10. Den polyfone bevidsthed (1990) - Sven Erik Werner

Den polyfone bevidsthed
Interview
(1990)
Per Nørgård, i dag 58 år og fædrelandets p.t bedste bud på en megastjerne på
kompositionsmusikkens firmament, har i et par generationer været omstridt, forkætret, beundret,
forhadt og (for)elsket – alt efter hvilke miljøer man færdes i. Hans kunstneriske praksis og
indflydelse rækker langt ud over det musikalske og ind i det ontologiske, psykologiske, politiske og
sociale.
I et bidrag til den netop udkomne antologi Køn & verdensbillede (1990, red. Nynne Koch) leverer
han således et originalt opgør med den herskende og ofte livstruende enten-eller-tankegang ved at
foreslå, at verdens skakmattruende og -truede antipoder tvinges til at føre offentlige debatter med
modpartens argumenter. Hvor stor troværdighed makkerpar som Bush-Hussein, Shamir-Arafat eller
Gorbatjov-Jeltsin derefter ville have i behold, kunne ikke alene være interessant, men måske også
frisættende for mere konstruktive energier.
– Det ser ud til, at du har bevaret barnetroen og sansen for nærkontakt mellem liv og kunst?
"5. symfoni er skrevet direkte på min oplevelse af omverdenen, og jeg har åbenbart bevaret troen på
værdien af at udforske vores forhold til omverdenen, gå på opdagelse i de uendelig mange punkter,
hvor omverdenen formidler sig til os og omvendt."
Proces og interferens
– Du opererer ikke bare med høreoplevelser, men også med såkaldt transfer fra andre
erfaringsområder.
"Et enkelt, summarisk og lidt uansvarligt eksempel på transfer fra billedoplevelse til lydoplevelse
ville være at sige, at når vi ser, med en statistisk regelmæssighed, der gør det muligt at opleve faste
former. Inden for hørelsens domæne er vi nede i en nærbilledoptagelse af tingene. Hvor
omverdenens sensitive egenskaber kommer frem. Her spiller de små nuancer den afgørende rolle på
samme måde som i vores private eksistens. Fjernopfattelsen og næropfattelsen er lige vigtige – de
fungerer simultant som forudsætning for en nuanceret perception."
– Musik som mikro-tidsbilleder?
"Interessen for at være musiker må nødvendigvis være forbundet med interesse for mikroprocesser.
Et billede, et fotografi er et spor af et moment. Musikeren på sin side må være besat af spørgsmålet:
www.sven-erik-werner.dk 56

hvordan bliver det til? Altså af processen. Ethvert møde med en lyd er en mere eller mindre
bevidstgjort oplevelse, et nærbillede af denne proces, der i dag er uløselig knyttet til interferensen.
Jeg vil påstå, at enhver dagligdags høreoplevelse – af lyde, klange, rytmer, tempoforhold osv. –
indeholder et element af den interferens, der er et særkende for vores tid. I Stravinsky s Symfonier
for Blæsere finder vi udkomponerede eksempler på horisontal interferens og i Sibelius’ 5. symfoni
tilløb til mangelagsinterferens. Men egentlig befinder vi os stadig i forgården til denne fascinerende
og langtfra udforskede interferensverden. Min 5. symfoni er en slags forskning i
simultaninterferens, hvor både det horisontale og det vertikale mikroskoperes".
– Men også i interferensen på de overliggende planer: mellem linearitet og nonlinearitet, mellem
kontinuitet og diskontinuitet?
"Ja, der er ustandselig en 3-4-stemmig tempopluralisme i gang, hierarkisk ordnet som lag i en
skyformation, hvor lagene bevæger sig indbyrdes, og hvor jeg efter melodiske, klanglige og
rytmiske spilleregler fokuserer på forskydningerne, mens det ikke-samtidige, det spiralagtige,
kommer til udtryk som brud på spillereglerne. Eruptioner. Keglerne vælter Kaos. Det har været det
fascinerende og skræmmende ved at komponere værket, al dets på én gang hierarkisk ordnede og
spiralisk "forstyrrede" forløb skabte en permanent usikkerhedstilstand: hvor længe kan det blive
ved? hvor fører det hen? Eftersom der hele tiden er noget i gang, mens noget andet bliver til,
oplever man en konstant uro – hvor længe får det ene lov at køre, inden noget andet vælter hele
spillet, og alt må begynde forfra?"
Ud over kanten
– Dvs. at de enkelte gestalter peger ud over sig selv, ligesom det samlede forløb peger ud over sig
selv – og ud over kanten?
"Det er klart, at de forskellige gestalters indbyrdes konflikter ville kunne etablere en total feedback
situation, en kortslutning, hvor al samtale måtte forstumme. Det sker ustandselig på mikroplanet,
hvor man næsten ikke registrerer det, men det ligger hele vejen op gennem alle musikkens lag som
en latent katastrofemulighed. Det er ikke i sig selv særlig interessant. Det, jeg håber vil komme til
udtryk, er bevægelserne mellem katastrofepunkterne, den dialektik i vækstlagene, der indebærer
utallige andre muligheder end katastrofen. Det kræver en særlig mental lydhørhed hos musikerne
for begrebet interlocking, dvs. at kunne gøre rede for forskellige samtidige tempoforhold med hver
deres puls eller at kunne spille melodiske forløb i kvarttoneafstand. Vanskeligheden ligger ikke så
meget i at styre sin egen stemme som i at acceptere den samtidige tilstedeværelse af de andres
stemmer."
www.sven-erik-werner.dk 57

– For vi vil alle sammen helst fokuseres på én gestalt ad gangen. Eller sat på spidsen: at slippe
håndtagene og leve processuelt er besværligt, om ikke ligefrem ubærligt?
"Men nødvendigt, hvis vi ikke hele tiden vil havne i de umulige, fastlåste valgsituationer, vi daglig
konfronteres med både på den storpolitiske scene og i vores private tilværelse, hvor den latente
katastrofe jo også huserer."
– Det er åbenbart en lang læreproces. Siden den tidlige romantik har komponister ellers fokuseret
stadig mere på overgangene, altså processen – og stadig mindre på det, der engang skulle
formidles: temaerne, objekterne, de genkendelige gestalter – melodunterne. Sibelius' og Carl
Nielsens 5. symfonier er markante eksempler, der reflekterer hver deres udviklingstrin på vejen mod
den definitive processualitet. Men de reflekterer vel også krisen, smerten ved at måtte forlade
velkendte lokaliteter og landskaber?
"Skellet mellem Sibelius' 4. og 5. symfoni er for mig et af de største skel i musikhistorien. Hvor 4.
symfoni består af uformidlede klip mellem disparate billeder, er 5. symfoni underkastet strenge,
symmetriske ordningsprincipper, der resulterer i krystallinske, næsten fraktalagtige dannelser..."
– ….som ikke desto mindre søges integreret i en dynamisk, romantisk syntaks.
"Ja, men det lykkes jo. Krisen overvindes."
– Springet fra Carl Nielsens 4. til hans 5. symfoni hører også til de mere halsbrækkende?
"Det er springet ud i dialektikken. På alle planer. Der er verdener til forskel mellem de to
symfonier, ligesom der er verdener til forskel mellem 5. symfonis to satser. Nielsen blev ligefrem
rådet til og overvejede vist også at stryge 2. sats, hvad der ville have ufarliggjort hele projektet. 1.
sats' dramatiske formidling af konflikten mellem idyl og kaos, mellem melos og militær, bliver
langt stærkere i sin samlede kontrast til 2. sats."
– Altså 5. symfonier som grænseoverskridende engangsfænomener?
"Beethoven ikke at forglemme. I den forstand kan man jo godt forfalde til 5.-mytologi.
Skæbnesymfonien er efterhånden så nedspillet, at man næsten ikke kan høre den mere, men
alligevel er den stadig i hele sin konvulsiviske insisteren en helt enestående erfaring, som ikke kan
gentages eller bare følges op."
Den store Fortælling
– Carl Nielsens opdagelse af den komplementære sammenhæng mellem melos og militær, hans
insisteren på at bringe alle elementer sammen i en mangelaget, kaotisk kulmination, der indebærer
både katastrofe og frigørelse, må vel også stadig fascinere dig?
www.sven-erik-werner.dk 58

"Ja, som udtryk for den grundlæggende symfoniske erfaring: alt erindres, intet går ram forbi. Har
noget én gang været inden for erfaringskredsen, dukker det op igen på et eller andet tidspunkt."
– Symfonien som Den store Fortælling?
”Når partituret er færdigt, kan jeg spørge: hvad var det så for en historie, jeg fortalte? Jeg starter
ikke med at sige: den historie må jeg sør'me fortælle. Historien bliver til, mens jeg fortæller den".
– Det tager sin tid – du har været 4 år undervejs?
"Hvert af musikkens lag har sin egen kemi eller bakteriekultur, og jeg måtte først tilvejebringe hele
molekylestrukturen. Det er en langsommelig, men også utrolig fascinerende arbejdsproces. Dertil
kommer, at jeg jo også gerne ville have et overblik over processerne, så det ikke var dem, der
styrede mig. Det hele skulle jo gerne kunne slå lidt med vingerne."
– Folde sig ud i en konsistent, måske ligefrem forførisk form?
"Man kan blive lige så hypnotiseret af form som katten af kanariefuglen. For mig er det vigtigere,
hvad der fortælles. Jeg oplever efterhånden form som noget givet, næsten arketypisk, som jeg ikke
behøver at bruge større energi på."
Opdager mere end opfinder
– Det hænger meget godt sammen med, at du altid har betragtet dig selv mere som opdager end
som opfinder. Det har givet dig et noget mere afslappet forhold til tidens -ismer og deres forskellige
tekniske fristelser end de fleste af dine kolleger.
"De fleste -ismer kan betragtes som faser af den kollektivt fremadskridende perceptionsproces.
Hvad enten vi taler om manierisme, minimalisme, Cage's tilfældighedsoperationer eller
Ferneyhoughs neo-neo-neo-kompleksitet, har det noget at gøre med omverdensoplevelse,
perception. Man kan være uenig om midlerne, men dybest set drejer det sig om det samme: den
optimale udnyttelse af vores evner som erindrende og forudgribende væsener. Jeg ser de forskellige
-ismer som stationer i en fortløbende akkumulation af bevidstgørelse."
– Som har rødder i det klassisk-romantiske repertoire?
"Kun til en vis grad. Jeg fornemmer snarere, at vi står på et relativt tidligt stadium af en udvikling.
Jeg har derfor svært ved at tage den almindeligt udtalte depressivitet alvorligt. Den forekommer mig
overfladisk og mondæn, fordi den fokuserer på noget sekundært”.
– Efterkrigstidens forskellige tekniske fix har du ladt bag dig. Inklusive dine egne. Du har så at sige
smidt krykkerne for ikke at gå og falde i dem?
www.sven-erik-werner.dk 59

"Dem smed jeg for snart 10 år siden. Ligesom jeg i slutningen af 50’erne trådte ud af den nordiske
modalitet. Teknikker er netop modaliteter, redskaber til at opnå resultater. De må forfines – eller
forlades hvis de bliver for snærende. Men man kan egentlig ikke forkaste dem. De vil være til stede
som en slags kitinlag i éns senere udviklingsfaser."
Trapezer
– Du har altså ikke noget aggressivt forhold til dine egne eller andre tidligere erfaringer -
fejltagelser?
"Nej, jeg vil snarere sammenligne mig med en organist, der opdager flere og flere registre på sit
instrument."
– I det uendelige?
"Som i Kafkas novelle om trapezkunstneren, der efter at have henrykket folk i årevis pludselig
opdager, at han egentlig skal bruge to trapezer. Vi kan hele tiden bruge flere trapezer. Hvad skulle
det ellers handle om?"
– Kafkas trapezkunstner havde et henrykt publikum. Står dine krav om stadig mere fintmærkende
opmærksomhed ikke i skærende kontrast til tidens voksende uopmærksomhed?
"Det er en slags forskningsprojekt med fantasien som grundredskab. Jeg oplever et sært
skæbnefællesskab med den aktuelle hjerneforskning, der på mange måder opererer i det samme
grænseland. Og det er da min erfaring, at det optager flere og flere mennesker, at vi midt i vores
forspisthed står over for at kunne genopdage og forstå vores sansning. At se os selv som deltagere i
det helt enestående projekt: at være til. Musikken er den af de menneskelige udtryksmuligheder, der
bedst formår at skabe opmærksomhed om det projekt. Og det behøver ikke nødvendigvis de store
tilhørerskarer – i princippet angår det jo alle."
– Og det påvirker dig ikke, at nogle værker har større publikumsresonans end andre?
"Det oplever jeg som mere eller mindre tilfældigt. Selvom f.eks. Det guddommelige Tivoli er et
klart mere udadvendt nedslag af det samlede forskningsprojekt end f.eks. orgelværkerne, så
påvirker det ikke mine dispositioner afgørende."
Hypnose
– Med risiko for at det hele forbliver uhørt i den almindelige hypnotiske uopmærksomhed?
"Man kan vælge at satse på makroverdenen og blive f.eks. politiker – eller på mikroverdenen, dvs.
gå ind på de helt intime forudsætninger for det at være til. Så bliver man forsker, kunstner osv. Jeg
www.sven-erik-werner.dk 60

er helt overbevist om, at det, der sker i denne mikroverden, i høj grad er medbestemmende for,
hvordan makroverdenen arter sig. Det er ubestrideligt, at makroverdenen synes ramt af en kollektiv
hypnose, og at vi globalt står på randen af kortslutning, men samtidig prøver jo flere og flere af os
at bryde hypnosetilstanden. Ifølge Zen-buddhismen forløber en udvikling i tre faser: stilstand –
paradoks – chok. Enhver kan se, at vi befinder os i paradoksets fase. Om vi derefter skal glide over i
choktilstanden, bestemmer vi selv. Det afhænger af vores evne og vilje til bag om alle
chokfremmende medier at generobre og fastholde vores identitet. Hvem er vi?"
– Men medierne er vel også projektioner af os selv? Og de hypnotiserende kræfter er stærke. Især
pengestærke.
"Ja, og begynder vi at slås med dem, inden vi er nået ind til vores væsens kerne, forfølger vi kun
vores egen skygge."
Information 5.12.1990
www.sven-erik-werner.dk 61