Peter Wang, Elementærfunktionsharmonik - dym.dk

144
gen gribes man igen og igen af trangen til at
høre hore den musik, der omtales eller behandles.
Noget bedre skudsmål skudsmil kan man næppe na:ppe give
denne nye musikhistorie.
Claus Røllum-Larsen
Rßllum-Larsen
Peter WaIW: Elementær Elementa:r funktionsharmonik på pa
grundlag af den enkle fIrstemmige frrstemmige sats.
EIWst'rØm EIWstnIm & Sødring, Sndring, København KfJbenhavn I993. I29 s.
Noder. ISBN 878709I-58-5. Kr. 12k.
Peter Wang er med sin lærebog i den elementære
funktionsharmonik kommet et snart længe følt
savn imøde. Den funktionsharmoniske teori
stammer jo fra Hugo Riernann, som i 1870erne
påbegyndte opbygningen af systemet. Ved hans
død i 1919 forelå der adskillige skrifter om emnet
fra hans hånd. Her i landet blev denne teori indført
af Finn Høffding omkr. 1930 og for første
gang udmøntet i pædagogisk form i hans Harmonilære.
I Den er en lærebog "efter Riernann",
dvs., at den ikke overtager Riernanns tanketunge
og tildels uhåndterlige teorisystem i dets helhed,
men søger at gribe essensen af hans syn på den
dur-moll-tonale harmonik og udmynte den i en
mere tilgængelig lærebogsform. Det samme kan
siges om adskillige andre harmonilærebøger siden
1920; ja i 1970 kunne Renate Irnig udsende
sin bog om funktions betegnelser i harmonilærebøgerne
siden Riemann2 Peter Wang er med sin Ia:rebog iden elementa:re
funktionsharmonik kommet et snart Ia:nge folt
savn imode. Den funktionsharmoniske teori
stammer jo fra Hugo Riemann, sam i 1870erne
pabegyndte opbygningen af systemet. Ved hans
dod i 1919 forela der adskillige skrifter om emnet
fra hans hilnd. Her i landet blev denne teori indfort
af Finn Hoffding omkr. 1930 og for forste
gang udmontet i pa:dagogisk form i hans HarmoniLere.I
Den er en Ia:rebog "efter Riemann",
dvs., at den ikke overtager Riemanns tanketunge
og tildels uhilndterlige teorisystem i dets helhed,
men soger at gribe essensen af hans syn pa den
dur-molI-tonale harmonik og udmynte den i en
mere tilga:ngelig Ia:rebogsform. Det sarnme kan
siges om adskillige andre harmonila:reboger siden
1920; ja i 1970 kunne Renate Irnig udsende
sin bog om funktionsbetegnelser i harmonila:rebogerne
siden Riemann - det er en bog på 281
sider! Det er navnlig den såk. "duale" mollteori
(underklangsteorien) og Riernanns dissonansteori,
der har haft svært ved at glide ned hos de
fleste - og ikke uden grund. Men den lysende
tanke, at harmonikken i dur og moll ikke er beskrevet
fYldestgørende med trinbetegnelser, men
at der til grund for akkordfølgerne ligger en harmonisk
,)ogik" med grundaksiom i den tonale
kadence, den fængede og har siden vundet udbredelse
navnlig i tysk og skandinavisk harmonilæreundervisning,
omend ikke hos alle.
Resultatet af "efter-Riemann"-situationen er,
at de enkelte lærebøger og de enkelte lærere mere
eller mindre har kørt deres egne funktionsharmoniske
løb med egne løngange og
smutveje. I 1976 påbegyndte Høffding en større
og mere systematisk Harmonilære, hvoraf dog
desværre kun I. del foreligger. 3 Allerede 15 år tidligere
havde imidlertid Høffding-eleven Svend
Westergaard udsendt sin Harmonilære,+ som nok
er den, der har været mest brugt i de senere år
2 - det er en bog pa 281
sider! Det er navnlig den silk. "duale" mollteori
(underklangsteorien) og Riemanns dissonansteori,
der har haft sva:rt ved at glide ned hos de
fleste - og ikke uden grund. Men den Iysende
tanke, at harmonikken i dur og moll ikke er beskrevet
f)rldestgorende med trinbetegnelser, men
at der til grund for akkordfolgerne ligger en harmonisk
,)ogik" med grundaksiom i den tonale
kadence, den fa:ngede og har siden vundet udbredelse
navnlig i tysk og skandinavisk harmoni­
Ia:reundervisning, omend ikke hos alle.
Resultatet af "efter-Riemann"-situationen er,
at de enkelte Ia:reboger og de enkelte Ia:rere mere
eller mindre har kort deres egne funktionsharmoniske
lob med egne longange og
smutveje. I 1976 pabegyndte Hoffding en storre
og mere systematisk HarmoniLere, hvoraf dog
desva:rre kun I. dei foreligger. 3 Allerede 15 är tidligere
havde irnidlertid Hoffding-eleven Svend
Westergaard udsendt sin Harmoni!&re,+ som nok
er den, der har va:ret mest brngt i de senere är
Anmeldelser
(selvom parallel- og stedfortræderbegreberne stedfortra:derbegreberne her
desværre desva:rre ikke holdes adskilt).
Det er denne fra Høffding Hoffding udgåede udgaede "danske"
version af den Riemann'ske funktionslære funktionsla:re man
fInder finder videreført viderefort i P.Ws lærebog. Ia:rebog. Den er udtrykkeligt
betegnet som sam elementær elementa:r og indskrænker indskra:nker
sig da også ogsa til ovelser øvelser i fIrstemmig firstemnli.g sats. Udgangspunktet
er de enkle tonale kadencer i dur og moll
og de spændingsforhold, spa:ndingsforhold, man kan konstatere inden
for dem. Herfra Herfta skrides der til en omhyggelig
forklaring af, hvad der ligger i begrebet affinitet,
på pa basis af kvintslægtskab kvintsla:gtskab og ledetoner med
udgangspunkt i partialtonerækken partialtonera:kken (som også ogsa
pryder omslaget), altsammen altsarnmen fulgt op af enkle
spilleøvelser. spilleovelser. Her støder stoder P.W - som alle andre -
panden mod mollproblemet, men smutter elegant
udenom med en bemærkning bema:rkning om, at man
natnrligvis naturligvis kan fordybe sig teoretisk i musikkens
fænomenologi fa:nomenologi - men man kan også ogsa lade være. va:re.
Og Og det gør gor han så. sa. Med forskrifter for intervalbrugbrng
og dissonansbehandling slutter så sa indledningen.
I kap. I gennemgås gennemgäs treklangene og deres omvendinger,
stillinger, beliggenheder og fordoblinger,
og stemmeføringsreglerne stemmeforingsreglerne introduceres tillige
med slutningerne. I det følgende folgende kapitel
introduceres de dissonerende toner i D7 og S6
og deres ufuldkomne former samt Sn. Sno Forudholds-,
gennemgangs- gennerngangs- og atledningsakkorder
afledningsakkorder
bringes på pa bane, og der vises endelig en harmonisering
af en "koralperiode", som den kaldes5 kaldes5 -
dvs. ftem til den første forste fermat. Kap. In lIT viser med
udgangspunkt i kvintskridtsekvensen brugen af
bidominanter inel. incl. den kvintaltererede vekseldominant.
Endelig i sidste kapitel diskuteres harmonisering
af de følgende folgende "perioder", og der
sluttes med nogle mønsterharmoniseringer monsterharmoniseringer samt
en række ra:kke opgaver.
Som Sam man vil vii forstå, forscl, er der tale om en pædagopa:dagogisk særdeles sa:rdeles omhyggeligt tilrettelagt fremstilling,
som holder sig strengt til sit emne, ernne, en fremstilling
hvor hver detalje forklares, eksemplifIceres
eksemplificeres
og følges f01ges op af ovelser. øvelser. Hver sten på pa vejen bliver
vendt. Hvis brugeren ikke lærer Ia:rer fIrstemmig firstemmig harmonisering,
er det ikke bogens skyld. Det skulle
derfor være va:re en bog, som enhver teorilærer, teorila:rer, der
underviser i funktionsharmonik, må ma gribe med
kyshånd kyshilnd - hvis han, vel at mærke, ma:rke, kan erklære erkla:re sig
enig i de udlægninger udla:gninger og begreber, sam som pra:senpræsenteres. Her støder stoder man imidlertid irnidlertid på pa den omtalte "efter
Riemann"-situation. Hvor enige de enkelte
undervisere end måtte matte være va:re i funktionslærens
funktionsla:rens
grundlæggende grundla:ggende principper, ligeså ligesa forskelligt kan

146
ren kvint, f.eks. s. 62 og 63. Det gør g0r jeg ikke. P.W
mener også, ogsa, at man kan anvende den formindskede
septimakkord i "grundstilling", dvs. den
ufuldkomne ufuldkornne D-noneakkord med tertsen i bassen,
s. 88. Det mener jeg er betænkeligt. beta:nkeligt. Det resulterer
også ogsa i de for mig at se ikke tilladelige kvintparaIleller
(eks. 3a), hvis man ikke passer på pa at
lade tenoren springe ned og kvintfordoble
opløsningsakkorden opl0sningsakkorden (eks. 3b), og det gør g0r P. W
ikke. I det hele taget mener jeg, at loven om
stemmeføring stemmef0ring "ad nærmeste na:rmeste vej" praktiseres vel
rigoristisk. Det kan f.eks. føre f0re til et mønsterm0nstereksempel som her gengivet (eks. 4a), hvor man
havner på pa en treklang med to grundtoner og to
tertser - for mig at se et misfoster. Dette så sa meget
desto mere som den formindskede treklang med
,,kvinten", ,,lcvinten", altså altsa D-septimen, i sopranen altid bør bor
fordoble denne, netop af hensyn til videreførelvideref0relsen (eks. 4b). - Det virker også ogsa forvirrende, at
både bade harmoniske trin og meloditoner betegnes
med romertal. Og til sidst et naivt spørgsmål: sp0rgsmal:
skal skai en koralmelodi nødvendigvis mJdvendigvis have fire "perioder"?
Der er således saledes rigeligt stof til diskussion, når nar
man går gär ned i detaljerne. Det bør bor dog ikke fordunkle
glæden gla:den over at have en up-to-date og vel
tilrertelagt lærebog Ia:rebog i funktionsharmonik som
uddannelsesgrundlag for musikstuderende, thi -
som P.W siger i et efterskrift - "vejen fra den
enkle koral til den stort anlagte symfoni er kortere,
end man skulle tro." Og det gælder ga:lder navnlig,
når nar der analyseres på pa funktionsharmonisk grundlag.
Mit råd räd til kollegerne kollegeme skal skai derfor være: va:re: Brug
bogen - men med et gran salt.
Jan Maegaard
Noter
I. Wilhelm Hansen, København K0benhavn 1933.
2. Renate !mig, Imig, Systerne Systeme der Funktionsbezeichnung
in den Harmonielehren seit Hugo Riemann
(Orpheus-Schriftenreihe zu Grundftagen der
Musik Bd. 9). Verlag der Gesellschaft zur
FOrderung Förderung der systematischen Musikwissenschaft,
Diisseldorf Düsseldorf 1970.
3. Wilhelm Hansen, København K0benhavn 1976.
4. Wilhelm Hansen, København K0benhavn 196i.
5. I formlæren formla:ren bruges betegnelsen betegneIsen i en anden betydning.
6. Begrebet forekomnler forekornnler i Walter Pistons Har­
I1UIny (3. udg., New York 1962), men der i en anden
betydning.
Plader
Anmeldelser
Dietrich Buxtehude: Orgelværker. Orgelva:rker. Inge
Bønnerup. Bunnerup. Danacord DACOCD 38I-386. (6
CDer).
Dietrich Buxtehude: Orgelværker. Orgelva:rker. Ulrik Spang­
Hanssen. Paula PACD 68-73- (6 CDer).
Det kan diskuteres, om Buxtehude var så sa meget
dansker, at der skulle eksistere en særlig sa:r1ig forpligtelse
for danske organister til at spille hans
værker. va:rker. Men at Buxtehude er en af det 17. årarhundredes betydeligste musikalske personligheder,
og at det overleverede repertoire må ma
fængsle fa:ngsle os ved sine kunstneriske kvaliteter, froftodigheden og den store variation og bredde, er
der næppe na:ppe uenighed ucnighed om. Vi overraskes ikke
over, at allerede den unge J.S. Bach måtte matte
glemme tid og sted, da han i Liibeck Lübeck mødte moote
den blodrigdom og fantasi, som gennemstrømmedestr0mmede
den gamle organists orgelspil.
Dansk orgelkunst har desuden et fornemt
internationalt ry, som orgelbyggere og organister
kan dele ansvaret for, og netop Buxtehudes
orgelmusik har i snart mange generationer væva:ret et felt, feit, hvor deres interesser mødtes m0dtes og
frugtbare diskussioner blev ført. f0rt. Mens Buxtehude-forskningen
i vidt omfang har været va:ret et
internationalt anliggende, tør t0r man vel sige, at
danske organister gennem deres praksis på pa
danske orgler har skabt en smuk og anerkendt
tradition for udførelse udf0relse af denne del af den historiske
arv. Det er selvfølgelig selvf01gelig ikke tilstrækketilstra:kkeligt Iigt til, at et projekt som en samlet indspilning
af alle værkerne va:rkerne lader sig gennemføre. gennemf0re. Der skal skai
mange andre lykkelige Iykkelige omstændigheder omsta:ndigheder til, og
det er derfor lige så sa imponerende, som det er
glædeligt, gla:deligt, at der nu foreligger hele to samlede
danske CD-indspilninger af orgelværkerne.
orgelva:rkerne.
Inge Bønnerup B0nnerup spiller på pa orglerne i Sorø Sor0
kirke, Jægersborg Ja:gersborg kirke samt hoved- og
kororglerne i Grundtvigs kirke og Trinitatis
kirke, altså altsa på pa orgler, der alle er bygget af
Marcussen & Søn S0n eller af Poul-Gerhard Andersen.
Der ligger vel allerede i disse valg en indikation
af hendes holdning til den tradition, der
rækker ra:kker tilbage til den danske orgelbevægelses
orgelbeva:gelses
pionerer, til Finn Viderø, Vider0, en af dens største st0rste
skikkelser, og til hans mindeværdige mindeva:rdige samarbejde
med orgelbygger Sybrand Zachariassen
hos firmaet Marcussen & Søn, S0n, hvor også ogsa P.-G.
Andersen oprindeligt virkede.