Vejledning om strandrensning - Naturstyrelsen

Olie-i-vand-emulsioner er oftest ustabile, hvilket vil sige, at olien skiller fra vandet
igen og lægger sig på overfladen, hvis bølgebevægelsen ophører.
Vand-i-olie-emulsioner, kan derimod være meget stabile, og er den type
emulsioner, der oftest ses ved og på stranden efter oliespild. I hvilken udstrækning
emulsionsdannelsen foregår, afhænger dels af olietypen og dels af, om de lette
fraktioner er fordampet. Vand-i-olie-emulsioner stabiliseres bl.a. af de asfaltener og
resiner, der findes i råolien. Særligt let dannes denne emulsionstype derfor af
asfaltiske råolier, samt af olieprodukter med et højt indhold af asfaltener og resiner,
fx tung fuelolie og bunkerolie. En let råolie danner også vand-i-olie-emulsioner,
men som regel først når en stor del af de flygtige, lette fraktioner er fordampet eller
opløst.
En sådan vand-i-olie-emulsion er dog på grund af det ringe indhold af asfaltener og
resiner ikke så stabil som en emulsion af en asfaltholdig olie.
Vand-i-olie-emulsioners udseende kan, afhængig af råolietypen, være fra lys til gul
cremeagtigt til asfaltlignende. En ofte forekommende variant er en chokoladebrun,
tyktflydende emulsion, der betegnes “chokolademousse”. “Chokolademousse” med
et vandindhold på 30-50 procent er tyktflydende og ofte ustabil. Et vandindhold på
50-80 procent giver en emulsion af fedtagtig konsistens og stor stabilitet.
Meget tyktflydende olier optager kun vand langsomt og kan være op til 10 timer
om at optage 10 procent olie i en emulsion. Sådanne olier optager sjældent mere
end 40 procent vand.
Emulsionsdannelse forekommer i almindelighed ikke ved spild af lette fraktioner
som benzin, petroleumsprodukter eller dieselolie undtagen ved meget lave
temperaturer.
Ved opvarmning brydes emulsionerne, og vandet og olien skiller fra hinanden.
Dette kan fx ske, når solen opvarmer ilanddreven emulsion. Herved vil olien igen
blive flydende og kan sive ned i kystmaterialet.
7.2.5. Sedimentering
En vis mængde olie vil på grund af fysiske og biologiske processer, synke ned på
bunden, før den når kysten. Nogle tunge olietyper, fx råolie fra Venezuela, har
specifikke massefylder på omkring 1,0. Sådanne olier vil have en tendens til at
synke i ferskvand eller brakvand, men sjældent i saltvand, der har en specifik
massefylde på omkring 1.025.
På grund af fordampning af de lette fraktioner, stiger oliens massefylde efterhånden
ved ophold på havet. Massefylden vil yderligere stige ved vedhæftning til sand, silt
og ler, der er suspenderet i havet. Hvis massefylden overstiger havvandets vil
oliepartiklerne synke og sedimenteres. Dette vil oftest ske i lavvande områder, hvor
bølgepåvirkningen medfører, at der er sand og andre uorganiske partikler i vandet,
der kan klæbe til olien. På dybere vand kan der ske en sedimentation af
oliepartikler, idet partiklerne gennem passage af zooplanktons fordøjelsessystem,
kan blive tilført så store mængder mineralsk og organisk materiale, at der finder en
sedimentering sted.
Det antages, at temperatursvingninger også kan have en betydning for
sedimentering af olie. Over et 10 graders temperaturinterval vil vands massefylde
ændres med omkring 0,25 procent, mens olies massefylde vil ændres med omkring