Kalkmalerier - Grundejerforeningen Taarnborg

Scenen kan måske ses som en afspejling af underholdningen ved datidens spiseorgier – eller det
kan, som tidligere antydet, afspejle pauserne i de middelalderlige kirkespil, hvor man viste farcer
med gøglere og ofte meget grovkornede løjer.
Der var for senmiddelalderens folk intet anstødeligt i de menneskelige udtømninger ved siden af
selveste Nadveren.
I midten af alt dette sidder, som nævnt, Jesus og disciplene. De er samlet omkring et lille bord,
dækket med tallerkener, brød, krus og en lammekølle, som hovedret. Jesus sidder i midten med den
store, fremtrædende glorie. Manden i forgrunden af billedet, uden glorie, er Judas. (Glorien var en
måde, hvorpå maleren fortalte beskueren, at det var en hellig skikkelse, det drejede sig om).
Manden lige til venstre for Jesus har tidligere haft en tydelig glorie – men den er næsten forsvundet
i tidens løb.
Måltidet
Den sidste aften, da Jesus godt vidste, at han ville blive taget til fange, blive hånet, pisket til blods,
spyttet på og hængt levende op på et kors, spiste han for sidste gang et aftensmåltid sammen med
sine disciple. Det var ved påskens begyndelse.
…
Så tog Jesus et brød og knækkede det i tolv stykker og gav dem hver et stykke og sagde: ”Sådan skal
min krop brydes i stykker.” Og han tog noget vin og løftede bægeret, som alle skulle drikke af, og
sagde: ”Ligesom jeg giver jer vinen, giver jeg jer også mit blod.”
Nu plejede man at dyppe brødet i et fad med spiseolie, ligesom vi kommer smør på brødet. I de
varme lande ville smørret smelte, så derfor dypper man brødet i olie i stedet for. Alle dyppede deres
brød i samme fad. Lige fra de allerældste tider har et måltid betydet mere end bare det at spise
sammen. Et måltid, man spiser sammen, betyder også, at man hører sammen; ligesom en familie,
der sidder sammen rundt om bordet. Man spiste det samme brød og drak den samme vin og blev
forbundet med hinanden.
Men Jesus sagde denne sidste aften, han var sammen med dem: ”En af jer, som sidder her og spiser
sammen med mig, vil forråde mig.” De tolv blev meget kede af det og begyndte at spørge ham:
”Herre, det er vel ikke mig?” Han svarede dem: ”Det er ham som dypper sammen med mig i fadet
lige nu.”
De første kristne gentog den sidste aften hver gang, de var sammen. I gamle dage hed
aftensmåltidet nadveren, og når de kristne gentager nadveren, så er det fordi, Jesus igen er den,
som deler brødet og vinen ud til alle, der kommer. En arbejder fik på Jesu tid kun ét brød og ét
bæger vin – det var altså det, han levede af. Men selv om man er mæt, er der noget, der er ligeså
vigtigt: at man er elsket, og at kærligheden ikke forandrer sig. Nadveren er et billede på, hvordan
Jesu kærlighed dengang var den samme over for dem, der svigtede ham – ligesom den i dag er den
samme, når vi får brødet og vinen og hører hans levende ord: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende.”
Nadveren kaldes fra de ældste tider også for kærlighedsmåltidet. Og ligesom Jesus den sidste aften
sad ved bordet, før han blev ført bort til korsfæstelse og død, sådan er han nu usynligt til stede som
den Opstandne, når hans ord lyder, mens brødet og vinen deles i kirken.
28