404 Februar - dvk-database

var selv i 1954 ”oppe” hos Konradi, og under den praktiske
køreprøve skulle man altid inde i byen køre ud på hovedvej 8
på et meget vanskeligt sted. Der blev passet drabeligt på, og
ved siden af sad Konradi og tyggede på cigarstumpen, mens
han sagde ”Kør da bare kør da bare.” Man kan for sig selv
høre ham sige, hvis man altså rettede sig efter ham, ”Sig mig
er det mig eller Dem, der kører!”
Når man snakkede med de ældre mekanikere, kom der historier
frem. F. eks. var der penge at spare, hvis et sæt styrebolte
med slør slap gennem et syn.
Nogle værksteder lå inde med et sæt specielt fremstillede
smørenipler af massivt stål. De blev før et syn skruet i fortøjet
i stedet for de rigtige, og lige før den motorsagkyndige
tog fat om forhjulene for at prøve sløret, havde den kvikke
mekaniker lige været nede ved styreboltene med en svensknøgle
for at stramme niplerne godt til, så de gik ind i styreboltene
og derved forhindrede dem i at bevæge sig.
Således kom nogle køretøjer til at fortsætte i mange år med
slidte styrebolte.
En motorsagkyndig i dag ville nok selv overtyde sig om en
håndbremses evner, men nogle gik blot om bag vognen og
bad mekanikeren om at køre lidt frem og så trække håndbremsen.
Så kunne han nemlig se på stoplyset, om mekanikeren
snød, samtidig med, at han kunne se, om håndbremsen
kunne standse vognen.
De mekanikere, der kendte turen og håndbremsens tilstand,
fandt hurtigt ud af, at det var billigere for kunden at etablere
en afbryder for stoplyset frem for at reparere håndbremsens
måske nedslidte belægninger.
- Jamen købte du ikke låseolie forleden?
Jo, den ligger på hattehylden.
Veteran Tidende / februar 2010
Automatisk transmission
Ham mekanikeren, der havde været i Staterne, havde en god
historie i ærmet om de der nye automatiske transmissioner,
som man kørte med derovre.
En mand på en tur ud over prærien var kørt ind til siden for
en lille tid, og han standsede motoren. Da han skulle af sted
igen, ville motoren ikke starte, batteriet var fladt.
Startsving fandtes ikke på den årgang.
Hvis man kan se den lange, lige og frem for alt tomme landevej
for sig, en vej, der spænder over et enormt stykke land,
og hvor der måske er 5 timer mellem hver trafikant, så har
man sceneriet.
Langt om længe høres brummen i det fjerne, og vor mand
er så heldig at få vognen stoppet, det var en dame, der kørte
den. Han spørger, om hun vil være så venlig at skubbe ham
i gang, det ville hun gerne. Men hun fik lige en belæring om
denne her automatiske transmission, og at hun skulle skubbe
med mindst 25 miles/h, ellers virkede transmissionen ikke
og kunne således ikke dreje motoren rundt.
Det forstod hun meget godt, og vor mand gjorde klar til at
blive skubbet. Der kom ikke noget skub, og da han vendte
sig for at se, hvor damen blev af, kom hun kørende, sigtende
lige på hans bagsmæk, med 25 miles/h.
21