Kalkmalerier - Grundejerforeningen Taarnborg

13. SMØRUM KIRKE - Mand spiser sig selv - og grove løjer
INDLEDNING
Kalkmalerierne i Smørum kirke er sengotiske billeder fra ca. 1500. Malerierne fra denne periode er
knap så farvestrålende, som man kan finde det blandt nogle af de øvrige danske kalkmalerier.
Farverne indskrænker sig hovedsageligt til rødt, sort og gråt. Men denne begrænsning i farvevalg
opvejes så absolut af livfuldhed i tegning!
Det myldrer med personer ind og ud, for og bag, oppe og nede, imellem hinanden. Alle dagliglivets
træk er kommet med i de hellige billeder – som f.eks. at træde af på naturens vegne..
Disse træk fra hverdagslivet er ikke udtryk for uærbødighed for det hellige – tværtimod er de tegn
på en dyb indleven i de hellige begivenheder, der opfattes som så aktuelle, at de lige så godt kunne
være foregået på ens egen tid.
Et andet kendetegnende træk er menneskelivets laster (såsom vellyst, frådseri etc.), som fremstilles
så realistisk og til tider så saftigt, at man nogle steder har ment, at de ikke hørte hjemme i et
kirkerum i dag, og har ladet dem overkalke – dog ikke i Smørum, hvor den grovkornede fantasi har
frit spil i malerierne.
Narre og gøglere optræder også mange steder i billederne, en gang imellem sådan, at de synes at
vrænge ad de fromme billeder. Dette fænomen kan forklares, hvis vi opfatter dem som gengivelser
af de ”manege-klovner”, der med grovkornede løjer udfyldte pauserne i middelalderens hellige
kirkespil. Disse indgik især ved de store højtider i gamle dage, hvor man opførte man kirkespil, dvs.
skuespil, hvor amatørskuespillere opførte de bibelske fortællinger. Disse kirkespil er der flere
vidnesbyrd om i kalkmalerierne i Smørum kirke.
BILLEDSAMTALE
Mand spiser sig selv
I toppen af en hvælvkappe ses en nøgen mand med en stor
fladtrykt næse og en kæmpe mund.
Han står med et drikkekrus i højre hånd og i venstre hånd
holder han noget, som han er ved at æde.
Faktisk har han taget fat i sin egen mave og trukket den op
til munden, så den næsten ligner en skank, og er begyndt
at spise af den.
Måske er mandens mærkelige handling; at spise sig selv –
et tegn på dødssynden grådighed? Eller måske er det bare
en karikatur af en rigtig ædedolk?
Under alle omstændigheder er motivet et typisk eksempel
på, hvordan man i middelalderen ikke skelnede skarpt
imellem den etablerede religiøse kunst og den rige
folkelige forestillingsverden.
Dele af kalkmalerierne har ikke meget at gøre med
bibelfortælling, men fortæller os derimod noget om datidens livssyn.
26