Pottemagere i Hansted og Egebjerg - Hansted-Egebjerg

Pottemagere
i Hansted og Egebjerg
M overlærer Mogens Kirkegaard, Egebjerg
N år der pludselig omkring 1890 opstod pottemagerier i Hansted og Egebjerg,
var det først og fremmest en følge af, at der fandtes ler i rigelige
mængder rundt omkring i sognet.
Det var i flere år blevet udnyttet i teglproduktionen både på teglværket i
Hammersholm og på den tilsvarende virksomhed på Teglgården i Egebjerg.
I Horsens har der været pottemagere længe før, og nogle af deres arbejder
kan man se på Horsens Museum. Imidlertid synes der ikke at være nogen
umiddelbar forbindelse mellem denne tradition og pottemageriets opståen i
Han sted-Egebjerg.
Her skal i de følgende afsnit gøres rede for de større værksteders historie,
sådan som pottemagerne selv og deres familie har fortalt det.
Pottemagerfamilien DISSING fra Hansted
Jens Andreas Pedersen Dissing var født 1866 i Torup på Mors som søn af
fisker og husmand Peder Andersen Dissing.
Efter sin konfirmation kom han j 1880 j lære hos pottemager Anders
Jacobsen i Thisted, hvor han blev udlært. Derpå arbejdede han i Skive et
stykke tid og aftjente senere sin værnepligt. Så vendte han tilbage til Thisted
og arbejdede her til1893.
Da flyttede han til Hansted uvist af hvilken grund. Men her var det muligt
at leje et værksted af enken efter pottemager Ole Christian Beck, der var død
1889. Dissing begyndte altså som selvstændig pottemager og købte til sidst
ejendommen af enken, Mette Beck. Den lå på nuværende Banevej nr. 13
(matr.nr. 7i), hvor bygningerne i øvrigt stadig ligger.
Købekontrakten blev underskrevet 23/9 1898, og det aftaltes, at der skulle
udbetales 800 kr. ved den endelige overtagelse l. maj det følgende år af
købesummen på 3200 kr.
90

Huset på Banevej har rummet både bageri, brugsforening og pottemageri.
En stor familie
Med sig til Hansted havde Dissing sin kone Marie, født Skaaning, der
stammede fra Thisted, og datteren Elfrida.
Det var heldigvis et stort hus, de flyttede til, for efterhånden fik de en
børneflok på 2 piger og 6 drenge, nemlig:
Elfrida . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . f. 1892
Ejner .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. f. 1894
Leon .... .. .... ...... .. .. .... . f. 1897
Hertha .. .. .. .. .. .. .. . .. .. .. . f. 1903
Tage .. .. .. .. .. . .. .. .. . .. .. .. . f. 1905
Harald . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. . f. 1906
Robert .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. f. 1908
Gunnar .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. f. 1910
Alle drengene blev pottemagere som faderen, udlært på værkstedet, og også
Hertha skulle have været pottemager, det havde hun faktisk lovet sin far. Da
91

Her er de stolte og
glade forældre
fotograferet
sammen med deres
B børn ved
sølvbrylluppet i
1919.
hun imidlertid opdagede, at beslutningen medførte drilleri fra kammeraterne,
så blev det opgivet. Men hun kom nu på et senere tidspunkt alligevel til at
arbejde med ler.
Elfrida bestyrede i mange år sammen med sin mahd telefoncentralen i
Gedved og var således det eneste af J. A P. Dissings børn, der gik helt fra
lertøjet.
Det daglige arbejde
I værkstedet på Banevej blev der først og fremmest lavet brugsting, dvs.
fade, krukker, skåle, kander, krus osv. De blev naturligvis solgt fra butikken
og anvendt lokalt, men det meste solgtes til pottekørere, der kørte fra dør til
dør og afsatte varerne, ligesom de også solgte potterne på markeder rundt
omkring i Østjylland. .
92

den ny præst , der kom for at hilse på familien, med en sådan rejsende svend,
og gav ham en skilling fra skålen. Nå, præsten kunne da se, at der boede
kristne mennesker i huset!
Leret kom fra forskellige lokaliteter i sognet. Mange steder findes ler,
omend af svingende kvalitet. Et stednavn som Lergrav Banke øst for Vandmøllevej
vidner om, at der fra gammel tid har været gravet ler. Dissing fik sit
ler først og fremmest fra Egebjerggårds banker ved Bagkjær Mølle, men også
fra Højballegårds skov fik man af og til et læs ler.
Det skulle æltes grundigt igennem, og det måtte børnene gøre ved at trampe
godt i det med fødderne. Samtidig skulle de være opmærksomme på at fjerne
de små urenheder i leret, ikke mindst kalksten. Hvis der var kalk i leret, som
der ofte er her på egnen, kunne det bevirke, at glasuren efter få måneders
brug sprang af og efterlod små runde brunlige mærker.
Derefter skulle leret valses. På værkstedet havde de i ældre tid en gammel
hånddrevet valse, og den har sat en grænse for, hvor stor produktionen kunne
være. Inden man kunne komme i gang med at dreje, skulle leret køres
igennem valsen. Dette arbejde var så strengt, at der godt kunne behøves to
mand til at trække håndsvinget.
Det kastede aldrig de store penge af sig at være pottemager. Der måtte
arbejdes hårdt, og Dissing stod op kl. 6 hver dag året rundt. Efter morgenmaden
arbejdede han til middag. Den varme mad har nok gjort godt, ligeledes en
lille lur bagefter.
Og så fortsatte han i øvrigt med at arbejde tillangt ud på aftenen. Weekend
var der ikke noget, der hed, og mange gange arbejdede han også om søndagen.
Men ind imellem blev der dog tid til at gå på jagt og sysle med Menorcahønsene,
som han fik mange præmier for.
J agt var noget af en lidenskab for Dissing. Således fortæller Hertha Dissing,
at hun gerne ville giftes den l. oktober, men var nødt til at flytte datoen, fordi
netop den dagvar det jo, at jagten på harer og fasaner gik ind.
Beliggenheden lige ved jernbanen kunne være noget problematisk, idet
huset gerne rystede, når togene buldrede forbi. Var man uheldig, kunne
lervarerne komme til at hænge sammen under brændingen. Til gengæld
samlede børnene kul ved jernbanen, for der blev jævnligt tabt kul fra tenderne,
når de dampdrevne tog med god fart kørte gennem Hansted.
Efterhånden som drengene blev konfirmeret, kom de i lære hos faderen.
Det var jo gratis arbejdskraft og derfor velkommen. Der blev indrettet tre
arbejdspladser, og så var det ellers med at få noget fra hånden.
Keramik
J. A P. Dissing har også lavet keramik. Familien ejer forskellige figurer,
kunstfærdige ting, der viser, at han også evnede at modellere. En buste af N.
94

F. S. Grundtvig, der i mange år stod i forsamlingshuset, blev meget beundret.
Man kan endnu hos antikvitetshandlere og på markeder være så heldig at
finde ting, der bærer hans stempel i bunden, men langt størstedelen af
lervarerne fra værkstedet i Hansted blev aldrig signeret.
I 1932 fik J. A P. Dissing en hjerneblødning, som han ikke overlevede.
I den sidste brænding af
den gamle pottemagers
egne ting var blandt andet
denne syltekrukke. En af
sønnerne indridsede
faderens navn og datoen
for hans slagtilfælde få
dage før han lukkede sine
øjne.
Værkstedet blev nu drevet videre af sønnerne Robert og Gunnar, i en
periode sammen, fra 1936 alene af Robert; der havde købt værksted og
ejendom af sin mor.
95

En pottekører (til venstre med kasket) har afhentet et parti. Forrest til højre Robert,
bagved Gunnar.
Robert Dissing
Da faderen døde i 1932, arbejdede Robert hos sin ældste broder, Ejnar, på
dennes værksted i Hovedgaard. Nu måtte han hjem til Hansted, hvor Gunnar
endnu boede.
Produktionen fortsatte nogenlunde som altid, idet hverken metoderne eller
produkterne havde ændret sig i tidens løb. Det var stadig håndarbejde, og på
grund af konkurrencen fra de større fabrikker måtte der arbejdes hårdt.
I 1936 blev Robert gift med Karen, født Fogh Madsen. Hun fortæller om sin
mands arbejde blandt andet:
,,Han tog gerne en fem- seks uger om at fylde ovnen, det var jo en stor ovn.
Han arbejdede fra om morgenen til sengetid, det var lørdag og søndag også,
der var ingen forskel.
Leret kom i min tid fra Stilling og Højslev teglværker. Vi fik gerne fyldt godt
op hen imod efteråret.
Det blev opbevaret i en tilbygning til værkstedet, som vi kaldte ler kælderen.
96

Barselspotte, 25 cm. Robert Dissing 1965. Et af hans sidste arbejder.
97

Der var ikke frostfrit, så vi skulle passe på at have noget ind i varmen i
værkstedet, så det kunne være til at arbejde med. Men det kunne knibe at
holde værkstedet frostfrit, særlig når vi fyldte ovnen, for den lå jo ude i det
kolde værksted, hvor der ikke var fyret op. Der kunne godt gå lidt frost ned
gennem skorstenen om natten, og det var måske derfor, at han var så dårlig
med gigt, selv om han var godt klædt på.
Vi var aldrig på ferie bortset fra det sidste år, min mand levede. »Sommerferie

Der fyres i den
gamle ovn.
med. Brændet måtte ikke være alt for tykt, og det skulle være godt tørt.
Robert ville nu hellere have været gartner end pottemager.
Når leret skulle vejes af, havde de en gammeldags vægt og nogle sten i
bestemte størrelser, l sten til en to - liters, en anden til en tre- liters og så
videre, sådan at kløseroe kunne blive lige store. Efter at kløserne var vejet af,
blev de stillet på rad og række, og så blev de æltet igennem. Så blev de stillet op
på brædder henne ved drejeskiven , og så gik han i gang med at dreje.
Når potterne var drejet, skulle de tørre en vis tid, inden de kunne begittes.
Hele tiden skulle man holde øje med potterne, for de måtte ikke stå for længe.
Blot en enkelt dag, så kunne de blive for tørre.
Brødrene var ikke meget for at give hinanden opskrifter. Der var lidt
hemmelighed i det. Når der blev blandet glasurer, blev det vejet nøjagtigt af på
en gammel bismervægt til de store mængder, og på en anden gammel vægt til
de mindre. Man lagde mærke til hos pottekørerne, hvad de andre pottemagere
lavede, og der var lidt konkurrence i al fredsommelighed mellem Dissings
værksted og Annashåb.
Vi havde faste kunder, som vi skrev til, når en brænding var færdig. Det var
mest pottekørere, men i den senere tid også enkelte privatkunder. Dengang
jeg begyndte, lavede vi mest almindelige lerfade, krus og tallerkener. Det
kunne ske, at folk kom med særlige ønsker, ting, som de havde set andre
steder, og tegnet det op, som det skulle være. Det var mest bestemte faconer,
som de ville have lavet i den blå farve, som de var meget begejstrede for«.
99

Fra potter til keramik
Fra slutningen af
1950erne begyndte Robert
Dissing at lave mere keramik
?g til gengæld færre af
de gamle brugsting. Barselspotterne
blev han særlig
kendt for, og i en periode
kunne det slet ikke gå
stærkt nok. Så snart en
brænding var færdig, blev
varerne solgt, ofte mens de
var varme endnu. Der kom
også meget omtale i blade
og aviser, således var der i
de følgende år artikler både
i Horsens Folkeblad og
andre lokale aviser, men
også i Århusaviserne og i
ugeblade som Flittige
Hænder.
Det styrkede alt sammen omsætningen, ikke mindst, da Robert Dissings
priser var meget beskedne.
Hans keramik havde i denne periode et fælles præg.
Det var tunge, rustikke
ting, der var glaseret i glade,
stærke farver. Således
her en kande med krus i
blåt og hvidt.
100

Særligt brugtes koboltblå, men også
grønne og gule glasurer, formentlig kromfarver.
Sammen med koboltblå brugtes
ofte hvidgul (pibeler) og en gulbrun farve,
der fremkom ved at lægge klar glasur
direkte på det rå ler.
Når RobertDissings ting blev så tunge, hang det sammen med, at han fik
større og større problemer med sin leddegigt. Den var begyndt allerede, da han
var 33 år, og blev stadig værre. Til sidst kunne fingrene ikke rettes ud. For at
styre dem bandt han dem sammen med en snor. Det var kun på grund af en
fantastisk vilje og energi, at han holdt det ud. Gigten kunne efterhånden
mærkes i alle de store led også.
Alle brødrene kom efterhånden til at lide mere eller mindre af leddegigt,
også Tage Dissing, der inden for de allerseneste år med en beundringsværdig
viljeindsats på plejehjemmet Præsthøjgården har arbejdet ved drejeskiven .
Efter Robert Dissings pludselige død i 1965 blev værkstedet i ca. l V2 år
videreført afTage, men derefter blev det lukket, og huset solgtes. Der har ikke
været pottemageri på ejendommen siden.
Ejner Dissing
Som de øvrige brødre arbejdede Ejner Dissing også på Annashaab efter
læretiden. Men i 1919 startede han for sig selv i Hovedgård, hvor han lod
værkstedet bygge. Han begyndte med at lave fade og krukker, men gik
efterhånden over til at fremstille små figurer, først og fremmest fugle. Ejner
var nok den af sine søskende, der havde det største kunstneriske talent. Det
viste sig ikke mindst i hans større arbejder, der kan ses rundt om i Gedved
kommune.
Foran plejehjemmet Nørrelide i Gedved er netop her i 1987 blevet restaureret
en af hans skulpturer, så man fortsat kan glæde sig over dens livfuldhed.
Ejner Dissing gik hurtigt over til ny teknik. Således var han en af de første
til at installere en automatisk, elektrisk ovn.
101

Ejner Dissing ønskede mere tid til sin hobby, de store skulpturer, som han
glædede så mange med. Han døde i 197 4.
Hans datter, Grethe, driver en keramisk virksomhed i Hedensted, hvor
også Ejner Dissings dattersøn, Ejner Olesen Dissing, har eget værksted.
Leon Dissing
Leon Dissing ville gerne have været snedker, men det blev altså pottemager.
Efter læretiden blev han soldat, og da han efter soldatertjenesten i 1920 kom
vandrende op ad Egebjerg Bakke for at melde sig til sognefogeden, der boede i
Egebjerg, blev han råbt an af Niels Peter Nielsen, der havde værksted midt på
bakken, Egebjergvej 14 7. Han havde set Leon på vejen og tilbød ham arbejde
på den nystartede fabrik, Danico, i Horsens.
Her var Leon i 3 år, så kom han til Egebjerg og fik arbejde hos Peder
Madsen, hvor han arbejdede i ca. 7 år. Da hørte han, at der var blevet et
værksted med bolig til salg på Stejlbakken, Nørrebrogade 102 i Horsens, hvor
en tidligere arbejdskammerat fra Danico, Karl Hansen, havde haft værksted.
Leon Dissing fortalte selv herom i 1983:
»Så var han ved mig, efter at han havde sat 17.000 kr. til på halvandet år.
104

men jeg ville ikke give det, han forlangte. Det bliver billigere, tænkte jeg. Og så
ventede jeg ligegodt for længe, for da jeg så endelig købte det, så var det hele
ryddet, alt inventar, det var væk altsammen. Der var kun fire vægge og så de
to ovne, tørreovnen og brændeovnen. Og det var det, ham Floutrup i Juelsminde,
hans far, det var det han købte og startede med, så jeg måtte jo til at
skrabe det hele sammen , så der var ikke meget at slå til side med, de første år.
Var der noget til overs, så skulle der jo købes for det, ikke?«
Leon Dissing begyndte med at lave souvenirs, men han blev hurtigt klar
over, at man måtte ikke være for afhængig af en enkelt grossist.
Herom fortæller han:
»Det har aldrig været forretningsfolk, nogen af os. Det begyndte, da jeg var
på købestævne med de her askebægre ligesom fatter havde lavet, noget i den
retning, nipsgenstande, og det var bare oppe i et vindue, l kvadratmeter, det
første år,jegstillede mit an der, og det opdagede man jo hurtigt, det var bare at
stille lidt derned, så havde man arbejde langt ud i fremtiden. Og der kunne jeg
så ikke forstå, at lige efter at jeg havde været dernede, så begyndte der at
komme breve ind, op til 25 på en dag. Men så opdagede jeg, det er sgu da
priserne, det er galt med, og så skyndte jeg mig at sætte dem op. 10 øre, det var
meget. Den første grosserer,jeg arbejdede ved med askebægre særligt, det var
en fra Århus. Der kom sådan en rejsende, og han var så fedtet. Det var de her
Leon Dissing samm en med
enjournalistforan
værkstedet på
Nørrebrogad e.
105

få øre, 30 øre, 33 øre. Men hvad, sådan nogle askebægre, dem kunne man
hurtigt vride nogle op af. Når man skulle snakke priser, så var det bare en øre
eller to. Jeg kunne somme tider stå deroppe i Århus og sige farvel, og så kunne
vi ikke blive enige, og så endte det alligevel med at han gav sig«.
Senere fik Leon Dissing en mere alsidig produktion i gang, og han lavede i
en årrække både figurer, fade, barselspotter, alt muligt. Han eksperimenterede
meget med glasurer og lavede også unika i en periode.
Et interessant samarbejde kom i gang med fru bankdirektør Karmar k, der
til at begynde med havde det nærmest som hobby at dekorere keramik. Hun
fik Leon Dissing til at dreje for sig, og der kom mange spændende ting ud af
det.
I de seneste år arbejdede Leon Dissing mindre på grund af leddegigt, men
endnu i årene fra 1970 - 80 lavede han mange brugsting i en mørkeblå glasur
med en hvid bølgelinie imellem to rødbrune linier. Han var vendt tilbage til
den gamle almuestiL
Leon Dissing har signeret mange ting med sine initialer, et LD sammenskrevet,
dog sjældnere fra de allerseneste år, hvor han for ikke at få ubehageligheder
med skattevæsenet undlod signaturen! Han havde vist alligevellært
det med pengene.
106
SåJedes lavede Leon Dissing
mange forskellige brugsting
såsom tallerkener, krus,
lysestager og denne
vasekande, som han kaldte
den

Signatur også:
DISSING
HORSENS
eventuelt med et stort, håndskrevet eller trykt L foran.
Tage Dissing
Efter at være udlært hjemme kom Tage Dissing til sin broder Ejner i
Hovedgård. Her arbejdede han, til Ejner solgte i 1966. Derefter kom han som
nævnt til Hansted, hvor han var ca. 1Y2 år. Så skulle huset sælges, og han
flyttede nu ud til Falstergade, hvor søsteren, Hertha, boede sammen med sin
mand, og hvor der var et mindre værksted i kælderen. Her lavede han blandt
andet barselspotter, urtepotteskjulere og især fade.
Tage Dissing har undertiden signeret sine arbejder ved at indridse et TD i
bunden. Hans foretrukne og eneste farver som selvstændig var koboltblå,
hvidgul og gulbrun. I hans fade såvelsom i andre ting er der ofte indridset
ranker eller guirlander, men denne ide har også både Robert og Leon brugt.
Da Tage holdt op i Falstergade for at flytte ud på Præsthøjgården, lavede
broderen Leon i en kortere tid fade til samme grossist og i samme stil som
Tages. Leons fade er dog ofte dybere og i en mørkere blå farve.
Harald Dissing
Harald Dissing kom efter sin læretid hos faderen til Annashaab i Egebjerg,
hvor han arbejdede frem til1945.
I 1930 var han blevet gift med Erika, født Hopff, der stammede fra Bækmarksbro.
De havde lært hinanden at kende, mens hun tjente hos Thedo
Andersen i Hansted. Efter at have boet forskellige steder i Egebjerg købte de i
1940 ejendommen Hanstedvej l , hvor der tidligere havde boet en vognmand
Ejnar Jensen. Her opbyggede Harald og Erika Dissing keramikfabrikken
··Aalyst«, navnet inspireret af beliggenheden lige ned til Hansted å.
Allerede mens Harald arbejdede hos Peder Madsen på Annashaab, begyndte
han at indrette et lille værksted med en ovn i kælderen i Hansted. Det var
mest plantekeramik, der blev lavet til at begynde med, og da det kneb at skaffe
glasurer under krigen, nøjedes man med at male direkte på det brændte ler.
Det gjorde så Erika sammen med en medhjælpende kone fra Hansted, Else
Jensen.
107

I forgrunden Aalyst med værkstedet til højre for beboelsen. Luftfoto fra ca. 1950.
Erika Dissing fortæller om tiden efter 1945:
,, Harald var god til at modellere. Det lå i hånden på ham. Han tog bare et
stykke ler, så kunne han forme det til en hare eller et andet dyr, altid
dyrefigurer og fugle. Så støbte vi en form, når figuren var tør, og derefter
kunne han hurtigt lave flere. Vores speciale var fugle, som vi solgte i hundredvis
eller tusindvis«.
Måske gav det lidt problemer i forholdet til broderen i Hovedgård, som også
lavede fugle. Imidlertid var det med fuglene snarere en ide, der stammede fra
faderens tid. Den gamle Dissing havde brugt både fugle og egeblade som
motiver til at dekorere skåle og askebægre med.
Efter krigen, da man igen kunne begynde at få glasurer, blev der indrettet
værksted i Ejnar Jensens gamle garage, og Harald Dissing byggede selv
ovnen. Erika måtte fortsat hjælpe til. Blandt andet kørte hun et år sammen
med Else Jensen 100 rummeter træ op til en lade i Banevænget, hvor det blev
stablet.lOO rummeter, på trillebør uden gummihjul!
De to sønner, Henry og Jens, kom også i lære som pottemagere, selvfølgelig
hos faderen, og det var nødvendigt at udvide værkstedet. Efterhånden kom
der også en eksport i gang, både til Sverige og til USA. Til USA eksporteredes
især store fade med fugle.
108

Gruppe med to hjorte, 12 cm. Harald Dissing 1962. Figuren er et godt eksempel på de
små dyrefigurer, der udgik fra keramikfabrikken Aalyst i Hansted.
109

Produktionen ophørte i 1966, da Harald Dissing døde efter længere tids
sygdom.
Sønnen Henry arbejdede en tid på Den kongelige Porcelænsfabrik som
blandt andet modeldrejer. Imidlertid begyndte han at studere biologi og
specialiserede sig i svampe.
Jens Dissing er blevet ved faget, idet han har haft eget værksted i Sejs ved
Silkeborg i flere år.
Gunnar Dissing
Læretiden hos faderen varede 4 år. Der var ingen fagskole, ingen svendeprøve
og intet bevis på gennemført uddannelse. Gunnar Dissing fortæller, at
faderen blot en dag fortalte ham, at nu var han udlært!
Derefter har han arbejdet mange forskellige steder, bl. a. på Kronjyden i
Randers, Skive Lervarefabrik, hvor hans far jo havde arbejdet før ham, i
Hørning, Middelfart og Tåstrup, men også på lervarefabrikken i Annashaab i
to perioder, fra 1936-38 og igen fra 1941-46.
N år han holdt op på Annashaab, var det for at blive selvstændig, og han
drev eget værksted i Gedved frem til 1977. Virksomheden kaldte han
Gunnarsvær k.
Produkterne stempledes
G. DISSING
GEDVED
Hertha Dissing
Hertha Dissing var i den økonomisk stramme tid efter 2. verdenskrig
begyndt at male for broderen, Gunnar Dissing i Gedved. Senere fik hun stillet
an med ovn og indrettet et lille værksted i kælderen Falstersgade 10. Her
begyndte hun at lave forskellige ting til dekorationsbrug, f. eks. svaner og
træsko, som efter brændingen blev malet i forskellige farver og afsat til en
grossist.
Hendes mand, Peder Pedersen, hjalp også til, og således kom Hertha
alligevel til at arbejde med ler.
Brødrene Dissings Skakklub
En omtale af familien Dissing i Hansted vil ikke være fuldkommen uden
også at nævne, at brødrene Dissing blev meget kendt for deres evner som
skakspillere.
110

Det begyndte med, at den ældste broder, Ejnar, kom hjem fra soldatertjeneste
og begejstret fortalte sine brødre om det ny spil, som han havde lært. I
løbet af kort tid lærte de det alle sammen, og det viste sig, at de havde
usædvanlige evner i den retning. I nogle år spillede de mest hjemme, men i
1932 startede de >Brødrene Dissings Skakklub

I 1891 købte pottemager Jens Holm Rasmussen ejendommen beliggende Gl.
Kirkevej nr. 34 i Egebjerg, hvor nu Aksel Kallehave har automobilværksted.
J ens Holm Rasmussen var født den 19/41855 i Dallerup sogn ved Silkeborg.
Hans forældre var Rasmus Andersen Skovfoged og hustru Johanne Marie
Sørensen, husfolk på Sorring mark. På den tid var Sorring stadig et center for
pottemagervir ksomhed med mange værksteder, så det var ikke mæ rkeligt, at
Jens Holm efter konfirmationen kom i læ re som pottemager. Han var, efter
hvad det oplyses af ældre i Sorring, udlært hos Jacob Hansen i Sorring og fik
senere selv væ rksted på Møllebakken 5. Imidlertid brændte det i 1891, og han
besluttede åbenbart at flytte til Egebjerg.
Her byggede han værksted og begyndte sin virksomhed med at lave almindelige
potter, krukker o.s.v. Med sig havde han sin kone, Johanne, og hendes
søn af første ægteskab, Peder Hannibal Madsen, søn af afdøde købmand
Laurits Abel Madsen i Mørke. Peder Madsen var 15 år gammel og arbejdede
også i værkstedet .
J ens Holm Rasmussen kørte selv ud og solgte sine potter, og virksomheden
synes i det hele taget hurtigt at være kommet godt i gang. Navnet »Annashaab«
fik den, efter at J ohanne Holm Rasmussen en nat havde drømt sig til
det, fortælles der.
Annashaab er brændt 2 gange. Det skete ikke sjældent, at der udbrød brand
i de gamle pottemagervæ rksteder, blandt andet fordi det var almindeligt at
tørre bræ nde ved at lægge det oven på ovnen. Første gang brændte det gamle
stuehus og værksted ca. 1903. Efter genopførelsen var der brand igen i 1912.
Nu blev der bygget et nyt stuehus, som står endnu, af murermester Blæsild
fra Østbirk. Han var så forsynlig at signere sit værk, idet han i kæ lderen i den
våde cement indridsede "p_ B. 1912«.
Syltekrukken var et
uundværligt stykke
husgeråd i
hjemmene.

I 1905 udstillede Annashaab på Den Jyske Landbrugs- og Industriudstilling
i Horsens med det synlige resultat, at virksomheden tilkendtes et diplom, der
nu befinder sig på Håndværker- og Industrimuseet i Horsens. Måske var det
også i den forbindelse, at man lod fremstille det postkort, der viser fabrikken .
Der fremstilledes også en to liters syltekrukke med fabrikken s navn og
årstallet for udstillingen.
En fast leverance havde fabrikken til fængslet i Horsens. Det var natpotter
til de indsatte. Tilsyneladende benyttedes potterne som våben i de indbyrdes
opgør, og der måtte til stadighed skaffes nye.
Virksomheden blev drevet frem til1922 med hovedvægten lagt på traditionelle
lervarer. Peder Madsen havde efterhånden overtaget den daglige ledelse,
medens Holm kørte ud til kunderne.
Omlægning af produktionen
Da skete imidlertid en markant ændring i produktionen, idet man nu
begyndte at fremstille keramik i betydeligt større mængder. Inspirationen
hertil kom fra kunstneren Eiler Løndal, som havde arbejdet for en anden
virksomhed, lervarefabrikken »Danico« i Horsens. Danico var blevet til i et
samarbejde mellem bl.a. en af Annashaabs gamle lærlinge, Niels Peter Nielsen,
og købmand Corfitzen på Søndergade foruden den ovennævnte Eiler
Løndal, der egentlig var maler, men som i en periode også interesserede sig
stærkt for keramik. Da Horsens kommune for nogle år siden købte en hel del
kunst fra Eiler Løndals dødsbo, var der også deriblandt en del keramiske
værker, der kunne ses på det gamle rådhus.
Eiler Løndal kom til Egebjerg i 1922, og det betød som sagt en afgørende
æ ndring i fabrikkens linje. Der anlagdes slemmeri på den anden side af vejen
for at få en tilstrækkelig god lerkvalitet, og så begyndte man at fremstille
vaser, krukker, urtepotteskjulere o.s.v., der var næsten identiske med Danicos
produkter.
På Annashaab stemplede man keramikken i bunden med en trekant, en
slags rebus, der skallæses > Lervarefabrikken Annashaab DanmarkEgebjerg < med ret små
bogstaver. Foruden stemplet vil der sædvanligvis være et serienummer skrevet
i den våde ler.
Hvis der mangler fabriksstempel i produkterne fra Annashaab og Danico
fra denne periode, kan det være meget vanskeligt at skelne dem fra hinanden,
specielt når de er bemalet med den koboltblå glasur.
113

Til at begynde med gik samarbejdet rimeligt.
Løndal kom med ideerne, og Peder Madsen, der på
dette tidspunkt ledede fabrikken, omsatte dem i
produktion. Imidlertid gik der kun kort tid, formentlig
højst et år, inden Løndal ophørte med at
arbejde for Madsen.
Årsagen var tilsyneladende, at Madsen ikke i
længden kunne acceptere, at Løndal ikke ville deltage
i det daglige mere rutineprægede seriearbejde.
Hans noget bohemeagtige forhold til arbejde kunne
ikke forliges med den hårdtarbejdende pottemagers
syn på tingene.
Da samarbejdet endnu gik godt. Forrest i midten Laura Madsen, til højre Eiler Løndal.
I midten fra venstre pottem ager Ibsen, Jens Holm Rasmussen og Peder Madsen.
Bagest til venstre Regnar Madsen.
Annashaabs keramik var præget af traditionelle former.
Dekorationerne er stiliserede, slyngende blade og ranker
i koboltblå glasur. Langs rankerne er anbragt røde
prikker.

Vase, 20 cm. Annashaab 1922. Serienummer 588. En typisk ting i den karakteristiske
biAglasur.
115

Løndals afgang fra fabrikken medførte desværre, at den kunstneriske
inspiration tørrede ud. Det blev vanskeligere og vanskeligere at finde på nye
serier, originale former og dekorationer. Fabrikkens keramik fra 1930erne og
senere nåede aldrig op på samme niveau.
Peder Madsens søn, Regnar, blev også pottemager, men arbejdede ved landbruget
nogle få år. I denne periode trafhan Laura Laursen, der tjente på en af
skovgårdene i Egebjerg. De blev gift og flyttede til Annashaab, hvor Regnar
igen gik ind i arbejdet. Han ville gerne have været sydpå for at lære mere, men
faderen ville noget andet.
I 1920erne arbejdede Laura Madsen i malerværkstedet, hvor det viste sig, at
hun havde gode anlæg for dekoration.
Annashaab var i denne periode en stor virksomhed, der beskæftigede 10-12
mand, pottemagere, arbejdsmænd og malere. »Egebjerg? Nå ja, det er der
Annashaab ligger,

Mange af pottemagerne fik senere egen virksomhed. En del af dem indrettede
sig med små værksteder hjemme og supplerede på den måde indkomsterne.
F.eks. fik Frits Hansen sit eget lille værksted i Frederiksgade i Horsens
efter at have været 13 år på Annashaab. Han var udlært i Nykøbing Falster og
havde arbejdet på Den kgl. Porcelænsfabrik, inden han flyttede til Jylland.
Frits Hansen lavede blandt andet på Annashaab de store 25 liters lerkrukker,
der blev brugt til at salte flæsk ned i, men han var også dygtig til at modellere.
Han var gift med pianisten Lily Brøchmann, der var med til at sætte kolorit på
festerne i forsamlingshuset.
ANNASHAAB
Fabrikken anvendte to stempeltyper. Det oprindelige er vist til højre. Det
findes i forskellige størrelser, men altid med store, trykte bogstaver.
Det trekantede stempel indførtes, da man i begyndelsen af 1920erne begyndte
at eksportere. Det er i virkeligheden en rebus, der skal læses: Lervarefabrikken
Annashaab, Danmark.
Fabrikken får problemer
Endnu i 1928 var efterspørgslen på Annashaabs keramik betydelig. En stor
grossist i København pressede på for at få flere varer, og Peder Madsen gav
efter og byggede en etage oven på det store værksted, lige som der blev
installeret en ekstra ovn.
Det skulle vise sig at være en uheldig disposition, for fra 1930 skete der en
følelig afmatning i salget, måske som følge af den økonomiske krise, men
sikkert også på grund af manglende fornyelse. Funktionalismen var begyndt
at påvirke og ændre folks smag.
Men produktionen af traditionelle pottevarer fortsatte, ligesom plantekeramik
blev en vigtig artikel. Urtepotter blev på Annashaab lavet som håndarbejde,
og en dygtig pottemager kunne tjene gode penge. Akkorden var i 1940 1Y2
øre for en 3 tommers urtepotte, og f. eks. brødrene Dissing kunne lave 5-600
potter om dagen.
Under krigen skete naturligt nok en afmatning, men da industrien kom i
gang igen efter 1945, begyndte efterhånden såvel importerede varer som nye
materialer at overtage de lokalt fremstillede lervarers funktioner. Mælkefla-
117

sker,· sylteglas, aluminium og siden hen plastic udkonkurrerede leret, og
urtepotter blev nu de fleste steder fremstillet maskinelt.
Da Annashaab endelig fik en urtepottemaskine, var det for sent. Det var
blevet for dyrt at drive den store fabrik, hvis arbejdsgang ikke i tilstrækkelig
grad var blevet rationaliseret.
Peder Madsen døde i 1955. Han havde til det sidste villet lede fabrikken på
sin måde og havde ikke haft intentioner om at skabe fornyelse. Sønnen
Regnar døde i 1958, og derefter blev virksomheden lukket og maskiner og
inventar udbudt til salg.
Laura Madsen var i nogle år beboer på Hansted Hospital. Hendes lille stue
var fuld af keramik fra de store år mellem 1920 og 1930, da der i Egebjerg blev
lavet smukke ting, der stadig pryder mange hjem.
Niels Peter Nielsen og DANI CO
Niels Peter Nielsen blev født i 1888 som søn afbødker og uddeler i Egebjerg
Brugsforening Erik Nielsen. Han korn i lære på lervarefabrikken Annashaab,
hvor han blev udlært i 1909.
Senere startede han eget værksted på Egebjergvej nr. 14 7, hvor han arbejdede
sammen m ed sin broder, Jens Nielsen, indtil ca. 1920. Der var også en
118
Niels Peter Nielsen i butikken på Egebjerg Bakke

Gulvvase, 59 cm. N. P. Nielsen, Egebjerg.
Efter familietraditionen er vasen lavet i 1909, samme år, som N. P: Nielsen blev udlært,
som en gave til hans mor.
Arbejdet er præget af jugendstilens slyngede form er og stærke farver.
119

utik, hvorfra varerne, for en stor del keramik, blev solgt. Efter sigende følte
han sig noget generet af konkurrencen fra Dissing i Hansted, der var billigere
med sine lervarer, og forsøgte uden held at træffe en aftale med Dissing om et
fornuftigt prisleje.
Hvordan det nu gik til, så var N. P. Nielsen åbenbart kommet i forbindelse
med købmand Corfitzen i Horsens, og de var blevet enige om at starte en
keramisk virksomhed i Smedegade nr. 80-84, mellem Smedegade og Møllegade.
I nr. 80, hvor der senere blev vaskeri, havde Nielsen sin lejlighed, og ellers
var der lager og værksteder bagud.
Corfitzen satte penge i foretagendet, Niels Peter Nielsen repræsenterede
den håndværksmæssige kunnen, og kunstmaleren Eiler Løndal skulle tilføre
kunstnerisk inspiration. Som kontorchef ansattes Beck Sørensen, der tidligere
havde bestyret Neyes udsalg i byen.
Niels Peter Nielsen skulle være leder af foretagendet, men Løndal kunne
tilsyneladende ikke finde sig i at spille anden violin.
Herom fortalte Leon Dissing:
"Da vi så var kommet godt i gang, så ville Løndal jo gerne være direktør i
stedet for Nielsen, kunne man forstå, og så blev detjo trods alt Løndal, der
måtte gå. Det har jeg jo altid sagt, det var en stor fejl, for det var en mand, der
kunne sætte noget i scene, og så var han knusende dygtig til at finde på nye
modeller og nye serier og til at tegne keramik Kåhler«, og på Næstved
Museum kan man i dag se f. eks. vaser fra Kåhler med en dekoration og en
glasur, der minder meget om Danicas. Stilen kan betegnes som »Skønvirke

nye ting, for i de kommende år blev der skabt nye serier i forskellige glasurer.
Der er kendskab til to kataloger indeholdende flere hundrede modeller.
Katalogerne
blev trykt hos F.
Schur & co.Det
afbildede er
trykt med blå
farve på gråt
papir.
Et andet katalog
er i
flerfarvetryk.
Danica beskæftigede mange medarbejdere. Foruden de tidligere nævnte
havde man en repræsentant Schaumburgfra Horsens, der havde haft skotøjsforretning
i Graven. Ellen Mecklenburg, der i sejlerkredse var kendt som frk.
Danica, sad på kontoret, og Arthur Christensen stod for lageret; han blev
senere bymester i keglespil på banen ved Bygholm.
I en periode blev der eksporteret til både England, hvor en agent tog sig af
salget, og til de de nordvestlige stater i USA Den senere købmand Carl Johan
Corfitzen blev som ung sendt til England for at sælge Danicos keramik.
Alligevel måtte virksomheden ophøre i 1929 efter i en periode at have været
tabsgivende.
Niels Peter Nielsen flyttede i begyndelsen af 1930erne ud til Dagnæs, hvor
han startede i mindre målestok. Efter at have konsolideret sig økonomisk
begyndte han igen at lave keramisk brugskunst, men præsenterede også på
udstillinger i Horsens og på messerne i Fredericia spændende unika og nye
glasurer.
Virksomheden i Dagnæs lå Bjerrevej nr. 138, hvor senere Østergaards
Metalvarefabrik kom til at ligge. Efter et boom under krigen kom der en
afmatning, da importen fra udlandet igen begyndte. I 1947 flyttede N. P.
Nielsen til Vejlevej, hvor han startede under mindre forhold, men med usvækket
energi. Sønnen Carl Johan Nielsen var blevet udlært i Dagnæs hos
faderen, og i fællesskab drev de nu værkstedet. Niels Peter Nielsen havde altid
elsket at eksperimentere og arbejdede aktivt indtil et par år før sin død 1968.
121

Erik.Glud
N. P. Nielsen forsøgte i en kort
periode efter Danicos lukning at
føre virksomheden videre under
sit eget navn, men uden
held.
I Egebjerg-tiden havde han
stemplet sine ting med
N. P. NIELSEN
EGEBIERG
Nu begyndte han at signere
med det t. v. viste mærke.
Erik Glud er søn af
vandværksassistent Oluf
Glud, der også var sognerådsformand
i en periode,
valgt af Socialdemokratiet
i den gamle Lundum-Hansted
kommune.
Familien boede i en af
vandværkets boliger ved
søen. Hans svoger Christian
Christensen var pottemager
på Annashaab, men
fik stillet an med en drejeskive
nede ved sin svigerfar.
Her lavede han keramik
i sin fritid for at have
en ekstrafortjeneste. Han
viste også Erik, hvordan
man skulle dreje, og efterhånden
fik drengen så meget
øvelse, at han begyndte
at fatte interesse for at
komme i lære som pottemager,
selv om han ellers
havde lovning på en læreplads
i ensmedie i Smedegade, hvor også Erik G luds bror havde lært.
123

Da nu tilsyneladende sønnen ville være pottemager, gik hans far så en dag
ind til Horsens for at snakke med Leon Dissing, der jo havde startet værksted
få år tidligere. Og således begyndte Erik G lud sin læretid den L maj 1936. Det
blev aftalt, at han ingen løn skulle have det første halve år, derefter skulle han
have 2 kr. om ugen stigende efterhånden. Normalt skulle pottemagerlærlinge
ingen løn have overhovedet i det første år, men da Erik Glud havde nogen
øvelse, kunne han som sagt få løn efter et halvt års tid.
Hos Leon Dissing var Erik Glud nu i lære i 5 år. Derefter var han nogle få
måneder på fabrikken "Kionjyden