DRAGON NIELS KJELDSEN OG HANS DRABSMAND

60
skød Liittichau, som han nu bedst kunde komme m· det
med Udsigt til at ramme.
Der er vel næppe den Militær eller tænkende Lægmand,
der vil paastaa, at det havde været Fændrikens Pligt som
Soldat at manøvrere sin Hest saaledes, at han kom Ansigt
til Ansigt med Dragonerne, inden han gav sig til at skyde.
I Krigen har Soldaten ikke blot den Ret, men den Pligt
med de ham til Haadighed staaende Vaaben at søge at
uskadeliggøre den kampdygtige Fjende saa fuldkomment,
saa hurtigt og med saa ringe Tab paa egen Side som
muligt.
Enhver anden Holdning er umilitær.
Henned afgøres ogsaa Spørgsmaalet, om Niels Kjeldsen
dog i hvert Fald ikke burde have været saaret eller dræbt
med blanke Vaaben.
Det er sikkert rigtigt, at Niels Kjeldsen, efter at være
truet med Skydevaabnet, først selv har skudt paa Fændriken,
inden denne skød; men herpaa ligger formentlig
ikke mindste V ægt, da det vilde have været militært uforsvarligt
af Grev Liittichau, om han havde trukket blank
og søgt at afvæbne Niels Kjeldsen ved Hjælp af Sablen.
Forfølgelsen maatte nemlig have en Ende, da man utvivlsomt
var kommen den danske Forpostlinje uforsvarligt
nær og vidste, at den prøjsiske Eskadron holdt i Viuf, 3 / 1
Mil borte. Det gjaldt nu om i sidste Øjeblik at søge opnaaet
Kampens Hensigt, som var at forhindre Patrouillen
eller i hvert Fald saa mange af dens Mandskab som
muligt fra at naa ind til Feltvagten. Grev Luttichan havde
set, at det ikke var lykkedes den sikkert vaabenduelige
(dengang 30aarige) Underofficer og den (eller de) Husarer,
som havde forfulgt Niels Kjeldsen at afvæbne ham med
Sablen; det vilde derfor have været højst usandsynligt, at
det kunde lykkes den nittenaarige unge Mand.
Og Tiden og Stedet var ikke til at arrangere en interessant
Kamp paa skarptslebne Sabler; man befandt sig ikke
paa en Fægtesal, men i Krig, hvor hvert Øjeblik længere,