Telegrafen_2012-3

jf. de vagtlister, man nu engang indgår
på. Men ”store mund” bliver aldrig træt
– det har vi lært. Den er klar til kommandoføring
døgnet rundt!
Men en hverdagsrytme er der alligevel.
Trillefløjten lyder hver morgen kl. 07.00
og der bliver sagt godmorgen – til dem
der skal op (nogle har jo haft vagttørnen
om natten).
07.20 lyder fløjten igen og morgenskafning
går i gang.
07.50 giver næstkommanderende (NK)
en morgenmelding med dagens vejr,
positionen på skibet og dagens kendte
opgaver, som er ud over det normale.
Næste sikre prejning (meddelelse) sker
11.25, hvor der gøres klar til skafning
(frokost). Sidste sikre prejning er 17.25,
hvor det er prejning til aftensmad.
Vejrmæssigt var vi jo spændte – henset
til hvor søstærke – eller svage – vi var.
En ting er jo at sejle rundt i de indre
danske farvande eller til Norge og UK.
Men Atlanterhavet og specielt Biscayen
har vi jo hørt mange - skrækkelige – historier
om. Det gik nu fint – kun bølger
på et par meter og lige forfra – så slipper
man vist ikke billigere igennem det.
Det skuffede vist nogle af søfolkene,
at vi landkrabber slap så billigt igennem
det område. Nogle havde dog lidt
bøvl hele tiden, men fik et plaster bag
øret med noget medicin i og så gik det
meget godt.
Gibraltar - Kreta og så til Suez
Passagen af Gibraltarstrædet var en
oplevelse, vi så frem til. Igen et myte- og
historiemæssigt sagnomspundet sted.
Vi passerede det smalleste sted lige ved
solnedgang – og det kom der nogle fede
billeder ud af. Det var specielt at have
Afrika og Europa på hver sin side – og
så så tæt på og sikke en trafik af civile
skibe af alle mulige størrelser, der passérer
det smalle farvand.
Der skal styrmændene holde tungen lige
i munden for ikke at ramme hinanden.
Nørreport station ved myldretid er nok
et meget godt eksempel som forklaring
på mængden af skibe. Skibene er bare
lidt større end menneskerne – I forstår
nok hvad jeg mener.
Vi ankom til Kreta midt på dagen og
glædede os til at sætte fødderne på
land igen. Men nu ligger Grækenland
jo syd for alperne – så alt går ikke så
nemt, som man ville kunne forvente i
Skandinavien. Så at få skibet bakset de
sidste 500 meter på plads langs kajen
tog den lokale lods ca. 4.5 time.
Som NK tørt bemærkede, da lodsen gik
fra borde – og han forstod ikke dansk
ironi – ”….det var en flot havnemanøvre”!
Mærkeligt at se Kreta uden at det vælter
rundt med turister og uden at varmen
flår i en. Behageligt vejr, fred og ro på
gader og stræder. Efter et par gode dage
på øen, var vi klar til at komme videre –
vi ville ned og i gang med arbejdet. En
lidt blæsende aften satte vi kursen stik
syd mod Suez kanalen.
Forsvarschefen var med os
Fra Kreta til Suez havde skibet besøg af
forsvarschefen (FC) og hans delegation.
Godt selskab – da han siger tingene lige
ud og gerne svarer på alle spørgsmål,
der er. Samtidig har han nogle klare
holdninger til det at være soldat – som
ligger meget op af vores egne holdninger.
Jeg syntes, han er den rigtige leder
for os. Nu skal han så til NATO!
En dag, da jeg havde briefet FC, stod
gutterne og jeg og snakkede på dækket.
Forbi kom FC og ville snakke lidt. Han
ville dog også lige påpege, at en af os
ikke var helt korrekt påklædt.
Vi kom så med en passende søforklaring
– og efter at han havde lyttet tålmodigt
et stykke tid – smilte han skælmsk og
gik med ordene; ”Ja, ja, den er god med
jer”! Det er nok det tætteste, man kommer
på et lille skulderklap, der siger:
”Jeg ved, I kan jeres kram, men få styr
på detaljerne”!
På vej ind i sørøverland
Suezpassagen blev klaret. Fantastisk
oplevelse. En masse kæmpe-monster
skibe der sejler midt i en ørken!
Helt vildt - men det virker. Vi fem EW
gutter havde meldt os til bevogtning
af agterenden af skibet. Dels for at
give en hånd med, dels for at få hele
oplevelsen med på 14 timer og det gik
godt. Vi fik leget soldater og samtidig fik
vi en masse goodwill fra skibet, fordi vi
tog vores tørn – det var ikke forventet.
Det sparede så nogle andre på skibet.
Alt går stadig bedst, hvis man hjælper
hinanden også på et skib.
Vi kom ud af Suez, og kursen var stik syd
i Det Røde Hav – mod Djibouti.
Kaptajn Bo Peter Krog Hansen fra Telegrafregimentet-
nu til tjeneste ved
Danske Division var med på den store
værnsfælles opgave.
6 TELEGRAFEN
For første gang sættes beredskabet lidt
i vejret. Vi er nu på vej ind i sørøverland.
Ja, ikke piratland, men sørøverland!
Var jeg den eneste, der troede, det var
to ord for det samme? Ja, det var jeg jo
nok, men vil alligevel lige fortælle den
forskel jeg lærte:
- Pirater tager skibe, mennesker og
værdier med sig. Altså rimeligt fleksible.
De vil gerne handle med skibe og
mennesker og få kontanter i stedet.
Købmænd – sådan cirka.
- Sørøvere derimod, vil kun have varerne.
Skibene er de ligeglade med og
mennesker ryger overbord, hvis de er
bøvlede eller står i vejen. Ikke meget
købmandskab der – mere som tyve, der
vil have værdi her og nu.
Så vi begyndte med at holde udkig efter
sørøvere i den sydlige del af Det Røde
Hav. Stødte ikke på nogen, til glæde for
skibsfarten generelt og til lidt "øv" for
os land-soldater.
At svømme om kap med et krigsskib
Nå, men inden vi fik tudefjæs på over det
manglende sørøver rendezvous, fik vi at
vide, at der skulle være Baderulle = de
stopper krigs-kanoen et par hundrede
kilometer fra land, åbner en af siderne
ca. fem meter over havoverfladen, sænker
landgangen til vandoverfladen. Så er
opgaven – hvis man vil – hop ud over
siden, ram det 31 grader varme vand,
svøm lidt rundt og gå op af landgangen
igen. Kanon koncept.
Skide sjovt og tudefjæset forsvandt.
Første gang, jeg hoppede i som en af
flere, var der åbenbart alligevel ikke
givet grønt lys. Så da vi dukkede op til
overfladen igen, var skibet på vej hastigt
væk; skruerne var endnu ikke stoppet
helt. Der var som sagt ikke givet "Go"
endnu, men det troede de forreste
åbenbart, og vi andre fulgte med som
lemminger. Så der skulle arbejdes for
at nå landgangen. Men det gik – og så
har jeg svømmet om kap med et krigsskib.
Det har ingen af mine soldater
prøvet, - ha. Så en skideballe og endnu
en kanon oplevelse rigere kom jeg op
og var klar til at komme i igen – nu med
tilladelse. Det var kun en udfordring,
når man skulle på landgangen. Der er
en meters udsving i bølgerne. Det er
meget, så koordinationsevnen til at
følge bølgen op og så vride sig ind på
broen i det sekund, højden passerede,
blev også trænet. Nogle havde mindre
held end andre, men det mærkede de
så forskellige steder på kroppen!
Der var frygt for hajer – hvilket afholdt
en del fra en dejlig oplevelse – men der
var hajvagter.
Der blev først set to hajer langt ude til
styrbord, da vi alle igen var ombord og
pedalen trådt i bund og igen fordi der
er hajer, betyder det ikke, at de også
angriber. Som en af frømændene sagde;
Færdig Bald 3.indd 6 4/20/2012 12:36:32 PM