Lille Vildmoses natur i fortid og nutid - Aage V. Jensens Fonde

Indledning
Lille Vildmose er en højmose, og for blot 100 år
siden dækkede den våde højmoseflade et areal på
ca. 6400 ha – inklusive 400 ha tørlagte søer – der
strakte sig fra Høstemark i nord til Øster Hurup
i syd. Den havde en aflang form, der udfyldte det
flade landskab mellem Mulbjergene og strandvoldene
langs Kattegatkysten i øst og det bakkede
morænelandskab i vest. Siden dengang er
der sket markante forandringer i området: Store
arealer i nord er drænet og blevet til landbrugsland
eller har tjent som tørveindvindingsarealer.
Det gælder dog ikke Portlandmosen, Høstemark
Mose og Paraplymosen, der trods en ekstensiv
dræning og anden kulturpåvirkning har bevaret
sit præg som aktiv højmose mange steder, om
end naturtilstanden i dag må bedømmes som
ikke tilfredsstillende (Pihl et al. 2000).
Den sydlige del af vildmosen, kaldet Tofte Mose,
blev hegnet sammen med Tofte Skov i 1907, og
mosen har siden tjent som jagt- og naturområde.
Det har sikret, at det 1960 ha store højmoseareal
fortsat kunne bestå som levende højmose. (Fig.
1). Tilsammen har Lille Vildmose et højmoseareal
på ca. 2400 ha, hvilket ikke blot gør mosen
til Danmarks suverænt største højmose, men
10
Lille Vildmoses natur i fortid og nutid
Af Bent Aaby og Niels Riis
området regnes også som en af de største levende
højmoser i det nordvesteuropæiske lavlandsområde,
hvis ikke det er den største!
Nok har Tofte Mose undgået større fysiske indgreb,
men anlæggelse af køreveje, uddybning og
regulering af Haslevgård Å og opretholdelse af
grøfter har med årene medvirket til en ændring
af vandbalancen på dele af mosen, så også Tofte
Moses natur har et klart behov for forbedringer
(Pihl et al. 2000, Streefkerk et al. 2004, Riis
2006).
Dette kapitel vil behandle den naturudvikling
moseområdet har gennemgået fra det var hav
og frem til i dag, hvor de tykke tørvelag gemmer
oplysninger om fortidens mosenatur. Tørvelagene
kan også fortælle om luftforurening,
vulkanudbrud og udviklingen i det omgivende
landbrugsland gennem sit indhold af pollen,
vulkansk aske og sin kemiske sammensætning.
Nutidens vegetation og de aktuelle vækstbetingelser
behandles også. Mosens søer er noget
helt specielt, som gør, at vildmosen indtager
en særstilling i dansk og europæisk natur. Endelig
vil de omfattende tiltag til genopretning
af naturtilstanden i specielt Tofte Mose blive
omtalt.

Fig. 1 Den centrale del af Tofte Mose med tuer og høljer. Høljerne farves grønne af Sphagnum cuspidatum.
Sommeren 2007. Foto B. Aaby.
11

12
Fig. 2 Kort over den østlige del af Himmerland til forskellig tid.
Skrå skravering angiver områdets udstrækning for ca. 6000 år
siden – i stenalderhavets tid. Vandret skravering viser landets udstrækning
for ca. 2000-1800 år siden – ældre romersk jernalder
(nuværende kote +3 m). Nutidens kystlinie er angivet med prikker.
Kryds viser de steder, hvor der er arkæologiske fund fra ældre romersk
jernalder (Mikkelsen 1943).

Vildmosens dannelse
Der foreligger kun få og spredte undersøgelser,
der kan belyse vildmoseområdets tidligste
udvikling. Vi ved dog, at området var dækket
af Yoldia-havet i den sene del af sidste istid. To
boringer henholdsvis ved Vildmosegården og i
udkanten af Birkesø fortæller, at Yoldiahavets
toplag ligger henholdsvis 22,1 m og 17,6 m
under havets overflade (Mikkelsen 1943). Der
er ikke påvist yngre aflejringer, der er dannet i
ferskvand eller på land. Så det må foreløbigt antages,
at vildmoseområdet har været havdækket
også i lange tidsrum efter istidens slutning. De 2
boringer viser, at der er afsat omkring 20 m marint
sand, ler og gytje (dynd) med velbevarede
skaller af bl.a. hjertemusling og andre dyre- og
plantefossiler i tiden, som fulgte efter det kolde
Yoldia-hav.
Overfladen af de egentlige marine dannelser under
mosen ligger lavest i den vestlige del, godt 2
m over havets nuværende overflade. Derfra stiger
det mod øst. I den østlige del findes strandvoldsdannelser,
og overfladen når her op på ca.
5,9 m over havet (Mikkelsen 1943). Alderen på
disse strandvolde undersøges i øjeblikket (Aaby
og Noe-Nygaard, upubliceret). Over de egentlige
marine aflejringer ligger i mosens vestlige del
et lag af lerholdig gytje (dynd), hvis fossilindhold
viser, at det er dannet i brakvand. Gytjens
overflade ligger maksimalt 2,9 m over havet. Laget
er op til 30 cm tykt og de yngste aflejringer
er fra omkring Kristi fødsel eller lidt yngre (se
afsnit 3). Arkæologiske bopladsfund fra den tid
ligger i kote 3,1 m over havet eller højere. Disse
forhold viser, at der i området er sket en relativ
landhævning (strandlinieforskydning) på ca. 2 -
3 m gennem de sidste ca. 1800-2000 år eller i
gennemsnit ca. 1,0 - 1,5 mm pr. år.
Vi kender ikke den nøjagtige alder på brakvandslagets
lergytje, men de ældste dele indeholder
bøgepollen. Med en vis usikkerhed kan det
forsigtigt antages, at gytjen er dannet i tiden fra
bronzealderens senere del (7-600 år f. Kr.) til lidt
ind i romersk jernalder (0-200 år e. Kr.).
Med de ovennævnte oplysninger og dateringer
er vi i stand til at tegne et billede af Lille Vildmoses
udvikling inden den første tørvedannelse
begyndte:
I stenalderhavets tid for mere end 5000 år siden
var Himmerlands østkyst uregelmæssigt forløbende
med dybt indskårne fjorde, som havde
stejle sider mange steder. Ude i havet østfor lå
der større og mindre øer, og i den yderste række
var Mulbjergene, Tofte Bakke og Als Bakke
blandt de største. (Fig. 2).
Senere blev de større øer forbundet ved sand- og
grusaflejringer, så der opstod en sammenhængende
landstrækning, der var adskilt fra fastlandet
ved en lavvandet lagune. Landstrækningen
gik fra Mou i nord til Øster Hurup og videre
ned til Als i syd. Og fra Tofte Bakke i vest til
Kattegat i øst.
13

Lagunen har været langstrakt og med en smal åbning
i nord til Limfjorden mellem Gudumholm
og Mou. Mod syd var der ligeledes en ret smal
forbindelse til Mariager Fjord mellem Skelund
og Als. Der har sikkert også været forbindelse til
Kattegat syd for Øster Hurup, hvor Haslevgård
Å i dag har sit udløb, idet dette område ligger
lavere end 3 meter over havet.
De snævre passager ud mod havet betød, at den
marine påvirkning var meget begrænset. Lagunen
fik derved brakvandskarakter og havde så
stillestående vand, at bundsedimenterne blev
præget af gytje og ler.
Markeres forløbet af nutidens +3 m kurve på et
højdekort får man et groft indtryk af kystliniens
beliggenhed for ca. 2000 år siden, da der blev
aflejret brakvandsgytje (se Fig. 2, side 12).
Lagunen var lavvandet med størst vanddybde
ind mod Himmerlandskysten. Snart begyndte
tagrør og andre sumpplanter at brede sig, og tilgroningen
bevirkede, at lagunen ret hurtigt groede
til og blev forvandlet til en rørsump. Vildmosens
tid som saltpræget vandareal ophørte i
romersk jernalder (0-200 år e. Kr.), og tiden som
mose kunne nu tage sin begyndelse.
De ældste tørvelag
I 2003 blev der lavet en boring i Tofte Mose
vest for Tofte Bakke med det formål at studere
tørvens opbygning og fossilindhold (Nielsen
2005). For at bestemme tidspunktet for mosens
14
start blev der udtaget 2 prøver til kulstof-14 datering
af de nederste tørvelag. Analyserne viser,
at lagunen blev til tagrørssump omkring 180
år e. Kr. Tørvetykkelsen er på undersøgelsesstedet
målt til 4,90 m, og overfladen ligger i dag
omkring 7,6 m over havet. Det betyder, at de
ældste tørvelag ligger ca. 2,7 m over havet. Undersøgelsesstedet
ligger omkring 500 m vest for
Tofte Bakke, så det må formodes, at der har været
højereliggende arealer, som groede til og blev
til mose, inden undersøgelsesområdet blev invaderet
af sumpplanter. Der er også lavereliggende
arealer længere mod vest, der først blev til mose
lidt senere. Det er derfor rimeligt at antage, at
brakvandslagunen groede til i løbet af de første
200 år efter Kristi fødsel. Vildmosens alder som
mose kan derfor fastsættes til ca. 1800-2000 år.
Vi har et ganske godt kendskab til de ældste
tørvelags udseende og planteindhold fra 281 boringer,
som Danmarks Geologiske Undersøgelse
gennemførte for Nordjyllands Amt for over 30 år
siden (Aaby 1980). Undersøgelsesresultaterne er
i god overensstemmelse med Mikkelsens arbejde
(1943) og de seneste undersøgelser (Nielsen
2005). De nederste tørvelag domineres af tagrør.
Bukkeblad, dyndpadderokke og en række stararter
voksede også på den grundvandspåvirkede
mose dengang, mens der kun var få bladmosser
tilstede. Højere oppe i tørven stiger indholdet af
bladmosser og tørvemosser (slægten Sphagnum)
er også til stede.
Sumptørven har ofte en tykkelse på over 150 cm
i den udrænede del af Tofte Mose, mens lagtykkelsen
kun er 70-100 cm i den nordlige del af

Fig. 3 Tuevegetation med revling og Sphagnum rubellum. 2005. Foto Jan Skriver.
15

vildmosen, som er mere eller mindre drænpåvirket.
Tørven er middelstærkt omsat og har en gråbrun
til mørkebrun farve. Askeindholdet er 4-6
% af tørvens tørvægt. I den vestlige del af mosen
er sumptørven påvirket af det kalkrige grundvand,
som flyder ind i mosen fra de nærliggende
kridtområder vest for mosen. Derfor har tørven
en anden plantesammensætning og domineres
flere steder af hvas avneknippe og andre kalktilknyttede
sumpplanter (Mikkelsen 1943, Aaby
1980).
På de højereliggende strandvoldsdannelser i
mosens østside findes tørv dannet i en skovdækket
mose. Skov-fyr, rød-el, dun-birk, stilkeg
og forskellige pilearter har været almindelige.
Skovtørven er mere end 100 cm tyk syd
for Tofte Bakke, mens den i den nordøstlige og
sydøstlige del af vildmosen typisk er omkring
50 cm tyk eller tyndere. Tørven er mørk chokoladebrun
og har et askeindhold på 6-7% af
tørvægten.
Endelig findes der kærtørv enkelte steder. Denne
tørv findes typisk oven på sumptørv og er dannet
under tørrere forhold end sumptørven. Lagtykkelsen
varierer en del, men er i almindelighed
omkring 30 cm, hvor den findes (Aaby 1980).
De nævnte tørvetyper er alle dannet under tydelig
påvirkning af grundvandet, som står i forbindelse
med mineraljorden. Derfor er grundvandet
relativt næringsrigt, men med tiden sker der en
udvaskning af områdets næringsstoffer, ligesom
de øverste tørvelag påvirkes mindre og mindre af
grundvandet, efterhånden som tørven vokser i
16
tykkelse. Tørven bliver altså mere næringsfattig,
jo yngre den grundvandspåvirkede tørv er.
Oven over de nævnte tørvetyper er der afsat en
meget lys tørv med et stort indhold af tørvemos
(mest Sphagnum cuspidatum og S. fallax), blomstersiv,
blåtop, bukkeblad og en række andre
sumpplanter, som i dag særligt findes i fattigkær
og ekstremfattigkær. Plantesammensætningen og
tørvens gullige farve og svage nedbrydningsgrad
viser, at tørven er dannet under meget fugtige/
våde forhold på mosen. Grundvandspåvirkningen
har været svag, og mosevandet var næringsfattigt.
Den tydelige ændring i tørvens farve og nedbrydningsgrad,
da fattigkærstørven begynder at
blive dannet, tyder på, at der på kort tid sker
en fugtighedsforøgelse på mosen, som kan sættes
i forbindelse med en klimaændring: enten er
nedbøren blevet større, eller også er det blevet
koldere. Begge klimaændringer giver samme resultat
- større fugtighed på mosen. Størst fugtighed
opnås naturligvis, når det samtidigt bliver
koldere, og nedbøren forøges.
Fattigkærstørvens begyndelsestidspunkt er ikke
fastlagt, mens afslutningen sker omkring 800 år
e. Kr. Perioden fra omkring 5-600 år e. Kr. til
omkring 7-800 år e. Kr. var en fugtig periode,
hvor vi finder, at der også i andre danske højmoser
aflejres en meget lys højmosetørv (Aaby
i Andersen et al. 1996, Nielsen 2005). Fattigkærstørven
er særlig udbredt og tydelig i Tofte
Mose, mens den er mere spredt forekommende
i vildmosens nordlige del. Den er fraværende i
hele mosens randparti (Aaby 1980). De fleste
steder er laget 10-30 cm tykt.

Højmosen opstår
I boringen fra den centrale del af Tofte Mose vest
for Tofte Bakke ændrer tørven plantesammensætning
omkring 280 cm under overfladen, og
for første gang findes planterester af hedelyng,
tuekæruld, tranebær, Sphagnum rubellum, S. magellanicum
og andre planter, som typisk findes
på højmoser. En kulstof-14 datering fortæller, at
højmosetørv begynder at blive aflejret ca. 800
e. Kr., d.v.s. i begyndelsen af vikingetid. Overgangen
fra fattigkær til højmose er også dokumenteret
i den nordligste del af Lille Vildmose,
i Høstemark Mose, hvor en kulstof-14 datering
giver alderen ca. 850 år e. Kr. (Jensen 2005).
Det er næsten samme alder, som blev målt i den
centrale del af Tofte Mose, 9,5 km længere mod
syd. Disse 2 dateringer giver grundlag for at antage,
at højmosens karakteristiske vegetation har
indfundet sig nogenlunde samtidigt – ca. 800
år e. Kr. - i hele det område, som vi kender som
Lille Vildmose.
Hvad er en højmose?
Moserne inddeles traditionelt i lavmoser og
højmoser, hvor lavmoser (bl.a. sump-, kær- og
skovmoser) er påvirket af grundvandet, mens
højmoserne kun får deres vand og næringsstoffer
fra atmosfæren. Højmoser kaldes derfor
også for regnvandsmoser. I ældre tid var regnvand
naturligt næringsfattigt, og det samme
var højmoserne. Lavmosernes næringsstatus
bestemmes af grundvandet, og dermed af områdets
geologiske sammensætning, som kan
variere meget fra sted til sted. Lavmosen følger
mineraljordens topografi i udjævnet form, og
lavmosens tørvelag hæver sig højst 0,5 m over
grundvandsspejlet. I modsætning hertil kan
vore højmoser hæve sig flere meter over grundvandsspejlet.
De højeste dele af Store Vildmose
sydvest for Brønderslev lå således ca. 3,6 meter
over omgivende terræn før mosen blev drænet
for omkring 100 år siden (Aaby 1990). I Lille
Vildmose ligger de højeste områder ca. 1,9 m
over det omgivende land. Højmosen bærer således
sit navn med rette: et stort ”burger”-formet
tørvelegeme med de højeste arealer i mosens
centrale del.
Tørvemosserne dominerer højmosens vegetation
og udgør langt størstedelen af den dannede højmosetørv.
Det er i disse tørvemossers anatomi,
vi skal finde nøglen til forståelse af højmosens
evne til at vokse i højden uafhængigt af grundvandets
beliggenhed. Tørvemossernes grenblade
indeholder nemlig både levende celler med
grønkorn og døde celler, der er hule og har huller
ud til overfladen. (Fig. 4, side 18). Derfor
kan tørvemosserne opsamle en stor mængde
vand og gemme det i disse hule celler, uden at
vandet løber væk.
Højmoser er store vandmagasiner, idet mere
end 90% af tørvens vægt i frisk tilstand består af
regnvand, og i de øverste svagt omsatte tørvelag
kan vandets vægt stige til omkring 96% af tørvens
friske vægt. De store vandlegemer holdes
sammen af plantestrukturer, og det er de hydrologiske
parametre, der bestemmer højmosens
form (Streefkerk og Casparie 1989).
17

18
Fig. 4 Sphagnum-bladets opbygning vist som flade- og tværsnit.
Under naturlige forhold sker stort set al vandtransport
på højmosen i de øverste tørvelag, som
har en åben struktur, der letter vandets bevægelse.
Dette lag kaldes akrotelm, og her findes et
iltrigt miljø. Laget er normalt 10-30 cm og højst
Fig. 5 Tværsnit af en naturlig højmose (Aaby 1989).
40 cm tykt. Det underliggende lag, katotelm,
når ned til mosens bund. Det har en langt mere
tæt struktur, og her findes et iltfrit miljø med
en langsom vandbevægelse i både vertikal og horisontal
retning. Da vandafstrømningen næsten

udelukkende forgår i akrotelm er det klart, at jo
længere man kommer fra mosens højeste punkt,
jo mere vand skal der transporteres gennem
akrotelm. For at kompensere for denne større
vandmængde, antager moseoverfladen en stadig
større hældningsgrad jo længere fra højeste
punkt, området ligger. Den største hældningsgrad
findes derfor i højmosens kantzone.
Højmoser er slutstadiet i en serie af naturtyper,
som området har gennemgået. Vi kender
således højmoser i Danmark, der har båret en
højmosevegetation i mere end 9000 år (Aaby
1986). Lille Vildmose er ingen undtagelse, for
også her finder vi en udvikling, der ender med
højmose: hav – brakvandslagune – rørsump –
fattigkær – ekstremfattigkær – højmose. På de
højereliggende strandvoldsdannelser i den østlige
del af mosen var udviklingen: Hav – strandeng
– sumpskov – ekstremfattigkær – højmose
(Fig. 6) (Riis et al. 2004).
Fig. 6 Naturlig og kulturbetinget vegetationsudvikling i Lille Vildmose
(Aaby i Riis et al. 2004).
19

Højmosetørven i Lille Vildmose
Ud fra resultaterne af de 281 boringer kan vi se
(Aaby 1980), at der er aflejret 3 – 3,5 m tørv siden
højmosen begyndte omkring 800 år e. Kr. I
den nordlige del af vildmosen, som er påvirket af
dræning, er tykkelsen 2 – 2,5 m. De centrale dele
af Tofte Mose er ikke påvirket af dræning. De er
derfor velegnede til at beregne højmosetørvens
gennemsnitlige væksthastighed. Nielsens (2005)
boring viser, at der siden 800 år e. Kr. i gennemsnit
er aflejret 2,3 mm højmosetørv pr. år.
Hvor vi finder den største tørvetykkelse har tilvæksthastigheden
været 2,9 mm pr. år. Det er de
suverænt største tilvæksthastigheder, der er målt
i en dansk højmose. De fleste andre højmoser
har i samme periode haft en tilvæksthastighed på
mindre end 1,8 mm pr. år målt over et længere
tidsrum (Aaby 1976).
Så store tilvæksthastigheder er kun mulige, når
de døde plantedele har optimale bevaringsmuligheder,
d.v.s. høj vandstand og et forholdsvis
koldt klima. Gode bevaringsforhold betyder, at
tørven kun er mindre nedbrudt og får en strågul
til lys brunlig farve.
Når planteresterne i den lyse højmosetørv undersøges,
så overraskes man af den lille artsvariation,
der er. Slægten Sphagnum dominerer
helt, og S. rubellum og S. magellanicum er helt
dominerende. Kun enkelte steder finder man
S. papillosum, S. cuspidatum og S. tenellum. Af
blomsterplanter er tuekæruld almindelig. Den
har meget fiberholdige bladbaser, og viser sig i
tørveprofiler som filtede totter, der næsten ikke
20
er til at skære i stykker - til stor fortrydelse for
tørvegraverne, som kalder totterne for ”rævehaler”,
mens Sphagnum-tørven benævnes ”hundekød”!
Hedelyngens forveddede stængelstykker
optræder spredt sammen med revlingens og tranebærs
blade og tynde stængler. Enkelte steder
kan man være heldig at finde tue-kogleaks.
Planteresterne og tørvens struktur og farve afspejler,
at højmosen i mange århundreder har
haft et meget ensartet vegetationsdække helt
domineret af enkelte Sphagnum-arter. Træer har
enten været helt fraværende eller uhyre sjældne.
Højmosen har derfor fremstået, som en meget
stor, åben og hvælvet tørvepude. Overfladen har
været meget våd og vegetationen så blød, at det
i praksis har været meget vanskeligt at færdes på
mosen uden at synke ned og blive våd. Dette
billede af højmosens udseende var gældende i vikingetiden
og gennem hele middelalderen.
Det er ikke det billede, der tegner sig i dag, når
man går ude på Tofte Mose (se afsnittet om tuehøljer,
side 27). Så nok har vi stadig meget våde
og Sphagnum-dominerede mosepartier i Tofte
Mose, men de fleste steder er overfladen så tør og
fast, at man ikke synker dybt ned i mosebunden.
Lille Vildmose har levet som højmose i 1200 år,
men klimaet har ændret sig – og de seneste århundreders
kulturpåvirkning har også medvirket
til de tydelige forandringer i vegetation og
vandstandsforhold, der er sket. Det billede, vi
ser i dag af højmosefladen, er kun 250-400 år
gammelt og ganske forskelligt fra vikingetidens
og middelalderens højmose (se afsnittet om tuehøljer,
side 27).

Højmosens strukturer
Højmosens strukturer inddeles normalt i storskala
strukturer, der relaterer sig til mosens
form, og små-skala strukturer, der har noget at
gøre med mosens vækstdynamik.
Makro-strukturer
Danske højmoser, som Lille Vildmose, består af
3 stor-skala strukturer: Lagg-zonen, højmoseranden
og højmosefladen.
Hvor den regnvandspåvirkede højmose grænser
op til omgivende land findes lagg-zonen (eller
laggen - navnet er et svensk låneord), som både
får vand tilført fra mineraljorden og fra højmosen.
Lagg-zonen er derfor en kærmose (fattigkær),
men opfattes som en del af højmosens
makro-struktur. Mellem lagg-zonen og højmosefladen
ligger den hvælvede højmoserand. Den
hældende moseoverflade giver en bedre dræning
af overfladen og et dybereliggende vandspejl.
Spredt trævækst af lave dunbirk kan derfor vokse
Fig. 7 Naturlig lagg ved foden af Tofte Bakke. Laggen er meget våd, og stedvis står der blankt vand. I forgrunden
elletræer med mørk stamme, i baggrunden birk og bagerst skimtes den træløse, brune højmoseflade. Birken står dels i
fattigkæret med blåtop som bundvegetation, dels i de første 10-15 m af højmosen med undervækst af tue-kæruld.
1986. Foto B. Aaby.
21

her. Hele den svagt hældende og store centrale
del af højmosen, udgøres af højmosefladen, og
den har under naturlige forhold høj vandstand,
er meget sur (pH 3,5-4,2) og meget næringsfattig
(ledningsevne Eh < 100 mS). Sådanne vækstbetingelser
kan ingen træer klare. Derfor er højmosefladen
naturlig træfri i Danmark.
Hvor mange af disse stor-skala strukturer er så
bevaret i Tofte Mose?
22
Fig. 8 Laserscannet højdemodel af Tofte Mose målt i 2004
og vist i 6,0 km bredde samt beliggenhed af terrænprofilerne
Tofte 1, Tofte 2 og Toftesø (Riis 2005).
Vore mosers tørvelag har tjent som brændselskilde
i århundreder, og mosernes randzone har naturligt
nok været de første steder, man begyndte
at dræne og grave tørv. Derfor er lagg-zonen
kun bevaret få steder i danske højmoser. Tofte
Mose er ingen undtagelse, for langs hele østsiden
syd for Tofte Bakke er randzonen drænet. Mod
nord og syd er store arealer tørvegravet. Langs
vestsiden er Haslevgård Å reguleret og uddybet,
så her er de oprindelige lagg-områder også forsvundet.
Nordsiden af Tofte Mose er kulturpåvirket
og har aldrig haft lagg. Ser man derimod

på områderne øst og sydøst for Tofte Sø, så er
der trods dræning og kultivering bevaret en del
områder med naturlig overgang fra fattigkær til
højmose (Aaby 1987a). Laggen er også bevaret
langs Tofte Bakkes vestside, og her finder man
nok den smukkeste og mest velbevarede overgang
fra morænebakke til højmose (Fig. 7, side
21). Laggen med fattigkærvegetation er kun ca.
10 m bred og bevokset med blåtop og dunbirk.
Nærmere bakkefoden findes en 20-40 m bred
ellesumpskov (se Aaby 1987a).
Højmoseranden erkendes tydeligt på gamle opmålinger
af mosen. Mikkelsens (1943) tværprofil
af mosen viser, at højmoseranden havde en
bredde på ca. 500 m og faldt ca. 1,5 m. Det giver
en omtrentlig gennemsnitshældning på 3,0 ‰.
Naturlig højmoserand er i dag bevaret i laggområderne
øst og sydøst for Tofte Sø, men her
ses de næsten ikke, fordi højmosen kun hæver
sig nogle få decimetre over de tilstødende kærpartier.
Det skyldes, at højmosen her er ung og
derfor ikke har opbygget tykkere tørvelag.
I den sydøstlige del af Tofte Mose har drænvirkningen
tilsyneladende været så svag, at den oprindelige
højmoserand er nogenlunde velbevaret
(terrænprofil, Tofte 1, Fig. 8). Randen er her ca.
900 m bred med et samlet fald på 2,25 m. Det giver
en gennemsnitlig hældning på 2,5‰ (Fig. 9).
Fig. 9 Terrænprofil, Tofte 1, fra den centrale del af Tofte Mose mod sydøst, (transekt 1, Riis 2005).
23

Vest for Tofte Bakke erkendes højmoseranden
næsten ikke (Riis 2005, transekt 3a og 4). Det
skyldes antagelig en sammensynkning af tørven,
efter at der blev gravet drængrøfter, der
går fra hhv. Inderste Lune og Yderste Lune.
Derimod er der udviklet markante sekundære
højmoserande i Tofte Moses vestside langs Haslevgård
Å og i østsiden syd for Tofte Bakke.
Randpartierne står her relativt stejlt, fordi tørven
er sunket sammen og omsat, som følge af
effektiv dræning. Randen langs Haslevgård Å
har således en hældning på ca. 9,2 ‰ målt over
en strækning på 600 m, og syd for Tofte Bakke
er hældningen ca. 5,8 ‰ målt over 300 m (Fig.
10) (Riis 2005, transekt 2).
24
Endelig er hele den centrale højmoseflade bevaret,
så alle tre makrostrukturer kan ses i Tofte
Mose.
Mikro-strukturer
Højmosens mikrostrukturer omfatter tuer, høljer
og göler.
Store dele af Tofte Moses højmoseflade er dækket
af et uregelmæssigt mønster af tuer og høljer.
Tuerne er som navnet angiver forhøjede partier,
typisk bevokset med hedelyng, revling, tuekæruld
og de tuedannende tørvemosarter, Sphagnum
rubellum og Sphagnum magellanicum. Tuekogleaks,
multebær, rosmarinlyng og tranebær
Fig. 10 Terrænprofil, Tofte 2, tværs over Tofte Mose målt i 2004 (tynd blå streg). Desuden er vist forsøgsvise tilpasninger
af grundvandsforhøjningsmodel på tværprofilen. Med grøn streg er vist modellens profil beregnet for den østlige del
af mosen og spejlet til den vestlige del (rød streg) samt helt teoretisk beregnet med samme parametre ud fra højdemodellen
mod Haslevgård Å, der ligger i kote 2 m (tyk blå streg). Den tykke blå streg viser således en fremskrivning af
højmosens profil, såfremt tiden blot går, og der ikke ændres i åløb og afvandingsforhold i mosens vestside (Riis 2005).

findes også almindeligt sammen med bladmosserne,
Aulacomnion palustre, Hypnum cupressiforme
og Pleurozium schreberi. Enkelte steder finder
man også rensdyrlavet Cladonia portentosa og få
andre arter af rensdyrlav. Sphagnum fuscum, S.
capillifolium og S. austinii hører også til i tuevegetationen,
men de er sjældne eller overordentlig
sjældne på Tofte Mose. For en mere udførlig
beskrivelse af mosfloraen henvises til en anden
artikel i nærværende statusbog (side 134).
Hvor vegetationen er mere tørbundspræget, er
det dværgbuskene og tuekæruld, der dominerer,
mens Sphagnum-arterne spiller en forholdsvis
større rolle, hvor det er mere vådt. Tuernes
overfladeform og omrids er uregelmæssigt, og
på den næsten horisontale moseflade er der ingen
tegn på orientering af tuernes omrids. Urter
og dværgbuske har et veludviklet rodnet,
og den tætte tuevegetation har derfor en tæt og
fast overflade. Den dannede tørv er mørkebrun,
fordi der dannes mange humusstoffer i den ret
stærkt nedbrudte tørv.
Høljerne er de lave og våde lavninger, der
omgiver tuerne, og som fremtræder som lysegrønne
flader i denne tue-hølje mosaik (se Fig.
1). Høljerne domineres af tørvemosarter, der
danner en sammenhængende fladevegetation.
Hele den store flade udfyldes af Sphagnum cuspidatum.
Her kan man også træffe bl.a. hvid
næbfrø, de 3 soldug-arter, smalbladet kæruld,
klokkelyng og tranebær. På de lidt mindre våde
partier nær tuerne ses bl.a. Sphagnum tenellum
og mere sjældent S. balticum. Sphagnum fallax
træffes også her, og en sjælden gang finder
man Sphagnum papillosum, brun næbfrø og
dyndstar. Tørven domineres af Sphagnum cuspidatum,
og blomsterplanternes rodstrukturer
er spinkle. Derfor er overfladen blød, og man
synker let ned og efterlader et vanddækket
fodaftryk.
Den høje vandstand bevirker, at der aflejres en
lys og svagt omsat høljetørv. Den løse tørvestuktur
gør, at moseoverfladen i nogen grad kan følge
vandstandssvingningerne. Ved høj vandstand
”svulmer” tørven op og ligger højt, og ved lav
vandstand synker den sammen. Det sikrer, at
den levende høljevegetation altid er i tæt kontakt
med mosens vandspejl.
Tofte Moses overflade er ikke helt flad med ensartet
fugtighed. I de fugtigste områder er det høljearealet,
der dominerer, mens tuerne udgør et
forholdsvis større areal, hvor moseoverfladen er
mere tør. Og i de tørreste områder, med større
afstand til vandspejlet, er det kun tuevegetationen,
der kan klare sig. Tuevegetationen danner
derfor her et sammenhængende tæppe med hedelyng
og tuekæruld, som de mest almindelige
plantearter.
En række danske og udenlandske undersøgelser
har vist, at forholdet mellem tue- og høljearealets
størrelse også kan ændre sig over tid (Aaby &
Tauber 1974, Aaby 1976). I højmosen, Draved
Mose nord for Tønder, viser åbne tørveprofiler,
at tuerne ekspanderer, når klimaet skaber relativ
tørre forhold på moseoverfladen, mens høljerne
gør det samme på tuernes bekostning i perioder,
hvor klimaet giver mere fugtighed på mosen.
25

Fig. 11 Morgendis over Tofte Mose, Bælum Mølle i baggrunden. 16. april 2010. Foto Jan Skriver.
Undersøgelsen fastslår også, at tuernes centre
har været meget stabile over tid, idet flere tuer
opnåede en alder på over 2600 år (Aaby 1976). I
særlig tørre klimaperioder kan høljerne helt forsvinde,
så mosefladen overalt er præget af tuevegetation.
Når klimaet igen bliver fugtigere, og
høljevegetationen igen kan etablere sig, så sker
det typisk på de steder, hvor der også tidligere
var en hølje. Her er tørven mindre fast og synker
lettere sammen og bliver vådere end i de stabile
tueområder (se Aaby 1976).
26
Vi kan således – meget generaliseret – vise, at
tuen udgør højmosens stabile strukturelement i
tid og rum. Der er hele tiden en ”kamp” mellem
tue- og høljevegetation, og de aktuelle hydrologiske
forhold er bestemmende for hvilken af de
2 plantesamfund, der har de bedste vækstbetingelser.
Vi har faglige belæg for at sige, at tue-hølje
strukturernes vækst og udbredelse er resultatet
af dynamiske processer, der til enhver tid er bestemt
af de aktuelle hydrologiske og økologiske
forhold, der med tiden kan ændre sig.

I lærebøger og afskrifter af samme har det i
mange år været god latin at beskrive højmosens
vækst som en autonom og cyklisk skiften
mellem tuer og høljer, således at tuer med tiden
bliver til høljer for igen at blive tuer i en vertikal
rækkefølge. Teorien går tilbage til mosegeologiens
barndom (Sernander 1909, Osvald
1923), men er ikke bekræftet ved feltundersøgelser.
Derimod har teorien levet et langt og
lykkeligt liv i den sekundære faglitteratur (se
bl.a. Hansen 1969). Der er heller ikke noget
fast forhold mellem tuernes og høljernes arealstørrelser
i Danmark og det øvrige Skandinavien,
og det faste forhold på ca. 40 % høljeareal
og ca. 60 % tueareal, som Hansen (1969)
mener at finde, må bero på et utilstrækkeligt
datamateriale.
Lokalitet Kulstof-14 alder Kalenderår
Tofte Mose 430 ± 70 BP 1333-1336 (0,3%), 1398-1642 (95,1%)
Tue-hølje mosaikken opstår
I Tofte Mose og flere andre danske højmoser er
alderen på de nuværende høljer bestemt ved kulstof-14
dateringsmetoden. Fra Tofte Mose foreligger
der kun én datering. Høljen ligger i den
centrale del af mosen vest for Tofte Bakke, og her
begyndte der at blive aflejret høljetørv engang
mellem ca. 1400 og 1640 e. Kr. (Tabel 1). Antager
vi, at dette resultat også gælder for mange af
de omkringliggende høljer, så er den nuværende
tue-hølje mosaik opstået for ca. 500 år siden.
Tørven nedenunder den undersøgte hølje havde
samme plantesammensætning som under de tilstødende
tuer med Sphagnum magellanicum og
S. rubellum, som er de almindeligste tørvedannende
arter. Der var også en spredt forekomst af
tuekæruld i den ensfarvede lyse tørv.
St. Vildmose 480 ± 80 BP 1298-1372 (18,4%), 1378-1527 (63,4%), 1554-1633 (13,4%)
St. Vildmose 400 ± 70 BP 1416-1644 (95,4%)
Draved Mose 635 ± 70 BP 1264-1424 (95,4%)
Draved Mose 420 ± 110 BP 1294-1669 (93,9%), 1780-1798 (1,2%)
Abkær Mose 430 ± 80 BP 1324-1346 (2,6%, 1392-1646 (92,8%)
Tabel 1. Kulstof-14 dateringer af tue-hølje dannelse i fire jyske højmoser med angivelse af den statistiske sandsynlighed
for, at den sande alder ligger inden for det angivne tidsinterval. Kun tidsintervaller, der samlet ligger inden
for 95,4% sandsynlighed, er medtaget. Til omregning af kulstof-14 aldre til kalenderår er anvendt kalibreringsprogrammet
Oxcal 4.1 fra Oxford Universitet. BP=kulstof-14 alder før 1950.
27

Højmosen har med andre ord været domineret
af en ret ensartet højmosevegetation fra omkring
800 år e. Kr. til slutningen af middelalderen,
og vandspejlet lå højt. Overfladen har været ret
jævn, som man ser det på nogle af de skotske
højmoser i dag, der har et tæppeformet dække af
tørvemosser (kaldet ”Sphagnum lawn”).
28
Lignende forhold kendes fra tørveopbygningen
i Store Vildmose, hvor den tæppeformede højmosevegetation
ifølge 2 kulstof-14 dateringer
ændrede sig til en mosaik af tuer og høljer omtrent
på samme tid som det skete i Tofte Mose
(Tabel 1, side 27). Den tilsvarende datering i
Abkær Mose vest for Haderslev viste også, at
Fig. 12 Datering af tue/høljedannelse i 4 danske højmoser sammenholdt med den årlige middeltemperatur udregnet
som 50 års middelværdi for Midtengland (Lamb 1966). D= Draved Mose, A= Abkær Mose, L= Lille Vildmose og
S= Store Vildmose. Dateringsinterval med sandsynlighed > 60 % er angivet med tyk linie (se tabel 1, side 27).

tue/høljedannelsen begyndte ca. 1400-1640 e.
Kr., og i Draved Mose nord for Tønder blev
resultaterne ca. 1260-1420 e. Kr. og ca. 1300-
1670 e. Kr. (Tabel 1). I Draved Mose var der
også tue-hølje struktur i perioden 2650 f. Kr. til
omkring Kristi fødsel, hvorefter mosen havde
en ensartet ”Sphagnum lawn” i de følgende ca.
1300 år. Også før 2650 f. Kr. fandtes en ensartet
Sphagnum-domineret højmosevegetation
på Draved Mose (Aaby & Tauber 1974, Aaby
1976). Tuer og høljer må derfor betragtes som
ikke-bestandige mikrostrukturer, hvis tilstedeværelse
og udstrækning er bestemt af klimaet.
Dateringerne viser, at høljestrukturer antagelig
opstår i slutningen af 1200-tallet/begyndelsen
af 1300-tallet (Draved Mose) eller godt 200
år senere - i 1500-tallet (Draved Mose og de
øvrige undersøgte moser). Dannelse af tue-hølje
strukturer i 4 forskellige moser på omtrent
samme tid er næppe tilfældigt, men skyldes
samtidige ændringer i de nævnte højmosers
hydrologi og dermed i det regionale klima.
Vi ved fra andre undersøgelser, at højmoser er
gode klimamålere, som i tørven gemmer vigtige
oplysninger om fortidens klimaforhold
(Aaby 1976). De hidtil upublicerede dateringer
af tue-hølje dannelsen i danske højmoser er
endnu en sådan bekræftelse.
Det er interessant, at høljedannelsen begynder
i perioder, hvor klimaet bliver koldere (se Fig.
12, side 28). Det skete i det nordvesteuropæiske
område i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen
af 1300-tallet, og næste gang var i
midten af 1500-tallet. Begge gange kan det vises,
at der blev dannet nye høljer. Det er derfor
tænkeligt, at tue-hølje dannelsen på en eller anden
måde har relation til den tiltagende kulde.
Mere kolde forårs-, sommer- og efterårsmåneder
vil alt andet lige resultere i en mere våd moseoverflade,
som i forvejen er meget våd. Det
ændrer næppe vegetationsstrukturen i retning
af tue-høljedannelse.
Det er derimod mere interessant at fokusere på
vinteren. Mere frost og lavere temperaturer vil
have en fysisk påvirkning på moseoverfladen.
Vand udvider sig, når det fryser til is, og det
vil være de åbne små områder med et fritliggende
vandspejl, der fryser først, fordi varmeafgivelsen
her er størst. Isen vil presse på de
tilstødende arealer, som vil hæve sig en smule.
Det kan være starten på en udvikling, der var
gunstig for både tuernes og høljernes vegetation.
Den såkaldte ”lille istid” havde sit kuldeoptimum
i 1600-tallet. Måske er det sådanne
tilfrysninger, der opretholder højmosernes tuehølje
struktur.
Givet er det, at tuerne bliver højere og højere
– og tue-høljerelieffet dermed mere prominent
- jo længere vi kommer nordpå i Skandinavien
(Aartolahti 1965). Det skyldes frysningsprocesserne,
og i de såkaldte palsas-højmoser
med en permanent frosset tørvekerne – ligger
overfladen ofte 1-3 meter – eller mere - over de
omgivende kærmoser. Der er derfor ingen tvivl
om, at frost har en stor fysisk indvirkning på
højmosens mikro-strukturer.
29

De små og lavvandede søer - gölerne
Den sidste mikrostruktur, der skal omtales, er
gölerne – også kaldet ”luner”. Göl er det svenske
ord for en lille sø, og i Tofte Mose findes der ca.
25 på den centrale del af højmosefladen vest for
Tofte Bakke (Fig. 13, side 31). Der er tale om
lavvandede småsøer med en diameter på 5-10 m.
Den største har en diameter på ca. 20 m. Flere
mindre göler findes også ca. 500 m nord for Tofte
Bakke. De kaldes under ét for ”Gåsehullerne”.
Gölerne er opstået, efter at højmosen blev dannet.
Der ligger altså højmosetørv under gölernes
bund. De betegnes derfor som sekundære søer i
modsætning til de 6 primære søer (Møllesø, Birkesø,
Tofte Sø, Lillesø, Yderste Lune og Inderste
Lune), der altid har været søer og derfor ikke
indeholder tørvelag.
Alle gölerne er lavvande. Flere steder er der en
undervandsvegetation af Sphagnum cuspidatum
og mest i gölernes vestside, hvor bølgebevægelserne
er mindst. I øvrigt er der ikke tegn på betydelig
tilgroning. Et enkelt sted har blomstersiv
etableret sig langs bredden. Dette er det eneste
kendte voksested for blomstersiv i vildmosen,
selvom den var almindeligt forekommende, da
mosen var præget af fattigkærsvegetation. Ellers
er bredvegetationen præget af de samme arter,
som typisk er at finde i høljerne.
Vi kender ikke gölernes alder, men muligvis er
de jævnaldrende med de tilgrænsende høljer og
dermed fra 1500-tallet eller måske fra 1300-tallet.
Gölerne menes at være større druknede høljer
eller områder, der hurtigt har fået så høj en
vandstand, at højmosevegetationen ikke kunne
30
holde trit med vandspejlets stigning. Her ligger
en forskningsopgave med interessante vækstdynamiske
og klimatiske perspektiver!
Vildmosens dybe søer
Søer tiltrækker næsten altid opmærksomheden,
dels fordi de har landskabelige kvaliteter,
dels fordi deres biologiske værdier er store. Det
gælder også for Lille Vildmose, hvor de 4 store
søer: Møllesø, Birkesø, Tofte Sø og Lillesø har
været/er markante dannelser på den udstrakte
højmoseflade. Mindre kendte er de 2 små søer –
Yderste Lune og Inderste Lune, der ligger ude på
højmosen vest for Tofte Bakke (Fig. 14, side 31).
Alle 6 søer har været påvirket af kulturindgreb
(se afsnit om kulturindgreb fra side 37). Nogle
af indgrebene har medført, at der er opstået
lange vandfyldte sprækker i tørven umiddelbart
nord for Inderste Lune og sydvest for Tofte Sø.
Søernes dannelse
Gennem mange år har der hersket tvivl om, hvorledes
man skulle forklare dannelsen af de 6 primære
søer, og hvorfor mosen ikke for længst havde
overvokset dem og dannet højmosetørv. De
fleste forklaringer kan imidlertid afvises, fordi de
bygger på forkerte antagelser om mosers vækstforhold
eller underlagets højdeforhold. I stedet
skal der nok fokuseres på mosens vandforhold,
hydrologien, for at forklare søernes dannelse og
udvikling. Søerne har en meget klar afgrænsning,
og mosens tørvelag står som en næsten lodret
væg ind mod søerne. Det fremgår bl.a. af de beretninger,
der er fremkommet, efter at de 4 store
søer blev drænet i 1760’erne (se Jensen 1998).

Fig. 13 Den centrale del af Tofte Mose med lavvandet lune (göl). Gölen ligger i et område med tydelig tue/hølje
overfladestruktur. 2006. Foto B. Aaby.
Fig. 14 Inderste Lune med bl.a. gul åkande og bredbladet dunhammer. Bag kærvegetationen ses et bælte af dunbirk.
Den stedvis tætte birkebevoksning er fremkommet efter grøftegravning og dræning. 2007. Foto B. Aaby.
31

Fig. 15 Luftfoto af del af Tofte Sø og mosearealet sydøst for søen. De brune flader er højmosevegetation; de lyse flader
domineres af blåtop, mens de grønne flader er bevokset med eng-rørhvene og anden kærvegetation. De mørkegrønne
pletter er træbevoksning. Bemærk kilderne (de mest tydelige er vist med tynde pile) og det antageligt naturlige
dræn fra Tofte Sø (tyk pil). Det ses tydeligt, hvorledes veje og grøfter har stor indflydelse på områdets vegetation.
DDO2004 optaget 3. juni 2004, COWI © .
32

Skal søernes opståen forklares ud fra hydrologien,
må den altså være forskellig i søområderne
og i omgivelserne, hvor mosen har rådet og stadig
råder. Kun fremstrømmende grundvand i et
afgrænset område og med en anden kemisk sammensætning
end i omgivelserne kan forårsage, at
vækstbetingelserne bliver så forskellige, at sø og
mose kan trives side om side.
Forekomst af aktive kilder må være den naturlige
forklaring på sødannelsen. Det underbygges
af flere forhold. Således findes der aktive
kilder i vildmosen i dag. Bl.a. er der flere små
kilder langs siden af den kærstrækning, der
strækker sig fra sydøstsiden af Tofte Sø og
mod sydøst, hvor den udvider sig til et bredt
fattigkær med eng-rørhvene og blåtop (Fig.
15). Den brede flade har karakter af fattigkær,
mens de smallere arealer nærmere kildernes
udspring kan betegnes som rigkær. Hvor der
er indflydelse fra udsivende vand, vokser bl.a.
tvebo star, loppe-star, krognæb-star, grøn star,
skede-star, spyd-pil, vibefedt og almindelig leverurt
(Atlas Flora Danica 2006). Dele af rigkæret
er ekstremrigkær, idet et enkelt eksemplar
af sump-hullæbe er set der af revirjæger
Peter Knudsen for nogle år siden. Vegetationen
og topografien viser således tydelige tegn
på kildeaktivet flere steder i vildmosen, og flere
af de fundne plantearter er særligt knyttet til
kalkholdigt grundvand.
Kilder er også angivet på gamle kort. Således
har Peter Friis Møller i 2006 gennemgået dele
af Lindenborg Godsarkiv, og her fundet kort fra
1768 med angivelse af flere kilder ved Møllesø,
Birkesø og Lillesø. Fra de skrevne oplysninger
er der også beretning om en kilde i Møllesø,
der forsynede Vildmosegården med vand (Jensen
2007a). Afvandingen af Lillesø lykkedes
aldrig helt, og vandstanden i den genskabte sø
ligger i dag højere end i de omgivende grøfter,
hvilket kun kan forklares med kildevæld (Riis
2007). Der er således gode og håndfaste beviser
på, at der flere steder ved de primære søer
er eller har været kilder, og at mindre kilder
også findes udenfor søområderne.
For at underbygge teorien om hydrologiens
betydning for sødannelsen er der foretaget en
række kemisk-fysiske målinger af vandkvaliteten
i de åbne vandflader, der findes i Tofte
Mose. Der er indsamlet 2 prøver fra hver lokalitet,
og analyseresultaterne er tidligere publiceret
(Aaby 2007). Analyseresultaterne er næsten
ens fra de 2 prøver fra samme lokalitet. Derfor
vises her kun én analyse fra hver lokalitet (se
Tabel 2, side 34). Vandets surhedsgrad varierer
fra surt (pH 4,04) til neutralt (pH 6,99). Surt
vand findes i de lavvandede göler og i sprækken
nord for Inderste Lune. Ledningsevnen
er også lav i vandet fra disse lokaliteter. De
har også lave koncentrationer af Na, K, Ca,
NH 4 -N og PO 4 -P. Det viser, at vandkvaliteten
i lunesprækken har store lighedspunkter med
det vand, der findes i de lavvandede göler, og
som er højmosens eget vand, der stammer fra
nedbøren.
Yderste Lune har betydeligt højere pH-værdier,
end der er fundet de 2 andre steder, mens
ledningsevne og de kemiske data meget ligner
33

TOFTE MOSE pH Ledningsevne
Na K Ca NH 4 -N PO 4 -P Fe
Lokalitet µS mg/l mg/l mg/l µg/l µg/l mg/l
Göl 4,04 68,4 7,5 0,9 0,79 67 22 0,26
Lunesprække 4,1 73,4 8,2 0,55 2 92 25 0,27
Yderste Lune 5,77 72,3 10 0,67 2,28 36 25 0,11
Inderste Lune 6,19 142 17,5 2,7 3,09 1094 41 0,65
Halvmånen 6 152 17,6 8,2 5,02 2717 314 0,33
Tofte Sø 6,99 193 19,9 3,1 21,5 74 2108 0,67
Kilde 6,27 428 274 1,5 42,8 1308 6 0,35
Tabel 2. Tofte Mose. Kemiske analyser af vand fra lavvandet lune (göl, se Fig. 11, side 31), lunesprække nær Inderste
Lune (se Fig. 15, side 39), sprække nær Tofte Sø (Halvmånen, se Fig. 14, side 39) samt søerne Yderste Lune, Inderste
Lune (se Fig. 12, side 31) og Tofte Sø. Til sammenligning er vandet fra en kilde øst for Tofte Sø også analyseret (se
Fig. 13, side 32, tynd pil). Kun en analyse er vist fra hver lokalitet. For flere data se Aaby (2007).
dem, der er målt i de lavvandede göler og i lunesprækken.
Yderste Lune er tydeligvis grundvandspåvirket,
men påvirkningen er moderat.
Inderste Lune har høje pH-værdier, ligesom værdierne
for ledningsevne og koncentrationerne af
Na, K, Ca, NH 4 -N og PO 4 -P er højere eller væsentlig
højere end de tilsvarende data fra både
Yderste Lune og de lavvandede göler. Der er altså
34
tale om en klar grundvandspåvirkning, ligesom
der er tegn på en vis NH 4 -N tilførsel, der kan
stamme fra den store dyrebestand, der færdes i
området. Det er interessant, at vandkvaliteten i
Inderste Lune og den nærliggende lunesprække
er så forskellig. Det viser, at de 2 vandregimer
ikke har forbindelse med hinanden, selvom afstanden
fra sprækken til den relativt store Inderste
Lune kun er 90 m.

Analyserne fra Halvmånen, Tofte Sø og den nævnte
kilde viser alle, at deres vand er næsten neutralt
(pH 6-7), og alle steder er der målt høje koncentrationer
af de kemiske stoffer (se Tabel 2, side 34).
De kemisk-fysiske analyseresultater viser altså
tydelige forskelle mellem vand, som stammer
fra højmosen og vand, som står i kontakt med
grundvandet under mosen. Alle de primære søers
kemisk-fysiske forhold er mere eller mindre
præget af kalkholdigt grundvand, som må stamme
fra en eller flere kilder i søernes bund. Andre
steder kan kalken ikke komme fra!
Forhøjet indhold af Calcium i vandet forringer
tørvemossernes tilvækst både i masse- og
længdevækst. I kombination med høj pH-værdi
kan de tørvemos arter, der vokser i fattigkær
og højmose, ikke trives (se også Risager 2005).
Høje koncentrationer af næringsstoffer (N- og
P-forbindelser) forringer også markant disse
tørvemossers vækst. Kildevandets kemiske sammensætning
har med andre ord haft en sammensætning,
som har umuliggjort, at tørvemos
kunne gro i de områder, der særligt var påvirket
at kildevandet.
Kildevandets påvirkningszone aftager fra kilden
og udad, hvor kildevandet opblandes med mosens
vand, der har en anden vandkvalitet. Højmosesøernes
udstrækning bestemmes derfor af
balancen mellem det til stadighed tilførte kalkholdige
kildevand og det tilstrømmende sure
mosevand. Søernes meget konstante form tyder
derfor på, at vandtilstrømningen fra kilde og
mose har været nogenlunde konstant over tid.
Lillesø, Birkesø, Yderste og Inderste Lune har en
cirkelformet udstrækning, hvilket kunne tyde
på, at der her kun findes én større kilde, mens
Tofte Sø og navnlig Møllesø har en form, der
kunne være bestemt af flere kilder, som det også
er nævnt af Jensen (2007b).
Den enkle forklaring på, at der ikke er dannet en
sumptørv (uden tørvemos!) i bunden af søerne, må
være, at kilderne har været så vandførende, at da
der skete en grundvandsstigning et par hundrede
år efter Kristi fødsel og i tiden herefter, så kunne
kildevandet ikke længere løbe væk. Det medførte,
at der hurtigt blev dannet en permanent åben
vandflade og senere en lavvandet sø i kildeområdet.
Længere borte, hvor kun den højere grundvandstand
gjorde sig gældende, skete der en forsumpning
og begyndende mosedannelse. De geologiske
boringer viser, at Birkesø og navnlig Tofte
Sø oprindelig har været større (Aaby 1980). Søer
fandtes også flere andre steder i vildmosens første
tid, men de groede ret hurtigt til og blev til
mose (se Aaby 1980, bilag 4). Kun i de områder,
hvor der var aktive kilder, kunne søerne bevare
deres status frem til nutiden.
En mere omfattende omtale af søernes dannelse
og udvikling er tidligere publiceret (Aaby 2007).
Kilderne var årsag til jernalderbeboelsen
Både i Møllesø, Birkesø og Tofte Sø er der gjort
arkæologiske fund, der viser, at der her har været
bopladser og begravelsespladser (se f. eks. Mikkelsen
1943 og Jensen 1998). Det arkæologiske
fundmateriale kan i flere tilfælde dateres til sen
35

Fig. 16 Inderste Lune set fra luften i september. Drængrøft, der afvander søen, ses i billedets venstre side.
Göler på højmosefladen ses i øverste højre side af billedet. 6. september 2007. Foto Jan Skriver.
36

førromersk jernalder eller tidlig romersk jernalder.
I tiden omkring Kristi fødsel har der altså været
områder i bl.a. Møllesø, Birkesø og Tofte Sø,
der har været så tørre, at man kunne bosætte sig.
Søområderne har dengang ikke adskilt sig terrænmæssigt
eller vegetationsmæssigt fra de omkringliggende
områder, der senere blev til mose.
Men netop i søområderne var der aktive kilder
med rigeligt og godt grundvand. Udenom var
der stillestående vand i det næsten flade landskab,
og vandkvaliteten har næppe været god – i
lighed med andre områder, som ligger på tidligere
havbund. Det må derfor være kilderne,
der har været årsag til, at man etablere bopladser
netop her. I tilgift var der gode jagt- og fiskemuligheder
i lagunen, som dækkede den brede
lavning vestfor. Lagunen har været lavvandet på
bosætningstidspunktet omkring Kristi fødsel, og
omkring 200 år senere begynder området at gro
til, som det fremgår af en kulstof-14 datering (se
afsnittet om de ældste tørvekag, side 14). Herefter
registreres den nævnte vandstandsstigning, så
søområderne ikke længere kunne bebos.
Kulturpåvirkninger i Tofte Mose
I dette afsnit behandles særligt de aktiviteter
med tørvegravning, dræning og vandløbsregulering,
som er foregået i Tofte Mose. For de øvrige
højmoseområder henvises til Riis (2005, 2006).
De første indgreb
Lille Vildmoses afvandingshistorie begynder i
1752, hvor Frederik V nedsætter en kommission,
der skal afklare Kongens ejendomsret til de
udyrkede arealer i mosen. Herefter fik Adam
Gottlob Moltke som bl.a. ejede Lindenborg
Gods, mosen foræret i 1759 sammen med 20
års skattefrihed og retten til at nedlægge den lille
Stridt Vandmølle, som lå ved Møllesøs udløb
midt mellem søen og havet (Rasmussen 1917,
Kristensen 1945). Betingelsen var, at mosen
skulle kultiveres, og derfor fik han også lov til at
udtørre og udnytte søerne.
I årene 1760-69 blev de 4 store søer med en
samlet overflade på ca. 400 ha afvandet ved gravning
af den godt 5 km lange og ca. 4 m dybe
Hovedkanalen fra kysten ved Møltoft og ind
gennem Møllesø og Birkesø til Tofte Sø og med
en sidegrøft til Lillesø. Det fremgår af Peter Friis
Møllers nyligt fundne kort i Lindenborg godsarkiv,
at der allerede i 1754 var gravet grøfter,
som ledte vand fra Tofte Sø, Birkesø og Møllesø
til Stridt Vandmølle og videre til kysten (se også
Aaby 2007). Det er dette grøfteforløb, som effektivt
uddybes af Moltke. Først afvandes Møllesø
i vinteren 1760/61. Dernæst blev Birkesø
tømt i vinteren 1761/62. Lillesø drænes omkring
1765 og til sidst tørlægges Tofte Sø i 1769
(Rasmussen 1917, Jensen 1998). De 2 lunesøer
drænes, men er aldrig blevet tørlagt (se senere).
Afvandingerne var ikke alle lige vellykkede, og
i 1927 blev Lillesø igen sat under vand, og i
1973 genskabtes Tofte Sø. Tofte Sø er i dag lavvandet
og har et vandspejl mellem kote 3,85
m og 3,95 m, men vandstanden svinger noget.
Stemmeplankerne i udløbet blev i 1993 målt til
kote 3,92 m af Hedeselskabet. Det er imidlertid
37

næsten 3 m lavere end vandstanden var i søen,
før den blev drænet (Riis 2005).
Højmoseplanets overflade blev ifølge de høje målebordsblade
i 1879-80 målt til at ligge 23 – 25
fod over havet, svarende til ca. 7,5 m over nuværende
havniveau. Fra den i dag kun svagt drænpåvirkede
Yderste Lune vest for Tofte Bakke ved
vi, at vandstanden i søen højst ligger 30-40 cm
lavere end den omgivende højmoseflade. Antages
det, at et lignende forhold har været gældende
omkring de store søer – og det anses for en realistisk
antagelse - så har søerne oprindeligt haft et
vandspejl forsigtigt sat til ikke under kote 6,8 m.
Desuden er der en naturpræget sænkning fra
Tofte Sø mod sydøst gennem Tofte Mose med
bl.a. rigkærarterne almindelig leverurt og hjertegræs.
Denne sænkning, som kan have fungeret
som et tidligere overløb fra søen, har i dag en
terrænkote omkring kote 6,8 m (Fig. 19, ved
800 m), men den kan have ændret sig over tid.
Vi ved nu, at der allerede i 1754 var gravet en
grøft fra søerne og mod øst ud af mosen og forbi
Stridt Mølle. Vanddybden i Møllesøen og de
andre søer blev i 1760 angivet til mellem 3 og
4 alen (Rasmussen 1917). Med det nuværende
terræn i Møllesø og Birkesø omkring kote 3,3 m
svarer disse oplysninger til et vandspejl mellem
kote 5,2 m og 5,8 m (Riis 2005). Vi kan således
forsigtigt konkludere, at de tidligst gravede grøfter,
som er angivet på 1754-kortet og som leverede
vand til Stridt Mølle, antagelig har medført
en vandstandssænkning i søerne på omkring 1 m
inden de store drænarbejder påbegyndtes i 1760.
38
De senere indgreb
Tofte Mose var indtil 1937 en del af et langt
større sammenhængende højmoseområde, der
fra syd strakte sig op til de øst-vestgående veje,
Langelinie og Kællingebjergvej/Vildmosevej,
der blev anlagt hhv. 1876 og 1931-36 (Rasmussen
1917, Kristensen 1945). Afgrænsningen af
Tofte Mose blev bestemt af placeringen af det
ca. 25 km lange vildthegn, som greven på Lindenborg
Gods lod opføre 1906-07 omkring den
sydlige del af mosen og Tofte Skov.
Frasalget i 1937 af det 2300 ha store Mellemområde
til Statens Jordlovsudvalg havde stor indvirkning
på Tofte Moses naturtilstand gennem
den efterfølgende afvanding, tørvegravning og
landbrugsdrift i Mellemområdet. Disse indgreb
ændrede højmosens vandbalance markant. Det
var dog ikke første gang, man forsøgte at dræne
mosen.
Allerede tidligt forsøgte Lindenborg Gods eller
gårdene i Tofte at dræne højmosen rundt om Tofte
Bakke. På målebordsbladet fra 1880 ses 2 grøfter,
der leder vand bort fra Inderste Lune. Grøfterne
går henholdsvis mod sydøst og øst inden de
begge i et parallelt forløb går videre sydpå. Den
sydøstlige grøft har et helt lige løb på den første
strækning, mens den østlige grøft har retning
mod kanten af mosen (laggen) og har et bugtet
forløb. Det er derfor tænkeligt, at sidstnævnte
grøft er det oprindelige afløb fra Inderste Lune.
Grøften har flere grøfteafløb ud til kanten af mosen
på sit sydlige løb. Det gamle sogneskel følger
denne østlige grøft over et langt stykke, hvilket
tyder på, at grøften er gammel og muligvis er

Fig. 17 Den brede sprække, kaldet Halvmånen, er opstået ved, at moseområdet til højre i billedet pludseligt er
skredet ud i den drænede Tofte Sø. Vandet i sprækken er i nær kontakt med vandet i Tofte Sø (se tabel 2, side 34).
Mange birketræer bebos af skarver. 2007. Foto B. Aaby.
Fig. 18 Vandfyldt sprække på højmosefladen nord for Inderste Lune. Det er mosefladen med megen birk til venstre i
billedet, der har bevæget sig 2-3 m ind mod lunesøen. 2007. Foto B. Aaby.
39

anlagt i samme periode i 1760erne, hvor de store
højmosesøer tørlægges (se også Riis 2005).
Grøfterne påvirker hele højmosens østlige randparti
syd for Tofte Bakke. Det har medført, at
der flere steder ses en mere eller mindre tæt opvækst
af dun-birk, hvor dræneffekten er størst.
Yderste Lune har også været reguleret mod øst
ved grøftegravning. Afløbsgrøften er helt fyldt
op med tørvemos, men den er stadig virksom,
fordi vand let kan løbe i den løse tørvestruktur.
Det mærkelige er, at grøften ophører omkring
150 m fra lagg-zonen ved Tofte Bakke. Hvorfor?
Svaret er antagelig, at grøften kun er gravet gennem
højmosefladen frem til det tidligere svagt
hældende randparti, hvorfra vandet selv kunne
løbe ud i laggen. I dag er højmosefladen og
randzonen svagt påvirket af drængrøfterne fra
Inderste og Yderste Lune. Mosens overflade har
derfor sat sig, hvorved den tidligere højmoserand
næsten er forsvundet (Aaby 2007).
Sprækkedannelser
De kunstige vandstandssænkninger af søernes
vandspejl medførte, at højmosen mistede modstand
fra vandfladen, så der opstod spændinger
i de omkringliggende tørvelag. Ved Tofte Sø
resulterede det i, at et stort firkantet stykke af
højmosen rev sig løs og gled 5-6 m ind i det
drænede Tofte Sø område. På bagsiden af mosestykket
opstod nu en sprække med en bredde,
der viste, hvor langt mosestykket havde bevæget
sig. Sprækken går fra overfladen og helt ned til
den gamle havbund under mosen. Det er således
40
hele det 4-4,5 m tykke tørvelag, der har flyttet
sig (Se fig. 17, side 39).
Vi ved ikke, hvornår skredet fandt sted, men
den vandfyldte sprække, der kaldes Halvmånen
efter sin form, optræder ikke på målebordsbladet
fra 1880, men ses tydeligt på kortet fra
1919 (Jensen 2005, Riis 2005). Hermed er ikke
sagt, at Halvmånen er opstået i perioden mellem
1880 og 1919, idet kortet fra 1880 kan være
ufuldstændigt.
Et lignende skred fandt sted nord for Inderste
Lune, som følge af dræning. Sprækken er 2-3 m
bred og også her går sprækken hele vejen ned til
sand- og lerlagene under mosen (Se fig. 18, side
39). Tørven har en tykkelse på omkring 4,6 m,
og vandspejlet i sprækken er i 2005 målt til 4,20
m over sandbunden.
Tofte Søvej
Et andet stort indgreb fandt sted i 1886-87, hvor
2 parallelle drængrøfter blev anlagt fra Tofte Sø
mod sydøst – hvor nu Tofte Søvej går (Petersen
1896). I løbet af de efterfølgende 100 år er højmosens
overflade sænket i en ca. 1000 m bred
zone på hver side af vejen. Og Tofte Søvej ligger
nu 2,5 m lavere, end da den blev anlagt (Fig.
19, side 41). Dræningen og tørvens sammensynkning
har medført, at højmosevegetationen
er forsvundet langs en bred bræmme langs vejen.
Det har delt højmosen i 2 dele, hvor særligt den
nordlige del er påvirket af dræningen. Birkeskov
har hurtigt bredt sig i de tørreste områder, og
dermed har kantområderne ændret status fra
aktiv højmose til skovbevokset tørvemose eller

fattigkær med eng-rørhvene og blåtop som de
dominerende plantearter (Riis 2005).
Haslevgård Å
Langs hele den vestlige del af Tofte Mose er den
oprindelige lagg-zone ødelagt ved forlægning og
regulering af Haslevgård Å, der løber mod syd
og har sit udløb i Kattegat syd for Øster Hurup.
Den ældste kendte uddybning af åen skete omkring
1761. Åen var dengang afløb for Smidie
Sø, som lå vest for Smidie Bakke, og havde sit
afløb syd om bakken frem til Blegsø ved Tofte
Moses vestligste punkt (se Fig. 20). Senere fik
Haslevgård Å ændret sit øvre løb. Den afvandede
stadig Smidie Sø, men åen blev nu i stedet
ført nord om Smidie Bakke og videre forbi
herregården Kongstedlund, og derfra mod syd
på østsiden af Smidie Bakke for at få forbindelse
med det gamle løb lige syd for Blegsø. Omlægningen
er sket en gang i tidsrummet fra 1793
til 1863. Et mere præcist tidspunkt kendes ikke.
Denne forlægning af åen gav i 1863-64 mulighed
for at tørlægge Smidie Sø.
Omkring år 1900 blev Haslevgård Å rettet ud og
bunddybden sænket. Igen i 1936 blev åen uddybet.
Endelig blev åen i 1953 flyttet op til 500
m længere mod øst og ind på højmosen på en
1,5 km lang strækning (Fig. 21, side 44). Det
gav mere plads til eng- og markarealer vest for
åen, men medførte til gengæld en fuldstændig
ødelæggelse af de sidste rester af den oprindelige
lagg-zone, samt en langt kraftigere afvanding af
Tofte Moses vestside.
Fig. 19 Terrænprofil af Tofte Mose fra Tofte-fenner over Tofte Søvej og videre ind over højmosen. Profilen er udtrukket
af højdemodellen, se Fig. 7, side 22 (Riis 2005).
41

42
Fig. 20 Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort over Aalborg Amt 1793 vist i 11,2
km bredde (skala 1: 70.000). KMS ©.

Med de 3 uddybninger i 1900-tallet ligger åens
bund nu 1,0 m dybere langs Tofte Mose. Bundbredden
er samtidig øget fra 1,76 m til 4,0 m.
Vi kender ikke de oprindelige vandstandsforhold
i åen før de første reguleringer omkring
1761. Men beregninger viser, at Smidie Sø før
dræningen må have haft et vandspejl, der mindst
lå i kote 5 m. Det kan også sandsynliggøres, at
åen havde en vandspejl, der lå mindst 3 m højere
end i dag i åens nordlige del vest for Tofte Mose
(se Fig. 9, side 24), og mindst 2 m højere end i
dag i den sydlige del (Riis 2005).
Disse betydelige ændringer af åens vandspejl og
beliggenhed har haft stor dræneffekt i Tofte Mose,
hvor randzonen nu står betydeligt stejlere end tidligere
(se afsnit om højmosens makrostrukturer,
side 21). I den nu tørkeprægede randzone har
dunbirk bredt sig og dannet en tæt skovvegetation,
der med aftagende træhøjde strækker sig op
til 500 m ind på højmosen. Så sent som i 1954 var
området ifølge luftfotos næsten uden træopvækst.
De nævnte kulturpåvirkninger er nogle af de
mest indgribende i højmosens natur. For en
mere fuldstændig beskrivelse af Haslevgård Ås
udvikling og kulturindgreb i mosenaturen henvises
til Riis (2005).
Nordsiden af Tofte Mose
Indtil 1937 bredte højmosen sig videre nord på
fra Tofte Mose kun afbrudt af de afvandede søer
og vejen Langelinie. Men med statens overtagelse
blev højmoseområderne nord for Tofte Mose gennemdrænet
og merglet i årene 1937-39. Langs
nordskellet blev den 2 m dybe Lindenborgs Skelgrøft
anlagt med afløb til såvel Haslevgård Å som
til Hovedkanalen i Birkesø og Møllesøen.
I løbet af de første 3 år satte terrænet sig nord for
Tofte Mose med 1 m (Mikkelsen 1943). Sætningerne
aftog, men blev holdt i gang af grøfteuddybninger
og senere dræninger med rør, således
at terrænet nord for Tofte Mose omkring 1980
havde sat sig med ca. 2,5 m. Grøfterne nåede efterhånden
helt ned i sandbunden under mosen.
Afvandingen fortsatte igennem 1980’erne og
1990’erne, men nu suppleret af en tørveindvinding,
som varede helt frem til 2003 i Smidie-fenner
mod sydvest og til 2008 i Møllesø-fennerne
øst for Birkesø. Herved er der opstået en højdeforskel
på ca. 4 m mellem mosefladen i Tofte
Mose mod syd og terrænet nord for (Riis 2005).
Naturgenopretning
Baggrund
De betydelige kulturindgreb har medført, at
Tofte Moses randpartier har en meget tør moseoverflade.
Det øger tørvens nedbrydning (koldforbrænding
med dannelse af bl.a. CO 2 ), så mosens
vand løber hurtigere bort. Det har frembragt
sætninger og sprækkedannelser i tørven,
som igen har øget hældningen, afdræningen og
så videre i en ond cirkel.
Den onde cirkel forstærkes yderligere af opvækst
af birk og nåletræ, som forøger fordampningen,
udtørrer overfladen, bortskygger tørvemosset
og den øvrige lyskrævende højmosevegetation.
43

Fig. 21 Haslevgård Å. Arbejdshold under arbejdet med udretning og uddybning af åløbet omkring 1953. Foto udlånt
af Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Skørping Kommune.
Derved forsvinder den tørvestruktur, der sikrer,
at overskudsnedbøren bevares i tørven. Endelig
fanger træernes blade og nåle støvpartikler fra
luften og forøger således den atmosfæriske tilførsel
af næringsstoffer til højmosen (Bak 2001).
Det begunstiger yderligere opvækst af træer og
mere næringskrævende urter, som ikke naturligt
hører til højmosevegetationen. Det gælder
blandt andet græsset, blåtop.
44
Ved naturgenopretning er det vigtigt at holde sig
for øje, at højmoser er hydrologiske dannelser,
hvor mere end 90% af tørvens vægt er vand. Det
fundamentale mål med bevaring/naturgenopretning
er derfor, at opretholde og forstærke den
hydrologiske enhed, hvor den har lidt skade.
Højmoser er også geologiske dannelser, der aflejrer
tørv, og tørvedannelseskapaciteten er helt

afhængig af hydrologien. Et af de primære mål
for naturgenopretningen af Tofte Mose bliver
derfor at fremme den tørvedannende vegetation.
Fra undersøgelser af tørven ved vi, at den vigtigste
tørvedanner er tørvemosserne. Derfor skal
der først og fremmest skabes gode vækstbetingelser
for dem. Det sikrer også en velfungerende
akrotelm (se side 17-19) med høj vandstand og
et svampet lag af tørvemos. Højmoserestaureringen
skal altså genskabe gode hydrologiske betingelser,
der muliggør, at højmosen kan danne og
oplagre Sphagnum-tørv igen.
Plantesammensætningen giver en første indikation
af højmosens hydrologiske tilstand. Til
det formål er det hensigtsmæssigt at se på, hvor
meget af vegetationen, tørvemosserne fylder
(Streefkerk et al. 2004).
Sphagnum
dækningsgrad 0 – 25 %
Sphagnum
dækningsgrad 25 – 70 %
Sphagnum
dækningsgrad 70 – 100 %
Akrotelm ude af funktion
Akrotelm med begrænset
funktion
Akrotelm velfungerende
En foreløbig undersøgelse viser ikke overraskende
(Streefkerk et al. 2004), at randområderne i
Tofte Mose er præget af stærk udtørring og typisk
har en zone på 2-300 m, hvor akrotelm er
ude af funktion eller har en begrænset funktion.
Først 4-500 m fra randen bliver Sphagnumdækningsgraden
større (> 40 %). Mere centralt
er højmosens akrotelm velfungerende. Langs
Haslevgård Å er udtørringen mere udtalt, og her
er akrotelm først velfungerende omkring 600 m
fra åen (Streefkerk et al. 2004).
Der er derfor ingen tvivl om, at Tofte Mose flere
steder har en bevaringsstatus, der er ugunstig (Pihl
et al. 2000). Højmoser er en prioriteret naturtype
i henhold til EF-Habitatdirektivet, og Tofte Mose
er udpeget som en del af habitatområde nr. H18.
Den danske stat er derfor forpligtiget til at sikre,
at højmosen opnår en gunstig bevaringsstatus.
En naturtypes bevaringsstatus betragtes som
gunstig, når følgende 3 forhold alle er til stede
(Habitatdirektivet, litra 1e):
- det naturlige udbredelsesområde, og de arealer det
dækker inden for dette område, er stabile eller i
udbredelse, og
- den særlige struktur og de særlige funktioner, der
er nødvendige for dets opretholdelse på lang sigt,
er til stede og sandsynligvis fortsat vil være det i en
overskuelig fremtid, samt når
- bevaringsstatus for de arter, der er karakteristiske
for den pågældende naturtype, er gunstig efter litra
i (denne litra i artikel 1 omhandler kriterier
for, at en arts bevaringsstatus anses for gunstig).
Vision, planlægning og projektudførelse
Aage V. Jensen Naturfond har som ejer selv ønsket
at gennemføre en omfattende naturgenopretning
af bl.a. Tofte Mose. Til det formål har
COWI A/S ved Niels Riis udarbejdet en overordnet
plan med tilhørende skitseprojekt, der
skal sikre, at højmosen får en gunstig bevaringstilstand
(Riis 2006).
45

Planen er i første omgang at igangsætte en udvikling,
hvor arealer, der i dag fremstår som Nedbrudt
Højmose (habitatdirektivets naturtype 7120) eller
som Skovtilgroet Højmose (del af habitatdirektivets
naturtype 91D0), igen begynder at udvikle
sig mod naturtype 7110, Aktiv Højmose.
Den overordnede vision er:
· at de tidligere afvandingsgrøfter rundt om Tofte
Bakke og mod syd ned til Vandløb i Gl. Enge
vil blive lukket og dækket af ny højmosevækst,
· at afvandingsgrøfterne omkring Dragsgårdsstien
og syd for Tofte Sø tilsvarende vil blive
lukket og dækket af ny højmosevækst,
· at sætningerne omkring Tofte Søvej vil standse
og blive erstattet af ny højmosevækst, der igen
begynder at samle Tofte Mose til én stor sammenhængende
højmose,
· at den nordlige del af Tofte Mose igen vil blive
helt dækket af Aktiv Højmose,
· at sætninger vil ophøre langs nordsiden af Tofte
Mose,
· at kantskovenes udbredelse vil blive reduceret
og arealerne overgå til aktiv højmose.,
· at drænsporene i højmosen efter de nuværende
og tidligere vildthegn omkring Tofte Mose
formindskes,
· og at indførte og invasive arter som bjerg-fyr,
sitka-gran og rød-gran fjernes selektivt og fuldstændingt
fra højmosearealerne, inden de bliver
fertile og kan sprede sig.
Til gennemførelse af disse tiltag har det været nødvendigt
at have et detaljeret kendskab til mosens
højdeforhold, grøfteforløb, vandstand i grøfterne
og grøftevandets afløbsretning. Derfor er der i
46
marts 2004 udført laserscanning af hele vildmosen.
Der er indsamlet oplysninger om kotehøjde
af mosens overflade i 2-4 punkter pr. m 2 , som siden
er reduceret til én koteværdi pr. 4 m 2 . Kotehøjden
er bestemt med en middelfejl på ca. 15
cm i forhold til faste overflader og i system Dansk
Normal Nul. Koteinformationerne er brugt til at
lave en terrænmodel (se Fig. 8, side 22).
Ud fra højdemodellen og ortofotos er alle åbne
vandløb, grøfter og kanaler i og omkring Tofte
Mose kortlagt, og ud fra de registrerede vandspejlskoter
er der beregnet en overflademodel af
vandspejlsforholdene. Den danner grundlag for
hvilke indgreb, der skal foretages, og hvor indgrebene
skal lokaliseres. Naturligvis indgår der
også en række oplysninger om tørvekvalitet, tørvetykkelse
m.m. i disse beslutninger. Samtlige
indgreb har til formål at forsinke vandafstrømningen
fra højmosen og derved hæve mosens
vandspejl, så det ligger så højt, at akrotelm igen
bliver velfungerende, og der akkumuleres tørv.
I løbet af 2007 og 2008 er der nedsat 180 krydsfinerskodder
i grøfter inde på højmosefladerne i
Tofte Mose samt i randzonen mod nord, syd og
øst. Langs Haslevgård Å er der i løbet af 2010
yderligere nedsat ca. 150 krydsfinerskodder.
Spunsvægge af PVC-materiale skal også medvirke
til at hæve vandspejlet i de større grøfter.
Langs nordsiden af Tofte Mose er den dybe Lindenborgs
Skelgrøft blevet tilfyldt på en 2,3 km
lang strækning langs Tofte-fennerne og Birkesø.
Desuden vil en række grøfter langs den nordøstlige
del af Tofte Mose blive fyldt med tørvemateriale,
så de ikke længere er funktionsdygtige.

Fig. 22 Flyvning med krydsfinerplader til lukning af grøfter i den nordlige del af Tofte Mose 1. december 2008.
Herved skånes vegetationen for transportskader. 1. december 2008. Foto Jan Skriver.
47

En del af transportopgaverne er udført med helikopter
(Fig. 19, side 47). Det sikrer, at moseoverfladen
påvirkes mindst muligt i forbindelse
med arbejdet.
Endelig skal højmosefladen ryddes for træer, der
er invasive eller indførte. Med birk forholder det
sig anderledes. Den var naturligt forekommende
i sparsom mængde på de mest veldrænede dele af
højmoseranden, da mosen henlå i naturtilstand.
Nu har kulturpåvirkningen medført, at dunbirken
har spredt sig. Dens tilstedeværelse er i dag
først og fremmest et symptom på højmosens
forringede bevaringstilstand. Vi kan bruge denne
viden positivt og se birkens tilstand, vækst,
spredning og død som en indikator for højmosens
aktuelle tilstand, om end en indikator, der
selv er med til at forringe højmosens tilstand.
Fjernelse af birk er i sig selv symptombehandling
og gavner kun kortvarigt mosen. Kun samtidig
Litteratur
Aaby, B. & Tauber, H. 1974. Rates of peat formation in relation to
degree of humification and local environment, as shown by studies
of a raised bog in Denmark. Boreas, 4: 1-17.
Aaby, B. 1976. Cyclic variations in climate over the past 5500 years
reflected in raised bogs. Nature, 263: 281-284.
Aaby, B. 1980. Råstofgeologisk undersøgelse af Lille Vildmose.
Rapport udarbejdet af Danmarks Geologiske Undersøgelse for
Nordjyllands Amt: 1-10 + bilag.
Aaby, B. 1986. Mennesket og naturen på Abkær-egnen gennem
6000 år. Sønderjysk Månedsskrift: 277-290.
Aaby, B. 1987. Cyclic changes in climate during 5500 years reflected
in Danish raised bogs. Det danske Meteorologiske Institut,
Klimatologiske Meddelelser 4: 18-26.
Aaby, B. 1987. Overvågning af højmoser 1987. Naturovervågningsrapport.
Miljøministeriet: 1-69.
48
med indgreb, der forbedrer mosens vandregime,
har fjernelse af birk en langtidseffekt. I Tofte
Mose vil birken blive fjernet inde på mosefladen
i forbindelse med den øvrige naturgenopretning,
hvor den står tæt og derfor skader højmosevegetationen
væsentligt. De øvrige steder på højmosefladen
bør birkens tilstand og udbredelse
følges over tid, for at se langtidseffekterne af
grøftelukningerne og de øvrige tiltag, som nu
gennemføres.
Projektet fokuserer særligt på indgreb, der med
få undtagelser undgår påvirkninger af arealer,
som er naboers eje. Projektet blev påbegyndt
i 2007 efter myndighedernes godkendelse, og
i skrivende stund er de mange naturgenopretningsarbejder
næsten afsluttet.
Aaby, B. 1989. Lille Vildmose, Tørveindvinding og naturgenopretning.
Miljøministeriet, Landbrugsministeriet, Sejlflod Kommune
og Nordjyllands Amt.
Aaby, B. 1990. Geologi og mosedannelse i Store Vildmoseområdet.
I. Brix, B. (red.). Landet og loven. Miljøministeriet: 145-151.
Aaby, B. 1997. Lille Vildmose. I: Andersen, S. & Sjørring, S.
(red.). Geologisk Set – Det Nordlige Jylland. Skov- og Naturstyrelsen
og Geografforlaget: 1- 210.
Aaby, B. 2007. Søerne i Lille Vildmose. Mosen, Tidsskrift for Vildmoseforeningen.
Årgang 8: 3-12.
Aartolathi, T. 1965. Oberflächenformen von Hochmoren und ihre
Entwicklung in Südwest Häme und Nord Satakunta. Fennia 93.
Andersen, S. T., Aaby, B. & Odgaard, B. 1996: Denmark. In Berglund
B. E., Birks, H. J. B., Ralska-Jasiewiczowa, M., & Wright,
H.(eds.): Palaeoecological Events During the Last 15000 Years:

Regional Synthesis of Palaeoecological Studies of Lakes and Mires:
215–231. Wiley, Chichester.
Atlas Flora Danica 2006. Rapport til Aage V. Jensens Fonde vedrørende
vegetationsforholdene i og omkring Tofte Skov. Arbejdsrapport:
1-19 + kortbilag, upubliceret.
Bak. J. 2001. Kortlægnings- og analyseprojekt vedrørende væsentlige
ammoniakpunktkilder og sårbare naturtyper i det åbne land.
Skov- og Naturstyrelsen. Wilhjelmudvalget: 1-31.
Hansen, B. 1969. Højmoser. I: Danmarks Natur, Politikens Forlag,
bd. 5. De Ferske Vande: 473-488.
Jensen, S.C. 1998. Lille Vildmose – kultur og natur. Forlaget Tri-
Color: 1-167.
Jensen, S.C. 2005. Halvmånerne i vildmosen. Hvad er det? Mosen
6, marts 2005:4-5.
Jensen, S.C. 2007a. Afskrift fra MOSEN, Tidsskrift for Mosebrug
– marts 1926. Mosen 8, juli 2007: 7.
Jensen, S.C. 2007b. Højmosesøerne i Lille Vildmose. Mosen 8,
juli 2007: 4-5.
Kristensen, M.K. 1945. Vildmosearbejdet. Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab:
1-219.
Lamb, H. H. 1966. The changing Climate, Section 7, Mathuen,
London.
Mikkelsen, V.M. 1943. Bidrag til Lille Vildmoses stratigrafi og vegetationshistorie.
DGF 10: 329-364
Nielsen, M.K. 2005. En højopløselighedsanalyse af to danske højmoser,
Ulkestrup Lyng, Sjælland og Tofte Mose, Jylland, til redegørelse
for i hvilken periode Den Lille Istid forekom i Danmark. Specialeafhandling,
Geologisk Institut, Københavns Universitet: 1-112.
Osvald, H. 1923. Die Vegetation des Hochmoores Komosse. Sv.
Växtsoc. Sälsk. Handl. 1. Uppsala.
Petersen, O.G. 1896. Lille Vildmose og dens Vegetation. Botanisk
Tidsskrift Bd. 20, 2: 159-186.
Pihl, S., Ejrnæs, R., Søgaard, B., Aude, E., Nielsen, K.E., Dahl,
K. & Laursen, J.S. 2000. Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet.
Indledende kortlægning og foreløbig vurdering af
bevaringsstatus. Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra
DMU, nr. 322.
Rasmussen, A. 1917. Vildmosegaardens grundlæggelse. I: Fra
Himmerland og Kjær Herred. Aarbøger udgivne af Historisk Samfund
for Aalborg Amt 1915-17: 409-473. Aalborg.
Riis, N. 2005. Påvirkning af højmosearealer i Lille Vildmose fra afvanding
og tørvegravning. Udredningsrapport fra COWI til Aage
V. Jensens Fonde: 1-81.
Riis, N. 2006. Sikring af højmosearealers gunstige bevaringstilstand
i Lille Vildmose. Masterplan med skitseprojekt. Rapport fra
COWI til Aage V. Jensens Fonde: 1-61 samt bilag.
Riis, N. 2007. Naturgenopretning af Mellemområdet i Lille Vildmose.
Masterplan med skitseprojekt. Rapport fra COWI til Aage
V. Jensens Fonde: 1-93.
Riis, N., Hinge-Christensen, S. og Aaby, B. 2004. Muligheder for
naturgenopretning i og omkring Lille Vildmose, COWI konsulentrapport.
Pilotprojekt Lille Vildmose Nationalpark: 1-79 + bilag.
Risager, M. 2005. Sphagnum- og lyngforsøg på tidligere tørveindvindingsareal
i Lille Vildmose. Nordjyllands Amt og Skov- og
Naturstyrelsen. Foreløbig rapport: 1-121.
Sernander, R. 1909.De scanodaniska torfmossarnas stratigrafi.
Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlingar 31: 423-448.
Streefkerk, J.G. & Casparie, W.A., 1989. The hydrology of bog
ecosystems. Staatsbosbeheer, National Forest Service in the
Netherlands, Utrecht: 1-120.
Streefkerk, J., Harkema, E. & van Duinen, G-J. 2004. Tofte Mose:
A preparatory field study on the high bog in relation to possible
desiccation and possibilities for restoration. Report by Staatsbosbeheer
to Nordjyllands Amt. The Netherlands: 1-13.
Tekniske undersøgelser og seminarier.
49