Telegrafen_2012-3

Far vi savner dig igen - igen.
Alene hjemme
mens far fjoller rundt - eller?
Det er ikke soldaterne, der har de største problemer
ved at være udsendt - det er familierne. Ægtefælle,
børn og forældre - mange savner de udsendte og
mange må tage de små daglige opgaver, som ellers
var den udsendtes opgaver i familiens hverdag.
LP´s familie er alene hjemme for sje te gang!
Af familien Lauridsen, 6280 Højer. Familie
til sergent LP, der er udsendt.
Hejsa til alle, der læser TELEGRAFEN.
Jeg vil lige præsentere mig. Jeg er gift
med Lasse "LP", som er sergent på Haderslev
Kaserne ved Telegrafregimentet
(TGR). Vi kan fejre kobberbryllup næste
år og har udstået seks udsendelser
sammen.
Alene hjemme - igen - igen - igen
Jeg fik lyst til at skrive historien om vores
familie og det at være alene hjemme -
seks gange. Jeg talte med redaktøren,
som sagde "mange tak" til at høre familiens
historie set fra mit synspunkt!
Om I - alle læsere - mener, det hører
hjemme i jeres blad, må I vurdere.
Vi er en familie på seks personer, hvor
far, der er professionel soldat, lige nu
er taget til Afghanistan. Hjemme er mor
Hanne på 37 år.
Peter på 12 år går i 5. klasse, Mikkel på
7 i 1. klasse, Marie på 4 i børnehave og
Ida på 2 år i dagpleje. Katten "Klump"
går over det hele!
Vi bor helt ude på Siltoftvej - i æ Kau!
Far er jo en dygtig soldat
Så står vi her igen og vinker til farmand
og tuder, så tårerne triller og snottet
løber. ”Mor, hvorfor fanden er det altid
min far, der skal til Afghanistan”?
“Jo, ser du min søn. Din far er en dygtig
soldat, der kan så mange ting, så lige
nu er der brug for ham nede i Afghanistan”!
Forsøger jeg på diplomatisk
vis at forklare, selv om jeg egentlig har
TELEGRAFEN
mest lyst til at råbe: "SPASSER" efter den
grønne militærbus, der skal hente min
kære mand! Manden, der nu for sjette
gang skal ud i verden!
Enhver dag er hverdag - når far er
hjemme
Kl. er 11.30, og jeg henter drengene fra
skole. De har fået tidlig fri, for i dag rejser
deres far til Afghanistan igen, igen.
For tre år siden var han også i Afghanistan
- i et halvt år.
Peter tager det hele stille og roligt og
laver sine lektier. Han glæder sig til at
hygge med far - lidt endnu.
Mikkel spiller Star Wars på pc’en og holder
øje med far på computeren.
Planen er, at Lasse bliver hentet kl. 14,
men allerede kl. 12 får han en sms, at
nu er de på vej efter ham i den grønne
militærbus.
Uff, det gør lige lidt ondt i maven! Om
en time er bilen her.
Lasse hopper i ørkenuniformen, og alle
minderne fra sidst vælter frem.
Puha, skal vi nu igennem det her een
gang til?
Jeg hader når telefonen ringer
Troede ærlig talt ikke, at det ville være
så hårdt. Det er jo ikke så lang tid denne
gang! Nu ringer Lasses telefon.
Hmm, hvorfor går han så langt væk for
at snakke.
”Ja, min skat, du bliver nok ikke glad
for det her, men jeg kommer ikke hjem
som aftalt - det er lige forlænget med
en uge”.
"Årh, nej" - tænker jeg. "Vi har jo lige
planlagt, at Peter skal holde fødselsdag
- og så er du heller ikke hjemme
til den".
Jeg kigger på Peter. Han sidder med
tårer i øjnene - han ved godt, at det var
i den første uge efter far kommer hjem,
hvor han skal holde sin fødselsdag.
”Skal vi så virkelig aflyse det hele nu” -
spørger Peter?
I samme øjeblik trilller den grønne militærbus
forbi vinduerne.
Mikkel bryder sammen og går sin vej.
Lasse går ud og tager imod kollegaen
Jesper, som skal køre ham til Karup,
hvorfra de skal flyve til Afghanistan.
Peter fatter atter sin blyant og forsøger
at lave sin matematik!
Jeg går ligeså stille ud og trøster Mikkel.
Det er godt nok svært at se på!
Jeg synes virkelig, jeg er splittet der.
Tusindvis af følelser render gennem
kroppen. Savnet, frygten, irritationen
samt smerten og længslen. Mest af alt
gør det ondt at se Mikkel blive så ked
af det.
Jeg siger til Lasse, at nu må de se at
køre, for det her gider jeg ikke trække
længere ud.
Mikkel får en kæmpe krammer og det
gør Marie også. Peter får selvfølgelig
Færdig Bald 3.indd 3 4/20/2012 12:36:31 PM
3