandling.
Vedr.: Opsættende virkning.
Nævnet godkendte tvangsbehandling, men kunne ikke
godkende, at beslutningen om tvangsbehandling, der først
var tillagt opsættende virkning, senere blev ændret og dermed
ikke blev tillagt opsættende virkning. Patienten var
på tidspunktet, hvor hospitalet ændrede beslutning til ikke
længere at give klagen opsættende virkning, særdeles vred
og aggressiv, opkørt, truende og gav udtryk for at ville angribe
alle. Patienten fi k på det grundlag akut beroligende
medicin, men nævnet fandt, at der ikke samtidig hermed
var grundlag for straks at iværksætte tvangsbehandlingen.
Nævnet fandt, at der ikke var tale om en sådan nødsituation,
at betingelserne i psykiatrilovens § 32, stk. 3, var opfyldt.
Der forelå således ikke en egentlig nødsituation, der kunne
danne grundlag for iværksættelse, inden afgørelsen fra Patientklagenævnet.
Nævnet henviste i denne forbindelse til, at beslutning om
tvangsbehandling efterfulgt af en klage som alt overvejende
hovedregel først kan iværksættes, når beslutningen
herom er godkendt af det lokale nævn. Der kræves således
en egentlig nødsituation, for at en psykiatrisk afdeling kan
iværksætte tvangsbehandling, inden der foreligger en afgørelse
fra Patientklagenævnet, jfr. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns
rapport om psykiatriske ankesager 1997-
2002, side 30.
Vedr.; Godkendelse uanset ingen motivation.
Nævnet godkendte beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen
om tvangsbehandling fandtes efter omstændighederne
at opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning,
uanset at patienten ikke blev forsøgt motiveret
for frivillig behandling forud for beslutningen om tvangsbehandling
blev truff et. Nævnet lagde vægt på, at patienten
var betydeligt selvbeskadigende, udadreagerende og svært
forpint som følge af tiltagende hørehallucinationer med
pinefuldt og aggressivt indhold. Nævnet lagde endvidere
vægt på, at patienten tvangsmæssigt måtte have ernæring
med sonde, og at den pågældende patient i en længere periode
havde modtaget Zyprexa mod sin vilje, og at patienten
var fuldstændig afvisende overfor enhver form for medicin.
Vedr.: Depot, der godkendes udfra konkret vurdering.
Nævnet godkendte beslutning om tvangsbehandling med
depot. Nævnet fandt efter en konkret vurdering, at tvangsbehandling
med Trilafon i depotform opfyldte kravet om
mindst indgribende behandlingsform på tidspunktet, hvor
beslutning om tvangsbehandling blev truff et. Nævnet lagde
vægt på, at patientens hverdag på tidspunktet var præget
af angst for hele sin situation, herunder fl ytning og den
tilbudte medicin, - og at pågældende var forpint heraf. Nævnet
lagde endvidere vægt på, at depotbehandlingen ville
blive så kort som muligt – formentlig 1-2 gange – med henblik
på genoptagelse af den indtil 3 uger før gennemførte

tabletbehandling. Nævnet tillagde det nogen betydning, at
patienten havde været indlagt 40 gange, og at pågældende
siden december 2004 havde fået etableret et fast værelse på
Rigshospitalets lukkede afsnit med fri udgang for at hindre
idelige fl ytninger. Det blev også tillagt nogen vægt, at Det
Sociale Nævn havde givet tilladelse til, at patienten kunne
anbringes på et opholdssted mod sin vilje jf. servicelovens
§ 109e. Ud fra en samlet vurdering fandt nævnet, at den
tidsbegrænsede, formålsbestemte og angstdæmpende
depotforanstaltning måtte anses som mindst indgribende
behandlingsform på det givne tidspunkt.
Vedr.: Manglende motivation for det besluttede præparat.
Nævnet godkendte ikke beslutning om tvangsbehandling.
Patienten blev fundet psykotisk og behandlingskrævende,
men patienten var ikke blevet motiveret for behandling
med samme præparat, som overlægen traf beslutning om
tvangsbehandling med. Nævnet fandt, at der ikke var tale
om en situation, hvor præparatskifte undtagelsesvist (ex.
oplysningen om bivirkninger eller oplysningen om en ændring
i patientens tilstand) kunne accepteres, og fandt på
den baggrund, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning.
Vedr.: Kravet om at undladelse af behandling vil være uforsvarlig
jf. § 5 i psykiatriloven.
Nævnet godkendte ikke beslutning om tvangsbehandling.
Nævnet fandt at patienten var sindssyg eller i en tilstand der
ganske måtte ligestilles hermed, men nævnet fandt imidlertid
ikke, at undladelse af behandling af patienten ville være
uforsvarlig henset til udsigten til helbredelse eller bedring
af patientens tilstand. Nævnet lagde vægt på, at der var sket
en klar bedring i patientens helbred og adfærd, efter beslutningen
om tvangsbehandling var truff et.
Afgørelsen drejede sig om en patient med anden etnisk herkomst
end dansk og viser, at det for disse patienter kan være
vanskeligt at foretage den rigtige vurdering. Nævnet havde
7 dage forinden ovennævnte afgørelse truff et afgørelsen
om, at patienten opfyldte kriterierne for tvangsindlæggelse
og tvangstilbageholdelse. Nævnet fandt imidlertid ikke,
at der efter det oplyste var det fornødne grundlag for at
fastslå, at tvangsbehandling var påkrævet nu, hvor patientens
tilstand var markant ændret uden tilbagefald. Nævnet
lagde vægt på overlægens udtalelse om, at der var sket en
klar forbedring i patientens helbred og patientens ændrede
adfærd siden beslutning om tvangsbehandling blev truff et,
hvorefter patienten igen var begyndt at spise, at gå i bad
og skifte tøj jævnligt samt nu havde social kontakt til en ligestillet
medpatient. Nævnet fandt derfor ikke for tiden, at
undladelse af behandling vil være uforsvarlig, fordi udsigten
til, at patienten blev helbredt eller ville få en betydelig og
afgørende bedring af sin tilstand, ellers ville blive væsentligt
forringet.
Tvangsfi ksering
Vedr.: Patient, der var til ulempe for medpatienter.
Hospitalet foretog tvangsfi ksering med henvisning til, at
patienten var højtråbende og til gene for medpatienter.
Nævnet fandt, at tvangsfi ksering var sket med urette. Nævnet
fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der var tale
om forulempelse af medpatienter i et sådant omfang, at det
ikke kunne have været afværget med mindre indgribende
midler, f.eks. fastholden. Nævnet lagde vægt på, at hospitalet
ikke havde godtgjort, at patienten kunne være indgivet
beroligende medicin tvangsmæssigt, uden tvangsfi ksering.
Vedr.: Manglende oplysning om ophør for tvangsfi ksering.
Nævnet godkendte tvangsfi kseringen. Nævnet fandt det beklageligt,
at det ikke fremgik af tvangsprotokollen, hvornår
tvangsfi kseringen var ophørt. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
hjemviste sagen til fornyet behandling efter at
det senere blev afklaret hvornår tvangsfi kseringen ophørte.
Vedr.: Manglende anvendelse af afværgeforanstaltning inden
tvangsfi ksering.
Nævnet fandt, at tvangsfi ksering var sket med urette. Nævnet
lagde vægt på, at hospitalet ikke forinden iværksættelsen
af bæltefi kseringen forsøgte anvendelse af mindre indgribende
foranstaltninger, f.eks. anmodning til patienten
om at gå til sin stue.
Fysisk magtanvendelse
Vedr.: Manglende anvendelse af afværgeforanstaltning inden
anvendelse af fysisk magt.
Nævnet godkendte ikke anvendelsen af fysisk magt, der
fandtes foretaget med urette. Nævnet lagde ved afgørelsen
vægt på, at det ikke ved det skriftlige materiale - lægejournal
og sygeplejekardex - sås tilstrækkeligt godtgjort, at det
forud for anvendelsen af fysisk magt var forsøgt at tale patienten
til ro med henblik på at undgå anvendelse af fysisk
magt. Indgrebet fandtes således ikke at opfylde kravet om
mindst indgribende foranstaltning. Nævnet godkendte anvendelsen
af fysisk magt. Afgørelsen blev truff et af et fl ertal
af nævnets medlemmer. Flertallet fandt, at patientens tilstand
var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at afværge,
at pågældende udsatte sig selv eller andre for skade
på legeme og helbred. Et mindretal fandt, at personalet ved
sin kategoriske optræden var med til at tilspidse situationen,
hvorfor mindretallet ikke kunne godkende indgrebet.
Andet
Vedr.: Kritik af sagsbehandlingstid
Nævnet udtalte kritik af hospitalets lange sagsbehandlingstid
af patientens klage af 1. november 2006. Nævnet modtog
patientens klage den 29. november 2006 sammen med
lægeerklæring af 23. november 2006. Nævnet henviste til
vejl. nr, 203 af 8. december 1998, pkt. 9, hvorefter lægeerklæringen
skal fremsendes ”hurtigst muligt”.
47 LPD · avisen

Vedr.: Et udskrivningsønske skal have en vis klarhed før der
kan anses, at foreligge et egentligt udskrivningsønske.
Patienten gjorde gældende, at der forelå en overtrædelse af
psykiatrilovens § 10, stk. 3, idet overlægen efter et udskrivningsønske
snarest og senest inden 24 timer skal meddele
patienten om denne kan udskrives.
Kort nyt...
Nye politikredse
Kontaktinformation til de 12 politikredse
samt til politiet i Grønland og på Færøerne
Nordjyllands Politi
Jyllandsgade 27 · 9100 Aalborg
Tlf. 96301448 · njyl@politLdk
Østjyllands Politi
Ridders1ræde 1 · 8000 Amus C
Tlf. 87 31 1448 · ojyl@politi.dk
Midt- og Vest jyllands Politi
Nørreport 1 · 7500 Holstebro
Tlf. 96 10 14 48 · mvjyl@politi.dk
Sydøstjyllands Politi
Rådhustorvet 1-3 · 8700 Horsens
Tlf. 76 28 1448 · sojyl@politi.dk
Syd- og Sønderjyllands Politi
Kirkegade 76 · 6700 Esbjerg
Tlf. 76 111448 · sjyl@politi.dk
Fyns Politi
Hans Mules Gade 1-3 5000 Odense C
Tlf. 66 14 1448 · fyn@politi.dk
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Parkvej 50 · 4700 Næstved
Tlf. 55 31 1448 · ssj@politi.dk
Midt- og Vestsjællands Politi
Komerups Vænge 12 · 4000 Roskilde
TIf: 46 35 14 48 · Email: mvsj@politi.dk
48 LPD · avisen
Nævnet var enig i den anførte fortolkning af psykiatriloven
men fandt ikke, at der den pågældende dag havde været
fremsat et egentligt udskrivningsønske, hvorfor der efter
nævnets opfattelse ikke var sket en overtrædelse af psykiatrilovens
§ 10, stk. 3.
Nordsjællands Politi
Prøvestensvej 1 · 3000 Helsingør
Tlf. 49 27 14 48 · nsj@potiti.dk
Københavns Vestegns Politi
Birkelundsvej 2 · 2620 Albertslund
Tlf. 43 86 1448 · kbhv@politi.dk
Københavns Politi Politigården
1567 København V.
Tlf. 33 14 14 48 · kbh@politLdk
Bornholms Politi
Zahrtmannsvej 44 · 3700 Rønne
Tlf. 56 90 14 48 · bornh@politi.dk
Færøernes Politi
Smyrilsve9ur 20 Postboks 3018
FR 110 T61$havn
Tlf. (+ 298) 3514 48 · politi@politi.fo
Grønlands Politi
P. H. Lundsteens Vej 1 3900 Nuuk · Grønland
Tlf. (+ 299) 32 1448 · grpoliti@greennet.gl

Min mening · Debat...
Lovforslag
om at unge psykiske syge på kontanthjælp
får hævet satsen
Læserbrev af Nina U. Jørgensen
ungfremtid@yahoo.com · www.geocities.com/ungfremtid
Hej, mit navn er Nina, jeg er 22 år gammel og psykisk syg,
jeg har I hele mit voksne liv været på kontanthjælp for unge
udeboende under 25 år, det er omregnet til menneskelige
termer ca. 4.500,- kr. om måneden efter skat.
Og hvad kommer det her dig ved? - Jo, som andre nok
allerede har informeret om, så arbejdes der lige nu, på et
lovforslag for at unge psykisk syge, der ligesom jeg er på
kontanthjælp, skal få hævet satsen, så den svarer til, hvad
mennesker over 25 år på kontanthjælp får. Det er ca. 2000
kr. mere om måneden. Men det her gode forslag, kommer
ikke til at hjælpe mig, jeg lider nemlig ikke af en skizofren
sindslidelse.
Jeg er på samme tid, så glad for, at der nu endelig bliver
gjort noget for de psykisk syge unge, og så harm over, at det
der nu bliver gjort, ikke kommer til at hjælpe mig og andre
i samme situation. Men jeg har fået nok! Jeg vil ikke sidde,
med hænderne i skødet og vente på bureaukratiets endeløse
magtkamp bliver overstået, eller afklaret, så handling
kan følge, jeg vil se noget ske, nu!
Det her er forkert, det er forkert at ignorere et uanet stort
antal menneskers, daglige kamp for, - udover at overleve
deres psykiske lidelser, en økonomisk ’overlevelse’ der i realiteten
ikke eksisterer. Det er endnu mere forkert at lade vores
regering bedømme hvilken lidelse der er værre end den
anden. Og det burde være ulovligt at lovgive ud fra det!
Men det er det nu en gang ikke…
Som jeg siger og mener af hele mit hjerte, så er jeg ovenud
glad for, hvad der trods alt sker, men jeg mener, at der
bør gøres opmærksom på, først og fremmest, at der er unge
i identiske situationer, men med et andet diagnose nummer,
som kunne få mindst lige så meget ud af, at blive omfattet
af denne lov. Jeg er godt klar over at det, så sent i lovforslagets
udvikling, nok ikke ændrer ved noget, men så kan vi
da, - hvis vi kan få os samlet, om ikke andet bruge, at der er
fokus på det fra politisk standpunkt nu til, - med mediernes
hjælp, at fastholde de ministre, partier og eksperter, der har
gået for dette lovforslag, til at komme på banen med noget
andet, bedre, eller mere i denne retning.
Jeg kan ikke gøre det her som ”min egen lille en mands
hær” (M/K), der er brug for opbakning, der er brug for mennesker
med så meget erfaring som jeg er gammel og der
er mest af alt brug for et stort sammenhold i bl.a. foreninger
så vi med fælles stemme kan sige; ”God start, men hvad
så med alle de andre?!” Jeg er ikke et eller andet anarkistisk
pigebarn, der vil vælte regeringen, men jeg vil på en god
måde, kæmpe for, at skabe en opmærksomhed i medierne
og befolkningen, for at kunne lægge et passivt pres på regeringen,
så vi kan få mere af det gode, som et forslag som
dette er.
Jeg er blevet gjort opmærksom på ad fl ere kanaler at de
fl este foreninger, ”kører deres egen politik” på det her område,
og jeg er ganske klar over, at der er så mange steder
at tage fat før velfærdsstat også er et ord der dækker det
psykiatriske og mentale Danmark, men jeg håber virkelig, at
der er en måde, at kunne skabe en fælles interesse og måske
endda, at kunne udvikle et samarbejde for en fælles sag.
Jeg har startet en hjemmeside, der er uden tilknytning til
nogen forening, med en masse meget tørt stof om lovforslaget,
og ville gerne bruge netop den til at kunne informere
alle der er berørt af psykisk sygdom, i alle former, aldersgrupper,
og relationer – om hvad der sker, for at rykke frem,
mod et psykisk bedre Danmark, om hvordan man som individ,
kan gøre noget aktivt for at fremme vores alles sag, og
for at give alle foreninger, grupper og støtter, muligheden
for at melde, ud så bredt som tænkeligt muligt, hvad de gør,
hvad der sker, og hvor vi står.
Jeg håber inderligt at mit initiativ kan bringe noget godt
med sig og at der er andre, som dig? - der kan se potentiale
i dette.
LPD bringer gerne problematikken videre og opfordrer andre til
at reagere på indslaget og rette kontakt til Nina.
49 LPD · avisen

Min mening · Debat...
Tvang i psykiatrien
Oplevelser fra et fordrag i Åbenrå vedrørende
projekt om reducering af tvang i psykiatrien
Læserbrev af Lars Jensen
Galebevægelsen i Sønderjylland. 14. april 2007.
Tvang i psykiatrien, dilemmaer
Med dette emne gennemførte 4 erfarne psykiatriske sygeplejersker
en foredragsaften i Nygade huset i Aabenraa.
De 4 var Karen Thyrsting, Vejle; Jonna Johansen, Horsens;
Janne Madsen , Haderslev og Susanne Kock fra Middelfart.
Som tilhørere og interesserede debattører deltog Lise Duus
fra LAP ( Landsforeningen M Psykiatribrugere ) i Vejle, Amalie
fra Vejle samt undertegnede fra Galebevægelsen i Sønderjylland,
der havde arrangeret mødet med økonomisk
støtte fra Aabenraa kommune.
De 4 fortalte om organiseringen af og gennemførelsen af et
projekt, der skulle vise mulighederne for at reducere tvang
i psykiatrien.
Selve projektets gennemførelse såvel som de frembragte
resultater kan siges at markere indled ningen til en oplysningstid
med fremvækst af ytrings- og handlefrihed på et
område, der tidligere har været kendetegnet ved politisk
befuldmægtiget autoritært overlæge styre .
Vigtigste elementer i projektet var at opnå dialog og tillidsbaserede
aftaler med potentielt tvangs truede patienter, og
hvor dialogen eller samtalen drejede sig om at opnå gensidig
indsigt i patientens livshistorie frem for i sygehistorien
og således opfatte og give udtryk for, at patienten er et selvstændigt
individ frem for, som traditionelt, en syg person
som personalet uden videre ved hvordan skal behandles
uden at have været i dialog herom.
Denne tilgang til patienter med psykiske problemer viste
sig at være særdeles sundhedsbefor drende for både patienter
og behandlere.
’”’Patienterne oplevede at blive mødt som rigtige mennesker
og at fa analyseret deres problemer med ofte overra-
50 LPD · avisen
skende resultater, der kunne vise sig værdifulde i den videre
behandling og til undgåelse af tvang.
Samtale kan fremme forståelsen og kan mindske anledningen
til voldshandlinger.
Et særligt overraskende resultat af indførelsen af denne i
almindelighed normale omgangsform var, at sygeplejerskerne
oplevede det som en voldsom forbedring af deres
arbejdsmiljø, at de nu ikke skulle udvise den tidligere praktiserede
distance til patienterne.
Dilemmaerne var velkendte. Samtale tager tid og koster lønkroner.
Etableringen af tillidsforhold er risikabelt for personalets
sikkerhed, for initiativet til at skabe tillid skal tages af
personalet ved at vise tillid.
Et formodet dilemma udeblev. Der var i projektforløbet ingen
truende interesse fra lægeside mod projektmagernes
kreativitet og arbejdssituation.
Tværtimod blev der vist positiv interesse for projektet.
De 4 opviste et engagement, der fortalte, at de havde oplevet
”noget stort”, som burde udbredes til hele det psykiatriske
etablissement.
Hovedrapporten over projektet kan fi ndes v.h.a. Google ved
indtastning af ”praksy”, men jeg må anbefale også at få projektet
præsenteret live.

Min mening · Debat...
Visitering og mobiltlf.
Henvendelse vedr. visitering af bistandsværge
og medbringelse af mobiltelefon på afdeling.
Læserbrev af anonym bistandsværge
Til Politimesteren i X-by den, 7/11 2006
Vedrørende mit erhverv som bistandsværge i X-by politikreds
og for fl ere klienter for X-by Politi vil jeg gerne fremføre
følgende klage over ikke at kunne bestride mit erhverv
efter loven, som siger jeg har fri og uhindret adgang til mine
patienter.
Problemet er X-afdelingen, afd. Y, hvor jeg fredag den 3. oktober
2006 på afd. Y, xxxxxx, xxxxxx xxxx Y-by. blev nægtet
adgang til min patient xxxxxxx xxxxxxx, cpr. xxxxxx-xxxx,
hvis ikke jeg lagde min mobiltelefon fra mig på kontoret
efter først at være forespurgt, om jeg havde mobiltelefon
på mig. Jeg ønskede ikke at lade mig visitere eller lægge
min mobiltelefon på kontoret, hvorefter patienten ikke fi k
sit lovede besøg. Jeg har bestridt mit erhverv som bistandsværge
siden 1988 uden nogen form for klager og et godt
samarbejde med politimyndighederne og ført tilsyn med
mine bistandsværgeklienter, som jeg skulle jf. loven
Finder nu at det kan være vanskeligt på afd. Y, hvis der indføres
restriktioner. Har altid medbragt min mobiltelefon og
faet opkald fra hospitaler og afdelinger, når jeg har været
ude, også fra X-afdelingen og mens jeg har været på afdelingen.
Det har ikke været et problem og er det ikke på alle andre
afdelinger. Jeg har aldrig medbragt våben eller stoff er i
afdelingen, så intet belæg for at forlange at telefonen skulle
fratages mig. Har den altid på lydløs i afdelingen og telefonen
generer ikke, mens jeg taler med klienter på arbejdet.
Formoder heller ikke politiet skal lægge deres tjenestetelefon
fra sig, når de kommer på afdelingen, idet de arbejder under
samme betingelser med tavshedspligt og etik som jeg.
På andre afdelinger har man vist mig en skrivelse fra ledelsen,
som siger at ansatte på X-afdelingen ikke må anvende private
mobiltelefoner i arbejdstiden, idet det var blevet for meget.
Jeg er ikke ansat på X-afdelingen, men kommer udefra,
hvorfor det ikke gælder mig som bistandsværge, hvilket
andre afdelinger også siger. Efter min diskussion med afd.
Y har en ansat ved navn Xxxxx, afd. Y sat en seddel op i
terminalen om at alle bistandsværger og patientrådgiyere
skal afl evere deres mobiltelefoner i terminalen i lighed med
andre besøgende. Jeg er ikke at sammenligne med andre
besøgende og mener det er helt forfejlet i lighed med min
faglige forening LPD.
Vil anmode om en udtalelse vedrørende denne problematik,
hvor en afdeling ligger hindringer i vejen for at man lovligt
kan udføre det hverv, som man er antaget af politimesteren
til at udføre under strafansvar og tavshedspligtansvar.
Skrivelsen er efterfølgende besvaret fra politimesteren med at
den er sendt videre til pågældende afdeling.
Overlægen har efterfølgende undskyldt over for bistandsværgen
pr. telefon og erkendt, det var en fejl og at skrivelser om
at patientrådgivere og bistandsværger skulle fratages deres
mobiltelefoner var fj ernet fra terminalen. I øvrigt ville politimesteren
og patientrådgiveren modtage et skriftligt svar fra
afdelingen.
LPD er enige i at den enkelte patientrådgiver og bistandsværge
har fri og uhindret adgang til sine patienter og ikke skal visiteres
for medbragte eff ekter, da de ved ansættelsen skulle have
ren straff eattest og i øvrigt arbejder under tavshedspligt.
Efterfølgende har ministeriet også bekræftet fri og uhindret adgang
til patienterne for bistandsværger og patientrådgivere.
LPD mener dog at man bør undlade brug af mobiltelefon under
samtaler med patienter med mindre, det er ”vigtige” samtaler.
51 LPD · avisen

Min mening · Debat...
Oplevelse af annullering
af patientklage
Læserbrev af anonym bistandsværge d. 15/6 2007
Vedr. klage over brud på procedureregler ved annullering
af patientklage.
Som patientrådgiver tillader jeg mig hermed at klage over et
nyligt brud på de gældende procedure-regler vedr. annullering
af en allerede udformet og afl everet patient-klage stilet
til overlægen.
Opmærksomheden henledes venligst på, at jeg to gange
tidligere på møder mellem patientrådgivere og afdelingsledelsen,
har efterlyst en mere konsekvent praksis m.h.t. at
blive kontaktet af afd., hvis en patient ønsker at annullere en
allerede eff ektueret klage. – En af fl ere procedureregler, som
afd. XX ikke har fulgt i nærværende sag vedr. klage over fi ksering.
Patientens navn og cpr. nr.: xxxxxxxxxxxxx.
Hospital: Psyk. Hosp., Afd. yyyyyyyyyyy
Beskikkelsesperiode: 13/05-11/06-2007.
I nedenstående følger en nærmere specifi ceret og samlet redegørelse
for sagens forskellige kritik- punkter.
- Trods gentagne efterlysninger af klagen, oplyste afd. XX
mig ikke om, hvor den befandt sig, da ingen vidste det.
- Brud på telefonisk løfte afgivet d. 07/06-07 om at have svar
parat på tidligere efterlysninger af klagen under besøg i afd.
XX fredag formiddag d. 08/06-07. (D.v.s. 11 dage efter afl evering
af klagen i afd. d. 29/05-07).
- Overlæge ØØs svar under ovennævnte besøg var en oplysning
om aldrig at have hørt patienten ytre ønske om at
ville klage.
- Patientens skriftlige annullering af klagen (dateret 09/06-
07) er ikke sket i samråd med/efter samtale med mig. Sidste
og afsluttende besøg hos patienten fandt sted d. 13/06-07.
- Ved telefonisk meddelelse fra afd. XX mand. d. 11/06-07
om ophævelse af beskikkelsen, fortsat intet initiativ til opføl-
52 LPD · avisen
gende oplysning om tidligere efterlysninger af klagen. Kun
via egen afsluttende forespørgsel, fi k jeg oplyst, at patienten
havde annulleret klagen skriftligt.
- Manglende fremsendelse af patientens skriftlige klage-annullering
(dateret 09/06-07) i kopi. Via egen henvendelse til
en sekretær (mand. d. 11/06-07), lykkedes det imidlertid at
se klageannulleringen i patientens journal, som jeg herefter
kopierede.
Dateringen af patientens skriftlige klage-annullering (d.
09/06-07), giver anledning til spørgsmålet om, hvorfor afd.
XX først forholdte sig til klagen 12 dage efter indgivelsen
(d.29/05-07)?
Til sammenligning kan nævnes udfærdigelse og afl evering
af en anden samtidig patient-klage lige-ledes til afd. XX
over tvangsindlæggelse og –medicinering, dateret d. 04/06-
07, altså 6 dage senere end ZZ’s klage. I denne sag modtog
jeg svarbrev fra Patientklagenævnet allerede 4 dage senere,
d.v.s. d. 08/06-07. Hvorfor denne forskel i ekspeditionstiden?
Vi kan alle begå fejl, men omfanget og karakteren af de
ovenfor beskrevne regelbrud er svær at ignorere og fremkalder
derfor af hensyn til patienternes tarv en reaktion fra
min side. Forhåbentlig med den konsekvens, at de nævnte
procedure-regler fremover bedre kan overholdes.
LPD bakker 100 % patientrådgiveren op i denne sag og er glade
for, at vi har så energiske patientrådgivere ude i landet. I LPD er
der kendskab til fl ere tilfælde, hvor klager ”syltes” på afdelinger,
ikke fremsendes i tide, ja undertiden slet ikke fremsendes. Vedrørende
tilbagetrækning af klage er det en god procedure, at
afdelingen kontakter patientrådgiveren/bistandsværgen for at
oplyse om dette, således at der er mulighed for at kontakte patienten
vedrørende forholdene i tilbagetrækningen. Husk, det er
altid patientens ønske, der tæller, når der tages stilling til, om
klage tilbagetrækkes eller ej. Patientrådgiveren bør kun afgøre
dette egenrådigt, når patienten er i så dårlig en tilstand, at denne
ikke selv kan tænke rationelt og så ellers råde og vejlede! Se i
øvrigt anden artikel i dette nummer og kommentarer hertil!

Min mening · Debat...
Problemer med
udlevering af materiale
i forbindelse med beskikkelsen
som bistandsværge
Brev fra ZZ-medarbejder i Kriminalforsorgen i det jyske
skriver til formanden for LPD
Jeg arbejder for Kriminalforsorgen i det jyske i XX by og har
en ung mand i tilsyn, som er psykiatrisk behandlingsdømt.
Meget tilfældigt og under selve domshandlingen, blev hans
stedfader beskikket som bistandsværge.
Stedfaderen er af udenlands herkomst og forstår ikke et ord
dansk. Samtidig fi k hans mor og stedfar (på dansk ) en del sider
med ” tør ” lovstof, som de har meget svært ved at forstå,
mig selv incl.
Findes der nogle letforståelige pjecer eller foldere, som kan
udleveres???
ZZ-medarbejder
Formanden for LPD Ole Kølle svarer:
Hej
Tak for din mail. Beskikkelsen af stedfaderen som bistandsværge
er i sig selv temmelig problematisk, idet vi i LPD oplever alt for
tit, at pårørendebistandsværger kommer i ” klemme ” i systemet
og vi fraråder på det kraftigste at beskikke pårørendebistandsværger.
At stedfaderen i denne sag ikke engang forstår dansk og får alt
lovstof udleveret på dansk gør jo kun sagen endnu mere grotesk.
Jeg har, sammen med næstformanden og to bestyrelsesmedlemmer,
været til møde med Rigspolitiet den 27. juni, hvor ovennævnte
emne var et af mange temaer.
Nu ved jeg jo ikke, hvad moderen og stedfaderen har fået udleveret
af materiale?
Hvis det er bekendtgørelsen om lov af bistandsværger, de har
fået udleveret, så er det denne, som de skal forholde sig til.
Der udleveres desværre somme tider noget gammelt lovstof (se
efterfølgende eksempel udleveret for nylig af en politikreds til en
bistandsværge ), så giv mig lige et præg om, hvilket de har fået
udleveret, og jeg skal da kommentere på dette.
Du er også meget velkommen til at ringe til mig på 24665824
og jeg skal da give dig en hurtig forklaring på bistandsværgens
opgave og hvilke forpligtigelser, der følger med jobbet.
Jeg kan godt forstå, at moderen og stedfaderen synes, at det er
en stor ”mundfuld”. Selv vi gamle ”rotter” i faget kommer jævnligt
ud for situationer, som der ikke er taget højde for i lovgivningen.
Stor LPD- hilsen, Ole Kølle, fmd.
ZZ fra det jyske svarer tilbage:
Jeg er helt enig i, at man ikke bør beskikke familie tæt på,
men værgesystemet (der menes nok bistandsværgesystemet)
her i det jyske bærer præg af tilfældigheder, hvis de
behandlingsdømte overhovedet får beskikket en værge (bistandsværge
).
Jeg skulle hilse og sige, at nævnte familie synes de har fået
hjælp via Jeres hjemmeside.
Slutkommentar fra LPD-formanden, Ole Kølle:
Ovenstående er desværre nok et bevis på, at de kendsgerninger,
som LPD mange gange har peget på overfor de politiske udvalg
og myndigheder, desværre holder stik, nemlig, at der er mange
dømte, som ikke har en bistandsværge.
Dette kan vi i vores RETSSAMFUND ganske enkelt ikke være bekendt.
LPD håber, at vi snart kan råbe politikerne op på dette
område og få ændret tingenes tilstand.
53 LPD · avisen

Synspunkt...
Tvangsindlæggelser
Eksempel på patients tilbagetrækning
af klage mod at tvangsindlæggelse ophæves
af behandlende overlæge
Vedr.: Tvangsindlæggelser på det Psykiatriske hospital XXXXX I Xby.
Jeg er benefi ceret advokat ved Retten i Xby nu Retten i Yby.
I den egenskab har jeg i en del år haft en række sager angående
efterprøvelse af lovmedholdeligheden af tvangsindlæggelser
på X Hospital i Xby.
Jeg har i den forbindelse oplevet en praksis fra Hospitalets
side, hvorefter en patient, som er tvangs tilbageholdt ønsker
lovligheden af denne prøvet først ved Patientklagenævnet
og senere ved Retten får stillet i udsigt at blive udskrevet, såfremt
klagen over tvangstilbageholdelsen tilbagekaldes.
Senest har jeg oplevet denne praksis i forbindelse med en
sag, hvor en yngre mand tvangstilbagehol des, hvilket han
klager over. Stillet i udsigt at tvangstilbageholdelsen ophører
om 5 dage, trækker han klagen tilbage. På dagen, hvor
han var stillet i udsigt at blive udskrevet, har jeg forstået, at
der er uenighed blandt lægerne om det hensigtsmæssige i
udskrivningen, så han tilbageholdes fortsat, hvilket giver anledning
til en tvangsfi ksering med bælte og fodremme.
I Patientklagenævnet bliver tvangsforanstaltninger og
tvangstilbageholdelse godkendt.
Patienten ønsker klagen videreført og lovligheden prøvet i
Retten.
Undertegnede beskikkes og får under et besøg på Hospitalet
af patienten beskrevet ovenanførte hændelsesforløb.
Umiddelbart efter samtalen med patienten på Hospitalet
får han på ny tilsagn om udskrivning mod at tilbagekalde
klagen. Han forsøger at ringe til mig for at rådføre sig, men
træff er mig ikke. Han bliver udskrevet og i en senere samtale
meddeler han mig, at det var hans indtryk, at det var en
betingelse, at han tilbagekaldte sagen, idet han ellers ikke
mente, at han ville blive udskrevet. Jeg udtrykte naturligvis
54 LPD · avisen
forståelse for, at han havde valgt at komme ud i friheden, og
jeg besluttede i samråd med ham og patientrådgiveren at
fastholde prøvelsen, herunder at få prøvet de særlige aspekter,
som sagen gav anledning til.
Dette meddelte jeg tillige i en telefonsamtale til den behandlende
overlæge, som fastholdt overfor mig, at patienten ønskede
prøvelsen tilbagekaldt. Efterfølgende blev sagen udsat
til et senere retsmøde, hvor den pågældende overlæge
ikke var i stand til at møde i Retten, men jeg fi k efterfølgende
en skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at han tilbagekaldte
sine klager over begge tvangstilbageholdelser, som
fandt sted under indlæggelsen.
Jeg udtrykte naturligvis forståelse for, at han havde valgt at
komme ud i friheden, og jeg besluttede i samråd med ham
og patientrådgiveren at fastholde prøvelsen, herunder at få
prøvet de særlige aspekter, som sagen gav anledning til.
Dette meddelte jeg tillige i en telefonsamtale til den behandlende
overlæge, som fastholdt overfor mig, at patienten ønskede
prøvelsen tilbagekaldt. Efterfølgende blev sagen udsat
til et senere retsmøde, hvor den pågældende overlæge
ikke var i stand til at møde i Retten, men jeg fi k efterfølgende
en skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at han tilbagekaldte
sine klager over begge tvangstilbageholdelser, som
fandt sted under indlæggelsen.
Som følge heraf har jeg helt trukket klagen tilbage, idet jeg
naturligvis må følge patientens ønsker des angående.
Jeg føler dog trang til at underrette udvalget om en i mine
øjne besynderlig praksis, hvorefter man udfolder stærke
bestræbelser på ved løfte til patienter om udskrivning at
få tilbagekaldt patienternes ønske om prøvelse af lovmedholdeligheden
af allerede foretagne tvangstilbageholdelser.

Jeg kan oplyse, at patientrådgiveren i den pågældende sag
XXXXX i Yby er orienteret om nærværende skrivelse, hvorimod
jeg ikke har orienteret patienten eller Hospitalet.
Med venlig hilsen
Advokat XXXXXX.
LPD har kendskab til fl ere lignende eksempler på ovenstående
og afventer svaret fra §-71-udvalget, som fi k ovennævnte problematik
til besvarelse den 13. marts 2007.
Vi har eksempler på, at patientrådgivere i første omgang er blevet
nægtet adgang til patienten, idet denne havde ”trukket” sin
klage tilbage. Da pågældende patientrådgiver kendte sine rettigheder
og patienten lige så, fi k han adgang til patienten, som
oplyste, at han havde fået besked på at trække klagen tilbage.
Da patientrådgiveren nu oplyste ham om, at det ikke var hver-
Synspunkt...
LPD har noteret sig at også politiet har problemer i henhold
til behandlingen af psykisk syge, hvilket giver sig udtryk i en
artikel fra formand i Politiforbundet Peter Ibsens artikel set i
Politiforbundets blad.
Fra artiklen ”Mere end samfundets skraldemænd.” skriver
han bl.a. følgende:
” Er peberspray virkelig løsningen på et voksende socialt og
samfundsmæssigt problem?
Skal samfundet i så fald også løse stigende arbejdsløshed
med fængselsbyggeri, fordi vi derfor må forudse voksende
kriminalitet.
ken hospitalets eller patientrådgiveren, der bestemte dette, men
patienten selv ønskede at fastholde sin klage, som patientrådgiveren
så skrev og indsendte.
Tidligere diskussion vedrørende problematikken, hvornår er en
klage tilbagetrukket er af overpræsidiet blevet tolket som, at en
patient godt kan trække sin klage tilbage over for en overlæge
eller personale.
LPD ser det dog som mindre heldigt, at en patient skal stå alene
over for en læge i en sådan situation og føle sig tvunget til at
trække sin klage tilbage, hvorefter patientrådgiveren bliver ringet
op og afbeskikket.
En situation, hvor en læge/personale kan afværge en klage
imod sig selv, mod at love noget til gengæld.
LPD anbefaler derfor, at patientrådgiveren/bistandsværgen i tilfælde,
hvor en klage er ”trukket” tilbage over for personalet eller
en læge, altid sikrer sig at tale personligt med sin patient, som
skal bekræfte dette personligt over for patientrådgiveren, der
oplyser sin patient om dennes rettigheder i dette tilfælde.
Skraldemænd
Politiet er mere end samfundets
skraldemænd i relation til konfrontationer
med psykisk syge
Nogle gange løser politikerne problemerne bagvendt – eller
tørrer dem slet og ret af på samfundets store renovationshold:
politifolk, sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialarbejdere.”
I 1990erne begyndte der at ske noget mærkeligt. Folk smed
køleskabe ned på gaden fra anden sal, de stak ild til sig selv
og deres lejligheder og personale i butikker blev overfaldet
af råbende og hidsige mennesker med mærkelige blikke i
øjnene.
Distriktspsykiatrien kunne næsten øjeblikkeligt afl æses af
politiets døgnrapporter. Efter kl. 16 tikkede der bekymrede
55 LPD · avisen

henvendelser ind fra borgere, som havde oplevet adfærd
fra fremmede på gaden, i en nærliggende lejlighed eller på
bænken ved børnenes legeplads.
Ofte blot stakkels og harmløse mennesker – men grænsen
mellem ufarlig og pludselig vanvidseksplosion var hårfi n og
uberegnelig.
Distriktspsykiatrien var en realitet. Politiet havde fået en ny
opgave, samfundet et nyt problem!
Mange hæftede sig dog ikke dengang ved problemet, forudså
ikke omfanget eller forestillede sig, at det var andet
end midlertidigt.
Her en pæn årrække senere konstaterer Ibsen, at politiet er
blevet meget klogere på det område. Men det på en grel
baggrund. Problemet var ikke midlertidigt og er det stadig
ikke. Det er vokset og vokset og fylder en meget stor del
af politiets arbejdsportefølje. Antallet af kriminelle psykisk
syge er eksploderet – og intet tyder på, at det går den anden
vej eller fl ader ud.
Imidlertid er der år for år blevet skåret de forkerte steder i
det psykiatriske behandlersystem – så politiet i dag fl ere steder
må rykke ud og redde ansatte for overfald.
Danmark er i den heldige situation, at man ikke har oplevet
drab på en politimand de seneste ti år! (Redaktionen: for
nylig i juni skete et i Sverige, hvor en psykisk syg dræbte en
svensk politimand med skud).
I Danmark er politiet veluddannede og det danske samfund
er relativt fredeligt. Men derudover har politiet været mirakuløst
heldige, særligt i forhold til konfrontationerne med
psykisk syge kriminelle. Dette illustreres af et eksempel fra
Århus, hvor to yngre politifolk kort før påske i år skulle medvirke
til en tvangsindlæggelse.
Personen gemte sig bag en dør i sin lejlighed, og i selv samme
øjeblik den ene af politifolkene greb fat i dørhåndtaget
sprang den psykisk syge frem og stak ud efter ham og kollegaen
med en kniv.
Den ene blev ramt i låret mens den anden fi k gennemboret
de første femten sider i sin lommebog, som heldigvis lå
i brystlommen.
I denne sag var det millimeter og et mindre mirakel, som
gjorde forskellen på dræbte politifolk og et relativt harmløst
udfald af politiforretningen – og den er langt fra enestående
ifl g. Peter Ibsen.
Denne viden sidder i hovedet på alle politifolk HVER gang
de er involveret i politiforretninger med psykisk syge mennesker.
Politiet skal nu gribe ind i sådanne sager med psykisk
syge langt mere end nødvendigt, fordi netværket under
disse mennesker er så utilstrækkeligt, at der gribes ind for
sent og på et tidspunkt, hvor de er til fare for sig selv eller
andre. Det samme er udvekslingen af erfaringer og viden
mellem de relevante myndigheder og socialvæsen.
Konfrontationen med mennesker i aff ekt og uden for psykologisk
rækkevidde er noget af det farligste og mest uberegnelige,
politiet kan komme ud for. Det er denne konfrontation
som politiet er ængstelige for og derfor undrer Peter
56 LPD · avisen
Ibsen sig over, at samfundet lader det komme så let dertil,
hvor konfrontationen er nødvendig.
Distriktspsykiatrien er blot et af talrige eksempler på, at samfundet
vælger at dumpe komplekse og sociale problemer
hos det, der efterhånden ligner et off entligt renovationsarbejde.
Lærere skal samle op, der hvor integrationen svigter,
pædagoger skal være opdragere og overtage forældreansvaret,
sygeplejersker, hjemmehjælpere og socialarbejdere
skal samle op på systemer, der ikke hænger sammen, mens
politiet skal tage sig af de psykisk syge og desperate mennesker.
Hvad værre er, at man vælger i samme forbindelse
at gøre dem ufarlige og ofte sætte dem i gabestokken, når
noget går galt!
Når samfundet trods alt hænger sammen og fungerer i dag,
så skyldes det, at de off entligt ansatte inden for service,
sundhed og tryghed ind til videre holder fundamentet stabilt
– men under stigende pres. Måske er det også ifl g. Ibsen
en af de væsentligste forklaringer på, at det ikke er lykkedes
Fogh-regeringen at beskære den off entlige sektor, som man
egentlig ønskede det! Man har gjort den svagere og mere
skrabet, men uden et stort antal ansatte til at tage skraldet
ville systemet bryde sammen. Meget bekosteligt ville regeringen
stå med kolossale problemer, som den var nødt til at
løse fra bunden af.
Alt andet lige er det lettere at tørre problemet af på de instanser,
man allerede råder over. Derfor er den off entlige
sektor ikke blevet mindre – den er blot blevet sat under
voksende pres. En tendens der har præget de seneste 25 års
politik, men hvor skruen har fået en ekstra drejning under
den nuværende regering.
Politisk er der åbenbart en tendens til at skubbe komplekse
problemer fra sig. Ofte fordi, debatten i sidste instans kommer
til at handle om at pålægge nogen ansvaret for det, der
er gået galt. Det er den danske syge. Der skal pinedød placeres
et ansvar frem for at gribe om problemets rod. Det er
pædagogen og ikke forældrene, ligesom det er læreren og
politimanden, som gøres ansvarlige. Til trods for, at de ofte
først modtager problemet , der hvor det er pustet op til eksplosionsstørrelse!
ER det rimeligt? Er det klogt?
Med udgangspunkt i eksemplet med distriktspsykiatrien
er det svært at placere aben! Der er mange skyldige, der
er mange som er medvirkende til de sidste års laden stå til.
Bortforklaringer er der også mange rimelige af.
Derfor er problemet og de afl edte virkninger blevet skubbet
over på den faggruppe, som egentlig er yderste instans
og derfor har ret til at tackle det med magtanvendelse. Man
afventer eksplosionerne og møder dem under handlepligt
og de magtbeføjelser, som politiet er udstyret med. Aben
ligger hos politiet.
Debatten vil komme til at omhandle hvorvidt politiet skal
udstyres med peberspray, som er et mildere våben end tjenestepistolen.
Om hvorvidt politiet har brugt eller misbrugt

sin magt i forbindelse med konfrontationen. Ikke om at gribe
til roden af problemet, at vi har et samfund, hvor fl ere og
fl ere mennesker udsender ekstreme og uberegnelige nødråb,
fordi de enten er ensomme eller kræver behandling.
For Peter Ibsen at se tackles væksten af psykisk syge mennesker,
der er kriminelle lige så bagvendt, som hvis man valgte
at bygge fl ere fængsler for at imødegå stigende arbejdsløshed,
hvor den afl edte eff ekt måtte forventes at være større
armod, spændinger og voksende kriminalitet.
Ibsen mener det bliver en stadig mere udpræget tendens
i samfundet. Man skubber problemer og ansvar hen på en
stadig mere presset off entlig sektor. Der gøres meget lidt for
samfundsmæssigt at minimere eller løse problemerne.
Politifolk, sygeplejersker, lærere og pædagoger skal i stigende
grad tage skraldet.
Det skaber problemer, da det er uhensigtsmæssigt og belaster
de ansatte i unødig grad. Det ændrer også synet og status
i samfundet for disse faggrupper. Fra politisk side gøres
der ikke meget for at belønne indsatsen eller hæve status
og arbejdsglæde
For Ibsen at se, er resultatet at den off entlige sektor og de
ansattes bæredygtighed testes mere end klogt er. Såvel lærergerningen
som politiarbejdet og behandlingen af syge
og trængende mennesker bliver stadig mindre attraktiv.
Hvervesegmentet risikerer at måtte sættes stadigt lavere.
Med disse faggruppers tærskel er det som med klimaet – Ibsen
konstaterer en overophedning, hvor vi ved, der er en
grænse, hvor der er risiko for TOTAL nedbrydning. Da den
nøjagtige tærskel ikke kendes løber vi imidlertid risikoen og
fortsætter med at øge belastningen.
Peter Ibsen slutter af med at vi måske nok hellere burde
løse de reelle problemer – også i forhold til om off entlige
ansatte blot skal ende som Statens og kommunernes skraldemænd.
LPD har med interesse læst formanden i Politiforbundets artikel
og har konstateret via pressen, at der jævnligt gennem de
sidste år har været konfrontationer mellem politiet og psykisk
syge mennesker. Alt for ofte er der ved disse konfrontationer
anvendt skydevåben fra politiets side, hvilket har resulteret i
skudepisoder med svært sårede psykisk syge og fl ere, der er afgået
ved døden. Som nævnt i artiklen er det indtil nu ikke gået
ud over danske politifolk, idet ingen er blevet dræbt i de sidste ti
år. Dog er fl ere blevet såret under sådanne konfrontationer og
ikke mindst på sjælen over at have dræbt et andet menneske.
Situationen var dog meget tæt på i juni måned, idet en svensk
politimand blev dræbt af skud fra en psykisk syg svensker i Sverige.
LPD kunne ønske sig at danske politifolk fi k en uddannelse i
behandling af psykisk syge, således at man kunne minimere
brugen af våben i disse optrappede situationer. Dette til gavn
for politifolkene, deres familier, de psykisk syge og deres pårørende
samt befolkningen i almindelighed. LPD hilser brugen
af peberspray som magtmiddel hos politiet velkommen i den
henseende.
Da der bliver fl ere og fl ere psykisk syge i det retspsykiatriske system
og der i negativ takt hermed nedlægges fl ere og fl ere sengepladser
forudser LPD, at der vil komme langt fl ere situationer
mellem politi og psykisk syge i fremtiden. Artikler om dette har
kunnet læses i Jyllandsposten og Ekstra Bladet i årets første
måneder. Ulykkelige situationer som bringer den enkelte politimand
og den psykisk syge ud i svære efterfølgende psykiske
problemer med efterfølgende behandlinger og samtaler. Problemer
som også kan smitte af på pårørende til de implicerede
og give, de der har overværet konfrontationen, traumer. Ofte er
det helt unge betjente, der kommer ud for disse situationer og
i et af tilfældene var det en politiskoleelev, som kom ud for at
måtte afgive skud mod en psykisk syg, der havde en kniv på sig.
En psykisk syg, som en af LPD´s medlemmer er bistandsværge
for. P.t. verserer der en sag i pressen, hvor en psykisk syg blev
skudt i en 7-eleven forretning og hvor politiet tiltales i sagen for
unødig magtanvendelse. En ulykkelig situation for alle parter.
LPD vurderer at der i politiets konfrontationer med de psykisk
syge ofte er kendskab til, hvem den psykisk syge er, idet de er
kendt indenfor retspsykiatrien. Som regel er det en nabo eller
en der kommer fast et sted, således at politiet nemt kan udfi nde
identiteten på vedkommende.
Idet det er en kendt inden for retspsykiatrien, har vedkommende
psykisk syge også en bistandsværge, idet en psykisk syg er
tildelt en sådan efter loven, da man blev idømt fx en behandlingsdom
ved byretten af dommeren.
I et sådant tilfælde kunne man gøre brug af den psykisk syges
bistandsværge!
Bistandsværgen kunne være tilføjet i politiets system under pågældendes
sag eller den psykisk syge direkte og vagthavende
hos politiet eller HS (politiets telefonkommandocentral) kunne
underrette pågældendes bistandsværge i situationen og gøre
brug af bistandsværgens indgående kendskab til den psykisk
syge, som bistandsværgen kender gennem besøg i dennes
hjem, ved indlæggelser og retsmøder.
Bistandsværgen kunne oplyse, om han mente, der var aktuel
fare for, om den psykisk syge ville gøre alvor af sine trusler og
eventuelle våben og være med til at forhindre, at der skulle
trækkes våben. Der kunne være mulighed for at bistandsværgen
talte telefonisk med den psykisk syge. Da bistandsværgen
som oftest bor i nærheden af den behandlingsdomsdømte
kunne bistandsværgen også have mulighed for, at komme til
stedet og tale den psykisk syge til ro.
Brugen af bistandsværgen på denne vis ville med stor sandsynlighed
kunne forhindre at situationen blev optrappet, og at
man derved kunne undgå sårede personer og måske dødelig
udgang på en konfrontation til ingen verdens nytte og stor
sorg for de implicerede. Tiden til at samle op på de berørte rent
psykisk bagefter og sygemeldinger ville også kunne minimeres
ved at anvende bistandsværgen.
Ydermere kunne LPD tænke sig en bedre uddannelse for politiet
med hensyn til omgang med psykisk syge. Der er set eksempler
57 LPD · avisen

på at betjente, der er vant til omgangen med psykisk syge klarer
situationer med psykisk syge nemt og elegant, idet de ved hvad
det drejer sig om og hvordan de skal tiltales og behandles.
Med hensyn til at kalde en bistandsværge ud akut må bistandsværgebekendtgørelsen
laves om, og det vil LPD arbejde med
fremover, når den nuværende bekendtgørelse skal tages op til
revision, således at der bliver tale om et udrykningshonorar af
en vis størrelse.
Synspunkt...
58 LPD · avisen
LPD har også tanker omkring ”professionelle” bistandsværger,
der kun skal arbejde med bistandsværgejobbet til en fast
grundløn med tillæg for patienter og være hjemmehørende i de
enkelte politikredse med fast tilknytningssted og faste møder
med erfaringsudveksling og mulighed for at hjælpe hinanden
med diverse retsmøder m.v. Men mere om dette senere i særskilt
artikel.
Beskyttelsesfi ksering
og dørafl åsning
på et psyko-gerontologisk afsnit
Indlæg af Niels Jørgen Schou, redigeret af redaktionen.
§17a, §18,§18a og §18c er væsentlige fornyelser i den nye
psykiatrilov, der trådte i kraft 1. jan. 2007.
Som patientrådgiver på et psyko-gerontologisk afsnit på
psykiatrisk hospital i Risskov, har den nye psykiatrilov givet
mig et øget antal beskikkelser vedrørende beskyttelsesfi kseringer
og andre beskyttende foranstaltninger.
Disse patienter skal efter den nye lov have beskikket en
patientrådgiver, hvorimod det kun var efter ønske, der skulle
beskikkes en patientrådgiver efter den gamle lov.
Desværre hersker der stadig denne misforståelse på fl ere
afdelinger, at man skal spørge patienten ved fi ksering, om
denne vil have en patientrådgiver eller bistandsværgen skal
orienteres. Der benyttes stadig gamle ikke aktuelle skemaer/
beskikkelsespapirer, hvoraf det fremgår ”patienten ønsket
patientrådgiver”.
Vi har med en gruppe mennesker at gøre, som det er svært
at komme i kontakt med. De bliver i hverdagen stillet over for
mange ting, som de skal forholde sig til (vil de være på afsnittet
– de skal forholde sig til en husorden osv.). Vi har at gøre
med en gruppe mennesker, som er svært demente og som
ikke forstår ret meget af, hvad der foregår ”rundt” om dem.
Der skal nu beskikkes en patientrådgiver både ved beskyttelsesfi
ksering og ved dørafl åsning.
Når politikerne har besluttet dette i den nye lovgivning, er
det selvfølgelig ud fra patientens RETSSIKKERHED. Som ved
alle lovgivninger, er der ting, der skal justeres ”hen ad vejen”
og dette vil nok også komme til at gælde ovennævnte område.
Selv om mange af ovenstående gruppe ikke forstår, hvad
en patientrådgiver er, formindsker det ikke vigtigheden af,
at patientrådgiverne også kommer på disse afdelinger, så de
kan få et indtryk af hverdagen her.
God sygehusstandard skal jo fi nde sted alle vegne. Det ekstra
arbejde, som personalet pålægges til skriverier og ekstra
tilsyn, må jo føre til en nøje planlægning af personalearbejdet
, men det er jo ikke noget, vi som patientrådgiver, skal
forholde os til. Firetimersreglen vil også være gældende for
beskyttelsesfi ksering og den beskyttelsesfi kserede vurderes
løbende efter disse regler af overlægen/kontrollerende
læge.
Problematikken i beskyttelsesfi kseringer af ældre demente
er, at de tages ud af fi kseringen der ophæves, når de skal
sove til middag/ skal sove for natten m.v..
Skal patientrådgiveren så beskikkes på ny, når næste dag
oprinder og der igen sker en beskyttelsesfi ksering? På dette
punkt er der ikke taget højde i den nye Psykiatrilov og der
bør ske en justering!

Min mening · Debat...
Stigning i antallet
af psykisk syge
der begår kriminalitet
Denne overskrift har i længere tid kunnet læses i fl ere af de
store aviser. Sidst skriver Jyllands-Posten ( Kim Hundevadt ),
at psykisk syge mister sengepladser.
Både Danske Regioner, Kriminalforsorgen og leder af Justitsministeriets
Retspsykiatriske Klinik Peter Kramp betegner
udviklingen som alarmerende og mener , at nedlæggelsen
af sengepladser, så der i dag kun er 3.158 voksensengepladser,
er en meget uheldig udvikling.
At der på 25 år er nedlagt ca. 5.000 sengepladser på de voksen
psykiatriske afdelinger betragter LPD som noget nær en
katastrofe.
Ved indførelsen af distriktspsykiatrien i beg. af halvfemserne
havde man jo nok troen på, at denne kunne erstatte mange
sengepladser.
Der er ikke tvivl om, at nogle sengepladser kunne erstattes,
men det faktuelle antal, der er blevet nedlagt, er langt
over,hvad der viser sig holdbart i det praktiske arbejde. Som
bistandsværge møder vi ofte patienter, der ikke er ” færdigbehandlet
”i det psykiatriske system og derved netop har
begået en kriminel handling, der får bistandsværgen ” på
banen”.
Ovenstående situation er dybt ulykkelig og kan bl.a. undgås
ved, at de psykisk syge får den behandling, som de har
brug for i det tidsrum, som de har brug for den. Det opleves
næsten som en stor udspringsvippe, hvor de patienter, der
betragtes som mindst syge, står yderst på vippen og når der
så kommer en ny patient, som er mere syg end den yderste,
så får denne patient et bitte puf ” ud fra vippen” (udskrives),
men der er desværre ingen vand i bassinet eller spændt et
sikkerhedsnet neden under, så den udskrevne kan ”samles
op”.
Mange gange går det heldigvis godt, men det er uhyggeligt
at se, hvor tit det går galt.
Ikke alene begås der grov kriminalitet, men fl ere grupper i
samfundet (politifolk, socialrådgivere,sygeplejersker, social-
pædagoger, læger og plejepersonale )bliver i hverdagen
udsat for trusler og vold, som forfølger dem i lang tid. Det er
ganske urimeligt, at disse mennesker (og ganske givet fl ere
grupper) skal have deres tilværelse ødelagt, fordi det psykiatriske
behandlingssystem svigter.
Tænk blot på alle de ulykkelige hændelser, som politifolk har
været ude i , hvor der er blevet trukket våben. Jeg skal ikke
her bedømme politifolkenes brug af våben, men blot konstatere,
at der åbenbart har været en situation, hvor der er
blevet trukket våben mod en psykisk syg.
Det faktum, at der i dag alene er over 2000, der er dømt til
psykiatrisk behandling efter at have begået en alvorlig kriminel
handling, må et eller andet sted indikere, at der ikke
foregår tilstrækkelig behandling i systemet.
Når politifolk mener, at de er blevet skraldespand for et psykiatrisk
behandlingssystem, der ikke virker ,og at det fl ere
steder er over halvdelen af de varetægtsfængslede , der
har en psykiatrisk diagnose, så må politikerne meget snart
handle på disse oplysninger.
LPD ser frem til, at der skabes fl ere sengepladser og at der
gives de behandlingstilbud, som de psykiatriske patienter
har brug for, så disse ikke lukkes ud uden at være færdigbehandlet.
Kære politikere, få nu afsat de nødvendige midler til det
psykiatriske område. Sølle 20 mill. kr. nu og her rækker ikke
langt, og at henlægge udsigten til fl ere midler til efterårets
aftaler om brugen af Satsmidlerne er, set med LPD`s øjne,
ikke at tage sagen alvorlig nok.
Ole Kølle
Fmd. LPD
59 LPD · avisen

LPD AVISEN
LPD
Per Møller Christensen,
Grebjerg 22, 9440 Aabybro
Kort nyt...
Ny direktør
for Sundhedsstyrelsen
I kølvandet på kommunalreformen har Sundhedsstyrelsen i
april måned fået ny direktør, 46-årige Jesper Fisker.
Den nye direktør er den første direktør, der ikke er læge, han
kommer fra en stilling som Sundhedsdirektør i Københavns
Kommune, tidligere Socialdirektør i Brøndby kommune og
herefter Kommunaldirektør i Hillerød Kommune.
De fem nye regioner skal nu drive sundhedsvæsenet, og
60 LPD · avisen
Returneres ved varig adresseændring
samtidig bliver Sundhedsstyrelsens position styrket, idet
den nu i langt højere grad skal godkende, overveje og kontrollere
forholdene på landets sygehuse. Tidligere var den
primære opgave at give lægelige anbefalinger.
Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i
Danmark (LPD) ønsker den nye direktør tillykke med den
ansvarsfulde post.
B