Vejledning om strandrensning - Naturstyrelsen

Nedbrydning via mikroorganismer, fortrinsvis bakterier, svampe og gærceller, er
den proces, hvorved størsteparten af den olie, der spildes, blive nedbrudt.
Der er ikke påvist nogen enkelt mikroorganisme, der kan nedbryde alle
forbindelser i råolie; oftest synes det at være tilfældet, at hver type af
mikroorganismer nedbryder hver sin specifikke kulbrintegruppe. Der er nogle af
oliernes bestanddele, der er meget modstandsdygtige overfor biologisk
nedbrydning.
Det anslås, at mellem 40 og 80 procent af en råolie under gunstige betingelser
indenfor en overskuelig tidshorisont vil kunne nedbrydes af mikroorganismer.
Procentdelen er afhængig af råolietypen. Tilstrækkelig ilt er en meget væsentlig
betingelse for en hurtig nedbrydning.
Selv om iltindholdet i havvandet meget sjældent er begrænsende, kan iltindholdet i
lavvandede områder være utilstrækkeligt til nedbrydningen. Anden forurening, fx
fra kloakudløb, kan kræve så store iltmængder, at der kan opstå iltmangel, såfremt
der også tilføres olie. I bundsedimenter er iltindholdet ringe, og olie, der er
sedimenteret, vil kun nedbrydes meget langsomt, og i nogle tilfælde vil der praktisk
taget ikke foregå nogen nedbrydning. Mikroorganismer er også afhængige af, at
der er næringssalte til stede, fx kvælstof- og fosforforbindelser.
Den biologiske nedbrydning foregår på grænsefladen mellem olie og vand. Derfor
skal olien være findelt i vandet, for at der kan ske en væsentlig biologisk
nedbrydning. Der skal også til stadighed være næringssalte og ilt til stede.
Olieklumper og -flager samt vand-i-olie-emulsioner angribes derfor ikke
væsentligt.
Selvom mikroorganismer kan bruge visse oliekulbrinter som energikilde og
kulstofkilde, udøver oliekulbrinter, særligt de lette bestanddele, en giftvirkning
overfor organismerne. Nedbrydningen vil derfor være hæmmet, indtil de giftigste
bestanddele er fordampet eller fortyndet i vandet.
Det er først og fremmest de lige alkaner (n-alkaner), der nedbrydes af
mikroorganismerne; forgrenede forbindelser, cyklo-alkaner (naftener) og
aromatiske forbindelser nedbrydes kun meget langsomt. Kemisk og biologisk
nedbrydning supplerer således hinanden delvist.
Biologisk nedbrydning foregår op til 20 gange hurtigere ved 20° C end ved 5° C.
Nedbrydningen foregår dog også ved temperaturer under 0° C, men er meget
langsom, og den periode der går mellem olien spildes, og mikroorganismerne
begynder at omsætte olien, kan være lang, fx 1 måned.
Denne lange periode skyldes, at mikroorganismerne skal omstille sig til at omsætte
oliekulbrinterne, men også at de lette fraktioner på grund af kulden bliver i vandet i
længere tid og derved hæmmer mikroorganismerne. Desuden formerer
mikroorganismer sig langsommere i kulde.
Olienedbrydende mikroorganismer er til stede overalt i havene, særlig i kystnære
områder. Deres antal på forskellige lokaliteter varierer imidlertid stærkt; således er
de i kronisk olieforurenede områder særligt rigt repræsenterede. I et “rent” område
vil et oliespild efter nogen tid bevirke en opblomstring af de arter, der kan omsætte
oliekulbrinterne. Se desuden kapitel 13 om fremme af den biologiske nedbrydning
af olie.