september 2009.pdf - CBS OBSERVER

1 2
Der er en særlig stemning på
Institut for Finansiering. En rigtig
god stemning. Noget intimt og
noget venligt. En åben atmosfære.
Det, at det forholder sig sådan,
kan der være mange forklaringer
på. Alle i forskningsmiljøet er
optændt af den samme flamme.
Ledelsen har måske formået at
gribe det hele rigtigt an. Eller
skulle det være et ret stærkt fagligt
fællesskab blandt de mange matematik-økonomer?
Det er nok en samling af alle
faktorer, der har skabt dette unikke
miljø. De studerende er også glade
for det og for dets tre uddannelser:
Finansiering og Regnskab,
Finance and Strategic Management
og Applied Ecomics and Finance.
Senest er der kommet en ny eliteuddannelse
til. Den hedder
Advanced Economics and Finance
og vil have et optag på kun 25 personer
om året. Den er der store forhåbninger
til, da man derigennem
kan få nye ph.d.studerende.
Rejsen gennem støbeskeen
”Finansiel risikostyring” er egentlig
en sammenlægning af to projekter.
Professor og nuværende institutleder
David Lando var ankermand
bag et projekt om ”kreditrisikostyring”,
og professor og daværende
institutleder Carsten Sørensen stod
bag et andet projekt om ”dynamisk
porteføljestyring” (se nedenfor).
Begge troede, at det særlige høje
forskningsniveau kun kunne findes
inden for stærkt fokuserede
områder, og derfor søgte de hver
for sig. Men forskningsdekan Alan
Irwin anbefalede dem at lave et
mere generelt projekt, som kunne
komme hele instituttet til gode.
Det betød, at der blev plads
til professorerne Ken Bechmann,
Bjarne Astrup Jensen, Jesper
Rangvid og senest Søren Hvidkjær,
der blev hentet hjem fra udlandet.
Og plads til unge mennesker som
Peter Feldhütter og Anders Bjerre
Trolle. Begge blev ansat som post.
doc., men den sidstnævnte er
allerede videre i et attraktivt job i
Lausanne.
Der er rift om ph.d.’erne fra instituttet,
og de hjælpes til udlandet af
Carsten Sørensen og ikke mindst af
David Lando, der selv er ph.d. fra
Cornell University og har et bredt
netværk i USA. Ideen er, at man i
udlandet får øjnene op for instituttets
høje niveau gennem de dygtige
ph.d.er. På denne måde står udenlandske
forskere pludselig og banker
på døren til en stilling på instituttet.
Den dag i dag er alle meget taknemmelige
for Alan Irwins råd. Og
det er altså grunden til, at David
Lando og Carsten Sørensen står
som ledere af ét samlet WCREprojekt,
der ikke har ét fokusområde,
men fire relaterede.
Bankkrisen og risikostyring
Det første er ”kreditrisikostyring”,
som er kommet særligt i vælten på
grund af den internationale bankkrise,
hvor selv store banker er
gået ned eller er blevet reddet på
målstregen af statsligt finansierede
bankpakker.
Selvom kreditkrisen egentlig startede
med misligholdelse af risikable
boliglån – de såkaldte subprimelånskyldes
krisen en lang række andre
a v i s f o r co p e n h a g e n b u s i n e s s s c h o o l – h a n d e l s h ø j s k o l e n
Finansiel risikostyring på allerhøjeste plan
Udnævnelsen af en gruppe forskere på Institut for Finansiering til World Class Research Environment (WCRE) var den rene
blåstempling. Forskningen har længe været på meget højt niveau, og finanskrisen har gjort den både højaktuel og eftertragtet
Professor og institutleder David Lando (th.) og professor Carsten Sørensen slog – efter anbefaling fra forskningsdekan Alan Irwin –
deres daværende projekter sammen, og det er der kommet et forskningsmiljø inden for finansiel risikostyring i verdensklasse ud af.
e l i t e tæ n k n i n g
Af Per Durst-Andersen
Foto: Rie Neuchs
faktorer, heriblandt for høj låntagning
og for stor tiltro blandt banker
til at der altid ville være likviditet i
markedet. Likviditet er både i form
af penge man kunne låne fra andre
institutioner og i form af muligheden
for at sælge papirer fra, når der
var brug for cash. Den sidste form
for likvidtet – det at kunne sælge
finansielle instrumenter fra markedet,
når man har brug for cash
– var allerede et varmt emne inden
krisen. Erhvervsobligationer – altså
obligationer udstedt af for eksempel
en virksomhed - er mindre
værd end statssobligationer, fordi
køberen af obligationen ikke altid
er sikker på at få det obligationen
lover. Det oplever ejere af obligationer
udstedt af General Motors
for eksempel i disse dage. Men
erhvervsobligationer er også mindre
værd, fordi man i krisetider – netop
når der ofte er brug for det – kan
have svært ved finde købere til
obligationerne. Man kan så prøve at
finde ud af, hvor meget prisen på
en erhvervsobligation påvirkes af
kreditrisikoen, og hvor meget der
skyldes manglende likviditet.
Dette og meget andet har senest
været genstand for David Landos
forskning – en forskning som rangerer
allerøverst internationalt.
Pension og risikostyring
Dynamisk porteføljestyring er det
andet område. Her beskæftiger man
sig med, hvordan man investerer
mest optimalt over tid. Hvad er den
bedste investering: Obligationer?
Ejendomme? Aktier? Eller er det
bedst at kombinere dem? Og det er
det vist, hvis man ikke ønsker en
høj risiko.
Andre spørgsmål er for eksempel,
hvad der er mest optimalt for en
pensionskasse eller for en person
med en privatfinansieret pensionsordning
i en bank. Der er forskel,
for en pensionskasse kan tillade
sig at tage en større risiko og kan
derfor også score kassen. Men altså
også det modsatte, som man har set
det på det seneste.
Nogle spredte ikke risikoen ved
at investere bredt, men satsede
ensidigt på aktier. Ifølge OECD er
pensionernes værdi faldet med 25
procent i de seneste år. Enkelte
lande, som for eksempel Chile, har
forladt det markedsorienterede pensionssystem
og indført regler for,
hvad man må investere i. Derfor er
værdien af pensioner ikke faldet
her. Andre lande kan meget vel
følge efter.
Carsten Sørensen har for nylig
specifikt beskæftiget sig med den
optimale livstidsinvestering for
helt unge personer med forskelligt
uddannelsesniveau. Her viser det
sig, at højtuddannede godt kan tillade
sig en større risiko end de lavt
uddannede. Den konkrete forskning
munder ud i en række modeller,
hvor de forskellige parametre
indgår.
Det hele er meget matematisk
og statistisk – nogle ville sige tørt
– men til gengæld er det præcist
og uhyre anvendeligt. De store
og anerkendte tidsskrifter optager
instituttets artikler, og det gælder
også de helt unges artikler.
Obligationer og risikostyring
Det tredje område går under navnet
Term Structure Modelling – endnu
én af de mange engelske fagtermer,
der slynges ud i luften, som om de
var hverdagskost for modtageren.
Det dækker blandt andet prisfastsættelse
af obligationer på tværs af
løbetid. Man sammenligner kort- og
langfristede obligationslån og ser
på forholdet mellem den korte og
lange rente. Den kan være flad, det
vil sige uden nævneværdigt rentespænd,
eller stejl, hvilket vil sige
med stort rentespænd.
I øjeblikket er det mest fremherskende
et stort rentespænd: den
korte rente er i bund (det sørgede
et regeringsindgreb for, så folk med
flexlån ikke behøvede at gå fra hus
og hjem), mens den lange rente er
relativ høj og ikke ser ud til at ville
gå ned – folk er nemlig bange for
inflation. Også et risikomoment.
Optioner og risikostyring
Det fjerde og sidste område er
Derivative Pricing, det vil sige prisfastsættelse
af derivater, som er
afledte finansielle instrumenter.
Det drejer sig for eksempel
om optioner, der dybest set er en
aftale, der giver en person ret til
at købe noget til en forlods fastsat
pris. Og det vedrører futures, der
er en aftale om køb eller salg af et
givet aktiv på et givet tidspunkt til
en på forhånd fastsat pris.
Der indgår ofte optioner, når
der skal skrives kontrakt med
den nye administrerende direktør.
Virksomhedens aktie er for
eksempel røget ned på kurs 80,
så direktøren får et tilbud om at
kunne købe 1000 aktier til kurs 90
efter tre år. Tilbuddet lyder måske
ikke umiddelbart forjættende, men
det giver den nye direktør et meget
stærkt incitament til at gøre alt for
at få virksomheden på ret køl igen.
For mange direktører har optionernes
værdi oversteget den reelle
årsløn gennem de senere år.
Rangering og risikostyring
Institut for Finansiering blev evalueret
i 2007. Da fik det både mange
roser med på vejen og en europæisk
ranglisteplacering, der er en
Caroline Wozniacki værdig. Det var
glædeligt, men heller ikke uden
sine risici.
De eksterne evaluatorer bemærkede,
at instituttet ville få svært ved
at komme højere op, hvis det ikke
kunne konkurrere på lønninger.
Eller hvis det ikke havde adgang
til de store databaser af relevans
for forskningsområdet – de findes
primært i USA, som for eksempel
Bloomington terminalen, der koster
150.000 kroner om året at have
adgang til. Andre koster helt op til
600.000 kroner for årlig adgang,
som for eksempel CRSP (Center for
Research in Security Prices).
Forskere fra udlandet forlanger,
at der er naturlig adgang til alt.
Dette er en af de mange grunde
til, at David Lando og Carsten
Sørensen er begejstrede over, at de
nu har fået lidt over fem millioner
kroner ekstra at arbejde med over
fem år. Det giver dem blandt andet
mulighed for at reagere hurtigt, når
lejlighed byder sig – for eksempel
hvis en højt anset forsker gerne vil
på gæsteophold og må have adgang
til en bestemt databank. 1