Professioner som (trold)spejl for arbejdet i den ... - Nyt om Arbejdsliv

Professioner som (trold)spejl for 

arbejdet i den udfoldede modernitet 

Henning Salling Olesen 

Professionelt arbejde og professionelles læring er eksemplariske for betydningen af 

læring og viden i fremtidens arbejdsliv. Artiklen diskuterer med baggrund i eksempler 

fra undersøgelser af ingeniører, praktiserende læger og sygeplejsker især subjektive 

aspekter af professionerne. Som alternativ til det generaliserede sociologisk professionsbegreb 

foreslås et økologisk professionsbegreb, der lægger vægt på samspillet 

mellem konkrete opgaver og konkrete mennesker, og opstiller en rammemodel for 

empirisk undersøgelse af forholdet mellem professionen som arbejdsorganisation, 

professionens vidensbase og de professionelles livshistorie. 

Arbejdslivsforskningen har traditionelt 

ikke beskæftiget sig meget med professioner 

og professionsuddannelse, muligvis 

fordi de betragtes som lidt specielle og/eller 

privilegerede områder. Det har til gengæld 

den almene sociologi, af grunde som jeg 

skal komme tilbage til om lidt. Jeg vil i denne 

artikel vise, hvordan analyser af de subjektive 

aspekter af professioner og professionsuddannelse 

kan sige noget interessant 

om arbejdets betydning i det udfoldet moderne 

– med baggrund i livshistorisk empiri. 

Der er et par grunde til at beskæftige sig 

mere med professionsbegrebet og med professionerne 

i arbejdslivsforskningen. Den 

ene er den banale, at det snart er en majoritets-problemstilling. 

Afhængig af afgrænsningen 

er det en meget stor del af arbejdsfunktionerne 

i de højtudviklede samfund, 

som er professionelle eller på vej til at blive 

noget, der ligner. Det er også blevet betydeligt 

vanskeligere at trække grænser mellem 

professioner og andre erhverv. Analyse af 

professionelt arbejde og professionelle må 

alene af denne grund have en større plads i 

empirisk arbejdslivsforskning. 

Samtidig vil jeg mene, at det kan være 

tankevækkende i forhold til gængse tænkemåder 

og problemstillinger i arbejdslivsforskningen 

at genoverveje, hvad der er det 

særlige ved professioner. Man kan spørge 

sig selv om de problemstillinger, som tegner 

sig på de professionelle arbejdsområder, 

ikke også (i tiltagende grad) vil vise sig at 

være relevante for alle mulige andre arbejdsområder. 

Hvis man stiller de rigtige 

spørgsmål, kan forskning i professionernes 

arbejdsliv måske vise sig at foregribe nogle 

udviklingstendenser i arbejdslivet generelt. 

Hvis man skal tage slagordet “Videnssamfundet” 

alvorligt, må man forstå det 

sådan at samfundet forandres kvalitativt fra 

at være organiseret omkring arbejdets 

mængde (og dets akkumulation som kapital) 

til at være organiseret omkring arbejdets 

vidensindhold og beherskelse af viden 

(som basis for akkumulation). Vi bliver 

altså i tiltagende grad “vidensarbejdere” eller 

“vidende arbejdere”. 

Professionerne er en række specifikke og 

historisk vigtige områder af vidensbaseret 

arbejde organiseret i en særlig samfunds- 

Tidsskrift for ARBEJDSliv, 6 årg. . nr. 1 . 2004 77

mæssig form. Det er i sig selv spændende at 

se, om denne form for samfundsmæssig organisering 

af vidensbaseret arbejde fortsat 

vil være fremherskende i et “videnssamfund”, 

eller vi vil se andre former. De klassiske 

professioner (ingeniør, arkitekt, læge, 

jurister) har spillet en afgørende rolle i moderniseringen 

og rationaliseringen af samfundet. 

Denne rolle kan på mange områder 

synes at være et overstået kapitel, som var 

vigtigt så langt, men ikke er det længere. 

Disse klassiske professioner synes at være i 

en fremadskridende opløsningsproces – deres 

vidensmæssige grundlag bliver mindre 

entydigt, monopoliseringen af arbejdet undergraves 

objektivt, og deres legitimitet anfægtes. 

Samtidig bliver imidlertid stadig flere 

andre områder af samfundets liv baseret 

på systematiseret vidensanvendelse, og stadig 

flere erhverv søger at definere sig som 

professioner. Psykologerne har etableret en 

autorisation for klinisk arbejde i et forsøg på 

at (gen)vinde professionsstatus. Men først 

og fremmest tales om professionalisering af 

nye arbejdsområder, i takt med at mellemuddannelserne 

bliver mere teoretiske. 

Begrebet profession bruges derfor i dag i en 

bredere og mindre entydig betydning end 

den klassiske profession, og professionalisering 

har tilsyneladende aldrig fyldt en større 

rolle i samfundet end i dag (jeg ser i denne 

sammenhæng bort fra de betragtelige terminologiske 

forskelle mellem forskellige 

sprogområder og intellektuelle traditioner). 

“Semi-professionerne” bestræber sig netop 

på at genopdyrke den klassiske professionsforståelse 

for deres område. Bliver de så “rigtige” 

professioner? Eller får begrebet ny betydning? 

Et indlysende spørgsmål er, hvorvidt 

professioner i fremtiden fortsat vil skille 

sig ud som en særlig slags arbejde, der adskiller 

sig både fra “almindeligt lønarbejde” 

og selvstændig erhvervsvirksomhed, eller 

om der vil optræde en form for “konvergens” 

mellem de forskellige typer af arbejde. 

Det er nemt at se paralleller til f. eks. 

78 Professioner som (trold)spejl for arbejdet i den udfoldede modernitet 

håndværksfags udvikling under industrialiseringen 

– men det er vigtigere at se på det 

som særligt kendetegner professionerne 

end at finde tilsyneladende historiske mønstre. 

Jeg vil pege på fire kendetegn, som plejer 

at blive anset for karakteristika ved det 

professionelle arbejde til forskel fra meget 

andet arbejde: 

• den enkelte professionelle legemliggør en 

bestemt videnskabeligt baseret kompetence 

• at være professionel indebærer en identifikation 

med denne vidensbasis 

• professionen har monopol på visse arbejdsfunktioner, 

vurderinger og afgørelser 

• den professionelle har et samfundsmæssigt 

ansvar for faglig kvalitet, men også en 

stor autonomi, ikke blot i udførelsen men 

også i definitionen af den faglige kvalitet. 

Disse kendetegn kan være prøvesten på 

professionskategoriens signifikans og stabilitet. 

Men man kan også se på professionerne 

under den synsvinkel, at de er særlige 

historiske versioner af nogle almene forhold, 

og undersøge i hvilket omfang de 

nævnte karakteristika er tilstede eller opstår 

i andre erhverv. 

Det er jo ikke tilfældigt, at professioner 

har spillet en central rolle i moderne sociologi 

– det er, fordi de har været centrale momenter 

i moderniseringen, – men også fordi 

professionernes særlige organisation af 

arbejdet bogstavelig talt legemliggør nogle 

centrale træk ved moderniseringen: Rationaliseret 

opgaveløsning, arbejdsdeling og 

det enkelte individs formning i denne arbejdsdelings 

ramme og betingelserne for at 

holde sammen på et moderne samfund. 

Forholdet mellem det moderne samfunds 

kompleksitet og den professionelles subjektive 

orientering og identitet syntes at udgøre 

et “flaskeskib”. Grundlæggende samfundsmæssige 

forhold er på eksemplarisk

vis samlet i konkrete menneskers viden, erfaring 

og følelser og skal udfolde sig gennem 

muligheder og dilemmaer i disse menneskers 

livsperspektiver. 

Specielt i forhold til aktuelle problematiseringer 

af forholdet mellem subjekt og viden 

– er det den første, der besidder den anden 

eller er det den anden, der konstituerer 

den første? – kan man måske sige, at professioner 

og professionsuddannelse udgør en 

historisk konkretisering. Spørgsmålet vedr. 

de subjektive aspekter af professioner – professionsidentitet, 

læring, forholdet mellem 

viden og subjekt – kan måske også bidrage 

til forståelsen af, hvad jeg hellere vil kalde 

den udfoldede modernitet –, dvs. et samfund 

hvor forestillingen om viden som en 

alment gyldig og retningsgivende størrelse 

er afløst af en (næsten) altomfattende refleksivitet 

– kendetegnet af at al viden og 

rationalitet er til diskussion, og den subjektive 

tilegnelse af bestemte former for rationalitet 

er et permanent identitetsarbejde. 

Jeg ræsonnerer som sagt med baggrund i 

livshistorisk forskning i forskellige professionsgruppers 

forhold til deres arbejde og fag, 

– herunder nogle empiriske interviewundersøgelser 

som inddrages i eksempelform, – og 

et aktuelt projekt om praktiserende lægers 

arbejdsbetingelser og professionelle identiteter. 

Det er ikke, fordi jeg her vil fremlægge 

disse specifikke eksempler som selvstændig 

empirisk forskning. Tværtimod: Det er snarere 

sådan, at jeg vil bruge disse eksempler til 

at pejle nogle temaer for professions(uddannelses)forskning, 

som kan have et mere alment 

perspektiv. Til dette hører de særlige 

forhold vedrørende professionelles identifikation 

med deres professionelle rolle og 

kompetence. I nogle tilfælde er det åbenlyst 

noget, som er en forudsætning for at udføre 

det konkrete arbejde ordentligt, men under 

alle omstændigheder ser det ud til, at den 

anerkendelse af kompetence, viden og arbejdsmonopol 

som professionerne nyder, 

forudsætter eller producerer en identifikati- 

on med det grundlag, hvorpå anerkendelsen 

bygger. Professioner er noget man er. 

Det, som træder frem i de professionelles 

subjektive horisont, er konkrete formidlinger 

af samfundsmæssige forhold, hvoraf 

nogle er specifikke – knyttet til arbejdsprocessernes 

indhold og til tekniske og organisatoriske 

omstændigheder – mens andre 

måske er af mere generel og grundlæggende 

karakter. Det, som særlig har interesseret 

mig, er denne subjekt-objekt-dialektiske 

formidling, – som måske i det konkrete tilfælde 

kan fremtræde som en objekt-subjekt-dialektik, 

hvor den enkelte professionsudøver 

skal forhold sig til samfundsmæssige 

forandringer, som ændrer hans/ 

hendes arbejde, liv- og identitet. Det medium 

han/hun skal gøre det i, er knyttet til 

den vidensbasis eller tænkemåde, som konstituerer 

professionen. 

Jeg vil først fremlægge nogle eksempler 

på udviklingen inden for tre professionelle 

arbejdsområder og derefter mere teoretisk 

og metodisk diskutere dem i et alment arbejdslivsperspektiv. 

Det er eksempler, der 

repræsenterer feltets forskellighed: – to af 

de gamle klassiske professioner kontra en af 

de “opkommende”, – to maskuline kontra 

en feminin profession – og et teknisk-tingsligt 

kontra et “menneskearbejdsområde”. 

Disse dimensioner svarer nogenlunde til 

Hellbergs T- kontra L-profession (Hellberg 

1985) og til den dikotomi, som Sarfatti-Larsons 

klassiker anvender (1977). I denne forstand 

svarer de til de differentierings-begreber, 

som er formuleret i forsøget på at klassificere 

enkeltprofessioner inden for et alment 

professionsbegreb. 

Det “rigtige ingeniørarbejde”, der 

forsvandt, men stadig lever i 

professionen 

Ingeniørprofessionen er en veletableret 

profession, som blev etableret og opnåede 

sin status i sammenhæng med den indu- 


strielle revolution. Ingeniøren fik en social 

helterolle, der fortættede forestillinger om 

modernisering, teknisk rationalitet, materiel 

velstand og fremgang, som på det tidspunkt 

var uproblematiske, men som i dag 

fremstår langt mere belastede og omstridte. 

Den industrielle arbejdsdeling skabte først 

og undergravede dernæst ingeniørarbejdets 

nøglerolle – mens det manuelle arbejde 

blev automatiseret, blev ingeniørarbejde 

industrialiseret, specialiseret og kontrolleret. 

Ingeniørernes identifikation med ingeniørarbejdet 

løsnes, og – gennem 60’erne 

talte man om “den nye arbejderklasse” af 

ingeniører og teknikere (Mallet 1969). Tilsvarende 

udviklinger kan ses i andre professioner 

senere – det ser ud til at ingeniørernes 

arbejdsområde er mest følsomt over for 

teknologisk udvikling og økonomisk foranderlighed. 

Nye teknologier, – især informationsteknologi, 

– har erstattet ingeniørarbejde og 

har løsgjort det fra den fysiske produktion i 

tid og rum. Nye opgaver kommer op, og 

nye rekrutteringsveje uden den traditionelle 

baggrund i teknisk erfaring og teknik-fascination 

bliver almindelige. Outsourcing 

og nye produkter (f. eks. infotainment) og 

tjenesteydelser skaber nye virksomheder, 

f.eks. små service- og software- producenter. 

Ikke desto mindre synes professionens 

historie at have aflejret en stærk, omend 

ikke nødvendigvis meget præcis, forestilling 

om “rigtigt ingeniørarbejde” hos professionens 

medlemmer. Ingeniørers relation 

til deres specifikke job er formidlet 

gennem et billede af traditionelt ingeniørarbejde, 

– selvom dette faktisk er ved at 

forsvinde som følge af teknologiudviklingen. 

I en række livshistoriske interviews 

med ingeniører, vi har gennemført 1 , var 

den mest slående observation, at de næsten 

alle tenderer imod at se deres job som “ikke 

rigtigt ingeniørarbejde” (se også Buch 1999, 

Christensen m.fl. 1999, Salling Olesen 


2001 og 2003). Der er naturligvis en stor variation 

selv i vores begrænsede materiale, 

fra sønnen af en gründer-entreprenør – dvs. 

en håndværker, der byggede sin virksomhed 

op til en industri, – som mere eller 

mindre skæbnebestemt bliver ingeniør og 

overtager familievirksomheden, til den unge 

kvindelige ingeniør som selv var god til 

matematik og fysik i skolen og blev inspireret 

af sin fars arbejde som selvstændig 

rådgivende ingeniør. Men de allerfleste er 

mandlige og maskuline. 

Ingeniørprofessionen er mandlig som 

alle de klassiske professioner. Professionens 

medlemmer er mænd, og dens forestillingsverden 

tilhører udpræget en maskulin verden 

– på den ene side baseret på maskuline 

praksisfelter, og på den anden side også forbundet 

med maskuline forestillinger om at 

erobre verden – (ikke med våben, men med 

teknologi) – og at bringe rationalitet og 

moderne tider til tilbagestående samfund. 

Den industrielle arbejdsdeling mellem ingeniøren 

og den ligeledes mandlige arbejder 

kan ses som en spaltning af maskuliniteten, 

hvor rationalitet, viden og autonomi 

gik til ingeniøren, og udvidende repetition 

og afhængighed blev arbejderens del. 

At undersøge ingeniørers professionelle 

identifikation i en tid, hvor dens objektive 

sociale basis er under forandring, er det 

samme som at studere maskuline identitetsprocesser 

i opbrud. Hvordan håndterer 

(disse) mænd denne udfordring? Eller anskuet 

på den modsatte måde: Måske kan vi 

finde bidrag til nye måder at være mand på 

i deres måde at definere professionel identitet. 

En ingeniør i vores undersøgelse 

(“Carsten”) er tilfældigvis medlem af en 

motorcykelklub og kører Harley Davidson. 

På interviewtidspunktet var han ved at 

planlægge en tur rundt om jorden på motorcykel 

– hans arbejde var o.k., men underordnet. 

Man kan se det sådan, at de 

eventyrforventninger, som mange retter 

mod professionen, i hans tilfælde er blevet

omdirigeret til privatlivet, – mens umiddelbare 

sociale kvaliteter i arbejdet var kommet 

i forgrunden af hans forhold til arbejdet. 

Harley Davidson’en forskyder den maskuline 

teknologifascination til en luksushobby. 

De få kvinder, vi interviewede 

(kvinder er stadig en yderst beskeden minoritet 

i ingeniørprofessionen), som på en 

måde har foretaget et dristigt og usædvanligt 

“maskulint” karriere-valg, følger ikke 

disse maskuline orienteringsmønstre. Generelt 

lider de under at være kvinder i et 

mandligt felt: De får ikke de rigtige arbejdsbetingelser 

og de interessante opgaver. Men 

det betyder også, at de undertiden kommer 

ind i udviklingen af nye ingeniørarbejds-typer 

som – f. eks., “Lotte”, som kommer til 

at arbejde med miljøforvaltning og miljøtilsyn. 

Det er vanskeligt at sige, i hvilken forstand 

disse ingeniører udvikler en ny professionel 

identitet. Måske har kompleksiteten 

og differentieringen for længst gjort det 

umuligt at definere denne dialektiske relation 

mellem vidensbase og professionens arbejdsfelt 

på den ene side og den individuelle 

erfaring og karriere på den anden side. 

Eller individuelt anskuet: Det er blevet vanskeligt 

at finde et nyt professionelt idealbillede, 

som kan træde i stedet for billedet af 

det klassiske “rigtige ingeniørarbejde”, som 

derfor ofte bliver liggende. Vores interviews 

indeholder en række forskellige “digressioner” 

fra ingeniøridentiteten, som kan siges 

at være typisk mandlige. I eksemplet ovenfor 

ved at forskyde den tekniske interesse 

fra professionen, i andre tilfælde ved at 

påtage sig en ikke-teknisk manager-identitet. 

Men den gennemgående fornemmelse 

af, at opgaverne ikke er “rigtigt ingeniørarbejde”, 

viser, at de har svært ved at definere 

sig selv gennem det. “Lotte” synes mere 

end mange andre at være på sporet af en ny 

identitet ved at integrere professionelt ansvar 

med hendes eget “civile” politiske engagement. 

Hendes identifikation med pro- 

fessionens muligheder i moralsk eller politisk 

kontekst synes at organisere hendes 

professionelle interesse og læring i det daglige 

arbejde. Selv om Lottes beretning klart 

kan karakteriseres som feminin ville det 

være forhastet at uddrage en særlig feminin 

ingeniøridentitet af det – de få kvinder vi 

interviewede, forholdt sig ret forskelligt – 

herunder ved at forlade professionen. 

Fra klinisk ekspert til 

reservedatter 

Overskriften er hentet fra titlen på et nyt 

projekt om praktiserende lægers subjektive 

arbejdsbetingelser og professionelle identitet, 

som er sat i gang i et tværfagligt samarbejde 

mellem læger og uddannelsesforskere 

(Hollnagel/Salling Olesen m. fl. 2002). 

Også her er den professionelle identitet sat 

under pres fra modsætningsfulde udviklinger 

i arbejdsområdet, men i en noget anden 

version. Den har at gøre med modsætningerne 

mellem en bio-medicinsk vidensbase, 

som i sig selv er ekstremt dynamisk og altomfattende, 

og en professionel opgave i 

hvilken bio-medicinsk viden ganske vist er 

af afgørende betydning, men hvis kerne i 

mindst lige så høj grad er kommunikativ, 

empatisk og administrativ. 

Lægeprofessionen er en af de klassiske 

professioner og er måske det reneste eksempel 

på, hvordan moderniseringsprocessen 

sammenknytter den videnskabelige vidensbasis, 

den praktiske kompetence og monopoliseringen 

af et arbejdsområde. Den biomedicinske 

videnskabs udvikling har skabt 

– og skaber stadig væk – grundlag for en rationaliseret 

sygdomsbehandling, som i forening 

med systematiseret klinisk erfaring 

danner et meget fast grundlag for sundhedsvæsenets 

hele organisation og daglige 

praksis. Samtidig kan man sige, at det er 

den profession, som næst efter juristernes 

har etableret den stærkeste institutionelle 

autonomi inden for sit arbejdsfelt og kon- 


trol med professionens medlemmer, – bl. a. 

gennem direkte økonomisk og juridisk regulering 

af den faglige praksis og normsætning 

og konkrete retsvirkninger af faglige 

beslutninger (attester m.v.). 

Det danske sundhedsvæsen kan ses som 

et veludviklet eksempel på, at specialisering, 

rationalisering og “professions-intern” 

normsætning hidtil har været vejen 

til sikring af kvalitetsudvikling i den samfundsmæssige 

opgaveløsning. I dag er begrebet 

kvalitet mindre entydigt, og den lægelige 

definition af behovene og sikring af 

kvaliteten i løsningen må se sig suppleret 

og undertiden modsagt af patienternes subjektive 

oplevelser og af andre faglige tilgange. 

Det er et bredt opbrud under stikord 

som skepsis over for ekspertvælde, velfærdsstatens 

fornyelse, modernisering af de 

offentlige sektor og meget andet. Mere fagspecifikt 

betyder bl.a. den øgede opmærksomhed 

på forebyggelse og sundhedsfremme 

og en øget indsigt i betydningen af de 

psykologiske sider af både helbred og samspillet 

mellem patient og læge en udfordring 

til den bio-medicinske faglige opgavedefinition. 

Samtidig med at der sker en 

stærk vækst i alternativ behandling såvel 

som medicinteknologiens frembringelser, 

forventes det fortsat, at almen praksis skal 

være det sikre holdepunkt i sundhedssystemet. 

Det er således indlysende, at der lægges 

pres på den almene praksis fra forskellige 

og delvis uforenelige hold (Salling Olesen 

& Gannik 2002). 

I sundhedsvæsenet i almindelighed søges 

dette pres imødegået ved at gå et skridt 

længere ad professionaliseringens traditionelle 

vej: Udarbejdelse af behandlingsstandarder 

baseret på videnskabelig evidens, 

især i form af kontrollerede kliniske undersøgelser 

og metaanalyser. Men samtidig ser 

vi ændringer i den organisatoriske side af 

sektoren: Nye ledelsesstrukturer og organisationsudvikling 

på hospitalerne er vel 

både udtryk for en mindsket tiltro til den 


professionelle problemløsning og et varsel 

om en udvikling i den faglige forståelsesramme. 

De alment praktiserende læger søger at 

fastholde en nøgleposition i forhold til patienterne 

og som bindeled til det øvrige 

sundhedssystem, men det betyder også, at 

de i langt højere grad end andre læger konfronteres 

med kompleksiteten i den praktiske 

opgave – den fysiske sundheds sammenvævning 

med patientens hele situation 

og velbefindende – og dermed potentielt 

konfronteres med begrænsningerne i 

det bio-medicinske vidensgrundlag som er 

professionens værktøj og legitimitetsgrundlag. 

Derfor er almen praksis et særligt spændende 

område inden for lægeprofessionen 

– med klare objektive indikationer for at 

være en selvstændig sub-profession, – men 

faktisk både via sundhedsvæsenets organisation 

såvel som lægeprofessionens organisering 

og selvforståelse en ægte del af den 

fælles profession. 

Vi har i den første del af vores projekt 

lagt særlig vægt på kønsaspektet (se Bibi 

Hølge-Hazeltons artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv 

(2003). Den medicinske profession 

er maskulin, men der er en betydelig ændring 

i kønssammensætningen i professionen 

i gang. I en del andre lande er der overvejende 

kvinder i lægeprofessionen, i andre 

udgør kvinder en voksende minoritet. Vores 

forskningsproblemstilling omfatter også 

spørgsmålet om, i hvilken forstand og i 

hvilket omfang det er muligt at se en kønnet 

kvalitet i de alment praktiserende lægers 

praksis og identitet. Mere fremadrettet 

vil vi gerne finde ud af, om der tegner sig 

en ny professionsidentitet, der er mindre 

baseret på en teknisk model, hvor bio-medicinsk 

viden anvendes til at reparere fejl 

og mere er baseret på....ja, det vil netop 

være et spørgsmål, det ville være godt at 

være i stand til at besvare på basis af de professionelles 

egne læreprocesser.

Nyt land eller tabt fodfæste? 

Sygeplejen som omsorgsprofession? 

Med tanke på kønsperspektivet vil jeg gerne 

sammenligne med udviklingen inden 

for et felt, som har klart kønnede rødder i 

kvindelighed, nemlig sygeplejen. Sygeplejen 

er en opkommende profession. Den har 

sit eget historiske selvbillede, Florence 

Nightingale, og har kæmpet for at komme 

fri af det for at etablere sig som profession i 

egen ret med en forestilling om vidensbaseret 

pleje af syge mennesker. I mange lande 

er sygeplejen blevet fortroppen i en professionalisering 

af omsorgsarbejde. Samfundsmæssig 

anerkendelse af denne viden og 

kompetence er ofte mindre tydelig – ikke 

alle plejeopgaver er reserveret for sygeplejersker 

ved autorisation, og i henseende til 

løn og arbejdsvilkår fremstår anerkendelsen 

alt andet end klart. 

Udviklingen af medicinsk behandling, 

herunder medicinsk teknologi, har sammen 

med udviklingen i arbejdsdelingen på 

hospitalerne på den ene side sat omsorgsfunktionen 

i sygeplejen under pres, – idet 

den direkte patientkontakt i stigende grad 

underordnes teknisk-organisatoriske rationaler 

i hospitalets arbejdsgange, – men har 

på den anden side givet sygeplejerskerne 

nye muligheder for kvalificering og specialisering. 

I visse henseender ligner denne 

udvikling håndværksfagenes udvikling under 

industrialiseringen. Men en særlig omstændighed 

er det faktum, at sygeplejerskernes 

ydelse omfatter empati og personlige 

relationer, – som er afgørende ikke bare for 

en vellykket opgaveløsning, men også for 

sygeplejerskernes eget engagement. Mens 

Florence Nightingale-billedet er blevet undergravet 

indefra og udefra, er det ikke lige 

så klart, hvordan professionel omsorg kan 

defineres, og hvordan sygeplejersker kan og 

vil genfinde sig selv i forhold sig til det. Det 

vil afhænge af etableringen af en professio- 

nel vidensbase og af sygeplejerskernes måde 

at relatere den (kvindelige) erfaringsbase, 

som hidtil har været og stadig er grundlaget 

for omsorg. 

Sygeplejens vidensbase har været udviklet 

i nær tilknytning til de medicinske institutioner, 

og den medicinske profession har 

også domineret definitionen af vidensgrundlaget 

for sygeplejeprofessionen: Hygiejne, 

overvågning, simpel diagnostik og viden 

om og færdigheder i de rutinemæssige 

behandlinger. Denne dominans sætter sygeplejen 

i en double bind situation, når 

den på den ene side ønsker at befæste sit videnskabelige 

grundlag og på den anden 

side at markere sit særlige område i forhold 

til lægerne. Løsningen har været på den 

ene side at booste disse para-medicinske vidensområder, 

på den anden side at lægge 

stigende vægt på en teoretisk formulering 

af omsorgsrelationen. 

På det praktiske niveau er professionaliseringen 

af sygeplejen vidt fremskreden 

med etablering af institutionelle rammer 

som akademiske institutioner, post-graduate 

studier og en mere akademisk indretning 

af den grundlæggende sygeplejeuddannelse. 

I videreuddannelsen er der specialiseringsmuligheder 

knyttet til de medicinske 

specialiseringer. I arbejdsorganiseringen 

med nye hierarkiseringer af arbejdsdelingen 

mellem sygeplejersker og sygehjælpere, 

hjemmehjælpere mv. 

På det teoretiske niveau er teoretiseringen 

af den særlige kvalitet i omsorgsrelationen 

med inspiration fra filosofisk og psykologisk 

tænkning blevet et alternativt akademisk 

grundlag for at legitimere en skelnen 

fra den medicinske profession (i de senere 

år i høj grad inspireret af norsk sygeplejeteori). 

Men det ville antagelig være rigtigt 

at sige, at denne symbolske kamp, udtrykt i 

akademiske termer og institutioner, først er 

under udvikling og stadig temmelig langt 

fra arbejdsområdet og fra sygeplejerskerne. 

Sygeplejersker reagerer meget forskelligt 


på den teoretiske opgradering af sygeplejen, 

sammenhængende med alder, status, 

specialisering. I nogle intensive interviews i 

en undersøgelse af FTF-medlemmers uddannelsesønsker 

og -behov (Salling Olesen 

mfl. 1998) mødte vi også forskellige, men 

overvejende skeptiske holdninger til den 

nye uddannelse og de unge sygeplejersker: 

De sidder på kontoret og laver papirarbejde. De 

løber væk fra det væsentlige i sygeplejen, som 

er at være nær ved patienterne og klare alle de 

jordnære opgaver (citat, der kan tjene som 

parafrase af flere ensartede udtalelser). Sygepleje 

er ifølge disse udtalelser et håndværk 

baseret på praktisk arbejde og basale 

omsorgsrelationer til mennesker, og den 

eneste måde at lære det på er ved at gøre 

det. Den nye uddannelse trækker de studerende 

væk fra det virkelige arbejde. 

Det er karakteristisk, at modstanden mod 

den nye uddannelse og den nye “teoretiske” 

orientering i professionen er sammenvævet 

med beklagelser over arbejdsforholdene i almindelighed 

og i særdeleshed bemandingen 

og oplevelsen af en bureaukratisk og insensitiv 

organisation. Den udtalte skepsis 

eller undertiden aggression mod denne uddannelsesmæssige 

side af professionaliseringen 

udgør en defensiv side af ambivalente 

følelser over for professionaliseringsprocessen. 

Sygeplejerskerne står midt i en utilfredsstillende 

hverdagspraksis og synes 

ikke, at det er den rigtige vej til forbedring. 

Nogle af interviewene lægger op til en fortolkning 

af dybe følelser af konflikt mellem 

deres fornemmelse af kvaliteten i den direkte 

kontakt med patienter og hvad de rent 

faktisk må eller kan gøre. En nærmere tolkning 

viser bag de emfatiske og til dels aggressive 

synspunkter også ambivalenser i 

den enkelte sygeplejerskes holdning. De 

finder deres traditionelle praksis dybt utilfredsstillende 

og utilstrækkelig og ønsker at 

øge kvaliteten af deres arbejde. Men de føler 

sig af alle mulige andre grunde, herunder 

ikke mindst arbejdsbetingelserne, truet eller 


under pres – og koncentrerer deres modstand 

mod de nye typer af professionalisme, 

som de formodes at nyde godt af. I denne 

sammenhæng ses den teoretiske viden og 

en mere professionel arbejdsmåde som en 

form for forræderi over for patienterne – og 

over for de traditionelle sygeplejersker. Nogle 

sygeplejersker siger, at de er bange for at 

sætte kernen i sygeplejen over styr, og vi 

kan fortolke en stor del af modstanden som 

en kondensering af en omfattende usikkerhed 

over for opgaven. Flere sygeplejersker 

ser professionalisering og “akademiseringen” 

af deres arbejdsområde som en trussel 

mod, hvad de ser som kerneindholdet. Deres 

kompetencer som sygeplejersker er knyttet 

til kernefunktioner som praktisk omsorg 

og menneskelig kontakt med patienten og 

bygger i høj grad på kvindelig socialisering 

(som vi også har kunnet iagttage hos en enlig 

mandlig interviewperson). Selvom sygeplejerskerne 

måske mest har udnyttet deres 

generelle kvindesocialisering og deres husmorkvalifikationer, 

opfatter de sig som 

“håndværkere” med reference til de konkrete 

arbejdsprocesser. 

Flere sygeplejersker ser professionalisering 

og “akademiseringen” af deres arbejdsområde 

som en trussel mod, hvad de ser 

som kerneindholdet. Deres kompetencer 

som sygeplejersker er knyttet til kernefunktioner 

som praktisk omsorg og menneskelig 

kontakt med patienten og bygger i høj grad 

på kvindelig socialisering (som vi også har 

kunnet iagttage hos en enlig mandlig interviewperson). 

Selvom sygeplejerskerne måske 

mest har udnyttet deres generelle kvindesocialisering 

og deres husmorkvalifikationer, 

opfatter de sig som “håndværkere” med 

reference til de konkrete arbejdsprocesser. 

Hvis man ser omsorgens grundlag i det 

feminine omsorgsengagement – som Florence 

Nightingale-billedet bare er en klassespecifik 

projektion af – betyder det, at omformning 

af omsorgen også er en omformning 

af kvindelig kønsidentitet. De indivi-

duelle ambivalenser kan tolkes som emotionelle 

reaktioner i en mere generel kollektiv 

identitetsproces, hvor den kønsbaserede 

faglighed og den professionelt formede 

kvindelighed er i en forandringsproces på 

alle planer. Jeg tror også, man kan fortolke 

nogle af de vedholdende negative syn på 

den nye uddannelse i dette lys: Sygeplejerskerne 

er også kvinder, der føler sig truet på 

deres kvindelighed og (ubevidst) reagerer 

imod det. De umiddelbare bærere af professionaliseringen 

er yngre kvinder, der er på 

vej ind på arbejdspladsen. De har en bedre 

uddannelse, men er også konkurrencedygtige 

på den markedsplads for kvindelighed, 

som f.eks. et hospital også stadig er (bl.a. 

takket være den fortsatte maskuline dominans 

i lægeprofessionen). Det er nærliggende 

at fortolke nogle af aggressionerne som 

forskudt angst for skærpet konkurrence i 

denne kvindelighedskonkurrence. 

Udviklingen af den nye sygeplejeprofession 

er måske også et bidrag til en ny femininitet. 

Det er måske lidt nemmere at se i 

distant Verfremdung: Jeg hørte et sådant 

ræsonnement i en diskussion med en tyrkisk 

ph.d.-studerende, som studerede professionalisering 

fra et feministisk synspunkt. 

Hun så professionaliseringen og 

kvindernes professionelle kvalificering som 

en hovedvej til kvinders frigørelse i Tyrkiet. 

Selvom hendes synspunkt måske har en 

særlig klasse-bias (over- og middelklassens 

kvinders vej til øget ligestilling) kan hun jo 

godt få ret i den historisk kontekstuelle 

synergi mellem arbejdsdeling, ændrede 

kønsrelationer og forestillinger og modernisering. 

Professionel omsorg er f.eks. baseret 

på en anden subjektiv kapacitet end den 

før-moderne kvindelighed. 

Fra sygeplejerske-eksemplerne kan man 

så lære, at det involverer en dybtgående 

læreproces hos de involverede mennesker 

at transformere både arbejdsidentitet og 

kønsidentitet, og at det ikke altid kan skilles 

ad. Uanset de subjektive engagementer 

og forskudte motiver har sygeplejerskerne 

en pointe i deres skepsis. Det er ikke særlig 

klart hvordan professionaliseringen af omsorg 

bidrager til forbedringen af den umiddelbare 

omsorgspraksis. Og denne pointe er 

funderet i deres omsorgserfaringer. Sygeplejerskernes 

problemer med at se deres kernekompetencer 

i den opkommende profession 

kan også ses som en erfaring, der er nødvendig 

for dens udvikling. Utilpasheden 

må omsættes i læreprocesser og faglig kreativitet, 

som bidrager til at producere den 

nye profession. 

Professionsbegrebet og 

professionsforskning 

De tre professionseksempler repræsenterer 

forskellige samfundsmæssige situationer 

overvejende knyttet til henholdsvis den 

private og den offentlige sektor; de gamle 

og den nye opkommende profession; to typer 

af arbejde, teknisk arbejde og omsorg 

og et “midtimellem” og to stærkt kønnede 

professionsgrupper. På denne måde indeholder 

den adskillige sammenvævede kontraster 

i spørgsmålet om arbejdets karakter, 

professionsbegrebets status, den kvalitative 

udvikling af specifikke arbejdsområder og 

de forskelligartede reaktioner fra medlemmerne 

af professionsgrupperne. 

Først og fremmest giver det anledning til 

at sætte spørgsmålstegn ved, hvor meningsfuldt 

det er at begrebssætte professioner 

under eet som det ligger i selve begrebet 

profession. Man kunne måske ligefrem 

hævde, at professionsbegrebet står i vejen 

for en kritisk forståelse af visse af disse fænomener. 

I sociologisk teori ses professionerne udefra 

i forhold til samfundstotaliteten. Som 

regel skelnes mellem to perspektiver. Den 

ene er Parsons’ funktionalistiske forståelse 

af professionernes bidrag til moderniseringsprocessen. 

Professionerne indgår i den 

strukturelle differentiering i samfundet og 


muliggør, gennem kombinationen af specialisering 

og en almen professionel etik, en 

rationel og kompetent varetagelse af en 

række funktioner i samfundet. Professionerne 

er gode og nødvendige i denne optik. 

Den anden forståelse, den neo-weberianske, 

ser professionalisering som en institution, 

gennem hvilke en bestemt gruppe 

mennesker forsøger at etablere et arbejdsmonopol 

og skaffe sig status og visse materielle 

privilegier ved at udelukke andre end 

den bestemte gruppe mennesker fra at varetage 

den pågældende funktion. Dette rummer 

jo ganske klart en pointe, der undertiden 

er udgrænset fra professionens egen 

tænkning. De to betragtningsmåder, funktionalismen 

og neo-weberiansimen, ses 

ofte som modsætninger, men det er i virkeligheden 

en tvivlsom modstilling. Funktionalismen 

har jo en pointe, som undertiden 

usynliggøres, men i virkeligheden er forudsat 

i neo-weberianske kritik: Den samfundsmæssige 

opgave og det subjektive engagement 

i denne opgave er det element, der integrerer 

professionen og de professionelle 

samfundsmæssigt og også leverer grundlaget 

for deres anerkendelse og materielle privilegier. 

Det er fordi de udfylder denne 

funktion, at det bliver muligt at etablere 

såvel ideologien som de særlige privilegier 

baseret på “social closure”. 

I virkeligheden er ingen af de sociologiske 

perspektiver særlig sensitive over for 

genstanden, dvs. de specifikke arbejds- og 

kompetenceområder eller deres udøvere. 

Det kritiske potentiale i den neo-weberianske 

tilgang består i påpegningen af en samfundsmæssig 

logik, som går bag om de 

handlendes selvforståede rationalitet. Men 

heri ligger en tingsliggørelse af de subjektive 

engagementer i arbejdet til en form for 

positions- og privilegieinteresse uden sans 

for det specifikke grundlag for forskellige 

professionsgruppers karriere og identifikation 

med professionen. Den underbetoner 

betydningen af, at nogle bestemte menne- 


sker er i stand til at tilegne sig en kompetence 

og udfylde professionsopgaven og forudsætter, 

at professionerne allerede er der, 

fikst med teori og privilegier og det hele. 

Professionsteori, der fag-internt formulerer 

de enkelte professionsfelters rationalitet, 

lader sig ganske vist nemt indpasse i Parsons’ 

overordnede teori, fordi den antager 

et harmonisk samfundsmæssigt hele og 

nærer en temmelig uproblematisk tillid til 

rationalitet og fremskridt (Weber 2003). I 

denne teoretiske ramme er der plads til – og 

brug for! – professionernes selvforståelse, og 

tilsammen bliver det nemt til en immuniserende 

legitimering af den enkelte profession. 

Det er ikke uden grund, at de kritiseres 

som overdrevent optimistiske, “modernistiske” 

ideologier i den postmodernistiske, (og 

samtidig til dels i populistiske kritikker!). 

Men at påpege giver jo heller ikke i sig selv 

nogen særlig indsigt i professionernes betydning. 

Vi må ganske vist forkaste eller 

modificere funktionalismens implicitte rationaliseringsmodel, 

den lineære, om end 

asynkrone, progressive udvikling af det vidensbaserede 

arbejde. Men vi kan vende 

den harmoniserende funktionalisme på hovedet 

og i stedet rette den kritiske opmærksomhed 

mod modsætningerne i den samfundsmæssige 

rationaliseringsproces, og 

anskue professioner som institutionelle 

konstruktioner, der er baseret på specifikke 

subjektive engagementer, som er alt andet 

end harmoniske, og læreprocesser, som er 

relateret til erfaringer i arbejdet, viden og 

livshistorie. Så får vi en historisk analyseramme, 

som opløser normativiteten i empiriske 

og politiske spørgsmål, der er specifikt 

forbundet med konteksten, og som ikke 

nødvendigvis følger et bestemt mønster. 

Ingeniøreksemplet antyder, at den samfundsmæssige 

udvikling i arbejdsdelingen 

undergraver ingeniørernes muligheder for 

at definere og hævde et monopol. Det 

spørgsmål, der så stiller sig, er, om ingeniørerne 

kan omdefinere deres profession på

en måde som tager højde for disse ændrede 

forudsætninger – det er et spørgsmål om 

faglighed, læreprocesser og holdningsudvikling. 

Det kræver en fordomsfri overvejelse 

af de ændrede kompetenceområder, – 

men det kræver også en forståelse af ingeniørernes 

subjektive potentialer. Sygeplejeprofessionen 

udvikler sig måske på grund af 

en stigende erkendelse af det bio-medicinske 

paradigmes begrænsninger og behovet 

for en faglig basis for de institutionelle omsorgsfunktioner 

– kombineret med kulturelle 

udviklinger som gør, at de “naturgroede 

omsorgskompetencer” på basis af kvindesocialiseringen 

måske ikke umiddelbart er til 

rådighed, mens der til gengæld er nogle andre 

kvinder, der vil noget andet. Professionaliseringen 

af sygeplejen har karakter af at 

påvirke og udfylde en samfundsmæssig arbejdsdeling 

under udvikling – men det sker 

ikke uden sygeplejerskernes organiserede 

kamp og individuelle læreprocesser. Alternativerne 

for plejesektorens udvikling kan 

meget vel være en industriel, markedsorganiseret 

service a la ISS – eller en konkretisering 

af, hvad en sygeplejeprofession, som 

kan fastholde sin kerne, kan være. 

ARBEJDS-ORG 

ARBEJDSOPGAVE 

KLIENTER, KUNDER 

SAMFUNDSMÆSSIG 

ARBEJDSDELING 

INDIVID 

LIVSHISTORIE 

SUBJEKT 

ERFARINGER 

IDENTIFIKTIONER 

LÆREPROCESSER 

FORSVAR 

PRAKSIS 

Analysemodel: Professionalisering og professionsidentitet 

Den kønnede karakter af arbejdet og den 

skitserede analyse af de kønsmæssige aspekter 

af de professionelle identitetsprocesser tydeliggør, 

at professionalisering er en temmelig 

specifik kombination af rationalisering, 

arbejdsdeling og kulturel transformation. 

Sammenfattende kan man sige, at antagelsen 

af at professionerne eksisterer og 

blot skal beskrives/klassificeres, og at normaktiviteten 

omkring dem til en vis grad står 

i vejen for en ordentlig professionsforskning. 

Men undersøgelsen af professionaliseringens 

objektive og subjektive betingelser 

kan meget vel være produktiv i en samfundsmæssig 

udvikling, hvor vidensbaseret 

arbejde og subjektiv involvering bliver vigtige 

faktorer i en mere kontinuerlig omstrukturering 

af arbejdsmarkedet og af arbejdets 

organisation. Spørgsmålet har derfor 

været hvordan vi kan strukturere en 

sådan forskning. 

En søgemodel 

Som et led i at definere en forskningsstrategi, 

som på samme tid kunne bidrage til at 

begrebssætte professionalisering, professio- 

DISCIPLINER 

METODER, BEGREBER 

VIDENSBASE 

VIDENSKABELIGE 

INSTITUTIONER 


nelle og professionel viden på en mere dynamisk 

og differentieret måde og fastholde 

de overordnede teoretiske perspektiver, har 

jeg opstillet følgende simple model for tolkning 

af empiriske analyser: 

De eksempler, jeg har skitseret, handler 

om det empiriske felt “i midten”: Hvordan 

ser det professionelle arbejde ud, når man 

er midt i det, og hvordan opleves det. Stikordene 

refererer til sociale processer, tolkninger 

mv. og deres sammenfiltrede karakter 

af forsvarsreaktioner og læreprocesser – 

det er altså subjektive elementer i den objekt-subjekt-dialektik, 

som jeg antydede 

ovenfor. De tre eksempler ovenfor er en 

slags kondensering af noget af det, som empirisk 

kan iagttages i dette hverdagslivsfelt. 

De tre hjørner eller bobler repræsenterer reale 

sammenhænge og derfor også analytiske 

synsvinkler. Logikken i denne model er 

ikke, at hver af boblerne repræsenterer adskilte 

aspekter, tværtimod er det at strukturere 

analysen af samspillet mellem. Men 

boblerne repræsenterer tre adskilte og relativt 

selvstændige dynamikker, i forhold til 

hvilke man må forstå professionalisering 

(og de-professionalisering) som relative 

størrelser i bevægelse. Modellen er jo ikke 

specielt orienteret mod arbejdslivsforskning, 

– men arbejdslivsforskningens traditionelle 

felt og synsvinkel er en del af den. 

Modellen implicerer altså i denne sammenhæng, 

at professionernes hverdagsliv og 

udvikling må analyseres også i andre perspektiver, 

– eller måske: At arbejdslivsforskningen 

må reflektere disse andre perspektiver 

i højere grad? Lad mig kort kommentere 

de enkelte parametre. 

Andetsteds (Salling Olesen 2000) har jeg 

argumenteret for en livshistorisk tilgang til 

studiet af professioner og professionsidentitet. 

Pointen heri var, at den livshistoriske 

tilgang er egnet til at belyse “den subjektive 

faktors” betydning i udviklingen af professionerne 

– men omvendt altså også at subjektivitet 

konstitueres i samfundsmæssig 


kontekst og herunder ikke mindst gennem 

arbejdet. I det omfang arbejdet og dets samfundsmæssige 

form konstituerer subjektiviteten 

er professioner særlig interessante, 

fordi de repræsenterer en særlig slags arbejde 

2 . 

Jeg har fremhævet den kønnede karakter 

af det subjektive forhold til arbejde og viden 

i mine eksempler. Professionerne er i 

væsentlig grad kønnede i den forstand, at 

der er en traditionel kønsrekruttering (mest 

af mænd), som dog i de fleste tilfælde er i 

opbrud. Men også i den forstand at professionel(le) 

praksis(ser) og identitet(er) er 

knyttet til kønnet subjektivitet gennem 

konkrete mennesker og dermed også til alment 

ændrede kønsforhold i den udfoldede 

modernitet. Derfor anskueliggør kønstematiseringen 

subjektivitetens betydning i 

professionen i egen ret og ikke som refleks 

af arbejdets art og organisation. I videre forstand 

kan man også sige, at det kønnede 

engagement i professionerne er een af kønnets 

materialitetsformer. Hele omsorgs-arbejdsområdet, 

der traditionelt har været 

baseret på kvindelig socialisering og kompetence, 

er inde i en professionaliseringsproces, 

som ændrer forholdet mellem medarbejdernes 

livshistoriske erfaringer, deres 

faglige viden og deres arbejdsudførelse afgørende. 

I forskningsstrategisk forstand betyder 

det at kønstematiseringen kan være 

en god indgang til at begrebsliggøre de subjektive 

aspekter af arbejdet – og det gælder 

jo ikke specielt professionsarbejde. Tilsvarende 

diskussioner og analyser gøres omkring 

andre kønnede arbejdsområder, 

særlig kvindearbejdsområder, men det 

fremtræder anskueligt her. 

I samme artikel (Salling Olesen 2000) argumenterer 

jeg for, at professionerne kan 

levere et væsentligt bidrag til videnssociologien. 

Det er efterhånden mainstream 

(Gibbons et al. 1994), at det traditionelle videnskabssyn 

ifølge hvilket videnskaberne 

udgør kernen i den samfundsmæssige ratio-

naliseringsproces, som derefter spredes til 

personer og omsættes i praksisser (anvendt 

viden), må vige for et pragmatisk videnssyn 

ifølge hvilket viden produceres og reproduceres 

i et flertal af sociale praksisser, der er 

gensidigt forbundne. Det, der er brug for er 

en “altomfattende” videnssociologi, der 

bryder grænsen mellem videnskab og hverdagsviden. 

Det traditionelle vidensbegreb, 

forestillingen om kundskaben uden subjekt 

og uden kontekst, og den dertil hørende 

teknologiske forestilling om anvendelse af 

viden, har blokeret herfor. Man kan sige, at 

såvel den etno-metodiske tilgang til videnskabsprocessen 

(Latour/Woolgar, 1979) 

som diskurshistoriske tilgange (Foucault, 

1972 o.m.a.; Bowker/Leigh Star, 1999) repræsenterer 

studier i den videnskabshistoriske 

egendynamik, som til dels reflekterer 

dennes formidling i det sociale felt og den 

subjektive dimension af denne. Studier af 

professioner, professionel viden og professionsidentitet 

repræsentere et oplagt emne 

for en historisk konkretiseret videnssociologi. 

De to “gamle” professioner er umiddelbart 

udtryk for vidensbasens egendynamik. 

De er begge i udgangspunktet udtryk for rationalitetens 

gennemslag og udnyttelse af 

naturvidenskabelig viden og har i vid udstrækning 

haft det samme dobbelte forhold 

hertil, nemlig at det var den praktisk tillempede 

viden, som var professionernes kerne. 

Men samtidig har det været baseret på et vidensideal 

og en videnskabelig forståelse, 

som anerkender viden(skab) og vidensproduktion 

som selvstændig kilde til fremskridt. 

Samtidig er vidensproduktionen i 

begge sektorer blevet tiltagende kapitalistisk 

organiseret, men i et indviklet samspil 

mellem industri og statslig styring og investering. 

Som allerede antydet har det ført til 

en vidtgående underminering af ingeniørprofessionen, 

således at den på en måde 

fremstår som “offer for sin egen succes”. Indenfor 

medicinsk vidensudvikling findes 

der vel i dag meget forskellige dynamikker. 

– Den vigtigste er knyttet til industriel udnyttelse 

af bio-videnskabelig grundforskning, 

f.eks. i form af gen-modifikation som 

et nyt afgørende teknologisk fix i klinisk 

behandling og medicinering. – Den mindre 

stærke, men også meget interessante er 

knyttet til udviklingen af et bredere sundhedsbegreb 

og en mere holistisk forståelse 

af forholdet mellem livsbetingelser, kultur 

og psyke og somatisk sygdom/sundhed. 

Lægeprofessionens fremtid er givet vis i 

meget høj grad afhængig af disse paradigmatiske 

udviklinger og deres indflydelse på 

professionens vidensregime. Det er bl.a. afhængig 

af lægernes måde at orientere sig i 

feltet, – som igen kan tænkes at blive en 

kompleks sammenvævning af faglige, arbejdsmarkedsmæssige 

og organisatoriske 

impulser. Men mest afgørende bliver nok 

de former hvori den biologiske grundforsknings 

resultater bliver samfundsmæssiggjort 

– en industriel udnyttelse i form af 

“organ-farming”, gen-modificeret medicinering 

osv. kan ændre grundlaget for lægeprofessionen 

afgørende. I dag kan man 

pudsigt nok se, at det bio-medicinske paradigmes 

dominans er så stærk, at det giver 

anledning til en markedsbaseret udbredelse 

af en alternativ faglighed, overvejende 

uden for professionen, f.eks. i form af naturmedicin 

og alternativ krops- og psyke-helse-tjenesteydelser. 

Den faglighed i form af viden, praksisformer 

og ansvarlighed, som er indlejret i professionerne, 

er en afgørende faktor i omdefineringen 

af professionernes arbejde. Professionelle 

er individer, som på en særlig direkte 

måde inkorporerer samfundsmæssig 

viden, og som gennem deres erfaring og 

læring i praksis producerer dens forandring. 

Det institutionelle arrangement, som hører 

med til det traditionelle professionsbegreb, 

må betragtes i sammenhæng med 

samfundsmæssige arbejdsdelinger og orga- 


nisatoriske forhold og i virkeligheden som 

en særlig arbejdsmarkedsregulering og en 

særlig serviceproduktionsform. Parameteren 

arbejdsdeling og arbejdsorganisationer 

er jo umiddelbart arbejdslivsforskningens 

problemstilling, men den er typisk teoretiseret 

temmelig snævert industrisociologisk 

og/eller økonomisk og empirisk overvejende 

fokuseret på den simple vareproduktion 

og den dertil hørende teknologi og kvalificering. 

Tilsvarende konkrete studier af professionelt 

arbejde, dets organisering og ændringer 

i arbejdsdelingen kan give en empirisk 

viden om disse, men kan måske særskilt 

vise noget om betydningen af diskurser 

(vidensbaser) og subjektive og kulturelle 

forhold (professionsidentitet og kollektiviserede 

praksiserfaringer). 

På vej ud af den industrielle epoke med 

dens fysiske og tidsmæssig kontrol og managementformer 

er det vel tydeligt, at “loyalitets-kontrakter”, 

identifikation og social 

gratifikation optræder i mange og brogede 

kombinationer, og at det forhold, at kompetencer 

er knyttet til arbejdskraften, gør 

sig gældende i mange forskellige former. 

Den nederste venstre “boble” angiver denne 

samfundsmæssige sammenhæng og 

minder os om, at de meget specifikke forhold 

inden for professionerne også skal forstås 

i lyset heraf. De meget forskellige institutionaliseringsformer 

for henholdsvis ingeniørarbejde 

og lægearbejde må forstås 

som et samspil mellem den økonomiske og 

organisatoriske udformning af samfundsmæssig 

arbejdsdeling – under indflydelse af 

forskelle i det konkrete arbejde, professionernes 

vidensbaser og faglige kompetencebegreber. 

Under industrialiseringen lod ingeniørarbejdet 

sig måske lettere inkorporere 

i varer, som kunne omsættes i et kapitalistisk 

marked, samtidig med at ingeniøren 

blev fastholdt i arbejdsdelingen gennem 

særlige arbejdsforhold og sociale privilegier, 

– men måske ser vi nu, at arbejdet i den 

grad er blevet en vare, at det ikke længere i 


særlig høj grad er knyttet til en person. 

Omvendt kan man se typer af (ingeniør-/videns- 

3 )arbejde der vanskeligt lader sig inkorporere 

i en konkret vare og derfor lægger 

pres på den kapitalistiske vareproduktions 

model “indefra” i form af produkter 

med indbygget implementerings og udviklingsbehov, 

– f.eks. komplekse teknisk-sociale 

systemer, som kræver flere års delvis 

uforudsigelig erfaringsbaseret udvikling og 

tilpasning (Yrjö Engeström kaldte dem 

multiorganisational learning ved en konference 

for nylig (Kerosuo&Engeström 2003), 

men det er jo i øvrigt en velkendt udviklingstendens 

fra produktionsmiddelindustrien). 

Det store spørgsmål er, om der i 

fremtiden vil eksistere en eller flere teknologisk(e) 

vidensarbejder-kategori(er) med 

en særlig status, og hvilke(n) vidensbase(r) 

der i givet fald vil danne grundlag herfor. 

Måske vil vi se både delprofessionalisering 

og nye professionaliseringer inden for det 

teknologiske område, som vi hidtil uproblematisk 

har identificeret som ingeniørarbejde. 

For ingeniørerne som individer synes 

der ikke at være tvivl om, at det, de laver, 

ikke er det rigtige ingeniørarbejde mere 

– den individuelle og kollektive udfordring 

er her at finde ud af, om der er et nyt, som 

også er eller kan blive “rigtigt”. 

I sundhedsvæsenet er der foreløbig sket 

en opdeling mellem en hospitalssektor, 

som i stigende grad følger en industrialiseringslogik 

og indbygger sin videnbase i 

denne organisation, og en gadeplans-service, 

der møder det komplekse behov og fungerer 

som “gatekeeper”. Denne funktion 

(den praktiserende læge) alternerer markedet 

som medieringsform mellem de samfundsmæssige 

behov og arbejdets organisation 

– altså en selvstændig faktor i definitionen 

af professionens arbejde i konkurrence 

med og nogle gange i modstrid med den 

styringsimpuls, som udgår fra den medicinteknologiske 

og biomedicinske forsknings 

udvikling af vidensbasen. Der er mange åb-

ne spørgsmål i den nuværende situation: 

Der kan ske det, at markedet bliver sat igennem 

som reguleringssystem – det alternative 

udbud af tjenester, markedsmekanismer 

i velfærdsstatens styring – og at vidensbasen 

udvikles efter dette, antagelig med større 

vægt på commodificerbar viden (medicinindustrien) 

og klinisk masseproduktion 

(behandlingsindustri, herunder begyndende 

udvikling af et internationalt marked). 

Men man kan også se tendenser til, at de 

behov, som ikke ret godt lader sig håndtere 

på grundlag af den eksisterende vidensbase, 

sætter sig igennem som folkekrav til et udvidet 

sundhedsbegreb og dermed en udvikling 

af nye vidensbaser. 

Det er klart, at sygeplejens professionalisering 

i høj grad er knyttet til en arbejdsmarkedsstrategi, 

som måske både kan ses 

som et krav om anerkendelse af et krævende 

arbejde og et krav om bedre løn. Men 

man skal jo heller ikke se bort fra, at det 

faktisk også er et udslag af sygeplejerskernes 

identifikation med deres særlige kompetenceområde 

og dertil hørende stræben 

efter at skaffe sig bedre uddannelse og mere 

selvstændighed og indflydelse i arbejdet. 

De arbejdsmarkedsmæssige og organisatoriske 

forhold må også her ses i samspillet 

med de to andre parametre eller dynamikker, 

den subjektivt livshistoriske og den videnssociologiske. 

Professionsviden og 

vidensdemokrati 

Professionskategorien er også forbundet 

med magt. Som udgangspunkt er denne autoritet 

begrundet i den realitet, der hedder 

at kunne noget som andre har brug for, 

men den samfundsmæssige institutionalisering 

legitimerer og “usynliggør” denne 

magt. I den professionsteori, hvor arbejdsfunktionen 

(pladsen i arbejdsdelingen) er 

det definerende udgangspunkt, fremstår 

denne ofte(st) som en hypostasering af en 

bestemt historisk bunden arbejdsfunktion, 

så den fremstår som “naturlig”, “genstandsbegrundet” 

og eviggyldig. Det giver 

samtidig legitimiteten både til den relativt 

store autonomi i arbejdstilrettelæggelsen, 

og autoritet i forhold til andre medarbejdergrupper 

såvel som i forhold til brugere. 

Det er kernen i den samfundsmæssige delegation 

til professionerne. Nu bliver denne 

professions-delegation i stor stil trukket tilbage 

– vi skal have skoleledelse i stedet for 

lærerråd, DjøF’ere på hospitalerne osv. – 

m.a.o. betros kvalitetsudvikling og rationalisering 

ikke længere til de professionelle – i 

hvert fald ikke de hidtidige professionelle 

(Weber, 2002). Men det er jo ikke nødvendigvis 

det samme som at den reelle behovsog 

kompetencerelation er ændret, eller 

ændret på samme måde. I praksis er det 

snarere et rodsammen af ændrede behov, 

ændrede opfattelser af behov, ændrede 

kompetencer, kritik af professionernes 

praksis og bestræbelsen på at holde sammen 

på legitimiteten i en organisation eller 

institution (Filander 2003). 

I alt dette er den professionelle identitet 

forbundet med den autoritet, der opfattes 

som sagligt begrundet, og en ansvarlighed, 

der ligeledes er funderet i overbevisningen 

om at vide og kunne noget som “de andre” 

ikke kan og har brug for. Og over for det 

den mere eller mindre skeptiske position, 

der problematiserer magt og autoritet generelt 

eller betvivler dens udøvelse på konkrete 

områder. Det er ikke kun en legitimitetskrise, 

det rejser også et interessant demokratiproblem 

og giver måske også muligheder 

for nye forestillinger om demokratisering 

af arbejdslivet. 

Når professionens autoritet anfægtes, 

indskrænkes det autonome spillerum for 

den professionelle som regel. I bedste fald 

giver det anledning til nye kommunikations- 

og forhandlingsformer, hvor den vidensspecialiserede 

professionelle skal forklare 

sig og begrunde sin autoritet på ny. 


Under alle omstændigheder omdefineres 

arbejdspladsrelationen fra en struktur med 

et indre kollegialt eller individuelt spillerum 

til et samspil mellem dette og professionseksterne 

interesser. Magtforholdet bliver 

sat til forhandling. I værste fald – hvilket 

ofte indtræffer i praksis – betyder det, at 

der i stedet for professionel autonomi indføres 

temmelig autoritære managementmetoder 

eller markedsmekanismer. 

Den spændende udfordring bliver her at 

forbinde det fortsat eksisterende vidensoverskud/specialisering 

med de interesser 

og indsigter, som brugere og andre repræsenterer. 

Sandt at sige er professioner jo 

ikke primært vidensoverskud, de er primært 

legitimitetsoverskud knyttet til institutionaliseringen. 

Når problematiseringen 

af legitimiteten tager til, opstår der grundlag 

for en erfaringsudveksling mellem professionel 

ekspert og læg bruger eller kollega. 

Samtidig er professionaliseringen jo 

også faktisk udtryk for et vidensunderskud. 

Den vidensbaserede kompetence er også 

udtryk for en tilpasning af realitetsforståelsen 

og opgaven til det, som den professionelle 

kan klare. En bio-medicinsk diskurs 

gør det muligt at definere patientens problem 

som det problem, som lægen kan gøre 

noget ved. Ved at kigge på hverdagslivet i 

professionerne under synsvinklen, at det 

også er forsvarsmekanismer over for en 

overvældende og uløselig opgave, får vi 

empirisk mulighed for at finde frem til nogle 

af de områder, hvor den professionelle 

har en latent, bevidst eller ubevidst, mulighed 

for at lære af sit praktiske arbejde og af 

omgangen med sine brugere. Det at magten 

sættes til forhandling, at der åbnes for 

en ny dialog mellem den specialiserede viden 

og den berørte bruger, kan altså samtidig 

rumme nogle muligheder for at øge den 

professionelles realistiske spillerum, selvom 

hans fagligt monopoliserede magt umiddelbart 

indskrænkes. Vidensdemokratiseringen 

repræsenterer for de professionelle 

og andre vidensarbejdere en mulighed for 

at udvikle en ny form for demokratisering 

af arbejdet. 

Professionsidentiteten – den subjektive 

identifikation med bestemte kompetencer 

og vidensområder – anskueliggør en subjekt-objekt-dialektik 

i forholdet mellem 

subjekter, arbejde og viden, som er afgørende 

for overvejelser for forståelsen af, hvordan 

det er at leve i et mere eller mindre vidensbaseret 

samfund overhovedet og herunder 

i særdeleshed for at forestille sig en 

demokratiske samfundsudvikling i et samfund 

med specialiseret og monopoliseret 

viden. Viden var i professionerne forbundet 

med et “politisk mandat”, og derfor belyser 

de også det prekære spørgsmål i et arbejdsdelt 

samfund, om hvordan specialistviden 

kan demokratiseres uden at forsvinde. 

Professioner og arbejdsliv 


Har vi så med denne model afskaffet professionsbegrebet? 

Man kan måske sige, at vi 

har muliggjort en relativering af det. De 

klassiske professioner kan bestemmes som 

en bestemt historisk konstellation af betingelser 

i hver af de parametriske felter: Nogle 

institutionelt veldefinerede arbejdsfunktioner, 

en institutionaliseret faglighed og 

nogle personer, der inkorporerer forbindelsen 

mellem dem i deres person. I stedet for 

definitorisk og normativt at tale om professioner 

i en klassisk forstand kunne man tale 

om professionalisering i den mere relative 

forstand, at det er en proces i en række dimensioner 

(klarere arbejdsdeling, videnskabeliggørelse/definering 

af vidensbase, øget 

formel regulering af adgangen til et arbejdsområde, 

organisering og kollektive/kollegiale 

etiske reguleringer af praksis og ansvar) 

– og derfor tilsvarende om afprofessionalisering. 

Modellen giver en hensigtsmæssig ramme 

for analyse af de faktiske professioner.

Professioner kan stadig erkendes som historiske 

fænomener, som er knyttet til moderniseringsprocessen, 

som eksponerer dennes 

udvikling inden for forskellige områder, og 

som tilspidser nogle af moderniseringsprocessens 

dilemmaer. Men den gør det muligt 

at stille spørgsmålet om professionernes 

fremtid konkretiseret og i historisk kontekst: 

Hvilke professioner kan udvikles, og 

hvilke vil opløses? Hvem kan blive professionelle? 

Hvordan bliver de det? Det afhænger 

af samspillet mellem samfundsmæssig 

arbejdsdeling og arbejdsorganisationer, vidensdomæner 

og de professionelles erfaringer, 

læreprocesser og identifikationer på 

den anden side. Den skitserede teoretiske 

og analytiske rammemodel er egnet til at 

afdække dette samspil. 

Samtidig kan professionsanalysen levere 

nogle konkrete og områdespecifikke bidrag 

til analysen af de almene udviklingsprocesser, 

som er skitseret i forbindelse med de tre 

parametre. I forhold til arbejdslivsforskningen 

repræsenterer modellens tre parametre 

et forslag om at styrke interessen i det empiriske 

felt for spørgsmål vedr. den subjektive 

erfaring og livssammenhæng – det er en 

gammel brist i arbejdslivsforskningen (Salling 

Olesen & Weber, 2001) – samt spørgsmål 

vedrørende viden og indholdsmæssig 

udvikling af viden og fag. 

Konkret kunne man pege på nogle enkelte 

problemstillinger og dimensioner, som 

umiddelbart kunne inspireres gennem studiet 

af professioner: 

Vidensdimensionen, eller arbejdets processuelle 

afhængighed af viden og kund- 

skab, både i forhold til definitionen af arbejdsopgaver 

og arbejdsdeling, udformningen 

af arbejdsprocessen, teknologier 

og arbejdsdeling 

Erfaring og læreprocesser på arbejdet som 

selvstændige subjektive dynamikker, der 

ikke kan begribes i arbejdssociologiske og 

-organisatoriske kategorier (alene), men 

må forstås i sammenhæng med arbejdernes 

livshistoriske erfaringsdannelse 

Identitetsdimensionen, arbejdets subjektive 

betydning for dets udøvere, og kulturelle 

forudsætninger og ressourcers betydning 

for arbejdet – man kunne kalde 

det spørgsmålet om arbejdsidentiteter og 

deres sammenhæng med kulturelle forhold 

iøvrigt 

Demokratidimensionen, som umiddelbart 

handler om det at se participation i 

arbejdet og om komplekse relationer og 

interessemodsætninger mellem arbejdere 

indbyrdes, men i anden omgang måske 

især spørgsmålet om arbejdets demokratiske 

betydning – hvad sociale interesser 

overhovedet er, og hvordan de gøres gældende. 

Det er klart, at disse dimensioner – som 

også kunne kaldes en kognitiv eller videnssociologisk, 

en socialpsykologisk, en kulturel og 

en politisk – ikke udgør nogen udtømmende 

dimensionering af arbejdslivsfeltet. Men de 

er indbyrdes forbundne refleksionsakser i 

forståelsen af subjektive og samfundsmæssige 

dynamikker i arbejdet. 


NOTER 

1. Som et led i projektet “Know-ing” med støtte 

fra Dansk Ingeniørforbund gennemførte en 

forskergruppe dybtgående interviews med ca. 

20 ingeniører (se Christensen & Buch 1999) 

2. Jeg udelader her en nærmere teoretiske diskussion 

af identitetsbegrebet og specielt arbejdsidentitet. 

Jeg har fremlagt nogle ideer 

om dette i anden sammenhæng (Salling Olesen/Weber, 

2001, med kritisk reference til 

Eriksson 1968, og Volmerg 1978). Jeg forstår 

professionel identitet som særlige subjektive 

processer, der indebærer identifikation med 

kombinationen af en nogenlunde veldefineret 

diskursiv størrelse, visse stereotypiserede 

REFERENCER 

Buch, A. (1999): In search of the lost Engineer 

Identity, i Adult Education and the Labour 

Market V, Copenhagen, Roskilde University 

Press and ESREA. 

Bowker, C.G. & S.L. Star (1999): Sorting Things 

out, Cambridge, MIT Press. 

Christensen, Tania & Anders Buch (red.) (1999): 

Ingeniørliv – otte fortællinger, København., Ingeniørforbundet 

i Danmark. 

Erikson, Erik H. (1968): Identity, Youth, and 

Crisis, NY, Norton. 

Filander, K. (2003): Work Cultures and Identities 

in Transition, Making Sense of the Managerial 

Turn in the Public Sector, Graduate School in 

Lifelong Learning Dissertation Series, Roskilde, 

Roskilde University Press. 

Foucault, M (1972): The Archaeology of Knowledge, 

orig. 1971, NY, Pantheon. 

Gibbons, Michael, et al. (1994): The new production 

of knowledge – the dynamics of science and 

research in contemporary societies, London, 

Sage. 

Hellberg, I. (1985): Professionaliseringsprocessens 

forutsättninger, i D. Broady (ed.): Professionaliseringsfällan, 

Stockholm, Carlssons. 

Hjort, K. (2001): Moderniseringen af den offentlige 

sektor, Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag. 

Hjort, K. (red) (2003): De professionelle, Frederiksberg, 

Roskilde Universitetsforlag. 


eller mytologiske praksiserfaringer og tilhørsforholdet 

til gruppen. For så vidt dette arbejde 

i højere grad end andet arbejde engagerer de 

udførende og forudsætter dette subjektive engagement, 

så er det en særlig interessant subjekt-konstitution. 

For det andet repræsenterer 

professionerne samfundsmæssig viden. For så 

vidt professionerne repræsenterer særlige områder 

for kollektiv, subjektiv vidensopbygning 

og -udfoldelse er de politisk vigtige i et samfund, 

hvor viden konstituerer samfundsmæssig 

magt. Man kan derfor se studiet af konkrete 

professioner som en historisk og empirisk 

konkretiseret subjektivitetsforskning). 

Hollnagel, H. & Salling Olesen, H. (2002): Fra 

klinisk ekspert til reservedatter – Almen praktiserende 

lægers subjektive arbejdsbetingelser 

og arbejdsidentiet, Projektbeskrivelse, 

(http://www.ruc.dk/inst10/forskningsprojekter/professionsidentitet/). 

Hølge-Hazelton, B. (2003): Feminisering af almen 

lægepraksis?, i Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 

4, 5. årg. 

Kerosuo, H. & Y. Engeström: Boundary Crossing 

and learning in creation of new work practice, 

i Proceedings from 3 rd International Conference 

of Researching Work and Learning, Tampere 

University. 

Latour, Bruno, & S. Woolgar (1979): Laboratory 

Life – The Social Construction of Scientific Facts, 

Beverley Hills, CA, Sage. 

Mallet, S. (1969): La Nouvelle Classe Ouvriére, Paris, 

Eds. Seuill. 

Salling Olesen, H. (2000): Professional Identity as 

Learning Processes in Life Histories, Roskilde, 

Papers from the Life History Project 12. 

Salling Olesen, H. (2001): Professional Identity 

as Learning Processes in Life Histories, Journal 

of Workplace Learning, Vol. 13, Issue 7/8. 

Salling Olesen, H. (2003): Work, Identity and 

Learning, i C.H. Jørgensen & N. Warring 

(eds.): Adult Education and the Labour Market 

VII, ESREA/Roskilde University Press. 

Salling Olesen, H. m.fl. (1998): Modernisering –

Kvalificering – Professionalisering, Voksen- og 

efteruddannelsens betydning for FTF-medlemmer 

– Sammenfatning af undersøgelserne, FTF 

1998. 

Salling Olesen, H. & D. Gannik (2002): En profession 

under pres – Brugerperspektiv, kvalitet 

og udvikling af den almene praksis, i 

Månedsskrift for praktisk Lægegerning, no. 2, 

2002, s. 149-160. 

Salling Olesen, H. & K. Weber (2001): Space for 

experience and learning – Theorizing the 

subjective side of work, i K. Weber (ed.): Experience 

and Discourse, Frederiksberg, Roskilde 

University Press. 

Sarfatti-Larson, M. (1977): The Rise of Professionalism, 

University of California Press. 

Volmerg, Ute (1978): Identität und Arbeitserfahrung 

– Eine theoretische Konzeption zu einer 

Sozialpsychologie der Arbeit, Frankfurt, Suhrkamp. 

Weber, K. (2002): Professionsuddannelserne i 

vadestedet, i Social Kritik, no.81. 

Henning Salling Olesen, professor ved Institut 

for Uddannelsesforskning (Institut 

10) på Roskilde UniversitetsCenter. 

e-mail: hso@ruc.dk

Professioner som (trold)spejl for arbejdet i den ... - Nyt om Arbejdsliv

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?