X: 126 - Om lægeromaner - Stud. Med.

STUD MED #5, 1965
1960 - 69
DET er vel tvivlsomt, om en
genre som kriminalromaner er
direkte populær blandt
professionelle kriminalister.
Og ikke destomindre er det en
kendsgerning, at selv særdeles
kloge og fornuftige mennesker
kan være på det nærmeste
forfaldne til læsning af den art.
Forklaringen herpå er sikkert den, at
detektivhistorien ofte skrives med et
glimrende håndelag: intrigen kan være
snildt udtænkt og gennemkomponeret -
der kan være virkelig vellykket menneskeskildring
- der er en ganske elementær,
næsten drengebogsagtig spænding i
denne højt differentierede gang ”røver
og soldater”, - og i de bedste af slagsen
finder man endog en
ganske fin og behageligt selvironisk
humor.
Og - først og sidst -: de giver sig ikke ud
for at være mere, end de reelt er.
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
Det ligger i luften mellem linjerne,
at mordene naturligvis ikke er
”rigtige” mord men en form for
gambit; ligene er ikke døde menneskers
mishandlede kroppe men
effektfulde rekvisitter -morderen
ikke en gemen lovforbryder men
den mere eller mindre værdige
modstander i en duel - detektiven
er ikke retfærdighedens fladpandede
vogter men en moderne ridder
uden frygt og dadel, og selv gadens
løsning er ikke lovens sejr men
kabalens lykkelige udgang eller
puslespillets sidste brik i det sidste
tomme hul.
Der udvikles gradvist en
frimureragtig hæven af det ene
øjenbryn og et lille, grimacerende
smil forfatter og læser imellem, og
i bedste fald skilles disse to parter
med en sandt gentlemanagtig
forståen, underforståen og respekt
for hinandens måde at være på.
126
- Hvad angår lægeromaner taget i
almindelighed og i den mest typiske
form, ligger det unægtelig noget
anderledes —
Den rent litterære side af den genre har
jeg nøjagtig den samme grad af forstand
på, som ethvert andet bogligt interesseret
menneske, lad det være sagt straks.
Og lad det også være sagt straks, at den
mening, jeg har dannet mig om bøger af
den art, naturligvis er min egen. Selvom
jeg til dato ikke har truffet een lægekollega,
der ikke har nogenlunde den
samme —
Hvis han da i det hele taget har stiftet
bekendtskab med den form for litteratur!
—-
Den typiske lægeroman bygger på en
såre spinkel handling: den drejer sig
næsten altid om en ung, idealistisk læge,
der kæmper for eller imod et eller andet.
Og hans sejr er vis!
Han kan f. eks. kæmpe mod nogle
korrupte og hjerteligt u-idealistiske

1960 - 69
kolleger , hvis mangel på idealisme kan
bestå i, at de godt kunne tænke sig at få
lidt mere for deres arbejde, end de i
øjeblikket får.
Eller han kan kæmpe med et eller andet
påstået indviklet medicinsk problem. Hvis
bogen er filmatiseret, foregår denne
kamp i et laboratorium, hvor vædsker
syder, rør gurgler, og hvæsende damp
slippes overraskende ud på passende
tidspunkter .
Eller han kan - ikke at forglemme! -
kæmpe mod sit eget bedre eller dårligere
Jeg, som ikke ved, hvilket ben det ene
eller det andet Jeg skal stå på med
hensyn til, om han skal blive forsker og
således ofre sig for videnskaben, eller om
han skal ofre sig for sine medmennesker
og således ende med at blive læge. I
kursiv. Subsidiært med udråbstegn efter.
Sideløbende hermed har vi en
bihandling, der dog ikke er slet så
åndeligt militant som hovedhandlingen.
Den vedrører de omgivende sygeplejersker
og vor helts ”samarbejde” med
disse. De beskrives alle som værende af
topkvalitet i udseende, men kun hos
enkelte har hjertet kunne holde trit med
den øvrige organismes fuldkommengørelse;
hvor imidlertid en sådan
skønhedsmæssig ligevægt mellem krop
og sjæl forefindes, belønnes den pågældende
sygeplejerske dermed, at hun —
bliver gift med helten.
Hvilket ikke kommer ganske bag på
læseren —
Tidligere har jeg ment, at man ikke kunne
simplificere sin menneskebetragtning og
sin menneskeklassificering udover, hvad
der gives udtryk for i et gammelt ord om,
at der findes tre slags mennesker: de
gode – de i den senere tid har imidlertid
vist mig, at onde - og så dem fra Lolland.
Et nogenlunde grundigt studium af
lægeromaner her vi kan udelade dem fra
Velkommen til de nye russere
fra STUD MED #6, 1965
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
Lolland og nøjes med de gode og de
onde.
Om den litterære side af spørgsmålet
sluttelig dette, at man forgæves må lede
efter det mindste gran af underforståen
eller spontan og nogenlunde intelligent
127
humor . Alt skal forstås lige så firkantet,
Som det er skrevet, og af hensyn til de
formodet tungnemme blandt læserne, er
det gjort så massivt som en tøjrkølle i
nakken. Personerne går rundt med evige
rynker i panderne og uafladeligt højtide-

1960 - 69
lige tanker i hjernevindingerne. Man kan
formelig sidde og rynke sig selv en
hovedpine til under læsningen.
- Hovedpinen skal ikke blive mindre
trykkende, hvis man kommer for skade at
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
hengive sig til lægeligt-fagligt tænken;
efter nogle få sider føler man sig omgivet
af udlændinge, som med nogen møje har
lært et fremmed sprog. Og lært det godt
- al ære og respekt! De taler det udmær-
128
ket, de har bare ikke fjerneste begreb om
ordenes nuancer, vi befinder os hele
tiden en eller flere etager for højt til vejrs,
- ja, i nogle af romanerne kan man
ligefrem få fornemmelsen af, at de
agerende er en slags væsener, - hidfløjne
fra hin tunge planet, Jupiter, - hvis
mindste bevægelse herneden ville få
svære møbler til at flyve rundt i lokalerne,
hvis de ikke lagde bånd på sig.
At endvidere oversætterne af de importerede
numre i denne varegruppe så
åbenbart skyr enhver ulejlighed for at
træffe faglig terminologi skal jo heller
ikke gøre
sagen bedre. -
Helten skal være kirurg, og hvis det skal
være noget helt særdeles: hjernekirurg! I
en
bog, som jeg for nogen tid siden læste,
var han en sådan; men samtidig med, at
han opererede til højre og venstre, så
man kunne blive stakåndet af at læse
derom, beskæftigede han sig - på
mesterlig vis, selvfølgelig - med så
forskellige ting som bakteriologi, hygiejne,
epidemibekæmpelse, nervesygdomme
og nyresygdomme, om jeg
ellers husker ret. At han under alt dette
tillige var en stor anatomiker (som det
hed) nævnes kun for fuldstændighedens
skyld, og endvidere fordi det kunne der
måske være en god del fornuft i, rent
kirurgisk set.
Under et slagsmål kommer i særlig grad
disse hans anatomiske kundskaber ham
til nytte, idet han til et kæbestød (jeg
citerer ordret) : ”omhyggeligt valgte det
sted på kæben, lige under anden præmolar,
hvor hagegrenen af femte hjernenerve
passerer gennem en lille åbning.”
Modstanderen i denne bataille er -
heldigt nok - en tidligere medstudent,
som imidlertid er belagt med det grusomme
handicap, at han i sin tid er
dumpet i anatomi, og som altså ikke er i
stand til at underbygge sine øretæver så
gennemført videnskabeligt som vor helt;
og han går naturligvis i gulvet med et
brag. -

1960 - 69
—-
Lægeromanernes enorme popularitet kan
nok give anledning til en del overvejelser
for en læge. Hvordan er vi blevet sådan
nogle paphelte? Svaret herpå er sikkert
nok ikke eet men flere. -
Naturvidenskaberne er jo efterhånden
blevet en slags moderne religion eller
moderne mysticisme, og blandt naturvidenskaberne
er vel lægefaget det, der
mest direkte kan komme til at berøre det
enkelte menneske. Endvidere er det et
lukket land, som de udenforstående ikke
har ret mange chancer for at udforske på
egen hånd.
Tager man diverse andre fag, kan det
siges, at de fleste af os har ganske gode
begreber om lov og ret f. eks., vi kender
det idetmindste i grundtræk, og vi har
noget, der kaldes den almindelige
retsbevidsthed. Vi er kort sagt i stand til
at sige fra, hvis en sagfører, skal vi sige:
råder os til at stjæle eller til at begå vold.
Om nationaløkonomi ved vi også et og
andet; det har vi ligefrem pligt til i et
folkestyret samfund, og hvis vi i avisen
læser, at ”nationaløkonomerne mener dit
eller dat”, så imponerer det os ikke
synderligt, for hvor ofte har ikke en
lægmandspolitiker lige så god rede på de
dele som en cand. polit.?
Og kommer vi ti[ de rene åndsvidenskaber,
har ethvert såkaldt dannet
menneske en stolthed deri, at han kender
ikke så lidt til sprog - filosofi - litteratur
og måske religion, og han føler sig
næsten forpligtet til at betragte de i disse
fag særligt uddannede med den allerstørste
overbærenhed.
Men vi har ikke nogen i kødet båren
”almindelig sundhedsbevidsthed” eller
”sygdomsforebyggelsesbevidsthed”, vi
savner kort sagt det, som før tillod os at
tale vor sagfører midt imod, da han
fremkom med sin besynderlige juridiske
rådgivning. Det er i sig selv paradoksalt,
at man undertiden skal lade sig pine,
plage og måske endda i nogen grad
mutilere for at kunne bevare liv, førlighed
og - alment velbefindende; og det er
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
uden enhver forbindelse med den
almindelige daglige fornuft, at en
bestemt ringe bevægelse af den store tå
kan indicere åbning af kraniet o. s. v.
Og hvis lægerne som sådanne en skønne
dag publicerer følgende: kræft kan
undgås,
hvis blot man spiser regnorme, - så spår
jeg, at den vilde jagt på disse dyr går ind
med det samme, uden hensyn ti[, at der
antagelig skal kraftig selvovervindelse til
for at få de første tyve til at glide ned.
Lægen kommer til, i den givne situation,
at tårne sig op over patienten med en
vældig autoritet; han giver eller foreskriver
den og den behandling, og patienten
har at underkaste sig, hvordan det end
bekommer hans mere eller mindre fine
fornemmelser .
- Det er forhåbentlig unødvendigt, når
jeg på dette sted betoner, at denne
spagfærdige analyse af mit fags stilling i
forhold til andre fag aldeles ikke tilsigter
at hæve det op over det ene eller det
andet. At en sådan tankegang er mig
fjern, vil forøvrigt fremgå af, hvad jeg
senere har at sige. -
Den store magt, vi således har fået eller
tiltaget os, skyldes antagelig patientens
og lægens bevidste eller ubevidste
erkenden af, at uden den mest vidtgående
tillid de to parter imellem når man
ikke langt.
- Lægeromanerne spiller netop på de her
omtalte strenge. Og mens vi, der til
daglig sidder ved instrumentet, gør os
umage for at knipse Så let, legende og
følt som vel muligt, river forfatterne i alle
registre med krogede fingre af jern.
Autoritetsdyrkelsen drives f. eks. derop,
at fejldiagnoser ikke forekommer, og
forekommer de endelig, sidestilles de
rakt ut med forbrydelser. Autoriteten far
en yderligere understregning derigennem,
at vore helte er udsat for en sand
forgudelse, - en forgudelse, der - som
sagt før -uvægerligt ender med bryllup.
Et andet vigtigt moment er det sære af
håndfast mystik, der må hvile over noget,
som man ikke forstår, men om hvilket
129
man dog godt ved, at det bygger på den
jordbundne erfaring.
Og så slynger den ene streng sig forøvrigt
sammen med den anden: med
mystikken er vi ovre i det lukkede land,
og fra det lukkede land er der kun et
skridt til alvidenheden. Det lukkede land
er bl. a. også det, at læger har tavshedspligt,
og denne tavshedspligt omfatter
ikke sådan
nogle forholdsvise trivialiteter som
skattemyndighedernes dølgen af naboens
formueomstændigheder, nej, den
dækker over så gule og tyktflydende
lækkerier som samme
nabos alle intimeste gøremål, inclusive
måske tallet på hans børn udenfor
ægteskab.
Læger kommer til at stå som en slags
lastens fornemme kendere og syndens
elegante skriftkloge. At vi selv betragter
det hele under samme synsvinkel, som
den vi annedgroede negle, kniber det at
gøre visse mennesker begribeligt. -
Et andet ganske pikant moment i lægeromanerne
er de skurkagtige læger. Deres
tilstedeværelse kunne synes selvmodsigende
på dette sted, men naturligvis må
de være der, for efterhånden som
læseren ubevidst irriteres på al den øvrige
fuldkommenhed og ædelhed, skal han
naturligvis have noget eller nogen at lade
sin irritation gå ud over.
- Det er jo nu engang sådan, at intet er
bedre stof end en fremragende læges
bedrifter.
Det skulle da lige være en uheldig læges
meriter —-
Som læge ved man oprigtig talt ikke, om
man skal røres eller forarges over det
billede, der gives af os i lægeromaner.
Som jeg før sagde, er tillid en conditio
sine qua non
i et ordentligt forhold mellem en læge og
hans patient. Men-ne, - det kan også
blive
for meget af det gode!
For mit eget vedkommende kan jeg så
godt lide mit fag, at det gør ondt på mig

1960 - 69
at se det behandlet og fremstillet så uværdigt,
som det hyppigst sker .
Den kærlighed, vi nærer til arbejdet,
kommer, mand og mand imellem, ikke til
orde på markskrigersk facon, og den
stolthed, vi undertiden kan føle over
medicinens formåen, er godt og grundigt
blandet med ydmyghed over det mangt
og meget, som vi ikke kan.
Vi synes, faget er for godt til, at det skal
fremstilles lattervækkende hos dets egne
udøvere, og vi skal hilse det med glæde,
den dag da en rigtig forfatter, maske
sågar en digter, tager sig på at skrive en
roman om os, sa vi kan genkende os selv
og vore problemer som det, vi og disse
er-
Og så bliver man jo også bitter, når man
nu ikke selv er kirurg! Hvorfor skal alle de
andre udmærkede specialer ikke have
deres velfortjente part af virakken? Vi har
Tillæg til STUD MED – Tilbageblik for kommende læger
Nr. 85 – 60. årgang
December 2002
www.fadl.dk/studmed
fået: ”En læges kamp”; hvorfor ikke ”En
ørelæges kamp”? Jeg har læst et værk
betitlet: ”Brug hjertet –doktor”, hvad
mener man om , ”Brug næsen – doktor”;
den skulle handle om en pædiater.
Hvilken dristig mand skriver en roman om
en hudlæge? Og hvilken endnu dristigere
mand fordrister sig i denne roman
til at fortie, at denne specialist også
beskæftiger sig med kønssygdomme?
Om den gren af medicinen, som jeg
regner for min: sygekasse-lægefaget, tør
man jo slet ikke tale i denne anledning;
så skal man da i det mindste være en
gammel barsk bulderbasse af en
distrikslæge. Med et hjerte af guld. -De er
sjældne i vore dage. De blev nemlig i
1915 afskaffet, ved lov.
Men hvordan skal man efterhånden
forlange, at en patient, som har vænnet
sig til bøgernes legemligt og åndeligt
130
skarptskårne kirurg, skal føle sig helt tryg
i hænderne på sin sygekasselæge, som
måske er 160 cm høj, som har mave, og
som måske begynder at blive skaldet?
Tilmed er denne jo absolut ikke kirurg.
Patienten kommer let til at overse den
uomstødelige kendsgerning, at
sygekasselægen - sine mangler tiltrods -
kan være en ypperlig læge endda!